|
Aeneis. Fierde
Bog.
|
||
|
Indhold.
|
||
| Dido, slagen af Kiærlighed til Æneas, aabner sig for sin Syster, og vil efter hendes Raad ægte ham. Juno, for at afholde ham fra Italien, begiærer af Venus Tilladelse til dette Ægteskab, og tilbyder sig at give Anledning dertil. Dagen derpaa gaaer Dido og Æneas paa Jagt; midt under samme lader Juno pludselig opstaae et Uvæir. Hver flygter ad sin Vei. Dido og Æneas samles i den samme Hule, og forenes der med uheldige Varsler. Imidlertid sender Jupiter, hos hvem Jarbas Getulernes Konge havde klaget, at han blev tilsidesat for en Fremmed, Mercurius ned til Æneas, og befaler ham at forlade Africa og seile til Italien. Han adlyder, og han lader alting hemmelig giøres færdigt til Reisen. Dido, som seer Tilberedelser, fatter Mistanke, og vil ved Bebreidelser og Bønner vende ham fra sit Forsæt. Æneas erindres anden Gang i Søvne af Mercurius, og i en stormende Nat hidser Seil. Dido reiser et Baal som til en Ofring i hendes Borg, bestiger det, og i Fortvivlelse dræber sig selv. | ||
| Men Dronningen, som længe nærer alt | ||
| det dybe Saar og lønlig Elskovsild | ||
| hver Mandens Dyd begrunder, Folkets Roes: | ||
| dybt prented' staae i hendes Bryst, hans Ord | ||
| 5 | hans Ansigtstræk: ei Sorgen blide Søvn | |
| tilstæder hendes Lemmer. Ei saa snart | ||
| har Phøbi Lampe oplyst Jordens Rund | ||
| og Morgenrøden fjernet fugtig Mulm, | ||
| før hun med syge Sind tiltaler saa | ||
| 10 | sin ømme Syster: "Kjære Anna, siig | |
| hvad Drømme skrække mit beklemte Bryst? | ||
| hvad sælsom Giæst er den vi huse her? | 10 | |
| hvad Aasyn? hvilket Mod? hvad Tapperhed? | ||
| jeg troer (med Grund) han er af Gudeslægt; | ||
| 15 | Frygt røber nedrig Byrd: men denne, O! | |
| hvad Modgang har han lidt, hvad Krige ført. | ||
| Var jeg ei uforanderlig bestemt, | ||
| ei ægteskabelig Forbindelse | ||
| med nogen at indgaae, da Døden mig | ||
| 20 | min første Elskov røved'; var mig ei | |
| saa Brudeseng som Brudefakkel leed, | ||
| han ene var i Stand at friste mig. | ||
| Min Anna! Jeg tilstaaer det, fra den Tiid | ||
| min Broder myrdede min arme Mand, | 20 | |
| 25 | og drev mig fra mit Huus, han, ene han, | |
| mit Sind har bøiet, gjort mig vaklende. | ||
| Til fordums Elskovs Ild jeg kiender Spor. | ||
| Men gid jeg sunke før i dybe Jord, | ||
| gid Jupiter mig sende med sit Lyn | ||
| 30 | til Skyggerne, de blege Skygger, ned | |
| til Erebus, og Nattens dybe Mulm, | ||
| før jeg fornærmer dig, o Kydskheds Lov! | ||
| Hiin først mit Hierte fik, min Kjærlighed, | ||
| i Graven skal han og beholde den." | ||
| 35 | Saa talte hun, Graad fyldte hendes Barm, | |
| og Anna svarte: "Kjære Syster, O! | 30 | |
| du som jeg elsker meer end Dagens Lys, | ||
| skal evig Sorg din Ungdom tære hen, | ||
| skal du da Venus Gaver, søde Børn | ||
| 40 | ei kiende? troer du den Begravnes Aand | |
| vil ændse sligt? Om ingen Beiler end | ||
| har bøiet dig i Lybien, i Tyrus | ||
| ei den forsmaaede Jarbas, flere som | ||
| i Africa med Seir og Rigdom boe, | ||
| 45 | skal derfor yndet Elskov trykkes ned? | |
| Tænk paa det Land hvor du dit Sæde tog, | 40 | |
| hist boe Getulerne, et krigersk Folk, | ||
| ubændige Numider, vilde Syrter | ||
| omgive dig, vandtørre Lybien, | ||
| 50 | omvankende og røvende Barcæer: | |
| hvad Krige kan fra Tyrus reise sig, | ||
| og fra din Broders Trusler? — Guderne, | ||
| saa troer jeg, naadig Juno styret har | ||
| de Trojers Flaade hid til vores Kyst. | ||
| 55 | Hvor vil du, Syster, skue Stadens Flor! | |
| hvor vil dit Land sig hæve ved slig Pagt! | ||
| hvad Ære vil ei Pøners Vaaben naae, | ||
| naar de forene sig med Teucrers Magt! | ||
| Bønfald kun Guderne, bring Offer dem, | 50 | |
| 60 | bevært din Giæst, søg at opholde ham | |
| til Vinteren paa Havet raser, til | ||
| den vaade Orion formørker Himlen, | ||
| og knuser Roer og Skibe." — Disse Ord | ||
| end meer opflamme elskovsyge Sind, | ||
| 65 | gier Haab den vaklende, forjager Blussel. | |
| Først de til Templet gaae og søge Held | ||
| ved Alterne: udvalgte Lam de slagte for | ||
| Lovgiverinden Ceres, dig Apoll, | ||
| dig Juno frem for alt, som Ægteskab | ||
| 70 | beskytter. Skønne Dido øser selv | 60 |
| imellem Hornene af sneehvid Koe | ||
| et Bæger ud: ved Guders Billeder | ||
| og ved de fede Altere hun gaaer | ||
| og bringer Gaver, grandsker Offernes | ||
| 75 | opskaarne Bryst, med rygend' Indvold hun | |
| raadfører sig. - Vankundig Spaadomsaand! | ||
| hvad gavner Løfter, hielper Altere | ||
| den rasende? den søde Lue dog | ||
| fortærer Marven, under Brystet lever | ||
| 80 | dog tavse Saar. Den arme Dido brænder, | |
| som en Afsindig hun i Staden gaaer: | ||
| som Hinden saaret ved en kastet Piil | ||
| i Cretas Skove løber, naar forfulgt | 70 | |
| af Hyrden, der uvidende lod sidde | ||
| 85 | sit flygtig Staal i den; den løber frem | |
| igiennem Skov og Krat; end hænger den | ||
| dødsvangre Piil i hendes Side dog. | ||
| Nu fører hun Æneas med sig om | ||
| i Staden, viser ham sidonisk Rigdom, | ||
| 90 | vil tale, men i Talen standser hun. | |
| Mod Aften giør hun Giæstebud igien, | ||
| afsindig hun begiærer at paa nye | ||
| om Trojas Skæbne han fortælle skal, | ||
| og hænger atter ved den elsktes Mund. | ||
| 95 | Da de adskiltes, Dagens mørke Lys | 80 |
| nu veeg for Maanens, Stierners Synken nu | ||
| indbød til Søvn, hun eene sørgende | ||
| i tomme Huus, paa det forladte Leie | ||
| sig ligger: ham hun seer og hører kun: | ||
| 100 | paa Skiødet holder hun Askanius, | |
