Aeneis.  Siette Bog.
	Indhold.
	Æneas kommer til Cuma, søger Sibyllas Hule, og raadfører sig med Apols Orakel. Han underrettes om de forestaaende Farer og Krigens Udfald. Han finder Misens Liig ved Stranden og begraver det. Ved nogle Duers Veiledning finder han den gyldne Green, plukker den, og ledes af Sibylla igiennem Averni Gab til de underjordske. Han træffer Palinur ved Styx, som, fordi han ei er bleven begravet, ei maae komme over Floden. Æneas sætter over den. Cerberus dysses i Søvn ved Urter. Reisen gaaer igiennem Børnenes Opholdsted, deres som var henrettede efter falsk Angivelse, og deres som formedelst ulykkelig Kiærlighed havde aflivet sig selv. Her finder han Dido, vil undskylde sig, men hun vender sig vredt fra ham. Derfra kommer han til berømte Krigeres Sæde, og finder den meget saarede Deiphobus. Han gaaer Tartarus paa venstre Haand forbi, og underrettes af Sibylla om de Ugudeliges Straffe, kommer derpaa til Plutos Slot, og hæfter den gyldne Green paa Porten. Nu kommer han til de Saliges Boliger og finder sin Fader. Denne opregner for ham de albanske og romerske Konger og Stormænd indtil Julius Cæsar og August. Marcellus, Octavians Søn, som døde ung, roses meget. Æneas gaaer igiennem Elfenbeensporten op til Oververdenen, og reiser til Cajeta.
	Saa talte han med Graad, og Flaaden lod
	sit Løb, og kom tilsidst til Cumas Kyst,
	euboisk Land; nu vendes Skibene,
	og stærke Ankere befæste dem,
5	og hele Stranden sees af Flaaden skiult.
	Snart fyrig Ungdom springer frem, ind paa
	hesperisk Grund. Af nogle søges den
	i Flintestenens Aarer skiulte Gnist,
	af andre Skoven, Vildtets tætte Skiul
10	udplyndres, og de fundne Kildevæld
	betegnes. Men gudfrygtige Æneas
	opsøger Borgen hvor ophøjede
	Apoll sit Sæde har; den Rædselshule
	hvor skiult vidtfrygtede Sibylla boer,	10
15	som Delos Spaamand giver høie Sind
	og Mod, og aabner det tilkommende.
	Alt var de komne til Dianas Lund
	og gyldne Tempel. Dædalus (man siger)
	fra Minos Rige flygtende, da han
20	med spredte Vinger voved' sig til Himlen,
	og paa uvante Reise styred' ned
	til kolde Nord, nedlod sig lempelig
	paa Cumas Borg. Da Fod han havde sat
	paa Jorden, helliged' han Phøbus dig
25	strax sine Vingers Roer, og byggede
	et prægtigt Tempel. Androgei Mord     01	20
	paa Porten gravet saaes, og Straffen den
	Athenienserne (o Jammer!) blev
	paalagt, syv Par af deres spæde Børn
30	at ofre aarlig Minotaurus: end
	staaer Urnen der hvor Loddene uddroges.     02
	Paa modsat Side Creta tegnet staaer
	høit over Havet; Pasiphaes Elskov,
	den rasendes, for Oxen som hun sig
35	hengav ved List, og avlede med ham
	en blandet Slægt, tvedannet Minotaurus,
	et skændigt Kaadheds Minde. Her til Sku
	stod Labyrintet, ufremkommeligt,
	hvor Dædalus, forbarmende sig over
40	Princessens store Kiærlighed, fandt Vei,
	opdaged' Listen, og de blinde Spor
	forfulgte med en Traad. Du Icarus     03	30
	og skulde fundet Plads i dette Værk,
	hvis Græmmelse ei havde hindret det:
45	to Gange prøvede din Fader paa
	dit dybe Fald at prænte udi Guld,
	to Gange sank hans Faderhænder ned.
	De skulde skuet alt med lystent Syn,
	var ei Achates kommen, og med ham
50	Deiphobe, Glauci Datter, og Apols
	og Trivias Præstinde, talende     04
	til Fyrsten saa: "Ei passer denne Tiid
	til slig en Øienlyst. Syv unge Oxer
	som aldrig Aaget drog du slagte maae,
55	og syv toaarige udsøgte Faar
	som Offerbrugen kræver." — Strax derpaa
	Æneas byder Ofringen at skee;	40
	Præstindens Røst nu samler Trojerne
	til høie Tempel. Ind i Cumas Side
60	en mægtig Aabning som en Hule var
	indhugget udi Fieldet, dertil gik
	et hundred' Porte og et hundred' Gange,
	hvorfra gienlyder hundredfoldig Røst;
	Sibyllas Svar. Da de til Templets Port
65	var kommen hen, "nu, raabte Jomfruen,
	nu er det Tiid Oraklets Svar at søge!
	seer Guden! Guden kommer." — Talende
	saaledes, skiftede hun pludselig
	sit Ansigt og sin Farve, Haaret hang
70	forstyrret, Brystet hæved' sig og sank,
	af vilde Rasen svulmer Hiertet hende,
	hun syntes større, overmennesk'lig	50
	lød hendes Røst, indblæst af Guddoms Aand,
	og i hans Samqvem. "Tøv du nu med Løfter
75	med Bønner ei Æneas du Trojaner!
	(saa talte hun) thi ellers aabnes ei
	de store Porte af det Rædselshuus."
	Hun taug. Trojanerne den kolde Skræk
	løb giennem haarde Been: men Fyrsten bad
80	af dybest Hierte: "Phøbus! du som var
	medynksom stedse ved de Trojers Nød,
	som styred' Dardanidens Paris Haand
	og Piil ind i Achills, Pelidens Krop;
	i mange Have, mangt et Land forbi
85	jeg seiled' ført af dig, Massylernes	60
	det fierne Land, med Klipper hegnet rundt,
	betraade jeg; omsider naaede jeg
	Italiens Kyster stedse flygtende.
	Slig Skæbne hidtil fulgte Trojerne.
90	Nu er det Tiid engang at skaane dem.
	I Guder, I Gudinder, alle I
	som haded' Ilium, dens store Navn,
	du og, du helligste blandt Profetinder,
	som veed det kommende, o giv os dog,
95	(ei fordrer jeg hvad ei tilkommer mig)
	giv Teucrerne at boe i Latium,
	lad deres Guder, længe flygtende,
	fordrevne, finde Ro og Bolig her.
	Da vil jeg reise Phøbus og Diana
100	et Marmortempel, og til Phøbi Navn	70
	anstille Fester. Dig Sibylla og
	skal i mit Rige store Boliger
	beskikkes: der din Lønlighed skal giemmes,
	og Skæbnens Gang som du forkynde vil
105	mit Folk optegnes: Dig du Hellige!
	udvalgte Præster jeg indvie skal.
	Kun skriv ei disse Udsagn hen paa Blade,
	at de ei blir et Spil for Vindene!
	tal selv, jeg beder!"
	Her Æneas taug.
110	Men nu Præstinden, end ei mægtig nok
	til at udholde Phøbi Nærmelse,
	i Hulen raser, som om vilde hun
	afkaste Guden fra sit trange Bryst.
	Desmere vrider hiin den barske Mund,
115	det vilde Sind han tæmmer, danner det	80
	med Magt til Gudesprog. Nu aabner sig
	de hundred' Templets Porte af sig selv,
	og Spaadomssvaret lyder giennem Luften.
	"O du som Havets Farer endelig
120	undgik, end større venter dig paa Landet.
	Dit Folk skal komme til Lavini Land,
	vær uden Sorg for det, men ønske dog
	det aldrig der var kommen: Krig jeg seer,
	en rædsom Krig, seer Tibren skummende
125	af Blod. Ei Simois, ikke Xanthusstrøm,
	ei græske Fienders Leir du savne vil.
	I Latium alt hersker en Achill,
	og en Gudindesøn som han: og hun
	de Teucrers Fiende, Juno, aldrig skal	90
130	aflade dig at plage. Hvilket Folk,
	hvad Stad skal du ei i Italien
	om Hielp anraabe i din Nød og Trang?
	Saa stort et Onde atter volde skal
	en fremmed Hustru, fremmed Giftermaal.
135	Men viig det Onde ei, gaae det imod
	meer dristig end din Skæbne dig tillader.
	Din første Frelse, hvad du mindst formoder,
	vil komme fra en grækisk Stad."
	Saaledes
	fra Templets Inderste Sibylla sang;
140	sin skrækkelige Gaade brølte hun
	i Hulen ud; det sande skiult i Mulm.
	Saa styrede Apoll den rasende,	100
	og pirrede og vakte hendes Sind.
	Da Raseriet, Mundens Vriden lidt
