11. Bog

OVERSIGT eller INDEX

	Aeneis. Ellevte Bog.
	Indhold.

	Da Mezenz er slagen, reiser Æneas Mars en Trofee. Pallas Legeme bringes med megen Pomp til hans Faders Stad, hvor det modtages med megen Sorg. Tolv Dages Stilstand tilstædes Latinerne for at begrave deres Døde. Venulus, som var sendt til Diomedes fra Latinus, kommer tilbage og beretter, at den begiærte Hiælp blev ham afslaaet. Latinus, berøvet dette Haab, sammenkalder Raadet, og vil handle med Æneas om Fred. Turnus og Drances geraader i Ordstrid med hverandre. Imens deler Æneas sine Trupper, og sender Rytteriet hen ad Sletten til Staden; selv gaaer han med Fodfolket over Skove og Bierge til et høiere Sted ved samme. Da Turnus erfarer dette, deler han ogsaa sine Mænd. Over Rytterne sætter han Mesappus og Camilla imod Fiendens Rytterie: med Fodfolkene lægger han sig i snevre Passer paa Luur. Kampen med Rytterne begynder. Camilla fælder mange, men da hun uvarsom forfølger Chloreus, dræbes hun bagfra af Aruns: dog den hellige Jomfrues Drab maatte han snart bøde for, Nymfen Opis, Dianas Tienerinde, omkom ham. Rutulerne flye. Trojanerne beleire Staden. Da Turnus erfarer det, kommer han sine til Hielp. Æneas følger ham, men da Natten indbryder, leire begge sig uden for Staden.

