Indledning til anden Bog..

      Anmodet af Dido om at fortælle Trojas Ødelæggelse vil Æneas nødig til det, dels fordi Fortællingen er saa sørgelig, da selv Doloperne og Myrmidonerne maae røres derved, tvende thessaliske Folk, der stode under Achilles; dels og fordi det er saa sildigt. Dog for at føie hende gjør han det. - Grækerne, svækkede ved en tiaarig Krig, bygge en meget stor Træhest, som de foregive, er et Offer til Minerva for en lykkelig Hjemkomst. I denne indsluttes nogle Bevæbnede. Derpaa seile de over til Tenedos, en Øe ligeoverfor Troja. -  Troerne, i den Tanke, Fienden er borte, aabne Portene og gaae ud for at besee Leirpladsen. Alle forbauses over Hesten. Nogle raade til at føre den inden for Murene; Andre derimod at hugge den itu. Imidlertid kommer Laocoon, Neptunus's Præst, løbende til og raaber til sine Landsmænd, ei at lade sig bedrage af Grækerne; de have sikkert noget Ondt i Sinde med denne Hest. Han støder endog sin Lantse i Hestens Bug. 1 - 56.

     Strax derpaa fører de trojanske Hyrder en ung Græker fangen til Kong Priamus. Denne, stillet i (17) Kredsen og adspurgt, Hvo han er, fortæller: at han hedder Sinon; foregiver, at hans Frænde var Palamedes, en Græker, som ved Ulysses's Rænker blev dræbt uskyldigt, fordi han fraraadede den trojanske Krig; at Sinon havde truet med at hævne Palamedes's Død; og at han herved paadrog sig Ulysses's uforsonlige Had. Her afbryder Sinon pludselig og beder Troerne tage Livet af ham; thi dette vil baade Ithacenseren, eller Ulysses, og Atriderne, eller Agamemnon og Menelaus rigeligen betale dem. Men herved bleve Troerne endnu mere nysgjerrige, og bade ham fortælle dem Aarsagen, hvorfor Grækerne ønskede hans Død; Sinon vedbliver. Kede af den lange Krig havde Grækerne ofte besluttet at reise hjem igjen; men Storm og Uveir afskrækkede dem. Herover sendte de Bud til Oraklet i Grækenland. Dette svarede, at de, for at faae en lykkelig Tilbagereise, maatte offre en Græker. Det varede ikke længe, førend Ypperstepræsten, Calchas, efter Ulysse's Tilskyndelse, bestemmer Sinon til Offeret. Alting er beredt til hans Offring: Det med Salt blandede Korn, som Offerdyrets Hoved bestrøedes med, og Bændlerne, som bandtes om det. Men Sinon stjal sig bort, og har nu ikke mere Haab om at see sit Fædreland igien. 56 - 144.

     (18) Baade Priamus og alle Tilhørerne røres. Kongen lover at optage ham i sin Stat, men spørger herpaa, hvilken Grækernes Hensigt er med den uhyre Hest, som de have bygget. Sinon kræver alle Guder til Vidne paa, han skal sige dem den rene Sandhed, naar de kun ville holde deres Løfte, og begynder da igjen saaledes. Grækernes hele Haab i den trojanske Krig grundede sig ene paa Minervas Bistand; men fra den Tid, at Diomedes og Ulysses røvede om Natten Palladiet eller Pallas's Billede af hendes Tempel i Troja,blev Gudinden dem høist unaadig, hvilket hun yttrede paa mange Maader. Herover raadede Ypperstepræsten Calchas at reise hjem igjen, for ved nye Offringer at forsone den fortørnede Gudinde, og derefter komme tilbage til Troja. Men i Stedet for Palladiet, som de skulde tage med sig, foreslog han at bygge den Hest til Minerva og gjøre den saa stor, som muligt, for ei at kunne føres ind i Staden; thi, dersom denne Hest kom inden for Trojas Mure, vilde Trojanerne ei alene nu blive Grækernes Overmænd, men endog i Fremtiden med sine Hære oversvømme Grækenland, der af Digteren kaldes Pelops's Stæder eller Fæstninger; thi Pelops, en Konge i Phrygien, blev forjaget af Troerne og flygtede over til Grækenland, hvor han indtog den Halvøe, som efter ham blev siden kaldet Pelopones. - Dette Sinons falske Foregivende troede de ulykkelige Trojaner og bleve (19)  snart et Offer for deres Lettroenhed. Hvad de Tappreste af Grækernes Helte, Diomedes og den larissæiske Achilles, saa kaldet af Larissa, en Bye i Grækenland, ikke kunde udvirke, det udvirkede nu Sinons Bedrag. 144 - 198.

