|
Aeneis. Tolvte
Bog.
|
||
|
Indhold.
|
||
| Da Latinerne ved to foregaaende Krige er svækkede, vil Turnus, som nu alene stoler paa sig selv, indgaae Enekamp med Æneas. Kongen fraraader det, og Dronningen vil med mange Taarer, skøndt forgiæves, holde ham derfra. Han lader Æneas det vide, som modtager den, og Vilkaarene blive fra begge Sider højtidelig bestemte. Nymfen Juturna, Turnus Syster, sendes fra Juno for at afvende Kampen. Tolumnius, en latinsk Spaamand, lover sit Folk en vis Seier over Trojerne, og dræber en med sit Spyd. Dette foraarsager Larm. I det Æneas vil stille den, saares han af en ubekiendt Haand, og maae gaae fra Striden. Turnus benytter denne Leilighed, og giør et stort Nederlag. Men Venus læger sin Søn med en Urt; han kommer sine til Hielp, og fordrer Turnus ved Navn til Kamp. Men da denne, hvis Syster Juturna kiører hans Vogn bestandig af Veien for at undgaae Æneas, ikke møder, saa begynder Æneas at beleire Staden, og kaster Ild i de nærmeste Huse. Amata, som troer Turnus myrdet, ender sit Liv med et Reeb. Da Turnus erfarer dette, stiller han sig frivillig frem til Kampen efter den indgangne Pagt. Æneas seirer. Da denne ved sin overvundne Fiendes Bønner næsten føler Medynk og vil skaane ham, seer han paa hans Skuldre det Belte, som han røvede fra Pallas da han havde dræbt ham. Forbitret herover, giennemborer han ham med sit Sværd. | ||
| Da Turnus seer de slagne Latier | ||
| modløse, fordrende hans Løfte nu, | ||
| og alles Øine vendte hen paa sig, | ||
| da brænder han end uforsonlig meer, | ||
| 5 | og Hiertet svolmer. Som paa punisk Mark | |
| en Løve, som blev saaret i sit Bryst | ||
| af Jægerne, til Modstand laver sig, | ||
| og ryster fyrig Manken paa sin Hals, | ||
| og uforfærdet bryder Røverens | ||
| 10 | det skarpe Spyd som stikker i hans Krop. | |
| og brøler høit med blodigt Gab. Saadan | ||
| steg voldsom Harm hos den optændte Turnus; | ||
| forbittret gik han hen til Kongen og | ||
| tiltalte ham: "Ei Turnus tøver, nei, | ||
| 15 | ei nogen Grund de lade Trojer har | |
| til at tilbagekalde deres Ord: | ||
| og ei at holde hvad de lovede. | ||
| Til Tvekamp er jeg færdig; Fader bring | ||
| du Offer hid, lad Pagten blive gjort. | ||
| 20 | Jeg enten sender med min Højre ned | |
| til Tartarus den Trojer som undløb | ||
| fra Asien (det skal Latinerne | ||
| see paa og sidde) jeg allene, jeg | ||
| med Sværdet vores Skam vil slette ud, | ||
| 25 | eller han seire over mig, og da | |
| til Hustru tage han Lavinia." | ||
| Sagtmodigt nu Latinus svarte ham: | ||
| "O ædle unge Mand! jo meer du selv | ||
| i vilde Tapperhed fremstiller dig, | 20 | |
| 30 | des vigtigere er det og for mig | |
| med Frygt at overveie hvert et Udfald. | ||
| Din Faders Daunus Riger dine er, | ||
| og mange Stæder som du tog i Krig, | ||
| jeg og har Guld og Hierte til din Hielp. | ||
| 35 | I Latium og i Laurent er fleer | |
| ugifte Piger og af ædel Slægt. | ||
| Jeg aabenhiertig dig maa sige hvad | ||
| vel ei behager dig, men som du bør | ||
| opmærksom høre. Det var mig forbudt | ||
| 40 | til nogen forrig Beiler at bortgive | |
| min Datter, derom varsled' alle mig, | ||
| Guder og Mennesker. Men Kierlighed | ||
| til dig, vort Blodforvandtskab tvang mig til, | ||
| og min nedslagne Hustrues Taarer tvang | ||
| 45 | mig til at bryde hver en Pagt, jeg rev | 30 |
| fra Svigersønnen den forlovede | ||
| og greb til de ugudelige Vaaben. | ||
| hvad Uheld Turnus! fulgte mig, hvad Krig, | ||
| det seer du fra den Tiid, hvad du især | ||
| 50 | har maattet lide. Tvende Gange blev | |
| vi overvundne, vores Mure knap | ||
| beskytte meer Italiens Haab. Vort Blod | ||
| end varmer Tiberstrømmen, vores Marker | ||
| er hvide af de Slagnes Been. Hvi er | ||
| 55 | mit Sind saa vankende? Hvad Vanvid, siig! | |
| forandrer min Beslutning? Hvis jeg er, | ||
| om Turnus falder, villig til at giøre | ||
| med Trojerne en Pagt, hvi standser jeg | ||
| ei heller mens han lever, denne Strid? | ||
| 60 | Hvad vil Rutuler, vores Blodforvandte, | 40 |
| hvad vil det øvrige Italien | ||
| vel sige, om jeg (Skæbnen det forbyde) | ||
| i Døden giver dig, som beiler til | ||
| min Datter, til mit Svogerskab? — O see | ||
| 65 | til Krigens Uvished! hav Medynk med | |
| din gamle Fader, som nu langt fra dig | ||
| sig græmmer i din Fædrestad Ardea!" | ||
| Men Turnus haarde Sind ei bøiedes | ||
| ved disse Ord. End meer han bruser op, | ||
| 70 | ved Lægens Hielp han bliver mere syg. | |
| Saa snart han kunde tale brød han frem: | ||
| "Den Omsorg Kiære! som du har for mig, | ||
| o leg den af, jeg beder! Lad mig kun | ||
| ved Døden kiøbe Roes. Vi ogsaa, Fader! | 50 | |
| 75 | har Spyde, kaste Jern med vældig Haand, | |
| fra vores Hug udstrømmer ogsaa Blod. | ||
| Fiern hans Gudindemoder være vil, | ||
| som dækker ham med qvindelige Sky | ||
| og tomme Skygger naar han Flugten tar." | ||
| 80 | Men Dronningen ved det gientagne Raab | |
| om Krig forskrækket, græd; halvdøende | ||
| hun holdt den harmoptændte Svigersøn. | ||
| "Ved disse Taarer, Turnus! beder jeg, | ||
| og om Amata gielder noget hos dig, | ||
| 85 | du som nu er min Alders eene Haab, | |
| den Armes Tilflugt, du paa hvem beroer | ||
| Latinus Ziir og Rige, du paa hvem | ||
| et synkefærdigt Huus kun stytter sig. | ||
| Et beder jeg, lad af fra denne Strid | 60 | |
| 90 | med Teucrerne, hvad Uheld rammer dig | |
| i denne Kamp, det rammer ogsaa mig, | ||
| med dig vil jeg forlade dette Lys | ||
| jeg hader, som en Fange vil jeg ei | ||
| den Svigersøn Æneas see." | ||
| Med Graad | ||
| 95 | fornam Lavinia sin Moders Ord, | |
| og hendes Kinder brændte, Heden steg | ||
| og overglødede det hele Ansigt, | ||
| som Purpur smitter indisk Elfenbeen, | ||
| som Rosen staaer blant hvide Lillier: | ||
| 100 | saaledes saaes Princessens Ansigt farvet. | |
| Hiin følte Elskovs Uro, da sit Syn | 70 | |
| han fæstede paa Jomfruen, men meer | ||
| han brændte efter Strid, og til Amata | ||
| han talte saa: "Jeg beder, plag mig ei | ||
| 105 | med dine Taarer, dine Anelser, | |
| nu da jeg gaaer til Krigens haarde Kamp: | ||
| at undgaae Døden, Moder! det staaer ei | ||
| i Turnus Magt. — Gaae Idmon, overbring | ||
| den troiske Tyran mit Budskab, som | ||
| 110 | ei vil behage ham. Saa snart i Morgen | |
| Aurora kiører i sin Purpurvogn | ||
| og rødmer Himlen, da skal Teucrer ei | ||
| sig styrte paa Rutuler, Teucrers og | ||
| Rutulers Vaaben hvile skal, vort Blod | ||
| 115 | skal eene Krigen ende, paa hiin Mark | |
| vi søge, vinde skal Lavinia | 80 | |
| til Hustru." — Da han dette havde talt, | ||
| han hastig løb til Vaaningen og der | ||
| begiærte Heste, glæded' sig at see | ||
| 120 | de modige, som Sneen overgik | |
| i Hvidhed, og i Løbet Vindene: | ||
| selv Dronningen Ortithya forærte | ||
| dem til Pilumnus, som et Hæderstegn. 01 | ||
| Staldfolket strax staae færdigt, strygende | ||
| med flade Haand det blanke Bryst, og strigle | ||
| 125 | den mankeprydet Hals. Han selv derpaa | |
| ifører sig sin Pandser, skimrende | ||
| af Guld og hvidt Metal, og tager paa | ||
| sit Sværd og Skiold, sin rødbefiedret Hielm; | ||
| det Sværd som Ildens Gud selv havde smedet | ||
| 130 | hans Fader Daunus, og som gloende | 90 |
| han dyppede i stygisk Flod. Derpaa | ||
| med vældig Haand han tog et Spyd som stod | ||
| mod en af Slottets store Pillere; | ||
| Actor Aunrunceren erobred' det. | ||
| 135 | Han tog og rysted' det, og raabte saa: | |
| "Nu du mit Spyd! som aldrig feiled' mig, | ||
| nu er det Tiid! den store Actor før, | ||
| nu Turnus med sin Højre fører dig! | ||
| hielp mig at styrte, at adsplitte nu | ||