145	sig havde sadt, begyndte Helten saa:
	"O Jomfru! ei uventet, ikke nye
	mig kommer nogen Sorg, alt har jeg seet
	alt i mit Sind har følt og tænkt forud.
	Et beder jeg, om Porten findes her
150	til Plutos, underjordske Konges Rige,
	og mørke Pøl som gaaer til Acheron,
	at du tillader mig at nærme mig
	min kiære Fader: viis du Veien mig,	110
	aabn mig den hellige Dør. Jeg bar ham ud
155	paa mine Skuldre giennem Luerne,
	igiennem tusind' Pile midt blandt Fiender.
	Med mig han reiste over hvert et Hav,
	hver Bølgens og hver Himlens Trudsel leed
	med mig den aldrende og svage Mand!
160	meer end hans Kræfter og hans Aar tillod.
	Han bød jeg skulde ydmyg vende mig
	til dig og til din Helligdom. Forbarm,
	jeg beder dig, Velgiørende! forbarm
	dig over Søn og Fader: alt du kan:
165	ei Hecate har dig forgiæves sat
	over Averni Lunde. Kunde dog
	Orpheus kalde frem sin Hustrues Maner
	ved thracisk Cithar, ved dens søde Klang?
	afløste Pollux ved giensidig Død	120
170	sin Broder ei, og ofte Dødens Vei
	gik til og fra? — hvi skal jeg Theseus
	og store Hercules omtale? — stammer jeg
	da ei som de fra høie Jupiter?"
	Saa bad han, holdende ved Alteret.
175	Nu svarte hun: "Afkom af Guders Blod!
	Anchises Søn! o Trojer! jævn og let
	er Nedgang til Avernus, Dag og Nat
	staaer Plutos mørke Porte aabne. Men
	at gaae tilbage, vende om igien
180	til øvre Luft, det møisomt er og tungt.
	Kun faa er de retfærdig Jupiter
	saa elskte, eller som ved store Dyder	130
	til Himlen løfted' sig, kun Guders Børn
	har kundet det. — Omgiven af en Skov
185	er alt, Cocytus flyder rundt om den
	med mørke Strøm. — Men er din Lyst saa stor,
	dit Sind saa stadigt, at du svømme vil
	to Gange over stygisk Pøl, at du
	to Gange vil see sorte Tartarus,
190	og vove dig i saadan Fare, da
	fornem af mig hvad først du giøre skal.
	Der skiules under tætbeskygged' Træ
	en gylden Green med gyldne Blade og
	med smidig Riis, der siges at den er
195	den underjordske Juno helliget,
	den hele Lund omgiver den, og tæt
	indslutter Høie den i mørke Skygger.
	Ei før tillades nogen at gaae ned	140
	i Jordens Skiød, før han de gyldne Skud
200	af Træet plukket har, thi denne Skænk
	den skønne Proserpina fordrer sig
	tilbragt. Naar første Green er plukket, snart
	en anden skyder frem af samme Slags.
	Søg da med største Flid, og naar du den
205	har funden, pluk den ydmyg med din Haand:
	let følger den og villig, hvis saa er
	at Skæbnen kalder dig, hvis ikke, da
	ei nogen Magt formaaer at bryde den,
	end ei dit haarde Sværd den fælde vil.
210	Desuden ligger (ak du veed det ei)	150
	en Vens livløse Legem der og smitter
	den hele Flaade. Mens du søger det
	dig raadet blev, og her opholder dig,
	bring ham til Hvile, skiul ham i sin Grav,
215	og bring til første Ofring sorte Qvæg:
	saa vil du naae tilsidst til stygisk Lund,
	og Riget ubetraadt af Levende."
	Saa talt, hun lukkede sin Mund og taug.
	Æneas traurig med nedslagent Syn
	forlod nu Hulen, blinde Fremtids Løb
220	han overtænkte: ved hans Side gik
	hans tro Achat med liig Bekymring hen.
	De megen Tale førte mellem sig	160
	om hvilken Ven Sibylla talte vel,
	og hvem de skulde jorde. — Som de kom
225	ved Stranden, fik de Øie paa Misen,
	Æoli Søn, paa skændig Maade dræbt:
	meer ypperlig ei nogen var end han
	til med sit Horn at vække Mod og Kamp.
	Han var den store Hectors Følgesvend,
230	og lige mægtig med sit Horn og Spyd.
	Da hiin af Seireren Achilles var
	berøvet Livet, gik den tapre Helt
	iblant Dardanerens Æneas Følge;
	til ingen ringere han vilde gaae.	170
235	Men som i lystig Lune han nu foer
	paa Havet, raabte han i hule Horn,
	som for at kalde Guderne til Strid,
	og blev af avindsyge Triton greben,
	(om det kan troes) og slængt blant Klipperne
240	og Bølgers Skum. — Nu alle stod om Liget
	i vide Kreds med Klageraab, især
	den fromme Helt. Sibyllas Bud nu strax
	adlød de grædende, de kappedes
	af Træer at reise høit mod Himlen op
245	et Dødningsalter i den gamle Skov,
	i Vildtets skiulte Hiem. Nu falder Gran,
	fra Eegen lyder Øxen, Ask og Eeg	180
	til Bielker skæres, Kiler splitter den,
	fra Bierget styrtes svære Bøgetræer.
250	Æneas og til Arbeid muntrer op
	sit Folk, og villig deler det med dem.
	Med traurigt Sind han overveier alt,
	og da han seer umaalelige Skov,
	han taler saa: "O maatte ogsaa her
255	i denne store Skov den gyldne Green
	sig vise! — ak kun alt for sandt det var
	hvad Profetinden sagde om Misen!"
	Knap talte han, før tvende Duer kom	190
	fra Himlen lige for hans Øine ned,
260	og satte sig paa Græsset. Helten strax
	sin Moders Fugle kiendte, frydefuld
	han bad: "O værer Ledere, o viser mig
	ved eders Flugt igiennem Luften Vei,
	om Vei der er, til Lunden hen, hvori
265	den rige Green beskygger fede Jord!
	du og, o høie Moder, o forlad
	mig ei i denne Tvivlsomhed." — Saa talt
	han stille stod, og nøie agtede
	hvad Tegn de gav, hvorhen de vendte sig.
270	Som om de søgte Føde, fløi de kun
	saa langt som Øiet kunde følge dem.	200
	Da derfra de kom hen til Mundingen
	af stinkende Avernus, svinged' de
	sig hastig op, og derpaa sig nedlod
275	og satte sig paa det forønskte Træ,
	hvor Guldet skinnede blant Grenene.
	Som Limet* sees paa Træerne at skinne   *[misteltenen] 04A
	i Vintrens Kulde, og omgive dem
	med fremmed grønt, og fremmed Sæd at strøe,
280	og runde Stamme farve safrangult.
	Saaledes skinned' Guldet spirende
	paa mørke Eeg, saa brused' Bladene
	ved sagte Vind. Æneas griber strax	210
	den seie Green, og ivrig bryder den,
285	og til Sibyllas Huus den bringer hen.
	De Teucrer midlertid begræd Misen,
	og sidste Ære til hans Aske gav
	og sørgelige Liig. Af fede Fyr* *[fyrretræer klæbrige af harpiks]
	og splitted' Eeg de reise op et Baal,
290	med sorte Grene fletttes Siderne,
	foran Cypresser plantes, Sorgens Tegn,
	og blanke Vaaben lægges oven paa.
	I Kiedler varmes Vand, og Legemet
	det kolde, vaske de, og salve det.
295	Nu klages atter: op paa Baalet man
	henlægger det begrædte Liig, det blier	220
	bedækket med sin vante Purpurklædning.
	Hen under Baaren andre stille sig,
	(en traurig Tieneste) fravendte de
300	en Fakkel holde efter Fædres Skik.
	Alt brænder Baalet, Virak strøes derpaa
	og Spiser, og af Bægre Olie.
	Da Asken sammenfaldt og Flammen hvilte,
	man vasked' Levninger og tørre Aske
305	med Viin, og Chorineus samlede
	udi en Kobberurne Benene;
	tre Gange gik han rundt om Brødrene,
	med klare Vand og med en Oliegreen,	230
	han overstænkte dem: saaledes blev
310	de renset og med Liget Afsked tog.
	Men paa den høie Grav Æneas legger
	den Dødes Vaaben, Roer og Horn, nær ved
	det store Bierg af ham Misenus kaldt,
	og som vil evig føre dette Navn.
315	Da dette var fuldbragt, han ilede
	Sibyllas Bud at efterkomme strax.
	Dyb Hulen var, med vidt og skræksomt Gab,
	ujævnt, af sorte Pøl indsluttet, og
	af mørke Skov. Uskadt ei nogen Fugl
