OVERSIGT eller INDEX

 

 

 
Aeneis.  Anden Bog.
 
 
Indhold.
  
     
  Æneas fortæller, efter Didos Begiæring, Trojas Undergang. I det tiende Aar af Stadens Beleiring, tog Grækerne udmattede og mistvivlende deres Tilflugt til en List. De stilte sig som om de flygtede, skiulte sig paa Øene Tenedos, og efterlod paa Trojas Mark en Træhest, saa stor at den ikke kunde komme inden Stadens Porte; i dens Bug var de udvalgteste Stridsmænd indelukte. Trojanerne, deels bedragne ved Sinons List, deels forfærdede ved Laocoons Død, nedbrød Porten, og trak Hesten ind i Staden. Om Natten forlod Grækerne Tenedos, og brød ind i Staden igiennem Aabningen som var giort for Hesten. Sinon aabner Hestens Bug for de Bevæbnede; nu raser Sværd og Luer. Imidlertid raades Æneas af Hector i Drømme til at flygte, og at rædde Fædrelandets Guder fra Branden. Men han foretrækker Heltedød for skændig Flugt, og griber til Vaaben. Den første Modstand lykkes Trojanerne, men snart seire Grækerne. Imens erobres Priamus Slot; han selv dræbes af Pyrhus, Achilles Søn. Da Æneas forgiæves havde forsøgt alt og intet Haab var meer tilbage, tog han sin Fader Anchises paa sine Skuldre, og flygtede med sin Hustru Creusa og sin Søn Ascanius. Paa Veien forfulgte Grækerne ham. I denne Tummel tabtes hans Hustru; for at søge hende gik han tilbage til Staden, der mødte han omsider hendes Skygge, hvorved han erfarede hendes Død. Nu vendte han tilbage til Samlingsstedet, hvor han fandt en stor Hob Mænd og Qvinder, som under hans Anførsel vilde forlade Landet.  
     
