|
Aeneis. Første
Bog.
|
||
|
Indhold.
|
||
| Troja var ødelagt. Æenas, Søn af Anchises og Gudinden Venus, en Mand af udmærket Gudsfrygt og Tapperhed, omvankede i syv Aar paa det tyrheniske Hav, da han seilede fra Sicilien til Italien. Efter Junos Tilskyndelse blev han ved en Storm, som Æolus, Vindenes Konge, opvakte, dreven til den lybiske Kyst. Da han kom i Land, skiød han med sin Bue syv store Hjorte, og fordeelte dem paa de syv Skibe, som han havde samlet af sin ved Stormen adspredte Flaade. Sine af den lange Reise trættede Brødre opmuntrede han ved Haab om tilkommende Ro og Lykke. Imidlertid fører Venus hans og Trojanernes Sag hos Jupiter, og giver Juno Skyld for hans udstandne Gienvordigheder. Jupiter aabner hende Tilkommelsen, og trøster med en lykkelig Fremtid og Romerfolkets Vælde. Venus herved opmuntret gaaer Æneas i Møde, som ei veed hvorhen han er kommen, og gaaer omkring for at udforske Landet. Hun siger ham at hans øvrige Skibe ere frelste, viser ham det nærliggende Carthago som opbygges af Dronningen Dido. Æneas indsvøbt af sin Moder i en huul Sky, gaaer med Achates ind i Staden, hvor han finder sine Staldbrødre, og optages vel af Dido. Hans Søn Ascanius skal hentes til hende, men Venus sender i hans Sted Cupido, som kommer i dennes Skikkelse for at indgyde Dido Kiærlighed til Æneas. Et stort Giæstebud anrettes. | ||
| Om Krigeren og Manden synger jeg | ||
| som flygtende ved Skæbnens Magt fra Troja, | ||
| kom til Italien og lavinisk Kyst. | ||
| Han meget tumledes paa Jord og Hav, | ||
| 5 | ved Guders Magt, ved grumme Junos Harm. | |
| I Krig udstod han meget, da han lagde | ||
| til Staden Grunden, og indførte der | ||
| latinske Guder, hvorfra stammer nu | ||
| Latinerslægten og albanske Fædre, | ||
| 10 | og Murene, der værne høie Rom. | |
| Siig Muse! hvilken Gud fornærmed han? | ||
| hvorved opbragtes mod ham Guders Dronning, | ||
| at en ved Fromhed saa udmærket Mand | 10 | |
| saa haarde Stød, saa megen Uheld prøved? | ||
| 15 | boer slig en Vrede og hos Himliske? | |
| En gammel Stad, af Tyrier opbygget, | ||
| Carthago, fordum laae i Africa, | ||
| tvers mod Italien, fiern fra Tibers Munding, | ||
| paa Skatte riig og vilde Krigerlyst. | ||
| 20 | Man siger Juno yndede den Stad | |
| for alle andre, ja endog for Samos: 01 | ||
| her giemtes hendes Vaaben, hendes Vogn, | ||
| at hæve den, hvis Skæbnen kun tillod det, | ||
| til Nationers Dronning, dette var | ||
| 25 | hvad hendes Stræben ene sigted' til. | |
| Men om en Slægt fra Troja stammende | ||
| hun havde hørt; der skulde styrte ned | 20 | |
| til Jorden tyrisk Borg; og om et Folk 02 | ||
| hvis Konge stolt i Krig var kommende | ||
| 30 | til Libyens Undergang: saa vilde Skæbnen. | |
| Saaledes frygtede Saturni Datter, | ||
| saa husked hun den gamle Krig, den hun | ||
| ved Troja førte for de kiære Græker. | ||
| End havde hun ei Vredens Aarsag glemt, | ||
| 35 | end ei sin bittre Smerte. Paris Dom | |
| og hendes Skønheds Haan var dybt nedgiemt | ||
| i hendes Sind; og den forhadte Slægt, | ||
| og Æren røvet Ganymedes nød. 03 | ||
| 40 | Det brændte hende: over Havet hun | |
| adspreded' Trojas Rest, og hvad endnu | ||
| undgik den ubarmhiertige Achill. | 30 | |
| Langt holdt hun den fra Latium, og vidt | ||
| omslængtes den paa Havet mange Aar. | ||
| Saa tungt blev det at bygge Romas Folk. | ||
| 45 | Knap hissede det frodig sine Seil | |
| endnu i Sigte af Sicilien, | ||
| og Havet skummede af gyldne Snabler, | ||
| da Juno evig nærende det Saar | ||
| hun bar i Brystet, talte saa til sig: | ||
| 50 | "Skal overvunden jeg, skal jeg frastaae | |
| mit Forsæt? skal jeg fra Italien | ||
| ei kunde vende Teukrers Konge bort? | ||
| fordi ei Skæbnen vil det? Kunde da | ||
| ei Pallas brænde Grækers Flode? kunde | ||
| 55 | hun ei begrave den paa Havets Bund | 40 |
| for eens Forbrydelse, for Ajax Brynde: 04 | ||
| udslængte hun ei Jovis Ild og Lyn | ||
| fra Skyerne og knuste Skibene? | ||
| oprørte hendes Storm ei Havets Bund? | ||
| 60 | greb Hvirvelvinden ei den døende, 05 | |
| og fæsted ham med giennemboret Bryst | ||
| paa braadet Field? – Men jeg som træder frem, | ||
| en Gudedronning, Jovis Syster jeg! | ||
| hans Hustru jeg! – saa mange Aar nu alt | ||
| 65 | jeg fører Krig mod dette eene Folk! | |
| Hvem vil tilbede Junos Guddom meer? | ||
| hvem ofre knælende paa hendes Alter?" | ||
| Saaledes rørte i Gudindens Barm | ||
| den flammende, de vilde Tanker sig. | 50 | |
| 70 | Nu fløi hun hen til Stormes Fædreland, 06 | |
| hvor Søndenvinde rasende opstaae, | ||
| hen til Æolien. I vide Hule | ||
| behersker Kongen Æolus med Kraft | ||
| de Vinde kæmpende og brusende: | ||
| 75 | med Baand og Fængsel tæmmer han dem her, | |
| de murre vrede inden Biergets Vægge, | ||
| og fnyse larmende; men Æolus | ||
| paa høie Borg sit Zepter holdende, | ||
| formilder Vreden: giorde han det ei, | ||
| 80 | de vilde rive med sig Hav og Jord | |
| og dybe Himmel, og bortfeie alt. | ||
| Men Himlens Fader, frygtende der* Vold, [*der = deres] | 60 | |
| i dybe Huler har indsluttet dem, | ||
| og Vægt og høie Bierge paa dem sat: | ||
| 85 | en Konge gav han dem, og Magten til | |
| at løsne eller holde Tøilen stram. | ||
| Til ham nu Juno ydmyg talte saa: | ||
| "O Æolus! som Menneskernes Konge | ||
| "og Guders Fader gav at styre Bølger | ||
| 90 | "og reise Vinde, see et Folk jeg hader | |
| "beseiler nu tyrhenisk Hav, og vil | ||
| "hidføre Troja til Italien | ||
| "og deres slagne Guder. Giv, jeg beder! | ||
| "giv Vinden Kraft, styrt deres Flaade ned | ||
| 95 | "i Havets Bund; hvis ei, adspred den da. | 70 |
| "Jeg i mit Følge fiorten Nymfer har | ||
| "af deilig Skabning, og den skiønneste | ||
| "af alle Deiopeia, hun er din | ||
