Aeneis_9

OVERSIGT eller INDEX

	Aeneis. Niende Bog.
	Indhold.

	Mens Æneas var fraværende for at søge Hiælpetrupper, lader Juno Turnus opfordre ved Iris til ikke at forsømme denne Leilighed, og at anfalde Trojerne. Da disse var indelukte inden deres Volde, og ei stærke nok til at stride, vil han, for at betage dem alt Haab om Flugt, afbrænde deres Flaade. Denne var bygget af Tømmer fra den idæiske Moders Skov, hvorfor Jupiter efter hendes Bøn befrier Skibene fra Branden, ved at forvandle dem til ligesaa mange Havnymfer. For at forhindre Udfald, sætter Turnus en Vagt ved Stadens Port. Imens de troiske Anførere raadslaae om hvem de skal sende til Æneas for at underrette ham om den overhængende Fare, frembyder Nisus og Euryalus sig frivillig dertil. De udlades af Staden, overfalde Fiendens af Søvn og Viin berusede Vagt, dræbe Rhamnetes med mange flere Rutuler, og pryde sig med deres Vaaben; men da det dages, sees de af de fiendtlige Ryttere, og flygte til Skoven. Euryalus sinkes, forfeiler Veien og dræbes, uagtet Nisus Forbøn, af Volscens. Nisus falder ogsaa, efter at have hevnet sin Vens Død, igiennemboret af mange Stik. Begges Hoveder bringes paa Spyde til Fiendens Leir. De sees paa Murene med megen Sorg af Trojanerne. Turnus anfalder med megen Kraft, og paa begge Sider skeer stort Nederlag. Ascanius dræber den pralende Numanus med en Piil. Pandarus og Bitias aabner Porten, og fordriver de indtrængende Fiender. Turnus bryder ind ad den aabne Port og driver Trojerne tilbage, men omringes omsider af Mængden, og rædder sig ved at svømme bevæbnet over Floden.