| hans Faders Billed', den hun elsker saa, | ||
| om hun unævnelige Kiærlighed | ||
| formaaede saa at skuffe. Nu ei meer | ||
| opstige de begyndte Taarne, nu | ||
| 105 | ei Vaabenøvelser anstilles meer, | |
| nu Havn og Fæstninger fortsættes ei, | ||
| alt Arbeid standser, Mure bygges ei, | ||
| ei himmelhøi Maskine reises meer. | ||
| Saa snart som Jovis elskte Hustru seer | 90 | |
| 110 | sligt Raserie som selv Blufærdighed | |
| ei standse kan, hun nærmer Venus sig | ||
| med disse Ord: "En herlig Roes det er | ||
| en skøn Erobring giør du og din Søn! | ||
| et stort erindringsværdigt Navn I faae, | ||
| 115 | naar af to Guders List og Snedighed | |
| en Qvinde overvindes. Vel jeg veed | ||
| min Stad du frygter, at Carthagos Borg | ||
| er dig mistænkt. Men siig mig dog hvorfor? | ||
| hvorfor saa megen Strid? Lad heller os | ||
| 120 | en evig Fred indgaae, med hielpsom Haand | |
| fremskynde Ægtepagt. Dit Ønske du | 100 | |
| har naaet: alt brænder Didos Inderste. | ||
| Kom lad os samled' og med fælles Id | ||
| beherske dette Folk: hun ægte kun | ||
| 125 | en troisk Mand, og bringe Tyrien | |
| til Brudegave ham." | ||
| Og Venus nu | ||
| vel mærkende Junonis falske Ord, | ||
| paa det Italien hun kunde skifte | ||
| med lybisk Kyst, gav hende saa til Svar: | ||
| 130 | "Hvem vilde daarligen dig nægte sligt? | |
| hvem vilde heller føre Krig med dig? | ||
| vil Lykken kun dit giorte Anlæg føie: | ||
| men Skæbnen uvis er, om Jupiter | 110 | |
| tilstæder Tyrier og Trojas Folk | ||
| 135 | at være eet, at boe i samme Stad. | |
| Du hans Gemal, du bedst udforske kan | ||
| hans Sind. Gaae du til ham, jeg følger dig." | ||
| Og kongelige Juno nu gientog: | ||
| "det være skal min Sag, nu kortelig | ||
| 140 | fornem hvorledes Tingen vi udføre vil. | |
| Æneas og usalig Dido vil | ||
| i Morgen gaae paa Jagt ved Dagens Gry, | ||
| naar første Straale lyser Jordens Rund. | ||
| Dem sender jeg en sort haglblandet Sky: | 120 | |
| 145 | mens Jagten sværmer om, mens Krattene | |
| med Næt indsluttes, styrter den paa dem, | ||
| jeg vækker Torden fra hver Himlens Kant. | ||
| Nu alle flye og Nat omgiver dem, | ||
| snart Dido og Æneas søge vil | ||
| 150 | til een og samme Hule: jeg er der, | |
| og om du gier dit Minde, knytter dem | ||
| ved varigt Ægtebaand: der vorde skal | ||
| der Brudeseng." — Ei Venus vægrede | ||
| sit Minde, smilende ad Junos List. | ||
| 155 | Imens fra Havet Morgenrøden steg, | |
| udvalgte Ungdom gaaer af Porten ud | 130 | |
| med sine Netter, jernbeslagne Spyde, | ||
| nu Ryttere og Støverhundes Flok | ||
| fremiler: ventende paa Dronningen | ||
| 160 | i hendes Forsal Rigets Stormænd staae. | |
| En Ganger stolt i Purpur og i Guld | ||
| staaer der, og gnaver Bidslet skummende. | ||
| Tilsidst hun kommer, fulgt af talrig Hob, | ||
| broderet Kaabe dækker Skuldrene, | ||
| 165 | af Guld er Koggeret, med Guld indflettet | |
| er hendes Haar, og hendes Purpurklædning | ||
| en Guldnaal fæster. Glade Julus gaaer | 140 | |
| og flere Trojer med. Æneas selv | ||
| af alle skønnest, og i Følget er. | ||
| 170 | Som naar Apoll forlader Lycia | |
| sit Vintersted, og Xanthusstrøm, og nu | ||
| besøger moderlige Delos, og 01 | ||
| indretter Chorene; naar Alterne | ||
| af malte Agathyrsers og Dryopers 02 | ||
| 175 | og Creters Sang gienlyde: naaar han selv | |
| paa Cynthi Top gaaer frem, med smidig Green | ||
| sit Haar befæster og indfletter det | ||
| med Guld, og Pile høres klingrende | ||
| ned fra hans Skuldre. — Ikke mindre rank | ||
| 180 | gik og Æneas, mindre straalende | 150 |
| var ei hans Aasyn. | ||
| Som de kommen var | ||
| til høie Bierge og veiløse Krat, | ||
| see! Vildtet styrter sig fra høie Field, | ||
| hist løber det igiennem viide Mark, | ||
| 185 | en Hær af Hiorte sees i støvet Flugt. | |
| I Dalen Julus tumler muntre Hest, | ||
| nu hiin nu denne farer han forbi, | ||
| og ønsker frem for feige Hiorte sig | ||
| et Vildsviin skummende, den gule Løve | ||
| 190 | fra Bjergene at møde. | |
| Midlertiid | ||
| det brager vældigt over hele Himlen, | 160 | |
| snart følger stærk og hagelblandet Regn. | ||
| Saa Tyrier som troisk Ungdom, og | ||
| Æneas Søn, af Frygt nu søge sig | ||
| 195 | forskælligt Skiul og Tag paa Markerne. | |
| Fra Biergene nedstyrte Floder sig. | ||
| Til samme Hule den trojanske Helt | ||
| og Dido tyer. - Et Tegn nu Tellus gav, | ||
| og Juno, Ægtestands Gudinden, gav | ||
| 200 | fra Luften Lyn, et Pagtens Vidnesbyrd, | |
| og Nymfer hylede fra Biergets Top. | ||
| Det var den første Dødens Dag; den Dag | ||
| til Didos Uheld lagde første Grund. | ||
| Nu Rang og Rygte intet meer formaaer | 170 | |
| 205 | hos hende, ikke paa sin Elskov meer | |
| hun ligger Skiul, sin Brøde Ægteskab | ||
| hun kalder, dækker den med dette Navn. | ||
| Strax Fama vandrer giennem hver en Stad | ||
| i Lybien. Ei noget Ondt gaaer frem | ||
| 210 | meer hastigt, ved sin Iil det trives meer, | |
| og ved at løbe mere Kræfter faaer: | ||
| af Frygt først liden, snart det reiser sig | ||
| i Høiden op, med Fødderne det gaaer | ||
| paa Jorden, Hovedet det løfter høit | ||
| 215 | i Skyerne. Af Jorden, Moderen, | |
| saa siges der, ved Guders Harm optændt, | ||
| hun fødtes, yngste Syster hun til Cøas | ||
| og Enceladus er: et Monster grumt | ||
| er Fama, stort, letfodet, letbevinget, | 180 | |
| 220 | saa mange Fiær paa hendes Legeme, | |
| saa mange vaagne Øine under dem, | ||
| (forunderligt) saa mange Tunger og | ||