| 140 | den troisk' Halvmands Pandser, rive den | |
| fra Kroppen ham, i Støv og Skarn besudle | ||
| hans Haar som kryllet er med varme Jern | 100 | |
| og vaadt af Myrha." — Saadan rased' han, | ||
| det hele Ansigt brændte, Gnister sprang | ||
| 145 | derfra, fra bistre Øie lynte Ild. — | |
| Saa reiser Tyren op et skræksomt Brøl, | ||
| naar han til Kampen færdig staaer, hans Horn | ||
| mod Træets Bul han prøver, Vindene | ||
| med sine Stød han pidsker, Sandet han | ||
| 150 | til Stridens Forspil spreder vidt og bredt. | |
| Ei mindre dog Æneas ruster sig | ||
| ved moderlige Vaaben stærk, til Strid, | ||
| og vækker Kampens Harm, nu vel tilfreds | ||
| ved den tilbudne Pagt at ende Krigen. | ||
| 155 | Hans Fæller, sin af Frygt nedslagne Julus, | |
| han trøster, viser Skæbnens Veje dem. | 110 | |
| Til Kong Latinus sender han ved Mænd | ||
| sit Svar bestemt, og Fredens Vilkaar hen. | ||
| Den næste Dag knap spredede sit Lys | ||
| 160 | paa Fieldets Top, knap Solens Heste kom | |
| fra dybe Hav, og blæste Lyset frem | ||
| af deres Næser løfted' høit, da kom | ||
| Rutuler frem og Teucrer maalende | ||
| hen under Stadens Mure Stridens Mark. | ||
| 165 | I Midten lagdes Ild, og Altere | |
| af Tørv for begges Guder reistes op. | ||
| Af andre bragtes Ild og Vand; de var | ||
| i Linned svøbte, deres Tindinger | 120 | |
| med Jernurt krandsed' var. Ausoners Hær 02 | ||
| 170 | med Spyde væbnet styrtede sig ud | |
| af Portene. Hist hver en Trojer og | ||
| Tyrhener med forskiellig Rustning kom, | ||
| ei anderledes væbnet end om dem | ||
| en grusom Strid fremkaldte. Førerne | ||
| 175 | fløi selv i Midten af de tusinde | |
| med Guld og Purpur prydede. Her var | ||
| Mnesteus Assaraci Slægt, den tapre | ||
| Asylas, Hestetæmmeren Mesappus, | ||
| Neptunus Afkom. Da ved given Tegn | ||
| 180 | hver gaaet var til sin bestemte Plads, | |
| man stikker Spydene i Jorden og | 130 | |
| henlægger Skioldene. Nu Mødrene | ||
| udstrømme, og den vaabenløse Hob, | ||
| og svage Oldinge sig klynge hen | ||
| 185 | paa Taarnene og Tagene; endeel | |
| staaer paa de høje Porte. | ||
| Juno saae | ||
| fra Bierget ned, Albanus kaldet nu, | ||
| (da var det uden Navn og uberømt) | ||
| hun saae paa Marken begge Hærene, | ||
| 190 | Laurenters, Trojers, og Latiners Stad. | |
| Til Turnus Syster strax hun vendte sig, | ||
| Gudinden talede til Nymfen som | ||
| var over Floder over Søer sadt: | ||
| den Ære havde Himlens høje Konge, | 140 | |
| 195 | den havde Jupiter tilstædet hende, | |
| fordi han røved' hendes Jomfrudom. | ||
| "O Nymfe! Floders Pryd, og mig saa kiær, | ||
| du veed det, blant latinske Piger alle | ||
| som nogentid den høje Jovis Seng | ||
| 200 | til liden Lyst for mig besteg, at jeg | |
| dig stedse foretrak, at gierne jeg | ||
| det saae at du i Himlen fik et Sted. | ||
| Hør nu din Sorg Juturna! at du ei | ||
| paa mig skal kaste Skylden. Viid, saalænge | ||
| 205 | som Skæbnen og som Parcerne tillod | |
| at Latium var lykkelig, jeg har | ||
| beskærmet Turnus og din Stad. Men nu | ||
| jeg seer hvordan hiin Yngling styrter sig | ||
| i en uheldig Skæbne, Parcens Dag, | ||
| 210 | en fiendtlig Magt sig nærmer. Ei jeg taaler | |
| at skue denne Kamp, ei denne Pagt. | 150 | |
| Om for din Broder nogen Redning du | ||
| tør vove, giør din Pligt, maaskee endnu | ||
| en bedre Lod den Arme vente tør." | ||
| 215 | Knap taler hun, og Taarer strømmede | |
| ned fra Juturnas Øine, hendes Haand | ||
| tre, fire Gange slog det skønne Bryst. | ||
| "Nu er ei Tiid til Graad (saa talede | ||
| Saturni Datter Juno) skynd dig! hast! | ||
| 220 | og frels din Broder om du kan fra Døden, | |
| eller opvæk en Krig og sønderriv | ||
| den giorte Pagt, giør det paa mine Ord!" | ||
| Saa varslet hun, forlod den vaklende | 160 | |
| dybtsaarede i Sindet. | ||
| Midlertid | ||
| 225 | lod Kongerne sig see. Latinus kom | |
| i en fiirspændet, høi og prægtig Vogn, | ||
| tolv gyldne Straaler krandsede hans Tinding, | ||
| et Billed' paa hans Stammefader Phøbus. | ||
| Med hvide Heste for tospændig Vogn | ||
| 230 | kom Turnus, svingende to Spyde høit. | |
| med brede Jern beslagne. — Hisset saaes | ||
| Æneas, Romerfolkets Stammefader, | ||
| med Stierneskioldet og med himlisk Værn; | ||
| med ham Ascanius, det store Roms | ||
| 235 | det andet Haab, at gaae fra Leiren ud. | |
| En Præst i hvide Klæder bringer hid | ||
| en Griis og et endnu ei klippet Faar, | 170 | |
| og ved de tændte Altre sætter dem. | ||
| Mod Solens Opgang vende hine sig, | ||
| 240 | strøe salte Kager, rage Haaret af | |
| paa Qvægets Pande, gyde Viin af Bægre | ||
| paa Alterne. Æneas da, den fromme, | ||
| med draget Sværd saa beder: "Vær du nu, | ||
| o Sol! og dette Land mig bedende | ||
| 245 | et Vidne! du for hvilket jeg har lidt | |
| saa meget! og almægtig Fader du! | ||
| og du Saturnia Juno! vær du nu | ||
| mig huldere, Gudinde! — ogsaa du | ||
| berømte Mars! som med dit høie Vink | 180 | |
| 250 | bestyrer alle Krige; jeg fremkalder | |
| jer Kilder og jer Floder, alle Guder | ||
| som boe i Luften eller blaalig Hav. | ||
| Om Seiren falder til ausonisk Turnus, | ||
| da bør de overvundne drage strax | ||
| 255 | hen til Evanders Stad, og Julus skal | |
| fra Landet vige, aldrig mere skal | ||
| Æneas Afkom væbne sig til Oprør, | ||
| og ei med Krig anfalde dette Land. | ||
| Men vil sig Seiren føie til min Kamp, | ||
| 260 | som jeg formoder, Himlen give det! | |
| jeg fordrer ikke at Italerne | ||
| skal lyde Teucrerne, for mig jeg ei | 190 | |
| begiærer Riget, nei ved lige Love | ||
| skal begge Folk uovervundne giøre | ||
| 265 | en evig Pagt. Gudsdyrkelsen jeg vil | |
| og Ofret holde. Svigerfaderen | ||
| Latinus skal beholde Magt og Rige, | ||
| mig Teucrerne opbygge skal en Stad, | ||
| Lavinia skal give den sit Navn." | ||
| 270 | Saa talte først Æneas. Derpaa kom | |
| Latinus, skuende mod Himlen op, | ||
| og løftende sin Haand mod Stiernerne. | ||
| "Det samme sværger jeg Æneas! og | ||
| ved Jord og Hav og Stierner, Sol og Maane, | ||
| Latonas Tvillingsafkom sværger jeg, 03 | ||
| 275 | ved dobbeltpandet Janus, Guderne 04 | |
| som styre Dybet, Plutos grumme Bolig: | ||
| hør det, o Fader! som bekræfter Pagt | 200 | |
| med dine Lyn: dit Alter rører jeg, | ||
| din hellig Ild, din Guddom kalder jeg, | ||
| 280 | ei nogen Dag, det gaae hvordan det vil, | |
| Italerne skal bryde denne Fred | ||
| og denne Pagt: ei nogen Magt skal mig, | ||
| fra min Beslutning bringe, om endog, | ||
| selv Jorden i en Syndflod blanded' sig | ||
| 285 | med Havet, Himlen selv med Tartarus. | |
| Saa vist som dette (Zeptret holdte han | ||
| just da i Haanden) aldrig spire vil | ||
| i grønne Løv, ei give Skygge meer, | ||
| da en Gang skaaren fra sin Moder det | ||
| 290 | i Skoven blev, da Staalet røvede | |
| dets Løv og Grene, hvad som fordum var | ||
| et Træ, af Kunstneren indfattet blev | ||
| i blanke Ærts, og overgaves de | 210 | |
| latinske Fædre for at bære det." | ||
| 295 | Med saadan Tale de bekræftede | |
| blant Rigets Store deres Pagt. Derpaa | ||
| indviet Qvæg til Offerflammen slagtes, | ||
| det varme Indvold rives ud og dynges | ||
| med Gafler hobeviis paa Alterne. | ||
| 300 | Men heel ulige syntes længe alt | |
| den Kamp Rutulerne; forskællig Frygt | ||
| opstod i deres Hierter, mere nu | ||
| da nærmere de saae at Kræfterne | ||
| ei lige var. Den steg, da Turnus kom | 220 | |
| 305 | med travle Skridt, og ydmyg bedende | |
| med nedsænkt Syn gik hen mod Alteret, | ||
| med matte Ungdomskinder, blegnende. | ||
| Knap saae Juturna, Systeren, hvordan | ||
| den Frygt sig spreded', Talen løb omkring, | ||
