Indledning til femte Bog.

       Æneas bliver ved sit Forsæt og seiler afsted; imidlertid seer han fra Havet Staden oplyst af de Luer, som fortærer Elissa eller Dido. Uden at vide den egentlige Aarsag til denne Ild har han dog en sørgelig Anelse om, at den er en Virkning af Dronningens Fortvivlelse - Da han var kommen midt ud paa Havet og øinede ikke længer Land, udbryder et skrækkeligt Uveir. Selv Styrmanden bliver bange og byder Skibsfolket at minke Seilene, at bruge Aarerne og at lavere. Derpaa siger han til Æneas, at det er aldeles umuligt, med denne Vind at komme til Italien, da den har vendt sig og er lige imod. Det er derfor bedst at søge Sicanien eller Sicilien, hvor Eryx fordum regjerede. Denne Eryx var, ligesom Æneas, en Søn af Venus og altsaa Æneas's Broder. - Æneas samtykker Palinurus's Forslag; thi intet Land kan være ham kjærere, end det, som eier Acestes, hans dyrebare Gjæsteven, der tillige nedstammer fra den dardaniske Kongeslægt i Troja, og hvor hans Fader, Anchises, ligger begraven. (60) Derpaa styre Trojanerne mod Sicilien, og snart lande de ved denne Øe. 1 - 35.

     Men da Kong Acestes, en Søn af en Trojanerinde og Flodguden Erinisus i Sicilien, saa dem komme igjen, løb han dem imøde og beværter dem saa godt, han kan.  Den følgende Dag kalder Æneas sine Folk sammen og holder en Tale, hvori han erindrer dem, at det er i Dag et Aar, siden hans Fader blev begraven her paa Sicilien, en Dag, som han stedse skal helligholde, om han endog var paa de farligste Steder, som: Syrterne ved Gætulien, et Landskab i det nordlige Africa, det argoliske eller ægæiske Hav, nu Archipelagus, og Mycenæ, paa den Tid en af Grækernes mægtigste Stæder og Agamemnons Residens. Hvor meget mere bør han ikke gøre det, da han nu staaer ved sin Faders Grav og er kommen til et venskabeligt Land?  Ja, naar han engang ved Neptunus's Hjelp kommer til Italien, vil han aarligen helligholde denne samme Fest i den Bye, han agter at opreise, og i det Tempel, han agter at indvie for sin Fader. Men paa Sicilien bør han saa meget mere anstille dette Offer, som Acestes er saa god at forsyne ham med Offerdyr. Ved det hellige Maaltid, som altid anrettedes efter enhver Offring, beder han sine Selskabsbrødre at udgyde Viin saavel for Acestes's Penater som for deres egne, eller, for at bruge Digterens Udtryk, (61) indbyde Penaterne til Offermaaltidet, saavel deres fædrenelandske som dem, Gjestevennen Acestes dyrker. Efter ni Dages Forløb har han i Sinde at anstille nogle Kamplege, der skulle bestaae først i at seile omkaps, derpaa i at løbe, skyde og brydes. - Til den sidste Øvelse brugtes nogle Handsker af tykt Læder og belagte med Jern. Disse Handsker kaldtes Cestus. - Endeligen beder han Forsamlingen at bekrandse deres Hoveder, hvilket man  pleiede at gøre ved alle gudelige Handlinger. 35 - 71.

     Efter denne Tale bekrandser Æneas sig med Myrte, der var helliget hans Moder, Venus. Det Samme gjøre alle de Andre. Derpaa gaae de hen til Anchises's Gravhøi og forrette Offringen. Æneas apostropherer sin Faders Skygge og beklager, at han ikke matte følge med ham til Italien. - Neppe havde han endt, førend en stor Slange, som de Tider ansaaes for et godt Forvarsel, krøb op af Graven, berørte Offermaaltidet og steg ned igjen i Graven, uden at giøre Skade. Formedelst dette lykkelige Jertegn anstiller Æneas et langt større baade Mad- og Drikoffer. Det samme gjøre de Andre, hver efter deres Formue. Saasnart Offringen var forbi, tilberedes efter Sædvane Offermaaltidet. 71 - 103.

