OVERSIGT eller INDEX

TOP

	Aeneis.  Syvende Bog.
	Indhold.
	Æneas begraver sin Amme Cajeta. Han seiler Circes Bolig forbi, naaer til Tiberens Munding, og stiger i Land i den laurentinske Mark. Der underrettes han af Ascanius, at det er det ham af Skæbnen bestemte Sted. Han sender Talere til Landets Konge Latinus, som bringe Foræringer, og begiære Plads til at bygge Staden. Latinus tilstæder det, og tilbyder ydermere Æneas sin Datter, som han ved Oracler er bleven varslet at give en udenlandsk Ægtemand. Imidlertid kalder Juno, forbittret over Trojanernes Fremgang, Alecto frem af Orcus for at forstyrre Freden: hun ophidser først Dronningen Amata, og derefter Fyrsten Turnus. Derpaa sender hun en tam Hiort, som var meget elsket af Kongens Vaabendragers Børn, i Veien for Ascanius som jagede. Denne saarer Hiorten med en Piil, hvorved Landfolket vredes, griber til Vaaben, og anfalder Trojerne. Alecto blæser til Krig. Almon, Vaabendrageren Søn, og Galesus, en meget rig Landboer, falder, og deres Liig bringes ind i Staden. Turnus og Amata tilskynder Latinus til Krig og Hævn, men da han, formedelst Oraclets Ord og det indgangne Forbund er uvillig dertil, aabner Juno selv Krigens Port. Med Turnus drager Mezenz med sin Søn Lausus, Camilla, en Amazone, og flere hvis Navne opregnes, i Krigen.
	Du og, Cajeta, du Æneas Amme!
	vort Land et evigt Minde ved din Død
	opreiste, end din Aske og dit Navn,
	om Landet derved nogen Ære faaer,
	omtales, vises i Hesperien.
5	Den fromme Mand, da hendes Liigfærd først
	vedbørlig var besørget, reiste op
	en Gravhøj, og da Havet roligt blev,
	han satte Seil og løb fra Havnen ud.
	Det luftigt blev mod Natten, Maanen ei
10	sit hulde Løb forsag'de, bævende
	saaes Havet glindse af dens Sølverlys.
	Derpaa han seiler Circes Land forbi	10
	hvor Solens rige Datter toner ud
	fra utilgængelige Lund sin Sang,     01
15	og i sit stolte Huus til natligt Lys,
	forbrænder Cedertræ vellugtende,
	og giennem Kammen driver fine Spind.
	Her høres Sukke, vrede Midnatsbrøl
	fra Løver slidende paa Lænkerne,
20	Her byrsted Sviin og Biørne rase grumt
	i Krybberne, blant største Ulves Hylen;
	ved Urters Kraft de var fra Mennesker,
	ved grumme Circes Kunst, omskabt til Dyr
	i Form og Skikkelse. Paa det nu ei	20
25	slig Troldom skulde skade Trojerne
	i Havnen, om de gik i fæle Land,
	Neptunus fyldte Seilene med Vind
	til Flugt, og drev dem fra det Uhelds Sted.
	Nu Havet rødmede af Straalerne,
30	fra høie Himmel glindsede den gyldne
	Aurora i sin rosenfarved' Vogn
	nu Vinden standsed', hvert et Pust var tavst,
	kuns Aaren stræbte frem paa stille Hav.
	En vidtstrakt Lund Æneas øined' her
35	fra Søen; liflig Tiberstrømmen gaaer	30
	i raske Hvirvler, guul af megen Sand,
	derfra i Havet. Rundt om Stranden fløi,
	ved Floden, over Lunden, Fuglene
	i vante Hiem, og af forskællig Slags,
40	og Luften sødt gienlød af deres Sang.
	Der byder han at styre Flaaden hen,
	og glad han kommer i beskygget Strøm.
	Nu Erato! da jeg fortælle skal
	om gamle Latien, dets Konger og
45	dets Tilstand da en fremmed Flaade først
	kom til Italien, og om Anledningen	40
	til første Strid; indaand du Digteren
	Gudinde! rædsom Krig omtaler jeg,
	og Nederlag, og Kongers Myrdesind,
50	Tyrrheners Hær, Hesperien i Vaaben.
	Et vigtigt Æmne nu opstaaer for mig,
	jeg ligger Haanden paa et større Værk.
	En Olding alt Latinus Kongen var,
	og herskede i lang og rolig Fred.
55	En Nymfe fra Laurent, Marica var
	hans Moder. Faderen en Faun, der siges.
	Hans Fader Picus var, som kiender dig
	Saturn for Fader, Stammens Ophavsmand.
	Latinus havde efter Guders Raad	50
60	ei mandlig Afkom; den ham røvedes
	i spæde Ungdom. Arving til hans Huus
	og store Midler kun een Datter var,
	mandvoxen alt og modn til Ægteskab.
	Fra Latien og al Italien
65	alt mange søgte hende, men især
	den skønne Turnus, af en fornem Slægt;
	ham yndte Dronningen, og inderlig
	hun ønskte ham til hendes Svigersøn,
	dog mangt et Undertegn fra Guderne
70	en Hindring giorde. — Midt i Gaarden stod
	et helligt Laurbærtræ, dets Løv blev friet,
	og stod urørt af Frygt i mange Aar.	60
	Latinus fandt det, siger man, da han
	til Slottet lagde Grund; han til Apoll
75	indviede det, og Folket fik derfra
	det Navn Laurenter. — Her en Biesværm kom
	med megen Surren fra den frie Luft,
	og (heel forunderligt) indtog dets Top;
	med Fødderne den sammenføied' sig,
80	og snart en Klynge hang fra grønne Green.
	"Strax, tolked' Præsten, kommende jeg seer
	en fremmed Mand herhid, med ham en Hær,
	jeg seer ham herske i den høje Borg."	70
	Desuden da han lagde rene Ild
85	paa Alteret, og da Lavinia     02
	stod ved sin Fader, syntes det (o Skræk!)
	at Ilden greb i hendes lange Haar,
	at Flammen brusede i hendes Pynt
	og kongelige Lokker, hendes Krands
90	riig paa Juveler, derpaa at hun selv
	i Røg og gule Luer blev indsvøbt,
	og Ilden spredtes over hele Slottet.
	Det Syn til Skræk og Under tolket blev:
	hun skulde blive stor og ypperlig,
95	men Folket forestod en grusom Krig.	80
	Bekymret Kongen over dette Jertegn,
	gaaer til sin Faders Fremtiid spaaende
	Orakel hen, i Albuneas Lund
	han sig raadfører. Ind i tykke Skov
100	en hellig Kilde spruder, dampende
	med tyk og giftig Røg. Her samler sig
	alt Folket fra Italien, og der
	i Tvivlsomhed det søger Raad og Svar:
	naar Præsten her har ofret, og sig lagt
105	paa Offerqvægets Skind i tavse Nat
	til Søvns, han seer forunderlige Syn
	paa mange Maader flyve, hører mangen
	forskællig Røst og nyder Guders Samqvem,
	fra dybe Acheron og fra Avernus.	90
110	Latinus her selv søgte Gudens Svar,
	et hundred' uldne Faar med hellig Skik
	han slagtede, og paa det bløde Skind
	sig lagde hen: strax han fornam en Røst
115	fra dybe Lund: "O lad du ei min Søn
	din Datter blive gift med en Latiner,
	ei gaae i den bestemte Brudeseng!
	fra udenlands en Svigersøn vil komme,
	hvis Blod til Himlen hæve skal vor Navn,
120	hvis Afkom under Fødder ligge skal
	alt hvad af Solens Lys bestraales, fra	100
	dens Opgang til dens Nedgang, alle Folk
	den skal beherske." Dette givne Svar