| saa mange Munde tale, lige Tal | ||
| af Øren hun fremstrækker. Natlig Tiid | ||
| 225 | hun flyver mellem Jord og Himmel om | |
| i Mørket flagrende, ei søde Søvn | ||
| tillukker hendes Øine. Dagen hen | ||
| paa Luur hun sidder under høie Tag, | ||
| paa høie Taarne, skræmmer store Stæder, | ||
| 230 | udbreder Løgn og Sandt med samme Mund. — | |
| Nu glad, med mangehaande Tale hun | ||
| opfyldte Folket, hun berettede | ||
| det skeete og uskeete: at Æneas | 190 | |
| en Mand af troisk Slægt var kommen hid, | ||
| 235 | at skønne Dido havde værdiget | |
| med ham sig at forbinde, at de nu | ||
| i Overdaad forglemte Rigets Tarv, | ||
| hendyssede i nedrig Vellysts Favn | ||
| den lange Vinter og i Overdaad. | ||
| 240 | Saa skændig Fama talte her og der. | |
| Straks til Kong Jarbas vender hun sin Flugt, | ||
| til Harm opflammer ham med sine Ord. | ||
| Hiin var en Søn af Ammon og af Nymfen 03 | ||
| han røved', Garamantis: Jupiter | ||
| 245 | han i sit vide Rige havde bygget | |
| et hundred' Templer og et hundred' Altre, | ||
| en evig Ild ham helliget, og sat | 200 | |
| en evig Vagt, og giødet Jorden ham | ||
| med Offerblod, og prydet Dørene | ||
| 250 | med Blomsterkrandse. — Heel afsindig nu, | |
| og ved det bittre Rygte flammende, | ||
| (man siger) midt blant Alterne og midt | ||
| blant Guders Billeder han ydmyg saa | ||
| med løfted' Hænder bad til Jupiter: | ||
| 255 | "Almægtige! som maurisk Folkeslægt | |
| paa Tepper spisende nu ofrer Viin, | ||
| seer du det og? siig Fader, frygte vi | ||
| forgiæves dine Lyn, naar du dem kaster? | ||
| gaae de da blinde om blant Skyerne, | ||
| 260 | og skræmme kun og brumme uden Kraft? | 210 |
| En Qvinde som til vore Grændser kom | ||
| og byggede en liden Stad, som vi | ||
| gav Jord at pløie, Love foreskrev, | ||
| hun nu forkaste tør mit Ægteskab, | ||
| 265 | en vis Æneas hun i Riget har | |
| optaget med sit Følge, halve Mænd; | ||
| hiin anden Paris med møonisk Hue 04 | ||
| om Hagen, Haar af Vellugt dryppende, | ||
| han Byttet griber nu: hvi bringe vi | ||
| til dine Templer Gaver, prise dig | ||
| forgiæves?" - Altret holdende saadan | ||
| 270 | han bad; ham hørte den Almægtige, | 220 |
| og vendte Øinene mod Kongestaden, | ||
| og de mod Rygtet døve Elskende. | ||
| Nu talte han saaledes til Mercur: | ||
| "Gaae Søn! og kald Zephyrerne, flyv ned, | ||
| 275 | tal med Dardanernes Anfører, som | |
| nu tøver i Carthago, glemmende | ||
| det Land som Guders Løfte ham bestemte, | ||
| bring ham min Villie hastig giennem Luften. | ||
| Saaledes loved' ei den deiligste | ||
| 280 | hans Moder mig om ham, derfor hun ei | |
| to Gange frelste ham fra Grækerne; | ||
| et mægtigt krigersk Land, Italien | 230 | |
| han skulde styre, kalde frem en Slægt | ||
| af Teucrers ædle Blod, og give Love | ||
| 285 | til Jordens Kreds. Hvis ei saa store Ting, | |
| slig Ære, ham opflammer, driver ham | ||
| ei egen Roes til Arbeid, da vil dog | ||
| vel Faderen Roms Herskab ei misunde | ||
| sin Søn Askan. Hvad kan han bygge her? | ||
| 290 | hvad haaber han her blant et fiendligt Folk? | |
| at være Hoved for ausonisk Slægt, | ||
| at herske i lavinisk Land, han da | ||
| ei ændser mer? - Han seile! dette er | ||
| hvad jeg befaler, bring mit Budskab ham. | ||
| 295 | Sin store Faders Bud at lyde strax | |
| Merkur bereder sig: paa Fødderne | ||
| han spænder de bevinged' gyldne Sko, | 240 | |
| som hastig bære ham med Vindens Flugt | ||
| høit over Hav og Land. Nu tager han | ||
| 300 | sin Stav hvormed han blege Skygger kalder | |
| fra Orkus frem, og andre sender ned | ||
| til mørke Tartarus, som bringer Søvn | ||
| og røber den, og aabner Øinene | ||
| i Døden: ved dens Hielp han Vindene | ||
| 305 | adskiller, svømmer giennem taaget Sky. | |
| Nu flyver han, og skuer Toppen alt, | ||
| og steile Vægge af den haarde Atlas, | ||
| som med sin Tinding stytter Himmelen, | ||
| dens fyrrerige Hoved krandses rundt | ||
| 310 | af sorte Skyer, slaaes af Regn og Blæst, | |
| dens Skuldre dækker Snee, fra Oldingens | ||
| den gamle Hage styrter Floder sig, | 250 | |
| det gruelige Skæg er stivt af Iis. | ||
| Her først paa lige Vinger stytted' sig | ||
| 315 | den straalende Merkur, derfra med et | |
| han hovedkuls paa Bølgen sig nedlod. | ||
| Som Fuglen langsad Bredden og omkring | ||
| de fiskerige Skiær, i lave Flugt | ||
| bestryger Vandet, anderledes ei | ||
| 320 | han mellem Jord og Himmel fløi, og skar | |
| sandrige Lybien og Vindene, | ||
| og bragte frem sin Bedstefaders Bud. | ||
| Ei før berørte han med vinged' Fod | ||
| de Pøners Stad, før han Æneas saae | ||
| 325 | hist grunde Slotte, der at bygge Huse, | 260 |
| et Sværd med grønne Jaspis straalende | ||
| han bar, fra Skuldrene en Kaabe hang | ||
| af tyrisk Purpur glindsende, en Skænk | ||
| fra rige Dido, og med Guld indvirket. | ||
| 330 | Strax han tiltalte ham: "Du lægger nu | |
| Carthagos Grund, du Qvindeelsker! dig | ||
| en prægtig Stad opbygger? har du glemt | ||
| dit Rige, din Bestemmelse, dit Kald? | ||
| Han, Guders Hersker, han som Jord og Himmel | ||
| 335 | bevæger, fra det lysende Olymp | |
| mig sender, byder selv at bringe dig | ||
| igiennem Luften sin Befaling hid. | 270 | |
| Hvad bygger du? hvad Haab kan holde dig | ||
| paa lybisk Grund? kan ikke Æren af | ||
| 340 | saa store Ting bevæge dig? — hvis ei | |
| du stræbe vil for egen Roes, saa see | ||
| til din opvoxende Askanius, | ||
| din Arvings Haab, ham som Italiens | ||
| og Romernes Behersker være skal." | ||