320	formaaede sig at svinge over den,
	saa sort en Damp udgiød den af sit Svælg:
	derfor blev dette Sted af Grækerne	240
	Avernus kaldet. Fire sorte Oxer 05
	Præstinden her fremstiller, gyder Viin
325	paa deres Pande, og udriver dem
	de lange Haar imellem Hornene,
	og kaster dem som første Offer hen
	udi den hellige Ild. Med høie Røst
	hun kalder Hecate, den mægtige
330	i Helvede og Himmel. Andre stikker
	med Knive Offerne, og samler op
	det lunkne Blod i Bægere. Æneas
	med Sværdet fælder selv et kulsort Lam,
	til Eumeniders høie Moder og     06	250
335	til hendes Syster; Proserpina dig
	en ubesprungen Koe. Til Orkus Konge     07
	beredes natlig Offer ligesaa,
	heelt legges Oxers Indvold hen paa Ilden,
	og fede Olie gydes ovenpaa.
340	Men see! knap Solen gav sit første Lys,
	før Grunden brøled' under Fødderne,
	og Skovens Toppe bruste: Hundene
	i Mulmet hylte da Gudinden kom.
	"Bort, bort Vanhellige! Præstinden raabte,
345	gaaer langt fra denne Lund! og følg du med
	og drag dit Sværd af Skeden! Nu Æneas
	behøves Mod og Hierte." Dette sagt	260
	hun voldsomt styrted' sig i aabne Hule,
	han uforfærdet fulgte hendes Spor.
350	I Guder som behersker Siælene
	og tavse Skygger! Chaos! Phlegeton!
	i Nattens tavse Egne, lader mig
	det hørte tale, at ved eders Gunst
	jeg aabenbare maae den Lønlighed
355	som ligger skiult i dybe Jord og Mulm!
	Alene gik de under Nattens Skygger
	igiennem Plutos tomme Huus og Land;
	som naar man reiser udi Skovene
	ved Maanens skuffende uvisse Lys,	270
360	naar Jupiter har Himlen giemt i Mulm
	og sorte Nat hver Farve sletter ud.
	Ved Portens Indgang, selv ved Orkus Svælg,
	sad Græmmelse og Sorrig nagende,
	og blege Sygdom, traurig Alderdom,
365	og Frygt og onde Rygter, skændig Armod,
	(for Synet rædselsfulde Skabninger)
	og Død og Sorg og Dødens Broder Søvn,
	og Ondskabs Glæder. — Paa den anden Port
	dødsvangre Krig, og Eumenidernes
370	Jernleie, og afsindig Splid, hvis Haar	280
	med blodigt Bind og Slanger flettet saaes.
	I Midten stod et mægtigt Almetræ
	med skumle Grene, vidt udbredende
	de gamle Arme: falske Drømme, siger
375	man, har der Sæde under hvert dets Blad.
	Desuden var Uhyrer mangeslags,
	og vilde Dyr i Dørene; Centaurer,     08
	tveskabte Scyller, hundredarmede
	Briareus, og grusomt hvæsende
380	lernæisk' Hydra, flammevæbnede
	Chimæra, og Gorgoner og Harpyer,     09
	og Skyggers Form med tvende Legemer.
	Æneas her paafaldt en hastig Skræk,	290
	han greb sit Sværd og Odden vendte mod
385	de kommende; hvis ei hans visere
	Ledsagerinde havde varslet ham,
	at det var Siæle uden Legeme,
	og tomme Former flyvende omkring,
	han skulde styrtet paa dem, og omsonst
390	med Sværdet hugget ind paa Skyggerne.
	Herfra til Helvedfloden Veien gik,
	til Acheron: med Mudder fyldt den kaager,
	og gylper ud fra dybe Svælg sit Sand
	ind i Cocytus. Færgemanden Charon
395	den frygtelige, vogter dette Vand
	og denne Strøm, i rædsom Skidenhed.
	Langt ned fra Hagen graat og sludsket Skiæg
	ham hænger, Øine glødende staae frem,	300
	en smudsig Klædning knyttet hænger ned
400	fra Skuldrene. Selv Baaden med en Hage
	han fæster, og regierer den med Seil,
	og Skyggerne han overfører i
	sin staalgraa Færge. Nu han Olding er,
	men rask og frisk er Gudens Alderdom.
405	Herhid ved Bredden Flokke styrte sig
	af døde Mænd og Qvinder, store Helte,
	ugifte Piger, Drenge, Ynglinge
	som i Forældres Paasyn sattes hen
	paa Baalet. — Som ved første Høstens Kuld
410	i Skoven Løvet falder, eller som	310
	fra høie Hav sig samler Fugles Hær
	paa Stranden, naar den kolde Aarets Tiid
	dem over Havet driver og til Flugt
	i varme Egne nøder. — Bedende
415	de stod, hver vilde overføres først,
	hver strakte Hænderne med Længsel mod
	modsatte Bred. Den vrantne Baadsmand tog
	nu den nu hiin, men andre holdt han langt
	tilbage. Undrende ved denne Støi
420	Æneas sagde: "siig, o Jomfru! hvad
	vil dette Sammenløb til Floden? hvad
	vil Siælene? hvad Forskiæl giøres der,
	at disse gaae fra Bredden, hine roe	320
	og feie gule Strøm?" Den Gamle saa
425	ham svarte: "O Anchises Søn, som vist
	fra Guderne nedstammer! her du seer
	Cocyti dybe Hav og stygisk Pøl:
	en Eed ved den, selv Guder frygte for
	at svigte. Viid, den hele Hob som her
430	du seer, er ussel, ubegravet. Færgemanden
	hiin Charon er, de som paa Strømmen roe
	er de begravne; ingen ham tillades
	at bringe til hiin Skrækkens Bred, ei over
	den stride Strøm, før udi Gravens Skiul
435	dens Been er lagte: hundred' Aar de gaae
	og flagre her og vanke her ved Bredden,
	da endelig tilstædes dem at naae	330
	til den forønskte Strøm." — Æneas stod
	i dybe Tanker, Medynk følte han
440	ved disses haarde Skæbne. Her han saae
	bedrøvet, sidste Ære manglende,
	Lycaspis og Oront, Anføreren
	af Lyciernes Flaade: begge blev,
	da de fra Troja gik, ved Stormens Magt
445	anfaldet, Skib og Folk i Havet slængt.
	See! ogsaa Palinur fremstiller sig,
	som nylig paa sit Løb i lybisk Hav
	mens han betragted' Stiernerne, faldt ud
	fra Speilet og i Bølgen fandt sin Død.
450	Da han i Mulmet neppe kiendte ham,	340
	han den bedrøvede tiltalte først:
	"Siig Palinur, hvad Guddom røved' dig
	fra os, og styrted' dig i Havet? Siig!
	Ei før Apoll jeg fandt bedragelig,
455	kun dette eene Svar var skuffende;
	han loved' dig en sikker Overfart
	og Landing til Italien; er det
	hans givne Ord?" — Nu Palinur gientog:
	"Ei heller Herre! Phøbi Lønlighed
460	bedrog dig, ingen Gud har druknet mig;
	thi Roret, som med Vold blev reven bort,
	i det jeg holdte det og styred' Løbet,	350
	drog hovedkulds mig ned. Jeg sværger dig
	ved Havets Brusen, ikke frygted' jeg
465	for mig, kun at dit nu forladte Skib
	berøvet Roer og Styrer, Bølgens Magt
	ei maatte staae imod. Tre kolde Nætter
	drev Vinden mig omkring paa vilde Hav,
	den fierde Morgen knap jeg øinede
470	Italien, opløftet paa en Bølge.
	Jeg efterhaanden svømmede mod Land,
	og naaede det; men Folket grusomt var,
	og som jeg tung af mine vaade Klæder,
	med kroged' Hænder ville klynge mig	360
475	paa Fieldets Kanter, de ansaae mig for
	en Røver, og med Sværdet dræbte mig.
	Nu er min Krop i Strømmen, Vindene
	ved Bredden vælte den. Jeg beder dig
	ved Himlens skønne Lys, ved Livets Luft,
480	ak i din Faders Navn, og ved det Haab
	din unge Julus giver, frie du mig,
	Uovervindelige! af min Nød,
	du ene kan, styr til Velinums Havn,
	og Jord min Krop. Om ei, hvis det er muligt,
485	hvis din Gudindemoder hielper dig,
	(og ikke troer jeg at du uden Vink
	fra Guderne betræder denne Strøm,
	og vover dig i stygisk Pøl) o ræk
	din Haand mig Arme, drag mig over Bølgen,
490	at jeg i Døden Hvile finde maae	370
	paa roligt Sted." — Saa talte Palinur,
	og Profetinden svarte ham: "Hvorfra
	et Ønske saa formasteligt? du vil
	ujordet komme over stygisk Vand,
495	og skue Eumeniders grumme Strøm?
