Sjette Bog.

     Saa taler Æneas grædende, overlader Flaaden Tøilerne og ruller omsider hen mod Cumas eubøiske Kyster. Forstavnene vende mod Søen; med klæbende Tand grundede Ankeret Snækkerne, og de hvælvede Bagstavne dække Strandbredden En Hær Ynglinge lyner fyrrigen ned paa hesperiske Strandbred; en Deel opsøger Ildspirerne, skjulte i Flintestenens Aarer; en Deel gjennemiler Dyreleierne, de tætbegroede Skove, og peger hen paa de opdagede Floder. - Men gudfrygtige Æneas søger hen til Slottene, de høie, hvor Apollo troner, til skrækkelige Sibyllas fjerne Eneboliger, den græsselige Grotte, til hende, hvem den deliske Sanger indaander Sjælens de store Følelser og aabenbarer det Tilkommende. Allerede betrædes Trivias Lunde, og gyldne Vaaninger.

     Dædalus undflyede - saa fortæller Rygtet - Minos's Riger, og vovende med lynsnare Vinger at betroe sig til Himmelen seilede han ad uvante Bane hen til kolde Nordpol; paa chalcidiske Slot stod omsider den Letflyvende. Skjænket disse Lande helligede han fordum Dig, Phøbus! de roende Vinger og opreiste græsselige Tempelbygninger. Paa Fløidørene (185) er Androgeos's Død afmalet, desuden Cecropiderne, befalede at yde Erstatningerne, ak, syv Sønner aarligen; der staaer Urnen med de udtrukne Lodder; ligeoverfor er det gnossiske Land, hævet over Havet. Her sees og gruelige Elskovshandel med Tyren og Pasiphaes lønlige Samleie og den blandede Dyreart; den tveformige Skabning, Minotaurus, disse Mindesmærker paa skjændig Elskov. Her sees hint kunstfulde Huus med dets uigjennemtrængelige Vilderede 01). Men Dædalus, af Medynk over Kongedatterens heftige Kjerlighed, udviklede selv hendes Theseus af Bygningens de forvildende Kringelveie, styrende ved Traaden de blinde Fjed. Ogsaa Du, Icarus! skulde havt en stor Deel i dette Mesterværk, hvis Smerten havde tilladt det; tvende Gange prøvede han paa at afbilde Hændelserne i Guldet; tvende Gange sank Faderens Hænder.

     Snart havde deres Øine gjennemløbet alle disse Kunststykker, hvis ei Achates, der var skikket forud, allerede var kommen tilbage og med ham Phøbus's og Trivias Præstinde, Deiphobe, Glaucus's Datter, der taler saaledes til Kongen: "Ei saadanne Skuespil kræver Øieblikket. Nu er det bedre af urørte Hjord at stinge sømmeligen (186) syv Studlinge og ligesaa mange udvalgte Faar." - Saaledes taler Præstinden til Æneas - ei dvæle Mændene med de befalede Offringer - og kalder Teucrerne ind i de høie Templer. Udhugget til en Grotte var en vældig Side af den eubøiske Klippe. Didhen lede hundrede vide Indgange, hundrede Mundinge; herfra udstyrte ligesaamange Stemmer, Sibyllas Svar. De vare komne til Dørtærskelen; da siger Pigen: "Nu er Tiden at æske Orakelsvar. Guden! - see Guden hist!" - Saa taler hun, og pludseligen forandres Aasynet, forandres Farven, Lokkerne forvirrres, Brystet stønner, Hjertet svulmer af vildt Raserie, hun synes større, ei er hendes Stemme den Dødeliges, saa ofte hun mere umiddelbart besjæles af Guddommens Almagt. "Dvæler Du med Løfterne og Bønnerne, troiske Æneas?" siger hun, "dvæler Du? - Ei skal det forfærdelige Huses store Mundinge før aabnes."

     Saa talede hun og taug. Kold Gysen gjennemfarer Teucrernes Been, og Kongen udgyder Bønner af Hjertets Inderste: "Phøbus! Du, som stedse ynkedes over Trojas svare Gjenvordigheder, som rettede Paris's dardaniske Pile og Hænder mod Æacidas's Legeme - under din Anførsel har jeg befaret Havene, der omskylle Jorderige, har besøgt Massylernes de fjerne Slægter og hine Egne, som begrændses (187) af Syrterne. Lad det være nok, at Trojas Skjæbne hidindtil har forfulgt Os! - Nu bør det Eder ogsaa at skaane pergamæiske Slægt, alle I Guder og Gudinder! der forargedes over Ilium og Dardanias vældige Ære. Og Du, o helligste Sangerinde, som veed det Tilkommende! giv - ei æsker Jeg Riger, som ei af Skjæbnen ere Mig bestemte - giv Teucrerne og deres omvankende Guder og Trojas omtumlede Guddomme at nedsætte sig i Latium! Da skal Jeg for Phøbus og Trivia stifte et varigt Marmortempel og festlige Dage, opkaldte efter Phøbus's Navn. Ogsaa Dig vente Hædersboliger i vore Riger. Der skal Jeg henlægge dine Lodder og de hemmelige Skjæbner, bebudede mit Folk, udvalgte Mænd skal Jeg hellige Dig, Du Hulde! Kun til Blade overantvorde Du ei Qvadene! at de ei skal flyve om til Boldtspil for rivende Vinde. Selv qvæde Du! Jeg beder." - Her gjorde han Ende paa Talen.

     Men Sangerinden, endnu ikke i Stand til at taale Phøbus, sværmer skrækkeligt om i Grotten for at udstøde, om hun kunde, den store Gud af Brystet. Destomere matter Hiin den fraadende Mund, tæmmer de vilde Hjerter og klemmende afretter dem. - Allerede ere Husets de hundrede, vældige Døre sprungne op af sig selv og bringe Sangerindens Svar ud i Luftegnene: "O, Du, der omsider har overstridt (188) Søens de store Farer! - dog paa Landjorden vente svarere - til Laviniums Egne skal Dardaniderne komme; forjag denne Frygt af Brystet! Men ogsaa der skal de ønske ei at være komne. Krige - skrækkelige Krige og Thybris, skummende af meget Blod, skuer Jeg. Ei skal Simois, ei Xanthus, ei de doriske Leirpladse fattes Dig. I Latium er allerede en anden Achilles 02) beredt, ogsaa født af Gudinde. Ei skal fjendske Juno nogensinde vige fra Teucrerne. Hvilke italiske Folk skal Du ikke da i Nøden ydmyg anraabe! - Aarsagen til saa store Ulykker er atter en Ægtefælle 03), der gjæster Teucrerne, atter udlændiske Ægtesenge. Dog, ei vige Du for Ulykkerne, men gak dem dristigen i Møde, saavidt din Skjæbne vil tillade det. Den første Vei til Redning skal - hvilket Du mindst formoder - aabnes Dig fra en græsk Stad 04).

