Femte Bog.

(143)  Allerede har Æneas, fast i sin Beslutning, naaet med Flaaden det Midterste af Banen; ved Aqvilos Hjelp kløvede han de sorte Vover, skuende tilbage til Murene, der lyse af ulykkelige Elissas Flammer. Vel er Aarsagen, der antændte saadan Ild, ubekjendt; men haarde Smerter over heftig, krænket Elskov, (144) og Tanken om, hvad en rasende Qvinde mægter, lede Teucrernes Hjerter til sørgelig Anelse.

     Saasnart Snækkerne havde naaet rumme Søe, og intet Land længere mødte, men allevegne Hav, allevegne Himmel; da stod sorteblaa Regnsky over hans Hoved, medførende Nat og Uvejr; skrækkeligen knejsede sorte Bølge. Selv Styrmanden Palinurus udbryder fra høje Bagstavn: "Ak! hvi omringer saa store Regnskyer Ætheren? hvad bereder Du, Fader Neptun?" - Dette sagde han, byder derpaa at minke Seilene og arbeide med de stærke Aarer; Skjødene skraaner han for vinden og taler saaledes: "Modige Æneas! ei, om Jupiter selv var Borgen, var Hjemmelsmanden, kunde Jeg haabe med dette Veir at naae Italien. Forandrede brøle vindene tvers imod os; de opstige fra sorte Vesten, og Luften indsluttes bag sorte Skyer. Men at stræbe og spænde imod, saa meget mægte Vi ikke. Lader os da følge den seirende Skjæbne, og, hvorhen den kalder, did styre Vi Farten! ei langt herfra ere, mener Jeg, Eryx's de troe, broderlige Strandbredde og de sicaniske Havne, hvis Jeg rigtigen mindes de nys bemærkede Stjerner."

     Derpaa fromme Æneas: "Sandeligen, Jeg har allerede længe seet, at Vindene kræve dette, og at Du forgjæves spænder imod. Drei af (145) med Seilene! kan noget Land være mig kjærere? eller hvorhen kunde Jeg hellere ønske at styre de mødige Snekker, end til det, som bevarer mig dardaniske Acestes og favner i sit Skjød Fader Anchises Been?" - Efter disse Ord søger de Havnene, og heldige Zepyrer udspænder Seilene. Rask farer Flaaden hen over Svælget, og glade styre de omsider mod kjendte Fjære.[forstrand]

     Men Acestes, langt borte paa Bjergets højeste Isse, forundret over Snekkerne og sine Venners Ankomst, løber dem imøde, piusket, med Jagtspyd og lybiske Bjørnindes Hud; - ham havde troiske Moder født, undfanget veed Floden Crinisus. - Men Hiin, ej glemmende gamle Frænder, lykønsker de Gjenkomne, modtager dem glad med landlig Forraad og qvæger de Mødige ved venlig Hjelp. Saasnart den følgende Dag, opklaret ved Solen, havde fordrevet Stjernerne, kalder Æneas Rejsefællerne fra hele Strandbredden til Forsamlingen og tiltaler dem fra høje Bakke: "Store Dardanider, udsprungne af Guders ædle Blod! Tilbragte ere Maanederne, og fyldt er Aarskredsen, siden vi gjemte i Jorden min guddommelige Faders Levninger og Been og vemodsfulde helligede Altere til ham, og nu er - hvis Jeg ikke bedrages - den Dag kommen, som stedse skal være mig sørgelig, stedse højtidelig; (146) saa vilde I Guder! Om Jeg end tilbragte den landflygtig, ved de gætuliske Syrter, eller overrasket paa det argoliske Hav og i Staden Mycenæ, dog skulde Jeg ordentligen holde de aarlige Løfter og de højtidelige Optog; oprejse skulde Jeg Altere med de vedbørlige Gaver. Men nu staar vi endog her ved min Faders Askehobe og Been - ei uden Gudernes Beslutning, mener Jeg, ei uden vores Bistand - og, skjønt bortrevne af Stormen, ere vi løbne ind i venskabelige Havne. Velan da! lader os alle freidigen helligholde Hædersdagen! Derpaa ville vi anraabe Vindene, og, naar vi ere komne til vort Bestemmelsessted, skal min Fader see med Velbehag, at Jeg aarligen bringer ham Offere, som disse, hist i den anlagte Stad og de indviede Templer. - Tvende Øxne til hvert Skib skjænker Eder trojanske Acestes. Indbyder til Maaltidet Penaterne, baade Eders Fædres og dem, Gjestevennen Acestes dyrker. Siden, naar niende Aurora frembringer for de Dødelige den hulde Dag og oplyser Kloden med Straalerne, da vil Jeg for Teucrerne anstille først Kamplege med hurtige Flaade. Derpaa, hvo, der er stærk i Løbet, er modig af Kræfterne, er dygtig i Spydet og de lette Pile, eller hvo, der trøster sig til at stride med ubarkede Staalhandske - alle disse indfinde sig, (147) og vente fortjente Palme til Løn. Samtykker Alle og omsirkler Eders Tindinge med Grene!"

          Saa taler han og overslører sine Tindinge med moderlige Myrte. Dette gjør Helymus, dette alderstegne Acestes, dette Drengen Ascanius; dem følger den øvrige Ungdom. - Hiin gik fra Forsamlingen hen til Gravhøien, selv i Midten, ledsaget af en stor Skare, af mange Tusinde. Her, offrende sømmeligen, udgyder han paa Jorden tvende Bægere med bacchantisk Most, tvende med frisk Melk, tvende med helligt Blod, udstrøer purpuriske Blomster og taler saaledes: "Hil være Dig atter, hellige Fader! Hil være Eder, forgjæves gjenfundne Askehobe og Aander og faderlige Skygger! Ej tillodes det mig med Dig at opsøge de italienske Egne, de bestemte Lande og ausoniske Tibris, hvo den end er." -

     Dette sagde han, da en glat Slange fra nedre Lønkamre slæber sig vældig frem i syv kredsformede Bugter, omslyngende blideligt Gravhøjen og rullende om mellem Alterne; paa dens Ryg mørkeblaae Mærker og guldglindsende Pletter, der oplyste Skjællet, liig Buen i Skyerne, som fra Solen, lige over for, henter tusinde forskjellige Farver. Svimmel blev Æneas ved Synet. Hiin, krybende i lang Strækning mellem Offerskaalene og de blanke Bægere, nippede af Maaltidet, forlod derpaa de tømte Altere(148) og omsider uskadende steg atter ned i Højen. - herover fortsætter han endnu mere de for Faderen begyndte Offringer, uvis, om han skulde antage Hiin for Stedets Skytsgud eller Faderens Skytsaand. Han fælder efter Sædvane fem Faar, ligesaamange Øxne, sorte paa Ryggen, ligesaamange Sviin, udgyder Viin af Skaalerne, fremraaber store Anchises's Aand og Manerne, sendte tilbage fra Acheron. Ogsaa Reisefællerne frembære frejdigen Gaver, Enhver efter sine Evner, betynge Alterne og stinge Øxnene. Andre stille Kobberkjedler i Orden, og, omspredte i Græsset, lægge Gløder under Spiddene og riste Kjødet.