	Imens Aurora stod fra Havet op,
	Æneas, skiøndt han maatte sørge for
	at give Folket Tiid til Jordefærd,
	skøndt dybt nedtrykt ved Vennen Pallas Død,
5	betalte dog ved første Morgengry
	det hvad han havde lovet Guderne
	som Seirer. Paa en Høi han reiste op
	en vældig Eeg, hvis Grene overalt
	afskaarne var, han prydede dem med
10	de blanke Vaaben tagne fra Mezenz,
	et Seierstegn for Krigens store Gud.
	Hans Hielm, end dryppende af Blod, derpaa
	han satte, Mandens brudte Spyde, og
	hans paa tolv Steder giennembored' Pandser,
15	hans Kobberskiold paa venstre Side kom,	10
	og Sværdet med sit elfenbene Greb
	ved Halsen hang. Nu til de jublende
	Medbrødre, thi Anførerne om ham
	stod flokkeviis, han talte saa: "I Mænd!
20	det vigtigste er giort, bort med al Frygt
	for det tilkommende, seer Byttet her,
	den første Grøde fra den stolte Konge,
	seer her Mezenz af mine Hænder reist. 01
	Nu til Latiners Rige, til der Stad
25	vor Reise gaaer, bereder Vaaben nu,
	til Krig udruster jer med Haab og Mod.
	Ei Tøven, ingen Sløvhed sinke os,
	saasnart vi faae fra Guderne et Vink	20
	at lette Fanerne fra deres Sted,
	og bryde op fra Leiren. Midlertid
30	vi vil begrave vores faldne Brødre,
	den Ære er i dybe Acheron
	den eneste. Gaaer hen og hædrer nu
	de ædle Siæle, som med deres Blod
	erhvervede os dette Fædreland
35	med sidste Gave. Pallas sendes først
	hen til Evanders sorgopfyldte Stad,
	han, som saa riig paa Dyder, ofredes
	hiin sorte Dag til smertefulde Død."
	Saa talte han og græd, og nu gik hen
40	til Porten hvor Pallantes Legeme
	var lagt, og hvor den aldrende Acetes	30
	bevogted' det; han havde været før
	Evanders Vaabendrager, nu han gik,
	men under mindre lykkelige Kaar
45	som Følgesvend med Kongens elskte Søn.
	Det hele Tienerfølge, Trojerne,
	og sørgende Trojanerinder med
	udslaaet Haar stod hobeviis om ham.
	Men da Æneas ad de høie Døre
50	traad ind, da reisde sig mod Stiernerne
	et Skrig, og alle slog for Brystet sig,
	og Sorgens Hylen fyldte Kongens Borg.
	Han selv, da han sneehvide Pallas Hoved
	saae styttet, blegt hans Ansigt, Saaret som
55	han fik i venstre Bryst af Turnus Spyd,	40
	da randt hans Taare og han talte saa:
	"Har Skæbnen da, du arme Yngling! saa
	misundt dig mig, nu da jeg saae den bliid?
	at du ei skulde see mit Rige, ei
60	som Seirer vende til din Faders Hiem?
	Ei saa jeg lovede Evander da
	jeg gik fra ham, da han omfavned' mig,
	mig satte øverst over Hæren, mig
	advared' frygtende at jeg drog hen
65	til haarde Folk og til en voldsom Kamp.
	Af falske Haab indtaget han maaskee
	nu bringer Løfter, hypper Ofringer
	paa Alterne. Vi bringer Ynglingen 02
	nu død, ei Guder noget skyldende,
70	med tomme Pragt bedrøvede til ham.
	Ulykkelige Fader! du skal see
	din Søn et rædsomt Liig; det være skal
	vor Hiemkomst, vores ventede Triumf!
	saa holder jeg mit Ord! men du Evander
75	ei skue bagfra skal et skændigt Saar, 03
	ei rødme ved din Søn, ei ønske dig,
	om han i Live var, at see ham død.
	O Vee! hvad Stytte har Ausonien,
	hvad Julus tabt ved ham?" — Saaledes talt,
80	befaler han at bringe Liget bort.	60
	Af hele Hæren sendes tusind Mænd,
	udvalgte Folk, som skal geleide ham
	til sidste Ære, og som være skal
	tilstæde ved hans Faders Taarer. Ak!
85	en ringe Trøst i denne store Sorg,
	men som de skylde ham. — Nu hastelig
	en Liigbør flettedes af fine Grene
	og Puder stoppedes med Eegeløv,
	med Grene den beskygges, indenfor
90	den ædle Yngling legges hen paa Straae.
	Saa ligger Blomsten som af Pigens Haand
	blev plukket, saa den duftende Viol
	og fine Hyacinth, endnu den ei
	sit Syn, sin Glands har tabt, skøndt ikke meer	70
95	den næres af den moderlige Jord
	og nye Kræfter faaer. — Æneas nu
	gav tvende Klædninger indvirkede
	med Guld og Purpur, Didos eget Værk,
	som hun med Glæde skænkte ham tilforn.
100	En af dem trak han selv bedrøvet paa
	sin døde Ven, til sidste Ærestegn,
	og med den anden dækkede hans Haar,
	bestemt til Ilden. Mange Gaver han
	desuden bragte fra Laurentums Krig,
105	og lod i lange Orden bære frem,
	og Heste, Spyde røvede fra Fienden.	80
	Bagbundne førtes de som var bestemte
	til Dødningsoffere for Skyggerne,
	hvis Blod i Flammen skulde skænkes hen.
110	Træstammer, skiulede med Fienders Værn,
	han bød selv Fyrsterne at bære frem,
	med slagne Fienders Navne. Ledet gik
	den mangeaarige ulykkelige
	Acetes. See hvor banker han sit Bryst 04
115	med Næverne, forkradser Ansigtet
	med Neglene, og styrter hovedkulds
	paa Jorden ned. — Nu føres Vogne frem,
	bestænkte med Rutulers Blod, derpaa
	kom Pallas Krigerhest, benævnet Athon,
120	foruden Seeletøi den traurig gik,
	og store Taarer randt fra Kinderne:	90
	hans Spyd og Hielm af andre bares frem,
	det øvrige fik Turnus Seireren.
	Nu følger en bedrøvet Trup af Teucrer
125	og af etrusciske Anførere,
	og af Arcader med nedsænkte Vaaben.
	Da hele Følget langt var gaaet frem,
	Æneas stod, og sagde sukkende:
	"Os kalder Skæbnen nu til anden Graad,
130	til Krigens Gru, vær evig hilset mig
	du ædle Pallas, nu lev evig vel."
	Ei meer han talte. Til de høje Mure
	han vendte sine Skridt og gik til Leiren.
	Alt Talere fra de Latiners Stad	100
135	var komne, krandsede med Oliegrene,
	de bad om Lov at maatte tage bort
	de faldne Legemer som strøde laae
	paa Marken, og i Graven skiule dem:
	med Døde og med Overvundne jo
140	ei Strid fandt Sted, han skulde skaane dem
	han havde kaldet Svogere og Venner.
	Godmodig gav Æneas sit Forlov
	til hvad med Ret de bad, og svarte saa:
	"Hvad ublid Skæbne har, Latinere!
145	indviklet jer i denne haarde Krig!
	hvi skyer I os som Venner? Fred I vil
	for de henfarne, dem hvis Lod det blev	110
	for Mars at falde? gierne gav jeg den
	og til de Levende. Jeg ikke var
150	hidkommen, havde Skæbnen ei bestemt
	mig Sted og Rige her. Med Folket jeg
	ei fører nogen Krig, det Kongen er
	som brød vor Giæsteret, og heller vilde
	til Turnus Vaaben sig betroe. Vist nok
155	det billigere var om Turnus selv
	udsatte sig for Døden. Vil han at
	den Krig skal endes, er hans Mening at
	forjage Trojerne, da møde han
	i Tvekamp mig. Den leve vil af os
160	som Gud og som hans Arm staaer bi. Nu gaaer
	og tænder Baal for eders slagne Venner."
	Æneas taug, og hine undrende	120
	og tavse stod og paa hverandre saae.
	Den gamle Drances, stedse hadefuld
165	og vred paa Turnus for begyndte Krig,
	nu Ordet tog: "O stor ved Rygtet du,
	ved Vaaben større, du trojanske Helt!
	hvor skal min Roes med Himlen ligne dig?
	hvad skal hos dig jeg vel beundre meest,
170	din Retfærd eller Krigerdaad? — Vi vil
	taknemmelige bringe dette Svar
	til vores Fædrestad. Vil Lykken kun,
	vi dig forene vil med Kong Latinus,
	lad Turnus søge Pagt et andet Sted.
175	Med Lyst vi hielpe dig at bygge den	130
	af Skæbnen dig bestemte Stad, vi vil
	til nye Troja slæbe Stenene
	paa vores Skuldre." — Som han havde talt,
	istemte alle med een Mund, og nu
180	tolv Dage blev bestemt til Stilstands Tiid.
	Nu Trojer og Latiner vankede
	i Skove og paa Høje om i Fred.
	Nu lyder Øxens Hug paa høje Ask,
	det himmelhøje Grantræ styrtes om,
185	med Kile splittes Eeg og Cederen,
	og Axen knager uafladelig
	paa Vogne dragende den tunge Alme. [elmetræer]
	Nu Rygtet fløi, Forkynderen af Sorg,
	hen til Evander, fyldte Borg og Stad	140
190	som nylig troede Pallas seirede
	i Latium. Arcaderne kom frem
	mod Portene, og efter gammel Skik
	Liigfakler bar: langt borte lyste alt
	i Marken Flammerne i lange Rad.
195	Imøde Trojertruppen kom, og sig
	foreente med de Klagende. Da nu
	de saaes af Mødrene at komme hid
	til Staden, fyldtes den med Jammerskrig.
	Men ingen Magt Evander holde kan,
200	han løber midt i Følget, kaster sig
	paa Sønnens Liigbør, nu paa Jorden sadt,
	og ligger grædende og sukkende,	150
	og knap tillod ham Sorgen saa tilsidst
	at give Stemmen Vei: "Saa var det ei,