  Opmærksomt alle lyttede og taug.  
  Æeneas fra Høisædet Ordet tog:  
  "Unævnlig Smerte byder du, o Dronning!  
  mig at fornye; hvordan Trojas Held  
5 kuldkastedes af Grækerne, den Nød  
  jeg saae, hvori jeg tog saa megen Deel;  
  hvem kunde vel, var han end Myrmidoner     01  
  end Doloper, end af de haardeste  
  af Ulyssei Stridsmænd, uden Graad  
10 omtale sligt, hvem holde sig fra Taarer! —  
  og Nattens Dug fra Himlen falder alt,  
  og Stierners Synken alt indbyder Søvn.  
  Men er du saa begiærlig for at høre 10
  vor Skæbne, Trojas endelige Fald,  
15 da vil jeg, skøndt min Siæl ved Mindet gyser,  
  og Sorg bortfierner det, begynde dog.  
     De Grækers Ledere af Krigen trætte,  
  af Skæbnen brudte i saa mange Aar,  
  ved Hielp af Pallas byggede en Hest  
20 som Bierget stor; dets Ribber tømre de  
  af Gran: et Offer, spreder Rygtet ud,  
  at det for deres Bortgang være skal.  
  Udvalgte Krigere, en talriig Hær 20
  blev lønlig skiult i Hestens Inderste.  
25    I Nærhed ligger Øen Tenedos,  
  i Priams Tiid den var berømt og riig,  
  nu kun en Bugt og en usikker Havn.  
  Did skiulte sig paa den forladte Strand  
  de Reisende. Vi troede de var gangne,  
30 og seiled til Mycen. Den lange Sorg  
  nu svandt hos Teucrerne, nu aabnedes  
  de lukte Porte: alle lystes ved  
  at vandre ud, at skue Fiendens Leir,  
  de øde Steder, den forladte Kyst.  
35 Her stod Dolopers Skare, sagde man,  
  her trængte sig Achill den grumme frem,  
  her Flaadens Leie var, her Slaget stod. 30
  Man studsede ved det uheldige  
  Minerva givne Offer; andre saae  
40 beundrende paa Hestens Størrelse.  
  Thymøtes raader til at bringe den  
  til Staden ind paa Slottets Gaard, om nu  
  af List, om Trojas Skæbne vilde saa.  
  Men Capys og de visere med ham,  
45 befalede at enten styrte denne  
  de Danaers mistænkte Gave ud  
  i Havet, eller sætte Ild paa den,  
  om ei, dens Bug ophugge for at see  
  hvad skiultes derudi. Forskiællig var  
50 modsigende og uvis Folkets Mening.  
     Fulgt af en talrig Hob fremstyrtede 40
  Laocoon fra Slottet, raabende:     02  
  "Elendige, i Vanvid sunkne Mænd!  
  Hvad troer I Fienden veeg? kan nogen Skænk  
55 fra Græker være uden Svig? hvad, kiender  
  I ei Ulyss endnu? I denne Hest  
  er enten Græker skiulte, eller den  
  er tømret til vort Fald, for ned fra den  
  at speide vores Huse, storme Staden.  
60 Svig er derved, troer Hesten ei, I Teucrer:  
  det være hvad det vil, jeg frygter Græker,  
  end naar de bringe Gaver." Dette talt 50
  han stødte ind sit Spyd med vældig Kraft  
  i Hestens Side, Bugens krumme Hvelving.  
65 Der stod det rystende. Fra Hulningen  
  et Suk vi hørte som udstønnet blev.  
  O var ei Letsind, var ei Skæbnens Tvang,  
  ved Sværdet da han havde ødelagt  
  de Grækers Smuthul: Troja! ak du stod,  
70 du Priams høie Slot, du stod endnu!  
     Og see, trojanske Hyrder slæbe frem  
  med megen Skrig en Yngling, bunden bag  
  med Hænderne paa Ryggen, hen til Kongen.  
  Ukiendt han bød sig frem de kommende,  
75 at naae sit Anslag, aabne Troja for 60
  Achiverne: med Mod beredt til alt,     03  
  sin List at føre ud, hvis ei at døe.  
  Nysgierrig trænger Ungdommen sig om Ham,  
  og kappes om den Fangne at forhaane.  
80 Nu hør de Grækers Trædskhed, og af eens  
  Misgierning kiend dem alle. — Som han saa  
  stod midt i Kredsen vaabenløs, forstyrret,  
  og saae omringet sig af phrygisk Hær,  
  ak! sagde han, hvad Land hvad Hav vil nu  
85 modtage mig? hvad er tilbage nu 70
  for mig Elendige, som intet Sted  
  hos Danaer tillades, ak hvis Blod  
  af fiendske Dardanider kræves vil."     04  
     Den Jamren dæmpede vor Sind, og brød  
90 hvert Anfald mod den Fangne. Tal din Sag,  
  saa sagde man, siig hvem du stammer fra,  
  hvad Nyt du bringer, hvad du venter her.  
  Nu fik han Mod og sagde: "Konge! o  
  jeg alt bekiende vil, den rene Sandhed.  
95 Jeg nægter ei, jeg en Argiver er,  
  har Skæbnen end giort mig ulykkelig,  
  en Løgner Sinon aldrig blive skal. 80
  Maaskee Beliden Palamedis Navn     05  
  og høie Rygte dig for Øret kom.  
100 Ham, efter falsk Anklage Grækerne  
  har dræbt uskyldig, fordi Krigen han  
  fraraadte, nu beklage de hans Død.  
  Ham gav min Fader mig (en fattig Mand  
  som var hans Slægtning) hen i spæde Aar  
105 til Vaabendrager. Mens han stod sig vel  
  og sad i Kongers Raad, da var og jeg  
  i Ære og i Velstand. Men da ham 90
  den snedige Ulyss (det er bekiendt)  
  fik myrdet, drog jeg et elendigt Liv  
110 i Sorg og Mulm. Med Harme følte jeg  
  min Vens Forliis, som uden Brøde var;  
  jeg Daare ei den dulgte, truede  
  endog, at hvis som Seirer nogentiid  
  jeg Fædrelandet saae, da vilde jeg  
115 en Hævner være ham. Det vakte Had:  
  derfra mit Uheld reiste sig. Ulyss  
  tillagde stedse nye Brøder mig,  
  tvetydigt Rygte om mig spredte han,  
  han søgte lumskelig min Undergang,  
120 og hvilte ei indtil ved Calchas Hielp ... 100
  dog hvi vil jeg opregne disse Ting,  
  hvormed hos Jer jeg venter liden Tak?  
  hvi tøver jeg? hvis alle Grækere  
  hos Eder gielde eens, I har hørt nok:  
125 da dræber mig; saa vil Ithakeren     06  
  saa Grækerne, og de vil lønne Jer."  
  Nu brændte vi at forske nøiere  
  om Sagen: ak, den grædske List og Løgn  
  og Kunst vi kiendte ei; og han blev ved  
130 med Stemme skælvende, og falske Sind.  
     "Tidt ønskte Grækerne at drage bort  
  fra Troja, trættede ved lange Krig.  
  O havde de dog gjort det! — Ofte hindred' 110
  den haarde Vinter dem, og Sydens Storm.  
135 Især da denne Hest stod tømret der,  
  et Uvæir hørtes buldrende fra Himlen.  
  Forfærdet sendte vi Eurypylus  
  Oraklet at udforske. Sørgelig  
  han bragte Svar: "Blod og en slagtet Møe     07  
140 forsoned' Vindene da først I kom  
  til troisk Kyst, Blod skaffe Jer igien  
  en heldig Bortgang: ofrer en Argiver."  
  Da dette Sprog til Folkets Øre kom  
  forbaustes alle, kolde Gysen løb 120
145 igiennem Marv og Been, hver tænkte paa  
  hvem Skæbnene meente, hvem Apoll begiærte.  
  Med megen Tummel nu Ithakeren  
  Spaamanden Calchas drager midt i Kredsen,  
  og fordrer Sprogets Tydning. Mange alt  
150 forkyndte mig den Lumskes grumme Forsæt,  
  og saae stiltiende hvad vilde skee.  
  Ti Dage taug hiin, skiult han vægred' sig  
  at nævne nogen som bestemt til Døden.  
  Tilsidst, dog tvungen af Ithakerens  
155 Paatrængenhed og Raab, han Tavshed brød,  
  og mig bestemte nu til Offerdøden.  
  Enhver bifaldt ham, glad at see en anden 130
  paalagt, det som hver frygtede for sig.  
  Nu kom den fæle Dag; alt man beredte  