| "til evig Eiendom, hun lønne skal | ||
| 100 | "den Tieneste mig vises, giøre dig | |
| "til yndig Afkoms Fader." — Æolus | ||
| gientog: "Dig Dronning, dig tilkommer det | ||
| "at sige hvad du ønsker: at adlyde | ||
| "der er min Pligt. Du gav mig Zepteret | ||
| 105 | "og Riget, giorde Jupiter mig huld, | |
| "tillod ved Guders Taffel mig at sidde, | 80 | |
| "og gav mig Herskab over Slud og Storm." | ||
| Saa sagt, han stødte med omvendte Fork | ||
| i Biergets hule Side. Vindene | ||
| 110 | nu som en Hær af hver en Aabning snart | |
| fremstyrte sig, og hvirvle Jorden om; | ||
| nu trykkes Havet, og fra dybest Bund | ||
| frembruse Øst- og Vest- og Søndenvind | ||
| med et, og høie Bølger taarne sig. | ||
| 115 | Nu skrige Sømænd, Tauge gnide sig, | |
| og Skyer skiule Dag og Himmel flux | ||
| for Teucrers Syn: paa Havet hviler Nat. | ||
| Ved Polen tordner det, og hyppige | 90 | |
| og stærke Lyn fra Himlen blinke ned. | ||
| 120 | Alt truer Død og hastig Undergang. — | |
| Den kolde Skræk Æneas nu med et | ||
| betager: Hænderne han løfter op | ||
| mod Himlen sigende: "O lykkelig! | ||
| "tre Gange lykkelige de som faldt | ||
| 125 | "paa Fædres Hiem, ved Trojas høje Mure: | |
| "O Tydides, du tappreste blant Græker! | ||
| "hvi faldt jeg ei paa Trojas Mark, o hvi | ||
| "opgav jeg ved din Høire ei min Aand? | ||
| "hvi ei, hvor grumme Hector ligger for | ||
| 130 | "Achilles Spyd, hvor store Sarpedon, | 100 |
| "hvor Simoisstrømmens Bølger rulle nu | ||
| "saa mange Heltes stærke Legemer, | ||
| "saa mange Rustninger og Hielme hen!" | ||
| Mens han saa klagede, en modsat Vind | ||
| 135 | fra Norden brusede i Seilene, | |
| og op til Himlen løfted' Bølgerne. | ||
| Nu brydes Aarerne, Forstavnen nu | ||
| sig dreier, Søen ind paa Siden slaaer, | ||
| Vandbierge reises her og brydes der; | ||
| 140 | her nogle hænge høit paa Bølgens Top, | |
| hist skiller Vandet sig, Afgrunden aabnes | ||
| og Sandet skues rasende i Kaag. | ||
| Tre Skibe griber Notus, kaster dem | ||
| paa skiulte Klipper (af Italerne | ||
| 145 | benævned Altere) hvis grumme Ryg 07 | 110 |
| i Havet staaer — tre andre kaster Eurus | ||
| i Hvirvler hen paa Bænke, ynksomt Syn, | ||
| og dæmmer dem med Sand. Et andet Skib | ||
| som bar Lycierne og deres troe | ||
| 150 | Orontes, overfalder hovedkulds | |
| en Styrtning som nedkaster næsegruus | ||
| fra Høiden af og ned paa Skibets Speil, | ||
| Styrmanden for hans Øine; trende Gange | ||
| omvrides Skibet, Hvirvlen rivende | ||
| nedsluger det. Nu sees paa vide Hav | ||
| 155 | Gods, Vaaben, Klæder enkelt svømmende. | |
| Af Stormen overvunden sank nu alt | ||
| den vældige Ilioneus Skib, 08 | 120 | |
| Achats den stærkes, det som førte Abas 09 | ||
| og Oldingen Aleth; hver Fure nu | ||
| 160 | blier løsnet og indsluger fiendligt Vand | |
| af aabne Ridser. | ||
| Det oprørte Hav | ||
| og den løsladte Storm imidlertid | ||
| Neptunus mærker: vred og opbragt nu | ||
| han over Bølgen løfter Hovedet | ||
| 165 | og seer Æneas Flaade spredet vidt, | |
| Trojaner ængstede af Luft og Hav. | ||
| Ei var hans Syster Junos Harm og List | 130 | |
| ham ubekiendt. Nu kalder han til sig | ||
| Eurus og Zephyr; taler saa: "Blev I, 10 | ||
| 170 | "saa stolte nu, saa dristige, at I, | |
| "og uden mig at spørge, volder sligt | ||
| "et Oprør, blander Jord og Himmel saa? | ||
| "Jeg skulde — dog lad Bølgen hvile først. | ||
| "En anden Gang I slippe ei saa let. | ||
| 175 | "Paa Flugten strax! og siger eders Konge*,*Æolus | |
| "Mig Skiæbnen Havets Herskab gav, og mig | ||
| "den grumme Trefork, ikke ham: han holder | ||
| "de svære Klipper Eurus! eders Huus, | 140 | |
| "der er hans Hof, i Vindes Fængsel der | ||
| 180 | "han braute og han herske!" — Neppe saa | |
| han havde talt, før strax han jævnede | ||
| oprørte Hav, og Skyerne fordrev, | ||
| og Solen kaldte frem. Cimothoe | ||
| og Triton nu med et fra skarpe Skiær | ||
| 185 | fremstøder Skibene; selv hæver han | |
| dem med sin Trefork, Havet jævner han, | ||
| uhyre Sandbænk aabner han med et, | ||
| med lette Hiul han pløier Bølgerne. | ||
| Som naar et Oprør reiser sig blant Folket | ||
| 190 | og lave Pøbel raser, Steen og Fakler | 150 |
| omflyver vildt, og Harmen giver Vaaben: | ||
| nu af en Hændelse de faae at see | ||
| en from og agtet Mand som træder frem, | ||
| strax tier alle, lyttende de staae, | ||
| hans Ord formilder dem, og Vildskab tæmmer. | ||
| 195 | Saa standser Havets Brusen, paa Neptuns | |
| Befaling, Himlen klarnes, Hestene | ||
| han dreier om og Vognen flyver frem. | ||
| De trætte Æneider søge nu | ||
| til nærmest Bred, hen til libyisk Kyst. | ||
| 200 | Fiernt ligger der et Sted, en Øe, som danner | |
| en Havn, som bryder og tilbage slaaer | 160 | |
| med sine Sider hver en Bølge. Her | ||
| og hist staaer Klipper truende mod Himlen | ||
| og tavs og sikkert under deres Isse | ||
| 205 | er Havet. Ovenfra nedsænker sig | |
| en soled Skov, hvis Skygger spreder Gru. | ||
| Paa anden Side sees blant Skiærene | ||
| en Hule, indentil er Kildevand | ||
| og Sæder udaf Steen: en Nymfers Bolig. | ||
| 210 | Her fæster ingen Lænke trætte Skib, | |
| ei Krog ei Anker. Her Æneas nu | ||
| tyer hen og samler hvad tilbage blev; | ||
| kun syv af sine Snekker. Glade nu | 170 | |
| betræde Troerne forønskte Jord, | ||
| 215 | og strække deres Lemmer stivnende | |
| af salte Hav, hen ad det tørre Sand. | ||
| Men først Achat af Flintestenen slaaer | ||
| en Gnist, og samler den i tørre Blade, | ||
| og nærer Ilden til den bryder ud. | ||
| 220 | i Flammer. Sæden, som af Vandet blev | |
| bedærvet, med hvad andet meer behøves | ||
| til Bagning, slæbes af de trætte frem, | ||