205	min Pallas, at du lovede din Fader,
	at du forsigtig vilde vove dig
	i grumme Krig. Mig var ei ubekiendt
	hvad nye Krigerære, hvad den Lyst
	i første Strid at vise sig, formaaer.
210	Uheldig, Yngling! var din første Gang!
	for haard din Prøve, ingen Gud har hørt
	de Løfter og de Bønner jeg frembar!
	O du min hellige Hustru, salig du
	er ved din Død, ei giemt til denne Sorg!
215	Men jeg, din Fader overlevet har
	mig selv, o var jeg dog i Følge med
	de Trojer truffen af Rutulers Pile,
	og havde endt mit Liv, o var det mig,
	ei Pallas som kom hiem med denne Pragt!
220	Dog Teucrer! ikke jer beskylder jeg,
	ei vores Pagt, ei vores givne Haandslag:
	det var min Oldingskæbne, mig bestemt.
	Rev Døden end min Søn for tidlig bort,
	han dræbte dog af Volscer tusinde,
225	før han som Teucrernes Anfører faldt.
	Ei værdigere Liigpragt kan jeg dig
	min Pallas give, end den fromme Mand
	Æneas, og trojanske Fyrster dig,	170
	og Trojers og Tyrheners Hær har givet.
230	Den bærer herlige Trofæer frem
	fra dem som sank i Døden ved din Arm.
	Dit Vaabenbilled', Turnus! skulde og 05
	nu staae som vældig Stamme, var jeg dig
	i Aar og Kræfter liig. Men arme jeg,
235	hvi sinker jeg, o Teucrer! eders Kamp?
	Gaaer, bringer eders Konge disse Ord:
	Jeg hader Livet nu da Pallas mig
	berøvet er, jeg kun beholder det
	i Haabet paa hans Arm; Giengield og Hævn 05A
240	den skylder Turnus Faderen og Sønnen,
	af den og Lykken venter jeg mig Trøst.
	Ei Livets Glæder søger jeg, kun at	180
	jeg dette Budskab bringe kan min Søn 06
	til Skyggerne i Orkus."
	Midlertid
245	Aurora bragte Dagens hulde Lys
	de arme dødelige, og paa ny
	til Arbeid og til Sorrig vakte dem.
	Alt byggede Æneas Faderen,
	og Tarchon og Etruscers Fyrste Baaler,
250	hver lagde sines døde Legemer
	paa Fædres Viis derpaa, den sorte Røg
	indhyllede den høje Luft i Mulm.
	Tre Gange gik man om det tændte Baal
	med Sværder blinkende, tre Gange blev
255	den Sorgens Ild omredet klagende.	190
	Paa Jorden og paa Vaaben Taarer randt,
	til Himlen naaede Skrig af Mænd og Lyd
	af skingrende Basuner. Nogel saaes
	at kaste Rov fra slagne Latier
260	i Ilden hen, som Hielme, skønne Sværder
	og Tømmer, Hiul, og Skiold og Spyd og meer,
	som de uheldigt brugte nys i Strid.
	Rundt om blev mange Oxer slagtede
	og Sviin, fra alle Marker samlede
265	man Qvæg og ofred' det i Flammerne.
	Fra hele Egnen saaes de brændende
	Medbrødre, og de halvforbrændte Liig	200
	bevogtedes, ei nogen gik derfra
	før vaade Nat frembragte Stiernes Skin.
270	Ei mindre de uheldige Latiner
	paa anden Side bygged' Baaler op
	utallige. Deels grov de mange Liig
	i Jorden ned, deels førte de dem hen
	til Grændsemarkerne og deels til Staden.
275	I høje Dynger Resten stabledes
	utalt og uden Pragt, og brændtes der,
	rundt om paa Agerne saaes Baalets Ild.
	Nu havde tredie Lys det kolde Mulm	210
	fra Himlen drevet, alt man samlede
280	bedrøvet Asken og de strøde Been,
	og over dem man kasted' Høje op
	af lunkne Jord. — men mu opstod en Larm
	og Støi i rige Kong Latinus Stad,
	her var den største Sorg. Her Mødrene
285	og ømme Systre klagede der Savn,
	og Børn Forældrene berøvede
	og Krigsulykken alle bandede
	og Turnus Bryllup. Han de bød, han selv
	skal med sit Sværd afgjøre Striden, han
290	som kræver Riget som sin Eiendom,
	og Kongeværdighed. End mere Støi	220
	den vrede Drances giør: "Han komme frem!
	det Turnus ene er som stride skal." —
	Dog yttre mange sig for Turnus med
295	forskiellig Mening: thi det høie Navn
	af Dronningen beskiærmer ham, saaog
	hans Krigerroes og mange Seierstegn.
	Og midt i dette Oprør, denne Larm,
	see! fra Kong Diomedes store Stad
300	Gesandtere bedrøved' bragte Svar:
	"Forgiæves al anvendt Bekostning var,
	forgiæves Gaver, Guld og mange Bønner,
	at man for Latierne anden Hielp
	kun maatte søge, eller bede Fred	230
305	af de Trojaners Konge." — Selv Latinus
	ved disse Ord af Sorg nedtryktes dybt:
	"En Gud, vi see det, Skæbnen bringer os
	Æneas hid, det vidner Guders Vrede,
	de friske Grave som her for os staae."
310	Nu kalder han et talrigt Raad, ved Bud
	han samler Rigets Ypperste hos sig.
	De kom, og strømmede til Slottet hen.
	I deres Midte Kong Latinus sadt
	som ældst og ypperst, men med traurigt Aasyn.
315	Han bød Gesandterne, som komne var
	fra Diomedes, nu at føre frem
	i bedste Orden det dem givne Svar.	240
	Alt taug, og Venulus begyndte saa:
	"Vi Borgere! har Diomedes seet
320	og de Argivers Lejr, vi overvandt
	hver Reisens Fare. Vi har rørt den Haand
	som styrted' Troja. Overvinderen 07
	har bygget Staden Argyripa paa
	japygisk Gargans Mark, og givet den 08
325	sit fædrelandske Navn. Da indenfor
	vi komme var og havde faaet Lov
	at tale, at vi frembragte Gaverne,
	og sagde vores Hjem og Fædreland,
	med hvem vi havde Krig, hvorfor vi var
330	til Arpi komne: da hiin havde hørt	250
	vor Tale, svarte han med milde Røst:
	"O lykkelige Folk! I Riger hvor
	Saturnus fordum herskede, I gamle
	Ausonier! hvad Skæbne frister jer,
335	I fredelige! til uvante Krig?
	Hver af os som fornærmed' Trojas Land,
	(ei taler jeg om dem som slagne blev
	ved Trojas høje Mure, ei om dem
	som ligger druknede i Simøisstrøm)
340	usigelige Straffe har han lidt,
	dyrt har han bødet for sin Skændselsdaad,
	en ussel Flok vi blevne er, endog
	for Priamus ynkværdige. Det vidner
	Minervas Uheldsstierne, Klipperne 09
345	ved Euboa og Hævneren Caphareus.	260
	Atriden Menelaus kastedes
	fra denne Krig til fremmed Strandbred hen,
	til Prothevs Søiler; hen til Ætna slængt
	Ulysses saae Cycloperne. Hvi skal
350	jeg tale om Neoptolemus Rige,
	Idomeneus ødelagte Huus,?
	om Locrerne som boe ved lybisk Strand?
	selv Myceneus, han de tapre Grækers
	Anfører, faldt ved skændig Hustrues Haand
355	ved Husets Indgang, han som seirede
	i Asien, faldt ved en Bolers List.
	Mig Guderne misundte jo at see
	mit Fædreland, det skønne Calydon,	270
	at favne elsket Hustru! og endnu
360	forfølge skrækkelige Jertegn mig.
	Mit tabte Folk paa Fiædre svinge sig
	i Luften, og som Fugle sværme nu
	ved Strømmene, o alt for haarde Straf!
	og fylde Klipperne med Jammerskrig.
365	Alt sligt jeg burde ventet fra den Stund
	jeg Daare vovede at drage Sværdet
	mod himliske, at saare Venus selv
	i Haanden. Nei! til slige Krige jeg
	ei la'r mig friste meer; ei meer jeg vil
370	med Teucrer krige efter Trojas Fald,
	Erindringen af deres lidte Tab	280
	ei glæder mig. De Gaver som I har
	fra eders Fædreland bragt hid til mig,
	gaaer, byder dem Æneas! haardt mod ham
375	vi strede Spyd mod Spyd, jeg prøved' det
	troer mig! mit Skiold har følt hans Hug, hans Spyd
	i frygtelige Hvirvler svinger han.
	Om Troja havde frembragt to endnu
	saadanne Mænd, da var Dardanerne
380	uhindred' gangne til Inachus Stad, 10
	og det var Grækenland som nu begræd
	sin Skæbne. Hvad det lange Ophold gav
	ved Trojas haarde Mure, det var Hector,
	det var Æneas, det var deres Arm
385	som standsde Grækerne paa tiende Aar.	290
	I Mod, i Vaaben begge store var,
	i Fromhed denne størst. Saa søger da
	saa godt I kunne Vej til Fredens Pagt,
	men vogter eder for at føre Krig." —
390	Nu store Konge! du har hørt hvad Svar
	os Diomedes gav, og hørt hans Mening
	om denne store Krig."
	Knap havde saa
	Gesandterne udtalt, strax reiste sig
	blant den forvirrede Latiners Hob
395	en blandet Støi. Saaledes bruser det,
	naar stridig Strøm af lukket Klippes Gab
	er standset, Fieldet brøler rundt omkring
	af Bølgers Brusen. Da det roligt blev	300
	og bange Munde taug, tog Kongen saa,
400	da først han havde paakaldt Guderne,
	fra Thronen Ordet: "Vist nok, Latier!
	det havde været ønskeligt og bedre,
	vi havde sørget før for Statens Vel,
	ei nu først holdet Raad, da vores Stad
405	af Fienden er beleiret. Borgere!
	en ulyksalig Krig vi føre med
	en Gudeslægt, Uovervindelige,
	som ingen Træfning trætter, som endog
