Fjerde Bog.  

     Men Dronningen, allerede længe saaret, længe nedtrykt af svar Tungsindighed, nærer Vunden i sin Barm; af en skjult Ild tæres hun hen. Mandens megen Dyd, Slægtens megen Ære svæver atter for hendes Aand. Fæstet i Sjælen sidder hans Aasyn, hans Taler; Sorgen under ei Lemmerne qvægende Roe.

     Allerede havde Aurora den følgende Dag oplyst Jorderige med phøbeiske Fakkel og (110) bortfjernet Luftens beduggende Skygger, da den Bedaarede saaledes tiltaler sin kjærlige Søster: "Anna, min Søster! hvilke ængstende Drømme forfærde Mig! hvilken sjælden Gjest er traadt her op i vore Boliger! hvilket Ansigt! hvilket modigt Bryst! hvilke Rustninger! Jeg troer det sandeligen - og ei ugrundet er denne Tro - at han er Gudernes Slægt - de vanslægtede Sjæle forraader Frygten - Ak! hvilke Skjæbner han er omtumlet af! hvilke udstandne Krige han qvædede! - Ja, sad ei denne Beslutning fast og urokkelig i min Sjæl, aldrig mere at ville forene Mig med Nogen ved ægteskabeligt Baand, efterat min første Kjerlighed ved Ægtemandens Død skuffende bedrog mit Haab, følede jeg ikke inderlig Afskye til Ægtesengen og Brudefakkelet; maaskee kunde Jeg da bukke under ene for denne Brøde; thi Anna - Jeg vil bekjende det - efter min Sichæus's ynkelige Henfart, efterat Penaterne bleve ved Brodermordet bestænkede med Blod, har ene Denne rørt mine Sandser og rokket min vaklende Sjæl. Ak! Jeg gienkender Spoer af Fordums Luer. Dog, gid Jordens Afgrund gabende aabne sig under Mig, gid Alfaders Lynstraale nedstøde Mig til Skyggerne, til Erebus's de blege Skygger og dybe Nat! førend Jeg krænker Dig, Blyfærdighed! og løsriver Mig fra dine Love. Han, som først forbandt sig (111) med Mig; tog min hele Kjerlighed med sig; han beholde den hos sig, bevare den i Graven!"

     Saaledes talede hun og fyldte Barmen med frembrydende Taarer. Anna svarede Søsteren: "O! Du, som Jeg elsker høiere, end Dagens Lys, skal Du ene hentæres af evig Kummer i Ungdoms Vaar? Skal Du aldrig smage Moderens Glæder, aldrig Kjerlighedens Saligheder? Dette troer Du, den Jordedes Støv og den Henfarnes Aand ønsker? - Lad saa være, at Ingen af Beilerne hveken her i Libyen eller tilforn i Tyrus have hidindtil rørt dit sorgfyldte Hjerte - foragteligen saae Du ned til Jarbas og de andre Høvdinge, dem triumfrige Africa nærer - vil Du da ligeledes kjæmpe endog mod en yndet Elsker? Eller, rinder det Dig ikke i Sinde, i hvis Lande Du nedsatte Dig? Her omringe Dig Gætulernes Stæder, et Folk, uovervindeligt i Krig, og de ubidslede Numider og de uselskabelige Syrter; hist en tørstende Ørken og de vidt fremrasende Barcæer. Hvad vil Jeg tale om de fra Tyrus opstigende Krige? Hvad om Broderens Trudsler? Ved Gudernes Bestyrelse, ved Junos Bistand - det troer Jeg sikkert - har Vinden drevet de iliske Snækker herhid. Hvilken Stad skal Du ei skue, min Søster! i denne! Hvilke Riger ei opstaae ved en saadan Forbindelse! Teucrernes Vaaben ledsage Os - og ved hvilke (112) store Gjerninger skal ei i Pønernes Ære hæve sig! Anraab ikkun om Naade fra det Høie og efter anrettede Forsoningsoffere kjæl for Gjesten og indflet Bevæggrunde for ham til at dvæle: Paa Søen raser Uveir og sludfulde Orion; sønderslaget er Skibstømmeret; ublid er Luften." - Ved disse Forestillinger opflammede hun Dronningens Hjerte, allerede antændt af Elskov, gav den Tvivlraadige Haab og slappede Blyfærdighedens Følelser.

     Først ginge de hen til Templerne og ved Gudernes Altere bede om Velsignelse; derpaa stinge de efter Sædvane udvalgte Faar til Lovgiverinden Ceres og Phøbus og Fader Lyæus, men frem for Alle til Juno, som vaager over de ægteskabelige Baand. Hun selv, den deilige Dido, med Offerskaalen i Høire, udgyder den mellem Hornene paa hvidt skinnende Qvie; eller hun træder hen foran Gudernes Billeder ved de blodbestænkte Altere, opoffrer Dagen til Gaver og i Dyrenes aabnede Bryster randsager stirrende de end aandende Indvolde. Ak! forblindede ere Spaamændenes Sjæle. Hvad gavne Løfter, hvad Templer den Rasende?

     Imidlertid fortærer Flammen det ømme Hjerte og uformærkt bløder Saaret under hendes Bryst. Hun brænder, den ulykkelige Dido, og i hele Staden vanker rasende om, liig Hinden med udskudte Piil, den uforsigtige, som (113) forfølgende Jæger langt borte i de cretensiske Lunde ramte med Spydene og lod det flyvende Staal tilbage uden at vide det. Hiin gjennemstreifer paa Flugten Buskaserne og de dictæiske Skove; men i Lenden hænger dødende Rør. Snart fører hun Æneas med sig omkring paa Fæstningsverkerne og peger hen paa de sidoniske Rigdomme og den beredte Stad; hun begynder at tale, men standser midt under Talen. Snart længes hun ved heldende Dag efter de samme Gjestesale; afsindig ønsker hun atter at høre om Trojas Gjenvordigheder og hænger atter ved den Fortællendes Mund. Siden, da de vare gangne bort, da Luna fordunklet skjulte igjen sit Lys, og de dalende Stjerner indbøde til Søvn, sukker hun ene i tomme Borg og ligger paa forladte Leie. Ham fraværende seer og hører hun fraværende, eller indtaget af Faderens Billede trykker Ascanius til Barmen, for at borttrylle, om hun kunde, sin usigelige Kjerlighed. - Ei stige nu de begyndte Taarne, ei øves Ungdommen i Vaaben, ei anlægges Havne, ei betryggende Bolverker mod Krigen. Afbrudte hænge Bygningerne og Murenes de vældige Tinder og Kolossen den himmelhøie.

