INDEX eller OVERSIGT

 

 
Første Bog.
Indhold:
          Æenas forlader Sicilien, til hvilket Land han paa Sejladsen fra Troja til Italien var bleven forslaaet af Uvejr, og Juno henvender sig til Vindenes Drot Æolus med Anmodning om, at han vil sprede Flaaden og forhindre Sejladsen. Æolus opfylder hendes Bøn og rejser et voldsomt Uvejr. Neptunus dæmper imidlertid dette, og det lykkes Æneas med en Del af Flaaden at naa Libyens Kyster tæt ved den Plads, hvor Dido netop dengang grundede Karthago. Juppiter trøster Venus, der klager over Junos Vrede, og fortæller hende kort, hvad Skæbnen har bestemt, og lover, at Æneas skal komme til Italien og grundlægge Rom, hvorefter han sender Merkur til Karthago for at bane Vejen for Æneas. Denne drager til Staden, møder undervejs sin Moder [Venus], som trøster ham, beskuer de kunstrige Arbejder og modtages venligt af Dronningen, der anretter et prægtigt Gæstebud. Han lader sin Søn Askanius hente fra Flaaden, men Venus lader Kupido møde i dennes Skikkelse og vække hos Dido brændende Kærlighed til Æneas. Ved Maaltidets Slutning beder Dido Æneas om at fortælle Begivenhederne ved Trojas Fald.
 
FØRSTE BOG
Side 1.Vers 1 - 23
     Nu vil om Helten jeg synge, om ham som i tidlige Dage
Kom efter Skæbnens Befaling landflygtig fra Kysten ved Troja
Hid til Laviniums Strand og Italien efter at være
Tumlet i lang tid baade paa Jorden og Havet omkring ved
Gudernes Vælde paa Grund af den stridbare Juno, som stedse
Gemte paa Vreden, og meget han gennemgik dertil i Krig, før
Byen han grundlagt fik og til Latium bragt sine Guder;
Herfra stammer dog baade Latinernes Slægt, og de albanske
Fædre og Højenes Stad, det af Mur omslyngede Roma.
     Muse! fortæl mig nu, hvori Gudindens Guddom var krænket,
Hvad der var Grunden til Harmen, hun følte, da Gudernes Dronning
Tvang en saa from og saa udmærket Mand til at lide saa mange
Vekslende Uheld og døje saa mange Møjsommeligheder;
Kan da saa mægtig en Vrede af Himlens Beboere næres?
     Fjernt fra Italiens Kyst og fra Tiberens Munding der ligger
Hinsides Havet en ældgammel By – Kolonister fra Tyrus
Vare dens Herrer – Karthago, besjælet af flammende Krigslyst,
Rig paa Midler, og varmest af samtlige Lande man siger
Elsket af Juno det blev, ja Samos selv maatte vige.
Her var Gudindens Vaaben og her hendes Vogn, og at her var
Sædet for Verdensriget bestemt, hvis Skæbnen det tillod,
Dette var dengang Maalet for al hendes Higen og Tragten.
Hørt hun havde jo dog: af Trojanerblodet der skulde
Forklaringer til side 1:
Lavinium. En By i Latium, anlagt af Æneas og opkaldt efter hans Hustru Lavinia, Datter af Laurenternes Konge Latinus. Latinernes Slægt. De tidligere Indbyggere i Latium fik forbundne med Trojanerne Navnet Latinere. Alba blev grundlagt af Æneas's Søn Askanius. Samos, en Ø ved Lilleasiens Kyst, havde et berømt Tempel for Gudinden Juno.
 
Side 2. Vers 24 - 52:
Avles et Skud, som engang vilde styrte de tyriske Borge,
Skulde til Libyens Fald opfødes et krigerisk Folk, hvis
Rige var vidt udstrakt; det var saaledes Parcernes Vilje.
Frygtende sligt, og med Krigen i Minde, som særligt af hende
Forhen førtes ved Troja til Værn for det elskede Argos –
Ikke var Grunden til Vreden desuden, ej heller den bitre
Smerte forsvunden fra Sjælen endnu; thi dybt hun i Hjertet
Gemmer paa Paris's Dom, sin med Uret forkastede Skønhed,
Slægten, hun hader, og Gunsten, som Ganymedes blev ydet –
Vred end mere herover Saturnus's Datter nu holder
Trojas Mænd, som blev drevne omkring paa de udstrakte Have,
Dem, som den grumme Achilles og dem, som Danaerne skaante,
Borte fra Latium; Aar gik hen, og de flakkede om fra
Hav og til Hav alt efter som Skæbnens Bestemmelse drev dem.
Saadan Besvær var nødvendig for Romerfolket at skabe.
     Knap var Sikulernes Land dem af Sigte, og glade de sejle
Ud imod Dybet og skar Havskummet med Skibenes Kobber,
Før Gudinden, hvis Hjerte bestandig jo gemte paa Saaret,
Tænkte saaledes: skal  j e g da besejret opgive mit Forsæt,
Ej kunne holde den teukriske Drot fra Italiens Kyster?
Skæbnen maaske det forbyder. Men Pallas Argivernes Flaade
Kunde jo brænde og sænke dem selv ned i Havet paa Grund af
Ajax, Øjlevs's Søn, og hans Brøde alene og Frækhed.
Selv hun fra Skyerne sendte jo Juppiters susende Lyn og
Splittede Flaaden og bragte ved Stormene Havet i Oprør,
Greb i en hvirvlende Vind saa ham selv, da han aandede Flammer
Ud fra det gennemborede Bryst, og hun naglede Manden
Fast til det takkede Skær. Men jeg, der kan træde i Himlen
Frem som en Dronning for Guder og Juppiters Søster og Hustru,
Forklaringer til side 2:
Parcerne: Døtre af Natten og Skæbnens Gudinder, hvis Vilje selv Guderne vare underkastede, hed Klotho, Lachesis og Atropos. Argos, Hovedstaden i den peloponnesiske Provins Argolis, var særlig helliget Juno. Indbyggerne kaldtes Argiver, et Navn, som Vergil ofte benytter som Fællesnavn for Grækerne. Paris's Dom. Paris, Søn af Trojakongen Priamus og Hekuba, tilkendte paa Idabjerget Venus Skønhedsprisen fremfor Juno og Minerva. Han faldt i Trojakampene for Filoktetes's Pil. Slægten, hun hader = Trojanerne, som nedstammede fra Dardanus. Denne var nemlig Søn af Juppiter og Atlas's Datter Elektra. Ganymedes, Søn af Laomedon (eller Tros), Konge i Troja, blev af Juppiter bortført paa Idabjerget og sat til Mundskænk i Himlen. Saturnus's Datter = Juno. Danaerne: Danaus, Søn af Belus, udvandrede fra Ægypten og drog til Grækenland, hvor han grundede Byen Argos. Efter ham kaldtes Folket Danaer, og Vergil bruger ofte dette Ord som Fællesnavn for Grækerne (= Argiverne), dog særlig om dem, som belejrede Troja. Sikulerne = Indbyggerne paa Sicilien; oprindelig et i Tiberflodens Nærhed boende Folk. Teukrerne = Trojanerne. Navnet stammer fra Teucer, Søn af den kretensiske Konge Skamander og senere Konge i Troja. Ajax i Modsætning til den telamoniske Ajax (Søn af Telamon), der dræbte sig selv i Afsind besejret af Ulysses i Striden om Achilles's Vaaben, var Søn af Ojlevs, Lokrernes Konge, og krænkede efter Trojas Erobring i Minervas Tempel Priamus's Datter Kassandra, hvorfra Gudinden straffede ham med Døden.
 
