INDEX eller OVERSIGT
     Vergils Aeneide i L. Ove Kiærs Oversættelse
Anden Bog.
Oversigt over 2. bogs indhold:
     Æneas opfylder hendes Ønske og begynder Fortællingen fra det Tidspunkt, da Grækerne vare sejlede til Tenedos og havde efterladt den mægtige Træhest. Trojanerne raadslaa om denne, Laokoon tilraader at splintre den, men Sinon lokker ved sin snedige Beretning Trojanerne til at trække den ind i Staden, og Slangerne fra Tenedos angribe Laokoon og hans to Sønner. Hektor viser sig om Natten for Æneas og underretter ham om, at Staden er erobret af Fjenden; Æneas styrter til Kampen, men forgæves, Priamus fældes, og det lykkes kun Æneas med sin Hustru, Kreusa, Sønnen Askanius, [sin Fader Anchises] og en Del Folk at flygte fra Staden. Kreusa forsvinder imidlertid udenfor Byen, men hendes Billede viser sig dog for den søgende Æneas og trøster ham.
Side 22, vers 1 - 23.
Alle nu tav, og de sad med opmærksomme Miner og stille
Fader Æneas tog da fra Højsædet saaledes Ordet:
"Dronning! du byder mig lide paa ny en usigelig Smerte
Ved at fortælle, hvorledes Danaerne styrtede ganske
Trojas Magt og dets meget beklagelsesværdige Rige,
Alle de Ulykker, hvilke jeg baade har set og i hvilke
Selv jeg betydelig Rolle har spillet. Ved sligt at fortælle
Hvem kan af Myrmidoner, Doloper sig holde fra Taarer,
Hvem vel af alle den grumme Ulysses's Soldater? Og alt nu
Styrter den fugtige Nat jo fra Himmelen ned, og til Søvnen
Raade de dalende Stjerner. Men hvis du besjæles af saadan
Lyst til at lære vor Modgang at kende og høre i Korthed
Trojas sidste fortvivlede Kamp, saa – uagtet mit Hjerte
Gyser ved Mindet om dette og krymper af Sorg sig derover – –
Nu jeg begynde vil.
                              Trætte af Krigen og drevne af Skæbnen
Stedse tilbage, imedens saa talrige Aar vare rundne,
Bygge Danaernes Fyrster ved Hjælp af en List, som Gudinden
Pallas dem indgav, en Hest, der var stor som et Bjerg, og de hugge
Ribber af Graner og false dem ind. De lade, som om det
Kun er et Løfte for Hjemmet at naa; det Rygte sig breder.
Hemmeligt lukke de ind saa i Sidernes Skjul nogle Mænd, som
Blive ved Lod udvalgte, og fylde aldeles det hule
Mægtige Rum, der er inde i Bugen, med væbnede Stridsmænd.
Noter til side 22:
Myrmidonerne vare et Folk i Landskabet Phthiotis i Thessalien og under Achilles's Herredømme. Doloperne vare ligeledes et thessalisk Folk og meget berømte i den mythiske Tid.
Side 23, vers 24 - 64.
     Tenedos ligger i Sigte, og Øen bekendt er af Rygte;
Rig den paa Midler jo var, mens Priamus's Rige bestod, men
Nu er det ikkun en Bugt og en Havn, som er meget usikker;
Derhen de sejle, og der de sig skjule i Strandbreddens Øde.
Rejste vi mente de vare at søge for Vinden Mycenæ.
Teukrien altsaa føler sig fri for langvarige Sorger.
Portene aabnes; det glæder at gaa for nu ret at betragte
Dorernes Lejr og den ensommer Kyst og de opgivne Pladser.
Her var Dolopernes Skare, og her jo den grumme Achilles
Havde sin Lejrplads, der var der Leje for Flaaden, og her var
Kampens sædvanlige Plads. Man studsende Møen Minervas
Ulykkebringende Gave betragter og undrer sig over
Træhestens vældige Masse, og først Thymøtes nu kommer
Frem med sit Raad, at man Hesten skal indenfor Murene bringe,
Stille paa Højborgen op, hvad enten nu Raadet var Svig kun
Eller og Trojas Skæbne forlangte det saaledes udført.
Derimod Kapys og andre, som havde om Sagen en bedre
Mening, befalede dels at man styrter Danaernes lumske
Mistænkte Gave i Havet, og dels at man under den lægger
Baal og saa brænder den op eller borer igennem dens Bug og
Prøver at udforske Skjulet, som fandtes i Rummet derinde.
Vankelmodig sig Hoben fordeler til modsatte Sider.
     Fulgt af en stor Flok løber fra Højborgen forrest i Skaren
Laokoon ned stærkt ophidset og udraaber langt fra:
"I ulyksalige Borgere, hvad er nu dette for Vanvid?
Tro I at Fjenden er sejlet, og tro I, at nogen som helst af
Disse Danaernes Gaver er svigfri? Er da Ulixes
Saaledes kendt? Der er enten Achiver i Træmassen skjulte,
Eller man lavet har en Maskine imod vore Mure
For at bese vore Huse og ovenfra komme i Staden.
Et eller andet Bedrag er der skjult, o Teukrer! I Lid ej
Fæste til Hesten, thi hvad det end er, jeg Danaerne frygter,
Selv om de Gaver os give." Imedens han udtaler dette,
Slynger med uhyre Kraft han sin vældige Lanse mod Dyrets
Krumt sammenfalsede Bug og dets Side; det skælvende stod, og
Hult klang Rummet derinde og sukkede, medens ved Stødet
Bugen gav Genlyd, og havde det Skæbnens Bestemmelse været,
Havde Forstanden ej været forblindet, han sikkert dem havde
Bragt til at splintre aldeles med Jern det argoliske Skjul, og
Troja vilde nu staa, du, Priamus's Borg! være skaanet.
Noter til side 23:
Tenedos: en Ø i det ægæiske Hav ikke langt fra Kysten ved Troja. Mycenæ i Argolis, Agamemnons Kongesæde. Teukrien = det trojanske Land, Troja, saaledes kaldt efter Teucer, se Noten side 2. Dorerne = Grækerne. Denne græske Folkestamme havde Navn efter Stamfaderen Dorus, Søn af Hellen eller Neptunus. Thymøtes: en Trojaner, hvis Hustru og Søn vare blevne dræbte paa Priamus's Befaling. Kapys omtales i første Bog som en Trojaner i Æneas's Følge. Maa ikke forveksles med Anchises's Søn Kapys. Laokoon var en Søn af Priamus og Hekuba og Præst for den thymbræiske Apollo. Argolerne = Indbyggerne i Argolis med Hovedstaden Argos. Benævnelsen bruges ofte hos Vergil for Grækerne i Almindelighed.
Side 24, vers 65 - 105
     Se! dardaniske Hyrder imidlertid komme og trække
Raabende højt frem for Kongen en Yngling med bagbundne Hænder.
Ubekendt havde han selv jo med Vilje de kommende mødt for
Stolende kun paa sig selv samt rede til enten sin Plan at
Føre igennem ved List eller Døden utvivlsomt at lide.
Rundt fra strømmer, af Lyst til at se, Trojanernes Ungdom
Sammen omkring dem, og Fangen de kappes at spotte. Men hør dog
Grækernes Svig, og af een lumsk Handling du kende dem alle.
Lige saa snart han nu nemlig forvirret og vaabenløs stode der
Midt i den truende Kreds, og han saa paa de frygiske Skarer,
Sagde han: "hvor er der Lande, og hvor er der Kyster, som kunne
Nu mig tage i Favn, hvad Haab har jeg Stakkel tilbage,
Jeg, som jo intetsteds har hos Danaerne Plads, naar desuden
Selv Dardaniderne fordre som Fjender, at Livet jeg bøder."
Dette hans Suk omstemte vort Sind, og det dæmpede ganske
Hele Bevægelsen. Alle vi raade ham straks til at sige,
Hvorfra han stammede ned og hvad ellers han havde paa Sinde,
Udtale skulde han frit, hvad Haab han nu havde som Fange.
Endelig jager han Frygten paa Flugt, og han siger saa dette:
"Konge! jeg tilstaa sikkert vil Sandheden, ske hvad der ske vil.
Ej vil jeg nægte, at ned jeg jo stammer fra Slægten i Argos.
Dette nu først; thi selv om den grusomme Skæbne bestemt har
Sinon til Ulykke, ikke den falsk og løgnagtig ham gør dog.
Hvis Palamedes, Beliden, tilfældig er kommen ved Tale
Eder for Øren, hans Navn og hans Hæder, som Ryet berømmer,
Hvem jo Pelasgerne falsk antog for at være Forræder
Efter en troløs Angivers Ord og uskyldig i Døden
Sendte paa Grund af hans Raad at ophøre med Krigen, men hvem de
Nu, da hans Livslys er slukket, begræde – til ham blev jeg herhen
Sendt af min fattige Fader i Krigens Begyndelse for at
Være som nærmest beslægtet hans Ledsager. Medens han stod som
Konge i hele sin Glans og var mægtig i Kongernes Raad, fik
Jeg dog ogsaa et Navn, og jeg vandt nogen Ære, men da den
Lumske Ulixes's Had ham forjog fra de levendes Rige,
– Hvad jeg har sagt, er jo ej ubekendt – henslæbte jeg Livet
Modløs i Mørke og Sorg, og i Sjælen jeg harmedes over
Denne uskyldige Vens ulyksalige Skæbne. Afsindig
Tav jeg ej heller, men dersom det skulde mig lykkes, og hvis jeg
Kom nogensinde med Sejren igen til mit fædrene Argos,
Lovede Hævn jeg og rejste hans voldsomme Had ved min Tale.