| 345 | Da saa han havde talt, han skiftede | |
| midt i sin Tale menneskeligt Aasyn, | ||
| og svandt i tynde Luft for Øiet hen. | ||
| Ved Synet stod Æneas stum, forfærdet, | ||
| hans Haar sig reiste, Stemmen klæbede | 280 | |
| 350 | ved Ganen. Brændende han ønsker nu | |
| at flygte, flye fra dette skønne Land, | ||
| ved Guders Bud forfærdet, varslet saa. | ||
| Hvad skal han giøre? med hvad Tale skal | ||
| han nærme sig til den forelskte Dronning? | ||
| 355 | hvordan skal han begynde? - Nu hans Sind | |
| fra et til andet gaaer, nu vaklende | ||
| han snart beslutter et og snart et andet. | ||
| Tilsidst dog denne Tanke vinder Seir. | ||
| Han kalder paa Menest og paa Sergest | ||
| 360 | og paa Cleant den tapre, byder dem | |
| i Stilhed at tiltakle Flaaden, og | ||
| at samle Folkene til Stranden hen, | ||
| berede Vaaben og imidlertid | ||
| ei om Forandring ymte mindste Ord. | 290 | |
| 365 | Mens gode Dido saa uvidende, | |
| ei ventende at sligt et Elskovsbaand | ||
| nu skulde brydes, var, da vilde han | ||
| forsøge Adgang, og den bedste Tiid | ||
| at tale og at aabne sig for hende. | ||
| 370 | Strax alle glad adlød og førte ud | |
| hvad blev befalet. Listen mærkede | ||
| dog Dronningen; hvem kan bedrage vel | ||
| den elskende? hun først opdagede | ||
| hvad ville skee; i Tryghed frygtsom var. | ||
| 375 | Den samme onde Fama blæste ind | |
| den elskovsyge, "Flaaden rustes ud, | ||
| man til Afreisen giør sig færdig." Nu | ||
| hun raser sandseløs, hun sværmer om | ||
| forbittret giennem Staden: som naar Thyas 05 | ||
| 380 | ved Treaars-Festen, Bachus helliget, | 300 |
| opvækkes af Orgiernes Allarm, | ||
| og paa Cithæron reiser natlig Skrig. — 06 | ||
| Tilsidst tiltaler hun Æneas saa: | ||
| "Troløse! mig at skuffe haabed' du? | ||
| 385 | og nedrig stiæle dig ud af mit Land? | |
| kan ei min Kiærlighed, din givne Tro, | ||
| ei Dido for dig Grumme døende, | ||
| dig holde? endog midt i Vinters Tiid | ||
| blant Nordenstorme du paa Havet gaaer? | ||
| 390 | Hvad! søgte du ei fremmed Land og ei | 310 |
| ukiendte Steder, stod det gamle Troja | ||
| endnu, mon med din Flaade da du gik | ||
| til Troja over bølgerige Hav? | ||
| Er det da mig du flyer? — Ved disse Taarer, | ||
| 395 | ved din mig givne Haand (det eneste | |
| mig ulyksalige tilbage blev) | ||
| vort Ægteskab, ved vor begyndte Samliv, — | ||
| om jeg har noget godt fortient af dig, | ||
| om noget du elskværdigt hos mig fandt, | ||
| 400 | jeg beder dig hav Medynk med mit Huus | |
| det synkende; om Bønner end har Sted, | ||
| forandre da dit Sind. For din Skyld jeg | ||
| af Lybier og af Nomaders Fyrster | 320 | |
| og Tyrier nu hades. For din Skyld | ||
| 405 | forlod jeg Kydskhed og hvad ene hæved' | |
| til Himlen mig, mit fordums Rygte. Ak! | ||
| hvem overlader du mig døende, | ||
| min Giæst? thi dette Navn fra Ægtefællen | ||
| nu kun tilbage er. — Hvi tøver jeg? | ||
| 410 | indtil Pygmalion, min Broder har | |
| min Stad forstyrret? til Getuleren, | ||
| til Jarbas fører mig i Fangenskab? | ||
| Hvis du dog før din Flugt mig efterlod | ||
| et Elskovspant, hvis hos mig legede | ||
| 414 | en lille Søn som bar dit Billed' kun, | |
| jeg da ei ganske skuffet og forladt | 330 | |
| mig vilde troe." | ||
| Saa talte hun, og han | ||
| ved Gudens Varsel stiv, stod stirrende, | ||
| og giemte Sorgen i sit Hierte dybt. | ||
| 420 | Tilsidst han svarte kort: "O Dronning! aldrig | |
| jeg nægte skal, du har fortient af mig | ||
| meer end du nogen Tiid opregne kan; | ||
| at tænke paa Elisa aldrig mig | ||
| fortryde skal, mens jeg er mig bevidst, | ||
| 425 | mens Aanden styrer disse Ledemod. | |
| Kun et Par Ord for mig — ei haabed' jeg | ||
| ved Rænker denne Flugt at skiule dig, | ||
| troe det kun ei; ei har jeg nogen Tiid | ||
| en Ægtefælles Ret af dig begiært, | ||
| 430 | ei søgt sligt Forbund. Tillod Skæbnen mig | |
| at leve efter eget Velbehag | 340 | |
| og ordne mine Ting som jeg fandt godt, | ||
| da først opbyggede jeg Trojas Stad, | ||
| de kiære Levninger af mine Venner | ||
| 435 | og Priams høie Slot jeg reiste op, | |
| det overvundne Troja stod igien. — | ||
| Men nu at søge til Italien | ||
| Apoll mig byder, til Italien | ||
| vil Lycias Orakel jeg skal gaae. | ||
| Der, siger det, er Kiærlighed for mig, | ||
| 440 | der Fædreland. Om dig Carthagos Slot, | |
| om dig Phønisserinde, Synet af | ||
| en lybisk Stad indtager, vil du da | ||
| misunde Teukrerne Ausonien? | ||
| vi og har Ret at søge fremmed Land! | 350 | |
| 445 | Saa ofte Nattens vaade Skygger skiuler | |
| vor Jord, saa tidt sig gyldne Stierner reiser, | ||
| jeg seer Anchis min Fader i min Søvn, | ||
| hans mørke Aasyn skrækker mig. — Min Søn | ||
| Ascanius, den Uret som jeg giør | ||
| 450 | min elskede, forfærder mig, i det | |
| at jeg berøver ham Hesperien, | ||
| det Land som Skæbnen har bestemt for ham. | ||
| Nu kom og! sendt fra selve Jupiter | ||
| den Guders Tolk (ved begges Liv jeg sværger) | ||
| 455 | og giennem Luften bragte hastigt Bud; | |
| jeg selv i synlig Glands ham komme saae, | ||
| med disse Øren jeg fornam hans Røst. | ||
| Hold op at røre mig og dig med Klager, | 360 | |
| jeg til Italien af egen Drift | ||
| 460 | ei gaaer." — Alt længe mens han talte saa | |
| hun fravendt skued' ham, med Øinene | ||
| hun maalte ham fra Hoved indtil Fod, | ||
| og talede tilsidst forbittret saa: | ||
| "Ei en Gudinde var din Moder, ei | ||
| 465 | var Dardanus din Stammes Ophav, nei | |
| Troløse! nei, den haarde Caucasus | ||
