Indledning til første Bog.     

     Digteren forkynder strax, at han vil synge om Krig og om Æneas, der efter Trojas Ødelæggelse kom til Italien, hvilket Land ogsaa kaldes Ønotria, Hesperia, Saturnia, og til de Kyster af Italien, hvor han anlagde Byen, Lavinium. Formedelst Junos uforsonlige Had udstod han Meget baade til Lands og Vands, og i den Krig, han kom til at føre, inden han byggede Byen, Lavinium, og nedsatte sig i Landskabet, Latium. Laviniums Indbyggere bleve kaldte det latinske Folk, en Blanding af de ankomne Trojanere og Latiums gamle Beboere. Siden anlagde Æneas's Søn, Ascanius eller Julus, Byen, Alba hiin lange, saa kaldet, fordi den laae langs med et Bjerg, og han (2) gjorde denne Bye til sit Kongesæde. Fra Alba drog Romulus og Remus hen til Tiberen, og stiftede Rom. 1 - 11.

     Derpaa anraaber Digteren sin Muse om at anføre Aarsagerne til det uforsonlige Had, Juno har til en saa gudfrygtig Mand. Den fornemste Aarsag hertil var denne: Juno vidste, at Æneas's Efterkommere, Romerne, vare af Skjæbnen bestemte til i sin Tid at undertvinge hendes Yndlingsfolk, Carthaginenserne, der vare komne fra Tyrus og Sidon, og at ødelægge hendes Yndlingsstad, Carthago. - Hertil kom endnu andre og ældre Aarsager: Den tiaarige trojanske Krig imellem Grækerne og Trojanerne, hvori denne Gudinde saa ivrigt holdt med de Første; den trojanske Prins Paris's Dom, hvorved han erklærede Venus langt skjønnere end Juno og Minerva; de trojanske Kongers Nedstigen fra deres Stamfader, Dardanus, en uægte Søn af Jupiter; den trojanske Prins Ganymedes's Ophøjelse til Mundskjænk hos Jupiter i Stedet for Hebe, Junos Datter. 11-33.

     Derfor, da Æneas i sin Omvandrings syvende Aar drog fra Sicilien, eller, som den og af Digteren kaldes, Sicania og Trinacria, hvor han var bleven meget venligen modtagen af sin Landsmand, Kong Acestes, og med en Flaade af tyve Skibe vilde seile til Italien, hans Bestemmelsessted, blev Juno (3) yderligen opbragt ved den Tanke, ikke at kunne hindre disse saa forhadte Troer fra, nu at komme til det Land, som var dem lovet. Hendes Forbittrelse forøges ved at erindre sig, at Pallas eller Minerva, som er en ringere Gudinde, havde havt Magt nok til at opbrænde Argivernes eller Grækernes Skibe paa deres Tilbagekomst fra Troja og ved Lynstraalen dræbe Ajax, Aileus's Søn, fordi han havde i hendes Tempel voldtaget Cassandra, En af Priamus's Døttre. I denne sin Forbittrelse iler Juno til Æoulus, Vindenes Gud, der boede paa Æolien, en Øe norden for Sicilien. Ham overtaler Juno ved Bønner og Løfter at udsende alle Stormvinde, som han har indsluttet i et Bjerg, og oprøre Havet. Nu følger en Beskrivelse over Uveiret, Æneas's Tale og Troernes Skibbrud. I sin Tale beklager Æneas, at det ikke lykkedes ham ved Iliums Mure at falde for den tappre Tydises's eller Diomedes's Hænder, ligesom den ædle Hector og den store Sarpedon faldt for Æacidas's eller Achilles's Hænder ved Floden, Simois, hvor der stod saa mange Slag imellem Grækerne og Troerne. - Men Neptunus fornemmer snart dette forfærdelige Uveir, og mærker, at det er kommet ved hans Søster Junos Foranstaltning. Han vredes ikke lidet herover. Nu tiltaler han Vindene haardt, (4) fordi de vovede uden hans Tilladelse saaledes at oprøre Havet. - Derpaa roliger han Bølgerne, og tilligemed Søgudinden, Cymothoe, og Søguden, Triton, hjelper selv Æneas's Flaade ud af de Reev og Klipper, den var dreven ind paa, og kjører nu hen over de stillede Vande. 33-156.