| det tørres og med Stene knuses fint. | ||
| Æneas midlertid bestiger Klippen, | 180 | |
| 225 | og nu beskuer Havet vidt og bredt, | |
| om ikke nogen skulde vise sig | ||
| af Stormen spredet, Antheus eller Kapis, | ||
| Kaikus høie Flag. Ei Skib han seer, 11 | ||
| men trende Hiorte vanke om paa Bredden | ||
| 230 | af store Flokke fulgte, græssende | |
| i Dalene. Han stod og greb sin Bue | ||
| med vinget Piil, som troe Achat ham bar. | ||
| Anførerne, som bar der Hoved høit | ||
| med grenet Horn, han først nedlægger, og | 190 | |
| 235 | nu flyver Pilene blant Flokken frem, | |
| som løber i den løvbepryded' Skov, | ||
| og hvile ei før Seiervinderen | ||
| syv store Kroppe fælder; just det Tal | ||
| hans Skibe har. Han gaaer til Havnen nu, | ||
| og deler Byttet med sit Folk, og Vinen | ||
| 240 | som fra trinacrisk Kyst den gode Mand | |
| Acestes havde givet Vennerne | ||
| paa Reisen, deler han. De Sørgende | ||
| han trøster, sigende: "O Brødre ei | ||
| "vi glemme vil hvad vi tilforn har lidt, | ||
| 245 | "o det var værre! Gud vil ende dette. | |
| "Undgik I ei den grumme Scyllas Harm? | 200 | |
| "Cyclopens Klippers Brølen? husker det! | ||
| "fordriver bange Frygt! maaskee en Gang | ||
| "I vil med Lyst og Tak erindre det. | ||
| 250 | "Ved Modgang, giennem mange Hændelser | |
| "vi Latium skal naae, os Skæbnen der | ||
| "et roligt Sæde viser. Troja skal | ||
| "paa ny opstaae. Staaer faste, holder Stand, | ||
| "og venter Held og lykkelige Kaar." | ||
| 255 | Saa talte han: med Aasyn smilende | |
| han giver Haab, og giemmer dybt i Hiertet | ||
| sin Kummer. Hine nu berede sig | 210 | |
| at nyde deres Maaltid: Skindet de | ||
| afdrage Ribberne; det Inderste | ||
| 260 | de blotte, Kiødet sønderhugge de, | |
| end bævrende de sætte det paa Sped. | ||
| Ved Bredden andre ordne Kiedlerne | ||
| og puste Ilden. Føden styrker nu | ||
| de siunkne Kræfter, og paa Græsset strød | ||
| 265 | de svælge gammel Viin og fede Vildt. | |
| Da Sulten stilled var, og Bordene | ||
| borttagne, tales der om tabte Brødre, | ||
| og længe, tvivlsomt mellem Haab og Frygt, | ||
| om end de leve, om de bragte til | ||
| 270 | det yderste, ei høre Venners Kald. | |
| Æneas meest, den fromme, hos sig selv | 220 | |
| beklager nu Oront nu Amyks Fald, | ||
| nu Lykus og Cleanthes grumme Skæbne. | ||
| Saa endtes Dagen, endtes Klagerne. | ||
| [275] | Men Jupiter saae ned fra høie Æther, | |
| 275 | det skibbestrøde Hav, udstrakte Jord, | |
| og Kysterne og Folkene han saae | ||
| og Libyen fra Himlens høie Top. | ||
| Mens slige Sorger tumled' i hans Bryst, | ||
| end meer beklemt, med Øine glindsende | ||
| 280 | af Taarer, Venus saa tiltalte ham: | |
| "O du, som Menneskers og Guders Ting | ||
| "behærsker evig, skrækker dem med Lyn! | 230 | |
| "hvad kunde min Æneas giøre dig, | ||
| "hvad Troerne imod? at efter Døden | ||
| 285 | "saa mange af dem tog, end hele Verden | |
| "skal være lukt for dem, for Velsklands Skyld? | ||
| "Har du ei lovet da, at Romerne | ||
| "af teucrisk Blod tilbage kaldede | ||
| "engang i Tiden skulde føres did, | ||
| 290 | "og holde Herskab over Hav og Land! | |
| "hvad har, o Fader! da omvendt dit Sind? | ||
| "Kun dette Løfte ene trøsted mig | ||
| "ved Trojas grumme Undergang, at nu | ||
| "en bedre Skæbne var beredt for dem. | ||
| 295 | "Men samme Vanheld følger dem endnu | 240 |
| "som leed saameget. Naar skal endes da | ||
| "o store Konge! deres Lidelser? | ||
| "Antenor kunde dog, da han undslap | ||
| "midt blant Achiverne, sig trænge frem | ||
| 300 | "indtil illyrisk Bugt, og frelse sig | |
| "dybt i liburnisk Rige, over Strømmen | ||
| "Timarus, som med rædsomt Brøl, ni Munde, | ||
| "fra Bierget, styrter sig i Havet ud, | ||
| "saa Marken bruser vidt af Vandets Tryk. | ||
| 305 | "Han bygged' dog Patavium, og fandt | |
| "For Teucrerne et Sæde, gav dem Navn | ||
| og reiste troisk Banner. Nu han hviler | ||
| "i qvægsom Fred. Men vi, dit Afkom, vi | 250 | |
| "som Himlens Slot du lovede, vi tabte, | ||
| 310 | "o Harme! vores Skibe; for eens Vrede | |
| "forraades vi, og fra Italien | ||
| "vi fiernes bort. Er dette Lønnen da | ||
| "for Fromhed? dette Zepteret vi naae?" | ||
| Nu smilte Menneskers og Guders Fader | ||
| 315 | med Aasyn som formilder Himlene | |
| og Uveir, og sin Datter gav et Kys. | ||
| "Frygt ei, min Cytherea!" sagde han, | ||
| "urokket dines Skæbne staaer, du skal | ||
| "lavinisk Stad og skal dens Mure see, | ||
| 320 | "som dig blev lovet; see høimodige | 260 |
| "Æneas hævet op til Stiernerne. | ||
| "Mit Sind er ei forandret. Her jeg vil | ||
| "din Sorg at lette, drage Skæbnens Slør. | ||
| "Han i Italien en voldsom Krig | ||
| 325 | "vil føre, undertvinge vilde Folk, | |
| "dem give Love, bygge Steder op; | ||
| "naar trende Sommere i Latium | ||
| "har seet ham herske, og tre Vintere | ||
| "svandt efter han Rutulerne betvang. | ||
| 330 | "Hans Søn Askan med Tilnavn Julus | |
| "(han Ilus heed mens Ilium end stod) | ||
| "vil med sit Herskab fylde tredive Aar, | 270 | |
| "og flytte Riget fra Lavinium; | ||
| "det lange Alba han med megen Magt 12 | ||
| 335 | "befæste skal. Her skal nu Hectors Slægt | |
| "regiere fulde tre Gang hundred Aar, | ||
| "indtil Præstindedronningen ved Mars 13 | ||
| "befrugtet, Tvillinger skal bringe frem. | ||
| "I Ulvens Klædning, som hans Amme var, | ||
| 340 | "skal Romulus modtage Folket glad | |
| "og bygge Mavors Mure, og sit Navn 14 | ||
| "skal give Romerne. Dem sætter jeg | ||
| "ei Maal, ei Tiid, thi uden Ende jeg | ||
| "dem Herskab gav. Forbittret Juno selv, | 280 | |
| 345 | "som Himmel, Jord og Hav nu overvælder | |
| "med Skræk, formildes skal, hun vil med mig | ||