     Den forventede Dag er kommen; Phaetons Heste medbragte niende Aurora med dens blide Lys, og Rygtet og Acestes's Navn havde udlokket Naboerne. I glade Hobe have de fyldt Strandbreddene for at see Æneaderne; en Deel er og beredt til at stride med. Først stilles Gaverne for Alles Øjne og midt i Kredsen: hellige Trefødder og grønnende Kredse og Palmer og Rustninger og Klæder, overgydede med Snækkeblod, og Sølv- og Guldtalenter, Prisen for de Stridende. - Nu bebuder Basunens Klang fra Bakken de begyndte Lege.

     De første Kamplege tiltræde fire ligestore Snekker med svære Aarer, udvalgte af hele Flaaden; Mnestheus fremdriver med raske (149) Roerkarle bevingede Pristis. - Mnestheus, snart en Italiener, fra hvem Memmius's Slægt nedstammer - Gyas den vældige Chimæra med vældig Kjæmpekrop, en Bygning som en Stad; denne fremstødes med tredobbelt Aarerække af dardaniske Ungdom; Aarerne hæve sig i tre Rader. Sergestus, af hvem det sergiske Huus har sit Navn, farer paa store Centaurus; paa mørkeblaa Scylla Cloanthus, hvorfra din Slægt nedstammer, romerske Cluentius!

     Langt ude i Søen er et Skjær, tversover for de skummende Strandbredde, hvilket stundom overskylles, banket af svulmende Vover, naar vinterlige Vestenvinde skjule Stjernerne, i roligt Vejr tier det, over uoprørte Vover hæver sig dets Flade og er det behageligste Opholdssted for de soelkjære Maager. Her opreiser Fader Æneas et Maal af grønnende, løvfulde Steeneeg til Tegn for Søefolkene, for at de kunde vide, baade hvorfra de skulde vende tilbage og hvor de skulde svinge om i lange Fart. Derpaa vælge de Pladsen ved Loddet, og Høvdingene selv paa Bagstavnen glindse langt borte, prydede med Guld og Snækkeblod. Den øvrige Ungdom oversløres med Poppelløv, og glindser om blottede Skuldre, overgydet med Olie. De sadde paa Roerbænkene med deres Hænder spændte til Aarerne. Spændte vente de Tegnet, og bankende Angest og flammende (150) Higen efter Roes gjennemstrømmer de hoppende Hjerter.

     Derpaa lød klartonende Basun, og ufortøvet springe de alle frem fra Skrankerne, Søfolkenes Raab rammer Ætheren; Sundene skumme, omvæltede af Aarerne i de stramme Hænder; forenede kløve de Bølgerne, og hele Vandsletten gaber, adsplittet af Aarer og treoddede Snekker. Ej saa hovedkuls ile Vognene i Veddekjørselen hen over Marken og styrte strømmeviis frem fra Skrankerne; ei saaledes ryste Vognstyrerne i det de hænge forover med Pidsken, de bølgende Tømmer paa stærktrendende Spand. - Da gjenlød hele Lunden af yndende Tilskueres Haandklap, Larm og Bifaldsyttringer; Røsten ruller gjennem de indsluttede Strandbredde, og de rystede Bakker gjenskralle af Raabet.

     Ud, foran de Andre, flyver Gyas; først ruller han ud paa Bølgerne under Støi og Larm; ham følger dernæst Cloanthus, bedre i Aarer, men Granen, seen ved sin Tyngde, fængsler ham. Efter disse stræber Pristis og Centaurus i lige Afstand at vinde det første Sted, snart har Pristis naaet det, snart kommer vældige Centaurus seirende frem, snart fare de begge tilsammen med Side mod Side og med lange Kjøl fure de salte Vande. Allerede nærmede de sig Skjæret og naaede Maalet, da den Forreste, (151) sejrende Gyas, midt i Svælget raaber til Skibsstyreren Menøtes: "Hvor vil du saa langt hen mod Højre? Hid styre Du Gangen! Hold Dig til Strandbredden og lad Aarefladerne skrabe de venstre Skjær! Lad Andre holde Dybet!" - Dette sagde han; men Menøtes, frygtende de blinde Skjær, drejer Forstavnen hen mod Havets Bølger: "Hvor vil du hen? - Søg dog Klipperne, Menøtes! - skreg atter Gyas, og see! nu skuer han Cloanthus i Ryggen, nærved Maalet. Denne, der har trængt sig ind mellem Gyas's Snekke og de susende Klipper, gnider venstre Bane og kommer pludseligen Formanden forbi; derpaa forlader han Maalet og holder de trygge Vandsletter. - Da blussede vældig Harme i Ynglingens Barm; ei fattedes Kinden Taarer, og, glemmende sin Ære og Vaabenbrødrenes Frelse, styrter han seendrægtige Menøtes hovedkuls fra høje Bagstavn ned i Havet. Selv Styrer gaaer han hen til Roret, selv Anfører opmuntrer han Karlene og drejer Styret hen mod Strandbredden. Men, da den aldrende Menøtes, tung, flydende, med vaade Klædebon, endeligen var kommen op af dybe Grund, søger han Bjergets Top og satte sig paa tørre Steen. Til Hiin loe Teucrerne, baade da han faldt, og da han svømmede; ogsaa nu, da (152) han udspyer af Brystet salte Vover, lee de til ham.

     Herved antændtes hos de tvende Bageste, Sergestus og Mnestheus, det glade Haab, at besejre den dvælende Gyas. Sergestus indtager det forreste Sted og nærmer sig Klippen; dog ei med hele Kjølen er han foran, kun med en Deel er han det; den anden Deel stødes af Snablen paa medbeilende Pristis. Men staaende midt paa Snekken opmuntrer Mnestheus Vaabenbrødrene ved dem selv: "Nu, nu reiser Eder til Aarerne, Hectors Vaabenbrødre! hvilke Jeg i Trojas sidste Stund udkaarede til Ledsagere: viser nu de Kræfter, nu det Mod, som I viste ved de gætuliske Syrter, i det joniske Hav og paa Meleas de brusende Bølger. Ej det første Sted ønsker nu Mnestheus, ej kappes vi om at vinde, skjønt gid! - dog lad dem sejre, hvilke Du, Neptun! under dette! men sidst at vende tilbage, dette blues vi ved! Denne Skjendsel, - o! overvinder, afværger denne, Medborgere! - Hine anstrænge sig i yderste Kamp; af de uhyre Aareslag skjælver kobbrede Bagstavn, og Overfladen bortskylles. Uafbrudt Stønnen ryster Leddemodene og de tørrede Struber; Sveden flyder overalt som Bække.

     Selve Tilfældet bragte Mændene den ønskede Hæder; thi, idet Sergestus rasende klemmer (153) Forstavnen hen mod de indre Skjær og kommer paa en ufordeelagtig Plads, blev den Ulykkelige hængende fast ved disse fremstaaende Skjær. Rystede bleve Klipperne; stræbende mod hvasse Steenkant knak Aarerne, og Forstavnen, som stødte paa, slingrede. Tilsammen staae Søfolkene op og standses under heftige Skrig; de jernbeslagne Stænger og Baadshagerne med de skarpe Odde tage de frem og sanke de brudte Aarer omkring paa Svælget. Men Mnestheus, glad og ved Lysten selv hidsigere, søger ved raske Aarehær og ved anraabte Vindes Hjelp det vide Hav og iler hen over aabne Søe, ligesom Duen, hvis Bolig og elskede Rede er i krogede Bjergkløft, farer, pludselig udjagen af sin Hule, udskrækket af Vaaningen, flyvende hen til Engene og frembringer med Vingerne vældig Susen; flux, rullende i rolige Luft, gnider den hiin klare Bane uden at bevæge de hurtige Fjær; saaledes Mnestheus, saaledes kløver selve Pristis i Flugten hine fjerne Vandsletter, saaledes river Farten den Flyvende hen. Først lader den Sergestus efter sig, kjæmpende med høje Klipper og lave Grunde, raabende forgjæves om Hjelp og lærende at fare med knækkede Aarer. Derpaa indhenter han Gyas og selve Chimæra med den vældige Kjæmpekrop; denne viger, berøvet sin Styrer. (154)

