Indledning til sjette Bog.

     Omsider lander Æneas med sin Flaade ved Cumæ, en Bye paa den vestlige Kyst af Italien, anlagt af en Nybygd fra Chalcis, Hovedstaden paa Øen Eubøa, eller det nuværende Negropont; derfor kaldes Slottet Cumæ chalcidisk, og Cumæ selv, saavelsom Bjerget i Nærheden af Cumæ, eubøisk. Saasnart Trojanerne vare komne hertil, toge de i Land for at opsøge dels Flintestene, dels Kilder. Men Æneas gaaer strax hen til Apollos Tempel, der, ligesom alle Guders Templer, var anlagt paa et smukt Sted, omgivet med Lunde og Skove. Dette Tempel var tillige helliget Apollos Søster, Diana, der ogsaa kaldes Trivia. Ikke langt herfra var Sibyllas Grotte. Naar hun skulde spaae, blev hun begeistret af den deliske Sanger, det er Apollo, saa kaldet af Øen Delos, hvor han var født. - Om dette Apollos og Dianas Tempel gik det Sagn, at det var bygget af Kunstneren, Dædalus, som havde gjort sig og sin Søn Icarus, Voxvinger, hvormed de igiennem Luften flygtede bort fra Kong Minos paa Creta. Denne Øe kaldes ogsaa det gnossiske Land, af Gnossus, (77) en af Øens fornemste Byer. Dædalus kom lykkeligen over til Cumæ; men Sønnen fløi for høit; Vingerne smeltede ved Solen, og Icarus druknede. Paa Dørene i dette Tempel havde Dædalus afbildet adskillige Tildragelser. For det første, Androgeus's Død, Kong Minos's Søn, hvilken Athenienserne eller Cecropiderne - saa kaldte efter deres første Konge, Cecrops - dræbte af Misundelse over, at han var større Fegter, end de. For Andet Atheniensernes Ulykke, som for dette Drab bleve tvungne til aarligen at sende til Creta syv Ynglinge, der valgtes efter Lodkastning for at opsluges af Uhyret, Minotaurus - iblandt disse Ynglinge var ogsaa engang den atheniensiske Prinds, Theseus, som Minos's Datter, Ariadne, blev forelsket i. - For det Tredie, Pasiphaes skjændige Elskovshandel med en Tyr - denne Pasiphae var Minos's Kone og Ariadnes Moder, og havde ved Tyren født Uhyret Minotaurus, der blev indsluttet i Labyrinthen. - For det Fierde, Labyrinthens Irgange og Theseus Befrielse derfra ved den Traad, som denne havde faaet af Dædalus, hvorved Theseus slap ud efter at han iforvejen havde dræbt Minotaurus. Dædalus forsøgte ogsaa nogle Gange at afbilde paa de forgyldte Døre Sønnen Icarus's ulykkelige Hændelse, men Smerten forhindrde ham. - Medens Æneas bertagtede Dædalus's Kunststykker, kom Achates, der var skikket hen til Sibyllas Hule, (78) tilbage med Prophetinden, hvis egentlige Navn var Deiphobe. Denne lader Æneas vide, det er nu ikke Tid at see paa Saadant, men hellere at giøre et høitideligt Offer til Apollo og Diana. Dette anstilles strax. Derpaa fører hun Trojanerne hen til sit Tempel, der er en Hule, udhugget i Bjerget. Ved at følge sig besjelet af Guden, Apollo, bliver hun med Et forandret og opfordrer Æneas til Bønner og Løfter. Æneas anraaber strax Phøbus eller Apollo, der stedse har yndet Troerne, der har ledsaget dem paa deres farlige Reiser baade til Lands og Vands. - Iblandt de Folk, han er kommen til, nævnes Massylerne i det nordlige Africa, og iblandt Landene de Egne af Africa langs med Syrterne, tvende Sandbanker i det Middellan(d)ske Hav. - Nu beder han Phøbus og de øvrige Guder ville ynkes over dem og lade dem finde et blivende Sted i Italien. Det Samme beder han og Sibylla om. Da skal han oprette