| "forfremme Romerne og deres Herskab. | ||
| "Saa blev besluttet. Tiden komme skal | ||
| "da Assaraci Huus skal lægge Aag 15 | ||
| 350 | "paa Phtias og Mycena det berømte, | |
| "og byde i det overvundne Argos. | ||
| "Af ædel Stamme skal en troisk Cesar 16 | ||
| "beherske Havet, op til Stiernerne | ||
| "hans Rygte naaer, han hedder Julius, | ||
| 355 | "og stammer fra den store Julus. | |
| "Beladt med Østens Bytte, du engang | ||
| "i Himlen sikker ham modtage skal, | 290 | |
| "paa Jorden vil ham ofres; haarde Krig | ||
| "da standse skal, og Seklerne formildes. | ||
| 360 | "Gamle Tro, og Vesta, Remus med Qvirin 17 | |
| "sin Broder Retten dele skal, og da | ||
| "skal Krigens Port med stærke Bolte lukkes | ||
| "og grumme Blodtørst indentil skal ruge | ||
| "paa Vaaben, fnysende med blodig Mund, | ||
| 365 | "med hundrede Jernlænker bundet bag." | |
| Saa talt, han sendte Majas Søn herned, 18 | ||
| for Landet og det ny Carthagos Slot, | ||
| at aabne Teukrerne til Opholdssted, | ||
| at ikke Dido, naar uvidende | ||
| 370 | om Skæbnen, skulde holde dem fra Grændsen. | |
| Med Fart han flyver giennem Luften ned, | 300 | |
| og hastig staaer paa Libyens Kyst, og nu 19 | ||
| udretter det befalte. Pønerne, | ||
| som Guden vil, aflægger barske Sind, | ||
| 375 | og Dronningen beroliges især, | |
| og venlig venter hun de kommende. | ||
| I Nattens Mulm gudfrygtige Æneas | ||
| betænker meget, og ved Dagens Gry | ||
| gaaer han at speide rundt den nye Egn, | ||
| 380 | hvorhen ham Stormen drev. Han vilde see, | |
| thi øde var den, om af Mennesker, | ||
| om Dyr den var beboet, og bringe Tidende | ||
| til sine Fæller. Flaaden skiulte han | ||
| i Skovens Lye og under hule Field, | 310 | |
| 385 | af Træers Skygger lukket tæt rundt om. | |
| Han selv alene vandrer med Achat, | ||
| i Haanden tvende Spyde giort af Jern. | ||
| Midt udi Skoven møder ham hans Moder, 20 | ||
| jomfruelig at skue, lignende | ||
| 390 | spartanisk Møe i Vaaben og i Pynt, | |
| og som naar Thracerinden Harpalyce 21 | ||
| til Hest sig styrter frem, og Hebrus Strøm | ||
| den stride overgaaer i raske Løb. | ||
| Thi liig en Jægerinde hængte ned | ||
| fra Skuldrene en Bue; Lokkerne | ||
| 395 | et Spil for Vinden, Knæet nøgent var, | 320 |
| og løse Klædning skørtet op i Folder. | ||
| "O siger, Ynglinge, saa raabte hun, | ||
| saae I ei en af mine Systre her | ||
| med Kogger, klæd i spættet Lossepels, | ||
| 400 | omvankende i Skoven og med Skrig | |
| forfølgende et Vildsviin fraadende?" | ||
| Saa talte Venus. Sønnen svarte: "ingen | ||
| af dine Systre saae og hørte jeg, | ||
| o Jomfrue! siig, hvad skal jeg kalde dig, | ||
| 405 | i Røst og Aasyn ingen Dødelig | |
| du ligner: o du en Gudinde er, | ||
| maaskee en Nymfe eller Phoebi Syster? | ||
| Hil dig, i hvem du er! o let vor Sorg, | 330 | |
| siig i hvad Himmelegn, paa hvilken Kyst | ||
| 410 | vi kastet blev; uvidende om Folk | |
| om Sted vi vanke om, henslængte her | ||
| af Storm og Bølger; mange Offre skal | ||
| fra vore Hænder falde paa dit Alter." | ||
| Og Venus: "til slig Ære holder jeg | ||
| 415 | mig ikke værdig; Tyrus Jomfruer | |
| sædvanlig bære Kogger, deres Lægge | ||
| omgiærde de med Purpurstøvler høit. — | ||
| Du punisk Rige seer, og Tyrier, | ||
| saa og Agenors Stad; ved Grændserne 22 | ||
| 420 | er Libyer, et vildt og krigersk Folk. | |
| Her hersker Dido. Hun fra Tyrus kom | 340 | |
| for Brodren flygtende. Hvad Uret hun | ||
| udstod, er for vidtløftigt at fortælle, | ||
| jeg kun det vigtigste berøre vil. | ||
| 425 | Sychæus, rigest iblant Drotterne, | |
| var hendes Ægtemand, og inderlig | ||
| den Arme elskte ham. Som urørt Møe | ||
| gav hende Faderen høitidelig. | ||
| Men hendes Broder herskede i Tyrus, | ||
| 430 | Pygmalion, i Last den grummeste. | |
| Strid kom iblant dem. Nær ved Alteret, | ||
| af Gerrighed forblindet, lumskelig | ||
| sin Systers Mand han dræbte, uden Skaansel | ||
| for hendes Kierlighed. Sin Udaad han | 350 | |
| 435 | for hende længe skiulte, smigrende | |
| med Løgn og falske Haab den elskende. | ||
| Men Mandens Billede i Drømme kom | ||
| (ujordet hidtil var hans Legeme) | ||
| for hende, blege Aasyn viiste han, | ||
| det grumme Alter og det stungne Bryst, | ||
| 440 | og aabenbarede den skiulte Daad. | |
| At skynde sig paa Flugten raadte han, | ||
| til Reisepenge viste han en Skat | ||
| hidtil ukiendt, af vægtig Guld og Sølv. | ||
| Saa varslet, Dido gav paa Flugten sig | 360 | |
| 445 | med hendes Følge. De som hadede | |
| Tyrannen, eller frygted ham, kom sammen. | ||
| De Skibe som laae rede toge de | ||
| og fragtede med Guld. Saa gik til Havet | ||
| hiin Gniers Skatte, hiin Pygmalions: | ||
| 450 | en Qvinde var Anfører. Du vil see | |
| de Steder og de høie Mure snart, | ||
| saa og det ny Carthagos stolte Slot. | ||
| Saavidt en Oxehuud udstrakte sig 23 | ||
| de Grunden kiøbte, derfor kaldet Byrsa. | ||
| 455 | Men hvem er I da? fra hvad Kyst kom I? | |
| hvor gaae I hen?" | 370 | |
| Dybt fra det indre Bryst | ||
| han sukkende gientog: "Gudinde, skal | ||
| fra først af jeg vor Uheld tolke dig, | ||
| og du har Tiid og Lyst at høre, da | ||
| 460 | vil Aftenstiernen overraske os. | |
| Fra gamle Troja, om dets Navn maaskee | ||
| har naaet dit Øre, har vi seilet om | ||
| paa mange Have; Storm og Hændelse | ||
| har dreven os tilsidst til lybisk Kyst. | ||
| 465 | Æneas du, den fromme, seer i mig, | |
| mit Navn er vidt bekiendt; paa Flaaden jeg | ||
| medfører de Huusguder som jeg tog | ||
| fra Fienden. Nu mit Fædreland jeg søger, | 380 | |
| Italien, som og er Jupiters. | ||
| 470 | Jeg phrygisk Hav befoer med tyve Skibe: 24 | |
| Gudinden som min Moder er, har viist | ||
