Første Bog.     

     Vaabenbrag sjunger jeg, sjunger Manden, der fordum flygtende fra Trojas Kyster kom ved Skjæbnen til Italien, til de lavinske Strandbredde. Meget omkastedes han baade i Landene og paa Dybet ved de høiere Væseners Vælde, formedelst grumme Junos uforsonlige Had; 5 Meget leed han og i Krigen, indtil han stiftede Staden1) og indførte sine Guder i Latium; heraf Latinerfolket og Albas Statsfædre og Roms de høie Mure.

     Muse! fortæl mig Aarsagerne, hvorover Guddommen saaredes, eller hvi Gudernes Dronning harmfuld tvang en Mand, udmærket ved Gudsfrygt, 10 til at friste saa mange Vanheld, møde saa mange Gjenvordigheder. Saa heftige Sindslidelser i himmelske Hjerter!

     Der var en gammel Stad, beboet af tyriske Nybyggere, Carthago, ligeover for Italien og Tiberens fjerne Mundinger, rig paa Velstandskilder (02) heftigt lystende efter Kamp. 15 Denne siges Juno ene at have elsket mere end alle Lande - Samos endog tilsidesattes for den. - Her vare hendes Rustninger, her Stridsvognene. At denne Stad skulde, hvis Skjæbnen tillod det, vorde Folkenes Beherskerinde, dette var allerede da Gudindens Iid, Gudindens Ønske. Men hun havde hørt: at der af trojansk Blod skal  20 udledes en Slægt, bestemt til i sin Tid at omstyrte de tyriske Borge; at dette Folk skal herved, ved Lybiens Ødelæggelse, fremtræde vidtherskende og seiersaligt; at Parcerne have besluttet dette. Saturnia, frygtende Sligt, ihukommende den langvarige Krig, som hun især havde ført ved Troja for det dyrebare Argi - 25 heller ikke vare endnu de andre Aarsager til hendes Forbittrelse og grusomme Smerter rundne hende af Sinde; dybt, uudsletteligen dybt sidder i Sjælen Paris's Dom og Fornærmelsen mod hendes haanede Skjønhed og den forhadte Kongeæt 2) og røvede Ganymedes's Hædersposter - herved endmere antændt fjernede Saturnia Trojerne, omkastede paa hele Vandfladen, levnede af 30 Danaerne og umilde Achilles, langt fra Latium. I mange Aar vankede disse om paa alle (03) Have, som en Bolt for Skjæbnen. Saa megen Møje kostede det at stifte Romerstaten!

     Neppe havde de, Siculerlandet af Syne, 35 glade hidset Seilene paa Dybet og kløvede nu Saltskummet med Kobberkjølen, førend Juno, nærende hint ulægelige Saar under Hjertet, talede saaledes med sig selv: "Jeg - skal jeg overvunden staae fra Forsættet? Ei mægte at drive Teucrernes Høvding fra Italien? - Jo, Skjæbnen forbyder Mig det. Men Pallas - mægtede ikke hun at opbrænde Argivernes Flaade, og 40 nedsænke dem selv i Oceanet, ene for Ajax Oileus's Brøde og Raserier? Ja, udslyngende af Skyerne Jupiters fage Ild adsplittede hun Snækkerne og ved Stormvinde oprørte Vandfladerne. Hiin, udaandende Flammerne af 45 gjennemborede Bryst, rev hun hen i Hvirvelen og fæstede til hvasse Skjær. - Men jeg, der fremtriner som Gudernes Dronning, Jupiters baade Søster og Hustru, med een Slægt fører jeg Krig i saa mange Aar! - Ha! hvo vil herefter knæfalde Junos Guddom eller ydmygbedende lægge Hædersgaver paa hende Altere?"

      50 Med saadanne Tanker i opflammede Hjerte kom Gudinden til Regnskyernes Fædreland, til Stederne, svangre med rasende Austrer, til Æolien. Her, i uhyre Grotte trykker Kongen Æolus despotisk de kjæmpende Stormvinde og tudende Orkaner; med Baand og Fængsler bidsler han (04) dem. 55 Arrigen brøle Hine omkring i Indelukkerne med heftig Dundren i Bjerget. Paa ophøiede Borg troner Æolus med Scepteret i Haanden, mildner Hjerterne og styrer Vreden. Gjorde han ikke det - sandeligen Have og Lande og høie Himmel reve de med sig i Farten og adspredte omkring i Luftegnene. 60 Derfor har Alfader af Frygt for dette skjult dem i sorte Huler, lagt Kolosser og høie Bjerge oven paa, ja givet dem en Konge, som med bestemte Love veed baade at stramme og efter Befaling at slappe Tømmerne. Til ham henvendte Juno sig ydmyg med disse Bønner:

      65 "Æolus! thi dig gav Guderne Fader og Menneskenes Konge baade at rolige og ved Stormvinden at hæve Bølgerne - en Slægt, som jeg hader, beseiler tyrrhenske Vandflade, slæbende til Italien Ilium og de overvundne Penater. Indskyd Vindene Kraft! overskyl, nedsænk Snækkerne, eller driv dem til forskjællige Kanter og 70 kast Kroppene om paa Oceanet! - Viid! jeg har fjorten Nympher af udmærket Skabning; den deiligste af disse, Deiopea, skal jeg ved uopløseligt Ægtebaand forene med Dig, til evig Eie indvie Dig hende; alle sine Leveaar skal hun tilbringe med Dig og 75 gjøre Dig til Fader for en smuk Afkom."

     Hetil Æolus: "Din Sag, o Dronning! er det at undersøge, hvad du ønsker; for mig er (05) det hellig Pligt at efterkomme dine Befalinger; Du tilvejebragte mig hele dette Rige; Du gavst mig at sidde ved Gudernes Borde; 80 Du gjorde mig til Regnskyernes og Stormvindenes Behersker."

     Ei havde Æolus sagt dette, førend han med omvendt Od stødte hvælvede Bjerg hen paa Siden; og see! - ligesom i sluttet Hær bryde Vindene ud gjennem forundte Aabning og i Hvirvelen tude omkring i Landene. Nu anfaldt de Havet, det de tilhobe oprøre fra nederste Boliger: 85 Eurus og Notus og orkanrige Africus, uhyre Vover vælte de mod Strandbreddene. Nu følger Skrig af Mændene og Hvinen i Tougene. Pludseligen rive Skyerne Dag og Himmel bort fra Teucrernes Øine; sort Nat ruger over Oceanet; 90 Tordner brage fra Pol til Pol; Ætheren blinker af jævnlige Lyn, og Alt truer Mændene med overhængende Død. Strax løsnes Æneas's Lemmer af kold Gysen; han sukker og strækkende begge Hænder mod Skyerne udbryder saaledes: "Salige! - tifold salige I, som det lykkedes at møde Døden 95 for Eders Fædres Øjne hist ved Trojas høie Mure! 95 - O Du, den gjæveste af Danaernes Slægt, Tydides! - hvi kunde jeg ike falde paa de iliske Sletter og for din Haand udgyde min Aand? hist hvor manddræbende Hector, fældet ved Æacidas's Spyd, 100 hvor Kjæmpen Sarpedon ligger, (06) hvor Simois's rullende Bølger bortreve saa mange Heltes Skjolde og Hjelme og stærke Legemer."