et Tempel baade for Guden og hende, stifte Festdage til hans Ære og udvælge nogle Mænd, som skulde bevare hendes Spaadomme. - Efter denne Bøn sværmer Sibylla græsseligen om i Hulen for at udstøde af Brystet den Gud, hun besjeles af; men destomere betvinger han hende. Endeligen aabnes Grottens Døre af sig selv og Sibylla udbryder. I denne Tale underretter hun Æneas om, at han skal sikkert komme til Egnene ved Byen Lavinium, som det er ham lovet; men ogsaa der skal (79) Ulykken forfølge ham; thi der skal holdes ligesaa blodige Slag, som de, der fordum holdtes ved Floderne Xanthus og Simois i Troja, og han skal træffe ligesaa farlige Fiender, som dem, han tilforn havde i Dorerne eller Grækerne. I Latium skal opstaae en Modstander ligesaa frygtelig, som Achilles - herved menes Turnus, Konge over Rutulerne, et Folk i Italien - Aarsagen til denne Ulykke er den samme, som til den trojanske Krig, nemlig et Fruentimmer. Dette var Lavinia, Kong Latinus's Datter og Turnus's Brud, som hendes Fader lovede Æneas til Ægte. Dog skal den første Hjelp rækkes fra en Græsk Bye, nemlig Pallanteum, anlagt af Arcaderen, Evander.1 - 97.

     Æneas svarer, han har tænkt sig alle mulige Ulykker forud; men, da her er Nedgangen til det Underjordiske, beder han om Tilladelse at nedstige til sin Fader. Dette har Andre af Oldtidens berømte Mænd faaet Lov til: Sangeren og Sitarspilleren, Orpheus hentede sin Kone tilbage fra Underverdenen; Pollux kunde skiftes til at døe for sin Broder, Castor, saaledes, at naar den Ene var i Underverdenen, var den Anden i Himmelen; Theseus og Alcides eller Hercules have været nede i de Dødes Rige. - Sibylla forestiller ham først det Vanskelige i dette Foretagende; dernæst underretter hun ham om, at han iforveien maae anskaffe sig en gylden Green, som skal bringes (80) Proserpina, Dronningen i Underverdenen. Tilsidst lader hun ham vide, at hans Ven, Misenus, er dræbt og ligger ubegraven paa Strandbredden. - Æneas gaaer tankefuld ned til Havet, hvor han finder den døde Misenus, og gjør Anstalter til at brænde ham. Til den Ende gaaer han med nogle Andre hen til en Skov for at hugge Træer. Her ønsker han at finde den omtalte Green. Strax komme nogle Duer, som ere helligede hans Moder, Venus, flyvende ned fra Luften, hoppe foran ham, og da de vare komne hen til Træet, flyve op i det. Strax afbryder Æneas den gyldne Green og bringer den ned i Sibyllas Grotte. Derpaa kommer han igjen ned til Strandbredden for at besørge Misenus's Ligbegjængelse. Denne beskrives omstændeligen. Men aldrig saasnart var Ligbegjængelsen forbi, førend han atter gaaer op til Sibylla, for efter hendes Raad at offre til de underjordiske Guder. Denne Offring beskrives ogsaa. Sibylla anraaber Hecate. Denne Hecate er den samme som Diana; hun hersker i Himmelen under Navn af Luna, og i Erebus eller Underverdenen under Navn af Proserpina. Æneas selv offrer til Eumenidernes Moder, til dennes Søster og til den stygiske Konge. Eumeniderne ere de samme, som almindeligen kaldes Furier; disses Moder er Nor eller Natten, og Nattens Søster er Terra eller Jorden. Den stygiske Konge er Plutus, (81) saa kaldet efter Styx, En af Floderne i Underverdenen. - Efter Offringen stiger Sibylla igjennem Avernersøen ned til de Underjordiske, og Æneas følger hende uforfærdet. 97 - 263.