     Ene Cloanthus er nu tilbage, allerede ved selve Enden. Ham søger han og trænger paa, stræbende med yderste Kraft. Da fordobledes Skriget; Alle anspore med Bifaldsraab den Forfølgende, og Ætheren gjenlyder af disse Brag. Hine harmedes, hvis de ei skulde beholde det uvisse Klenodie, det tilfegtede Hæderstegn; Livet give de villigen hen for Æren. Disse styrker Lykken; de kan, fordi de troe at kunne, og maaske havde de begge paa eengang med jævnsidige Snabler annamet Belønningerne, hvis ei Cloanthus, strækkende begge sine Hænder mod Oceanet, havde udgydet Bønner og under Løfter anraabt Guderne: "Guder, som have Herredømmet over dette Hav, I! hvis Vandsletter Jeg befarer, for Eder skal Jeg frejdigen paa denne Strandbred fremstille en skinnende Tyr foran Alterne; forpligtet ved Løftet skal Jeg ofre Kjødet til de salte Vover; klartflydende Viin skal Jeg udgyde." - Saa talede han; ham hørte dybt under Voverne hele Nereidernes og Phorcus's Chor og jomfruelige Panopæa; ja selve Fader Portunus fremskynder med sin almægtige Haand den vandrende Snekke. Hurtigere end Søndenvinden og befjerede Piil fløi Denne henimod Landet og skjulte sig i dybe Havn.

     Hvorpaa Anchises's Spire sammenkalder Alle efter Sædvane; for Seierherre erklærer (155) han ved Heroldens stærke Stemme Cloanthus, omslører hans Tindinge med grønnende Laurbær, og lader til Gaver udvælge trende Øxne for hver Snekke, lader bringe Vine og en vægtig Søvtalent. Høvdigene selv skjænker han desuden synderlige Hæderstegn: Sejerherren en gylden Krigskappe, om hvilken der løb en stor melibøisk Purpurbremme i dobbelt Slangegang, og Kongesønnen, indvævet derpaa, matter med Spyd og Løb de bevingede Hjorte hist paa løvfulde Ida, hidsig, liig en Stønnende, ham, som Jupiters lynsnare Vaabendrager rev med krogede Fødder fra Ida hen op i det Høje. Forgjeves strække de bedagede Vogtere deres Hænder op mod Luftegnene. - Men ham, som ved Manddomsdaad erholdt den anden Plads, denne Helt giver han at bære et treringet Pantser af Guld, sammenføjet med blanke Hager. - Dette havde han selv frarevet Demoleos, sejrende hist ved stridtløbende Simois, ved Foden af høje Ilium. - Neppe kunde Svendene Phegeus og Sagaris bære hiint rigtflettede Kunststykke, skjønt stræbende sammen, med Skulder mod Skulder. Men iført dette drev fordum Demoleos selv i Løbet de omsværmende Troer. - Som tredie Gave bestemmer han tvende Kobberkjedler og (156) Bægere, dannede af Sølv og knuddrede ved Billederne,

     Nu ere de alle belønnede, og stolte af deres Skat ginge de, bundne om Tindingene med puniske Bændler. Da Sergestus, med Nød og megen Kunst løsreven fra grumme Steenklippe, med tabte Aarer, beskadiget paa den ene Rad, fremdrev spottede, hædersløse Planke, ligesom den ofte paa omgjerdet Vei overraskede Slange, den Kobberhjulet gik tversover, eller Vandringsmanden forlod halvdød af svare Slag, sønderstødt af Stenen. Forgjeves frembringer den Flygtende med Kroppen lange Bøjninger, med den ene Deel mødig, gnistrende af Øjnene, hævende højt de hvislende Struber; den anden Deel, lam af Stødet, fængsler denne, der snoer sig i Bugter og folder sig tilbage i sig selv. - Saa langsomt slæber Snekken sig roende frem; dog Seilene har den udspændt, og for fulde Sejl anløber den Mundingene. Sergestus beæres med den forjættede Gave af Æneas, glad for den reddede Snekke og de gjenbragte Vaabenbrødre. Hiin gives Trælinden, ei ukyndig i Minervas Arbejder, cretensiske Phobøe og Tvillingsønnerne under hendes Bryst.

     Endt er denne Kamp, og nu haster fromme Æneas hen til græsrige Mark, som Skove og hvælvede Bakker allevegne omringer. Midt i (157) Dalen er en cirkelrund Skueplads; didhed forføjede sig Helten med mange Tusinde; paa oprettede Sæde tronede han. Her indbyder han ved Belønninger Enhver, som ønsker at kappes i ilende Løb, og fremsætter Priserne. Allevegne fra møde Teucrer og Sicaner, blandede mellem hinanden. Nisus og Euryalus ere de første; Euryalus, udmærket ved Skabning og blomstrende Ungdom, Nisus ved øm Kjerlighed til Ynglingen. Efter disse fulgte kongelige Diores af Priamus's herlige Stamme; efter denne Salinus og Patron tilsammen, af hvilke den Ene er en Acarnaner, den Anden af arcadisk Blod, af tegæisk Slægt; derpaa de tvende trinacriske Ynglinge, Helymus og Panopes, vante til Skovene, aldrende Acestes's Ledsagere; desuden mange Andre, som et dunkelt Rygte indhyller.

     Midt iblandt dem taler derpaa Æneas saaledes: "Annammer med frejdige Hjerter, hvad Jeg taler; henvender Eders Sjæl paa Dette! Ingen af denne Forsamling skal gaae ubelønnet bort; tvende gnosiske Spyd, blinkende af slebet Staal, og en udgravet Tveøxe af Sølv skal Jeg give den Sejrende at bære; denne Hæder skal være eens for dem alle; men de trende Første skulle annamme særskilte Belønninger og omflette Hovedet med gule Oliekrands. Den første Sejerherre skal have en (158) Ganger, prydet med Smykkerne; den Anden et amazonisk Kogger, fyldt med thraciske Pile, som et Belte med bredt Guld omfatter, og et Spænde af en cylindrisk Ædelsteen tilslutter; den Tredie maae nøjes med denne argoliske Hjelm."

