INDEX eller OVERSIGT

Tredie Bog.

     Efterat det havde behaget de høiere Væsener at styrte Asiens Stater og Priamus's uskyldige (75) Folk - dalet er stolte Ilium og hele neptuniske Troja ryger i Bunden - ved Gudernes Varsler drives Vi da til at opsøge fjerne Udlande og øde Jordstrækninger. En Flaade bygge Vi ved Murene omkring Antandrus, ved Fødderne af det phrygiske Ida, og uvisse om, hvor Ødet vil føre Os hen, hvor det skal undes Os at standse, drage vi Mandskabet sammen. Neppe var det Første af Sommeren begyndt, strax byder Os Fader Anchises i Kraft af Orakelsvarene at hisse Seil. Grædende forlader Jeg da Strandbredden og Fædrelandets Havne og hine Marke, hvor Troja stod. Landflygtig farer Jeg ud paa Dybet med Reisefællerne og Sønnen og Penaterne, de mægtige Guder.

     Langt borte ligger et Land med uhyre Sletter, helliget Mars - Thracerne boe der - fordum behersket af stridbare Lycurgus, Trojas gamle Gjesteven og delagtigt i dets Penater, medens Lykken smilede. Did farer Jeg hen, anlægger paa krumme Strandbred de første Bolverker, - under uheldige Skjæbner tiltraadte Jeg Verket - og efter mit Navn skaber Navnet Æneader.

     Offere bragte Jeg Diones Datter, min Moder, og de øvrige Guder, Hovedaarsagerne til de begyndte Verker; for den Allerhøieste, for Himmelboernes Behersker stingede Jeg en (76) glindsende Tyr paa Strandbredden, Nærved var en Høi, paa dens Top en Kornelskov og en kneidsende Myrte med tykke Grene. Did gik Jeg hen, og, stræbende at oprykke af Muldet en grøn Stamme for at bedække Alteret med løvfulde Qviste, seer Jeg et skrækkeligt, utroligt Vidunder; thi fra det Træ, som med brudte Rødder først oprykkes af Jordbunden, drypper sorte Bloddraaber, hvis forraadnede Safter plette Jorden. Kold Skræk ryster mine Lemmer, og isnet styrkner Blodet af Angest. Atter iler Jeg hen for af et Andet at løsrive seie Qvist og grant ransage de skjulte Aarsager. See! - sort Blod udflyder og af Barken paa det Andet. Saare tankefuld knæfaldt Jeg andægtigen de landlige Nympher og Fader Gradivus, der beskjærmer de getiske Kyster, for at de skulde signe disse Aabenbarelser og formilde Varslet. Men, da Jeg med end større Kraft angriber den tredie Green og stytter Knæet mod Fjæren - skal Jeg tale eller tie? - høres fra det Nederste af Høien et ynkeligt Suk, og den udgivne Røst farer hen til mine Øren: "Æneas! hvi saarer Du en Elendig? Skaan dog den Jordede! Skaan Dig selv for at besmitte dine gudfrygtige Hænder! Ikke er Jeg Dig uvedkommende - Troja har frembragt Mig - ikke flyder dette Blod fra Stammen. Ak! Undflye disse grusomme Lande! Undflye denne gjerrige (77) Strandbred! Viid! Jeg er Polydorus. Her gjennemboret dækkede Mig en Sværm af Jernpile, der voxede op til hvasse Grene." - Sandeligen da overvældedes min Sjæl af forvildende Angest; Jeg svimlede, Haarene stode oprettede, og Røsten hang fast i Svælget.

     Denne Polydorus havde fordum den ulykkelige Priamus hemmeligen afsendt med en stor Mængde Guld, for at opfostres af den thraciske Konge, da Hiin ei længere satte noget Haab til Dardaniens Vaaben, saae Byen trindt om beleiret. Kongen valgte, saasnart Teucrernes Kræfter svækkedes, og Lykken bortveg, Agamemnons Partie og de seirende Vaaben, brød alle de helligste Love, myrdede Polydorus og ranede voldeligen Guldet. Forbandede Hunger efter Guld! hvad driver Du ei det menneskelige Hjerte til? - Men, saasnart Skrækken havde forladt Benene, mælder Jeg for Folkets Høvdinge og allerførst for min Fader disse Gudernes Vidundere og æsker deres Mening. Eens er Alles Beslutning: At drage bort fra det misdæderske Land, at forlade det besmittede Herberg, at overgive Flaaden til Austrerne. Derfor anstille Vi Polydorus's Ligfærd; vældig Jord opkastes til Gravhøien; for hans Maner staae Altere, sørgmodige, med mørkeblaae Bændler og sorte Cypres, og rundt omkring Iliums Døttre, efter Sædvane med udslagne Lokker. Vi bringe Bøtter lunkne af (78) skummende Melk og Offerskaaler med helligt Blod. Saaledes beroligede Vi den Afdødes Aand i Graven og med høi Røst udstøde det sidste Farvel.

      Derpaa, saasnart vi kunne troe Søen, saasnart de stillede Vinde skjænkede stille Vande, og Auster sagtesusende kaldte Os ud paa Dybet, støde Reisefællerne vore Snækker ud og fylde Strandbreddene. Nu seile Vi ud af Havnen; Lande og Byer vige tilbage. Midt paa Havet ligger et helligt Land, saare yndet af Nereidernes Moder 01 og ægæiske Neptunus, hvilket, vankende om mellem Kyster og Strandbredde, buebærende Apollo af sønlig Ømhed grundfæstede mellem Gyaros og høie Myconos og gav det ubevægelig at beboes og at foragte Vindene 02. - Hid farer Jeg hen. Saare bliid modtager dette Land de Mødige i sin trygge Havn. Vi stige ud og knæfalde Apollos Stad. Kongen Anius, baade Folkets Konge og Phøbus's Præst, ombunden om Tindingerne med Bændler og det hellige Laurbær, kommer os i Møde; i Anchises gjenkendte han en gammel Ven. Paa Grund af Gjæstevenskabet føie Vi Haand i Haand og træde op i Vaaningerne. Derpaa knæfaldt Jeg Gudens Tempel, opreist af gammel Steen. "Thymbræus! - saa bad Jeg - skjænk Os et eget Hjem! Skjænk de Mødige Mure og Afkom og blivende Stad! Bevar det nye Trojas nye Pergama, og hvad der er levnet af Danaerne og umilde Achilles. - Hvem skal vi følge? hvor byder Du os at drage hen? Hvor at opreise Boliger? Giv, Fader! et Tegn og nedglid i vore Sjæle!"