160 med salte Kager mig og Tindingbaand.     08  
  Jeg rev mig, jeg tilstaaer det, løs fra Døden,  
  brød mine Lænker, i en Mose jeg  
  blant Siven skiulte mig, til Grækererne  
  var seiled' bort, om det der Hensigt var.  
165 Nu har jeg intet Haab at see igien  
  mit Fædreland, de kiære Børn, min Fader,  
  som længselfuld jeg haabede. Maaskee  
  min Flugt vil volde disses Straf, min Skyld  
  maaskee med deres Død forsones skal. 140
170 Ved Guderne som kiende sandt og ret,  
  om ubesmittet Troskab findes end  
  blant Mennesker, jeg beder dig, hav Medynk  
  med mig som Modgang saarede saa dybt,  
  med mig som er uskyldig lidende."  
     Vi skænke Livet ham for disse Taarer,  
175 og ynke ham endog. Først Priam byder  
  at tage Mandens Baand og Lænker af,  
  og derpaa venlig han tiltaler ham:  
  "Hvem du end er, forglem nu Grækerne,      
  du vores være skal, siig Sandhed kun.  
180 Hvortil skal den uhyre Hest? hvem har 150
  opfundet den? hvad søges der? er den  
  en Helligdom? er den et Krigens Redskab?"  
     Hiin, fuld af List og grædsk Forstillelse,  
  opløfted' Hænderne, nu frie for Baand,  
185 mod Stiernerne. "I evig brændende  
  Ildluer! Guddom du som ingen kan  
  fornærme, dig til Vidne kræver jeg;  
  I Altre, du det skrækkelige Sværd  
  som jeg undgik, du hellige Tindingbind,  
190 som jeg som Offer bar, vær Vidner I,  
  at jeg med Føie bryder hellig Tro  
  mod Grækerne, og at jeg hader dem  
  med Ret, og alting aabenbare vil  
  hvad de har skiult; at intet Fædreland,  
195 ei Love holder mig! Hold du nu kun, 160
  o frelste Troja hvad du loved' mig,  
  saa sandt jeg aabenbarer store Ting.  
     Alt Grækers Haab, alt Haab om Krigens Held  
  beroede stedse paa Minervas Hielp;  
200 men fra den Tiid Tydid, tilligemed     09  
  den alle Skændslers Ophavsmand Ulyss,  
  frækt vovede Palladium at røve  
  fra Helligdommen, myrde Vægterne,  
  at gribe hendes hellige Billede,  
205 med blodig Haand at smitte Bindene  
  Jomfrugudindens Prydelse, fra den Tiid 170
  gik Grækers Haab tilbage, Kræfter svandt,  
  Gudindens Sind blev fravendt. Ogsaa lod  
  hun tydelig Uhyrerne forstaae  
210 sin Vrede. Knap blev hendes Billed' sat  
  i Lejren, inden Flammer gnistrede  
  fra Øinene, og salte Sveed brød ud  
  fra Lemmerne. Hun selv (forunderligt!)  
  tre Gange kom af Jorden frem, og bar  
215 sit Skiold og frygtelige Spyd. Paa Stedet  
  bød Calchas Flugten og at gaae til Søes,  
  thi intet Haab om Seir og Lykke var  
  for grædske Vaaben meer mod Pergama,  
  hvis ei til Argos de tilbage gik,  
  med Billedet som var bortført af dem,  
220 og anden Spaadom fik. Og da de nu 180
  er til Mycene gangne, deres Hiem,  
  de Vaaben rede og forsone sig  
  med Guderne, og uformodentlig  
  vil over Havet komme her igien.  
225 Saa tyded' Calchas Varslerne. Saaledes  
  har de, advaret om Palladium,  
  for den fornærmede Gudinde nu  
  reist denne Hest, at sone deres Brøde.  
  Men Calchas bød at gøre den saa stor,  
230 og at den skulle naae til Himmelen,  
  at ei igiennem eders Porte I  
  i Staden skulde bringe den, at ei  
  den skulde efter eders gamle Tro  
  beskytte eder. Skulde eders Haand  
235 paa Pallas Skænk forgribe sig, o da 190
  hvad Uheld! (Himlen heller vende det  
  mod Calchas) da blev Priamus og I  
  ulykkelige uden Redning. Men  
  om eders Hænder førte Hesten selv  
240 i Staden, da vil Asien frivillig  
  paaføre Pelops Mure blodig Krig,     10  
  vor Æt vil længe føle Skæbnens Stød."  
     Saaledes fandt den lumske Sinons Ord,  
  hans Trædskhed Indgang hos os, ham blev troet,  
245 hans Graad betvang os; os som ei Tydid,  
  Achilles ei, ei en tiaarig Krig,  
  ei tusind Skibe mægtig var at tvinge.  
     Endnu et større og for svage Sind  
  end meer forfærdende Vidunder saaes. 200
250 Laocoon, Neptuni valgte Præst,  
  en vældig Oxe slagtede ved Altret.  
  Og see! fra Tenedos det stille Hav  
  (jeg gyser ved at sige det) med et  
  mod Bredden kom to Slanger, liggende  
  paa Vandet i umaalelige Kredse,  
255 de hæved Brystet mellem Bølgerne  
  og blodig Manke op, ad Havet hen  
  laae Kroppen i umaalelige Bugter.  
  Nu bruser Søen skummende. Alt var  
  de op paa Landet. Blodig gloende 210
260 var deres Øine, Tungen hvislede  
  og slikked' Grunden. Blege vi undløb  
  ved Synet; men blant Flokken snart vi saae  
  dem lige søge til Laokoon,  
  og begge Slanger slynge sig om hans  
265 to unge Sønner, og med deres Bid  
  de arme sønderrive. Nu ham selv,  
  som bringer Spyde og vil hielpe dem,  
  de gribe, snøre ham med deres Ringe,  
  to Gange favne de hans Midte alt,  
270 to gange saaes der skælled' Ryg omkring  
  hans Hals, og deres Nakker strakte de  
  vidt over Hovedet. Med Hænderne 220
  han stræbte at løsrive Knuderne,  
  fra Bindet dryppede den sorte Gift,  
275 mod Stiernerne han hæved' grusomt Skrig,  
  et Brøl, som naar den saared' Oxe flyer  
  fra Alteret, og den uvisse Øxe,  
  som ikke traf, fra Nakken ryster bort.  
     Men hastig skynde Dragerne sig op  
280 til Templets Høide, vrede Pallas Borg,  
  og under hendes Fødder, hendes Skiold  
  de skiule sig. — Og alles Hierter nu  
  af nye Skræk betages, alle troe  
  Laokoon har bødet for sin Synd, 230
285 fordi den hellige Hest han saarede,  
  og stødte sit forvovne Spyd i Dyret.  
  Man raaber, bringer det til Slottet hen  
  Gudinden at forsone!  
  Vi sprænge Murene og aabne dem,  
290 hver gaaer til Arbeid, under Fødderne  
  anbringes Hiul, om Halsen lægges Reeb,  
  det Uheldsredskab fuld af Krigsmænd, strax  
  indbringes; Drenge, Piger, hellig Sang  
  istemme, glædes ved at trække Rebet.  
295 Nu staaer det truende midt udi Staden. —  
  O Fædreland! o hellige Ilium! 240
  O du Dardaners Stad berømt i Krig!  
  ved Portens Indgang fire Gange stod  
  det stille, fire Gange fra dets Bug  
300 der hørtes Vaabenlyd; alligevel  
  vi tankeløse og forblindede  
  sat den uheldige Vanskabning hen  
  i Slottets Helligdom. Cassandra og  
  forkyndte Skæbnen, men (saa vilde Guden)     11  
305 fandt aldrig nogen Tro hos Teucrerne.  
  Vi Ulyksalige, hvem denne Dag  
  den sidste skulde være, prydede  
  med Høitids-Grene vores Templer ud.  
  Imens brød Natten frem af Havet, og 250
310 indsvøbte i sin Skygge Jord og Pol  
  og Myrmidoners Rænker. Teucrerne     12  
  i deres Huse spredte hvile nu,  
  og Søvnen favner deres trætte Lemmer.  
     Alt Grækerne med deres Skibe gik  
315 fra Tenedos; ved Maanens tavse Skin  
  de søge velbekiendte Bred, og Sinon  
  som Kongeskibets Fakler løfted' seer,  
  oplader, skærmet af en fiendtlig Gud,  
  de hemmelige Luger, aabner Vei  
