INDEX

Vergils Aeneide i L. Ove Kiærs Oversættelse
Tredie Bog.

Indhold af 3. Bog:

     Æneas fortsætter sin Beretning og fortæller, hvorledes de sejlede bort, kom til Thracien, drog derfra efter den dræbte Polydorus's Advarsel til Delos, hvor de fik det Varsel, at de skulde søge det gamle Moderland, og ifølge dette Varsel sejlede de til Kreta. Her bleve de angrebne af Sygdomme, og Skytsguderne viste sig for Æneas og forklarede, at ikke Kreta men Italien var Moderlandet. De forlod da Kreta, tumledes af Storme, naaede Strofaderne, hvor de kæmpede med Harpyjerne, sejlede langs Grækenlands Vestkyst og kom endelig til Chaonien til Kong Helenus, der var gift med Andromache. Helenus angav dem, hvorhen de skulde styre deres Kurs; de sejlede atter bort langs Italiens Østkyst, kom til Ætnas og Cyklopernes Hjem, og gik langs Siciliens Kyst op til Drepanum, hvor Æneas's Fader Anchises døde. Paa Vejen herfra drev saa Stormen dem til Libyens Kyst.
 
Side 44. Vers 1 - 23.
     Efter at Guderne havde besluttet at styrte aldeles
Priamus's skyldfri Folk samt Asiens Magt, og det store
Mægtige Ilium faldt, og det hele neptuniske Troja
Blevet var Flammernes Rov, saa blive vi tvungne paa Grund af
Gudernes varslende Tegn til at søge paa fjernere Steder
Hjem for landflygtige, Jorder, som vare forladte, og under
Byen Antandrus ved Foden af Frygiens Bjærgkæde Ida
Bygger vi Skibe, dog uden at vide, hvor Skæbnen os fører
Eller vil standse vor Fart, og et Mandskab drage vi sammen.
Knap var det Sommer endnu, før Fader Anchises befaler
Sejl os at hejse og Skæbnen at følge; med Taarer jeg rejser
Bort fra mit Fædrelands Kyster og Havne og Markerne, hvor før
Troja havde sin Plads. Landflygtig jeg drager paa Havet
Ud med min Søn, mine Fæller og høje beskyttende Guder
     Helliget Mars er et Land i det fjerne med vidtstrakte Marker;
Thracernes Folk det bebor, og den djærve Lykurgus engang var
Folkenes Drot, og mens Lykken bestod, det havde med Troja
Ældgammelt Venskabs-Forbund og Skytsguder fælles. Jeg herhen
Sejler, og Landet betræder jeg under en ugunstig Skæbne.
Her paa den buede Strand jeg begynder at opføre Hjem og
Efter det Navn, som jeg bærer, jeg danner det Navn: Æneader.
     Offer jeg bringer min Moder, Diones Datter, og alle
Guder, som maatte beskytte det Værk, som jeg havde begyndt, og
Noter:
     Neptuniske Troja. Se Noten S. 38. ["Neptunus havde oprindelig omgivet Troja med Mure, men da det derfor betingede Løfte ikke blev holdt, blev han Troja fjendtlig."] Antandrus: en lille By syd for Troja, en æolisk Koloni. Lykurgus, Konge over Edonerne, et thracisk Folk, bekendt for deres Bakchusdyrkelse. Lykurgus forbød denne og lod Vinstokkene ødelægge. Dione. Venus var Datter af Juppiter og Oceaniden Dione; efter en anden Mythe var hun opstået af Havets Skum og først stegen i Land paa Cypern.
Side 45. Vers 24 - 66.