     Saa talede Jeg, og pludseligen syntes alle Dørstolper og Gudens Laurbær at ryste, Bjerget trindt omkring at bevæges og Hulen i de aabnede Lønkamre at brøle. Nedbøiede faldt Vi til Jorden, og denne Røst farer hen til vore Øren: "Hærdede Dardanider! Det Land, som fordum frembragte Eders Stamfædre, skal ogsaa ved Eders Ankomst modtage Eder i sit smilende, frugtbare Skjød. Opsøger Eders gamle Moderland! Der skal Æneas's Hus herske over alle Kyster, baade hans Sønnesønner og deres Sønner." - Saaledes Phøbus. Nu udbrød vældig Glæde, blandet med Larm. Alle spørge, hvor de Byer ere, som Phøbus kalder de Vankende til, og hvor han byder dem igjen vende hen.

     Herpaa siger min Fader, eftertænkende Mindesmerkerne om Oldtidens Mænd: "Hører, o Høvdinge! og kjender Eders Forhaabninger! (80) Midt paa Oceanet ligger Creta, store Jupiters Øe. Der er Idabjerget og vor Families Vugge; der ere hundrede store beboede Stæder og de frugtbareste Riger. Derfra var det, at Stammefaderen Teucer - hvis Jeg rigtigen mindes det Fortalte - seilede fordum over til de rhøteiske Kyster og udvalgte her et Sted til Kongesæde - endnu stod ei Ilium, ei Pergamas Borge; i lave Dale boede man - Derfra Gudernes Moder, Cybeles Beboerinde, og de corybantiske Kobberbjelder og Idæerlundens Høitideligheder; derfra Gudstjenesten med den ubrødelige Taushed og Løveparret, som gaaer foran Beherskerindens Vogn. - Velan da! Lader Os følge, hvor Gudernes Befalinger lede; lader Os forsone Vindene og søge de gnosiske Riger. Ei ligge de langt herfra. Kun at Jupiter vil staae Os bi, og det tredie Dagslys skal stille Flaaden ved de cretensiske Kyster." - Saa talede Anchises og stingede ved Alterne forskyldte Offerdyr: En Tyr til Neptunus, en Tyr til Dig, skjønne Apollo! et sort Lam til Hiems [vintervejr = uvejr, storm og regn], et hvidt til de hulde Zephyrer.

     Dette Rygte flyver om: Fordreven, undvegen fra sine Fædres Riger er Fyrsten Idomeneus; øde ere Cretas Strandbredde; Palatserne tomme; Boligerne staae forladte. - Vi forlade da Ortygias Havne og flyve over Søen. Naxos's Aaser, besøgte af Bacchus, og grønne (81) Donysa og Olearos og snehvide Paros og Cycladerne, omstrøte paa Vandfladen, glide Vi forbi, hen over Sundene, besaate med hyppige Lande. Under alhaande Kappen udbryder Søefolkenes Raab; Reisefællerne opmuntre Os til at søge Oldefædrenes Creta. En fra Bagstavnen opstigende Kuling ledsager de Reisende, og endeligen rulle Vi hen til Cureternes game Kyster.

     Gridsk opreiser Jeg Murene om ønskede Stad, kalder den Pergama og opmuntrer Folket, glad ved dette Navn, til at elske Arnerne og opføre Borgen tilligemed Vaaningerne. Allerede vare Snækkerne trukne op paa tørre Standbred; Ungdommen var sysselsat med Giftermaale og de nye Pløielande; Jeg bestemte Tomter og Rettigheder; da uventet en tærende Smitte - anstukken var Himmelegnen - ynkeligen anfaldt Dyr og Træer og Sædemarker; et Dødsaar indtraf. Nogle mistede det elskede Liv; Andre henslæbede syge Legemer. Derpaa afsviede Sirius de golde Agre; hentørrede ere Urterne, og den vansmægtende Sæd nægtede Underholdning. Nu opmuntrer min Fader Os til atter at drage over Havet hen til Phøbus, til Ortygias Orakel, at begjære Forladelse, at spørge, hvor han vil sætte Skranken for vore Lidelser, hvor han (82) byder Os at søge Hjelpen mod Plagerne, hvor at vende Farten hen.

     Nat var det, og Søvnen fængslede de jordiske Væsener. See! hellige Guddomsbilleder, de phrygiske Penater, dem Jeg havde ført med Mig fra Troja, midt ud af Stadens Luer, saaes tydeligen, omstraalede af meget Lys, at staae for den Liggendes søvnløse Øine, der, hvor fulde Luna udgjød sit Skin gjennem de indsatte Ruder. Derpaa begyndte de at tale og med disse Ord at betage Mig Sorgen. "Hvad Apollo vilde have sagt Dig, om Du var kommen til Ortygia, dette qvæder han her, og, see! uanmodet sender Os til dit Sovekammer. Vi fulgte Dig og dine Krigere, efterat Dardanien var lagt i Aske; Vi beseilede under din Anførsel hin svulmende Vandflade; Vi skal ogsaa hæve dine vordende Sønnesønner op til Stiernerne og give Staden Herredømmet. Tilbered Du de store Mure for de store Efterkommere og skye ei Flugtens lange Møisommeligheder! - Ombyttes maae Bopælene, ei disse Kyster tilraadede Dig Delius, ei i Creta bød han Dig at blive siddende. Der er et Sted - Grækerne kalde det Hesperia - et gammelt Land, mægtigt ved Vaabenbrag og Jordens Fedme, opdyrket af Ønotrerne. Nu siger Rygtet, at de senere Indbyggere have kaldet Landet Italia efter Høvdingens Navn. Her ere (83) de egentlige Boepæle for Os; her er Dardanus oprunden, og Fader Jasius, Anherren, fra hvem vor Slægt nedstammer. Velan da! Stat op og mæld glad din bedagede Fader disse ubedragelige Forjættelser! Corythus, de ausoniske Lande, opsøge han! De dictæiske Vanger derimod nægter Dig Jupiter."