     I saadanne Udtryk qvæder cumæiske Sibylla fra det Allerhelligste de skrækkelige Gaader og brøler i Grotten, indhyllende Sandheder i et dunkelt Sprog. Saaledes ryster (189) Apollo Tømmernes paa den Sværmende og vender Broddene mod hendes Bryst. Men, saasnart Raseriet forsvandt, og den fraadende Mund hvilede, begyndte Helten, Æneas: "O Pige! ingen Skikkelse af Gjenvordigheder opstiger for Mig ny og uventet. Alt har jeg forestillet Mig og i Aanden forud gjennemgaaet Alt. Dette Ene begjærer jeg: Da Nedgangen til den underjordiske Konges Rige og den mørke Søe fra overskyllende Acheron siges at være her, lad det da lykkes Mig at komme for en dyrebar Faders Aasyn! Lær Du Mig Veien! aabne Du de hellige Porte! Ham udrev jeg paa disse Skuldre gjennem Flammerne og tusende forfølgende Spyd; midt fra Fienden tog Jeg ham ud. Han ledsagede Mig paa min Reise omkring paa alle Have; skjønt svag udholdt han alle Søens og Himmelens Voldsomheder trods Alderdommens Lod, langt over dens Kræfter. Ja, ydmyg at søge Dig, at gaae hen til dine Vaaninger, ogsaa Dette paalagde han Mig bedende. Ynkes da over en Søn og en Fader! Du hulde! Jeg beder: thi Du mægter Alt; ei forgjæves satte Hecate Dig over Avernens Lunde. Mægtede en Orpheus ved Hjælp af Citharen og de harmoniske Strængelege at hente Ægtefællens Maner; mægtede en Pollux ved afvexlende Død at forløse Broderne og tusende Gange at gaae Veien frem og tilbage - Hvad vil Jeg nævne (190) Theseus, hvad den store Alcides? - Ogsaa min Æt nedstammer fra Jupiter den almægtige." - Saaledes bad han med Hænderne paa Alteret.

     Da begyndte Sangerinden saaledes at tale: "Du Spire af Guders Æt! troiske Anchisiades! Let er Nedgangen til Avernen; Dag og Nat staaer sorte Plutos Dør aaben; men at føre Foden tilbage, og igjen at vinde op til de øvre Luftegne, dette koster Arbeide, koster Møie. De Faa, som Jupiter naadig har elsket eller fyrig Manddomskraft hævet til Ætheren, Gudernes Sønner, have mægtet Dette. - Skove optage hele Midten, og Cocytus slynger sig rundtomkring, rullende i sorte Bugter. Men, føler din Sjæl saa heftig Lyst, saa heftig Attraa efter tvende Gange at beseile de stygiske Søer, tvende Gange at see sorte Tartarus, og Du vil med Glæde overlade Dig til dette rasende Arbeide, mærk da, hvad der forud maae gjøres! Paa et skyggefuldt Træe er skjult en Green, forgyldt paa Bladene og seie Qvist; den siges at være helliget underjordiske Juno. Denne dækkes af hele Lunden og indsluttes af Skyggerne i de mørke Dale. Men ei undes det Nogen at stige ned i Jordens Afgrunde, førend han har afplukket Træets guldlokkende Fostere. Disse anordnede skjønne Proserpina at bringes hende som en særegen Gave. Er een Guldgreen afbrudt, ei fattes en Anden, og den (191) nye Qvist fremspirer med lignende Metal. Derfor speid høit med Øinene, og, naar den er funden, aftag den sømmeligt med Haanden; thi af sig selv, let og villigen skal den følge, hvis Skjæbnen indbyder Dig; ellers skal Du ei med nogen Kraft kunne beseire, ei med det haardeste Staal afhugge den. - Desuden ligger hist din Vens afsjælede Legeme - Ak! Du veed det ei - og ved sit Liig besmitter hele Flaaden, medens Du søger Raad og dvæler her i vor Port. Ham føre Du forud til hans Hvilested! Skjul ham i Graven! Derpaa bringe Du sorte Offerdyr herhen! - Disse Forsoningsoffere maae først skee - da skal Du omsider skue de stygiske Lunde, hine Riger, utilgjængelige for de Levende." - Saa talede Præstinden, trykkede Læberne sammen og forstummende.

     Æneas traadte ud af Hulen med kummerfuldt Aasyn, med Øinene, fæstede til Jorden, og for sig selv omvæltede i Aanden Fremtidens blinde Hændelser. Med ham gik ærlige Achates, der nu og da standsede Fjeddene nedtrykt af eensdanne Sorger. Under afvexlende Samtale indflettede Disse meget om den afsjælede Reisefælle, som Sangerinden nævnede, om Legemet, som skulde jordes. Men, saasnart de vare komne til Strandbredden, see de Misenus, omkommen ved en uværdig Død, Misenus, Æolus's Søn, den ypperste af Alle til at opvække Mændene ved (192) Ertsbasunen og opflamme Krigermodet ved Klangen. Denne havde været den store Hectors Følgesvend; stedse omkring ham gik han om i Slagene, udmærket ved Trompeten og Lantsen, og, efterat Achilles seirende havde skilt Hiin ved Livet, begav den kjække Helt sig i dardaniske Æneas's Selskab - ei valgte han en ringere Mand. Men nu, da han tvang Vandfladerne til at gjenlyde af hule Muskeskal og afsindig fremkaldte Guderne til Væddesang, annammede Medbeileren Triton ham og - hvis man bør troe det - nedsænkede Manden i skummende Bølge mellem Klipperne.

     Derfor hylede Alle med heftigt Skrig rundt omkring, især ømme Æneas. Derpaa haste de ufortøvet, grædende, med Sybillas Befalinger. Gravalteret kappes de at opreise af Træer og opføre mod Himmelen. De gaae hen til Dyreleierne, til en høi, bedaget Skov. Nu nedfalde Fyrrene; truffen af Øxen knager Steenegen; Askeplankerne og riflede Eeg kløves ved Kilerne; ned over Bjergene rulle de vældige Avnbøge. - Ogsaa Æneas er omgjordet med eensdanne Vaaben og opmuntrer især Reisefællerne under disse Idrætter. Men skuende den umaalelige Skov omvælter han i bedrøvede Hjerte hine Sibyllas Befalinger og beder lydeligen saaledes: "Gid hin gyldne Green paa Træet maatte nu vise sig for Mig i denne store Lund! da det, som (193) Sangerinden fortalte om Dig Misenus! er, destoværre! altfor sandt."

     Neppe havde han udtalet, førend tvende Duer kom flyvende fra Himmelen hen for Mandens Øine og satte sig paa grønnende Plet. Strax gjenkender den store Helt de moderlige Fugle og beder glad: "O! værer mine Veiledere, hvis der er nogen Vei, og retter Løbet gjennem Luften hen til de Lunde, hvor hint prægtige Træe beskygger fede Jord! Og Du, guddommelige Moder! o svigt ei i Nøden!" - Saa talede han og standsede Fjeddene for at iagttage, hvad Tegn de medbringe, og hvor de fremdeles stræbe hen. Græssende hoppe Hine foran, dog ei længere, end at de Følgendes Øine kan bemærke dem. Derpaa, da de vare komne til Avernens stinkende Svælg, hæve de sig hurtigen, og rullende giennem klare Luft synke Tvillingerne ned paa Træet, deres ønskede Sæde, hvorfra Guldets afstikkende Glands skinnede gjennem Grenene, ligesom Mistelen 05) i Skovene, den Træet selv ei frembringer, pleier ved vinterlige Kulde at grønnes med forynget Løv og med safrangule Frugt at omgive de trinde Stammer; saadant var Synet (194) af det Guld, som fremspirede paa hiin beskyggede Steeneeg, saaledes bragede Metallet ved sagtesusende Vind. Flux griber Æneas Grenen, grisk afbryder han den seendrægtige og bærer den ned i Sangerinden Sibyllas Vaaninger.

     Ikke destomindre begræde imidlertid Teucrerne Misenus paa Strandbredden og bragte den følesløse Aske de sidste Offere. Først oprette de en vældig Stellads af fedt [harpiksklæbende] Fyr og tilhugget Eeg, omflette dens Sider med sort Løv, sætte de sørgelige Cypresser foran og smykke den oventil med blinkende Vaaben. En Deel tager de hede Vædsker og de boblende Kobberkjedler af Luerne, bade og salve den Iiskoldes Legeme. Nu istemmes Sørgesangen. Derefter lægges de begrædte Lemmer paa Sørgeleiet; over dem udbredes de vante Lagener, de purpuriske Klæder. En Deel traadte hen under Baaren - en sørgelig Forretning - og bortvendte, paa Fædres Viis, holdte Fakkelen under. Sammendyngede brændes nu Røgelsesgaverne, Madoffrene og Kummerne med flydende Olie. Levningerne og den tørstende Emmer bader man med Vinen, de samlede Been gjemte Corynæus i Kobberurnen. Den Samme førte Renselsesvandet trende Gange omkring Reisefællerne, og stænkende med let Dug ved Grenen af det velsignede Olietræe rensede Mændene (195) og fremsagde det sidste Ord. Men ømme Æneas opreiser en vældig Gravkolos, hvori han lægger Mandens Rustninger, Aaren og Basunen, nede ved Foden af det himmelhøie Bjerg, som endnu efter ham kaldes Misenus og har evindeligen gjennem Aarhundrede beholdt dette Navn.