Ude paa Stranden jeg ofrer til Himmelboernes høje
Konge den glimrende Tyr. Tilfældig der ligger en Bakke
Lige i Nærheden; oppe paa Toppen der fandtes et Krat med
Hægebærtræer og Myrter med tætte og struttende Grene;
Hen nu til Højen jeg gaar og forsøger at rykke den grønne
Skov op af Jorden for Altret at dække med løvrige Kviste,
Der jeg saa skuer et ganske vidunderligt skrækkeligt Særsyn;
Thi fra det Træ, som jeg først oprykker fra Jorden med sprængte
Rødder, jeg ser, at det flyder med Draaber af mørkfarvet Blod og
Jorden bestænkes. Af Angest nu stivner mit Blod, og en iskold
Rædsel mig Lemmerne ryster. Jeg atter forsøger den sejge
Kvist af et andet at bryde for Grunden at vide, som dybt sig
Skjuler, men sort Blod flyder der ogsaa fra Barken paa dette.
Meget jeg tænkte og bad til de landlige Nymfer og selv
Fader Gradivus, Guden, som værner de getiske Marker,
Bad dem formilde mit Varsel og vende mit Syn til det gode.
Da jeg nu prøver med større Anstrængelse tredie Gren og
Kæmper med Knæerne stemte mod Sandet – skal tie jeg eller
Tale – saa høres der nede fra Dybet af Højen et sorgfuldt
Klagende Suk, og der lyder en Stemme, som naar mine Øren:
"Hvi sønderriver, Æneas! du mig ulyksalige? Skaan dog
Mig, som er jordet, besmit ej skyldfri Hænder ved Brøde.
Troja har ikke mig født som en fremmed for dig, og fra Stammen
Flyder ej Blodet, du ser. Ak, flygt fra det grusomme Land og
Flygt fra den gerrige Kyst. Polydorus jeg er, og jeg ligger
Her gennemboret og dækket af Vaabnenes Jernsæd, og spidse
Spyd ere voksede frem nu fra denne." Min Sjæl blev heftigt
Greben af tvivlraadig Skræk, og jeg studser, paa Hovedet Haaret
Rejste sig op, og min Stemme blev siddende fast i min Strube.
     Hemmeligt havde engang den usalige Priamus givet
Thraciens Konge det Hverv Polydorus at fostre og medsendt
Dertil en rigelig Mængde af Guld, da han tabt allerede
Havde sin Lid til Dardaniens Magt, og han rundt omkring Staden
Saa de belejrendes Ring. Men da Teukrernes Vælde var brudt og
Lykken var vegen tilbage, saa følger hin Drot Agamemnons
Lykke og sejrrige Vaaben; han bryder al Ret, Polydorus
Dræbes, og Guldet han tager med Magt. Ulyksalige Guldtørst!
Hvortil tvinger du dog ej Menneskehjertet. Da Frygten
Havde forladt mine Lemmer, fortæller jeg Gudernes Varsel
Først til min Fader og derpaa til Fællernes udvalgte Fyrster,
Spørger dem, hvad de vel mene om dette. De have nu alle
Selvsamme Mening: at drage fra dette forbryderske Land og
Denne besmitttede Pagt og betro saa til Vindene Flaaden.
Noter:
     Gradivus: et Tilnavn til Guden Mars (egt. han, som drager ud). Getiske Marker: Geterne vare et Folk, som boede i Thracien ved Donau. Thraciens Konge. Han hed Polymnestor og var gift med dem ældste af Priamus's Døtre Ilione. Polydorus var altsaa hans Svoger.
Side 46. Vers 67 - 101:
Altsaa begraves paa ny Polydorus; i vældige Masser
Bringes der Jord for en Gravhøj at danne, for afdødes Sjæle
Rejses der Altre, som sørgende staa med de sortladne Baand og
Mørke Cypresser, og rundt omkring Altrene staa de trojanske
Kvinder med udslagne Haar efter Skikken, og skummende Skaale
Bringes med nymalket Mælk samt Kummer med Offerblod; Sjælen
Lægges i Graven, og sidste Farvel vi den lydeligt sige.