      Under disse Udraab slaaer en hvinende Nordenvind forfra ned i Seilet og hæver Voven op til Stiernerne; brudte ere Aarerne; Forstavnen dreier af og giver Siden til Priis for Bølgerne. 105 Nu følger et Vandbjerg høit og bradt. Hine svæve paa Bølgens Top; for disse viser gabende Vove Afgrunden mellem Bølgerne. Brænningen raser mod Bundsandet. Trende Snækker river Notus hen og hvirvler ind mellem skjulte Kampstene - 110 en græsselig Bjergryg under Vandskorpen - trende andre klemmer Eurus fra Dybet ind mellem Rev og Syrter - et ynkeligt Syn! - støder dem paa Grund og omringer dem med et Bolværk af Sand. Paa det ene af Skibene, som førte Lycierne og ærlige Orontes, slaaer for hans Øine en vældig Søe fra Luften ned mod Bagstavnen; 115 næsgruus ruller Styrmanden om paa Hovedet og kastes ud; men trende Gange dreies Skibet af Bølgen sammesteds om i svingende Kreds og opsluges tilsidst af rivende Vandhvirvel. Hist og her sees Svømmende paa uhyre Svælg; Mændenes Vaaben, Brædder og de troiske Skatte drive om paa Bølgerne. 120 Allerede har Uveiret bekjæmpet Ilioneus's, bekjæmpet tappre Achates's vældige Snække, ogsaa den, som Abas, og den, som alderstegne Aletes førtes paa. Løste ere (07) Klædningens Nodder; 3) alle modtage de fordærveligt Søevand gjennem de gabende Sprækker.

     125 Imidlertid fornam Neptunus Oceanet forvirret med stor Susen, fornam det udladte Stormveir og Søerne opøste fra nederste Grund. Skrækkeligen opbragt og skuende fra Dybet hævede han det blide Hoved op over Bølgetoppen. Kastet om paa hele Vandfladen seer han Æneas's Flaade, seer Troerne overvældede af Vover og Skybrud. Strax mærkede han 130 Søsteren Junos Hævn og Rænker. Eurus og Zephyrus kalder han til sig; derpaa taler han saaledes: "Besjæler Eder saamegen Tillid til Eders Slægt? - Vove, I Vinde! uden mit Guddomsbud at blande Himmel og Jord, at opreise disse store Kolosser? Eder skal Jeg - 135 dog bedre er det, at lægge de oprørte Vover. En anden Gang skal I ei med lignende Straf betale mig Brøden. Haster med Flugten og melder Eders Konge dette: Ei ham, men mig gav Skjæbnen den frygtelige Trefork, Herredømmet over Vandsletterne. Han ejer hine græsselige Steenmasser, Eders Paladser, Eurus! 140 Hist paa det Slot bryste sig Æolus, i Vindenes tilsluttede Fængsel herske han!"
     Saa taler Neptunus, og usigeligen snar (08) stiller han de svulmende Vande, forjager de samlede Skyer og fører Solen tilbage. Cymothoe og Triton, stræbende tilsammen, støde Snækkerne ned fra hvasse Skjær; 145 selv letter han dem op med Treforken, aabner de uhyre Syrter, jævner Vandene og ruller med lette Hjul hen over Bølgetoppene. Ligesom ofte i en folkerig Stat, hvor Oprør er udbrudt og den ringere Hob raser af Vrede - allerede flyve Fakler og Stene; Sværmeriet rækker Vaaben - 150 da, naar de see en Mand, ærværdig ved Gudsfrygt og Fortjenester, tie de; med spændt Opmærksomhed staae de; han betvinger ved sin Tale Tilhørernes Sindslidelser og beroliger deres Hjerter: saaledes forsvandt Oceanets hele Bulder, saasnart Fader Neptunus skuede hen over Vandfladerne, medens han, 155 styrende Gangerne, kjører under aabnede Himmel, flyvende paa raske Vogn med slappede Tømmer.

     Men de mødige Æneader stræbe forenede frem til de nærmeste Strandbredde; mod Lybiens Kyster styre de hen. Paa dette Sted er en lang Viig og en Halvø, som danner en Havn ved de modvendte Sider; 160 mod disse brydes enhver Bølge fra Dybet og kløvet falder ind i de krumme Bugter. Paa Høire og Venstre uhyre Fjelde, tvende Klipper, der true Himmelen; betryggede under deres Isse tie Vandfladerne vidt omkring. Ovenpaa en grøn Plads med vaiende (09) Buske; 165 der svæver en Lund, sort af kneisende Træer. Paa den modsatte Kant en Grotte under udhængende Klipper; derinde qvægende Vandstrømme og Bænke af naturlig Steen, Nymphernes Bolig. Her fængsle ingen Toug de mødige Snækker, intet Anker hefter dem med bidende Krog. - 170 Hid løber Æneas ind med syv Snækker, samlede af hele Antallet. Af stor Længsel efter Landjorden træde Troerne ud, bestige ønskede Fjære [forstrande] og lægge deres Lemmer, vansmægtende af Saltvandet, ned paa Strandbredden, hvorpaa Achates først slaaer Ild af Flintestenen, 175 opfanger Gnisterne i Blade, lægger tørt Ved trindt omkring og fremskynder Flammer i Tønderet. Derpaa udtage Hine mødige Ceres's Gaver, fordærvede af Bølgerne, og Ceres's Redskaber; det bjergede Korn bereder man sig til at tørre ved Ilden og knuse paa Stenen.