Noter til side 24:
Sinon, Søn af Æsimus, omtales ellers ikke. Palamedes var en Søn af den eubøiske Konge Nauplius. Senere Digtere efter Homer fortælle, at Ulysses som Grund til sin Anklage benyttede et uægte Brev fra Kong Palamedes til Kong Priamus. Pelasgerne = Grækenlands Urbeboere, benyttes af Digteren som Fællesnavn for Grækerne.
Side 25, vers 106 - 145:
Dette var allerførst Grund til min Lidelse; lige fra dengang
Skrækker Ulixes mig stedse med nye Beskyldninger, spreder
Ud iblandt Folk tvetydige Ord, og forbunden med andre
Søger han Vaaben imod mig. Han undte sig nemlig ej Hvile,
Før han med Kalchas som Hjælper . . . Men hvorfor beretter jeg eder
Ganske forgæves nu disse saa stygge Historier? Hvorfor
Sinker jeg eder; hvis alle Achiver I tro som den ene,
Hvis det er nok kun Navnet at bære, saa straf mig nu hurtigt,
Det Ithacenseren ønsker, Atriderne højt det betale."
     Strax vi nu brænde af Lyst til at forske og spørge om Grunde,
Ej vi forstaa saadanne Forbrydelser, ikke vi kende
Disse pelasgiske Kunster. Som greben af Frygt han i Talen
Videre gaar med sit Hjerte af lutter Forstillelse opfyldt:
     "Ofte Danaerne tænkte at opgive Trojas Belejring,
Gøre sig rede til Rejsen og trætte begive sig hjem fra
Denne langvarige Krig. Ja gid de blot havde det udført.
Sydvinden voldte dem Frygt, da de stod i Begreb med at rejse.
Særlig da Hesten, som tømret er bleven af Ahornens Stamme,
Stod her, lød overalt der i Luften et bragende Uvejr.
Ilde tilmode vi sende da Eurypulús for at spørge
Føbus's Orakel; han bringer fra Helligdommen os dette
Sorgfulde Svar: "I med Blod og med Drab af en Jomfru jo have
Stormene sonet, da først I drog til den iliske Strandbred;
Hjemkomst søge I skulle, Danaer! med Blod. Et argolisk
Liv maa der ofres. Saasnart dette Ord kom Hoben for Øre,
Studsede alle, og Frygten betog iskold deres Lemmer:
Hvem er af Skæbnen bestemt hertil, hvem fordrer Apollo?
Frem Ithacenseren trækker da Spaamanden Kalchas i Midten
Under en voldsom Alarm, og han fordrer at vide, hvad denne
Guddoms-Vilje betyder. Og mange mig varslede alt nu
Hin Anstifters forbryderske Færd og hans Grusomhed; tavse
Saa de det kommende klart. Ti Dage han Tavshed bevarer,
Afslaar snedig at lade sin Stemme forraade end sige
Udsætte nogen for Døden. Men dreven af vældige Raab fra
Hin Ithacenser han bryder saa endelig nødig sin Tavshed;
Mig han bestemmer for Altret. Der lyder almindeligt Bifald;
Det, som enhver for sig selv jo befrygtede, fandt man sig let i,
Da det sig vendte til een ulykkeligs Undergang. Nu var
Denne afskylige Dag alt nær, og for mig der beredtes
Noter til side 25:
Kalchas, Søn af Thestor, var den berømte Seer, som fulgte Grækernes Hær til Troja. Atrider = Agamemnon og Menelaus, Sønner af Atrus, Konge i Argos og Mycenæ. Eurypulus var Søn af Thessaleren Euæmos og anførte en Afdeling Thessalere. Med Blod. Da den græske Flaade laa for Modvind ved Aulis, bød Kalchas, at Agamemnons Datter Ifigenia skulde ofres. Agamemnon gav efter, men Diana frelste Pigen og satte hende som Præstinde i Taurus.
Side 26, vers 146 - 187
Ofringens Tilbehør, Baand om min Tinding og Kornet med Saltet.
Selv jeg mig frelste fra Døden, jeg tilstaar, Baandene brød jeg,
Skjult i den dyndede Sø jeg mig hvilte om Natten i Sivet,
Indtil de sejlede bort, hvis ellers de tænkte at sejle.
Nu har jeg ej mer Haab om at se mine Forfædres gamle
Land, mine elskede Børn og min inderlig savnede Fader,
Hvilke man fordre maaske vil til Straf, fordi jeg er flygtet;
Denne min Brøde man soner maaske ved at dræbe de Stakler.
Derfor beder jeg ved Himlens Beboere, Guder, som kende
Sandhed, og dersom der findes endnu her i Verden tilbage
Nogetsteds Ærlighed ren og ubrødelig; lad saa de tunge
Uhørte Lidelser vække hos dig en medlidende Tanke,
Ynk dog Sjælen, som lider en Skæbne, den ikke fortjener."
     Disse hans Taarer vi skænke hans Liv, ja vi ynkes endogsaa,
Priamus byder nu først, at man tager de snærende Baand og
Hændernes Lænker af Manden, og derpaa siger ham disse
Venlige Ord: "at du mistet har Grækerne, glem det fra nu af,
Vor skal du være; besvar mig nu sandt hvert Spørgsmaal jeg stiller:
Hvorfor have de rejst en saa vældig Kolos af en Hest, og
Hvem er vel Manden for dette? Hvad søge de derved at opnaa?
Er det af hellige Grunde? Mon ei en Maskine til Krigsbrug?
Han, som var oplært i Svig og i alle pelasgiske Kunstgreb,
Hævede sine fra Lænker befriede Hænder mod Himlen:
"Evige Himmellys! eder jeg kalder til Vidne og eders
Guddom, som ikke maa krænkes, og eder, I Altre, og eder,
Hæslige Sværd, som jeg undgik ved Flugt, og I Gudernes Baand, jeg
Bar som et Slagtoffer: lad det nu være mig tilladt at røbe
Grækernes hellige Ret og at bære til Mændene Had og
Bringe for Dagslyset alt, hvad skjule de maatte; jeg bindes
Ikke af nogen som helst af mit Fædrelands Love. Blot du nu
Staar ved dit Ord, du Troja, og frelst selv frelser dit Løfte,
Dersom jeg udtaler sandt og jeg giver en rigelig Gengæld:
     Hele Danaernes Haab samt Lid til den Krig, de begyndte,
Støttet var stedse paa Hjælpen fra Pallas; men lige fra Dagen,
Dengang den haarde Tydid og alle Forbrydelsers Ophav,
Nemlig Ulixes, imedens de udførte Hvervet at bringe
Pallas's Ulykkesbillede bort fra det hellige Tempel,
Fældede Højborgens Vagter og greb om det hellige Billed,
Havde den Frækhed at røre med blodige Hænder Gudindens
Jomfrubaand – lige fra hin Dag sank jo Danaernes Haab og
Mere og mere det svandt. Deres Kraft var nu brudt og Gudindens
Sjæl var dem fjendsk, og paa dette Tritonia ogsaa dem sendte
Noter til side 26:
Kornet med Saltet. En saadan Blanding af Korn og Salt blev ved Ofringer strøet paa Offerdyrets Hoved. Tydiden, se Note S. 4. Tritonia = Pallas (Athene, Minerva). Navnet udledes i Almindelighed fra Søen Triton i Nordafrika, hvor Gudinden efter et vistnok ægyptisk Sagn skal være født.
Side 27, vers 188 - 227.
Tegn ved utvivlsomme Varsler. Thi næppe var Billedet blevet
Opstillet inde i Lejren, saa lyse de blinkende Flammer
Ud af de hævede Øjne, paa Lemmerne perler den kolde
Sved, og hun tre Gange springer – forunderligt er det at sige –
Højt op fra Jorden med Skjoldet og selve den sitrende Lanse.
Kalcas raadede straks til at prøve paa Flugt over Havet:
Pergamum, sagde han, kunde man ej med argoliske Vaaben
Styrte omkuld, hvis man ikke i Argos søgte sig atter
Varsel og bragte den Guddom tilbage, som tagen blev med, da
Bort paa de buede Skibe man sejlede hen over Havet.
Naar de nu søge for Vinden til Fædrenestaden Mycenæ,
Ville de ikkun Tropper sig skaffe og Gudernes Bistand,
Hel uformodet de komme tilbage igen over Havet.