	ubuden vil du nærme dig hiin Bred? —
	haab ei ved Bøn at bøie Guders Raad;
	men mærk min Tale, som skal trøste dig:
	ved Jertegn vakte, skal Beboerne
500	af Egnen tage op dit Liig, og det
	i alle Steder vise Ærefrygt,
	og festlig legge det i Graven ned,	380
	og Navnet Palinur til evig Tiid
	skal Stedet gives hvor du jordet blev."
505	Ved denne Tale hans Bekymring svandt,
	og Sorgen lettedes lidt efter lidt:
	nu Landet bærer Mindet af hans Navn.
	Nu de fortsatte den begyndte Vei
	og Strømmen nærmed' sig. Da Charon saae
	dem giennem tavse Skov at skride frem,
	og vende Fødderne mod Bredden hen,
510	han først tilraabte dem med haarde Ord:
	"Hvem du end er, som nærmer sig min Flod,
	siig først hvi kommer du bevæbnet hid,
	staa stille, hist du standse skal dit Skridt!
	Her Skyggers Bolig er, her Søvnen boer	390
	og Nat søvnbringende; for levende
515	er ingen Overfart i stygisk Baad.
	Ei glædede det mig at jeg modtog
	Alcides, Theseus og Perithous
	her i mit Vand, skøndt de af Gudeslægt
	og aldrig overvundne Helte var.
520	Hiin vilde legge Helvedvogteren     10
	i Lænker, og fra Kongens Throne selv
	fremdrog den skælvende. De andre to
	forsøgte endog paa at føre bort
	fra Brudesengen Helveddronningen."     11
525	Ham svarte kort Apollos Profetinde:
	"Vær rolig kun, her tænkes ei paa Svig,
	ei bringe disse Vaaben nogen Vold.	400
	For os hiin store Vægter evig maae
	ved Hulen skræmme Skyggerne og giøe,
530	og kydske Proserpina rolig boe
	udi i sin Farbroers Huus. Her Trojeren
	Æneas, stor ved Tapperhed og Fromhed,
	nedstiger giennem mørke Erebus,
	at see sin Fader. Hvis saa megen Dyd
535	ei rører dig, da see paa denne Green."
	Nu tog hun Grenen under Kiolen frem:
	strax barske Vrede sank i Charons Aasyn,
	beundrende han saae den høie Skænk,
	den Green ei seet af ham i mange Aar.
540	Sin sorte Baad han vender, nærmer sig	410
	til Bredden. Andre Siæle han forjog
	alt siddende paa Bænkene i Rad,
	og Plads i Baaden giorde, og modtog
	den vægtige Æneas: under Byrden
545	det møre Fartøi sukker, Vandet gaaer
	fra mange Sprækker ind. Omsider han
	sat Mand og Profetinde sikker hen
	i stygge Mudder og det grønne Siv.
	Med trefold Kiæft den store Cerberus
550	nu giøde giennem Orkus, liggende
	hiinsides strakt i Hulen gyselig.
	Da Profetinden saae hans Slangehaar
	alt reise sig om Halsen, slængte hun
	en Honningkage til ham krydret stærkt	420
555	med Urter dyssende i Søvn. Hiin strax
	den snapped', aabnende trefolde Flab,
	og strakte hen ad Jorden lange Krop,
	hvormed han fyldte hele Hvelvingen.
	Som Vogteren nu sov, Æneas gik
560	uhindret, og unddrog sig snart den Strøm,
	hvor ingen er tilladt at gaae tilbage.
	Her hørtes mange Stemmer, megen Graad
	af Børnesiæle nærmest første Port:
	en Uheldsdag rev de uskyldige
565	fra Moderbryst og unge Liv. Næst ved
	var de som uden Skyld til Døden dømtes;
	dog blev ei uden Dommer, uden Lod	430
	der Sted bestemt: thi Minos, Dommeren
	sin Urne ryster, tavse Skygger han
570	til Raadet kalder, undersøger saa
	det førte Liv og de begangne Feil.
	Næst derved stædes de bedrøvede
	som uden Skyld aflivede sig selv,
	og skyede Lyset som var dem forhadt:
575	hvor vilde de ei nu langt hellere
	fordrage Armod, Sorg i øvre Luft!
	men Skæbnen hindrer det, den stygge Pøl
	uoverkommelig, og Styx som slynger sig
	ni Gange om den, ei tillader det.	440
580	Ei langt derfra sig spreder vidt og bredt
	hiin Sorgens Mark: saaledes kaldes den.
	De som ved grumme Elskovs lumske Gift
	hentæredes, i Dale skiule sig
	af Myrter hegnede, ei glemme de
585	der Sorg i Døden selv. Her Phødra er,     12
	og Procris; Euriphyle sorrigfuld
	end viser Saaret fra sin grumme Søn,
	Evadne, Pasiphae, Laodania
	og Coeneus, før Yngling, Qvinde nu,
590	nu atter omskabt i sin gamle Form.
	Blant disse Dido vankede omkring	450
	udi den store Skov, med Saaret som
	hun nys sig gav. Da Trojerhelten saae
	og kiendte hende i den mørke Skygge,
595	(saa seer man Maanen i sit første Skin
	opstaae igiennem Taagen) blev han rørt,
	en Taare faldt, med ømme Kierlighed
	han saa tiltalte hende: "Arme Dido!
	saa var desværre dog det Rygte sandt,
600	at du med Sværdet havde endt dit Liv!
	ak jeg din Død forvoldte, men jeg sværger
	ved Stiernerne, ved Guderne, om Tro
	her under Jorden er, uvillig jeg
	forlod dit Rige: Guders Bud mig tvang	460
605	den Gang, som nu det byder mig at gaae
	blant Skyggerne, til dette Rædsels Sted,
	i mørke Nat. Jeg aldrig havde troet
	min Bortgang skuldet smerte dig saa dybt.
	Staae stille! ak! unddrag dig ei mit Syn!
610	hvem flyer du? dette er den sidste Gang
	at Skæbnen taaler jeg tiltaler dig."
	Saadan Æneas, Øiet fyldt med Graad
	formildende tiltalte Dronningen,
	hvis Aasyn gnistrede af Harm og Vrede.
615	Hun fravendt vendte Øinene nedad,
	ei mere blev hun ved hans Tale rørt,	470
	end haarde Kampesteen, end parisk Marmor;
	tilsidst hun rev sig bort og flygtede
	med fiendtligt Sind til Lundens Skygger hen,
620	hvor hendes første Mand Sichæus var,
	og kiærligen tog Deel i hendes Sorg.
	Alligevel Æneas bøies dybt
	af hendes Uheld, og den flygtende
	med Graad og Medynk længe efterfølger.
625	Derfra fortsatte han sin Reise, og
	til fiernest Mark kom hen, hvor Helte sig
	og store Krigere opholdt. Her fandt
	han Tydeus, Parthenopeus saa
	berømt i Vaaben, og Adrastes Skygge.	480
630	Her mange Trojer, som i Krigen faldt,
	begrædt i Oververdnen, mødte ham,
	i lange Rad han saae og kiendte hver.
	Bedrøvet saae han Glaucus og Medont,
	Thersilochus, de tre Antenors Sønner,
	og Polybetes, Ceres Præst, Idæus     13
635	som Vogn og Vaaben vogter paa endnu.
	Til høire og til venstre Siælene
	omgav ham flokkeviis: een Gang at see ham
	var dem ei nok, de vilde omgaaes ham
	og vandre med ham, og erfare hvi
640	han kom herhid. Men Agamemnons Hær
	og Grækers Øverste ved Mandens Syn,	490
	og ved hans Vaaben glimrende i Mulmet,
	stod skælvende af Frygt. En Deel mod ham
	henvendte Ryggen, som de flygtede
645	tilforn til deres Skibe: andre prøvede
	der svage Stemme at opløfte, men
	forsøgte Raab i Struben udeblev.
	Her han Deiphobus saae, Kong Priams Søn,
	med grusomt sønderrevet Legeme,
650	saa var hans Ansigt, saa var begge Hænder,
	hans Øren var afrevne, skændigen
	hans Næse var lemlæstet. Neppe han
	den skælvende gienkendte, skiulende
	de dybe Saar. "Deiphobus, sagde han,
655	du tapre, af saa ædelt teucrisk Blod,	500
	hvem har saa grusomt vildet straffe dig?
	hvem har paa dig forgrebet sig saa grovt?
	Om Natten, ved de Grækers Nederlag
	jeg hørte du var falden mat og træt,
660	og henlagt, blandet med de Slagnes Hob.
	Jeg selv opreiste ved Rhoeteas Bred
	en ledig Gravhøj dig, og kaldte høit
	tre Gange dine Maner; dine Vaaben,
	dit Navn fik Stedet, men dig selv min Ven
	jeg ikke kunde see, ei legge dig
665	da jeg gik bort i fædrelandske Jord."
	Ham svarte Priams Søn: "Slet intet Ven