     Men, saasnart Jupiters kjære Ægtefælle fornam, at Dronningen var angreben af en saadan Pest, og at Frygt for Vanrygte ei (114) kunde standse Elskovsraseriet, nærmer Saturnia sig til Venus med disse Ord: "En herlig Ære, et prægtigt Bytte have I sandeligen erholdt, Du og din Søn, et stort og mærkeligt Navn, at en Qvinde er overvunden ved tvende Guders List. Dog det er Mig aldeles ikke uvitterligt, at Du frygtede vor Stad, at Du mistænkte Carthagos høie Palatser. Men hvor skal Maalet være? Eller, hvortil nu saa heftige Feider? Hvi oprette Vi ikke heller evig Fred og hymenæiske Pakter? - Du har hvad, Du af ganske Hjerte begjerede: Af Elskov brænder Dido; hun har indsuet Giften, som raser omkring i hendes Been. - Dette fælleds Folk regjere Vi altsaa med lige Magt! Tilladt være det, at hun træller en phrygisk Ægtemand og til Brudgave overgiver Tyrierne i din Haand!"

     Hende svarede Venus saaledes - thi hun fornam, at Juno havde talet paa Skrømt for at flytte Verdens Herredømme fra Italien over til de lybiske Kyster - "Hvo kan vanvittig afslaae et saadant Tilbud, eller foretrække fiendtligen at stride med Dig? Kun at Lykken ville ledsage det Foretagende, Du taler om! Men jeg svæver i Uvished, om Skjæbnen, om Jupiter vil, at Tyrierne og de fra Troja Ankomne skal beboe een Stad, om han samtykker i, at disse Folk sammenblandes, og Forbund sluttes. - Du er Ægtefælle; Dig bør det bedende at (115) udforske hans Sind. Gak foran! Jeg skal følge efter."

     Derpaa tog majestætiske Juno saaledes til Orde: "Dette være min Sorg! Mærk! nu skal Jeg korteligen lære Dig, hvorlunde det Forestaaende kan udføres: Til en Jagt i Lunden bereder sig Æneas og ynkværdige Dido, saasnart Titan i Morgen hæver de første Glimt og ved Straalerne opklarer Kloden. Over disse skal Jeg, medens Jagtskaren flyver om og med Dyrpanderet [net til indfangning af vilde dyr] omspænder Skovene, nedgyde sortnende Regnskye, blandet med Hagel; med Torden skal Jeg ryste hele Himmelen. Adspredes skal Følget og søge Lye i mørke Nat; samme Grotte skal Dido og Trojanerhøvdingen træffe paa. Jeg skal selv være tilstæde og, - hvis dit Bifald er Mig vist - ved uopløseligt Ægtebaand forene dem, til evig Eie indvie hende. Her skal Brudefesten holdes." - Uden Modstand nikkede Cytherea til Begjeringen og smilede til de udtænkte Rænker.

     Imidlertid opstiger Aurora af Oceanet; oprunden er Morgenstjernen, og strax rykker en udvalgt Hær Ynglinge ud gjennem Portene; maskede Næt og Jægergarn og Jagtspyd med bredt Jern og massyliske Reisnere og en Sværm Støverhunde ruser ud. Dronningen, dvælende i Sovekammeret, vente Pønernes Ypperster paa ved Dørtærsklerne; smykket med Guld og (116) Snækkeblod (purpur) staaer trampende Ganger og tygger modig de skummende Bidsler. - Endeligen triner hun frem, omklynget af en Hærskares Mangfoldighed, svøbt i sidonisk Kappe med udsyede Bræmmer; hendes Kogger er af Guld; Haarene opsamlet med gyldent Baand; et Guldspænde sammenføier purpuriske Klædning. - Nu kommer ligerviis det phrygiske Følge og glade Julus ansættende; han selv, den skjønneste blandt dem Alle, Æneas indfinder sig ogsaa for at deeltage og forener sine Hære med Pønernes, liig Apollo, naar han forlader vinterlige Lycien og Xanthus's Strømme, besøger moderlige Delos og anstiller Dansechorene; blandede mellem hinanden udbuldre Creter og Dryoper og malede Agathyrser deres Lovsange omkring ved Alterne; selv vandrer han om paa Cynthus's Aaser, skjuler sirligen det flagrende Haar med bløde Løv og omvikler det med gyldne Baand; Spydene rasle paa Gudens Skuldre. - Rask, som Hiin, gik Æneas; samme Skjønhed straalede i det herlige Ansigt.

     Allerede er man kommen til Bjergene, til de ubanede Dyreleier, og see! - Vildgjederne, der havde styrtet sig fra Klippens Top, løbe ned paa Aasene; fra en anden Kant sætte Hjortene i Springet over de vidtliggende Marker; disse støvede Hære flokke sig sammen paa (117) Flugten og forlade Bjergene. - Men Ynglingen, Ascanius, frydes midt i Dalene ved vælige Hingst, forekommer i Løbet snart Disse, snart Hine, og ønsker saa inderligen, at en fraadende Vildbasse maatte fremstille sig blandt de feige Dyr, eller en guul Løve nedstige fra Bjerget.

     Imidlertid begynder Himmelen at rystes ved heftigt Bragen. Derpaa følger Plaskregn, blandet med Hagel, og baade det tyriske Følge og den trojanske Ungdom og Venus's dardaniske Sønnesøn søge af Skræk særskildte Vaaninger hist og her omkring i Landsbyerne. Fra Bjergene styrte Aaerne ned. Samme Grotte træffer Dido og Trojanerhøvdingen paa. Det første Tegn giver Tellus og Juno, de gifte Koners Skytsgudinde; af Lynglimt blinkede Ætheren, medvidende om Ægteforbindelsen; paa det Øverste af Klippens Top hylede Nympherne. Hiin Dag var den første Aarsag til Døden, den første til Ulykkerne. Ei røres længere Dido af Rygte eller Velanstændighed; ei øver hun længere Kjerligheden i Løndom; Ægteskab kalder hun det; med dette Navn besmykker hun Brøden.