| har avlet dig, hyrcanske Tigere | ||
| dig rakte Brysterne! hvad skiuler jeg? | ||
| hvi tier jeg, hvi venter jeg paa meer? — | ||
| 470 | har han vel sukket ved min Graad? har han | |
| vel skiftet Øiekast? randt vel en Taare? | ||
| har han viist Medynk med den Elskende? | 370 | |
| hvad skal jeg først omtale? hvilket sidst? | ||
| Ei høie Juno, Guders Fader ei | ||
| 475 | kan ligegyldig kaste Øiet hid. | |
| Er ingensteds da Tro og Tillid meer? | ||
| paa Stranden kastet, trængende, jeg ham | ||
| modtog, afsindig deelte jeg med ham | ||
| mit Rige, gav hans tabte Flaade ham, | ||
| 480 | og reddede hans Folk af Dødens Favn. | |
| Nu, jeg forgaaer af Harm! nu Apoll, | ||
| nu Lyciens Orakel, nu hidsendt | ||
| fra selve Jupiter den Guders Tolk, | ||
| ham bringer giennem Luften rædsomt Bud. | ||
| 485 | Jo det er Guders Gierning, slige Ting | |
| fortiene vel at bryde deres Ro! | ||
| Ei vil jeg sinke, ei giendrive dig, | 380 | |
| gaae! søg med Vindene Italien, | ||
| søg giennem Bølgerne et Rige dig. | ||
| 490 | Du vil, det haaber jeg, blant Klipperne, | |
| om fromme Guder noget end formaae, | ||
| din Straf nok finde, ofte vil du der | ||
| paakalde Didos Navn: med sorte Luer | ||
| fraværende jeg følger dig, og naar | ||
| 495 | den kolde Død fra Legemet min Aand | |
| har skilt, min Skygge da paa hvert et Sted | ||
| skal være hos dig, du Ugudelige | ||
| skal straffes, i det dybe Orkus skal | ||
| jeg høre det." — Her midt i Talen hun | ||
| 500 | brød af, syg gik hun til sit Hjem, | |
| unddrog sig for hans Aasyn og hans Tale, | ||
| mens tøvende af Frygt, han meget sig | 390 | |
| beredte at fremføre. — Tærnerne | ||
| nu føre hende til sin Marmorsal, | ||
| 505 | og hendes sunkne Lemmer legge hen | |
| paa Puder. | ||
| Skøndt Æneas ønskede | ||
| den klagende at trøste, og med Ord | ||
| at lindre hendes Sorg, skøndt sukkende, | ||
| af Elskov følende sit Sind nedtrykt, | ||
| 510 | den Fromme Gudernes Befaling dog | |
| udførte, og til Flaaden sig begav. — | ||
| Nu stræbe Teucrerne, og overalt | ||
| fra Bredden høie Skibe føres ud; | ||
| de tiærede paa Søen svømme alt, | ||
| 515 | til Aarer grønne Grene slæbes frem | |
| og utilhugget Eeg fra Skovene, | ||
| for Flugten at paaskynde. Flokke nu | 400 | |
| af Trojer sees fra Staden vælte ud, | ||
| som Myrerne, naar de en mægtig Hob | ||
| 520 | af Korn har plyndret, tænkende paa Vintren, | |
| og bringe hen i Huus; den sorte Hær | ||
| paa Marken gaaer og fører frem sit Rov | ||
| ad smalle Fodstie, nogle vælte frem | ||
| de store Korn med stive Skuldre, andre | ||
| 525 | fremdrive Hæren, tugte tøvende, | |
| af Slæb og Arbeid bruser hele Stien. | ||
| Hvor blev du Dido dog ved dette Syn | ||
| tilmode? hvilke Sukke steg fra dig? | ||
| da du fra høie Slot den Mylren saae | 410 | |
| 530 | ved Stranden, da for dine Øine nu | |
| med vilde Skrig oprørt du Havet saae? | ||
| O grumme Elskov! hvortil driver du | ||
| ei Dødeliges Hierter? — Atter nu | ||
| hun græder, atter hun forsøge vil | ||
| 535 | ved Bønner Kiærlighed at lokke frem, | |
| for ei at lade noget uforsøgt, | ||
| og døe forgiæves. — "Anna, sagde hun, | ||
| du seer den Hast ved Stranden, alle samles, | ||
| alt sprede Seilene mod Vinden sig, | ||
| 540 | alt krandse muntre Sømænd Speilene; | |
| hvis slig en Sorg jeg kundet see forud, | ||
| da havde jeg vel ogsaa baaret den. — | ||
| Dog Syster! giør for mig Elendige | 420 | |
| nu dette eene: dig Forræderen | ||
| 545 | især har yndet, dig fortroer sig meest, | |
| du eene kiender Mandens ømme Sted | ||
| og den beqvemme Tiid. Gaae Syster hen, | ||
| tal med den stolte Fiende bedende. — | ||
| Jeg ei med Grækerne ved Aulis svor | ||
| 550 | de Trojer at udrydde, sendte ei | |
| til Pergama en Flaade; ikke jeg | ||
| fornærmede Anchis hans Faders Aske: | ||
| hvi nægtede hans haarde Øren dog | ||
| min Tale Indgang? Ak hvor gaaer han hen? | ||
| 555 | han skænke dog mig arme elskende | |
| den sidste Bøn, han vente til sin Flugt | ||
| en gunstig Vind. Jeg ei begiærer nu | 430 | |
| det Ægteskab han brød, ei fordrer jeg | ||
| han savne skal det skønne Latium, | ||
| 560 | og ei sit Rige. Kun Opsættelse, | |
| kun uvis Tiid, kun Hvile for min Kummer | ||
| jeg søger, kun at jeg nedtrykte kan | ||
| i Skæbnen fatte mig. Det (kiære Syster | ||
| hav Medynk med mig!) er min sidste Bøn, | ||
| 565 | opnaaer jeg den, da vil jeg døe tilfreds." | |
| Saa bad hun: hendes medynksfulde Syster | ||
| frem og tilbage bragte hendes Graad; | ||
| men hiin blev ubevægelig ved Graad, | ||
| han hører intet, Skæbnen vil det ei, | ||
| 570 | hans milde Øre døves af en Gud. | 440 |
| Som Alpers Nordenvinde storme løs | ||
| mod aarig Eeg med Magt, nu hist nu her | ||
| de stride at oprykke den, det brager, | ||
| fra Toppen rystet falde Grenene | ||
| 575 | paa Jorden, Stammen staaer paa Fieldet dog, | |
| saa høit dens Tinding naaer i Luften op, | ||
| saa dybt dens Rod i Grunden sænker sig. | ||
| Ei anderledes Helten faldes an | ||
| af Bønner her og der: i ædle Bryst | ||
| 580 | han føler Smerter, Sindet bliver dog | |
| urokket, Taarer flyde dog omsonst. | ||
| Men den ulykkelige Dido nu | 450 | |
| af Ahnelser forfærdet ønsker Døden, | ||
| hun ledes ved at skue Himlens Rund. | ||
| 585 | For meer endog at styrke hendes Forsæt | |
| sit Liv at ende, seer hun, — grueligt! — | ||
| mens hun paa Altret Røgelse og Gaver | ||
| henlagde, Offervinen blive sort, | ||
| og stygt forvandle sig til levret Blod. | ||
