OVERSIGT eller INDEX

 

Aeneis.  Tolvte Bog.
 
Indhold.
   
Da Latinerne ved to foregaaende Krige er svækkede, vil Turnus, som nu alene stoler paa sig selv, indgaae Enekamp med Æneas. Kongen fraraader det, og Dronningen vil med mange Taarer, skøndt forgiæves, holde ham derfra. Han lader Æneas det vide, som modtager den, og Vilkaarene blive fra begge Sider højtidelig bestemte. Nymfen Juturna, Turnus Syster, sendes fra Juno for at afvende Kampen. Tolumnius, en latinsk Spaamand, lover sit Folk en vis Seier over Trojerne, og dræber en med sit Spyd. Dette foraarsager Larm. I det Æneas vil stille den, saares han af en ubekiendt Haand, og maae gaae fra Striden. Turnus benytter denne Leilighed, og giør et stort Nederlag. Men Venus læger sin Søn med en Urt; han kommer sine til Hielp, og fordrer Turnus ved Navn til Kamp. Men da denne, hvis Syster Juturna kiører hans Vogn bestandig af Veien for at undgaae Æneas, ikke møder, saa begynder Æneas at beleire Staden, og kaster Ild i de nærmeste Huse. Amata, som troer Turnus myrdet, ender sit Liv med et Reeb. Da Turnus erfarer dette, stiller han sig frivillig frem til Kampen efter den indgangne Pagt. Æneas seirer. Da denne ved sin overvundne Fiendes Bønner næsten føler Medynk og vil skaane ham, seer han paa hans Skuldre det Belte, som han røvede fra Pallas da han havde dræbt ham. Forbitret herover, giennemborer han ham med sit Sværd.
Da Turnus seer de slagne Latier
modløse, fordrende hans Løfte nu,
og alles Øine vendte hen paa sig,
da brænder han end uforsonlig meer,
5 og Hiertet svolmer. Som paa punisk Mark
en Løve, som blev saaret i sit Bryst
af Jægerne, til Modstand laver sig,
og ryster fyrig Manken paa sin Hals,
og uforfærdet bryder Røverens
10 det skarpe Spyd som stikker i hans Krop.  
og brøler høit med blodigt Gab. Saadan
steg voldsom Harm hos den optændte Turnus;
forbittret gik han hen til Kongen og
tiltalte ham: "Ei Turnus tøver, nei,
15 ei nogen Grund de lade Trojer har
til at tilbagekalde deres Ord:
og ei at holde hvad de lovede.
Til Tvekamp er jeg færdig; Fader bring
du Offer hid, lad Pagten blive gjort.
20 Jeg enten sender med min Højre ned
til Tartarus den Trojer som undløb
fra Asien (det skal Latinerne
see paa og sidde) jeg allene, jeg
med Sværdet vores Skam vil slette ud,
25 eller han seire over mig, og da
til Hustru tage han Lavinia."
Sagtmodigt nu Latinus svarte ham:
"O ædle unge Mand! jo meer du selv
i vilde Tapperhed fremstiller dig, 20
30 des vigtigere er det og for mig
med Frygt at overveie hvert et Udfald.
Din Faders Daunus Riger dine er,
og mange Stæder som du tog i Krig,
jeg og har Guld og Hierte til din Hielp.
35 I Latium og i Laurent er fleer
ugifte Piger og af ædel Slægt.
Jeg aabenhiertig dig maa sige hvad
vel ei behager dig, men som du bør
opmærksom høre. Det var mig forbudt
40 til nogen forrig Beiler at bortgive
min Datter, derom varsled' alle mig,
Guder og Mennesker. Men Kierlighed
til dig, vort Blodforvandtskab tvang mig til,
og min nedslagne Hustrues Taarer tvang
45 mig til at bryde hver en Pagt, jeg rev 30
fra Svigersønnen den forlovede
og greb til de ugudelige Vaaben.
hvad Uheld Turnus! fulgte mig, hvad Krig,
det seer du fra den Tiid, hvad du især
50 har maattet lide. Tvende Gange blev
vi overvundne, vores Mure knap
beskytte meer Italiens Haab. Vort Blod
end varmer Tiberstrømmen, vores Marker
er hvide af de Slagnes Been. Hvi er
55 mit Sind saa vankende? Hvad Vanvid, siig!
forandrer min Beslutning? Hvis jeg er,
om Turnus falder, villig til at giøre
  med Trojerne en Pagt, hvi standser jeg  
ei heller mens han lever, denne Strid?
60 Hvad vil Rutuler, vores Blodforvandte, 40
hvad vil det øvrige Italien
vel sige, om jeg (Skæbnen det forbyde)
i Døden giver dig, som beiler til
min Datter, til mit Svogerskab? — O see
65 til Krigens Uvished! hav Medynk med
din gamle Fader, som nu langt fra dig
sig græmmer i din Fædrestad Ardea!"
     Men Turnus haarde Sind ei bøiedes
ved disse Ord. End meer han bruser op,
70 ved Lægens Hielp han bliver mere syg.
Saa snart han kunde tale brød han frem:
"Den Omsorg Kiære! som du har for mig,
o leg den af, jeg beder! Lad mig kun
ved Døden kiøbe Roes. Vi ogsaa, Fader! 50
75 har Spyde, kaste Jern med vældig Haand,
fra vores Hug udstrømmer ogsaa Blod.
Fiern hans Gudindemoder være vil,
som dækker ham med qvindelige Sky
og tomme Skygger naar han Flugten tar."
80      Men Dronningen ved det gientagne Raab
om Krig forskrækket, græd; halvdøende
hun holdt den harmoptændte Svigersøn.
"Ved disse Taarer, Turnus! beder jeg,
og om Amata gielder noget hos dig,
85 du som nu er min Alders eene Haab,
den Armes Tilflugt, du paa hvem beroer
Latinus Ziir og Rige, du paa hvem
et synkefærdigt Huus kun stytter sig.
Et beder jeg, lad af fra denne Strid 60
90 med Teucrerne, hvad Uheld rammer dig
i denne Kamp, det rammer ogsaa mig,
med dig vil jeg forlade dette Lys
jeg hader, som en Fange vil jeg ei
den Svigersøn Æneas see."
                                          Med Graad
95 fornam Lavinia sin Moders Ord,
og hendes Kinder brændte, Heden steg
og overglødede det hele Ansigt,
som Purpur smitter indisk Elfenbeen,
som Rosen staaer blant hvide Lillier:
100 saaledes saaes Princessens Ansigt farvet.       
Hiin følte Elskovs Uro, da sit Syn 70
han fæstede paa Jomfruen, men meer
han brændte efter Strid, og til Amata
han talte saa: "Jeg beder, plag mig ei
105 med dine Taarer, dine Anelser,
nu da jeg gaaer til Krigens haarde Kamp:
at undgaae Døden, Moder! det staaer ei
i Turnus Magt. — Gaae Idmon, overbring
den troiske Tyran mit Budskab, som
110 ei vil behage ham. Saa snart i Morgen
Aurora kiører i sin Purpurvogn
og rødmer Himlen, da skal Teucrer ei
sig styrte paa Rutuler, Teucrers og
Rutulers Vaaben hvile skal, vort Blod
115 skal eene Krigen ende, paa hiin Mark
vi søge, vinde skal Lavinia 80
til Hustru." — Da han dette havde talt,
han hastig løb til Vaaningen og der
begiærte Heste, glæded' sig at see
120 de modige, som Sneen overgik
i Hvidhed, og i Løbet Vindene:
selv Dronningen Ortithya forærte
dem til Pilumnus, som et Hæderstegn.     01
Staldfolket strax staae færdigt, strygende
med flade Haand det blanke Bryst, og strigle
125 den mankeprydet Hals. Han selv derpaa
ifører sig sin Pandser, skimrende
af Guld og hvidt Metal, og tager paa
sit Sværd og Skiold, sin rødbefiedret Hielm;
det Sværd som Ildens Gud selv havde smedet
130 hans Fader Daunus, og som gloende 90
han dyppede i stygisk Flod. Derpaa