     Efter denne Samtale indtage de Pladsen; Tegnet høres - flux ile de hen over Banen, forlade Skrankerne og bryde ud, liig Regnskyen. Alle tilsammen mærke paa Endepuncterne. Først kommer Nisus ud; langt lyner han foran de Andre, hurtigere end Orkanen og Lynets Vinger; nærmest Denne - dog i langt Mellemrum til den Nærmeste - er Salius, og derpaa, men i nogen Afstand, den Tredie, Euryalus. Efter Euryalus følger Helymus; tæt efter ham, see! da flyver Diores; han er Formanden lige i Hælene, hænger ud over hans Skuldre, og, hvis der havde været mere Rum, var han sluppen ham forbi, og bleven den Første eller i det mindste ladet det blive i Uvished. - Allerede mødige og næsten ved det Yderste af Banene vare de komne tæt hen til selve Maalet, da Nisus snubler i glatte Blod, den Ulykkelige! Viid! udgydet af de stingede Øxne havde det vædet Jorden og de grønnende Planter. - Her kunde Ynglingen, den allerede jublende Sejrer, ei holde de vaklende Fødder paa betraadte Jord, men næsegruus faldt i selve det smudsende Møg (159) og hellige Blod. Dog ej glemte han Euryalus, ej sin Elskede; thi idet han rejste sig op af Isen, stillede han sig imod Salius, og nu laae Denne, omvæltet i tætte Sand. Frem lyner nu Euryalus, og sejrende ved Vennens Godhed naaer han først Maalet, flyvende under Haandklap og Bifaldsraab. Derefter kommer Helymus og nu Diores, den tredie Sejrer. Herover fyldte Salius hele Forsamlingen, den vældige Skueplads og de foran siddende Fædres Øren med stærke Raab og fordrede, at det listigen fraranede Hæderstegn skal gjengives ham. For Euryalus taler Yndest og de forskjønnende Taarer og Dyden, dobbelt tækkelig i et dejligt Legeme. Ham understytter, for ham raaber med stærke Røst Diores, som nu trinede nærmere hen til Palmen, og skulde ej være kommen til den sidste Belønning, hvis Salius gaves det første Hæderstegn.

     Derpaa siger Fader Æneas: "Eders Gaver ere Eder visse, mine Børn! og Palmerne skal Ingen forstyrre i deres Orden; mig tillades det blot at beklage en uskyldig Vens Vanheld." - Saa talede han og giver Salius en gætulisk Løves græsselige Hud, tung af Haartotterne og de forgyldte Kløer. Herpaa siger Nisus: "Er der saa store Belønninger for den Overvundne, og ynkes du saaledes over den Faldne, hvad vil du da give Nisus, mig, som (160) med Ære fortjente den første Belønning, hvis ej den fjendske Skjæbne, der bortrev Salius, ogsaa havde bortrevet mig." - Under disse Ord viste han tillige Ansigtet og Hænderne, hæsselige af fugtige Møg. - Til ham smiler den ejegode Fader og lader udføre et Skjold, Didymaons Kunstverk, af Danaerne nedtaget fra Stolpen i Neptuns Tempel. Med denne udmærkede Gave beærer han den herlige Yngling.

     Derpaa, da Veddeløbene vare endte, og han havde uddeelt Gaverne, siger han: "Hvo , der har Manddomskraft og fast Mod i Brystet, han indfinde sig nu og hæve Armene med de ombundne Haandflader!" - Saa taler han og fremstiller for de Stridende et dobbelt Hæderstegn. For Sejreren en Tyr, ombunden med Guld og Bændler; dernæst et Sværd og en straalende Hjelm til Trøst for den Besejrede.

     Ufortøvet, flux viser Dares med de uhyre Kræfter Ansigtet til Skue; under Tilskuernes store Mumlen hæver han sig, den Eneste, som plejede at binde an med Paris; ogsaa ved Gravhøjen, hvor store Hector ligger, nedslog han sejrende Butes med den skrækkelige Krop, ham, som brammede af at nedstamme fra Amycus's bebryciske Slægt; paa gule Sand udstrakte han den Døende. Saadan er den Dares, som først hæver høje Hoved til Kampen, fremviser de brede Skuldre, svinger vexelviis de udstrakte (161) Arme og ved Svingningen pidsker Luftegnene. - Mod denne opsøges en Anden; men Ingen af den store Skare vover at møde Manden og trække Staalhandskerne paa. Altsaa oprømt, menende sig at overgaae alle i Nævfegten, stillede han sig hen for Æneas's Fødder og ufortøvet holder Tyrens Horn med Venstre. Derpaa taler han saaledes: "Søn af Gudinden! da Ingen vover at betroe sig i Striden, naar skal Enden være paa denne Staaen? Hvorlænge sømmer det at opholde mig? Byd mig at bortføre Gaverne."

     Alle Dardaniderne buldre tilhobe; de forjættede Gaver skulde gives Helten, saa byde de. Hvorpaa ærværdige Acestes med disse Ord revser Entellus. - Viid! han sad ham nærmest paa grønnende Græsbænk, - Entellus, forgjæves engang den Tapperste af Heltene! Saa store Gaver - vil Du saa taaligen tillade, at de tages uden Kamp? Hvor er nu hiin Gud, hiin forgjæves lovpriste Læremester, Eryx? Hvor er det Rygte udbredt over hele Trinacrien? Hvor hine erobrede Rustninger, hængende ned fra dine Kofter?"

     Til dette siger Hiin: "Ei er Lysten til Roes, ei Følelsen af Ære fordreven af Frygt; nei Blodet er kjølnet ved sløvende, seenfærdige Alderdom, og Kræfterne bortdunstede i stivfrosne Krop. Hvis Jeg havde, hvad Jeg fordum (162) havde, hvad den Vanartige der springsk trodser af, hvis Jeg endnu havde hiin Ungdom; Jeg skulde have traadt frem, sandeligen ei lokket af Kampprisen og den skjønne Tyr; Gaverne ændser ikke Jeg."

     Saa taler han; derpaa kastede han i Kredsen de tvende Staalhandsker med græsselig Vægt og haarde Bøffellæder, med hvilke hidsige Eryx pleiede at forføie sig til Kampen og omspænde Armene. Lynslagne blev Alles Hjerter; thi de vare syv, stive, vældige Huder af store Øxne belagte med Blye og Jern. Fremfor Alle vorder selv Dares lynslagen og vægrer sig længe. Nedrige Anchisiades tumler selv hid og did Centnervægten og Baandenes de umaalelige Ruller. Derpaa fremførte hiin Aldrende disse Toner af Brystet: "Hvad? om Nogen havde seet selve Hercules's Staalhandsker og Vaaben og det sørgelige Slag selv her paa denne Strandbred? - Disse Vaaben bar fordum din Broder Eryx, af Blodet og knuste Hjerne seer Du dem end besudlede. Med disse stillede han sig mod store Alcides; disse var Jeg vant til, medens raskere Blod forundte mig Kræfter, og nidske Alderdoms graanende Haar endnu ikke var omspredt paa begge mine Tindinge. Men, dersom troiske Dares afslaaer disse vore Rustninger, dersom det er fromme Æneas's faste Beslutning, og Ophavsmanden, Acestes, bifalder (163) det, velan! lader os da jævne Stridsvaabnene; Eryx's Oxehuder skal Jeg for din Skyld opoffre; vær ei bange! - Men affør Dig ligeledes de trojanske Haandremme."

     Saa talede han; den forede Kappe kaster han tilbage fra Skuldrene, blotter Lemmernes de store Leddemodde, store Been og Muskler, og nu staaer den Vældige midt paa Arenen. Hvorpaa Fader Æneas udtog nogle ligestore Haandremme og med eensdannede Vaaben omflettede Begges Haandflader. Strax stode Begge oprettede paa Tæerne og hævede uforfærdet Armene op mod de høiere Luftegne. De kneisende Hoveder trak de langt tilbage fra Slaget, mænge Hænder med Hænder og opægge til Strid: Hiin, bedre ved Føddernes Smidighed og stolende paa Ungdommen; Denne, stærk ved Lemmerne og Kjæmpekroppen; men mat vakle den Rokkendes Knæe; sygelig Stønnen ryster de uhyre Leddemode. Mange frugtesløse Hug udslynge Heltene gjensidigen; mange gjentage de mod hule Lend, og af Brystet udgive uhyre Raab; mellem Ørerne og Tindingene vanker uafbrudt Haanden, og af haarde Slag klaske Kindbenene. Tungt staaer Entellus, ubevægelig, i samme Stilling; med Kroppen og de vaagende Øine undviger han blot Mordervaabnene. Hiin er ligesom den, der med Colosserne bestormer høitliggende Stad (164) eller leirer sig bevæbnet omkring Bjergfæstningerne; snart disse snart hine Tilgange, ja hele Stedet omsværmer han dristigen og under mangehaande Anfald trænger forgjeves paa. - Entellus reiser sig og viser den høire Haand; høit løfter han den i Veiret. Hiin forudsaae hurtigen det fra Issen kommende Slag og med smidige Krop undslap, undveg han. - Entellus udgydede Kræfterne i Veiret og selv tung faldt han af sig selv tungt til Jorden med uhyre Vægt, ligesom stundom hule, med Rod oprykkede Gran falder paa store Ida eller Erymanthus.