Dog i Palladiets Sted, og fordi man har Guddommen krænket,
Stilledes Billedet her efter Advarsel op, at det skulde ****
Sone den truende Synd. Men Kalchas bød dem at bygge
Denne uhyre Kolos dog af Egetræs Tømmer og hæve
Højt den mod Himmelen op, for at Portene ikke den skulde
Tilstede Gennemgang, eller den indenfor Murene kunde
Føres og Folket beskytte, naar dyrket af dette den blev som
Billedet før. men dersom Minervas Gave I havde
Krænket ved Vold, da vilde forfærdelig Undergang — gid dog
Guderne vende mod ham først Varselet — være bestemt for
Priamus's Rige og Frygerne, hvis derimod den ved eders
Føres og Folket beskytte, naar dyrket af dette den blev som
Billedet før. Men dersom Minervas Gave I havde
Krænket ved Vold, da vilde forfærdelig Undergang – gid dog
Guderne vende mod ham først Varselet – være bestemt for
Priamus's Rige og Frygerne, hvis derimod den ved eders
Hænder besteg eders Stad, da skulde i vældige Kampe
Asien komme endog til pelopiske Stæder, men denne
Skæbnebestemmelse venter paa Slægten, som efter os følger."
     Dette blev troet paa Grund nu af disse den mensvorne Sinons
Svigfulde Kunstgreb, og Folk, hvem hverken Larissas Achilles
Eller Tydiden betvang med de tusinde Skibe i ti Aar,
Bleve besejrede ikkun ved Svig og ved hyklede Taarer.
     Herefter frem der sig stiller et andet og større og langt mer
Skrækindjagende Syn for de ulyksaliges Øjne,
Bringer Forvirring i Sindet og røver dem al deres Omsigt.
Laokoón, som ved Lod udvalgt var til Præst for Neptunus,
Bragte som Offer en glimrende Tyr ved de festlige Altre.
Se! to Slanger – jeg gyser ved sligt at fortælle – paa Havet
Over det rolige Dyb fra Tenedos snoede frem i
Mægtige Bugtninger, medens de jævnsides søgte til Kysten.
Brysterne hæve de højt mellem Bølgerne, op over Vandet
Noter til side 27:
Pelops, Søn af Frygiens Konge Tantalus og Bedstefader til Agamemnon og Menelaus, blev fordreven fra Frygien og kom til Elis, hvor han giftede sig med Kong Ønomaus's Datter Hippodamia. Senere udbredte han sit Herredømme over hele Peloponnes, der fik Navn efter ham. Larissa: en Stad i Thessalien, Achilles's Fødeby.
Side 28, vers 228 - 270
Rage de blodrøde Kamme, men Resten af Kroppene bagved
Dækkes af Havet, den vældige Ryg de i Krumninger bugte,
Bølgerne skumme med Larm. Nu havde de Markerne naaet,
Hel underløbne af Blod og af Ild i de flammende Øjne.
Blege vi flygte ved Synet. Med sikre Bevægelser frem de
Ile mod Laokoón, men først omslynge dog begge
Slangerne Sønnernes to smaa Legemer, vikle sig derpaa
Gentagne Gange omkring dem, og bidende flænge de begges
Ulyksalige Lemmer og gribe derefter ham selv som
Løbe til Hjælp og har Vaaben i Haand, ombinde ham fast med
Mægtige Ringe, og to Gange midt om hans Liv de sig slynge,
To Gange vinde de rundt om hans Nakke de skællede Rygge,
Højt dog rage i Vejret de baade med Hoved og Nakke.
Stænket af Edder og sort Gift over de hellige Baand han
Knuderne søger at rive med Hænderne bort fra hinanden,
Samtidig grulige Skrig udstøder han op imod Himlen,
Saadanne Brøl, som en Tyr udstøder, naar saaret den flygter
Bort fra et Alter og ryster den usikre Økse af Nakken.
Slangerne flygte nu begge og glide til Højborgens Tempel,
Søge den strenge Gudinde Tritonis's Borg og sig skjule
Under Gudindens Fødder og Skjoldrandens nederste Runding.
Alle de skælvende Hjerter paa ny nu gribes af Rædsel.
Laokoón har jo efter Fortjeneste bødet for Synden,
Siger man, han, som har krænket det hellige Egetræsdyr med
Lansen og slynget har ind i dets Side det syndige Vaaben.
Billedet, siger man, op skal føres til Templet, Gudindens
Guddomskraft skal anraabes.
Murene spaltes, ad Byen og Husene aabne vi Vejen.
Alle med Værket sig give i Færd; under Benene lægge
Rullende Hjul de til Rette, og Hampebaand bindes om Halsen.
Op da stiger til Muren den skæbnesvangre Maskine
Fyldt med bevæbnede Mænd. Nu Drenge og ugifte Piger
Istemme hellige Sange omkring den og glæde sig, naar de
Tovet berøre med Haanden. Og frem gaar Hesten og glider
Truende midt ind i Byen. O Ilium, Gudernes Bolig!
Fædreneland! I ved Krige berømte dardaniske Mure!
Fire Gange stødte den haardt imod Tærskelen inde i Porten,
Fire Gange hørtes der ogsaa en Lyd som af Vaaben i Bugen;
Dog ubetænksomme trænge vi paa i et blindt Raseri og
Hint ulyksalige Dyr saa staar paa den hellige Højborg.
Selv Kassandra nu aabner til Fremtidsvarsel sin Læbe,
Hun, som paa Gudens Befaling af Teukrerne aldrig blev troet.
Noter til side 28:
Kassandra. Priamus's Datter, havde af Apollo faaet Spaadomsgave, men senere føjede Guden i Vrede den Forbandelse til, at ingen vilde tro paa hendes Spaadomme. Efter Trojas Erobring tilfaldt hun Agamemnon og fulgte ham til Mycenæ, hvor hun sammen med Agamemnon blev dræbt af Klytemnestra og Ægisthus.
Side 29, vers 271 - 307.
Vi ulyksalige pynte med Festløv Gudernes Templer,
Alle for hvem jo den selvsamme Dag var bestemt som den sidste.
Rundt har imidlertid Himlen sig drejet, og Natten nu frem fra
Verdenshavet sig styrter og hyller i mægtige Skygger
Himlen tillige med Jorden og Myrmidonernes Baghold.
Teukrerne tie nu spredte i Staden omkring, og af Søvnen
Favnes de mødige Lemmer; men alt var Argivernes Hær paa
Vejen fra Tenedos's Ø paa de rustede Skibe og søgte
Hen til den velkendte Strand under Maanens fortrolige Tavshed.
Faklen var hævet paa Stavnen af Anfører-Skibet, og Sinon,
Hjulpen af fjendtlige Guders Bestemmelse, aabner i Skjul nu
Grantrælukket for hine Danaer, som vare i Bugen
Spærrede inde. Da Hesten var aabnet, den sender nu disse
Atter for Dagen, og glade ved Hjælp fra de nedsænkte Strikke
Komme fra Træhestens Rum Anførerne: nemlig Thessandrus,
Sthenelus, derpaa den grumme Ulixes, Akamas, Thoas
Ogsaa Peliden Neóptolemus, Menelaus og blandt de
Første Machaon og Manden, som tømrede Hesten, Epeos.
Ind de saa trænge i Byen, som Søvnen og Vinen har favnet;
Vagterne fældes, de aabne saa Portene, tage mod alle
Fæller og samle til eet de i Sagen indviede Skarer.
     Nu var det netop Tiden, da Søvnen begynder at gribe
Jordens bekymrede Sjæle og kærkommen sniger sig frem som
Gudernes Gave. Men se! det i Drømme mig synes, at Hektor
Stod for mit Øje bedrøvet og udgød Strømme af Taarer,
Ligesom dengang han slæbtes fra Vognen og smudsig af blodigt
Støv havde Remmene trukne igennem de svulmende Fødder.
Ve mig, hvordan saa han ud? hvor forandret var Hektor fra dengang
Iført Achilles's Rustning han vendte tilbage fra Kampen,
Eller da frygisk Ild imod Grækernes Skibe han sendte.
Skæget var smudsigt, og Haaret var sammenklistret af Blod, og
Synlige vare de Saar, som faaet han havde i Mængde
Rundt om de fædrene Mure. Jeg syntes, at grædende selv jeg
Tiltalte Manden og disse bedrøvede Ord til ham talte:
O du Dardaniens Lys, du Teukrernes største Forhaabning,
Hvad har dog kunnet dig sinke saa længe og, Hektor! fra hvilken
Egn dog kommer du, du, som er savnet saa haardt? Og hvor trætte
Noter til side 29:
Stheneleus, en af de berømte græske Helte ved Troja, var Fader til Mycenæs Konge Eurystheus, som paa Junos Befaling paalagde Herkules de tolv Arbejder. Akamas var en Søn af Theseus og Fædra. Peliden Neóptolemus = Pyrrhus, Søn af Achilles og Deidamia, Sønnesøn af Peleus. Han opretede et Rige i Epirus og blev siden dræbt af Orestes. Makaon var Søn af Æskulapius og fulgte som en berømt Saarlæge Grækerne til Troja. Epeos, Hestens Bygmester, var Søn af Panopeus. Achilles's Rustning. Da Hektor, hjulpen af Apollo, var naaet til Grækernes Skibe, laante Achilles, som ikke selv vilde kæmpe paa Grund af sin Uenighed med Agamemnon, Patroklus sin Rustning, og Trojanerne trak sig tilbage, men Apollo saarede Patroklus, og Hektor dræbte ham og tog Rustningen.