     Lige saa snart vi nu Lid turde sætte til Vinden, og Havet
Frembød en fredelig Flade, og Sydvinden susede mildt og
Kaldte paa Dybet os ud, saa nedskyder Mandskabet alle
Skibe i Søen, og Stranden det fylder. Vi sejle fra Havnen;
Landet og Byer sig trække tilbage. Der ude i Havet
Ligger en hellig og veldyrket Ø. Nereidernes Moder
Samt Ægæums Behersker Neptunus den elske særdeles.
Rundt ved Strande og Kyster den svømmede før, men den fromme
Buebevæbnede bandt den til Mykonos fast og det høje
Gyaros, bød den at nære for Stormen Foragt og at blive
Fremtidig dyrket som fast. Jeg nu derhen sejler, og Øen
Modtager fredelig alle de mødige Folk i sin trygge
Havn. Her gaa vi i Land, og Apollo-Staden vi hilse.
Anius, Mændenes Konge og Føbus's Præst os nu møder
Kranset med hellige Lavrbær og Baand om sin Tinding; han kender
Vennen, den gamle Anchises. I Gæstevenskab vi Haanden
Give hinanden, og ind gennem Staden vi vandre. Jeg hilser
Guddommens ældgamle Tempel, som rejst var af Stene, og beder:
"Giv, thymbræiske Gud! til os trætte et Hjem, som er vort, og
Mure og Slægt og en blivende By og bevar saa det andet
Trojas Pergamum, alt hvad den grumme Achilles og Græker
Lode tilbage. Og hvem dog skulle vi følge, og hvorhen
Byder du gaa, hvor tage os Hjemstavn? Giv os om dette
Varslende Tegn, du vor Fader! og ind du i Sjælen os glide."
     Næppe jeg udtalt havde, da pludselig alt, baade Gudens
Døre og Lavrbærtræ syntes at skælve og Bjærget omkring os
Ryste i hele sit Omfang, og Trefoden brølte, da Templets
Hellige Rum sig nu aabner. Vi kaste til Jorden os ned, og
Noter:
     Begraves paa ny, fordi efter den Tids Opfattelse de ubegravede Sjæle ikke kunde finde Hvile, før Begravelsen var foregaaet med de brugelige Ceremonier, dvs. Gravhøj, Dødsofre og sidste Farvel. Hellig Ø = Delos, paa hvilken Titaniden Leto fødte Juppiter to Børn, Apollo og Diana. Juno havde taget Ed af alle Lande og Øer, at de ikke vilde optage Leto, men Delos var som svømmende Ø undtagen. Nereiderns Moder = Doris; Havnymfernes Fader var Nereus, Søn af Oceanus og Tethys. Ægæum = det ægæiske Hav, Archipelagus. Mykonos og Gyaros: to mindre Øer blandt Cykladerne i det ægæiske Hav. Den sidste brugtes af Romerne som Deporteringssted for Forbrydere. Den buebevæbnede: Apollo som Bueskytte. Med sine Pile straffer han og bringer Pest og Død. Thymbræiske Gud = Apollo; efter Staden Thymbra i Troja, hvor Guden havde et meget besøgt Tempel.
Side 47. Vers 102 - 136:
Her for mit Øre der lyder en Røst: "I haardføre Mænd, som
Stamme fra Dardanus! selvsamme Land, som først eder bar ved
Fædrenes Udspring, atter skal modtage Eder med herlig
Overflod, naar I nu vende tilbage. Saa søg eders gamle
Moder igen. Ja, hist skal Æneas's Hus og hans Sønners
Sønner og senere Slægt over samtlige Kyster regere."
Saaledes Føbus taler; der opstaar uendelig Glæde
Blandet med Uro; alle nu spørge de: hvad for en By der
Menes, og hvor vel Føbus vil kalde de flakkende hen og
Byde dem vende tilbage. Da siger min Fader, idet han
Tankefuld gennemgaar Mindet om Fortidens Mænd: "nu saa hør mig
Høvdinger! lær eders Haab nu at kende. Der ude i Havet
Ligger en Ø, det er Kreta, den mægtige Juppiters Ø, hvor
Idabjærget man finder, og her har vor Slægt jo sin Vuggge.