| 310 | og Folkets Hierter vanked', før hun sig | |
| blant Hæren styrted' og paatog sig der | ||
| Camertus Skikkelse. Af ædel Slægt | ||
| han var, berømt af Faderens Tapperhed, | ||
| og selv i Vaaben diærv. Vel vidende | ||
| 315 | hvad hun sig foretog, hun styrter sig | |
| i Hærens Midte, spreder Tummel der | ||
| og taler saa: "Hvad, skammer I jer ei, | ||
| Rutuler! saadan at opofre een | ||
| for alle disse? er vi da ei lige | 230 | |
| 320 | i Tal og Styrke? See! her Trojer staaer, | |
| her staaer Arcader alle, denne Hob | ||
| hidført ved Skæbnen, og Etrurier | ||
| som hade Turnus! — Vil vi een mod een | ||
| dem møde, hver da knap sin Fiende faaer. | ||
| 325 | Hiins Rygte, vist nok! vil vi til Guderne, 05 | |
| hvis Altere han sig indvied' til, | ||
| opstige, leve vil i alles Munde: | ||
| men vi, vi miste Fædreland, og da | ||
| maa lyde stolte Herrer, vi som nu | ||
| 330 | saa ørkesløse sidde her paa Marken." | |
| Slig Tale fyrede de Unges Bryst, | ||
| alt meer og meer krøb Murren om blant Hæren, | ||
| Laurenter selv, Latiner selv nu kom | 240 | |
| paa andre Tanker, de som haabede | ||
| 335 | nys Ro fra Striden, vilde Fred og Hvile, | |
| nu fordre Krig og Pagtens Brud, nu see | ||
| med Ynk paa Turnus haarde Lod. End meer | ||
| end større Ting Juturna føier til. | ||
| Fra høie Himmel giver hun et Tegn, | ||
| 340 | ei noget før saa pludselig, saa stærk | |
| Italiens Folk forvirred', intet Varsel | ||
| bedrog det saa. Thi Jovis gule Fugl 05 | ||
| saaes flyvende igiennem røde Luft | ||
| at jage Strandens Fugle, og en Flok, | ||
| 345 | en vinget Hær, som brusende drog frem. | |
| Med et sank Ørnen ned mod Bølgerne, | ||
| og greb med grusom Klo en herlig Svane. | ||
| Italerne ved Synet studsede. | 250 | |
| Nu vendte alle Fugle sig med Skrig, | ||
| 350 | og (underligt!) med deres Fiædre de | |
| formørke Himlen og i tykke Sky | ||
| forfølge Fienden giennem høie Luft, | ||
| indtil han overvunden, trættet selv | ||
| ved Rovets Tyngde, giver Slip paa det, | ||
| 355 | og kaster det i Floden, og derpaa | |
| op til de høie Skyer taer sin Flugt. | ||
| Snart hilses Varslet af Rutulerne | ||
| med Skrig, og alle lave sig til Kamp. | ||
| Tolumnius, Spaamanden, raabte først: | ||
| 360 | "Det var mit Ønske, det hvorom saa tidt | |
| jeg bedet har, jeg kiender Gudens Vink | 260 | |
| og det modtager. Griber Sværdet strax, | ||
| Rutuler! jeg, jeg vil anføre jer! | ||
| I, som den skændige nyskomne vil | ||
| 365 | som bange Fugle skræmme bort med Krig, | |
| og vil med Vold forstyrre eders Land! | ||
| Han flygte skal og snarlig sætte Seil | ||
| til dybe Hav; eenstemmig samler jer | ||
| og slutter Ledene. forsvarer kiæk | ||
| 370 | jer Konge som man har berøvet jer." | |
| Nu løb han frem og kastede sit Spyd | ||
| blant Fienderne; i sin bestemte Fart | ||
| det skærer Luftende susende. Med et | ||
| der hørtes vældigt Raab, hver Trup sig reiser, | ||
| 375 | og Larmen vækker, fyrer alles Sind. | |
| Som Spydet fløi, stod hændelseviis just | 270 | |
| ni skønne Brødre der paa modsat Side, | ||
| een tro arcadisk Hustru Moder blev | ||
| dem alle, ved Tyrheneren Gylippus. | ||
| 380 | Een af dem truffet blev hvor Beltet sig | |
| til Underlivet føier, hvor dets Kant | ||
| ved Spændet hæftes, Spydet trængte | ||
| den Yngling, skøn af Skabning, glimrende | ||
| med sine Vaaben, giennem Ribberne, | ||
| 385 | og strakte ham langs hen paa gule Sand. | |
| Men Brødrene, en modig Trup, optændt | ||
| af Sorg, tildeels nu blotter deres Sværd, | ||
| deels gribe Kastespydet og blindt hen | ||
| fremstyrte. Laurentiner møde dem: | 280 | |
| 390 | paa ny fremstrømme Trojer, Agylliner, | |
| Arcadier med deres malte Vaaben. | ||
| Saaledes blive alle enige | ||
| med Sværdet at afgiøre deres Strid. | ||
| Nu ødelægges Pagtens Altere, | ||
| 395 | en Storm af Pile mørkner Himlens Blaa, | |
| en Regn af Jern nedstyrter, Bægerne, | ||
| Ildkarrene bortslæbes. Selv Latinus | ||
| maae flygte fra den ufuldførte Pagt, | ||
| og tage med sig de omstødte Guder. | ||
| 400 | Nu Vognene forspændes, andre sig | |
| paa Hestene opsvinge og er der | ||
| med draget Sværd. Messapus ivrig paa | ||
| at bryde Pagten, styrter med sin Hest | ||
| ind paa Aulestes, de Tyrheners Konge | 290 | |
| 405 | som bar det kongelige Diadem; | |
| han vige vil, men baglænds falder han | ||
| mod Alteret paa Hovedet og Ryggen. | ||
| Strax er den brændende Mesappus der, | ||
| og med sit bielkestore Kastespyd | ||
| 410 | den ydmyg bedende han saarer haardt | |
| ned fra sin høie Hest, og taler saa: | ||
| "Det fik han: dette Offer ynder meer | ||
| de store Guder!" — Nu Italerne | ||
| løb til, og plyndrede hans varme Krop. | ||
| 415 | En gloende Brand rev Chorineus bort | |
| fra Alteret, og som Ebusus kom | ||
| at saare ham, han kastede den i | ||
| hans Angst. Snart i Luer gnistrede | 300 | |
| hans store Skæg og gav en sveden Stank. | ||
| 420 | Sin skrækbetagne Fiende greb han nu | |
| i Haaret, og med Knæet trykked' ham | ||
| mod Jorden, og ham paa sit brede Sværd | ||
| i Siden stødte. — Podalirius | ||
| forfulgte Hyrden Alsus, som han kom | ||
| 425 | i Hærens Spidse giennem Pile frem, | |
| med draget Sværd; men denne løfter høit | ||
| sin Øxe, splitter sin Modstanders Hoved | ||
| til ned paa Hagen, Blodet strømmer paa | ||
| hans Rustning, evig Hvile, haarde Søvn | ||
| 430 | hans Øine lukker nu i varig Nat. | 310 |
| Men den gudfrygtige Æneas strakte | ||
| sin vaabenløse Højre; staaende | ||
| med blottet Hoved raabte han saadan | ||
| til sine: "hvorhen styrte I? hvorfra | ||
| 435 | opstod saa hastig denne Splid? o tæmmer | |
| jer Vrede! Pagten er jo giort, hver Lov | ||
| stadfæstet er, jeg eene haver Ret | ||
| at stride, overlader alt til mig, | ||
| bortjager Frygt, jeg vil med stadig Arm | ||
| 440 | bekræfte Pagten, disse Ofringer | |
| mig Borgen er for Turnus." | ||
| Medens saa | ||
| han talte, see! en Piil kom susende | ||
| og faldt paa Helten hen. Hvad Haand den drev, | 320 | |
| hvad Storm den førte hid, det uvist blev, | ||
| 445 | var det en Hændelse, var det en Gud, | |
| hvorved Rutulerne vandt slig en Roes? | ||
| for denne store Daad blev Æren skiult, | ||
| og af Æneas Saar ei nogen pralte. | ||
| Da Turnus saa Æneas vigende | ||
| 450 | fra Hæren, saae Anførerne forvirred', | |
| da tændtes Haabet pludseligt hos ham. | ||
| Han kræver Heste, Vaaben, svinger sig | ||
| med stolte Spring paa Vognen, griber Tøjlen, | ||
| I Farten mange stærke Krigere | ||
| 455 | han strækker ned, halvdøde mange han | |
| omvælter, knuser Skarer med sin Vogn, | ||
| og kaster Spyde som han røved' dem, | 330 | |
| hen paa de flygtende. — Saa farer han | ||
| ved Hebrus kolde Strøm, den blodige | ||
| 460 | opbragte Mars, og banker paa sit Skiold, | |
| og sine vilde Heste driver frem | ||
| krigvækkende, paa Sletten løbe de | ||
| meer hastig end som Syd og Vestenvind, | ||
| ved deres Fødders Trampen høres Sukke | ||
| 465 | i fiernest Thracien: omkring ham gaaer | |
| den mørke Frygt, og Vrede, List og Svig, | ||
| som Gudens Følgeskab. — Saaledes og | ||
| drev Turnus sine Heste svedende | ||
| midt ind i Kampen rask, de knuse de | ||
| 470 | ynkværdig slagne Fiender, deres Hov | |
| udkryster blodig Dug og tramper i | 340 | |
| blodblandet Sand. Nu falder for hans Haand | ||
| Stenelus, Thamyris og Philus, disse | ||
| nærved og hiin langt fra: saa Brødrene | ||
| 475 | Glaucus og Lades, Imbrasider, fiernt. | |
| Imbrasus selv i Lycia opdrog dem, | ||
| og gav dem lige Vaaben, snart til Fods | ||
| at stride, snart paa letbevinget Hest. | ||
| Paa andet Sted Eumedes kaster sig | ||