     180 Imidlertid bestiger Æneas Klippen og skuer vidt ud over hele Søen, om han nogensteds kunde øjne Antheus, omkastet af Stormen, og de phrygiske Biremer [skib med to rækker roerbænke], eller Capys, eller Flagstængerne paa Caicus's høie Bagstavne. Intet Skib i Synskredsen, derimod skuer han trende Hjorte omvankende paa Strandbredden; 185 efter disse følge hele Flokke, og i en lang Række græsser Hjorden omkring i Dalen. - Her standsede Æneas og greb med Haanden Buen og de fage Pile, Værgerne, dem ærlige Achates bar. Først fælder (10) han Anførerne selv, høit løftende deres Hoveder med de grenede Horn, 190 derefter Hoben, og jagende med Spydene forvirrer han hele Skaren omkring i de løvfulde Lunde. Ei standsede han, førend han seirende havde lagt syv vældige Kroppe i Støvet og jævnet deres Antal med Snækkernes. - 195 Herpaa søger han Havnen og skifter med alle Reisefællerne. Derefter uddeler han Vinene, dem Helten, den goddædige Acestes, havde tyllet paa Fadene og skjænket dem ved Bortgangen fra trinacriske Strandbred. Endeligen beroliger han de sørgende Hjerter ved disse Ord:

"O Brødre! - ei ere Vi ubekjendte med fordums Ulykker - O I have lidt svarere! 200 ogsaa disse skal Gud skjænke os Ende paa - I have nærmet Eder den rasende Scylla og hendes dybt inde tudende Skjær; I have ogsaa prøvet Cyclopernes Klipper. Kalder da Modet tilbage, forjager ængstende Frygt! maaske skal Vi engang med Glæde hukomme endog dette. Trods de mangehaande Modgangsstød, 205 trods saamange Farer stræbe Vi frem til Latium. Der tilvinker Skjæbnen Os rolige Boliger; der er det besluttet, at Trojas Rige atter skal opstaae. O! vorder da stærke og bevarer Eder til disse blide Kaar!"
     Saa taler han, og tungsindig, nedtrykt af vældige Sorger skrømter Haab i Aasynet, men (11) skjuler dyb Kummer i Hjertet. - 210 Hine opkiltre sig til Byttet og det vordende Maaltid, trække Huden af Ribbenene og blotte Kjøddet. Nogle hugge disse i Stykker og fæste dem bævrende paa Spiddene; Andre stille Kobberkjedler paa Strandbredden og røgte Ilden. Derpaa kalde de Kræfterne tilbage ved Maden og adspredte omkring i Græsset 215 mætte sig med gammel Bacchussaft og fedt Dyrekjød. Men, efterat Hungeren var fordrevet ved Retterne, og Bordene fjernede, ønske de under lange Samtaler deres tabte Reisefæller tilbage, uvisse, svævende mellem Haab og Frygt: hvad enten de skulde troe, at de endnu levede, eller at de allerede have stridt den sidste Strid og 220 hørte ei længere de Efterlevendes Raab. Især bejamrer ømme Æneas stiltiende snart djerve Orontus's, snart Amycus's Fald, ogsaa Lycus's grumme Skjæbner og gjæve Gyas og gjæve Cloanthus.

     Nu var Alt til Ende, da Jupiter stod paa Olympens Isse, og skuende fra høie Æther ned paa det seilflyvende Hav, paa de lavtliggende Lande, 225 paa Strandbreddene og de udbredte Folkeslægter, fæstede sine Blik paa Lybiens Riger. Alvorlige Tanker omveltede han i Sjælen, da Venus, saare bedrøvet, vædet af Taarer i funklende Øie, tiltaler ham saaledes: "O Du! som med evigen uforanderlige Love styrer 230 Guders og Menneskers Anliggender og ved (12) Lynstraalen forskrækker Alt - hvori har min Æneas, hvori have Troerne kunnet synde saa groveligen imod Dig? Efter saa mange lidte Nederlag tilspærres dem hele Jordkloden for Italiens Skyld. 235 Visseligen skulde dog af disse, af Teucers fornyede Æt, en Gang, efter en Rad af rullende Aar fremkomme hine Romere, hine Hærførere, som med uindskrænket Magt skulde beherske Havet, beherske Landene - dette lovede Du Fader! Hvilken Beslutning har omstemt Dig? - Hermed i det Ringeste trøstede jeg mig ved Trojas Fald og sørgelige Ruiner, veiende Kaar mod Kaar. 240 Men endnu forfølger den samme Skjæbne disse ved saa mange Modgangsstød omdrevne Mænd. Naar skjænker Du, store Konge! Ende paa vore Møisommeligheder? - Antenor mægtede dog, udesluppen midt imellem Achiverne, at trænge uhindret frem til de illyriske Bugter, til Liburnernes fjerne Riger, og at vinde forbi Timavus's Udspring, hvor den gjennem 245 ni Mundinger med uhyre Dundren i Bjerget bryder ud i Havet og med susende Søer skjuler Vangerne. Der har han dog anlagt Staden Patavium, Teucrernes Sæde, har givet Folket Navn, har ophængt de troiske Vaaben. Nu hviler han rolig i blide Fred. - Men Vi, din Afkom, som Du tilsvor Himmelens Borg - 250 Ak! efter Tabet af vore Snækker opoffres vi for den Enes Hævngjerrighed; langt fjernes Vi fra de italiske Kyster. (13) Er dette Gudfrygtigheds Hæder? sætter Du os saaledes igjen paa Tronen?"

     Til hende smilede Guders og Menneskers Fader 255 med det Aasyn, hvormed han blidner Himmelen og Stormvindene. Derpaa berørende Datterens Læber, taler han saaledes: "Skaan Dig for Frygten Cythera! urokkelige forblive dine Yndlingers Skjæbner. Skue skal Du Staden og Laviniums de forjættede Mure og høit op til Himmelens Stjerner skal Du 260 hæve stormodige Æneas; ei har nogen Beslutning omstemt mig. Denne - thi Dig vil jeg fortælle det, fordi denne Uroe qvæler Dig, og længe forud tolkende aabenbare Skjæbnens Hemmeligheder - denne skal føre en svar Krig i Italien, skal knuse de vilde Folkeslægter, skal reise Mure og Love for sine Mænd, 265 indtil den tredie Sommer har seet ham herske i Latium, og trende Vintere ere henrundne efter Rutulernes Betvingelse. Men Ynglingen Ascanius, som man og giver det Tilnavn Julus, skal paa Tronen udfylde den store Tidskreds af tredive Aar med deres henrullende Maaneder, skal 270 forflytte Regjeringen fra Kongesædet Lavinium og med en stor Krigsmagt forskandse Alba hin lange. Her skal den hectoriske Slægt herske i fulde trehundrede Aar, indtil den kongelige Præstinde Ilia, besvangret ved Mars, vorder forløst med Tvillinger.(14) Derpaa skal Romulus, 275 prydet med fostrende Ulvindes Hud, afløse Slægten, stifte de mavortiske Mure 4) og opkalde Romerne efter sig. For disses Magt sætter jeg ei Skranker, ei Tidspunkter; et Rige uden Grændser har jeg givet dem. Ja den forbittrede Juno, der nu af Frygt 280 tumler Have og Lande og Himmel, skal omvende sine Tanker til det Bedre og med mig hjelpe til, at Romerne vorde Verdens Beherskere og et Folk, herligt i Fredskappen [togaen]. Saa er besluttet. Lustrer [femårige tidsrum mellem foreskrevne renselsesprocesser/sonofre] rulle hen - og de skal komme, de Dage, da Assaracus's Huus skal 285 med Trældomsaaget trykke Phthia og berømte Mycenæ og herske i det beseirede Argi. Fremspire af denne skjønne Stamme skal trojanske Cæsar, han, som er bestemt til at udstrække sit Scepter til Oceanet, og sit Rygte til Stjernerne, Julius, et Navn, forplantet fra store Julus. Denne, betynget med Orientens Bytte, 290 skal Du engang sorgløs optage i Himmelen; ogsaa denne skal paakaldes under Løvter. Da skal de vilde Aarhundreder formildes, - stillede ere Krigene - da skal graahærdede Ærlighed og Vesta og Qvirinius med Broderen Remus give Love; Bellonas de usalige Porte skal tæt tilspærres med Jernbommer. Sværmeriet (15) det ugudelige, 295 indenfor siddende paa de morderiske Vaaben og bagbundet med hundrede Kobberkjeder, skal brøle skrækkelig med blodige Mund."