	Mens sligt paa fierne Steder foregik,
	blev Iris sendt af Juno ned fra Himlen
	til diærve Turnus, just i det han sad
	i Faderens Pilumni hellige Lund.
5	Med rosenrøde Mund saa talede
	Thamantis Datter: "Hvad dig ingen Gud, 01
	o Turnus, vovede at love, det
	har Dagens Løb frivillig givet dig.
	Æneas, Stad og Folk og Flaade har
10	forladt. Han Palatinus Rige og
	Evanders Borg besøger: ydermere,
	han til det fierneste Corytum gaaer,	10
	bevæbner Lydier og Bønderfolk.
	Hvi vakler du! skaf Vogne, Heste hid,
15	nu er det Tiid, tøv ei, storm pludselig
	den uberedte Leir." — Saa sagt hun svang
	med lige Vinger sig mod Himlen op,
	og hendes Flugt en vidtstrakt Bue skar
	i Skyerne. Den kiendte Ynglingen,
20	han løfted' Hænderne mod Stiernerne
	og raabte saa imod den flygtende:
	"O Iris, Himlens Pryd, hvem sendte dig,
	paa Skyer baaren, mig til Jorden ned?
	hvorfra det pludselige Lys? jeg seer
25	i Midten Himlen deler sig, jeg seer	20
	hvor Stiernerne omvanke! — Hvem du er,
	jeg følger dig som kalder mig til Vaaben."
	Saa talt, han gik til Strømmen, øste der
	af Overfladen, bad til Guderne,
30	og sendte Løfter op til Himmelen.
	Nu hele Hæren gik i aaben Mark;
	Pragt saaes paa Heste og paa Klædninger.
	Messapus førte første Trup, den sidste
	ved Tyrhi Sønner lededes. I Midten
35	Feldtherren Turnus svingede sit Vaaben,
	hans Hoved rakte over hele Hæren.
	Saa strømmer svulmet af syv Floder hen	30
	den dybe Ganges, saa Nilstrømmen gaaer 02
	som giøder Markerne, og i sin Seng
40	sig skiuler. — Nu med et seer Teucrerne
	den sorte Støvsky mørkne Markerne.
	Kaikus raaber først fra modsat Vold:
	"Hvad Klynge vælter sig i sorte Mulm,
	I Borgere? flux Sværder, Pile hid,
45	bestiger Muren, Fienden er der alt!"
	Strax alle stille sig med høje Raab
	ved Portene og fylde Murene.
	Æneas, den erfarne Kriger, saa	40
	dem bød da han forlod dem, at ifald
50	til Strid sig viste nogen Leilighed,
	de ei som Krigshær maatte træde frem,
	ei vove sig i aaben Mark, men kuns
	med Volde værne Leir og Murene.
	Derfor, skøndt Skam og Vrede ægged' dem,
55	de lukked' Portene af Lydighed:
	i Taarnes Hvelving færdige de staae
	og vente Fienden. — Turnus flyvende
	frem for den seene Hær, staaer der med et
	for Staden, fulgt af tyve Ryttere,
60	hvidplettet thracisk Hest han sidder paa,
	Guldhielm med røde Busk bedækker ham.	50
	"Hvem gaaer med mig, hvem falder først paa Fienden?"
	han kaster høit sit Spyd, et Kampsignal,
	og styrter rask ad Marken frem. Hans Følge
65	med Skrig modtog det, og med grusomt Brag
	ham fulgte. Over Teucrers Ladhed de
	forundre sig, at de sig stille ei
	i Marken, ei med Vaaben møde dem,
	men blier i Leiren. Turnus stormende
70	til Hest bespeider Muren her og der,
	og paa Afveje søger Adgang sig.
	Som Ulven ved den fulde Faarestie
	omsniger hylende i Blæst og Slud	60
	langt ud paa Natten: sikre Lammene
75	hos deres Mødre bræge; bister hiin
	og harmefuld mod de beskærmede
	vil gribe dem, den lange Hunger og
	den tørre Gane giør ham rasende.
	Ei anderledes er Rutuleren,
80	af Harme gløder han, da Murene
	og Leiren han beseer, det brænder ham
	til Marv og Been, hvor han skal Adgang faae,
	hvordan de indelukte Teucrer han
	fra Skandsen drive skal til Sletten ud.
85	Paa Flaaden, som ved Leirens Side laae
	paa Strømmen skiult af Volde hegnet rundt,
	han Anfald giør, Ildbrande kræver han	70
	af sine jublende Medbrødre, selv
	han gloende Grantræ griber med sin Haand.
90	Nu alle tage fat, ansporede
	ved Turnus, sorte Fakler griber hver
	fra hvert et Arnested, beegsorte Røg
	med Gnister blandet stiger op mod Himlen.
	Hvad Gud, o siger mig, I Muser! vendte
95	saa grusom Brand fra Teucrerne, hvem drev
	fra deres Skibe bort saa stor en Ild?
	Et gammelt Sagn fortæller det, som dog
	troværdigt holdes. Da Æneas først
	ved phrygisk Ida Flaaden byggede,	80
100	og færdig var at søge høje Sø,
	hiin Guders Moder Berecynthia,
	man siger, saa tiltalte Jupiter:
	"Giv mig, min Søn, det som en elsket Moder
	dig, nu Olymps Behersker, beder om.
105	Min Glæde været har i mange Aar
	en Fyrreskov, en Lund var paa dens Top
	af Gran og Løn beskygget, mørk og sort,
	hvor Ofringer mig bragtes: den jeg gav
	med Glæde den dardanske Yngling, da
110	ham fattedes en Flaade. Nu jeg har
	en ængstlig Frygt, O frie du mig for den,
	og hør en Moders Bøn, lad ingen Storm	90
	den knuse i sit Løb, det gavne den,
	at den paa mine Bierge fik sin Væxt."
115	Og Sønnen, som omdreier Stiernerne,
	saa svarte: "Moder, hvad begiærer du?
	vil du forandre Skæbnen? Skibe som
	af dødelige Hænder byggedes,
	skal nyde de Udødeliges Ret?
120	usikre Farer skal Æneas gaae
	med Sikkerhed igiennem? hvilken Gud
	fik slig en Magt? — Ja, har de naaet der Maal,
	og ligge i ausonisk Havn, da vil
	jeg alt hvad undgik Bølgens Raserie,
125	og bragte Trojerhelten til Laurent,	100
	sin dødelige Form fratage, jeg
	vil Havgudinder byde dem at vorde,
	som Galatea og som Doto skal
	de skære skummend' Hav med deres Bryst."
130	Saa talt, han ved sin Broders Styxes Flod,
	ved Orkus Ildbred og det sorte Svælg
	besvor det, skælvende fornam Olymp
	hans Vink.
	Nu Dagen som blev lovet kommen var,
135	og den af Parcerne bestemte Tiid.
	Nu Turnus Vold erindred' Moderen 03
	at drive Ilden fra de hellige Skibe.
	Her mødte Øinene et uvant Lys,	110
	fra østlig Himmel saaes en Straalesky,
140	et Chor fra Ida kommende, en Røst
	lød grusomt giennem Luften, strakte sig
	til de Rutulers og de Trojers Hær.
	"I Teucrer, iler ikke ængstelig,
	bevæbner eder ei for mine Skibe
145	at redde, før skal Turnus brænde Havet,
	før mine hellige Graner. Løser jer!
	gaaer frem som Havets Nymfer, Moderen
	befaler det." — Strax bryder hvert et Skib
	fra Bredden sine Baand, og dukker sig
150	med Snablen som Delphinen ned i Dybet;
	derpaa med Jomfruaasyn staaer det frem,
	(forunderligt!) det gaaer mod Havet ud,	120
	som nys stod kobberdækket nær ved Bredden.
	Forfærdet stod Rutulerne, endog
155	Mesappus studsed' ved sin Gangers Skræk:
	nys brusende sees Strømmen standse nu,
	fra Havet Tiberguden kalde sees
	sin Fod tilbage. Diærve Turnus kun
	ei frygter, Mod han kalder frem ved Ord
160	og Tilraab: "Dette Jertegn truer kun
	Trojanerne: see Jupiter unddrager dem jo selv
	sin vante Hielp. Ei Brand ei Pile skal
	os skade. Havet nu for Teucrerne	130
	er lukket, intet mere Haab til Flugt.
165	En Udvej har de tabt, i vores Magt
	er Landet, mange tusinde for os
	I Kampen gaae. Mig intet Varsel skrækker,
	om Trojer af Orakler prale end.
	Blev Skæbnen, blev ei Venus fyldestgiort,
170	da Trojerne Italiens rige Grund
	betraade? Ogssa mig bød Varsler at
	udrydde denne Skændselsslægt, som mig
	fratog min Brud. Ei blot Atriderne 04
	traf slig en Sorg, ei ene Menelaus
175	er det tilladt at gribe Vaaben. Men
	een Gang at gaae til Grunde er jo nok! 05	140
	een Gang at synde var det ogsaa. Er