Side 3, Vers 53 - 95.
Fører nu Krig med et eneste Folk i en Række af Aar, og
Vil da for Fremtiden nogen vel tilbede Juno som Guddom
Eller med ydmyg Bøn henlægge sin Gave paa Altret?
     Nærende saadanne Tanker i Hjertet, som svulmer af Harme,
Kommer Gudinden til Stormenes Hjem og til Steder, som vare
Svangre med rasende Vinde: Æolien. Æolus hersker
Her som en Drot over Vinde, der kæmpe for Frihed, og over
Hylende Storme og tvinger dem baade med Lænker og Fængsel.
Harmopfyldte de rase i Fængslet, og vældigt i Bjerget
Genlyder Larmen; med Sceptret i Haand Kong Æolus sidder
Højt paa sin Borg, mens Vreden han stiller og Sindene mildner;
Ellers i vildt Raseri gennem Luften de fejrende førte
Samtlige Lande og Have og selve den udstrakte Himmel.
Derfor har Almagts Fader dem skjult i bælmørke Huler
Frygtende dette og over dem dynget en Masse af høje
Bjerge og sat dem en Konge, som efter et lovbestemt Forbund
Skulde forstaa paa hans Bud sine Tøjler at slappe og stramme.
Bedende Juno til ham henvender nu følgende Tale:
"Æolus! dig er af Guders og Menneskers Fader jo givet
Bølgerne baade at stille og bringe ved Storme i Oprør.
Hist paa Tyrrhenernes Hav der nu sejler et Folk, som jeg hader;
Trojas besejrede Guder det hen til Italien bringer;
Indgyd Vindene Kraft, nedsænk deres Skibe i Havet,
Eller og split dem omkring og paa Bølgerne spred deres Kroppe!
To Gange syv jeg jo ejer af Nymfer, vidunderlig skønne;
Deiopea er dejligst af alle; ved Ægteskabsbaand jeg
Hende vil binde til dig, og jeg skænker dig hende til Eje;
Hun skal som Lønnen for dine Fortjenester henleve hele
Livet med dig; hun til Fader dig gør for det dejligste Afkom."
     Æolus dertil svarer: "Du selv maa betænke, min Dronning!
Hvad du forlanger; for mig er det Pligt din Befaling at lyde;
Dig jeg jo skylder mit Rige og Sceptret og Juppiters Naade,
Du mig jo giver at sidde til Bords ved Gudernes Maaltid,
Du mig jo skænker at herske som Drot over Vinde og Storme."
     Talt, og han vendte sit Spyd, og han ramte paa Siden den hule
Klippe; men ret som en Hær paa sin Marsch brød Vindene ud ad
Vejen, han gav dem, og fór over Jorden i hvirvlende Susen.
Vinden fra Nord og fra Øst og den stormopfyldte Sydostvind
Kaste sig samlede ned over Havet; fra dybeste Grund de
Røre det op, og de rulle mod Kysterne vældige Bølger.
Derefter høres der Raaben af Mænd samt Hvinen af Aarer.
Pludselig bortsvinder Himlen og Dagen fra Teukrernes Øjne
Dækket af Skyer, og kulsort Nat over Havet sig breder,
Forklaringer til side 3:
Æolien, en af de lipariske Øer ved Sicilien. Her herskede Kong Æolus, Søn af Juppiter og Menalippe, over de i Huler indesluttede Vinde. Tyrrhenerhavet, saaledes kaldt efter Tyrrhenerne, Stamfolket til de i Italien (Etrurien) boende Etruskere.
Side 4. Vers 96 - 132
 
Tordenen buldrer, af talrige Lyn er der Glimten i Luften,
Alt nu for Mændene varsler den hurtigt sig nærmende Dødsstund.
Straks Æneas's Lemmer af Kuldegysen betages,
Sukkende op imod Himlen han Hænderne strækker og siger:
"Salige tre ja fire Gang I, som jo havde den Lykke
Foran Fædrenes Øjne ved Trojas knejsende Mure
Døden at finde! Tydide, du Danaus's tapreste Ætling!
Hvorfor kunde jeg ikke mig lægge paa Iliums Marker,
Opgive Aanden for d i n Haand, hist hvor den stærke Sarpedon
Ligger med Helten, som faldt for Achilles, den vældige Hektor;
Hist hvor Simois greb og i Bølgerne rullede mange
Modige Stridsmænds Lig omgivne af Skjolde og Hjelme?"
Medens han taler saaledes, en hvinende Nordenstorm suser
Lige mod Sejlet, og op imod Stjernerne Bølgerne hæves,
Aarerne knække, og Stavnen sig vender, og Skibssiden drejes
Hen imod Bølgen; der følger et brat og et højttoppet Vandbjerg.
Nogle paa Bølgernes Toppe sig hæve; den gabende Vove
Havbunden viser til andre imellem de rullende Bølger,
Brændingen raser i Sandet. Af Skibene bortføres tre, som
Slynges af Vinden fra Syd imod Klipper, som skjulte af Havet
Danne for oven i Skorpen af Vandet en uhyre Rygning –
Klipperne ude i Havet benævne Italerne Aræ –
Tre bortdrives fra Dybet af Østenvinden og kastes
Ind imod Grunde og Syrter – et ynkeligt Skue for Øjet –
Støde paa Grund, og der dannes en Sandvold rundt uden om dem;
Et, som om Bord har den brave Orontes og Lyciens Mandskab,
Bliver paa Bagstavnen ramt af en uhyre Bølge fra oven,
– Selv er han Vidne dertil – dets Styrmand slynges i Havet
Hovedkuls ud, og det selv tre Gange af Bølgerne bliver
Drejet omkring, og i Havet den rasende Hvirvel det sænker.
Enkelte vise sig svømmende om paa det vældige Vandbjerg
Sammen med Mændenes Vaaben og Skatte fra Troja og Brædder.
Stormen Ilionevs's veltømrede Skib nu besejret
Ligesom Helten Achates's Skib samt Skibet, paa hvilket
Abas sejler, og Skibet, som førte den gamle Aletes;
Samtlige tage de ind gennem Sidernes løsnede Fuger
Vand, som dem bringer Fordærv, og bedækkes med gabende Revner.
Forklaringer til side 4:
Tydide = Diomedes, Søn af Ætoliens Konge Tydevs, en af de berømteste græske Helte ved Troja, drog senere til Appulien, hvor han grundede Staden Arpi. Sarpedon, Konge i Lycien, Søn af Juppiter og Europa, blev i Kampene ved Troja dræbt af Achiless's Ven Patroklus. Simois, en lille Flod i Nærheden af Troja, forener sig med en anden af Digteren ofte omtalt Flod ved Troja, nemlig Skamander. Aræ. Saaledes benævnedes nogle Klipper imellem Sardinien, Sicilien og Afrikas Nordkyst. Syrter: Sandbanker i Havet, særlig to ved Afrikas nordlige Kyst beliggende Grunde: den større og den mindre Syrte. Ilionevs og de øvrige nævnte Anførere ere kun Trojanere i Følge med Æneas.
Side 5, Vers 133 - 171.
     Nu har imidlertid dog Neptunus mærket, at Havet
Larmer i voldsomt Røre, og Vinterstormen er løsladt,
Vandene rejse sig højt fra den dybeste Grund; han bevæges
Hæftigt og kastende Blikket fra Dybet han hæver sit milde
Hoved fra Vandenes Flade. Æneas's Flaade han skuer
Kastet omkring over Havet, Trojanerne stedte i Fare
Baade ved Bølgernes Magt og ved Himmelens voldsomme Oprør.
Junos Harme og Svig var dog ikke af Broderen ukendt;
Østen- og Vestenvinden han kalder og siger til disse:
"Have I saadan Fortrøstning, I Vinde! til Slægten, I udgør,
Vove I Himlen og Jorden at sætte i saadant et Oprør,
Uden at eder jeg gav min Befaling til dette, og bringe
Denne saa store Forstyrrelse frem alle Vegne? Ja jeg skal . . .
Men det er bedst, at jeg først dog stiller de oprørte Bølger
Senere sone I ej med en saadan Straf eders Brøde.
Skynd eder hurtigt paa Flugt og fortæl eders Konge saa dette:
Ham er ej Magt over Havet og ikke den bydende Trefork
Given ved Loddet, men mig. Han ejer de uhyre Klipper,
Hvilke I, Eurus! bebo. Lad Æolus bryste sig hist i
Kongepaladset og herske i Vindenes lukkede Fængsel."
     Knap har han talt, før hurtigt han stiller de svulmende Bølger,
Jager de samlede Skyer paa Flugten og genviser Solen.
Triton og Cymothoé anstrænge sig sammen og støde
Skibene ned fra det takkede Skær, og han selv med sin Trefork
Letter dem op og dem aabner en Vej i de udstrakte Syrter.
Havet han derpaa stiller, og hen over Vandenes Flade
Kører han let paa de rullende Hjul. Aldeles som tit man
Ser, naar et Oprør er rejst i en folkerig Stat, og den lave
Pøbel er kommen i stærkt Raseri, og naar Brande og Stene
Flyve omkring allerede, og Vaabnene skaffes af Harmen,
Dersom de skue tilfældig en Mand, som ved Daad og ved Fromhed
Indgyder Agtelse, tavse de staa da med lyttende Øre,
Han dem styrer med Ord, og han mildner med Ord deres Hjerter:
Saaledes svandt al Havets Alarm, da nu Faderen skuer
Hen over Havet og tumler sit Tospand, medens han kører
Frem under skyklar Himmel og under den flyvende Kørsel
Slapper sin Tømme og giver sit Køretøj Frihed i Farten.
     Hurtigt Æneas's mattede Folk sig nu skynde at søge
Nærmeste Strandbred, og Kursen de styre mod Libyens Kyster.
Forklaringer til side 5:
 
