Indledning til fjerde Bog.

Dido bliver ganske forelsket i Æneas; hun kan ikke sove af Kjerlighed. Den følgende Dag fortæller hun sin Søster, Anna, de urolige Drømme, hun har havt i Anledning af den herlige Gjæst, der er ankommen. Hun forsikkrer, at hvis det ei havde været hendes faste Beslutning, aldrig mere at indlade sig i Ægteskab, kunde maaskee denne Fremmede have bragt hende til at forandre sin Beslutning. Men hun ønsker hellere at døe den skrækkelige Død, end at overtræde Ærbarhedens Love. - Anna beklager sin elskede Søster at hun ei nogensinde skal føle en Moders Glæder. Hun samtykker i, at Dido hidindtil har afvist Kong Jarbas og alle de øvrige africanske Fyrster, som har beilet til hende, og mishaget hende; med Æneas derimod er det ikke saa. Desuden bør hun betænke, at hun omgives af idel krigerske Folk, som: Numiderne, Gætulerne, Barcæerne, og flere; ikke at tale om de Krige, hendes Broder, Pygmalion i Tyrus, truer med. Det er sikkert en Guds Bestyrelse, at Æneas er kommen til Carthago. Ved Forbindelse med ham skal denne Stat snart blive stor og mægtig. Tilsidst (45) raader Anna sin Søster til, under adskillige Forevendinger at overtale Gjæsten til at forblive nogen Tid. - Ved disse Forestillinger gjør hun Søsteren endnu mere forelsket. 1 - 55.

     Derpaa gaae de tilsammen hen i Templerne og offre til Ceres, Lyæus eller Bacchus og især til Juno, Ægteskabers Beskytterinde. Dido adspørger ogsaa Dyrenes Indvolde. Imidlertid fortæres hun af Kjærlighed og vanker rasende om i Staden, liig en Hind, der er truffen af en Piil i de dictæiske eller cretensiske Skove. Hun gaaer omkring i Staden med Æneas og viser ham dens Herligheder. Ved Aftensmaaltidet ønsker hun igien at høre hans Historie og er idel Øre. Ved hans Bortgang henfalder hun i den dybeste Tungsindighed, seer ham i Aanden, trykker Ascanius til sit Bryst, tilsidesætter Statens Anliggender og lader de offentlige Bygninger staae hen. 55 - 90.

     Saasnart Saturnia, eller Juno mærkede Didos Kjærlighed, taler hun til Venus og spotter først over at Venus og hendes Søn har forført Dido til at elske Æneas. Dernæst foreslaaer Juno Venus hellere at være enige og gifte Æneas og Dido sammen. - Venus mærker vel Junos Hensigt, at det ikke er af Godhed til Æneas, men for at hindre ham fra at komme til Italien; ikke destomindre vil hun dog Dette hellere, end ligge i evig Strid med Juno, naar kun (46) Skjæbnen og Jupiter vil tillade, at Carthaginenserne og Trojanerne blive eet Folk. Venus beder, at hun vil udforske Jupiters Sindelag i denne Henseende. - Juno svarer, at hun nok skal sørge herfor og fortæller, hvorledes hun vil bære sig ad, for at naae sin Hensigt med de to Forelskede. Venus bifalder med et Smil. Denne Gudinde kaldes og Cytherea, af Øen Cythere i det middellandske Hav, hvor hun især dyrkedes. - Den følgende Dag tidlig om Morgenen gaaer Dido, Ascanius og Æneas ud paa Jagt. Æneas lignes i Skjønhed med Apollo, der kommer fra Lycien, et Landskab i det sydlige Lilleasien, hvor Floden Xanthus løber igjennem, besøger sit Fødested, Øen Delos, og Bjerget Cynthus, og hører de Lovsange, der istemmes af adskillige Folkeslag, som her bringe ham Gaver. Iblandt disse Folkeslag nævnes blot Cretenser fra Creta, Dryoper fra Thessalien i Grækenland og Agathyrser fra Scythien. De kaldes malede; fordi de malede deres Ansigter enten af Forfængelighed, eller for at see frygtelige ud, eller for at forsvare sig mod Kulde og Fluer, hvoraf der var en stor Mængde i de Lande. Midt under Jagten bliver Himmelen efter Junos Foranstaltning ganske overtrakt, og der udbryder et skrækkeligt Uveir. Herover søge de Øvrige af Jagtselskabet et Skjul, hver paa sit Sted, men Dido og Æneas komme hændelsesvis sammen i een (47) Grotte, hvor deres ulykkelige Forbindelse sluttes. 90 - 172.