     Dette er fuldbragt, og nu iler han at udføre Sibyllas Befalinger. Der var en Hule, dyb, græsselig ved sit uhyre Gab, stenet, betrygget ved en sort Søe og Skovenes Mørke. Over denne kunde intet flyvende Væsen ustraffet stræbe hen ad Banen med Vingerne; saadan var Dunsten, der, udgydet fra dens sorte Svælg, hævede sig op mod Himmelens de høie Hvælvinger. Her stiller Præstinden fire Studlinge, sorte paa Ryggen, helder Vinene ned over deres Pander og, afplukkende de øverste Totter midt imellem Hornene, lægger disse, som de første Offere, paa de hellige Luer, medens hun lydeligen anraaber Hecate, mægtig baade i Himmelen og i Underverdenen. - Andre stinge med Knive i Offerdyrene og opfange det lunkne Blod i Offerskaalerne. - Æneas selv fælder med Sværdet et sortuldent Lam til Eumenidernes Moder og store Søster, ligeledes en gold Qvie til Dig, Proserpina! - Derpaa opretter han de natlige Altere for den stygiske Konge og lægger Kjødet af hele Tyre paa (196) Flammerne, udgydende feed Olie over de brændende Indvolde. Men see! - strax ved Soelgudens frembrydende Glimt begyndte Jorden at brøle under deres Fødder og de skovklædte Bjergaase at bevæges; ogsaa Tæverne syntes ved Gudindens Ankomst at tude i Mørket. "Langt - o! langt herfra I Vanhellige!" - saa raaber Sangerinden, - "viger bort fra hele Lunden! og Du, Æneas! tiltræd Veien, udriv Staalet af Skeden! Nu behøves Mod, nu en stærk Sjæl." - Saa talede hun og sværmende nedlod sig i aabnede Hule. Hiin ligner i uforfærdede Skridt den fremstormende Veilederinde.

     I Guder! som herske over Aanderne, I maalløse Skygger! Du Chaos og Phlegeton! I Steder, indhyllede i Nat og tause vidtomkring! tilladt være det Mig at tolke det Hørte! tilladt ved Eders Guddomskraft at fremstille Gjenstænderne, nedsjunkne i Mulmet, dybt under Jorden! - Nu ginge de i ensomme Nat, gjennem dunkle Skygger, gjennem Plutos tomme Pallatser og øde Riger, ligesom Vandringen er i Skovene under ustadige Lunas svage Skin, naar Jupiter har skjult Himmelen med Mørke, og sorte Nat betaget Gjenstænderne deres Farve.

     I selv Forgaarden, strax ved Indgangen til Underverdenen, har Kummer og hævnende Samvittighedsnag sat deres Leie; der boe blege Sygdomme og sørgelige Alderdom og Frygt og ondtraadende Hunger og hæsselig Armod - Skikkelser, forfærdelige af Udseende - og Døden og Møisommeligheden og Dødens Broder, Søvnen, og det onde Hjertes Glæder og dødbringende Krig ved den modvendte Dørtærskel [ved døren overfor], og Eumenidernes Jernsenge og afsindige Tvedrag, med Slangehaaret, opflettet i blodige Bændler.

     I Midten udbreder en vældig skyggefuld Ælm Armene, de bedagede Grene; dette Sæde siges almindeligen de gøglende Drømme, som klæbe sig fast paa ethvert Blad, at have indtaget. Desuden staae der i Dørene mange Vidundere af allehaande Dyr: Centaurerne og de tveformede Scyller og hundredhaandede Briareus og Lernas skrækkeligen hvislende Rovdyr og flammevæbnede Chimæra og Gorgonerne og Harpyæierne og Vanskabningen med det tredobbelte Legeme. Her griber Æneas Staalet, sittrende af pludselig Angest; den dragne Odde holder han for de Kommende, og, dersom ei den oplyste Ledsagerinde havde erindret ham, at disse spæde Væsener svæve om uden Legeme, blot under en Skabnings Billede; han havde faldet an med Staalet og forgjæves hugget efter Skyggerne.

     (198) Nu begynder Veien, som fører til tartariske Acherons Bølger; her bruser en Søe, som med oprørt Dynd og uhyre Svælg spyer alt Sandet ud i Cocytus. Disse Vande og Floder bevogter Færgemanden, den skrækkelige Charon med det forfærdelige Smuds; paa hans Hage strider tykt, uredet Graaskjæg; Øinene ere Ildsluer; fra Skuldrene hænger en smudsig Kappe, heftet ved et Baand. Selv driver han Planken frem med en Stang, betjener selv Sejlene og fører de Afdødes Legemer over paa jernfarvede Baad; vel allerede en Olding, men rask og blomstrende er Gudens Alderdom.

     Herhid til Aabredden rusede strømmeviis hele Skaren: Mænd og Mødre og høihjertede Helte, der have spillet Livets Rolle til Ende, og Drenge og ugifte Piger og Ynglinge, lagte paa Baalene for deres Fædres Øine, mangfoldige, som Skovenes Blade, der ved første Efteraarskulde falde visnende af, mangfoldige, som Fuglene, der fra Dybet flokke sig sammen mod Landjorden, naar den kolde Aarstid forjager dem over Oceanet hen til de varmere Lande. Her staae de, bedende om først at sættes over, og udstrække Hænderne af Længsel efter den fjernere Aabred. Men den vrantne Færgemand annammer snart Disse, snart Hine; Andre derimod fjerner han langt bort fra Fjæren. Æneas - thi han undredes herover og (199) blev urolig over Allarmen - siger: "Fortæl Mig, Pige! Hvad betyder dette Sammenløb til Aaen? Hvad ønske disse Aander? Af hvad Aarsag forlade Disse Aabredden, medens Hine feie med Aarerne de mørkeblaae Vande?"

     Ham svarede korteligen den bedagede Sangerinde, saaledes: Søn af Anchises, Gudernes upaatvivlelige Æt! Du seer her Cocytus's dybe Vande, og den stygiske Søe, ved hvis Majestæt Guderne selv frygte at sværge falskeligen. Hele denne Sværm, som Du skuer, er fattig og ujordet. Færgemanden hist er Charon; Disse, som Bølgen fører, ere begravne. Men ei tillades det at sætte Nogen over disse hæse Strømme hen til hiin skrækkelige Aabred, førend Benene have hvilet i deres Boliger. I hundrede Aar vanke, flyve de om paa disse Kyster; da først indladte besøge de omsider hine længe ønskede Damme."

     Nu blev Anchises's Søn staaende og standsede Fjeddene, tankefuld, bejamrende inderligen Hines ublide Lod. Her øiner han tvende Tungsindige, berøvede Dødens Hæder: Leucaspis og den lyciske Flaades Høvding, Orontes. Disse seilede tilsammen fra Troja over de oprørte Have; da overfalder Auster dem, indhyllende i Vandet baade Snækken og Mændene.