     Endeligen frembryder den niende Dag. Mange indfinde sig, dels for (62) at see paa Kamplegene, dels for selv at tage Deel deri. Belønningerne opstilles for Alles Øjne midt i Kredsen. Et Stød i Trompeten forkynder Legenes Begyndelse. - Fire udvalgte Skibe aabne Kampen: Pristis, som anføres af Mnestheus, det store Chimæra af Gyas, Centaurus, af Sergestus og Scylla af Cloanthus. - Langt ude i Søen er et Skjær. Her opreiser Æneas en Steeneeg til et Maal for de Kjæmpende. Derpaa kastes Lod om Stedet, hvor Skibene skulle ligge. Anførernes og Folkets Dragt beskrives. Mandskabet sidder allerede paa Roerbænkene og venter paa Signalet med spændt Opmærksomhed. Omsider lyder Basunen, og nu fare de ud under et heftigt Skrig. Deres Hurtighed lignes med dem, som kjøre omkaps paa Løbebanen. Strandbredden lyder af Tilskuernes Raab. 103 - 150.

     De Første, som løber i Søen, er Gyas paa Chimæra, derefter Cloanthus paa Scylla, siden Mnestheus paa Pristis og Sergestus paa Centaurus. Allerede vare de nær ved Maalet, da Gyas, den forreste af dem, raaber til sin Styrmand, Menøtes, at han skal holde ind til Skjærs. Men Menøtes, der er bange for Skjærene, styrer ud mod rum Søe. Gyas raaber atter, og da seer han Cloanthus bag ved sig. Denne gnider sig ind mellem Gyas's Skib og Skjæret, kommer foran ham, naaer Maalet og seiler tilbage. Nu bliver Gyas rasende, kaster Styrmanden (63) overborde og stiller sig selv ved Roret. Styrmanden redder sig op paa en Klippe, er drivvaad og udlees af Tilskuerne. - Herved faae de tvende Sidste, Sergestus og Mnestheus, Haab om at komme Gyas forbi. Sergestus er den Første. Da træder Mnestheus frem og opmuntrer sine Folk til her at bruge de Kræfter, som de have viist paa saa mange Steder, især ved Malea, et Forbierg ved Laconien. Da det ei længer er muligt at blive Første, saa bør de nu stræbe efter i det ringeste ikke at blive Sidste. - Opmuntrede ved denne Mnestheus's Tale gribe hans Folk sig an af yderste Kræfter. Hertil kommer endnu denne lykkelige Omstændighed, at Sergestus fik sine Aarer brudte i Stykker mod Skjærene, hvorved Mnestheus kommer foran. Han indhenter ogsaa Gyas's Skib, Chimæra, som manglede en Styrmand. - Nu staaer ene Cloanthus tilbage. Ham sætter han ogsaa efter; men Cloanthus, der mærker Dette, anraaber Neptunus's og de øvrige Søguders Hjelp, og kommer først i Havnen. Derpaa udraaber Æneas Cloanthus for Seierherre, bringer Gaver ned til Skibene og uddeler Belønningerne blandt Seierherrerne: Cloanthus faaer en gylden Krigskappe, hvori den trojanske Prinds, Ganymedes, var indvævet, da han jagede paa Bjerget Ida og blev optagen til Himmels af Ørnen, Jupiters Fugl, for at være denne Guds Mundskjænk. Den Anden af Seierherrerne faaer et (64) meget tungt Pantser, som Æneas havde taget fra Grækeren, Demoleos, hvilken han havde fældet i et Slag ved Simois, En af Floderne uden for Troja. Den Tredie faaer to Kobberkjedeler og nogle Sølvskaaler med Billeder paa. - Da alle tre Seierherrerne saaledes vare belønnede, kommer Sergestus tilbage med sit forstødte Skib og sine sønderbrudte Aarer. Æneas, som er glad ved at see ham igien, forærer ham en cretensisk Slavinde, som er kyndig i Minervas Arbeider, det er, i Vævning og Uldspinderi. 150 - 285.