Side 30, vers 308 - 348
Ere vi nu, da vi skue dig efter saa mange af dines
Fald og saa vekslende Sorger for Byen og Mennesker. Hviken
Uværdig Aarsag har skæmmet dit solklare Aasyn, og hvorfor
Skuer jeg saadanne Saar?" Han svarer mig ikke, han ikke
Sinker mig, dengang jeg spørger saa taabeligt; dybt han fra Brystet
Drager et lydeligt Suk, og han siger: "du Søn af Gudinden!
Flygt dog, frels dig fra Flammerne her, nu er Fjenden i Staden,
Troja styrter nu ned fra sin Tinde. Til Priamus samt til
Fædrenelandet der ydet er nok. Hvis Pergamum havde
Kunnet forsvares, forsvaret med denne min Højre det var jo.
Troja betror nu til dig sine Helligdomme og Guder;
Medtag disse og lad dem følge din Skæbne og søg for
Dem nu en Stad, som du bygge skal stor, naar hen over Havet
Sejlet du har." Saaledes han taler, og ud fra de indre
Hellige Rum hans Hænder mig bringe den mægtige Vesta,
Smykket med hellige Baand, samt Ilden, der aldrig maa slukkes.
     Rundt om i Staden sig spreder imidlertid Sorgen; uagtet
Fader Anchises's Hus laa afsides dækket af Træer,
Stedse dog klarere hører man Larmen, og Vaabnenes Bragen
Nærmer sig truende. Op jeg nu farer af Søvnen, og hurtigt
Naar jeg den højeste Tinde af Taget; med lyttende Øre
Staar jeg deroppe: aldeles som naar der sig kaster et Ildhav
Under en rasende Storm hen over en Sædemark, eller
Bjergflodens rivende Strøm slaar Markerne ned og sig styrter
 
 
Over den frodige Sæd og de dyrkede Agre og drager
Skovene med i den susende Fart: den ukyndige Hyrde
Studser deroppe paa Toppen af Klippen ved Larmen at høre.
Sandheden bliver mig klar, og Danaernes Svig sig nu røber.
Alt er nu Déifobus's anselige Hus i Ruiner
Sunket for Flammernes Magt, alt brænder Ukalegons Bolig
Lige i Nærheden, vidt om Sigeum der kastes af Ilden
Lys over Havet. Der høres paa eengang Raaben af Mænd og
Klang af Trompeter. Afsindig jeg Vaabnene griber og ganske
Planløs staar jeg i Vaaben, men føler en brændende Attraa
Efter at samle til Kampen en Flok og forenet med Fæller
Ile til Borgen; min Sjæl er betagen af rasende Vrede,
Frem kun lyser den Tanke: i Vaaben at dø, det er dejligt.
     Panthus, Othrys's Søn, som paa Højborgen Præst var for Føbus,
Ud fra Danaernes Vaaben er sluppen og selv han nu bærer
Helligdommene bort: de besejrede Guder; den lille
Sønnesøn har han ved Haanden og løber afsindig mod Huset.
Noter til side 30:
Deifobus, Søn af Priamus og Hekuba, blev efter Paris's Død gift med Helena. [Sigeum, et forbjerg ved Troja]. Panthus, Othryaden var en Søn af Priamus's Hustru Hekubas Broder Othrys og Fader til Euforbus, en af de tapreste Trojanere. Denne Euforbus's Sjæl mente Pythagoras, at han selv ved Sjælevandringen var kommen i Besiddelse af.
Side 31, vers 349 - 391.
"Panthus! hvordan staar alt? Hvordan er det muligt at finde
Vej nu til Borgen?" Men næppe jeg udtalt havde, forinden
Herpaa han sukkende svarer: "Dardaniens yderste Dag og
Uundgaaelige Tid er nu kommen. Vi have nu været
Folket i Troja, og været har Ilium, været har ogsaa
Teukrernes mægtige Hæder; i Vrede har Juppiter skænket
Alt nu til Argos; den brændende By af Danaer beherskes,
Hesten, som knejsende staar midt inde i Byen, sig aabner,
Sender bevæbnede ud, mens Sinon hoverende tænder
Ild overalt som en sejrende Helt, og ad vidtaabne Porte
Strømme de ind alle Tusinder hist fra det store Mycenæ;
Andre som spærrende Vagt nu besætte i Vaaben de snævre
Gader, en Jernrække staar med de dragne og glimtende Vaaben
Rede til Drab; knap prøve de forreste Vagter ved Porten
Videre Kamp, men de stride imod kun i Blinde og Mørke."
Frem jeg da stormer mod Flammer og Vaaben bevæget ved disse
Ord, som af Othrys's Søn udtaltes, og Gudernes Kalden,
Frem, hvorhen nu den vrede Erinys og Vaabnenes Gny og
Raabet, som steg imod Himlen, mig kaldte. Den vaabenberømte
Epytus kommer som Fælle med Rhipeus førte ved Maanens
Skin, samt Hypanis, Dymas, den unge Mygdoner Korøbus,
Tæt til vor Side de slutte sig alle. Korøbus i disse
Dage var netop tilfældig til Troja kommen; en mægtig
Kærlighed drog til Kassandra ham hen, og han bragte som Brudgom
Hjælpen til Frygiens Folk og til Priamus; ikke han hørte
Ulyksalig sin varslende Bruds advarende Paabud.
Dengang jeg disse nu ser tæt samlede brænde af Kamplyst,
Føjer jeg dertil følgende Ord: "I Ynglinge, tapre
Hjerter, som banke forgæves, hvis eders Beslutning er fast at
Følge med mig, som vil vove det yderste, se I, hvorledes
Sagerne stille sig: bort ere Guderne vegne, ved hvilke
Dette vort Rige bestod; vore Helligdomme og Altre
Ere forladte, og opbrændt er Byen, som Hjælpen I bringe.
Lad os da dø, lad os styrte os ind nu i Fjendernes Midte;
Opgive Haabet om Frelsen er eneste Frelse for slagne."
Herved betages de unge af sandt Raseri. Vi os kaste
Ligesom glubende Ulve i bælmørk Taage, naar Bugens
Rasende Hunger dem driver i Blinde afsted og forladte
Unger dem vente med smægtende Svælg, ind i Vaaben og Fjender,
Ind i sikreste Død, og vi midt gennem Byen os styrte;
Kulsort Nat omflagrer os, hyller os ind i sin Skygge.
Hvem kan vel skildre med Ord Blodbadet og Tabet i hin Nat?
Hvem kan røre til Taarer, som svare til Lidelsens Omfang?
Noter til side 31:
Erinys: egl. en af Furierne, Hævngudinderne, men Navnet benyttes oftere for at betegne et pludseligt udbrydende Raseri. Rhipeus o. s. v. ere Navne paa ubekendte Trojanere. Korøbus var en Søn af Frygeren Mygdon. Mygdonerne vare et thracisk Folk, som senere bosatte sig i Frygien.
Side 32, vers 392 - 436.
Ned nu styrter den ældgamle By, som i talrige Aar var
Sæde for Magten, og rundt om i Gader i Huse og Guders
Hellige Templer der spredes en Masse af livløse Kroppe.
Ikke dog Teukrerne bøde alene med Livet, men stundom
Rejser sig Modet paa ny hos de slagne, og sejrende Græker
Synke til Jord. Overalt kun Rædsel og grusomme Sorger
Død overalt, kun Død og i mange og vekslende Former.
     Først af Danaerne møde vi Androgeós, som er fulgt af
Talrige Mænd, og han kender os ikke, men tror, at han ser en
Skare af Fæller, og venligt endog han os raaber imøde:
"Skynd eder Mænd. Hvi møde I altfor sendrægtigt? De andre
Røve og plyndre nu rundt i det brændende Pergamum; komme
I nu først herhen fra de højt opragende Skibe?"
Dette han talte og straks, thi tillidvækkende Svar blev
Ikke ham givet, begreb han at midt ind i Skarer af Fjender
Falden han var. Som en Mand, der aldeles uventet, imedens
Fremad paa Jorden han vandrer imellem de tornede Tjørne,
Sætter sin Fod paa en Slange og skælvende pludselig flygter
Langt bort fra denne, der hæver sig op i sin Vrede og svulmer
Rundt om den mørkeblaa Hals: paa den selvsamme Maade ved Synet
Androgeós nu tilbage sig skælvende trak. Vi os styrte
Ind imod Skaren, og Fjenden os tæt omslutter med Vaaben.