	naar overvundne ei nedlægger Sværdet.
410	Om til Ætolers Hielp I noget Haab
	har fæstet, da er det nu ude; hver
	maae haabe paa sig selv; hvor ringe dog
	er dette Haab? det seer I. Alting er	310
	forstyrret, truer os med Undergang,
415	det øiensynligt er, haandgribeligt.
	Jeg ingen dog beskylder, hver har viist
	det yderste af Tapperhed, vi streed
	med Rigets hele Magt. Nu hører hvad
	jeg med bekymret Sind har overlagt.
420	Jeg har et gammelt Land nær Thuscus Strøm,
	det langt mod Østen strækker sig indtil
	sicanisk Grændse; der Rutuler og 11
	Aurunker saae og pløie Højene,
	og øverst paa dem græsse deres Hiorder.
425	Det hele Land med høje Fyrreskov	320
	vi vil i Venskab overlade til
	Trojanerne, til billig Pagt vi vil
	fastsætte Love, Bundsforvandte de
	af Riget blive skal, nedsætte sig
430	som de attraae, og bygge Stæder her.
	Men vil de søge andre Lande op
	og andre Folk, og gaae fra vore Grændser,
	da vil vi bygge af italisk Eeg
	dem tyve Skibe. Hvis de ei forslaae,
435	da ligger Tymmer nok ved vores Strand;
	de Tal og Maade selv bestemme maae,
	Ærts, Hænder, Værktøi vil vi give dem.
	Desuden, af de første blant vor Folk,	330
	vi hundred' Talere vil sende dem,
440	som skal aftale, slutte Venskabs Pagt.
	De skal frembære Fredens Oliegreen,
	og Gaver, Guldtalenter, Elfenbeen,
	og kongelige Stol og Klædninger, 12
	vort Riges Smykke. Holder Raadet nu,
445	og understytter vores sunkne Stat."
	Derpaa med fiendligt Hu stod Drances op,
	hvis Sind ophidset var ved Turnus Ære,
	af skeele Avind og af bittert Had:
	riig var han og veltalende end meer,
	men seen til Krig. I Raadet var hans Røst
450	formaaende og Oprør vækkende.
	Hans Moders Slægt ham høje Adel gav,	340
	uvis var Faderen. Mod Turnus nu
	han reisde sig med haarde Ord saadan:
	"Ei tvivlsom Sag, ei Ting som trænge til
455	vor Stemme, gode Konge! har du talt.
	Hvad vores Tilstand kræver veed enhver,
	men vover ei at yttre sig med Ord.
	Han give Frihed til at tale, han
	aflægge sine stolte Miner, han
460	for hvis ulykkelige Egensind,
	hvis slette Sæder (ja, jeg siger det,
	om han end truer mig med Staal og Død)
	saa mange faldt af vore tapperste
	Anførere, vor Stad blev fyldt med Sorg.
465	De Trojers Lejr beleirer han, ja Himlen	350
	med sine Vaaben truer han, men selv
	ved Flugten sætter sig i Sikkerhed. — 13
	En Gave, gode Konge! føi endnu
	til dem du sender Dardaniderne
470	og der Anfører; ingen Voldsomhed
	afholde dig. I værdigt Ægteskab
	giv til en ædel Svigersøn, o Fader!
	din Datter, og opreis ved denne Pagt
	en evig Fred. Og om saa megen Skræk,
475	slig Frygt for Turnus boer i alles Bryst,
	lad os besværge, lad os bede ham,
	han vige, for sin Konge og sit Land
	opofre han sin Ret. — Hvi styrter du,
	o Turnus! dog de arme Borgere	360
480	saa tidt i Fare? du som Stifter er
	og Aarsag til al Latiums Fortred!
	i Krig er ingen Lykke, Freden er
	hvad alle fordre. Turnus! giv os den,
	giv Fredens ufravigelige Pant.
485	Jeg taler først. Du troer jeg hader dig,
	det vil jeg ikke nægte. See mig her
	bønfaldende! forbarm dig over dine!
	aflæg din Trods, viig for din Overmand!
	Nok har vi seet af Liig, vi nok af Land
490	saae ødelagt. — Om derimod saa stærkt
	dig Rygtet pirrer, har du i dit Bryst
	saa megen Kraft, og ligger Kongens Medgift
	saa meget dig paa Hiertet, vov det da!	370
	og gaae imod din Fiende Mand mod Mand.
495	Hvad, skal vi Smaafolk, paa det Turnus kan
	en Kongedatter ægte, ofres op!
	skal vi, en ubegrædt ujordet Hob,
	paa Marken ligge slængt? — Nei! om du tør,
	om du af fædrelandske Mod har noget,
500	gaae under Øine ham som kalder dig!"
	Ved disse Ord opflammes Turnus Harm,
	han stønner, dybt fra Hiertet bryder han
	saaledes frem: "Af Ord du, Drances! har
	altidens nok naar Krigen fordrer Daad,
505	i Fædrenes Forsamling altid du
	den første er som taler. Tomme Ord	380
	dog ikke er hvad nu vi trænge til,
	højt flyve de fra dig, saalænge Vold
	og Mure holder Fienden bort, saalænge
510	ei vores Grave fyldte er med Blod.
	Da lad din Stemme, Drances! tordne som
	den plejer, da beskyld for Feighed mig,
	naar du saa mange Dynger vise kan
	af Trojers Liig, af faldne ved din Arm,
515	Trofæer prunkende paa Marken rundt.
	Hvad raske Tapperhed formaaer, der kan
	du prøve strax, ei langt behøve vi
	at søge Fienden, tæt ved Murene
	han staaer. Kom, lad os ham imøde gaae!
520	Hvi tøver du? er kun dit Heltemod
	i vindig Tunge, dine raske Fødder? —	390
	Jeg slagen? Usling! kan vel nogen mig
	med Ret beskylde at jeg flygtede?
	Lad ham se Tiberstrømmen svolmende
525	af troisk Blod, Evanders hele Huus
	af mig udryddet, og Arcaderne
	afvæbnet see. Saa fandt ei Bitias,
	saa fandt den store Pandarus mig ei,
	saa ei de tusinde som paa een Dag
530	jeg sendte ned til Tartarus, endskønt
	af fiendtlig Vold og Mure indelukt!
	I Krig er intet Held? siig Daare! det
	til Trojers Hovedmand, siig det dig selv! —
	Bliv du kun ved at forurolige	400
535	alting med Frygt, det Folkes Tapperhed
	at rose som to Gange blev beseiret,
	men derimod nedværdige vor Magt.
	See! skælve ikke Myrmidonerne
	(saa synes dig) for Trojernes Armee?
540	Nu flygter jo Tydides og Achilles,
	nu flygter Floden Aufidus tilbage 14
	fra adriatisk Hav. — Naar Drances du
	anstiller dig som om du frygted' mig,
	ej, da er det et snedigt Kunstgreb kun
545	for at forstørre min Forbrydelse.
	Nei! slig en Siæl, vær ei urolig du!
	min højre ei skal flytte, den skal boe,
	den huse skal udi dit lave Bryst! —
	Nu Fader! vender jeg mig hen til dig	410
550	og dine Raad. — Ifald du intet Haab
	til vores Vaaben har, er vi forladte,
	er vi aldeles sunkne, for vor Hær
	een Gang har Ryggen vendt, kan Lykken ei
	tilbage komme, — lad os søge Fred,
555	lad os udstrække vaabenløse Hænder! —
	Hvorvel — o gamle Tapperhed! var du
	endnu iblant os — da nok fandtes den,
	som fremfor andre ædelsindet var
	og fast i Modgang, som for ei at see,
560	at see slig Skam, langt heller styrted' sig
	i Døden, beed i Støvet med sin Mund. —
	Men har vi Midler, unge Folk endnu,
	staaer til vor Hielp Italiens Stæder og	420
	dets Folk beredt, har og Trojanerne
565	kiøbt deres Seir med meget Blod, har de
	og deres Liig, og raste Krigens Storm
	hos begge eens, hvi vil vi standse da
	som Niddinge ved første Stød? hvi skal
	vi skælde førend Faren, inden vi
570	fornemme Krigsbasunens høje Skrald.
	Saa meget har alt Dagenes og Tidens
	foranderlige Løb til bedre vendt,
	snart hiin, snart denne Skæbnen spilled' med,
	og Lykken dog opreiste ham paa ny.
575	Ætolers, Arpis Hielp vi ikke faae, 15
	men vi Mesappus har, den lykkelige
	Tolumnius, vi har de Førere	430
	som mange Nationer sendte os,
	ei Latier og Laurentiner vil
580	sig liden Roes erhverve. Her er og
	Camilla fra de ædle Volscers Slægt,
	en Hær af Ryttere hun bringer hid
	med Vaaben glimrende. Men er det saa
	at Teucrerne mig eene kalde frem
585	til Strid, vil Konge! du det, ansees jeg
	som den der staaer imod det fælles Vel,
	da har ei Seiren hidtil skyet min Arm
	saa meget, at jeg skulde undslaae mig
	at vove noget for saa høj en Priis.
590	Jeg møder ham, var han end taprere
	end selv Achilles, var han endt iført
	sit Vaaben smedet ved Vulcanus Haand.
	Mit Liv jeg ofret har for Folket, for	440
	Latinus dig min Svigerfader. Ja!
595	jeg Turnus lover det, som viger ei
	for nogen fordums Helt. Mig ene kun
	Æneas kalder! lad ham kalde mig,
	jeg ønsker det. — Ei Drances frem for mig
	skal bøde med sit Liv, om Guderne
600	er vrede, ikke heller vil jeg om
	vi seire, at han Æren dele skal."
	Saa stredes der i Raadet til og fra
	i tvivlsom Sag. Imidlertid Æneas
	brød med sin Hær af Leiren frem. Og see!
605	et Bud med megen Støi i Kongens Borg
	indstyrter, og med stor Forfærdelse
	opfylder hele Staden: "Teucrerne
	fra Tiberfloden komme med en Hær,
	Tyrhenerne hidstrømme væbnede	450
