Aeneis_8

OVERSIGT eller INDEX

	Aeneis. Ottende Bog.
	Indhold.

	Turnus hænger Stridsfanen ud fra Slottet. Han samler Hielpetrupper fra hele Latium og de tilgrændsende Stæder. Venulus sendes til Diomedes, for at forestille ham den fælles Fare, og begiære hans Bistand. Æneas foruroliges herover, og da han ikke troer sig stærk nok, gaaer han efter Tiberinus Raad imod Strømmen til det Sted, hvor siden efter Rom blev bygget. Han træffer Kong Evander, som havde bygget en Stad paa Palatinus-Bierget, modtages venligt af ham, og underrettes om Hercules Ofring, hvormed han da var sysselsat. Han giver Æneas en Hielp af fire hundrede Ryttere, som anføres af Evanders Søn, Pallas, og sendes til Trojanerne. Selv gaaer Æneas til Agylla, en tyrheninsk Stad, som havde fordrevet sin Konge Mezens fra Riget formedelst hans Grumhed. Imidlertid overtaler Venus sin Mand Vulcanus ved sine Kiærtegn til at smedde Vaaben for Æneas, hvilke hun tilbringer ham. Æneas beundrer især det prægtige Skiold, hvorpaa hans Efterkommeres Bedrifter findes afbildede.