     Da Søkampen var endt, gaaer Æneas hen til en græsrig Slette. Her sætter han sig paa et oprettet Sæde, indbyder hvem, der vil, til Væddeløb, og fremstiller Belønningerne. Nu møde Teucrer og Trinacrere eller Sicanere, det samme, som Sicilianere. De to Trojanere, Nisus og Euryalus, bekjendte for deres Kjærlighed til hinanden, ere de første. Derefter kommer Diores af Priamus's Kongestamme; derefter Salius og Patron, af hvilke den Ene var en Acarnaner fra det vestlige Grækenland, den Anden en Arcader fra Byen Tegæa paa Halvøen Peloponesus, nu Morea. Tilsidst de to trinacriske Ynglinge, Helymus og Panopes, vante til Skovene, det er, til Jagten. - Til de Forsamlede holder Æneas en kort Tale, hvori han lover, at Ingen af de Deeltagende skulle blive ubelønnede; (65) men de tre Første skulle faa særskilte Belønninger, hvilke han opregner. Derpaa gives Tegnet, og Væddeløbet begynder. Nisus er den Første, Salius den Anden, Euryalus den Tredie, Helymus den Fjerde og Diores den Femte. Nisus er nær ved Maalet, da Foden glider under ham, og han snubler. Men, idet han reiser sig igjen, stiller han sig mod sin Eftermand, Salius, som derover falder. Herved løber Nisus's Ven, Euryalus, forbi Salius og kommer først til Maalet, derefter Helymus og tilsidst Diores. Nu udgiver Salius et heftigt Skrig, og fordrer den Belønning, som ved List blev revet fra ham. Men der er meget, som taler for Euryalus: desuden ogsaa Diores, der ikke var bleven den tredie Seierherre, naar Salius blev den første. For at trøste Salius giver Æneas ham en Løvehud fra Gætulien, et Landskab i Africa, og, da Nisus ligeledes fordrede en Belønning, giver han ham et Skjold, forfærdiget af Kunstneren, Didymaon, hvilket han havde taget fra Neptuns Tempel i Grækenland. 285 - 361.

     Da Væddeløbet var forbi, indbyder Æneas de Tilstedeværende til at slaaes med Staalhandsker, og bestemmer en Tyr for den Vindende og et Sværd tilligemed en Hjelm for den Tabende. Strax fremstiller den store Dares sig, der tilforn havde fældet (66) Kjæmpen Butes, som roste sig af at nedstamme fra Amycus, Konge i Bebrycien eller Bithynien, et Landskab i Lilleasien. Men ingen vovede at binde an med den store Dares. Hvorover Kong Acestes sætter Entellus haardt til Rette, fordi han, en Discipel af den store Nævefægter, Eryx, der, ligesom Æneas, var en Søn af Venus, ikke turde give sig i Færd med Dares. Entellus forsikkrer, ham fattedes ikke Lyst, men Kræfter, og kaster hen paa Marken nogle forskrækkelige Staalhandsker, som han havde arvet efter Eryx, hans Læremester. Selv Dares bestyrtedes. Entellus, som mærker Dette, tilbyder sig at ombytte sine Staalhandsker med andre, der lignede Dares's. Strax bringer Æneas ensdanne Rustninger ud af sitTelt, hvilke de tvende Stridende iføre sig og begynde derpaa Nævefegtningen. De bibringe hinanden svære Slag paa alle Steder af Legemet. Tilsidst falder Entellus; men han reiser sig snart igjen, og dette Vanheld giver ham nyt Mod. Han forfølger Dares over hele Pladsen og slaaer ham skrækkeligen snart med Høire, snart med Venstre. Endeligen ynkedes Æneas over sin Landsmand, tog ham ud af Striden og lod ham ganske blodig og forslaaet bringe ned til Skibene. Derpaa gav han Entellus den lovede Tyr. Entellus slaaer Tyren for Panden, saa den faldt død om. Denne offrer han sin Lærer, Eryx, i stedet for Dares, og fra nu af vilde han ei (67) længer befatte sig med Staalhandsker og Nævefegtning. 361 - 485.

     Strax derpaa indbyder Æneas de Tilstedeværende at skyde omkaps, og bestemmer ligeledes Belønningerne. Til den Ende opreiser han en stor Mast paa Sergestus's Skib, og hænger fra Masten en Due i et Toug, som de skulle skyde efter. Nu kastes der Lod om, hvo skal begynde. Først kommer Hippocoons ud, der efter sin Fader, Hyrtacus, kaldes den hyrtaciske; derpaa Mnestheus's, der ogsaa havde seiret i Søkampen; derefter Eurytions, en Broder til den berømte Bueskytte, Pandarus, der i den trojanske Krig holdt med Trojanerne, men efter Minervas Raad skjød paa Grækerne, efterat disse kort tilforn havde sluttet Fred med Trojanerne, hvorved Freden igjen blev brudt. Den gamle Acestes's Lod var den sidste. - Den hyrtaciske Hippocoon, som skjød først, ramte Mastetræet; Menestheus splittede Touget, hvori Duen hang; Eurytion skjød denne i Flugten. saa den faldt død ned; Acestes skjød alene for at vise sin Bue og sin Kunstfærdighed. - Nu indtraf et stort Vidunder; thi, idet Acestes's Piil fløi i Luften, kom den i Brand og brændte op. Dette anseer Æneas for et lykkeligt Forvarsel, omfavner Acestes og forærer ham en Kumme, som hans Fader, Anchises, havde faaet til Foræring af Kongen i Thracien. Derpaa uddeler (68) han Belønningerne iblandt dem, der toge Deel i Skydningen. 485 - 544.