med vældig Haand han tog et Spyd som stod
mod en af Slottets store Pillere;
Actor Aunrunceren erobred' det.
135 Han tog og rysted' det, og raabte saa:
"Nu du mit Spyd! som aldrig feiled' mig,
nu er det Tiid! den store Actor før,
nu Turnus med sin Højre fører dig!
hielp mig at styrte, at adsplitte nu
140 den troisk' Halvmands Pandser, rive den
fra Kroppen ham, i Støv og Skarn besudle
hans Haar som kryllet er med varme Jern 100
og vaadt af Myrha." — Saadan rased' han,
det hele Ansigt brændte, Gnister sprang
145 derfra, fra bistre Øie lynte Ild. —
Saa reiser Tyren op et skræksomt Brøl,
naar han til Kampen færdig staaer, hans Horn
mod Træets Bul han prøver, Vindene
med sine Stød han pidsker, Sandet han
150 til Stridens Forspil spreder vidt og bredt.
     Ei mindre dog Æneas ruster sig
ved moderlige Vaaben stærk, til Strid,
og vækker Kampens Harm, nu vel tilfreds
ved den tilbudne Pagt at ende Krigen.
155 Hans Fæller, sin af Frygt nedslagne Julus,
han trøster, viser Skæbnens Veje dem. 110
Til Kong Latinus sender han ved Mænd
sit Svar bestemt, og Fredens Vilkaar hen.
     Den næste Dag knap spredede sit Lys
160 paa Fieldets Top, knap Solens Heste kom
fra dybe Hav, og blæste Lyset frem
af deres Næser løfted' høit, da kom
Rutuler frem og Teucrer maalende
hen under Stadens Mure Stridens Mark.
165 I Midten lagdes Ild, og Altere
af Tørv for begges Guder reistes op.
Af andre bragtes Ild og Vand; de var
i Linned svøbte, deres Tindinger 120
med Jernurt krandsed' var. Ausoners Hær     02
170 med Spyde væbnet styrtede sig ud
af Portene. Hist hver en Trojer og
Tyrhener med forskiellig Rustning kom,
ei anderledes væbnet end om dem
en grusom Strid fremkaldte. Førerne
175 fløi selv i Midten af de tusinde
med Guld og Purpur prydede. Her var
Mnesteus Assaraci Slægt, den tapre
Asylas, Hestetæmmeren Mesappus,
Neptunus Afkom. Da ved given Tegn
180 hver gaaet var til sin bestemte Plads,
man stikker Spydene i Jorden og 130
henlægger Skioldene. Nu Mødrene
udstrømme, og den vaabenløse Hob,
og svage Oldinge sig klynge hen
185 paa Taarnene og Tagene; endeel
staaer paa de høje Porte.
                                       Juno saae
fra Bierget ned, Albanus kaldet nu,
(da var det uden Navn og uberømt)
hun saae paa Marken begge Hærene,
190 Laurenters, Trojers, og Latiners Stad.
Til Turnus Syster strax hun vendte sig,
Gudinden talede til Nymfen som
var over Floder over Søer sadt:
den Ære havde Himlens høje Konge, 140
195 den havde Jupiter tilstædet hende,
fordi han røved' hendes Jomfrudom.
"O Nymfe! Floders Pryd, og mig saa kiær,
du veed det, blant latinske Piger alle
som nogentid den høje Jovis Seng
200 til liden Lyst for mig besteg, at jeg
dig stedse foretrak, at gierne jeg
det saae at du i Himlen fik et Sted.
Hør nu din Sorg Juturna! at du ei
paa mig skal kaste Skylden. Viid, saalænge
205 som Skæbnen og som Parcerne tillod
at Latium var lykkelig, jeg har
beskærmet Turnus og din Stad. Men nu
jeg seer hvordan hiin Yngling styrter sig
i en uheldig Skæbne, Parcens Dag,
210 en fiendtlig Magt sig nærmer. Ei jeg taaler
at skue denne Kamp, ei denne Pagt. 150
Om for din Broder nogen Redning du
tør vove, giør din Pligt, maaskee endnu
en bedre Lod den Arme vente tør."
215       Knap taler hun, og Taarer strømmede
ned fra Juturnas Øine, hendes Haand
tre, fire Gange slog det skønne Bryst.
"Nu er ei Tiid til Graad (saa talede
Saturni Datter Juno) skynd dig! hast!
220 og frels din Broder om du kan fra Døden,
eller opvæk en Krig og sønderriv
den giorte Pagt, giør det paa mine Ord!"
Saa varslet hun, forlod den vaklende 160
dybtsaarede i Sindet.
                                  Midlertid
225 lod Kongerne sig see. Latinus kom
i en fiirspændet, høi og prægtig Vogn,
tolv gyldne Straaler krandsede hans Tinding,
et Billed' paa hans Stammefader Phøbus.
Med hvide Heste for tospændig Vogn
230 kom Turnus, svingende to Spyde høit.
med brede Jern beslagne. — Hisset saaes
Æneas, Romerfolkets Stammefader,
med Stierneskioldet og med himlisk Værn;
med ham Ascanius, det store Roms
235 det andet Haab, at gaae fra Leiren ud.
En Præst i hvide Klæder bringer hid
en Griis og et endnu ei klippet Faar, 170
og ved de tændte Altre sætter dem.
Mod Solens Opgang vende hine sig,
240 strøe salte Kager, rage Haaret af
paa Qvægets Pande, gyde Viin af Bægre
paa Alterne. Æneas da, den fromme,
med draget Sværd saa beder: "Vær du nu,
o Sol! og dette Land mig bedende
245 et Vidne! du for hvilket jeg har lidt
saa meget! og almægtig Fader du!
og du Saturnia Juno! vær du nu
mig huldere, Gudinde! — ogsaa du
berømte Mars! som med dit høie Vink 180
250 bestyrer alle Krige; jeg fremkalder
jer Kilder og jer Floder, alle Guder
som boe i Luften eller blaalig Hav.
Om Seiren falder til ausonisk Turnus,
da bør de overvundne drage strax
255 hen til Evanders Stad, og Julus skal
fra Landet vige, aldrig mere skal
Æneas Afkom væbne sig til Oprør,
og ei med Krig anfalde dette Land.
Men vil sig Seiren føie til min Kamp,
260 som jeg formoder, Himlen give det!
jeg fordrer ikke at Italerne
skal lyde Teucrerne, for mig jeg ei 190
begiærer Riget, nei ved lige Love
skal begge Folk uovervundne giøre
265 en evig Pagt. Gudsdyrkelsen jeg vil
  og Ofret holde. Svigerfaderen
Latinus skal beholde Magt og Rige,
mig Teucrerne opbygge skal en Stad,
Lavinia skal give den sit Navn."
270      Saa talte først Æneas. Derpaa kom
Latinus, skuende mod Himlen op,
og løftende sin Haand mod Stiernerne.
"Det samme sværger jeg Æneas! og
ved Jord og Hav og Stierner, Sol og Maane,
Latonas Tvillingsafkom sværger jeg,     03
275 ved dobbeltpandet Janus, Guderne     04
som styre Dybet, Plutos grumme Bolig:
hør det, o Fader! som bekræfter Pagt 200
med dine Lyn: dit Alter rører jeg,
din hellig Ild, din Guddom kalder jeg,
280 ei nogen Dag, det gaae hvordan det vil,
Italerne skal bryde denne Fred
og denne Pagt: ei nogen Magt skal mig,
fra min Beslutning bringe, om endog,
selv Jorden i en Syndflod blanded' sig
285 med Havet, Himlen selv med Tartarus.
Saa vist som dette (Zeptret holdte han
just da i Haanden) aldrig spire vil
i grønne Løv, ei give Skygge meer,
da en Gang skaaren fra sin Moder det
290 i Skoven blev, da Staalet røvede
dets Løv og Grene, hvad som fordum var
et Træ, af Kunstneren indfattet blev
i blanke Ærts, og overgaves de 210
latinske Fædre for at bære det."
295      Med saadan Tale de bekræftede
blant Rigets Store deres Pagt. Derpaa
indviet Qvæg til Offerflammen slagtes,  
det varme Indvold rives ud og dynges