Spredt nedhugge vi alle, som hel ubekendte med Stedet
Ere betagne af Skræk, og af Lykken begunstiges dette
Første Forsøg. Men Korøbus, som jubler af Mod og af Heldet,
Siger nu: "Venner! hvor Lykken os først anviser en Vej til
Frelse og viser sig gunstig, vi følge; vi Skjoldene bytte,
Tage Danaernes Mærker som Vaabendragt. Svig eller Manddom
Hvem vil om dette vel spørge hos Fjenden? De selv os nu skulle
Vaabnene give." Saaledes han talte; den vajende Hjelm, som
Androgeós bar, tager han paa; hans Skjold med det smukke
Mærke han griber og fæster Argiverens Sværd ved sin Side.
Rhipeus gør nu det samme og Dymas og hele den glade
Ungdom; alle sig ruste med Byttet, som nylig var vundet.
Mellem Danaer vi gaa, dog Guderne følge os ikke;
Talrige Kampe vi kæmpe om Natten i Blinde og Mørke,
Mange til Orkus sende vi ned af Danaernes Skarer.
Nogle til Skibene flygte og ile i Løb til den sikre
Strandbred og andre i skammelig Frygt nu bestige igen den
Mægtige Hest og sig søge et Skjul i det velkendte Bugrum.
     Ak! til uvillige Guder sin Lid ej nogen kan sætte!
Se! med de udslagne Haar bliver Priamus's Datter Kassandra
Slæbt fra Minervas Tempel og Helligdom bort, og hun vender
Op imod Himlen forgæves de flammende Øjne, ja Øjne,
Snærende Baand omslutte jo Pigens jomfrulige Hænder.
Side 33 vers 437 - 479.
Saadant Syn ej kunde Korøbus taale; i Oprør
Bruste hans Sjæl, og han søgte sig Døden i Fjendernes Midte;
Alle vi følge ham; frem vi os styrte i tætsluttet Skare.
Først vi nu her overdænges med Vaaben, som komme fra vore
Højt paa den øverste Tinde af Templet, og ynkeligt Blodbad
Voldes af Vaabnenes Form og Danaernes skuffende Hjelmbusk.
Grebne af Vrede og Sorg over Pigen, som røvet var bleven,
Trænge nu Grækerne rundt fra ind tætsluttede, Ajax
Ivrigst og begge Atrider og hele Danaernes Skare:
Ligesom modsatte Vinde, naar Hvirvelstormen er udbrudt,
Møde hinanden i Kamp, Sydvesten og Vinden fra Syd og
Vinden fra Øst, hvis Glæde er Morgenens Heste, og Skove
Hvine, og Havet fra dybeste Grund oprøres, og Nereus
Skummende raser og svinger sin Trefork. Frem de nu komme
Alle, som slaaet vi have ved Listen i Mulmet ved Nat og
Drevet omkring gennem hele den udstrakte By, og de først nu
Kende de byttede Skjolde og Vaaben og mærke paa Lyden
Sprogenes Forskel. Straks vi for Tallet nu bukke maa under;
Først Korøbus falder for Peneleus's Haand ved et Alter
Rejst for Gudinden i Vaaben, og Rhipeus falder, som mellem
Teukrer var aller retfærdigst og ærligst i Tanke og Handling
– Guderne vilde det ikke saaledes, – af Fællernes Vaaben
Dymas og Hypanis saares og falde, og ikke beskyttes
Du i dit Fald, du vor Panthus! af Fromhedens herlige Fylde
Eller Apollos hellige Baand. Jeg vil kalde til Vidne
Iliums Aske og Flammen, som sidste Gang lyste for mine,
Ej har jeg Vaabnene skyet, imedens I faldt, og ej heller
Alle de vekslende Farer i Kampen med Grækerne; dersom
Skæbnen mit Fald havde villet, jeg havde fortjent det ved Gerning.
Bort vi nu drives. Jeg bliver af Ifitus fulgt, og tillige
Følger mig Pelias; tynget af Aarenes Vægt er den første,
Pelias sinkes ved Saaret, Ulixes havde ham bibragt;
Strax blive kaldte ved Raab vi til Priamus's Bolig. En voldsom
Kamp her møder vort Blik; som om intetsteds ellers var Krig, og
Ret som om ingen der faldt i de øvrige Dele af Staden,
Saadan forfærdelig Kamp vi nu skue; Danaerne styrte
Frem imod Huset, et Skjoldtag er dannet, og Døren bestormes.
Stiger paa Murene hænge, ad Trappen de trænge mod selve
Døren sig op, og de dække sig, medens de holde i venstre
Haand deres Skjold imod Vaabnene vendt, og gribe med højre
Fat i det øverste Tag. Trojanerne kaste imod dem
Stykker af Taarnene ned samt Boligens dækkende Tagværk,
Saadanne Vaaben de holde nu rede til Forsvar i sidste
Noter til side 33:
Ajax, se Noten S. 2. [Ajax i Modsætning til den telamoniske Ajax (Søn af Telamon), der dræbte sig selv i Afsind besejret af Ulysses i Striden om Achiles's Vaaben, var Søn af Ojlevs, Lokrernes Konge, og krænkede efter Trojas Erobring i Minervas Tempel Priamus's Datter Kassandra, hvorfor Gudinden straffede ham med Døden]. Nereus, Søn af Oceanus og Tethys og gift med Doris, er Fader til Nereiderne, Havnymferne. Undertiden, som her, bruges Navnet for at betegne selve Neptunus. Peneleus, Søn af Hippalkos og Asterope, omtales som en af dem, der friede til Helena.
Side 34, vers 480 - 518.
Time, da Døden de have for Øje, og nedrulle gyldne
Bjælker, den knejsende Pragt fra de tidlige Forfædres Dage.
Andre med Sværdene dragne besætte den nederste Dør og
Holde i tætsluttet Skare den vogtet. Vi atter nu genvandt
Mod til at søge at yde vor Kongeborg Hjælp og at lette
Mændenes Kamp ved vor Bistand og føje vor Kraft til de slagnes.
     Inde i Priamus's Bolig der fandtes en hemmelig Dør og
Gennemgangsvej til en Bagdør i Huset, ad hvilken den stakkels
Andromaché, mens Riget bestod, tit uden sit Følge
søgte til Svigerforældrene ind, og ved Haanden den lille
Astyanax hun saa gerne til Bedstefaderen førte.
Op paa den højeste Tinde af Taget jeg stiger, fra hvilket
Ulyksalige Teukrer nu sendte afmægtige Vaaben.
Stærkt fremspringende stod der et Taarn, hvis øverste Tag mod
Himlen sig rejste, og hvorfra man overse kunde det hele
Troja, Danaernes Flaade og selve Achæernes Lejrplads;
Rundt fra hugge vi ind nu paa dette, hvor øverste Stokværk
Frembød svagest Forbindelse, løs fra dets knejsende Plads med
Magt vi det rive og skyde det nedad, det pludselig glider,
Bragende styrter det sammen, og vidt over Grækernes Skarer
Kastes det hen. Frem rykke dog andre; med Stene og alle
Mulige Arter af Vaaben der kæmpes en Kamp uden Ophør.
     Inde i Forgaarden, lige ved Tærsklen til Døren, hoverer
Pyrrhus og straaler i Vaabnenes Glans og i Kobberets Genskin:
Ret som en Snog, der har spist de giftige Urter og ligget
Under den iskolde Jord opsvulmet i Vinterens Kulde,
Nu, da Hammen er skudt, og den straaler i hele sin Ungdom,
Nyfødt bugter med højt hævet Bryst sin slimede Ryg mod
Lyset og knejser mod Solen og spiller med trekløftet Tunge.
Sammen med Pyrrhus tillige den vældige Perifas frem mod
Huset sig styrter med Helten, som styred Achilles's Heste,
Vaabendrageren Automedon, og den skyriske Ungdom.
Flammer de kaste mod Taget. Han selv er imellem de første,
Griber en tveægget Økse og hugger igennem den stærke
Fylding og driver fra Hængslet den kobberbeslaaede Dør og,
Efter at Bjælken er hugget igennem, han faar i det faste
Egetræ Hul, og der dannes en mægtig og omfangsrig Aabning.
Boligens Indre nu kommer til Syne, den udstrakte Forhal
Viser sig, tidlige Kongers og Priamus's Værelser aabnes,
Noter til side 34:
Andromache, Datter af Kong Eetion i Thebæ i Cilicien, var gift med Hektor og havde med ham Sønnen Astyanax, som blev dræbt ved Trojas Fald. Efter Erobringen blev hun af Pyrrhus ført til Epirus og fik med ham Sønnen Molossus. Senere gift med Priamus's' Søn Helenus. Automedon, Søn af Diores, var Achilles's Vognstyrer og senere Pyrrhus's Vaabendrager. Skyriske Ungdom. Skyros var en Ø i Ægæerhavet, hvor Achilles i nogen Tid opholdt sig hemmeligt hos Kong Lykomedes, med hvis Datter Deidamia han fik Sønnen Pyrrhus. Denne anførte Folkene fra Skyros.
 
 
Side 35, vers 519 - 558.
Væbnede Mænd ses staaende tæt ved den forreste Adgang.