Slægten, I udgør: Vindene vare efter Mythen Børn af Titanen Astræus og Aurora. Bydende Trefork: Treforken i Neptunus's Haand var Symbol paa Gudens Herredømme over Havet. Loddet: Verdensherredømmet deltes saaledes, at Juppiter blev Hersker over Himlen og Menneskene, Neptunus over Havet og Pluton over Underverdenen; Jorden og Olympen vare fælles. Cymothoe, en af Nereiderne (Havnymferne), Døtre af Havguden Nereus, Oceanus's Søn, og Doris. Triton, en Havgud, som efter Neptunus's Ordre ved at blæse i sin Muslingskal stiller eller oprører Havet, var Søn af Neptunus og Nymfen Salacia.
Side 6, Vers 172 - 213
Hist der nu findes et Sted, i en vidtstrakt Ensomhed, hvor der
Dannes en Havn af en Ø, som har Siderne vendte mod Havet;
Samtlige Bølger fra Havet mod disse sig bryde og kastes
Atter tilbage i Kredse, som stedse formindskes og svinde.
To ensartede Klipper med vældige Tinder sig hæve
Truende op imod Himlen paa hver sin Side af Havnen;
Havet er tavst, og det hviler saa trygt udstrakt under disses
Knejsende Toppe. Man her har en Scene at skue: for oven
Skove, som blinke i Sollysets Glans, og forneden en kulsort
Lund, og den hæver sig frem med en skrækindjagende Skygge;
Lige for Øjet en Grotte med hel overhængende Klipper,
Derinde rindende Vand, Stensæder, Naturen har dannet,
Nymfernes Hjem. Her bindes ved Baand ej havtrætte Skibe,
Ankrerne holde dem ikke med Bid af de krogede Tænder.
Herind sejler Æneas med syv Fartøjer, som frelstes
Ud af det samlede Tal; Trojanerne drage fra Skibet
Ind paa det inderlig elskede Land og besætte den længe
Savnede Strandbred og lægge paa Sandet de drivvaade Lemmer.
Først fremlokker Achates af Flintestensaaren en Funke,
Opfanger Ilden i Løv, omvikler den derpaa med tørre
Nærende Midler og svinger det ulmende Stof, til det flammer.
Trætte af Arbejdet tage de frem nu Kornet, som Søvand
Helt har fordærvet, og hele det Materiale, som Kornet
Fordrer til Brug. Saa tage de fat paa at tørre ved Ild og
Knuse med Stenene Kornet, som reddet de havde fra Søen.
     Selve Æneas bestiger imidlertid Klippen og kaster
Ud over Havet sit spejdende Blik, om han ikke tilfældig
Kunde faa Øje paa een eller anden, som dreves af Stormen,
Være sig Anthevs maaske paa de frygiske Skibe med tvende
Aarepar, Kapys, Kaikus med Vaabnene højt paa sin Bagstavn.
Slet intet Skib er i Sigte; paa Stranden han opdager trende
Hist omstrejfende Hjorte, og bagved følger dem Flokken,
Nede i Lavningen græsser den langt hen rækkende Skare.
Her han nu standser og griber sin Bue og hurtige Pile,
Hvilke hans tro Staldbroder Achates var vant til at bære;
Først han til Jorden nu Førerne slog, hvis Hoveder knejste
Højt med de grenede Horn, saa nogle og driver med Vaaben
Flokken tilhobe forvirret omkring i de løvrige Skove
Uden at ophøre, førend han sejrrig har kastet til Jorden
Syv af de mægtige Kroppe og opnaaet Skibenes Antal.
Herfra søger han Havnen og deler med samtlige Fæller.
Derpaa han uddeler Vin, som den gode Acestes paa Dunke
Forklaringer til side 6:
Frygisk bruges hyppigt = trojansk efter Landskabet Frygien i Lilleasien. Anthevs, Kapys o. s. v. ere Trojanere, som følge Æneas. Acestes, en Trojaner, som bosatte sig paa Sicilien og grundede Byen Acesta, senere Segesta.
Side 7, vers 214 - 251
Øste og gav paa Trinakriens Strand til de rejsende Mænd og
Endelig letter med Ord han deres bedrøvede Hjerter:
     "Fæller, vort forrige Liv var jo ikke for Ulykker skaanet,
Værre I led, Gud sætter vel ogsaa en Grænse for dette.
Hen til den rasende Skylla og dybt i de tordnende Klipper
Ere I komne, og prøvet I have Cyklopernes Bjerge.
Kald eders Mod nu tilbage, forjag den bedrøvede Angest,
Dette vil glæde maaske, naar i Tiden engang vi det mindes.
Under forskellige Uheld og gennem saa talrige Kriser
Søge vi Latiums Rige, thi hist har jo Skæbnen os anvist
Rolige Hjem; hist atter sig Trojas Rige maa hæve.
Hold da kun ud og bevar eder selv til de gunstige Dage."
     Saaledes lyde hans Ord; skønt martret af pinlige Sorger
Hykler i Miner han Haab, og han gemmer sin Smerte i Hjertet.
Hine med Byttet sig give i Færd og det kommende Maaltid;
Huden fra Benene rive de bort, og de blotte det Indre.
Nogle i bævrende Stykker dem skære og fæste paa Spiddet,
Andre paa Strandbredden sysle med Ilden og opstille Kedler.
Kræfterne genoplives ved Maden, og slængte i Græsset
Nyde de graadigt det saftige Vildt og de hengemte Vine.
Efterat Sulten var stillet ved Maden, og Maaltidet færdigt,
Talte de længe om Savnet af alle de mistede Fæller,
Vaklende mellem at haabe og frygte, hvad enten de skulde
Tro, de vare i Live, hvad eller at Døden dem havde
Taget i Favn, og at ikke de hørte, hvor højt man end kaldte.
Særlig den fromme Æneas i Hjertet beklagede snart den
Djærve Orontes og snart Amykus's Skæbne og derpaa
Lykus's grusomme Lod og den tapre Kloanthus og Gyas.
     Nu var der Ende paa Klagen, da Juppiter skuende ned fra
Himmelens Top paa det sejlklædte Hav og de udbredte Lande,
Kyster og vidtstrakte Folk staar stille der oppe paa Himlens
Højeste Tinde og fæster sit Blik paa det libyske Rige.
Ham, som nu stod med sit Hjerte af slige Bekymringer opfyldt,
Tiltaler Venus end mere bedrøvet; de straalende Øjne
Perle i Taarer: "o du, som jo evigt hart Magt til at styre
Guder og Mennesker, du, som med Lynet dem skrækker, i hvad har
Dog min Æneas kunnet saa haardt sig forsynde imod dig,
Eller Trojanerne, hvem, kun paa Grund af Italien ene,
Forklaringer til side 7:
Trinakrien = Sicilien, saaledes kaldt efter de tre Forbjerge, der danne Øens Spidser. Cycloperne, Børn af Uranus og Gæa, Vulcanus's kæmpemæssige, enøjede Smede, som boede i de ildsprudende Bjerge, her Ætna. Skylla: en farlig Klippe imellem Italien og Sicilien, ligeoverfor Malstrømmen Charybdis; men personificeret en Datter af Havguden Forkys (Neptunus's Søn og Gorgonernes Fader), som af Circe paa Grund af Jalusi blev forvandlet til et Havuhyre. Hun skildres nærmere i 3die Bog af Æneiden. Man end kaldte: sigter til den almindelige Skik ved Begravelser at sige de Afdøde tre Gange med høj Stemme et sidste Farvel.
Side 8, Vers 252 - 287
 
Jordkredsen spærres aldeles, uagtet de mistede mange.
Lovet tilvisse du havde: der skulde i Aarenes Kredsløb
Herfra Romere komme som Feltherrer, stammende ned fra
Teucers fornyede Blod, og beherske fuldstændig med Vælde
Havet og Landene. Hvad har forandret nu, Fader! din Hensigt?
Det var min Trøst over Trojas Fald og usalige Skæbne,
Hvergang jeg modsat Skæbne i Tankerne vejer mod Skæbne.
Selvsamme Skæbne forfølger nu Mænd, der maa lide saa meget.
Sig mig nu, mægtige Konge! hvornaar vil du Lidelsen ende?
Antenor kunde, da ud af Achivernes Midte han undslap,
Ind til Illyriens Bugt og Liburnernes inderste Rige
Trænge sig trygt og forbi Timavus's Kilde, fra hvilken
Floden ad ni Udløb med en voldsom Drønen i Bjerget
Styrter til Havet og dækker et larmende Vand over Landet.
Hist i det mindste han grunder Patavium, Teukrernes Bopæl,
Giver til Folket dets Navn og han hænger Trojanernes Vaaben;
Nu han i fredelig Ro har jo fundet sin Hvile i Graven,
Vi dine Ætlinge, hvem du i Himmelen lovet har Bolig,
Have – forfærdeligt – mistet saa mange af Skibenes Antal,
Ere forraadte alene paa Grund af en enestes Vrede,
Holdes nu borte i lang Afstand fra Italiens Kyster.
Hædrer du saaledes Fromhed og oprejser atter vort Rige?"
     Hende tilsmiler nu Guders og Menneskers Fader med samme
Mine, med hvilken han udbreder Fred over Himmel og Storme,
Kysser sin Datter, og derpaa han taler saaledes til hende:
"Frygt blot ej, Cytherea! jeg aldrig forandre vil dines
Skæbne, du Byen jo ser og Laviniums lovede Mure,
Bære du skal jo din ædle Æneas højt gennem Luften
Op imod Himmelens Stjerner, jeg ej min Beslutning har ændret.
Han – jeg nu tale vil nemlig, da denne Bekymring dig nager,
Aabne dig Skæbnens Bog og dig røbe dens Hemmeligheder –
Vældige Krige skal føre og kue Italiens vilde
Folkeslag, anlægge Stæder og give for Mændene Love,
Indtil tredie Sommer ham skuer som Latiums Konge,
Tredie Vinter har set Rutulernes Folk under Aaget.
Ynglingen Askaniús, hvem Navnet Iulus er givet
Forklaringer til side 8:
 
