Anden Bog.

Alle taug og holdt Øinene fæstede paa Helten. Derpaa begyndte Fader Æneas fra Høisædet saaledes: "En usigelig Smerte byder Du Mig at fornye, Dronning! ved at fortælle, hvorlunde Danaerne omstyrtede Trojas Magt og sørgelige Rige, hine skrækkelige Jammerscener, dem Jeg selv saae, selv havde (37) megen Deel i. Hvo endog af Myrmidonerne eller Doloperne eller hærdede Ulysses's Soldater kan ved slig Fortælling holde Taaren tilbage? - Ogsaa iler allerede beduggende Nor ned fra Himmelen, og de dalende Stjerner indbyde til Søvn. Dog, føler Du saa megen Lyst til at erfare vore Vandheld og korteligen høre Trojas sidste Kamp, begynde skal Jeg; skjønt min Sjæl gyser ved Erindringen og flyver tilbage ved Sorgen.

     Svækkede ved Krigen, tilbagedrevne af Skjæbnen, efter saa lang en Rad af henrullende Aar bygge Danaernes Høvdinger ved Pallas's guddommelige Vink Hesten, liig et Bjerg, og indfælde Sider af tilhugget Fyr. "Det er et Løfte for Tilbagegangen" - saa foregive de; dette Rygte vanker om. De kastede Lod, og hist i mørke Side stjal de sig til at indslutte udvalgte Mænd; dybt inde fyldes Bugens de vældige Huler med bevæbnende Krigsfolk.

     I vor Synskreds ligger Tenedos, en Øe, saare bekjendt ved Rygtet, rig paa Velstandskilder, medens Priamus's Riger end vare til: nu aleneste en Bugt og usikker Skibsrede. Hid droge de hen for at skjule sig paa øde Strandbred. Vi mene, de ere bortgangne, afseilede til Mycenæ. Derfor løsriver hele Teucria sig fra lange Kummer; (38) Portene aabnes; glade gaae Vi ud for at see Dorernes Leir, de øde Steder og forladte Strandbredde. Her var Dolopernes Hær; hist havde manddrabende Achilles udspændt sine Pauluner; her var Stedet for Flaaderne; hist pleiede man at stride i standende Slag. En Deel svimler over den ødelæggende Gave til ugifte Minerva og beundrer Hestens Kjæmpekrop. Thymøtes er den første, som opmuntrer til at føre den indenfor Murene og stille den paa Borgen, enten af Ondskab, eller fordi Trojas Dødstime nærmede sig. Men Capys og de, i hvis Sjæl opstode bedre Tanker, byde at nedstyrte i Søen de rænkefulde Danaers mistænkte Gaver, eller at opbrænde dem i flammende Luer, eller borende at undersøge Bugens hvælvede Skjulesteder. Uvis deler Hoben sig i modsatte Meninger.

     Da er det, at Laocoon, i Spidsen af en ledsagende Hærskare, løber ned fra høie Borg og langt borte raaber: "O elendige Medborgere! hvilken skrækkelig Afsindighed! - Troe I, Fienden er afreist? Mene I, nogen af Danaernes Gaver er svigløs? Kjende I ei bedre Ulysses? - Nei, enten er Achiver hemmeligen indsluttede i dette Tømmer, eller denne Maskine er bygget mod vore Mure, for at udspeide Husene og stige ned i Staden; eller et andet Bedragerie er skjult herunder. Troer ei (39) Hesten, Teucrer! Det være, hvad det vil! - Jeg frygter Danaerne, endog naar de bringe Gaver." - Saaledes talede han og med vældig Kraft svingede store Lanse mod Dyrets Side, mod den hvælvede Fjælebug. Hesten rystede; ved Stødet for Maven sukkede de hule Hvælvinger og udgave en Lyd. Ja, havde det været Gudernes Villie, havde vor Sjæl ei været forblindet, han havde drevet os til med Staalet at sønderhugge Argivernes Skjulesteder, og Du, Troja! havde endnu staaet, Du, Priamus's høie Borg, endnu været til!

     See, imidlertid slæbede under stort Skrig de dardaniske Hyrder en bagbunden Yngling hen til Kongen. Skjønt ukjendt havde han frivillig fremstillet sig for de Kommende, just for at iverksætte dette og aabne Troja for Achiverne, frimodig, beredt til begge Dele: enten at udføre Bedragerierne eller vorde et Rov for den visse Død. - Allevegnefra stimler den trojanske Ungdom sammen, klynger sig rundt omkring af Lyst til at see, og haaner kappeviis den Fangne. Mærk nu Danaernes Rænker og af een Skalk lær at kjende dem Alle! thi, da han forvirret, værgeløs stod midt i den skuende Kreds og saae omkring paa de phrygiske Hobe, siger han: "Ak! hvilket Land, hvilke Vandflader kan nu modtage Mig? Eller, Hvad er mere tilbage for Mig elendige? - (40) Hos Danaerne er der ei nogen Tilflugt, og selve Dardaniderne æske forbittrede en blodig Hævn." - Ved dette Suk omstemtes alles Hjerter, dæmpet er hele Heftigheden. Vi opmuntre den Fangne til at tale, at fortælle, af hvilken Slægt han er udsprungen, hvad han forebringer, og hvad han stoler paa. Denne begynder saaledes:

     "Alt skal Jeg - det maae gaae som det vil! - sandfærdigen bekjende for Dig, Konge! heller ikke nægte, at Jeg er Een af det argoliske Folk. Dette er det første; ei, fordi Skjæbnen gjorde Sinon til en Elendig, skal den Grusomme ogsaa gjøre ham til en Løgner og Bedrager. Maaske er Palamedes's Navn og vidtberømte Ære ved Fortælling kommen for dine Øren, han, som Palasgerne paa Grund af et opdigtet Forræderie ved en skjændig Angivelse uskyldig nedstødte i Graven, fordi han fraraadede Feiden; nu, han er berøvet Dagens Lys, sørge de over ham. Som Hiins Følgesvend og Blodsforvant sendte min fattige Fader Mig hid til Krigen fra de første Aaringer. Og, saalænge Palamedes stod med ukrænket Kongeværdighed og gjeldte i Kongernes Forsamling, havde ogsaa Jeg noget Navn og nogen Anseelse; men, efterat han ved snedig Ulysses's Avind - ei ubekjendte Ting fortæller Jeg - var vandret bort fra Oververdenens Lande, nedslagen henslæbede Jeg da (41) Livet i Mørke og Kummer, og harmedes stiltiende over en uskyldig Vens Fald. Dog Jeg taug ikke, Jeg afsindige; nei, hvis Skjæbnen tillod det, hvis Jeg nogensinde kom seirende tilbage til mine Fædres Argi, lovede Jeg at vorde Blodhævneren. Herved opvakte Jeg Ulyses's uforsonlige Had. Nu brød Uveiret løs, nu forfærdede han Mig stedse med uhørte Beskyldninger, nu udspredede han tvetydige Taler blandt Folket og søgte lumsk Vaaben imod Mig; og han hvilede i Sandhed heller ikke, førend han ved Haandlangeren Calchas - Dog hvi opripper Jeg forgjæves disse Ubehageligheder? hvi dvæler Jeg? betragte I alle Achiver fra een Side, er det Eder nok at høre dette, tager da strax Hævnen! Dette ønsker Ithacenseren, dette skal Atriderne storligen gjengjelde."