     Under Bifaldsyttringer staae Teucrerne og trinacriske Ungdom op; Raabet stiger til Himmelen. Først løber Acestes til og medynksom reiser medaldrende Ven op af Jorden. Men ei sinket, ei forskrækket ved Faldet vender Helten hidsigere tilbage til Striden; - Vreden opliver Kraften. Desuden opflammer Skammen og Tapperhedsfølelsen hans Kræfter. Den flygtende Dares driver han fyrigen om paa hele Sletten, igjentagende Stødene snart med Høire, snart med Venstre; intet Ophold, ingen Hvile; ligesom Vandskyl og megen Hagel nedplasker fra Mønningene, saaledes sees Helten, under hyppige Slag, uafbrudt, med begge Hænderne at banke og tumle Dares. Da taalede ei Fader Æneas, at Vreden (165) gik videre, ei, at den forbittrede Entellus rasede længere. Nei, han selv bestemte Enden for denne Kamp, udrev mødige Dares og trøstende tiltaler ham med disse Ord: "Ulykkelige! hvilken Afsindighed har saaledes angrebet Din Sjel? Mærker Du ej andre Kræfter og omstemte Guder? - Viig for Guden!"

    Saa talede han og ved Raabet adskilte Kampen. Men Hiin, slæbende matte Knæe, kastende Hovedet til begge Sider, udkastende af Munden tykt Blod og Tænder, blandede med Blodet, slæbe de troe Jevnaldrende ned til Snækkerne; Sværdet og Hjelmen modtage de opfordrede; Palmen og Tyren overlade de Entellus. Seierherren, riig paa Mod og stolt af Tyren, siger: "Søn af Gudinden! og I Teucrer! mærker Dette: baade hvilke Kræfter Jeg havde i ungdommelige Krop, og hvilken øiensynlig Død, I frelste Dares fra." - Dette sagde han og stillede sig tversover for Tyrens Pande, der stod hos som Kampprisen. Med tilbagedraget Haand svingede han høit de haarde Staalhandsker midt imellem Hornene, ind imod Benene drev han dem; knust er Hjerneskallen. Oxen styrter og afsjælet, skjælvende ligger den paa Jorden. Herover udgyder Hiin disse Skrig af Brystet: "Her yder Jeg Dig, Eryx! en kjærere Sjæl, istedetfor den døende Dares (166) her nedlægger Jeg seirende baade Kunsten og Staalhandskerne."

     Strax indbyder Æneas Enhver, der vilde, til at stride med fage Piil og fremsætter Belønningerne. Med en vældig Hær opreiser han Masten paa Serestus's Snække og fra høie Mast hænger en flaggrende Due i omslyngede Toug, for derhen at rette Staalet. Mændene mødte; Kobberhjelmen modtog nedkastede Lod, og allerførst udkommer under lykønskende Raab hyrtaciske Hipocoons Lod. Ham følger Mnestheus, nyligen seirende i Søkampen, Mnestheus ombunden med grønnende Oliekrands. Den treide er Eurytion, din Broder, berømte Pandarus! der, fordum befalet at forstyrre Pagten, slyngede først Morderredskabet hen imellem Archiverne. Sidst, nederst i Hjelmen ligger Acestes's Lod; selv han vovede ogsaa med Haanden at prøve Ynglingedysten.

     Derpaa krumme de med vældige Kræfter de smidige Buer, Hver sin, og af Koggeret fremtage Morderredskaberne. Den første Piil, som fra hvinende Streng befjæret gjennembryder Luftegnene, var hyrtaciske Ynglings. Den naaer og fæster sig i modsatte Mastetræe. Masten bævede; bange, forfærdet flagrede Fuglen med Vingerne, og af vældige Klappen gjenlød Alt. - Derefter stod hidsige Mnestheus med optrukken Bue, sigtende mod det Høie; (167) mod samme Punkt rettede han Øiet og Morderredskabet; men selve Fuglen mægter den Ynkværdige ej at træffe med Staalet; blot Knuderne sønderrev han, og Hampbaandene, i hvilke den, indviklet med Foden, hang med fra høie Mast. Hiin flygter, flyver da op imod Vindene og de sorte Skyer. - Derpaa anraabte flux Eurytion, holdende allerede Morderredskabet paa brede Bue, Broderen under Løfter. Allerede har han udspeidet hiin Glade i tomme Luft, og nu gjennemborer han Duen, klappende med Fjærene under sorte Skye. Afsjælet falder den ned, lod Livet tilbage imellem de ætheriske Stjerner og nedrullende medbringer fæstede Piil. Ene er nu Fader Acestes tilbage; tabt er Palrmen. Dog skyder han Morderredskabet op imod høie Himmelegne, fremvisende paa eengang baade Kunstfærdigheden og klingende Bue.

     Her fremstilles pludseligen for deres Øine et Vidunder, bestemt til et stort Forvarsel. - Dette lærte siden det vigtige Udfald; men de skrækkelige Spaamænd bebudede en sildig Opfyldelse. - Thi flyvende gjennem klare Skyer brændte Røret, oplyste Banen ved Flammerne og fortæret veeg bort i tynde Luftegne. Ligesom ofte Stjerner, løsrevne, ile hen over Himmelen og flyvende drage Haarsvævet efter sig. Lynslagne svæve Trinacrer og Teucrer i Uvished, (168) bedende til de høiere Væsener. Ei forkaster erfarne Æneas dette Varsel, men glad, omfavnende Acestes, overdynger han ham med store Gaver og taler saaledes: "Annam dem, Fader! thi ved disse Varsler betydede Olympens store Konge, at du skulde, skjønt udelagtig i Striden, hjembringe Hæderstegn. Her modtage du selv den bedagede Anchises's Skjænk en Viinkande, indpræget med Billeder, som den thraciske Cisseus fordum gav min Fader Anchises, sendt til ham i et vigtigt Ærinde, at hjembære til Minde og Pant paa hans Kjerlighed." - Efter denne Tale omsirkler han Tindingene med grønnende Laurbær og først foran dem alle hylder han Acestes som Seierherre. Ei skjelede gode Eurytion til den Foretruknes Hæder, endskjønt han ene nedskjød Fuglen fra høje Himmel. Næst derefter triner Han hen til Gaverne, som sønderrrev Baandene. Sidst er Han, som med befjerede Rør gjennemborede Masten.