| 590 | Det Syn hun ingen sagde, ei engang | |
| sin Syster. — Midt i hendes Marmorslot | ||
| et Tempel stod, hun havde helliget | ||
| sin første Mand, i megen Ære hun | ||
| det holdt, snehvide uldne Baand om det | ||
| 595 | og Hæderskrandse bundne var. Herfra | 460 |
| hun syntes Mandens Røst og Kald at høre, | ||
| naar Natten mørkned' Jorden. Eensom ned | ||
| fra Gavlene sang Uglen Dødningsang, | ||
| og hylede i lange Klagetoner. | ||
| 600 | Desuden mange Spaamænds fordums Ord, | |
| med skrækkelig Erindring skræmme hende: | ||
| i Søvne selv Æneas vild og barsk | ||
| staaer for den elskovsyge, altid hun | ||
| forladt sig synes, altid uden Leide | ||
| 605 | at gaae ad lange Vei, i Ørkener | |
| at søge sine Tyrier, sit Folk. | ||
| Som rasende Pentheus saae en Hær 07 | ||
| af Eumenider, og en dobbelt Soel, | ||
| og dobbelt Theben visende sig ham. | 470 | |
| 610 | Som Agamemnons Søn Orestes sees, | |
| paa Scenen jaget af sin Moder frem, | ||
| med Fakler brændende og sorte Slanger, | ||
| hævngridske Furier den flygtende | ||
| ved Døren vente. — Saa af Raserie | ||
| 615 | og Smerte overvældet, hun beslutter | |
| at døe. Hun Tiid og Maade hos sig selv | ||
| betænker, gaaer til sin nedslagne Syster, | ||
| sit Forsæt skiulende med muntert Blik | ||
| og haabefulde Smiil, hun taler saa: | ||
| 620 | "Lykønsk mig Syster, jeg har fundet Vei | |
| som enten skal mig give ham igien, | ||
| eller mig elskende fra ham adskille. | ||
| Nær Oceanets Grændse, Solens Nedgang, | ||
| det yderste af Æthiopien, | 480 | |
| 625 | hvor store Atlas dreier Himlens Pol | |
| med lyse Stierner strøet, der viistes mig | ||
| Massylernes Præstinde, Vogtersken | ||
| af Hesperiders Tempel, som til Dragen | ||
| gav Føde, pleiede de hellige Grene | ||
| 630 | paa Træet, spredende bedugget Honning | |
| og Valmue som bringer Ro og Søvn. | ||
| Ved Sange lover hun hver at befrie | ||
| fra Elskovs Magt, og fængsle hver hun vil | ||
| med Elskovssorger og dens tunge Baand, | ||
| at standse Strømme, dreie Stiernerne | ||
| 635 | tilbage, mane Døde frem om Natten; | 490 |
| hun stamper, op fra Jorden høres Brøl, | ||
| og Træer nedstyrte sig fra Biergene. — | ||
| Ved Guderne jeg sværger dig min Syster, | ||
| og ved dit elskte Liv, ugierne jeg | ||
| 640 | til Troldomskunster flyer. — Men reis du op | |
| et Baal i aaben Luft, dog hemmelig, | ||
| i Slottets Inderste, og lig derpaa | ||
| Æneas Vaaben, som den skændige | ||
| i Brudekammeret sig efterlod, | ||
| 645 | alt hvad er hans; lig oven paa det alt | |
| den Ægteseng hvori jeg fandt min Død: | ||
| at ødelægge hvert et Minde af | ||
| den nedrige, Præstinden varsled' mig." | ||
| Saa talt hun taug og blegned', — Anna dog | ||
| 650 | ei troede hendes Syster skulde tænke | 500 |
| ved disse nye Ofringer paa Selvmord, | ||
| ei vented' hun saa stor Afsindighed, | ||
| ei frygted' værre end hvad hændet var | ||
| den Gang Sichæus døde; nu hun giorde | ||
| 655 | som hende blev befalt. | |
| Men Dronningen | ||
| gaaer til det store Baal som stod opreist | ||
| i Slottets Inderste i frie Luft | ||
| af kløvet Fyr og Eeg, behænger det | ||
| med Krandse, med Cypress og Dødningløv, | ||
| 660 | hans Sværd og Klæder lægges oven paa, | |
| og Ægtesengen med hans Billed i: | ||
| vel vidste hun hvad skulde skee. Rundt om | ||
| stod Altere; med spredte Haar Præstinden | ||
| og Raab trehundred' Guder tordned' frem, 08 | ||
| og Erebus, og Chaos, Hekate | 510 | |
| Tretvillingen, Dianas Jomfruens | ||
| trefolde Ansigt. Foregivne Vand 09 | ||
| hun fra Averni Kilde spredte ud. | ||
| Saftfulde Urter majede i Maanskin | ||
| 670 | med Kobberleer, pressedes; der Melk | |
| var sorte Gift. En Knude bringer hun 10 | ||
| fra Panden reven af nyfødte Føll, | ||
| hvorved det taber Mod'rens Kierlighed. | ||
| Med Offerkager udi fromme Hænder | ||
| 675 | staaer Dido selv ved Alteret, en Fod | |
| hun blottede, og Kiolen løsnede. | ||
| Her døende hun kalder Guderne | ||
| og Stiernerne som kiende Skæbnen frem, | ||
| og om de ændse haabløs Elskende, | 520 | |
| 680 | da beder hun om Ret og deres Hielp. | |
| Nat var det, blide Søvn nu qvægede | ||
| de trætte Lemmer over Jordens Rund, | ||
| ei bruste Skoven, vilde Hav var stille, | ||
| fuldendt var Stiernernes det halve Løb, | ||
| 685 | hver Ager hvilte, Fæ og spraglet Fugl; | |
| og de som boe i klare Strøm, og de | ||
| som boe i Krattet og paa Markerne, | ||
| og glemme Sorg og Nød i tavse Nat. | ||
| Kun den ulykkelige Dido, hun | ||
| 690 | ei slumre kan, ei Bryst og Øie vil | 530 |
| modtage Nattens Ro: nei Sorger sig | ||
| fordoble, Elskov vaagner grumt igien, | ||
| og nye Vredens Flammer bølge frem. | ||
| Saa taler hun, saa tænker hun ved sig: | ||
| 695 | "hvad giør jeg da? skal jeg da vende mig | |
| til dem igien jeg før ansaae med Haan? | ||
| mig ydmyg vende til Nomaderne, | ||
| og søge Mænd jeg før foragtede? | ||
| nu søge tit afslagne Ægteskab? | ||
| 700 | skal jeg begive mig til Teucrerne | |
| og følge deres Flaade, deres Bud? | ||
| og det fordi mig vises saadan Tak, | ||
| slig Skønsomhed for min dem givne Hielp? — | ||
| Men om jeg vilde, hvem tillader det? | 540 | |
| 705 | vil deres stolte Skibe og modtage | |
| mig den forhaanede? — ak kiender du, | ||
| ak føler du ei det meenedige | ||
| det Laomendons Folk, fortabte da? | ||
| Og om de vil — skal eene paa min Flugt | ||
| 710 | jeg være jublende Matrosers Selskab? — | |
| Skal jeg, ledsaget af den hele Hær | ||
| af mine Tyrier, forfølge dem? | ||