     Nu spørge og fritte Vi hidsigen om Aarsagen, ubekendte med saa store Misgjerninger og de pelasgiske Kunstgreb. Skjælvende fremturer Hykleren i sin Tale: "Ofte have Danaerne rustet sig til Flugt, ofte ønsket at undvige fra Troja, trætte af langvarige Krig; gid de havde gjort det! - Men ligesaa ofte har Oceanets heftige Oprør indsperret dem, og Auster afskrækket fra Reisen. Især tudede Stormvindene i hele Ætheren, da Hesten stod her, sammenfældet af Valbirkeplanker (42) I denne ængstelige Uvished sende Vi Eurypilus hen for at adspørge Phøbus's Orakler, og han bringer disse sørgelige Svar tilbage fra det Allerhelligste: "Ved Blod, ved en offret Kongedatter 01 formildede I Vindene, Danaer! da I fordum droge hen til de iliske Kyster; ved Blod bør Tilbagegangen erholdes, ved en argolisk Sjæl bør der skee Forsoning." - Denne Røst kom for Hobens Øren; strax forfærdedes Alles Hjerter, kold Skræk foer gjennem det Inderste af Benene. Over hvem har Oraclet besluttet Døden? hvem æsker Apollo? spørges der. - Nu slæber Ithacenseren under megen Larm Spaamanden Calchas ind i Kredsen og maner ham at tolke Gudernes Villie. Allerede spaaede Mange Mig Rænkesmedens gruelige Misdaad og stiltiende forudsaae det Tilkommende. I ti Dage er Hiin taus og hemmelighedsfuld, undslaaer sig for at navngive Nogen, at udsætte ham for Døden. Endeligen med Nød, dreven ved Ithacenserens heftige Skrig, udbryder Calchas og efter Aftale bestemmer Mig for Alteret. Alle samtykkede; Alle taalede, at Fordærvelsen, som hver for sig frygtede, ramte ene Mig elendige. - Nu (43) frembrød den skrækkelige Dag; for Mig tilberedes de hellige Ting og Saltkornet og Bændlerne omkring mine Tindinger. Jeg udrev Mig - Jeg nægter det ikke - af Døden og sønderbrød Lænkerne; i Sivet ved dyndfulde Søe laa Jeg den hele Nat skjult, ubemærket, indtil de hidsede Seil, O gid de havde! - Ei er der længere for Mig noget Haab om igjen at see min gamle Fædreby, see mine elskede Børn og en ønsket Fader, dem Hine maaskee vil fordre afstraffede, fordi Jeg flygtede, og ved de Elendiges Død afsone min Brøde. Derfor beder Jeg Dig ved de høiere Væsener, ved Guderne, som kjende min Sanddruhed, ved - dersom der er nogen, dersom den er nogensteds til paa Jorden - ved den ukrænkede Menneskekjærlighed beder Jeg: ynkes over saa store Gjenvordigheder, ynkes over et Hjerte, som lider uskyldigt!"

     Ved disse Taarer røres Vi og skjænke ham godvilligen Livet. Selv Priamus er den første, som byder ham at løse Mandens Haandjern og tætte Lænker. Derpaa taler han han venligen saaledes: "Hvo Du end er, glem fra nu af de tabte Græker! - Vores skal Du være, - og besvar Mig sandfærdigen disse Spørgsmaale: Hvi have de opreist denne græsselige Hestekolos? Hvo er Raadgiveren? Hvad sigte (44) de til? Er det en Religionssag eller en Krigsmaskine?"

     Saa talede Priamus. Hiin, udrustet med Svig og pelasgiske Konstgreb, hævede mod Himmelen de af Lænkerne udfriede Hænder: "Eder, I ævige Himmellys! og Eders ukrænkelige Guddom kræver Jeg til Vidne! - sagde han, "I Altere og skrækkelige Sverd! dem Jeg undflyede, og I guddommelige Bændler! dem Jeg bar som Offeret, - tilladt er det Mig nu at opløse de hellige Forbindelser med Grækerne, at hade dette Folk og føre for Lyset Alt, hvad der holdes skjult; ei fængsles Jeg længere af Fædrelandets Love. Hold kun fast ved Forjættelserne og bevaret bevare Du Løftet, Troja! hvis Jeg farer med Sandhed, hvis Jeg gjengjelder storligen.

     "Hele Danaernes Haab og Fortrøstning i den begyndte Krig hvilede stedse paa Pallas's Hjelp; men, fra det Øieblik den ugudelige Tydides og Misgjerningernes Opfinder, Ulysses, gik hen at rive Skjæbnens Palladium ud af det indviede Tempel, myrdede Vagten paa høie Borg, grebe det hellige Billede og formastede sig til med blodige Hænder at berøre Gudindens jomfruelige Bændler, da forsvandt, da styrtede, dybt styrtede Danaernes Haab; Kræfterne svækkedes; bortvendt er Gudindens Hjerte. Ei ved tvedtydige (45) Jertegn betegnede Tritonia dette: Neppe var Billedet sat i Leiren - strax flammede funklende Luer i de opspilede Øine, salt Sved foer ud gjennem Ledemodene, og trende Gange hoppede hun selv - o Under! - op fra Jorden med Skjoldet og rystende Lanse. Strax forkynder Calchas: Flygtende maae Vi atter prøve Vandfladerne; ei kan Pergama nedsables ved argoliske Sværd, hvis der ei atter tages Auspicier i Argi og Gudindens Billede bringes tilbage, det de have bortført med sig over Søen paa de hvælvede Snækker. Og nu - hvi ere de vel afseilede til deres Fædres Mycenæ? - Bevæbnede ville de hverve; Guderne ville de forsone; saa ville de i deres Selskab atter maale Søen og uventede være her igjen. Saaledes har Calchas i Kraft af Varslerne ordnet Alt. Efter hans Raad opreiste de istedet for Palladiet og den fornærmede Guddom hint Billede, der skulde afsone deres sørgelige Ugudelighed. Dog denne Kolos af indfældede Egeplanker bød han at hæve til det Umaalelige og føre op til Himmelen, for ei at kunne rummes i Portene, føres indenfor Stadens Bolværker og beskjærme Folket, ved at tilbedes som forhen Palladiet; thi, der som Eders Hænder havde krænket dette Offer til Minerva, da vilde en stor Fordærvelse - den Guderne hellere vende mod Spaamanden selv! - have rammet Priamus's Rige og (46) Phrygerne; derimod, hvis den ved Eders Hænder stiger op i Eders Stad, uantastet skal da Asien med en stor Krigsmagt engang rykke frem mod de pelopæiske Fæstninger 02, og disse Skjæbner vente vore Efterkommere."