     Saa taler Jupiter og nedsender fra det Høie Majas Søn, for at Landene, at Carthagos nye Borge kunde staae aabne for Teucrerne til Herberge, at ei Dido, uvidende om Skjæbnen, 300 skulde gjenne dem fra Grændserne. - Hiin flyver gjennem vide Luft med roende Vinger; flux stod han paa Lybiens Kyster. Nu udfører han Befalingen - og aflagt har Pønerne efter Gudens Vink al Vildhed i Sjælen. Især fatter Dronningen mod Teucrerne fredelig Aand og veldædigt Hjerte.

      305 Men gudfrygtige Æneas, som Natten igjennem omvelter tusende Tanker i Sjælen, besluttede, saasnart det hulde Dagslys skjænkedes, at gaae ud, at speide disse ukjendte Steder, Kysterne, dem han ved Vinden var kommen til, undersøge, hvilke der beboe dem - thi han seer idel Heder - Mennesker eller Rovdyr, og at melde Reisefællerne det Erfarede. 310 Flaaden, trindtom indsluttet af kneisende skyggefulde Træer, skjuler han i en skovbegroet Hvælving, ved Foden af en udhulet Klippe. Ledsaget ene af Achates træder han ud, svingende i Haanden tvende Spydstager med bredt Jern. For ham fremstillede sig midt i Skoven hans (16) guddommelige Moder 315 med Pigens Aasyn og Dragt, med den spartanske Piges Rustninger, eller liig thraciske Harpalyce, der matter Gangerne og i Flugten forekommer bevingede Eurus; thi efter Sæderne havde Jægerinden hængt handelige Bue ned fra Skuldrene og givet Lokken hen at adspredes af Vindene, 320 blottet om Knæet, med de flagrende Skjøder, opsamlede ved et Belte. Først taler hun: "Hører Ynglinge! fortæller, om I har seet Nogen af mine Søstre, udrustet med Kogger og spættede Lossehud, at vanke om her eller med Hujen at trænge fraadende Vildbasse i Løbet."

      325 Saaledes Venus, og Venus's Søn begyndte igjen saaledes: "Ingen af dine Søstre har Jeg hørt eller seet, o! hvad skal Jeg kalde Dig? Skjoldmøe? - Nei; thi ei er dit Aasyn den Dødeliges, ei lyder din Stemme som Menneskets. O visseligen en Gudinde! - Mon Phøbus's Søster? Mon Een af Nymphernes Slægt? - 330 O! vær Os huld, hvo Du end er, lindre vore Møisommeligheder og lær os dog, under hvilken Himmelegn, paa hvilke Klodens Kyster vi omkastes! ubekjendte med Mennesker og Steder vanke Vi om, drevne hid af Vinden og uhyre Vover. Da skal mangt et Offerdyr ved min Haand fældes foran dine Altere."

      Derpaa siger Venus: "Sandeligen! ej anseer Jeg Mig saadan Ære værdig. Tyriske Pigers Viis er det at bære Kogger og høit opbinde Benene med purpuriske Cothurne. - De puniske Riger seer du her, Tyrierne og Agenors Stad; men Omegnene ere lybiske, Folket krigersk, uregjerligt. Regjeringen styrer Dido, der ankom hertil fra Staden Tyrus for at undflye sin Broder. Stor er Fornærmelsen, vidtløftig Fortællingen; blot Sagens Hovedpunkter vil jeg berøre. Hendes Ægtefælle var Sychæus, den rigeste Godsejer blandt Phønicerne, heftigen elsket af den Elendige. Til ham havde Faderen givet hende, uskyldig, ei før bunden ved helligt Ægteskabsløfte. Men paa Tyrus's Trone sad Pygmalion, den græsseligste Misdæder af Alle. Imellem disse opkom rasende Tvedrag. Hiin, blind af Kjærlighed til Guldet, ubekymret om Søsterens Kjerlighed, overfalder lumsk med Staalet den uberedte Sychæus forved Alterne, den Ugudelige! - Længe dulgte han Gjerningen; meget skrømted den Falske og med tomt Haab gjækkede den sørgende Elskerinde. Men see! - I Søvne kommer selv den ujordede Ægtefælles Billede med ubegribeligen blege Ansigtstræk. Grusomheden ved Alteret og Brysterne, gjennemstingede af Staalet, blottede han og afslørede Frendens hele skjulte Misdaad. Derpaa raader han at haste med Flugten og drage ud af Fædrestaden. Til Hjelp paa Veien oplader han de gamle Skattekammere (18) under Jorden med en ubekjendt Mængde Guld og Sølv. - Forskrækket herover beredede Dido Flugt og Reiseselskab. Alle de mødte, som følede enten grueligt Had til Tyrannen eller nagende Frygt. Snækkerne, som hændelseviis laae beredte, gribe de og lade med Guldet. Nu slæbes den gjerrige Pygmalions Skatte over Havet! en Qvinde er Anførerinde for Daaden! - De kom til hine Steder, hvor Du snart skal see vældige Mure og nye Carthagos stigende Borg. De kjøbte en Jordlod, efter Gjerningen kaldet Byrsa, saa stor, som de kunde omgive med en Tyrehud. - Men I - hvo ere I dog? Fra hvilke Kyster ere I komne? Eller hvorhen styre I Reisen?"