     Men endnu, førend Fugleskydningen var endt, kalder Æneas paa Epytides, hans Søns Hovmester, og beder ham sige til Ascanius, at han snart kommer med den Ynglingehær, der skal anstille et Ridderspil ved Anchises's Grav. Strax komme disse Ynglinge ansættende og ride forbi deres Fædre. Nu beskrives ders Dragt og Rustning. Hele Hæren er inddelt i tre Sqvadroner, tolv i hver, og Enhver af disse Ynglinge har sin Hovmester med. Der ere tre Anførere: Priamus, en Søn af Polites og en Sønnesøn af Kong Priamus, Atys, ligeledes en ung fornem Trojaner, og Ascanius eller Julus, Æneas's Søn. - Saasnart Epitydes havde givet Tegnet, begyndte Ridderspillet: Først ride de samlede; derpaa deles de i tre Sqvadroner, og gjøre adskillige Svingninger, der lignes dels med Labyrinthens Irgange paa Creta, dels med Delphinernes Lege i det carpathiske og libyske Hav, hvoraf det Første er en Deel af det ægæiske Hav, eller Archipelagus, det Andet af Middelhavet. - Dette Ridderspil indførte Ascanius siden i Alba hiin lange, en Bye, han selv anlagde; derfra kom det i de følgende Tider til Rom, hvor Legen selv blev kaldt Troja, og de Legende Trojanerhæren. - Saadanne Kampøvelser (69) lod Æneas anstille til Ære for sin afdøde Fader. 544 - 603.

     Men, medens Trojanerne vare sysselsatte hermed, sender Juno Iris ned til de trojanske Koner, som sidde ved Strandbredden og begræde deres omvankende Liv. Iris paatager sig Beroes Person, en gammel Kone, gift med Doryclus fra Bjerget Imarus i det vestlige Grækenland. Derpaa træder Iris ind i Trojanerindernes Forsamling. Nu beklager hun, at de i syv Aar have vanket om baade til Lands og Vands, uden endnu at finde et blivende Sted. Hvorfor ikke nedsætte sig her i Sicilien, hvor Eryx, Æneas's Broder, har regjeret, og hvor Acestes af trojansk Blod nu regjerer? Til den Ende opmuntrer Iris dem til at opbrænde Skibene. Selv farer hun hen, griber en Fakkel fra et Alter i Nærheden, og svinger den af alle Kræfter. Herover forbauses Troerinderne, men Pyrgo, en gammel Kone, tilforn Amme for Priamus's Børn, forsikkrer, at denne Person er en Guddom, ikke Beroe; thi hun er syg, og Pyrgo kom nylig fra hende. Medens Troerinderne ikke ret vidste, hvad de skulde tænke og gjøre, forsvinder Iris. Nu blive de ligesom rasende, gribe hver sin Fakkel og kaste den ned i Skibene. Strax staae disse i Lue. Herover iler Trojaneren, Eumelus, op til Anchises's Gravhøi for at melde denne Ulykke; hvorpaa Ascanius, Æneas og mange Andre ile igjen (70) ned til Strandbredden. Ved at see disse, flygte Troerinderne dels til Skoven, dels til Bjergkløfterne. Imidlertid raser Ilden overalt. Nu raaber Æneas til Jupiter om Hjelp for de ulykkelige Troer. Strax falder en stærk Regn; Ilden slukkes; fire Skibe blive et Rov for Luerne, de øvrige reddes. 603 - 700.