     Ved saadanne Rænker, ved meenederske Sinons Kunstgreb troedes Sagen; fangne ved Svig og fremtvungne Taarer bleve de, som ei Tydides, ei larissæiske Achilles, ei ti Aar, ei tusende Krigsskibe have fældet.

     Her møder Os elendige et andet større og meget skrækkeligere Syn, der uventet forfærder vore Hjerter. Laocoon, ved Loddet udvalgt til Neptunus's Præst, stinger en vældig Tyr ved de festlige Altere. Og see tvende Slanger fra Tenedos over rolige Dyb! - Jeg gyser ved at fortælle det - i umaalelige Sirkler ligge de ud over Søen og stræbe forenede frem til Strandbredden. Deres Bryster ere oprettede mellem Voverne, og de blodrøde Manker staae op over Bølgerne, medens Nederdelen glider hen over Oceanet, og Ryggene snoe sig i umaalelige Bugter. Der bliver en Plasken paa skummende Hav; allerede have de naaet Landjorden, og farvede i funklende Øjne med Ild og Blod saaes de at slikke hvislende Munde med spillende Tunger. Bort flygte Vi, dødblege ved Synet. Med sikkre (47) Skridt søge Hine Laocoon. Først omvikler Slangeparret favnende hans tvende Sønners spæde Legemer og med et Bid opsluger de Elendiges Leddemode. Derefter angribe de ham selv, som med Staalet i Haanden iler til Hielp, og hilde ham i de vældige Kringelbugter. Allerede have de tvende Gange favnet Manden midt om Livet, tvende Gange slynget de skjællede Rygge om hans Hals, og nu kneise de høit med Hovedet og Isserne. Dels stræber Hiin med Hænderne at sønderslide disse Slangebaand - see! da overgydes hans Bændler med Ædder og sorte Saft - dels hæver han forfærdelige Raab mod Himmelen, lige Tyrens Brøl, naar den saaret undflyer Alteret og ryster usikkre Øxe af Nakken. Men Tvillingdragerne undflye rullende hen til Gudindens store Tempel; grumme Tritonias Borg søge de og ved hendes Fødder, bag det sirkelrunde Skjold krybe de i Skjul. - Sandeligen da sniger ukjendt Skræk sig om i Alles forfærdede Hjerter. "Med Rette har Laocoon bødet for Misdaaden," sige de, "han, som med Kaardespidsen saarede den hellige Eeg og svingede misdæderske Lanse ind i Dyrets Ryg. Føres bør Billedet op til Gudindens Boliger, anraabes bør hendes Guddom." - Saaledes skrige de tilhobe.

     (48) Strax adsplitte Vi Murene og aabne Stadens Porte. Alle opkiltre sig til Arbeidet, sætte rullende Hjul under Fødderne og spænde Bastbaand om Halsen. Nu stiger den ulykkelige Maskine, svanger med Bevæbnede, over de nedbrudte Mure. Trindt omkring istemme Drenge og Piger de hellige Sange og glædes ved at berøre Touget med Haanden. Hiin træder op og ruller truende midt igjennem Staden. O Fædreland! O Ilium, Gudernes Bolig! O Dardanidernes Mure, berømte ved Krig! - Fire Gange standsede den i Porten, i selve Indgangen; fire Gange gave Vaabnene i Bugen Lyd. Dog trænge Vi paa, sandseløse, blinde af Sværmerie, og stille det ulykkelige Uhyre paa indviede Borg. Da aabner endog Cassandra til vordende Skjæbner den Mund, som efter Gudens Befaling aldrig troedes af Teucrerne. Vi elendige, for hvilke den Dag var den sidste, behænge Gudernes Templer omkring i Staden med helligt Løv. Imidlertid forandres Himmelens Udseende og Natten stiger op fra Oceanet, indhyllende i tyk Skygge Jorden og Himmelen og Myrmidonernes Bedragerier. Adspredte omkring i Staden hvilede Teucrerne; Slummeren favner de trætte Lemmer.

     Allerede drog argiviske Phalanx paa udrustede Snækker bort fra Tenedos under (49) tause Lunas venskabelige Skin, for at søge de bekjendte Strandbredde; efterat Kongeskibet havde opreist blussende Fakler; og beskjermet af ublide Guder stjæler nu Sinon sig til at oplukke Grandørene, at udlukke de i Bugen indsluttede Danaer. Den aabnede Hest giver dem igien ud i Luften, og glade krybe de frem af hvælvede Eeg, Høvdingene, Thessandrus og Sthenelus og usalige Ulysses - de glide ad nedladte Toug - og Achamas og Thoas og pelidiske Neoptolemus og Machaon, den første af dem, og Menelaus og selv Bedrageriets Bygmester, Epeos. De anfalde Staden, begraven i Søvn og Viin. Nattevagterne myrdes; i de aabne Porte modtage hine deres Stridsbrødre og samle de medvidende Hære.

     Det var den Tid, paa hvilken de plagede Dødeliges første Hvile, ved Gudernes Naade den behageligste, begyndte at glide frem paa Øjet. See! i Søvne syntes Hector væmodsfuld at staae for Mig og udgyde Taarestrømme, slæbt af Tvespandet, ligesom fordum, sort af blodig Støv, med Remmene trukne gjennem de svulmende Been. Væ Mig, hvor han saae ud! - Hvor forandret fra den Hector, der kom tilbage, iført Achilles's Rustninger, eller efterat have slynget phrygiske Ildsluer i Danaernes Bagstavne! - Med smudsigt Skjæg, (50) med Haarene sammengroede af Blod, med hine Vunder, de mange, som han fik udenfor Fædrestadens Mure. Uopfordret, grædende syntes Jeg at tiltale Manden og udstøde disse væmodsfulde Toner: "O Dardaniens Lys, o Teucrernes sikreste Haab! - Hvilke Hindringer have fængslet Dig saalænge? Fra hvilke Kyster kommer Du, forventede Hector? Hvorledes skue Vi mødige Dig igjen efter dine Brødres mange Nederlag, efter Stadens og Indbyggernes mangehaande Gjenvordigheder! Hvilken uværdig Aarsag har skjændet dette blide Aasyn? Hvi skuer Jeg disse Vunder?"