     Efterat Digteren har anraabt de underjordiske Guder om Tilladelse til at aabenbare, hvad der foregaaer i deres Rige, opregner han de Væsener, der opholdt sig ved Indgangen, og de mange Vanskabninger, der findes midt i Forgaarden. Disse ere: Centaurerne, Mennesker foroven og Heste forneden; de tvende Scyllaer, af hvilke den ene Scylla blev fra et Fruentimmer forvandlet til en Lærke, en Anden til et Søuhyre, omgivet med gjøende Hunde; Kjæmpen Briareus med hundrede Hænder; den forfærdelige Slange i Indsøen Lerna i Grækenland, hvilken Slange skal have havt mange Hoveder, og, saasnart Et blev afhugget, voxede strax tre frem igjen; Chimæra, som var en Løve oventil, en Gjed i Midten, og en ildsprudende Drage nedentil; Gorgonerne, tre Søstre, af hvilke Medusa er mest bekjendt; de forvandlede Alt, hvad de saae, til Steen, havde Slanger i Stedet for Haar, Tænder, som Vildsviin, Hænder af Kobber og gyldne Vinger; Harpyierne, tre Søstre, Fruentimre foroven og Fugle forneden, og ere vidtløftigen skildrede i den tredie Bog af Æneiden; Vanskabningen med (82) den tredobbelte Krop, det er, Geryon, der behersker tre Øer nær ved Spanien, og blev dræbt af Hercules. - Æneas vilde have anfaldet disse med Sværd; men Sibylla minder ham om, at de ere ikke virkelige Legemer, kun Skygger, og faaer ham derved fra hans Forsæt. - Nu kommer Æneas til En af de underjordiske Floder, Acheron, der styrter ud i Cocytus, en anden underjordisk Flod. Her seer han Færgemanden, Charon, der sætter Aanderne over Acheron. Charons Udseende, Dragt og Forretning beskrives. Til denne Flod strømme hele Skarer af Mænd, Qvinder og Børn, der ønske at sættes over. Æneas spørger Sibylla, hvorfor Nogle af disse sættes over, men Andre ikke. Sibylla besvarer Spørgsmaalet. Derpaa bliver han Nogle af sine forrige Reisefæller vaer, iblandt Andre Styrmanden, Palinurus, der faldt ombord [overbord], da han seilede paa det lybiske eller middellandske Hav. Palinurus fortæller først hvorledes det gik til med hans Drukning; dernæst beder han Æneas føre ham med sig over Floden. Men Sibylla lader ham vide, at Ingen, som er ubegraven, har Lov til at sættes over. Dog trøster hun ham med at Indbyggerne i Byen, Velia, hvor han var kastet i Land, skal i sin Tid give ham en hæderlig Begravelse. - Saasnart Charon fik Øie paa disse to levende Mennesker, Æneas og Sibylla, skjældede han og forbød dem at gaae af Stedet. Han har ikke Lov til at føre (83) levende Væsener over; han har vel eengang gjort det med Alcides eller Hercules og med den atheniensiske Prinds, Theseus, og Theseus's Ven, Perithous; men det bekom ham ikke vel. - Den amphrysiske Sangerinde, eller Sibylla, saa kaldet af Amphrysus, en Bye nær ved Delphi i Grækenland, hvor Apollo havde sit Tempel, svarede, at de havde intet saadant Ondt i Sinde som de før nævnede Helte; at Proserpina skulde roligt blive i sit Pallats hos sin Mand og Farbroder, Plutus; at dette er den gudfrygtige Æneas, der kun vil see sin Fader i Underverdenen. Ved dette Svar og ved at fremvise den gyldne Green formildes Charon; han lægger Baaden til Aabredden og sætter Æneas over. Strax begyndte Cerberus at tude, Slangerne paa hans tredobbelte Hoved begyndte at reise sig; men Sibylla kaster en krydret Kage for ham; derved dysses han i Søvn, og nu tiltræder Æneas Veien paa den anden Side af Floden. 263 - 425.