	har du forsømt, min Skygge viiste du	510
	hver Venskabspligt. Mit Uheld ene var
	Helenas skændige Bedragerie,
670	Hun styrtet mig i dette Uheldssvælg,
	hun efterlod mig dette Mindestegn.
	Thi da for os i Troja sidste Nat
	i falske Glæder svundet var, du veed det,
	og huske vil du det kun alt for vel:
675	da den Ulykkens Hest fik giort sit Spring
	til Trojas Slot, og af sin svangre Bug
	udøste Krigsfolk, da anstilte hun
	sig som hun vilde feire Bachi Fest,
	og til Orgierne hun med sig drog
680	Trojanerqvinder; lyse Fakkel selv
	hun bar, og kaldte Grækerne ved dette Tegn
	fra Slottet hid. Af Sorg udmattet og	520
	af Søvn betynget, laae jeg dysset ned
	i den ulykkelige Ægteseng,
685	i sødest Ro som Døden lignede.
	Min ypperlige Hustru rydder da
	hvert Vaaben udaf Kammerne, og drog
	fra Hovedet mig mit trofaste Sværd.
	Nu kaldte hun paa Menelaus, og
690	ham Porten aabned'. Derved haabed' hun
	at giøre Elskeren en vigtig Skiænk
	og slukke Rygtet om sin fordums Brøde.
	Kort, jeg i Sengen overfaldes, han
	al Skændselsstifteren Ulyss var med.
695	I Guder, hævner mig paa Grækerne,
	saa vist jeg ydmyg fordrer deres Straf. —
	Men siig hvorlunde kommer levende	530
	du her til os? drev Havets vilde Storm,
	drev Guders Bud? hvad Skæbne nødte dig,
700	at du besøgte dette skumle Sted,
	og denne Sorgens solforladte Egn?"
	Ved disse Samqvem havde alt Aurora
	med rosenfarvet Vogn sit halve Løb
	paa Himlens Bue endt, og derved var
705	maaskee den hele Tiid som blev tilstædet
	forløben, havde ei Sibylla talt:
	"Æneas! Natten endes, vi med Graad
	tilbringe Tiden; her er Stedet hvor	540
	til tvende Sider Veien deler sig,
710	mod høire gaaer den hen til Plutos Slot
	og til Elysium, hvorhen vi skal,
	den venstre gaaer til grumme Tartarus,
	de Ondes Straffested."
	Deiphobus svarte: "Store Profetinde!
	o vredes ei, jeg gaaer, jeg blive skal
715	den mig bestemte Tiid blant Skyggerne;
	gaae du vor Ziir, og nyd en bedre Skæbne!"
	Saa sagt, han vendte sig, og strax gik bort.
	Æneas hastig saa sig om, og saae
	hen under venstre Field en mægtig Borg
720	med trefold Muur omgiven, hegnet af
	en rivende og stridig Flammestrøm,
	af Helveds Phlegeton som bruser frem	550
	mod Klipperne. Uhyre Port der staaer
	med Demantpillere, ei Menneske
725	ei Himmelboer selv, formaaer med Staal
	at bryde den. I Luften hæver sig
	et Taarn af Jern, der sidder Tisiphone
	med lange blodig Kaabe skørtet op.
	Hun vogter Døren vaagen Nat og Dag.
730	Her hørtes Sukke, grumme Pidskehug,
	og Jernets Klang, og slæbte Lænkers Raslen.
	Æneas stod forfærdet lyttende:
	"Siig mig, o Jomfru! hvad Forbrydelser
	er her? hvorledes straffes de? hvad er	560
735	det for en Jammerskrig som spreder sig?"
	Hun svarte: Teucrers store Leder du!
	ei nogen dydig det tillades at
	gaae ind af Lasters Port. Men mig,
	den Tiid da Hecate betroede mig
740	Averni Lund til Opsyn, lærte hun
	de Straffe som af Guderne paalegges,
	og førte allevegne mig omkring.
	Hiin Dommer, Radamant fra Creta er
	den strengeste, han dømmer, forsker ud
745	hver Last, han tvinger til Bekiendelse
	af alt hvad som i Oververdenen
	bedreves, og som daarligt troedes skiult,
	og hvis Forsoning af Forbryderen
	blev opsat indtil sidste Aandedræt.
750	Her Tisiphone, Hævnerinden staaer
	med Pidsken altiid færdig, haanende	570
	og huggende de skyldige, dertil
	hun svinger i sin venstre truende
	de stygge Slanger, og fremkalder høit
755	sin grumme Søsterhær." — Nu aabner endelig
	med grusom Knagen sig den Helvedport.
	"Du seer, saa sagde hun, hvad Vogterske
	ved Døren sidder, hvad Vanskabning der     14
	forsvarer den! End Hydra grummere,
760	halvhundred' sorte gyselige Gab,
	hun fra sin indre Vaaning strækker frem.
	Selv Tartarus i steile Dyb saa vidt
	med dobbelt Munding hen i Mulmet gaaer,
	som op i Himlens Høide sees Olymp.
765	Her Titans Sønner, Jordens gamle Slægt,
	lynslagne vælte sig i Helveddyb.
	Her Tvillingbrødrene, Aloi Sønner,
	de gyselige Kæmper viistes mig;
	de vilde storme Himlen, Jupiter
770	de vovede at styrte fra sit Rige.
	Den grumme Straf Salmoneus leed jeg saae:
	da Jovis Lyn og Torden fra Olymp
	han vilde efterabe, kiørte han
	med fire Heste, rystende en Fakkel
775	igiennem græske Folk og Elis Stad
	i stolt Triumf, og Guders Ære han
	for sig begiærte. Taablig troede han
	at forestille Stormen, Tordenen,
	og det uefterlignelige Lyn,	590
780	med Kobberhiul, med hornehovet Trampen.
	Men Himlens Fader kastede sin Piil
	(det ingen Fakkel, ingen Lunte var)
	igiennem tykke Skyer paa ham ned,
	og hovedkulds i Svælget styrted' ham. —
785	Der var og Tityon, som fødtes af
	den alles Moder Jorden, han hvis Krop
	ni Agres Længde strækker sig; en Høg
	uhyre, hakker med sit krumme Næb
	hans uforgængelige Lever, æder
790	hans Indvold evig voxende til Straf,
	og huser i hans Bryst; ei mindste Ro	600
	den nye Tilvæxt faaer. — Her viistes mig
	Thessalerfolket, Ixion med Søn
	Perithous: en Klippe sort og fæl
795	dem truer med sit Fald hvert Øieblik,
	og paa den faldne følger snart en anden,
	den første ganske liig. For deres Syn
	staaer gyldne Borde, lystige at see,
	for deres Mund et Maaltid staaer beredt
800	med Kongepragt: den største Furie
	ved Bordet sidder, hun tillader ei
	at røre noget; strax hun reiser sig
	og svinger Faklen med et Tordenskrig.
	Her findes de som levede i Had
805	med Brødrene, som deres Fædre slog,
	som deres Myndlinge bedrog, hvis Id
	var kun at rue over samlet Skat,	610
	og ei meddeelte Næsten mindste Deel.
	(Det var den største Hob.) De som i Hoer
810	blev dræbte; som ulovlig Vaaben førte,
	som viiste Utroskab mod deres Herrer,
	i Fængslet vente her paa deres Løn.
	Søg ei at vide hvilken Straf, hvad Lod
	de maae udholde! Nogle vælte frem
815	en vældig Steen, paa Hiul er andre spændte;
	han sidder, den ulykkelige Theseus,     15
	og evig sidde vil: den arme Phlegyas
	formaner alle og med høie Røst
	igiennem Mulmet raaber: lærer, ak!
820	af mit Exempel her, at giøre Ret	620
	og ei at ringeagte Guderne.
	For Guld han havde solgt sit Fædreland,
	og givet det for en Tyran til Priis,
825	for Skænk han Love gav og hæved' dem,
	han voldelig besteg sin Datters Seng,
	og leved' i forbudent Ægteskab. —
	Kort alle pønsede paa skændig Daad,
	og skændig Daad udførte. Havde jeg
830	end hundred' Tunger, hundred' Munde, og
	en Røst som Jern, jeg dog formaaede ei
	at regne op hver Last og hver en Straf."
	Saa talte Phøbi aldrende Præstinde:
	"men nu, hun sagde, nu forfølg din Vei,
835	udfør nu dit begyndte Ærinde,
	kom lad os skynde os. Hist seer jeg alt
	de Mure smedded' i Cyclopers Værksted,	630
	og Portene hiinsides Hvelvingen,
	hvor det befaltes at aflægge Gaven."
840	Derpaa de begge gik ad mørke Vei
	igiennem Middelrummet, og nu var
	de nær ved Porten. Ind Æneas gaaer,
	bestænker sig med rene Vand, og da
	han fæster Grenen paa den indre Dør.