     Hiin svarer Intet, ændser ei mine tomme Spørgmaale, men dragende et dybt Suk fra Hjertets Inderste siger: "Ak! Flygt, Søn af Gudinden, udriv Dig af disse Flammer! - Fienden har Murene inde, Troja styrter fra sin Høide. Nok har Du offret Fædrelandet og Priamus. Havde nogen Arm mægtet at beskjærme Pergama - ogsaa denne skulde have gjort det. Sine Heligdomme og Penater anbefaler Troja Dig. Disse annamme Du til dine Skjæbners Ledsagere! Med disse opsøge Du Staden, den store, som Du skal opreise, efterat have gjennemvanket Oceanet." - Saaledes taler han og med sine Hænder udfører af det Allerhelligste Bændlerne og mægtige Vestas Billede og hendes evige Ild. (51)

     Imidlertid forstyrres Staden ved Jammerskrig fra forskjællige Kanter, og, skjønt min Fader Anchisas Borg laae i en Afkrog, afsondret, bedækket med Træer, dog opklares Lyden alt mere og mere; Vaabenbragets Rædsel tiltager. Jeg rives op af Søvne, bestiger Spirerne paa høie Tag og staaer med lyttende Øre, ligesom, naar Flammen, oppustet ved rasende Austrer, anfalder Sæden, eller Vinteraaen, rivende ved Bjergstrømmene, nedslaaer Ageren, nedslaaer de smilende Sædemarker, Øxnenes Arbeide, og bortskyller de omstyrtede Skove, da svimler Hyrden, som uafvidende fornemmer Lyden fra Klippens den høie Ise. Sandeligen nu er Danaernes Ærlighed øiensynlig, nu ere deres Rænker aabenbarede. Allerede er Deiphobus's vide Palats styrtet ved seirende Vulcanus; allerede brænder Naboen Ucalegons; vidt oplyses af Luerne de sigæiske Sunde; nu udbryder Mændenes Skrig og Basunernes Skral. - Afsindig griber Jeg Rustningerne, uden selv at vide, hvorfor; men at sanke en Hær til Kampen og med Stridsbrødrene at ile op til Borgen - derefter brænder mit Hjerte. Raserie og Vrede river Sjælen hen. Det er skjønt at døe med Sverdet i Haanden - kun dette rinder Mig i Sinde.

     See Panthus, undsluppen fra Achivernes Spyd, Panthus Othryades, Borgens og Phøbus's (52) Præst! - I Haanden bærer han selv Helligdommene og de overvundne Guder og den spæde Sønnesøn; med disse iler han ned til vore Porte. - I hvad Tilstand er Staten? Panthus! hvilken Sikkerhedsplads skal vi gribe?" - Neppe havde Jeg sagt dette, førend han med Suk svarer saaledes: "Kommen er Dardanias sidste Dag og det uafvendelige Øjeblik! Heden er Troerne, heden Ilium og Teucrernes store Ære. Fortørnet har Jupiter ført Herredømmet over til Argi. I den antændte Stad herske Danaerne. Hiin steile Ganger paa Fæstningen udgyder Bevæbnede, og haanende udspreder den seierrige Sinon Ildsluer. I de tveaabnede Porte staae Nogle, alle de mange Tusinde, som nogensinde ere komne fra Mycenæ; Andre ere opstillede i Trangstierne [de snævre gyder], dem de have besat med Mordervaaben. Det skarpe Staal med blinkende Od er uddraget, beredt til Drab. Vel prøve de forreste Vagter ved Portene at værge sig; men de hugge i blinde."

     Ved denne Othryades's Tale, ved Gudernes kraftige Indskydelse farer Jeg ind imellem Flammer og Vaaben, hvor sørgelige Erinnye, hvor Larmen og Skriget, hævet til Skyerne, kalder. Med Mig forener Ripheus og Epytus, saare stor i Vaabenbrag. I Maaneskinnet mødte Hypanis og Dymas, der stille sig ved (53) vor Side, ogsaa Ynglingen Corøbus, Mygdons Søn. Just i de Dage var han kommen til Troja, antændt af svermende Kjerlighed til Cassandra; som Svigersøn ville han bringe Priamus og Phrygerne Hjelp; den Ulykkelige, der ei agtede sin trolovede Profetindes Varsler!

     Da Jeg saae disse tætsluttede at ville vove sig i Kampen, begynder Jeg saaledes: "Ynglinge! o forgjæves tappre Sjæle! Er det Eders uforanderlige Lyst at følge en Mand, der vil vove det Yderste - I see, hvordan Statens Skjæbne er; bortvandrede fra Alterne og det Allerhelligste ere alle de Guder, ved hvilke dette Rige stod; en antændt Stad ile I til Hjelp. - Lader Os døe og styrte midt ind mellem de Bevæbnede. Den eneste Frelse for Overvundne er, ingen Frelse at haabe."

     Herved forøgedes Svermeriet i Ynglingenes Sjæl. Derpaa, ligesom rivende Ulve i sorte Taage, dem heftig, rasende Sult driver ud i Mørket, og de tilbageladte Unger vente paa med tørre Struber, storme Vi mellem Spyd, mellem Fiender frem til den visse Død. og besætte Stadens midterste Gader. Os omflagre Nattens sorte Skygger paa hvælvede Himmel. Ak! hvo mægter at male hiin Nat, male Blodbadene, male Nederlagene, eller veje Jammeren op med Taarer - Den gamle Stad, gjennem mange Aarhundreder Verdens (54) Beherskerinde, styrter om. Tusinde kraftesløse Legemer ligge allevegne omstrøede i Gaderne, i Husene, i Gudernes hellige Boliger. - Dog Teucrerne ere ei de eneste, som bøde med Livet. Stundom vender Modet tilbage endog i Overvundnes Bryst; ogsaa de vindende Danaer falde. Overalt grueligt Sørgespil, overalt Rædsel og Døden under tusinde Skikkelser.

     Den første af Danaerne, der ledsaget af en stor Skare fremstiller sig for Os, er Androgeus; han troer, vi høre til Vennehæren, den Taabe, og uopfordret revser Os med disse venlige Ord: "Haster Karle! hvilken langsom Seendrægtighed har saaledes sinket Eder? De Andre røve og plyndre det antændte Pergama, og I komme nu først fra de høje Snækker?" - Saa talede han, og flux - thi der gaves ham heel tvetydige Svar - fornam han sig at være falden midt imellem Fiender. Han svimlede og med et Skrig trak Foden tilbage, ligesom Vandreren, der i hvasse Tjørnelunde trykker den usete Slange og sittrende undflyer hiin, som hæver det arrige Hoved og svulmer om mørkeblaa Hals; ei anderledes undveg Androgeus, forskrækket ved det uventede Syn. Vi bryde ind, omstrømmes af tætte Vaaben og i Flæng nedsable Fienden, ubekjendt med Stedet, betagen (55) af Angst. Vort første Forsøg smiler Skjæbnen til.

     Her er det, at Corøbus, beruset af Held og Mod, udbryder: "O Brødre! hvor Skjæbnen først viser Os Frelsens Vei, hvor den teer sig naadig, der lader Os følge! Skjoldene ville Vi ombytte, Danaernes Prydelser ville Vi sætte paa Os. List eller Tapperhed mod Fienden - hvo spørger derom? Vaaben skal de selv give Os." - Saaledes talede han. Derpaa ifører han sig Androgeus's straalende Hjelm og Skjoldet med de udmerkede Sirater og spænder Argivernes Sverd ved Siden. Dette gjør Ripheus, dette Dymas selv og hele Ungdommen med Glæde. Enhver væbner sig med det nye Krigsbytte. Vi storme ind mellem Danaerne trods ugunstige Guder, bandt an i mørke Nat, vovede mangen Dyst og nedsendte mange Danaer i Underverdenen. Adspredte flygte Nogle til Snækkerne, de ærlige Strandbredde løbe de til; Andre kravle af skjændig Angest atter op i hiin vældige Hest, den kjendte Bug skjule de sig i. Dog - Ak! det er en Brøde at haabe paa fortørnede Guder.