     Lynslaget ved disse Syner, ved Gudernes Røst - ei var dette en Drøm; nei tydeligen, nærved syntes Jeg at gjenkende deres Aasyn, deres behængte Lokker, deres Talestemme; desuden flød den kolde Sved ned over det hele Legeme - farer Jeg op af Leiet, hæver Røsten tilligemed Hænderne mod Himmelen og udgyder paa Arnen ublandede Drikoffere. - Endt er Høitiden; glad underretter Jeg min Fader og udvikler Sagen i dens Orden. Han erkjender en dobbelt Afkom og tvende Stamfædre, og at han nyligen bedrog sig, tog feil af disse gamle Steder. Derpaa siger han: "Søn, plaget af Iliums Ulykker! Ene Cassandra qvædede Mig saadanne Hændelser. Nu erindrer Jeg, hun betydede Mig, at Dette er vor Slægt bestemt, og at hun ofte raabte: Hesperia, ofte de italiske Riger. Men Hvo kunde troe, at Teucrer skulde nogensinde komme til Hesperias Strandbredde? Eller Hvem rørte den Gang Sangerinden Cassandra? Lader Os da vige for Phøbus og efter hans Vink opsøge (84) det Bedre!" - Saa taler Anchises, og jublende lyde Vi alle Raadet. Ogsaa disse Boepæle rømme Vi - nogle Faa bleve tilbage - hisse Seil op paa hvælvede Planker og fare hen over ubegrændsede Vandflader.

     Efterat Flaaden havde naaet Dybet og intet Land længere kom tilsyne, men overalt Himmel, overalt Ocean, da stod ovenover mit Hoved en mørkeblaa Regnsky, medførende Nat og Uveir; skrækkeligen kneiste sorte Bølge. Flux omvælte Stormene Havet, og store Søer opstige. Adspredte kastes Vi om paa uhyre Svælg. Regnskyerne indhyllede Dagen og beduggende Nor rev Himmelen fra vore Øine. Gjennem de brudte Skyer glimte gjentagne Lyn. Vi drives ud af Løbet og vanke om paa blinde Vover. Palinurus selv tilstaaer, at han ei kan skjælne mellem Dag og Nat paa Himmelen og kjende ei Veien midt paa Bølgen. I tre Dage og ligesaa mange stjerneløse Nætter vanke vi saaledes uvisse om paa Søen i Mulm og Mørke. Først paa den fjerde Dag syntes omsider et Land at hæve sig, langt borte at fremvise Bjerge og ophvirvle Røg. Seilene dale. Vi reise Os til Aarerne; ufortøvet omdreie de stræbende Søefolk Skummet og bortfeie Lasuren [det azurblaa hav].

     Reddet fra Bølgerne modtage Mig allerførst Strophadernes Strandbredde. Paa det (85) store Jonerhav hæve sig nogle Øer, kaldte med det græske Navn Strophader, hvilke den usalige Celæno og de øvrige Harpyier beboe, efterat Phineus's Palats var spærret for dem, og de af Frygt forlode de forrige Taffler. Et fælere Uhyre er ei til; ei er en grueligere Pest og Guds Forbandelse opstegen fra de stygiske Bølger. Jomfrueligt er Fuglenes Aasyn, saare stinkende Bugens Udflydelser, Hænderne krogede og Kinderne stedse blege af Sult.

     Da Vi, drevne herhid, vare løbne ind i Havnene, see! - da skue Vi nogle glade Tyrehjorde, adspredte paa Markerne, og Gjeddeflokke i Græsset uden Vogter. Vi falde an med Staalet og indbyde Guderne, ja selve Jupiter til Deel i Byttet. Derpaa opreise Vi Bænke paa krumme Strandbred og mættes af de fede Retter. Men pludseligen med skrækbringende Rullen kommer de fæle Harpyier ned fra Bjergene, ryste med Susen deres Vinger, bortrøve Retterne og besudle Alt med forgiftende Urenlighed; derpaa høres et usaligt Skrig under den afskyelige Stank. Atter opreise Vi Bordene ved lange Viig, i Hulningen af en Klippe, trindt om indesluttede af kneisende, skyggefulde Træer, og lægge igjen Ild paa Arnen. Atter indfinder sig den tudende Skare fra en anden Himmelegn, fra usete Skjulesteder, omflagrer Byttet med krogede Fødder, og besmitter Retterne med Munden. (86)

     Da byder Jeg Reisefællerne at gribe Vaaben og føre Krig med denne usalige Slægt. De efterkomme Befalingen, fordele Sværdene, dækkede omkring i Græsset, og gjemme de forborgne Skjolde. Derfor, da hine nedrullende udgave Hvinen omkring paa de krumme Strandbredde, giver Misenus fra høie Baune et Tegn med hule Kobber. Strax angribe Reisefællerne og prøve en selsom Kamp, for med Staalet at skjænde de afskyelige Søefugle. Men ei annamme disse nogen Skade paa Fjedrene, ei noget Saar paa Ryggen og rulle med fage Flugt op mod Stjernerne, efterladende det halvædte Bytte og stinkende Spoer. Ene Celæno blev siddende paa steile Klippe, den ulykkelige Sangerinde, der af Brystet udstøde disse Toner: "Krig! - endog Krig ruste I, Laomedons Yngel! Eder til at paaføre Os for de dræbte Øxne og fældte Studlinge? De uskyldige Harpyier ville I fordrive fra deres Fædres Rige? - Annammer da disse mine Ord og fæster dem i Eders Sjel! Hvad Alfader har forudsagt Phøbus, og Phøbus Apollo Mig, det skal Jeg, den ældste af Furierne, forklare Eder: "Italien søge I paa Eders Fart - ved anraabte Vindes Hjelp skal I komme til Italien; dens Havne skal det tillades Eders at løbe ind i. Men ei skal I omringe den forundte Stad med Boldverker (87) førend en usalig Hunger, til Hævn for det uretfærdige Drab paa vore Øxne, tvinger Eder til at fortære Bordene, knuste med Eders Kindbeen." 03

     Saa talede Celæno og fløi tilbage til Skoven, reven hen af Fjedrene. Men hos Reisefællerne stivnede Blodet, koldt af pludselig Angest; Modet faldt; ei længere med Vaaben, nei med Løfter og Bønner byde de at æske Fred, hvad enten de ere Gudinder eller usalige, afskyelige Fugle. Hvorpaa Fader Anchises tilsiger forskyldte Høitider paa Strandbredden og med udbredte Hænder anraaber de mægtige Guddomsvæsener: "Guder! afværger hine Trudsler! Guder! afvender saadant Vanheld og bevarer naadigen de Fromme!" - Derpaa byder han at trække Rebet fra Strandbredden og udvikle de løsnede Toug. Notus udspænder Seilene; Vi fare paa skummende Bølger, hvorhen Vind og Styrmand bestemmer Løbet. Midt paa Voven kommer skovrige Zacynthus til Syne og Dulichium og Same og Neritos med de steile Klipper. (88) Vi undflye Ithacas Skjær, Laertes's Riger, og forbande den grumme Ulysses's Moderland. Strax opstiger Bjerget Leucatas skydækte Toppe og Apollos Tempel paa Actium, frygtet af Søemændene. Dette søge Vi mødige, skride frem mod hin lille Stad. Ankeret kastes ned fra Forstavnen, strax vende Bagstavnene mod Strandbredden.