Inde i Huset det lyder af Suk og af klagende Toner,
Gaardsrummet hviner af Skrig fra de jamrende Kvinder derinde,
Raabene stige mod Stjernernes Guld, og de frygtsomme Mødre
Vandre omkring i de mægtige Rum, og de favne og kysse
Dørenes Stolper. Men frem gaar Pyrrhus med Fædrenes Styrke,
Lukker og Vagt ej standse ham, Døren sig giver for mange
Stød af den rammende Bjælke og rystes og falder fra Hængslet,
Vejen er aabnet med Magt, frem strømmer Danaernes Skare,
Bryder ad Aabningen ind, nedhugger de første og fylder
Rummene vidt med Soldater. En skummende Bjærgstrøm har ikke
Lignende Magt, naar den baner sig Vej ved at bryde sin Dæmning,
Kaster ved Vandmassens Tryk sine hæmmende Diger til Side,
Toppet og rasende styrter sig hen over Agre og river
Med i sin Fart baade Stalde og Kvæg fra de udstrakte Marker.
Begge Atrider i Døren jeg saa med Neóptolemus, som
Raste i Blodbad; ogsaa jeg Hekuba saa med de hundred
Sønnekoner og Døtre, og Priamus plette ved Altret
Selv med sit Blod den Ild, som han selv havde viet til Guden.
Hine halvhundrede Soverum – rig Forventning om Afkom –
Døre, som prangede stolte med Guld og med Bytte fra Krigen,
Styrtede ned; hvad Ilden har levnet besætte Danaer.
     Nu vil du spørge maaske mig om Priamus's Skæbne. Saasnart han
Saa, at hans Stad var erobret og Husenes Døre i Splinter,
Fjenderne midt i de inderste Rum, saa lægger den gamle
Ganske forgæves om sine af Alderdom rystende Skuldre
Vaaben, som længe han sig ikke var vant til at bære, om Livet
Binder han fast det unyttige Sværd og han styrter sig derpaa
Ind mod den tætteste Skare af Fjender for Døden at søge.
Inde paa Pladsen i Midten af Huset og under den aabne
Hvælvede Himmel der fandtes et omfangsrigt Alter; et gammelt
Lavrbærtræ stod i dets Nærhed og heldte sig hen over Altret,
Husets beskyttende Guder det favnede tæt med sin Skygge.
Her nu ved Altret forgæves med Døtrene Hekuba sidder;
Ligesom Duer, der kaste sig ned i det voldsomme Uvejr,
Sammen de trænge sig tæt, og de omfavne Gudernes Støtter.
Dengang hun Priamus ser, som var rustet med Ynglingens Vaaben,
Bryder saaledes hun ud: "o min ulyksalige Husbond,
Hvilken forfærdelig Tanke har klædt dig i saadanne Vaaben?
Hvorhen tier du nu? Ej Faren har Brug for en saadan
Noter til side 35:
Hundrede Sønnekoner o. s. v. Priamus havde halvtredsindstyve Sønner og lige saa mange Døtre. I Midten af Huset var en Plads under aaben Himmel rundt omgiven af bedækkede Søjlegange. Her var gerne en Cisterne og Altre for Husguderne. Hekuba, Priamus's Hustru, blev efter Trojas Erobring ført til Ithaka som Penelopes Slavinde. Efter Sagnet blev hun senere paa Grund af Raseri forvandlet til en Hund.
Side 36 vers 559 - 601
Hjælp og for slige Forsvarere, selv om min Hektor end var her.
Kom dog herhen. Alteret her vil beskytte os alle,
Eller du dø skal sammen med os." Saaledes hun talte,
Plads paa det hellige Sæde hun Oldingen gav ved sin Side.
    Se, da kommer den ene af Priamus's Sønner, Polites;
Sluppen fra Pyrrhus's Blodbad og saaret han flygter igennem
Vaaben og Fjender og naar ad den udstrakte Buegang ind i
Forhallens ledige Rum. Dog Pyrrhus forfølger ham hidsigt,
Søger at saare sin Fjende, og snart han ham griber med Haanden,
Holder ham fast og ham saarer med Spydet. Saasnart han var sluppen
Endelig bort hen foran Forældrenes Øjne og Aasyn,
Synker han ned, ud strømmer hans Blod, og han opgiver Aanden.
Her ej Priamus kunde, skønt selv han i Dødsfare svæver,
Tvinge sit Sind, ej tæmme sin Vrede og Tunge, men raaber:
"Hvis der i Himlen er Hjerter, som agte paa saadan en Gerning,
Skulle dig Guderne give for denne Forbrydelse, denne
Frækhed Tak som fortjent og en Løn som forskyldt, du, som lader
Faderen se, at hans Søn bliver myrdet, og skæmmer ved Liget
Faderens Aasyn. Saadan en Mand var ej heller Achilles,
Hvem du jo falsk udlægger som Fader, mod Priamus, Fjenden;
Ærefrygt viste han hver bønfaldendes Ret og Fortrøstning,
Hektors blodløse Lig gengav han til Graven og sendte
Mig til mit Rige tilbage." Imedens han talte saaledes,
Kastede Oldingen uden at ramme sit kraftløse Spyd, som
Prellende af mod det dumpt genlydende Kobber forgæves
Straks bliver hængende fast i det midterste Fremspring af Skjoldet.
Pyrrhus sagde: "saa gaa nu og bring til min Fader Peliden
Budskab om dette og husk at fortælle min grusomme Daad og
Meld, at Neóptolemus nu er vanartet." Sigende dette
Hen han til Alteret trækker den skælvende Olding, som gled i
Sønnens udstrømmende Blod, og han derpaa griber med venstre
Haand ham i Haaret og drager med højre det blinkende Sværd og
Skjuler til Fæstet det dybt i hans Bryst. Saaledes var endt nu
Priamus's Liv. Efter Skæbnens Bestemmelse skulde han rives
Bort ved en saadan Død, at han saa paa det opbrændte Troja,
Skuede Pergamums Fald, det engang saa mægtige Herre
Over saa talrige Folk samt Lande i Asien. Udstrakt
Ligger den vældige Krop nu paa Strandbredden; Hovedet bort er
Skaaret fra Skuldrene; nu er det ikkun et Lig, som er navnløst.
     Da først rejste sig rundt omkring mig den grulige Rædsel;
Sammen jeg farer; et Billede stod for min Sjæl af min kære
Fader ved Synet af denne med ham jævnaldrende Drot, som
Ramt af det grusomme Saar opgav nu sin Aand; min forladte
Noter til side 36:
Skæmmer det fædrene Aasyn. Synet af eller Berøring med et Lig krævede efter Oldtidens Opfattelse et Renselsesoffer, som om man derved blev uren.
Side 37, vers 602 - 644.
Hustru Kreusa stod for min Sjæl og mit plyndrede Hus og
Drengen Iulus's Skæbne. Jeg skuer tilbage og mønstrer
Hvem der af Fællerne færdes omkring mig. Men alle nu trætte
Have forladt mig og enten i Dødsspring kastet til Jorden
Legemet ned eller sendt det forpint i det flammende Ildhav.
     Nu var jeg saaledes ene tilbage, da ser jeg paa Vestas
Dørtærskel Tyndareus's Datter, som tavs paa den hellige Plads sig
Holder i Skjul, men den flammende Brand udsender sit Lys for
Mig, som just strejfer forbi, og som spejder omkring alle Vegne;
Hun, som jo frygter de hende formedelst Pergamums Fald saa
Fjendtlige Teukrer og Straf af Danaerne, Husbondens Vrede,
Hvem hun jo havde forladt, samt Trojas og Fædrenelandets
Fælles Erinyer, havde sig skjult, og nu sad den forhadte
Oppe paa Alterets Trin. I min Sjæl antændtes en Flamme;
Vreden mig raader at hævne mit Fædrelands Fald og at straffe
Hende den frække: skal hun da ustraffet skue sit Sparte,
Fædrenestaden Mycenæ? Skal hun da gaa som en Dronning
Herfra bort i Triumf og skal se sine Børn og Forældre,
Bolig og Mand, ledsaget af talrige Trojanerinder,
Frygiske Tjenere? Skal da Priamus være for Sværdet
Falden og Troja være til Grunde for Flammerne gaaet?
Skal den dardaniske Kyst da saa tit have dampet af Blodbad?
Nej; skønt ikke ved Kvinder at straffe man gør sig berømt og
Ikke der vindes kan Ros ved en saadan Sejr, vil det tjene
Dog mig til Hæder af at have tilintetgjort Skændslen og givet
Efter Fortjeneste Straf, og det glæde vil ogsaa min Sjæl at
Slukke den brændende Hævntørst og mætte de Afdødes Aske.
Dette jeg sagde, og fremad jeg fór i min rasende Vrede.
Straks stod – aldrig hun havde sig vist saa tydelig forhen –
For mig, og fuldt som Gudinde, min yndige Moder, og saadan
Var hun at se, saa herlig, som Himmelbeboerne pleje
Hende at skue; med Haanden hun greb mig og holdt mig tilbage,
Talte saa følgende Ord med sin rosenfarvede Læbe:
"Hvilken forfærdelig Smerte, min Søn! opvækker nu denne
Ganske ubændige Harme? Og hvorfor raser du? Hvorhen
Er nu din Tanke paa mig dog gaaet? Vil ikke du først se,
Hvor du forladt har din Fader Anchises, som træt er af Alder,
Se, om din Hustru Kreusa endnu er i Live og Drengen
Askaniús? Thi rundt om dem alle nu sværme de græske
Væbnede Skarer, og havde min Omsorg ej det forhindret,
Havde den fjendtlige Ild opslugt dem og Sværdet dem fældet.