845	Som nu bestemte Gave given var
	Gudinden, kom de hen til Glædens Land,
	de yndig grønne lykkelige Skove
	og Salighedens Boliger. En Luft
	meer reen og qvægende han aander her,
850	et Purpurskiær beklæder Markerne,	640
	her egen Sol og egne Stierner er.
	Endeel paa Græsset øver Lemmerne
	i Veddeløb og Leeg, og Bryden paa
	den gule Sand: med Foden andre staaer
855	i Dandsen og udtoner Sangene.
	Iført sin lange Kiortel synger her
	den traciske Orpheus spillende
	paa syvbestrænget Lyra, klimpende
	med Fingre snart, snart med en Elfenpind. —
860	Her lever Teucrers ædle gamle Slægt,
	de stolte Helte fra den bedre Tiid,
	Assaracus og Ilus, Dardanus,	650
	hiin Trojas Stifter. Undrende Æneas
	seer Mænd'nes tomme Vogne, Vaaben fiernt,
865	i Jorden stukket ned staaer Spydene,
	og Heste græsse frit paa Marken rundt:
	den Lyst de havde mens de levede
	i Vogne, Vaaben og i Hestes Pleie,
	de følger dem endnu i nedre Land. —
870	Han andre seer til høire og til venstre
	paa Græsset holde Maaltiid, syngende
	i Glædeschor til Pæan, aandende
	i Laurbærskoven Vellugt: ovenfra
	nedstrømmer Eridanus giennem Skoven.
875	Her saae han Mængder som i ædel Strid
	for Fædrelandet faldt, og Præster som	660
	i Kydskhed Livet giennemvandrede,
	og fromme Digtere som værdig sang
	hvad Phøbus dem indgav; dem som opfandt
	og dyrked' Kunster Livet gavnende,
880	dem som et hædret Navn sig efterlod:
	de alle bar et sneehvidt Tindingbaand.
	Til disse som sig havde samlet rundt,
	især Musæus, thi blant Hoben han     16
	med høie Skuldre stod og rakte frem,
885	Sibylla talte saa: "O siger mig,
	I Salige, og du den ypperste
	blant Digterne, i hvilken Egn, hvad Sted
	skal vi Anchises finde? for hans Skyld	670
	vi kom, og svømmed' over Erebus
890	de store Strømme." — Helten svarte kort:
	"Ei nogen har sit visse Opholdssted;
	i skyggefulde Lund, ved bløde Bred,
	paa kildevædet Eng vor Bolig er.
	Men om det eders Hiertes Ønske er,
895	da lader os bestige denne Høi,
	og let jeg viser eder rette Vei."
	Saa sagt han gik foran, og viste dem
	den blomsterstrøede Mark, og nu de steeg
	fra Høiens Top.
	Men Faderen Anchises
900	betragtede der Siælene som var
	indsluttede i grønne Dal, som skulde	680
	til Oververdnen gaae; sin hele Slægt
	og kiære Efterkommere han saae.
	Der Skæbne, deres Lykke, deres Sæder
905	og Daad han overlagte. Da han saae
	Æneas over Marken kommende,
	han munter strakte Hænderne mod ham,
	og saa tiltalte ham med Glædestaarer:
	"Saa kom du endelig! saa overvandt
910	din vante Fromhed Reisens Møie dog!
	saa skuer jeg dit Ansigt da min Søn!
	saa hører jeg din Røst og svarer den!
	Jeg længe vented' dig, og Timerne	690
	jeg talte: o mit Haab mig ei bedrog.
915	Fra hvilke Lande, hvilke Have seer
	jeg her min Søn? hvad Farer prøved' du?
	hvor frygtede jeg for at noget ondt
	i lydisk Rige skulde hændes dig?"
	Og hiin: "Din Skygge, kiære Fader, som
920	saa tidt bedrøvet for mig stod, mig drev
	til dette Sted. Nu i tyrhenisk Hav
	min Flaade staaer: giv mig din høire Haand,
	unddrag dig Fader ei mit Favnetag."
	Saa talte han, og Graaden strømmede
925	ned af hans Kinder. Trende Gange prøved
	han Armene at slynge om hans Hals,	700
	tre Gange svandt forgiæves Billedet
	bort fra hans Hænders Tryk, som lette Vind,
	som flygtig Drøm.
	Imidlertid beseer
930	Æneas i en Dal fraliggende
	en særskilt Lund og Buske brusende,
	og Hvilens Bolig som omsvømmedes
	af Lethestrømmen. Her utallige
	af Folk og Nationer sværmede.
935	Som Bierne paa klare Sommerdag
	paa Blomster af forskællig Farve og
	paa hvide Lilier sig klynge hen,
	saa summede og alt paa Marken her.
	Æneas studser ved uvante Syn,	710
940	dets Aarsag forsker, hvad de Floder er
	og hvad de Mænd som saa i Hobetal
	dets Bredder fylde. Faderen gientog:
	"Det er de Siæle Skæbnen har bestemt
	nye Legemer; ved Lethes sikre Væld
945	de drikke her en lang Forglemmelse.
	Alt længe ønsked' jeg at vise dig,
	og at opregne dig min Efterslægt,
	at du desmere maatte glædes ved
	Italien, som endelig du fandt."
950	"O Fader! mon det ogsaa troligt er,
	at ædle Siæle skulde gaae herfra
	til Oververdenen, tage paa igien	720
	de tunge Legemer? hvad daarlig Lyst [dårlig lyst til= tvivlsom fordel af]
	har disse Usle dog til Solens Lys?"   [disse Usle = de arme stakler]
955	"Det vil jeg sige dig, gientog Anchis,
	ei noget vil jeg holde skiult for dig;"
	og nu han alting aabenbarer ham.
	"Fra først af nærer Sol og Jord og Hav
	og Maanens lyse Rund og Stiernerne,
960	en indre Aand, igiennem hver en Lem
	den rører Massen, og sig blander med
	det store Legeme. Derfra hidstamme
	saa Mennesker som Dyr, og Fuglene,
	og hvad Uhyrer boe i blanke Hav.	730
965	En Ildkraft boer hos dem, en himlisk Sæd,
	saa vidt som Kroppens Vægt ei tynger den,
	og dødelige Lemmer sløve den,
	og Ledemoder som en Gang skal døe;
	derfor de føle Frygt, Begiærlighed
[970]	og Sorg og Glæde. Himlen see de ei,
970	i Mulm og mørke Fængsel indelukte.
	Ja svinder Livet end med sidste Dag,
	forlader dog alt Ondt de arme ei,
	er hver en Legems Smitte fuldelig:
	Nødvendigt er det at saa mangen Feil,
975	ved Vanen indgroet, klæbe maae ved dem.
	Derfor de lide Straffe, bøde for
	de gamle Synder. Nogle hænges op	740
	udspredt for Vindene; i dybe Strøm
	afvaskes andres Skændsel, eller og
980	den brændes ud ved Ilden. Hver af os     17
	sin Plage taale maae. Derfra vi sendes
	hen til Elysium, dog faa beboe
	de glade Egne, inden lange Tiid
	og mange Dage har befriet dem
985	fra medfødt Brøde, renset fuldelig
	det Himlens Sind, den fine Guddoms Gnist.
	De alle efter tusind' rundne Aar,
	i store Skarer hen til Lethes Strøm
	af Guden kaldes, at de nu igien,
990	ei meer erindrende der fordums Liv,	750
	skal ønske Oververdnens Lys at see,
	og atter gaae i andre Legemer."
	Saa sagt, Anchises, Sønnen og Sibylla
	midt i den støiende Forsamling gik,
995	besteg en Høi, hvorfra i lange Rad
	de kunde kiende alle kommende,
	og deres Ansigtstræk. "Nu kiære see!
	hvad Hæder pryde skal Dardaners Slægt!
	hvad ædle Siæle i Italien
1000	skal leve, og skal bære vores Navn:
	alt vil jeg sige dig hvad hændes skal.
	Hiin Yngling, seer du som sig stytter paa	760
	det blanke Spyd, hans Lod er nærmest til
	at skue Lyset; af italisk Blod
1005	han vil nedstamme, og han Sylvius
	vil kaldes, et albanisk Navn, han er
	af dine Børn den sidste, og han seer
	ei Dagen før din Død: Lavinia
	din Hustru vil ham sildig føde dig,
1010	en Konge hun opdrage vil i Skoven,
	og Kongers Stammefader. Fra ham skal
	vort Afkom herske i det lange Alba.
	Ham nærmest Procas er, Trojaners Siir,
	og Capys, Numitor, og han som skal
1015	dit Navn optage, Sylvius Æneas,
	i Fromhed som i Vaaben ypperlig,	770
	om han end aldrig Konge bleven var.
	See hvilke Ynglinge! hvad Kraft de har,
	en Borgerkrands af Eegeløv beskygger
1020	der Tinding: de Nomentum bygge vil,