	Da Turnus havde fra Laurentums Slot
	reist Krigens Fane, da det hæse Skrald
	fra Hornene gienlød, da muntre Heste
	han samlede og alt til Vaaben drev,
5	blev alles Sind opvakt; al Latium
	forener sig i denne vilde Støi,
	Ungdommen raser, og Anførerne
	Messapus, Ufens, Gudsforagteren
	Mezens hidfører sine Hielpetrupper,
10	og blotter Landet for dets Dyrkere.
	Man ogsaa til den store Diomed
	afsendte Venulus at søge Hielp,
	og sige, Teucrerne var komne hid
	til Latium, og at Æneas var
15	der med en Flaade og hans overvundne
	Penater, og paastod han var bestemt
	af Skæbnen til der Konge: at han alt
	i Forbund havde draget mange Folk,
	og at hans Navn blev meer og meer bekiendt.
20	Hvad var hans Hensigt, hvad om Lykken var
	ham gunstig var hans Maal ved denne Strid,
	det indsaae Diomed langt bedre end
	Kong Turnus, eller Kong Latinus selv.
	Saa gik det til i Latium. Æneas,
25	Dardanerhelten, da han dette seer,
	betager Sorg hans Sind, nu hist nu her	20
	det drives, nu fra en til anden Plan.
	Saa bæver Solens Skin, saa Maanens Lys
	fra Vandets Overflade straalende,
30	det flyver vidt og bredt i Luften frem,
	og naaer tilsidst til Husets høie Loft.
	Nat var det, Dyr og Fugle trætte laae
	i dybe Søvn, Æneas Faderen
	laae under Himlens kolde Axe strakt,
35	urolig og bedrøvet over Krigen,
	og gav de trætte Lemmer sildig Ro.	30
	Her Stedets Gud, den gamle Tiberinus,
	blant Poppelgrene fra den skønne Strøm
	opstiger for ham: tynd, af grønne Linned
40	hans Klædning var, hans Haar var skiult af Siv.
	Saa talte han og lindrede hans Sorg:
	"O du af Gudeslægt som bringer os
	de Trojers Stad fra Fienderne igien,
	som frelser evig Pergama, du som
45	forventes i Laurent og Latium;
	her er dit sikre Sted, her er, viig ei!
	for Trojas Guder Fred; frygt du kun ei	40
	for Krigens Trudsler, al Fortørnelse,
	al Vrede hos de Himliske er stilt.
50	Og at du ei skal troe at af en Drøm
	du skuffes, see da skal du finde snart
	hen under Strandens Eeger liggende
	en stor hvid Soe, med tredive hvide Unger
	nys fødte, der nu suge hendes Melk.
55	See der er Stadens Sted, den sikre Ro
	for al din Møie. Der Ascanius
	naar ti Gang trende Aar forløbne er,
	en Stad vil bygge, det berømte Alba.
	Fuldt vist er hvad jeg taler. Nu giv Agt,
60	nu vil jeg lære dig hvad videre
	du giøre skal for Seieren at naae.	50
	Arkader fra Pallantes stammende,
	som fulgte Kong Evander paa sit Tog,
	har her paa Bierge bygget sig en Stad,
65	og kaldt den Palanteum. Dette Folk
	har ofte Krige med Latinerne:
	giør Venskab og Forbund med det. Jeg selv,
	paa det du lettere skal kunne gaae
	mod Strømmen, dig vil jeg føre op ad den.
70	Reis da Gudindesøn! ved første Lys
	bring Juno skyldigt Offer, overvind
	med Bøn og Løfter hendes Harm og Trudsler.
	Som Seirer skal du ogsaa ære mig:	60
	mig er det som du her ser strygende
75	langs Bredden, skærende den fede Mark;
	jeg den blaa Tiber er, som Himlen har
	saa kiær; herfra udgaaer mit store Huus, 01
	hvis Hoved over alle Stæder naaer."
	Saa talte Flodens Gud, og dukked' sig
80	i dybe Strøm. Snart Nat og Søvn forlod
	Æneas, op han staaer, og som han seer
	den første Straale af oprundne Sol,
	han løfter Vandet med sin hule Haand
	af Strømmen efter Skik, og beder saa:	70
85	"I Nymfer, laurentinske Nymfer, I
	fra hvilke Floderne nedstamme; du
	o Fader Tyber med din hellige Flod,
	modtag Æneas, frie ham dog en Gang
	fra Modgang! I hvad Kilde end du boer,
90	som kiærlig ynker mine tunge Kaar,
	til hvilket Land du Skønne end gaaer ud,
	dig vil jeg hædre, ofre Gaver dig.
	Du horned' Hesperiders Flod, du som
	behersker Vandene, vær naadig mig,
95	bekræft det hvad din Guddom lovede."
	Saa talt, han tvende Skibe tog af Flaaden,
	befæster Roret og bevæbner Folket.	80
	Men pludselig et Under staaer for ham,
	en sneehvid Soe i Skoven ligger der
100	med hvide Yngel, ved den grønne Strand.
	Æneas slagter den dig store Juno,
	og med sin Yngel bringer dig til Offer.
	Den hele Nat blev Tiberstrømmen, før
	høitsvulmet, rolig; tavs dens Flade var,
105	og jævn som Aaren ingen Modstand gav.
	Nu Reisen blev begyndt med glade Støi,	90
	den tiæred' Granbaad løb mod Strømmen op:
	forundret Vandet seer uvante Syn,
	forundret Skoven, Skiolde blinkende
110	og malte Skibe svømmende i Bølgen.
	Nu stræbe Aarerne ved Nat og Dag,
	de gaae igiennem lange Bøininger
	hen under grønne Træer af alle Slags,
	og giennem Skove skæres jævne Strøm.
115	Den gyldne Sol sin halve Bane alt
	paa Himlen havde giort, da Murene
	af Slottet fiernt de saae, og hist og her
	opførte Gavle: Rom det mægtige
	dem nu har taarnet høit til Himlen op.
120	Evandrus leved' da i ringe Kaar.	100
	Snart vendes Skibene, og Trojerne
	sig nærme Staden.
	Just paa samme Dag
	frembragte Kong Evandrus festligt Offer
	til store Hercules, Amphitryons
125	berømte Søn, nær Staden i en Lund.
	Pallas hans Søn og alle Ynglinge
	med ham, saaog den fattige Senat
	gav Virak, lunkne Blod saaes rygende
	ved Alterne. Da de fremkomme saae
120	de høie Skibe i den mørke Skov,
	og Aarerne at standse, bleve de
	forfærded' ved det pludselige Syn,
	og alle reisde sig fra Bordene.
	Den diærve Pallas ei tillader at	110
135	afbryde Offeret, men griber selv
	et Spyd og møder dem. "I unge Mænd,
	(saa raaber han fra Høien ned) hvad har
	jer bragt ad den ukiendte Vei herhid?
	hvad søge I? hvad er jer Slægt, jer Land?
140	er Fred, er Krig, det som I bringe os?"
	Æneas svarte saa fra høie Stavn,
	og Fredens Oliegren i Haanden holdt:
	"Trojaner seer du, Vaaben seer du som
	med Latium er fiendske; stolte Krig
145	os Flygtninge paaføres. Kong Evandrus
	vi søge. Siger ham, dardaniske
	Anførere kom hid, at stifte Venskab
	og Forbund med ham."	120
	Ved det store Navn
	blev Pallas slagen af Forundring. "Kom
150	i hvem du er, han raabte, nærmere,
	tal med min Fader, kom og bliv vor Giæst."
	Han greb hans Haand og holdt den favnende;
	de gaae fra Strømmen og til Lunden hen.
	Med venlig Tale vender sig Æneas
155	til Kongen: "Bedste iblant Grækerne,
	som Skæbnen bød mig at bønfalde, og
	at række baandbeprydet Oliegren;