     Strax vandrer Fama om i Libyens Hovedstæder, Fama, af alle Ulykkesaander den hurtigste. Hun trives ved Bevægelsen og samler Kræfter ved Gangen; liden i Begyndelsen af (118) Frygt hæver hun sig snart op i Luftegnene, triner paa Jorden og skjuler Hovedet mellem Skyerne. Forbittret - saa fortælles der - over Gudernes Hævn, fødte Moder Terra, denne Ceus's og Enceladus's yngste Søster, med snelle Fødder og ilende Vinger, Uhyret det vældige, det skrækkelige; thi, saa mange Fjedre der ere paa Kroppen, ligesaa mange søvnløse Øine ere der indenfor, o Under! - ligesaa mange Tunger, ligesaa mange høitlydende Munde, ligesaa mange oprettede Øren. Om Natten flyver hun susende gjennem Mørket, midt imellem Himmelen og Jorden, uden at nedlade Øinene til søde Søvn. Om Dagen sidder han [hun] speidende enten paa det Øverste af Tagspiret eller paa de høie Bjerge, og forfærder de folkerige Stæder, grisk paa at bebude saavel det Vrange og Opdigtede som det Sande. - Dette Væsen fyldte den Gang Folkene med mangfoldigt Snak og glad udskreg i Flæng Gjort og Ugjort: "Kommen er Æneas, udsprungen af trojansk Blod; denne Herre værdiger den skjønne Dido at forene sig med; nu ville de hensværme hele den lange Vinter, glemmende Rigerne, indtagne af skjændig Lyst." - Disse Afskyeligheder udspreder Gudinden gjennem Folkemunde. Flux vender hun de ilende Fjed hen til Kongen Jarbas, antænder hans Hjerte ved sit Præk og opægger Forbittrelsen. (119)

     Jarbas, en Spire af Hammon og Nymphen Garamantis, havde i sine vidtløftige Riger opreist for Jupiter hundrede Altere og hundrede store Templer, havde helliget ham en uudslukkelig Ild, bestandige Vogtere over Gudernes Helligdomme og en Plads, fedet ved Gudernes Blod, og mangehaande Blomsterkrandse, hængende ned fra Stolperne. Afsindig, ophidset ved det bittre Rygte siges han foran Alterne, mellem de mægtige Guddomsvæsener, ydmyg, med oprakte Hænder, heftigen at have anraabt Jupiter: "Jupiter! Du almægtige, for hvem den maurusiske Slægt, spisende paa udsyede Bordsenge, udgyder lernæisk Høitidssaft, skuer Du Dette? Gyse Vi uden Grund for Dig, Alfader! naar Du udslynger dine Lynstraaler? Er det Blændværk, hine Glimt i Skyerne, som forfærde vor Sjæl, tomt Bulder, der ryster Os? - En vildfarende Qvinde, som paa vore Grændser opreiste for Betaling en ussel Stad, som Vi gave Strandbredden at beboe, gave Ejendomsret til Stedet, har forskudt vor Haand og modtaget Æneas til Regent over Rigerne. Og hiin Paris med hans umandige Følge, der har Hagen og det dryppende Haar indhyllet i mæoniske Mitra, nyder nu sit Rov. Jo! billigen bringe Vi Gaver i dine Templer og nære et tomt Sagn."

     (120) Saaledes bad Jarbas med Haanden paa Alterne. Ham bønhørte den Almægtige. Strax vendte han Øjet hen til Dronningens Mure, til Elskerne, glemmende det gode Rygte. Derpaa tiltaler han Mercurius og overdrager ham dette Ærende: "Mærk, Søn! gak hen, anraab Zephyrerne, rul ned paa Vingerne, tiltal den dardaniske Høvding, som nu tøver i tyriske Carthago, uden at see hen til Stæderne, der ere ham bestemte, og bring ham hurtigen mine Befalinger gjennem Luftegnene: Ei en Saadan lovede den deilige Moder Os i ham, ei derfor reddede hin ham tvende Gange fra Grækernes Vaaben; nej, at han skulde beherske det paa Krigshelte frugtbare, efter Krigsbulder lystende Italien, skulde forplante Æten af Teucrers ædle Blod, skulde bøie hele Jordkredsen under sine Love. Om Æren for saa store Gjerninger end ikke opflammer ham, om han end ikke selv vil anstrænge sig for egen Roes; misunder da Faderen sin Ascanius Roms Høie? Hvad arbeider han paa? I hvad Hensigt dvæler han hos et fiendtligt Folk, uden at see hen til Efterkommerne i Ausonien, til Vangerne ved Lavinium? Han seile! Dette er Hovedsagen; Dette bebudes ham fra Os."

     Saa talede Jupiter. Strax beredede Hiin sig til at adlyde den store Faders Befaling: Først hefter han til Fødderne de gyldne Talarer, (121) der med Stormens Fart føre ham, hævet ved Vingerne, snart over Jorden, snart over Vandfladerne. Derpaa griber han Staven; med denne fremmaner han de blege Aander fra Underverdenen, eller ledsager andre ned til sørgelige Tartarus; med denne meddeler eller berøver han Søvnen; med denne tillukker han Øinene i Dødens Stund. - Ved Hjelp af denne adspreder han Vindene og svømmer gjennem drivende Skyer. Allerede øiner den flyvende Toppen og de brede Sider af stærke Atlas, der bærer Himmelen paa sin Isse, Atlas, hvis granrige Hoved, uafladeligen omringet af Skyer, pidskes baade af Vind og Plaskreng; nedgydet Sne dækker Skuldrene; fra Gubbens Hage nedvælde Floder; af Iis stivner det strittende Skæg. Her standsede første Cyllenius, stræbende frem med Vingeparret. Herfra sænkede han sig med det hele Legeme forover ned mod Bølgerne, liig Fuglen, der omkring paa Strandbredde, paa fiskerige Skjær flyver lavt, nærved Vandfladerne. Ei anderledes fløi mellem Himmel og Jord Cyllenius's Fostersøn, kommende fra Morfaderen.

     Saasnart Mercurius med de bevingede Fodsoler berørte Pønernes Pauluner, øiner han Æneas, i Begreb med at grunde Borge og skabe Vaaninger. Af gule Jaspis straalede hans Sverd; af tyriske Snækkeblod luede Kappen, (122) nedladt fra Skuldrene, Gaver, dem rige Dido havde gjort og udsyet Tøiet med tynde Guldtraader. - Strax falder Mercurius an: "Lægger Du Grundvoldene til høie Carthago og qvindekjær opfører nu den skjønne Stad, ak! glemmende Riget og din Bestemmelse? - Selv Gudernes Behersker, der almægtig omvælter Himmelen og Jorden, har fra lyse Olymp sendt Mig ned til Dig; selv han bød hurtigen at bringe gjennem Luftegne dette Ærende: Hvad arbeider Du paa? I hvad Hensigt spilder Du Tiden her i de lybiske Lande? - Om Æren for saa store Gjerninger end ikke rører Dig, om Du end ikke vil anstrænge Dig selv for egen Roes; see dog hen til din fremblomstrende Ascanius, til Arvingen Julus's Udsigter, som Regimentet over Italien og Romerlandet er bestemt for."