     See! Med udslagne Haar slæbes Priamus's Datter Cassandra ud af Templet og Minervas Allerhelligste, vendende forgjæves de funklende Øjne mod Himmelen, Øjnene, thi (56) de trinde Hænder fængsledes af Lænkerne. Dette Syn taalede ei den svermende Corøbus, men kastede sig midt ind i Hæren for at omkomme. Ham følge Vi alle og løbe frem mod de tætte Vaaben. Her, fra Templets høie Mønning, overvældes Vi først med vore Landsmænds Spyd; nu anrettes det ynkeligste Blodbad ved Vaabnenes Udseende og Grækernes forvildende Plumaser. Derpaa flokke Danaerne sig sammen fra alle Kanter, at Sorg og Forbittrelse over den frarøvede Kongedatter falde de an: hidsige Ajax, de atræiske Tvillinger og Dolopernes hele Hær; ligesom modsatte Vinde, ved udbrudte Orkan stundom brydes tilsammen, Sephyrus og Notus og smilende Eurus paa østlige Gangere; da hvine Skovene; skummende raser Nereus med Treforken og oprører Vandene fra nederste Bund. Ogsaa Hine, som Vi i Nattens dunkle Skygger adspredede ved Krigslisten og forjoge omkring i Staden, lade sig nu see. De gjenkjende først Skjoldene og de falske Spyd; de bemerke vore Mundarter, ei stemmende med deres Sprog. Strax overvældes Vi af Mængden. Først styrter Corøbus for Penelus's Haand foran den vaabenmægtige Gudindes Alter; nu falder og Ripheus, den allerretfærdigste Mand blandt Teucrerne og Menneskelighedens strængeste Iagttager, der - dog Guderne tænkte anderledes. Nu omkomme (57) Hypanis og Dymas, gjennemborede af deres Stridsbrødre. Ogsaa Du segnede Panthus! Ei din megen Gudsfrygt, ei Apollos's Bændel beskjærmede Dig. Eder, Iliums Askehobe og mine Brødres sidste Flammer! kræver Jeg til Vidne, at Jeg ved Eders Fald skyede ei Danaernes Pile, ei nogen Dyst, ja, havde det været min Skjæbne at falde, min Haand havde gjort Mig fortjent dertil. - Derpaa rives Vi fra hinanden; Iphitus og Pelias ere med Mig, af hvilke Iphitus allerede er nedtynget af Aarene, og Pelias sinkes ved Saaret af Ulysses.

     Strax kaldes Vi ved Skriget op til Priamus's Boliger. Sandeligen her er vældig Kamp; som om der intet andet Sted fegtedes, som om Ingen myrdedes i hele Staden, saa utæmmet skue Vi her Mars og Danaerne, der styrte frem mod Vaaningerne; besat er Indgangen under hævet Skjoldtag. Til Væggene staae der Stiger; paa Trinnene stræbe de op mod selve Stolperne; deres Skjolde holde de i venstre Haand for at dækkes mod vore Spyd; Gavlerne gribe de med den høire.

     Dardaniderne derimod løsrive Taarnene og Palatsernes dækkede Mønninger - med disse Vaaben ville de nu, da de see det Yderste, forsvare sig i sidste Dødsstund - de høie forgyldte Planker, Forfædrenes Sirater, vælte (58) de ned. Andre have med uddragne Kaarder besat Portene neden til; disse bevogte de i tætsluttede Rader. - Nu fornyedes hos Mig Lysten at undsætte Kongens Vaaninger, hjelpe Mændene og forøge Kraften hos de Overvundne. Der var en Aabning, en useet Dør, en Bagport, der tjente til Gjennemgang og Forbindelse mellem Priamus's Palatser, hvorigjennem den ulykkelige Andromache pleiede ofte, medens Riget stod, uledsaget at forføje sig til sine Svigerforældre og føre Sønnen Astyanax til Farfaderen. Her redder Jeg Mig op til Spirerne paa høie Mønning, hvorfra de elendige Teucrers Hænder udkastede frugtesløse Spyd. Taarnet paa høie Tag, staaende paa en Stytte, opført til Stjernerne - hvorfra hele Troja plejede at overskues og Danaernes Snækker og Achæernes Leierpladse - dette angrebe Vi rundtom med Jernstænger i det øverste Stokværk, hvis sammenføiede Planker begyndte at vakle, løsrive det fra de høie Grundvolde, og støde dertil. Allerede raver det - og see! pludseligen styrter det med skrækkeligt Brag; vidt falder det knusende ned paa Danaernes Hære. Dog - Andre træde i Stedet. Imidlertid hvile ei Stene, ei noget Slags Mordervaaben.

     I selve Forgaarden, strax ved Indgangen fegter overmodige Pyrrhus, omstraalet af Spydene (59) og blanke Kobber, liig Hugormen, naar den svulmende, næret af giftige Urter kommer frem for Lyset - kolde Bruma skjulte den under Jorden - men nu, efter aflagt Hamm, forynget, med Ungdoms Glands, snoer den de glatte Rygge sammen og med hævet Bringe, kneisende mod Solen, spiller med de treoddede Tunger i Munden. Med Pyrrhus rykker vældige Periphas, rykker Achilles's Vaabendrager, hestetumlende Automedon, rykker hele den scyriske Ungdom frem mod Vaaningen og kaster Ildsluer op mod Mønningene. Selv i Spidsen griber han tveæggede Øxe, spaltrer de haarde Dørstykker og slider de kobrede Stolper løs fra Hængslet. Allerede har han hugget Bjelken over, hulet de stærke Egestammer og frembragt en vældig vidtgabende Sprække. Nu aabner sig for Øiet de lange Forsale, nu kommer Palatset, komme de gamle Kongers Lønkamre tilsyne, nu see de hine bevæbnede Troer staaende strax indenfor Dørtærskelen.

     Men det Indre af Palatset forstyrres af Væklager og ynkelig Larm; dybt inde gjenlyde de hvælvede Sale af Qvindehyl. Skriget ryster de gyldne Stjerner. Sittrende vanke Mødrene om i de vældige Gemakker, slynge sig fast om Colonnerne og fæste Læberne til dem. - Med Faderens Kraft trænger Pyrrhus frem; ei Laase, ei Vagten selv mægter at (60) holde ham tilbage. Af de jævnlige Stød raver Døren, og de rokkede Stolper styrte ned fra Hængslet. Man baner sig Vei med Magt og nedbryder Tilgangene. Indladte nedsable Danaer de Forreste og fylde Stederne rundten om med Krigere; ei saa rasende farer Aaen ind over Vangerne, naar den skummende, med optaarnede Vover stiger over de brudte Diger, bekjæmper de trodsende Kolosser og bortskyller Hjordene, bortskyller Husene omkring paa alle Marker. - Jeg saae selv den rasende, morderiske Neoptolemus og de atræiske Tvillinger ved Dørtærskelen, saae Hecuba og de hundrede Sønnekoner, dette store Haab om Børnebørn, og Priamus, der med Blod besudlede de hellige Luer, dem han selv havde antændt omkring paa Alterne. Hine halvtresindstyve Sovekammere, prangende med Krigsbyttet og udlændiske Guld, faldt ned. Danaerne staae der, hvor Ilden har udraset.