	da hele Qvindekiønnet deres Rov?
	De troe sig sikre inden deres Vold
180	og deres Grave; svage Værn for Døden!
	Det gier dem Mod. Saae de ei Trojas Stad
	opbygget af Neptuni Hænder, at
	nedstyrte sig i Luer? — Siger mig
	Udvalgte! hvem af eder træder frem
185	at bryde Volden, og med mig anfalder
	hiin frygtbespændte Leir? — Ei trænge vi
	til tusind' Skibe, til Vulcani Vaaben,
	mod Teucrerne: lad dem end samle strax
	til Forbund hver Hetrurier. Ei de 06
190	skal frygte Mørket, ei Palladiums	150
	det feige Ran, ei Vagtens Myrden paa
	det høie Slot: ei vil vi skiule os
	i Hestens mørke Bug. Nei aabenlyst,
	jeg sværger, Ild omgive skal der Muur.
195	Ei maae de troe at de med Danaer
	og med Pelasger har at giøre, dem
	som ti Aar blev af Hector holdt tilbage. —
	Nu Dagens bedste Tiid er runden hen,
	anvender nu I Mænd! den øvrige
200	kun til Forfriskning, og til Kampen giør
	jer færdige."
	Imens Mesappus blev
	befalt at sætte Vagt ved Portene,
	og at omringe Murene med Blus.	160
	To Gange syv Udvalgte sendtes ud
205	at speide Staden. Hundred' fulgte hver
	med Purpurhielme glimrende af Guld.
	De streife om, afløse Vagterne,
	paa Græsset strøed' de tømme Bægerne,
	opstirre Ilden, og den vaagne Nat
210	med Spil fordrive.
	Dette Trojerne
	see over Muren. Vaaben sætte de
	paa Taarnene, med ængstlig Frygt hver Port
	besigtes, Broer, Pallisader tæt	170
	tillukkes, alle staae med Spyde frem,
215	anførte af Menestus og den tapre
	Serest. De begge af Æneas var
	udkaared' til at styre Tingene,
	om noget fiendtligt skulde vise sig.
	Den hele Hær stod nu paa Murene,
220	hver i sin Orden Deel i Faren tog,
	man vaager vexelviis hver paa sit Sted.
	Den tapre Nisus, Søn af Hyrtacus,
	bevogted' Porten. Jægerinden Ida
	ham havde sendt Æneas til hans Hielp,
225	med Kastespyd og Pile var han flink.
	Næst ham var Euryalus: skønnere
	var ingen Æneider, ingen som 07
	trojanske Vaaben bar. Endnu han var
	i grønne Ungdom med uraget Skiæg.
230	De to var et, de ved hverandre stod
	i Krigen, og ved Porten samme Post
	beklædte nu. Saa talte Nisus: "Mon
	min Euryal! vel Guderne antænde
	den Ild i vores Barm? hvad? eller er
235	hvers vilde Attraa vel hans Gud? — Mit Sind
	til Krig, til store Foretagender
	alt længe staaer, Ro ei behager mig.
	Du seer Rutulerne, hvor sikre de,
	hvor rolige de er, kun enkelte
240	er deres Blus, hvor de hengive sig
	til Viin og Søvn, hvor alt hos dem er tavst.
	Fornem nu hvad jeg vidre tænker paa!	190
	Æneas hentes maa, saa Folket vil,
	saa Fædrene; til ham maae sendes Mænd,
245	hvis Budskab man kan lide paa. Om man
	hvad jeg begiærer lover dig (for mig
	er Æren af en Heltegierning nok),
	da synes mig at kunde finde Vej
	bag ved hiin Høj til Palanteums Stad."
250	Forfærdet, vældig rørt af Ærelyst
	stod Euryalus; til sin diærve Ven
	han talte saa: "Mig vil du da min Nisus
	ei have med, mig vilde du forsmaae
	til en saa dristig Daad? Jeg skulde vide
255	dig eene i saa stor en Fare? — Nei,	200
	saa lærte ei stridvante Fader mig,
	han, som blant Grækers Skræk, i Trojas Nød
	opdrog mig; ikke har jeg sligt fortient,
	mens jeg med ædelmodige Æneas
260	og dig hver Fare deelte. Jeg har og
	et Sind som kan foragte Livet, som
	den Ros du tragter efter ei for dyrt
	med Livet troer at kiøbe." Nisus ham
	saa svarte: "Intet sligt jeg frygted' for,
265	hos dig, det Uret var: gid Jupiter,
	hver Gud som seer bevaagen til min Daad,
	saa sandt mig føre seierriig tilbage.
	Men om en Gud (sligt kan i Faren skee)	210
	om Hændelse mig sendte Undergang.
270	da vilde jeg du overleved' mig,
	dit Liv er feirere i Ungdoms Vaar:
	da var dog een, som vilde kiøbe mig
	om jeg i Striden falder, og mit Liig
	anstændig jorde, og om Skæbnen det
275	ei tillod, dog besørge Dødningoffer
	for mig, og med Gravminde ære mig.
	Ei vilde jeg slig Sorg anledige
	din kummerfulde Moder, som alene
	blant mange Mødre voved', Yngling! dig
280	at følge, ei som de tilbage blev
	i Kong Acestes Stad."
	Og hiin gientog:
	"Forgiæves byder svage Grunde du,
	mig intet fra min Mening bringe skal,	220
	kom lad os ile." Vagten kalder han,
285	den kommer, løser af; nu gaaer han bort
	med Nisus, og de begge søge Kongen. 08
	Paa Jorden alle Dyr i Søvnens Favn
	nu glemte Sorger, hviled' kummerfrie.
	Kun Trojas Ledere og udvalgt Ungdom
290	om Rigets vigtigste Forretning holdt
	et Raad, om hvad nu skulde skee, og hvem
	som Bud de til Æneas skulde sende.
	Paa lange Spyde lænende de stod
	i Leirens Midte, holdende der Skiold.
295	Nu Nisus og med ham Euryalus	230
	kom hastig frem og at indlades bad,
	da Ting af Vigtighed som kræved' Hast
	de havde at andrage. Julus først
	de Ilende modtog og Nisus bød
300	at tale: "Hører, sagde nu Hyrtaci Søn,
	bevaagne os, I Æneider! ei
	vort Andrag dømmer efter vores Aar.
	Rutulerne i Viin og Søvn begravne
	har lagt sig ned, vi selv har speidet ud
305	et Sted til Overfald ved Porten som
	mod Havet gaaer. Svagt brænder deres Ild,
	kun sorte Røg mod Himlen hæver sig.
	Om I tillade os at bruge Lykken,	240
	da vil vi kalde hid Æneas snart
310	fra Pallanteums Mure, I skal see
	ham giøre vældigt Nederlag, og her [massakre, myrderi]
	med Bytte vende om. Ei Veien vi
	forfeile skal. Vi giennem mørke Dale
	har Staden seet, og ved at jage tit,
315	giort os bekendt med Strømmen."
	Her Alethes
	af Aar ærværdig og af modent Sind:
	"I Fædrelandets Guder! altiid dog
	beskytte Troja, ei tillade I
320	at Teucrerne skal ganske slettes ud,
	da saadant Mod til Ynglinge I gav,
	slig Siælestyrke." Efter disse Ord
	han begges Skuldre, begges Højre tog,	250
	og vædede med Taarer deres Ansigt:
	"Hvad værdig Løn for en saa dristig Daad
325	kan gives eder, unge Mænd! I vil
	af Guderne, af eders eget Sind
	den bedste faae. Æneas Fromhed vil,
	hans voxne Søn Ascan vil aldrig glemme
	saa stor Fortieneste."
	Ja, (nu gientog
330	Ascan) ja jeg, som i min Faders Hiemkomst
	den største Lykke faaer, jeg sværger jer
	ved Assaracus Gud og ved de store 09
	Penater, og den sølvgraae Vestas Tempel,
	jeg eder alt mit Held min Ro betroer:
335	o henter mig min Fader, lader mig	260
	hans Ansigt see igien: er han kun her,
	mig intet græmmer meer. To Bægere
	af Sølv med hævet Arbeid giver jeg;
	min Fader tog dem da han overvandt
340	Arisba; tvende Trefødder, af Guld 10
	Talenter to, en Oldtids Kalk, jeg fik
	af Dido. Men naar jeg erobrer først,
	og Sceptret fører i Italien,
	og jeg mit Bytte efter Loddet faaer, —
345	du saae jo Hesten hvorpaa Turnus reed,	270
	hans gyldne Rustning, Skioldet som han bar,
	hans Purpurhielm; det fra Lodkastning jeg
	fritager, og dig Nisus gier til Løn.
	Min Fader vil desuden give dig
350	sex skønne Qvinder, andre Fangne fleer
	med deres Vaaben, og de Marker som
	Latinus Kongen ejer. — Du som er
	i Aar mig ligere, Euryalus!
	dig ædle Yngling af min gandske Siæl