med Gafler hobeviis paa Alterne.
300      Men heel ulige syntes længe alt
den Kamp Rutulerne; forskællig Frygt
opstod i deres Hierter, mere nu
da nærmere de saae at Kræfterne
ei lige var. Den steg, da Turnus kom 220
305 med travle Skridt, og ydmyg bedende
med nedsænkt Syn gik hen mod Alteret,
med matte Ungdomskinder, blegnende.
     Knap saae Juturna, Systeren, hvordan
den Frygt sig spreded', Talen løb omkring,
310 og Folkets Hierter vanked', før hun sig
blant Hæren styrted' og paatog sig der
Camertus Skikkelse. Af ædel Slægt
han var, berømt af Faderens Tapperhed,
og selv i Vaaben diærv. Vel vidende
315 hvad hun sig foretog, hun styrter sig
i Hærens Midte, spreder Tummel der
og taler saa: "Hvad, skammer I jer ei,
Rutuler! saadan at opofre een
for alle disse? er vi da ei lige 230
320 i Tal og Styrke? See! her Trojer staaer,
her staaer Arcader alle, denne Hob
hidført ved Skæbnen, og Etrurier
som hade Turnus! — Vil vi een mod een
dem møde, hver da knap sin Fiende faaer.
325 Hiins Rygte, vist nok! vil vi til Guderne,     05
hvis Altere han sig indvied' til,
opstige, leve vil i alles Munde:
men vi, vi miste Fædreland, og da
maa lyde stolte Herrer, vi som nu
330 saa ørkesløse sidde her paa Marken."
     Slig Tale fyrede de Unges Bryst,
alt meer og meer krøb Murren om blant Hæren,
Laurenter selv, Latiner selv nu kom 240
paa andre Tanker, de som haabede
335 nys Ro fra Striden, vilde Fred og Hvile,
nu fordre Krig og Pagtens Brud, nu see
med Ynk paa Turnus haarde Lod. End meer
end større Ting Juturna føier til.
Fra høie Himmel giver hun et Tegn,
340 ei noget før saa pludselig, saa stærk
Italiens Folk forvirred', intet Varsel
bedrog det saa. Thi Jovis gule Fugl     05
saaes flyvende igiennem røde Luft
at jage Strandens Fugle, og en Flok,
345 en vinget Hær, som brusende drog frem.
Med et sank Ørnen ned mod Bølgerne,
og greb med grusom Klo en herlig Svane.
Italerne ved Synet studsede. 250
Nu vendte alle Fugle sig med Skrig,
350 og (underligt!) med deres Fiædre de
formørke Himlen og i tykke Sky
forfølge Fienden giennem høie Luft,
indtil han overvunden, trættet selv
ved Rovets Tyngde, giver Slip paa det,
355 og kaster det i Floden, og derpaa
op til de høie Skyer taer sin Flugt.
     Snart hilses Varslet af Rutulerne
med Skrig, og alle lave sig til Kamp.
Tolumnius, Spaamanden, raabte først:
360 "Det var mit Ønske, det hvorom saa tidt
jeg bedet har, jeg kiender Gudens Vink 260
og det modtager. Griber Sværdet strax,
Rutuler! jeg, jeg vil anføre jer!
I, som den skændige nyskomne vil
365 som bange Fugle skræmme bort med Krig,
og vil med Vold forstyrre eders Land!
Han flygte skal og snarlig sætte Seil
til dybe Hav; eenstemmig samler jer
og slutter Ledene. forsvarer kiæk
370 jer Konge som man har berøvet jer."
     Nu løb han frem og kastede sit Spyd
blant Fienderne; i sin bestemte Fart
det skærer Luftende susende. Med et
der hørtes vældigt Raab, hver Trup sig reiser,
375 og Larmen vækker, fyrer alles Sind.
Som Spydet fløi, stod hændelseviis just 270
ni skønne Brødre der paa modsat Side,
een tro arcadisk Hustru Moder blev
dem alle, ved Tyrheneren Gylippus.
380 Een af dem truffet blev hvor Beltet sig
til Underlivet føier, hvor dets Kant
ved Spændet hæftes, Spydet trængte
den Yngling, skøn af Skabning, glimrende
med sine Vaaben, giennem Ribberne,
385 og strakte ham langs hen paa gule Sand.
Men Brødrene, en modig Trup, optændt
af Sorg, tildeels nu blotter deres Sværd,
deels gribe Kastespydet og blindt hen
fremstyrte. Laurentiner møde dem: 280
390 paa ny fremstrømme Trojer, Agylliner,
Arcadier med deres malte Vaaben.
Saaledes blive alle enige
med Sværdet at afgiøre deres Strid.
Nu ødelægges Pagtens Altere,
395 en Storm af Pile mørkner Himlens Blaa,
en Regn af Jern nedstyrter, Bægerne,
Ildkarrene bortslæbes. Selv Latinus
maae flygte fra den ufuldførte Pagt,
og tage med sig de omstødte Guder.
400 Nu Vognene forspændes, andre sig
paa Hestene opsvinge og er der
med draget Sværd. Messapus ivrig paa
at bryde Pagten, styrter med sin Hest
ind paa Aulestes, de Tyrheners Konge 290
405 som bar det kongelige Diadem;  
han vige vil, men baglænds falder han
mod Alteret paa Hovedet og Ryggen.
Strax er den brændende Mesappus der,
og med sit bielkestore Kastespyd
410 den ydmyg bedende han saarer haardt
ned fra sin høie Hest, og taler saa:
"Det fik han: dette Offer ynder meer
de store Guder!" — Nu Italerne
løb til, og plyndrede hans varme Krop.
415 En gloende Brand rev Chorineus bort
fra Alteret, og som Ebusus kom
at saare ham, han kastede den i
hans Angst. Snart i Luer gnistrede 300
hans store Skæg og gav en sveden Stank.
420 Sin skrækbetagne Fiende greb han nu
i Haaret, og med Knæet trykked' ham
mod Jorden, og ham paa sit brede Sværd
i Siden stødte. — Podalirius
forfulgte Hyrden Alsus, som han kom
425 i Hærens Spidse giennem Pile frem,
med draget Sværd; men denne løfter høit
sin Øxe, splitter sin Modstanders Hoved
til ned paa Hagen, Blodet strømmer paa
hans Rustning, evig Hvile, haarde Søvn
430 hans Øine lukker nu i varig Nat. 310
     Men den gudfrygtige Æneas strakte
sin vaabenløse Højre; staaende
med blottet Hoved raabte han saadan
til sine: "hvorhen styrte I? hvorfra
435 opstod saa hastig denne Splid? o tæmmer
jer Vrede! Pagten er jo giort, hver Lov
stadfæstet er, jeg eene haver Ret
at stride, overlader alt til mig,
bortjager Frygt, jeg vil med stadig Arm
440 bekræfte Pagten, disse Ofringer
mig Borgen er for Turnus."
                                         Medens saa
han talte, see! en Piil kom susende
og faldt paa Helten hen. Hvad Haand den drev, 320
hvad Storm den førte hid, det uvist blev,
445 var det en Hændelse, var det en Gud,
hvorved Rutulerne vandt slig en Roes?
for denne store Daad blev Æren skiult,
og af Æneas Saar ei nogen pralte.
     Da Turnus saa Æneas vigende
450 fra Hæren, saae Anførerne forvirred',
da tændtes Haabet pludseligt hos ham.
Han kræver Heste, Vaaben, svinger sig
med stolte Spring paa Vognen, griber Tøjlen,
I Farten mange stærke Krigere
455 han strækker ned, halvdøde mange han
omvælter, knuser Skarer med sin Vogn,
og kaster Spyde som han røved' dem, 330
hen paa de flygtende. — Saa farer han
ved Hebrus kolde Strøm, den blodige
460 opbragte Mars, og banker paa sit Skiold,
og sine vilde Heste driver frem
krigvækkende, paa Sletten løbe de
meer hastig end som Syd og Vestenvind,
ved deres Fødders Trampen høres Sukke
465 i fiernest Thracien: omkring ham gaaer