     Saaledes talede Cyllenius; midt under Talen unddrog han sig den Dødeliges Øje og forsvandt ham af Syne, langt hen i tynde Luftrum. Men ved dette Optrin forstummede Æneas vanvittig; Haarene stode oprettede af Skræk, og Røsten hang fast i Svælget. Han brænder efter at flygte og forlade disse elskede Lande, lynslaget ved Advarselen og Gudernes høie Befaling. Men, ak! Hvad skal han gjøre? Med hvilken Tale tør han ansøge den sværmende Dronning? Hvad skal han især (123) vælge til Indledning? - Saaledes helder Mandens delte Sjæl snart hid, snart did, rives hurtigen hen til forskjællige Sider og vender sig overalt. For den Tvilraadige syntes denne Beslutning bedst: Mnestheus og Sergestus og gjæve Cloanthus kalder han til sig: de skal tiltakle Flaaden i Stilhed, samle Reisefællerne ved Strandbredden, anskaffe Vaaben og fordølge Aarsagen til disse uventede Foranstaltninger. Imidlertid vil han selv, da den ædle Dido endnu er uvidende og drømmer ei om, at disse ømme Kjærlighedsbaand snart skal sønderrives, udspeide Leiligheden, de heldigste Øjeblik til Samtalen og den Maade, der er mest passende for hans Hensigter. - Flux adlyde Alle Befalingen og med Glæde udføre det Anordnede.

     Men Dronningen anede Bedragerierne - thi Hvo mægter at blænde Elskeren? - Først hun fornam det vordende Uveir og frygtede endog der, hvor Alt var sikkert. Grusomme Fama havde ogsaa forebragt den Forelskede, at Flaaden udrustes og Seiladsen tilberedes. Hun raser, berøvet Forstandens Brug, og ophidset sværmer bacchantisk om i hele Staden, liig Thyaden, opvakt ved de hellige Instrumenters Klang, ved at høre Bachus's Navn, naar de trieteriske Orgier begeistre hende og de natlige Skrig paa Cithæron kalde hende ud. (124) Endeligen tiltaler hun uopfordret Æneas med disse Ord:

     "Denne saa store, saa ugudelige Brøde haabede Du at kunne fordølge, Troløse! og stiltiende at drage ud af mit Land? - Kan ei vor Kjerlighed, ei Haanden, Du fordum gavst, ei døende Didos gruelige Henfart fængsle Dig? - Endog i disse mørke Vinterdage udruster du Flaaden; midt under tudende Orkaner iler du ud paa Dybet? Grusomme! - Hvad? Om Du end ikke seilede til fremmede Lande og ubekjendte Boliger; om gamle Troja endnu stod; Troja selv burde Du ikke seile til over brusende Hav. - Mig flyer Du? - Ved disse Taarer, ved din høire Haand - da Jeg elendige intet Andet har levnet Mig selv - ved vore Ægteskabsbaand, ved de anstillede Brudefester - hvis jeg har bevist Dig noget Godt, hvis min Omgang nogensinde har været Dig til Behag - ynkes over et ravende Huus, Jeg beder - hvis der endnu er noget Sted for Bønner - og affør dig dette Hjerte! - Ak! for din Skyld hades Jeg af Lybiens Slægter og Nomadernes Tyranner; for din Skyld ere Tyrierne fiendske paa Mig; for din Skyld qvaltes endog Blyfærdighedens Følelser og det Fordums Rygte, hvorved Jeg ene opsteg til Stjernerne. - Hvem overlader Du Mig døende til Gjesteven? - thi af Ægtefællen er blot (125) dette Navn tilbage. - Hvi dvæler Jeg? Mon, indtil Broderen Pygmalion nedbryder mine Mure, eller Gætuleren Jarbas bortslæber mig i Lænker? - O! havde dog Himlen før din Flugt velsignet vort Ægteskab, havde jeg dog en lille Æneas, der kunde lege for Mig paa Slotsgaarden, der i Ansigtet lignede Dig; sandeligen ei skulde Jeg da synes aldeles fangen og forladt."

     Saa talede hun. Efter Jupiters Paamindelser holdt Hiin Øjnene ubevægelige, stræbende at undertrykke Sorgen i sit Hjerte. Endeligen svarer han kort: "Aldrig skal jeg nægte, Dronning! at Du har bevist Mig tusende Velgjernninger, alle dem, Du mægter at opregne; aldrig skal Jeg uden Følelese ihukomme Elissa, saalænge Jeg ihukommer Mig selv, saalænge Aanden behersker disse Leddemodde. - For dette Skridt vil jeg tale korteligen: Ei har Jeg haabet ved Kogleri at fordølge denne Flugt - tænk ei Sligt - ei nogensinde skjult Mig bag Brudefakler, ei indgaaet disse Pagter. - Jeg - hvis Skjæbnen tillod Mig efter mit Ønske at stille Sorgerne - allerhelst boede Jeg da i Troerstaden mellem de elskede Levninger af mine Fædre; Priamus's høie Vaaninger skulde vedblive; med min Haand skulde Jeg for de overvundne igjen opreise Troja af sin Aske. Men nu - store Italien bød Mig gryniske Apollo, Italien de lyciske Orakler at indtage. Dette (126) er min Hu, dette mit Fædreland. Naar Carthagos Borge, naar Synet af en lybisk Stad fængsler Dig, en Phøniserinde; hvi harmes Du da over, at Teucrerne nedsætte sig i ausoniske Land? Ogsaa Os bør det at opsøge udenlandske Riger. - Mig paaminder, forfærder i Søvne - hvergang Nor [nat] med beduggende Skygger skjuler Jorderige, hvergang de lysende Stjerner opstige - min Fader Anchises's forvirrede Billede, Mig Sønnen Ascanius og Fornærmelsen mod dette dyrebare Hoved, hvis Jeg besveg ham for Herredømmet over Hesperia og de bestemte Lande. - Nyligen har endog Gudernes bevingede Tolk, gjennem Luftegnene nedsendt fra selve Jupiter - Jeg sværger ved Begges vort Liv - bragt Mig denne Befaling. Selv saae Jeg Guden i det klareste Lys at betræde Murene, selv med disse Øren fornam Jeg hans Stemme. Aflad da at ophidse baade Mig og Dig med dine Klager! Italien jager Jeg efter, dog ikke villigen.