     Men endnu, før Kampen var endt, kalder Fader Æneas umyndige Julus's Bevogter og Ledsager til sig, den artige Epytides og hvidsker ham saaledes i Øret: "Mærk! gak hen og siig Ascanius, hvis han allerede har beredt saavel Ynglingehæren som sig selv og opstillet de løbende Gangere, at han da anfører Turmerne [en turme = en rytterafdeling, en eskadron] til Farfaderens Ære og viser sig i Vaaben!" - (169) Saa taler han. Selv byder han hele det indstrømmende Folk at træde ud af vidtløftige Kreds og Markerne at være aabne."

     Frem forbi Fædrenes Aasyn rykke Ynglingene; tilsammen straale de paa bidslede Gangere; deres Optog beundrer raabende hele Trinacrias og Trojas Ungdom. Paa dem alle er Lokken efter Sædvane skjult med en afplukket Blomsterkrands. Tvende Cornelspyd med oventil fæstet Staal bære de; en Deel blanke Koggere paa Skuldrene; omkring Halsen og ned til det øverste af Brystet gaaer en smidig Kreds af tvundet Guld. Trende i Tallet ere Rejsnernes [anførernes] Turmer, og trende Høvdinger sværme om; efter disse følge i den deelte Hær tolv straalende Ynglinge med ligesaa mange Læremestere. Den første Slagorden af jublende Ynglinge anføres af den unge Priamus, som fører Forfaderens Navn, din berømte Afkom, Polites! bestemt til at befolke Italien. Ham bærer thraciske Ganger, tvefarvet, med hvide Pletter; kneisende fremviser den de hvide Forbeen, den hvide Pande. Den anden er Atys, hvorfra de de latinske Atier udlede deres Byrd, den unge Atys, selv Yngling og elsket af Ynglingen Julus. Den sidste, og i Skabning skjøn fremfor dem alle, er Julus, ridende paa sidoniske Ganger, hvilken hvidskinnende Dido havde givet ham til Minde og Pant paa sin (170) Kjerlighed. Den øvrige Ungdom sidder paa aldrende Acestes's trinacriske Gangere. Med Haandklap modtage Dardaniderne de Beængstede og glædes ved Beskuelsen; thi Oldefædres Ansigtstræk gjenkjende de.

     Efterat hine Glade havde paa Gangerne beskuet hele Forsamlingen og deres Venners Blik, gav Epytides langt borte de Beredte Tegnet med Raab og smækkede med Pidsken. - Hine jage om, først jævnsides; men herpaa opløse de Hæren i trende adskilte Chore, og atter opfordrede svinge de om og hæve de dødende Værger. Derpaa tiltræde de andre Løb frem og tilbage paa modvendte Plads, ved afvexlende Kredse forvikle Kredsene og fremstille Afbildninger paa Kamp og Vaabenbrag; snart blotte de under Flugten Ryggene, snart vende de paa Fienders viis Spydene imod hverandre; snart galloppere de fredeligen sammen. Saaledes siges fordum Labyrinthen paa høie Creta at have havt en Bane, omflættet af mørknenede Vægge, og tvetydige, skuffende, Krinkelkroge i de tusende Gange, for at hiint ubegribelige og uigejennemtrængelige Vilderede kunde bortkogle ethvert veiledende Tegn. Ei anderledes forvikle Teucrernes Sønner Fjedene i Veddeløbet og indflætte i Ridderspillet Flugt og Kamp, ligesom Delphinerne, der svømmende kløve det carpathiske og libyske Hav og (171) lege om paa Voverne. - Denne Skik, disse Veddeløb og disse Kamplege fornyede fordum Ascanius, efterat have omringet Alba hiint lange med Mure, og lærte de gamle Latinere at helligholde dem paa den Viis, paa hvilken han selv som Yngling og med ham den troiske Ungdom høitideligholdt dem. Albanerne lærte deres Efterkommere samme; af disse annammede siden det almægtige Rom dem og bevarede denne Forfædrenes Høitid; ja endnu kaldes LegenTrojalegen og Ynglingene Trojanerskaren. - Saaledes helligholdtes der Kamplege til den forgudede Faders Ære.

     Her var det, at Skjebnen, den fordum troløse, virkede atter; thi, medens de under mangehaande Lege anstille Høitideligheder ved Gravhøien, sendte saturniske Juno, den saare virksomme, der ei endnu havde mættet det gamle Nag, Iris fra Himmelen ned til den iliske Flaade. - Vindenes Fart tilaander hun den Vandrende. - Hastende gjennem tusindfarvede Bue, ei seet af Nogen, hurtigen iler Skjoldmøen hen ad Stien. Nu skuer hun vældige Forsamling, speider Kysterne, seer de øde Havne og den forladte Flaade. Men langt borte, paa eenlige Strandbred sidde Troaderne [de troiske kvinder] afsondrede og begræde den tabte Anchises; allle skue de grædende ud over det dybe Ocean. "Ach! saa mange Grunde, saa stort et Hav er (172) endnu tilbage for os Mødige;" - saa lød Alles eenstemmige Røst. - Staden ønske de; men det kjeder dem at gjennemkjæmpe Søens Møjsommeligheder.

     Midt imellem disse svinger da Iris sig ind, ei ubekjendt med at skade; dog Gudindens Aasyn og Dragt aflægger hun. Hun bliver Beroe, ismariske Dorycles's bedagede Hustru, som fordum eiede baade Byer, Navn og Børn. Saaledes indstiller hun sig midt imellem Dardanidernes Mødre. "O! ynkværdige!" - saa taler hun "I, som achæiske Krigshær ei kunde slæbe til Døden udenfor Fædrenestadens Mure. O! ulykkelige Slægt! Hvilken Fordærvelse bevarer Skjæbnen Dig til! allerede henruller den syvende Sommer efter Trojas Ødelæggelse, siden vi have gjennemmaalet Sundene, igjennemmaalet alle Lande - saa mange grusomme Skjær og Stjerner, medens vi, drevne om paa vide Hav, jage efter flygtende Italien, og omtumles paa Voverne. Her ere Eryx's broderlige Egne og Gjæstevennen Acestes. Hvad hindrer her at anlægge Mure og give Medborgerne en Stad? O Fædreland og I forgjæves fra Fjenden udrevne Penater! skal da ingen Mure kaldes Trojas? skal Jeg ingensteds see de hectoriske Aaer, Xanthus og Simois? - Velan da! opbrænder med mig de ulykkelige Snækker! Thi (173) Mig syntes i Søvne, spaaende Cassandras Billede at række gloende Fakler. Søger her Troja! Her er Bolig for Eder; nu er det Tid at iværksætte Sagen; intet Ophold under saa betydningsfulde Jertegn! See hist fire Altere for Neptunus! Guden selv meddeler Mod og Fakler!"

     Under denne Tale griber hun med anstrænget Kraft en ødelæggende Brand og, med hævet Høire svinger, kyler den langt hen. Opvakte blev Iliadernes Sjæle, behøvede deres Hjerter. Her sige Een af de mange, den ældgamle Pyrgo, Fostermoder for Kong Priamus's mange Børn: "Ei er dette Eders Beroe, ei Rhøterinden, Doryclus's Hustrue. Bemærker den guddommelige Skjønheds Tegn og de funklende Øine! hvilken Aand! hvilket Aasyn! hvilken Klang i Stemmen! hvilke Skridt under Gangen! - Selv gik Jeg nyligen fra Beroe; Jeg forlod hende syg, fortrydelig, fordi hun ene maatte savne et saadant Optrin, og ei bringe Anchises de forskyldte Hædersgaver."