     Maaskee vil Du ogsaa spørge, hvad Priamus's Skjæbne blev. Da han saae den erobrede Stads Fald, saae Gemakkernes løsrevne Døre og Fienden midt i Lønkamrene, kaster Oldingen de længe afvante Vaaben forgjæves over Skuldrene, rystende af Alder, omgjordes med unyttigt Staal og farer for at døe ind paa de tætte Fiender.

     (61) Midt i Slotsgaarden, under nøgne Himmelaxel stod et vældigt Alter og nærved et bedaget Laurbærtræ, som hang ud over Alteret og beskyggede Penaterne. Her, omkring disse Altere sad Hecuba og Døttrene sammenklyngede, som omflyvende Duer i sorte Orkan, favnende forgjæves Gudernes Billeder. Men, da hun saae Priamus selv med ungdommelige Rustninger, siger hun: "Ynkværdige Ægtefælle! hvilken usalig Aand drev Dig til at omgjordes med disse Værger? hvor styrter Du hen? Ei saadan Hjelp, ei saadanne Forsvarere kræver Øieblikket; ei, om selv Hector var her - træd dog hidhen! - dette Alter skal beskjærme Os alle - eller døe med Os! - Saaledes talede Hecuba, trak den Graahærdede hen til sig og satte ham paa det indviede Sted.

     Men see Polites, Een af Priamus's Sønner, undsluppen fra myrdende Pyrrhys! Mellem Spyd, mellem Fiender flygter han gjennem de lange Buegange og saaret bestænker de tomme Forsale. Ham forfølger hidsigen Pyrrhus med dødende Staal, holder ham nu og da med Haanden, og støder ham med Lansen. Da hiin omsider havde reddet sig hen til sine Forældre, falder han for deres Øjne og udgyder Livet under Strømme af Blod. Her kunde ei Priamus, skjønt han svævede midt i Dødens Fare, længere tvinge sig; hverken (62) Stemmen eller Vreden dæmpede han: "Nei! for denne Misdaad" - saaledes udbryder han - "for saadanne Formastelser skal Guderne - hvis der i Himmelen er nogen Medynk, som agter Sligt - yde Dig værdig Tak, forskyldte Belønninger skal de give Dig. Du, som lod Mig see min Søns Død og besmittede Faderens Øjne med hans Drab. Ikke var Hiin, som Du digter Dig født af, saadan mod Fienden Priamus. Nei, den Ydmygbedendes hellige Rettigheder ærede han, gjengav Hectors afsjælede Legeme til Jordefærd og sendte Mig tilbage til min Kongestad."

     Saaledes talede Oldingen og udskjød det afmægtige Spyd uden Kraft, thi strax tilbagestødt fra hæse Kobber hang det frugtesløst i det Øverste af Skjoldtoppen. Til ham siger nu Pyrrhus: "Gak da hen og meld min Fader Pelides dette! Glem ei at fortælle ham mine gruelige Gjerninger og Neoptolemus's Vanart! Døe nu!" - Efterat have sagt dette, slæbte han Oldingen, skjælvende, ravende, i Strømme af Sønnens Blod, hen til selve Alterne, viklede Lokken om Venstre, uddrog med Høire blanke Sværd og skjulte det i hans Side lige til Heftet.

     Dette var Enden paa Priamus's Ulykker; ved denne Død bortrykkede Skjæbnen ham, efterat have seet Trojas Aske og Pergama i (63) Gruus, denne forfum stolte Behersker af Asiens saamange Folk og Lande. Ved Strandbredden laae den store Krop; Hovedet er revet fra Skuldrene og Legemet ukjendeligt.

     Nu først omspendte Mig morderisk Gysen; Jeg svimlede; for Mig svævede Billedet af en dyrebar Fader, da Jeg saa den jævnaldrende Konge udpuste Aanden for det grusomme Staal, svævede den forladte Creusa og det plyndrede Huus og den unge Julus's Fald. Jeg seer tilbage for at speide, hvormange Tropper der ere om Mig. Borte ere de alle; mødige have de med et Spring kastet de afmægtige Legemer paa Jorden eller offret dem til Luerne.

     Altsaa var Jeg nu ene tilbage; da skuer Jeg Tyndaris at redde sig hen til Vestas Porte og taus skjule sig paa et afsondret Sted; thi omvankende, kastende Øjnene vildt til alle Kanter meddele de klare Ildsluer Mig Lys. Hiin, der frygter Teucrerne, arrige paa hende for det omstyrtede Pergama, der frygter Danaernes Hævn og den forladte Ægtefælles Vrede, denne Trojas og Fædrestadens almindelige Plagegudinde, havde forstukket sig og sad useet ved Alterne. Nu blusser Ilden i min Sjæl; Vreden indgiver Mig at hævne den faldende Fædrestad og afstraffe Misdæderinden. "Jo! Denne skal uantastet gjenskue Sparta og sine Fædres Mycenæ: skal fremtræde som Dronning i tilfegtet (64) Triumf? Ægtemand og Huus og Fædre og Børn skal hun see, ledsaget af iliske Qvindeskarer og phrygiske Svende. Hvad? - Er ei Priamus falden for Staalet? Blev ei Troja et Rov for Ilden? har ei de dardaniske Strandbredde saa ofte dampet af Blod? - Nei ikke saa; thi, vindes end intet mærkeligt Navn ved Qvindehævn, medbringer end Seieren ingen Roes, roses skal Jeg dog, fordi Jeg udryddede den Ugudelige og afstraffede den Skyldige. Glæde Mig skal det at have slukket Hævnens Luer i min Sjæl og tilfredsstillet mine Brødres Aske."