den mørke Frygt, og Vrede, List og Svig,
som Gudens Følgeskab. — Saaledes og
drev Turnus sine Heste svedende
midt ind i Kampen rask, de knuse de
470 ynkværdig slagne Fiender, deres Hov
udkryster blodig Dug og tramper i 340
blodblandet Sand. Nu falder for hans Haand
Stenelus, Thamyris og Philus, disse
nærved og hiin langt fra: saa Brødrene
475 Glaucus og Lades, Imbrasider, fiernt.
Imbrasus selv i Lycia opdrog dem,
og gav dem lige Vaaben, snart til Fods
at stride, snart paa letbevinget Hest.
     Paa andet Sted Eumedes kaster sig
480 midt ind i Striden; gamle Dolons Søn,
berømt i Strid han var: han Navnet fik
af Bedstefaderen, af Faderen
han arved' Mod og Styrke. Ham det var,     06
som da han fordum skulde sendes ud
485 at speide Grækers Lejr, det vovede
at fordre Peleidens Vogn til Løn. 350
Men Diomedes gav ham anden Løn
for denne Dristighed, Achilles Heste
ei længere opvække skal hans Lyst.
490 Ham Turnus saa paa fierne aabne Mark,
og først ham fulgte med sit lette Spyd
i vide Rum, men nu han standsede
sit Hestespænd, og sprang fra Vognen ned
hen paa den faldne og halvdøde Mand,
495 sat Foden paa hans Hals, og vristede
ham Sværdet ud af Haanden, stak ham saa
det blanke Staal i Struben, sigende:
"See her, Trojaner! Landet som du søgte
ved Krig, maal nu Hesperien liggende! 360
500 slig Løn de faae som at udfordre mig
tør vove, saadan bygge Stæder de."
     Derpaa han dræbte Butus med sit Spyd,
Chloreus, Sybaris og Thersilochus,
og Dares og Thymøtes styrtende
505 fra vilde Hest. Som naar fra Edons Bierg     07
henbruser Nordenvinden pidskende
mod Bredden Bølger fra ægæisk Hav,
og Skyerne fra Himlen flygte bort,
saaledes vige Hære overalt,
510 hvor Turnus giør sig Vei og vende Ryggen:
med Magt han bæres frem, hans Fiærbusk bæver,
af Luften stridende imod hans Vogn. 370
     Den nærmende opbragte Fiende leed
Phlegeus ei, han kasted' sig for Vognen,
515 greb Hestene ved Bidslet skummende
i fulde Løb, og dreied' dem til Siden.
Som han nu hængende ved Aaget blev
bortslæbt, da naaede ham det brede Spyd,
i det han gav sig blot, og bored' sig
520 ind i hans Pandser af tveradet Skiæl,
men gav ham kun et overfladigt Saar.
Dog holdt han Skioldet for sig, og igien
gik løs paa Fienden med sit dragne Sværd.
Men Hiulet i sin Fart omstyrted' ham,
525 han faldt paa Jorden. Turnus var ei seen,
imellem Hielm og Pandser hugged' han 380
hans Hoved af, og Stumpen laae paa Sandet.
     Mens Turnus saa paa Marken spredede
som Seirer Liig paa Liig, Mnesteheus og
530 den tro Achates og Ascanius
Æneas blødende til Leiren førte,
som gik med tunge Skridt og styttende
sig paa sit Spyd. Fortræden vil han strax
udrive Pilen med sit brudte Skaft,
535 han hielpes vil, og det paa kortest Vei,
vil Saaret skal udvides med et Sværd,
og Pilen saa udskæres af sit Skiul,
at han i Striden kan gaae hen paa ny. 390
     Japis, hiin Jasus Søn alt kommen var,
540 af Phøbus frem for andre elsket; ham
af Kiærlighed han havde underviist
i sine Kunster, skænket sine Gaver.
Den glade Gud ham skænkte Spaadomskunst,
og Citharen og Pilen flyvende.
545 Men hiin, som ønskede kun at forlænge
sin syge Faders Liv, han Lægens Kunst
og Urters Kræfter heller valgte sig,
at øve stille Kunster uden Bram.
     Æneas stod der, bittert fnysende,
550 og læned' sig paa Spydet, ubevæget
ved unge Krigsmænds Sammenløb, og ved
sin Søns og alles Sorg og Taarer. Hiin,
den gamle, skørter nu paa Lægers Viis     007 400
sin Kiortel, prøver saa med kunstig Haand
555 hver mægtig Urt fra Phøbus; men omsonst,
forgiæves vil han drage Pilen ud,
og griber Jernet med sin stærke Tang;
ei noget lykkes, ingen Hielp han faaer
fra Læreren Apollo. Meer og meer
560 udbreder Skræk og Larm i Leiren sig,
det Onde drager nær, alt Luften sees
af Støv opfyldt af Fiendens Rytterie,
i Leirens Midte regne Pile ned,
de Unge stridende og faldende
565 i haarde Kamp opløfte Jammerskrig. 410
     Bedrøvet Venus ved det lumske Saar
som gaves hendes Søn, og hierterørt,
hun paa creteisk Ida plukkede
en Urt, Dictamnus kaldet; laadne Blade
570 den bærer og en busket Purpurblomst.
De vilde Giedder er den ei ukiendt,
naar flygtig Piil har saaret deres Ryg.
Den bragte Venus, hendes Aasyn skiult
i mørke Sky: nu lønlig Lægedom
575 hun gød i Vandet som hos Japis stod
i blanke Kiedel, blandede deri
Ambrosias den hielperige Saft,
og Panacea vellugtspredende.  
  Uvidende herom, den gamle Japis 420
580 med dette badede Æneas Saar.
Stax veeg hver Smerte fra han Legeme,
og Blodet standsede, for Lægens Haand
faldt Pilen uden Møie af sig selv,
og fordums Kræfter sig paa ny indfandt.
585 "Giv Helten sine Vaaben strax igien!
hvi tøver I?" — saa raabte Japis nu,
og først mod Fienden Sindet fyrede —
"ei denne Frelse kom fra Mennesker,
og ei ved Kunstens Hielp, Æneas! nei!
590 min Haand det ikke var som rædded' dig,
en Gud det var, en Gud bestemmer dig
til større Ting."    
                       Hiin kampbegierlig strax
indslutter Læggene fra begge Sider 430
i Guld, hver Tøven hader han, sit Spyd
595 han svinger, Skioldet fæster han paa Siden,
paa Ryggen Pandseret. Udrustet saa
Ascanius han favner, kysser ham
igiennem Hielmens Aabning, sigende:
"Lær Yngling Tapperhed af mig og mandig
600 Udholdenhed, af andre Lykken lær.
Nu skal min Arm i Krigen tiene dig
til Forsvar, og jeg deri finde skal
min store Løn. Snart bliver det din Sag;
naar du til moden Alder kommen er,
605 da husk derpaa, da giem det i dit Sind,
din Faders Billed og den store Hectors,
din Moderbroders, vække dig til Daad." 440
     Saa talt han gik af Porten ud, og holdt
sit store Spyd i Haanden. Strømmende
610 ham fulgte tætte Skarer, og med dem
Antæus og Mnesteus, Leiren blev
forladt af hele Hæren. Mørke Støv
nu reiser sig paa Marken, Jorden bæver
af Fødders Trampen. Fra en modsat Vold
615 saa Turnus og Ausonierne nu
de kommende, og kolde Gysen løb
dem ind til Benene. Juturna som
blant alle Latier fornam det først
og kiendte Lyden, flygted' skælvende. 430
620 Hiin flyver, driver frem paa hvide Mark
sin mørke Hær. Som naar et Skybrud sig
  hid over Havet vælter, Skræk og Frygt
  betager Agermanden, at den ei
  skal ødelægge Trær og Sæd rundt om,
625 som Vinden stormer brusende mod Bredden,
saa drev den rhøtiske Anfører og     08
sin Hær, i tætte Kiler klynges alt.
Osiris falder for Thymbræus Sværd,
Archet for Mnesteus, Epulo ombringer
630 Achates, Ufens Gyas, selv Spaamanden
Tolumnius, den første som sit Spyd 460
mod Fienden slængte, falder. Jammerskrig