Ej er det Helenas, Kvinden fra Sparta og Tyndareus's Datters,
Hadede Skønhed og ikke den højst dadelværdige Paris,
Forklaringer til side 37:
Kreusa, Priamus's Datter, Æneas's Hustru. Tyndareus, Konge i Sparta og Helenas Fader. Din Tanke paa mig o. s. v., idet hun tænker paa Anchises, til hvem hun vil føre ham.
Side 38, vers 645 - 681.
Nej, det er Gudernes Strenghed, som her kuldkaster et Rige,
Lader dit Troja synke i Grus. Se – nu vil jeg nemlig
Drage til Side den Sky, som forhindrer dit spejdende Blik og
Sløver dit Menneske-Øje og fugtig det hyller i Mørke;
Ej maa du nogen af alle din Moders Befalinger frygte,
Ej hendes Bud maa du nægte at lyde – hvor her du nu skuer
Splintrede Masser og Sten løsrevne fra Sten og en Røg, som
Bølger med iblandet Støv, her ryster Neptunus med sin stærke
Trefork Grundvold og Mure og styrter dem om, og den hele
Stad han vil rive nu op fra dens Plads. Her forrest af alle
Holder den hidsige Juno den skæiske Port, og hun raser;
Rustet med Sværd hun nu kalder fra Skibene Fællernes Skarer.
Alt den tritoniske Pallas har taget paa Højborgen Sæde;
Se, hvor hun straaler i Skytaagens Glans med den grusommen Gorgo;
Selv nu Gudernes Fader Danaerne skænker i rigt Maal
Mod samt heldige Kræfter, og mod de dardaniske Vaaben
Hidser han Guderne selv. Grib Flugten i Hast nu, min Søn! og
Gør saa paa Kampene Ende. Jeg intetsteds borte skal være,
Tryg skal jeg føre dig lige til Døren paa Fædrenehuset."
Dette hun sagde og skjulte sig derpaa inde i Nattens
Tætteste Mørke. Nu viste sig grulige Skikkelser, Guders
Vældige Guddomskræfter, som fjendtlige vare mod Troja.
 
     Nu først Ilium syntes mig ganske at synke i Flammer,
Hele Neptunus's Troja blev kuldkastet lige fra Grunden.
Saaledes stræbe om Kap tit Landmænd at fælde den gamle
Avnbøg oppe paa Toppen af Bjærget; de hugge med Jærn og
Talrige Økseslag, stedse den truer og bragt til at skælve
Ryster den Løvet, og Kronen bevæges, men endelig, naar den
Lidt efter lidt er besejret ved Saarene, drager den sidste
Suk, løsrives fra Toppen af Bjærget og synker til Jorden.
Ned jeg saa vandrer, Gudinden mig leder, jeg frelses imellem
Fjender og Ild, Plads skaffe mig Vaabnene, Flammerne vige.
     Da jeg til Fædrenehjemmet nu kom og den ældgamle Bolig
Opsøgte først jeg min Fader og ønskede allerførst ham at
Bringe til Bjærgenes Højder. Han nægter sit Liv at forlænge,
Efter at Troja var faldet, og bære Landflygtigheds Byrde.
"I," saa sagde han, "I, hvis Blod har ungdommelig Varme,
I, hvis Kraft staar fast og sig selv kan give sin Styrke,
Forklaringer til side 38:
Neptunus havde oprindelig omgivet Troja med Mure, men da det derfor betingede Løfte ikke blev holdt, blev han Troja fjendtlig. Skæiske Port, Trojas Vestport, som altsaa vendte mod de kommende Fjender. Gorgo. Gorgonerne vare Døtre af af Neptunus's Søn Forkus og skrækkelige Væsener med Slangehaar; de, som saa dem, bleve forstenede. Perseus fik af Kong Polydektes Befaling at hente Medusas Hoved, og ved Hjælp af Pluto, Hermes og Athene lykkedes det ham at dræbe hende og give Athene Hovedet. Hun satte det i sit Skjold, og det beholdt den forstenende Kraft.
Side 39, vers 682 - 724
I kunne tænke paa Flugt. Hvis Himmelbeboerne havde
Villet jeg skulde forlænge mit Liv, saa vilde de sikkert
Have bevaret mit Hjem. Een Undergang skuet jeg har og
Nok er jo dette, ja mere end nok. Overlevet jeg har jo
Stadens Erobring. Sig nu mit Legeme, hvilket jeg selv vil
O ja, saaledes lægge til Rette, det sidste Farvel og
Drag saa af Sted. Selv finder jeg Døden for Fjendernes Hænder;
Fjenden vil sikkerlig ynkes og søge sig Krigsbytte. Let er
Tabet af Graven. Jeg hadet af Guder og ganske unyttig
Sinket jo meget for længe har Aarene lige fra Tiden
Dengang da han, som er Fader til Guder og Menneskers Konge,
Sendte mig Pustet fra Lynstraalens Vind og mig ramte med Ilden."
     Dette han sagde, og fast ved den tagne Beslutning han holdt saa;
jeg derimod og min Hustru Kreusa og Askaniús og
Hele mit Hus var i Taarer og bad, at vor Fader ej maatte
Alt ødelægge med sig og ej søge den truende Skæbne.
Nej han os siger og bliver ved Forsættet, bliver paa Pladsen.
Atter jeg styrter til Vaaben og ønsker ulykkelig Døden,
Hvilken Beslutning og hvad for en Udvej er nemlig tilbage?
Har du da ventet, min Fader! at her jeg dig kunde forlade,
Selv gaa bort? Kan en Synd da som denne vel tænkes at komme
Over en faderlig Læbe? Men hvis det behager de høje
Guder, at intet skal blive til Rest af en By, der var mægtig,
Hvis det er dette, du vil, og det glæder dit Hjerte at føje
Dig samt dine til Troja, som styrter omkuld, da er Døren
Aaben for saadan Død, snart Pyrrhus vil være til Stede
Badet i Priamus's Blod, og han myrder for Faderens Øjne
Sønnen og Faderen tæt ved et Alter. Min herlige Moder!
Var det da derfor, du frelser mig bort gennem Vaaben og Flammer,
For at jeg Fjenden skal se midt inde i Huset og se min
Askaniús og min Fader og tæt saa ved disse Kreusa
Dræbte, den ene i Blodet, som strømmede ud af den anden?
Vaaben, I Mænd! bring Vaaben, nu Dagslyset kalder for sidste
Gang paa de slagne. Saa lad mig igen nu Danaerne møde,
Lad mig nu vende tilbage igen til fornyede Kampe,
Ikke dog alle vi skulle idag uhævnede falde."
     Derpaa jeg atter med Sværd omgjorder mig, stikker min venstre
Haand ind i Skjoldet med Omhu, og ud jeg af Huset mig skynder.
Se, nu min Viv omslynger da lige paa Tærskelen mine
Fødder og hænger sig fast, og hun rækker den lille Iulus
Frem imod Faderen; "dersom du iler for Døden at finde,
Medtag os alle til alt; men dersom du sætte kan noget
Haab som erfaren til disse af dig nys iførte Vaaben,
Forklaringer til side 39:
Een Undergang. Troja var tidligere blevet ødelagt af Herkules.Pustet fra o. s. v. Selve det Lynet ledsagende Vindpust antoges ofte at være den egentlige Aarsag til Lynet og Tordenen.
Side 40, vers 725 - 765.
Søg først Huset at værge. Til hvem efterlades din Fader,
Lille Iulus og jeg, som engang bar Navn af din Hustru?"
     Dette hun raabte, og Huset hun helt opfyldte med Klage,
Da der paa eengang skues et ganske vidunderligt Særsyn:
Mellem Forældrenes Hænder, for deres bedrøvede Øjne
Ses der en spids Ildtop paa Iulus's Isse; den kaster
Mildt nu et lysende Skin, og aldeles uskadelig slikker
Flammen de dunbløde Haar, og den finder om Tindingen Næring.
Skælvende løbe vi bange omkring, og det brændende Haar vi
Ryste og søge at slukke den hellige Flamme med Vandet.
Glad dog hæver min Fader Anchises mod Stjernerne Øjet,
Bedende op imod Himlen han Hænderne strækker og siger:
"Juppiter! Almagts-Gud! hvis Bøn kan dig bøje, saa vær os
Her blot naadig, og hvis vi ved Fromhed fortjene det, ræk os
Fader! din hjælpende Haand og bestyrk os Varslet, du gav os."
     Knap havde Oldingen endt, før pludselig Tordenens Bragen
Lyder til venstre, og ned der fra Himmelen glider en Stjerne,
Bag sig en glimrende Stribe den drager og løber i Ildglans.