      Til disse Spørgsmaale svarede Helten saaledes, dragende et dybt Suk fra Hjertets Inderste, "O Gudinde, skulde Jeg gaae tilbage i Tiden og vedblive fra første Udbrud, og det var Dig beleiligt at høre vore Lidelsers Aarbøger, da vilde Aftenstjernen paa formørkede Himmel forud bebude Dagens Ende. Vi seilede ud fra det gamle Troja - om Trojas Navn er nogensinde kommet for dine Øren - over forskjællige Vandflader drev Hændelse og Storm Os til Lybiens Kyster. Jeg er den gudfrygtige Æneas, der paa Flaaden fører med Mig Penaterne, udrevne fra Fienden, ved Rygtet bekjendt ovenfor Ætheren. Italien, mine (19) Fædres Land, opsøger jeg; min Æt nedstammer fra Jupiter den alstore. Med tyve Snækker besteg Jeg det phrygiske Hav, - min guddommelige Moder viste Mig Veien, Jeg fulgte de givne Orakelsvar - neppe syv ere tilbage, sønderslagne af Bølger og Eurus. Selv ukjendt, trængende gjennemvandrer Jeg Lybiens Ørkener, uddreven af Europa og Asia."

     Ei længere udholdt Venus Mandens Klager, men afbrød ham midt i hans Jammerskrig: "Hvo Du end er, ei kan Du, - det er Jeg overbevist om - være hadet af de himmelske Væsener; Du er kommen til den tyriske Stad. Fremtur kun, og forføi Dig hen til Dronningens Porte! thi at dine Reisefæller ere frelste, at Flaaden er bjerget og bragt til et sikkert Sted, at Stormvindene ere forjagede - see! dette bebuder Jeg, hvis ei mine Fædre have forgjæves, daarligen lært mig Spaadomskonsten. Skue hist tolv tilsammen sig frydende Svaner! dem Jupiters Fugl, nedrullende fra ætheriske Regioner, forvirrede paa skyfrie Himmel; nu sees de i lang Rad enten at optage Jordpletterne, eller at skue ned paa dem, som de snart skal optage. Ligesom hine Frelste lege med susende Vinger, omringe flokkeviis Polen og udgive Jubeltoner, saaledes ere dine Snækker og dit unge Mandskab allerede i Havnen eller løbe ind ad Mundingerne (20) for fulde Seil. Fremtur kun og styr Fjeddene didhen, hvor Veien leder Dig!"

     Saa talede Venus, og, i det hun vendte sig bort, straalede det om rosenskjønne Hals; de ambrosiske Lokker paa Issen udaandede guddommelig Vellugt; Klædningen sank dybt ned til Fødderne; af Gangen saaes den sande Gudinde. Da han gienkjendte Moderen, ledsagede han den Flygtende med disse Ord: "Hvad? - Ogsaa du grusom? - hvi skuffer du saa ofte din Søn ved falske Billeder? - hvi undes det Mig ei at føie Haand i Haand, at høre din sande Stemme og besvare den?" - Saaledes revser han hende og retter Fjedet mod Murene. Men Venus omgjerdede de Vandrende med en mørk Skye; en tyk Klædning af Taage spredede Gudinden om dem, for at ei Nogen kunde see, ei røre dem, ei fremvirke Standsning, ei æske Aarsagen til deres Komme. - Selv farer hun i det Høie hen til Paphus og besøger glad sine Boliger. Der er hendes Tempel; der lue hundrede Altere af sabæisk Røgelse og dunste af friske Krandse.

     Imidlertid ile de, hvor Stien peger hen. Nu betraadte de en meget stor Høi, som hænger ud over Staden og skuer ned paa de modvendte Borge. Æneas beundrer denne Colos - tilforn nogle Fiskerhytter - beundrer Portene og Støien, og de brolagte Gader. (21) Fyrrigen trængte Tyrierne paa; en Deel opfører Murene, arbeider paa Slottet og vælter Stene op med Hænderne; en Deel udvælger en Vaaningsplads og indslutter den med en Grøft. Her udgraver Nogle Havne; hist lægge andre dybe Grundvolde til Theatret og udhugge af Klipperne græsseligen høie Colonner til Prydelser for de vordende Skuepladse, ligesom Bierne, dem Arbeidet i Sommerens Begyndelse ved Solens Opgang sysselsætter omkring paa de blomstrende Enge, naar de enten udføre Slægtens vorne Fostere, eller sætte klar Honning og fylde Cellerne med søde Nectar, eller modtage de Hjemkomnes Byrder, eller med samlet Hær udjage Vandbierne, den dovne Dyreart, af deres Kuber. Arbeidet syder, og aromatisk lugter Honningen af Thimian. - "O I lykkelige, hvis Mure nu stige!" - udbryder Æneas og skuer op paa Stadens Spirer. Omgjerdet af Taage - O Under! - begiver han sig ind i Kredsen og blander sig med Mændene, uden at sees af Nogen.

      Midt i Staden var en Lund, saare lystelig ved Skyggen. Paa dette Sted opgravede fordum Pønerne, omkastede af Bølger og Hvirvelvinde, det Tegn, som majestætiske Juno havde vist dem: Hovedet af en vælig Ganger; thi derved betydedes, at Folket skulde gjennem Aarhundreder vorde ypperligt i Krig og rigt (22) paa Fødemidler. Her havde sidoniske Dido stiftet for Juno et vældigt Tempel, prægtigt ved Gaverne og den mægtige Gudindes Billede. Af Kobber vare dets høie Dørtærskler tillige med Trinene, med Kobber Stolperne beslagne, af Kobber Dørene med det hvinende Hængsel. Det uventede Tilfælde, som mødte i denne Lund, lindrede først Æneas's Frygt; først her vovede han at haabe Frelse og selv i Nøden vente tillidsfuld det Bedre; thi medens han, oppebiende Dronningen, speider de enkelte Gjenstænder i dette vældige Tempel, mendens han beundrer Stadens Lykke, beundrer Konstnernes Hændersgjerninger og deres sammenlignede Mesteverker, seer han de iliske Trefninger i Orden, og Slagene, ved Rygtet allerede kundgjorte over hele Kloden, seer Atriderne og Priamus og Achilles, grum mod begge. Han standser og udbryder grædende: "Hvilket Sted, Achates! hvilket Land paa Jorden er ei opfyldt med vore Lidelser? See Priamus! - Ogsaa her ere der Belønninger for Ære, Taarer for Ulykkelige, og Medmenneskers Nød rører Indbyggernes Hjerter. Riv Dig løs fra Frygten! dette Rygte skal bringe dig nogen Frelse."