Antenor, en anset Trojaner, som stedse tilraadede Helenas Udlevering og Fred, drog ad den adriatiske Havbugt og kom til Istrien (Kroatien), hvor det illyriske Folk Liburnerne boede, og Floden Timavus i Nærheden af Triest. Derfra gik han til Veneterne i det nuværende venetianske Distrikt og anlagde Patavium = Padua. Achiverne = Achæerne: Fællesnavn for Grækerne (Argiverne, Danaerne). Gav Navn, nemlig "Veneter", som skal være afledet af en paflagonisk Stamme, der fulgte ham og hed Heneter. Hængte Trojanernes Vaaben = oprettede en fredelig Hjemstavn for dem. Der sigtes til den Skik at ophænge Vaabnene efter endt Krig. Cytherea = Venus, efter Øen Cythera i det ægæiske Hav, hvor Gudinden havde et meget berømt Tempel. Rutulerne vare et latinsk Folkeslag med Hovestaden Ardea. Deres Konge var Turnus, Æneas's farligste og tapreste Fjende, der spiller en Hovedrolle i Æneidens sidste Bøger. Askanius, Søn af Æneas og Kreusa, blev efter Faderens Død hersker i Lavinium og grundede derfra Alba longa.
Side 9, Vers 288 - 322.
– Ilus han hed, da ved Magt stod Iliums Rige – som Konge
Herske skal tredive Aar i de rullende Maaneders Kredsløb
Bort fra Laviniums Plads han Kongernes Sæde skal flytte,
Alba Longa han derpaaa skal sikre ved kraftig Befæstning.
Hele trehundrede Aar skal Hektors Slægt saa regere
Folkene her, til Præstinden, som fødes af kongelig Stamme,
Ilia, svanger ved Mars, skal føde sit Tvillingeafkom.
Derpaa skal Romulus, han, som er glad ved sin Amme Ulvindens
Graagule Skind, blive Konge for Folket og bygge den faste
Stad, som beskyttes af Mars, og Benævnelsen Romere skal han
Give til Folket, et Navn, som er dannet af Navnet, han bærer.
Ingen Begrænsning i Daad eller Tid jeg for Folket vil sætte,
Uden Begrænsning er Magten, jeg gav. Ja den stridbare Juno,
Hun, som nu Himmel og Jord opfylder med Bæven, skal vende
Tankerne hen til det bedre, og sammen med mig skal hun ynde
Romerne, Jordkredsens Herrer og Folket i Toga. Jeg  v i l   det.
Komme i rullende Aar skal den Tid da Assarakus-Slægten
Holder i Trældom Phthia med selve det stolte Mycenæ,
Hersker i Argos's besejrede By. Af den herlige Stamme
Derpaa Trojaneren Cæsar skal fødes og sætte som Grænser
Verdenshavet for Riget og Himmelens Stjerner for Ryet,
Julius. Navnet er laant fra den store Iulus. Engang du
Tryg skal i Himlen ham favne, belæsset med Bytte fra Østen;
Paakaldes skal han tillige med Bønner. De blodige Sekler
Skulle da mildnes, og Krig ophøre. Den ældgamle Troskab,
Vesta, Kvirinus og Remus, hans Broder, skal haandhæve Retten;
Krigenes stygge med Jern indsnævrede Port skal da lukkes,
Blodig om Læben og grum den sataniske Rasen skal sidde
Højt paa de blodstænkte Vaaben derinde med Hænderne bundne
Bag paa Ryggen med Jern i de hundrede Knuder og fnyse."
     Dette han siger, og Majas Søn han udsender fra Himlen,
For at nu Landet og selve det nyanlagte Karthagos
Borg skal aabne sin Port for et Venskab med Teukrer, at ikke
Uden at kende til Skæbnens Bestemmelse Dido nu skulde
Holde dem borte fra Riget. Han sejler paa roende Vinger
Forklaringer til side 9:
Ilium, et andet Navn for Troja. Ilia = Rhea Silvia, Numitors Datter, som var vestalsk Jomfru (Præstinden) og Moder til Romulus og Remus. Navnet Ilia er altsaa = Trojanerinden. Graagule Skind. Romulus fremstilles med en Ulvehud om sig. Assarakus, Konge i Frygien, var Søn af Tros og Æneas's Oldefader. Phthia, en By i Thessalien, var Achilles Fødeby. I Mycenæ i Argolis regerede Agamemnon, i Argos Tydevs's Søn Diomedes. Cæsar er Kejser Augustus. Iulus, Ascanius's Søn, Æneas's Sønnesøn, blev betragtet som Stamfader til den juliske Slægt i Rom. Bytte fra Østen. Der sigtes til Kampem mellem Antonius og Octavianus. Vesta: Gudindens Dyrkelse siges at være bragt til Italien af Æneas og indført af Numa. I hendes Tempel brændte den evige Ild. Kvirinus: Romulus's Navn efter at han var bleven optaget i Himlen. Majas Søn. Hermes, Søn af Atlas's Datter Maja.
Side 10, vers 323 - 365
Gennem den udstrakte Luft, og i Hast han paa Libyens Strandbred
Sætter sin Fod. Nu lyder han Ordren; de grusomme Pøner
Mildne paa Guddommens Bud deres Hjerter, og Dronningen særlig
Fatter for Teukrerne Ro i sit Sind og en velvillig Stemning.
     Natten igennem Æneas nu laa hensunken i Tanker.
Straks da det herlige Dagslys kom, han besluttede først at
Gaa for at udspejde alle de nyfundne Steder, til hvilken
Kyst han af Stormen var dreven, og hvem der beboede Egnen,
Om det var Dyr eller Mennesker — hel udyrket han nemlig
Ser den – og Budskab ville han derpaa Fællerne bringe.
Flaaden han skjuler i Lundenes Dyb omsluttet paa alle
Sider af gyselig Skygge og Træer. Han vandrer og svinger
To jernspidsede Spyd i sin Haand, og Achates alene
Følger ham. Midt i en Skov nu hans Moder ham møder. Hun ligner
Spartas Mø i sit Aasyn i Dragt og i Vaaben, en thracisk
Harpalyce, som styrer sit Spand og i Hurtighed lader
Hebrus's rivende Strøm blive langt tilbage. Om Skuldren
Havde den jagende Mø efter Skik hængt Buen, den lette,
Benet var blottet til Knæet, sit Haar lod i Vinden hun flagre,
Samlet hun havde paa Brystet i Knude den bølgende Klædning.
Først hun nu taler: "I Ynglinge! sig mig, om ingen af mine
Søstre tilfældig I saa her vandre omkring; hun er klædt i
Skind af den plettede Los og er rustet med Kogger, maaske med
Raab i dets hurtige Løb hun forfølger et skummende Vildsvin."
     Saaledes talte nu Venus, og derpaa Sønnen begynder:
"Ej har jeg set dine Søstre, og ej har jeg hørt dem, men sig mig,
Hvad skal jeg kalde dig, Pige? Af Aasyn nemlig er ej du
Dødelig; ikke din Stemme som Menneskets lyder; du sikkert
Er en Gudinde. Mon Søster til Føbus? Nymfernes Afkom?
Lykkelig være du hvem du end er, o let vore Kvaler,
Sig os, i hvad for en Egn, og paa hvad for Kyster i Verden
Her vi omtumles; vi flakke omkring, og vi kende jo ikke
Steder og Folk; hid drev os jo Storme og vældige Bølger;
Mangent Dyr for vor Haand skal for dig da falde ved Altret."
     Venus ham svarer: "en Hæder som denne jeg ikke fortjener;
Kogret at bære det pleje de tyriske Piger jo stedse,
Purpurkothurnerne højt de om Læggene binde. Du skuer
Puniske Riger, Agenors By og en tyrisk Befolkning;
Landet er Libyen; Folket kan ikke besejres ved Krige.
Dido, som kommen er hid fra den tyriske Stad, da hun maatte
Fly for sin Broder, regerer som Dronning. Vidtløftig og lang er
Hele Fornærmelsens Gang at fortælle, jeg derfor dig stiller
Hovedpunkterne frem. Hendes Mand var Sychæus; han rigest
Forklaringer til side 10:
 