     Saa bestige Vi omsider uhaabede Land, rense Os for Jupiter, antænde i Kraft af vore Løfter Ild paa Alterne og ved iliske Lege forherlige Actiums Strandbredde. Blottede, med nedrullende Olje, anstille Reisefællerne fædrelandske Legemsøvelser. Det glæder Os at have undgaaet saa mange argoliske Byer og undflyet midt imellem Fiender. Imidlertid har Solguden omvæltet sig et helt Aar, og Iis og Vinter og Aqviloner [nordenvinde] opirre Voverne. Et hult Kobberskjold, baaret af store Abas, fæster Jeg paa Templets Stolper ligefor Indgangen og betegner Sagen ved denne Indskrift: "Æneas helliger disse Vaaben, tagne fra de seirende Danaer." - Derpaa byder Jeg Mandskabet at forlade Havnen og sidde paa Roerbænkene. Kappevis slaae Reisefællerne Havet og feie Vandfladen. Strax tabe Vi Phæacernes himmelhøie Borge af Syne, glide forbi Epirus's Strandbredde, løbe ind i den chaoniske Havn (89) og skride frem til Buthrotum, den høitliggende Stad.

     Her fylder dette utrolige Rygte vore Øren: At Priamus's Søn, Helenus, hersker over græske Stæder, at han er i Besiddelse af Pyrrhus's Ægteseng, og at Andromache er atter bleven en fædrelandsk Ægtemand til Deel. - Jeg svimlede; mit Hjerte antændtes af en ubegribelig Lyst til at tale med Manden og erfare saa vigtige Hændelser. Jeg træder ud af Havnen, forladende Flaaden og Strandbreddene. Just da var det, at Andromache i en Lund uden for Staden ved den uægte Simois's Bølger offrede til Hectors Aske festlige Maaltider og sørgelige Gaver, og fremmanede hans Skygger ved den tomme Høi og de tvende Altere, som hun havde helliget for der at græde. Da hun øinede Mig kommende, og, ude af sig selv, saae troiske Vaaben trindt omkring, stivnede hun midt under Beskuelsen, forfærdet ved de store Vidundere; Varmen forlod Benene; hun segner, og endeligen efter lang Tids Forløb taler afmægtig: "Nærmer Du Dig til Mig i din sande Skikkelse, som et sandt Bud, Søn af Gudinden? Lever Du? Eller, dersom Livets hulde Lys er veget fra Dig, hvor er min Hector?" - Saaledes spurgte hun, udgjød Taarer og fyldte Stedet med Skrig, - Neppe formaaer Jeg korteligen at svare den (90) Sværmende og forvirret udstammer disse afbrudte Ord: "Vel lever Jeg; tvivl ikke; thi Du seer noget Virkeligt; men Livet hendrager Jeg i allehaande Farer. Ak! hvilke Hændelser have mødt Dig fra det Øieblik, Du blev berøvet din store Ægtefælle? Eller har nogen fuldeligen værdig Skjæbne besøgt Dig? Hectors Andromache! - Vedligeholder Du endnu Ægteforbindelsen med Pyrrhus?"

     Andromache nedslog Øinene og med nedstemt Røst svarede: "O! lykkelig fremfor alle Priamus's Døttre var Polyxena, der blev befalet at offres ved Fienden Achilles's Grav uden for Trojas høje Mure. Hun undgik al Lodkastning og betraadte ei som Krigsfange den seirende Herres Leie. Vi andre derimod, som efter opbrændte Fædrestad bleve slæbte om paa fjerne Vandflader, have døiet den achilleiske Stammes Forhaanelser og Ynglingens Tyrannie, sukkende under Trælleaaget. - Derefter valgte Pyrrhus en spartansk Brud, den ledæiske Hermione, og overlod Mig, sin Trælinde, Trællen Helenus i Vold. Men Orestes, opflammet af heftig Kjerlighed til den bortrøvede Ægtefælle og formedelst sine Misgjerninger omtumlet af Furierne, angreb Hiin uberedt og myrdede ham ved Alterne, opreiste for hans Fader. Ved Pyrrhus's Død skjænkedes en Deel af hans Riger til Helenus, der efter (91) Trojaneren Chaon kaldte disse Marker chaoniske, ligesom hele Landet Chaonien, og her paa disse Aaser opreiste det iliske Borg, Pergama. - Men Du - hvilke Vinde, hvilke Skjæbner bestemte din Fart? Hvilken Gud koglede Dig uafvidende hen til vore Kyster? End Sønnen, Ascanius - lever han endnu? Indaander han endnu Himmelens Luft? Føler han, skjønt Dreng, nogen Sorg for sin tabte Moder? Ansporer baade Faderen Æneas og Farbroderen Hector ham til gammel Mandomsaand?"

     Saadan Tale førte hun grædende og udstødte lange, frugtesløse Væklager; da kommer Helten Helenus fra Staden med et stort Følge. Han gjenkjender sine Venner, fører Os glad til Portene og under ethvert Ord udgyder Taarestrømme. Jeg gaaer videre, gjenkjender det lille Pergama og Troja, afbildet efter det store, og en sagterislende Bæk med Xanthus's Navn, og omfavner Stolperne ved Porten Scæa. Ogsaa de øvrige Teucrer indlades tilhobe i Vennestaden. Dem gjæstede Kongen i de vide Buegange. Oppe paa Slottet ere Retterne fremsatte paa Guldfade og med Offerskaalene i Haanden udgjød man viinsvangre Bægere.

     Allerede er een, allerede tvende Dage gangne hen; Zephyrerne raabe: "Hisser Seil!" - og (92) svulmende oppustes Seildugene af Auster ["den udtørrende," søndenvinden]. Nu træder Jeg hen til Sangeren og med disse Ord spørger saaledes: "Spire af Tros! Gudernes Tolk! Du, som kjender Phøbus's Indskydelser, kjender Trefødderne og Clarius's Laurbærlunde og Stjernerne og Fuglenes Skrig og lynsnare Vinges Varsler, (4) kom og tolk! - thi ethvert Andagtssted har tilsagt Mig heldig Fart og alle Guder have kraftigen raadet Mig at søge Italien og prøve langtbortliggende Lande; ene Harpyen Cæleno udskreg et sælsomt, grueligt Jertegn; hun bebudede sørgelige Straffedomme og en afskyelig Hunger - hvilke Farer skal Jeg især undgaae? hvad skal Jeg vælge, for at kunne beseire saa store Gjenvordigheder?"