     See! her vankede Styrmanden Palinurus, der nyligen paa lybiske Fart, medens han bemærker (200) Stjernerne, var fra Bagstavnen falden ud midt i Bølgerne. Da Æneas med Nød, formedelst det tykke Mørke, gjenkjendte den Bedrøvede, tiltaler han ham først saaledes: "Hvo af Guderne rev Dig fra Os, Palinurus! og nedsænkede Dig midt i Vandfladen? Kom, fortæl Mig det! Thi Apollo, som ei forhen befandtes usandfærdig, skuffede Mig ene ved dette Svar; han, der qvædede, at just Du skulde komme uskadt fra Oceanet til Ausoniens Grænser. Hvad? Er dette Løftets Opfyldelse?"

     Hiin svarede: "Ei har Phøbus's Orakel skuffet Dig, anchisidiske Høvding! ei heller har Guden nedsænket Mig i Vandet; nei Roret, løsrevet med megen Vælde - det jeg, sat til at bevogte, hang fast ved, det jeg styrede Farten ved, - trak Jeg styrtende med Mig. Ved de oprørte Have sværger Jeg, at jeg ikke følede saa megen Frygt for Mig selv, som at Din Snække, skilt ved sine Redskaber og udstødte Styrer, skulde vansmægte under de store opstigende Vover. I trende stormfulde Nætter førte voldsomme Notus Mig om paa umaalelige Vandflader; det fjerde Dagslys øinede jeg med Nød Italien, høit oppe fra Bølgetoppen. Lidet efter lidet svømmede jeg til Italien; snart havde Jeg naaet trygge Punkter, hvis ei et grusomt Folk, der daarlig ansee Mig for et Bytte, havde med Staalet anfaldet (201) Mig, betynget tilligemed af de vaade Klæder, gribende med krogede Hænder de hvasse Bjergtoppe. Nu har Bølgen Mig, og Vindene tumle Mig om paa Strandbredden. - Derfor beder jeg Dig ved Himmelens frydende Lys, ved Luftegnene, ved din Fader, ved Haabet om opvoxende Julus, udriv Mig, store Helt! fra disse Ulykker! eller kast noget Jord paa Mig! - det kan Du - opsøg de velinske Havne! eller, dersom der er nogen Vei, dersom Din guddommelige Moder har viist Dig nogen - ei troer jeg, at Du uden Gudernes Bistand ruster Dig til at beseile disse store Floder, den stygiske Søe - ræk den Elendige Haanden og tag Mig med Dig over Bølgerne! at jeg i det Ringeste efter Døden kan hvile i rolige Boliger."

     Saa talede han. Da begyndte Sangerinden saaledes: "Hvorfra denne saa usalige Lyst? Palinurus! Vil du ujordet skue de stygiske Vande og Eumenidernes skrækkelige Aae? Uden Tilladelse betræde Aabredden? - Haab ei ved Bønner at kunne bøie Gudernes Beslutninger! Men annam til Trøst i Din haarde Skjæbne: Dine Been skal Naboerne langt og vidtomkring i Byerne forsone, drevne dertil ved himmelske Jertegn; en Gravhøi skal de oprette og til Gravhøien sende vante Dødningeoffere, og evig (202) skal Stedet bære Palinurus's Navn. - Ved disse Forjættelser bortfjernedes Sorgerne; Smerten forjoges en liden Stund af det bekymrede Bryst; han glæder sig ved et Land med hans Tilnavn.

     Derpaa fortsætte de den begyndte Vandring og nærme sig Floden. Men, saasnart Sømanden fra stygiske Bølge saa dem gaae gjennem tause Lund og vende Foden henimod Aabredden, buldrer han og først uopfordret angriber dem med disse Ord: "Hvo Du end er, som bevæbnet stræber frem mod vore Floder, hør! siig! hvi kommer Du? Ikke et Skridt videre. - Her er Stedet for Skyggerne, for Søvnen og søvnbringende Nat; levende Legemer - dem er det ikke tilladt at føre over paa stygiske Baad. Sandeligen, det bekom Mig ikke godt, at Jeg tog den vandrende Alcides om Borde, heller ikke Theseus og Perithous, skjønt de vare fødte af Guder, og over Alle i Kræfter. Hiin lagde den tartariske Vogter i Lænker; med Haanden slæbede han den skjælvende fra selve Kongens Trone; Disse formastede sig til at føre Dronningen ud af Plutos Sovekammer."

     Hertil svarede korteligen amphrysiske Sangerinde: "Her er intet saadant Forræderi - vær kun rolig! ei betyde disse Vaaben noget Overfald. Gjerne maae hin vældige i Grotten (203) eviggjøende Portner forfærde disse blodløse Skygger; gjerne maa kyske Proserpina blive i Farbroderens Pallats. - Dette er den troiske Æneas, udmærket baade ved Gudsfrygt og i Vaabenbrag; han stiger ned til sin Fader, dybt ned til Erebus's Skygger. Men, røres Du ei ved Synet af en saa gudfrygtig Mand, saa erkjend dog denne Green!" - Her blotter hun Grenen, som var skjult under Klædningen.

     Nu synker det af Vrede svulmende Hjerte; ei et Ord mere. Hiin beundrende Skjæbnens Gave, den ærværdige Green, gjenseet efter lang Tids Forløb, vender mørkeblaae Bagstavn til og nærmer sig Aabredden. Derpaa bortskræmmer han de øvrige Aander, som sadde langs med Relingen, rydder Roerbænkene og medtager Æneas i Rummet. Under Byrden sukkede den sammensyede Baad og revnende modtog meget Søevand. Endeligen sætter han baade Manden og Sangerinden uskadte paa hiin Side Floden ud i det hæsselige Dynd og blaagraae Mosegræs.

     Disse Riger tvinger den vældige Cerberus at gjenlyde af tremundede Gjøen, den græsselige, liggende i modvendte Grotte. Men Sangerinden, der allerrede saae Halsene stivne af kneisende Øgler, henkaster til den en Kage. berusende ved Honningen og Kryderierne. Hiin, aabnende af rasende Sult de trende Struber, (204) griber der Henkastede; nedlader de græsselige Rygge og gyder sig ud paa Jorden; i hele Grotten ligger den Vældige udstrakt. - Æneas betræder Indgangen, efterat have neddysset Vogteren, og redder sig hurtigt bort fra Aabredden ved den utilbagegjængelige Flod.

     Srax foran i Porten hørtes Raab og vældigt Skrig af grædende Børneaander, hvilke, udelagtige i Livets Sødheder og revne fra Moderens Bryst, et mørkt Øjeblik bortrykkede og nedsænkede umodne i Graven. Nærved Disse ere de, som under falske Beskyldninger bleve dømte til Døde. - Dog ei uden Lodkastning, ei uden Dommer ere deres Pladse anviste. Overdommeren, Minos, omvælter Urnen, kalder de Maalløse til Forsamling og erfarer deres Levnet og Brøde. - De nærmeste Steder optage derefter hine Tungsindige, som skyldfrie tilveiebragte sig Døden med egen Haand, og, hadende Dagens Lys, opoffrede Livet. Hvor ønskede nu Disse i høie Æther at kjæmpe baade med Fattigdom og de haardeste Lidelser! Men Skjæbnen staaer imod, hiin ulidelige Søe med dens sørgelige Bølge fængsler, og den ni Gange omstrømmende Styx dæmmer.

     Ei langt herfra vises de til alle Sider udbredte Sorgens Marker - saa kaldes de - Her ere de, som heftig Kjerlighed fortærede med gruelig Svindsot; dem skjule afsondrede Stier, (205) og Myrteskoven dækker rundtomkring. Ei i Døden selv ophøre Sværmerierne. Paa disse Steder seer han Phædra og Procris og kummerfulde Eriphyle, der endnu peger paa Vunderne af hendes grusomme Søn, og Evadne og Pasiphae. Med Disse vandrer Laodamia og Ceneus, fordum Yngling, nu igjen Qvinde, ved Skjæbnen bragt tilbage til sin forrige Skikkelse.