     Her hører Æneas først Skrig af Børneskygger, der døde, medens de endnu laae ved Brystet; dernæst seer han dem, som af Tungsindighed havde taget sig selv af Dage, et Skridt, som de nu inderligen angre. Ikke langt derfra seer han de saa kaldte Sorgens Marker, hvor de Fruentimre opholdte sig, der dels (84) havde været ulykkelige i deres Kjerlighed, dels ere blevne navnkundige ved den ene eller anden Tildragelse, som: Phædra, en Datter af Minos og Pasiphae og gift med den atheniensiske Prinds Theseus; nu blev Phædra forelsket i Stedsønnen, Hippolytus, og da hun ikke kunde forføre ham, beskyldte hun ham for, at han vilde forføre hende; dette blev Faderen, Theseus, saa forbittret over, at han forviste Sønnen og anraabte Neptunus om at straffe ham. Neptunus opsendte fra Havet et Søuhyre, der saaledes forfærdede Hippolytus's Heste, at de løb lybsk, og Hippolytus brak Halsen. Af Bedrøvelse herover hængte Phædra sig. - Procris, der havde sin Mand, Cephalus, mistænkt for Utroskab; da hun derfor havde skjult sig i en Skov for at lure paa ham, skjød han hende ihjel, i den Tanke, hun var et Dyr. - Eriphyle, Spaamanden Amphiaraus's Kone, der for et Halsbaand forraadte sin Mand, som havde skjult sig for ikke at komme med i Krigen, men, da Amphiaraus kort efter omkom ved et Jordskjælv, blev Eriphyle dræbt af sin Søn. - Evadne, der, ved at høre Mandens Død, kastede sig paa hans Baal. - Pasiphae, Minos's Kone, berygtet for sin Kjærlighedshandel med en Tyr, hvorom der er fortalt i Begyndelsen af denne Bog. - Laodamia, der mistede Manden i den trojanske Krig; ved at erfare Dette ønskede hun at see hans Skygge, og, da det tillodes hende, døde hun i (85) hans Favn. - Cæneus, der først var Fruentimmer; siden blev hun af Neptunus forvandlet til Mandsperson, og tilsidst igjen til et Fruentimmer. - Her seer Æneas ogsaa Dido. Han taler ømt til hende; men hun er ubevægelig, og flygter fra ham hen til Sichæus, hendes forrige Mand. - Længere henne seer han først Tydeus, Parthenopæus og Adrastus, der alle tre havde gjort sig berømte i den thebanske Krig, som var ført nogle Aar før den trojanske; siden Nogle af de anseligste Dardanider eller Trojaner, som: Glaucus, Medon og Flere. Men, saasnart Danaernes eller Grækernes Anførere bleve ham vaer, flygtede disse, og vilde til at skrige uden at erindre, de havde ingen Røst. - Tilsidst møder han Deiphobus, en af Kong Priamus's Sønner, der efter Paris's Død havde ægtet Helena. Han finder Deiphobus i den ynkeligste Tilstand, spørger, Hvo der er Skyld i dette, og fortæller, at, da han i Trojas sidste Nat hørte hans Død og ikke fandt hans Liig, opreiste han for ham en tom Gravhøi paa Standbredden, nær ved Forbjerget, Rhøeteum. - Deiphobus svarer, at Lacænerinden, Helena, er alene Skyld heri; thi, under Skin af at helligholde Bacchus's Orgier eller Fester, gik hun om i Byen med de andre phrygiske eller trojanske Fruentimre og raabte Danaerne, som vare indsluttede i Hesten, ned paa Slottet. Hendes forrige Mand, Menelaus, og Æolides eller Ulysses kalder hun ind (86) Sovekammeret. Disse dræbe Deiphobus, medens han ligger i sin sødeste Søvn. - Omsider afbryder Sibylla denne Samtale, og Deiphobus tager Afsked med Æneas. 424 - 547.