	fra Fader Faunus i den tavse Nat,
125	fortaug Latinus ei: dets Rygte var
	udbredet over al Italien,
	da den trojanske Ungdom fæstede
	ved græsbegroede Bredde deres Flaade.
	Æneas og de ypperste med ham,
130	og skønne Julus lagde sig til Hvile
	hen under høie Træer. Et Maaltid blev
	beredt, paa Græsset Kager lagdes hen
	af Olie, Meel og Honning under Maden,
	(saa vilde Jupiter) og landlig Frugt	110
135	paa Brødet toppet blev. Da alting nu
	var spiist, drev Manglen dem til at forgribe
	sig paa det hellige Brød, at bryde det,
	at dristig bide det med deres Kiæver,
	og ei at skaane deres Kager meer.
140	"Hvad nu! saa talte Julus, hvad, vi spise
	jo vores Borde." Denne Røst fra ham     03
	strax endte alles Sorg: hans Fader greb
	ved Varselen forfærdet Ordet snart:
	"Vær hilset Land, som Skæbnen kaared' mig,
145	jeg hilser eder Trojas tro Penater,	120
	her er mit Hjem, her er mit Fædreland;
	Anchis, min Fader, Skæbnens Lønlighed
	har tolket mig; "naar du min Søn er naaet
	til fremmed Land, han sagde, og du der
150	af Sult er nødt, naar alt fortæret er,
	at æde Bordene, da vent et Hiem,
	du mødige, og byg dig der en Stad
	og den omgiv med Volde." Denne Sult
	er den der spaaedes, sidste Uheld som
115	os bier, og skal ende al vor Sorg.
	Thi tager Mod, ved næste Morgens Lys	130
	vi forske vil hvad Mennesker her boe
	og deres Stæder, fra forskællig Kant
	vi Landet speide vil. Nu Jupiter
160	skal ofres Bægre: sender Bønner til
	Anchis min Fader, og paa Bordene
	fremsætter atter Viin." — Saa talt han sat
	en Green paa Hovedet af grønne Løv,
	paakaldte Stedets Genius og Jorden,
165	af Guderne den første, Nymferne,
	de end ukiendte Strømme, Natten, og
	de Lys som reise sig med den; derpaa
	idæisk Jupiter og Moderen
	Cybele, og sit høie Par Forældre
170	i Himlen og i Orcus. — Trende Gange	140
	her tordned' Jupiter fra klare Himmel,
	med gyldne lyse Straaler viiste han
	sig, rystende en Sky med egen Haand.
	Strax spredte sig iblant de Trojers Hær
175	det Rygte, at nu Dagen kommen var
	til at grundfæste Staden som blev lovet.
	Til nye Maaltid samles man igien,
	glad ved den høie Anelse fremsætter
	man Bægerne og krandser Vinene.
180	Da næste Dag med første Lampe nu
	oplyste Jorden, forskes overalt
	om Folk og Land og Stad og Grændseskiæl.
	Her hører man Numikus Kilde er,	150
	hist Tiberstrømmen, Landet hist beboe
185	de tapre Latier. — Anchises Søn
	nu vælger hundrede af hver en Stand,
	og sender dem som Talere hen til
	den høie Kongestad; beklædt var hver
	med Pallas Oliegren, til Kong Latinus
190	de bragte Gaver, bedende om Fred
	for Trojerne. Paa hans Befaling strax
	de skynde sig og gaae med stærke Skridt.
	Med lave Grøft han Murene nu selv,
	og Stedet, og de første Huse tegner,
195	som ved en Leir er brugeligt, og alt
	indhegner han med Pæle og en Vold.
	Nu nær ved Reisens Maal opdagede	160
	de Stadens Taarne og dens høie Huse.
	Ved Muren saaes en Ungdom blomstrende
200	at øve sig til Hest, og kiørende
	i Støvet hen: af nogle Buen spændes,
	af andre kastes tynde Lamper, nogle
	i Veddeløb og Tvekamp øve sig.
	Nu en af Rytterne forføier sig
210	hen til den gamle Konge, melder ham,
	der kommen var en Hob af store Mænd
	i ukiendt Klædedragt. Han byder dem
	at kalde til sit Slot, og sætter sig
	paa sine Fædres Throne. Prægtigt, stort
215	af hundred' Stytter baaret, stod et Huus	170
	høit op i Staden, før Kong Picus Borg;
	ærværdig ved en mørk og rædsom Lund,
	og Fædres Andagt. Det var hellig Skik
	at Kongerne modtoge Sceptret her,
220	og først opløfted' Øxen, Herskabs Tegn.
	Her Templet var, her Raadhuus, og det Sted
	hvor helligt Maaltid holdtes. Landets Fædre,
	naar Vædren slagtet var, sig sadte her
	ved lange Borde. Radviis stod opstilte
225	Forfædres Billeder af Cedertræ
	udhugne, for ved Porten; Italus,     04
	Sabinus Faderen, Viinplanteren
	med krumme Skærekniv, Saturn den Gamle
	og Janus med to Ansigter, og fleer	180
230	af Kongeslægten som der Blod udgiød
	for Fædrelandet. Mange Vaaben var
	desuden paa de hellige Vægge hængt,
	til Bytte giorte Vogne, krumme Øxer,
	og busked' Hielme, Portes store Laase
235	og Spyde, Skiolde, røvede Skibssnabler.
	Selv sat han med Qvirinus Augurstav,
	iført en kort og stribet Purpurdragt,
	i venstre Haand han bar et lidet Skiold,
	som Picus Hestetvingeren tilforn
240	tilhørte: Circe denne skabte om
	af Avind mod hans Hustru ved sin Gift,
	og Slag af gylden magisk Riis til Fugl,	190
	og spredte Farver paa hans Vinger hen.
	Saa siddende i Guders Tempel og
245	paa fædrelandske Stol, Latinus kaldte
	Trojanerne til sig. Da frem de kom,
	han talte saa til dem med venlig Røst:
	"Siig frem, Dardaner! thi ei ubekiendt
	er mig jer Stad, jer Folk og jer Seilads,
250	hvad søge I? hvad Aarsag drev jer hid,
	hvad Trang har bragt jer paa saa lang en Vei
	igiennem Havet til ausonisk Kyst?
	tog I af Veien feil, drev Uvæir jer?
	som ofte Søfolk prøve maae paa Havet,	200
255	at I løb ind i vores Flod og Havn?
	skyer ei vort Giæsthold! vi Latinere,
	det vide I, Saturni Afkom er,
	ei Baand, ei Love tvinge os til Ret,
	frivillig er den, og en gammel Skik
260	fra Gudens Tiid. Et gammelt Rygte jeg
	erindrer vel, Aurunker det fortalte,
	at Dardanus her fød indtrængte sig
	til Phrygien og hen til thracisk Sama,
	nu kaldet Samothracia. Ham tog
265	da fra tyrhenisk Stad han reiste til
	Coritus, Himlens gyldne Kongestad	210
	til sig, paa stiernet Throne sidder han,
	hans Altre nu forøge Guders Tal."
	Han taug, ham Ilioneus svarte saa:
270	"O Konge, af den ædle Fauni Slægt!
	ei mørke Vinter, ei har Bølgers Magt
	os drevet til dit Land, ei Stierne har
	os ført fra rette Vei og skuffet os.
	Med Overlæg vi alle komme her,
275	frivillig søge vi din Stad, da vi
	fordrevne fra det største Rige er,
	som Solen nogensinde straaled' paa.
	Fra Jupiter er vor Oprindelse,
	Dardanerfolket haver Jupiter
280	til Stammefader. Vores Konge selv,
	Æneas, Trojeren af Jovis Slægt,	220
	har sendt os til dit Slot. Hvad Krigsuvæir
	fra grumme Grækenland sig væltede
	paa Troja, hvor Europa rystet blev