	ei frygted' jeg, skøndt du for Danaer
	en Fyrste er og en Arcadier,
160	endskiøndt du stammer fra Atriderne.	130
	Mit Mod, Oraklers Helligdom, vort Slægtskab,
	dit vidtbekiendte Navn, har bragt mig hid,
	og villig Lydighed mod Skæbnens Bud.
	Dardanus, som den første Fader var,
165	og Ophavsmand til Trojas Stad, en Søn
	(som Græker sige) af Atlantis Datter
	Electra, styrede til Teucrers Land.
	Electra avlede den store Atlas,
	som paa sin Skulder bærer Himmelen.
170	Merkur din Fader er, den skønne Maja
	ham fødte paa Cyllenes kolde Top.
	Men Maja avlede (er Sagnet sandt)	140
	hiin Atlas som omdreier Stiernerne.
	Saa stammer begges Slægt fra samme Blod.
175	Herpaa jeg stolede, og sendte ei
	til dig Legater, prøved' ei ved Kunst
	at vinde dig: jeg selv betroede dig
	mit Liv, og bedende kom til dit Huus.
	Det samme Daunerfolk som grusomt dig
180	med Krig forfølger, troer at intet mangler,
	naar os de kan fordrive, til at faae
	Hesperien aldeles i sit Aag,
	og herske over øvre, nedre Hav.
	Modtag min Tro og giv mig din, vi har
185	i Krigen Mod, og tappert, prøvet er	150
	vort unge Mandskab."
	Saa Æneas talte:
	hiin øined' længe alt med skarpe Blik
	den talende, og kortelig gientog:
	"Hvor gierne kiender og modtager jeg
190	dig tapreste blant Teucrer! hvor gienkalder
	jeg glad Anchis, din store Faders Røst,
	hans Mine og hans Aasyn! end jeg mindes
	hvor Priamus, den Laomedons Søn,
	til Salamina gik for at besøge
195	sin Syster Hesione, og derfra
	kom til Arcadiens kolde Grændser hid.
	Da pryded' Ungdoms Blomst endnu min Kind;	160
	jeg studsed' ved trojanske Fyrsters Syn,
	og Laomedons Søn beundred' jeg,
200	thi høit Anchises over alle stod.
	Hvor brændte jeg af inderlig Attraae
	at nærmes ham og føie Haand med Haand?
	Jeg gjorde det, og førte ham med Lyst
	hen til Phinei Stad. Han skænkte mig
205	da han drog bort et prægtigt Kogger, fyldt
	med Phøbi Pile, og en Reisekaabe
	med Guld brodert, og tvende gyldne Tømmer,
	som nu min Pallas har. Modtag da nu
	begiærte Forbund og min høire Haand.
210	Naar første Lys i Morgen straaler frem,	170
	jeg eder glade fra mig sende vil,
	og give Hielpetrupper dig. Imens
	saa feirer med os mine Venner her
	den aarlig' Fest som ei opsættes maae,
	og sidder ned hos os ved Bordene."
215	Saa sagt, han Retterne lar sætte frem,
	og de borttagne Bægre, bringer selv
	paa Græsset Mændene til Sædet hen.
	Æneas, den fornemste, leirer han
	paa Løveskind, lagt paa en Løntræs Stol.
220	Udvalgte Ynglinge og Altrets Præst
	frembringe kapviis Oxers stegte Kiød,
	i Kurve hyppes Ceres Gaver op,	180
	og Viin frembydes. Oxens hele Ryg
	og Renselsofrets Indvold, spiser nu
225	Æneas med sit unge Mandskab. Da
	nu Sulten stillet var og Spiselyst,
	begyndte Kong Evander: "Denne Fest,
	det Offermaaltid, dette Gudens Alter
	har ei sin Grund i daarlig Overtro,
230	og i Ukyndighed om fordums Guder.
	Nei, troisk Giæst! den Fare vi undgik
	erindre vi med Tak og skyldig Ære.
	See til hiint Field hvor Stene hænge frem,
	hvad Klippevægt er kastet hist og her,	190
235	sku hiint forladte Huus ved Biergets Fod,
	og Ødelæggelsen rundt om. Der var
	en Hule dyb og viid, der boede Cacus,
	Halvmennesket: hans stygge Aasyn der
	for Solens Lys var skiult: af friske Blod
240	var Jorden stedse lunken: Hoveder
	af Mænd var nagled' paa hans stolte Port;
	et blegt og gustent Syn. Vulcanus var
	Uhyrets Fader. Stor og stærk det var,
	og spyede sorte Flammer af sin Mund.
245	Den længe ønskte Hielp kom endelig	200
	ved Gudens Ankomst. Thi den store Hævner
	Alcides kom, som nylig havde dræbt
	trefolde Geryon, stolt af sit Rov: 02
	som Seirer drev han store Oxer hid,
250	som Flodens Bred og Dalen skiulede.
	Men Tyven Cacus tændt af Gierrighed,
	lod ingen List og Frækhed uforsøgt,
	og drev fra Folden fire store Oxer,
	og lige mange ypperlige Kiør;
255	og paa det intet Spor af deres Fødder
	vendt fremad skulde sees, drog han dem hen
	ved Halen til sin Hule modsat Vei,	210
	og skiulte dem udi det mørke Field.
	Saaledes intet Tegn ved Hulen fandt
260	den Søgende. Imens, da Hercules
	drev Hiorden som i Foldet mættet var,
	for videre at gaae, den brølede,
	og med sin Støien fyldte Skov og Høi.
	Den Røst gav en af Køerne tilbage,
265	og brøled' i den dybe Hule stærkt,
	og skuffede, skøndt skiult, hiin Cacus Haab.
	Nu brændte sorte Galde hos Alcides,
	han greb til Vaaben, tog en knudret Eeg,	220
	og løb til Biergets Top. Da saae vi først
270	hvor Cacus angstfuld og forvirret blev,
	med Vindens Fart han fløi til Hulen hen,
	Frygt gav hans Fødder Vinger; flux han der
	sig indelukte, Lænkerne han brød,
	hvorved en vældig Steen faldt ned, som hang
275	ved Jern befæstet og Vulcani Kunst,
	og nu al Indgang spærret var og lukt.
	Men Hercules kom rasende og speided'
	hver Tilgang, snart sig vendte hist snart her,
	med Tænder gnidskende; tre Gange han	230
280	af Harme skummende det hele Bierg
	omløber rundt; tre Gange prøver han
	forgiæves dog, at storme Klippeporten,
	tre Gange træt han sætter sig i Dalen.
	Nær stod et Field, skarpt, lodret overalt
285	paa Hulens Ryg, og overmaade høit,
	der bygged' stygge Fugle deres Reder.
	Der hvor dets Top mod Strømmen hældede
	han stødte det med Magt fra modsat Kant,
	og rev det dybt fra sine Rødder ud.
290	Ved Faldet Gienlyd gav den høie Luft,
	og Bredden bæved', Strømmen flød forfærdet
	tilbage, Hulen nu og Cacus Borg
	opdaget stod, det mørke Svælg stod aabent.
	Ei anderledes end om Jorden fik
295	ved Vold et Gab, og underjordske Land
	med blege Skyggers Rige sig oplod,
	og Øiet skued' ned i grumme Svælg
	og fæle Dyb forhadt af Guderne,
	og Siæle bæved' ved indladte Lys.
	Uventet nu, og brølende fremstod
300	for Dagen den i Klippen skiulte Trold:
	fra oven sender Hercules ham Pile	250
	og al Slags Vaaben, Grene, svære Stene.
	Men hiin (thi ingen Flugt ham redde kan)
	udspyer (forfærdeligt!) en vældig Røg,
305	og svøber Hulen ind i tykkest Mulm
	som blinder Øiet, reiser Damp og Nat,
	og blander Ild med Mørket. Hercules
	ei taalte dette med sit høje Mod;
	flux giennem Ilden giorde han et Spring,