610	fra alle Kanter." — Støi opstod med et,
	hvert Sind blev rystet, Folket harmer sig
	og fordrer Vaaben skælvende; med Larm
	de Unge væbne sig: bedrøvet græde
	og murre Fædrene; fra hvert et Sted
615	forskællig Mening høres, støiende.
	Som naar paa høje Lund en Fugleflok
	sig sætter, som ved fiskerige Dam
	de hæse Svaner sladre larmende.
	Nu Turnus Tiden greb: "I Borgere!
620	han sagde, sidder nu og holder Raad,	460
	og roser Freden, mens bevæbnede
	i Riget hine falder." — Intet meer
	han talte, men sig reisde og gik bort
	med et fra Salen. "Du Volusus byd!
625	han raabte, Volscerne at væbne sig,
	før frem Rutulerne, Mesappus og
	hans Broder Coras bringe Rytterne
	i Marken ud. En Deel skal holde Vagt
	ved Portene og værne Taarnene,
630	de øvrige med mig skal gribe an." —
	Strax løbe alle hen til Murene
	fra hele Staden. Faderen Latinus
	forlader Raadet, nødt af Tidens Tvang
	sit store Forsæt han opsætte maae.	470
635	Han meget sig bebreider at han ei
	af egen Magt modtog Trojaneren
	Æneas, og som Svigersøn ham ind
	i Staden kaldte.
	Portene forskandses
	med Grave, andre bringe Steen og Pæle.
640	Trompeten gier sit blodig Tegn til Kamp,
	I broget Kreds Matroner staae og Børn
	paa Murene, hver kalder Faren frem. [Faren, ikke Faderen]
	Til Templet og Minervas høie Borg
	henages Dronningen, ledsaget af
645	en stor Hob Fruer for at bringe Gaver.
	Ved hende gik den kongelige Mø
	Lavinia, hun som Anledning var
	til dette Uheld, hendes skønne Øine	480
	nedslagne saaes. Næst efter Mødrene
650	med Virak røgede i Tempelet.
	Fra høje Hvelving løb der Klagesang:
	"O vaabenmægtige som styrer Krig! 16
	tritonisk Jomfru! bryd, o sønderknus
	du med din Haand den troisk' Røvers Spyd,
655	styrt ham til Jorden, styrt ham for vor Port."
	Snart stiller Turnus sig forbittret frem
	til Kampen, iført en rutulisk Harnisk
	med Kobberskæl besat, hans Lægge var
	i Guld indsluttede, hans Tindinger endnu
660	var blotte, Sværdet ved hans Side hang.
	Han glimrende løb ned fra høie Borg,	490
	med freidigt Mod, i glade Haab han alt
	har slaget Fienden. — Som en vælig Hengst
	der nylig Krybbens Lænker sønderrev,
665	nu traver frit omkring i aabne Mark,
	og enten søger hen til Hopperne
	paa Engen, eller til den vante Strøm
	at bade sig; høit reiser den sin Hals,
	og tumler sig, og vrindsker spøgende;
670	paa Hals og Skuldre flagrer Manken hen.
	Som han kom ned, Camilla mødte ham,
	af Volscers Hær ledsaget. Dronningen
	ved Portens Indgang sprang fra Hesten ned,
	saa gjorde efter hende hele Hæren.	500
675	Nu talte hun: "Om Turnus! vel med Ret
	den tapre nogen Tillid vente tør,
	da vover jeg, og lover dig at møde
	Æneas Skarer, eene vil jeg gaae
	mod de Tyrheners Rytterie. Tilstæd
680	du mig at prøve Krigens f'ørste Fare,
	bliv du til Fods ved Murene og værn dem."
	Stivt vendte Turnus nu sit Blik imod
	den frygtelige Jomfru: "O hvor kan
	jeg, Jomfru! takke dig, Italiens Ziir!
685	hvordan giengielde dig? Men da dit Mod
	gaaer over alt, saa deel Arbeidet da	510
	med mig. Æneas har, som speiderne
	dem jeg udsendte har berettet mig,
	sendt forud let bevæbnet Rytterie
690	for Leiren at bestorme: selv han gaaer
	paa Biergets Steilhed giennem Ørken frem
	mod Staden. Jeg bereder List mod ham,
	jeg med en Hær besætter Skovens Ryg,
	og begge Veie som til den gaaer ind,
695	modtag du de Tyrheners Rytterie
	paa givne Tegn. Mesappus støde vil,
	Tiburtus Hær og de latinske Skarer
	til dig, du Medanfører være skal."
	Saa talte han, og samme Ordre gav	520
700	han til Mesappus og de øvrige
	af sine Bundsforvandte, og derpaa
	han gik paa Fienden løs.
	Der er en Dal,
	krum gaaer den og i Bugter, passende
705	til Krigerlist, paa begge Sider mørk
	af tætte Grene, smal gaaer Stien hen
	til snevre lumske Indgang. Over den
	en ukiendt Slette er paa Biergets Top,
	et sikkert Baghold hvorfra speides kan;
710	fra høire eller venstre Fienden der
	angribes kan, og vil man blive der,
	kan store Stene paa ham styrtes ned.
	Her Turnus gaaer ad den bekiendte Vei,	530
	indtager Stedet og den lumske Skov.
715	Imidlertid i Guders Borg Diana,
	den lette Opis, en af hendes Møer,
	og af den hellige Nymfeskare en,
	bedrøvet til sig kaldte, sigende:
	"Camilla gaaer nu i den grumme Krig,
720	o Jomfru! hun jeg elsker frem for alle,
	forgiæves har min Rustning sig iført.
	Ei ny er denne Kiærlighed for mig;
	ei pludselig har med sin Sødhed den
	opfyldt mit Sind. Da fra Privernums Stad 17
725	Metabus dreves af sit Rige bort,	540
	ved sine Fienders Had og Overmagt,
	da tog han Barnet midt i Krigens Støi
	til Selskab i sin Flugt, og kaldte hende
	Camilla efter Moderen Casmilla.
730	Paa Armen bar han hende, søgende
	den fierne og ensomme Skov, forfulgt
	af Volscers Hær og Pile overalt.
	See Amasenusfloden møder ham
	midt i hans Flugt, dens Bred staaer skummende.
735	(et vældigt Skybrud havde svulmet den)
	Metabus vilde svømme over den,
	men Kiærlighed for Barnet, Frygten for
	sin kiære Byrde holder ham tilbage.
	Som han nu grunder, han den Tanke faaer
740	sit store Spyd at bruge som han holdt
	i Haanden, gjort af hærdet Eegetræ.
	Han Barnet heftede, indsvøbt i Kork
	og bløde Bast ved Spydets Midte, og
	med Haanden holdt det svingende og bad
745	mod Himlen: "Hulde Møe Latonia,
	som boer i Skovene, jeg Faderen
	en Tienerinde her indvier dig,
	hun dine Pile holder flygtende 18
	for Fienderne, med ydmyg Bøn til dig,
750	modtag, jeg beder! o Gudinde din,
	som nu betroes til den usikre Luft."	560
	Nu med opløftet Arm han kaster Spydet,
	og Bølgen bruser, og det arme Barn
	med Spydet flyver over Strømmen hen.
755	Men Metabus, da Hæren nærmere
	indtrænger paa ham, kaster sig i Floden
	og svømmer over den, og rykker op
	med Spydet Barnet, nu Dianas Gave,
	fra Grønningen. Ham intet Huus modtog,
760	ei nogen Stad, dertil han var for vild: 19
	paa Hyrders øde Bierge leved' han
	blant Hækker og i gruelige Huler,	570
	ved Hestemelk og Melk af vilde Dyr
	opfostrede han Datteren, og ind
765	i hendes spæde Læber malked' den.
	Saasnart som hun formaaede med sin Fod
	at trykke Spor i Jorden, satte han
	et Spyd i Barnets Haand, fra Skuldrene
	han hang et Pilekogger og en Bue.
770	I Stedet for et gylden Haarbaand og 20
	den lange Klædning, hang et Tigerskind
	fra hendes Isse over Ryggen ned.
	Hun kasted' Spydet alt med spæde Haand,
	om Hovedet hun Slyngen svingede
775	saa vel, at mangen thracisk Trane hun,
	og hvide Svane kunde lægge ned.	580
	Saa mange Mødre i Tyrhenske Stæder
	til Svigerdatter hende ønskte sig,
	men alt forgiæves, kun Diana hun,
780	kun Jomfrudom og Jagten dyrke vil.
	Jeg vilde at hun ei angreben var
	af denne Krigslyst, ei i denneStrid
	mod Teucrerne var gaaet, da den Kiære
	nu skulde været af mit Følge een.
785	Men skynd dig, Nymfe! nu hun trues af
	en ublid Skæbne, fald fra Himlen ned,
	gaae hen til de Latiners Grændse, hvor
	med mørke Varsler nu begyndes Krig.
	Tag denne, tag en Hævnens Piil herfrem	590
790	ud ad min Kogger; hvem der drister sig
	at saare dette hellige Legeme,
	han være nu Italer eller Trojer,
	han med sit Blod mig skal betale det.
	Derpaa vil jeg den Armes Legeme
795	og hendes Vaaben uberøvet bringe
	i hule Sky indsvøbt til Graven hen,
	i hendes Fædreland." — Saa talte hun,
	hiin lod sig ned i Himlens lette Luft
	med mørke Sky omgiven brusende.
800	Men Trojers Hær imens sig nærmede
	til Murene, saaog Etruscernes
	Anførere, og Rytteriet som
	i Skarer var fordeelt. Paa hele Marken
	fremtrampe Hestene, og vrindskende
805	modsætte her og der sig Tøilens Tvang.	600
	Bedækt med Landser skræmmer vidt og bredt
	jernfyldte Ager, glimrende sees der
	de stolte Vaaben. Ogsaa styrted' frem
	Mesappus og de hurtige Latiner,
810	med ham hans Broder Coras og Camillas
	hiin Jomfues Ryttertrup. Vidt strækker den
	de Landser frem og svinger Spydene,
	nu stiger Larmen af de kommende,