     Saa taler han, forlyster Sjælen ved det tomme Billede og heftigt sukkende væder Ansigtet med Taarestrømme; thi han saae, (23) hvorledes her de omkring Pergama krigende Græker flygtede - dem trængte trojanske Ungdom - hist Troerne - dem forfulgte paa Vognen plumadsede Achilles. - Ei langt herfra gienkjendte han grædende Rhesus's Pauluner med de snehvide Seildug; hvilke, forraadte i første Søvn, den blodige Tydides herjede efter megen Myrden, og drev saa de fyrrige Gangere hen til Leiren, førend de havde smagt Trojas Foder og drukket af Floden Zanthus. - Paa et andet Stykke flygter Troilus - borte ere hans Rustninger den ulykkelige Yngling, for svag til at binde an mod en Achilles, trækkes af Gangerne og hænger baglængs paa tomme Vogn. - dog holder han Tømmerne - Hans Nakke og Lokker slæbes hen over Jorden, og Støvet ridses af omvendte Landse. - Hist ginge Iliaderne med udslagne Haar hen op til unaadige Pallas's Tempel; Sløret bare de ydmygbedende, væmodige, bankende deres Bryster med Haandfladerne; bortvendt holdt Gudinden sine Øjne fæstede paa Jorden. - Her saaes Achilles at slæbe Hector omkring de iliske Mure; hist solgte han det afsjælede Legeme for Guld. Nu udgiver Æneas et vældigt Suk af Hjertets Inderste, da han skuede Vennens Legeme og Priamus udstrækkende de værgeløse Hænder. - Ogsaa sig selv gjenkjendte han (24) midt imellem de achæiske Høvdinger, gjenkjendte Østens Slagordener og mørkladne Memnons Vaaben. - Amazonernes Hære med de maaneformede Skjolde anfører svermende Penthesilea; fyrrigen midt imellem tusinde fegter Skjoldmøen med gyldne Belter bundne under fremstaaende Bryst; Pigen vover at vinde an med Mænd.

     Medens dardaniske Æneas skuer disse Underverker, medens han svimlende klæber sig fast ved denne ene Gjenstand, traadte Dronningen hen til Templet; Dido, den deilige, omringet af en stor Skare Ynglinge, liig Diana, naar hun ved Eurota's Bredde eller paa Cynthus's Aaser øver Dansechorene; hende ledsage tusinde Oreader klyngeviis paa Høire og Venstre; med Koggeret paa Skulderen fremtriner hun majestætisk, hævet over alle Gudinder; tause Glæder gjennemtrænge Latonas Bryst. Saaledes var Dido, saaledes fremstillede hun sig smilende i Forsamlingen, drivende paa Verket og vordende Kongestad. Derpaa satte hun sig i Gudindens Porte, under Templets Hvælving, omgjerdet af Bevæbnede, høit tronende paa Kongestolen. Nu gav hun Borgerne Love eller afsagde Domme; derefter fordelede hun Bygningsarbeidet retfærdigen, eller bestemte det ved Lodkastning. - Da seer Æneas pludseligen Antheus og Sergestus og kjække Cloanthus og andre Teucrer at nærme (25) sig under stort Tilløb. Dem havde sorte Hvirvelvinde adspredt paa Vandfladen og drevet langt hen til andre Kyster. Her svimlede Helten, svimlede Achates, begge rystede baade af Frygt og Glæde. De brændte af Begjerlighed efter at sammenføie Hænder; men Uvisheden foruroliger deres Hjerter. De fordølge sig og svøbte i hule Skye udspeide, hvad Mændenes Skjæbne var, paa hvilken Strandbred de efterlode Flaaden og hvi de komme; thi fra alle Snækkerne ginge Udvalgte for at begjere Naade, og under Folkets Skrig søgte disse til Templet.

     Efterat de vare traadte ind og der var givet dem Tilladelse til at tale, begyndte den Ældste, Ilioneus, roligen saaledes: "O Dronning! hvem Jupiter gav at stifte en nye Stat og ved Retfærd at bidsle de grumme Folk, Vi, de elendige Troer, bede Dig: Afvend hine ugudelige Ildsluer fra vore Snækker, skaan en gudfrygtig Æt, og beskue vor Tilstand nærved! Ei ere Vi komne for ved Staalet at herje de lybiske Penater eller slæbe det røvede Bytte til Strandbreddene; ei boer den Vildhed i vor Sjæl, ei saa megen Grumhed hos Overvundne. Der er et Sted - Grækerne kalde det Hesperia - et gammelt Land, mægtigt ved Vaabenbrag og Jordens Fedme; fordum opdyrket af Ønotrerne; nu siger Rygtet, at de senere Indbyggere have kaldet Landet (26) Italia efter Høvdingens Navn. Did styrede Vi hen. See! da opsteeg pludseligen sludbringende Orion med Vover og kaade Austrer, der førte Os dybt ind mod blinde Rev og paa seirende Hav drev Os om mellem Bølger, mellem utilgjængelige Skjær. Vi Faa svømmede herhid til Eders Kyster. - Men hvad er dette for et Folkefærd? hvilket Land tillader en saa barbarisk Skik? - Et Herberg paa Fjæren [forstranden] formene de Os; Krig begynde de; det yderste af Landjorden forbyde de Os at betræde. Foragte I end Menneskelighedens Rettigheder og de Dødeliges Vaaben; saa venter dog, at Guderne skal ihukomme Ret og Uret! - Vor Konge var Æneas; Ak! hvo var retfærdigere end han, hvo større i Gudsfrygt, Kamp og Vaabenbrag? Hvis Skjæbnen har bevaret denne Mand, hvis han indaander ætherisk Luft, hvis han endnu ikke er bleven et Rov for de grusomme Skygger; da frygt ei, det skal angre Dig, at du forekommende kappedes med ham i Ædelmodighed. Ogsaa have Vi i de siculiske Lande baade Stæder og Vanger, og den berømte Acestes er af trojansk Blod. - Tillad Os da at trække den af Vindene forstødte Flaade i Land, i dine Skove at tildanne Planker og tilhugge Aarer. Er det vor Bestemmelse med Reisefællerne og vor gjenfundne Konge at arbeide Os frem til Italien; tillad Os da glade (27) at søge Italien og Latium. Men, er alt Haab om Redning forsvundet, har Lybiens Ocean opslugt Dig, Teucrernes bedste Fader! er haabefulde Julus ikke mere til; lad Os i det Ringeste søge hen til Sicaniens Sunde og vore der beredte Boliger - derfra Vi blev drevne herhid - hen til Kongen Acestes." - Saaledes Ilioneus; alle Dardanider tilbuldrede ham enstemmigt Bifald.