Harpalyce: en thracisk Amazone, Datter af Thracerkongen Harpalykus. Hebrus: en Flod i Thracien, som falder ud i det ægæiske Hav; nu Maritsa. Agenors By = Karthago. Agenor, en Søn af Belus og Fønicernes Konge, var Fader til Kadmus og Europa, Stamfader til Dido.
Side 11, vers 366 - 409
Var af Fønicer paa Jord; den beklagelsesværdige Kvinde
Elsked ham højt. Hun som Pige var bleven af Faderen Belus
Skænket til ham og for første Gang bundet ved Ægteskabsbaandet.
Hersker i Tyrus var da hendes Broder Pygmalion. Grusom
Var i Forbrydelse ingen som han, og en gensidig Vrede
Begge betog. Men hin, der var ond samt blændet af Guldtørst,
Myrdede lønligt ved Altret den intet anende Svoger
Uden at lade sig røre af Søsterens Kærlighed. Længe
Skjulte han Brøden og spottede ond med forfængeligt Haab og
Alle Slags Paaskud hende, som sygnede under sin Elskov.
Se, i en Drøm saa staar hendes ikke begravede Husbonds
Billed for hende; han hæver paa underlig Maade det blege
Aasyn, blotter sit Bryst, som var gennemboret af Sværdet,
Viser det blodige Alter og røber saa Husets endnu ej
Kendte Forbrydelse. Raadet han giver at flygte i Hast fra
Fædrenelandet og viser som hjælpende Midler til Rejsen
Ældgamle Skatte i lang Tid gemte i Jorden, en ukendt
Masse af Guld og af Sølv. Nu Dido bevæget ved dette
Gjorde sig færdig til Flugt, og hun samlede Fæller omkring sig.
Alle nu mødte, som bar paa et voldsomt Had til Tyrannen
Eller den hæftigste Frygt, og de Skibe, som vare tilfældig
Klare til Rejse, besættes og lades med Guld. Man til Havet
Bringer den gridske Pygmalions Skat, og en Kvinde var Fører.
Derhen de kom, hvor Øjet nu skuer det unge Karthagos
Mægtige Mure og Borgen, som hæver sig højt, og en Jordlod
Fik de ved Køb saa stor som en Hud af en Tyr kunde spænde.
Navnet den fik efter Købet, og derfor den nævnedes Byrsa.
Dog – hvem ere I? Hvor er vel Kysten, fra hvilken I komme?
Hvorhen styre I Kurs?" Med et Suk og en Røst, som blev hentet
Dybt fra hans Bryst, han nu hende paa Spørgsmaalet svarer saaledes:
"Skulde tilbage jeg gaa til den første Oprindelse, derpaa
Fortsætte Talen, Gudinde! og havde du Tid til at høre
Vore Møjsommeligheders Historie, vilde jo Aftnen
Først tillukke Olympen og Soldagen bringe til Hvile.
Over forskellige Have vi sejlede bort fra det gamle
Troja, hvis Trojas Navn eders Øre tilfældig har naaet.
Stormenes Magt har os drevet nu hid til de libyske Kyster.
Jeg er den fromme Æneas, som fører paa Skibene med mig
Guderne, hvilke jeg frelste fra Fjenden; jeg kendt er af Rygte
Op over Himlen. Jeg søger Italien, Fædrenelandet,
Hører tillige af Slægt til den mægtige Juppiters Afkom.
Ud paa det frygiske Hav der af Fartøjer fulgte mig tyve,
Ved Gudinden, min Moder, mig viste, Oraklet jeg fulgte,
Syv ere næppe tilbage forknuste af Bølger og Storme.
Forklaringer til side 11:
Byrsa var Navnet paa Borgen i Karthago. Ordet betyder en Oksehud. Juppiters Afkom. Stamfaderen til den trojanske Kongeslægt var Dardanus, Søn af Juppiter og Elektra, Grundlæggeren af Byen Dardania i Troas.
 
Side 12, vers 410 - 449.
Selv ubekendt og i Nød jeg nu vandrer i Libyens Ørkner,
Bort fra Europa jeg dreves og Asien." Mere at klage
Tillod Venus ham ej, og hun midt i hans Tale ham afbrød:
     "Hvem du end er, saa kan ikke jeg tro, at du Livsluften aander
Hadet af Guderne, du, som er kommen til Tyrier-Staden.
Drag du kun videre, gaa blot herfra til Dronningens Bolig.
Hvis ej mine Forældre mig Varselskunsten forgæves
Lærte som Taaber, jeg siger, at Folkene komme tilbage,
Flaaden er frelst og i Sikkerhed bragt, da sig Vindene vendte.
Se tolv Svaner i glad Forening, som Juppiters Fugl, der
Sagte paa Vingerne gled fra de himmelske Egne, har drevet
Rundt i den udstrakte Luft i Forvirring. Men nu kan du se dem
Hist i en Række saa lang dels vælge paa Jorden et Sæde
Dels allerede betragte fra oven det udvalgte Sæde.
Ligesom disse nu vende tilbage paa susende Vinger,
Lege og omkredse Himlen i gensamlet Skare og synge,
Saaledes ligger din Flaade og hele dit Mandskab nu enten
Inde i Havn eller iler for svulmende Sejl til dens Indløb.
Drag nu kun videre, styr dine Skridt, hvor Vejen dig fører."
     Bort efter Talen hun vender sig; Nakken i Rosenglans straaler,
Guddoms-Duft udaande de salvede Lokker fra Issen,
Klædningen sænker sig lige til Fødderne ned, og i Gang hun
Viser sig sand Gudinde. Saasnart han nu kendte sin Moder,
Fulgte han hende, som flygter, med Ordene: "hvad er vel Grunden,
Hvorfor du skuffer saa tit – du jo grusom er ogsaa – din Søn med
Falsk Gøgleri? Hvi bliver det ikke mig tilladt at lægge
Haanden i Haand samt uden Forstillelse høre og svare?"
Disse bebrejdende Ord han taler og vandrer mod Staden.
Venus hyller dem ind i en mørk Luftmasse og gyder
Rigelig Taage som Klædebon tæt om de gaaende, forat
Ingen dem opdage skulde, og ingen dem røre og sinke
Eller dem Spørgsmaal gøre om Grunden, hvorfor de ankom.
Selv gennem Luften hun iler til Paphus, og glad hun besøger
Atter sit Sæde med Templet; sabæiske Røgelser brænde
Hist paa de hundrede Altre, som dufte af nybundne Kranse.
     Rask de imidlertid vandre ad Vejen, som Stien dem viser;
Op ad en Høj allerede de gik, som sig knejsende hæver
Op over Byen og skuer fra oven de modvendte Højder.
Her nu Æneas med Undren betragter de vældige Masser
 – Fordums Hytter – og Porte og Larmen og brolagte Gader;
Forklaringer til side 12:
Juppiters Fugl: Ørnen. Paphus, en By paa Cypern, som var helliget Venus og havde et berømt Tempel for denne Gudinde. Sabæiske Røgelser. Sabæerne vare et Folk i det lykkelige Arabien, bekendt for dets Vellevnet og Kvindagtighed. Navnet havde de af Hovestaden Saba, en vigtig Handelsplads for Røgelser. Hundrede Altre: Tallet hundrede var ved Ofringer, Lege og Fester et helligt og festligt Tal.
Side 13, vers 450 - 497:
Tyrierfolket har travlt med sit Arbejde. Medens nu nogle
Opføre Mure og bygge paa Borgen og hidrulle Stene,
Udse andre sig Plads til et Hus, som de kredse med Fure;
Embedsmænd vælges og helligt Senat, Lovgivningen ordnes.
Her udgraves der Havne af nogle igen, medens andre
Nedlægge dybt Fundament til Teatre, og vældige Søjler
Hugges af Klipperne ud som en Pryd for den vordende Scene.
Ret en Besvær lig den, der i Sommerens første Begynden
Rundt paa de blomstrende Marker beskæftiger Bier i Solskin,
Hvergang den fuldvoksne Yngel i Sværmen maa bringes af Kuben,
Eller den flydende Honning maa presses og Cellerne rigtigt
Fyldes med Nektarens Sødme, hvad eller de tage imod de
Kommendes Byrder, hvad eller en tætsluttet Skare de danne
For at forjage de dorske, unyttige Droner fra Kuben.
Honningen breder sin Timian-Duft; der er Iver i Værket.
"O, lyksalige I, hvis By allerede sig hæver,"
Siger Æneas, og henover Husenes Tinder han skuer;
Dækket af Taagen han gaar – ja forunderligt er det at sige –
Midt gennem Mændene, blander sig mellem dem, ses dog af ingen.
     Inde i Staden der ligger en Lund med vidunderlig Skygge,
Hvor de af Bølger og Hvirvler saa længe omtumlede Pøner
Straks opgravede Tegnet, den mægtige Juno dem havde
Varslende nævnet: den fyrige Hests nedgravede Hoved.
Saaledes skulde jo Folket igennem Aarhundreder blive
Herligt i krigerisk Daad samt let kunne skaffe sig Goder.
Her den sidoniske Dido nu rejste for Juno et Tempel,
Stort samt rigt udstyret ved Gaver og Guddommens Vælde.
Højt sig ad Trappetrin rejste den kobberne Tærskel og Karme
Satte med Kobber, og Hængslerne peb paa de kobberne Døre.
Her nu i Lunden der møder Æneas et uventet Syn, som
Straks formilder hans Frygt, og han først her vover at nære
Haabet om Frelse og se lidt lyst paa de mislige Forhold.
Medens han Dronningen venter og Enkelthederne mønstrer
Her i det mægtige Tempel og undrer forbavset sig over
Byen, dens Skæbne og Værker fra Kunstneres kappende Hænder,
Selve det kunstrige Hele, han skuer en Række af Kampe,
Førte ved Troja, og Krige, som vare ved Rygtet bekendte
Over den udstrakte Verden, Atriderne, Priamus, ham, som
Haard var mod begge, Achilles. Han studser og siger med Taarer:
"Hvor er et Sted i al Verden, Achates! og hvor er en Egn som
Ej vore Lidelser kender til Bunds? Se Priamus hist kun.
Her har enhver Daad faaet sin Løn, hver Sorg sine Taarer;
Menneske-Smerterne Sjælen berøre. Lad Frygten da fare,
Saadant Ry skal føre dig ind paa en Vej til din Frelse."
Dette han siger; et tomt Maleri ham fornøjer i Sjælen.
Dybt han nu sukker, og Strømme af Taarer ham Ansigtet væder;
Her han jo skuer, hvorledes i Kampen ved Pergamums Mure
Grækerne flygtede hist, og Trojanernes Ungdom forfulgte,
 