     Hvorpaa Helenus, efter først sømmeligen at have stinget Øxnene, nedbeder Gudernes Velsignelser, løser Bændlerne om det indviede Hoved og selv ved Haanden leder Mig beængstet, gjennemtrængt af hele din Guddom, hen (93) til dine Porte, Phøbus! Derpaa qvædede den hellige Mand disse Spaadomme, hentede fra Gudens Læber: "Søn af Gudinden! - thi, at Du vandrer over Dybet hen til store Foretagender, er indlysende Sanddhed; saa ere Skjæbnerne, dem Gudernes Konge tildelede, saa Gjengjeldelserne, dem han besluttede, saa den bestemte Orden. - Lidet af det meget, som forestaaer, skal Jeg i Talen fremstille Dig, for at Du destomere ubekymret kan befare de fremmede Vandflader og ligge i ausoniske Havn; thi det Øvrige formene Parcerne Dig at vide, forbyder Juno Mig at tolke.

     "Jeg begynder. Den Deel af Italien, som Du allerede indbilder Dig at være nær, hvis Nabohavne Du uvidende ruster Dig til at trænge ind i, er vidt adskildt herfra ved en lang, ubanet Vei og ved lange Jordstrækninger. Forud maae Du svaie Aaren i trinacriske Bølge, forud besøge paa Snækkerne ausoniske Vandflade, besøge Avernersøen og Circes's Øe, førend Du tryggeligen kan opreise Staden i Landet. Tegnene skal Jeg sige Dig; dem gjemme, beholde Du i Sjælen! - Naar Du tungsindig ved en afsides Flod, under Stenegerne paa Strandbredden, finder en vældig Soe liggende forløst med tredive Fostere, udstrakt paa Jorden, hvid, med hvide Unger omkring Yverne, see! - der er Stedet for Staden, (94) der sikker Hvile efter Gjenvordighederne. Ei gyse Du for Bordenes vordende Spisning! Skjæbnen skal finde Udvei, og anraabet skal Apollo staae Dig bi. Men disse Lande, disse Italiens Kyster, som nærmest beskvulpes af vort brusende Hav, dem undflye Du! alle Byerne beboes af de slemme Græker. Her have Locrerne fra Narycium opreist deres Mure; De sallentinske Marke har lyctiske Idomeneus besat med sine Krigere; hist er Høvdingen melibøiske Philoctetes's lille Petilia, forsvaret ved en Muur.

     "End mere: Naar din Flaade har sat over disse Vandflader og ligger i Havn, og Du nu vil betale Løfterne ved de paa Strandbredden opreiste Altere; da komme Du ihu at indhylle dine Lokker med et Slør, med et purpurisk Klædebon, for at der ei ved den hellige Offerild, midt under Gudernes Høitid, skal møde nogen fiendtlig Skikkelse, der kan forstyrre Andagten. Denne Offerbrug beholde Reisefællerne, beholde Du selv, denne Religionsskik vedblive dine rettroende Sønnesønner.

     "Men, naar Du, dragen herfra, føres af Vinden hen mod den siculiske Kyst, og de trange Stier ved Pelorum aabne sig smalt; da søge Du ved en lang Omvei det venstre Land, de venstre Vandflader; den høire Strandbred, de høire Vande undflye Du. - Disse Steder, (95) fordum rystede ved et uhyre, vældigt Jordskjælv, brast, fortæller man, omsider, skjønt begge Lande vare tilforn et eneste - saa meget mægter Ælden og en lang Rad af Aarhundreder at forandre - tilsidst traadte Oceanet i Midten, der ved Bølgernes Vælde rev den hesperiske Strandbred fra den siculiske og skyllede ind mellem Markene og Byerne, der nu ligge paa Strandbredden, adskildte fra hinanden ved trange Malstrøm. Den høire Standbred har Scylla besat, den venstre hiin uforsonlige Charybdis, som trende Gange nedsluger de uhyre Vover i Dybet, i Afgrundens nederste Svælg, men atter hæver dem vexelviis op mod Luftegnene og med Bølgen rammer Stjernerne. - Scylla derimod, som stikker Hovedet frem og trækker Snækkerne ind mellem sine Steenmasser, indsluttes i en Hule med skumle Afkroge. Det Øverste er en menneskelig Skikkelse, en Pige med et skjønt Bryst lige til Lænden; det Nederste et Søeuhyre med en græsselig Krop, en Delphinsvans, føiet til en Ulvebug. Bedre er det at skue Trinacrias kegleformede Pachynum, og, skjøndt Du derved sinkes, at gjøre den lange Fart rundt om Øen, end blot een Gang at see Vanskabningen Scylla i hendes uhyre Grotte og hine Steenmasser, gjenlydende af de mørkeblaae Hunde. (96)

     "Fremdeles, besidder Helenus nogen Oplysning, besidder Skjalden nogen Tiltroe, fylder Apollo hans Sjæl med Sandheder; dette, ene Dette vil Jeg forudsige Dig, Søn af Gudinden! gjentage det vil Jeg, ja atter og atter minde derom: Den store Junos Guddom være den første, Du bedende knæfalder, Juno qvæde Du villigen Løfter, og denne mægtige Beherskerinde bøie Du ved ydmyge Bønner! Da skal Du omsider seirende slippe fra Trinacria og udlades til de italiske Grændser.

     "Men, naar Du, dreven didhen, er kommen til Staden Cumæ, til Profetindens Søer, til Avernen, omsuset af Skovene; den begeistrede Sangerinde maae Du da besøge, hende, der ved Klippens Fod qvæder Skjæbnerne og til Blade overantvorder Navne og Mærker. Qvadene, dem Pigen ridsede paa disse Blade, ordner hun tællende og forlader dem, indsluttede i Grotten. Hine forblive paa Stedet ubevægeligen, ei vige de ud af Ordenen. Men, hvis en svag Vind ved Hængselets Omdreining bevifter dem, og Døren ved at aabnes forvirrer det spæde Løv, aldrig tænker hun siden paa at gribe disse i hule Fjeld omflagrende Blade, heller ikke at fornye Stillingen eller samle Qvadene. Ubesvarede gaae de Spørgende bort og bande Sibyllas Bolig. Her maae ei Opoffrelsen af nogle Øjeblikke - om (97) end Reisefællerne knurre, om end Vinden vældigt raaber: Paa Dybet! Seil op! om Du end ved heldig Kuling kan udfylde alle Seilenes Skjøder - være Dig saa vigtig, at Du ei gaaer hen til Sangerinden og bedende æsker Orakelsvarene. Selv qvæde hun disse, naadig oplade hun Mund og Stemme. Hun skal fremstille Dig Italiens Folkefærd, fremstille de vordende Krige, og hvorlunde Du skal undflye og udholde enhver Møie. Ja heldig Fart skal hun tilbedet forlene Dig.