	Fidene, Gabium, de reise vil
	paa Biergene de collatinske Borge,
	Pometos Mure og Innui Slot,
	Bola og Cara: saa de kaldes vil,
1025	endnu har disse Stæder intet Navn.
	Den tapre Romulus vil følge med
	sin Bedstefader, han vil fødes af
	sin Moder Ilia, som stammer ned
	af Assaraci Slægt: seer du hvordan
1030	to Fiæderbuske paa hans Isse staae!
	og hvor hans Fader Mars alt hædrer ham
	med Guders Ære! — See! ved ham min Søn	780
	det store Rom vil Jordens Herskab faae,
	hans Sind Olympens Guder ligne skal:
1035	syv Borge med en Muur skal hegne det,
	det blier lyksaligt ved en Helteslægt
	Som disses Moder Berecynthia,     18
	der kiører i sin Vogn med taarnet Hoved
	igiennem Phrygiens Stæder, glædende
1040	sig ved en talriig Helteslægt og ved
	at tælle hundred' Børnebørn, som alle
	er Himmelboere af første Rang.
	Nu vend dit Øie hist, og see hiint Folk,
	see dine Romere: her Cæsar er,
1045	her Juli hele Slægt, som engang skal
	fremkomme under Himlens store Axe.	790
	Her Manden er, her den som dig saa tidt
	blev lovet, her Augustus Cæsar er,
	af Gudeslægt, den gyldne Alder han
1050	tilbage bringe vil til Latium,
	hvori Saturnus fordum Zeptret bar.
	Hen over Garamant og Indien
	hans Herskab naaer, hen over Stiernekredsen,     19
	hen over Aarets, over Solens Vei,
1055	hvor store Atlas, Himmelbæreren,
	paa sine Skuldre vrider Axen som
	af Stierner funkler. For hans Ankomst nu     20
	alt skælver caspisk og moeotisk Rige,
	ved Guders Svar forfærdet; Nilens syv
1060	oprørte Mundinger at bæve sees.	800
	Ei selve Alcides vandt saa meget Land,
	skøndt han nedlagde kobberføddet Hind,
	og Erymanthi Skove rensede,
	og med sin Bue Lerna skælve bød.
1065	Ei heller Bachus Seireren som kiørte
	med Tømmer af Viinranker sine Tigre
	fra Nysas Top. — Og er der mindste Tvivl
	at Tapperhed end meer udrette kan?
	mon Frygt skal hindre os at fæste Fod
1070	i Latium? — Hvem er da hiin som staaer
	med Oliegreen og bærer Offerkar?
	Roms Konge kiender jeg paa Haarene     21
	og paa det sølvgtraa Skæg; han Staden først
	ved Love grunde skal, fra liden Cura     22	810
1075	et fattigt Land, til mægtigt Rige han
	skal komme. Den som efterfølger ham
	skal bryde Fædrelandets Ro, hiin Tullus     23
	skal kalde ledig Mand til Vaabenlyd,
	uvante Hære til Triumfer frem.
1080	Næst ham fremtræder Ancus stoltere,     24
	for meget stolende paa Folkets Gunst.
	Vil du og de tarquinske Konger see,
	og Brutus, Hævnerens den stolte Siæl,
	og Fascernes gienvundne Værdighed?     25
1085	Han først skal Consulsmagt og grumme Øxe
	modtage: som uheldig Fader, han
	skal drage egne Sønner, pønsende	820
	paa Oprør, til at lide Løvens Straf,
	for at haandhæve vundne ædle Frihed.
1090	Hvordan end Efterkommerne vil dømme
	den Gierning, Fædrelandets Kiærlighed,
	ugrændset Lyst til Roes skal seire dog. —
	See Decierne hist og Druserne,     26
	Torquatus der med blodig Øxe see,
1095	og see Camillus Faner bærende. —
	De to i lige Rustning glimrende,
	nu eenige mens Nat omgiver dem,
	ak hvilke Krige, hvilket Nederlag
	vil de opvække naar de Lyset naae.
1100	Fra Alperne og fra Monækus Slot     27	830
	nedstiger Svigerfaderen, mod ham
	fra Østen Svigersønnen reiser sig.     28
	O sætter eders Sind ei saa paa Krig,
	I Børn! o vender eders stærke Magt
1105	dog ei mod Fædrelandets Indvold! Du
	især, som stammer fra Olymp, o skaan,     29
	kast Spydet fra din Haand, min kiære Søn! —
	Hiin fra Corinth vil komme i Triumf,     30
	og til det høie Capitolium
1110	som Seirer over Græker kiøre vil:
	han Argos vil forstyrre, selv Mycene
	før Agamemnons Stad; Kong Pyrhus selv,
	som stammer fra almægtige Achill,
	han tvinger, hævner Trojas Fædre saa,
1115	og Pallas Templer som vanæredes.     31	840
	Hvem kan dig store Cato, Cossus dig
	gaae tavs forbi? og dig du Grachers Slægt,
	og jer I Scipioner, Krigens Lyn,
	Carthagos Fald? i Ringhed mægtige
1120	Fabricius? Saaemanden, dig Serranus?     32
	hvor drage I mig hen, I Fabier?
	Du eene Maximus! ved Tøven skal     33
	opreise vores Stat. Lad andre kun
	med mere Liv og Fiinhed Kobberet
1125	uddanne, lad dem hugge Marmoret
	til Billeder, som om det levede;
	lad dem for Retten føre Sager bedre,	850
	lad dem med Streger tegne Himlens Kreds
	og Stierners Opgang; dig o Romer det
	paaligge skal, det være skal din Kunst,
1130	at styre Folkene, fremavle Fred,
	at skaane overvundne, kun bekrige
	de Stolte. — Sku end videre, saa talte
	den gamle Fader til de undrende,
	see hvor med rige Bytte træder frem
1135	Marcellus, hvor han over alle sig
	som Seirer hæver. Han vil skaffe Ro
	i Romerstaten, dæmpe Mytterie,
	de Poener, de oprørske Gallier
	han bøie skal. For Faderen Qvirin     34
1140	han tredie Gang i Templet hænge skal
	erobrede Trofeer."
	Her Æneas,	860
	thi ved hans Side han en Yngling saae     35
	af herlig Skabning og med lyse Rustning,
	men traurig syntes han, og Øinene
1145	var nedad vendte. "Fader! hvem er det
	som følger Helten saa? er det hans Søn?
	er det en anden af hans høie Slægt?
	hvad Følge er det som ledsager ham?
	hvi er han ham saa liig? men sorte Nat
1150	hans Hoved hyller i en traurig Sky."
	Med Taarer svarte ham Anchises saa:
	"Søg ei at forske dines store Sorg!
	ham Skæbnen viser kun for Jorden frem,
	men ei tillader ham at blive der.
1155	For mægtig, o I Guder! syntes jer
	Roms Efterslægt at blive, havde de	870
	en saadan Gave givet Varighed.
	Hvad Hylen vil ei nær den store Stad
	paa Martismarken høres? Tiberstrøm!
1160	hvad Liig faaer du at see, naar friske Grav
	forbi du strømmer? Aldrig nogen Dreng
	af troisk Slægt vil hæve til sligt Haab
	latinske Ahner: aldrig romersk Land
	vil kunde rose sig af slig en Yngling!
1165	O Fromhed, gamle Tro, o Tapperhed
	uovervindelig! Ei nogen skulde
	ustraffet løftet Vaaben imod ham,
	hvad enten han til Fods mod Fienden gik,
	eller paa sporet Hest indbrød paa ham	880
1170	O du beklagelige Yngling! hvis
	den haarde Skæbne lod sig bøie, du
	var bleven en Marcell, — Hid, rækker mig
	med fulde Hænder Lilier og Roser,
	min Grandsøn disse Gaver dog fra mig .
1175	skal faae, og tomme Æreminde jeg
	ham reise vil."
	Saaledes vandred' de
	omkring paa vide Marker, alt besaae.
	Da nu Anchises havde ført sin Søn
	til hvert et Sted, og havde tændt hans Sind
1180	med Lyst til Æren, den han skulde naae,
	fortæller han om Krigene som han	890
	herefter føre skulde, viser ham
	det laurentinske Folk, Latinus Stad,
	og paa hvad Maade han skal flye og taale
1185	hvert Uheld. — Tvende Porte Søvnen har;
	den ene er af Horn, let Udgang der
	for sande Drømme er; af Elfenbeen
	den anden glindser, men af Manerne
	udsendes derigiennem falske Drømme.
1190	Af denne Port udgik Æneas og
	Sibylla, som Anchises aabned' dem.
	Hiin gik til Skibene og til sit Folk.
	Nu styrede han til Cajetas Havn,	900
	og kasted' Anker, fæsted' Skibene.