     Dette sagde hun. Men Mødrene betragtede først med vilde Øiekast Snækkerne, tvivlraadige, deelte mellem pinende Kjerlighed for det nærværende Land og Skjæbnens de vinkende Riger, medens Gudinden hævede sig paa Vingeparret op til Himmelen og i Flugten gjennemskar den vældige Bue under Skyerne. (174) Da er det at Qvinderne, lynslagne ved Jertegnene og drevne ad Raseri, skrige tilsammen og rive Ildsluer fra Arnerne og Lønkamrene. En Deel plyndre Alterne; Andre kyle Løv, Riseqviste og Fakler. Med slappede Tømmer raser Vulkanus om paa Roerbænkene og Aarerne og de malede Bagstavne af Fyr.

     Nu beretter Herolden Eumelus til Forsamlingen ved Anchises's Gravhøi, omkring paa Skuepladsens Bænke, at Snækkerne ere antændte, og selv skue de bag sig sorte Emmer at svæve omkring som Regnskyer. Først iler Ascamius; ligesom han før glad anførte Veddeløbene til Hest, saaledes søgte han nu hidsigt paa Gangeren hen til forvirrede Leir - ei mægte de dødblege Læremestere at holde ham tilbage. - "Hvilket selvsomt Raseri! hvor ville I hen? - siger han - "o! ynkværdige Medborgerinder! ei Fienderne, ei Argivernes fjendtlige Hær, nei, Eders Haab opbrænde I!" See! Jeg er Eders Ascanius;" - og kyler hen for deres Fødder den tomme Hjelm, hvormed han under Ridderspillet forestillede Afbildninger paa Krigen. - Didhen haster og Æneas, haste Teucrernes Hørskarer. Hine flygte af Skræk, adspredte hist og her omkring paa forskjellige Punkter af Strandbredden. Skovene og Bjergkløfterne stjæle de sig hen til. De afskye Gjerningen og Lyset, (175) og omstemte, gjenkende deres Landsmænd. Uddrevet af Brystet er Juno.

     Men derfor have ei Flammen og Ilsluerne tabt deres utæmmede Kraft. I fugtige Eeg virker Blaaret, udspyende en mat Røg; en langsom Ild fortærer Kjølene; - i hele Legemet stiger Fordærvelsen ned; ei gavne Heltenes Kræfter og de udgydede Strømme. Da rev fromme Æneas Klæderne af sine Skuldre, kaldte Guderne til Hjelp og udstrakte Hænderne mod Himmelen. "Almægtige Jupiter! hvis Du endnu ikke har forbandet alle Troer, hvis din forrige Medynk endnu skuer ned til menneskelige Gjenvordigheder, saa byd Flammen at vige fra Flaaden og udriv de ulykkelige Troer fra Døden! Eller, har Jeg fortjent det, da stød med dødende Lynstraale de Overblevne ned i Graven og knus dem her med Din Høire!" - Neppe havde han fremført Dette, førend sorte Ocean med nedskyllende Vandstrømme raser umaadeligt; af Tordenen ryste Landenes Fjelde og Sletter. Fra hele Ætheren, fra regnsvangre Skyer nedstyrter Plaskregnen forvirret, beegsort. Overflødigen fyldes Bagstavnene; de halvfortærede Egeplanker dryppe. Slukt blev omsider Ilden; reddede bleve alle Snækker fra Fordærvelse; kun fire gik fortabte. (176)

     Men Fader Æneas, rystet ved det bittre Stød, vælter tvivlraadig hid og did store Tanker i Sjælen, uvis, om han, glemmende Oraklerne skulde forblive i siculiske Havne, eller indtage de italiske Kyster. Hvorpaa aldrende Nautes - ham ene havde tritoniske Pallas oplært og forherliget med megen Kundskab; han forklarede, baade hvad Gudernes mægtige Vrede betydede, og hvad Skjæbnens Love æskede - denne Mand trøstede Æneas, talende saaledes: "Søn af Gudinden! hvor Ødet end vil slæbe os om, lader os følge efter! Hvad der end vil møde, beseires skal enhver Ulykke ved Taalmod. Her har Du dardaniske Acestes, af guddommelig Stamme; ham tage Du til Raadgiver! Foreen Dig med ham! han er villig; ham overantvorde Du dem, som vare paa de tabte Snækker og kjedes ved dit store Foretagende og dit Kald! de alderstegne Oldinge, de af Søen udmattede Mødre, og, hvad der hos dig er kraftesløst og bange for Farer, dem udvælge Du; i disse Lande tillade Du de Mødige at opreise en Stad. Byen bør de opkalde med det Navn Acestes, hvis det tillades."

     Antændt ved disse den aldrende Vens Forestillinger deler han Sjælen mellem allehaande Tanker. Allerede havde sortslørede Nor, trukken af Trespannet, naaet Horizonten; da syntes Fader Anchises's Billede, nedglidende fra (177) Himmelen, pludseligen at udgyde disse Taarer: "Min Søn, fordum mig dyrebarere end Livet, medens Livet varede! min Søn, plaget af iliske Skjæbner! efter Jupiters Befaling kommer Jeg hid; han, som drev Ilden fra Snækkerne og fra høie Himmel, omsider ynkedes over Dig. Lyd Raadene, de saare skjønne, som aldrende Nautes gav Dig: De udvalgte Ynglinge, de modigste Hjerter føre du over til Italien! Et haardt, uslebet Folk skal du bekæmpe i Latium. Dog, min Søn, forud trine du ned til Plutos underjordiske Palatser; gjennem dybe Avernus søge Du Sammenkomster med Mig! Ei fængsler Mig ugudelige Tartarus og dets sørgelige Skygger. Nej; de Gudfrygtiges yndige Forsamlinger, Elysium beboer Jeg. Didhen skal ubesmittede Sybilla lede Dig, efter megen Blodsudgydelse af sorte Offerdyr. Da skal du vorde oplyst om hele din Æt og om Staden, der skal gives Dig. Lev nu vel! beduggnede Nor har allerede henkredset det Midterste af Løbebanen; allerede har grumme Aurora med de pustende Gangere beaandet Mig." - Dette sagde han og flyede, liig Røgen, hen i tynde Luftegne. Derpaa udbryder Æneas: "Hvor styrter, hvor iler Du hen? Hvem flyer Du? eller hvo fjerner Dig fra vore Favnetag?" - Under denne Tale opliver han Asken og de slumrende Gnister; Pergamas Skytsguder og (178) Vestas Helligdomme hædrer han andægtigen med gudeligt Meel og fulde Røgelsekar.

     Strax henter han Reisefællerne, men først Acestes; han lærer dem Jupiters Bud, den dyrebare Faders Forskrifter og sin Siæls faste Beslutning. Intet ophold med Raadslagninger, ei vægrer sig Acestes ved det Befalede. Mødrene skriver man ind i Staden, skiller sig ved Folket, som ønsker at blive, Sjæle, der ei følede Trang til stor Berømmelse. - Selv fornye de Roerbænkene, udbedre de af Luerne fortærede Egeplanker og tildanne for Snækkerne Aarer og Touge; ved Faa i Tallet, men besjælede af levende og krigersk Manddomskraft. Imidlertid aftegner Æneas Stadspladsen med en Ploug og ved Loddet uddeler Tomterne. Dette byder han at være Ilium, disse Steder Troja. - Glad ved Rigets Tilvext tilsiger trojanske Acestes Thinget, og med de sammenkaldte Statsfædre bestemmer Rettighederne. Derpaa grundes for idaliske Venus paa Toppen af Bjerget Eryx et Sæde, Naboe til Stjernerne, og for Anchises's Gravhøi bestemmes en Præst og en hellig, vidtstrakt Lund.