     De udmattede Æneader styre mod Lybien eller Africa i Nærheden af Carthago. Her løbe de med deres syv tilbageblevne Skibe ind i en meget tryg Havn, som dannedes ved en Halvøe, hvis Beliggenhed Digteren skildrer. De stige i Land, slaae Ild og udlade det bjergede Korn. - Strax efter bestiger Æenas med sin Ven Achates en Høi for at see efter sine øvrige Skibe. Herfra øiner han en Flok Hjorte vanke om paa Strandbredden. Af disse fælder han Nogle, og ved Tilbagekomsten deler dem imellem Mandskabet tilligemed de Vine, han fik af sin Ven og Landsmand, Kong Acestes, da han tog fra trinacriske Strandbred, det er, fra Sicilien, der ogsaa kaldes Trinacria. - Derpaa holder han en Tale til sine Folk, hvori han først erindrer dem om, at de have udstaaet det, der endnu var værre, saasom: de forfærdelige Cycloper paa Klipperne i Sicilien, og Forbjerget Scylla i det sicilianske Sund. Dernæst trøster han dem med det Haab, at de skulle omsider komme til det forjættede Italien, hvor de ville finde Hvile efter alle deres Møisommeligheder. - Endeligen tilbereder Æneas's (5) Folk et Maaltid af det gjorte Bytte. De spise i Græsset. Efter Maaltidet tale de sammen og ønske deres Selskabsbrødre tilbage, som de troe, ere omkomne i Uveiret, 156-222.

     Efterat Maaltidet var endt, saae Jupiter fra Olympen ned paa Lybien. Da kommer hans Datter, Venus, til ham, og bedrøvet spørger, hvorfor Æneas og Troerne skulle lide saa meget Ondt, da dog Jupiter selv har lovet, at Æneas skulde blive Stamfader for de i sin Tid saa mægtige Romere; da dog Antenor, ligeledes en Trojaner, kunde lykkeligen undslippe Achiverne eller Grækerne, komme forbi Liburnerne, et Folk i Illyrien, og forbi Floden, Timavus, der falder ud i den venetianske Bugt, stifte Byen, Patavium, nu Padua, ende Krigene og leve i uforstyrret Fred. - Jupiter svarer: Æneas skal stifte den lovede Bye, Lavinium, seire over sine Fiender og omsider optages i Himmelen. - Efter Æneas's Død skal hans Søn, Ascanius eller Julus, anlægge Alba hiin lange, hvor den hectoriske eller trojanske Stamme skal regjere i trehundrede Aar. - Derefter skal Præstinden Ilia eller Rhea Silvia, blive besvangret ved Krigsguden, Mars, og føde Tvillingerne, Romulus og Remus, der opfostredes af en Ulvinde. Romulus, iført en Ulvehud - den sædvanlige Dragt i de heroiske Tider - skal anlægge Rom. Romernes Herredømme skal blive (6) evigt og ubegrændset. Juno selv skal omsider blive dem naadig og hielpe til at gjøre dem store baade i Krig og Fred. Efter nogle Aarhundreders Forløb skulle Romerne, der nedstamme fra den trojanske Konge, Assaracus, komme til at beherske Grækenland; men i Stedet for Grækenland nævner Digteren Phithia, Achilles's Fædreland, og Mycenæ og Argi, tvende gamle og anselige Byer i det østlige Pelopones, nu Halvøen, Morea. Af denne trojanske Stamme skal ogsaa Augustus fødes, der efter Æneas's Søn, Julus, kaldes tillige Julius. Augustus skal blive overmaade mægtig og berømt, eller, som det hedder i det poetiske Sprog: "Han skal begrændse sit Herredømme ved Oceanet og sit Rygte ved Stjernerne." - Videre skal han betynges med Orientens Bytte, det er: han skal overvinde de frygtelige Parther i Persien; omsider skal han optages i Himmelen, og man skal bede til ham og gjøre Løfter til ham, som til en anden Gud. Under Augustus skal de udenlandske Krige endes; under ham skal der herske Ærlighed og huslig Lyksalighed og broderlig Enighed. Dette udtrykker Digteren saaledes: "Da skal graahærdet Ærlighed og Vesta og Qvirinus med Broderen Remus give Love." Vesta, denne Gudinde, der dyrkedes ved en evig, uudslukkelig Ild, som alene maatte tændes ved Solen, var et Sindbillede paa reen, ægteskabelig Kyskhed og huslig Lykke. (7) Qvirinus, et Navn, Romulus fik efter sin Død, og hans Broder, Remus, vare Sindbilleder paa en oprigtig Enighed. som den, der iførstningen herskede imellem disse Tvillingbrødre. - Under Augustus skulle alle borgerlige Krige ophøre; Krigsgudinden Bellonas Porte skulle tillukkes, og ingen Krige mere udbryde. - Efter denne Tale sender Jupiter sin og Gudinden Majas Søn, Mercurius, ned til Carthago for at gjøre Carthaginensernes og især Dronning Didos Hjerte aabent og velvilligt imod Æneas og hans Følge. Mercurius's Ankomst gjør den forønskede Virkning. 222-304.