310	hvor Røgen tykkest, Taagen sortest var
	og kaagende i store Hule stod.
	Her greb han Cacus, som forgiæves spyed'
	i Mørket Ild og Brand, han dreied' ham,
	og som en Knude sammenpinte ham,	260
315	hans Øine knuede han frem, og Blodet
	i Svælget stod. Strax aabnede sig nu
	det stygge Huus da Portene sprang op,
	de stiaalne Oxer viste sig, hvis Rov
	med Eed var nægtet, frem ved Fødderne
320	udslæbtes det afskyelige Aadsel.
	Forfærdet, ingen kunde see sig mæt
	derpaa, ei paa de glubske Øine og
	det Aasyn, paa Halvdyrets Bryst som var
	med Byrster skiult, paa Ilden som laae slukt
325	i Svælget. — Herfra reiser sig den Fest
	som Efterslægten ærer end med Lyst.
	Potitius først stifted' den, Pinarus	270
	Hercules Tempel vogtede, og sat
	i Lunden dette Alter ham: det helligt
330	os kaldes, stedse helligt være skal.
	Derfor I Ynglinge, nu til hans Priis
	bekrandser eders Lokker, Bægerne
	med eders Høire holder frem, anraaber
	den fælles Gud og gyder Viin ham ud."
335	Saa talt, han med tofarvet Poppelløv,
	(Hercules Træ) indsvøbte Lokkerne;
	det hellige Bæger fyldtes i hans Haand.
	Strax alle glade drypped' Vinen ud
	paa Bordene, og bad til Guderne.
340	Nu Aftenen sig nærmer fra Olymp.	280
	Alt Præsterne og først Potitius
	i Pelse klædte Offerilden bar,
	bereded' Maaltid, sørged' for Deserten,
	og hypped' Fadene paa Alterne.
345	Nu kommer og til Sangen Salier
	rundt om de tændte Altere, og Løv
	af Popler krandsed' deres Tindinger.
	Et Chor af Unge her, af Gamle hist,
	udtoner Herculs Roes og Gierninger:
350	hvordan i Vuggen han med Hænderne
	to Slanger qvalte, hans Stifmoders Daad: 03
	hvordan han Troja og Øchalia,
	i Krig berømte Stæder, undertvang:	290
	hvor tusind' svære Farer han bestred,
355	som Junos Ondskab ham hos Kong Euristes
	forvoldte. "Du Uovervundne har
	nedlagt skybaarne dobbeltlemmede 04
	Hylæus, ja og Pholus med din Haand;
	det cretiske Uhyre slagted' du,
360	og grumme Løve paa Nemeas Field.
	Du stygisk Pøl, du Orcus Portner til
	at bæve kom, da paa halvædte Been
	han henstrakt laae i blodig Hule. Dig
	ei noget Syn forfærded'. Selv Typhoeus
365	den Kæmpe ei, med Vaaben truende; 05
	ei Slangen fra Lernæa mægtig var,
	den mangehovede, din Sands at døve.	300
	Hil dig, du sande Søn af Jupiter,
	du Guders nye Ziir, kom vær os nær,
370	og sign det Offer vi frembære dig."
	Saa lød der Sang; ei glemtes Cacos Hule,
	ei han som spyed Flammer: Gienlyd gav
	den hele Skov og alle Høiene.
	Da saa Gudstjenesten var endt, gik hver
375	til Staden; Kong Evander, Oldingen,
	gik ved Æneas styttende sig paa
	sin Søn, og med forskællig Tale de
	sig korted' Veien. Af Forundring fuld	310
	Æneas kaster Øiet overalt,
380	ved Landet glæder sig og hver en Ting
	udforsker, hører gierne tale om
	Fortidens Mænd og deres Gierninger.
	Evander, Stifteren af romersk Borg,
	begyndte nu: "I disse Skove før
385	var Fauners, Nymfers Bolig, Folket var
	som født af Klodser og af haarde Eeg.
	Ei Sæder, ei Gudsdyrkelse det havde,
	at spænde Oxerne til Ploven ei
	forstod, ei at erhverve Eiendom,
390	ei at bevare det erhvervede.
	Paa Træets Grene og ved møisom Jagt
	det fandt sin Næring. — Nu Saturnus kom
	før Jovis Vaaben rømmende herned	320
	fra himliske Olymp, ved Riget skilt,
395	en Flygtning. Han den raa og vilde Slægt,
	adspredt paa høje Bierge, samlede,
	den Love gav, den kaldte Latium, 06
	fordi han fandt et sikkert Skiul hos den.
	Den gyldne Alder var (saa siges der)
400	i denne Konges Tiid, saa styred' han
	i blide Fred sit Folk. Der siden kom
	en værre Tiid og ei saa glimrende,
	Krigsraserie og Rovbegiærlighed.
	Nu kom ausonisk og Sicaners Slægt,
405	og ofte skiftede Saturni Land
	sit Navn. Nu Konger kom, den bistre Tibris	330
	med Kæmpekrop, fra hvem Italerne
	har kaldet Floden Tiber; Albula
	var Landets gamle Navn som nu er tabt.
410	Mig dreven fra mit Fædreland og slængt
	paa fierne Hav, almægtig Lykke har
	og umodstaaelig Skæbne bragt herhid.
	Mig drev min Moders Rædselsbud, Carmentis,
	saaog Apolls Orakel."
	Dette sagt,
415	han viiste ham, i det de vidre gik,
	Carmentis Alter, carmentalske Port,
	saa kaldt af Romerne: et Minde af
	Carmentis Nymfen, fordums Profetinde,
	som Æneiders store Navn besang,	340
420	og høie Palanteums Fremtiid. Nu 07
	han viser ham den store Lund, hvori
	den bistre Romulus et Fristed fandt,
	og Lupercal i Fieldets Kiølighed, 08
	af Græker nævnet Panos. Videre
425	hiin Argileti Lund som blev ved Mord 09
	vanhelliget; høitidelig sin Uskyld
	han her bevidner, og fortæller hvad
	hans Giæstes Argi Død forvoldte. Saa
	hen til Tarpeji Borg og Capitolet
430	han fører ham: nu glimrer det af Guld,
	tilforn der Torne stod og vildsomt Krat.
	Alt den Gang skræmmed' Stædets Gudefrygt
	skræksomme Landfolk; hist en Skov, en Lund,	350
	en Steen man skælved' for." Her, sagde han,
435	paa Toppen af hiin overskygged' Høj,
	der boer en Gud, man veed ei hvilken Gud,
	Arcaderne troer selve Jupiter
	at have seet, at tidt han rystede
	med Haanden mørke Skiold og Uvæir bragte.
440	Desuden seer du Levningerne her
	af tvende Stæder, ødelagte nu,
	og Mindesmærker af Oldtidens Mænd.
	Af Fader Janus denne bygget blev,
	den anden byggede Saturnus: hiin
445	blev kaldt Janiculum, Saturnia
	den anden." — Saa indbyrdes talende
	de naaede fattige Evanders Huus;
	de hist og her saa Qvæg som brølede,	360
	hvor siden romersk Forum kneised' høit, 10
450	og prægtige Carina. Da de kom
	til Huset, her han sagde er den Dør,
	ad hvilken Seireren Alcides kom
	i denne Kongeborg. Vov ogsaa du
	min Gæst at ansee Rigdom med Foragt,
455	viis Guden værdig dig og lignende, [vær beskeden og tag til takke]
	ei utilfreds med tarvelig Beværtning."
	Saa sagt han førte under lave Tag
	den store Mand Æneas, satte ham
	paa Puder stoppede med Løv, beklædte
460	med lybisk Biørneskind.
	Nu Natten kom
	med mørke Vinger Jorden favnende.
	Men Venus Moderhierte frygtede	370
	med Ret for Laurentiners Trudsler, og
	det grumme Oprør. Hun Vulcanus nu
465	tiltaler saa i gyldne Ægteseng,
	og med sin Tale gudlig Elskov ham