     Imellem dem vankede ogsaa Phønicerinden Dido med det friske Saar omkring i store Skov. Saasnart den troiske Helt stod hos og trods de dunkle Skygger gjenkjendte hende - saaledes, som man seer, eller troer at have seet Luna i Nymaane at stige frem gjennem Skyerne, udgjød han Taarer og med øm Kjerlighed tiltalede hende saaledes: "Ulykkelige Dido! sandt var altsaa det Bud, der kom til Mig, at Du var død og havde ved Staalet valgt det yderste Middel. Ak! - var Jeg Aarsag til din Henfart? Ved Stjernerne sværger Jeg, ved de høiere Væsener, ved Ærligheden - dersom der er nogen i Underverdenen - ugjerne veg jeg fra dine Strandbredde, Dronning! Nei, Gudernes Befalinger, der nøde Mig nu at gaae gjennem disse Skygger, gjennem disse fæle, udyrkede Steder og denne dybe Nat, have tvunget Mig ved deres Overmagt; heller ikke kunde Jeg troe, at min Bortgang skulde (206) volde Dig saa megen Smerte. Stands Fjeddet, unddrag Dig ei mit Blik! - Hvem flyer Du? Ak! efter Skjæbnenes Villie er Dette den sidste Gang, Jeg taler med Dig."

     I saadanne Udtryk søgte Æneas at lindre den Bistertseendes brændende Hjerte og fældte Taarer. Bortvendt holdt Dido Øinene fæstede paa Jorden; ved Talen forandredes hendes Aasyn ei mere, end om der stod en haard Steenklippe eller et marpesisk Fjeld. Endeligen rev hun sig fra ham og fiendsk flygtede tilbage til skyggefulde Lund, hvor hendes forrige Ægtefælle, Sichæus, besvarer Sorgerne og gjengjelder Kjerligheden. Ikke destomindre rystet ved hendes ubillige Vanheld følger Æneas grædende efter og bejamrer længe den Bortgaaede.

     Derpaa gjør han den forundte Reise. Allerede have de naaet hine fjerne, afsondrede Egne, dem de i Krigen herliggjorte beboe. Her møder ham Tydeus, her den i Vaabenbrag berømte Parthenopæus og Adrastus's blege Skygge, her de i Oververdenen meget begrædte og i Kampen faldne Dardanider. Sukkende skuer han Disse i lang Rad: Glaucus og Medon og Thersilochus og de trende Antenorider og den til Ceres indviede Polyphøtes og Idæus, holdende endnu Vognene, endnu Vaabnene. Rundt omkring paa Høire og Venstre staae talrige Aander. Ei nøies de med at see ham (207) een Gang; de ønske at dvæle længe, at forene Fjeddene, at erfare Aarsagen til hans Komme. Men Danaernes Høvdinger og agamemnonske Phalanger sittrede af vældig Frygt ved at see Manden og de gjennem Skyggen blinkende Rustninger. En Deel vendte Ryggen ligesom fordum, da de søgte Snækkerne; en Deel hævede den svage Stemme; men det begyndte Skrig skuffer de aabnede Munde.

     Her saae han og priamæiske Deiphobus, sønderslidt over hele Legemet, grueligen forrevet i Ansigtet og paa begge Hænderne; Tindingene ere berøvede de afrevne Øren, og Næseborene jammerligen forhuggede. Med Nød gjenkjendte derfor Æneas den Skjælvende, der skjulte sine usalige Pinselskilder; og uopfordret taler til ham med den kjendte Stemme: "Vaabenmægtige Deiphobus! Du Spire af Teucers ædle Blod! Hvo nænte at tage en saa gruelig Hævn? Hvo mægtede saa meget over Dig? - Mig forebragte Rygtet, at Du sidste Nat, træt af det uhyre Blodbad paa Pelasgerne, faldt over en forvirret Dynge Slagne. Da opreiste Jeg en tom Gravhøi paa rhøteiske Strandbred og med stærk Stemme fremkaldte tre Gange dine Maner. Navnet og Vaabnene bevare Stedets Erindring. Dig selv, min Ven! kunde jeg ingensteds see og ved min Bortgang nedlægge i dine Fædres Land."

     (208) Hertil Priamides: "O! Intet har Du efterladt, min Ven! Alt har Du ydet Deiphobus og den Dræbtes Skygger. Nei, Mig har min Skjæbne og Lacenerindens ødelæggende Misdaad nedsænkt i disse Ulykker; hende er det, som har efterladt disse Mindesmærker; thi, hvorledes Vi tilbragte den sidste Nat under falske Glæder, det veed Du - og altfor levende maae Vi erindre det - efterat hin ulykkelige Hest havde besteget det høie Pergama og svanger medbragt bevæbnede Fodknegte i Bugen. Under Skin af Chordanse førte Hin Iliums Piger omkring for at feire Bachus's Orgier; selv i Midten holdt hun en vældig Fakkel og raabte Danaerne fra høie Borg. Mig, svækket af Sorg, nedtynget af Søvn fængslede den Gang ulykkelige Sovekammer; Jeg laae, og en sød, dyb Hvile, liig stille Død, havde overrasket Mig. Imidlertid flytter den herlige Husfrue alt Vaaben ud af Rustkamrene - endog det troe Sværd under mit Hoved listede hun bort - kalder Menelaus ind i Gemakket og aabner Portene. Formodentligen haabede hun, at Dette vilde være hendes forrige Elsker en vigtig Gave, og at Vanrygtet for de gamle Synder herved kunde udslettes. Dog hvi dvæler Jeg? I Sovkammeret bryde de ind. I deres Følge var alle Misgjerningers Opmuntrer, Æolides. Guder! gjengjelder Grækerne (209) Dette! hvis Jeg retfærdigen æsker Hævn. - Men Du - fortæl Mig ligeledes, hvilke Hændelser der have ført Dig levende herhid. Kommer Du, fordreven efter Omvankningerne paa Søen, eller efter Gudernes Paamindelse? Eller hvilken Skjæbne tvinger Dig til at betræde disse sørgelige, solløse Boliger, disse forvirrede Steder?

     Under denne Ordvexel havde allerede Aurora med det underskjønne Fiirspand gjennemfaret paa sin ætheriske Bane det Midterste af Himmelen, og hele den forundte Tid havde de maaske saaledes hendraget; men Ledsagerinden paamindede, og korteligen talede Sibylla: "Natten iler ned, og med Graad henbringe Vi Øieblikkene. Her er Stedet, hvor Veien kløver sig i tvende Dele: Den høire, som strækker sig hen mod store Plutos Bolverker - ad denne skal Vi vandre til Elysium - men den venstre udøver de Ondes Straffe og leder til ugudelige Tartarus." - Hertil Deiphobus: "Vredes ei, store Præstinde! Gaae skal jeg, udfylde Skyggernes Antal og igjen begive Mig til Mørket. Gak Du, vor Pryd! gak! heldigere Skjæbner nyde Du!" - Saa talede han og under disse Ord vendte Fjeddene.

     Æneas seer pludseligen tilbage og øiner ved Foden af den venstre Klippe vide Bolverker, omgivne af en tredobbelt Muur, dem hin (210) rivende Aae, den tartariske Phlegeton, omslynger med Ildstrømme og henhvirvler susende Stene. Lige ovefor en vældig Port og Colonner af stærke Adamant [stål, det hårdeste jern], saa at ingen Heltekraft, ei selve Olympens Beboere magte med Staalet at nedsable dem. Et Jerntaarn staaer der, som hæver sig mod Luftegnene, og tronende, omgjort med blodige Kaabe, bevogter Tisiphone søvnløs Forgaarden Nat og Dag. Herfra høres Sukke og Lyd af grumme Slag og Raslen af Jernet og slæbede Kjæder. - Æneas standsede og forskrækket anhørte Støien. "Qvinde! forklar Mig!" siger han, "Hvori bestaae deres Forbrydelser? hvilke Straffe martres de med? hvorfra denne heftige Hylen mod Himmelen?"