355	modtager jeg, du mig ved hver en Daad
	ledsage skal, og ingen Ære vil
	jeg søge uden dig, i Krig, i Fred,
	i Ord, i Gierninger du have skal
	den største Tillid."
	Denne saa gientog:
360	"Ei nogen Dag uværdig mig skal see
	slig dristig Daad, vil Lykken føie kun.
	Men at jeg frem for alle Gaver dig
	ombeder. Jeg en Moder har, hun er
	af Priams gamle Slægt. Den arme ei
365	lod Trojas Land, ei Kong Acestes Stad
	sig holde, for at følge mig herhid.
	Jeg lader hende her, uvidende
	om Faren som mig venter, og uhilset.
	Du Nat, din Højre! værer Vidner mig,
370	min Moders Graad jeg ei udholde kan.
	Men du, jeg beder, trøst den arme du,	290
	hielp den forladte, und mig dette Haab,
	og kiækkere jeg møder hvert et Uheld."
	Dardanerne blev alle rørt og græd,
375	især den skønne Julus; dybt han følte
	saa skønt et Billed' af sin Faders Fromhed.
	Saa talte han: "Alt hvad din store Daad
	fortiener, jeg dig lover. Moder hun
	mig være skal, kun hun Creusas Navn
380	skal mangle, mindre ei en saadan Søn
	tilkommer, Sagen falde som den vil.
	Ved dette Hoved sværger jeg, som før	300
	min Fader pleiede, hvad jeg dig har,
	naar du med Held tilbagekommer, lovet,
385	det skal din Moder nyde og din Slægt."
	Saa talte han med Graad. Fra Skulderen
	han tog et gylden Sværd: med megen Kunst
	Cretenseren Lycaon giorde det,
	og med en Skede giort af Elfenbeen
390	forsyned' det. — Mnesteus, Nisus gav
	et laadent Løveskind. Den tro Alethes
	sin Hielm med hans ombyttede.
	Saa strax
	de gik bevæbned' bort. De Fornemste,
	de gamle og de unge fulgte dem
395	til Portene, og ønskede dem Held.
	Den skønne Julus og, med tappert Mod	310
	og Mandssind prydet over sine Aar,
	dem mangt et Budskab til sin Fader gav.
	Forgiæves dog, det aldrig naaede ham,
400	i Vind og Væir det spredtes. — Neppe var
	de gangne ud, før over Grøfterne
	de sprang, og gik ved Nattens Skygges Hielp
	til Fiendens Lejr, ham til Fordærvelse.
	Paa Græsset spredt de saae ham her og der
405	af Viin og Søvn bedøvet, Vogne stod
	fraspændt ved Bredden, mellem Hiul og Tømmer
	Viinankere og Vaaben, Folket laae.
	Hyrtaci Søn kom først, og talte saa:
	"Frisk Mod, Euryalus! nu er det Tiid,	320
410	her maae vi hen, giv Agt at ingen os
	i Ryggen falder, forsk du overalt,
	her vil jeg giøre Plads og aabne Vejen."
	Saa sagt, han taug, og drog sit Sværd og gik
	løs paa Rhamnet den stolte, som nu laae
415	paa høje Tepper strakt og snorkende.
	Han ogsaa var en Konge, og derhos
	den kiæreste af Konning Turni Spaamænd.
	Dog den Gang friede ei hans Spaadomsaand
	fra Døden ham. Næst ham tre Trælle faldt,
420	som sorgløs laae imellem Spydene,
	og Rhemi Vaabendrager, Kudsken selv	330
	hen under Hestene: de lange Halse
	afhugger Sværdet. Herren Hovedet
	han borttog, Stumpen lod blodhulkende
425	tilbage, Jord og Seng nu damper af
	hans sorte Blod. Lamirus, Lamus og
	tillige faldt med Ynglingen Seran,
	som Natten havde drevet hen med Spil.
	Skøn var han, men af Viin beruset laae.
430	Om Spillet havde vart den hele Nat
	til Morgenen, han bedre sluppen var.
	Som sulten Løve i en Faarestie,
	thi Sult giør rasende, indstormer glubsk,	340
	og sønderslider grumt med blodig Mund
435	det blide Qvæg som Angesten giør tavs;
	ei anderledes var Euryalus,
	han myrder rasende, og vidt og bredt
	den ringe Pøbel og de ædlere
	uventet overfalder, Hebesus,
440	Abaris, Fadus, Rhøtus. Denne vel
	var vaagen og ham saae, men skiulte sig
	af Frygt bag Bægerne. I det han nu [ kratere, store blandingskar]
	sig vilde reise, stak Euryalus
	sit Sværd ind i hans Bryst, og blodig det
445	tilbage drog: sin Siæl han spyede ud
	i Purpurstrømme blandede med Viin.
	Sit natlig' Nederlag* han standser ei, [*myrderi, massakre]	350
	men til Mesappi Stridsmænd vender sig,
	hvor Ilden neppe brændte, Hestene
450	stod bundne og fortæred' deres Foder.
	Nu talte Nisus kort; (han mærkede
	at Nederlag og Mordlyst gik for vidt):
	"Nu lad os holde op, alt fiendtligt Lys
	sig nærmer, vi fik meer end nok af Hævn,
455	vi giennem Fienderne os baned' Vej."
	En Mængde Sølvtøi de sig efterlod,
	og Vaaben, Bægre, prægtige Tapeter.
	Rhamnetis Hestetøi med gyldne Spænder
	tog kun Euryalus. Det given var
460	til Remulus af rige Cædicus,	360
	da han fraværende indgik en Pagt
	med ham. Han døende den efterlod
	sin Frænde: det ved Krigen bleven var
	Rutulers Bytte. Dette lagde han
465	forgiæves skøndt, paa sine tapre Skuldre.
	Derpaa han tog Mesappi Hielm, som var
	med Fiædre prydet, og som passed' ham.
	Nu gik de bort og søgte sikkert Sted.
	Imens en Trup af Ryttere var sendt
470	ud fra Latinus Stad, at bringe Kundskab
	til Kongen Turnus, mens de øvrige
	i Leiren laae. Tre hundrede de var,
	beskiolded' alle, Volscens der Anfører.	370
	Nu kom de Leiren nær og Voldene,
475	og saae de to til venstre bøjende.
	Euryalus, paa sligt ei tænkende,
	forraadede hans Hielm som gav et Skin
	i Nattens Skygge. Volscens raabte nu
	i Hærens Spidse: "Holdt! jeg seer ei Fejl,
480	hvi komme I bevæbnede herhid?
	hvor vil I hen?" — De intet svarede,
	men stolende paa Mørket skyndte sig
	til Skoven hen. Men Rytterne begav
	sig til de dem bekiendte Skilleveje,
485	og hver en Udflugt spærred' til med Vagt.	380
	Tys Skoven var, med mørke Eeg og Krat
	bevoxen tæt, af Torne hegnet rundt,
	kun sieldne skiulte Stier fandtes der.
	De mørke Grene og det tunge Bytte
490	forsinkede Euryalus, saaog
	Ukyndighed om Vejen. Nisus flyer:
	den Ubetænksomme var sikker alt
	for Fienderne i Albas Lunde, som
	derefter til Albanerne gav Navn;
495	nu havde Kong Latinus der sin Stald.
	Som han nu stod, og saae forgiæves sig
	tilbage efter sin forladte Ven,
	ak, ulyksalige Euryalus,	390
	han tænkte, paa hvad Sted forlod jeg dig?
500	hvor skal jeg finde dig? — Strax vendte han
	til den vildsomme Skov igien tilbage,
	opsøgte fordums Spor, og vankede
	i tavse Krat omkring. Nu hører han
	Larm, Hestetrampen og Trompeters Skrald.
505	Ei længe varer det saa øiner han
	Euryalus ved Nat og Skov forvildet,
	af Fienderne omringet og bortført,
	forgiæves stræbende at staae imod.
	Hvad skal han giøre? hvordan redde ham?
510	skal han i Fiendens Midte styrte sig,	400
	og ile hen til ærefulde Død?
	Strax med tilbagetrukken Arm han svinger
	sit Spyd, og seer til Maanen bedende.
	"Gudinde! vær mig nær, see til vor Nød,
515	du Himlens Ziir, Latonia, du som 11
	beskytter Skovene! Hvis nogen Tiid
	min Fader Hyrtacus har Gaver bragt
	til dine Altere, om jeg har selv
	med Vildt betynget dem, og hængt det op
520	paa Hvelvingerne af din Helligdom,
	da giv mig at forstyrre denne Flok,
	led mine Spyde giennem Luften frem."
	Saa talt, han kastede med yderst' Kraft	410
	sit Staal; det fløi og deelte Nattens Skygger,
525	og fæsted' sig i Sulmons Ryg, og brak,
	men Jernet naaede Brystets Inderste,
	da Skaftet splittedes: han styrter om,
	og spyer fra Brystet ud den varme Strøm,