      Strax efter Sinons Tale indtræffer et endnu skrækkeligere Tilfælde. Laocoon, Neptunus's Præst, offrede ved Strandbredden. Da kom der to forfærdelige Slanger svømmende fra Øen Tenedos over til Troja. Først opslugte disse Laocoons tvende Sønner; dernæst snoede de sig om Faderen selv og overgjød saavel ham som hans Offerbaand med deres Gift. Forskrækkede herover raabte Tilskuerne, at Laocoons Ulykke var en Straf, fordi han havde forgrebet sig paa Minervas Hest. Derfor paastode de, at den bør føres ind i Staden. Til den Ende nedreve de en Deel af Murene og trak Hesten igjennem Staden op til Minervas Tempel paa Bjerfæstningen, Pergama. Cassandra, En af Priamus's Døttre og begavet med Spaadomskraft, forkynder vel de forestaaende Ulykker, men troes ikke, en Straf, hun fik af Apollo, fordi hun ikke vilde tilfredsstille hans Ønsker. Derpaa anstille Troerne en Fest og lægge sig derefter til Hvile. - Imidlertid drager den græske Flaade fra Tenedos tilbage til Troja, og Sinon udlader af Hesten, som staaer paa Pergama, de tappreste Grækere. Disse (20) forene sig med deres Landsmænd og nedsable Vagten ved Portene. 193 - 267.

     Midt om Natten fremstiller den dræbte Hector sig i den sørgeligste Tilstand for Æneas. Hector saae ikke nu saaledes ud, som forhen, da han kom til Troja med Achilles's Rustninger paa, hvilke han havde taget fra den dræbte Patroclus, Achilles's Ven, der, iført disse, faldt i en Tvekamp med Hector. Heller ikke saae Hector saaledes ud, da han havde stukket Ild paa Grækernes Skibe, eller, som Digteren udtrykker sig: "da han havde slynget phrygiske Ildsluer ind paa Danaernes Bagstavne;" thi Phrygerne vare et aisatisk Folk, der hjalp Troerne, og Danaerne vare det almindelige Navn paa Grækerne i de ældre Tider. Hectors Gjenfærd fortæller Æneas, at Fienden er brudt ind i Byen, at det ikke nytter mere at stride for den; derfor raader han Æneas at reise med Penaterne, eller sit Fædrelands Skytsguder hen til det Land, som af Skjæbnen er ham bestemt. - Nu vaagner Æneas, og, skjønt hans Faders Huus laae afsides, hører han dog Vaabnenes Bragen og seer Luen af de antændte Huse. Sundet ved Forbjerget, Sigeum, lyser af Ilden. Han beslutter nu at ile Slottet til Hielp, der ogsaa, ligesom Minervas Tempel, stod paa Pergama. Men underveis møder han Panthus, Apollos Præst. Denne fortæller ham Trojas Jammer og (21) Fiendens Held. Herover bliver Æneas rasende og styrter sig midt i Faren. Han forener sig med nogle andre kjække Mænd, der mødte ham, iblandt Andre med Corøbus, Cassandras Forlovede. Til disse holder Æneas en kort Opmuntringstale og farer derpaa med dem midt ind imellem Fienden. Nu anrettes et skrækkeligt Blodbad. Lykken syntes i Begyndelsen at smile til Trojanerne. Androgeus, en Græker, stødte med sin hele Trop paa Æneas og hans Følge. Androgeus blev nedsablet med alle Sine. Nu toge Troerne efter Corøbus's Raad de dræbte Grækers Rustninger paa, og ved denne Krigslist gjoerde Fienden stor Skade. Herover flygtede Nogle af Grækerne ned til Stranden; Andre krøbe op i Hesten. 267 - 402.