     Derpaa begyndte Sangerinden saaledes: "Teucrernes berømte Høvding! Ingen ubesmittet er det tilladt at betræde Misdædernes Dørtærskel; men, da Hecate satte Mig over Avernens Lunde, lærte hun Mig selv de guddommelige Straffe og førte Mig overalt. Den gnosiske Radamanthus behersker disse skrækkelige Riger; han anhører og revser Bedragerierne; han tvinger Alle til at bekjende i Oververdenen begangne Synder, dem de fortsatte til sidste Dødsstund, glade ved det daarlige Haab, at de kunde skjules. Strax springer hævnende Tisiphone til; opkiltret hugger hun de Skyldige (211) med Svøben, og hævende bistre Slanger i Venstre sammenraaber Søstrenes de frygtelige Hære. Da oplades omsider hine usalige Porte, hvinende paa skræklydende Hængsel. - Seer Du, hvilken Vagt der sidder i Forgaarden, hvilken Skikkelse der bevogter Dørtærsklerne? Men indenfor troner endnu en Skrækkeligere, en græsselig Hydra med halvtresindstyve sorte Svælg. Derefter aabnes Tartarus, der stiger tvende Gange saa dybt ned i Afgrunden, under Skyggerne, som der er, naar man seer fra Oververdenen op til ætheriske Olymp.

     Her, i nederste Bund, omvæltes Terras gamle Æt, den titaniske Yngel, nedstyrtet ved Lynstraalen. Her saae Jeg de aloiske Tvillinger, nogle græsselige Kroppe, Hine, der stormede til, for med Hænderne at nedstøde Jupiter fra Rigerne i det Høie. Jeg saae Salmoneus give gruelige Erstatninger, fordi han efterabede Jupiters Flammer og Olympens Bragen. Denne, ført af fire Gangere og svingende Fakkelen, drog jublende om blandt Grækernes Folk og midt igjennem Elis's Stad og fordrede guddommelig Ære, den Vanvittige! der ved Kobbervognen og Gangernes Trampen afbildede Tordenskyerne og den uefterlignelige Lynild. Men Alfader udsvingede Spydet gjennem de tætte Skyer - ei, som Hiin, Fakler og rygende (212) Fyrreblus - og drev ham hovedkulds bort i græsselige Hvirvel.

     Ogsaa kunde man her skue Tityos, alnærende Terras Fostersøn; over hele ni Dages Pløieland er hans Krop udstrakt, og en græsselig Grib med krumme Næb hakker hans udødelige Lever, de til Pinsel fremvoxende Indvolde, gransker efter Æde og boer under høie Bryst; ei undes de gjenfødte Fibre nogen Hvile. - Hvad vil Jeg nævne Lapitherne: en Ixion og en Perithous? Over disse svæver en sort Stenklippe, hvert Øieblik i Begreb med at rulle ned, liig en Ravende; under de høie Bordsenge straale gyldne Fødder; foran deres Øine staae Retter, tilberedte med kongelig Pragt. Men den største af Furierne sidder hos, formener dem at berøre Bordene, reiser sig med hævet Fakkel og lader sin Tordenstemme høre.

Her er ogsaa de, der, medens Livet varede, hadede deres Brødre; der sloge deres Fædre; der flettede Snarer for Clienten; der ene ruede over erhvervede Rigdomme, uden at bestemme en Deel for deres Medbrødre - og deres Skare er den største - de, der bleve dræbte for Ægteskabsbrud; der deltoge i ugudelig Borgerkrig; der ei gruede for Meenenderie mod deres Skytsherrer - indsluttede vente de alle Straffen. Begjær ei at lære, hvilken Straf, (213) eller hvad Slags Ulykke de ere nedsænkede i: Nogle vælte en vældig Steen; Andre hænge udspilede paa Hjulege; her sidder og evig skal han sidde her, den ulykkelige Theseus, og Phlegyas, den høist ynkværdige, paaminder, besværger Alle, raabende høit til Skyggerne: Lærer, advarede af Mig, at øve Retfærdighed og ei at foragte Guderne!" - Denne solgte Fædrelandet for Guld og paabyrdede det en mægtig Despot; Hiin opslog for Gaver Love og nedtog dem igjen; Denne trængte ind i Datterens Sovekammer, til forbudne Ægteskabsglæder. - Vovet have de Alle en græsselig Synd og nydt Forvovenhedens Frugter.

     Ei, om Jeg havde hundrede Tunger og hundrede Munde og en Jernstemme, kunde jeg omfatte alle Misgjerningernes Skikkelser, gjennemløbe alle Straffenes Navne."

     Efterat Phøbus's bedagede Præstinde havde fremført denne Tale, siger hun: "Kom nu! betræd Vejen og bring den modtagne Gave hen til Gudinden! lader Os haste! Jeg øiner hist Murene, opførte i Cyclopernes Esser, og Portene under modvendte Hvælving, hvor de guddommelige Befalinger bøde Os at nedlægge disse Gaver." - Saa talede hun, og vandrende tilsammen gjennem de skyggefulde Veie ile de hen ad Banen og nærme sig Dørene. Æneas betræder Indgangen, bestænker Legemet med (214) fersk Vand og fæster Grenen paa modvendte Dørtærskel.

Dette er udført, Gaven er bragt Gudinden, og nu kom de omsider til de glade Steder, til de lykkelige Lundes yndige Grønninger, til de Saliges Boliger. Her omgiver en friere Æther Markerne med sit purpurskjønne Lys; deres egen Sol, egne Stjerner have de. Nogle øve Lemmerne i græsrige Fægterskoler, de stride for Spøg og brydes paa gule Sand; Andre hoppe med lette Fod hen mellem Danseradene og istemme Viser. Ogsaa den thraciske Præst 06) med lange Klædning frembringer harmoniske Toner paa syvstrængede Lire, berørende samme snart med Fingrene, snart med Elfenbeens Plecter. Her er Teucers gamle Æt, den skjønneste Afkom, hine høihjertede Helte, fødte i lykkeligere Tider: Ilus og Assaracus og Trojas Stifter, Dardanus. langt borte seer han undrende Mændenes Vaaben og tomme Vogne. Fæstede i Jorden staae deres Lantser; og hist og her græsse de løste Gangere omkring paa Markerne; thi den Behag, de levende fandt i Heste og Vaaben, den Lyst, de følede til at føde glindsende Heste, denne følger dem ogsaa nu, skjulte under Jorden. - See! Paa Høire (215) og Venstre øiner han Andre, spisende omkring i Græsset, istemmende chorviis glade Pæaner i den vellugtende Laurbærlund, hvorfra store Eridanus vælter sig gjennem Skoven. Her ere de Hære, som leed Vunder i Kampen for Fædrelandet; som deres hele Liv igjennem vare ubesmittede Præster; som vare følende Skjalde og sang værdigen for Phøbus; som skabte sig et Minde ved at gjøre vel - alle deres Tindinge omsirkles med snehvide Bændler.

     Disse strømmede rundtomkring, og Sibylla tiltalede dem saaledes: - fremfor alle Musæus; thi ham har den store Skare midt imellem sig og seer op til ham, fremstaaende ved de høje Skuldre - "Siger Mig, I lykkelige Aander og Du, bedste Skjald! hvilken Egn, hvilket Sted har Anchises? For hans Skyld ere Vi komne hid og have beseilet Erebus's de store Aaer." - herpaa gav Helten hende korteligen dette Svar: "Ingen af Os har noget bestemt Huus; Vi opholde os i skyggefulde Lunde, og sidde enten paa Græsbænke ved Aabreddene eller i Enge, oplivede ved Bækkene. - Men, dersom Lysten i Hjertet driver Eder, da bestiger denne Aas, og snart skal Jeg stille Eder paa en let Stie! - Saa talede han, førte Fjeddene foran og peger ned paa de (216) straalede Marker. Derefter forlade Hine de høje Bjergtoppe.