	indaander. "Da bestemte grumme Krig
	paaførtes Pergama af græske Konger,
	da Trojas Slotte var udseete til
470	for fiendtlig Ild at falde, ingen Hielp
	jeg søgte for de arme, ei din Kunst
	og Videnskab til Vaaben mig udbad.
	Ei vilde jeg min elskte Ægtemand
	opfordre til forgiæves Møie, skøndt
475	jeg meget skyldte Priams Børn, og tidt
	begræd Æneas haarde Lidelser.	380
	Paa Jupiters Befaling kom han nu
	hen til Rutulers Kyst. Nu kommer jeg,
	bedrøvet som tilforn, bønfaldende
480	din Guddom stedse hellig mig. O giv
	en sorgfuld Moder Vaaben til sin Søn.
	Achillis Moder Thetis kunde dog,
	Tithonia med Taarer kunde dog
	dig bøie. See hvad Hær forsamler sig!
485	hvor Sværdet hvæsses i de lukte Stæder
	til min og mines Undergang."
	Saa sagt,
	Gudinden strakte de sneehvide Arme
	hen mod den tøvende, og hist og her
	med søde Favnetag opildned' ham.
490	Ham snart den vante Lue greb, den løb
	til inderst Marv og giennem hvert et Been.
	Ei anderledes Lynet brister ud	390
	igiennem Skyen med sit Glimmerlys,
	og bryder fra den gloende Sprække frem.
496	Hans Hustru, sig bevidst sin Skønhed, saae det,
	glad ved sin List. Af himlisk Elskov nu
	saa overvunden talede Vulcanus:
	"Hvi søger du saa fierne Grunde? hvi
	har du Gudinde saa din Tillid tabt?
500	O havde du tilforn for Teucrerne
	slig Omsorg haft, jeg skulde ogsaa da
	bevæbnet dem. Ei Himlens store Fader
	forbød, ei Skæbnen nægted' Ilium
	at staae, og Priamus endnu ti Aar
505	at leve. Nu, da du vil Krig, og har	400
	besluttet det, alt hvad min Kunst formaaer,
	jeg lover dig; hvad giøres kan af Jern
	og glimrende Metal, hvad Ild og Vind
	formaaer; stands med din Beden, i din Magt
510	sæt ingen Tvivl." — Saa talt, han gav sig hen
	i Elskovs Favnetag, og søde Søvn
	paafaldt ham, henlagt i sin Hustrus Skiød.
	Da første Ro ved Nattens halve Løb
	han havde nydt, han Søvnen snart fordrev.
515	Som flittig Husviv der med Rok og Spind
	erhverver nøisom Underhold, opvækker
	den under Asken skiulte Ild, og til	410
	sit Arbeid tager Natten, kalder frem
	til lange Arbeid Ternerne ved Lys,
520	at hun sin Mages Seng maa holde net,
	og moderlig opdrage sine Smaae.
	Ei anderledes Ildbeherskeren,
	ei seenere fra bløde Leie han
	til Smedjen reiser sig. — Der er en Øe
525	ved Siden af Sicania og nær
	æolisk Lipare, Klippen der
	sees rygende: der er Cyclopers Hule,
	fra deres Værksted tordner det derfra,
	som Ætnas Bragen, deres Hammerslag,
530	det vældige, er hørt langt borte, vidt
	igiennem Hulen knittrer Gnisterne,	420
	og Ilden bruser frem af Ovnene.
	Det er Vulcani Huus, Vulcania
	benævnes Landet. Her Ildherskeren
535	nedsteg fra høie Himmel. Jernet her
	i vide Hule af Cycloperne
	blev smedet, Brontes og Steropes
	og Pyracmon stod der med nøgne Lemmer.
	Et end udannet Lyn, halv færdigt kun,
540	som Himlens Fader kaster dem paa Jorden,
	de sysselsattes med: tre vredne Straaler
	af Hagl, tre af Regnskyer, rødmende	430
	af Ild og Storm de trende sveisede;
	nu skræksomt Lyn og Frygt og Bragen de
545	iblandede, og vrede Flammers Fart.
	Et andet Sted bereded' de en Vogn
	med vinged' Hiul for Mars, hvori til Krig
	han vækker Folk og Stæder. Hist et Skiold
	forfærdende for vrede Pallas de
550	polere, giort af Slangeskæl og Guld;
	tæt for Gudindens Bryst sig Drager snoe,
	Gorgonen selv med den afhugne Hals
	mod Lyset vender sig. — "Leg alting bort!
	Vulcanus bød, stands det begyndte Værk,
555	ætneiske Cycloper, hører hvad	440
	jeg eder siger! reder Vaaben til
	en tapper Mand. Nu bruger al jer Kraft,
	og raske Hænder, nu jer hele Kunst,
	nu skynder jer!" Ei meer han talede;
560	strax alle toge fat og deelte sig
	i Værket, Guld og Kobber flød i Strømme,
	i store Ovne Morderstaalet saaes
	at smelte. Hist et mægtigt Skiold
	de smede, som mod Latiernes Pile
565	er eene nok, syv Kredse gaaer det i.
	Med store Blæsebælge andre staae
	og fange Luften og udstøde den.
	Det gloende Jern af andre dyppes i	450
	Kiøltruget. Hele Hulen giver Drøn
570	af Ambolter opstilte overalt.
	Med Magt opløftes Armene i Takt,
	og Tangen holder Massen, drejer den.
	Mens saa Vulcanus paa æolisk Kyst
	sit Værk fremskynder, vækker unge Dag
575	Evander fra sit lave Huus, og Fuglene
	hvis Morgensang udtoner fra dets Top.
	Den Gamle reiser sig, i Kiortel han
	indsvøber Lemmerne, tyrhenisk Saal
	paa Foden bindes, et tegæisk Sværd
580	ved Siden hænger fra hans Skulder ned,
	et Pantherskind fra venstre Side hen	460
	ad Ryggen kastes. Husets Vogtere,
	to Hunde komme fra det høje Loft
	og følge deres Herre. Nu sin Giæst
585	Æneas, søger han paa lønligt Sted,
	erindrende sit Ord sin budne Hielp.
	Ei mindre aarle var Æneas der,
	ledsaget af Achat, af Pallas hiin.
	Ved Mødet give de sig højre Haand,
590	og derpaa til fortrolig Samqvem sig
	i Huset leire. Kongen talte først:
	"Du Teucrers store Leder! vel jeg ei	470
	skal nogensinde holde Troja tabt,
	ei overvunden mens du lever, dog
595	min Krigsmagt kun er ringe til at hielpe
	saa stor en Mand. Her indelukkes vi
	af thuskisk Flod, Rutulers Vaaben hist
	os trænger, lydende omkring vor Muur.
	Men jeg et mægtigt Folk og Rige dig
600	til Bistand skaffe skal; uventet du
	medbringer dette Held, da Skæbnen just
	dig kalder hid. Ei langt herfra beboes
	en gammel Stad, som kaldes Agyllina,
	her var tilforn de tapre Lydier,
605	som paa Hetruriens Bierge satte sig.	480
	De blomstrede i mange Aar, men nu
	en Konge stolt, Mezenz behersker dem
	med grusom Tvang. Hvi skal jeg regne op
	det uudsigelige Myrden, hvi
610	Tyrannens vilde Daad? det Guderne
	vil huske ham og Efterkommere.
	End døde Legemer han føied' til
	de levende, bandt Haand mod Haand og Mund
	mod Mund, og i det ynkelige Favntag
615	(hvad Marter) dræbte saa med langsom Død
	de usle, flydende i Blod og Rod.
	Tilsidst de trætte Borgere dog greb
	til Vaaben mod den uhørt Rasende,
	omringede ham i sit eget Huus,	490
620	og slængte Ild derpaa, og slog hans Tilhæng.
	Han ud fra Nederlaget flygtede
	hen til Rutulerne, hvor Turnus nu
	ham som sin Giæst forsvarer. Billig Harm
	har nu opreist Etruskers hele Land,