     Under denne Tale skælede hun længe til ham, væltende Øjnene hid og did, gjennemmaalede ham ganske med stumme Blik og med Ild udbrød saaledes: "Ei er Gudinden din Moder, ei Dardanus din Anherre, Troløse! Nei, paa hvasse Klipper fødte Dig kneisende Caucasus, hyrcaniske Tigerinder rakte Dig Yverne - thi, hvorfor skulde Jeg tvinge Mig, (127) eller hvad Værre kan der møde? - Sukkede han vel ved min Graad? Bortvendte han Øjet? Fældte han Medlidenheds Taarer? Ynkedes han over Elskerinden? Kan Noget tænkes værre? - Ei skal mægtige Juno, ei Fader Saturnius længe med roligt Øje skue Dette. - Nei, ingensteds sikker Ærlighed: en Strandet, en Trængende modtog Jeg, delede afsindig mit Rige med ham; den tabte Flaade, Reisefællerne kaldte Jeg fra Døde. - Ha! Jeg brænder, rives hen af Furierne. Nu er det Apollos Spaadom, nu de lyciske Orakler, nu Gudernes Tolk, gjennem Luften nedsendt fra selve Jupiter, der bringer disse skrækkelige Bud. - Jo! Sligt er Gudernes Sorg, slige Tanker forstyrre deres Roe. - Dog, Jeg vil ei holde Dig, Ei gjendrive dine Grunde. Drag hen over Bølgerne! Jag efter Italien! Søg ved Stormens Hjelp Rigerne! - Sikkert haaber Jeg - hvis ømme Guder mægte Noget, - at Du skal lide din Straf midt imellem Klipperne og ofte raabe paa Didos Navn. Forfølge Dig skal Jeg fraværende med sorte Ildsluer, og, naar kolde Død adskiller Sjæl og Legeme, skal min Skygge være overalt. Bøde skal Du, Forrædder! Jeg skal høre Det, og dette Rygte skal nedstige til mine Skygger i Underverdenen."

     Midt under Talen bryder hun af; svag flyer hun Luften, vender sig bort, unddrager (128) sig hans Øjne og forlader Æneas, der af Frygt dvæler længe og bereder sig paa at tale Meget. Hende modtoge Ternerne, førte de segnende Lemmer ind i Marmorgemakket og lagde dem paa Tepperne.

     Den fromme Æneas derimod ønskede vel ved Trøstegrunde at lindre Bedrøvelsen og ved sine Taler at fordrive Sorgerne; dog udfører han, skjønt under mange Sukke, med en Sjæl udmattet af heftig Kjerlighed, Gudernes Befalinger og besøger igjen Flaaden. Sandeligen, da strængede Teucrerne sig an og paa hele Strandbredden udstødte Snækkerne. Allerede svømmer begede Kjøl. Af Lyst til Flugten føres fra Skovene løvklædte Aaretræer og utildannede Egeplanker. - Nu saae man dem at flytte, at ruse ud af hele Staden, ligesom Myrerne, naar de, ihukommende Vinteren, røve store Dynger Korn og lægge dem under Tag. Ud paa Markerne rykker sorte Hær og gjennem Græsset, ad trange Stie, fører Byttet tilsammen. En Deel støder de vældige Kornbyrder frem, stræbende, med Skulder mod Skulder; en Deel slutter Hæren og revser Seendrægtigheden; af svedende Arbeidere vrimler hele Stien! - Hvad følede Du den Gang, Dido! ved dette Syn? Hvilke Sukke udstødte Du, da Du fra høie Borg øinede Strandbreddene vidt omkring vrimle af Svedende, og saae for dine Øjne hele Vandfladen (129) oprørt af de heftigste Fryderaab! - Gruelige Kjerlighed! - hvad nøder Du ei de dødelige Hjerter til? - Atter at tye til Taarer, atter at bestorme Manden med Bønner og ydmyg bøje Vreden under Kjerlighedsaaget, det nødes hun til, for ei at lade Noget uprøvet, for ei at døe uden Aarsag.

     "Anna! Du seer, man haster rundt omkring paa hele Strandbredden; allevegne fra ere de komne sammen; allerede indbyder Seildugen Vindene; allerede have de glade Søfolk bekranset Bagstavnene. Denne græsselige Smerte - ak min Søster! - kunde Jeg nogensinde have ventet den, Jeg skulde da ogsaa have kunnet bære den. Dog dette Ene, min Anna! udføre du for Mig elendige! - Dig ene agter hiin Troløse; - endog sine hemmeligste Tanker betroede han Dig; ene Du kjender Adgangene til hans Hjerte og hans blideste Øjeblikke. - Gak, Søster! og tael ydmyg til den stolte Fiende. Ei sammensvoer Jeg Mig i Aulis med Danaerne for at udrydde det trojanske Folk, ei udsendte Jeg Flaader mod Pergama, ei forstyrrede Jeg Faderen Anchises's Aske eller Maner. Hvi nægter han da at oplade de haarde Øren for mine Bønner? Hvor ruser han hen? Denne sidste Velgjerning skjenke han en ulykkelig Elskerinde: Han oppebie mildere Aarstid og drivende Vinde! Ei begjærer Jeg (130) længere forrige Ægtebaand, dem han forraadte, ei, at han skal savne skjønne Latium og opoffre Riget. Blot nogle usle Øjeblikke beder Jeg om, blot en Hvilepunkt for Raseriet, indtil min Skjæbne lærer Mig, overvunden at bære min Smerte. - Denne Naade udbeder Jeg Mig af Dig, Anna! den er den sidste; ynkes over en Søster! Beviser Du Mig denne; rigeligen skal Jeg gjengjelde den til min Død."