     Strax forkynder Fama denne Tildragelse overalt. Her indflettes en Beskrivelse over Famas Udseende, Hurtighed og Oprindelse; at hun er en Datter af Jorden eller Terra, der bragte dette Uhyre til Verden af Hævngjerrighed, fordi Guderne havde nedstødt hendes Sønner, Cøus og Enceladus i Underverdenen. - Dette Rygte kommer og for Kong Jarbas's Øren. Jarbas var en Søn af Jupiter, med Tilnavn Hammon, og af Nymphen Garamantis. Han regjerede i Maurusia, eller Mauritanien og Numidien, Dele af det nuværende Algier og Marocco. Han havde opreist sin Fader, Jupiter, mange prægtige Templer, ansat Præster til hans Tjeneste og bragt ham saavel Madoffere som Drikoffere, hvilke her kaldes lenæisk Hæderssaft af Lenæus, Et af Bacchus's Tilnavne. Nu bebreider Jarbas sin Fader, som han paa saa mange Maader har hædret, at denne dog tillader, at en fremmed Qvinde, som Kongen har gjort meget Godt imod, forsmaaer hans Haand og foretrækker Æneas, hvilken han ligner med Paris i Feighed, og beskriver som qvindagtig, med en Mitra eller et Qvindesmykke paa Hovedet. Dette kaldes mæonisk af Mæonien, et Landskab i Lilleasien, hvis Indbyggere vare meget forkjælede. 172 - 218.

     (48) Herover sendte Jupiter sin Søn Mercurius, som ogsaa kaldes Cyllenius, ned til Æneas og lader Denne vide, at det ikke er hans Bestemmelse at blive i Carthago, men at underlægge sig Italien, og det bør han gjøre, om ikke for hans egen Skyld, saa dog for Sønnen Ascanius's Skyld. Derfor skal han reise. - Mercurius ifører sig sine Talarer eller Vingeskoe og tager sin Stav i Haanden, hvormed han gjør Levende døde og Døde levende. Paa sin Flugt gjennem Luften seer Mercurius sin Morfader, Bjerget Atlas, der bærer Himmelen. Endeligen kommer han til Carthago og finder Æneas sysselsat med Bygningsværket og iført de Smykker, Dido har foræret ham. Mercurius meddeler ham Jupiters Befaling og flyver igjen bort. - Æneas bliver herover ganske forskrækket. Han ønsker vel at reise til sin Bestemmelse; men han seer forud, hvad Indtryk dette vil gjøre paa Dronningen, Ikke destomindre befaler han at udruste Flaaden og beslutter at gribe et heldigt Øjeblik til at aabenbare Dido sit Forsæt. 218 - 285.

     Saasnart Dido mærkede Æneas's Tilberedelser, foer hun rasende gjennem Byen, ligesom Thyaden eller Bacchantinden, naar hun hører at Orgierne eller Bacchus's stor Høitid holdes. Disse Orgier kaldes trieriske, det er treaarige, fordi de holdtes een Gang hvert tredie Aar. De holdtes om Natten, paa Bjerget Citheron uden for Byen Theben. - (49) Derpaa henvender Dido sig til Æneas og spørger, hvor han kunde troe, at hans Flugt skulde blive hemmelig, hvorledes han kan forlade hende, der vil døe af Kjærlighed til ham. Endog Aarstiden burde afskrække ham fra at reise, selv til Troja. Hun beder ham paa det ømmeste at forandre sit Forsæt. Hun forestiller ham, hvilke Fiender hun har paadraget sig, hvilke Offere hun har gjort for hans Skyld, hvor farlig hendes Stilling vil blive ved hans Afreise. Havde hun endda faaet en Søn med ham, vilde hendes Smerte bleven mindre følelig. - Æneas svarer, at han aldrig skal glemme Didos Velgjerninger, at han ikke havde i Sinde at skjule sin Afreise for hende, ligesaalidet, som han har anseet deres Forbindelse for et ordentligt Ægteskab. Stod det til ham, drog han allerhelst tilbage til sit Fædreland og opreiste igjen det ødelagte Troja. Men den gryniske Apollo, saa kaldet af Byen Grynium i Lilleasien, hvor han havde et Tempel, har ved sine Svar befalet ham at bemægte sig Italien, og naar Dido, som en Phønicierinde, har nedsat sig i Carthago, kan hun ikke undres over, at Teucrerne see sig om Bopæl i Ausonien eller Italien, saa meget mere, som det er Skjæbnens Villie. Desuden har hans Faders Gjenfærd baade tidlig og sildigt mindet ham om at drage til dette Land, især, da han ellers vilde berøve sin Søn det Rige, Skjæbnen (50) har bestemt ham. Endeligen har Mercurius selv i egen Person befalet ham fra Jupiter at forlade Carthago. Han maae altsaa afsted saa nødig han endog vil. - Nu udbryder Dido i de heftigste Udtryk, kalder ham et Uhyre, en Tiger, en Følelsløs, og truer ham med Gudernes Straf. Hun opregner sine Velgjerninger imod ham og spotter over de Bevæggrunde, han anførte, at Guderne havde selv befalet hans Afreise. Han maae gjerne tage bort; men baade i Livet og efter Døden skal hun forfølge ham, og han skal sikkert bøde for sin Troløshed. - Nu fik hun Ondt og gik hjem. Tjenerne bare hende ind i Sovekammeret 295 - 392.