285	med Asien ved Skæbnens Magt, det veed
	den som paa yderst Pynt af Jorden boer
	hiinsides Havet, den som fjernet er
	langt bort fra os i hede Himmelstrøg.
	Undgaaed' denne Syndflod, vælted' paa
290	saa mange store Have, bede vi
	dig om et lidet Sted for vores Guder,
	et sikkert Ophold, og hvad alle har
	tilfælles, Luft og Vand. Ei Riget skal	230
	ved os beskæmmes, ringe bliver ei
295	jer Roes, ei heller glemmes skal vor Tak.
	At Troja I optog i eders Skiød
	skal ei fortryde jer; det sværger jeg,
	ja! ved Æneas Skæbne, ved hans Arm,
	hans Troskab, prøvet udi Fred og Krig.
300	Foragt os ei, fordi vi bedende
	med Oliegrene nærme os til dig,
	saa mangt et Folk vor Venskab haver søgt.
	Men Guders Villie haver nødt os til
	at søge eders Land. Her Dardanus
305	opstod, her kommer han igien, herhid	240
	Apollos mægtige Befaling os
	har dreven til tyrhenisk Tiber og
	Numikus hellige Kilde. Desforuden
	Æneas sender ringe* Gaver dig [* beskedne]
310	fra fordums Lykke, nogle Levninger
	fra brændte Troja. Faderen Anchis
	med dette gyldne Bæger ofrede
	ved Alterne. Kong Priams Diadem
	var dette, naar han deelte Lov og Ret,
315	hans Zepter og hans hellige Tiar,
	hans Klæder disse, troisk Arbeid' alt."
	Imens Ilioneus talte saa
	Latinus taug, og ikke rørte sig,	250
	men saae med stive Øiekast paa ham.
320	Ei det broderte Purpur, Priams Zepter
	ham rørte som hans Datters Giftermaal,
	og Faunus Ord som ham i Sindet randt.
	Her viser Skæbnen mig den Svigersøn
	fra fremmed Land (saa tænkte han) som skal
325	mit Rige med mig dele, jeg ved ham
	et Afkom ypperlig og tapper faaer,
	som over hele Verden herske skal.
	Tilsidst han talte glad: "Gid Guderne
	der Varsel og vor Idræt give Held!
330	Trojaner! hvad du ønsker skal du faae,
	jeg dine Gaver ringeagter ei,	260
	ei skal I savne mens Latinus hersker
	frugtbare Marker eller Trojas Rigdom.
	Lad kun Æneas, har han os saa kiær,
335	og ønsker Giæsthold og Forbund med os,
	ei sine Venner flye, men komme hid,
	mig Fyrstens Haandtag [-slag] gielde skal for Fred.
	Nu bringer eders Konge mine Ord.
	Jeg har en Datter; af vort eget Folk
340	en Mand at give hende, nægter mig
	min Faders Ord og mange Varsler jeg
	fra Himlen fik: en fremmed Svigersøn	270
	skal komme (dertil trænger Latium
	de sige) ved hvis Blod til Stiernerne
345	vort Navn skal hæves. Han jeg troer er den
	som Skæbnen mener, og jeg ønsker det,
	om Sandhed er i hvad der ahner mig."
	Saa talt, han valgte hver af dem en Hest.
	Trehundred' skønne Heste bundne stod
350	ved høie Krybber. Til hver Teucrer strax
	han byder efter Rang at føre frem
	letfodet, purpurprydet Hest, bedækt
	med stukne Tepper; ned fra Brystet hang
	Guldperler, Guld beklædte dem, og de
355	med deres Tænder tygged' røde Guld.
	Til den fraværende Æneas gav	280
	han Vogn og Heste af ætherisk Byrd,
	af deres Næseborer spruded' Ild:
	de stammede fra dem som listig Circe
360	frastial sin Fader Phøbus, og hvoraf
	uægte Yngel hendes Hopper fik. —
	Med disse Ord og Gaver fra Latinus,
	reed Trojerne med megen Pragt derfra
	og Freden bragte med sig hiem.
	Men see!
365	hid fra inachisk Argos hæver sig
	den grumme Jovis Hustru i sin Vogn,
	igiennem fierne Luft beskuer hun
	Æneas glad at staae, fra høje Pachyn,     05
	og Trojers Flaade. Huse seer hun alt	290
370	at bygges, Flaaden finder hun forladt.
	Af bittre Harm hun som rodfæstet stod,
	med Hoved rystende hun talte saa:
	"O den forhadte Slægt! skal da min Plan
	ved Trojers Skæbne stedse staaes imod?
375	blev de vel dræbte paa sigæisk Mark?     06
	blev vel de fangne holdt i Fængslet fast?
	fortærte Trojas Luer Mændene?
	fandt de ei midt igiennem Luerne,
	igiennem Slaget Vei? Mon jeg skal troe
380	min Guddom endelig er bleven svag,
	at nu min Harme hviler, stilt tilfreds?
	End de fordrevne fra forhadte Land
	jeg vovede at følge giennem Bølger,
	de flygtende med hele Havets Magt	300
385	modstod jeg. Himlens, Havets Kræfter blev
	paa Teucrerne udmattede. Hvortil
	var Klipperne, var Scylla mig? hvad hialp
	Charybdis Svælg? i den forønskte Tiber
	de ligge nu for Hav og Juno sikre.
390	Lepithi grumme Folk formaaede Mars     07
	dog at fordærve. Guders Fader selv
	gav gamle Calydon Dianas Vrede     08
	til Priis. Hvad var da Calydons, hvad var
	Lapithi Brøde, til saa stor en Straf?
395	Men jeg! jeg Jovis høje Hustru, ei
	lod noget uforsøgt. jeg voved' alt,
	forgiæves dog, Æneas seirede.
	Er da min Guddom ikke mægtig nok	310
	hvi skulde jeg da ikke søge Hielp
400	hvor den end findes. Kan jeg Himliske
	ei bøie, vil jeg røre Helvede.
	Lad være Trojerne ei mere kan
	fra Latium bortfiernes, bliver end
	ved Skæbnens Bud Lavinia hans Hustru,
405	at sinke, at forhale denne Sag,
	at sætte Splid blant begge Kongers Folk,
	det dog skal lykkes mig. Her Svigersøn
	og Svigerfader skal forene sig
	paa deres Folks Bekostning. Jomfru dig     09
410	jeg giver Trojers og Rutulers Blod
	til Brudeskænk. Bellona være skal
	Troloverinde dig. Ei Hecuba     10
	skal eene fra sit Svangerskab, til Verden	320
	frembringe Ild og Fakler. Venus og
415	har frembragt slig en Søn, en anden Paris,     11
	hvis Bryllup atter bliver sørgeligt
	for Troja."
	Dette talt, hun skrækkelig
	foer ned til Jorden; op fra Helvedmulm
	og grumme Systres Vaaning kaldte hun
420	sorgbringende Alecto. Ynksom Krig,
	og Harm og List og skændig Daad er det
	hun pønser paa. Selv hendes Fader Pluto,
	selv hendes Helvedsystre hade det
	Uhyre: i saa mange Skikkelser
425	hun viser sig, saa grumt er hendes Aasyn,
	saa myler hun af sorte Slangers Flok.  [myle = vrimle]
	Nu Juno pirrer hende sigende:	330
	"O Jomfru, Nattens Datter! viis mig nu
	den Tieneste du ynder og den Hielp:
430	lad ei min Ære, min usmitted' Roes
	beskæmmes, lad Æneas Ægtepagt
	Latinus ei besnære, Trojerne
	ei finde Bolig i Italien.
	Du enige Brødre væbne kan til Krig,
435	Familier ved Had du styrte kan,
	du vælter Huse, tænder Dødens Blus,
	du tusind' Veie, tusind' Kunster veed
	at skade: ryst dit uheldsvangre Bryst,
	forstyr den giorte Fred, saae Krigens Gru,
440	lad Ungdom ønske Strid og fordre den,	340