     Saaledes bad Dido, og saadanne taareblandede Bønner frembærer atter og atter den saa ulykkelige Søster. Men ei røres Hiin ved Nogens taareblandede Bønner, ei hører han deeltagende Nogens Raad; Ødet staaer imod, og Guden tilspærrer Mandens de milde Øren, liig Egen, vældig ved mange Aars Styrke, naar Alpernes Nordenvinde kappes tudende om at rokke den hid og did. Den knager heelt igjennem, og høit bedækkes Jorden med Løvet fra rystede Træbul. Selv klæber den fast ved Klipperne og stiger med Roden ligesaa dybt ned i Underverdenen som den med Issen stiger op i de ætheriske Regioner. Ei anderledes drives Helten hid og did ved de uafbrudte Raab; levende føler han Kummeren i høie Bryst; dog urokket bliver hans Sjæl; Hines Taarer rulle forgjæves.

     Da er det, at Dido, forfærdet over de besluttede Ulykker, ønsker Døden; hun kjedes (131) ved at skue Himmelens Hvælvinger, og, for end mere at udføre Forsættet og forlade Dagens Lys, saae hun, medens hun lagde Gaverne paa virakbrændende Altere - O Rædsel! - de hellige Safter at sortnes, og de udgydede Vine at forvandles til afskyeligt Blod. Dette Syn aabenbarede hun for Ingen, ei engang for selve Søsteren. - Fremdeles var der i Palatset et Marmortempel, helliget forrige Ægtefælle - det hun dyrkede med ubegribelig Hæder - ombundet med snehvide Uldbaand og festligt Løv. Herfra syntes hun at høre den kaldende Mands Stemme og Ord, naar Nattens Mørke indhyllede Jorderige, og eensomme Natugle paa Mønningerne ofte udklynkede Liigsangen og udstødte de dybe Sørgetoner. - Videre forfærde hende ogsaa de gamle Skjaldes mange Spaadomme og skrækkelige Vink. - Han selv, den følesløse Æneas, forfølger i Søvne den Rasende. Stedse synes Hun ene at overlades til sig selv, stedse at vandre uledsaget en lang Vei og i et øde Land at opsøge Tyrierne, liig Pentheus, der afsindig seer Eumenidernes Hære og tvende Sole og et dobbelt Theben at vise sig for ham, eller ligesom Agamemnons Søn, den af Hævngudinderne omtumlede Orestes, naar han undflyer Moderen, væbnet med Fakler (132) og sorte Slanger, naar de hævnende Furier sidde paa Dørtærskelen.

     Derfor, da Dronningen, overvunden af Smerten, besjælet af Furierne, havde besluttet Døden og selv stiltiende bestemt baade Maaden og Tiden, nærmede hun sig den væmodsfulde Søster med disse Ord: - dog Beslutningen skjuler hun bag blide Aasyn og skrømter Haab i opklarede Pande - "Fundet har Jeg, kjere Anna! - lykønsk din Søster! - det Middel, som enten skal gjengive Mig ham, eller trods min Elskov løsrive Mig fra ham: Ved Oceanets Grændse, der, hvor Solen daler, er Æthiopernes fjerne Land, hist, hvor Kjæmpen Atlas omdreier Himmelaxelen, hvilende paa hans Skulder og besat med funklende Stjerner. Herfa er Mig anvist en Præstinde af det massyliske Folk, Bevogterinden i Hesperidernes Tempel, der bevarer Grenene paa det hellige Træ og giver Dragen Mad, udgydende Honning og søvnbringende Valmuesaft. - Denne lover ved Qvadene at løse de Hjerter, hun vil, men paasende Andre haarde Sorger, at standse Vandet i Floderne, at forandre Stjernernes Løb, at fremmane natlige Gjenfærd. Under hendes Fødder skal Du fornemme Jorden brøle og Avnbøgene nedstige fra deres Bjerge. - Jeg kræver Guderne, kræver Dig, dyrebare Søster! og dit elskede (133) Hoved til Vidne, at Jeg nødig ruster mig til Trolddomskonster. - Opret Du hemmeligen i det Indre af Slottet et Baal høit op mod Luftegnene! Mandens Rustninger, som den Ugudelige lod tilbage ophængte i Sovekammeret, alle Klæderne og Ægtesengen, hvorved Jeg omkom, lægge du ovenpaa! At udslette alle Mindesmærker om denne Afskyelige - see! det er min Lyst og Præstindens Raad."

     Saa talede Dronningen og tier. Bleghed griber Ansigtet. Dog troer ei Anna, at hendes Søster skjuler Selvmord bag disse selsomme Offringer, heller ikke rummer hendes Sjæl saa heftige Raserier; ei frygter hun noget Værre end det ved Sichæus's Død.

     Men Dronningen, der i Lønkammeret saae et vældigt Baal af Fyr og kløvet Steeneeg opreist i Veiret, behænger Stedet med Kranse, flettede af Dødningeløv; oppe paa Forhøiningen lægger hun Klæderne, det efterladte Sværd og Voxbilledet, Alt med Hensyn til det Forestaaende. Rundt omkring staae Altere, og med udslagne Haar anraaber Præstinden med Tordenstemme hundrede Guder og Erebus og Chaos og trefoldige Hecate, jomfruelige Diana med de trende Ansigter. - Allerede havde hun udspredt de foregivne Vædsker fra Avernerfloden. Nu opsøges spæde Urter med sorte Safter, opsøges hiin elskovsvangre Kjødvext, rykket af (134) Panden paa nyfødte Føll og revet fra Moderen. 01) - Hun selv, Dødens visse Bytte, staaer ved Alterne med Offermelet i andægtige Hænder, med den ene Fod udviklet af Skoetvingerne, med løsnet Klædning; hun besværger Guder og alle Stjerner, medvidende om hendes Skjæbne; endeligen bønfalder hun ethvert retfærdigt og hævnende Guddomsvæsen, som ynkes over ulykkelige Elskere.