| mig Veien; Skæbnen fulgte jeg, men nu | ||
| er neppe syv tilovers, knusede | ||
| af Storm og Bølger. Selv jeg ubekiendt | ||
| 475 | og fattig vanker om i Ørken her, | |
| fra Asien og Europa dreven ud."— | ||
| Nu taalte Venus ei hans Klager meer, | ||
| men afbrød dem medlidende: — "O du! | ||
| hvem du end er, hvorfra du kommer end, | ||
| 480 | ei troer jeg du er Guderne forhadt, | |
| da her du aander, naaede tyrisk Stad; | ||
| bliv ved, og gaae til Dronningens Palast. | ||
| Dit Folk, din Flaade, jeg forkynder dig, | 390 | |
| skal komme hid og sikkert gaae i Havn, | ||
| 485 | hvis ei Forældre lærte mig forgiæves | |
| at tyde Fugleflugt. Sku hist og see | ||
| tolv Svaner udi glade Flugt, adspredte | ||
| af Jovis Ørn, som styrter sig paa dem | ||
| fra høie Luft. Nu udi lange Rad | ||
| 490 | de naae til Landet eller stræbe did, | |
| See kun hvor de tilbagekomne nu | ||
| med Vinger pidske Luften syngende. | ||
| Ei anderledes er dit Folk og Tog | ||
| i Havnen, eller løbe skal derind. | 400 | |
| 495 | Bliv ved, og gaae hvor Veien leder dig." | |
| Saa talt, hun vendte sig, et Rosenskiær | ||
| fra hendes Nakke glindsde, Haaret spredte | ||
| en Lugt af himmelske Ambrosia, | ||
| til Fødderne faldt hendes Klædebon, | ||
| 500 | og hendes Gang Gudinden viiste frem. | |
| Æneas, kiendende sin Moder nu, | ||
| den flygtende forfulgte med sin Røst: | ||
| "hvi, grumme, skuffer ogsaa du din Søn | ||
| med falske Billeder? hvi nægtes mig | ||
| at føie høire Haand med din, hvi nægtes | ||
| 505 | fortrolig Samqvem med min Moder mig? | |
| Saa klagende han gik til Staden hen. | 410 | |
| Men Venus i en Taage hyller tæt | ||
| de gaaende, at ingen skulde see | ||
| ei heller røre dem og holde dem | ||
| 510 | tilbage, eller spørge hvi de kom. | |
| Hun selv til Paphos, til sit glade Hiem | ||
| fløi op, hvor hendes Tempel staaer, og hvor | ||
| fra hundred' Altere sabæisk Virak | ||
| sees rygende blant friske Krandses Duft. | ||
| 515 | Imens gik de ad Veien frem, og snart | |
| en Høi besteg som tæt ved Staden staaer | 420 | |
| og rækker over Slottet. Undrende | ||
| Æneas seer dets Omfang, som tilforn | ||
| en Hytte var: dets Porte, denne Støi, | ||
| 520 | de brobelagte Gader. Stræbende | |
| sees Tyrier at bygge Mure op, | ||
| og vælte Stene frem med Hænderne. | ||
| Til Huse søge nogle Pladse ud, | ||
| og mærke dem med Furer. Dommere | ||
| 525 | og Øvrigheder vælges; helligt Raad. | |
| Her graves Havne ud, her Grundvold dybt | ||
| nedlægges til Theatret, ud af Klippen | ||
| udhugges himmelhøie Stytter, som | ||
| det pryde skal. Saa trælle Bierne | 430 | |
| 530 | paa friske Blomstereng ved Solens Skin, | |
| naar de den voxne Ungdom føre ud, | ||
| naar de berede Honning, fyldende | ||
| med søde Nektar deres Zeller ud; | ||
| naar Byrden saa de kommende fratages, | ||
| 535 | og naar de sværme, og da drive ud | |
| de dovne Vandbier fra deres Stader. | ||
| Der Arbeid gløder, Vellugt spreder sig | ||
| af Timian fra deres Honning vidt. | ||
| "O lykkelige I hvis Mure hæves!" | ||
| 540 | saa raabte han og og saae paa Stadens Spiir. | |
| I Taage svøbt, forunderlig, han gaaer | ||
| midt iblant Mændene, og ingen seer ham. | 440 | |
| En liflig skygget Lund i Midten var | ||
| af Staden. Pønerne paa dette Sted, | ||
| 545 | da de af Storm og Bølger slængtes did, | |
| udgrov et Tegn som Juno viste dem, | ||
| et vældigt Hestehoved, tydende | ||
| til Krigen Held, og Overflødighed. | ||
| Her Dido byggede et prægtigt Tempel | ||
| 550 | for Juno, rigt begavet, prydet med | |
| Gudindens Billed; Kobbertrapper førte | ||
| til Høiden, Kobber Bielkerne forbandt, | ||
| og Dørene paa Kobberhængsler gik, — | ||
| Her fandt Æneas Lindring for sin Sorg, | 450 | |
| 555 | her vovede han først at haabe Held, | |
| og i sin Modgang fatte bedre Tillid. | ||
| Thi mens han, ventende paa Dronningen, | ||
| i Templet saae sig om, beundrende | ||
| nu Stadens Skæbne, nu den store Kunst | ||
| 560 | hvorved et saadant Arbeid blev fuldført, | |
| seer han trojanske Krige forestilled' | ||
| i deres Orden, seer hvor Rygtet alt | ||
| har over hele Verden kundgiort dem, | ||
| Atrider, Priamus, Achill den grumme. 25 | ||
| 565 | Han staaer, og græder: "See Achat, han sagde | |
| hvad Sted, hvad Land er ukiendt med vor Sorg? | ||
| See Priamus! her Dyden fandt sin Roes | 460 | |
| her grædes over ham, her ynkes han! | ||
| Frygt ei! det Rygte spaaer dig noget godt." | ||
| 570 | Saa talte han, og qvægede sit Sind | |
| med stumme Billeder: han sukkede, | ||
| en Taarestrøm løb af hans Kinder ned. | ||
| Thi her saaes Grækerhæren flygtende | ||
| ved Pergama, forfulgt at troisk Ungdom; | ||
| 575 | her Phrygerne trængt af den hielmede 26 | |
| Achilles paa sin Vogn. Ei langt derfra | ||
| han kiender grædende sneehvide Telt | ||
| af Rhesus, som den blodige Tydid | 470 | |
| i Søvne overfaldt og hærjede, | ||
| 580 | og tog hans Heste med sig i sin Leir, | |
| før de af troisk Foder havde smagt 27, | ||
| før de af Xantus Strømmen havde drukket. | ||
| Hist saaes med tabte Vaaben Troilus | ||
| (den arme Dreng) for svag til Strid imod | ||
| Achill; af Heste drages han, en Rem | ||
| 585 | om Haanden svøbt, bag efter tomme Vogn, | |
| ad Jorden slæbes Haar og Nakke hen, | ||
| hans vendte Spyd i Støvet giør et Spor. | ||
| Imens til vrede Pallas Tempel gaae, | ||
| med spredte Haar Trojanerinderne | 480 | |
| 590 | bedrøved', ydmyg, Offer bringende | |
| med sønderslaget Bryst, i Slør indsvøbte. | ||
| Gudinden fravendt seer paa Jorden ned. | ||
| Tre Gange Hectors Legeme saaes slæbt 28 | ||
| om Trojas Mure af Achill, og solgt | ||
| 595 | for Guld. Men nu udfoer et vældigt Suk | |
| af Hiertet ham, da han det Bytte saae, | ||