| 480 | midt ind i Striden; gamle Dolons Søn, | |
| berømt i Strid han var: han Navnet fik | ||
| af Bedstefaderen, af Faderen | ||
| han arved' Mod og Styrke. Ham det var, 06 | ||
| som da han fordum skulde sendes ud | ||
| 485 | at speide Grækers Lejr, det vovede | |
| at fordre Peleidens Vogn til Løn. | 350 | |
| Men Diomedes gav ham anden Løn | ||
| for denne Dristighed, Achilles Heste | ||
| ei længere opvække skal hans Lyst. | ||
| 490 | Ham Turnus saa paa fierne aabne Mark, | |
| og først ham fulgte med sit lette Spyd | ||
| i vide Rum, men nu han standsede | ||
| sit Hestespænd, og sprang fra Vognen ned | ||
| hen paa den faldne og halvdøde Mand, | ||
| 495 | sat Foden paa hans Hals, og vristede | |
| ham Sværdet ud af Haanden, stak ham saa | ||
| det blanke Staal i Struben, sigende: | ||
| "See her, Trojaner! Landet som du søgte | ||
| ved Krig, maal nu Hesperien liggende! | 360 | |
| 500 | slig Løn de faae som at udfordre mig | |
| tør vove, saadan bygge Stæder de." | ||
| Derpaa han dræbte Butus med sit Spyd, | ||
| Chloreus, Sybaris og Thersilochus, | ||
| og Dares og Thymøtes styrtende | ||
| 505 | fra vilde Hest. Som naar fra Edons Bierg 07 | |
| henbruser Nordenvinden pidskende | ||
| mod Bredden Bølger fra ægæisk Hav, | ||
| og Skyerne fra Himlen flygte bort, | ||
| saaledes vige Hære overalt, | ||
| 510 | hvor Turnus giør sig Vei og vende Ryggen: | |
| med Magt han bæres frem, hans Fiærbusk bæver, | ||
| af Luften stridende imod hans Vogn. | 370 | |
| Den nærmende opbragte Fiende leed | ||
| Phlegeus ei, han kasted' sig for Vognen, | ||
| 515 | greb Hestene ved Bidslet skummende | |
| i fulde Løb, og dreied' dem til Siden. | ||
| Som han nu hængende ved Aaget blev | ||
| bortslæbt, da naaede ham det brede Spyd, | ||
| i det han gav sig blot, og bored' sig | ||
| 520 | ind i hans Pandser af tveradet Skiæl, | |
| men gav ham kun et overfladigt Saar. | ||
| Dog holdt han Skioldet for sig, og igien | ||
| gik løs paa Fienden med sit dragne Sværd. | ||
| Men Hiulet i sin Fart omstyrted' ham, | ||
| 525 | han faldt paa Jorden. Turnus var ei seen, | |
| imellem Hielm og Pandser hugged' han | 380 | |
| hans Hoved af, og Stumpen laae paa Sandet. | ||
| Mens Turnus saa paa Marken spredede | ||
| som Seirer Liig paa Liig, Mnesteheus og | ||
| 530 | den tro Achates og Ascanius | |
| Æneas blødende til Leiren førte, | ||
| som gik med tunge Skridt og styttende | ||
| sig paa sit Spyd. Fortræden vil han strax | ||
| udrive Pilen med sit brudte Skaft, | ||
| 535 | han hielpes vil, og det paa kortest Vei, | |
| vil Saaret skal udvides med et Sværd, | ||
| og Pilen saa udskæres af sit Skiul, | ||
| at han i Striden kan gaae hen paa ny. | 390 | |
| Japis, hiin Jasus Søn alt kommen var, | ||
| 540 | af Phøbus frem for andre elsket; ham | |
| af Kiærlighed han havde underviist | ||
| i sine Kunster, skænket sine Gaver. | ||
| Den glade Gud ham skænkte Spaadomskunst, | ||
| og Citharen og Pilen flyvende. | ||
| 545 | Men hiin, som ønskede kun at forlænge | |
| sin syge Faders Liv, han Lægens Kunst | ||
| og Urters Kræfter heller valgte sig, | ||
| at øve stille Kunster uden Bram. | ||
| Æneas stod der, bittert fnysende, | ||
| 550 | og læned' sig paa Spydet, ubevæget | |
| ved unge Krigsmænds Sammenløb, og ved | ||
| sin Søns og alles Sorg og Taarer. Hiin, | ||
| den gamle, skørter nu paa Lægers Viis 007 | 400 | |
| sin Kiortel, prøver saa med kunstig Haand | ||
| 555 | hver mægtig Urt fra Phøbus; men omsonst, | |
| forgiæves vil han drage Pilen ud, | ||
| og griber Jernet med sin stærke Tang; | ||
| ei noget lykkes, ingen Hielp han faaer | ||
| fra Læreren Apollo. Meer og meer | ||
| 560 | udbreder Skræk og Larm i Leiren sig, | |
| det Onde drager nær, alt Luften sees | ||
| af Støv opfyldt af Fiendens Rytterie, | ||
| i Leirens Midte regne Pile ned, | ||
| de Unge stridende og faldende | ||
| 565 | i haarde Kamp opløfte Jammerskrig. | 410 |
| Bedrøvet Venus ved det lumske Saar | ||
| som gaves hendes Søn, og hierterørt, | ||
| hun paa creteisk Ida plukkede | ||
| en Urt, Dictamnus kaldet; laadne Blade | ||
| 570 | den bærer og en busket Purpurblomst. | |
| De vilde Giedder er den ei ukiendt, | ||
| naar flygtig Piil har saaret deres Ryg. | ||
| Den bragte Venus, hendes Aasyn skiult | ||
| i mørke Sky: nu lønlig Lægedom | ||
| 575 | hun gød i Vandet som hos Japis stod | |
| i blanke Kiedel, blandede deri | ||
| Ambrosias den hielperige Saft, | ||
| og Panacea vellugtspredende. | ||
| Uvidende herom, den gamle Japis | 420 | |
| 580 | med dette badede Æneas Saar. | |
| Stax veeg hver Smerte fra han Legeme, | ||
| og Blodet standsede, for Lægens Haand | ||
| faldt Pilen uden Møie af sig selv, | ||
| og fordums Kræfter sig paa ny indfandt. | ||
| 585 | "Giv Helten sine Vaaben strax igien! | |
| hvi tøver I?" — saa raabte Japis nu, | ||
| og først mod Fienden Sindet fyrede — | ||
| "ei denne Frelse kom fra Mennesker, | ||
| og ei ved Kunstens Hielp, Æneas! nei! | ||
| 590 | min Haand det ikke var som rædded' dig, | |
| en Gud det var, en Gud bestemmer dig | ||
| til større Ting." | ||
| Hiin kampbegierlig strax | ||
| indslutter Læggene fra begge Sider | 430 | |
| i Guld, hver Tøven hader han, sit Spyd | ||
| 595 | han svinger, Skioldet fæster han paa Siden, | |
| paa Ryggen Pandseret. Udrustet saa | ||
| Ascanius han favner, kysser ham | ||
| igiennem Hielmens Aabning, sigende: | ||
| "Lær Yngling Tapperhed af mig og mandig | ||
| 600 | Udholdenhed, af andre Lykken lær. | |
| Nu skal min Arm i Krigen tiene dig | ||
| til Forsvar, og jeg deri finde skal | ||
| min store Løn. Snart bliver det din Sag; | ||
| naar du til moden Alder kommen er, | ||
| 605 | da husk derpaa, da giem det i dit Sind, | |
| din Faders Billed og den store Hectors, | ||
| din Moderbroders, vække dig til Daad." | 440 | |
| Saa talt han gik af Porten ud, og holdt | ||
| sit store Spyd i Haanden. Strømmende | ||
| 610 | ham fulgte tætte Skarer, og med dem | |
| Antæus og Mnesteus, Leiren blev | ||
| forladt af hele Hæren. Mørke Støv | ||
| nu reiser sig paa Marken, Jorden bæver | ||
| af Fødders Trampen. Fra en modsat Vold | ||
| 615 | saa Turnus og Ausonierne nu | |
| de kommende, og kolde Gysen løb | ||
| dem ind til Benene. Juturna som | ||
| blant alle Latier fornam det først | ||
| og kiendte Lyden, flygted' skælvende. | 430 | |
| 620 | Hiin flyver, driver frem paa hvide Mark | |
| sin mørke Hær. Som naar et Skybrud sig | ||
| hid over Havet vælter, Skræk og Frygt | ||
| betager Agermanden, at den ei | ||
| skal ødelægge Trær og Sæd rundt om, | ||
| 625 | som Vinden stormer brusende mod Bredden, | |
| saa drev den rhøtiske Anfører og 08 | ||
| sin Hær, i tætte Kiler klynges alt. | ||
| Osiris falder for Thymbræus Sværd, | ||
| Archet for Mnesteus, Epulo ombringer | ||
| 630 | Achates, Ufens Gyas, selv Spaamanden | |
| Tolumnius, den første som sit Spyd | 460 | |
| mod Fienden slængte, falder. Jammerskrig | ||
| mod Himlen steg, Rutulerne igien | ||
| i støvet Flugt paa Marken vende Ryggen. | ||
| 635 | Æneas selv nu ikke værdiger | |
| de flygtende at myrde, ingen Kamp | ||
| til Fods, til Hest, og med Spydkasterne | ||
| indgik han, Turnus eene søger han | ||
| i dette Mulm, ham kalder han til Strid. | ||
| 640 | Den Søgen satte Skræk i Jomfruen | |
| Juturna, hun greb Turnus Kudsk Metiscus, | ||
| og fra Vognstangen slængte ham langt bort, | ||
| tog selv de slappe Tøiler i sin Haand, | 470 | |
| i Stemme, Krop og Rustning Kudsken liig. | ||
| 645 | Som naar sortfiædret Svale flyver om | |
| i rige Herrers store Boliger, | ||
| at søge smaalig knappe Føde til | ||
| de skrigende i Reden, snart den sees | ||