     Derpaa talede korteligen Dido med nedslagne Øjne: "Løsriver Eders Hjerter fra Frygten, Teucrer, forjager Sorgen! min ubehagelige Stilling og mit nye Rige nøder Mig til at foranstalte Sligt og vidt omkring betrygge Grændserne med Vagt. Hvo kjender ei Æneadernes Slægt, ei Troerstaden og Heltegjerningerne og Heltene og hine græsselige Krigsluer? - Ei besidde Pønerne saa følesløse Hjerter; heller ikke fører Solguden sine Gangere saa langt fra Tyrernes Stad. Derfor, hvad enten I ønske Eder store Hesperia og Saturnus's Vanger, eller Egnene ved Eryx og Kongen Acestes; med min Krigsmagt skal Jeg trygt bortskikke, med mine Skatte understytte Eder. Ville I derimod tilsammen nedsætte Eder i mit Rige - see! Staden, jeg reiser, er Eders. Drager Snækkerne i Land! Troer og Tyrier skal af Mig behandles uden Forskjæl. Gid Eders Konge Æneas ogsaa var dreven hid af Stormen! (28) I det Ringeste vil Jeg skikke paalidelige Folk omkring til Strandbreddene; Lybiens Udkanter vil Jeg byde dem at speide. Maaske er han kastet i Land og vanker om i Skovene eller Byerne."

     Ved disse Ord oprettedes Modet. Allerede længe brændte baade ædle Achates og Fader Æneas efter at gjennembryde Skyen. Først taler Achates til Æneas: "Søn af Gudinden! hvad Tanke opstiger nu i din Sjæl? overalt seer Du Tryghed, seer Flaaden og Reisefællerne bjergede. Ene han savnes, som Vi selv saae, blev nedsænkt midt i Voven; det Øvrige stemmer med din Moders Forjættelser."

     Neppe havde han sagt dette, førend den omspredte Sky pludseligen kløvedes og forsvandt i rene, skyfrie Æther. Nu stod Æneas der, omstraalet af det klareste Lys, i Aasyn og Skuldre liig Guden Apollo; thi hans Moder havde selv tilaandet Sønnen favre Lokker og Juventas purpurskjønne Glands og ædelt Smil i Øiet, liig den Skjønhed, Konstnerens Haand meddeler Elfenbenet eller Sølvet eller parisk Marmor, naar det indfattes i Guld. Derpaa taler han til Dronningen, og pludseligen, af alle useet, siger: "Her er Jeg, som I søger, den troiske Æneas, udreven af de lybiske Bølger. O! Du, som ene ynkes over Trojas usigelige Lidelser, og deler Stad og Huus med Os, (29) levnede af Danaerne, udmattede ved allehaande Modgangsstød baade til Lands og Vands, trængende til Alt; At yde Dig værdige Taksigelser Dido! det mægte ei Vi, ei Nogen af det hele dardaniske Folk, som er adspredt over den store Klode. Guderne - hvis der nogensteds er Retfærdighed til - Guderne - og Bevidstheden om dine gode Gjerninger skal bringe Dig værdige Belønninger. - Hvilke lykkelige Aarhundreder frembragte Dig? hvilke Fædre fødte en Saadan? Saalænge Floder løbe ud i Havet, saalænge Bjergenes Træer beskygge Dalene, saalænge Himmelen har Stjerner; stedse skal din Hæder, dit Navn, din Ære vedblive, hvilke Lande der end kalde Mig til sig." - Saa talede han, og tog Vennen Ilioneus i Høire, Segestus i Venstre, derefter de Andre, baade den gjæve Gyas og den gjæve Cloanthus.

     Svimmel blev sidoniske Dido først ved Beskuelsen af denne Mand, dernest ved hans store Modgang, og taledes saaledes: "Søn af Gudinden! hvilket Vanheld forfølger Dig gjennem saa store Farer? hvilken usynlig Magt har koglet Dig hen til disse umenneskelige Kyster? Er Du den Æneas, som hulde Venus fødte dardaniske Anchises hist ved phrygiske Simois's Bølger? Sandeligen Jeg erindrer, at Teucer, uddreven fra Fædrelandets (30) Grænser, kom til Sidon, for ved Belus's Hjelp at tilfegte sig et nyt Rige. I de Dage herjede min Fader Belus det frugtbare Cypern og lagde det seirende under sin Magt. Fra den Tid blev Troerstadens Vanheld og dit Navn og de pelasgiske Konger Mig bekjendte. Selve Fienden ophøiede Teucrerne i herlige Lovtaler, og paastod, at være en Spire af Teucrernes gamle Stamme. Derfor kommer Ynglinge! træder op i vore Boliger! Mig, ogsaa omtumlet gjennem tusende Gjenvordigheder, bød en lignende Skjæbne omsider at hvile i dette Land. Ei ubekjendt med Ulykker har Jeg lært at komme Elendige til Hjelp." - Saa taler hun. Derpaa leder hun Æneas ind i de kongelige Gemakker og paabyder Høitid i Gudernes Templer. Imidlertid afsender hun ogsaa til hans Reisefæller ved Strandbreddene tyve Tyre, hundrede stivbørstede Rygge af store Sviin, hundrede Lam med deres Mødre til Gaver og Glæde paa denne Dag.

     Men det Indre af Paladset smykkes herligen med kongelig Pragt; midt i Slotsbygningen tilberedes Spisesalene; nu udbredes de konstigen virkede Tepper med det stolte Snekkeblod [purpurrøde tæpper, farvede med slimafsondringerne fra "purpursnegle", "snekker"] ; paa Bordene sættes de vældige Sølv- og Guldkar, hvori Fædrenes tappre Gjerninger ere indgravede, en lang Kjede af Heltenes (31) Krigsbedrifter, ledet fra Slægtens ældgamle Oprindelse.

     Æneas - thi den faderlige Kjerlighed tillader ei Hjertet nogen Hvile - sender flux Achates ned til Snækkerne for at melde Ascanius dette, og føre ham selv op til Staden - hele den ømme Faders Omsorg er henvendt paa Ascanius - desuden byder han at medbringe Gaverne, udrevne fra de iliske Ruiner: Kaaben, stiv af Guld og Billeder, og Sløret, bebræmmet med safrangule Achanth, argiviske Helenas Prydelser, dem hun førte med sig fra Mycenæ, da hun søgte Pergama og de forbudne Brudefester, Moderen Ledas herlige Gave; desuden Staven, som Ilione fordum bar, den ældste af Priamus's Døttre, og det beperlede Halsbaand og Kronen, vægtig af Guld og Ædelstene. - For at haste med dette iler Achates ned til Snækkerne.