	og gribe Vaaben!"
	Og Alecto nu
	fuld af gorgonisk Gift henvender sig
	til Latium og laurentinske Borg,
	til Kongens høje Huus, og sidder sig
445	hen i Amatas stille Værelse.       12
	Ved Teucrers Ankomst, Turni Bryllupsfærd,
	var Qvindeharm og Vrede sat i Kaag
	i hendes Sind. Til hende Furien
	en blaalig Slange slængte fra sit Haar,
450	og sat den nærmest hendes Hiertekule,
	at hele Huset hun med Raserie
	opfylde maatte. Mellem Klæderne
	og glatte Bryst indsniger Slangen sig	350
	ufølt, og skuffer den bedøvede,
455	udaandende sin Slangegift: snart blir
	den gylden Kjæde trindt om hendes Hals,
	snart lange Hovedbind; indfletter sig
	i hendes Lokker, smidig vandrer om
	paa hendes Lemmer. Men da første Smitte
460	med vaade Gift berører hendes Sands
	og ildner Lemmerne, skøndt ei endnu
	hun følte Flammen i sit hele Bryst,
	hun talte mildt og moderlig endda,
	begræd sin Datter, troisk Giftermaal.
465	"Skal da, o Fader! min Lavinia
	af teucrisk Flygtning saadan føres bort?
	har du ei Medynk for din Datter meer?	360
	ei for dig selv? ei mig? — med første Vind
	han troløs vil forlade os, den Røver
470	med Pigen flygte vil paa vide Hav;
	gik ikke phrygisk Hyrde saa til Sparta,     13
	borttog han ei Helena, Ledas Datter,
	og førte hende til Trojaners Borg?
	hvor blir dit hellige Ord? din fordums Sorg
475	for dine, og det Haandslag du saa tidt
	gav til din Slægtning Turnus? — Søges der
	en fremmet Svigersøn for Latium,
	er det besluttet, trykker dig saa stærkt
	din Fader Faunus Bud, saa mener jeg
480	at hvert et Land som frit adlyder ei
	vort Zepter, fremmed er; saa Guderne	370
	har sagt. Selv Turnus, naar der agtes paa
	Oprindelsen, han fra Acrisius
	og fra Inachus stammer, boende
485	midt udi Grækenland."
	Da uden Frugt
	med disse Ord hun havde søgt at vende
	Latinus Sind, og Slangens Gift alt meer
	igiennemvandrer hendes Inderste,
	da rystes den Elendige end meer,
490	hun uden Maade i den store Stad
	som en beruset raser vildt omlring.
	Som naar en Top af Pidsken drives om
	i store Drengekreds hengiven til	380
	sin Leeg, den gaaer i mange Bøininger,
	den raa Forsamling studser gabende,
495	beundrer dens Omvæltning, og alt meer
	ved Hug opliver den. Ei mindre løb
	og Dronningen Amata giennem Staden
	og Pøbelen. Endog i Skovene,
	som om hun vilde feire Bachi Fest,
500	hun giorde værre Støi, var mere vild,
	sin Datter skiulte hun paa løvriig Bierg,
	at ei en Teucrer hende skulde ægte,
	og for at sinke Brudefaklerne.
	"Evoe! Bachus! gnisked' hun, kun du     14
505	er værdig Jomfruen, (saa skreg hun høit)
	for dig kun tager hun den bløde Thyrsus,     15	390
	for dig kun dandser i Bachanters Chor,
	dit Alter ofrer kun sit favre Haar."
	Alt flyver Rygtet, alle Mødres Bryst
510	antænder Furien med samme Brand,
	de søge nye Huse, eget Hiem
	de løbe fra, de blotte Hals og Haar
	for Vindene. Med skælvende Hylen andre
	opfylde Luften, svøbt i Pelse gaae     16
515	de bærende Viinrankestaver frem.
	Hun selv gaaer midt iblant dem rasende,
	og holder op en gloende Fyrrestav,
	og synger Brudesang for hendes Datter
	og Turnus. Øinene blodrøde er
520	og vilde. "Op i Mødre, raaber hun,
	Latinerinder hører fiern og nær!	400
	om for Amata den usalige
	i eders fromme Sind end Yndest boer,
	om Mødres Ret hos jer har nogen Vægt,
525	da løsner eders Haar og hielper mig
	Orgierne at feire."
	Dronningen
	saaledes af Alecto jaget blev,
	omsværmende paa Bachantinders Viis,
	i Skov og Ørkner, Vildtets Opholdssted.
530	Da Furien nu syntes Striden var
	tilfulde vakt, Latinus Plan og Huus
	forstyrret nok, da hæved' hun sig strax
	paa mørke Vinger til de dristige
	Rutulers Stad. Der siges Danae	410
535	hiddreven af en heftig Søndenstorm
	har plantet en acrisisk Colonie,
	Ardea kaldtes den tilforn, endnu
	den fører dette store Navn, endskønt
	dens fordums Held svandt hen. Her Turnus laae
540	i høie Slot ved Midienat og sov.
	Sit grumme Aasyn og sin Furieskabning
	Alecto ligger af, og danner sig
	til gammel Kielling; stygge Pande hun
	med Rynker furer, paa det hvide Haar
545	et Bind hun fæster og en Oliegreen;
	som gamle Calybe hun viser sig,
	Junos Præstinde, Templets Vogterske.
	For Fyrstens Øine nu hun stiller sig	429
	og taler saa: "Tilstæder Turnus du
550	at Løn for al din Møie saa er spildt?
	skal flygtende Dardaner røve nu
	dit Zepter? — Kongen nægter dig din Brud,
	og Brudegaven som du med dit Blod
	erhvervede. En fremmed Arving søges
555	til Riget. Gaae da nu, forhaanede!
	gaae byd den uheldsvangre Fare Trods,
	slaae de Tyrheners Hær, skaf Fred igien
	Latinerne. Mens du i Nattens Ro
	her laae, almægtig Juno selv mig bød
560	dig at kundgiøre det. Saa skynd dig da,
	bevæbn dit Folk, gaae rask til Striden frem,
	og Trojers Skibe som sig lagde her
	i Tibers skønne Strøm, sæt Ild paa dem,
	og deres Førere, thi saadan er	430
	de høie Guders Villie. Kongen selv,
565	Latinus, hvis han nægter dig din Brud,
	og ei sit Ord vil holde, føle skal,
	og Turnus see i Vaaben mod sig staae."
	Spaaqvinden Fyrsten svarte spottende:
	"At her en Flaade kom til Tiberen,
570	er som du troer mig ei uvitterligt,
	giør ei den Sag saa farlig, ikke os
	guddommelige Juno glemme vil.
	Du gamle svage Moder trykkes ned	440
	af Alderdom og af forgiæves Sorg,
575	ved Kongers Vaaben føler du Præstinde
	utidig Frygt; pas du kun paa dit Kald,
	paa Gudebilleder og Templerne;
	lad Mænd, hvis Sag det er at føre Krig,
	bestyre Krig og Fred."
	Ved dette Svar
580	Alectos Vrede brændte frygtelig.
	End talte Ynglingen, og see! med et
	hans Lemmer bævede, hans Øine stod
	vildt stirrende, thi Slanger hvislede,
	i egen Skabning Furien stod der.
585	Nu vendte hun de gloende Øine, nu [gloende = glødende, et "flammeblik"]
	den tøvende som vilde tale meer
	hun gav et Stød, hun plukked' af sit Haar
	to Slanger, med sin Pidsk hun knallede,	450
	og saa brød frem: "See mig den Gamle her
590	for svag at see det sande, mig som er
	ved Kongers Strid utidig frygtsom, see!
	af Furiers Systre een du skuer her,
	see Krig og Død jeg fører i min Haand."
	Saa sagt, hun kastede sin Fakkel hen