| jeg, dem jeg knap fra Sidon ræddede 11 | ||
| paa ny til Havet drive, byde dem | ||
| 715 | paa ny at sprede Seil mod Vindene? — | |
| Nei heller Døden! den har jeg fortient, | ||
| lad Staalet giøre Ende paa min Sorg! — | ||
| Du Syster! overvunden ved min Graad, | ||
| du først nedstyrtede mig elskende | ||
| 720 | i denne Nød, i Fiendens Magt mig gav. | |
| Hvi maatte jeg dog ei i eensom Stand, | ||
| som Vildtet, drage frem uskyldigt Liv, | 550 | |
| og frie for Sorger og Bekymringer? | ||
| hvi holdt jeg ei Sichæus givne Tro?" — | ||
| 725 | Saa jamrede hun fra beklemte Bryst. | |
| Imens Æneas fast besluttet nu | ||
| at reise bort, paa høie Forstavn sov, | ||
| da alting var beredt. Nu viiste sig | ||
| for ham i Søvnen samme Gud igien, | ||
| 730 | og samme Varsel, lignende Merkur | |
| i Skabning, Farve, i det gule Haar, | ||
| i Ungdoms favre Væxt. "Gudindesøn! | ||
| kan du i din Forfatning nyde Søvn? | 560 | |
| du seer ei Faren som omgiver dig | ||
| 735 | du Daare? hører Vestenvinden ei | |
| som aander gunstig? — Hiin som er bestemt | ||
| at døe, hun pønser kun paa grusom List, | ||
| i hendes Bryst kun bølger Hævn og Harme; | ||
| du flyer ei pludselig mens hastig Flugt | ||
| 740 | staaer i din Magt? — Snart vil du Havet see | |
| oprørt ved Skibe, grumme Faklers Lys, | ||
| og Bredden kaagende i vilde Luer, | ||
| hvis Morgenrøden end dig finder her. | ||
| Saa skynd dig, tøv ei meer! foranderligt, | ||
| 745 | ustadigt altid er en Qvindes Sind." | |
| Saa talt, han blanded' sig med sorte Nat. | ||
| Ved Synet skrækket, strax Æneas sig | 570 | |
| af Søvnen reiste, vaagned' sine Folk. | ||
| "Op Brødre springer strax til Aarerne, | ||
| 750 | opløser Seilene! En Gud sendt ned | |
| fra høie Himmel byder hastig Flugt, | ||
| at kappe ilende de snoede Tauge. | ||
| See atter minder han! vi følge dig | ||
| du hellige blandt Guder, hvem du er! | ||
| 760 | dit Bud vi lyde atter jublende, | |
| hielp os, vær naadig, giør os Stiernerne | ||
| bevaagne!" — Saa han bad, sit blanke Sværd | 580 | |
| han trak af Skeden, sønderhuggede | ||
| det Taug som Skibet bandt til Landet fast. | ||
| 765 | Saa brænde alle, alle styrte frem | |
| og skynde sig fra Landet. Flaaden nu | ||
| alt skiuler Havet, kraftig Aarerne | ||
| alt reise Skum og feie vaade Blaa. | ||
| Nu spredede Aurora nye Lys | ||
| 770 | paa Jorden, Tithons safranfarved' Seng | |
| forladende. Fra Vindvet Dronningen | ||
| saae Dagen grye og Flaaden under Seil, | ||
| og Havn og Strand af Skibene forladt. | ||
| Igien og atter slog nu hendes Haand | ||
| 775 | den skønne Barm, afrev det gule Haar. | |
| "O Jupiter! saa raabte hun, saa skal | 590 | |
| hiin Fremmede gaae bort og spotte mig? | ||
| Vil ingen væbne sig? hvi styrter dog | ||
| ei hele Staden efter ham? hvorfor | ||
| 780 | sees ingen Skibe løsned' fra der Stavn? | |
| Herfrem? herfrem med Ild! klar Seilene! | ||
| grib Aarerne! — men ak! hvad siger jeg? | ||
| hvor er jeg? hvilket Vanvid griber mig? | ||
| Nu naaer den dig, ulykkelige Dido, | ||
| 785 | din onde Skæbne! — Nei — da var det Tiid | |
| at tale saa, da du ham Sceptret gav: | ||
| see hvor han holder nu sin Tro, sit Ord, | ||
| han, som man siger, tog sit Fædrelands | ||
| Penater med sig, som paa Skuldrene | ||
| 790 | sin gamle Fader bar! — Det stod til mig | |
| hans Legeme at splitte Lem fra Lem, | ||
| og sprede det i Havet! Ja hans Folk, | 600 | |
| selv hans Askan jeg kunde have dræbt | ||
| og sat til Maaltid frem for Faderen! | ||
| 795 | Var Stridens Udfald tvivlsom? — lad saa være! | |
| hvem frygted' jeg som ønsker kun at døe? | ||
| O havde jeg til Leiren Fakler bragt | ||
| og Flaaden sat i Luer! ødelagt | ||
| saa Søn som Fader og den hele Slægt, | ||
| 800 | og styrtet mig tilsidst paa deres Liig! | |
| Du Sol som alle Jordens Handlinger | ||
| oplyser med din Ild; du Juno som | ||
| forstaaer og veed min Sorg! du Hecate 12 | ||
| som hyles ud paa Landeveie og | ||
| 805 | i Stæder! — Hævngudinder! Furier! | |
| I den dødofrede Elisas Guder! | 610 | |
| Fornemmer mine Bønner, sender mig | ||
| en Gud som skaffer mig tilbørlig Hævn. | ||
| Om denne Nedrige skal Havnen naae, | ||
| 810 | er det nødvendigt at han finder Land, | |
| vil Jupiter, vil Skæbnen det saaledes, | ||
| gid Krig med vilde Folk da plage ham, | ||
| fra Grændsen drives han, han rives bort | ||
| fra sin Julus Favn, han søge Hielp, | ||
| 815 | og see kun sine lumpne Fællers Liig: | |
| og skulde ham forundes skændig Fred, | ||
| lad ham ei nyde Riget, ikke see | ||
| forønskte Lys: før Tiden falde han, | ||
| og ubegravet ligge han i Sandet. | 620 | |
| 820 | Det ønsker jeg, med denne sidste Bøn | |
| mit Blod skal flyde. — Da, o Tyrier! | ||
| hans Slægt forfølger med et evigt Had, | ||
| og bringer til min Aske denne Gave, | ||
| ei Fred, ei Forbund finde Sted med den! | ||
| 825 | En Hævner bryde frem udaf mit Blod, | |
| som følger Trojerne med Staal og Ild | ||
| nu og herefter, ved hver Leilighed, | ||
| til Lands, til Vands jeg kræver Fiendtlighed, | ||
| selv Efterkommerne skal arve den." 13 | ||
| 830 | Saa talte hun, alt overlagte hun, | 630 |
| forhadte Liv hun skyndte sig at korte. | ||
| Til Barce nu, som var Sichæi Amme, | ||
| (thi hendes egen laae begravet alt | ||
| i hendes Fædreland) hun talte kort: | ||
| 835 | "Gaae, kiære Amme, hent min Syster Anna, | |
| siig at hun haster at bestænke sig | ||
| med Flodens Vand, og bringe Qvæget hid, 14 | ||
| og Ofringerne som blev hende viiste. | ||