320 for Grækerne: nu styrte glade ud 260
  Thessandrus, Stenelus, Ulyss den grumme.  
  Fra Touge glide ned Pelideren  
  Neoptolemus, Athamas og Thoas,  
  Machaon Fyrsten, Menelaus, og  
315 Epeus selv, hiin Listens Ophavsmand.  
  De storme Staden som i Søvn og Viin  
  begravet laae, og dræbe Vagterne;  
  ind ad de aabne Porte lade de  
  den underrettede forbundne Hær.  
330    Det var paa Tiden da den første Ro,  
  hiin Guders bedste Gave lister sig  
  paa trætte Mennesker, da see! i Søvne  
  bedrøvet Hector viser sig for mig, 270
  og Taarer strømme fra hans Kinder ned:  
335 som da tilforn han blev bag Vognen slæbt  
  af blodig Støv besudlet, Fødderne  
  med Remmer giennemstungne, svolmede.  
  O mig! hvordan! hvor heel forandret var  
  han fra den Hector som tilbage kom  
340 iført Achilles Rustning, som udstyrted'     13  
  paa Danaernes Skibe phrygisk Ild?  
  Hans Skiæg var sølet, Haaret klæbende    
  af Blod, de Saar han fik ved Stadens Muur  
  saaes gabende. — Jeg selv, saa syntes mig,  
345 med traurig Stemme saa tiltalte ham: 280
  "O Trojas Lys! du Teucrers bedste Haab!  
  hvi tøver du saa længe? o hvorfra  
  forønskte Hector kommer du? hvordan  
  skal vi udmattede af megen Sorg,  
350 af megen Nederlag dig skue nu?  
  hvad har forstilt dit skønne Aasyn saa?  
  hvorfra de Saar?" — Men ei han ændsede  
  hvad jeg forgiæves spurgte. Dybe Suk  
  han drog. "O flye Gudindesøn! han sagde,  
355 unddrag dig disse Flammer! Indentil 290
  er Fienden, fra sin Høide styrtes Troja.  
  For Fædreland og Priam nok er stridt.  
  O kunde Mennesker forsvare det,  
  da var det bleven reddet. — Troja nu  
360 sin Helligdom og sine Guder dig  
  betroer. Tag dem til Selskab i din Skæbne,  
  bring over Havet dem, søg dem en Stad." —  
  Saa sagt, han bringer selv de Tindingbaand  
  og Vestas uudslukkelige Ild  
365 fra Templets dybe Indelukke frem.  
    Imidlertid er Staden fuld af Sorg, 300
  og skønt min Faders Huus laae fiernt og skiult  
  med Træer, kom Støien dog og Vaabenbrag  
  alt nærmere. Jeg foer af Søvnen op  
370 og steg paa Taget for at lytte grant.  
  Naar Flammen drives ved en Søndenstorm  
  paa Sæden ind, naar Strømmen styrter sig  
  fra Bierget ned hen over Agrene,  
  og ødelægger Kornet, Oxens Slid,  
375 kuldkaster Skoven, — Hyrden da forfærdet  
  paa Fieldet staaer, uvidende hvad skeer. —  
  Snart blev nu Grækers Lumskhed aabenbar.  
  Deifobi store Huus i Luer stod, 310
  Ucalegons næst ved, langt lyser det  
380 hen i sigæisk Hav. Nu skrige Mænd,  
  Trompeter lyde. Vaaben griber jeg  
  afsindig, veed ei selv hvortil. Og nu  
  at samles alle brænder, hver vil gaae  
  til Slottet, Harm og Vrede styrter frem;  
385 at døe i Vaaben alle finde skønt.  
     Men see! Pantheus, Otrys Søn, og Slottets  
  og Phøbi Præst, undsluppen Fiendens Skud,  
  han Helligdommen og de slagne Guder 320
  hidbringer, og sin unge Sønnesøn,  
390 og løber sandseløs mod Stranden hen.  
  Hvor staaer det Pantheus? sagde jeg, hvad Borg  
  kan vi indtage? — Knap jeg havde talt,  
  da sukkende han svarte: "kommen er  
  vor sidste Dag, og uafværgelig  
395 vor sidste Time. Trojer har vi været!  
  du var, du Teucrers stolte Ilium! —  
  alt Held den vrede Jupiter har ført  
  til Argos, Græker herske i vor Stad;  
  den stygge Hest, som i dens Midte staaer,  
400 udgyder Stridsmænd; Sinon seiret har,  
  den lumske haanende udbreder Ild; 330
  ind af de aabne Porte trænge sig  
  de tusinde, meer end vi nogen Tiid  
  saae komme fra Mycene. Andre har  
405 besat de snevre Passer. Overalt  
  det blanke Staal at myrde staaer bered;  
  knap prøver første Vagt ved Portene  
  at giøre Modstand, blindt den fører Krig.  
     Ved Præstens Ord af hellig Iver fuld  
410 i Kamp og Flammer styrter jeg, hvorhen  
  Erinnys Furien, hvor Larm og Skrig  
  mig kalder. Hos mig samles Ripheus,  
  den tapre Iphytus, Hypan og Dymas — 340
  ved Maanens Skin, den unge Coroebus  
415 som heftig Elskov til Cassandra just  
  til Troja havde bragt, for at undsætte  
  sin Svigerfader Priam og hans Folk.  
  Den ulyksalige, hvi hørte han  
  ei Varslet hans optændte Brud ham gav?  
420    Da jeg dem saa til Slaget færdig saae,  
  begyndte jeg: "I Ynglinge, forgiæves  
  er eders Mod, om I end følge mig 350
  indtil det yderste. I seer vor Skæbne;  
  fra alle Altre Guderne veeg bort,  
425 vort Riges Stytter; Staden brænder alt.  
  forgiæves er vor Hielp. Dog lad os døe!  
  lad os i Kampens Midte styrte os!  
  Ei meer at haabe, er det eene Held  
  for overvundne. — Men de unge Mænd  
430 blev rasende. Som sultne Ulve i  
  den mørke Nat gaae graadig ud paa Rov,  
  at skaffe Føde deres Yngel, som  
  med tørre Gane venter dem, saa gik  
  vi giennem Pile, giennem Fienderne  
  til visse Død, midt ind i Staden frem, 360
435 i hule Skygger, i det sorte Mulm.  
     Hvem kan beskrive Ødelæggelsen  
  i denne Nat, de faldne Liig, hvem kan  
  begræde noksom saadan Sorg og Nød?  
  Det gamle Troja, som saa mange Aar  
440 har hersket, styrter sammen. Overalt  
  sees døde Legemer, paa Gaderne,  
  i Husene og selv i Templerne.  
  Ei heller bløde ene Teucrerne,  
  nei, ofte disse fatte Mod, og Græker  
445 maae falde for dem. Sorg og Gruelse,  
  og Dødens Billed allevegne sees.  
     Først mødte os Androgeus, en Hær 370
  af Danaer ham fulgte: han os tog     14  
  for Bundsforvante og tiltalte os:  
450 "Op! skynder eder Mænd, hvi tøve I?  
  seer Staden plyndres alt og er i Brand,  
  hvi komme I nu først fra Skibene?" —  
  Men snart han saae sin Feil da Svaret var  
  uefterretteligt, og han fornam  
455 at han blant Fiender stod. Han studsede,  
  blev tavs, trak sig tilbage. Ligesom  
  naar uformodentlig blant Tornene  
  en Slange trædes ned; forbauset flyer 380
  det vrede Dyr med svolmet staalblaa Hals;  
460 saa flyer Androgeus forfærdet bort.  
     Vi styrte frem i tætte Vaabengny,  
  af de bedragne og forskrækkede  
  vi fælde mange. Lykken føier saa  
  vor første Daad. Det gav Corøbus Mod:  
465 "o Venner! glad han raabte, Skæbnen os  
  til Frelse viser Vei, lad os den følge!  
  Vi skifte Skiolde, grækisk Rustning vi  
  paatage vil: om det er Svig, om Mod, 390
  hvem spørger efter sligt hos Fiender vel?  
470 de selv med Vaaben os forsyne skal."  
  Saa sagt, han Androgei busked' Hielm,  
  og prydet Skiold iførte sig, ved Siden  
  han hang det græske Sværd. Det giorde og  
  Ripeus, Dymas, alle unge Mænd:  
475 hver med nysgiorte Bytte væbner sig.  
  Saaledes under fremmet Gudetegn  
  med Grækerne vi blandes. Mange faldt  
  i Nattens Mørke for vor Sværd; til Orkus  