     "See! Dette er Alt, hvad der tillades Dig gjennem min Mund at underrettes om. Velan da! drag hen og hæv Troja, stor ved Skjæbnen, op til Ætheren!"

     Efterat Skjalden med venlig Stemme havde tolket Dette, befaler han derpaa Gaver, tunge af Guld og udskaaret Elfenbeen, at føres til Snækkerne; i Rummet opstabler han vældigt Sølv, dodonæiske Kjedler, et treringet Pantser, sammenføiet med gyldne Hager, en straalende Hjelmkam og vaiende Plumaser, Neoptolemus's Rustninger. Ogsaa for Faderen ere der særegne Gaver. Han tilføier Gangere, tilføier Beridere, udfylder Roerkarlenes Antal og udruster Reisefællerne tilhobe med Vaaben.

     Imidlertid bød Anchises at tilberede Flaade og Seil, for at der intet Ophold skulde skee (98) ved drivende Kuling. Ham tiltaler Phøbus's Tolk med megen Ærefrygt: "Anchises! værdiget Venus's stolte Ægteseng, Du, Gudernes Yndling, tvende Gange udrevet af Pergamas Ruiner, hist seer Du Landet Ausonia. Dette ile Du til paa Seilerne; dog denne Side maae Du nødvendigen seile forbi; langt borte er den Deel af Ausonien, som Apollo aabner for Dig. Drag hen, O Du lykkelige ved saa øm en Søn! - Hvi gaaer Jeg videre og ved min Tale hindrer Dig fra at nytte de opstigende Austrer?"

     Ogsaa Andromache, kummerfuld over denne vor sidste Bortgang bringer Ascanius Klæder, udsyede med Guldtraade, og med en phrygisk Krigskappe - ei viger hun Manden i Æresbevisninger - med Gaver af vævede Tøier overvælder hun Drengen og taler saaledes: "Modtag dette som et Vidne om den evige Kjerlighed, Andromache, Hectors Hustrue, føler for Dig! Annam disse dine Venners sidste Gaver, O Du, det eneste tilbageblevne Billede af min Astyanax! Saadanne Øine, saadanne Hænder, saadanne Ansigstræk havde han; ogsaa han havde nu staaet i Ungdoms Blomster, jævnaldrende med Dig."

     Her brast Jeg i Graad og ved Bortgangen tiltalede dem saaledes: "Lever lykkelige I, hvis Skjæbne er allerede fuldendt! Vi kaldes (99) fra Ulykker til Ulykker; for Eder er Hvilen beredt; ingen Havflader skulle I pløie, ei opsøge Ausoniens stedse tilbagevigende Vanger. Xanthus's Afbildning skue I og det Troja, som Eders Hænder skabte, dog under heldigere Varsler - det ønsker Jeg - og mindre tilgjængeligt for Grækerne! Kommer Jeg nogensinde til at løbe ind ad Tiberen, til at betræde Tiberens Nabovanger, til at skue Murene, skjænkede min Slægt; gjøre skal Vi da de blodsforbundne Stæder, Broderfolket i Epirus og Hesperien, der har havt samme Anherre i Dardanus og samme Hændelser - begge disse Troerstater skulle Vi i Sindelag gjøre til en Eneste. Denne Aand besjæle vore Sønnesønner!"

     Vi drage ud paa Søen forbi de nærliggende Ceraunier, hvorfra Veien er til Italien, en saare stakket Fart over Bølgerne. Imidlertid daler Solen, og formørkede omskygges Bjergene. Vi lægger Os i Skjødet af ønskede Jord ved Bølgen - forud havde Vi valgt Nogle at blive ved Aarerne - og adspredte pleie vore Legemer paa tørre Strandbred. Slummeren udgyder sig over de trætte Lemmer. Endnu havde ei Nor [nat], ført af Stundgudinderne, betraadt det Midterste af Kloden. Ei seendrægtig stiger da Palinurus op af Leiet, udspeider alle Vinde, opfanger med Øret (100) Luftens Bevægelser og skuende rundt omkring bemærker alle paa tause Himmel fremglidende Stjerner: Arcturus, de sludbringende Hyader, de tvende Trioner og Orion med gyldne Rustning. Da han saae Alt roligt paa skyfrie Himmel, gav han et tydeligt Tegn fra Bagstavnen. Vi bryde op, tiltræde Veien og og udspile Seilenes Vinger.

     Allerede rødmede Aurora - Stjernerne ere forjagne - og da øinede Vi dunkelt lave Italiens fjerne Høie. "Italien!" - raaber først Achates; Italien! hilse Reisefællerne med Fryderaab. Derpaa bekranser Fader Anchises den store Kumme, fylder den med Most og staaende paa Bagstavnen beder til de guddommelige Væsener: "Guder, Havets og Jordens og Stormvindenes Beherskere! Letter Veien ved Medbør og signer Os naadigen!" - Nu forstærkes de ønskede Vindpust, den sig nærmende Havn aabner sig allerede, og Minervas Tempel paa Høien kommer til Syne. Vore Reisefæller samle Snækkernes Seil og dreie Forstavnene mod Strandbredden. Havnen er af Østerhavet krummet som en Bue; de modvendte Skjær skumme af salte Stænk; selv ligger den i Baggrunden. De taarnede Klipper, lige en Muur, nedsænke begge Deres Arme, og Templet flygter tilbage fra Strandbredden. – Her saae Jeg det første Varsel: fire snehvide (101) Gangere, afgnavende Græsset vidt omkring paa Marken. Da udbryder Fader Anchises! "Krig bebuder Du, fremmede Land! Til Krig væbnes Gangerne; Krig truer dette Slags Hjorde med. Dog, de samme fireføddede Dyr ere og fra Fordums Dage vante til at gaae for Vognen og eendrægtigen taale Aaget og Tømmerne. Haab om Fred er her ogsaa." - Derpaa bønfalde Vi skjoldvæbnede Pallas's hellige Guddom, der først modtog Os jublende; forved Alterne oversløre vi vore Hoveder med phrygisk Klædebon og i Følge Helenus's Formaninger, den han saa alvorligen gav Os, antænde sømmeligen for argiviske Juno de befalede Hædersgaver.