	blir kold, med lange Hulken ryster han
530	sit Indvold. — Alle vende sig, og see!
	end mere kiæk, han kaster nok et Spyd
	tæt fra sit Øre. Mens de studse end,
	det kommer surrende, og træffer Tagus
	igiennem begge Tindinger, og varmt
535	det hænger i hans Hierne.
	Volscens blir	420
	som rasende, han finder ingensteds
	Udsenderen paa hvem han styrte kan.
	"Du dog, han raaber, skal imidlertid
	mig begges Tab betale med dit Blod,"
540	og vender mod Euryalus sit Sværd.
	Men Nisus ude af sig selv af Skræk,
	ei vil sig skiule meer i Mørket, kan
	ei taale slig en Smerte. "Det er mig,
	han raaber, det er mig som giorde det,
545	Rutuler, vender eders Staal mod mig,
	alt var min List, hiin haver intet giort,
	du Himmel og I Stierner værer Vidner,
	kun sin ulykkelige Ven han har	430
	for meget elsket." — Saa han talte, men
550	det vældig førte Sværd igiennemfoer
	hiins Ribber og i hvide Bryst brød ind.
	Euryalus i Døden vælter sig,
	de skønne Lemmer strømme nu af Blod,
	og Halsen falder hen paa Skuldrene.
555	Saa segner døende en Purpurblomst
	af Ploven skaaren, saadan bøjer sig
	Valmuens tunge Hoved ved en Pladsregn.
	Men Nisus styrter sig blant Fienderne,
	Volscens han eene søger iblant alle,
560	Volscens han eene vil paa Livet gaae:
	af Fienderne han klyngeviis nu hist	440
	nu her henstødes, mere ivrig han
	sit Lynsværd svinger, indtil han tilsidst
	det i den raabende Rutulers Mund
565	indstøder; og sin Fiende lægger ned.
	Nu kasted' han sig paa sin faldne Ven,
	og giennemstungen Dødens Hvile fandt.
	I lykkelige to! om noget jeg
	med mine Vers formaaer, da skal jer Navn
570	ei nogen Alder glemme, ei imens
	Æneas Slægt i Capitolet paa
	den ubevægelige Klippe boer,
	og romersk Fader holder Zepteret.
	Rutulerne tog Byttet med sig bort,	450
575	og grædende til Lejren bar Volscens;
	ei mindre Sorgen blev i Lejren da
	man fandt Rhamnet og mange Fyrster fleer,
	Serran og Numa, slagne saa med et.
	Stort Sammenløb opstod ved Ligene
580	og de halvdøde Mænd, ved Stedet som
	end damped' af det friske Nederlag,
	og fulde Strømme skummende af Blod.
	Man kiender Byttet, seer Mesappi Hielm
	den skinnende, saa og hans Hestetøi,
585	som gjenerobredes med megen Sveed.
	Nu fyldte Jorden med sin nye Glands
	Aurora, som fra Tithons Safranseng	460
	sig reisde. Da nu Solen med sit Lys
	opdaged' alt, kom Turnus kaldende
590	til Vaaben Mændene, bevæbnet selv.
	Hver Fyrste kalder sine frem til Strid,
	og ved sin Tale fyrer dem til Harm.
	Endog man løfter Hovederne op
	af Nisus og Euryalus paa Spyde,
595	(et ynksomt Syn) og følger dem med Skrig.
	De tapre Æneider holde sig
	paa Voldens venstre Side, thi den højre
	af Floden dækket var: de dybe Grave	470
	besatte de, og stod bedrøvet paa
600	de høje Taarne. Hovederne af
	de døde Helte som opreiste stod
	og flød af sorte Blod, kun alt for vel
	de kjendte.
	Rygtets Vinger fløi imens
	til den forbauste Stad, og naaede til
605	Euryals Moders Øren. Pludselig
	veeg Varmen fra den Armes Lemmer bort,
	af Hænderne hun taber Traad og Teen,
	hun flyver bort, den ulyksalige,
	med Qvindehylen og afrevne Haar
610	afsindig hen til Voldene, og ud
	til Hærens Spidse. Faren, Krigerne
	og Pilene hun glemmer. Luften hun	480
	med Klager fylder. "Finder jeg dig saa,
	Euryalus! er det min Alders Trøst?
615	du kunde, Grumme! saa forlade mig?
	da du i slig en Fare styrted' dig,
	var det din arme Moder ei tilladt
	at sige dig Farvel! Ak nu du ligger
	i fremmed Land, og for latinske Hunde
620	og Fugle er et Rov. Din Moder jeg,
	har ei fremført dit Liig, jeg dine Øine
	ei lukket har, ei vasket dine Saar,
	ei med Liigklæde dækket dig, hvormed
	jeg ilede ved Nat og Dag, hvis Spind
625	adspredede mig Alderdommens Sorger!
	Hvor følger jeg dig nu? hvor ligger nu	490
	den sønderrevne Krop, de skildte Lemmer?
	Sligt maae jeg høre, derfor fulgte jeg
	dig over Land og Hav. Rutuler, o!
630	om I har Medynk, vender eders Pile
	mod mig, lad eders Sværd først fælde mig.
	Hvis ei, forbarm dig store Guders Fader,
	kast med din Lynild mit forhadte Hoved
	hen under Tartarus, om ellers ei
635	jeg ende kan mit jammerfulde Liv."
	Ved denne Graad blev alles Hierte rørt,
	og traurigt Suk lød allevegne fra,
	al Kraft til Strid blev slap hos Mændene.
	Idæus nu og Actor hende tog, 12	500
640	som denne Sorg forvoldte (Ilioneus
	og Julus dybt bedrøvet, bød dem det)
	og leded' hende begge til sit Huus.
	Nu hørtes Krigstrompetens fæle Røst,
	langt fra den brøled' med sin Kobbermund,
645	Støi fulgte den, og Himlen Gienlyd gav.
	Ved Skioldet vakte, ile Volscerne
	herfrem og Gravene vil fylde op,
	og styrte Voldene. Endeel forsøge
	at finde Adgang, for med Stiger at
650	bestige Murene, hvor tyndere
	de finde Hæren, hvor Besætningen
	ei er saa stærk. Men Teucrerne igien
	paa dem udslænge al Slags Skyds, og ned
	med stærke Piker støder dem. De var	510
655	ved lange Krig til Mures Forsvar vante.
	Og Stene kylte de med fiendtlig Vægt,
	for skiulte Hær med dem at giennembryde,
	skiøndt den sig sikker troede mod hvert Stød
	ved Skioldets Fasthed. Dog det ei holdt Stand,
660	thi hvor en sammentrænget Sværm kom frem,
	nedstyrte Teucrerne en vældig Vægt;
	Rutulerne omkastes vidt og bredt,
	og deres Vaabendække splittes ad.
	Ei meer Rutuleren den djærve vil
665	i Blinde stride, men sin Fiende han 13
	med Pile drive vil fra Voldene.	520
	Paa anden Side den forfærdende
	Mezens sees ryste en etruscisk Gran,
	og sprede Røg og Ild. Mesappus og,
670	den Hestetæmmer og Neptuni Søn,
	nedbryder Volden og begiærer Stiger,
	for Muren at bestorme.
	Hielper mig
	I Muser! understytter nu min Sang,
	at jeg fortælle maae hvad Nederlag
675	med Sværdet Turnus giorde, hvilke Liig,
	hvad Mænd enhver til Orcus sendte ned,
	udfolder Krigens store Aarbog mig:
	I husker det, Gudinder, og I kan
	fortælle det! — Der stod et vældigt Taarn
680	med høje Broer paa beleiligt Sted:	530
	det at erobre stred Italerne
	af alle Kræfter og med yderst Magt:
	med Stene Trojerne forsvarte det,
	og gjennem Aabningerne sendte de
685	en Pileregn. En Fakkel brændende
	af Fyrsten Turnus slængtes, som antændte
	dets Side og ved Vindens Hielp tog fat
	I Bjelkerne, og hang ved Posterne.
	Forfærdet skælvede de indentil,
690	forgiæves søgte de at redde sig
	ved Flugten; mens sig alle trænge frem,
	og søge Stedet som for Brand er frit,	540
	nedstyrter Taarnet ved sin egen Vægt,
	og hele Himlen knager ved dets Fald;
695	halvdøde styrte de til Jorden alt,
	og Taarnet over dem, de spydes nu
	paa deres egne Pile, Brystet er
	igiennemboret af det haarde Træ.
	Knap Lycus og Helenor kom derfra:
700	Helenor var en Yngling, som Slavinden
	Lycymnia, Mæoniens Konge fødte,
	hun tog ham hemmelig og ham opdrog,
	og med forbudne Vaaben sendte ham 14
	til Troja. Sværdet som han bar var let,
	og Skioldet hvidt og uden Hæderstegn. 15