Side 14, vers 498 - 529.
Frygerne her; paa sin Vogn og med vajende Hjelmbusk Achilles
Trængte dem haardt. Ej langt herfra han med Taarer
Genkender Rhesus's Telte af snehvidt Sejldug. I første
Søvn efter Ankomsten Tydevs's Søn uformodet dem angreb,
Hærgede blodig med talrige Drab samt førte til Lejren
Alle de fyrige Heste, forinden de smagt havde Trojas
Foder og drukket af Xanthus. Men hist paa den modsatte Side
Troilus flygter; sit Skjold har han mistet, den Stakkel, og Drengen
Uligestillet nu møder Achilles. Han ud af den tomme
Stridsvog baglæns hænger, og Hestene fører ham bort, men
Tømmerne holder han dog; hans Nakke og Haar bliver slæbte
Langs hen ad Jorden, og vendt er hans Spyd, og det ridser i Støvet.
Trojanerinderne vandre imidlertid hen til den vrede
Pallas's Tempel med udslagne Haar, og en Klædning de skænke,
Slaa sig for Brystet og bede sørgmodige, ydmyge Bønner;
Bortvendt holder Gudinden sit Blik dog fæstet paa Jorden.
Rundt om de iliske Mure Achilles tre Gange havde
Hektor slæbt; her tager han Guld som Betaling for Liget.
Derpaa et lydeligt Suk udstøder han dybt fra sit Hjerte:
Vennen i Rustning, hans Vogn og hans Legeme møde hans Øje,
Priamus ogsaa, der vaabenløs bad med de fremrakte Hænder.
Mellem Achæernes Helte han kendte tillige sig selv og
Æthiopernes Hær og den mørkladne Memnon i Vaaben.
Hist Amazonernes Skare med halvmaaneformede Skjolde
Føres af Penthesilea, som raser og flammer af Krigslyst
Midt iblandt Tusinder. Under det blottede Bryst har Heltinden
Spændt Guldbæltet: med Mænd tør Jomfruen optage Kampen.
     Mens den trojanske Æneas beser de forbavsende Værker,
Medens han studser og staar som forstenet i stadig Beskuen,
Skrider nu Dronningen frem imod Templet, den dejlige Dido,
Fulgt af en tætsluttet Skare af Ynglinge. Ret som Diana
Øver sit Kor paa Eurota's Bred eller Toppen af Cynthus
Forklaringer til side 14:
Rhesus: en Thracerkonge, som kom Troja til Hjælp, men straks den første Nat blev overfalden og dræbt af Ulysses og Diomedes. Troilus: Søn af Priamus og Hekuba. Memnon, Æthiopernes Konge, blev i Kampene ved Troja dræbt af Achilles. Han var efter Sagnet Søn af Tithonus og Aurora, og da han blev brændt paa Ligbaalet, siges der, at der af hans Aske fremkom Fugle (idet han af sin Moder selv blev forvandlet til en Fugl), som hvert Aar siden drog fra Æthiopien til Troja for at kæmpe paa hans Grav. Ligeledes fortælles, at den sorte Marmor-Memnonssøjle i det ægyptiskeTheben hver Morgen ved de første Solstraaler klang som en Cithar: Sønnen hilste sin Moder. Penthesilea: Amazonernes Dronning, der efter Sagnet hjalp Troja mod Grækerne, blev besejret af Achilles. Det krigerske Kvindefolk, Amazonerne, som synes oprindelig at stamme fra Egnene om Floden Thermodon i Pontus i Lilleasien, repræsenterer efter al Sandsynlighed det krigerske Folk Kimmerierne, som meget tfdlig fra Egnene om Dniper drog dels mod Lilleasien, dels mod Thracien og Grækenland. Eurotas: den største Flod i Lakonien; løber forbi Sparta. Cynthus: et Bjerg paa Øen Delos, hvor Apollo og Diana efter Mythen bleve fødte af Latona, Datter af Titanen Køus og Føbe, Juppiters Elskerinde.
 
Side 15, vers 530 - 568
Fulgt af et Tusinde Nymfer, som flokke sig rundt om Gudinden;
Over sin Skulder hun bærer et Kogger og knejser i Gangen
Højt over Nymfernes Flok, og en Glæde saa stille sig rører
Dybt i Latonas Bryst: saaledes var Dido; hun træder
Ind blandt Skaren og skynder paa Værket og Riget, som skabes.
Midt under Templets Hvælving i Nærhed af Guddommens Dør hun
Sættter sig højt; paa sin Trone hun knejser omkredset af Vaaben,
Lov samt Ret mellem Mænd hun nu skifter og deler i lige
Dele det kunstrige Værk med Retfærdighed, eller hun lader
Loddet bestemme, da ser Æneas pludselig komme
Midt i en menneskesværm Sergestus, den kække Kloanthus,
Anthevs og andre af Teukrernes Mænd, hvem Stormvejrets Rasen
Spredte paa Havet og drev langt bort til de fremmede Kyster.
Selv han forbavsedes, Glæde og Frygt greb ogsaa Achates,
Begge de grebes af Lyst til dem samtlige Haanden at række,
Dog ej Sagen de kende, og dette dem ængster i Sjælen,
Stille de vente og tæt omgivne af dækkende Taage
Ønsker de Mændenes Skæbne at kende og Kysten, paa hvilken
Flaaden de havde forladt, samt Grunden, der førte dem herhen:
Thi de som Sendebud kom og som valgte af samtlige Skibe,
Bad om en venlig Behandling, og Templet de søgte ved Tilraab.
     Dengang de ind vare komne med Lov til at tale personligt,
Saa tog Ilionevs som den ældste af alle til Orde:
Ganske stilfærdig sin Tale begyndte han saaledes: Dronning!
Du, som Juppiter tillod at grunde fra ny dig en Stad og
Styre retfærdig de stolte Nationer, vi rette til dig vor
Bøn, vi af Skæbnen forfulgte Trojanere, vi, som af Storme
Ere fra Hav og til Hav omtumlede: frels vore Skibe
Dog fra forfærdelig Brand; skaan Slægten, som roses for Fromhed;
Tag i din Varetægt hele vor Sag. Vi jo ej ere komne
Hid for at hærge med Sværd eders libyske Guder, ej heller
Ville vi plyndre og føre det røvede Bytte til Kysten;
Sligt ej vover vi, saa hovmodig er ingen besejret.
Egne der findes, som Græker med Navnet Hesperien kalde,
Landet er gammelt og mægtigt ved Vaaben og Jordbundens Fedme,
Hjem for ønotrtiske Mænd. Efter Rygtet har senere Slægt nu
Landet Italien kaldt efter Navnet, som Føreren havde.
Herhen satte vi Kursen.
Pludselig rejste Orion, den stormfulde, vældige Bølger,
Forklaringer til side 15:
Hesperien (egt. Vestlandet) er hos Digteren Benævnelse for Italien og Spanien. Ønotrien er oprindelig den sydostlige Del af Italien, nemlig Bruttium og Lukanien, men bruges som Navn for hele Italien. Navnet, som Føreren havde: Italus var efter Sagnet en ældgammel Konge i Italien. Orion: en stærkt lysende Stjerne paa den sydlige Himmel, hvis Opgang antoges at medføre Regn og Uvejr, og som allerede i den tidligste Sejlads synes at have spillet en betydelig Rolle. Efter Mythen en kæmpemæssig Jæger, som efter sin Død blev sat paa Himlen og hos de romerske Digtere fremstilles med et straalende Guldsværd.
 
Side 16, vers 569 - 605.
Drev paa usynlige Klipper os ind, og han spredte os rundt som
Leg for de stormende Vinde og hen over Havet og mellem
Ganske uvejsomme Skær som et Bytte for Havet i Oprør.
Faa vi kun vare, som havde den Lykke at naa eders Kyster.
Hvad er det dog for en Menneskeslægt her? Hvilket barbarisk
Land tilsteder en Skik som hos eder? Man hindrer os I at
Komme til gæstfri Strand, man sig ruster til Kamp og forbyder
Fod paa den yderste Kant her af Landet at sætte. Men hvis I
Nære for Menneske-Slægten Foragt og for Menneske-Vaaben,
Saa maa I vente, at Ret samt Uret mindes af Guder.
Helteni Æneas vi havde til Konge og mere retfærdig
Større i Fromhed i Krig og i Vaabenfærd ingen har været.
Hvis den Mand er af Skæbnen bevaret og indaander Livsluft,
Frygt ej, aldrig fortryde du skal, at du først har begyndt at
Kappes i Striden om venlig Opmærksomhed. Ogsaa der findes
Hist i Sikulernes Land af Trojanerblod Helten Acestes,
Marker desuden og Stæder. Saa giv os Tilladelse her til
Flaaden, som er slemt af Storm medtagen, at trække paa Land og
Hvis det, med Fæller og Drot i Behold, os forundes at sætte
Kurs til Italien, glade vi ville til Latium søge;
Hvis ei Frelsen er mulig, og Libynes Hav er dit Gravsted,
Teukrernes herlige Fader! og Haab om Iulus er ude,
Lad os saa dog opsøge Sikaniens Land, de beredte
Boliger, hvorfra hid vi jo kom, samt Kongen Acestes."
Saaledes talte nu Ilioneus, og et lydeligt Bifald
Samtlige Dardanider ham gav.
     Dido taler nu kort, og hun sænker sit Øje mod Jorden:
"Jag kun Frygten fra Hjertet, og bort med Bekymringer. Rigets
Nyhed og bydende Forhold mig tvinge til sligt at befale
Samt at beskytte mit Rige med Vagter i videste Omkreds.
Er Æneadernes Slægt ubekendt vel for nogen og Troja,
Staden, dens Mænd og dens Dyder og Krigens fortærende Flammer?
Slige ufølsomme Hjerter vi Pønere have dog ikke,
Solguden spænder ej for saa fjernt fra Tyrier-Staden.
Derfor, hvad enten det store Hesperien vælges af eder
Samt de saturniske Marker, hvad eller og Landet om Eryx,
 