     Men snart vender Bladet sig for Troerne; Cassandra, Priamus's Datter, slæbes ud af Minervas Tempel. Dette Syn gjør hendes Elsker, Corøbus, rasende; han kaster sig blindt ind imellem Fienderne; Æneas og hans øvrige Vaabenbrødre følge Corøbus's Exempel. Først beskydes disse fra Templets Tag af hans egne Landsmænd, som, forledte af de græske Rustninger, toge dem for Grækere. Dernæst anfaldtes de af Grækernes tappreste Helte. Ogsaa de Grækere, som ved Krigslisten bleve adspredte, kom igjen tilsyne. Disse opdagede allerførst Bedrageriet. Nu overvældes Troerne af Mængden. Først falder Corøbus (22) ved Minervas Alter; siden Præsten Panthus, og derpaa en Deel af de Andre. Æneas overlever disse sine Venner; men han kræver Guderne til Vidne, at det ei var Feighed. - Herpaa kaldes han ved Skriget op til Slottet, hvor Nederlaget var skrækkeligere end noget andet Sted i Byen. Her havde Grækerne sat Stiger op til Væggene. Nogle af Troerne stode paa Taget af Slottet og arbeidede paa at nedrive Taarnene; Andre stode med dragne Kaarder nede paa Slottet inden for Porten. Æneas gaaer igjennem en Bagport op paa Slotstaget. Igjennem denne Bagport pleiede Andromache, Hectors Kone, at gaae op paa Slottet med sin Søn. Da Æneas var kommen op paa Slotstaget, hjelper han til at nedstøde Taarnet. Dette knuser vel Mange af Fienderne; men der komme langt Flere til igjen. - I Forgaarden til Slottet staaer Pyrrhus eller Neoptolemus, Achilles's Søn, der tilligemed nogle Andre arbeide paa at hugge Portene ned. Først bores der store Huller i dem, saa at man derigjennem kan see ind i Gemakkerne, hvor der hersker Graad og Jammerskrig. Omsider bryde Grækerne ind og nedsable for Fode. 402 - 505.

     Nu fortæller Æneas den gamle Priamus's Skjæbne. Da denne saa Byen i Fiendernes Hænder, tog han sin Ungdoms Rustninger paa for at angribe. Men hans Kone, Hecuba, der tilligemed sine Døttre (23) var tyet hen til et Alter midt i Slotsgaarden, raader ham derfra, trækker ham hen til sig og sætter ham paa Alteret. Imidlertid kommer Polites, En af hans Sønner, flygtende for den skrækkelige Pyrrhus eller Neoptolemus, Achilles's Søn. Omsider indhentes Polites af Pyrrhus og dræbes for sine Fædres Øine. Priamus udbryder ved dette Syn i Forbandelser over Pyrrhus, og tilføier, at dennes Fader, Achilles, viste ikke saadan Umenneskelighed, da Priamus kom til ham for at købe sin dræbte Hectors Liig af ham. Derpaa udskyder han sit Spyd, der blot blev hængende i det yderste af Fiendens Skjold. Pyrrhus svarer Priamus spottende og giennemborer den gamle Konge. Dennes Legeme fandtes siden ved Stranbredden uden Hoved og ganske ukjendeligt. 505 - 558.