705	Da han nu saa sig midt blant Tusinde
	af Turnus Hær og af latinske Stridsmænd,
	(som Vildtet indelukt i Jagtens Kreds,	550
	mod Værnet raser frem og visse Død,
	og med et Spring i Spydet styrter sig)
710	saa styrter Ynglingen og for at døe
	blant Fienderne, og vender sig derhen
	hvor Spydene var tættest. Lycus som
	langt bedre var til Fods, han Flugten taer
	igiennem Fiender, giennem Vaaben hen,
715	og Muren naaer, og stræber med sin Haand
	mod Taget, paa det ham til Hielp sin højre
	en Broder række kan. Men Turnus snart
	med Spydet følger ham i fulde Løb,
	og skænder sejrende: "Du Daare, hvad,	560
720	saa haabed' du at slippe fra min Haand?"
	og med det samme greb den hængende,
	og med en Deel af Muren rev ham ned.
	Saa gribes Haren eller hvide Svane 16
	af Jovis Vaabendragers krumme Klo,
725	og løftes i det Høie: saadan røves
	fra angestfulde Moder Lammet bort
	ved rovbegiærlig Ulv. — Nu overalt
	et Skrig opstaaer, man falder an, med Jord
	man fylder Gravene, paa Tagene
730	man kaster gloende Brande. Ilioneus
	et vægtigt Brud af Bierget kaster ud,
	ned paa Lucrets som under Porten gaaer
	og bærer Ild. Emathion af Liger,	570
	Chorinas styrtes ned af Asylas:
735	(hiin kasted' Spydet godt, og denne var
	med Pilen brav som dræber lumskelig.)
	Ortygus Cenevs, Turnus dræber ham
	og Itys, Clonius og Dioxippus
	og Promulus og Sagar, Taarnenes
740	Forsvarer Idas: Capys, dig Privernus;
	ham streifed' først Thamillas lette Spyd,
	han ubetænksom kastede sit Skiold
	og foer med Haanden hen mod Saaret, da
	kom flux en vinget Piil og fæstede
745	hans Haand til venstre Side, og gik dybt,
	og gav i Lungen ham et dødligt Saar.	580
	Arcentis Søn i prægtig Rustning stod,
	hans Kaabe var brodeert og glindsende
	af spanske Purpur, skøn hans Ansigt var.
750	Hans Fader Arcens havde sendt ham hid.
	Opdragen var han nær Simethens Strøm
	i Martis Lund, og ved Palicus Altar
	ved Gaver og Forsoningsofre rigt.
	Mezenz bortlægger Vaaben, griber nu
755	en Slynge hvislende; tre Gange giør
	han Remmen fast om Hovedet, og da
	han driver Kuglen frem af smeltet Blye
	midt i hans Tindinger, og strækker ham
	paa Sandet hen. — Da først Ascanius	590
760	(man siger) vant tilforn at skræmme Vildt,
	med Pilen fældede den stærke Numan
	med Tilnavn Remulo. Han nylig var
	med Turnus yngste Syster bleven gift.
	Han frem for Hæren et og andet skreg,
765	værdt og uværdt at melde, stoltelig
	fremskred han, opblæst af det nye Rige, 17
	og giorde megen Støi. "I Trojer da,
	to Gange slagne, skammer eder ei
	nu atter at beleires bag jer Vold,
770	og Døden at modstaae bag eders Muur?	600
	Med saadan Krig I frier til vores Brude?
	Hvad Gud, hvad Daarskab bragte eder hid?
	Men vider kun, her ei Atrider er, 18
	her ei den sledsk veltalende Ulyss.
	Vi er et hærdet Folk fra Fødselen,
775	til Floden bringe vi de spæde Børn,
	og hærde dem med strænge Kuld og Vand.
	I Skoven trætter Drengen sig paa Jagt,
	at tæmme Hesten er ham kun en Leeg,
	og spænde Buen. Ynglingen er vant
780	til Arbeid og med lidet er tilfreds,
	han pløjer Jorden, eller knuser Stæder
	i Krigen. Jern er aldrig af hans Haand.
	Med Spyd i Ryggen drives Oxen frem.
	Ei svækker seene Alderdom vort Mod,	610
785	ei vores Kraft. Med Hielmen dække vi
	et skaldet Hoved; altid lyster os
	det friske Bytte, Rov vi leve af.
	Af Safran og af Purpur glindser jo
	jer Klædning, Magelighed elske I,
790	i Dands at hoppe, Ærmer bære I
	i Kiolen, lange Baand paa eders Huer.
	O Phrygerinder er i Sandhed I
	ei Phrygier! O skynder jer og gaaer
	til høje Dindyma, at høre der 19
795	paa en tohullet Fløjtes vante Lyd,
	hvor Trommen og det berecyntiske 20
	Buxtræ fra Moder Ida kalder jer.
	Til Mænd I Vaaben overlade bør,
	og give slip paa Sværdet."	620
	Slig en Haan,
800	den Skryden taalte ei Ascanius,
	i Buens Hesteseene spændte han
	en Piil, og strammed' den med Armene.
	Nu bad han Jupiter med ydmyg Røst:
	"Almægtige! sku naadig til min Daad,
805	mit Mod! Jeg Højtidsgaver bringe skal
	til dine Templer selv; en sneehvid Stud
	med gyldne Horn jeg sætter for dit Alter,
	høj som hans Moder, stangende, som alt
	med sine Fødder sparker Sandet bort."	630
810	Det hørte Zevs; fra venstre klare Himmel 21
	det tordnede; strax hørtes Lyden af
	dødsvangre Bue, skræksomt svirrende
	fløi Pilen ud og giennem Numans Hoved,
	det spidse Jern stak i hans Tinding dybt.
815	"Gaae nu! haan Tapperhed med stolte Ord!
	de tvende Gange slagne Phrygier
	Rutulerne saaledes sende Svar."
	Saa talede Ascan, men Trojerne
	gav Glædesskrig, til Himlen steeg der Mod.
820	Fra Æther saae favrlokkede Apoll
	ned paa ausonisk Hær og ned paa Staden.
	Paa Skyen siddende han talte saa	640
	til Seierherren Julus: "Hil dig Yngling!
	med tidlig Tapperhed, saa naaer man op
825	til Stiernerne. Du Gudesøn, af dig
	skal Guder avles! alle Krige som
	af Skæbnen er bestemte, skal med Ret 22
	ved Assaracus Stamme ende sig,
	ei Troja dig skal holde." — Dette talt, 23
830	han svinged' sig fra høje Æther ned,
	adskiller vindig Luft og nærmer sig
	Ascan, men Skikkelse paatager sig
	af gamle Butus. — Denne fordum var
	Dardaneren Anchises Vaabendrager,
835	og var en tro Bevogter af hans Huus.
	Nu havde Faderen til Følgeskab
	ham givet til Ascan. Apollo gik
	den Gamle liig i alt, i Røst, i Farve,	650
	i hvide Haar, i grumme Vaabenlyd.
840	Nu til stridlystne Julus talte han:
	"Nok Æneide! at du med din Piil
	ustraffet dræbte Numan, denne din
	den første Roes tilstæder dig Apol,
	og vidre Ære ei misunder dig,
845	i øvrigt, Yngling! bliv fra Krigen nu."
	Saa talte han, og midt i Talen svandt
	fra Dødeliges Syn, og nu flød hen
	i tynde Luft. Nu Guden blev erkiendt
	af Fyrsterne, hans Pile hørte de
850	og hans guddommelige Koggers Klang,	660
	derfor afholdte de paa Gudens Ord
	den kampbegiærlige Ascan. Men selv
	de atter gik i Striden, vovende
	der Liv. Nu hørtes Raab fra Muur til Muur,
855	man spænder Buerne, fra Remmene
	flyer Kastespydet, Jorden dækkes til
	af Pilene, nu klinger Hug paa Hug
	fra Hielm og Skiold, en fyrig Kamp opstaaer.
	Saa bringer vaade Bukkestierne ved
860	sin Nedgang Pladsregn over Jorden, saa
	nedstyrter Taagen sig med tætte Hagl
	paa Havet hen, naar Zevs med Søndenvind
	nedstøder skræksomt vaade Vinter, og	670
	igiennem Himlens Skyer bryder frem.
865	Pandar og Bitias, Alcanors Sønner,
	som af Hiera, Skovbeboersken,
	opdragne var i Jovis Lund, var høje
	som deres fædrelandske Graner, og
	som Bierge. Porten, som var dem betroet,
870	de aabne, stolende paa deres Vaaben,
	og byde Fienden endog ind i Staden.
	Til højre og til venstre stod de selv
	som Taarne indenfor bevæbnede,
	Fierbusken glindsed' høit fra deres Hoved.
875	Saa luftige staae ved den klare Strøm,
	ved Padus eller Athys favre Bred	680
	to Eger løftende mod Himlen høit
	de stolte Hoveder, og nikkende.
	Strax bryde frem Rutulerne saa snart