| og Vognen, og selv Vennens Legeme, | ||
| sin Priamus, som vaabenløse Hænder | ||
| udstrakte. Blant Achivers Førster han 29 | ||
| 600 | sig selv og kiendte; sorte Memnons Vaaben; 30 | |
| Eoos Hær: Penthesilea hun | ||
| den rasende, som Amazoners Trup, | 490 | |
| med Maanen udi Skioldet leder frem: | ||
| blant tusinde Heltinden styrter sig, | ||
| 605 | en Guldring værner om afskaarne Bryst; | |
| en Møe med Mænd at stride vove tør. | ||
| Mens saa Dardaneren Æneas staaer | ||
| beundrende med Øine stirrende, | ||
| indtræder Dido, Dronningen, i Skabning | ||
| 610 | den deiligste i Templet, efterfulgt | |
| af Ungdom tienende, en talriig Flok. | ||
| Som ved Eurotas Bredder eller og | ||
| paa Cynthi Top, Diana fører an | ||
| sit Chor, af Oreaders tusinde | 500 | |
| 615 | omringet; paa sin Skulder bærer hun | |
| sit Kogger; som hun gaaer, i Høide hun | ||
| naaer over hver Gudinde; stille Fryd | ||
| Latonas Bryst indtager. Saa var Dido, 31 | ||
| saa gik hun frydefuld i Midten frem, | ||
| 620 | og tænkte paa sit Værk og Rigets Vel. | |
| Nu ved Gudindens Dør i Templets Midte | ||
| af Vagt omgivet, paa sin Throne høit | ||
| hun sadte sig. Hun deelte Lov og Ret, | ||
| hun deelte Arbeid efter Billighed | ||
| 625 | og ved Lodkastning ud. | |
| Nu pludselig | ||
| Æneas seer i Trængen komme frem | ||
| Antheas og Sergest, Cleanth den tapre, | 510 | |
| med flere Teucrer som den sorte Storm 32 | ||
| paa Havet havde spredt, og kastet hen | ||
| 630 | paa andre Kyster. Selv han studsede, | |
| med ham Achat af Fryd og Frygt blev rørt, | ||
| de begge brændte af Begiærlighed | ||
| at række Haanden dem; men Sagens Nyhed | ||
| forvirrer deres Sind; de skiule sig, | ||
| 635 | klædt i den hule Skye de forske vil | |
| de komnes Skæbne, hvor der Flaade var, | ||
| hvorfor de kom. Een valgt fra hvert et Skib | ||
| kom bedende med Raab i Templet ind. | ||
| Da de var gangne ind og havde faaet | 520 | |
| 640 | Lov til at tale, traad med rolig Røst | |
| den store Illineus frem, og talte: | ||
| "O Dronning! du, som Himlens Herre gav | ||
| at bygge denne nye Stad, at tæmme | ||
| med Lov og Ret de stolte Nationer, | ||
| 645 | vi arme Troer slængt af Stormen hid | |
| igiennem alle Have, bede dig, | ||
| afhold den grumme Ild fra Skibene, 33 | ||
| skaan vores fromme Slægt, og kiend os bedre. | ||
| Ei kom vi for at hærje eders Land, | ||
| 650 | ei for at røve eders Gods, sligt Mod, | |
| slig Dristighed har overvundne ei. | ||
| Der er et Sted, Hesperien kaldt af Græker, | 530 | |
| et gammelt, mægtigt, og et frugtbart Land, | ||
| Ønotrer dyrked' det; der Afkom nu | ||
| 655 | har efter sin Anførers Navn kaldt det | |
| Italien, som man siger. Derhen gik | ||
| vort Løb. Men pludselig fra Havet reiste | ||
| den taagede Orion sig, og bar | ||
| os hen paa blinde Sandbænk, styrted' os | ||
| 660 | paa steile Klipper hen blant Bølgerne. | |
| Vi faa er svømmet hid til eders Land.— | 540 | |
| Hvad Mennesker er her? hvad grusom Skik | ||
| har hiemme her? Man vil forbyde os | ||
| at gaae i Land, man vil bekrige os, | ||
| [665] | ei nogen Giæsteret tilstædes os. — | |
| 665 | Hvad! lade I end haant om Mennesker | |
| og deres Vaabens Hævn, saa vide dog | ||
| at Guderne erindre Ret og Uret. — | ||
| Æneas var vor Konge, ingen var | ||
| i Retfærd, Fromhed, Tapperhed ham liig. | ||
| 670 | Har Skæbnen frelst ham, drager han endnu | |
| den rene Himmelluft, boer han kun ei | ||
| blant grumme Skygger, da vi frygte intet, | ||
| og du ei angre skal at du med Venskab | ||
| os forekom. I Siculernes Land | ||
| 675 | er ogsaa Stæder, Vaaben, og Acestes, | 550 |
| en hædret Fyrste af trojanisk Blod. — | ||
| Lad os den knuste Flaade drage hid, | ||
| og hugge Tømmer udi Skovene | ||
| og bedre Rorene, at om vi skal | ||
| 680 | Vor Konge og vor Selskab atter see, | |
| vi glade styre maae til Latium | ||
| og til Italien. Men er det saa | ||
| at Held er veget fra os, og at du | ||
| de Teucrers gode Fader, hviler nu | ||
| 685 | i lybisk Hav, at Juli Haab svandt hen — 34 | |
| o saa tillad os dog at vende did | ||
| hvorfra vi kom, hvor Sted er os beredt, | ||
| hen til Sicanisk Kyst til Kong Acestes." | ||
| Saa talte Ilioneus, alle Trojer | ||
| 690 | med ham istemte. — Dido kortelig | |
| ham svarte med nedsænket Ansigt saa: | ||
| "Lad Frygten fare, Teucrer! sørger ei! | ||
| haard Tvang og Rigets Nyhed nøder mig | ||
| til sligt, og til at vogte Grændserne. | ||
| 695 | Hvem er Æneas Slægt vel ubekiendt? | |
| hvem Trojas Stad, det Heltemod, de Mænd, | ||
| og denne Krig, saa ødelæggende? | ||
| saa sløvt et Bryst har Pønerfolket ei, | ||
| ei heller ligger Tyri Land saa fiernt. | ||
| 700 | Om til Hesperien I tragte hen, | |
| om til Saturni Land, til Eryx Grændser, | 570 | |
| til Kong Acestes — sikkert skal I gaae, | ||
| min Hielp, mit Gods er til jer Tieneste. | ||
| Vil I med mig bosætte eder her, | ||
| 705 | den Stad jeg bygger eders være skal, | |
| hidbringer Skibene! Ei Forskiel meer | ||
| paa Tyrier og Trojer være skal. | ||
| O var Æneas, var dog Kongen selv | ||
| af samme Vind hiddreven. Overalt | ||
| 710 | til yderst Libyen jeg sende vil | |
| for at opsøge ham, om han maaskee | ||
| i Skove eller Stæder vanker om." | ||
| Æneas og Achat ved denne Tale | 580 | |
| opmuntret, brændte begge længselfuld | ||
| 715 | at bryde ud af Skyen. Først Achat | |
| Æneas saa tiltaler: "Hvilke Tanker, | ||
| Gudindesøn! opfylde nu din Siæl? | ||
| alt seer du sikkert, Flaaden, dine Fæller, | ||
| een er kun borte, ham vi selv saa drukne, | ||
| 720 | alt andet svarer til din Moders Ord." | |
| Han neppe havde talt, da Skyen sig | ||
| med et adspreder hen i aabne Luft. | ||