595	paa Ynglingen, den sorte Røg hun drev
	tæt paa hans Bryst. Skræk snart fordrev hans Søvn,
	paa Krop og Lemmer stod den kolde Sveed.
	Afsindig raaber han, giv Vaaben hid!	460
	i Seng, i Slottet leder han om Vaaben,
600	han higer efter blodig Krig og Mord,
	og Harm og Vrede raser voldsomt frem.
	Naar under Kiedlen lægges tændte Riis,
	og Flammen bruser frem med stærke Brag,
	da spruder Vædsken indentil, en Strøm
	af Damp og Skum opløfter voldsomt sig,
605	ei meer den holdes kan, den mørke Damp
	flyer op i Luften. — Saa bød Turnus strax
	udvalgte Mænd at sende til Latinus
	ved brudte Fred, at ruste sig til Krig,
	Italien at værne, Fienderne
610	at drive bort fra Grændsen. Ene sig
	han voxen troer for Teucrer og Latiner.	470
	Derefter han paakalder Guderne;
	Rutulerne opmuntre sig om Kaps
	til Vaaben; nogle rører Fyrstens Skønhed,
	hans Skabnings og hans Ungdoms Yndighed,
615	hans kongelige Stammefædre andre,
	og Navnet som han vandt ved tapre Daad.
	Mens Turnus saa indgyder Folket Mod,
	Alecto svinger sig paa Helvedvinger
	til Teucrerne; lumsk speider hun hvert Sted
620	hvor skønne Julus lagde Snarer for
	og efterstræbte Vildtet med sit Løb.
	Her Furien opflammer Hundene,
	og i der Næse kaster vante Lugt,	480
	saa at de ivrig følge Sporet af
625	en Hiort. Det var den første Aarsag til
	alt Uheld, dette vakte Bondens Sind
	til Krig. Af deilig Skabning Hiorten var
	og stolt af Horn. Den tidlig toges bort
	fra Moderens Bryst, og var opklækket af
630	Tyrheus Sønner og af deres Fader,
	som forestod de kongelige Hiorder
	og alle Kongens Marker fiern og nær.
	Det kiælne Dyr af Systren Sylvia
	blev pleiet, Krandse prydede dets Horn,
635	hun kæmte, vasked' det i rene Strøm,
	det taalig lod sig handle, tog sin Mad
	ved Herrens Bord, omvanked' Skovene,	490
	og kom frivillig til sit kiendte Huus
	hver Nat igien. Da saa den vanked' om
640	langt fra sit Hiem, og for at kiøle sig
	lod sig ad jævne Strøm nedflyde, nær
	dens grønne Bred, da blev den jaget op
	af Juli Hundeflok, den rasende.
	Selv Prindsen ivrig efter Jægerroes,
645	paa krumme Bue sigter med sin Piil.
	Ei nægter Furien uvisse Haand
	sin Hielp, med stærke Skrald gaaer Pilen ind
	i Dyrets Indvold, saaret flyer det hen	500
	til vante Huus, og sukkende gaaer ind
650	i Stalden, klager blødende og som
	det bad om Hielp, og høres overalt.
	Først Systren Sylvia slaaer Haand i Haand,
	og kalder Hielp og samler med sit Raab
	det grove Landfolk. Der det staaer uventet,
655	(thi grumme Furie sig skiuler i
	den tavse Skov). En med en glødig Brand
	fremkommer, en med knudret Prygl bevæbnet,
	hvad først sig for hans Søgen byder frem
	hver tager fat, Harm Vaaben giør af alt.
660	Selv Tyrhus, som just kløvede en Eeg
	med Kiil og vældig Øxe, kaldte Folk.	510
	Nu fra sit Skiul den grumme Furie
	henflyver skadefro paa Staldens Tag,
	fra høiest Tinding blæser hun Allarm
665	til Hyrderne, og giennem krumme Horn
	hun støder ud sin Helvedrøst, hvorved
	strax hele Lunde ryste, dybe Skov
	en Tordengienlyd gier. Fiernt hørtes den
	i Trivias Søe, i Nars den hvide Flod     17
670	med svovlet Vand, og i Velinus Kilde
	den hørtes. Bange Mødre trykkede
	til Brystet deres Børn.
	Ved denne Røst,
	som Hexen med Basunen gav til Tegn,
	ubændig Landmand kom med Vaaben hid	520
675	fremsøgte overalt. Trojanerne
	ei mindre styrtede fra Leiren ud
	Ascanius til Hielp. Nu Hæren stod:
	nu var det ikke meer en Bondestrid
	med Knortekieppe og med svedne Pæle,
680	men med tveægget Staal, en grusom Hær
	af dragne Sværde som en Ager stod;
	i Solen blinked' Kobberet og skiød
	sit Lys til Skyerne. Saa hæver sig
	lidt efter lidt ved første Vind en Søe
685	og hvidnes, snart gaaer Bølgen høiere,
	tilsidst den reiser sig fra Dybet op	530
	mod Himlen.
	Her en Yngling Døden fandt
	som stod for Hærens Spidse ved en Piil:
	det Almon var, han var af Tyrhi Sønner
690	den ældste; under Struben Saaret var,
	og Blodet stopped' Stemmens vaade Vei
	og Livets Aande. Mange flere faldt
	nær ham, Galesus Oldingen, just som
	han vilde træde frem at mægle Fred;
695	han var blant de retfærdigste tilforn
	og rigeste Latiner: Hiorder fem
	af brægende*, af Hornqvæg fem der kom [* får]
	hver Aften til hans Huus, og Jorden han
	med hundred' Plove pløied'.
	Mens nu saa	540
700	sig Krigen spredte over Markerne,
	og Furien sit Løfte havde holdt,
	og Blodet strømmede af første Liig,
	forlod hun Landet og som Seirer steg
	til Himlens Hvelving, og med stolte Røst
705	tiltalte Juno: "See! hvor Splid til Krig,
	til blodig Krig jeg fremmet har for dig!
	siig, vil der nu vel atter stiftes Fred
	og Venskab blant dem? — Da nu Trojerne
	en Gang er smitted' med ausonisk Blod,
710	saa vil jeg giøre meer, om du saa vil,
	jeg med min Tuden Grændsestæderne
	vil vække og opflamme dem til Krig,
	antænde Myrdelyst i deres Sind,
	at allevegne fra de komme skal
715	til Hielp, at alt til Vaaben gribe skal."
	Og Juno svarte: "Nok af Skræk og Svig,
	til Krig er Grunden lagt, alt strides der
	i Nærhed, friske Blod alt farver dem
	som Hændelse ophidset har til Kamp.
720	Slig Giftermaal, slig Bryllup feire nu
	den skønne Venussøn og Kong Latinus!
	At du her dristig i ætherisk Luft
	omvanker, lider Guders Fader ei,
	Olympens store Hersker. Gaae herfra!
725	om noget meer her foretages skal,
	da vil jeg selv bestyre det." — Saa var	560
	Saturni Datters Ord. Hiin løfted' op
	de Vinger hvori Slanger hvislede,
	forlod den øvre Luft og svinged' sig
730	ned til Cocyti Egn.
	Der er et Sted
	midt i Italien under høie Bierge,
	berømt af Navn og kiendt i mange Lande,
	Amsanctus Dal: fra begge Sider den
	er indelukt af tætte mørke Skov,
735	i Midten bruser larmende en Strøm
	mod Stenene og snoer i Hvirvler sig;
	her er en rædsom Hule, grumme Orkus
	Lufthuller vises, brudte Acheron
	fra Svælget aabner pestopfyldte Gab:
740	her skiulte sig forhadte Furie,	570
	og friede Jord og Himmel fra sit Syn.
	Imens forsømte ei Saturnia
	at lægge sidste Haand paa Krigen. Alt
	i Staden styrter Hyrdehæren ind
745	medbringende de dræbte, unge Almon