     Men Fader Anchises speidede, betragtede nøie de i grønne Dal dybt indsluttede Aander, bestemte at vandre hen op til de lyse Overegne. Just nu mynstrede han sine Efterkommeres hele Hær, de dyrebare Sønnesønner, eftertænkende deres Skjæbner og Lykke og Sæder og Bredrifter. men, da han saa Æneas over Engene at ile sig i Møde, fyrrig udstrakte han da begge sine Hænder; Taarerne strømmede ned over hans Kinder; han udbrød i disse Ord: "Saa kom Du omsider, og din prøvede Kjerlighed til din Fader overvandt Reisens Besværligheder! Saa undes det Mig nu at skue Dig Ansigt til Ansigt, at høre og frembringe de kjendte Toner! - Sandeligen, ved at efterregne Tiden, troede Jeg, troede sikkert at Dette vilde skee. Ei har mit Ønske skuffet Mig. - Hvilke Lande, hvilke uhyre Vandflader hører Jeg, Du er ført over, min Søn! Hvilke skrækkelige Farer er Du omtimlet af! - Hvor Jeg frygtede, at Lybiens Riger skulde vorde Dig til Fordærvelse.

     Hiin svarede: "Dit Billede, min Fader! dit sørgelige Billede, der saa ofte mødte Mig, drev Mig til at stræbe frem til disse Porte - paa tyrrhenske Hav ligger Flaaden. - Tillad Mig at føie Haand i Haand! Tillad det min (217) Fader! Unddrag Dig ikke mine Omfavnelser!" - Under denne Tale vædedes Ansigtet med Taarestrømme; tre Gange forsøgte han at slynge Armene om hans Hals; tre Gange greb han forgjæves efter Billedet; det undflyede hans Hænder, liig lette Drømme, liig bevingede Søvn.

     Imidlertid seer Æneas i krumme Dal en afsondret Lund, en Skov med susende Træer, og Lethefloden, som rinder forbi de stille Boliger. Omkring denne flagrede utallige Folk og Slægter, ligesom paa Engen naar Bierne en blid Sommerdag nedlade sig omkring de hvide Lilier; da gjenlyder hele Marken af deres Surren. Ved dette uventede Syn forbauses Æneas; uvidende spørger han om Aarsagen, om Floden, som løber forbi, om Mændene, som i Hobetal fylde Aabredden. - Derpaa Faderen Anchises: "De Aander, som Skjæbnen har bestemt andre Legemer, drikke af Lethes Strømme for at glemme det Forbigangne og ei ængstes for det Tilkommende. Disse har Jeg allerede længe ønsket at nævne, længe ønsket at opregne og fremstille Dig dine Efterkommere, for at kunne med Mig desmere glædes ved det fundne Italien." - "O Fader! Kan man tænke sig, at nogen Aand vil gaae herfra op til det Høie, til Oververdenen, for atter at slæbe paa et tungt Legeme? (218) Hvorfra denne de Ynkværdiges usalige Higen efter Livet?" - "Det skal Jeg sige Dig, min Søn! Ei skal Jeg holde Dig i Uvished." - Nu tager Anchises til Orde og tydeligen udvikler Alt:

    "Fra Evighed næres Himmelen og Jorden og de flydende Sletter og Lunas lysende Kreds og Titans Stjerner af en indvortes Geist; hele Maskinen bevæges af en Aand, som, udgydet over Leddemodene, er blandet med det hele Legeme; heraf Menneskekjønnet og Dyreslægten og de flyvende Væsener og Vidunderne, dem Oceanet frembringer under marmoriske Flade. I hine Spirer er en virksom Ild, en himmelsk Oprindelse; men, Ak! de hindres ved den skadelige Forening med Legemet, de qvæles af de jordiske Dele og de forgængelige Lemmer; heraf Frygt og Begjerlighed, Sorg og Glæde; ei skue de, indsluttede i Mulm og et mørkt Fængsel, hen op til Himmelegnene. Ja, naar endog Livet tilligemed det sidste Lys har forladt dem, ei viger dog al Vanart, al Legemts Pest ganske bort fra de Ynkværdige; nødvendigen maae mange Feil ved Tidens Længde være dybt indgroede og have faaet en ubegribelig Tilvext. Derfor plages de med Straffe og lide Pinsler for de gamle Synder: Nogle hænge udspilede for letsvævende Vinde; hos Andre afskylles den smittende (219) Misdaad i grændseløse Svælg, eller udbrændes ved Ilden, indtil en lang Række af Aar har efter fuldendt Tidskreds borttaget alle indgroede Pletter og ladet Sjælen, denne Gnist af hiin ublandede, ætheriske Ild, reen og forklaret tilbage. Efter Døden lide Vi alle Sjælemarter. - Derpaa udsendes Vi til det vide Elysium; Vi Faa beboe disse smilende Egne. - Alle disse Aander kalder Guden efter et Tidsrum af tusende Aar hobeviis hen til Lethefloden; viid, for at de, glemmende det Forbigangne, kan ønske atter at besøge de øvre Hvælvinger, atter besjæle andre Legemer."

     Saa talede Anchises. Derefter fører han Sønnen og Sibylla hen til Forsamlingen, til den surrende Skare. Nu bestiger han en Høi, hvorfra han i en lang Rad kan overskue de Mødende og kjende de Kommendes Ansigter.

     "Mærk nu! Hvilken Ære der i Fremtiden skal følge den dardaniske Æt, hvilke Sønnesønner der vente Dig af italiske Slægt, de herlige Aander der ere bestemte til at bære vort Navn. Dette skal jeg i Talen fremstille, og lære Dig dine Skjæbner: Hiin - Du seer ham jo - Ynglingen, der styttet sig paa blanke Lantse optager ved Loddet de Lyset nærmeste Punkter; først skal han, blandet med italisk Blod, stige op til de ætheriske Luftegne, Silvius, et albansk Navn, din sidste Spire, hvilken (220) din Hustru; Lavinia, omsider skal føde Dig bedaget i Skovene, til Konge og Kongernes Stamfader, fra ham skal vor Æt herske i Alba hiin lange. - Den Nærmeste hist er Procas, Trojanerslægtens Ære, og Capys og Numitor og han, der skal ligne dig i Navnet, Silvius Æneas, ligeledes udmærket baade i Gudsfrygt og Vaabenbrag, naar han engang faaer Alba at regjere. Disse Ynglinge - skue, hvilken Kraft de vise! Men Hine, som havde deres Tindinge omskyggede med borgerlige Egekrans, skal opreise paa Bjergene Nomentum og Gabii og Staden Fidenæ, opreise Collatias Slotte og Pometii og Bola og Cora. Dette skal da vorde deres Navne; nu ere disse Lande uden Navn.

     "Endog nu giver Romulus sig i Morfaderens Følge, Romulus, som Moderen Ilia af Assaracus's Blod skal bringe til Verden. Seer Du de tvende Plumaser, der kneiser paa hans Isse, og hvorledes selv Gudernes Fader allerede udmærker ham med synderlig Hæder? See! Under hans Septer, min Søn! skal hint navnkundige Rom udvide sit Herredømme til Jordens Grændser, hæve sit Mod til Olympen og omgive sine syv Høie med en Muur, lykkelig ved Heltestammen, liig Moderen, Berecynthie, naar hun taarnekranset føres paa Vognen omkring i de phrygiske Byer, glad (221) ved Guderne, hun fødte, favnenede hundrede Sønnesønner, alle Himmelborgere, alle beboende hine øvre Himmelegne.