| Der staaer Æneas nu i klarest Lys, | ||
| en Gud i Skabning og i Aasyn liig: | ||
| 725 | thi selv hans Moder kiærlig havde lagt | |
| hans Hovedhaar i gyldne Lokker, og | 590 | |
| med Ungdoms Purpurrødme farvet ham, | ||
| og givet Øinene et ædelt Lys, | ||
| som det polerte Elfenbeen, som Sølv, | ||
| 730 | som parisk Steen i Guld indfattet sees. | |
| Nu uformodet og med et han saa | ||
| tiltaler Dronningen: "Her er jeg den | ||
| I søger, her Trojaneren Æneas, | ||
| fra lybisk Bølge frelst. O du som eene | ||
| 735 | ved uudsigelige Lidelser | |
| har viist os Medynk, du som Trojas Rest | ||
| til Søes til Lands ved Uheld bøiet ned, | ||
| i Nøden byder venlig Stad og Hiem. | 600 | |
| Vi ei formaae at takke værdig dig, | ||
| 740 | ei de Dardaners hele spredte Folk; | |
| kun Guderne kan lønne dig, om de | ||
| paaskiønne Fromhed og Retskaffenhed. — | ||
| Hvad heldig Stund har bragt til Verden dig? | ||
| O hvad Forældre avled slig en Skat? — | ||
| 745 | Saalænge Floderne til Havet gaae, | |
| saalænge Bierge kaste Skygger ned, | ||
| saalænge Stierner pryde Himlene, | ||
| dit Navn, din Roes, din Ære skal bestaae: | ||
| jeg skal forkynde den hvor jeg end gaaer." | 610 | |
| 750 | Saa sagt, han greb sin Ven Illioneus | |
| med høire, og med venstre Haand Serest, | ||
| og saa de andre, Gyan og Kleanth. | ||
| Ved første Syn af Manden Dido saaes | ||
| at studse, ved hans Skæbne endnu meer, | ||
| 755 | og sagde: "Hvilken Magt, Gudindesøn! | |
| forfølger dig? hvad grusom Fiende | ||
| har bragt dig hid til denne fæle Kyst? | ||
| Er du ei den Æneas som Anchises, | ||
| Dardaneren med hulde Venus avled | ||
| ved phrygisk Simois Hav? Jeg mindes vel | ||
| 760 | at Teucrus, drevet fra sit Fædreland, | 620 |
| til Sidon kom og nye Riger søgte | ||
| ved Belus Hielp. Min Fader Belus da | ||
| erobrede og vandt det rige Cyprus. | ||
| Fra den Tiid af jeg kiender Trojas Lod, | ||
| 765 | dit Navn, de græske Fyrsters. — Fienden selv | |
| gav Teucrerne den største Roes, og vilde | ||
| fra Teucres gamle Slægt hidlede sin. | ||
| Velan da, Ynglinge! saa tager Plads | ||
| i vores Vaaninger. Mig ligesaa | ||
| 770 | har Skæbnen giennem megen Modgang vildet | |
| tilsidst forunde Sted i dette Land; | ||
| med Kummer ei ukiendt jeg lærte Medynk | ||
| med Lidende." Saa talte Dronningen. | 630 | |
| Nu fører hun Æneas til sit Slot, | ||
| 775 | anordner Festlighed i Templerne, | |
| og tyve Oxer sender hun til Folket | ||
| som laae ved Stranden, hundred fede Sviin, | ||
| og hundred Faar med deres Lam, saaog | ||
| hiin Bachi Gave, Viin den glædende. — | ||
| 780 | Men Slottet indentil blev prydet rigt | |
| med fyrstlig Pragt, og Giæstebud beredt: | ||
| der Guld- og Purpurspundne Tæpper saaes, | ||
| en Mængde Sølv paa Bordene; i Guld | 640 | |
| var Fædrenes Bedrifter præget ind | ||
| 785 | i lange Rader fra Oldtiden af. | |
| Æneas (thi hans Faderkiærlighed | ||
| lod ham ei Ro) til Skibene nu strax | ||
| Achat nedsendte, for Ascanius 35 | ||
| at bringe Bud og føre ham til Staden: | ||
| 790 | for denne Søn han sørged' frem for alt. | |
| Desuden byder han at bringe hid | ||
| hvad kosteligt fra Troja reddet blev, | ||
| en Kaabe stivnende af Guld og Blomster, | ||
| et Slør med safranfarvede Acanth | ||
| 795 | indvirket, før Helenas Pynt, som hun | 650 |
| medbragte fra Mycene da hun gik | ||
| til Troja, til ulovlig Brudeseng. 36 | ||
| Fra hendes Moder Leda var det Slør | ||
| en heel beundringsværdig Skænk. End meer | ||
| 800 | et Zepter som Ilione tilforn, | |
| Priami ældste Datter havde baaren, | ||
| et Perlehalsbaand og en dobbelt Krone | ||
| af Guld med Ædelstene rigt besat. | ||
| Achat nu iled' hen til Skibene. | ||
| 805 | Men Venus pønsede paa nye Kunster | |
| og nye Raad, hvorledes hendes Søn 37 | ||
| sit Aasyn skulde med den hulde Dreng | ||
| Askan omskifte, og gaae i hans Sted, | ||
| opflamme Dronningen til Lidenskab | ||
| 810 | med Gaver, gyde Ild i hendes Barm. — | 660 |
| Hun troede Huset ei, hun frygtede | ||
| tvetunged' Tyrier, og grumme Juno: | ||
| med Natten steeg end mere hendes Sorg. | ||
| Den vinged' Amor hun tiltalte saa: | ||
| 815 | "O Søn, min Kraft, mit Alt, du eneste | |
| som ei din høie Faders Pile frygter | ||
| hvormed han styrtede Typhøus ned, 38 | ||
| til dig henflyer jeg, ydmyg æsker jeg | ||
| din Guddoms Hielp. Du veed hvordan din Broder | ||
| 820 | Æneas væltedes paa Havet om | |
| ved onde Junos Had; du ofte selv | ||
| har deelt min Smerte. Nu beværtes han | 670 | |
| af Dido; hun tilbageholder ham | ||
| ved søde Ord. Jeg venter intet godt | ||
| 825 | af dette Junos Giæsthold: uden Tvivl | |
| hun vil benytte slig en Leilighed. | ||
| Thi tænker jeg ved List og Elskovsild | ||
| at fange Dronningen: at ingen Gud | ||
| skal vende hendes Sind, men hun skal elske | ||
| 830 | Æneas som jeg elsker ham. Hvordan | |
| det kan udføres, hør min Mening nu: | ||
| Den kongelige Dreng staaer nu bereed | ||
| at gaae til Staden paa sin Faders Vink. | ||
| Det er min Sorg. Han bringer Gaver hid, | ||
| 835 | som ræddedes fra Trojas Flammer og | |
| fra Bølgerne. Ham dysser jeg i Søvn, | 680 | |
| og skiuler i Idaliens Helligdom | ||
| ham, eller paa Cythere, at han ei | ||
| skal mærke Listen eller komme frem. | ||
| 840 | For een Nat tag dig kun hans Ansigt paa, | |
| ifør dig Drengens velbekiendte Træk, | ||
| at naar den glade Dido tager dig | ||
| paa Skødet ved det kongelige Bord | ||
| blant Bægerne, og kiærlig favner dig, | ||
| 845 | og kysser dig, da snart en lønlig Ild | |
| og Elskovsgift indgyd i hendes Bryst." | ||
| Sin kiære Moders Ord adlyder Amor, | ||
| aflægger Vingerne og glad gaaer frem | 690 | |
| som Julus. Med en rolig Slummer nu | ||