SYVENDE BOG eller TOP

Noter:

01  Athenienserne havde af Avind dræbt Androgeus, Kong Minos Søn, fordi han havde seiret i Kampen. Minos tvang dem til at sende sig aarlig syv Drenge og syv Piger for at ædes af Minotaurus. Disse udtoges ved Lodkastning.

02  Afbildet paa Porten af Dedalus en Kunstner, underviist af Minerva.

03  Icarus, Dædalus Søn, som havde faaet Vinger paasat af sin Fader, faldt i sin Flugt ned og slog sig ihiel.

04  Dianas

04A Misteltenen er en snylteplante, som gerne sætter sig på æbletræer og tjørnebuske. Dens meget klæbrige bær brugtes tidligere som fuglelim, derfor navnet limtræ. Gnedet ud på træernes stammer og grene var den klæbrige masse i stand til at fastholde spiselige småfugle (kramsfugle). Samtidig tjente denne proces ofte til en formering af planten. Det sted på kvistene, hvor bærrene sidder, har en (safran)gul farve. Men som det fremgår af teksten plukkede Æneas ikke en mistelten, men en gren der lignede. (Fot. CN Botanisk Have Kbh. 20.04. 2008).

05  Af det græske Aornon, et Sted uden Fugle.

06  Natten og Jorden.

07  Pluto.

08  Centaurer lignede fortil et Menneske, bagtil en Hest.

09  Chimæra ligner fortil en Løve, bagtil en Drage, i Midten en Gied.

10  Cerberus.

11  Proserpina.

12  Phødra, Teseus Hustru, som dræbte Hippolytus. Procris dræbtes af hendes Mand Cephalus af Jalousie. Euriphyle havde forraadt sin Mand, som var skiult i Krigen. Evadne kastede sig paa et Baal, da hun hørte hendes Mands Død. Pasiphae, Minos Hustru, var forelsket i en Oxe. Laodania, da hun hørte hendes Mands Død, ønskede at forvandles til en Skygge. See Ovidii Forvandlinger.

13  Idæus, Priams Kudsk.

14  Tisiphone.

15  Theseus var steget ned til Orcus for at røve Proserpina.

16  Orphei Discipel.

17  Saa gammel er Katholikkernes Lærdom om Purgatorium.

18  Berecynthia eller Cybele, Gudernes Moder: hun har en Krands paa Hovedet som et Taarn.

19  Hen over begge Tropici eller Vendekredse, inden for hvilke Solens Baner gaaer.

20  For Augusts Ankomst.

21  Numa Pompilius.

22  Cura, en liden sabinisk Stad.

23  Tullus Hostilius: Romerne havde i 43 Aar levet i Fred under Numa.

24  Ancus Martius: han kaldes jactantior, stoltere, fordi han var af kongelig Byrd.

25  Consularregieringens. Fasces var et Bundt Riis, hvori laae en Øxe, hvormed Lictorerne gik foran Consulerne.

26  Romerske Consuler.

27  Cæsar og Pompejus. Hiin med Germaner og Gallier stred mod denne i Italien.

28  Anchises formaner sine Efterkommere.

29  Cæsar, som stammer fra Æneas og Julus.

30  L. Mumius, som ødelagte Corinth, og drog i Triumf til Capitolium.

31  Da Grækerne stial Palladium og voldtog Cassandra.

32  Som forsmaaede Samniternes tilbudne Guld. Serranus eller Cincinnatus.

33  kaldet cunctator, fordi han ved Tøven bedrog Hannibal.

34  Stamherren Romulus.

35  Marcellus, en Søn af Claudius og Octavia. Augusti Syster, som døde i sit tyvende Aar.