     Men, saa bedrøvet Æneas endog var, efterkommer han dog Jupiters Befalinger og haster med Afreisen. Hans Folk støde Skibene i Søen og bringe omhyggeligen alt det Nødvendige sammen. - Da Dido fra Slottet saae alle disse Tilberedelser, anmoder hun Søsteren Anna om at gaae hen til Æneas - thi hun vidste bedst, hvordan hun skulde tage ham, og han har altid havt meget Fortrolighed til hende - for at betyde ham, at Dido har aldrig fornærmet enten ham eller hans Slægt. Hun forlanger ikke, han skal opoffre sin Lykke for hendes Skyld; hun beder kun, at han vil opsætte Reisen, for at han kan faae bedre Veir, og hun Tid til at blive ret bekjendt med sin Ulykke. - Anna forretter troligen dette Ærende og gjør Æneas disse (51) Forestillinger mere end een Gang. Men han er ubevægelig, og røres ei ved hendes Taarer. 392 - 450.

     Nu er Dido kjed af Livet og ønsker Døden. Hertil anspores hun endnu mere ved nogle Jertegn, der indtraf under Offringen, ved det, hun syntes at høre sin første Mands Stemme, ved Natuglens Skrig, ved de gamle Skjaldes Spaadomme og ved fæle Drømme. Hun er i samme Sindsforfatning, som den thebanske Konge, Pentheus, der for sin foragt mod Bacchus blev berøvet Forstanden og saae Alting dobbelt; eller som Agamemnons Søn, Modermorderen Orestes, der for sin Forbrydelse blev plaget med den sorteste Melankoli og de skrækkeligste Samvittighedsnag, hvilket hedder i de Gamles Digtersprog: at han blev forfulgt af Furierne. Da hun derfor havde besluttet at døe, fortælle hun sin Søster med tilsyneladende Rolighed, at hun har fundet et Middel til enten at vinde Æneas igjen eller løsrive sig fra hans Kjærlighed; thi der er anvist hende en Troldqvinde fra Æthiopien, hvorved de Gamle forstode alle fjerne og sydlige Lande. Denne Troldqvinde var tillige Præstinde i Hesperidernes Tempel. Disse vare Døttre af Hesperus og Broderdøttre af Atlas. Desuden var hun tilligemed en Drage sat til at bevogte nogle til Venus helligede Guldæbler, og dagligen give Dragen Mad. - Dido opregner Nogle af Troldqvindens Underværker. Derefter beder hun Søsteren at opreise et høit Baal i det Inderste af Slottet og ovenpaa lægge Æneas's Klæder og Rustninger; da hun efter Troldqvindens Raad har i Sinde at brænde alt, hvad der hører ham til. - Anna, som ei begriber Søsterens Hensigter, opfylder hendes Ønske. 450 - 503.

     Saasnart Dido seer Baalet opreist, udpynter hun Stedet med Dødningeløv eller Cypresser, som brugtes ved de Gamles Begravelser. Ovenpaa lægger hun, foruden Andet, ogsaa Æneas's Billede efter de Tiders almindelige Overtroe, at, hvad der ramte Billedet, ramte ogsaa den Afbildede. - Rundtomkring er der opstillet Altere, og Spaaqvinden anraaber med høi Røst alle underjordiske Guder, efterat hun havde udgydet Vand, der foregaves at være hentet fra Avernersøen i Italien, hvor Nedgangen er til Underverdenen, efterat have opsøgt adskillige Urter, der brugtes ved Besværgelser, og desuden revet den sorte Kjødklump af Panden paa et nyfødt Føl, da denne ansaaes for et Middel til at opvække Elskov. - Dido selv stod med Offermelet i Hænderne og paakaldte alle de Guder, som beskjærme ulykkeligt Elskende. - Nu kom Natten; alle Jordens levende Væsener følede Søvnens Hvile; Dronningen ene vaagede hele Natten igjennem; hendes Qvaler fordobles. Hun taler med sig selv og er uvis, hvad hun skal gjøre: om hun skal flye hen til de Nomadefyrster, hvis Haand hun ofte har afslaaet, eller følge med Trojanerne og underkaste sig deres Befalinger - dog de have ikke opført sig saaledes mod hende - og sæt endog, hun vilde, Hvo veed da, om de vilde? Hun burde bedre kjende en Slægt, der nedstammer fra den trojanske Konge, Laomedon, saa berygtet for sin Troløshed og sit Meenederi. - Hun spørger videre, om hun ene skal ledsage Trojanerne, eller forfølge dem i Spidsen af sine Phønicer, som hun nyligen har ført med sig fra Staden, Sidon. Dog, det er bedre ved Døden at ende Sorgerne. Nu klager hun over Søsteren, der lod sig forlede af hendes Taarer, at opflamme hendes Kjærlighed til Æneas. Tilsidst ønsker hun, at hun var bleven ugift og havde holdt det Løfte, hun gjorde Sichæus. - Derpaa afbryder hun. 503 - 553.