Forklaringer til side 16:
 
Sikanien = Sicilien. Sikanerne boede oprindeligt ved Tiberen. Dardanider = Trojanere, efter Stamfaderen Dardanus. Solen spænder for: Solguden Helios kører hver Morgen ud med ildsprudende Heste for sin gyldne Vogn og hver Aften gennem Helios's Port til Oceanet. Om Natten sejler han paa en gylden Baad norden om Jorden tilbage igen. Saturniske Marker = Latium. Saturnus var efter Mythen fordreven fra Himlen og den sidste Konge i Latium, hvorhen han kom under Janus's Regering. Han dyrkedes som gammel italiensk Guddom og smelter ofte sammen med Kronos. Eryx: et Bjerg og en By paa Siciliens Vestkyst med et berømt Tempel for Venus og opkaldt efer Kong Eryx, Søn af Venus og Butes.
 
Side 17. Vers 606 - 648.
 
Hvor nu Acestes er Drot, eders Rejse jeg sikrer ved Bistand,
Hjælper med Midler. Men ønske I sammen med mig eders Hjemstavn
Her nu i Riget at tage, ja saa er jo Staden, jeg bygger,
Eders, I Skibene trække paa Land, og der ikke skal Forskel
Gøres paa Folket fra Tyrus og Troja. Og gid Kong Æneas
Dreven af selvsamme Storm var til Stede. Jeg sende skal sikkert
Trofaste Folk langs Kysten og give Befaling, at nøje
Libyens yderste Grænser man søger igennem, om ikke
Kastet i Land han maa flakke omkring nu i Skov eller Stæder."
     Fader Æneas og Helten Achates ved saadanne Ord gik
Frem nu af Skyen; men først tiltaler Achates Æneas:
"Hvilken Bestemmelse drøfter din Tanke, du Søn af Gudinden!
Tryghed du ser overalt, du har genvundet Flaade og Fæller;
Een kun er borte, vi saa ham jo synke i Bølgernes Midte;
Alt til din Moders Beretning i øvrigt jo svarer aldeles."
Næppe var dette nu sagt, før pludselig Taagen omkring dem
Skiller sig ad for at stige mod Himlen, og Luften er renset.
Straalende stod Æneas nu der i det klareste Sollys,
Lig han en Gud var i Aasyn og Skuldre, thi Moderen selv jo
Havde sin Søn tildelt som en Gave den herlige Haarvækst,
Ungdommens purpurne Skær samt Øjnenes livlige Skønhed;
Ligesom Elfenben faar ved en Kunstners Hænder sin Ynde
Eller som Sølv og som Marmor ved Guldindfatningens Rødme.
Straks han til Dronningen retter sin Tale og siger til hende
Pludselig hel uventet for alle: "jeg er her til Stede,
Jeg, efter hvem I nu søge, Æneas, Trojaneren, frelst fra
Libyens Bølger. O du, som Medlidenhed ene har haft med
Trojas uhørte Sorg, og med os, som Danaerne skaante,
Os, som til Lands og til Vands have tømt vore Lidelsers Bæger,
Os, som jo trænge til alt, nu deler din By og din Bolig,
Aldrig vi kunne jo, Dido! dig yde den Tak, du fortjener,
Det kan ej heller de mange, der findes endnu overalt af
Dardanus-Slægten, som spredt har sig over den udstrakte Jordkreds;
Guderne, dersom de Fromme beskyttes af Guder, og dersom
Nogetsteds findes et Gran af Retfærdighed eller en Sjæl, som
Er sig det rette bevidst, maa en værdig Belønning dig give.
Naar var der Sekler saa lyse, at dig de bragte til Verden,
Eller Forældre saa store, at saadant Afkom de havde?
Lige saa længe som Floder til Havene løbe, og Bjerges
Skygger til Dalene søge, og Stjernerne næres paa Himlen,
Evigt din Ros og dit Navn og din Hæder skal holdes i Minde,
Hvor jeg end kaldes i Verden." Han taler saaledes, og Vennen
 
Forklaringer til side 17:
 
Stjernerne næres. Efter en ældgammel Opfattelse troede man, at Stjernerne paa Himlen vedblev deres Tilværelse, fordi de gennem Dunster fra Jorden og Havet stadig modtog et vist Næringsstof.
Side 18, vers 649 - 689
 
Ilionevs med sin Højre han søger, Serestus med Venstre,
Derpaa de andre, den kække Kloanthus og Krigshelten Gyas.
     Først den sidoniske Dido blev greben ved Synet af Manden
Derpaa ved Tanken om saadan en Skæbne, og derfor hun sagde:
"Hvad for en Skæbne forfølger dig gennem saa grulige Farer,
Søn af Gudinden! Og hvad for en Magt har dig drevet til denne
Fjendtlige Kyst? Er du hin Æneas, den hulde Gudinde
Skænkede Dardaniden Anchises ved Frygtens Flod, som
Simois nævnes? Jeg selv kan erindre, at Teucer engang er
Kommen til Sidon, fordreven fra Fædrenelandet, og Belus
Hjalp ham et Rige at søge fra ny. Men Belus, min Fader,
Hærgede dengang tilfældig det frugtbare Cyprus, og sejjrig
Holdt han det under sin Magt. Jeg fra hin Tid kender jo Staden
Trojas Skæbne, dit Navn og tillige Pelasgernes Konger.
Teukrerne roste han selv skønt Fjende særdeles, og ofte
Ønskede selv han sig Ætling af Teukrernes ældgamle Stamme.
Derfor, I Ynglinge! kom nu og træd kun ind i min Bolig;
Mig har en lignende Skæbne jo gennem mangfoldige Sorger
Tumlet omkring, og til sidst har den her nu i Landet mig bosat.
Kendskab til Smerte har lært mig at yde de lidende Bistand."
Dette hun siger og fører Æneas i Kongsgaarden ind, og
Takkefester at holde hun samtidig Templerne byder.
Ogsaa til Fællerne lader hun sende til Strandbredden tyve
Tyre og hundrede Rygge og børstede mægtige Svin og
Hundrede saftige Lam, hvem Moderfaarene følge,
Gaver til Glæde for Dagen.
Indvendig prydes det glimrende Hus nu med kongelig Pragt, og
Inde i Huset beredes der Gæstebud: Tæpper, som ere
Rigt udstyrede baade ved Kunst og med straalende Purpur,
Borde med Masser af Sølv, og i Guld samt ophøjet Arbejd
Fædrenes kække Bedrifter, en længere Række af Stordaad
Udført af saa mange Mænd og fra Slægtens ældgamle Udspring.
     Først dog sender Æneas – thi faderlig Kærlighed ej ham
Tillader Ro i sit Hjerte at finde – den raske Achates
Ned til sin Flaade for alt nu at melde til Askaniús og
Føre til Staden ham; hele den kærlige Faders Bekymring
Drejer sig nemlig om Drengen alene. Han Gaver desuden
Byder at bringe, som frelstes, da Ilium sank i Ruiner:
Først nu en Kaabe, der stiv var af Guldbroderi, et Gevandt, der
Rundt er omvævet med Krans af de gulgule Bjørnekloblade,
Argiverinden Helenas Dragt, der var Moderen Ledas
 
Forklaringer til Side 18:
 