Tydelig se vi den hen over Taget paa Huset at fare,
Bag den idæiske Skov sig at skjule og Vejen at mærke.
Derpaa breder en lang Ildfure sit Lys, og af Svovlos
Stederne rundt om dampe i vid Udstrækning. Men nu er
Fader besejret; han hæver sig op imod Himlen og retter
Bønnen til Guderne, hilser den hellige Stjerne og siger:
"Nu maa vi Tid ej spilde, jeg følger, og hvor I mig føre
Er jeg til Stede. Saa frels nu mit Hus, I fædrene Guder!
Frels nu min Sønnesøn; Varslet er kommet fra eder, og Troja
Staar under eders Beskyttelse. Søn! jeg vil give nu efter,
Din Ledsager at være jeg ikke vil længere afslaa."
Dette han talte; i Staden man hørte nu mere og mere
Tydeligt Ilden, og Heden sig nærmede dreven af Branden.
"Kom saa Fader, du kære, og tag mig om Halsen, jeg selv paa
Skuldrene bærer dig, saadan en Byrde vil ikke mig tynge.
Hvad de end sker, saa er Faren jo ligesom Frelsen for begge
Een og den samme. Den lille Iulus skal følge med mig, og
Bagved giver min Hustru i Afstand Agt paa vort Fodspor.
I, mine Tjenere! mærk eder vel, hvad her jeg vil sige:
Naar vi fra Byen nu komme, der ligefor ligger en Bakke,
Hist er et ældgammelt Tempel for Ceres, forladt og forfaldent,
Tæt ved der vokser en gammel Cypres, som af Ærefrygt vore
Fædre bevarede gennem en Række af Aar. Vi paa denne
Forklaringer til side 40:
Idabjærget laa tæt syd forTroja. Ceres, Datter af Kronos og Rhea (Saturnus og Ops), er Gudinde for Agerdyrkning og det rolige Liv og altid venligsindet mod Jordens Beboere, blandt hvilke hun mest færdes..
Side 41, vers 766 - 811.
 
Plads fra forskellige Sider maa mødes. men tag nu, min Fader!
Helligdommene med og de fædrene Skytsguder. Jeg, som
Kommer fra saadan Kamp og det nylige Blodbad, har ikke
Lov til at røre dem, før jeg i rindende Vand har mig tvættet."
 
     Dette jeg siger, og over min bøjede Nakke og brede
Skuldre jeg kaster et Klæde, og derover lægger jeg Løvens.
Brandgule Skind, og jeg tager min Byrde. Den lille Iulus
Holder sig fast ved min Haand, og med ulige Skridt han mig følger;
Bagved kommer min Hustru. Vi gaa ad de mørkeste Veje,
Mig, hvem kort før ikke de Vaaben, der kastedes, rørte,
Ikke de Græker, som trængte sig tæt fra de fjendtlige Skarer,
Mig nu forskrækker hver Vind, hver Lyd opvækker min Angest,
Ængstelig frygter i selvsamme Grad jeg for Byrden og Følget.
Nær allerede til Porten jeg kom, og jeg mente, at frelst jeg
Havde tilbagelagt Vejen, da pludselig Lyden af mange
Fodtrin syntes at naa mine Øren, og Fader, som spejder
Frem i den bælgmørke Nat, udraaber: "min Søn! de sig nærme,
Flygt Søn! flammende Skjolde jeg skuer og blinkende Kobber."
Mig, der var ængstelig, gjorde nu een eller anden uvenlig
Guddom ganske forvirret og raadvild. Medens jeg nemlig
Løber ad afsides Steder og vender mig bort fra den kendte
Retning af Vejen, ak! om min Hustru Kreusa er bleven
Staaende her mig berøvet af ublid Skæbne, om bort hun
Kom fra den rigtige Vej, hvad eller hun træt har sat sig ned,
Ved jeg jo ikke; hun aldrig har siden sig vist for mit Øje,
Ikke tilbage jeg saa efter hende, jeg tabte, og ej jeg
Tabet bemærkede, førend til Højen vi kom, hvor den gamle
Ceres havde sin hellige Plads. Først her, da vi alle
Vare forsamlede, hende alene vi savnede; skuffet
Havde hun Følget, sin Søn og sin Ægtemand. Hvem har afsindig
Ikke jeg højt anklaget af Guder og Mennesker? Hvad har
Selv i den styrtede By jeg dog set mer grusomt end dette?
Askaniús og min Fader Anchises og Teukrernes Guder
Skjuler jeg her i den hvælvede Dal og betror dem til Fæller,
Selv derimod jeg mig skynder tilbage til Byen igen og
Griber de funklende Vaaben. Min faste Beslutning er det at
Gennemgaa samtlige Farer paa ny og at strejfe det hele
Troja igennem og atter at sætte mit Hoved i Vove.
Først jeg nu iler tilbage til Muren og Byportens dunkle
Tærskel, ad hvilken jeg gaaet var ud, og jeg følger i Natten
Sporet tilbage, som nøje jeg passer med spejdende Øje.
Skræk overalt for min Sjæl, som tillige af Tavsheden skrækkes.
Derfra gaaer jeg til Hjemmet, om muligt hun kommen var derhen.
Ind nu Danaerne havde sig trængt, og de opfylde Huset,
Straks den fortærende Ild imod Mønningen rulles af Vinden,
Flammerne hæve sig frem, og mod Himmelen Ildhavet raser.
 
Side 42. Vers 812 - 849
 
Videre gaar jeg og søger til Priamus's Bolig og Borgen.
Inde i Junos Tempel og Buegangrækkernes Øde
Vogte den grumme Ulixes og Fønix Byttet som valgte
Opsynsmænd. Rundt fra bringer man herhen Skatte fra Troja,
Frelste fra brændende Templer, erobrede Klæder, massive
Guldkar og Gudernes Borde. Omkring dem er stillet den lange
Række af angstfulde Kvinder og Børn. Ja jeg vover endog at
Lade min Røst genlyde i Mulmet og opfylder alle
Veje med Raab, og bedrøvet fordobler jeg Raabet og kalder
Atter og atter forgæves "Kreusa". Imedens jeg stadig
Søger og raser i Staden og Husene, ser jeg Kreusas
Ulyksalige Skygge og Billede staa for mit Øje
Større i Former end hun, som jeg kendte. Jeg studser, mit Haar sig
Rejser, og Stemmen i Struben blev siddende fast, men hun tager
Ordet, og Sorgerne bort hun saa jager ved dette at sige:
"Hvor kan nu, kæreste Mand! det dig glæde saaledes at give
Efter for denne din hel vanvittige Smerte, thi sligt ej
Sker uden Gudernes Vilje. Det ej dig forundes at føre
herfra Kreusa bort som din Ledsager; dette Olympens
Høje Behersker dig ej tillader; for dig er bestemt en
Lang Landflygtighed, pløjes skal Havenes udstrakte Flade,
Hen til Hesperiens Land skal du naa, hvor den lydiske Tiber
Rislende flyder imellem de dyrkede frugtbare Marker.
Heldige Forhold, Rige og Hustru af kongelig Herkomst
Der vil du finde – saa bort med Graad for din kære Kreusa.
Jeg, som er Dardanus's Ætling og Svigerdatter af Venus,
Se skal ej Myrmidoners ej heller Dolopernes stolte
Huse og gaar ej bort for at trælle hos Grækernes Koner.
Gudernes mægtige Moder mig her fastholder paa Kysten.
Derfor Farvel og bevar for vor Søn nu dit kærlige Hjerte."
Dette hun sagde, men bort hun saa svandt mod den luftige Himmel,
Tre Gange søgte jeg først hendes Hals at omslynge med Armen,
Tre Gange greb jeg forgæves, og Billedet slap mine Hænder
Ligt med det luftige Vindpust og ligt med den flygtige Slummer,
Først da saa Natten var gaaet, jeg atter til Fællerne iler.
 
 
Noter til side 42:
 
Fønix, Amyntors Søn, blev af Peleus sendt med Achilles til Troja som Ledsager og Ven. Det var ogsaa ham, som bragte Faderen Underretning om Achilles's Død. Lydiske Tiber, fordi Tiberfloden kommer fra Etrurien, og Etruskerne sagdes at være Efterkommere af Lydiere, som vare indvandrede fra Lilleasien. Gudernes Moder er den store frygiske Gudinde Cybele, som ogsaa dyrkedes paa Idabjærget ved Troja. Efter et Sagn blev Kreusa fangen og ført til Grækenland, men befriet af Cybele og Venus.
 
Side 43, vers 850 - 856.
 
Samlet til Flugten fra Landet, en Medynk vækkende Skare.
Rundt fra sammen de kom og beredte med Hjerter og Midler,
Hvor end i Verden jeg vilde ad Havet dem føre til Landjord,
Morgenens Stjerne sig rejste paa Idas Tinde og havde
Dagen i Følge; besat af Danaer var Portenes Indgang,
Ikke det ringeste Haab der om Frelse var mere tilbage.
Efter jeg gav, tog Fader paa Skuldrene, søgte til Bjærget.
3. Bog

TOP