     Æneas, der havde gjort alle Anstalter til Afreisen, faldt i Søvn ombord. Men en Gud, der i alle Henseender ligner Mercurius, fremstiller sig for ham og bebreider ham, at han sover paa en Tid, da han er omringet af Farer, da han har Medbør, da den fortvivlede Dido pønser paa hans Undergang. Æneas maa altsaa skynde sig; thi bliver han Morgenen over, staaer han Fare for, at Carthaginenserne sætte Ild paa hans Skibe. - Strax vaagner Æneas og formaner sine Folk til at haste Alt, hvad de kunne, thi en Gud har selv befalet ham det. Han anraaber denne (54) Guds Bistand, uddrager Sverdet og hugger Tougene over. Reisefællerne følge Høvdingens Exempel og støde fra Land. 553 - 583.

     Morgenen frembrød, eller, som det hedder i Digtersproget, Aurora forlod sin Ægtefælle Tithons Leie. Da Dido saae den trojanske Flaade under Seil, river hun Haaret af sig og bliver rasende over, saaledes at haanes af en Fremmed. Nu opfordrer hun alle sine Undersaatter til at forfølge Trojanerne med Sværd og Fakler. Hun anklager sig selv; hun spotter over Æneas's Ømhed imod hans Fader; hun ønsker at have faaet ham og hans Søn i sin Magt for at tage den grusomste Hævn; hun anraaber Solen, Juno, Hecate eller Proserpina, Dronningen og Furierne om at hævne hende, og, hvis Æneas endeligen skal komme til Italien, det da maae skee til hans Ulykke; hun ophidser sine Undersaatter til at bære et uforsonligt Had til Trojanerne; hun trøster sig med, at der af hendes Blod skal fremstaae en Hævner, som paa alle Maader skal forfølge dem, og, ligesom deres og Carthaginensernes Lande ligge mod hinanden, saaledes skulle disse to Folk ligge til Felts mod hinanden, og denne Krig skal vedvare indtil den sildigste Slægt. 583 - 630.

     Nu beslutter Dido jo før jo hellere at ende Livet. I den Hensigt viser hun Barce, Sichæus's Fostermoder, bort under det Paaskud at hente sin Søster og (55) bede hende tage Offerdyrene med; da hun har i Sinde at forrette den foresatte Offring, og antænde Baalet for at opbrænde Æneas's Billede. - Men, aldrig saasnart er Dronningen allene, førend hun i den heftigste Sindsbevægelse bryder ind i det Gemak, hvor Baalet var oprettet, lægger sig ovenpaa det og uddrager det Sværd, hun havde faaet til Foræring af Æneas. Først taler hun ømt til hans Efterladenskaber paa Baalet, roser sig af, at hun skal døe med Ære, og af alt det Store, hun har udført. Derpaa gjennemborer hun sig med Sværdet. Herover bliver der Skrig og Allarm, som i en erobret Stad. - Søsteren Anna kommer til. Underveis bebreider hun Dido, at hun har bedraget hende, at hun ikke lod hende døe med sig, og at hun ved sin Død styrter Alt i Ulykke. Derpaa, da Anna var kommen ind i Gemakket, tager hun sin døende Søster i Favn. Denne slaaer Øinene op, reiser sig nogle Gange, men synker igjen ned paa Baalet. - Omsider ynkes Juno over dennne svære Dødskamp og sender Iris, der udførte Gudindernes Befalinger, ligesom Mercurius Gudernes, ned fra Olympen, for snart at ende den Døendes Lidelser; thi, da Dido ikke døde en naturlig Død, heller ikke endnu havde de Underjordiskes Dronning, Proserpina, indviet hende for nogen Forbrydelse til Underverdenen, hvilket skete efter de Gamles Mening ved at rykke nogle Haar af den (56) Døendes Hoved, ligesom man gjorde ved Offerdyrene, førend de offredes. - Iris, der ogsaa er Regnbuen, flyver med alle Regnbuens Farver, rykker nogle Haar af Dronningens Hoved og indvier dem til Pluto. Strax forlode alle Livsaanderne Dido, og hun døde. 630 - 705.                                                  25. 10. 2007.