	og blødende Galesus: Guderne
	anraabe de, til Hævn opfordre de
	Latinus. Blant dem Turnus og forøger
	med Klager Sværdets, Luers vilde Skræk,
750	at Teucrer kaldtes ind i Riget, at
	med dem man blandede Latiners Stamme,
	at han sig saae fra Slottet dreven bort.
	De Mødre ogsaa, som berusede	580
	af Bachus dandsede i øde Skov,
	kom allevegne fra, (høit agted' de
755	Amatas Navn) og alle skreg paa Krig.
	Mod alle Ahnelser, mod Spaamænds Raad,
	de fordre Krig af fiendtlig Guddom drevne,
	og klynge sig om Kong Latinus Huus.
	Som Havets Fjeld han staaer urokket dog;
760	som Havets Fjeld, naar Stormen reiser sig,
	naar Bølger hyppig bruse rundt om det,
	det stander ved sin Vægt, omsonst det er
	at Stene knage, Klipper staae i Skum,
	kun Sivet skylles fra dets Sider hen.	590
765	Men da han ei formaaer at vende om
	det blinde Anslag — alting føjer sig
	paa grumme Junos Vink, see Faderen
	til Vidne Guderne og Himlens Luft
	forgiæves kalder: "ak Elendige!
770	han raabte, Skæbnen knuser os, en Storm
	henriver os, I selv med eders Blod
	vil bøde for den Gudsbespottelse.
	Dig Turnus! venter for din diærve Daad
	en ynksom Død, for sildig Guderne
775	du kalde vil til Hielp ved Ofringer.
	Jeg skal faae Ro, jeg nær ved Havnen er,
	Liigfølgens Pragt er hvad jeg taber kun."
	Ei meer han talte, men gik til sit Slot,
	og Tingens Styrelse frasagde sig.	600
780	Der i hesperisk Latien var en Skik
	som i Albaners Land blev hellig holdt;
	Rom, Verdens Dronning holder den endnu,
	naar det til Krig sig ruster, enten nu
	mod Araber, mod Geter, mod Hyrkaner
785	fordærvende det løfte vil sin Haand
	eller det Indien besøge vil,
	vil følge Morgenrøden, rivende     18
	fra Partherne igien de tagne Fahner.
	To Krigens Porte er der, (saadan de
790	endnu benævnes) hellig holdes de
	af Andagt, og af Frygt for grumme Mars.
	Et hundred' Kobberstænger, stærke Baand     19
	af Jern tillukke dem, og Janus ei,	610
	Dørvogteren, dem nogentiid forlader.
795	Har Landets Fædre nu besluttet Krig,
	da kommer Consulen med Pragt, iført
	Qvirini Klædning og Gabini Belte,
	og Porten aabnes knagende ved ham.
	Han selv fremkalder Strid, og Folket snart
800	ham følger, hæse Bifald stødes ud
	af Kobberhorn.
	Saa bød og gammel Skik
	Latinus at erklære Krigen nu
	imod Trojanerne, at lukke op
	de sørgelige Porte: men han vilde
805	ei røre dem, den slemme Tieneste
	han skyede, skiulte sig i dybe Mulm.	620
	Men Guders Dronning steg fra Himlen ned,
	med egen Haand hun stødte Portene
	de tøvende, og sprengte Anglerne,
	de Krigens Jernbolte brød hun selv.
810	Italien, saa fredelig tilforn
	nu staaer i Lue; nogle søge Marken
	til Fods, paa Heste andre løfted' høit
	i Støvet sværme; alle kræve Vaaben:
	de glatte Skiolde, blanke Spyde renses
815	med styrknet Fidt, man sliber Øxerne,
	ved Fanens Flagren, ved Trompetens Lyd
	man glæder sig. Fem store Stæder smede
	nyt Vaaben; Attina den mægtige,	630
	det stolte Tibur, Crustumer, Ardea,
820	Antemna riig paa Taarne. Hovedet
	til Skierm der giøres Hielme, Pilegrene
	til Skiolde dannes; Kobberpandsere
	giør andre, lette Støvler tyndt belagt
	med Sølv. — Her Lyst til Plov og Segl forsvandt
825	ved Ovnen Fædres Sværd omsmedet blev.
	Alt lyder Krigsbasunen, Løsningsordet
	alt gives; Hielmen griber skælvende
	fra Kamret hiin, hiin spænder Hestene,
	hiin tager Skioldet, hiin ifører sig
830	sin gyldne Pandser, og sit skarpe Sværd.	640
	Nu siger mig, I Helicons Gudinder,
	hvad Fyrster reiste sig til blodig Krig,
	og hvem der fulgte dem paa Kampens Mark,
	hvad Mænd i det frugtbare Latien
835	da blomstrede, hvordan det førte Krig.
	I huske det, I kan fortælle det,
	knap svage Lyd af Rygtet naaede os.
	Tyrheneren Mezens, en bister Mand,
	en Gudsbespotter, først i Feldten kom
840	med væbnet Hær, og nærmest ham kom Lausus
	hans Søn; ei fandtes nogen skønnere
	end han, undtagen laurentinske Turnus:
	en Hestetvinger Lausus var og Jæger.	650
	Han fra Agylla førte tusind' Mænd,
845	forgiæves dog: en bedre Lykke han
	og Held var værdig, og en bedre Fader.
	Nu kom paa Marken i sin store Vogn
	med Palmer prydet, sejerrige Heste
	han prunker med, den skønne Aventinus,
850	en Søn af skønne Hercules: han holdt
	sin Faders store Skiold, hvori man saae
	et hundred' Slanger som omgav en Hydra.
	I Aventini Skov han hemmelig	660
	blev af Præstinden Rhea født; en Gud
855	ham avled', da Laurentums Seirer kom
	hen til Tyrinth, og Geryon var dræbt.
	De spanske Køer som han frarøved' ham
	han vaskede i Tiberen. Hans Folk
	i Krigen bærer Piker, grumme Stænger,
860	og runde Dolke paa sabinisk Spyd;
	han selv er iført største Løves Skind
	med skræksom Mank, dens hvide Tænder staae
	rundt om hans Hoved: saadan gaaer han ind
	i Slottet, rædsom, i herculisk Dragt.
	Herculisk dragt: En anelse om denne påklædning får man ved at betragte disse billeder af et "Rekonstruktionsforsøg af bemaling på antik skulptur. Eksamensopgave på Institut for Arkæologi og Etnologi 1995, udført at stud. mag.'erne Rune Frederiksen, Kristina Winther Jacobsen og Lone Leegaard. Bemaling: Børge Igor Brandt." Statens Museum for Kunst, Afstøbningssamlingen, Vestindisk Pakhus, Toldbodgade 40, København K. Åben onsdag 14-20 og søndag 14 - 17.  Fot.: CN 10. 02. 2008
	Med undskyldning til såvel Vergil som hr. Schønheyder: Historien gentager sig. Også modehistorien. Ikke et løveskind, men tekstilfabrikantens svar på det ægte skind af en bengalsk tiger. Billedet er hentet fra "Die Welt" 29. 06. 2008, som omtaler en opvisning af "herremode" i Milano. Kostumet er formet af Frankie Morello.
865	Nu Tvillingbrødre fra Tiburti Stad,	670
	og Folket efter Brodren nævnt Tiburter,
	hidkommer. De var græske Ynglinge,
	Catillus og den tapre Coras. De
	blant tætte Spyde staae i Hærens Spidse.
870	Skybaarne, stiger to Centaurer saa
	fra Biergets Top herned med Snee belagt,
	ned fra Homoles og fra Othrys Field;     20
	sig Skoven aabner for der raske Løb,
	og Grene sønderbrydes knagende.
	Han og som grundede Prænestes Stad,
875	Cæculus, ikke udeblev. Den Fyrste
	blev avlet af Vulcan blant Hiorderne,