Teucer, Søn af Kong Telamon paa Kreta og Broder til Ajax, blev forjaget af sin Fader og gik da ved Belus's Hjælp til Cypern for at fæste Bo der. Pelasgerne: Grækenlands allerældste Indbyggere. Navnet bruges ofte af Digteren for Grækerne i Almindelighed. Leda, Datter af Ætoliens Konge Thestias, var gift med Spartas KongeTyndareus og havde med Juppiter Børnene Kastor, Pollux, Helena og Klytemnestra. Den sidste var gift med Agamemnon, Konge i Mycenæ.
Side 19, vers 690 - 730.
Dejlig Gave, som medbragt hun havde fra Staden Mycenæ,
Da hun til Pergamum gik til det hel utilbørlige Bryllup,
Dertil et Scepter, som baaret var fordum af Ilioné, den
Ældste af Priamus's Døtre, desuden et Halsbaand af Perler,
Endelig Kronen forsiret med Guld og med kostbare Stene.
Rask udførende Ordren Achates til Skibene iler.
     Dog Cytheras Gudinde i Tankerne pønser paa nye
Midler og Planer: Kupido, forandret i Aasyn og Stemme,
Frem som den elskede Askaniús maa nu træde og bringe
Dronningen glødende Elskov ved Gavernes Hjælp og i Blodet
Indaande Kærligheds-Flammen. Hun frygter det tvivlsomme Hus og
Dobbelttungede Tyrier-Folk, og hun pines end mer af
Junos Uvenskab; mod Natten Bekymringen vender tilbage;
Derfor følgende Ord til den vingede Amor hun siger:
"Søn! du min eneste Magt og min eneste kraftige Støtte,
Du, som jo nærer Foragt for din Faders tyfoiske Vaaben,
Du er min Tilflugt, bønlig din Guddomskraft jeg anraaber.
Selv du jo ved, hvorledes din Broder Æneas paa Havet
Tumles fra Kyst og til Kyst af den hadske og harmfulde Juno;
Mine Bekymringer gjorde dig selv jo saa ofte bekymret.
Ham den føniciske Dido nu holder og sinker med sine
Smigrende Ord, og med Frygt jeg i Tankerne skuer, hvorledes
Dette junoniske Venskab vil ende; hun sikkert vil ikke
Unde sig selv nogen Ro paa et saadant afgørende Tidspunkt.
Derfor jeg Dronningen agter nu først nu først ved en List at besnære,
Omkredse hende med Elskovs-Ild, at hun ikke ved nogen
Guddoms Magt skal forandres, men elske Æneas med samme
Kærligheds-Fylde som jeg. Hvorledes du dette kan gøre,
Hør, hvad jeg derom mener. Nu Kongesønnen sig agter
Hen til Sidonernes By, hidkaldt af den kærlige Fader,
– Det er min største Bekymring – for Gaver at bringe, der ere
Blevne tilbage fra Havet og Trojas Brand, og jeg ham nu
Bringer i Skjul paa et Sted, som er helligt, det høje Cythera
Eller Idalium, for at han ikke skal opdage Listen
Eller indfinde sig midt under Festen. for ikkun en Nat du
Tager med skuffende List nu hans Ansigt, ifører som Dreng dig
Miner som Drengen, og siden – naar Dido fornøjet dig tager
Op paa sit Skød ved det pragtfulde Bord og den bachiske Vædske,
Favner dig ømt samt kysser dig kærligt – saa indaand i hende
Hemmeligt Elskovs-Ild, svig hende med Kærligheds-Giften."
Amor sin elskede Moders Befalinger lyder, han tager
 
Forklaringer til side 19;
 
Pergamum: Borgen i Troja. Hos Digterne Troja. Tyfoiske Vaaben = Lynet. Giganten i Tyfoevs blev dræbt af Juppiter ved et Lyn og begravet under Ætna. Han havde 100 Slangehoveder og kunde udstrække Armene fra Solens Opgang til dens Nedgang. Junoniske Venskab, idet nemlig Karthago var indviet til Juno. Idalium: en Bjergstad paa Cypern, som var helliget Juno.
Side 20, vers 732 - 772
Vingerne af, og fornøjet han søger at gaa som Iulus.
Askanius hun tager paa Skødet; hun over hans Lemmer
Havde den roligste Søvn udgydt, og Gudinden ham bringer
Op til Idaliums højt beliggende Lund, hvor den bløde
Merians duftende Blomster og herlige Skygger ham favne.
Glad ved sin Fører Achates og lydende Ordren Kupido
Gik for at bringe til Folket fra Tyrus de prægtige Gaver.
     Alt har nu Dronningen, dengang de komme, sig sat paa den gyldne
Sofsas prunkende Tæppe og udvalgte Plads i Midten.
Saa kom Fader Æneas og hele Trojanernes Ungdom;
Alle sig lægge til Bords paa de udbredte purpurne Tæpper,
Tjenere bringe nu Vandet til Haandvadsk, andre af Kurve
Fremtage Brød eller komme med Haandklæder, rene og glatte;
Ternerne inde i Huset, halvtredsinstyve i Tallet,
Hvervet besørge at ordne det mægtige Forraad af Brød og
Ilden til Husgudens Ære at tænde, mens hundrede andre
Sammen med lige saa mange jævnaldrende Tjenere lade
Bordene bugne af Mad og til Gæsterne omdele Bægre.
Ogsaa de tyriske Mænd ere komne i Mængde og træde
Ind i det smykkede Hus, hvor efter Opfordring de tage
Plads paa broderede Polstre, beundre de Gaver, Æneas
Sendte, beundre Iulus og Guddommens flammende Aasyn,
Hele hans hyklede Tale og Kaaben og særlig Gevandtet,
Prydet med smukt Broderi og de gulgule Bjørnekloblade.
Først dog og fremmest kan ej den usalige Fønicerinde,
Hun, som er indviet bleven til kommende Undergang, mætte
Sjælen ved Synet; hun bliver opflammet ved ham at beskue
Bliver aldeles fortryllet ved Gaven som ogsaa ved Drengen.
Denne nu tog Æneas om Halsen og laa i hans Favntag,
Mætter sin paatagne Faders af Kærlighed opfyldte Hjerte,
Derpaa han Dronningen søger. Men Dido – der jo ikke aner
Guddoms-Magten, som sidder hos hende, den Stakkel – med Øjne,
Hele sit Hjerte sig hænger ved ham, og hun tager ham stundom
Op paa sit Skød. Men han mindes den acidaliske Moder,
Lidt efter lidt han begynder at bringe Sychæus af Tanke,
Derpaa han søger at fængsle med levende Kærlighed hendes
Længe nu ledige Sjæl og fra Elskov afvænnede Hjerte.
     Lige saa snart Maaltidet var sluttet og Bordene borte,
Larm der nu bliver i Huset, og gennem de vældige Haller
Henruller Stemmernes Lyd; fra de gyldne og tavlede Lofter
Hænge de lysende Lamper, og Natten er dreven paa Flugt ved
Noter til side 20:
Acidaliske Moder. Navnet er dannet af Acidalius, en hellig Kilde i Bøotien, hvor efter Mythen Gratierne badede sig. Disse, Aglaja, Thalia og Eufrosyne, vare Døtre af Juppiter og Eurynome, men efter et andet Sagn vare de Venus's Døtre.
Side 21, vers 773 - 804.
Faklernes Skin. Nu Dido forlanger og fylder med Vin et
Bæger, som tungt er af Guld og af kostbare Stene og fordum
Brugtes af Belus og hele hans Slægt. Der i Huset blev stille;
    "Juppiter! dig man jo nævner som Gæstevenskabs Beskytter;
Dagen i Dag nu gøre til Glæde for Tyrier samt for
Disse, der rejste fra Troja, lad senere Slægter dem mindes.
Kom da Bakchus! du Skaber af Fryd, kom, naadige Juno!
Tyrier! fejrer med Glæde nu dette vort festlige Møde."
     Dette hun taler og hælder paa Bordet det hædrende Offer;
Først hun saa efter sit Offer med Læberne Bægret berører,
Rækker til Bitias derpaa det hen og ham beder at drikke.
Fyrig det skummende Bæger han tømmer til Bunds, og det fulde
Guldbæger læsker hans Tørst; ham følge de øvrige Stormænd.
Derpaa den haarfagre Sanger Iopas lader den gyldne
Cithar tone til Sange, den vældige Atlas ham lærte,
Sange om Maanens Omflakken og Solens Formørkelser, hvorfra
Menneskeslægten og Kvæget har Udspring, hvorfra der opstaar
Regnskyl og Lyn, om Arkturus, de regnopfyldte Hyader,
Begge Trioner, og hvorfra vel Vinterens Sol har en saadan
Hast med at sænke i Havet sig ned, eller hvad der forsinker
Natten og lader den møde saa sent. Ham Tyrier-Folket
Hilser med hyppige Klap, og Trojanerne følge dem efter.
Natten nu saaledes gik for den ulyksalige Dido
Under en vekslende Tale, og Kærligheds-Bægret i lange
Drag hun nu tømte. og hvopr meget hun spurgte om Priamus, meget
Ogsaa om Hektor, hvorledes Auroras Søn var bevæbnet,
Dengang han kom, hvordan Diomedes's Heste saa ud og
Helten Achilles, hvor stor han vel var. Nu begynd og fortæl os
Gæsteven! lige fra første Oprindelse," sagde hun derpaa,
"Hele Danaernes Svig samt dine Trojaneres Skæbne,
Hele din Flakken omkring. Allerede den syvende Sommer
Ser dig jo strejfende rundt paa Landjorden eller paa Havet."
 
Forklaringer til side 21:
Belus. Her Stamfaderen for Kongeslægten i Tyrus; ikke Didos Fader. Arkturus: den klareste Stjerne i Gruppen Bootes. Dens Op- og Nedgang fulgtes i Reglen af Uvejr. Hyader = Syvstjernen, hvis Opgang gerne var Regntid. Begge Trioner = den store og lille Bjørn (egt. Oksespandet). Auroras Søn = Memnon, smlgn. Noten S. 14.
 
2. Bog

TOP