  vi sendte mange Græker. Nogle flygted'  
480 til Skibene, til Stranden andre løb.  
  Endeel af nedrig Frygt steg op igien 400
  paa Hesten, i dens Bug at skiule sig.  
     Men hvem kan haabe Held mod Guders Villie.  
  Ak see! Cassandra, Priams Datter nu  
485 med spredte Haar fra Templet drages hid,  
  Minervas Helligdom. Forgiæves hun  
  mod Himlen kaster Øine brændende:  
  kun Øinene, de fine Hænder var  
  med Lænker bundne. Sligt et Syn fordrog  
  Corøbus ei, i Fiendens Midte han  
  sig styrted' rasende, for der at døe.  
  Vi følge alle ham i Kampens Dyst.  
  Men snart fra Templets Top anfaldes vi 410
  af vore egnes Pile, ynksomt blev  
495 vort Nederlag: ved græske Vaabens Syn  
  og vores Rustning de misleded' blev.  
  Nu kom og Grækerne, forbittrede  
  for den borttagne Jomfru flokkeviis,  
  den grumme Ajax og Atriderne  
500 og Dolops hele Hær. Som modsat Vind  
  fra Sønden og fra Norden hvirvler sig,  
  at Skoven bruser, Havet skummende  
  af Nereus Trefork væltes op fra Bunden.     15  
  De og kom frem som vi ved Nattens Mulm  
505 bedrog og jaged hele Staden om, 420
  de kiendte os i vor Forklædning og  
  paa vores Sprog. Vi overmandes nu.  
  Corøbus først ved Penelei Haand  
  ved Krigsgudindens Alter strækkes hen;  
510 Ripheus falder, den retfærdigste  
  blant Teucrerne, den meest retskafne Mand.  
  Saa vilde Skæbnen. Hypanis og Dymas  
  omkom ved Landsmænd: ei din Fromhed, ei  
  Apollos Præstedragt var mægtig til  
515 o gamle Panthus at beskytte dig! 430
  Du Trojas Aske, mine Venners Brand  
  vær Vidne om jeg Faren mig undrog,  
  om jeg for græske Stød og Piile veeg,  
  om Døden, hvis mit Lod den bleven var,  
  jeg havde ægget med forvoven Haand.  
520    Vi bleve trængt derfra, Iphitus og  
  Pelias med, hiin aldrende og denne  
  seen, ved det Saar han af Ulysses fik.  
  Flux kaldte os et Skrig til Priams Slot.  
  Her saaes en Strid, hver anden mod den var  
525 som intet; Mars utæmmet styrted' sig, 440
  og Grækerne mod Porten under Skiul  
  af deres Skiolde storme hobeviis,  
  paa Muren klavre de ad Stiger op,  
  i venstre Haand de holde Skioldet frem  
530 mod Pilene, med høire gribe Høiden.  
  Men Trojerne nedbryde Taarnene  
  og Gavlene, for udi yderst Nød  
  at værge sig med dem: de gyldne Bielker,  
  Oldfædres Prydelser de styrte ned.  
535 Med dragne Sværd beskiærmes Portene  
  af andre klyngeviis tilsammen trængte. 450
  For Kongens Huus de alle viiste Mod  
  og til de Slagnes Hielp. — En Indgang var  
  med skiulte Dør i Slottets Baggrund, hvor  
540 den ulyksalige Andromacha     16  
  i bedre Tider pleiede at gaae  
  ufulgt til hendes Svogre, og at bringe  
  sin lille Søn Astyanax hen til  
  sin Bedstefader. Op til høiest Top     17  
545 jeg gaaer, hvorfra de arme Trojers Pile  
  forgjæves kastedes. Et Taarn der stod 460
  høit kneisende mod Stiernerne, hvorfra  
  man hele Troja saae, de Grækers Leir  
  og deres Skibe. Vi anfalde det  
550 rundtom med Øxer, hver en Fure løsnes,  
  det fra sit høie Sæde styrtes ned,  
  med Brag det falder hen paa Grækerne.  
  Men friske Tropper kom, og Steen og Pile  
  blev kasted' uden Ophør. — Tæt ved Porten    
555 selv i dens Indgang Pyrhus brysted' sig     18 470
  i blanke Rustning. Slangen liig, som i  
  den kolde Jord for Vintren skiulet laae,  
  ved onde Urter fedet, træder nu  
  for Lyset frem, og med fornyet Huud  
560 fremvælter blanke Bryst og smidig Ryg,  
  treforket Tunge gnistrende mod Solen.  
  Ved ham stod Periphas den mægtige,  
  og Hestestyreren Automedon,  
  Achilles Vaabendrager; nu med et  
565 den hele scyrisk' Ungdom rykker frem,  
  og kaster Ild mod Taget. Blant de første  
  han med en Øxe bryder Dørene 480
  og løfter dem fra deres Kobberkarme:  
  en Bielke giennemstødte faste Væg,  
570 og ad den viide Aabning kiendtes nu  
  det indre Huus, de lange Forgemakker,  
  og Priams og hans Formænds Værelser,  
  som nu stod fulde af Bevæbnede.  
     Men indentil var Suk og Jammerskrig,  
575 og Qvinders Hylen, op til gyldne Stierner  
  gik deres Raab. De bange Mødre løb  
  i Salene, og favned' Posterne, 490
  og kyssed' dem til Afsked. Pyrhus nu  
  med Fædres Kraft staaer frem, ei Laas ei Vagt  
580 kan standse ham, for Bukkens mange Stød    19  
  maae Dør og Poster falde. Magt giør Vei.  
  Indgangen stormes, hvad som nærmest staaer  
  nedstøde Grækerne, og fylde Huset.  
  Ei anderledes giennem brudte Vold  
585 indstyrter Strømmen skummende, og drager  
  hver Modstand hvirvlende med sig, og raser  
  frem over Ager, Mark og Stald og Fæ.  
     Jeg selv saae Pyrhus myrde rasende, 500
  jeg saae Atriderne, og Hecuba,    20  
590 de manges Svigermoder, Priamus  
  ved Altret smittende med Blod den Ild  
  han havde selv indviet: hine de  
  halvtredsindstyve Brudekamre, rigt    
  af fremmed Guld og Bytte glimrende,  
595 før Efterslægtens Haab, nu styrtet ned:  
  hvad Ilden sparte røved Grækerne.  
     Om Priams Skæbne spørger du vel og. —  
  Han, da han saae at Staden taget var,  
  sit Huus bestormet, Fienderne trængt ind,  
600 bevæbner sig den gamle svage Mand,  
  paalægger sin Skuldre uvant Rustning, 510
  og med unyttig Sværd omgierder sig,  
  og styrter sig blandt Fiender for at døe.  
     I Borgens Midte under aabne Himmel  
605 et Alter stod, et gammelt Laurbærtræ  
  tæt ved, beskyggende Huusguderne.  
  Her Hecuba og hendes Døttre sad,  
  som Duer skræmmede ved mørke Storm,  
  og klynged' sig om Gudebilleder.  
610 Men da hun Priam saae i Ungdoms Rustning,  
  "ulykkelige Mage, sagde hun,  
  hvad Vanvid driver dig til Vaaben nu 520
  hvor gaaer du hen? nu er ei Tiden meer  
  til slig en Hielp, til sligt et Forsvar, ak  
615 omsonst det var, var selv min Hector her.  
  Sid ned hos os, os værner Alteret,  
  eller vi døe tilsammen." Dette talt,  
  hun drog den Gamle til sig, sadte ham  
  ved Helligdommen hen.  
                                    Men see Polites,  
620 af Priams Sønner een, undsluppen knap  
  fra Pyrhi Myrden, løber flygtende  
  igiennem Spyd og Fiender, blødende  
  i Salen frem: ham følger brændende  
  den fiendske Pyrhus; nu han griber ham 530
625 og saarer ham med Spydet. Da tilsidst  
  Polites naaer Forældrene, han falder,  
  og strømmeviis han taber Blod og Liv.  
  Her kunde Priamus, skiønt halvveis død,  
  ei holde Vreden: "denne Skændselsdaad,  
630 saa brød han ud, skal Guderne, ifald  
  de ændse sligt, om Ret i Himlen boer,  
  betale dig som du fortiener, dig  
  som for mit Aasyn myrder mig min Søn,  
  som smitter Faderen med Sønnens Blod.  
635 Slig Fiende havde Priamus dog ei 540