     Saadanne Trudsler udstødte Jeg og foer frem med rasende Sind; da fremstillede min hulde Moder sig for mine Øjne, aldrig tilforn saa klart; trods Nattens Mørke straalede hun i det reneste Lys og røbede Gudinden, med den Skjønhed og Majestæt, hvormed hun pleier at vise sig for Himmelens Indvaanere. Hun standsede Mig, greben i Høire, og med rosenskjønne Mund tilføiede dette: "Søn! hvilken skrækkelig Smerte opvækker disse vilde Sindslidelser? Hvi raser Du? Hvor er den forrige Ømhed for Mig? Vil Du ikke hellere see, hvor Du forlod din aldersvage Fader, om Hustruen Creusa og Sønnen Ascanius er i Live? Dem alle omsverme allevegne de græske Slagordener, og, hvis ei min Omsorg havde afværget (65) det, allerede havde Flammerne fortæret og Fiendens Sværd gjennemboret dem. - Viid, ei laconiske Tyndaris's forhadte Skabning, ei bandede Paris, nei Gudernes, Gudernes Ubarmhjertighed kuldkaster denne Magt og nedstyrter Troja fra dens Høide. Skue trindt omkring! - thi hele den dunstfulde Skye, der, dragen for dine Øjne, sløver, formørker dit dødelige Syn, skal Jeg adsprede; frygt Du ei Noget af mine Bud, vægre Dig ikke for at lyde en Moders Raad! - Hist, hvor Du seer de adsplittede Kolosser og Stene revne fra Stene og den bølgende Røg og tykke Støvskyer, ryster Neptunus med mægtige Trefork Murene og de rokkede Grundvolde; hele Staden oprykker han fra dens Plads. - Her har Juno den blodtørstige besat de scæiske Porte; rasende omgjordet med Staalet raaber hun Vennehæren fra Snækkerne, selv i Spidsen. - Allerede troner - see Dig om! - Tritonia Pallas paa høie Borg, svøbt i Skyen, omstraalet af myrdende Ægide. - Selv min Fader udgyder over Danaerne Mod og signende Kraft, selv han ophidser Guderne mod de fegtende Dardaner. Grib Flugten, min Søn, gjør Ende paa Kampen! Overalt skal Jeg staae Dig bi og stille Dig trygt ved din Faders Porte." - Saa talede hun, og skjulte sig i Nattens tykke Skygger. Nu komme fæle (66) Skikkelser til Syne og mægtige Guddomsvæsner, fiendske paa Troja.

     Sandeligen, da syntes Mig hele Ilium at synke hen i Aske, og neptuniske Troja at omstyrte fra Grunde, liig bedagede Avnbøg paa Bjergetoppen, naar Bønderne kappevis trænge paa at oprykke den, qvæstet af Staalet og de jævnlige Øxeslag; længe truer hiin og nikker med skjælvende Lokker paa rystede Isse, indtil den, lidet efter lidet overvældet af Vunderne, udgiver det sidste Suk, og løsreven fra Bjergets Aaser nedstyrter knusende. Jeg stiger ned og ledet af Gudinden udredes mellem Flammer og Fiender; Spydene give Plads, og Flammerne vige til Side.

     Men, da Jeg var kommen til Portene paa mine Fædres Boliger, til de gamle Palatser, sagde min Fader, som Jeg allerførst spurgte efter, allerførst ønskede at føre op paa høie Bjerg, at han ei vilde hendrage Livet efter Trojas Ødelæggelse, ei friste Landflygtighed: "I, som have den unge Alders friske Blod, - siger han - som føle end usvækkede Kræfter og den vedbørlige Styrke, tænker I paa Flugten! Havde Olympens Indbyggere villet, Jeg skulde drages med Livet, disse Boliger havde de bevaret Mig. Nok, mere end nok, at Jeg eengang har seet Ødelæggelserne og overlevet den erobrede Stad. Taler, o! taler I til dette (67) Legeme, som var det allerede jordet, og vandrer bort! - Jeg skal selv finde Døden for Fiendens Haand; han skal gjøre det af Medynk eller af Lyst til Bytte; let er Savnet af en Gravhøi. Allerede længe har Jeg henslæbt mine Aar unyttig og forhadt af Guderne, fra det Øieblik Gudernes Fader og Menneskernes Konge beviftede Mig med Lynets Aande og ramte Mig med Straalen."

     Saaledes talede han og forblev fast og urokkelig. Jeg derimod og Hustruen Creusa og Ascanius og hele Huset brast i Graad og bade, at min Fader ei vilde kuldkaste Alt med sig og løbe i den paatrængende Død. Han afslaaer det, bliver fast ved Forsættet og paa samme Plads. Atter styrter Jeg i Rustningerne og ønsker Døden, Jeg ynkværdige; thi hvad Raad, hvad Lykke var der nu tilbage? - "Jeg kunde flytte Foden og lade Dig efter Mig - det troede Du? En saa stor Ugudelighed, kommer den fra en Faders Mund? Behager det Guderne, at Intet skal blive tilbage af denne store Stad, er dette din Sjæls Beslutning, og det glæder Dig at forene Dig og Dine med det døende Troja; Veien er aaben for den Død. Snart skal Pyrrhus være her, dryppende af Priamus's Blod, han, som myrdede Sønnen for Faderens Øjne, myrdede Faderen for Alteret. Var det derfor, hulde (68) Moder! at Du udrev Mig imellem Spydene, mellem Luerne, for at skue Fienden midt i Lønkamrene, skue Ascanius og min Fader og Creusa, dræbte ved Siden af Hinanden, den Ene i den Andens Blod? - Rustningerne, Karle! Hid med Rustningerne! - Det sidste Lys kalder de Overvundne. Gjengiver Mig til Danaerne! Lader Mig igjen besøge Slagene for at fornye dem! Ingenlunde skal Vi alle i Dag døe uhævnede!

     Herpaa omgjordes Jeg atter med Staalet, stak den Venstre i Skjoldet, bandt det til, og foer ud af Vaaningerne. Men see! - Ved Dørtærskelen slyngede Creusa sig fast om mine Knæe og viste Faderen den spæde Julus: "Gaaer Du bort for at omkomme, riv da Os med Dig hen i alle Farer! Eller, sætter Du af Erfarenhed noget Haab til de paatagne Rustninger, beskjærm da først dette Huus! Hvem efterlades den spæde Julus til? Hvem din Fader? Hvem Jeg, din fordums Hustrue?

     Saaledes raabende fyldte hun hele Vaaningen med Væklager. See! - da indtraf et uventet, utroligt Vidunder; thi mellem de sørgende Fædres Hænder, for deres Øjne saaes den tynde Qvast paa Julus's Diadem at udsprede Lys fra det Øverste af Issen og en uskadende Flamme at spille blødeligen med Drengens Lokker og omsvæve hans Tindinger (69). Skjælvende af Frygt løbe vi til for at udryste det brændende Haar og med Kildevand slukke den himmelsendte Ild. Men glad opløftede Fader Anchises sine Øine til Stjernerne, mod Himmelen hævede han Hænderne og Stemmen: "Jupiter, Du almægtige! bøies Du ved Nogens Bønner, da see ned til Os! - Kun dette - og, fortjene Vi det for vor Gudsfrygt, ræk os fremdeles Hjelp, Fader! og stadfæst disse Varsler!"

     Neppe havde Oldingen sagt dette; pludseligen høres en bragende Torden fra Venstre, og nedglidende fra Himmelen løb gjennem Nattens Skygger en Stjerne, ledsaget af et saare lysende Blus. Hiin, dalende ned paa det Øverste af Tagets Mønninger, skue Vi, tydeligen at skjule sig i den idæiske Skov og opklare Veiene; da udbreder Stien Lys i en lang Strækning, og vidt ryge Omegnene af Svovel. - Her giver min Fader sig tabt, staaer op, taler til Guderne og knæfalder den himmelsendte Stjerne. "Nei, intet Ophold længer! Jeg følger og skal være med, hvor I føre Mig hen. Og I, mine Fædres Guder! bevarer Kongehuset, bevarer Sønnesønnen! Eders er dette Varsel; i Eders Magt er Troja. - Jeg giver efter, min Søn! og vægrer Mig ikke ved at være din Ledsager."