	og Hestes Vrindsken bruser meer og meer.
815	Alt begge Hære stod paa Pileskud
	hinanden nær, og pludselig med Skrig
	frembryde de og spore Hestene,	610
	som Sneens Flokker kastes Spydene
	og overskygger Himlen. Strax derpaa
820	Tyrhenus og den barske Aconteus
	med Spydet rende mod hverandre, og
	nedstyrte begge med et voldsomt Brag,
	og deres Heste bryde Bryst mod Bryst.
	Den faldne Aconteus som et Lyn,
825	som tungest Vægt af Krigsmaskinen slængt,
	henstyrter og udaander strax sit Liv.
	Forvirring griber Hæren, flygtende
	Latinerne paa Ryggen kaste Skioldet,
	og vende Hestene mod Staden hen.
830	Trojanerne anført af Asylas	620
	forfølge dem. Alt var de Porten nær,
	da atter Latierne gier et Skrig,
	og vende Hestens bøielige Hals:
	nu hine fly med slappe Tøile bort.
835	Saa vælter Havets Svælg sig vexlende,
	nu styrter det mod Bredden, skummende
	det overskyller Klippen, til det naaer
	det fierneste af Sandet; nu igien
	dets Brandinger tilbagestrømme, snart
840	forlade Klippen, Grunden sees igien.
	To Gange Trojerne Rutulerne
	mod Muren dreve, tvende Gange blev	630
	de stødt tilbage, dækkende der Ryg
	med Skioldene. Men da de tredie Gang
845	i Kamp sig mødte, da de blanded' sig,
	da hver Mand søgte sig til Strid sin Mand,
	da hørtes Sukke først af døende
	og Larm af Vaaben, døde Mennesker,
	halvdøde Heste vælte sig i Blod,
850	en rædsom Kamp opstaaer. Orsilochus
	paa Remuls Hest (ham selv han voved' ei
	at falde an) sit Spyd indkastede;
	ved Øret Jernet sad. Fodstamperen
	ved Stødet steiler, bliver rasende,
855	opløfter Brystet, kaster Benene,
	og Remulus til Jorden styrter ned.	640
	Catillus fælder Jolas og den kiække
	og vældige Herminius; hans Isse
	har gule Haar og Skuldrene var nøgne,
860	ei frygted' han for Saar, men bød sig frem
	for hvert et Stød. Ind i hans Skuldre stod
	den stødte Landse bævende, af Vaande
	han bøier sig paa Siden. Sorte Blod
	udstrømmer overalt; de stridende
865	nedstrække mange Liig, og søge sig
	ved Saar en Hædersdød.
	Men nu Camilla
	den Amazone midt i Kampen kom;
	hun bar et Kogger, og den ene Side
	til Strid var blottet. Snart hun kastede
870	med bøielige Haand det lange Spyd,	650
	snart løfted' hun den vældige Stridsøxe.
	En gylden Bue og Dianas Vaaben
	fra Skuldren lød. Endog naar hun var nødt
	at vende Ryggen, med sin Bue dog
875	hun sendte sine Pile bagfra ud.
	Udvalgte Jomfruer omgave hende,
	Larina, Tulla og Tarpeja, hun
	som svinged' Kobberøxen, alle fra
	Italien. Den ædle havde dem
880	til Tienerinder valgt i Fred, i Krig.
	Saa drog tilforn ved Thermodontis Strøm
	de Thracerinders Hær; saa kæmpede
	med malte Vaaben Amazonerne,	660
	med Hyppolite snart, og snart omkring
885	den krigerske Penthesileas Vogn. 21
	Med Frydeskrig og Støi kom Qvinderne
	med maanedannet Skiold til Striden frem.
	Hvem, bistre Jomfru! vil du fælde først!
	hvem sidst? hvor mange styrter du til Jorden?
890	Eumenius, en Søn af Clytius,
	ham giennemborede dit lange Spyd,
	han faldt og strømmeviis udspyede Blod,
	rødfarvet Jord han bider, væltende
	sig paa sit Saar. Derpaa faldt Lirius,
895	og Pegasus paa ham. Hiin da han greb
	sin stukne Gangers Tømme; denne da	670
	han vilde hielpe op den faldende
	med Haanden: begge styrted' hovedkuls.
	Amastrus og Hippotades kom næst;
900	Tereas, Harpalicus, Demophon
	og Chromis hun forfulgte med sit Spyd,
	saa tidt det fløi ud af Camillas Haand,
	saa tidt faldt Trojer. — Fiernt i fremmed Rustning
	kom Jægeren Orphitus ridende
905	paa en apulisk Hest: fra brede Skuldre
	hang Skindet, taget af en Kæmpetyr,
	og vældigt Ulvehoved gabende	680
	med aabne Kiæver og med hvide Tænder:
	et landligt Spyd hans Haand bevæbner, midt
910	i Hæren styrter han, hans Isse naaer
	frem over alles. Ham indhenter hun
	(det var ei tungt da Hæren flygtede)
	og giennemborer ham, og taler saa
	med fiendtligt Sind: "Tyrhener! troede du
915	at jage Vildt i Skoven? see! nu kom
	den Dag hvor Qvindevaaben straffe skal
	dit Pral: dog bringer du ei liden Roes
	til dine Fædres Maner, at det var
	Camillas Spyd du segned' for." — Og strax
920	hun Orsilochus myrdede og Butes,
	de største Mænd iblant Trojanerne.	690
	Men Butes mødte hun, og traf ham der,
	hvor Hielm og Pandser paa den ridende
	sig møde, der hvor Halsen sidder blot,
925	og hvor fra venstre Arm nedhænger Skioldet.
	Orsilochus, som dreier sig omkring
	i store Kredse, hun undviger snildt
	og flygtende, men i en indre Kreds
	hun følger ham som hende jog, og da
930	sig reiser høiere og giver ham,
	endskøndt han beder og bønfalder nu,
	mangt vældigt Hug med Øxen giennem Hielm
	og Been, saa i hans Ansigt flyder ud
	den varme Hjerne.
	Ved det grumme Syn
935	forfærdet, standsde Apennineren	700
	den Aunus Søn: iblant Ligurer han
	ei ringest Kriger var, naar Lykken ham
	tillod at bruge List. Da han fornam
	at ingen Flugt ham kunde rædde meer,
940	og intet holde Dronningen fra ham,
	han pønsede paa Svig, og talte saa:
	"Hvad stort, hvad ypperligt er vel deri,
	at Qvinden stoler paa sin stærke Hest?
	stig fra den flygtige paa Jorden ned,
945	kom nær til mig paa lige Grund og vov
	en Kamp til Fods, da du erfare vil
	hvem vindig Roes af os tilkomme skal."
	Saa talte han, men hun forbittret blev,
	og gav sin Hest til en af Følget hen,	710
950	og stod med lige Vaaben nu til Fods,
	med draget Sværd og med det blotte Skiold.
	Men hiin som troede nu at hans Bedrag
	ham lykked var, med slappe Tøiler snart
	og ufortøvet sig paa Flugten gav,
955	og sporede sin Hest. Nu raabte hun:
	"du snedige Ligurer! vær ei stolt!
	forgiæves Fædres Kunster prøver du,
	ei nogen Svig skal sikker bringe dig
	hen til din lumske Fader Aunus meer."
960	Nu med lynsnare Fødder Jomfruen
	indhented' Hesten, greb i Tøilen den,
	og hevnede sig med sin Fiendes Blod.	720
	Saa let som Høgen, hiin den hellige Fugl, 22
	fra Klippen Duen naaer i høje Sky,
965	og griber den, og slaaer de krumme Klør
	ind i dens Indvold, saa at Blod og Fiær
	nedfalder og i Luften spreder sig.
	Men Gudernes og Menneskernes Fader
	undgik ei dette: fra sin høje Stol,
970	ned fra Olympus han til grusom Strid
	Tyrhenernes Anfører Tarchon vakte,
	og flammed' op hans Harm med skarpe Braad.
	Nu rider Tarchon ind bkant Nederlag
	og Flygtende, opmuntrer Skarerne	730
975	ved sin Tiltale, kalder hver ved Navn
	og gier de Slagne Mod: "O hvilken Frygt!
	o vil I aldrig skamme jer? vil I
	da stedse være sløve? hvordan kom
	slig Ladhed i jer Sind? En Qvinde skal
980	omdrive jer, forjage slig en Hær?
	hvor er jer Sværd? hvi holde I forgiæves
	i Haanden Spydet? Nei til Vellyst og
	til natlig Kamp, der ei I lade er,
	hvor Bachus krumme Fløite kalder jer
985	til Dands, til fulde Maaltid og til Bægre.
	Det er jer Lyst, der jeres Attraa er
	hvor lykkelige Indvoldsgransker jer
	forkynder Ofring, til den høie Lund	740
	og fede Stege kalder jer." — Saa talt
990	han spored' Hesten ind blant Fienderne,
	selv Døden trodsende: der opbragt han
	mod Venulus sig styrted', greb ham saa
	og trak ham ned af Hesten, og derpaa
	borttog ham paa sit Skiød med megen Kraft.
995	Et Skrig mod Himlen reiser sig, enhver
	Latiner vender Øinene, men Tarchon
	den fyrige paa Sletten farer hen
	og bærer Mand og Vaaben. Jernet nu
	han bryder af sit Spyd, og søger sig
1000	et Sted hvor han kan saare dødelig.
	Men hiin sig værger og fra Halsen vil	750
	hans Haand bortrive, sætter Magt mod Magt.
	Saa flyver gule Ørn i Høiden op
	med røvet Drage, og med sine Kløer
1005	den holder fast, i Bugter vrider sig
	den saared' Slange, reiser rædsomt Skæl,
	og hvidsler svingende sig dristig op,
	hiin paa den stridende ei mindre dog
	med krumme Næb gaaer lød, og pidsker Luften
1010	med Vingerne. Ei anderledes har
	sit Bytte Tarchon, Tiburtineren,
	fra Hæren jublende. — Tyrhenerne
	ved der Anførers Daad opmuntrede
	nu støde til. Nu dødbestemte Aruns