     Nat var det; de trætte Legemer over hele Jorderiget nøde stille Slummer; Skovene og de vilde Have vare rolige, medens Stjernerne glide rullende midt hen ad Banen, medens hver en Mark tier, og Qvæget og de buntede Fugle og Alt, hvad der rundt omkring beboer de speilklare Søer, beboer de hvasse Tjørnelunde, er neddysset i Søvnen, for i Nattens Taushed at lindre Sorgen og Hjerterne, glemmende Dagens Møie. - Men ikke saaledes den paa Sindet lidende Phønissa; ei segner hun nogensinde ned i Søvnens Skjød, ei fornemmer hun (135) natlig Hvile i Sjæl og Øje. Kummeren fordobles; atter raser den opvaagnende Elskov; af Sindslidelsernes heftige Brusen bølges hun om. Derfor bliver hun fast ved Beslutningen og omvelter i Hjertet disse Tanker:

     "Hvad skal Jeg gjøre?  Skal Jeg udleet atter prøve de forrige Beilere? Skal Jeg udmyg begjære en Forbindelse med de Nomader, hvis Haand Jeg saa ofte har forsmaaet? - Skal jeg da følge den iliske Flaade, følge Teucrernes ydmygende Bud? Mon, fordi jeg kan glædes ved Hjelpen, Jeg rakte? Mon, fordi Hine teknemmeligen ihukomme det Gode, jeg viste dem? - men sæt! Jeg vilde - Hvo skal tage den Forhadte op paa de stolte Snækker? Kjender Du endnu ikke, ak Fortabte! - har Du endnu ikke følt Leomedonte-Yngelens Meenederier? - Hvad da? Skal Jeg ene ledsage de jublende Troer paa deres Flugt? - Eller skal Jeg sætte efter dem, ledsaget af Tyrierne og min hele Krigsmagt? Disse, som Jeg med Nød rev bort fra den sidoniske Stad, skal Jeg atter tumle dem om paa Oceanet, atter byde dem at hisse Seil? - Nei, døe, som Du har fortjent! Ved Staalet afvende Du Smerten! - O min Søster! Dig er det, som overvunden ved mine Taarer først nedsænkede Sværmerinden i disse Elendigheder, Dig, som gav Mig i Fiendens Vold, - Ha! hvi tillodes (136) det Mig ikke ubekjendt med Ægtestanden og skyldfri at tilbringe Livet paa Vilddyrenes Viis, uden at rammes af saadan Marter? - Ak! ei holdtes Eeden, Jeg svor min Sichæus's Aske?" - Saadanne Væklager udstødte hun af Brystet.  

     Æneas, allerede bestemt paa at reise, nød Søvnen paa kneisende Bagstavn; Alting er sømmeligen beredt. - For ham fremstillede sig i Søvne en guddommelig Skikkelse, der atter indfandt sig med samme Aasyn og syntes atter at formane Saaledes: - i Alt Mercurius liig, i Stemme og Farve og gule Lokker og Juventas skjønne Legemsbygning - "Søn af Gudinden! Kan Du under saadanne Omstændigheder falde i Søvn? Skuer Du ei Farerne, der staae trindt omkring Dig? Vanvittige! Fornemmer Du ei Zephyrernes Aande? - Hiin, bestemt paa at døe, omvelter i Siælen Rænker og usalige Misdaad; af mangehaande Sindslidelsers Brusen bølges hun om. Vil Du ei undflye herfra med Iil, medens det er Dig mueligt at undflye? - Snart skal Du see Havet oprørt af Skibsplankerne, see de gruelige Fakler lyse, see Stranbreddene staae i i Lue, dersom Aurora træffer Dig end dvælende i disse Lande. - Vel an da! Kom! bryd alle Hindringer! Ustadigt og foranderligt er stedse Qvindekjønnet." - Saa talede han og indhyllede sig i Nattens Mørke. (137)

     Da er det, at Æneas, forfærdet ved disse Skyggebilleder, farer pludseligen op af Søvne og maner Reisefællerne; Vaagner op med Iil, Karle! Sætter Eder paa Roerbænkene! Løser Seilene hurtigen! - Guden, nedsendt fra høie Æther - see! han ansporer Os atter til at fremskynde Flugten og kappe de tvundne Reeb. - Ja! Vi følge Dig, hellige Guddom! hvo Du end er, og jublende adlyde atter Befalingen. O! Stat Os bi, hjælp Os naadig og før heldige Stjerner frem paa Himmelen!" - Saa talede han. Nu udriver han af Skeden lynende Sværd og med dragne Staal hugger Tougene over. Samme Fyrighed besjæler Alle tilhobe; de rive og ruse. - Øde ere Strandbreddene; Vandfladen skjult med Snækker; stræbende omhvirvle de Skummet og bortfeie Lasuren.

     Allerede forlod Aurora sin Tithons safrangule Leie og fornyet udspreder de første Straaler over Landene, da Dronningen, der fra Baunen saae Dagslyset grye og Flaaden skride sagteligen frem ved Seilenes Hjelp, der fornam Strandbreddene og Havnene uden Roerkarle, slaaer tre, fire Gange Brystet med skjønne Haand, afriver de gule Lokker og udbryder: "O Jupiter! Skal denne drage bort? Skal en Fremmed haane vore Riger? - Vil ei Nogle gribe Vaaben og fra hele Staden forfølge (138) dem? Ei Andre rive Snækkerne fra vore Skibsstabler? - Gaaer hen! bringer hurtigen Flammer! Hisser Seilene! Svinger Aarerne! - Dog Hvad siger jeg? Eller hvor er Jeg? Hvilken Afsindighed forvirrer min Sjæl? - Ulykkelige Dido! Nu først skrækkes Du over dine ugudelige Handlinger? Den Gang sømmede Dette Dig, da Du gav Septeret hen. - See! saaledes er hans Haandtag, hans Trofasthed, som de sige bar sine Fædres Penater med sig, bøjede Skuldrene under en af Alderdom svækket Fader! - Ha! hvi kunde Jeg ei sønderrive, adsplitte Kroppen og sprede hans Lemmer om paa Bølgerne, ei med Staalet nedsable Reisefællerne, ei selve Ascanius, og sætte ham frem paa Bordene til Spise for Faderen? - Sandt! tvetydig vilde Kampens Skjæbne være blevet. - Det maatte den; hvem havde en Døende at frygte for? - Fakler skulde Jeg have kylet ind i Leiren, fyldt Løbebordene [smal gang, bro, fra en del af et skibs overdæk til en anden del (ODS)] med Flammer, udryddet Faderen selv og Ungen tilligemed hele Yngelen og kastet Mig selv oven paa. - O Phøbus! Du, som med Straalerne opklarer alle Jordens Gjerninger, og Du, Juno! Aarsagen og Vidnet til disse Sorger, og Du, Hecate! som hædres ved natlige Hyl i Byerne og paa Korsveiene, og I, hævnende Furier! og I, den døende Elissas Guder! mærker Dette, vender (139) fortjente Straffedomme mod Forræderne, hører mine Bønner! Er det nødvendigt, at denne Afskyelige naaer Havnene og svømmer i Land, æsker Jupiters Villie det saa, er dette Maal ham bestemt; lad ham dog, plaget af Krig og Vaabenbrag med et modig Folk, fordreven fra Grændserne, udreven af Julus's Favn, anraabe om Hjelp, see Vaabenbrødrenes skjændige Nederlag, og, naar han har underkastet sig ubillige Fredsvilkaar, ei nyde han da længe Riget og ønskede Dagslys! Nei, han falde før Tiden, ujordet, midt paa Fjæren! Dette ønsker Jeg, disse Raab udgyder Jeg tilligemed Blodet. - Men I Tyrier! - O! nærer et uforsonligt Had mod Stammen og hele den vordende Slægt! Bringer min Aske disse Forsoningsoffere! Intet Venskab med Folkene, ingen Pagter! Af vore Lender fremstaae en Hævner, som med Fakkelen og Sværdet forfølger de dardaniske Nybyggere, nu og i Fremtiden, saa ofte Kræfterne tillade det! Strandbredde mod Strandbredde, Vover mod Vover, Vaaben mod Vaaben! - Det ønsker Jeg. Feiden vedblive selv blandt Sønnesønnerne!"