| i tomme Hvelvinger at flagre om, | ||
| 650 | og nu at qvidre over fugtig Park. | |
| Saa drev Juturna ogsaa Hestene | ||
| igiennem Fienders Midte flyvende, | ||
| nu hist nu her hun viste prunkende | ||
| sin Broder, men tillod ham ingensteds | ||
| 655 | at stride Mand mod Mand, men stedse ham | |
| hen paa Afveie førte og langt bort. | 480 | |
| Æneas ikke mindre gaaer mod ham | ||
| i snoede Kredse Manden søgende, | ||
| og kalder paa ham i den spredte Hær | ||
| 660 | med høie Røst. Men hver Gang Fienden han | |
| med Øiet naaer, og stræber at indhente | ||
| de vingeføded' Heste i der Flugt, | ||
| da dreier og Juturna Vognen bort. | ||
| Hvad skal han giøre? I sin Ivrighed | ||
| 665 | forgiæves stræber han nu hid nu did. | |
| Mesappus mødte ham: i Haanden han | ||
| to lette Spyde holdt med Jern beslagne, | ||
| med et af dem han sigtede paa ham. | 490 | |
| Æneas stod: med bøiet Knæ han sig | ||
| 670 | med Skioldet dækkede, dog Spydet traf, | |
| og kasted' Fiæderbusken af hans Hielm. | ||
| Nu steg hans Vrede ved det Overfald, | ||
| og da han saae hvor snedig Hest og Vogn | ||
| tog saa forandret Løb. Nu sværger han | ||
| 675 | ved Jupiter og ved den brudte Pagt, | |
| og styrter endelig blant Fienderne | ||
| ved Krigerlykken skrækkelig; han nu | ||
| et grusomt Blodbad uden Forskiæl giør, | ||
| og alle Vredens Tøiler løsner han, | ||
| 680 | Hvad Gud fortæller, hvilken Sang beskriver | |
| saa mange Heltes Fald, saa megen Mord, | 500 | |
| som Turnus og som den trojanske Helt | ||
| nu vexelviis bedrev paa aaben Mark? | ||
| O Jupiter! hvor kunde Nationer, | ||
| 685 | som du bestemte til i evig Fred | |
| at leve, saa indbyrdes myrde sig? | ||
| Æneas en Rutuler, Sucro, først | ||
| anfaldt og uden Tøven: (Teucrerne | ||
| mod ham først styrtede i Striden frem) | ||
| 690 | han stak ham ind i Siden, og med et | |
| gik Sværdet giennem Ribberne og Brystet. | ||
| Amycus, som fra Hesten falden var, | ||
| og Broderen Diores blev til Fods | ||
| af Turnus dræbt, hiin som han kom med Spydet, | 510 | |
| 695 | med Sværdet denne: deres Hoveder | |
| afhugged' han, og dryppende med Blod | ||
| dem hængte paa sin Vogn. Æneas slog | ||
| i samme Kamp Talos og Tanais | ||
| og stærke Cethegus, og med ham faldt | ||
| 700 | bestyrtede Onytes, en Thebaner, | |
| hans Moder var Peridia, hans Brødre | ||
| ham havde sendt herhid fra Lycien | ||
| og fra Apollos Marker; og med ham | ||
| Archaderen Menøtas, som forgiæves | ||
| 705 | modsatte sig og Krigen hadede: | |
| hans Kunst var Fiskefangst ved Lernas Flod, | ||
| hans Bolig ringe var, hans Fader ei | ||
| de Mægtige omgikkes, nøisom med | ||
| at saae og plante i en leiet Jord. | 520 | |
| 710 | Som Ilden paa forskiælligt Sted indlagt | |
| i tørre Skov og Laurbærgrenene, | ||
| som Strømme skummende i deres Fart, | ||
| naar de fra høie Bierge styrtende | ||
| mod Havet bruse, hver af dem sin Vei | ||
| giør kiendelig ved Ødelæggelse, | ||
| 715 | saa styrted' Turnus og Æneas begge | |
| i Striden frem; nu brænder indre Harm, | ||
| hvers Bryst uovervindeligt vil briste, | ||
| og hver vil give dødelige Saar. | ||
| Murranus af Forfædre pralende, | ||
| 720 | og gamle Slægt og Navne, stammende | 530 |
| fra Latiens Konger, kastede Æneas | ||
| et Klippestykke med sin Slynge hen, | ||
| men det paa Jorden faldt, blandt Tømmerne | ||
| og Hamlen slæbtes han og Hiulene, | ||
| 725 | af Hestes Hove, ubekymrede | |
| om deres Herre, fik ham mangt et Slag. | ||
| Her kommer Hyllus med forbittret Sind | ||
| og møder Turnus; denne kaster ham | ||
| sit Spyd, det træffer guldbedækte Tinding, | ||
| 730 | og giennem Hielmen ind i Hiernen gaaer. | |
| Din Arm ei frelste dig, du tapreste | ||
| blant Græker, Creteus! du for Turnus faldt: | ||
| Ei Guderne beskytted' dig, Cupentus! | ||
| da du Æneas mødte, i dit Bryst | 540 | |
| 735 | hans Glavind trængte, trods dit Kobberskiold. | |
| Dig ogsaa Æolus! Laurenters Mark | ||
| at falde saae, og dække Jorden med | ||
| din brede Ryg. Du, ei Grækers Hær, | ||
| ei selv Achil, som styrted' Priams Rige, | ||
| 740 | var mægtig nok at fælde, her du faldt, | |
| her Døden naaede dig. Ved Idas Fod | ||
| og ved Lyrnessus stod dit høie Slot, | ||
| nu fandt du paa laurentisk Grund din Grav. | ||
| Nu stod Latinerne og Trojerne | ||
| 745 | til voldsom Kamp sig ganske nær. Mnesteus, | |
| Serestes, Hestetæmmeren Mesappus, | 550 | |
| den tapre Asylas, de Tuskers Phalanx, | ||
| Evanders Fløie fra Arcadien. | ||
| Hver Kriger nu anspænder yderst Kraft. | ||
| 750 | Ei Ro ei Tøven var, hver styrter sig | |
| i heftig Strid. | ||
| Æneas skønne Moder | ||
| ham her i Sindet gav at skynde sig, | ||
| og gaae til Murene og Staden med | ||
| sin Hær, og med et hastigt Nederlag | ||
| 755 | Latinerne forskrække. Han imens | |
| han Turnus søger giennem Hærene, | ||
| og forsker med sit Øie hid og did, | ||
| seer Staden, som ved denne store Krig | ||
| endnu ustraffet er, i Fred og Ro. | ||
| 760 | Strax faaer han Tanken om en større Strid, | |
| han kalder Førerne Mnesteus og | 560 | |
| Sergestes og den vældige Serest, | ||
| en Høi bestiger han, og samler der | ||
| de Trojers Legioner: tætte der | ||
| 765 | de staae og holde deres Skiold og Spyd. | |
| Paa Høien staaende han talte saa: | ||
| "Udretter min Befaling, tøver ei! | ||
| med os er Jupiter, ei nogen skal | ||
| tilbage blive ved det nye Angreb. | ||
| 770 | I Dag jeg Staden, Krigens Aarsag, selv | |
| Latinus Rige jeg omstyrte vil, | ||
| hvis den ei overgives, hvis jeg ei | ||
| som Seiervinder hyldes; rygende | ||
| dens Gavle falde skal paa Jorden ned. | ||
| 775 | Hvad! skal jeg bie indtil Turnus det | 570 |
| behager at indgaae en Kamp med mig? | ||
| til han, den overvundne, atter vil | ||
| fornye Striden? — Denne Stad er jo | ||
| I Borgere! vort Maal, den Aarsag er | ||
| 780 | til uheldsvangre Krig. Nu, haster da | |
| og bringer Fakler hid, den brudte Pagt | ||
| med Ild og Luer fordre vi igien." | ||
| Saa talte han, og alle kappedes | ||
| en Kiil at danne, og i sluttet Trup | ||
| 785 | bestormer Mængden Murene. Alt staaer | |
| der Stiger, Ilden blusser pludselig. | ||
| Til Portene gaae nogle, dræbende | ||
| hvad møder dem; af andre kastes Spyde, | ||
| og deres Pile overskygge Luften. | ||
| 790 | Æneas selv tæt under Murene | |
| sin Høire strækker ud, anklagende | 580 | |
| med høje Røst Latinus, vidnende | ||
| for Guderne at mod sin Villie han | ||
| til nye Strid er tvungen, at det er | ||
| 795 | nu anden Gang Italerne mod ham | |
| som Fiender staae og bryde giorte Pagt. | ||
| Blant de forfærdede Indvaanere | ||
| opstaaer Uenighed. At Portene | ||
| og Staden aabnes skal for Trojerne | ||
| 800 | vil nogle, Kongen selv de drage frem | |
| til Murene, til Værjet gribe andre, | ||
| og faste holde Stand til Stadens Værn. | ||
| Som naar i Pimpestenens skiulte Vraa | ||
| de indelukte Bier Bonden søger, | ||
| 805 | og med en bitter Røg opfylder den, | |
| da løbe disse skælvende omkring | ||
| i deres Voxpallast, og skummende | ||
| opvække Vrede, sorte Damp sig vælter | 590 | |
| i deres Vaaning, deres blinde Larm | ||
| 810 | i Klippen lyder, Røgen gaaer i Luften. | |
| Endnu et andet Uheld prøvede | ||
| de mødige Latiner, som med Sorg | ||
| opfyldte, rystede den hele Stad. | ||
| Da Dronningen fra Slottet Fienden saae | ||
| 815 | at komme, at bestige Murene, | |
| og Ilden flyve op mod Tagene, | ||
| og ingen Modstand fra Rutulerne, | ||
| ei nogen Hær med Turnus følgende, | ||
| da trode den ulykkelige at | ||
| 820 | han var i Striden falden. Sorgen snart | |
| forvilded' hendes Sind, hun raabte at | ||