| Hun komme snart: du selv skiul med et Slør | ||
| 840 | de fromme Tindinger. Mit Forsæt er | |
| det Offer at fuldføre jeg beredte | ||
| til Pluto, ende saa min Sorg, og da | ||
| det Baal antænde som for Trojernes | 640 | |
| Anfører blev opreist." — Saa talte hun; | ||
| 845 | med Oldingstrin hiin skyndte sig og løb. | |
| Men Dido skælvende, forvildet stod | ||
| ved grumme Forsæt, vildt omvelted' sig | ||
| blodrøde Øine, hendes Kinder saaes | ||
| med Pletter underløbne, dirrende, | ||
| 850 | dødblege. Nu i Husets Inderste | |
| hun styrted' sig og rasende besteg | ||
| det høie Baal, fra Skeden drog hun ud | ||
| dardanisk Sværd, en Gave hun ei fik | ||
| til dette Brug. Som nu hun øinede | ||
| 855 | de Klæder som Æneas hende gav, | |
| og den bekiendte Seng, hun standsed' lidt, | ||
| og grædende paa Lejet lagde sig | ||
| med disse sidste Ord: "O Levninger | 650 | |
| saa søde før, mens Skæbnen det tillod, | ||
| 860 | modtager her mit Blod, befrier mig | |
| fra denne Sorg. Jeg levede, jeg gik | ||
| den Vei mig Skæbnen foreskrev, nu skal | ||
| mit store Billed' under Jorden gaae: | ||
| en herlig Stad jeg grundede, jeg saae | ||
| 865 | dens Mure stige, hævnede min Mand, | |
| og straffede min fiendske Broders Daad. | ||
| O lykkelig! o alt for lykkelig | ||
| jeg var, om aldrig Dardaniders Flaade | ||
| var naaet til dette Land." | ||
| Saa talte hun | ||
| 870 | og trykkede sit Ansigt ned i Sengen. | |
| "Men skal jeg døe uhævnet? — Ja jeg vil — | ||
| saadan at døe, saaledes at gaae ned | ||
| til Skyggerne, det sømmer sig for mig. | 660 | |
| Ha, gid den grumme Trojer sluge maae | ||
| 875 | med sine Øine fra det høje Hav | |
| min Offerbrand, gid Varslet om min Død | ||
| maae følge ham paa hvert et Trin han giør! | ||
| Saa talt, med et hun saaes at styrte sig | ||
| i Sværdet, Klingen skummede af Blod, | ||
| og Hænderne laae spredte. — Høje Skrig | ||
| 880 | opstod i Salene, i Staden snart | |
| bar Rygtet Tidenden om hendes Drab. | ||
| Af Sukke, Klager, Qvindehylen nu | ||
| gienlyde Husene og høie Luft. | ||
| Ei anderledes end om Fienders Hær | ||
| 885 | omstyrtede Carthagos hele Stad | |
| og gamle Tyrus, som om Flammerne | 670 | |
| vildt veltede sig over Tagene | ||
| af Menneskers og Guders Vaaninger. | ||
| Som Systeren fornam den Støi og Løben, | ||
| 890 | hun foer forskrækket op, med Neglene | |
| hun sønderrev sit Ansigt, slog sit Bryst, | ||
| løb midt i Trængslen ud og raabte paa | ||
| den Dødes Navn. "Og var der* saa min Syster *[det?] | ||
| du vilde skuffe mig? var dette hvad | ||
| 895 | mig Baal og Ild og Altere beredte? | |
| hvorover klager jeg Forladte først? | ||
| din Syster, din Veninde har du viist | ||
| Foragt i Døden! havde du mig kaldet | ||
| til samme Skæbne, samme Staal og Sting | ||
| 900 | i samme Time skulde endet os. — | |
| Og bygged' jeg med egne Hænder da | 680 | |
| det Baal, anraabte Guderne, paa det | ||
| mens du besteg det, jeg fraværende | ||
| saa grusomt skulde være? — Ak! med dig | ||
| 905 | omkom din Syster, Folket, Sidons Raad, | |
| din Stad. Kom hid med Vand, jeg hendes Saar | ||
| vil vaske, og om end et Aandedræt | ||
| fra hende kommer, vil jeg med min Mund | ||
| opfange det." — Saa talt hun steget var | ||
| 910 | paa høie Baal, sin Syster løfted' hun | |
| halvdød op til sit Bryst, og sukkende | ||
| hun vidsked' Blodet med sin Klædning af. | ||
| Hiin stræbende de matte Øine at | ||
| opløfte, segner atter, Saaret som | ||
| 915 | hun under Brystet gav sig, suser end. | |
| Tre Gange løfted' hun sig, styttende | 690 | |
| sig paa sin Arm, tre Gange sank hun ned | ||
| igien paa Sengen: nu med vilde Blik | ||
| hun søgte Himlens Lys, og sukkede | ||
| 920 | da hun det fandt. — Almægtig Juno nu | |
| medlidende med hendes lange Smerte | ||
| og haarde Død, fra Himlen sendte Iris | ||
| at frie den piinte Siæl fra Legemet. | ||
| Thi da ei Skæbnen, ei fortiente Straf | ||
| 925 | forvoldte hendes Død, men da den Arme | |
| før Tiden faldt af Raserie antændt, | ||
| saa havde Proserpina ei endnu | ||
| den gule Lok frataget hendes Isse, | ||
| og hendes Liv indviet stygisk Orkus, | ||
| 930 | Men Iris nu med safrandugged' Vinger, | |
| og tusind' Farver spraglende mod Solen, | 700 | |
| fløi ned, og over hendes Hoved stod. | ||
| "Til Pluto bringer dette jeg til Offer, | ||
| som mig befaltes, og dig løser nu | ||
| 935 | fra dette Legeme." Saa sagt, med Haanden | |
| hun Haaret skar, al Varme strax forsvandt, | ||
| og Livet spredtes hen i Vindene. |
Noter:
01 Hvor han var født af Latona. Ved Apolls Ofringer var stedse et Chor af Dandsere.
02 Agathyrser, et scytisk Folk som bemalede sig.
03 Jupiter Ammon: han blev i Cyrene dyrket i en Vædders Lignelse.
04 En lydisk eller phrygisk Prydelse.
05 Thyas, Bacchi Præstinde.
06 Et Bierg i Bæotien. Bachi Fest holdtes hver tredie Aar.
07 Pentheus, Thebens Konge, blev rasende, fordi han havde foragtet Bachus, og sønderreves af Bachanterne.
08 Alle Helvedguder, som var Skik ved cocytiske Offere. Hecate er Proserpina.
09 Dianas trefolde Ansigt; fordi Maanen har tre Forandringer.
10 Denne Knude kaldtes Hippomanes, og brugtes til Trolddom. Naar den var afreven, troedes Hoppen ikke at ville tillade Føllet at patte.
11 Da hun flygtede for sin Broder.
12 Proserpina, som med Hylen søges om Natten af hendes Moder Ceres paa Landeveie og i Stæder.
13 Det sigter til den vedvarende Fiendtlighed som siden var blant Rom og Carthago.
14 De som ofrede til de underjordiske Guder, bestænkede sig med Vand.