     Dette sagde hun og vendte Sjælen til alle Sider, ønskende jo før jo heller at afbryde det forhadte Liv. Derpaa talede hun korterligen til Barce, Sichæus's Pleiemoder - thi hendes egen fængslede sorte Jord i det forrige Fædreland (140) - "Kjære Pleiemoder! føer min Søster Anna hid! Siig, hun ile at bestænke Legemet med Kildevand og bringe saavel Offerdyrene som de anviste Forsoningsoffere med sig! Saaledes komme hun! Ogsaa dække Du selv Tindingene med andægtige Bændel! De hellige Handlinger, som Jeg høitideligen tilberedte for den stygiske Jupiter, er det mit Forsæt at fuldføre, for at ende min Kummer og overgive Baalet til de Flammer, der skal fortære Dardaneren."

     Saa talede Dronningen. Hiin fremskyndede ivrigen de oldeqvindelige Fjed. Men Dido, sittrende, vild i Sindet formedelst sit græsselige Forehavende, omveltende de blodrøde Øjne, overgydet med Pletter paa skjælvende Kinder, bleg ved Tanklen om vordende Død, bryder ind i Palatses indre Gemakker, bestiger rasende det høje Baal og uddrager Sværdet, Dardanerens Foræring, ei bestemt til denne Brug. Da hun her skuede de iliske Klæder og det kjendte Leie, dvælede hun lidet under Taarer og Betragtninger, lagde sig paa Forhøiningen og sagde disse sidste Ord:

     "Søde Mindesmærker! medens Ødet og Guden tillod det, annammer denne Aand og løsriver Mig fra disse Qvaler! Levet har Jeg og tilendebragt Banen, som Skjæbnen bestemte; nu skal Billedet af mit store Jeg nedstige i (141) Jorden; en herlig Stad har Jeg stiftet, har seet mine Mure, har hævnet min Mand, har afstraffet en grusom Broder. Lykkelig - ak, alt for lykkelig, hvis de dardaniske Snækker aldrig havde naaet vore Strandbredde!" - Saa talede hun og med Ansigtet, trykt til Forhøiningen, siger: "Døe skal Jeg uhævnet; dog lad mig døe! Saaledes - endog saaledes er Jeg glad ved at gaae ned til Skyggerne. Disse Luer - o! dem øjne den grusomme Dardaner fra Dybet! Disse Varsler om min Død føre han med sig!!

     Midt under denne Tale see Ternerne hende segne for Staalet, see Sværdet, skummende af Blod, og de bestænkte Hænder. Skriget trænger frem til de høie Forsale; gjennem den rystede Stad sværmer Fama om; af Væklager og Sukke og Qvindehyl buldre Vaaningerne, af heftige Haandslag gjenlyder Ætheren, ei anderledes, end om hele Carthago eller gamle Tyrus omstyrtede for den indbrydende Fiende, og Flammerne hvirvlede rasende om i Guders og Menneskers Boliger.

     Dette hørte Søsteren, og livløs, forfærdet over den ængstelige Løben, skjændende Ansigtet med Næglene og Brystet med knyttede Hænder, styrter midt igjennem Sværmen og raaber paa den Døendes Navn: "Var Dette Hensigten, Søster? Mig angreb Du med List? (142) Dette skulde hint Baal, dette hine Luer og Altere volde Mig? - Ak! Hvad skal Jeg Forladte først klage over? - Søsterens Selskab forsmaaede Du døende? Gid Du havde indbudet Mig til ligedanne Skjæbner! Samme Staal, samme Vunde, samme Time skulde have bortrykket Os begge. - Med disse Hænder endog opreiste Jeg Baalet og anraabte vore Fædres Guder, for at være borte ved din Henfart, Grusomme! - Udryddet har du Dig og Mig, Søster! og Folket og de sidonske Statsfædre og din Stad. - Bringer Vand hid! Afskylle Saarene vil jeg, og inddrage den sidste Aande, hvis den svæver paa hendes Læber."

     Under denne Tale havde hun vundet op ad de høie Trapper. Favnende varmede hun nu den halvdøde Søster ved Brystet, og sukkende aftørrede med Klædet de sorte Blodsdraaber. Hin, stræbende at opløfte de bristende Øjne, daaner atter. Fra gjennemstingede Bryst hviner Blodet ud. Trende Gange hævede hun sig styttet paa Albuen; trende Gange sank hun tilbage paa Forhøiningen, søgte med omløbende Øjne Lyset paa høie Himmel og sukkede ved at finde det igjen.

     Da ynkedes almægtige Juno over hendes lange Smerter og haarde Henfart; derfor sendte hun Iris ned fra Olympen for at løse den kjæmpende Sjæl fra de fængslende Lemmer; (144) thi, fordi den Elendige omkom ei ved Skjæbnen, ei ved en forskyldt Død, men før Tiden, antændt af Øjeblikkets Raserie, havde ei endnu Proserpina rykket Lokken af hendes Isse, ei endnu indviet Hovedet til den stygiske Behersker. Derfor flyver Iris ned gjennem Luften, bedugget med safrangule Vinger, hentende tusende spraglede Farver fra den modvendte Sol, og staaer ved hendes Hoved. "Disse Haar, indviede til Pluto, tager Jeg efter Befaling og løser Dig fra dette Legeme." - Saa taler hun, og med høire Haand afskjærer Lokken. Tilligemed den bortdunstede al Varmen, og Livsaanderne vendte tilbage i Luften.                                                                             25. 10. 2007