625	det fordrer Kongens Straf med væbnet Haand.
	De tusinde vil jeg, Æneas! dig
	til Leder give. Hele Bredden alt
	af deres Skibe bruser, Kampens Tegn
	de fordrer; kun opholder dem endnu
630	en gammel Spaamand, syngende Orakler.
	"O, raaber han, mæonisk kaarne Ungdom!
	du gamle Heltes Afkom! billigt er
	det Nag som driver dig mod Fienden, vel	500
	fortient den Harm som brænder mod Mezenz.
635	Men ikke nogen født Italier
	det gaves at betvinge sligt et Folk,
	en udenlandsk Anfører vælger jer."
	Ved Guders Bud forfærdet stilledes
	Etruskers Hær, og her sig leirede.
640	Selv Tarchon sendte Talere til mig 11
	med Rigets Krone, Zepter, Fanerne.
	Til Leiren skal jeg gaae, modtage der
	tyrhenisk Rige. Men det nægter mig
	min Alders Kulde; svag ved rundne Aar
645	har jeg ei Kraft nu meer til Heltedaad.
	Min Søn jeg vilde overtale, hvis
	han ei, født af sabinisk Moder, var	510
	tildeels Italiener. Du hvis Aar,
	hvis Slægt med Skæbnen stemmer overeens,
650	som selv Oraklet kræver, gaae du frem
	som Teucrers og Italers tapre Leder!
	Til Følge giver jeg desuden dig
	min Søn, min Pallas, ham mit Haab, min Trøst.
	Han lære under dig at styre vel
655	en Hær, og øve Krigens tunge Kunst.
	Han skue skal din Daad, og vænne sig
	til at beundre dig i Ungdoms Aar.
	To hundred' Ryttere, udvalgte Folk,
	jeg giver ham, og samme Antal skal
660	dig Pallas give i sit eget Navn."
	Han neppe havde talt: Med nedsænkt Blik
	Æneas og hans tro Achates stod,	520
	og mangen Sorg de skulde have følt
	i traurigt Hierte, havde Venus ei
665	fra aaben Himmel sendt et Tegn dem ned.
	Uventet saaes et Lyn, et Skrald blev hørt,
	og alting syntes at nedstyrte sig;
	en Lyd som af tyrheniske Basun
	igiennem Luften klang. Forfærdet de
670	i Veiret skuer. Nu igien et Skrald:
	blant Skyerne fra Himlens klare Egn
	sees Vaaben blinke, og at give Lyd
	ved Sammenstød. Forfærdet alle blev,	530
	men Trojerhelten kiendte Lyden, og
675	sin Moders givne Løfte kom ihu.
	"Spørg ei, min Vært, spørg ei om Meningen
	af dette Under! Det er Guders Kald.
	Fra min guddommelige Moder er
	det Tegn, hun loved' mig at sende det
680	ved Krigens Udbrud. Hun Vulcani Vaaben
	til Hielp mig giennem Luften sender ned.
	O hvilket Blodbad forestaaer jer nu
	elendige Laurenter! Turnus du!
	hvor skal du bøde! Fader Tibris! hvor
685	skal Hielme, Skiolde, dræbte Stridsmænd snart
	sig under dine Bølger vælte frem!
	nu lad dem fordre Krig og bryde Pagt."	540
	Saa han fra høie Sæde reiste sig,
	og først paa Herculs Altere opvækker
690	den skiulte Ild, og glad sig nærmer til
	den Gud i Gaar han ofred'; ham, saaog
	de smaa Penater slagtes valgte Faar.
	Saa giør Evander, saa trojanske Ungdom.
	Derpaa han gaaer til Flaaden og besøger
695	sit Mandskab, vælger saa de tapreste
	at følge sig i Krigen. Resten han
	nedsender rolig ad den jævne Strøm,
	at bringe Budskab til Ascanius,	550
	om Tingenes og om hans Faders Gang.
700	Trojanerne faae Heste til at naae
	tyrhenisk Mark. En deilig udsøgt Hest
	staaer for Æneas der, omgiven heel
	af gule Løveskind med gyldne Klør.
	Nu flyver Rygter hastig giennem Staden,
705	at Ryttere med Iil sig skynde til
	tyrhenisk Konges Land. Nu Mødrene
	af Angst fordoble deres Løfter. Frygt
	ved Farens Nærmelse tiltager, meer
	og større Krigens Billed' viser sig.
710	Evander strækker nu sin Højre mod
	den gaaende og favner ham. For Graad
	han ei kan holde sig, og taler saa:
	"O gav mig Jupiter de rundne Aar	560
	tilbage! Var jeg som den Gang jeg slog
715	de fiendtlige Fortrupper ved Præneste!
	da jeg som Seirer brændte Skioldene
	i hobeviis, med denne Haand nedsendte
	Kong Herilus til dybe Tartarus:
	ham da han fødtes gav Feronia 12
720	hans Moder (gyseligt!) tre Siæle, og
	trefolde Vaaben, trende Gange jeg
	ham maatte dræbe. Disse trende Liv
	min Arm dog røved' ham, og ligesaa
	hans trende Rustninger. Da skulde der
725	ei noget skillet mig, o kiære Søn!
	fra dine søde Favnetag, ei skulde
	Mezentius min Naboe nogentiid,
	mig haanende, giort med sit grumme Sværd
	saa mange Liig, saa mange Enker her.	570
730	Men I, o Guder, og du Jupiter,
	du store Gudernes Behersker! hav
	dog Medynk med Arcadiens Konge, hør
	hans faderlige Bønner! Hvis jer Magt,
	hvis Skæbnen sparer mig min Pallas Liv,
735	om frisk jeg skal ham øine her igien,
	da beder jeg om Livet; gierne jeg
	hver Modgang taaler da. Men truer du,
	o Skæbne! ham med skræksomt Uheld, da,
	o da tillad mig grumme Liv at ende,
740	imens jeg vakler mellem Frygt og Haab,	580
	mens jeg dig elskte Dreng, min sildige,
	min eene Lyst, saaledes har i Favn,
	før et Ulykkens Bud mit Øre saarer."
	Saa talte Faderen til Afskeed, meer
745	han ei formaaede, og blev baaren bort
	af sine Tienere ind til sit Slot.
	Nu Rytteriet af de aabne Porte
	var gaaet ud. Æneas med sin tro
	Achates var iblant de fremmeste,
750	derefter andre Trojas Øverste.
	Selv Pallas midt i Hæren var, iført
	en Krigerklædning, Vaaben glimrende.
	Saa hæver Morgenstiernen, skyllet reen
	i Havets Flod (den Stierne elsket frem	590
755	for andre Stierner af Gudinden Venus)
	sit hellige Aasyn op paa Himlen, og
	fordriver Mørket. — Skælvende staae der
	paa Muren Mødrene, med Øinene
	de følge Støvets Sky, og Hobene
760	som glimre af Metal. De væbnede
	gaae giennem Skov og Krat ad nærmest Vej:
	Støi følger dem. Sqvadroner ordnede,
	med fireføddet Lyd gaar sparkende
	med Hoven fugtig Mark. — Der er en Lund
765	nær ved Cæritis kolde Strøm, den er
	ved Fortids Andagt hellig; vidt og bredt
	omgive Høje den og mørke Granskov.
	Pelasgerne, man siger, helliged'	600
	den til Sylvanus, Markers, Hiorders Gud,
770	og Festens Dag bestemte. Disse var
	de første som beboede Latium.
	Nær ved stod Tarchon med Tyrhenerne
	paa sikkre Stæder tagende sin Lejr.
	Fra Høien kunde man den hele Hær
775	alt see, som vidt i Marken spreded' sig.
	Her kom Æneas med udvalgte Ungdom,
	og trætte Folk og Heste hviled' sig.
	Men Venus, glimrende i Æthersky,
	kom ned med Gaver, og da hun sin Søn
780	i Dalen eenlig saae ved kolde Strøm,	610
	hun sig tilkiende gav, og talte saa:
	"See her de Gaver som jeg loved' dig,