  i ham, hvis Søn du lyver dig, Achill,  
  han rødmed' ved at haane Bedende,  
  han Hectors Liig mig gav til at begrave,  
  og sendte mig tilbage til mit Rige."  
640 Saa talte Oldingen, og kraftesløs  
  sit Spyd han kasted' mod ham, men det gled  
  fra haarde Rustning, og blev hængende  
  ved Skioldet. — Pyrhus nu "saa gaae da hen  
  som Budskab til Pelideren min Fader,  
645 glem ei min onde Daad, fortæl ham hvor 550
  hans Søn fra ham vanslægtet er. Nu døe!"  
  Saa sagt han trak den skælvende mod Altret,  
  og lod ham falde ned i Sønnens Blod,  
  sin venstre han indslynged' i hans Haar,  
650 med høire drog han ud det blanke Sværd,  
  og stødte det til Grebet i hans Side.  
     Saa endtes Priams Skæbne; Trojas Brand,  
  sit Riges Styrtning først han maatte see:  
  den stolte Hersker over Asien  
  saa mange Lande og saa mange Folk,  
655 han ligger nu ved Stranden, Hovedet  
  fra Skuldrene adskilt, en navnløs Krop.  
     Men vilde Skræk paafaldt mig nu med et;  
  min kiære Faders Billed for mig stod, 560
  da Kongen ligealdrende med ham  
660 saa grusomt saaret drog sit sidste Suk;  
  paa min Creusa eensom og forladt,  
  paa mit nedbrudte Huus, min lille Julus  
  jeg tænkte; overalt jeg saae mig om,  
  om nogen Hielp. Men alle flygtet var,  
665 til Jorden var de sprungne, eller og  
  i Luerne. Nu gik jeg ene, snart  
  i Vestas Tempel jeg Helena saae,     21  
  som tavs sig paa et Sæde havde skiult:  
  den klare Brand mig lyste, mens mit Blik  
670 omvanked' speidende snart hist snart her. 570
  Hun frygted' Teucrerne for Trojas Fald,  
  og Grækers Harm, sin Ægtefælles Vrede  
  den hun forlod. For Fædreland, for Troja  
  hun en Erinnys var, forhadt af begge.     22  
675 Nu sad hun skiulte, useet ved Alteret.  
  Af Harm jeg brændte, hævne vilde jeg  
  mit faldne Fædreland, den Nedrige  
  jeg vilde give sin fortientre Straf.  
  "Hvad! skal hun Sparta, skal Mycæne hun     23  
680 igien betræde? gaae som Dronning frem  
  i stolt Triumf? skal hun sin Brudeseng,  
  sit Huus, sin Slægt og Sønner see igien  
  af troisk og af phrygisk Træl geleidet? 580
  skal Priam være myrdet, Troja brændt?  
685 Dardaners Blod saa ofte væde Jorden  
  uhævnet? Nei! er end en Qvindes Drab  
  ei Heltedaad, ei Roes ved slig en Seir,  
  at kue Lasten ved fortiente Straf  
  dog roses vil. Ja Hævnens Luer skal  
690 mit Sind berolige og mines Aske.  
     Saa tænkte jeg i min oprørte Siæl,  
  da pludselig i Glands ei seet tilforn  
  min hulde Moder stod i renest Lys, 590
  som hun af Himmelboerne kun sees,  
695 Gudinde uden Skiul; hun greb min Haand,  
  og talte saa med Rosenmund til mig:  
  "hvad Sorg forvolder slig utæmmed Vrede?  
  hvi raser du? hvor er din Agt for mig?  
  hvi sørger du ei for din gamle Fader,  
700 din Hustru, din Creusa, for din Søn  
  Ascanius, om han i Live er?  
  rundt om dem svæver græske Tropper nu.  
  Var ei min Omsorg, havde Flammerne, 600
  og fiendske Staal alt endet deres Liv.  
705 Helena ei, som er dig saa forhadt,  
  ei den beskyldte Paris; Guders Harm  
  det er som styrted' Troja fra sin Høide.  
  Sku om dig! jeg den Skye borttage vil,  
  som blender nu dit dødelige Syn,  
710 og hyller det i Mulm; frygt du kun ei,  
  men viis dig lydig mod din Moders Bud.  
  Hist hvor du seer henslænget Steen paa Steen,  
  og Støv og Flammer bølgende, Neptun 610
  nu med sin Trefork knuser Murene,  
715 og støder Stadens Grundvold fra sit Sted;  
  den grumme Juno holder scæisk Port  
  besat, og væbnet kalder rasende  
  forbundne Hær fra Skibene herhid.  
  See Pallas staaer paa Borgens Spidse hist,  
720 i klare Skye med skrækkende Gorgon.  24  
  Zeus selv opliver Grækers Mod og Kraft,  
  fremkalder Guderne mod Trojas Vaaben.  
  Grib Flugten Søn, og end din Stræben nu.  
  Jeg ei forlader dig, jeg sikker vil 620
725 dig bringe til din Faders Huus." Saa talt  
  i Nattens Skygger hun indhylled' sig,  
  og nu fremkom skrækfulde Ansigter  
  af mægtige mod Troja fiendske Guder.  
     Nu saae jeg hele Ilium i Brand  
730 Neptuni Stad fra Grunden styrtet om.  
  Som gammel Ask paa høie Field, bestormet  
  af Bønderne med hyppigt Øxehug  
  at falde truer, nikker med sin Top  
  ved hver en Rystning, indtil den omsider  
735 af Saar belæsset knager sidste Gang, 630
  og reven fra sin Stade styrter om.  
     Jeg stiger ned, en Gud ledsager mig  
  igiennem Ild og Fiender: Pile vige,  
  og Luer gaae tilbage hvor jeg gaaer.  
740 Da jeg var kommen til min Faders Huus,  
  ham som jeg søgte først, og ønskede  
  at bære paa de høie Bierge op,  
  da vægrer han sig ved at overleve  
  det faldne Troja, og Landflygtighed  
745 at lide. "I, som Ungdoms Blod endnu,  
  (saa sagde han) og Ungdoms Kræfter har,  
  begiver jer paa Flugten! Var det saa 640
  at mig forundet var et længere Liv,  
  da havde Guderne min Bolig frelst:  
750 af Ulykker vi meer end nok har seet,  
  vi Staden saae erobret. Gaaer fra mig!  
  forlader ikkun mig! som ligger saa!  
  Jeg selv skal finde Døden; Fienden vil  
  forbarme sig og dræbe mig. Heel let  
755 skal Savnet af et Gravsted være mig.  
  For længe dvæler jeg i Livet alt,  
  unyttig og forhadt af Guderne,  
  fra den Tiid Guders Fader, Verdens Konge  
  har sine Lynildsstraaler blæst paa mig."  
760    Saa talte han og blev ubøielig: 650
  men vi henflød i Taarer, min Creusa,  
  Ascan og hele Huset, bedende  
  han dog ei vilde styrte alt med sig,  
  ei lade sig af Skæbnen rive hen;  
765 omsonst, urokket bli'r han liggende.  
     Jeg atter griber Vaaben: jammerfuld  
  jeg ønsker Døden kun: hvad andet Raad?  
  "Du kunde troe, min Fader! uden dig  
  jeg vilde flygte? slig en Skændselsdaad  
770 kom af min Faders Mund? Vil Guderne  
  at intet meer af Troja levnes skal,  
  har du besluttet at med Trojas Fald 660
  du falde skal og dine, da er end  
  os aaben Dødens Port. Snart Pyrhus vil  
775 her være, overstænkt med Priams Blod,  
  i Fadrens Paasyn Sønnen myrder han,  
  ved Altret Faderen. Var det derfor,  
  o hulde Moder! at du drog mig frem  
  igiennem Ild og Pile, ak! paa det  
780 jeg skulde see midt i min Faders Huus  
  min Fader, min Creusa, min Ascan  
  at svømme slagted' i hverandres Blod?  
  Mænd, bringer mine Vaaben; Døden er  
  de Overvundnes sidste Kald. Jeg gaaer  
785 til Grækerne igien; paa ny jeg vil  
  begynde Striden; alle skal dog ei  
  i Dag uhevned' døe." Paa ny igien 670
  jeg griber til mit Sværd, paa venstre Arm  
  jeg binder Skioldet, gaaer fra Huset ud.  
790       Men see! min Hustru griber favnende  
  ved Døren mine Fødder, strækker frem  
  mod Faderen sin lille Søn: "ak gaaer  