| hun Skyld og Aarsag var til denne Nød, | ||
| og da hun i sit mørke Raserie | 600 | |
| alt meget havde talt, hun sønderrev | ||
| 825 | sin Purpurklædning for at dræbe sig, | |
| og med en Knude fæstet paa en Karm | ||
| en skændig Død sig gav. | ||
| Da Rygtet naaede | ||
| om dette Uheld de ynkværdige | ||
| Latinerinder, da rev Datteren | ||
| 830 | Lavinia først af sit gule Haar, | |
| og sine Rosenkinder saarede, | ||
| afsindig blev den hele Flok om hende, | ||
| af Jammerskrig gienlød det hele Slot. | ||
| Herfra det over hele Staden gik; | ||
| 835 | nu synker Haab og Mod, Latinus selv, | |
| bestyrtet ved sin Hustrues Skæbne og | ||
| ved Stadens Undergang, i revne Klæder | ||
| gaaer frem besudlende sit sølvgraa Haar | 610 | |
| med skident Støv, han høit anklager sig, | ||
| 840 | at han ei før antog Dardaneren | |
| Æneas til sin Svigersøn. | ||
| Imens | ||
| paa Slettens Udkant Turnus Krigeren | ||
| faa flygtige forfulgte, skøndt det meer | ||
| nu ved hans Hestes Træthed langsomt gik. | ||
| 845 | Nu Stadens mørke Skræk og Skrig og Larm, | |
| og blandet Støi og sorrigfulde Lyd | ||
| hans Øren traf, han lyttede, "O Vee! | 620 | |
| hvad Hylen hører jeg fra Murene, | ||
| hvad Jammerskrig fra hver en Stadens Kant?" | ||
| Forvirret standser han nu Hestene | ||
| 850 | og strammer Tøilen. Systeren Juturna, | |
| som i hans Kudsk Metiskus Lignelse | ||
| regierte Vogn og Heste, vendte sig | ||
| mod ham og talte saa: "Her, Turnus! her | ||
| lad os forfølge Trojerne, her Vei | ||
| 855 | til Seiren aaben staaer. Der andre er | |
| som Staden kan forsvare. Voldsomt nu | ||
| Æneas styrter paa Italerne, | ||
| vi og med grusom Haand blant Trojerne | ||
| vil sende Døden, lige er vi jo | ||
| 860 | i Tal, i Ære nu ei vige skal," | 630 |
| Og Turnus svarte: "Længe Syster alt | ||
| jeg kiendte dig, da Pagten ved din List | ||
| forstyrret blev, og da du blanded' dig | ||
| i denne Krig, nu og det er forgiæves, | ||
| 865 | Gudinde! at du skiuler dig for mig; | |
| hvem bød dig fra Olymp at stige ned, | ||
| og at paatage sig saa megen Møie? | ||
| mon for at være Øienvidne til | ||
| din Broders grumme Død? — hvad skal jeg nu? | ||
| 870 | hvad Redning kan vel Skæbnen love mig? | |
| For mine Øine saae jeg jo Marranus, | ||
| af mine Venner mig den kjæreste, | ||
| i det han kaldte mig, at styrtes ned. | ||
| Og den ulykkelige Ufens faldt | 640 | |
| 875 | haardt saaret, paa det han ei skulde see | |
| vor Skændsel; Teucrerne hans Vaaben og | ||
| hans Krop til Bytte tog. Skal jeg da og, | ||
| (det fattedes endnu) skal jeg da taale | ||
| at Staden brændes? skal min Højre ei | ||
| 880 | giendrive Drances Ord? jeg vende Ryggen? | |
| skal dette Land see Turnus flygtende? | ||
| er det da saa beklageligt at døe? | ||
| O værer mig I Orcus Guder hulde, | ||
| da Himmelguderne er mig imod! | ||
| 885 | Reen skal min Siel, for saadan Brøde frie, | |
| til jer nedstige, ei uværdig den | ||
| sig sine store Fædre vise skal." | ||
| Han neppe havde talt, og see! der kom | 650 | |
| igiennem Fiender Sages flyvende | ||
| 890 | paa skummend' Hest, og saared af en Piil | |
| udi sit Ansigt, kaldende ved Navn | ||
| paa Turnus: "Ak forbarm dig over dine, | ||
| o Turnus! alt vort Held beroer paa dig. | ||
| I Vaaben lyner Trojeren Æneas, | ||
| 895 | Italiens Borge truer han, han vil | |
| kuldkaste, han vil ødelægge dem. | ||
| Alt flyve Faklerne mod Tagene; | ||
| paa dig er alles Øine. Kong Latinus | ||
| er selv uvis, og grunder hvem han skal | ||
| 900 | til Svigersøn sig kaare, og med hvem | |
| han Pagt skal indgaae. Dronningen som dig | ||
| var saa hengiven, ak hun ligger dræbt | ||
| ved egen Haand, forfærdet flygted' hun | 660 | |
| for Dagens Lys. Mesappus og den tapre | ||
| 905 | Atinas, eene staae ved Portene | |
| og holde Stand; med dem paa hver en Kant | ||
| staaer tætte Phalanx, og med draget Sværd | ||
| indgyder som en Jernager Skræk; | ||
| du tumler med din Vogn paa øde Mark!" | ||
| 910 | Forfærdet og forvirret Turnus stod | |
| ved denne Tidende, med tavse Blik. | ||
| Dybt i hans Hierte brænder bitter Skam, | ||
| og Sorg og Harme, Kiærlighed oprørt | ||
| af Furier, og selvbevidste Kraft. | ||
| 915 | Saa snart som Sindets Mørke var adspredt, | |
| og Lys gienkommen, vendte han sig med | ||
| et fyrigt Øiekast mod Murene, | 670 | |
| og saae fra Vognen til den høie Stad. | ||
| Men see! en Flammehvirvel vælted' sig | ||
| 920 | mod Himlen op fra Gavlene og greb | |
| i Taarnet, Taarnet som blev af ham selv 09 | ||
| med faste Bielker bygget og paa Hiul | ||
| hensat, og høie Stier føied' til. [stiger] | ||
| "Nu Syster! Skæbnen overvælder mig, | ||
| 925 | sink mig ei længer, derhen vil jeg gaae | |
| hvor Gud, hvor haarde Skæbne kalder mig. | ||
| Fast er mit Forsæt, med Æneas jeg | ||
| vil kæmpe, fast det er, jeg lide vil | ||
| hvad bittert Døden har, ei længere | ||
| 930 | du skal, min Syster! see mig æreløs, | |
| kun denne Rasen, det jeg beder dig, | 680 | |
| lad mig udrase først." | ||
| Nu med et Spring | ||
| fra Vognen ned paa Jorden foer han frem, | ||
| igiennem Pile og igiennem Fiender, | ||
| 935 | og sin nedslagne Syster han forlod, | |
| og styrtede igiennem Skarerne.— | ||
| Som Klippen der fra Bierget revet løs | ||
| ved Stormens Magt, ved Regnen skyllet bort, | ||
| eller ved Alder løsnet styrter frem | ||
| 940 | fra Toppen hovedkuls, og bæres ned | |
| med voldsom Fart til Svælget, grusomt den | ||
| paa Jorden hopper, Skov og Qvæg og Mænd | ||
| den fører med sig. Saadan Turnus og | ||
| igiennem spredte Hære styrter sig | ||
| 945 | til Murene, hvor Jorden farvet er | 690 |
| af Strømme Blod, hvor Pile hvinende | ||
| igiennem Luften gaae. Her vinker han | ||
| med Haanden og tillige raaber høit: | ||
| "Rutuler! værer rolige, Latiner! | ||
| 950 | tilbageholder Spydene! hvad end | |
| os Skæbnen lader hændes, træffer mig; | ||
| det billigt er at jeg i eders Sted | ||
| for Pagten ene bøder, at mit Sværd | ||
| adskiller Trætten." — Alle vege nu | ||
| 955 | og gav til Kampens Sted en aaben Plads. | |
| Æneas, da han hørte Turnus Navn, | ||
| forlod han Murene og Borgene, | ||
| og strax sig uden Ophold skyndte hen, | ||
| afbrød hver Arbeid glædefuld, og stod | ||
| 960 | i Vaaben skræksom tordnende til Kamp. | 700 |
| Som store Athos eller Eryx, eller 10 | ||
|
selv Fader Appenninus, brusende |
||
| med blanke Egetrær, opløfter stolt | ||
| sin sneebeklædte Top i Skyerne. — | ||
| 965 | Hvor Trojer og Rutuler vender nu, | |
| og hver Italer vender Synet hid, | ||
| og de som paa de høie Mure stod, | ||
| og de som nedentil med Bukkene | ||
| bestormed' dem, hver Værjet sænkede | ||
| 970 | fra Skuldrene. Latinus studser selv | |
| ved det han seer med Sværdet møde sig | ||
| to Helte, som i saa forskælligt Land | ||
| saae Verdens Lys. | ||
| Knap Kampepladsen var | 710 | |
| paa Sletten aabnet, førend Kæmperne | ||
| 975 | de fierne Spyde kastede, og nu | |
| begyndte Strid med Skiold og Vaabenklang. | ||
| Og Jorden gav et Suk: med hastigt Hug | ||
| nu klingrer Sværd mod Sværd, her blandes alt | ||
| hvad Tapperhed og Hændelse formaaer. | ||
| 980 | Som naar paa store Sylas, store Tabor, 11 | |
| to fiendske Tyre møde sig i Strid | ||
| med modsat Pande, frygtsom Hyrden flyer, | ||
| tavs Qvæget staaer med Angst, og Køerne | ||
| smaabrøle, ventende hvem af de to | ||
| 985 | skal blive Seirer, hvem den hele Hiord | |
| skal følge. Hine give mange Saar, | 720 | |
| de støde Hornene med største Kraft, | ||
| og bade Hals og Skuldre med der Blod, | ||
| og Brøl gienlyder fra den hele Skov. | ||
| 990 | Ei anderledes Trojeren Æneas | |