     Underveis seer Æneas paa venstre Haand et Sted, omringet af en tredobbelt Muur og af Floden Phlegethon, der flyder med Ildsluer. I Forgaarden sidder Tisiphone, En af Furierne. Ved at høre Slag og Hylen spørger han sin Ledsagerinde om Aarsagen hetil. Hun svarer, at Dette er de Ugudeliges Pinselssted, som ingen Ubesmittet har Lov til at betræde; men, da Hecate - den samme, som Diana i Skovene, Luna paa Himmelen og Proserpina i Underverdenen - satte hende over Avernersøen, hvor Nedgangen er til det Underjordiske, fortalte Gudinderne hende de Ugudeliges Straffedomme. Her er Rhadamanthus fra Byen Gnossus paa Creta. Han er En af Dommerne i Underverdenen; han holder Forhør over de Onde og bestemmer deres Straf. Derpaa kommer Tisiphone og under Slag fører de Dømte hen til Tartarus, hvor de evig pines, og, ligesom den forfærdelige Tisiphone sidder i Forgaarden uden for, saa er der indenfor Porten til Tartarus en Hydra eller Slange, som er langt forskrækkeligere. Endelig aabnes Tartarus selv, der gaaer to Gange saa dybt ned i Afgrunden, som der er fra Himmelen, det er, fra vor Jord op til Olympen i Ætheren, hvor (87) Guderne boe. I Tartarus, fortæller Sibylla, ere Giganterne, Terras og Titans Sønner, der opreiste det ene Bjerg paa det Andet for at bestorme Himmelen og nedstøde Jupiter fra hans Trone; iblandt disse nævnes især Aloiderne eller Alous's Sønner, Otus og Ephialtes. - Der er Salmoneus, Kongen i det græske Landskab, Elis, der fordrede guddommelig Dyrkelse og ved Kobbervogne og blussende Fakler ville efterabe Jupiters Torden og Lynild. - Der er Tityon, som vilde voldtage Latona, Apollos og Dianas Moder; hvorfor han blev dømt til, at en Grib skulde bestandigen fortære hans Lever, som de Gamle troede, var Kjærlighedens Sæde. - Der er Lapitherne, Ixion og Perithous. Lapitherne vare et vildt Folk i Thessalien; Ixion var en Lapither, og vilde voldtage Juno, Perithous var Ixions Søn, og det var ham, som tilligemed Theseus steg ned til Underverdenen for at bortføre Proserpina. Til Straf for disse Misgjerninger bleve Fader og Søn nedstødte i Tartarus, hvor en høi Klippe, som hvert Øieblik truer med Fald, hænger ud over dem, og hvor der staaer et Bord for dem med de prægtigste Retter, men den Største af Furierne passer paa, at de ei røre det Mindste. - Her ere og andre Forbrydere, der straffes paa forskjællig Maade, iblandt Andre: Theseus, Perithous's Ven og Staldbroder, og Phlegyas, Ixions Fader, der opbrændte Apollos (88) Tempel i Delphi; desuden mange Andre, hvilke Sibylla ikke er i Stand til at opregne. - Efter denne Fortælling om de Fordømtes Straf i Tartarus seer Sibylla Plutos Pallats, hvis Mure ere af Jern og gjorte i Cyclopernes Værksted. Her fæster Æneas efter Befaling den gyldne Green. 547 - 636.