1015	omkring letfodede Camilla sig	760
	med megen Kunst omsniger, prøvende
	hvor bedst hun kunde saares med hans Spyd:
	hvorhen endog den sejerlystne Mø
	i Hærens Midte styrted sig, derhen
1020	han fulgte tavs i hendes Fodspor efter;
	hvor hun fra Fienden seirende igien
	tilbagekom, der vendte han sin Hest:
	nu denne Tilgang speided' han, og nu
	den anden, stedse vankende i Kreds
1025	og svinged' drabelig sit sikre Spyd.
	Just kom Chloreus, før Cybeles Præst,
	i troisk Rustning skinnende dertil,
	hans Ganger skummede, et Skaberrak	770
	besyet med gyldne Kobberskæl som Fiædre
1030	bedækked' den: selv var han prydet med
	en staalgraa Klædning og med fremmed Purpur,
	et lycisk Spyd han bar og cretisk Horn,
	fra Skuldrene en gylden Bue klang,
	og gylden Hielm paa Præstens Hoved sad,
1035	en safranfarvet Kaabe bar han og
	med fine Linnedfolder brusende,
	med Guld i Knuder bundne, Trøjen var
	med phrygisk Naal brodert, paa Benene
	han udenlandske Støvler bar. — Ham Møen,
1040	om nu for at ophænge troisk Vaaben 23
	i Templet, eller vise sig som Jægerinde	780
	i plyndret Guld, ham frem for alle hun
	i Striden kaared' sig, ham fulgte hun
	blindt hen og fyrig giennem hele Hæren,
1045	paa Rov og Bytte gridsk. Men Aruns som
	nu i sit Baghold saae at det var Tid,
	udstrakte Spydet og til Guderne
	saaledes beder: "Største du blant Guder!
	Apollo! som det hellige Soraxbierg
1050	bevogter, som vi frem for alle dyrke,
	som vi antænde Baale for af Gran,
	og til hvis Ære dine Dyrkere
	paa Fromhed stolende gaae giennem Ilden, 24
	og trykke Gløderne med mange Fodspor:
1055	giv Fader! giv Almægtige at nu
	mit Vaaben dette Skændsel sletter ud:
	jeg om den slagne Jomfrues Bytte ei,	790
	ei om Trofæer beder, anden Daad
	skal mig erhverve Roes, lad ved mit Saar
1060	kun denne stygge Pest omkomme, da
	jeg uden Roes vil til min Hiemstavn gaae."
	Det Phøbus hørte. Af hans Ønske han
	en Deel tillod, det øvrige han spredte
	i Vinden hen. Han gav den bedende
1065	ved hastig Død Camilla at nedlægge,
	men see igien sit høie Fædreland,
	det gav han ei, den Bøn drev Stormen bort.
	Da nu hans Spyd fra Haanden kastet ud
	igiennem Luften klang, hvor vendte sig
1070	da alles Sind! hvor alle Volscers Øine	800
	mod Dronningen! men hun fornam det ei,
	ei ændsed' Lyd, ei Spydet kommende,
	indtil det fæsted' sig i nøgne Bryst,
	og drak i Strømme hendes Jomfrublod.
1075	Nu hendes Følge kommer skælvende
	og Damen holde vil som segner alt.
	Forfærdet flygter Aruns hvad han kan
	med glædeblandet Frygt, ei vil han vove
	med Spyd og Piil at møde Jomfruen,
1080	og for at undgaa fiendtlig Piil og Skud,
	han søger Bierge og ubanet Vei:	810
	som Ulven, naar han Hyrden myrdede,
	eller den unge Ko, bortsniger sig
	sin diærve Daad bevidst, og skynder sig
1085	med slunkne Hale til den mørke Skov:
	saa flygtede forvirret Auruns og
	fra Synet snart, og midt i Hæren hen.
	Hiin døende vil drage Pilen ud
	med Haanden, men imellem Ribberne
1090	sad Jernet fast og stak i dybe Saar.
	Forblødt hun sank, de kolde Øine sig
	i Døden lukke, Purpurrødmen veeg
	fra Kinderne. Nu talte hun til Acca,	820
	af hendes Vaabensystre en, med hvem
1095	at dele Sorg fortrolig hun var vant:
	"Hidtil, min Syster Acca, kunde jeg
	udrette noget; nu et voldsomt Saar
	mig dræber, alting bliver mørkt om mig.
1100	Skynd dig, og bring mit sidste Budskab snart
	til Turnus; han mig her afløse maae,
	og holde Trojerne fra Murene;
	og nu, lev vel!" — Nu slap hun Tøilerne
	og sank til Jorden, Dødens Kulde krøb
	paa hele Legemet, den bløde Hals,
1105	det slappe Hoved sank og tabte Hielmen,
	og Livet med et Suk uvillig fløi	830
	til Skyggerne. — Nu et uhyre Skrig
	sig til de gyldne Stierner hævede,
	og ved Camillas Fald fornyede
1110	sig atter Striden. Teucrerne brød frem
	i tætte Rader, og Tyrhenerne
	med deres Førere, saaog Evanders
	arcadiske Sqvadroner.
	Men alt længe
	sad Opis, hiin Dianas Varterske,
1115	og uforfærdet saae fra Biergets Top
	paa Striden. Da hun fra sit fierne Sted
	blant Sværm og Skrigen af de Rasende
	saae ned, og saae Camilla døende,
	da sukked' hun og talte disse Ord	840
1120	af qvalte Bryst: "O Jomfru! alt for dyrt,
	for grumt du bødet har, fordi du gik
	i Kamp mod Teucrerne. Ei hialp det dig,
	at i en eensom Lund du dyrkede
	Diana, ei at vores Kogger du
1125	paa dine Skuldre bar. Dog ikke vil
	din Dronning du uhædret synke skal,
	ei skal din Død unævnt blant Folkene
	forblive, ei dit Rygte uden Hævn.
	Hver den som vovede at saare dig,
1130	han bøde skal med den fortiente Død."
	En stor af Jord opført Begravelse
	var nær ved Bierget; Laurentinerkongen
	Dercennus laae der, mørke Eege den	850
	beskyggede. Derhen med raske Fart
1135	den skønne Nymfe sig nedlod, og der
	fra høie Gravhøi speidede Aruns.
	Da hun i blanke Rustning brautende
	ham saae: "Hvi søger du en Afvei saa?
1140	her skal du faae din velfortiente Løn,
	Dianas Piil skal ogsaa finde dig."
	Nu Tracerinden tog fra Koggeret
	en gylden Piil, og spændte Buen vred
	indtil dens Ender naaede sig, og da	860
1145	med venstre rettede den skarpe Braad,
	og med den højre Haand tilbage trak
	til Brystet Snoren. Piilens Hvinen og
	dens Klang i Luften hørte Aruns knap.
	før Pilen stak i Livet. Døende
1150	og dragende det sidste Suk, han blev
	af sine Fæller glemt, og Legemet
	i Støvet efterladt i fremmed Land,
	og Opis fløi til Ætherhimlen op.
	Camillas lette Trupper flygted' først
1155	da de der Leder havde tabt, derpaa
	Rutulerne undflye forvirrede,
	den vældige Atinas ogsaa flyer,
	de spredte Førere, nedslagne Hob	870
	om Tryghed leder, vender Hestene
1160	mod Staden hen. Ei nogen meer formaaer
	at standse Teucrerne, som trængte frem
	og bragte Døden, eller dem modstaae;
	med slappe Buer gaae paa Skuldrene
	de trætte hiem, og Hestefødderne
1165	nu sparke vaade Grund med deres Hov.
	I sorte Mulm henvælter Støvet sig
	mod Staden. Mødrene fra Taarnene
	slaae deres Bryst, og hæve Qvindeskrig
	mod Himlens Stierner.
	De som i der Løb
1170	hen til de aabne Porte først kom ind,
	dem trængte Fienderne, og Døden ei	880
	undgik de Arme, inden Portene,
	i Fædrestaden, selv i sikre Skiul
	af eget Huus, de dræbes og maae døe.
1175	Af nogle lukkes Portene, ei meer
	man aabner Vei for Venner, vover ei
	i Staden at modtage bedende.
	Et ynksomt Blodbad nu opstaaer mod dem
	som værne Stadens Tilgang, og blant dem
1180	som styrte ind. De udelukkede
	selv for Forældres Øine styrtes ned
	i Gravene ved Trængslen; andre gaae
	med løse Tøjler, styrte blindt sig hen
	mod Portene, som for at sprænge dem.	890
1185	Selv Mødrene, da ned fra Murene
	de saae Camilla (saadan Kiærlighed
	de bar til Fædrelandet) kasted' Pile
	med skælvend' Haand, og slængte Klodse ned
	for Spyde, Jern og Pæle hærdede 25
1190	ved Ilden; først at døe for deres Stad
	de brændte efter.
	Midlertid der kom
	i Skovene et grusomt Bud til Turnus,
	og største Oprør vakte Acca i
	hans Sind. At Volscerne var slagne, hun
1195	beretted' ham, og at Camilla faldt,
	at Fienderne sig nærmed' overalt,
	og at de overalt angreb med Held,	900
	at Skræk og Frygt alt var til Staden bragt.
	Hiin rasende (saa vilde Jovis Harm)
1200	forlader de forskansde Høje og
	de steile Skove. Neppe kom han ud
	af Synet og holdt Marken, før Æneas
	gik i de aabne Lunde, overskred
	de steile Høje, og fra mørke Skov
1205	kom ud. Saa begge ilede nu frem
	med deres hele Hær til Murene,
	ei mange Skridt de fra hverandre stod.
	Men da Æneas Marken rygende
	af Støv fornam og laurentinske Hær,
1210	da Turnus kiendte den skrækbydende	910
	Æneas i sin Rustning, saae hans Fodfolk
	og hørte Hestes Pusten, visselig
	og uden Ophold Striden var begyndt,
	hvis rosenfarvet Phøbus havde ei
1215	de trætte Heste i iberisk Hav
	alt sænked' ned, og Dagen synkende
	igienbragt Natten. Nær ved Staden nu
	hver leirer og med Skandser værner sig.