Hundrede mægtige Stæder bebor man og frugtbare Riger;
Herfra sejlede Teucer, vor Stamfader, først, hvis jeg rigtig
Mindes, hvad sagt mig er blevet, til Kysten ved Bjerget Rhøteum,
Valgte saa denne til Plads for et Rige. Men Pergamums Borg og
Ilium stod ej endnu. Man boede nede i Dale.
Herfra Moderen stammer, som bor paa Bjerget Cybele,
Korybanternes Cymbler og Lunden paa Ida, og herfra
Festernes trofaste Tavshed og Spandet af Løver, som trækker
Vognen, der bærer Gudinden. Velan! lad os følge da, hvorhen
Gudernes Vilje os fører; vi Vindene sone og søge
Hen til det gnosiske Rige. Og Vejen er ikke saa lang; blot
Juppiter naadig vil hjælpe, saa viser det tredie Dagslys
Flaaden paa Kretas Kyster." Han taler saaledes og slagter
Derpaa ved Gudernes Altre fortjente og hædrende Ofre,
Dig, du vor skønne Apollo! en Tyr, Neptunus en Tyr, de
Blide Zefyrer et hvidt og de susende Storme et sort Dyr.
     Høvdingen Idomeneus. saa Rygtet fortæller, var jagen
Bort fra sit fædrene Rige, og Kretas Kyst var nu øde,
Husene tomme for Fjender, og Hjemmene stode forladte.
Straks den ortygiske Havn vi forlade, og hen over Havet
Fare vi Naxos forbi, hvor Bakchus paa Bjærgenes Toppe
Noter:
     Rhøteum: et Forbjerg i Troas. Teucer, Søn af Kong Skamander paa Kreta; senere Konge i Troja. Moderen, som bor paa Cybele: Gudemoderen, en frygisk Hovedguddom i Lilleasien, benævnet Rhea eller Cybele, den idæiske Moder, den store Moder. Bjerget Cybele ligger i Frygien. Senere blev hun ført til Rom, og hendes Billede (en firkantet Sten) blev hente fra Pessinus. Hendes Præster paa Kreta hed Korybanter, og de fejrede hendes Tjeneste med larmende Musik og Vaabendans. Hun dyrkedes baade paa Bjærget Ida ved Troja og paa det kretensiske Idabjærg, hvor Juppiter skjultes som nyfødt under Kureternes Opsyn. Det gnosiske Rige = Kreta efter Byen Gnosos, Minos's Kongesæde. Idomeneus, Konge paa Kreta, anførte ved Troja Kretensernes Hær. Den ortygiske Havn. Delos hed ogsaa Ortygia. Samme Navn har ogsaa en Ø tæt ved Syrakusæ, der omtales senere i denne Bog af Æneiden. Naxos i det ægæiske Hav var bekendt for sine Vine og sin Bakchusdyrkelse; ikke langt derfra ligger Cykladeøerne Donysos og Olearos samt det for sine Marmorbrud (snehvide) berømte Paros, Kureterne, Benævnelse for Kretas ældste Beboere, der særlig ved Fester og Vaabendans dyrkede Juppiter.
Side 48: vers 137 - 177.
Fejres med Fester, det grønne Donysa og Olearós og
Paros's snehvide Ø og Cykladernes Stimmel, som ligge
Spredte i Havet, og Sundet, hvis Bølger sig brusende hæve
Mellem de talrige Grupper af Lande. Der høres nu Raab af
Sømænd, medens de kappes af Roning, og Folkenes Tilraab
Lyder opmuntrende: lad os til Kreta og Fædrene ile.