     Men Cytheres Sjæl avler nye Anslag, nye Konstgreb: Med forandret Skabning og Ansigtstræk skal Cupido komme istedetfor elskede Ascanius; ved Gaverne antænde den svermende Dronning og kogle Ilden ind i Benene. Viid: hun frygter det tvetydige Folk og de tvetungede Tyrier; ogsaa martrer hende blodtørstige Juno, og mod Natten iler Sorgen tilbage. Derfor tiltaler hun bevingede Amor med disse Ord: "O Søn! min (32) Kraft, min mægtige Stytte, Søn! Du, som ene foragter Alfaders typhoiske Pile - til Dig flyer Jeg hen og ydmyg anraaber din Guddom. Hvorledes Æneas, din Broder, kastes om paa Søen fra Strandbred til Strandbred formedelst Junos uretfærdige Had, det er Dig bekjendt, og ofte sørgede Du ved vor Sorg. Ham fængsler nu phøniciske Dido, og sinker ved smigrende Ord. Ak! Jeg gruer for Udfaldet af dette Herberg. Sikkert vil ei Juno hvile i et saa afgjørende Øieblik. Derfor pønser Jeg paa forud listigen at indtage Dronningen og sætte hende i Lue; at hun ei ved nogen Guddom skal omstemmes, men ved Mig fænglses af heftig Kjerlighed til Æneas. Fornem nu mine Tanker, hvorledes Du kan udføre dette! Hentet af den ømme Fader bereder sig Kongesønnen, min vigtigste Omsorg, at gaae op til sidoniske Stad, medbringende de Gaver, som bleve tilbage fra Søen og Trojas Flammer. Denne, neddysset i Søvn, skal Jeg skjule paa høie Cythere eller oppe paa Idalium, paa et helligt Sted, for at han ei skal kunne merke Bedrageriet og forstyrre Os midt under Handlingen. Fremtryl Du listigen Hins Skabning ei længere end een Nat og selv Dreng ifør dig Drengens kjendte Aasyn! for at, naar glædedrukne Dido ved de kongelige Tafler og (33) Lyæersaften [Lyaeus = Bacchus] vil trykke Dig til sin Barm, vil udstrække de favnende Arme, vil fæste de søde Læber til dine, du da uformerkt kan indaande Ilden og trylle hende ved Giften."

     Glad adlyder Amor den dyrebare Moders Bud, affører Vingerne og fremtriner med Julus's Skridt. Men over Ascanius's Lemmer udgyder Venus en stille Slummer, og lagt til sin varmende Barm løfter Gudinden ham op til Idalias de høie Lunde, hvor bløde Amaracus [majoran] aandende favner ham med Blade og qvægende Skygge. - Nu gik smilende Cupido for at efterkomme Moderens Bud og bar de kongelige Gaver til Tyrierne; Achates er Veilederen. Han kom. Strax nedlod Dronningen sig paa den gyldne Bordseng med de stolte Tepper og satte sig i Midten.

     Nu kommer Fader Æneas, kommer trojanske Ungdom; de ligge paa det udbredte Purpur, Tjenerne udtage Ceres's Gaver af Kurvene, give Vand til Hænderne og bringe Haandklæder af klippet Uld. I Baghuset staae halvtresindstyve Terner i lang Rad, hvis Forretning det er at antænde Ild paa Arnen og tilberede Maden; desuden hundrede andre og ligesaa mange Svende, lige i Alder, der skal lade Bordene med Retter og fremsætte Bægrene. - Ogsaa Tyrierne komme (34) tilhobe i de glade Gemakker og bydes at ligge paa de udsyede Madradser. De beundre Æneas's Gaver, beundre Julus og Gudens funklende Øine og de skrømtede Ord, og Kaaben og Sløret udsyet med safrangule Acanth. Især kan den ulykkelige Phønissa,udkaaret til vordende Fordærvelse, ei mætte sin Sjæl; hun luer ved Beskuelsen og henrykkes lige heftigen ved Drengen og Drengens Gaver. Efterat Hiin havde hængt i Æneas's' Arme, hængt om hans Hals og ødslet mod den fortryllede Fader de heftigste Kjærtegn, vender han sig til Dronningen. Denne klæber sig med Øinene, med hele Hjertet fast ved ham; stundom trykker Dido ham til sit varmende Bryst, uvidende om, hvilken mægtig Guddom der sidder hos den Elendige. Men han, ihukommende sin acidaliske Moder, begynder lidet efter lidet at udslette Mindet om Sychæus og forsøger at fylde med levende Elskov den længe rolige Sjæl og det afvante Hjerte.

     Saasnart Maaltidet var til Ende, og Retterne borttagne, fremstilles de store Kummer, og Bægerne fyldes til Randen. Der bliver Støi i Gemakkerne, og Røsten ruller gjennem de vide Forsale. Ned fra de gyldne Lofter hænger antændte Lamper, og Faklernes Flammer fortrænge Nattens Mørke. Herpaa (35) æskede Dronningen Offerskaalen, tung af Guld og Ædelstene, og fyldte den med Most - denne pleiede Belus og alle Belus's Efterkommere at bruge - derpaa blev der Taushed i Gemakkerne, og Dronningen sagde: "Jupiter! - thi Du siges at have givet Love for Gjestevenner - denne Dag byde Du at vorde glædelig saavel for Tyrierne som for de fra Troja ankomne, denne byde Du vore Børnebørn at ihukomme! Os signe Glædens Giver, Bachus, signe hulde Juno! Og i Tyrier bivaaner vort Samfund med Velbehag!"

     Saaledes bad hun. Nu udgydede hun Høitidsvædsken paa Bordet og efter Udgydelsen berørte den med det yderste af Læben; hvorpaa hun opmuntrende gav den hen til Bitias. Rask udtømte han den skummende Offerskaal og nedsvælgede det fyldte Guldbæger; siden de andre Hædersmænd. Paa gyldne Cithar spiller haarrige Jopas, hvad Oldingen Atlas havde lært ham. Denne sjunger svævende Luna og Solgudens Formørkelser, sjunger Menneskets og Dyrets, Regnens og Lynildens Oprindelse, sjunger Arcturus, de sludbringende Hyader og begge Trionerne; hvorfor Vintersolen haster saa meget med at bade sig i Oceanet, eller hvad Ophold der standser de langsomt fremskridende Sommernætter. Tyrierne gjentage Haandklappene, (36) og Troerne følge deres Exempel. Ogsaa den ulykkelige Dido henbragte Natten under allehaande Samtaler; langsomt indsuede hun Elskovsgiften, spørgende meget om Priamus, meget om Hector, snart med hvilke Rustninger Auroras Søn var kommen, snart hvordanne Diomedes's Gangere, snart hvor stor Achilles var. - "Mærk, Fremmede!" siger hun, "fortæl Os fra første Begyndelse Danaernes Rænker, dine Brødres Vanheld og dine Omvankninger! thi allerede har syvende Sommer seet Dig vanke om i alle Lande, paa alle vore Vover.                                                                                             25.02 .2009