	frembragte ved min Ægtefælles Kunst.
	Frygt ei de stolte Laurentiner, Søn!
785	ei tapre Turnus snart til Kamp at fordre."
	Saa talt, hun favned' ham. Paa modsat Eeg
	hun satte Vaabnene, de straalende.
	Hiin, glædet ved Gudindens Gaver og
	saa stor en Ære, kunde Øinene
790	ei mætte, vendte mod hver Gienstand dem.
	Forundret drejer han i Hænderne
	den fiærbesatte frygtelige Hielm	620
	som spruded' Flammer, Sværdet dræbende,
	den store Harnisk, stiv af Ærts, blodrød,
795	ei ulig blaalig Sky som glimrer fiernt
	af Solens Straaler glødet; Støvlerne
	de glatte, med Electrum og med Guld 13
	besatte, Spydet, Skioldets fine Væv,
	ulæseligt. — Hiin Ildbehersker, der [ ubeskriveligt] 14
800	om Landets Skæbne, Romernes Triumfer,
	om Fremtids Hændelser uvidende
	ei var, det havde giort. Den hele Slægt
	som skulde følge paa Ascanius,
	hvor Krig var i sin Orden forestilt;
805	Ulvinden liggende i Martis Grotte, 15	630
	to Drenge hængende ved hendes Bryster
	som patte legende og uden Frygt;
	hun bøjer runde Hals og slikker dem,
	og med sin Tunge renser deres Krop.
	Nær ved stod Rom og det uhørte Rov,
810	hvorved Sabinerinderne blev ført
	fra Skuepladsen ved circensisk Leeg, 16
	og Krigen som derved imellem Rom
	og de opbragte Curier opstod
	og gamle Tatius. Derefter saaes 17
815	de samme Konger efter giort Forliig
	bevæbnede for Jovis Alter staae,	640
	og holde Bægere, og deres Pagt
	bekræfte ved en slagtet Soe. — Nær ved
	var Metius, som sønderrevet blev 18
820	af firespændig Vogn. (Albaner, o
	du burde holdt dit Ord.) Af Tullus blev
	Meenederens Indvold slæbt igiennem Skoven,
	og Buskene blev farvet af hans Blod.
	Porsenna ogsaa, den forjagede 19
825	Tarqvin befalte atter at antage,
	og haardt beleired' Rom. Æneas Slægt
	for Friheden til Vaaben greb. Men hiin 20
	saaes vred og truende, for Cocles sig 21	650
	at sønderbryde Broen vovede,
830	og fordi Clølia, som havde brudt 22
	sit Fængsel, svømmende kom over Floden.
	Som Templets Vogter Manlius stod der
	høit paa tarpejisk Borg, og værnede
	for Capitolet, og det nye Slot
835	af Romulus opbygget. Her han seer
	sølvhvide Gaas at flagre vildt omkring 23
	i gyldne Sale, og med Skrig forraade
	at Gallierne er ved Portene.
	De var der, laae i Buske, havde alt
840	omringet Slottet, skiult af mørke Nat.
	Gult Haar de havde, gyldne Klæder bar,
	og stribet Uniform, fra hvide Hals	660
	hans gyldne Kiæder, hver i Haanden har
	to Spyde huggede paa Alperne,
845	med lange Skiold de værne deres Krop.
	Hist seer han Salierne dandsende, 24
	Luperker nøgne, uldbeklædte Huer, 25
	fra Himlen faldne Skiolde. Kydske Mødre 26
	i bløde Vogne kiørte Offerne
850	igiennem Staden. Langt derfra fremstod
	det dybe Plutos Rige, Tartarus,
	de Ondes Straffe; Catilina du 27
	hang paa en Klippe truende og skialv
	for Furiernes Aasyn: for sig selv
855	de Fromme var og Cato givende	670
	dem Love. — Mellem disse viste sig
	det gyldne Billede af Havet som
	vidt brusede, dog skummed' i det graae
	en blaalig Bølge: rundtom, giort af Sølv,
860	de lyse Marsviin fejede i Kreds
	med deres Haler Havet, og det skar.
	I Midten kobbertækte Flaader saaes,
	og actisk Søkamp; hele Leucate 28
	af Krigere saaes brusende, af Guld
865	gav Bølgen Gienskin. Hist Italerne
	blev af Augustus Cæsar staaende
	paa høie Speil, i Krigen ledet frem,
	ved ham stod Fædre, Folk, Penater og
	de store Guder; tvende Flammer saaes	680
870	at sprude fra hans glade Tindinger,
	hans Faders Stierne blinked' fra hans Isse. 29
	Paa anden Side sees Agrippa som 30
	af Vind og Guder føjes, løftet høit,
	sin Hær at lede: Krigens stolte Tegn,
875	en Snabelkrone, lyser fra hans Tinding.
	Hist var Antonius, som seirede 31
	ved udenlandske og forskiellig' Vaaben,
	han fører Parther, Folk fra røde Hav
	og fra Egypten og fra Østerland,
880	og fierne Bactrer. Med ham følger og,
	o Skændsel! en egyptisk Gemalinde. 32
	Med et alt styrter sammen, Havet staaer
	ved Aarer oprørt og ved Skibene	690
	i fulde Skum. Nu søges høje Søe.
885	Man skulde troe Cyclader revne løs 33
	paa Havet svømmede, at Bierge løb
	mod høje Bierge, med saa vældig Vægt
	de taarned' Skibe mod hverandre stod.
	Af Haanden kastes Blaaret flammende,
890	fra Buen spredes flygtig Staal omkring,
	nyt Myrden farver rødt Neptuni Land.
	Med fædrelandske Biælde Dronningen 34
	til Strid opmuntrer Hæren, endnu ei
	hun seer de tvende Slanger bag sin Ryg. 35
895	Mangt Rædselssyn af Guder, Hunden kaldt
	Anubis, strider mod Neptun og Venus 36	700
	og mod Minerva. Midt i Striden Mars
	paa Skioldet tegnet stod, fra Luften kom
	de stygge Furier, Splid skadefro
900	med sønderreven Kaabe, og Bellona
	med blodig Pidsk.
	Den actiske Apoll
	det saae, og spændte Buen ovenfra.
	Egypten, Indien, hver Araber nu,
	Sakæerne, forfærdet vendte Ryggen.
905	Selv Dronningen for Vinden satte Seil, 37
	og strammed' slappe Taue meer og meer:
	blant Nederlaget saaes hun blegnende
	ved nære Død, bortført af Vestenvind.	710
	Saaledes var hun af Ildherskeren
910	paa Skioldet forestilt. Nilstrømmen saaes
	bedrøvet aabnende sit vide Svælg,
	og kalde til sit Skiul og blaagraa Skiød
	de overvundne.
	Men nu Cæsar kom 38
	med trefold Seir og triumferende
915	til Rom. Italiens Guder han indvier
	et evigt Minde, hundred' store Templer.
	Af Fryd og Leeg og Tilraab Veiene
	gienlød, i alle Templer Mødres Sang.
	For hvert et Alter laae en slagtet Koe.
920	Selv Cæsar siddende i Phøbi Port 39	720
	af sneehvid Marmor, skuer Gaverne
	ham sendt fra Folkene, og hænger dem
	paa stolte Pillere. I lange Rader
	de overvundne Nationer gaae,
925	forskællige i Klædning, Sprog og Vaaben.
	Her var Nomader tegned' af Vulcan,
	og Africaner med de lange Klæder,
	og Lelager og Karer og Geloner
	de Bueskyttere. Med jævne Løb
930	gik Euphrats Bølger: fiernt saaes Belgier,
	tohorned' Rhinstrøm, vilde Dacier,
	Araxesfloden som ei taaler Broe. 40
	Sligt saae Æneas paa Vulcani Skiold,
	sin Moders Gave, og beundrede;
935	ukiendt med Meningen det glæded' ham.	730
	Paa sine Skuldre nu han løfted' op
	sit Afkoms Ære og Tildragelser.