| 850 | hun hver en Lem bedugger paa Askan, | |
| og op til Lunden i Idalien | ||
| Gudinden bærer ham i varme Skiød: | ||
| her bløde Majoran omskygger ham | ||
| med sine Blomster Vellugt spredende. | ||
| 855 | Nu Amor lydig gik og bragte hid | |
| til Dronningen de kongelige Gaver, | ||
| glad ved Achats Anførsel. Da han kom | ||
| sad hun i Salens Midte paa en Stoel | ||
| med gyldne Tepper rigelig beklædt. | ||
| 860 | Æneas nu og den trojanske Ungdom | |
| blev samlet, leiret paa et Purpurleie. | 700 | |
| Vand bragte Tienerne til Hænderne, | ||
| med fine Klæder til at tørre dem, | ||
| og Brød i Kurve. Indentil der stod | ||
| 865 | halvtredsindstyve Piger, ordnede | |
| i lange Rad, som sysselsattes med | ||
| at dække Bordet og at ryge for | ||
| Huusguderne. Et hundred meer, | ||
| og hundred Tienere af lige Alder | ||
| besætte Bordene med Mad og Drik. | ||
| 870 | Saa kom og Tyrier i hobetal 39 | |
| ind i den glade Sal, og leiredes. | ||
| Æneas Gaver de beundrer og | ||
| end mere Julus, Gudens brændende | ||
| og lyse Aasyn og forstilte Ord, | 710 | |
| 875 | og Kaaben og det rigt broderte Slør. | |
| Især kan ei den ulyksalige, | ||
| bestemt til at forgiftes, see sig mæt | ||
| paa Drengens Skønhed og paa Gaverne. | ||
| Han, da han kiælen havde hængt sig om | ||
| 880 | sin foregivne Faders Hals, og fyldt | |
| med Kiærlighed Æneas, gik nu hen | ||
| til Dronningen. Med inderlig Behag | ||
| hun seer ham, leger med ham paa sit Skiød, | ||
| uvidende hvad mægtige Gud saa nær | ||
| 885 | den Arme er. — Men Amor husker nu | |
| sit Ærinde, og søger efter Haanden | 720 | |
| Sichæi, hendes forrige Gemals, | ||
| Erindring at udslette, og paa ny | ||
| den slukte Elskovsild at gløde op. | ||
| 890 | Da Maaltid var forbi og Bordet rømmet, | |
| blev Bægere sat frem og Vinen krandset. | ||
| Nu hørtes Glædesstøi i Salene, | ||
| fra gyldne Loft hang Lamper flammende, | ||
| og gjorde Nat til Dag. Her Dronningen | ||
| 895 | et Bæger lod sig give, tung af Guld | |
| og Ædelstene, fyldte det med Viin, | ||
| som Belus og hans Afkom pleiede. 40 | 730 | |
| Hun talte: alle taug. "O Jupiter! | ||
| thi Giæsteretten er fra dig, o giør | ||
| 900 | for Tyrier og Teucrer denne Dag | |
| en Glædesdag, som mindes af vor Afkom; | ||
| lad Glædens giver Bachus være nær, | ||
| og hulde Juno. I, o Tyrier! | ||
| istemmer glade denne Samlingsfest." | ||
| 905 | Nu øste hun en Deel af Vinen ud | |
| til Offer over Bordet, og derpaa | ||
| hun nippede dertil og Bægeret | ||
| nu rakte muntrende til Bitias: | ||
| glad tog han det, og tømmede til Bunds | ||
| 910 | den gyldne Drik. Derpa de andre Store. | 740 |
| Den lokkede Iopas spiller paa | ||
| Citharens Strenge hvad den store Atlas 41 | ||
| ham havde lært, om Maanens Vandringer, | ||
| om Solens Løb, om Menneskers og Dyrs | ||
| 915 | Oprindelse, om Meteorerne, | |
| om Vindene, om Stierners Op- og Nedgang, | ||
| hvor Taage, Regn og Lynet kommer fra | ||
| hvi Solen iler saa om Vinteren | ||
| mod Havet, og hvi Natten er saa lang. | ||
| [920] | De Tyrier tilklappe Bifald ham, | |
| 920 | de Trojer følge dem. Ei mindre og | |
| tilbragte Natten med forskiællig Tale | ||
| den arme Dido, og med stærke Træk | ||
| indsuged' Elskov. Meget spurgte hun | 750 | |
| om Priamus, om Hector, om de Vaaben | ||
| [925] | hvormed Auroras Søn var kommen hid, 45 | |
| 925 | om Diomedes Heste, om Achilles, | |
| hvor stærk han var. Fortæl mig, sagde hun, | ||
| min Giæst, fra først af om de Grækers List, | ||
| dit Folks Bedrifter, dine Vandringer; | ||
| syv Sommere er jo forløbne alt, | ||
| 930 | og end du vanker om paa Land og Hav. |
Noter:
01 Samos var Junos Fædreland.
02 Carthagos Slot.
03 Junos Datter Hebe maatte overlade Ganymedes den Ære at række Jupiter Bægeret.
04 Ajax, en grædsk Anfører, havde voldtaget den troiske Prindsesse Cassandra i Pallas Tempel.
05 Ajax.
06 De æoliske Øer Lipara, Hiera, Strongyla etc.
07 Klipper mellem Africa og Sardinien, hvor en Pagt gjordes imellem Romere og Carthagenienser.
08 Ilioneus: en af Æneas' Ledsagere.
09 Achates: Æneas' Ledsager.
10 Vindene.
11 Skibes Navne.
12 Alba laae tolv Mile fra Lavinium, og ligesaa langt fra Rom.
13 Ilia, Kong Numitors Datter; en vestalisk Jomfru.
14 Den seierrige Martis Mure.
15 Assaracus, Anchises Bedstefader. Phitia, Achilles. Mycena, Agamemnons Fædreland. Argos, Diomedis Stad.
16 Julius Cesar.
17 Qvirin, saa kaldtes Romulus, Roms Stifter.
18 Mercurius.
19 Indbyggerne kaldtes Pøner.
20 Venus.
21 Som med hastigt Løb frelste sin fangne Fader fra de getiske Ryttere. Hebrus, en Strøm.
22 Agenor havde tilforn hersket i Tyrus i Phønicien.
23 Da Dido kom til Lybien, begiærte hun af Kong Hiarbas at sælge hende saa megen Jord, som hun kunde bedække med en Oxehuud. Han giorde det, men hun skar Huden i fine Strimler, og indtog et Stykke Land af 22 Stadier.
24 Trojas Hav.
25 Atrider. Agamemnon og Menelaus.
26 Trojanerne.
27 Rhesus, en tracisk Konge, var kommen Trojanerne til Hielp. Oraclet havde lovet ham at Staden skulde være uovervindelig, naar hans Heste havde faaet Foder i Troja, og drukket af Xanthusstrømmen. Men da han fandt Trojas Porte lukkede, og havde slaaet sin Leir udenfor Staden, blev han dræbt af Grækerne.
28 Kong Priams Søn.
29 Achiver er Trojaner.
30 Memnon, en Indier af mørk Farve.
31 Latona er Dianas Moder.
32 Trojaner kaldes ogsaa Teucrer og Dardaner.
33 Som Tyrierne truede dem med.
34 Julus, Æneas Søn.
35 Julus, Æneas Søn, kaldes ogsaa Ascanius.
36 Med Prinds Paris, undløben fra sin Mand.
37 Cupido.
38 En Kæmpe.
39 Didos Undersaatter.
40 De phøniske Kongers Stammefader.
41 Atlas, en stor Philosoph og Astronom.
45 Memnon, avlet med Aurora af Laomedons Broder.