  du for at døe, da tag os alle med!  
  men sætter du til Vaaben nogen Liid  
795 som stridvandt, da beskiærm dit Huus; for hvem  
  skal Fader, Søn og jeg din Hustru nævnt  
  tilforn, her efterlades? — Saa med Skrig  
  og Suk hun fyldte Huset. Pludselig  
  et sælsomt Underværk fremkom, thi mens 680
800 den unge Julus saa indsluttet stod  
  imellem hans bedrøvede Forældre,  
  en Kugle lysende saaes paa hans Isse,  
  uskadelig en Flamme strakte sig  
  hen ad hans bløde Haar, og spreded' sig  
805 rundt om hans Tindinger. Vi skælvede,  
  og Haarets Luer vilde ryste af,  
  og slukke himlisk Ild med Kildens Vand.  
  Men Faderen Anchises glad mod Himlen  
  sit Øie løfter, strækker Hænderne:  
810 "Almægtige! om Bønner bøie dig,  
  da naadig see til os, o Jupiter! 690
  om vi fortiene Medynk, giv os Hielp,  
  bekræft o Fader dette Varselstegn!"  
     Den Gamle neppe havde talt, og strax  
815 det tordnede fra venstre; giennem Mørket     25  
  en Stierne faldt fra Himlen, førende  
  en Flammefakkel efter sig. Som den  
  gik over Tagets Spidse, saae vi grant  
  den skiulte sig hen i idæisk Skov,  
820 os Veien visende, i lange Striber  
  den spreded' Lys og Svovellugt om sig.  
     Nu overvundet Fadren hæver sig,  
  tiltaler Guderne, tilbedende 700
  den hellige Stierne. "Nu jeg tøver ei,  
825 jeg gaaer hvor I mig leder, frelser nu  
  I mine Fædres Guder, frelser kun  
  min Slægt, min Sønnesøn: det Varselstegn  
  er eders, Trojas Lod i eders Haand,  
  jeg uden Vægring følger dig min Søn."  
830    Knap talt, og Ilden brager stærkere  
  fra Staden, Luerne sig vælte frem.  
  "Saa kom da kiære Fader, raabte jeg,  
  styt dig paa mig, paa mine Skuldre vil  
  jeg bære dig, og finde Byrden let.  
835 Hvordan det gaaer os, fælles Fare er 710
  og Frelse for os begge." Ved min Side  
  gaaer Julus, og min Hustru følger os.  
  "I Trælle, agter vel paa mine Ord:  
  saa snart I ud af Staden komne er,  
840 en Høi I finde ved et gammelt Tempel,  
  som Ceres's var tilforn, og nær derved     26  
  en aldrende Cypress, af Fædrene  
  med Ærefrygt opholdt i mange Aar.  
  Der samle vi os fra forskællig Vei.  
845 Du Fader, Helligdommen tag i Haand  
  og Husets Guder. Jeg som nys gik bort  
  fra blodig Krig og Nederlag, jeg ei  
  tør røre dem, før jeg har vasket mig     27 720
  i rene Strøm."  
                       Saa sagt, paa Skuldrene  
850 jeg Byrden tog; af gule Løvehud  
  en Kiole skiulte mig, ved Høire gik  
  min lille Julus med ulige Skridt,  
  min Hustru fulgte efter. Saa vi gik  
  igiennem mørke Steder. — Mig, som før  
855 ei Grækers Hær og Pile Frygt indjog,  
  nu hver en Luftning skræmmede: hver Lyd  
  en Standsning voldte mig, bekymret for  
  min Byrde og mit Følge. Porten nu 730
  jeg nærmed' mig, og troede Veien heel  
860 fuldendt: med et en hyppig Skrald af Fødder  
  mit Øre naaede. Faderen som saae  
  igiennem Mørket, raabte: "flye, min Søn!  
  o flye! de nærme sig, jeg Skiolde seer  
  og Vaaben blinkende." — Hvad fiendtlig Gud  
865 forvirrede mit Sind jeg ikke veed,  
  thi mens jeg i mit Løb en Afvei tog,  
  og vandrede fra mig bekiendte Stie,  
  blev jeg ulykkelige adskilt fra  
  min Hustru, min Creusa; om af Veien  
  hun havde feilet eller sadt sig ned,  
870 jeg uvis var. Vi aldrig saaes igien. 740
  Ei før mit Tab jeg saae, ei ahnede,  
  før vi til Ceres Høi det hellige Sted  
  var komne. Da vi alle samled' var,  
  hun ene savnedes. Sin Mand, sin Søn,  
875 sit Følge havde hun forladt. O hvor  
  jeg rasede mod Mennesker og Guder!  
  hvad saae jeg mere grumt i Trojas Fald?  
  Min Søn, min Fader, Husets Guder, alt,  
  i Dalen skiult, jeg anbefalede  
880 mit Følgeskab. Jeg selv til Staden gaaer,  
  omspænder atter mine Vaaben. Fast  
  besluttet end en Gang at vove alt, 750
  at giennemsøge hver en Trojas Vraa,  
  og byde alle Farer Trods paa ny.  
885 Først søger jeg til Murene, og til  
  de mørke Porte hvorfra jeg gik ud,  
  de Spor jeg havde gaaet speider jeg  
  i Nattens Mulm oplyst ved Flammerne. —  
  Skræk overalt, selv Tavshed byder Skræk. —  
890 Saa gik jeg til mit Huus, om hun maaskee  
  derhen var gaaet. Det bestormet var  
  af Grækerne, og heelt af dem besat.  
  Nu vælter Vinden Ild fortærende  
  mod Taget op, høit stige Flammerne,  
895 i Luften knager Branden. Jeg gaaer frem  
  mod Priams Huus, og Slottet seer igien. 760
  I tomme Indgang, Junos Fristed før,  
  stod Phønix og blodtørstige Ulyss  
  og vogted' Byttet. Allevegne fra  
900 de tændte Kamre slæbtes Skatte hid,  
  Guldbægre, Guders Borde, Klædninger;  
  i lange Rader Mødre stod og Børn  
  forfærdede. — Jeg vovede endog  
  at raabe ud i Mørket, med mit Skrig  
905 jeg fyldte Gaderne; Creusa skreg  
  jeg sorrigfuld og atter, men forgiæves. 770
  Da saa jeg søgte og afsindig løb  
  i Stadens Huse, en usalig Liighed  
  (det var Creusas Skygge) for mig stod,  
910 kun syntes den mig usædvanlig høi.  
  Jeg studsede, mit Hovedhaar sig reiste,  
  jeg mægted ei et Ord at bringe frem.  
  Men hun tiltalte mig nu trøstende:  
  "Hvi overgiver du dig Sorgen saa,  
915 o elskte Mand! viid uden Guders Raad  
  skeer dette ei; det ei tillades dig  
  at tage din Creusa med paa Reisen,  
  Olympens Hersker ei tillader det.  
  Dig forestaaer en lang Landflygtighed,  
920 du mange Have giennempløie skal 780
  indtil Hesperien du naaer, hvor lydisk Tiber     28  
  igiennem fede Marker flyder hen  
  i jævne Strøm. Der glade Ting, et Rige,  
  en kongelig Gemal dig rede staaer.  
925 Begræd ei meer din elskede Creusa.  
  Ei Myrmidoners, ei Dolopers Land  
  og stolte Stæder jeg skal see; ei jeg,  
  en Trojerinde, Sønnekone til  
  guddommelige Venus, være skal  
930 en Træl for græske Qvinder. Guders Moder  
  den høie, holder mig tilbage her.  
  Lev vel da nu, og elsk vor fælles Søn." 790
     Saa talt hun mig forlod, mig grædende,  
  mig som saa meget vilde sige hende.  
935 Hun svandt i tynde Luft. Tre Gange jeg  
  forgieves vilde slynge Armene  
  om hendes Hals, tre Gange slap  
  det grebne Billed' ud af mine Hænder,  
  som let bevinget Vind, som flygtig Drøm.  
940 Da Natten saa forsvandt jeg gik igien  
  hen til mit Selskab; undrende jeg saae  
  det store Tilløb af nykomne Folk.  
  Mænd, Qvinder, spæde Børn, en ussel Hob,  
  forsamled' alle til Landflygtighed.  
945 Med deres Gods de allevegne fra,  
  beredt at følge mig i Hav og Land, 800
  kom frem. Nu Lucifer paa Idas Top     29  
  stod op og bragte Dagen. Grækerne  
  holdt Portene besat, ei Haab var meer.  
950 Jeg veeg for Skæbnen, og paa Skuldrene  
  min Fader tog, og gik til Bierget hen.  