Vinden, som rejser sig bag os, følger os venligt paa Vejen,
Indtil vi endelig naa til Kureternes ældgamle Kyster.
Ivrigt jeg opfører Mure til Byen, der længe var ønsket,
Pergameá jeg den kalder og opmuntrer Folket, som dette
Navn var en Fryd, til at bygge med Kærlighed Arner og rejse
Borgen med knejsende Tag. Nu Skibene op paa den tørre
Strandbred omtrent vare trukne og travlt optagne de unge
Baade af Ægteskabstanker og nyvundne Marker, jeg skifter
Huse og Ret, da paa Grund af det usunde Klima en sorgfuld
Tærende Sots dødbringende Tid kom pludselig over
Mennesker, Træer og Sæd. Man enten forlod nu det kære
Liv, eller syg man slæbte paa Legemet; Sirius brændte
Markerne golde, og Græsset blev tørt, og den angrebne Sæd nu
Nægtede Næring at yde. Min Fader os raader at sejle
Bort over Havet tilbage igen til Oraklet og Føbus
Paa den ortygiske Ø for at bede om Skaansel: hvorledes
Denne bekymrede Nød fik Ende, og hvorfra han bød os
Hjælp imod Sorgen at søge og hvorhen Farten at styre.
     Natten var kommen, og alle de levende Væsner paa Jorden
Laa nu i Søvn; da saa jeg i Drømme, imedens jeg hvilte,
Staa for mit Øje de Slægten beskyttende frygiske Guders
Hellige Billeder, hvilke jeg medbragt havde fra Troja
Midt ud af Flammernes Hav, og de viste sig klart i det stærke
Skin, hvor Fuldmaanen sendte sit Lys ad de anbragte aabne
Vinduesrum. Saa talte de følgende Ord, og med disse
Ord, henvendte til mig, mine Sorger aldeles de bortjog:
"Hvad dig Apollo vil sige, saasnart den ortygiske Ø du
Naaet har, siger han her; se, selv til din Dør han os sender.
Da den dardaniske By var tilintetgjort, fulgte vi dine
Vaaben og dig; hen over det svulmende Hav vi paa Flaaden
Sejlede sammen med dig som vor Fører; vi ogsaa nu ville
Hæve din kommende Slægt op til Himlen og gøre din By til
Herskende Stat. Saa bered for de Mægtige mægtige Mure.
Flugtens langvarige Møje du ikke maa søge at undgaa.
Pladsen maa skiftes. Apollo, den deliske Gud, har dig ikke
Tilraadet Kysterne her eller budt dig at bygge paa Kreta.
Noter:
Kureterne: benævnelse for Kretas gamle Beboere, der særlig ved Fester og Vaabendans dyrkede Juppiter. Pergameá, opkaldt efter Troja Borg Pergamum. Sirius er Hundestjernen. Vinduesrum: Disse Lysaabninger i Murene lukkedes med Træskodder, og det var først i Kejsertiden, at der indførtes Marienglas eller gennemsigtig Sten og derpaa andet Glas.
Side 49. Vers 178 - 217
Egne der findes, som Græker med Navnet Hesperien kalde;
Landet er gammelt og mægtigt ved Vaaben og Jordbundens Fedme,
Hjem for ønotriske Mænd. Efter Rygtet har senere Slægt nu
Landet Italien kaldt efter Navnet, som Føreren havde.
Her er vort særlige Hjem; det er herfra Iasiús, vor
Fader, og Dardanus stamme, fra hvem jo vor Slægt har sit Ophav.
Derfor rejs dig og bring din bedagede Fader med Glæde
Disse utvivlsomme Ord: han skal søge Ausoniens Land og
Korythus. Juppiter nægter dig disse diktæiske Marker."