     Omsider ere begge de Vandrende komne til Elysium, de Saliges skjønne Boliger. Disse Væseners Forlystelser beskrives. For dem spiller paa sin syvstrængede Lire Orpheus, der ei alene var Sanger og Citharspiller, men ogsaa Digter. Han kaldes den thraciske Præst, fordi han var født i Thracien. Digtere bleve i det gamle høitidelige Sprog kaldte Musernes Præster og gik med lange og vide Klæder. Her seer Æneas Nogle af Trojas ældre Konger og Trojanernes Stamfader, Dardanus. Dise forlyste sig nu med det, som var deres Glæde i levende Live. Andre spise og synge Pæaner eller Lovsange i Græsset, som Floden, Eridanus, der nu kaldes Po, løber igjennem. Her sees de, som paa een eller anden Maade have gjort sig fortjente af det menneskelige Kjøn. - Sibylla spørger den gamle Digter, Musæus, om Anchises's Opholdssted, og Musæus viser dem strax hen til ham. Anchises stod just og betragtede de Aander, som, efter Pythagoræernes Lære om Sjælevandringen, vare bestemte til at træde ind i andre Legemer for at leve paanye; tillige overskuede (89) han hele Rækker af sine Efterkommere og eftertænkte deres Skjæbner i Fremtiden. Men, saasnart han blev sin Søn vaer, ilede han ham i Møde og tiltalede ham paa det kjærligste. Æneas fortæller, hvad der bevægede ham til at stige ned til det Underjordiske, og vil nogle Gange omfavne sin Fader, men Billedet undflyer ham. - Imidlertid seer Æneas Aander i tusende Tal svæve omkring Floden, Lethe. Han spørger om Aarsagen hertil, og Anchises svarer, at de Aander, som ere bestemte til at besjæle andre Legemer, drikke af denne Flod for at glemme det Forbigangne og ei foruroliges for det Tilkommende. Da Æneas undres over, at Nogen, som er død, kan have Lyst til at komme tilbage til Verden, forklarer Anchises ham Aarsagen hertil, og anfører ved den Leilighed noget af de gamle Philosophers Lære om Verdens Oprindelse og om Sjælevandringen: Hele Verden med Alle dens Dele, siger han, næres fra Evighed af ved en indvortes Aand eller Sjæl, som sætter hele denne store Maskine i Bevægelse. Af denne Verdens Sjæl har alle levende Væsener deres Udspring. I alle disse Væsener eller Spirer af Verdens store Sjæl er der en fyrig Kraft, en ætherisk eller himmelsk Natur, men den kjølnes og svækkes ved Foreningen med Legemet, som bestaaer af en grov jordisk, forgængelig Materie. Af denne Sjælens Forening med Legemet komme alle Sindslidelser, og alt Mørke i Forstanden, eller, for at bruge Digterens (90) Udtryk: "indsluttet i Mulmet, i det mørke Fængsel, skuer Sjælen ei op til Luftegnene," det er: betænker ei sin himmelske Oprindelse. Af disse Sindslidelser og dette Mørke i Forstanden komme igjen mange Feil og Laster, som ere saa dybt indgroede i Sjælen, at de ikke ved Døden udryddes. Derfor lide de Afdødes Sjæle visse Pinsler for de Syndepletter, der klæbe ved dem, og maae underkastes adskillige Renselsesmidler: Nogle renses ved at ophænges i Luften, Andre ved at nedsænkes i Vandet, og atter Andre ved at kastes i Ilden, kort, alle Afdødes Sjæle eller saa kaldte Manes maae i mange Aar prøve Et og Andet af disse Renselsmidler; men, naar de omsider ere ved disse Lidelser blevne befriede fra al vedhængende Syndesmitte, indlades de i Elysium, de Saliges Bolig. Efter tusende Aars Forløb kaldes de derpaa hen til Lethæerfloden, for at drikke af den og derved baade glemme det Forbigangne, og faae Lyst til at komme igjen i Verden og besjæle andre Legemer. - Efter denne Tale fører Anchises sin Søn og Sibylla hen i de Saliges Forsamling og bestiger med dem en Høi, hvorfra de kunne see og kjende Alle, som komme dem imøde. 636 - 755.