     Intet Ophold: strax, efter ordentligen opfyldte Løfter, vende Vi de seilklædte Raamuler mod Vinden, forladende Grækernes Palatser og mistænkte Vanger. Herpaa øines Bugten ved herculiske Tarent - hvis Rygtet er sandt. - Ligeoverfor hæver sig guddommelige Lacinia og Caulons Bakker og skibbrudvoldende Scylaceum. Siden øines langt ude paa Dybet trinacriske Ætna, og i fjernet Afstand høre Vi Søens vældige Stønnen og de bankede Stene og brudte Stemmer ved Strandbredden. Vandene springe i Vejret; af Brænningen oprøres Bundsandet. Nu siger Fader Anchises: "Visseligen er dette hiin Charybdis, dette Klipperne, (102) dette Stenmasserne, de skrækkelige, dem Helenus qvædede. Redder Os Brødre! og reiser Eder forenede til Aarerne!" - De gjøre det befalede. Først dreiede Palinurus knagende Forstavn mod de venstre Bølger; den Venstre søgte hele Mandskabet med Seil og Aarer. Op mod Himmelen hæves Vi paa krummede Svælg og atter synke paa dalende Bølger ned til Underverdenens Skygger. Trende Gange tudede Klipperne mellem de hule Steenmasser; trende Gange saae vi Skummet opslynget og Stjernerne beduggede.

     Imidlertid forlod Vinden tilligemed Solen de Mødige, og ubekjendte med Veien rulle Vi hen mod Cyclopernes Kyster. Ogsaa her en vældig Havn, urørt af Vindenes Anfald; nærved tordner Ætna med skrækbringende Brag. Stundom udstyrter det mod Ætheren en mørk Røgskye med beegsort Hvirvel og gloende Emmer, og hæver i Veiret Ildkugler, der kysse Stjernerne. Stundom udspyer det optaarnede Klippestykker, løsrevne fra Bjergets Indvolde, og stønnende ophvirvler mod Luftegnene smeltede Stenmasser, medens det bruser i nederste Bund. Et Sagn fortæller, at Enceladus's Legeme, forbrændt af Lynstraalen, trykkes af denne Kolos, at vældige Ætna, lagt ovenpaa, udaander Flammen gjennem de brudte Kaminer, at, naar Hiin ombytter (103) mødige Lend, ryster dundrende hele Trinacria og indhyller Himmelen i Røg. - Den Nat kjæmpede Vi, dækkede af Skoven, med visse græsselige Særsyn, uden at kunne opdage Aarsagen, der frembragte denne Lyd; thi ei tindrede noget lysende Himmellegeme, ei opklaredes Polen af Stjerneglandsen; nei idel Skyer paa mørke Horisont, og Luna holdtes af stormende Nat indsluttet i Regnskyer.

     Allerede er Morgenstjernen den følgende Dag oprunden, allerede har Aurora bortfjernet Luftens de beduggende Skygger, da pludseligen en forbausende Skikkelse af en ukjendt Mand, hentæret, yderligen afmagret, i den ynkværdigste Tilstand, træder ud af Skovene og ydmygtbedende strækker sine Hænder mod Strandbreddene. Vi see Os om - Intet, uden afskyeligt Smuds, et nedhængende Skjæg og et Dække, sammenføiet med Torne; i det Øvrige en Græker, fordum sendt til Troja med Faderens Rustninger. Ved langt borte at øine de dardaniske Dragter og troiske Vaaben vaklede han en liden Stund, forfærdet ved dette Syn, og standsede Fjeddene; flux begav han sig hovedkulds ned til Strandbredden med Graad og Bønner: "Ved Stjernerne besværger Jeg Eder - saa talede han - ved de høiere Væsener, ved dette Himmellys, hvori Vi aande, tager Mig op, Teucrer! fører Mig til hvilke (104) Lande som helst. Dette skal være Mig nok. Vel veed Jeg, at Jeg har været Een af Dardanernes Stridsmænd; Jeg nægter ikke, at Jeg har bekriget de iliske Penater. Men, er der saa meget fornærmende i denne Brøde, adspreder Mig da om paa Voverne, nedsænker Mig i grændseløse Ocean! Omkommer Jeg endog - Vel! - glæde Mig skal det dog at være omkommet ved Menneskehænder."

     Saa talede han og knælende slyngede sig fast om mine Knæe. Vi opmuntre ham til at tolke, hvo han er, af hvilket Blod han er udsprungen, at bekjende, hvilken Skjæbne der siden har forfulgt ham. Selv min Fader Anchises giver ufortøvet Ynglingen sin Høire og ved dette kraftige Pant styrker hans Sjæl. Hiin aflagde omsider Angesten og taler:

     "Jeg er fra Ithaca, det er mit Fædreland; Jeg var den ulykkelige Ulysses's Ledsager; mit Navn er Achemenides; til Troja reiste Jeg fra min fattige Fader, Adamastus - gid min Forfatning var vedbleven! - Her, i Cyclopens uhyre Grotte glemte mine Reisefæller Mig efter sig, i det de skjælvende forlode hans grusomme Porte. Huset, indvendigen skummelt og vældigt, er fyldt med Ædder og blodige Retter. Selv steil banker han de høie Stjerner - Guder! afvender en saadan Pest fra Jorderige! - ei blid af Aasyn, ei venlig i Tale mod Nogen. (105) De Elendiges Indvolde og sorte Blod er hans Føde. Jeg saae selv, hvorledes han med sin store Haand greb Tvende af vort Reiseselskab og tilbagebøiet kylede deres Legemer mod den knusende Klippe midt i Grotten - da svømmede de bestænkede Dørstolper i Ædder. - Jeg saae, hvorledes han tyggede Hines i sorte Saft flydende Lemmer, og de lunkne Leddemode bævrede under hans Tænder.

     "Dog han gjorde det ei ustraffet; Ulysses leed ei Saadant; ei glemte Ithacenseren sig selv under saa stor en Fare; thi, saasnart Hiin, mættet af Retterne, begravet i Vinen, havde lagt nedbøiede Nakke paa Jorden og laae langs hen ad Hulen, den Umaalelige, udspyende i Søvne Ædderen og Stykkerne blandede med blodige Most, anraabe Vi de store Guddomsvæsener, fordele Posterne, stille Os tilhobe, allevegne, rundt omkring, udbore med spidse Spyd Øiet, det vældige, det eneste, som skjultes under bistre Pande, ligt argoliske Skjold eller phøbæiske Fakkel, og hævne omsider glade vore Reisefællers Skygger.