     Morgenen derpaa gaaer Æneas med sin Ven, Achates, ud for at undersøge de Egne, han er kommen til. I Skoven møder han sin Moder, Venus. Hun er klædt som en spartansk Jægerinde, eller som den trojanske Prinsesse, Harpalyce, der sagdes at ride hurtigere end Eurus, Guden for Sydostvinden. Venus spørger de Vandrende, om de ei have seet Nogen af hendes Selskabssøstre. Æneas, der strax tager hende for en Gudinde, beder hende sige sig, hvad Land han er kommen til. Venus fortæller, han er kommen til Carthago, anlagt af Dido, der nedstammer fra den gamle Konge Agenor i Tyrus og Sidon. Hendes Mand var Sichæus, den rigeste Godseier i Phønicien. Han blev myrdet af hendes Broder, Pygmalion. Dette blev Dido (8) underrettet om ved sin dræbte Mands Gjenfærd, der fremstillede sig for hende i Søvne, og raadede hende at tage Flugten. - Derpaa spørger Venus ham, hvo han er, og hvor han agter sig hen. Æneas fortæller sine Ulykker. Venus trøster ham med den Forsikkring, at han er yndet af Guderne, og at baade hans Skibe og Selskabsbrødre ere i Behold. - Efter denne Samtale vender Venus sig fra ham, omgiver baade sin Søn og Achates med en Skye, og farer igjennem Luften til Paphos, en Bye paa Cypern, hvor hun havde et Tempel. 304 - 417.

     Imidlertid bestiger Æneas og Achates, begge svøbte i den Skye, Venus havde udspredt om dem, en stor Høi nærved Carthago, hvis Indbyggere ere meget sysselsatte med at opreise Slottet og de øvrige Bygninger. Midt i Byen er en Lund og et prægtigt Tempel, helliget til Juno; her finder Æneas de vigtigste Træfninger, Personer og Tildragelser i den trojanske Kriig afmalede. Først seer han Rhesus's Leir afmalet. Denne Rhesus var Konge i Thracien og Troernes Bundsforvant. Han kom derfor over til Troja med sine Heste, hvorom der var spaaet, at denne Bye ei skulde indtages, naar de først havde smagt Trojas Græs og drukket af Floden Xanthus. Men Diomedes, En af Grækernes tappreste Anførere, fik dette at vide, brød om Natten ind i Rhesus's Leir, nedsablede baade Kongen og hans Folk og førte (9) Hestene bort med sig. - Paa det andet Stykke er Troitus afmalet, En af Priamus's Sønner, der faldt i Striden med Achilles. - Paa det tredie saaes de fornemste Koner i Ilium eller Troja at gaae op til den unaadige Minervas Tempel, for at offre hende et Slør. - Paa det fjerde slæber Achilles den dræbte Hector omkring Iliums Mure. - Paa det femte forestilles Achilles at sælge Hectors Legeme til Faderen, Priamus, der kom ud i hans Leir for at kjøbe det af ham. - Paa det siette er Æneas selv afmalet og de østlige Krigshære, som hjalp Troerne og anførtes af den indiske Konge Memnon. - Paa det syvende saaes Penthesilea, Anførerinden for de stridbare Amazoner, der ligeledes holdt med Trojanerne. 417 - 493.

     Medens Æneas betragter disse Malerier, kommer Dronningen Dido med sit hele Følge til Templet. Hun lignes med Jagtgudinden Diana, naar denne, omringet af Tusende Oreader eller Bjergnympher. anstiller Dansechore paa Eurotas's Bredder eller omkring paa Cynthus's Aaser. - Eurotas er en Flod ved Lacedæmon og Cynthus et Bjerg paa Øen Delos, hvor Diana var født. - Hendes Moder, Latona, glæder sig inderligen ved Datterens Skjønhed. - Saa snart Dido havde sat sig paa Tronen, der stod i Porten til Junos Tempel, saae Æneas og Achates, fra den Skye, hvori de var svøbte, at (10) Sergestus, Antheus, Ilioneus, Cloanthus og de øvrige Troer, som Stormen havde kastet hen til andre Kyster, nærmede sig til Dronningen. Af Disse fører Ilioneus Ordet, som den ældste: Han beder Dronningen ynkes over deres Ulykker; de ere ikke komne som Røvere; deres Hensigt er at reise til Italien; men Orion, et Stjernebillede, hvis Opgang bebuder Uvejr, og Stormen drev dem hen til Africas Kyster; han beklager sig over Africanernes Grumhed, der formene dem Landjorden; han beder at betænke, at Guderne ei ville lade saadan Umenneskelighed ustraffet; han fortæller, at deres Anfører er Æneas, den retfærdigste Mand paa Jorden, at Dronningen ei skal angre sin Godhed imod ham, hvis han endnu er i Live, at Trojanerne eie baade Byer og Agre i Sicilien, og at Acestes, som regjerer der, er deres Landsmand; endeligen begjærer han Tilladelse til at udbedre deres forstødte Skibe for at kunne komme til Italien, deres Bestemmelsessted, eller, hvis Æneas og hans Søn ikke mere er i Live, da tilbage til Sicilien, til Kong Acestes. 493 - 560.