12. BOG eller TOP

Noter:

01 Vaabnene ophængtes og fæstedes saaledes, at de lignede en bevæbnet Mand, hvilket endnu er Skik.

02 Ingen Tak for deres Omhu for hans Liv.

03 Ei see ham saaret i Ryggen som en Flygtning.

04 Hans forrige Hovmester.

05 See Note 01.

05A Hans arm: deres Konges, Æneas's, arm, dvs. hans styrke.

06 At Æneas har hævnet ham paa Turnus.

07 Diomedes og Ulysses røvede Palladium.

08 Argyripa eller Argos: nu Monte St. Angelo. Japygia, en Deel af Apulia.

09 Det vidner den vrede Minervas opvakte Uvæir, hvorved vi kastedes paa Euboas Klipper og Caphareus Forbierg.

10 Argos, hvor fordum Inachus boede.

11 Sicilien.

12 Sella curulis. En Elfenbeens Lænestol, hvori de fornemste Personer, Ædiles, Prætores, Consules blev baarne i Rom.

13 Da han troede at forfølge Æneas.

14 Saa lidet, vil han sige, som Floden løber tilbage fra Havet, saa lidet skælve og flygte hans Trupper.

15 Diomedes Hielp.

16 Pallas.

17 Volscernes Stad, nu Piperno.

18 Som er dig indviede.

19 Han skyede Mennesker for meget for at nærme sig dem.

20 Jomfruernes sædvanlige Dragt.

21 Hippolyte og Penthesilea vare Systre og Amazonernes Dronninger.

22 Helliget Mars, som Ørnen Jupiter, Duen Venus, Paafuglen Juno.

23 Som Seierstegn.

24 Vi dine sande Dyrkere gaae uskadte paa Gløder.

25 I Stedet for Pile.