	og funden ved en Ild, saa siger Sagnet.	680
	En vidtstrakt Hær af Landfolk fulgte ham;
	Mænd fra Preneste, fra gabinisk Land,
880	fra kolde Aniene, fra Hernica
	paa Strømme riig, og fra Agnania,
	og de som boe ved Amasenes Strøm.
	Ei alle bære Vaaben eller Skiolde,
	dem rasle ingen Vogne; største Deel
	Blykugler kaste eller føre Spyd,
885	med Huer de tildække Hovedet
	af brune Ulveskind, den venstre Fod
	er nøgen, høire dække Lædersko.	690
	Men Hestetvingeren Neptuni Søn,
	Messap, som Ild og Staal ei saare kan,
890	sit Folk fremkalder, længe alt uvant
	til Krig, paa ny at gribe Spyd og Sværd.
	Fescenier, Falisker førte han,
	hid fra Soraktis Borg, flavinisk Mark,
	Ciminis Bierg og Søe og fra Cipene.
	De kom i Rader og besang der Konge.
	Saaledes gaaer sneehvide Svaneflok
	igiennem tynde Luft iblant, naar de
895	har giort der Maaltid, giennem lange Hals
	udstrømme Sange som gienlyde langt	700
	paa Strømmen og paa asisk Hav. Ei nogen
	formoder at det er en væbnet Hær,
	man troer at see en luftig Sky af Fugle
900	at dale ned mod Stranden.
	Hisset sees
	en mægtig Hær at lede, han som fra
	Sabiners gamle Slægt nedstammer, Clausus:
	han selv en Hær. Den har udbredet sig
	i Latien, fra den Tiid Romerne
905	forenede sig med Sabinerne.
	Saa kom og Amiterners store Hob,	710
	Qviriter og Eretus hele Magt,
	Metuskas, riig paa Olie, Nomentum,
	Velinums Rosenland, Tetricias Fjeld,
910	Severus Bierg, og de som dyrkede
	Casperia, som boe ved Strømmene
	ved Tybris, Fabaris og ved Himella,
	ved kolde Nursia, Hortiners Hær,
	latinske Folk, og der hvor Allia
915	den Uhelds Strøm beskyller Landene.
	Saa vælte Bølger sig paa lybisk Hav
	ved grumme Orion om Vinteren:
	saa bølge Axene ved nye Sol	720
	paa Lycias og Hermus gule Marker.
920	Nu Skiolde lyde, Jorden bæver ved
	de mange Fødders Trampen. Paa sin Vogn
	Halesus sees, hiin Agamemnons Søn,
	de Trojers svorne Fiende kiøre frem,
	med tusind' vilde Folk til Turnus Hielp.
925	De som med Plove dyrke Massica,
	af Bachus signet; som fra Højene
	Aurunkers Fædre sendte; de som boe
	ved Sidicinum og ved Cales; ved
	Vulturnus lave Bred, saa og de raae
930	Saticuler og Oscer væbnede.
	De bære Kastespyde, med en Rem	730
	de fæste dem til Kroppen. Med et Skiold
	de dække venstre Side, krumme Sværd
	de stride med, naar Fienden staaer dem nær.
935	Ei heller du skal glemmes i min Sang,
	Oebal, som Telon avlede med Nymfen
	Sebetis da han hersked' i Caprea
	til Alders alt. Han med sin Fædrearv
	ei nøiet var, men trykked' vidt og bredt
940	Serrasterfolket og Beboerne
	af Sarni Bredder med sin Magt; ham fulgte
	Celenna, Batulum og Rufas Stæder,	740
	saa og Abellas Stad paa Æbler riig.
	De paa teutonisk Viis skød Pilene,
945	af Kork var deres Hielme, glindsende
	var deres Kobberskiold og blanke Sværd.
	Du ogsaa Ufens, stor af Krigerroes
	og Vaabenheld, fra Nursa sendtes hid.
	De raae Æquikoler du bragte med,
950	et grusomt Folk, og vant til megen Jagt
	og haarde Arbeid: Jorden dyrker det
	bevæbnet, altid lystigt til at plyndre,
	og at ernære sig af Rov. — Endog	750
	der kom en Præst hid fra Marrubium
955	med Fredens Oliegreen sat paa sin Hielm,
	fra Kong Archippus sendt, den tapre Umbro.
	Hydrer og Slanger aandende der Gift,
	med Haand og Sang han dyssede i Søvn,
	han dæmped' Vreden, giorde deres Bid
960	ved Kunst uskadeligt. Dog kunde han
	ei læge Saaret af dardanisk Spyd;
	ei hialp hans Tryllesang for saadant Stik,
	ei Urter plukkede paa Marsas Bierg;
	Angitas Skov, Fucinas rene Strøm
965	hans Fald begræder.	760
	Hippolyti Søn
	den skønne Virbius kom og i Krigen.
	Hans Moder var Aricia; han blev
	ført til Egerias Lund ved fugtig Strøm,
	nær naadige Dianas Alter. Der
	er Sagnet Hippolytus myrdet blev
970	ved sin Stifmoders List, og med sit Blod
	afsoned' Faderens Forbrydelse,
	i det hans Heste giordes sky og han
	ved dem blev sønderrevet; at han da
	igien til øvre Himmel løftet blev,
975	opvakt ved Lægeurter, hiulpen ved
	Dianas Yndest: Men at Jupiter
	opbragt ved det en Dødelig igien
	fra Orkus Skygger skulde reise sig	770
	til Livets Lys, nedstødte Æskulap
980	Opfinderen af denne Lægekunst,
	ved sin Lynstraale ned i stygisk Pøl.
	Men Hippolytus af Diana blev
	til lønligt Sted henført, og givet Nymfen
	Egeria til Bevogtning i sin Lund.
985	Der eene og ukiendt i Skovene
	han leved', og forandrede sit Navn
	til Virbius. Derfor afholdes fra
	Dianas Tempel og fra hendes Lund
	de hornehovede* Heste, fordi de [*hornhove]
990	af Søuhyret skrækked', væltede
	ved Stranden Vognen og den unge Mand.
	Dog desuagtet Sønnen gik i Krig,	780
	med raske Heste spændte for sin Vogn.
	Selv blant de første skønne Turnus var,
995	høit over alle rakte frem hans Isse,
	han holdt sit Værje, trefold Fiæderbusk
	og en Chimæra prydede hans Hielm,
	som af sin Strube spruded' Ætnas Ild:
	jo blodigere Striden er, jo meer
1000	Uhyret spruder grumme Flammer ud.
	Paa blanke Skiold stod Io tegnet af
	i Guld, men uden Horn, dog som en Ko
	med haaret Krop, et vigtigt Æmne; og
	Jomfruens Vogter Argus; Faderen	790
1005	Inachus af sin Urne øsende
	en Flod. — En Sky af Fodfolk fulgte ham,
	og Skiolde trængte sig paa Markerne,
	argivisk Ungdom, Rutuler, Aurunker,
	Sicaner og Sacraner, Labiker,
1010	fra Tiberens Skove og Numicus Bred,
	fra Ufens Bredder som med kolde Strøm
	igiennem dybe Dale gaaer til Havet.	800
	Til disse kom Camilla, stammende
	fra Volskerne, en Krigerinde. Hun
1015	en Hær som glimrede til Hest og Fods
	anførte. Ei var hendes Hænder vante
	til Naal og Rok, Minervas huuslig' Daad,
	men haardfør Jomfruen i Krigen var,
	som Vinden hendes Fødder var i Løb,
1020	hun vilde flyve over Græs og Ax,
	og knap berøre deres fine Spidser,
	hun vilde løbe over Hav og Flod,	810
	og ikke væde sine raske Fødder.
	Fra Huse og fra Marker, som hun kom,
1025	fremstyrted' Mænd og Qvinder hobeviis
	beundrende, bestyrted' ved det Syn,
	saa hendes fine Skuldre dækkede
	af fyrstlig Purpur, hvor det bløde Haar
	med gyldne Sløifer giennemvævet var,
1030	hvordan hun førte selv en lydisk Kogger,
	og bar et landligt spidset Myrtespyd.