     (70) Saa talede han. Nu høres Ildens Bragen tydeligere omkring i Staden og Luerne hvirvle Heden nærmere hen til Os. - "Kom da dyrebare Fader! Sæt Dig paa mine Skuldre! Selv skal Jeg bøie Ryggen under; ei skal denne Byrde besvære Mig. Hvordan end Lodden falder; forenede skal Vi dele Farer, dele Frelse. Med Mig følge den lille Julus og langt bagefter bemærke min Hustrue vort Fjed! - I Tjenere! varer opmærksomt paa, hvad Jeg siger! Udenfor Byen er en Høi og Ceres's gamle, forladte Tempel, og nærved en bedaget Cypres, ved Fædrenes Andagt bevaret gjennem Aarhundreder. Til dette Sted ville Vi alle møde fra forskjællige Kanter. Du Fader! annam i Haanden Helligdommene og vore Fædres Penater! Mig, kommen fra saa skrækkelig en Kamp og besudlet med frisk Blod, bør det ei at røre dem, førend Jeg har afskyllet Mig i levende Vandstrømme.

     Efter denne Tale nedbøiede Jeg Hoved og Skuldre for at bedækkes med Klædebonnet, en guul Løvehud, og bukkede Mig under Byrden. Den lille Julus snoer sig fast til min Høire og følger Faderen med ulige Skridt. Bagefter gaaer min Hustrue. Vi fare gjennem de mørkeste Steder, og Mig, som ei de udskudte Spyd, ei de fiendske Grækers sammenkjædede Hær forhen rørte, forfærder nu ethvert Vindpust, (71) opvækker enhver Lyd; angest var Jeg, lige bange for Byrden og Ledsageren.

     Allerede var Jeg nær ved Portene og indbildte Mig at have undgaaet alle Farer, da pludseligen en gjentagen Lyd af Gaaende syntes at komme for mine Øren, og min Fader, skuende gjennem Mørket, raaber: "Søn! flygt Søn! De nærme sig. Gloende Skjolde og blinkende Kobber øiner Jeg." - Her var det at en fiendsk Guddom - Jeg veed ei hvilken - berøvede Mig skjælvende min forvirrede Forstand; thi, medens Jeg løbende søger Afveiene og afviger fra de vante Egne, blev Creusa ved Skjæbnen Mig elendige frareven; om hun havde standset, eller forfeilet Veien, eller mødig sat sig, vides ei; aldrig er hun siden kommen for mine Øine; heller ikke saa Jeg mig om efter den Tabte, eller vendte Tanken hen paa hende, førend Vi vare komne til Høien, til gamle Ceres's indviede Bolig. Først her, efterat Alle vare samlede, savnedes hun ene; baade Følget og Sønnen og Manden var hun borttryllet fra. Hvem af Guderne og Menneskerne anklagede Jeg da ikke afsindig? Eller hvad grueligere saa Jeg i den omstyrtede Stad? - Ascanius, min Fader Anchises og Teucrernes Penater anbefaler Jeg til Reisefællerne, i krumme Dal skjuler Jeg dem. Selv omgjordes Jeg med de blanke Rustninger og søger igjen Staden. Det (72) er min faste Beslutning atter at gaae om i hele Troja, fornye enhver Kamp og atter stille Livet blot for Farerne. Først søger Jeg igjen Murene og Portens skumle Gange, hvor Jeg var vandret ud, og følger de efterladte Spor, bemærkede trods Nattens Skygger, og speider med Øiet. Overalt Rædsel, ogsaa Tausheden selv forfærder Sjælen. Derefter forføier Jeg Mig til vort Huus; maaskee - maaskee havde hun ført Fjeddene didhen. Her vare Danaerne brudte ind; hele Vaaningen holdte de besatte. Flux hvirvler Vinden de fortærende Ilsluer op til de høie Spirer, Flammerne stige i Veiret, Heden raser hen op imod Luftegnene. - Jeg gaaer videre; Borgen og Priamus's Sæde gjenskuer Jeg. Allerede stode der i de tomme Buegange tæt ved Junos Tempel udvalgte Vogtere: Phønix og usalige Ulysses; de varede paa Byttet. Herhid sammendynges allevegne fra de troiske Skatte, udrevne af de antændte Templer, og Gudernes Borde og de guldstøbte Kummer og de erobrede Klæder. Drenge og Mødre stode skjælvende omkring i en lang Rad.

     Nu vovede Jeg endog at udstøde Væklager i Mørket, fyldte Veiene med Skrig, raabte kummerfuld: Creusa! - og gjentog Navnet atter og atter; men forgjæves. Medens Jeg saaledes søger og uden Ophør gjennemsværmer (73) Stadens Vaaninger, see! - da syntes et skræksomt Gjenfærd, selve Creusas Skyggebillede, større end sædvanligt, at svæve for mine Øine. Svimmel blev Jeg, Haarene stode oprettede, og Røsten hang fast i Svælget. Derpaa talede hun til Mig, og med disse Ord betog mig Sorgen: "Elskede Ægtefælle! Hvad gavner det saa heftigen at overlade Dig til uforstandig Smerte?- Ei hændes dette uden Gudernes Villie, ei bør det Dig herfra at føre din Creusa med Dig; dette tillader ei Herskeren hist paa høie Olymp. Lange Pelegrimsfarter forestaae Dig; vide Vandflader skal Du pløie. Dog til Landet Hesperia skal Du komme, hvor lydiske Tiber med sagte Strøm flyder mellem Landmændenes de fede Vanger. Der er en blomstrende Stat og et Kongerige og en kongelig Hustrue Dig bestemt. Aftør Taaren for elskede Creusa! Ei skal Jeg skue Dolopernes eller Myrmidonernes stolte Boliger, ei drage bort for at trælle hos de græsle Mødre, Jeg, en Dardanerinde og guddommelge Venus's Sønnekone. Nei, Mig fængsler Gudernes store Moder 03 til disse Kyster. Lev da vel, og bevar Kjerligheden til vor fælleds Søn!"

     (74) Efterat have frembragt disse Ord, forlod hun Mig, grædende, ønskende at sige Meget, og forsvandt i de tynde Luftegne. Trende Gange forsøgte Jeg der at slynge Armene om hendes Hals, trende Gange greb Jeg forgjæves; Billedet undflyede mine Hænder, liig lette Vinde, liig bevingede Søvn.

     Derpaa seer Jeg omsider Reisefællerne igjen; Natten var forsvunden. Her finder Jeg undrende et vældigt Antal af Ledsagere at være strømmet til, Mødre og Mænd og Ynglinge, samlede til Landflygtighed, en ynkelig Skare. De vare komne fra alle Kanter, rede med Sjæl og Formue at følge Mig, til hvilke Lande Jeg over Søen vilde føre dem hen. - Nu opsteg Morgenstjernen paa Idas høje Aaser og medførte Dagen. Danaerne holdte Portenes Indgange besatte; ei gaves noget Haab om Hjelp. Jeg undveg, løftede min Fader op og søgte Bjerget.