Ganske bestyrtet ved Synet og Gudernes Stemmer – thi dette
Ej var et Drømmesyn; selv jeg jo syntes personlig at kende
Deres beslørede Haar, deres Miner og Aasyn, da her de
Stod for mit Øje, og kold paa mit Legeme perlede Sveden –
Op jeg da springer fra Lejet og Hænderne strækker mod Himlen,
Beder og helder paa Arnen som Drikoffer Vinen ublandet.
Efter at Ofret var bragt, jeg med Glæde beretter Anchises
Alt og fortæller det hele, som gaaet det var. Han erkender
Tvivlen om Slægten, fra hvem af de to Stamfædre den stammer,
Selv er han skuffet ved ny Fejltagen af ældgamle Hjemstavn.
Derpaa han siger: "min Søn! du som prøvet er bleven i Trojas
Skæbne, alene Kassandra har forudsagt, hvad der er hændet;
Nu jeg erindrer, at dette hun varslende nævnte som noget
Slægten ej undgik; tit hun Hesperien havde paa Læben,
Tit det italiske Rige. Men hvem skulde tro dog at Teukrer
Kom til Hesperien? Hvem brød dengang sig om, hvad Kassandra,
Spaakvinden, varslede? Lad os da vige for Føbus, og lad os
Efter hans Advarsel følge det bedre." Han taler saaledes;
Alle vi jublende lyde hans Bud. Vi forlade da ogsaa
Hjemmene her; faa blive tilbage, og Sejlene hejses,
Over det vældige Hav paa de buede Skibe vi fare.
     Efter at Flaaden var kommen paa Dybet og Landet var ganske
Ude af Sigte, kun Hav overalt og kun Himmel til alle
Sider, saa staar der over mit Hoved en sortegraa Sky, som
Medførte Uvejr og Nat, og sig Voverne rejste saa mørke.
Straks oprøres nu Havet af Storme, og Bølgerne taarnes;
Spredte vi kastes omkring over hele det uhyre Havdyb.
Stormskyer indhylle Dagen, den fugtige Nat os berøver
Synet af Himlen og gennem de spaltede Skyer der følger
Lyn nu paa Lyn. Vi forslaas fra vor Kurs, og vi flakke omkring paa
Havet i Mørke og Mulm. Palinurus erklærer nu selv. at
Noter:
Ønotriske Mænd o.s.v. Samme Verslinier forekomme i 1ste Bog. Se Side 15.[ Ønotrien er oprindelig den sydøstlige Del af Italien, nemlig Bruttium og Lukanien, men bruges som Navn for hele Italien.] Iasius, Søn af Juppiter og Elektra, var efter Mythen særlig elsket af Ceres. Ausonien = Nederitalien, men bruges her af Digteren som Benævnelse for hele Italien. Ausonerne vare et Urfolk i det mellemste og sydlige Italien. Korythys anlagde i Etrurien en By, som han kaldte Korytus, det senere Kortona. Hans Oprindelse er ubekendt. Diktæiske Marker: Kreta. Dikte var et Bjærg paa Kretas Østkyst. To Stamfædre: Dardanus og Teucer. Kassandra. se S. 28: [Kassandra: Priamus's Datter, havde af Apollo faaet Spaadomsgave, men senere føjede Guden i Vrede den Forbandelse til, at ingen vilde tro paa hendes Spaadomme. Efter Trojas Erobring tilfaldt hun Agamemnon og fulgte ham til Mycene, hvor hun sammen med Agamemnon blev dræbt af Klytemnestra og Ægisthus.] Palinurus var Æneas's Styrmand, som faldt over Bord og druknede ved Kysten af Lukanien, hvor saa et Forbjærg fik hans Navn (5te Bog). I Underverdenen taler Øneas med ham (6te Bog).
Side 50. Vers 218 - 257.