880	de Adgang aaben see. Equicol, Qvercens
	i Vaaben skøn, Imarus den fyrige,
	Hæmon den modige, med deres Hær
	maae flygte, eller maae i Porten selv
	tilsætte Livet. Vreden stiger nu
885	alt meer og meer i det opbragte Sind.
	Nu klynge Trojerne sig og derhen,
	og vove Strid og løbe vidre frem.	690
	Feldtherren Turnus, som paa anden Side
	vildt raser og fremskynder Mændene,
890	et Budskab faaer at Fienden har begyndt
	nyt Nederlag, og aabned' Portene.
	Sit Forsæt ændrer han, og styrter nu
	med grusom Harme til dardanisk Port,
	til sine stolte Brødre. Først han kom
895	Antiphates imøde. Denne var
	en Slegfredsøn af høie Sarpedon
	og en thebanisk Moder. Med et Spyd
	han styrted' ham; det giennem Luften fløi
	i Maven ind, og dybt ind i hans Bryst,
900	af Saaret løb en Blodstrøm skummende,	700
	i Lungen varmedes det kolde Jern.
	Merops, Aphidnus, Erimanth derpaa
	han slog, og Bitias den ivrige
	med Flammeøine, ei med Kastepiil,
905	thi ingen Kastepiil var mægtig til
	at skille ham ved Livet; men nu kom
	en udstødt surrende Phalarica 24
	med Fart, som ei det stærke Skiold
	af dobbelt Oxehuud, ei Pantseret
910	med dobblet Skiæl af Guld besat, var nok
	til at modstaae; det store Legem faldt,
	et Suk gav Jorden, Skioldet tordnede.
	Saadan, en Stytte reist af svære Steen	710
	nedstyrter sig fra Bajas Bred i Havet,
915	Ruinerne den drager med sig ned,
	nu knuses den i Bunden, blander sig
	med Bølger, og opkaster sorte Sand.
	Ved Skraldet bæver høje Prochyta, 25
	og haarde Inarime, som blev lagt 26
920	hen paa Typhøeus efter Jovis Bud. 27
	Her vaabenmægtig Mars udrustede
	med Mod og Kraft Latinerne; der Sind
	ansporede han skarpt, men Teucrerne
	han indgiød Flugt og mørke Frygt. Nu hine
925	kom allevegne fra, da Leilighed	720
	til Strid sig viste, og da Krigens Gud
	opflammed' dem. — Pandarus, da han seer 28
	sin Broders Legeme paa Jorden strakt,
	hvad hændet var, og hvordan Tingen stod,
930	han støder Porten til af yderst Magt
	med sine brede Skuldre. Mange han
	lod udenfor af sine Folk, bestæd'
	i heftig Kamp, dog trængte sig en Deel
	med ham i Staden og blev indelukte.
935	Den Daare! han ei saae at blant hans Hær
	Rutulers Konge havde trængt sig ind,
	og at han selv ham havde aabnet Vej,
	som grusom Tiger midt blant værgløs Qvæg.
	Hvor gnistrer Turnus Øine nu med et,	730
940	hvor skræksomt klang hans Vaaben, Fiædrene
	paa Issen bævede blodfarvede,
	Lynstraaler glimrede ud af hans Skiold.
	De Kæmpelemmer, det forhadte Aasyn,
	erkiendes snart med Skræk af Trojerne.
945	Nu styrter frem den store Pandarus,
	optændt af Harme ved sin Broders Drab,
	og raaber: "Her er ei din Brudeseng
	af Dronningen Amata dig beredt,
	her, Turnus! staaer du ikke sikker, som
950	før i din Fædrestad Ardea, her
	er fiendtligt Sted, som du ei slipper fra."
	Ham svarte Turnus rolig smilende:	740
	"Begynd, hvis du har Mod, og prøv din Arm,
	fortæl saa Priamus at ogsaa her
955	du en Achilles fandt." — Saa var hans Svar.
	Hiin kastede et knudret Kastespyd
	med yderst Vælde paa sin Fiende hen.
	Men Luften modtog Saaret. Som det kom
	Saturni Datter Juno vendte det,
960	og Spydet stak i Porten. — "Men ei du
	skal undgaae dette Jern jeg sender dig,
	see, det er mig som sender det, ei dig."
	Saa taler Turnus, løfter høit sit Sværd,
	og midt imellem begge Tindinger	750
965	hans Pande splitter, de skiægløse Kinder
	adskiller grumme Saar. Nu høres Larm,
	nu ryster Jorden af den store Vægt,
	de faldne Lemmer, Vaaben blodige
	af Hiernen, strækker han nu døende,
970	hans Hoved hang paa begge Skuldre flakt.
	Af Frygt og Rædsel flygte Trojerne,
	og havde Seireren den Omhu havt
	strax med sin Haand at bryde Laasene,
	og ind ad Porten lade sine Folk,
975	det havde været Krigens sidste Dag,
	og det trojanske Folks. Men Raserie	760
	og Mordlyst drev ham mod de flygtende.
	Først Phalaris, og i Knæbøiningen
	han træffer Gyges, samler Spyde op,
980	og kaster dem de flygtende i Ryggen:
	ham Juno Mod og Kræfter gier. Derpaa
	han Halys og Phegeus samt hans Skiold
	igiennemborer, overfalder saa
	uventet dem som værned' Murene,
985	Alcander, Hali, Nømon og Pritanis.
	Lyncevs som mødte ham og kaldte paa
	sit Folk, modtog den tapre, kommende	770
	fra Volden, med sit blanke Sværd: med et
	hans Hoved laae med Hielmen langt derfra,
990	derpaa Amycus den berømte Jæger;
	ei nogen vidste bedre end som han
	at smøre og forgifte Piil og Jern.
	Nu faldt Clyteus Æolideren,
	og Creteus, Musers Ven og Musernes
995	Ledsager: altid frydede hans Cithar
	og Vers hans Hierte: Toner vidste han
	i Takt at lokke frem af Strængene;
	om Heste, Vaaben, Mænd og Strid han sang.
	Tilsidst da de erfoer det Nederlag,
1000	kom Teucrernes Anførere derhen.
	Mnesteus og den ivrige Serest	780
	saa deres Folk omvankende, og Fienden,
	indladt iblant dem. Mnesteus talte nu:
	"Hvad nu! I flygte! og hvorhen? har I
1005	da andre Mure, anden Stad end her?
	een Mand, o Borgere! en enkelt Mand
	indsluttet overalt af eders Muur,
	han skal ustraffet saadant Nederlag
	anrette i vor Stad, skal sende ned
1010	til Orcus vores første unge Mænd?
	Skal ei et ulyksaligt Fædreland,
	ei Oldtids Guder, ei Æneas selv,
	I Lade! vække Ynk og Skam hos jer?"
	Ved denne Tale fik de Mod og stod
1015	i tætte Hær tilsammen. Turnus drog
	sig lempelig fra Striden, søgende
	hen til det Sted hvor Strømmen flød forbi.
	Des heftigere fulgte Teucrerne	790
	med megen Skrig, og trængte sig om ham.
1020	Som grumme Løve af en Jægerflok
	med fiendtligt Spyd forfulgt, forfærdet staaer,
	gloer vildt og bistert, baglends dreier sig,
	at vende Ryggen ei tillader ham
	hans Mod, hans Vrede, frem han ei kan gaae
1025	for Mænd og Spyde, skøndt han gierne vil.
	Ei anderledes Turnus tvivlsom gaaer,
	og seent tilbage, brændende af Harm.
	To Gange styrter han endog sig midt
	blant Fienderne, to Gange driver han
1030	en flygtig Hær igiennem Gaderne.	800
	Men nu fra Lejren kom med største Hast
	den hele Hær. Nu tør Saturnia
	ei mere vove ham mod saadan Magt.
	Thi Jupiter fra Himlen sendte ned
1035	den luftig' Iris, som til Systeren 29
	ei mild Befaling bragte, hvis ei Turnus
	fra Teucrers høje Mure strax veeg bort.
	Nu kan den tapre Yngling da ei meer
	opholde Skioldet, fægte med sin Arm.
1040	Af Pile overvældes han, omkring
	hans Tindinger det klingrer fra hans Hielm,
	for Steenkast bugner faste Kobber, alt
	hans Fiærbusk flyver ham fra Hovedet,
	alt Navlen i hans Skiold er hugget af,	810
1045	fordoblet kaster Trojer deres Spyde,
	især den lynende Mnesteus. Snart
	hans hele Legem flyder hen i Sveed
	beegsort, han ei kan aande meer, han drager
	med Stønnen sine trætte Ledemod.
1050	Nu med sin fulde Rustning styrter han
	sig hovedkulds i Floden med et Spring.
	Den tager ham ind i sit gule Svælg,
	og bærer ham paa bløde Bølge, reen
	fra sine Saar, hen til hans Venner glad. 25.09. 2007