Tredie bog eller TOP.

Noter:

01  Græske Nationer.

02  Sandsiger og Apollos Præst.

03  Grækerne.

04  Trojaner.

05  Af Belus Slægt.

06  Ulysses.

07  Iphigenia, Agamemnons Datter.

08  En Deig af Meel og Salt lagdes paa Offerets Pande: Hovedet indsvøbtes med et Bind.

09  Tydids Søn, Diomedes og Ulyss røvede Helligdommen fra Troja, som holdtes for uovervindeligt imens den var der.

10  Pelops Mure, Grækenlands Stæder.

11  Saa bød Apollo.

12  Grækernes.

13  Som han havde taget fra Patroclus, der havde iført sig den, da han dræbte ham.

14  Danaer. Græker.

15  Nereus. Neptunus.

16  Hectors Enke.

17  Kong Priamus.

18  Achilles Søn.

19  Stormbukke var en svær Bielke med Jern beslagen, hvormed Muren brødes i Beleiringer.

20  Agamemnon og Menelaus, græske Konger. Hecuba, Priams Hustru, hun siges at have havt 50 Sønner og ligesaa mange Døttre.

21  Som var røvet af den trojanske Prinds Paris, hvilket var Krigens Anledning.

22  En Furie.

23  Hendes Gemals Menelai Rige.

24  Hendes Ægide eller Skiold, hvorpaa var Medusas Slangehoved.

25  Torden fra venstre Side holdtes for et godt Varsel.

26  Ceres, Gudinden for Agerne.

27  Hvem som kom fra et Liig eller fra Krigen, maatte ikke røre ved hellige Ting inden han havde vasket sig i rindende Vand.

28  Lydier havde under Tyrheni Anførsel nedsat sig i denne Del af Italien.

29  Solen.