     Da først bliver Æneas ganske forskrækket; thi ved at see Kongen dræbt, erindrer han sig sin gamle Fader, Anchises, sin Kone Creusa, og sin unge Søn Julus eller Ascanius. Tilmed seer han sig forladt af sine Medstridere, af hvilke Nogle havde styrtet sig ned fra Taarnet, Andre kastet sig i Ilden. Derimod øiner han ved Luernes Lysning Tyndaris eller den laconiske Helena, der havde reddet sig hen til Gudinden Vestas Tempel. Herved kommer hans hele Galde i Opkog; da han anseer Helena som Hovedaarsagen til alle Landets og Kongens Ulykker. Han beslutter derfor at dræbe denne Ulyksalige. Men hans (24) Moder, Venus, fremstiller sig for ham i sin hele Guddomsglands. Hun bebreider Sønnen hans Hidsighed mod Helena og hans Ligegyldighed mod hans gamle Fader, hans Kone og Søn, der alle svæve i den største Fare. Hun lærer ham, at ikke Helena, ikke Prins Paris er Skyld i Trojas Undergang, men at Neptunus, at Juno, at Minerva, at Jupiter selv hjelper Grækerne til at styrte Troja. - Minervas Skjold kaldtes Ægide, hvori Gorgos eller Medusas Billede var, der troedes at forvandle alle dem til Steen, der saa paa det. - Endeligen raader hun ham til at flygte og lover overalt at staae ham bi. 555 - 623.

     Ved at høre dette opgiver Æneas alt Haab om Trojas Redning. Han stiger ned fra Pergama og ved sin Moders Hjelp kommer uskadt til sin Fader Anchises's Huus. Nu vilde han føre sin gamle Fader op paa det nærmeste Bjerg; men Anchises erklærer, han ei vil leve i Landflygtighed; det er nok, at han een Gang har været Vidne til Byens Ødelæggelse, hvilket skete ved Hercules før den trojanske Krig; han skjøtter ikke om at leve længer, da han er Guderne forhadt, især fra den Tid, da han blev truffen af Lynstraalen, der gjorde ham lam. - Æneas og det hele Huus beder ham med grædende Taarer ikke at løbe i Døden, men Anchises er ubevægelig. Da Æneas mærker det, ifører han sig atter sine Rustninger og iler ud for igien at tage Deel i Striden. Men hans Kone, (25) Creusa, møder ham i Døren og beder paa sine Knæ, ikke at forlade hende og Sønnen. 623 - 678.

     Midt under dette Optrin sees en Straale om Julus's Isse uden at skade ham. De Andre løbe til for at slukke; Anchises derimod anseer dette for et godt Varsel og anraaber Jupiter om et andet Tegn, der kan bekræfte det første. Strax høres der Torden fra Venstre, og en klar Stjerne stiger fra Himmelen ned i Skoven paa Bjerget Ida og oplyser Vejen. - Nu først beslutter Anchises, at undvige og overlade Troja til Gudernes Godtbefindene. Derpaa, da Ilden mere og mere nærmede sig deres Bolig, tog Æneas sin Fader paa sine Skuldre og sin Søn i Haanden og lod sin Kone følge bag efter. Sine Folk befalede han at møde ved et gammelt Ceres's Tempel uden for Staden. Derefter gik de; men underveis kom Æneas's Kone bot fra de Øvrige, uvist, af hvilken Aarsag. Derfor, da de alle vare samlede, ved det omtalte Ceres's Tempel, og Creusa savnedes, blev han rasende af Sorg og vendte ad samme Vei tilbage til Staden. Han kom baade til sit Huus og paa Slottet igien og raabte overalt efter Creusa, men forgjæves. Endeligen fremstillede hendes Gjenfærd sig for ham; hun fortalte, at hun var bortrykket efer Gudernes Villie, at han skal gøre sin Lykke i Italien, at hun, en Dardanerinde, det er: gift med (26) en Spire af den gamle Kong Dardanus, slap for at trælle Grækerne og komme til Grækenland, af hvis Folk hun nævner de to Frygteligste: Myrmidonerne og Doloperne, der stode under Achilles og denne Søn, Neoptolemus eller Pyrrhus. Hun selv holdes tilbage i sit Fædreland af Cybele, Gudernes Moder. Endeligen anbefaler hun Manden deres fælleds Søn og forsvinder. - Derpaa gaaer Æneas tilbage til sine Venner. Her finder han en stor Mængde, der var strømmet til og er villig at følge ham, hvor han vil føre dem hen. Den følgende Morgen gik han med sin Fader op paa Bjerget Ida.
23. 10. 2007.