Ej han formaar paa Himlen at adskille Dagen fra Natten
Eller erindre sig Vejen ad Bølgernes Midte. I trende
Uvisse Dage til Ende og lige saa mange for Stjerner
Blottede Nætter vi flakke i Blinde og Mørke; den fjerde
Dag først se vi dog endelig Land sig at hæve og langtfra
Fremvise Bjærge og hvirvle i Vejret sin Røg. Vi nu lade
Sejlene falde og bøje os hen over Aarerne; fremad!
Folkene vælte med Kraft Søskummet, og Havet de feje.
     Frelste fra Bølgerne først Strofadernes Kyst vi betræde.
Disse Strofader, som stedse benævnes endnu med det græske
Navn ere Øer i det vidt udstrakte ioniske Hav, som
Baade den grumme Celæno beboer og de andre Harpyjer,
Efter at Fineus's Hus var dem lukket og drevne af Frygt de
Maatte de forrige Borde forlade. Der findes ej noget
Udyr hæsligt som disse, og op af de stygiske Bølger
Aldrig har rejst sig en styggere Pest eller Gudernes Vrede:
Fugle med kvindeligt Ansigt og krogede Hænder, afskyligt
Stinkende Ekskrementer og altid blege af Hunger.
Da vi saa hid vare komne og indenfor Havnen, vi skue
Herlige Hornkvæghjorde paa Markerne spredte og Geder
Uden Bevogtning paa Græsset. Vi styrte med Vaaben imod dem,
Indbyde Guder og Juppiter selv til at dele vort Bytte,
Opføre Græstørvsæder og gotte os ret paa den krumme
Strand ved de saftige Retter. Men pludselig komme Harpyjer
Ned i en skrækindjagende Flugt fra et Bjærg og med vældig
Larmen de Vingerne ryste, og Maden de røve, besudle
Alt med deres urene Berøring, og hæslige Lyd sig
Blande med væmmelig Stank. Paa et fjernere afsides Sted og
Under en udhulet Klippe vi stille igen vore Borde,
Lægge paa Altrene atter til Rette vor Ild, og vi ere
Rundt omgivne af Træer og grufuld Skygge, men atter
Flagrer fra modsat Side af Himlen og Skjulenes Mørke
Flokken med lydelig Støj og med krogede Fødder om Byttet,
Tilsøler Maden med Munden. Jeg Fællerne byder at tage
Vaabnene frem til en Kamp imod denne afskylige Race.
Disse Befalingen lyde; i Græsset de henlægge deres
Vaaben og Skjolde og skjule dem godt. Saasnart de nu altsaa
Komme med larmende Flugt ad den buede Strand, og Misenus
Giver Signal med Trompeten fra Udkigsposten deroppe,
Trænge sig Folkene frem for at prøve den uvante Kamp og
Noter:
Fineus var Konge i Salmydessa i Thracien og straffet med Blindhed fordi han paa Grund af Stevmoderens falske Klage lod sin Søn blinde. Tillige blev Harpyjerne sendt for end mere at plage ham, men Argonauternes Anfører Jason, hvem han modtog venligt, lod saa Nordenvindens to Sønner Kalais og Zetes fordrive Harpyjerne og forfølge dem til Strofaderne. Misenus, Søn af Æolus og Hektors Kampfælle fulgte Æneas som Trompeter. Han druknede ved Kampaniens Kyst og gav Forbjærget Misenum dets Navn. Omtales mere i 6.te Bog.
Side 51. V. 258 - 297.
Saare de hæslige Fugle fra Havet med Sværdet; men disse
Kunde paa Kroppen ej saares ej heller paa Vingerne skades,
Op imod Himlen de flygte i susende Fart og forlade
Alle de hæslige Spor og det halv fortærede Bytte.
Ene Celæno, den grumme usalige Spaakvinde, tager
Plads paa en højt fremspringende Top af en Klippe, og disse
Ord udstøder hun dybt fra sit Bryst: "mon I have i Sinde,
Laomedontiader! at paaføre Krig for at give
Saadan Gengæld for Oksernes Drab og vort myrdede Ungkvæg?