     Herpaa opregner Anchises Nogle af de Berømteste iblandt sine Efterkommere, saavel Albanere som Romere: Først Silvius, Æneas's yngste Søn, dernæst andre albanske Konger. - Romulus gaaer i Selskab med sin Morfader, Numitor. Romulus er (91) en Søn af Krigsguden Mars og Ilia, eller Rhea Silvia, der nedstammer fra Assaracus, En af de trojanske Konger, en Søn af Krigsguden Mars og Ilia, eller Rhe Silvia, der nedstammer fra Affaracus, En af de trojanske Konger. Under Romulus skal Rom stiftes paa syv Høie og omringes med en Muur. Det skal herske over hele Verden og i Mod ligne Guderne paa Olymp. Det skal glæde sig ved de mange Helte, det frembringer, ligesom Gudernes Moder, Cybele eller Berecynthia, ved alle de Guder, hun har født. - Nu kommer Anchises til Julius Cæsar, hvis hele Slægt skal bestige Himmelens Axel, det er: blive forgudet og udødelig. Især opholder han sig ved Augustus. Han skal paanye skabe den gyldne Alder i Latium, ligesom fordum Saturnus; han skal udbrede sit Herredømme over Inder og Garamanter, et Folk i Africa. For Dennes Ankomst skjælve allerede nu baade de caspiske Riger, det er: Partherne ved det caspiske Hav i det nuværende frie Tartarie, og det mæotiske Land, det er Scytherne, som boede ved den mæotiske Sø eller det nuværende assovske Hav, og Ægypterne, der boe ved Nilen, som med syv Mundinger udgyder sig i Middelhavet. Ikke Alcides eller Hercules har gjennemvandret saa mange Lande; endskjønt han gjennemborede Hinden, Cerynitis, med Kobberfødder, ryddede Skoven, Erymanthus, i Arcadien, og dræbte den skrækkelige Hydra i den græske Indsø, Lerna. Heller ikke har Liber eller Bacchus gjennemvandret (92) saa mange Lande, han, der paa sit indiske Tog havde spændt Tigre foran sin Vogn, hvormed han kjørte ned fra Bjergstaden Nysa i Indien. - Efter den Henrykkelse, som Tanken om Augustus og hans Herlighed foraarsagede, kommer Anchises tilbage til de andre romerske Konger. Den Første, han derpaa seer, er Numa Pompilius, der bærer Helligdomme i Haanden og har en Oliekrands om Hovedet til Tegn paa, at han er en fredelig Konge og sørger for Religionen. - Efter ham følger Tullus Hostilius, en krigerisk Konge, der igien begynder at føre Krige, som vare afbrudte under Formanden, Numa Pompilius. - Efter Tullus Hostilius kommer Ancus Marcius, der jager formeget efter Folkegunst. - Nu opregner Anchises Nogle af de Romere, som udmærkede sig i Republikens Tid. Af disse fremtræder først Roms første Consul, Junius Brutus, som afsatte Tarqvinius den Stolte og henrettede sine Sønner, der arbeidede paa at faae igjen den fordrevne Tarqvinius paa Tronen. - Derpaa nævner han Decierne, Druserne, og Camillus. Decierne styrtede sig, baade Fader og Søn, frivilligen i Døden i den Tanke, derved at redde deres Medborgere. - Af Druserne gjorde den Ene sig berømt i den anden carthaginensiske Krig, den Anden som Folketribun. - Torquatus lod sin Søn halshugge, uagtet denne seirede, fordi han tvertimod Ordre havde indladt sig med Fienden. - (93) Camillus, En af Roms mest fortjente Mænd, tog de Faner tilbage, som Fienden havde tilforn erobret. - Derpaa taler han om Cæsar og Pompeius. Disse to anselige Mænd vare en Tid enige og haabede at bestyrke denne Enighed ved Svogerskab, thi Pompieus ægtede Cæsars Datter [Julia]. Men siden kom de i en blodig Krig med hinanden, hvori Pompeius satte Livet til. Cæsar, som i nogle Aar have commanderet i Gallien, drog over Alperne ned i Italien for at møde Pompeius. Denne derimod havde samlet sig en Hær, det for det Meste bestod af Asiater og østerlandske Folk. Anchises formaner dem til at nedlægge deres Vaaben, især Julius Cæsar, som den Ældre, der nedstammer fra Olympen, det er, fra Venus, Moder til Æneas, Romernes Stamfader. - Derpaa