     "Hid vende du nu begge dine Øine! Skue denne Slægt og dine Romere! Dette er Cæsar og Julus's hele Afkom, kaldet til at bestige den store Himmelaxel. Denne Mand - ham er det, som Du saa ofte hører forjættes Dig, den ophøiede Cæsar, en Spire af hiin Forgudede. De gyldne Aarhundreder skal han atter skabe i Latium, omkring i Egnene, fordum beherskede af Saturnus. Over Garamanter og Inder skal han udstrække Scepteret. Heden Stjernerne, heden Aarets og Solgudens Baner ligger et Land, hvor himmelbærende Atlas omdreier Axelen, der hvilede paa hans Skuldre og er besat med tindrende Stjerner. - - For Dennes Ankomst gyse allerede nu ved Gudernes Varsler de caspiske Riger og de mæotiske Lande, og Nilens de syvdobbelte Mundinger buldre skjælvende. Sandeligen, ei Alcides bevandrede saa store Landstrækninger, skjønt han gjennemborede den kobberføddede Hind, ryddede Erymanthus's Skove og forfærdede Lerna med Buen; heller ikke Han, der seirende styrer Spandet med løvklædte Bidsler, Liber, der driver Tigrene foran sig ned fra Nysas høie Isse. Og endnu betænke Vi Os paa at udbrede vor Ære ved Manddomsdaad? (222) Endnu formener Frygten Os at forblive i det ausoniske Land?

     "Men hvo er Hiin fjerne, udmærket med Oliegrenen, bærende Helligdommene? - Af Haaret og de graae Hager gjenkjender jeg Romerkongen - Det er ham, som kaldet fra det lille Cures, fra et fattigt Land til et stort Rige, skal først grundfæste Staden ved Love. Efter ham skal Tullus optræde, der skal afbryde Fædrelandets Roe og føre de ørkesløse Helte, de fra Triumpher afvante Hære frem til Vaabenbrag. Ved Siden af ham gaaer den forfængelige Ancus, endog nu altfor glad ved ustadig Folkegunst. - Ønsker Du at see de tarqvinske Konger og Hævneren Brutus's stolte Aand og de tilfegtede Fasces? Consulregimentet og de forfærdelige Øxer skal denne først modtage, og Børnene, der opvække uhørte Krige, skal Faderen selv kalde til Straf, for at hævne den elskede Frihed. Den Ulykkelige! - Dog - hvorledes end Efterkommerene ville udtyde denne Handling - seire skal Kjerlighed til Fædrelandet og en ubegrændset Higen efter priselig Daad. Ja! Skue langt henne Druserne og Decierne og Torqvatus med den forfærdelige Øxe og Camillus, der fører Fanerne tilbage!

     "Men hine Aander, som Du seer straale med eensdanne Rustninger, samdrægtige nu, (223) og saalænge de skal være indhyllede i Nattens Mørke, ak! - hvis de komme op til Lyset - hvilken skrækkelig Krig, hvilke Slag og Blodbad skal de ikke indbyrdes anrette! Svigerfaderen stiger ned fra de alpiske Høie, fra Bjerget Monøcus; Svigersønnen er i Spidsen af østlige Krigere. O mine Børn! Vænner ei Eders Hjerter til saa blodige Krige! Vender ei Eders vældige Kræfter mod Fædrelandets Indvolde! Og Du, den Ældre, der leder din Byrd fra Olympen, skaan Du! Bortkast Spydene i Haanden, Du min Blodsforbundne!

     "Hiin, forherliget ved det bekjæmpede Corinth, ved de slagne Achiver, skal seirende føre Triumphvognen op til høie Capitolium; denne skal styrte Argi og Agamemnons Mycenæ; styrte selv Æacides, en Spire af Kjæmperen Achilles, for at hævne Trojas Oldefader og Minervas krænkede Templer. - Hvo vil lade Dig uomtalt, store Cato! eller Dig, Cossus? Hvo Gracchus's Æt, eller de tvende Krigslyn, begge Scipionerne, Lybiens Ødelæggelse, eller Fabricius, riig i Fattigdom, eller Dig, Serranus! der saaede i Furen? Hvor rive I den Mødige hen Fabier! Du er den Maximus, der ene oprettede igjen ved Nølen vor Stat. - Andre skal blødere støbe aandende Kobberstytter - Jeg troer det sandeligen - skal af Marmoret frembringe levende Ansigtstræk, skal (224) bedre tale Sager, skal med Staven afsirkle Solens Gang, skal forudsige de opstigende Stjerner. Du, Romer! kom ihu at regjere Folkene med Herremagt - Dette skal være dine Kunster - at bestemme Fredsvilkaar, at skaane de Ydmyge, at bekrige de Stolte!"

     Saaledes Fader Anchises. For de Undrende tilføier han endnu Dette: "Skue hist, hvorledes Marcellus fremtriner, udmærket med den fiendtlige Høvdings Rustninger, hvorledes Seierherren hæver sig over alle Mændene! Denne skal i en stor forstyrrende Opstand stille Romerstaten og paa Gangeren fælde Pønerne, fælde den oprørske Galler og tredie Gang hænge de erobrede Vaaben op i Fader Qvirinus's Tempel."

     Herpaa spørger Æneas - thi han saae en unge Mand med herlig Skabning og skinnende Vaaben at gaae med ham; men saavel Panden som Øinene vare mørke, og Hovedet nedbøiet. - "Fader! Hvo er Hiin, der saaledes ledsager den vandrende Helt? Maaskee Sønnen, eller en Green af denne store Stamme? Hvilken en susende Skare rundt omkring ham! Hvor megen Majestæt hos ham selv! Men Dødens sorte Nat omflagrer Hovedet med sørgelig Skygge."

Derpaa begyndte Fader Anchises under frembrydende Taarer; "O min Søn! Spørg (225) ei om Aarsagen til dine Efterkommeres vældige Kummer! Ham skal Skjæbnen blot vise Jorderige, ei længer tillade ham at være til. Altfor mægtig synes den romerske Stamme Eder, I højere Væsener! dersom disse Gaver bleve varige. Hvilke heftige Væklager skal ei Mændene udstøde paa hiin Mark ved Mars's store Stad! Hvilken Liigskare skal du ei skue, Tiberinus, naar Du ruller forbi den nye Høi! - Ei skal nogen Yngling af den iliske Slægt hæve de latinske Oldefædre til saa stort et Haab; ei skal Romulus's Land nogensinde rose sig saameget af nogen Fostersøn. Ak, Gudsfrygt! Ak, gammeldags Ærlighed og en i Krig uovervunden Haand! Ei skulde Nogen uhævnet have fremstillet sig med ham i Kamp, hvad enten han til Fods gik mod Fienden, eller han med Sporerne hakkede fraadende Gangers Bove. Ak ynkværdige Yngling! - Havde Du kunnet tilintergjøre din haarde Skjæbne, Du skulde blevet en Marcellus. - Offrer Lilier med fulde Hænder! Jeg skal strøe purpuriske Blomster; med disse Gaver skal Jeg i det Ringeste hædre Sønnesønnens Aand og forrette en tom Offring?

     Saaledes vanke de hist og her om i hele Egnen paa Underverdenens vide Marker, og speide Alt. Efterat Anchises havde ført Sønnen omkring til ethvert Sted og i hans Hjerte (226) antændt Lyst til vordende Ære, omtaler han Krigene, dem Manden skal føre, og underretter ham saavel om de laurentiske Folk som om Latinus's Stad, og hvorlunde han skal undflye og bære enhver Gjenvordighed.

     Søvnen har tvende Porte, af hvilke den Ene siges at være hornet - herigjennem gives de sande Skygger en let Udgang - den Anden skinnende, gjort af Elephantens hvide Tænder, men herfra sendes de underjordiske falske Drømme op til Oververdenen. - Under disse Taler ledsager Anchises Sønnen og Sibylla, og udlader dem derpaa af Elfenbeensporten. Nu vandrer Æneas ad Veien hen til Snækkerne og gienskuer Reisefællerne. Derpaa forføier han sig til Cajetas Havn; Ankeret kastes ned fra Forstavnen; strax ligge Bagstavnene ved Strandbredden.                                                  27. 10. 2007