10. BOG eller TOP

Noter:

01 Iris.

02 Naar den efter den aarlige Oversvømmelse træder tilbage inden sin Bred.

03 Berecynthia, ellers kaldet Cybele.

04 Saavel som Grækerne stred ved Troja for Helene, kan jeg ogsaa stride for Lavinia.

05 For Trojanerne.

06 Som Grækerne giorde ved Troja.

07. Ingen af Æneas Følge.

08 Ascanius, Kongens Søn, som da var den øverste.

09 Anchises Huusgud. Vesta, Jordens og Gudernes Moder.

10 En Stad i Phrygien.

11 Diana, Latonas Datter. Maanen.

12 Trojanere.

13 Under sit Skiolds Dække.

14 Trælles Børn var det forbudt at bære Vaaben.

15 Ingen tapper Daad stod malet derpaa.

16 Af Ørnen.

17 Ved sit Svogerskab med Turnus, hvorved han fik Titel af Konge.

18 Her er ei fine blødagtige Grækere, som de der beleirede Troja.

19 Det phrygiske Bierg, Cybele helliget.

20 Fra Bierget Berecynthe.

21 Et godt Omen.

22 Dardanernes Stammefader.

23 Du skal herske over meget meer end det trojanske Folk.

24 Phalarica: et jernbeslaget Spyd, omvundet med Værk hvori var Beeg, Svovl og brændende Olie. Det brugtes som Balister, til at antænde Taarne og Huse.

25 En Øe i Campanien.

26 Et ildsprudende Bierg.

27 En af de Kæmper der vilde storme Himlen.

28 En Trojer.

29 Juno var Jupiters Syster og Hustru.