kommer Anchises til Mummius, som ødelagde Corinth i Achaia paa Pelopones, og til Paulus Æmilius, som gjorde Ende paa det macedoniske Rige, og tog Perseus fangen, den sidste Konge i Macedonien. Perseus kaldes Æacides, fordi han nedstammede fra Æacus, Achille's Farfader. Herved ydmygede Paulus Æmilius ogsaa meget Grækenland, men i Stedet for Grækenland nævner Digteren tvende Byer, der før, under og længe efter den trojanske Krig vare de mægtigste i Grækenland: Argi og Mycenæ, begge i Pelopones. Og alt dette skete for at hævne Troja og Minervas Tempel, som Ajax, Oileus's (94) Søn, vanhelligede, ved i dette Tempel at voldtage Cassandra, Priamus's Datter. - Efter disse nævner Anchises endnu andre mærkværdige Romere, som: Cato den Ældre, saa bekjendt for sit strænge Levnet; Cossus, der fældte den fiendtlige Anfører, skilte ham ved hans Rustninger - de saakaldte Spolia opima - og ophængte dem i Jupiters Tempel, en Ære, Romerne satte megen Priis paa; - Graccherne, der bleve Offere for Folkets Rettigheder, som de ivrigen forfegtede; - Scipionerne, baade den Ældre og den Yngre, af hvilke den Første befriede Italien fra den forfærdelige Hannibal og gjorde en ærefuld Ende paa den anden puniske Krig, den Sidste ødelagde Carthago, En af Lybiens eller Africas fornemste Stæder; - Fabricius, der var glad i sin Fattigdom og ved sin Retfærdighed og Ædelmodighed aftvang sin Fiende denne Lovtale: "Fabricius kan vanskeligere føres fra Dyden, end Solen fra sin Bane;" - Serranus eller Cincinnatus, der gik selv bag Plougen, da Senatets Gesandter forkyndte ham, han var udnævnt til Dictator; - Fabierne, denne herlige Familie, der, trehundrede i Tallet, tilbøde sig ene at føre Krigen med Veienterne, Et af Roms Nabofolk. Fabierne bleve tilsidst ved en Krigslist alle nedsablede paa En nær, som var for ung til at drage i Krigen. Denne blev Stamfader til den følgende fabiske Familie, hvoraf Fabius Maximus var den mærkværdigste [mest bemærkelsesværdige], (95) der i den anden puniske Krig reddede Staten og svækkede Hanibal ved at afholde sig fra Slag. Af sine Fiender, der ei begrebe ham, blev han kaldet med det Spottenavn: Nøleren. - Andre Folkefærd, lægger Anchises til, skulle maaskee fremvise større Mænd i de dannende Kunster, i Veltalenhed, i de astronomiske, og mathematiske Videnskaber; men Romerne skulle beherske Verden, bestemme Fredsvilkaar, og være ligesaa gode mod de Underlagte som frygtelige for de Trodsige. 756 - 853.

     Tilsidst kommer Anchises til at tale om Marcus Claudius Marcellus, En af Roms første Mænd, der overvandt Gallerne i Øvre-Italien, og fældte deres Anfører, hvis Rustning han ophængte i Qvirinus's eller Romulus's Tempel. Marcellus var saaledes den tredie Romer, der havde nydt den Ære at bemægte sig den fjendtlige Anførers Spolia opima eller Rustninger; Romulus og Cossus vare hans Formænd. Men Marcelus's største Fortjeneste var den, at han allerførst slog Carthaginenserne i den anden puniske Krig, og, som Cicero siger om ham, lærte sine Landsmænd, at "hine ikke vare uovervindelige." - En af denne Mands Efterkommere var den unge Marcellus, Augustus's Søstersøn, som Alle gjorde sig det største Haab om, og som Augustus skal have bestemt til sin Tronfølger; men han døde i sin bedste Alder, og hans Død opvakte almindelig Sorg. - Derpaa opregner (96) Anchises de Krige, Sønnen skal føre med Indbyggerne i Laurentum, Kong Latinus's Bye. Endeligen udlader han Æneas igjennem den Ene af Underverdenens Porte, som kaldes Elfenbensporten, ligesom den anden kaldes Hornporten. Nu kommer han tilbage til sine Medreisende, og seiler fra Cumæ til Cajeta, en Søstad paa Italiens vestlige Kant, norden for Cumæ. Her kaster han Anker. 853 - 901.                               27. 10. 2007