OTTENDE BOG eller TOP

Noter:

01 Af Frygt for hendes Hexerie.

02  Latinus Datter.

03  De Kager eller det Brød som tiente som Bord eller Tallerken for deres Mad. Det var hvad Harpyen Celeno havde spaaet dem, at de af Sult skulde æde deres Borde.

04  Italiens gamle Konger.

05  Et Forbjerg i Sicilien.

06  Paa troisk Mark.

07  Mars vrededes paa Perithous, fordi han ikke havde budet ham til Bryllup med de andre Guder, og opvakte derfor Strid blant Giæsterne, et thessalisk Folk.

08  Calydon havde ofret de andre Guder, men glemt Diana, hvorfor han blev dræbt af et Vildsviin med Jupiters Tilladelse.

09  Latinus Datter Lavinia.

10  Hecuba, Kong Priams Hustru, da hun var svanger med Paris, drømte at hun fødte en brændende Fakkel.

11  Nemlig Æneas

12  Dronningens.

13  Priams Søn Paris. Han kaldes Hyrden fordi han, formedelst hans Moders Drøm, blev udsat i Idas Skov, og der opdroges af en Hyrde.

14  Et sædvanligt Tilraab ved Bachi Fest.

15  Thyrsus, et Spyd bevundet med Viinblade.

16  I Hiorteskind, hvori Bachus kom fra sit indiske Tog.

17  Dianas Søe.

18  Vil gaae mod Østen.

19  Janus, han som tilkiendegav Fred eller Krig. Var hans Tempel lukket, saa var der Fred; stod det aabent, var der Krig.

20  Thessaliske Bierge.