| og Daunerheltens Skiolde støde sig, 12 | ||
| det stærke Bragen fylder Luften rundt. | ||
| Selv Jupiter to Skaaler holder frem | ||
| af lige Vægt, hvers Skæbne ligger han | ||
| 995 | i dem: han seer hvem Uheld truer af | |
| de to, hvis Vægt mod Døden vender sig. | ||
| Men Turnus springer frem, og troer at nu | ||
| han sikkert vove tør; med hele Kroppen | ||
| han styrter frem med høit opløftet Sværd, | ||
| 1000 | og hugger til. Nu skrige Trojerne, | 730 |
| Latiner skælve, begge Hærene | ||
| opmærksom staae. Men hans troløse Sværd, | ||
| det brækkes, midt i Hugget svigter det | ||
| den brændende; kun Flugten redder ham. | ||
| 1005 | Meer hastig han end Vestenvinden flyer, | |
| da han bemærker det ukiendte Skaft, | ||
| og seer sin højre Haand nu vaabenløs. | ||
| Et Rygte siger, at da han besteg | ||
| til første Træfning sin forspændte Vog, | ||
| 1010 | da glemte han, i det han hastede, | |
| sin Faders Sværd, og i dets Sted han greb | ||
| sin Kudsk Metiscus Jern. Det var ham nok, | ||
| saa længe Teucrerne ham flygtende | ||
| tilvendte Ryggen. Men da Sværdet, giort | ||
| 1015 | af dødelige Hænder, kom i Færd | |
| med himlisk Vaaben smedet af Vulcanus, | ||
| det sprang ved første Hug som skøre Iis, | 740 | |
| dets Stumper glindsede paa gule Sand. | ||
| Forvirret flygter Turnus nu, snart her | ||
| 1020 | snart der paa Sletten hen, og vender sig | |
| i mange Kredse; thi i tætte Kreds | ||
| indslutted' Teucrerne ham overalt, | ||
| her stod en Søe og hisset steile Mure | ||
| i Veien for ham. Mindre hidsig ei | ||
| 1025 | Æneas (skøndt hans Knæ af Pilen saaret, | |
| iblant ham sinkede udi sit Løb) | ||
| dog følger Fod paa Fod den skælvende. | ||
| Som Hiorten indelukket af en Strøm, | ||
| eller en Væg med røde Fiær besat, | 750 | |
| 1030 | af Jægeren og Hunde biæffende | |
| forfølges, seer sig overalt med Skræk | ||
| af Snedighed og høie Bred bespændt; | ||
| han søger tusind' Veie hist og her, | ||
| men raske Umber stedse hænger ham 13 | ||
| 1035 | ved Siden; nu han troer at gribe ham | |
| med Kiæverne, og dog ved tomme Bid | ||
| seer sig bedragen. | ||
| Nu opstod et Skrig, | ||
| fra Søer og fra Bredder det gienlød, | ||
| og hele Himlen tordnede med Larm. | ||
| 1040 | Hiin flygtende skreg mod Rutulerne, | |
| og kaldte hver ved Navn, og skiendende | ||
| sit eget Sværd begiærte. Derimod | ||
| Æneas truede med visse Død | 760 | |
| den som der voved' sig at nærme ham: | ||
| 1045 | de skælvende han skræmmer, truende | |
| med Stadens Undergang, og saaret skøndt, | ||
| forfølger Turnus. Nu fem Kredse alt | ||
| de havde løbet om, snart her snart der; | ||
| ei Stridens Priis var Smaating eller Spøg, | ||
| 1050 | det gjaldt om Liv og Død, om Turnus Blod. | |
| Paa dette Sted der havde staaet et | ||
| vildt Olietræ med bittre Blade før, | ||
| indviet Faunus; Søfolk det tilforn | ||
| i Ære holdt; naar de fra Bølgerne | ||
| 1055 | kom frelste, pleiede de her at hænge | |
| de Gaver og de Klædninger som var | ||
| Laurenterguder lovet. Trojerne | 770 | |
| uvidende at Træet helligt var, | ||
| det uden Skaansel havde hugget om, | ||
| 1060 | for mere Plads at vinde til der Strid. | |
| Her stod Æneas Spyd, her i sin Fart | ||
| det havde fæstet sig, og nu stak fast | ||
| i seie Rod. Nu stræbte Trojeren | ||
| og vilde med sin Haand udrive det, | ||
| 1065 | for at forfølge den med Spyd som han | |
| i Løb ei kunde naae. Nu raabte Turnus | ||
| af Angest sandseløs: "O Faunus! hør, | ||
| forbarm dig, og du gode Jord! hold fast | ||
| paa Jernet, om jeg stedse dyrkede | ||
| 1070 | jer Ære, som de Trojer tvertimod | |
| i Krigen har vanhelliget." Saa bad han, | ||
| han Gudens Hielp anraabte ei omsonst. | 780 | |
| Endskøndt han længe stred og længe sig | ||
| opholdte ved den seie Stamme, dog | ||
| 1075 | Æneas ei ved nogen Kraft formaaede | |
| at løsne det. — Mens han saa stræbede | ||
| og vældig sig anstrængte, kom igien | ||
| den dauniske Gudinde, atter i 14 | ||
| hiin Kudsk Metiscus Skikkelse, og gav | ||
| 1080 | sin Broder Sværdet som han savnede. | |
| Men Venus, over Nymfens Dristighed | ||
| fornærmet, Spydet rev fra dybe Rod. | ||
| Nu begge hævedes ved opreist Mod | ||
| og vante Vaaben: hiin forlod sig paa | ||
| 1085 | sit Sværd, og denne paa sit diærve Spyd; | |
| nu staae de begge pustende til Kamp. | 790 | |
| Imens Olympens mægtige Regent | ||
| til Juno taler saa, som skuede | ||
| fra gyldne Sky paa Striden. "Siig mig dog | ||
| 1090 | min Hustru! hvad skal Enden blive vel | |
| paa denne Strid? hvad Udfald skal den faae? | ||
| Du veed det selv og maae bekiende det, | ||
| Æneas sikker er, han himlisk er, | ||
| til Stiernerne ham Skæbnen løfte skal; | ||
| 1095 | hvi pønser du? med hvilket Haab vil du | |
| i kolde Skyer svæve her? Bør vel | ||
| en Dødelig beskadige en Gud? | ||
| skal det bortkomne Sværd (thi uden dig | ||
| hvad vilde vel Juturna have gjort?) | ||
| 1100 | tilbagegives Turnus, og nyt Mod | |
| den Overvundne gives? Hold dog op, | ||
| lad engang dog min Tale bøje dig! | 800 | |
| lad ei saa stor en Kummer nage dig! | ||
| lad ei saa ofte af din skønne Mund | ||
| 1105 | de bittre Klager bryde ud mod mig! | |
| Nu alt er kommen til det yderste. | ||
| Du kunde Trojerne til Lands og Vands | ||
| forfølge, tænde en fortvivlet Krig, | ||
| forvirre Slottet, blande Sorg og Nød 15 | ||
| 1110 | i Bryllupsfærden; at forsøge meer | |
| forbyder jeg." — Saa talte Jupiter. | ||
| Og med nedslagne Øine Juno saa | ||
| gientog: "Fordi mig, store Jupiter! | ||
| din Villie var bekiendt, derfor jeg og, | ||
| 1115 | hvorvel ugierne, Turnus har forladt | |
| og Jorden. Ellers vilde du vel ei | ||
| mig finde siddende alene saa | 810 | |
| paa luftigt Sæde, lade alting saa | ||
| hvad Ret og Uret var gaae over mig. | ||
| 1120 | Nei, hegnet rundt med Flammer vilde jeg | |
| i Hæren staae, og styrte Teucrerne | ||
| i fiendtlig Krig. Juturna, jeg tilstaaer, | ||
| jeg raadede sin arme Broder Hielp | ||
| at give, vove meget for hans Liv, | ||
| 1125 | men ei fra Buen sende Pilen ud; 16 | |
| det sværger jeg dig, ja ved Styxes Væld | ||
| det uforsonlige, det eneste | ||
| som Guder binde kan. Nu viger jeg, | ||
| og vil forlade den forhadte Strid. | ||
| 1130 | Kun dettte beder jeg for Latium; | |
| ei nogen Skæbnens Lov forbyder det, | ||
| for dine egnes Høihed beder jeg, | 820 | |
| lad skee at Freden nu oprettes skal | ||
| ved heldigt Giftermaal, at Lovene | ||
| 1135 | og Forbund skal forene Folkene, | |
| men lad ei de indfødte Latier | ||
| der gamle Navn forandre, byd du ei | ||
| de Trojer eller Teucrer kaldes skal, | ||
| ei at de Sprog og Klædning skifte skal. | ||
| 1140 | Det blive Latium; albanske Konger | |
| lad Zeptret føre i Aarhundrede, | ||
| giv romersk Afkom ved italisk Kraft | ||
| at være mægtig. Trojas Stad forgik, | ||
| lad Trojas Navn forgaae og døe med den." | ||
| 1145 | Og Menneskers og Altings Ophavsmand | |
| med Smiil gientog: Du Syster Jupiters! | ||
| som er Saturnus andenbaarne, siig! | 830 | |
| hvi boer dog slig en Vrede i dit Bryst? | ||
| Men kom, aflæg den Harme, hvilken du | ||
| 1150 | omsonst har næret. Jeg vil give dig | |
| hvad du begiærer, du har vundet mig, | ||
| jeg vil dig føje, vil Ausonien | ||
| beholde skal sit Sprog og Fædres Skik, | ||
| dets Navn skal blive, Teucrerne skal der | ||
| 1155 | boe blanded' med det store Legeme, | |
| jeg vil dem sætte Lov og Offerskik, | ||
| et Sprog skal alle giøre til Latiner. | ||
| En Slægt du, blandet med ausonisk Blod, | ||
| vil see, som skal i Fromhed Mennesker | ||
| 1160 | og Guder overgaae, ei noget Folk | |