     Allerede i ni Dage har hele Folket holdt Offermaaltider og anstillet Høitid ved Alterne; milde Vinde have jævnet Vandsletterne; uafbrudt aandende kalder Auster dem atter ud paa Dybet. - Nu udbryder omkring paa de krumme (179) Strandbredde vældige Jammerskrig; under gjensidige Omfavnelser dvæle de den Nat og Dag. Selv Mødrene, selv de, som nyligen fandt Havets Udseende frygteligt og Søeguden umild, ønske nu at drage med og gjennemkjæmpe alle Flugtens Besværligheder. Dem trøster gode Æneas med venlige Ord og grædende anbefaler dem til blodsforbundne Acestes. Trende Kalve for Eryx og et Gimmerlam for Stormen byder han derpaa at stinge og løse Tougene i Rad. Selv ombunden paa Hovedet med afplukkede Olieblade, staaende langt borte paa Bagstavnen, holder han Offerskaalen, udkaster Kjødet i de salte Vover og udgyder klartflydende Viin. En fra Bagstavnen stigende Kuling ledsager de Reisende. Kappeviis banke Reisefællerne Havet og bortfeie Vandfladerne.

     Men Venus, plaget af Sorger, tiltaler imidlertid Neptunus og udgyder saadanne Toner af Brystet: "Junos svare Vrede og uforsonlige Hjerte tvinger mig, Neptunus! at nedlade mig til allehaande Bønner; hende formilder ei lange Tid, ei noget Andagtsoffer, ei hviler hun, nedbøiet under Jupiters Herredømme eller Skjebnens Love. Ei er det nok af ugudeligt Had at have udryddet Staden i Phrygernes Land og slæbt de Overblevne om gjennem allehaande Straffedomme; det myrdede (180) Trojas Askehobe og Beendynger forfølger hun endog, Aarsagen til saadant Raserie maa hun selv vide! Og nyligen paa de libyske Vover - ja Du var selv Vidne til, hvilke Colosser hun der opreiste. Alle Have oprørte hun til Himmelen, stolende, skjønt forgjeves, paa æoliske Orcaner; i dine Riger vovede hun endog de trojanske Mødre, opbrændte endog Snækkerne og tvang Manden til, efter mistet Flaade at overlade Reisefællerne til et ubekjendt Land. Hvad der endnu er tilbage, dem, beder Jeg, det maa tillades trygt at seile hen over dine Vover, tillades at naae laurentiske Tiber, hvis Jeg begjærer Muligheder, hvis Parcerne unde dem hine Mure."

     Hvorpaa Saturnius [søn af Saturn = Neptun], dybe Havs Behersker, fremførete Dette: "Aldeles Pligt er det, Cytherea! at Du stoler paa mine Riger, hvorfra Du udleder din Byrd; fortjent har Jeg ogsaa den Tillid; ofte qvalte Jeg Havets og Himmelens Raserier og vældige Fnysen. Ei mindre paa Landjorden. - Xanthus og Simois kræver Jeg til Vidne - sørgede Jeg for din Æneas; da Achilles forfølgende klemte Troernes aandeløse Skarer ind under Murene, da han offrede mange Tusinde til Hæl [dødsriget] , da de fyldte Aaer sukkede, og Xanthus ei kunde finde en Vei at vælte gjennem ud i Havet; den (181) Gang bandt Æneas an med Helten Achilles trods unaadige Guder og ulige Kræfter; men i hule Skye rev Jeg ham ud, saameget Jeg endog ønskede til Grunde at omstyrte meenederske Trojas Mure, opførte ved mine Hænder. - Ogsaa nu besjæler mig samme Aand; forjag Frygten! tryggeligen skal han nærme sig Avernus's Havne, dem Du ønsker. Een allene skal der være, som han skal savne, mistet paa Svælget; eet Hoved skal gives hen for Mange."

     Efterat Fader Neptunus med disse frydende Ord havde roliget Gudindens Hjerte, spænder han Gangerne for gyldne Vogn, giver Dyrene de skummende Bidsler og udgyder af sine Hænder alle Tømmerne. Paa mørkeblaae Vogn flyver han let hen over Vandsletternes Toppe. Ned synke Bølgerne, de svulmende Vande jævnes under tordnende Axel; bort fra ubegrændsede Æther flygte Regnskyerne. Da sees allehaande Skikkelser af Ledsagere: græsselige Hvale, Glaucus's aldrende Chor, inoiske Palæmon, de hurtige Tritoner og Phorcus's hele Hær. Paa venstre Side er Thetis, Melite, Havfruen Panopea og Nisæe og Spio og Thalia og Cymødoce.

     Her bestorme kildrende Glæder til Gjengjeld Fader Æneas's beængstede Sjæl; flux byder han at reise alle Masterne og spænde (182) Roerne til Seilene. Tilsammen berede de alle Fiirlinerne, tilsammen løse de Skjødene, snart til Venstre, snart til Høire, tilsammen dreie de kneisende Seilstænger frem og tilbage. Gunstige Vinde drive Flaaden fremad. I Spidsen af dem Alle anførte Palinurus den tætte Hær; efter ham befaledes Alle at rette Løbet. - Allerede havde beduggende Nor naaet det Midterste af Himmelbanen; ved stille Slummer qvæge Søfolkene deres Lemmer, adspredte omkring paa de haarde Bænke, tæt ved Aarerne; da Somnus, let neddalende fra ætheriske Stjerner, bortryddede dunkle Luft og bortdrev Skyggerne for at søge Dig, Palinurus! for at bringe Dig, Uskyldige! sørgelige Drømme. Fra høje Bagstavn sad Guden, liig Phorbas, og udgjød gjennem Munden disse Toner: "Jasiske Palinurus! Vendsletterne drive Flaaden selv frem; jævnt aande Luftegnene; et Øieblik Hvile undes Dig. Læg Hovedet ned og stjæl de matte Øine bort fra Arbeidet! Selv skal Jeg en liden Stund i Stedet for Dig tiltræde Dine Forretninger."

     (183) Saadanne Svar gav han, hang fast ved Roret uden at slippe det og stirrede op paa Stjernerne. See! over begge hans Tindinge slynger Guden hiin Green, dryppende af lethæisk Dug, berusende med stygisk Kraft, og slapper den Modstridendes svømmende Øine. Neppe havde den første uventede Hvile begyndt at sløvgjøre Lemmerne, foren Guden, svævende ovenover, kastede ham tilligemed Roret og en løsreven Deel af Bagstavnen ud i de klare Vover hovedkulds, raabende efter, men forgjæves, paa Reisefællerne. Selv hævede han sig, klyvende, bevinget, op i tynde Luftegne. - Ikke destomindre løber dog Flaaden trygt sin Bane hen over Vandsletterne og, i Kraft af Neptunus's Forjættelser, farer uforfærdet frem. Allerede er den kommen tæt hen til Sirenernes Skjær, fordum farlige, hvide af Manges Been; men nu lød de hæse Stene langtborte af jævnlige Bølgeslag. Da først fornam Fader Æneas, at Flaaden efter tabte Mester drev svømmende omkring; hvorfor han selv styrer den paa natlige Vover, dybt sukkende, - rystet i Sjælen over Vennens Ulykke. "O! Du, som altfor meget stolede paa Himmelens og Søens blide udseende, nøgen skal Du ligge, Palinurus! paa ukjendte Fjære."    26. 10. 2007