mod Himlen steg, Rutulerne igien
i støvet Flugt paa Marken vende Ryggen.
635      Æneas selv nu ikke værdiger
de flygtende at myrde, ingen Kamp
til Fods, til Hest, og med Spydkasterne
indgik han, Turnus eene søger han
i dette Mulm, ham kalder han til Strid.
640 Den Søgen satte Skræk i Jomfruen
Juturna, hun greb Turnus Kudsk Metiscus,
og fra Vognstangen slængte ham langt bort,
tog selv de slappe Tøiler i sin Haand, 470
i Stemme, Krop og Rustning Kudsken liig.
645      Som naar sortfiædret Svale flyver om
i rige Herrers store Boliger,
at søge smaalig knappe Føde til
de skrigende i Reden, snart den sees
i tomme Hvelvinger at flagre om,
650 og nu at qvidre over fugtig Park.
Saa drev Juturna ogsaa Hestene
igiennem Fienders Midte flyvende,
nu hist nu her hun viste prunkende
sin Broder, men tillod ham ingensteds
655 at stride Mand mod Mand, men stedse ham
hen paa Afveie førte og langt bort. 480
     Æneas ikke mindre gaaer mod ham
i snoede Kredse Manden søgende,
og kalder paa ham i den spredte Hær
660 med høie Røst. Men hver Gang Fienden han
med Øiet naaer, og stræber at indhente
de vingeføded' Heste i der Flugt,
da dreier og Juturna Vognen bort.
Hvad skal han giøre? I sin Ivrighed
665 forgiæves stræber han nu hid nu did.
Mesappus mødte ham: i Haanden han
to lette Spyde holdt med Jern beslagne,
med et af dem han sigtede paa ham. 490
Æneas stod: med bøiet Knæ han sig
670 med Skioldet dækkede, dog Spydet traf,
og kasted' Fiæderbusken af hans Hielm.
Nu steg hans Vrede ved det Overfald,
og da han saae hvor snedig Hest og Vogn
tog saa forandret Løb. Nu sværger han
675 ved Jupiter og ved den brudte Pagt,
og styrter endelig blant Fienderne
ved Krigerlykken skrækkelig; han nu
et grusomt Blodbad uden Forskiæl giør,
og alle Vredens Tøiler løsner han,
680      Hvad Gud fortæller, hvilken Sang beskriver
saa mange Heltes Fald, saa megen Mord, 500
som Turnus og som den trojanske Helt
nu vexelviis bedrev paa aaben Mark?
O Jupiter! hvor kunde Nationer,
685 som du bestemte til i evig Fred
at leve, saa indbyrdes myrde sig?
     Æneas en Rutuler, Sucro, først
anfaldt og uden Tøven: (Teucrerne
mod ham først styrtede i Striden frem)
690 han stak ham ind i Siden, og med et
gik Sværdet giennem Ribberne og Brystet.
Amycus, som fra Hesten falden var,
og Broderen Diores blev til Fods
af Turnus dræbt, hiin som han kom med Spydet, 510
695 med Sværdet denne: deres Hoveder
afhugged' han, og dryppende med Blod
dem hængte paa sin Vogn. Æneas slog
i samme Kamp Talos og Tanais
og stærke Cethegus, og med ham faldt
700 bestyrtede Onytes, en Thebaner,
hans Moder var Peridia, hans Brødre
ham havde sendt herhid fra Lycien
og fra Apollos Marker; og med ham
Archaderen Menøtas, som forgiæves
705 modsatte sig og Krigen hadede:
hans Kunst var Fiskefangst ved Lernas Flod,
hans Bolig ringe var, hans Fader ei
de Mægtige omgikkes, nøisom med
at saae og plante i en leiet Jord. 520
710      Som Ilden paa forskiælligt Sted indlagt
i tørre Skov og Laurbærgrenene,
som Strømme skummende i deres Fart,
naar de fra høie Bierge styrtende
  mod Havet bruse, hver af dem sin Vei  
giør kiendelig ved Ødelæggelse,
715 saa styrted' Turnus og Æneas begge
i Striden frem; nu brænder indre Harm,
hvers Bryst uovervindeligt vil briste,
og hver vil give dødelige Saar.
     Murranus af Forfædre pralende,
720 og gamle Slægt og Navne, stammende 530
fra Latiens Konger, kastede Æneas
et Klippestykke med sin Slynge hen,
men det paa Jorden faldt, blandt Tømmerne
og Hamlen slæbtes han og Hiulene,
725 af Hestes Hove, ubekymrede
om deres Herre, fik ham mangt et Slag.
Her kommer Hyllus med forbittret Sind
og møder Turnus; denne kaster ham
sit Spyd, det træffer guldbedækte Tinding,
730 og giennem Hielmen ind i Hiernen gaaer.
Din Arm ei frelste dig, du tapreste
blant Græker, Creteus! du for Turnus faldt:
Ei Guderne beskytted' dig, Cupentus!
da du Æneas mødte, i dit Bryst 540
735 hans Glavind trængte, trods dit Kobberskiold.
Dig ogsaa Æolus! Laurenters Mark
at falde saae, og dække Jorden med
din brede Ryg. Du, ei Grækers Hær,
ei selv Achil, som styrted' Priams Rige,
740 var mægtig nok at fælde, her du faldt,
her Døden naaede dig. Ved Idas Fod
og ved Lyrnessus stod dit høie Slot,
nu fandt du paa laurentisk Grund din Grav.
     Nu stod Latinerne og Trojerne
745 til voldsom Kamp sig ganske nær. Mnesteus,
Serestes, Hestetæmmeren Mesappus, 550
den tapre Asylas, de Tuskers Phalanx,
Evanders Fløie fra Arcadien.
Hver Kriger nu anspænder yderst Kraft.
750 Ei Ro ei Tøven var, hver styrter sig
i heftig Strid.     
                    Æneas skønne Moder
ham her i Sindet gav at skynde sig,
og gaae til Murene og Staden med
sin Hær, og med et hastigt Nederlag
755 Latinerne forskrække. Han imens
han Turnus søger giennem Hærene,
og forsker med sit Øie hid og did,
seer Staden, som ved denne store Krig
endnu ustraffet er, i Fred og Ro.
760 Strax faaer han Tanken om en større Strid,
han kalder Førerne Mnesteus og 560
Sergestes og den vældige Serest,
en Høi bestiger han, og samler der
de Trojers Legioner: tætte der
765 de staae og holde deres Skiold og Spyd.
Paa Høien staaende han talte saa:
"Udretter min Befaling, tøver ei!
med os er Jupiter, ei nogen skal
tilbage blive ved det nye Angreb.
770 I Dag jeg Staden, Krigens Aarsag, selv
Latinus Rige jeg omstyrte vil,
hvis den ei overgives, hvis jeg ei
som Seiervinder hyldes; rygende
dens Gavle falde skal paa Jorden ned.  
775 Hvad! skal jeg bie indtil Turnus det 570
behager at indgaae en Kamp med mig?
til han, den overvundne, atter vil
fornye Striden? — Denne Stad er jo
I Borgere! vort Maal, den Aarsag er
780 til uheldsvangre Krig. Nu, haster da
og bringer Fakler hid, den brudte Pagt
med Ild og Luer fordre vi igien."
     Saa talte han, og alle kappedes
en Kiil at danne, og i sluttet Trup
785 bestormer Mængden Murene. Alt staaer
der Stiger, Ilden blusser pludselig.
Til Portene gaae nogle, dræbende
hvad møder dem; af andre kastes Spyde,
og deres Pile overskygge Luften.
790 Æneas selv tæt under Murene
sin Høire strækker ud, anklagende 580
med høje Røst Latinus, vidnende
for Guderne at mod sin Villie han
til nye Strid er tvungen, at det er
795 nu anden Gang Italerne mod ham
som Fiender staae og bryde giorte Pagt.
     Blant de forfærdede Indvaanere
opstaaer Uenighed. At Portene
og Staden aabnes skal for Trojerne
800 vil nogle, Kongen selv de drage frem
til Murene, til Værjet gribe andre,
og faste holde Stand til Stadens Værn.