9. BOG eller TOP

Noter:

01 Han mener det tilkommende Rom.

02 Han havde tre Legemer: andre sige det var tre Brødre som hialp hverandre.

03 Juno.

04 Det var Centaurer, som Juno havde dannet af en Sky; oventil lignede et Menneske, nedentil en Hest.

05 Helvedhunden Cerberus.

06 Af latere, at skiule.

07 Som i Tiden skulde blive berømt ved Æneas Efterkommere.

08 I Monte palatino.

09 Argiletus var Evanders Giæst, men blev myrdet af hans Folk, fordi han tragtede ham efter Livet. Evander var uvidende om dette Mord, og indviede Skoven til Argileti Minde, for at bevidne sin Uskyldighed.

10 En prægtig Bygning, hvor omsider Pompeius, Cicero og flere boede.

11 Spaamanden.

12 En Skovnymfe.

13 Electrum, et blandet Metal af Guld og Sølv.

14 Hvis Betydning han ikke forstod, da den betegnede Fremtiden.

15 Brødrene Romulus og Remus, Roms Stiftere, som var udsatte, blev opklækkede af en Ulvinde.

16 Disse vare Legems- og Vaabenøvelser som holdtes i en Circus, en med Muur indhegnet Plads.

17 Tatius, Sabinernes Konge.

18 Metius, Albanernes Konge, som var kaldet til Hielp for Tullus Hostilius mod Fidenterne, forlod ham, og blev derfor straffet.

19 Porsenna, Etruscernes Konge, vilde igien indsætte den fra Rom forjagede Tarqvinus.

20 Hiin, nemlig Porsenna.

21 Horatius, kaldet Cocles, fordi han havde mistet et Øie, afhuggede Broen med en Øxe, hvorover Fienden vilde gaae. [Cocles = et menneske som er født enøjet].

22 Clølia, en vestalisk Jomfru, var given Porsenna til Gidsel, men bedrog Vogterne, og svømmede til Hest over Tiberen.

23 Giæssene vaagnede ved deres Skrig og Flagren Manlius, da Gallierne om Natten vilde bestorme Capitolium. Derfor stod Gaasens Billede i Jupiters Tempel.

24 Martis Præster.

25 Pans Præster.

26 Matroner bragte Ofringer til Ceres.

27 Stifter af en Sammenrottelse i Rom.

28 Ved Actium stod et Søslag imellem Octavius og Antonius. Leucate, et Bjerg paa Epirus.

29 Julius Cæsars Hielm, hvis adopterte Søn han var.

30 Augusts Frænde og Ven.

31 Augusts Modstander og Medbeiler til Riget.

32 Cleopatra.

33 De cycladiske Øer.

34 De ægyptiske Præster brugte ved Isis Ofringer et Kobberinstrument som en Biælde.

35 Hvorved hun siden dræbte sig.

36 Mercurius dyrkedes i Egypten under en Hunds Skikkelse.

37 Cleopatra.

38 Cæsar Augustus.

39 Apollos Tempel.

40 En rivende Strøm i Armenien. Nu løb den sagte da den følte Augusts Herskab.