     "Men flygter, o Elendige! flygter og river Touget løst fra Strandbredden; thi hundrede andre afskyelige Cycloper, ligesaadanne og lige saa store, som Polyphemus, der i hule Grotte indslutter uldbærende Flokke og udpresser Yverne, boe tilhobe ved disse Strandbredde og vanke om (106) paa de høje Bjerge. Allerede har Luna trende Gange fyldt sit lysende Horn, siden Jeg henslæbte Livet her i Skovene, i de øde Dyreleier, skuede de uhyre Cycloper ved Klippernes Fod og skjalv ved Lyden af deres Fødder og Stemme. En ynkelig Kost, Bær og grynede Hyben, rakte Grenene Mig, og Urter tilligemed oprykkede Rødder vare min Føde. Bespeidende Alt saae Jeg omsider denne Flaade komme til Strandbredden. Denne besluttede Jeg - hvo den end maatte være - at give Mig i Vold. Nok for Mig at kunne undgaae denne afskyelige Slægt. Berøver I Mig hellere Livet paa hvilken Dødsmaade som helst!"

     Neppe havde han sagt dette, førend Vi saae ham selv paa høie Bjerg bevægende sig med uhyre Tyngde mellem Qvægflokkene, søgende de kjendte Strandbredde, Hyrden Polyphemus, Uhyret, det skrækkelige, det vanskabte, det vældige, berøvet Øjet. En lemlæstet Gran i Haanden styrer og styrker hans Fjed; uldbærende Faar ledsage ham. Dette er hans eneste Vellyst og Trøst i Ulykken. Efterat han havde naaet de dybe Vover og var kommen til Havet, afskyllede han Blodet, flydende ned fra det udgravede Øje, og sukkende skjar Tænderne. Allerede er han vandret langt ud paa Vandfladen, og endnu har ei Bølgen vædet de steile Lender. Skjælvende flygte Vi med Iil (107) langt derfra, og kappe stiltiende Touget, - den Ydmygtbedende optoges, saa fortjente han - og ludende forover feie Vi kappeviis Havets Flader med Aarerne. Dette fornam han og dreiede Fjeddene efter den plaskende Lyd. Men, da det ei er ham muligt at gribe Os med Høiren og han ei mægter under Forfølgelsen at veie op mod de joniske Vover, hæver han et umaadeligt Skrig, hvorved Oceanet og alle Bølger skjælvede; dybt inde forfærdedes Italias Land, og Ætna brølede i de hule Hvælvinger. Opvakt styrter nu Cyclopernes Hær fra Skovene og de høie Bjerge ned til Havnene og fylder Strandbredden. Der see Vi dem staae med forgjæves bistre Blik, denne skrækkelige Skare, hine Ætnas Brødre, hævende de høie Hoveder mod Himmelen, ligesom himmelhøie Ege og nødbærende Cypresser, Jupiters høie Skov eller Dianas Lund, naar de staae paa kneisende Bjergisse. - Hovedkuls bragte den heftige Frygt Os til at udfolde Tougene og udspile vore Seil for de gunstige Vinde, hvor de endog førte hen. Derimod havde Helenus raadende formanet Os til ikke at løbe op mellem Scylla og Charybdis, der begge vilde styrte Os i Døden. Besluttet blev det altsaa at seile tilbage. Men see! Boreas er der, udsendt fra Trangstien ved Pelorum. Jeg drager forbi Pantagias Mundinger, (108) indsluttede af naturlige Stene, forbi Bugterne ved Megara og det lavtliggende Thapsus. Disse Strandbredde viste Os Achemenides, den ulykkelige Ulysses's Ledsager, forhen befarede gled han dem nu atter forbi.

     Langs med sicaniske Bugt ligger en Øe ligeover for bebølgede Plemmyrium, Forfædrene have kaldt den Ortygia. Et Sagn melder, at Aaen Alpheus fra Elis gjorde hidhen sine skjulte Vandringer under Havet, han, som nu i din Munding, Arethusa! blandes med de siculiske Vande. Opfordrede af Anchises knæfalde Vi Stedets store Guddomme. Derfra styrer Jeg forbi overskyllende Helorus's fede Jordbunde. Herpaa gnide Vi Pachynums høie Skjær og fremstaaende Klipper. Nu kommer langt borte Camerina til Syne, af Skjæbnen aldrig tilladt at røres, og Gelous's Marker og det skrækkelige Gela, opkaldt efter Floden. Derefter fremviser steile Acragas langtfra de store Bolverker, Acragas, der fordum frembragte de mødige Gangere. - Der gaves Os Vind; Jeg forlader Dig, palmerige Selinus! og glider hen over Lilybæums vanskelige Grunde med de usete Skjær. Herpaa modtager Os Drepanums Havn og ublide Kyst. Her er det, hvor Jeg, omdreven af saa mangen Storm paa Søen, mister - ak! - min Fader Anchises, denne Trøst i al min (109) Sorg og Qvide. Her forlod Du, bedste Fader! ak! forgjæves udreven af saa mange Farer, Mig mødige. Ei havde Skjalden Helenus - saa mange Rædsler han endog bebudede - ei usalige Celæno forudsagt Mig denne Kummer. Dette var min sidste Kamp, dette Maalet for de lange Omvandringer. Afreist herfra drev Guden Mig hen til Eders Kyster.

     Saaledes fortalte Fader Æneas ene - Alle vare idel Øre - Gudernes Tilskikkelser og fremstillede Søereiserne. Omsider taug han, og, efter at have endt, lagde sig til Hvile.

OVERSIGT

Noter:

01  Doris.

02  Ved dette Land mener Digteren Øen Delos.

03  Dette sigter til Noget, som opfyldtes strax efter Trojanernes Ankomst til Italien, hvilket Digteren fortæller i den syvende Bog af dette Heltedigt; thi af Mangel paa Borde satte de Maden paa nogle Brødkager, hvilke de tilsidst ogsaa spise, og fortærede saaledes deres saakaldte Borde.

04  Meningen af dette Sted, hvori Digteren dristigt og med Enthusiasme udtrykker en Gjenstand, som opvækker Enthusiasme, er denne: Du, som veed, hvad Pythia føler, naar hun sidder paa den treføddede Stoel i Delphi for at spaae, hvad Apollos Præst føler, naar han besjæles af sin Gud i Laurbærlunden ved Byen Claros, Du, som forstaaer at spaae af Stjerner, af Fuglenes Skrig og Flugt, o. s. v.