     Som naar i Pimpestenens skiulte Vraa
de indelukte Bier Bonden søger,
805 og med en bitter Røg opfylder den,
da løbe disse skælvende omkring
i deres Voxpallast, og skummende
opvække Vrede, sorte Damp sig vælter 590
i deres Vaaning, deres blinde Larm
810 i Klippen lyder, Røgen gaaer i Luften.
     Endnu et andet Uheld prøvede
de mødige Latiner, som med Sorg
opfyldte, rystede den hele Stad.
Da Dronningen fra Slottet Fienden saae
815 at komme, at bestige Murene,
og Ilden flyve op mod Tagene,
og ingen Modstand fra Rutulerne,
ei nogen Hær med Turnus følgende,
da trode den ulykkelige at
820 han var i Striden falden. Sorgen snart
forvilded' hendes Sind, hun raabte at
hun Skyld og Aarsag var til denne Nød,
og da hun i sit mørke Raserie 600
alt meget havde talt, hun sønderrev
825 sin Purpurklædning for at dræbe sig,
og med en Knude fæstet paa en Karm
en skændig Død sig gav.
                                      Da Rygtet naaede
om dette Uheld de ynkværdige
Latinerinder, da rev Datteren
830 Lavinia først af sit gule Haar,
og sine Rosenkinder saarede,
afsindig blev den hele Flok om hende,
af Jammerskrig gienlød det hele Slot.
Herfra det over hele Staden gik;  
835 nu synker Haab og Mod, Latinus selv,
bestyrtet ved sin Hustrues Skæbne og
ved Stadens Undergang, i revne Klæder
gaaer frem besudlende sit sølvgraa Haar 610
med skident Støv, han høit anklager sig,
840 at han ei før antog Dardaneren
Æneas til sin Svigersøn.
                                     Imens
paa Slettens Udkant Turnus Krigeren
faa flygtige forfulgte, skøndt det meer
nu ved hans Hestes Træthed langsomt gik.
845 Nu Stadens mørke Skræk og Skrig og Larm,
og blandet Støi og sorrigfulde Lyd
hans Øren traf, han lyttede, "O Vee! 620
hvad Hylen hører jeg fra Murene,
hvad Jammerskrig fra hver en Stadens Kant?"
Forvirret standser han nu Hestene
850 og strammer Tøilen. Systeren Juturna,
som i hans Kudsk Metiskus Lignelse
regierte Vogn og Heste, vendte sig
mod ham og talte saa: "Her, Turnus! her
lad os forfølge Trojerne, her Vei
855 til Seiren aaben staaer. Der andre er
som Staden kan forsvare. Voldsomt nu
Æneas styrter paa Italerne,
vi og med grusom Haand blant Trojerne
  vil sende Døden, lige er vi jo
860 i Tal, i Ære nu ei vige skal," 630
     Og Turnus svarte: "Længe Syster alt
jeg kiendte dig, da Pagten ved din List
forstyrret blev, og da du blanded' dig
i denne Krig, nu og det er forgiæves,
865 Gudinde! at du skiuler dig for mig;
hvem bød dig fra Olymp at stige ned,
og at paatage sig saa megen Møie?
mon for at være Øienvidne til
din Broders grumme Død? — hvad skal jeg nu?
870 hvad Redning kan vel Skæbnen love mig?
For mine Øine saae jeg jo Marranus,
af mine Venner mig den kjæreste,
i det han kaldte mig, at styrtes ned.
Og den ulykkelige Ufens faldt 640
875 haardt saaret, paa det han ei skulde see
vor Skændsel; Teucrerne hans Vaaben og
hans Krop til Bytte tog. Skal jeg da og,
(det fattedes endnu) skal jeg da taale
at Staden brændes? skal min Højre ei
880 giendrive Drances Ord? jeg vende Ryggen?
skal dette Land see Turnus flygtende?
er det da saa beklageligt at døe?
  O værer mig I Orcus Guder hulde,  
  da Himmelguderne er mig imod!  
885 Reen skal min Siel, for saadan Brøde frie,  
  til jer nedstige, ei uværdig den  
  sig sine store Fædre vise skal."  
       Han neppe havde talt, og see! der kom 650
  igiennem Fiender Sages flyvende  
890 paa skummend' Hest, og saared af en Piil  
  udi sit Ansigt, kaldende ved Navn  
  paa Turnus: "Ak forbarm dig over dine,  
  o Turnus! alt vort Held beroer paa dig.  
  I Vaaben lyner Trojeren Æneas,  
895 Italiens Borge truer han, han vil  
  kuldkaste, han vil ødelægge dem.  
  Alt flyve Faklerne mod Tagene;  
  paa dig er alles Øine. Kong Latinus  
  er selv uvis, og grunder hvem han skal  
900 til Svigersøn sig kaare, og med hvem  
  han Pagt skal indgaae. Dronningen som dig  
  var saa hengiven, ak hun ligger dræbt  
  ved egen Haand, forfærdet flygted' hun 660
  for Dagens Lys. Mesappus og den tapre  
905 Atinas, eene staae ved Portene  
  og holde Stand; med dem paa hver en Kant  
  staaer tætte Phalanx, og med draget Sværd  
  indgyder som en Jernager Skræk;  
  du tumler med din Vogn paa øde Mark!"  
910      Forfærdet og forvirret Turnus stod  
  ved denne Tidende, med tavse Blik.  
  Dybt i hans Hierte brænder bitter Skam,  
  og Sorg og Harme, Kiærlighed oprørt  
  af Furier, og selvbevidste Kraft.  
915 Saa snart som Sindets Mørke var adspredt,  
  og Lys gienkommen, vendte han sig med  
  et fyrigt Øiekast mod Murene, 670
  og saae fra Vognen til den høie Stad.  
  Men see! en Flammehvirvel vælted' sig  
920 mod Himlen op fra Gavlene og greb  
  i Taarnet, Taarnet som blev af ham selv     09  
  med faste Bielker bygget og paa Hiul  
  hensat, og høie Stier føied' til.   [stiger]  
  "Nu Syster! Skæbnen overvælder mig,  
925 sink mig ei længer, derhen vil jeg gaae  
  hvor Gud, hvor haarde Skæbne kalder mig.  
  Fast er mit Forsæt, med Æneas jeg  
  vil kæmpe, fast det er, jeg lide vil  
  hvad bittert Døden har, ei længere  
930 du skal, min Syster! see mig æreløs,  
  kun denne Rasen, det jeg beder dig, 680
  lad mig udrase først."  
                                   Nu med et Spring  
  fra Vognen ned paa Jorden foer han frem,  
  igiennem Pile og igiennem Fiender,  
935 og sin nedslagne Syster han forlod,  
  og styrtede igiennem Skarerne.—  
  Som Klippen der fra Bierget revet løs  
  ved Stormens Magt, ved Regnen skyllet bort,  
  eller ved Alder løsnet styrter frem  
940 fra Toppen hovedkuls, og bæres ned  
  med voldsom Fart til Svælget, grusomt den  
  paa Jorden hopper, Skov og Qvæg og Mænd  
  den fører med sig. Saadan Turnus og  
  igiennem spredte Hære styrter sig  
945 til Murene, hvor Jorden farvet er 690
  af Strømme Blod, hvor Pile hvinende  
  igiennem Luften gaae. Her vinker han  
  med Haanden og tillige raaber høit:  
  "Rutuler! værer rolige, Latiner!  
950 tilbageholder Spydene! hvad end  
  os Skæbnen lader hændes, træffer mig;  
  det billigt er at jeg i eders Sted  
  for Pagten ene bøder, at mit Sværd  
  adskiller Trætten." — Alle vege nu  
955 og gav til Kampens Sted en aaben Plads.  
       Æneas, da han hørte Turnus Navn,  
  forlod han Murene og Borgene,  
  og strax sig uden Ophold skyndte hen,  
  afbrød hver Arbeid glædefuld, og stod  
960 i Vaaben skræksom tordnende til Kamp. 700
  Som store Athos eller Eryx, eller     10  
 