     Dido undskylder sig med, at hendes nye Rige og ubehagelige Forfatning nøder hende til at sætte disse Vagter paa Kysterne; for Resten ere Trojanernes Krige, Helte og Heltegjerninger hende meget vel bekjendte; "Soelguden, siger hun, fører ei sine Heste saa langt fra den tyriske Stad." - Det er: Tyrierne, (11) som have anlagt Carthago, ere ei saa vankundige; det staaer til dem selv at blive i Carthago eller at rejse; de kunne sikkert stole paa hendes Understøttelse; det var at ønske, at Æneas selv var tilstede; hun vil sende Nogle ud for at søge efter ham. - Ved at høre dette bryder Æneas og Achates ud af Skyen. Æneas viser sig i al den Skjønhed, som Moderen, Venus, den Dag udbredte over ham. Han taler til Dido og priser hende inderligen for al den Medlidenhed, hun viser mod hans ulykkelige Rejsefæller; han forsikkrer, at hverken han eller Nogen anden er i Stand til at gjengjelde den vedbørligen; han lover evig at ihukomme den.- Dido, henrykt ved Mandens Udseende, svarer: Hun kjender Æneas's guddommelige Herkomst; hun fortæller, at Teucer, En af Grækernes Anførere i den trojanske Krig, talede meget til Troernes Ære; hun tilføier, at hun er selv ikke ubekjendt med Ulykker. - Derpaa fører hun Æneas ind paa Slottet, tilsiger Offringer i alle Templer, sender anselige Gaver ned til hans Reisefæller ved Strandbredden, og tilbereder et prægtigt Maaltid for Æneas og hans Følge. Denne afsender Achates til Skibene for at hente Sønnen Ascanius eller Julus og medbringe Gjestegaver til Dronningen. Disse Gaver opregnes. 560 - 656.

     Men Cytherea eller Venus, der frygter for, at Juno skal omstemme Dido og Carthaginenserne, udtænker et Kunstgreb for at afværge dette: Hun beder (12) sin Søn, Cupido, der trodser endog Jupiters typhoiske Pile, det er, de Pile, hvormed han fældte Kjæmpen, Typho, at iføre sig den unge Ascanius's Skikkelse, gaae i Stedet for denne til Dronningen, og, naar hun omfavner ham, udslette Mindet om hendes forrige Mand, Sichæus, og gjøre hende forelsket i Æneas. - Cupido er strax villig, og i Ascanius's Skikkelse gaaer med Achates op til Carthago. Derimod dysser Venus den unge Ascanius i Søvn og fører ham i sit Skjød hen til Idalium, en Bye paa Cypern. - Saasnart Cupido kom, satte Dido, Æneas og de øvrige Gjæster sig til Bords. Dido især beundrer Cupidos Ansigt og Gaver. Denne glemmer ei Moderens Acidalias eller Venus's Ærende, men antænder i Dronningens Hjerte en brændende Kjerlighed til Æneas. - Men efter Maaltidet tændes Lysene; Dronnngen forlanger den Offerskaal, som hendes Forfædre pleiede at offre med, gjør en Bøn til Jupiter, udgyder Offervinen paa Bordet og efter Udgydelsen drikker selv, og byder saavel Bitias som de øvrige Hædersmænd at gjøre det Samme. - Derefter synger Skjalden, Jopas, til sin Lire en Sang om Menneskets og Dyrets Oprindelse, om Regn og Lynild, om Vinter og Sommer, og om Nogle af Stjernebillederne, som: Arcturus i den store Bjørns Hale, Hyaderne, der bebude Regn, og (13) de trende Trioner eller den store og lille Bjørn. - Endeligen indlader Dronningen sig i en lang Samtale med Æneas, spørger Meget om den indiske Memnon, Auroras Søn, om den tappre Diomedes eller Tydides, om den store Achilles, og beder ham tilsidst fortælle hende Trojas Ødelæggelse og hans egne Hændelser i de syv Aar, han har vanket om baade til Lands og Vands.                                                          23.02.2009