     Over denne Ulykke er Æneas uens med sig selv, om han skal blive eller tage til Italien. Han spørger Nautes tilraads, en gammel, sindig Mand. Nautes raader ham, efter Gudernes Befaling, at drage over til Italien, men lade dem blive tilbage, som ikke have Lyst til at reise med, og bede Acestes tillade dem her at bygge en Bye og opkalde den efter ham. - Æneas er endnu tvivlraadig, men den næste Nat fremstiller hans Faders Gjenfærd sig for ham og lader ham vide, at han er kommen, efter Jupiters Befaling, for at melde ham, at han skal følge Nautes's Raad og drage til Italien. Her skal han strax igjennem Avernersøen stige ned i Underverdenen til sin Fader, som skal underrette ham om hans tilkommende Skjæbne. Derpaa forsvinder Gjenfærdet, da Natten snart var tilende. - Strax gaaer Æneas hen til Acestes og yttrer ham sit Ønske: At modtage Nogle af hans Folk og give dem en Bye at boe i. Acestes er strax villig hertil. Derfor, medens de andre Troer istandsætte Skibene, aftegner Æneas selv Pladsen til den nye Bye, ved efter de Tiders Maade at føre en Ploug rundt omkring (71) det Sted, hvor Byen skal staae. Acestes bestemmer, hvor Torvet skal være til Rettergang. Paa Bjerget, Eryx, lægges Grundvolden til et Tempel for Venus med Tilnavn, Idalia. De Troer og Troerinder, som skulde blive tilbage, sørge heftigen og ønske nu at komme med. Æneas trøster dem og seiler bort. 700 - 778.

     Imidlertid henvender Venus sig til Neptunus. Her klager hun over Junos uforsonlige Had, erindrer den Storm, Juno fik Æolus til at opvække, da Trojanerne første Gang seilede bort fra Sicilien, fortæller, at Juno nyligen har forført de trojanske Fruentimre til at opbrænde en Deel af deres Landsmænds Skibe, og beder tilsidst, at han dog vil forbarme sig over disse Ulykkelige og lade dem komme til Italien, som er deres Bestemmelsessted. - Neptunus svarer: han har reddet Æneas fra mangen Ulykke baade til Lands og Vands; han udrev ham af den Tvekamp, han indlod sig i med Achilles, uagtet Neptunus havde Aarsag til at hade Trojanerne for deres troløse Konge, Laomedons Skyld, der ei betalede, hvad han havde lovet Neptunus, da denne Gud hjalp Kongen med at opbygge Troja, som Hercules noget før den trojanske Krig havde ødelagt. Tilsidst forsikkrer Neptunus, at hendes Søn, Æneas, skal uskadt komme til Italien. - Strax efter denne Samtale spænder Neptunus (72) sine Søheste for Vognen, farer hen over Bølgerne og stiller Havet. I Gudens Selskab indfinder sig mange Sødyr saavelsom mange Søguder og Gudinder. - Æneas, glad over den gunstige Vind, sætter alle Seil til. Det Skib, som Styrmanden, Palinurus, seilede paa, var i Spidsen; de Andre fulgte efter. Men midt om Natten, medens en Deel af Søfolket sov paa Roerbænkene, kom Søvnens Gud, Somnus, til Palinurus og raadede ham at lægge sig lidet; da Flaaden havde god Vind, og Somnus var villig til at staae ved Roret i hans Sted. Men det vilde Palinurus ikke; han kjendte baade Søen og Havet for godt til at forlade sig paa dem; desuden kunde han ikke overlade Æneas til de ustadige Vinde. - Nu svinger Guden over hans Isse en Green, som var dyppet i Lethefloden og havde en berusende, stygisk, det er, dødbringende Kraft. Palinurus bliver søvnig, saa meget han endog stræber imod. Derpaa kaster Guden ham overborde og flyver bort. Ikke destomindre fortsætter Flaaden sit Løb og kommer lykkeligen forbi Sirenernes Skjær. Disse vare tre meget farlige Klipper i det toscanske Hav, der maaske lignede en Menneskefigur. Deraf digtede Fabelen, at de vare tre Fruentimre, der ved deres behagelige Sang lokkede de Forbiseilende ind paa deres Skjær; men, da Ulysses drog forbi uden at lade sig lokke (73) af deres Sang, ærgrede Sirenerne sig saaledes herover, at de styrtede sig i Havet og druknede. Da Æneas mærkede, at han havde mistet sin Overstyrmand, gik han selv hen til Roret og beklagede meget sin Vens Tab. 778 - 871.  26.10.2007