selv Fader Appenninus, brusende

 
  med blanke Egetrær, opløfter stolt  
  sin sneebeklædte Top i Skyerne. —  
965 Hvor Trojer og Rutuler vender nu,  
  og hver Italer vender Synet hid,  
  og de som paa de høie Mure stod,  
  og de som nedentil med Bukkene  
  bestormed' dem, hver Værjet sænkede  
970 fra Skuldrene. Latinus studser selv  
  ved det han seer med Sværdet møde sig  
  to Helte, som i saa forskælligt Land  
  saae Verdens Lys.  
                               Knap Kampepladsen var 710
  paa Sletten aabnet, førend Kæmperne  
975 de fierne Spyde kastede, og nu  
  begyndte Strid med Skiold og Vaabenklang.  
  Og Jorden gav et Suk: med hastigt Hug  
  nu klingrer Sværd mod Sværd, her blandes alt  
  hvad Tapperhed og Hændelse formaaer.  
980 Som naar paa store Sylas, store Tabor,     11  
  to fiendske Tyre møde sig i Strid  
  med modsat Pande, frygtsom Hyrden flyer,  
  tavs Qvæget staaer med Angst, og Køerne  
  smaabrøle, ventende hvem af de to  
985 skal blive Seirer, hvem den hele Hiord  
  skal følge. Hine give mange Saar, 720
  de støde Hornene med største Kraft,  
  og bade Hals og Skuldre med der Blod,  
  og Brøl gienlyder fra den hele Skov.  
990 Ei anderledes Trojeren Æneas  
  og Daunerheltens Skiolde støde sig,     12  
  det stærke Bragen fylder Luften rundt.  
       Selv Jupiter to Skaaler holder frem  
  af lige Vægt, hvers Skæbne ligger han  
995 i dem: han seer hvem Uheld truer af  
  de to, hvis Vægt mod Døden vender sig.  
  Men Turnus springer frem, og troer at nu  
  han sikkert vove tør; med hele Kroppen  
  han styrter frem med høit opløftet Sværd,  
1000 og hugger til. Nu skrige Trojerne, 730
  Latiner skælve, begge Hærene  
  opmærksom staae. Men hans troløse Sværd,  
  det brækkes, midt i Hugget svigter det  
  den brændende; kun Flugten redder ham.  
1005 Meer hastig han end Vestenvinden flyer,  
  da han bemærker det ukiendte Skaft,  
  og seer sin højre Haand nu vaabenløs.  
  Et Rygte siger, at da han besteg  
  til første Træfning sin forspændte Vog,  
1010 da glemte han, i det han hastede,  
  sin Faders Sværd, og i dets Sted han greb  
  sin Kudsk Metiscus Jern. Det var ham nok,  
  saa længe Teucrerne ham flygtende  
  tilvendte Ryggen. Men da Sværdet, giort  
1015 af dødelige Hænder, kom i Færd  
  med himlisk Vaaben smedet af Vulcanus,  
  det sprang ved første Hug som skøre Iis, 740
  dets Stumper glindsede paa gule Sand.  
  Forvirret flygter Turnus nu, snart her  
1020 snart der paa Sletten hen, og vender sig  
  i mange Kredse; thi i tætte Kreds  
  indslutted' Teucrerne ham overalt,  
  her stod en Søe og hisset steile Mure  
  i Veien for ham. Mindre hidsig ei  
1025 Æneas (skøndt hans Knæ af Pilen saaret,  
  iblant ham sinkede udi sit Løb)  
  dog følger Fod paa Fod den skælvende.  
       Som Hiorten indelukket af en Strøm,  
  eller en Væg med røde Fiær besat, 750
1030 af Jægeren og Hunde biæffende  
  forfølges, seer sig overalt med Skræk  
  af Snedighed og høie Bred bespændt;  
  han søger tusind' Veie hist og her,  
  men raske Umber stedse hænger ham     13  
1035 ved Siden; nu han troer at gribe ham  
  med Kiæverne, og dog ved tomme Bid  
  seer sig bedragen.  
                              Nu opstod et Skrig,  
  fra Søer og fra Bredder det gienlød,  
  og hele Himlen tordnede med Larm.  
1040 Hiin flygtende skreg mod Rutulerne,  
  og kaldte hver ved Navn, og skiendende  
  sit eget Sværd begiærte. Derimod  
  Æneas truede med visse Død 760
  den som der voved' sig at nærme ham:  
1045 de skælvende han skræmmer, truende  
  med Stadens Undergang, og saaret skøndt,  
  forfølger Turnus. Nu fem Kredse alt  
  de havde løbet om, snart her snart der;  
  ei Stridens Priis var Smaating eller Spøg,  
1050 det gjaldt om Liv og Død, om Turnus Blod.  
       Paa dette Sted der havde staaet et  
  vildt Olietræ med bittre Blade før,  
  indviet Faunus; Søfolk det tilforn  
  i Ære holdt; naar de fra Bølgerne  
1055 kom frelste, pleiede de her at hænge  
  de Gaver og de Klædninger som var  
  Laurenterguder lovet. Trojerne 770
  uvidende at Træet helligt var,  
  det uden Skaansel havde hugget om,  
1060 for mere Plads at vinde til der Strid.  
  Her stod Æneas Spyd, her i sin Fart  
  det havde fæstet sig, og nu stak fast  
  i seie Rod. Nu stræbte Trojeren  
  og vilde med sin Haand udrive det,  
1065 for at forfølge den med Spyd som han  
  i Løb ei kunde naae. Nu raabte Turnus  
  af Angest sandseløs: "O Faunus! hør,  
  forbarm dig, og du gode Jord! hold fast  
  paa Jernet, om jeg stedse dyrkede  
1070 jer Ære, som de Trojer tvertimod  
  i Krigen har vanhelliget." Saa bad han,  
  han Gudens Hielp anraabte ei omsonst. 780
  Endskøndt han længe stred og længe sig  
  opholdte ved den seie Stamme, dog  
1075 Æneas ei ved nogen Kraft formaaede  
  at løsne det. — Mens han saa stræbede  
  og vældig sig anstrængte, kom igien  
  den dauniske Gudinde, atter i     14  
  hiin Kudsk Metiscus Skikkelse, og gav  
1080 sin Broder Sværdet som han savnede.  
  Men Venus, over Nymfens Dristighed  
  fornærmet, Spydet rev fra dybe Rod.  
  Nu begge hævedes ved opreist Mod  
  og vante Vaaben: hiin forlod sig paa  
1085 sit Sværd, og denne paa sit diærve Spyd;  
  nu staae de begge pustende til Kamp. 790
       Imens Olympens mægtige Regent  
  til Juno taler saa, som skuede  
  fra gyldne Sky paa Striden. "Siig mig dog  
1090 min Hustru! hvad skal Enden blive vel  
  paa denne Strid? hvad Udfald skal den faae?  
  Du veed det selv og maae bekiende det,  
  Æneas sikker er, han himlisk er,  
  til Stiernerne ham Skæbnen løfte skal;  
1095 hvi pønser du? med hvilket Haab vil du  
  i kolde Skyer svæve her? Bør vel  
  en Dødelig beskadige en Gud?  
  skal det bortkomne Sværd (thi uden dig  
  hvad vilde vel Juturna have gjort?)  
1100 tilbagegives Turnus, og nyt Mod  
  den Overvundne gives? Hold dog op,  
  lad engang dog min Tale bøje dig! 800
  lad ei saa stor en Kummer nage dig!  
  lad ei saa ofte af din skønne Mund  
1105 de bittre Klager bryde ud mod mig!  
  Nu alt er kommen til det yderste.  
  Du kunde Trojerne til Lands og Vands  
  forfølge, tænde en fortvivlet Krig,  
  forvirre Slottet, blande Sorg og Nød     15  
1110 i Bryllupsfærden; at forsøge meer  
  forbyder jeg." — Saa talte Jupiter.  
  Og med nedslagne Øine Juno saa  
  gientog: "Fordi mig, store Jupiter!  
  din Villie var bekiendt, derfor jeg og,  
1115 hvorvel ugierne, Turnus har forladt  
  og Jorden. Ellers vilde du vel ei  
  mig finde siddende alene saa 810
  paa luftigt Sæde, lade alting saa  
  hvad Ret og Uret var gaae over mig.  
1120 Nei, hegnet rundt med Flammer vilde jeg  
  i Hæren staae, og styrte Teucrerne  
  i fiendtlig Krig. Juturna, jeg tilstaaer,  
  jeg raadede sin arme Broder Hielp  
  at give, vove meget for hans Liv,  
1125 men ei fra Buen sende Pilen ud;     16  
  det sværger jeg dig, ja ved Styxes Væld  
  det uforsonlige, det eneste  
  som Guder binde kan. Nu viger jeg,  
  og vil forlade den forhadte Strid.  
1130 Kun dettte beder jeg for Latium;  
  ei nogen Skæbnens Lov forbyder det,  
  for dine egnes Høihed beder jeg, 820
  lad skee at Freden nu oprettes skal  
  ved heldigt Giftermaal, at Lovene  
1135 og Forbund skal forene Folkene,  
  men lad ei de indfødte Latier  
  der gamle Navn forandre, byd du ei  
  de Trojer eller Teucrer kaldes skal,  
  ei at de Sprog og Klædning skifte skal.  
1140 Det blive Latium; albanske Konger  
  lad Zeptret føre i Aarhundrede,  
  giv romersk Afkom ved italisk Kraft  
  at være mægtig. Trojas Stad forgik,  
  lad Trojas Navn forgaae og døe med den."  
1145 Og Menneskers og Altings Ophavsmand  
  med Smiil gientog: Du Syster Jupiters!  
  som er Saturnus andenbaarne, siig! 830