| saaledes vil din Guddom Ære tee." | 840 | |
| Nu Juno Bifald gav, og vel tilfreds | ||
| hun ændrede sit Sind, og steg imens | ||
| i Himlen op og veeg fra Skyen bort. | ||
| 1165 | Det giort, med andre Tanker Fader Zevs | |
| befatted' sig, Juturna vil han fra | ||
| sin Broders Kamp bortfiærne. Der | ||
| er tvende stygge Ting som kaldes Direr, | ||
| dem avled' med tartariske Megæra | ||
| 1170 | den øde Nat i en og samme Stund, | |
| med Slangeringe hun bevandt dem eens, | ||
| og Vinger gav dem til at flyve med. | ||
| For Jovis Trone, for den vrede Konge | ||
| de stille sig, og skærpe Frygten hos | 850 | |
| 1175 | nedslagne Mennesker, naar Guders Konge | |
| vil skræksom Død og Syger sende ned, | ||
| og onde Stæder skræmme vil med Krig. | ||
| En af dem sendte Jupiter i Hast | ||
| fra høie Himmel ned, og hende bød | ||
| 1180 | at vise sig som onde Varsel for | |
| Juturna. Hun i hastig Hvirvel fløi | ||
| til Jorden ned, som Pilen flyvende | ||
| fra spændte Streng igiennem Skyerne. | ||
| Saaledes Partheren og Creteren | ||
| 1185 | skød Pile, smittede med bitter Gift, | |
| ulægeligt var deres Saar, useete | ||
| og susende de giennem Luften foer. | 860 | |
| Saa Nattens Datter kom til Jorden ned. | ||
| Da hun Trojaners Hær og Turnus Hær | ||
| 1190 | var nær, hun pludselig tog Skabning af | |
| en lille Fugl, som ofte sidder sig | ||
| paa Grave og paa øde Gavle hen | ||
| ved Nattetiid, og sildig qvæder der | ||
| sin ildelidte Sang i Skyggerne. | 1195 | |
| 1195 | I denne Skikkelse den stygge Pest | |
| for Turnus Ansigt flagrer hist og her, | ||
| gier Lyd og slaaer hans Skiold med Vingerne. | ||
| Den nye Skræk ham slapper hver en Lem, | ||
| af Gysen reiser sig hans Hovedhaar, | ||
| 1200 | han bliver maalløs. Men Juturna, da | |
| hun kiendte Direns Susen og dens Flugt, | ||
| udrev den Arme sine spredte Haar, | 870 | |
| med Neglene hun saared' Kinderne, | ||
| og bankede sit Bryst med Næverne. | ||
| 1205 | "Hvad Turnus! hvad kan nu din Syster meer | |
| dig hielpe? hvad er meer tilovers for | ||
| mig Arme? ak med hvilken Kunst kan jeg | ||
| dit Liv forlænge? hvordan skal jeg mig | ||
| modsætte det Uhyre? — Nu, nu jeg | ||
| 1210 | forlader Striden, skræmmer mig ei meer | |
| I stygge Fugle! eders Vingers Slag | ||
| jeg kiender, kiender deres Dødninglyde; | ||
| ei heller er den høje Jupiters | ||
| det stolte Bud mig skiult, det Prisen er, | ||
| 1215 | saa lønner han mig for min Jomfrudom! | |
| hvi gav han mig et evigt Liv? hvorfor | ||
| kan jeg ei døe? jeg kunde ende nu | 880 | |
| saa stor en Sorg, min arme Broder nu | ||
| til Skyggerne ledsage! Jeg udødelig! | ||
| 1220 | vil noget da, min Broder! uden dig | |
| mig være kiært? o hvilken Jord kan sig | ||
| dybt nok mig aabne, for Gudinden dybt | ||
| til Manerne at sende ned." — Saadan 17 | ||
| hun talte, og derpaa med grønlig Slør | ||
| 1225 | bedækked' Hovedet, og sukkende | |
| hun dukkede sig ned i dybe Strøm. | ||
| Æneas trænger frem og svinger høit | ||
| sit store Spyd, der lignede et Træ, | ||
| og taler med forbittret Hierte saa: | ||
| 1230 | "Hvi tøver Turnus du, og vægrer dig? | |
| her strides ei i Løb, her kæmpes skal | 890 | |
| med nære Vaaben, nu paatag dig kun | ||
| hver Skikkelse, sank al dit Mod, din Kunst, | ||
| ønsk nu at flyve op mod Himlen, eller | ||
| 1235 | at skiule dig i Jordens hule Skiød." | |
| Hiin rysted' Hovedet og saa gientog: | ||
| "Ei dine barske Ord forfærde mig, | ||
| du Grumme! Guders Vrede skrækker mig, | ||
| og Jupiter min Fiende." — Intet meer | ||
| 1240 | han talte, men sig saae omkring og greb | |
| en vældig Steen, en gammel Steen som var | ||
| paa Ageren til Grændseskiæl henlagt | ||
| for Strid at forebygge. Neppe var | ||
| tolv Mænd saaledes som de findes nu | 900 | |
| 1245 | i vores Old, i Stand at løfte den. | |
| Med Haanden greb han den, og skælvende | ||
| den kasted' mod sin Fiende, løftende | ||
| sig høit i fulde Løb. Men ikke meer | ||
| i Løb i Gang han var sig selv bevidst, | ||
| 1250 | i det han løftede og kastede | |
| den svære Steen. Hans Knæer ham vaklede, | ||
| den kolde Gysen styrknede hans Blod: | ||
| i tomme Rum blev Stenen væltet hen, | ||
| den naaede ei, den traf ei paa sit Sted. | ||
| 1255 | Som naar i Søvne Nattens Rolighed | |
| de matte Øine lukker, synes vi | ||
| forgiæves at anstrænge os til Løb, | 910 | |
| men midt i Farten ligge kraftesløs, | ||
| tavs Tungen er og Kroppen uden Liv, | ||
| 1260 | ei Stemme eller Tale kommer frem. | |
| Saaledes hindrede hiin Furie | ||
| hver Yttrelse af Mod hos Turnus, i | ||
| hans Hierte skifte mange Følelser, | ||
| nu skuer han Rutulerne, nu Staden, | ||
| 1265 | af Frygt hun tøver, bæver for det Spyd | |
| som staaer imod ham; hvor han skal flygte, hvor | ||
| han skal angribe veed han ei, ei seer | ||
| han nogensteds sin Vogn, Foermanden ei, | ||
| hans Syster. | ||
| Nu Æneas svinger mod | ||
| 1270 | den tøvende sit dødelige Spyd, | |
| han seer sit Hold, han samler al sin Kraft, | ||
| og i en Afstand kaster det mod ham. | 920 | |
| Saa brager Muren ei, naar svære Steen | ||
| af Skydset træffer den, ei Tordenen | ||
| 1275 | gier større Knald. Som sorte Hvirvelvind | |
| Mordspydet flyver, aabner Pandseret, | ||
| og giennemborer Skioldets syvfold Rand, | ||
| og surrende i Laaret trænger ind. | ||
| Til Jorden styrter Turnus saaret saa | ||
| 1280 | med bøiet Knæ. Nu løfter høie Skrig | |
| Rutulerne, fra hele Bierget gaaer | ||
| et Brøl, og lyder frem fra dybe Skov. | ||
| Med ydmygt Øiekast udstrækker hiin | 930 | |
| sin Høire bedende: "Jeg har fortient, | ||
| 1285 | han sagde, og frabeder Døden ei, | |
| brug du din Lykke! men om du formaaer | ||
| at røres ved en Faders haarde Kaar, | ||
| (en saadan Fader havde ogsaa du | ||
| udi Anchises) da, jeg beder dig, | ||
| 1290 | forbarm dig over Daunus Alderdom, | |
| giv mig — hvis du det ikke vil — giv da | ||
| mit døde Legeme til mine Venner. | ||
| Du seirede: Ausonierne saae | ||
| mig Overvundne strække Hænderne, | ||
| 1295 | Lavinia din Hustru er, lad ei | |
| dit Had gaae videre." — Æneas stod | ||
| med Værjet bister, vendte Øinene, | ||
| og Haanden holdt tilbage. Meer og meer | ||
| han blev ved Bønnen rørt og tøvede. | 940 | |
| 1300 | Men nu han saae at høit paa Skuldren hang, | |
| med velbekiendte Spænder glimrende | ||
| det Uheldsbælte, som af Turnus blev | ||
| frarøvet unge Pallas, da han ham | ||
| til Jorden strakte, hvilket nu han bar | ||
| 1305 | til Seierstegn. Ei før han Byttet saae, | |
| Erindringen af sin saa grumme Sorg, | ||
| før rasende og skræksom blev hans Harm. | ||
| "Du skulde mig undgaae? som pryder dig | ||
| med Byttet af min elskte? — Pallas dig — | ||
| 1310 | med dette Stød opofrer Pallas dig, | |
| og hævner sig paa dit troløse Blod." | 950 | |
| Saa sagt, han opbragt skiulede sit Sværd | ||
| i Turnus Bryst, og Dødens Kulde foer | ||
| i alle Lemmer, Aanden med et Suk | ||
| 1315 | gik vred og opbragt ned til Skyggerne. | |
| E n d e. | ||
|
Kobberø i Thy,
3. oktober 2007
|
Noter:
01 Turnus Bestefader.
02 Verbena, en hellig Urt.
03 Apollo og Diana.
04 Som seer det forgangne og tilkommende.
05 Turnus vil vist nok naae Udødelighed.
05 Jupiters Ørn.
06 Det var Dolon.
007 Pæonium in morem. Pæ'on kaldes en Læge af Homerus.
07 I Thracien.
08 Trojaneren Æneas.
09 Et bevægeligt Taarn.
10 Athos, et Bierg i Macedonien; Eryx i Sicilien; Apenninus i Italien.
11 Sylas, et Bierg i Lucanien; Tabor i Campanien.
12 Turnus.
13 En Jagthund.
14 Juturna.
15 Priamo Slot.
16 Juno tilkiendegiver at Juturna var den Ubekiendte som saarede Æneas.
17 For at sende mig, en Gudinde, til Orcus.