  hvi boer dog slig en Vrede i dit Bryst?  
  Men kom, aflæg den Harme, hvilken du  
1150 omsonst har næret. Jeg vil give dig  
  hvad du begiærer, du har vundet mig,  
  jeg vil dig føje, vil Ausonien  
  beholde skal sit Sprog og Fædres Skik,  
  dets Navn skal blive, Teucrerne skal der  
1155 boe blanded' med det store Legeme,  
  jeg vil dem sætte Lov og Offerskik,  
  et Sprog skal alle giøre til Latiner.  
  En Slægt du, blandet med ausonisk Blod,  
  vil see, som skal i Fromhed Mennesker  
1160 og Guder overgaae, ei noget Folk  
  saaledes vil din Guddom Ære tee." 840
  Nu Juno Bifald gav, og vel tilfreds  
  hun ændrede sit Sind, og steg imens  
  i Himlen op og veeg fra Skyen bort.  
1165      Det giort, med andre Tanker Fader Zevs  
  befatted' sig, Juturna vil han fra  
  sin Broders Kamp bortfiærne. Der  
  er tvende stygge Ting som kaldes Direr,  
  dem avled' med tartariske Megæra  
1170 den øde Nat i en og samme Stund,  
  med Slangeringe hun bevandt dem eens,  
  og Vinger gav dem til at flyve med.  
  For Jovis Trone, for den vrede Konge  
  de stille sig, og skærpe Frygten hos 850
1175 nedslagne Mennesker, naar Guders Konge  
  vil skræksom Død og Syger sende ned,  
  og onde Stæder skræmme vil med Krig.  
       En af dem sendte Jupiter i Hast  
  fra høie Himmel ned, og hende bød  
1180 at vise sig som onde Varsel for  
  Juturna. Hun i hastig Hvirvel fløi  
  til Jorden ned, som Pilen flyvende  
  fra spændte Streng igiennem Skyerne.  
  Saaledes Partheren og Creteren  
1185 skød Pile, smittede med bitter Gift,  
  ulægeligt var deres Saar, useete  
  og susende de giennem Luften foer. 860
  Saa Nattens Datter kom til Jorden ned.  
       Da hun Trojaners Hær og Turnus Hær  
1190 var nær, hun pludselig tog Skabning af  
  en lille Fugl, som ofte sidder sig  
  paa Grave og paa øde Gavle hen  
  ved Nattetiid, og sildig qvæder der  
  sin ildelidte Sang i Skyggerne. 1195
1195 I denne Skikkelse den stygge Pest  
  for Turnus Ansigt flagrer hist og her,  
  gier Lyd og slaaer hans Skiold med Vingerne.  
  Den nye Skræk ham slapper hver en Lem,  
  af Gysen reiser sig hans Hovedhaar,  
1200 han bliver maalløs. Men Juturna, da  
  hun kiendte Direns Susen og dens Flugt,  
  udrev den Arme sine spredte Haar, 870
  med Neglene hun saared' Kinderne,  
  og bankede sit Bryst med Næverne.  
1205 "Hvad Turnus! hvad kan nu din Syster meer  
  dig hielpe? hvad er meer tilovers for  
  mig Arme? ak med hvilken Kunst kan jeg  
  dit Liv forlænge? hvordan skal jeg mig  
  modsætte det Uhyre? — Nu, nu jeg  
1210 forlader Striden, skræmmer mig ei meer  
  I stygge Fugle! eders Vingers Slag  
  jeg kiender, kiender deres Dødninglyde;  
  ei heller er den høje Jupiters  
  det stolte Bud mig skiult, det Prisen er,  
1215 saa lønner han mig for min Jomfrudom!  
  hvi gav han mig et evigt Liv? hvorfor  
  kan jeg ei døe? jeg kunde ende nu 880
  saa stor en Sorg, min arme Broder nu  
  til Skyggerne ledsage! Jeg udødelig!  
1220 vil noget da, min Broder! uden dig  
  mig være kiært? o hvilken Jord kan sig  
  dybt nok mig aabne, for Gudinden dybt  
  til Manerne at sende ned." — Saadan     17  
  hun talte, og derpaa med grønlig Slør  
1225 bedækked' Hovedet, og sukkende  
  hun dukkede sig ned i dybe Strøm.  
       Æneas trænger frem og svinger høit  
  sit store Spyd, der lignede et Træ,  
  og taler med forbittret Hierte saa:  
1230 "Hvi tøver Turnus du, og vægrer dig?  
  her strides ei i Løb, her kæmpes skal 890
  med nære Vaaben, nu paatag dig kun  
  hver Skikkelse, sank al dit Mod, din Kunst,  
  ønsk nu at flyve op mod Himlen, eller  
1235 at skiule dig i Jordens hule Skiød."  
       Hiin rysted' Hovedet og saa gientog:  
  "Ei dine barske Ord forfærde mig,  
  du Grumme! Guders Vrede skrækker mig,  
  og Jupiter min Fiende." — Intet meer  
1240 han talte, men sig saae omkring og greb  
  en vældig Steen, en gammel Steen som var  
  paa Ageren til Grændseskiæl henlagt  
  for Strid at forebygge. Neppe var  
  tolv Mænd saaledes som de findes nu 900
1245 i vores Old, i Stand at løfte den.  
  Med Haanden greb han den, og skælvende  
  den kasted' mod sin Fiende, løftende  
  sig høit i fulde Løb. Men ikke meer  
  i Løb i Gang han var sig selv bevidst,  
1250 i det han løftede og kastede  
  den svære Steen. Hans Knæer ham vaklede,  
  den kolde Gysen styrknede hans Blod:  
  i tomme Rum blev Stenen væltet hen,  
  den naaede ei, den traf ei paa sit Sted.  
1255      Som naar i Søvne Nattens Rolighed  
  de matte Øine lukker, synes vi  
  forgiæves at anstrænge os til Løb, 910
  men midt i Farten ligge kraftesløs,  
  tavs Tungen er og Kroppen uden Liv,  
1260 ei Stemme eller Tale kommer frem.  
  Saaledes hindrede hiin Furie  
  hver Yttrelse af Mod hos Turnus, i  
  hans Hierte skifte mange Følelser,  
  nu skuer han Rutulerne, nu Staden,  
1265 af Frygt hun tøver, bæver for det Spyd  
  som staaer imod ham; hvor han skal flygte, hvor  
  han skal angribe veed han ei, ei seer  
  han nogensteds sin Vogn, Foermanden ei,  
  hans Syster.  
                      Nu Æneas svinger mod  
1270 den tøvende sit dødelige Spyd,  
  han seer sit Hold, han samler al sin Kraft,  
  og i en Afstand kaster det mod ham. 920
  Saa brager Muren ei, naar svære Steen  
  af Skydset træffer den, ei Tordenen  
1275 gier større Knald. Som sorte Hvirvelvind  
  Mordspydet flyver, aabner Pandseret,  
  og giennemborer Skioldets syvfold Rand,  
  og surrende i Laaret trænger ind.  
        Til Jorden styrter Turnus saaret saa  
1280 med bøiet Knæ. Nu løfter høie Skrig  
  Rutulerne, fra hele Bierget gaaer  
  et Brøl, og lyder frem fra dybe Skov.  
  Med ydmygt Øiekast udstrækker hiin 930
  sin Høire bedende: "Jeg har fortient,  
1285 han sagde, og frabeder Døden ei,  
  brug du din Lykke! men om du formaaer  
  at røres ved en Faders haarde Kaar,  
  (en saadan Fader havde ogsaa du  
  udi Anchises) da, jeg beder dig,  
1290 forbarm dig over Daunus Alderdom,  
  giv mig — hvis du det ikke vil — giv da  
  mit døde Legeme til mine Venner.  
  Du seirede: Ausonierne saae  
  mig Overvundne strække Hænderne,  
1295 Lavinia din Hustru er, lad ei  
  dit Had gaae videre." — Æneas stod  
  med Værjet bister, vendte Øinene,  
  og Haanden holdt tilbage. Meer og meer  
  han blev ved Bønnen rørt og tøvede. 940
1300 Men nu han saae at høit paa Skuldren hang,  
  med velbekiendte Spænder glimrende  
  det Uheldsbælte, som af Turnus blev  
  frarøvet unge Pallas, da han ham  
  til Jorden strakte, hvilket nu han bar  
1305 til Seierstegn. Ei før han Byttet saae,  
  Erindringen af sin saa grumme Sorg,  
  før rasende og skræksom blev hans Harm.  
  "Du skulde mig undgaae? som pryder dig  
  med Byttet af min elskte? —  Pallas dig  —  
1310 med dette Stød opofrer Pallas dig,  
  og hævner sig paa dit troløse Blod." 950
       Saa sagt, han opbragt skiulede sit Sværd  
  i Turnus Bryst, og Dødens Kulde foer  
  i alle Lemmer, Aanden med et Suk  
1315 gik vred og opbragt ned til Skyggerne.  
     
                     E  n  d  e.  
 
Kobberø i Thy, 3. oktober 2007
 

TOP

Noter:

01  Turnus Bestefader.

02  Verbena, en hellig Urt.

03  Apollo og Diana.

04  Som seer det forgangne og tilkommende.

05  Turnus vil vist nok naae Udødelighed.

05  Jupiters Ørn.

06  Det var Dolon.

007  Pæonium in morem. Pæ'on kaldes en Læge af Homerus.

07  I Thracien.

08  Trojaneren Æneas.

09  Et bevægeligt Taarn.

10  Athos, et Bierg i Macedonien; Eryx i Sicilien; Apenninus i Italien.

11  Sylas, et Bierg i Lucanien; Tabor i Campanien.

12  Turnus.

13  En Jagthund.

14  Juturna.

15  Priamo Slot.

16  Juno tilkiendegiver at Juturna var den Ubekiendte som saarede Æneas.

17  For at sende mig, en Gudinde, til Orcus.