Ville fra Fædrenelandet I jage de skyldfri Harpyjer?
Mærk eder nøje og indprent i Sjælene dette mit Udsagn:
"Hvad den almægtige Fader har forudsagt Føbus og atter
Føbus Apollo mig, aabenbarer jeg eder nu, jeg, som
Ældst er af Furier. Hen til Italien søge I; ogsaa
Hen til Italien skulle I naa, hvis I paakalde Vinden.
Tilladt bliver det eder at sejle i Havnene ind; men
Byen, som eder er given, skal ej omkranses af Mure,
Før en forfærdelig Hunger, fordi I saa hel uretfærdigt
Søgte at dræbe os, eder har tvunget at tygge med Kæben
Eders omgnavede Borde." Hun udtalte dette, og bort til
Skoven hun flygtede baaren paa Vingerne. Folkenes Blod nu
Stivnede koldt af en pludselig Skræk, og da Modet forlod dem,
Fordre de Freden at søge ved Bønner og Løfter, men ikke
Mere ved Vaaben, hvad enten de vare Gudinder hvad eller
Stygge og hæslige Fugle. Min Fader Anchises paa Stranden
Hilser med udstrakte Arme de mægtige Guder og byder
Bringe de skyldige Ofre: "I Guder! forhindrer dog disse
Trusler; I Guder! afvend dog en saadan Skæbne og vær os
Naadige, frels dog os fromme." Han derpaa byder at kaste
Rebet fra Strandbredden los og at løsne de opskudte Tovværk.
Sejlene svulme for Vinden, og over de skummende Bølger
Ile vi hen, hvor Vinden og Styrmanden styre vor Rejse.
Ude paa Havet Zacynthus sig viser bedækket med Skove,
Dulichium samt Same og Neritos's knejsende Tinder;
Ithakas Klipper vi sky, Laertes's Rige, forbande
Landet, som fødte den grumme Ulixes, og snart vi da se de
Taagede Toppe af Bjærget Leukata, og Guden Apollos
Tempel som Sømænds Skræk for vort Øje nu ligger. Vi derhen
Søge nu trætte og naa til den lidet anselige Søstad;
Forstavnsankeret falder og Bagstavnen hviler paa Stranden
Noter:
Laomedontiader = Trojanere, efter Trojas Konge, Laomedon, Fader til Priamus. Furier: her i Almindelighed hævnende og straffende Gudinder. De tre særlige Furier (Erinyer, Eumenider) Allekto, Magæra og Tisifone ere Nattens Døtre og bo i Tartaros i det yderste Mørke. Zacynthus: Zante i det ioniske Hav. Dulichium sydost for Ithaka hørte til Ulysses's Rige. Same: Cephalenia. Neritos er et Bjærg paa Ithaka og tillige en lille Ø i Ithakas Nærhed. Leukata: et Forbjærg paa Øen Leukadia i det ioniske Hav ligeoverfor Akarnaien. Øen havde et berømt Tempel for Apollo.
Side 52. V. 298 - 333.
     Da vi nu endelig mod vor Forventning til Land vare komne,
Bringe vi Renselsesofre til Juppiter, tænde paa Altre
Ild for at indfri Løfter vi gav, og med Iliums Lege
Fejre vi Aktiums Strand. Indgnedne med Olie, nøgne
Udføre Folkene alle de fædrene Kampe i Brydning,
Glade fordi de saa mange argoliske Stæder nu havde
Undgaaet, medens de Kurs dog styrede midt gennem Fjender.
Solen imidlertid vandrer sin Kredsgang og ender et helt Aar;
Iskold Vinteren bringer ved Stormene Havet i Oprør.
Foran paa Indgangsdøren til Templet jeg fæster et hvælvet
Bronzeskjold, forhen baaret af Krigeren Abas, og denne
Gaves Betydning betegner jeg derpaa ved følgende Indskrift:
"Vaabenet her Æneas har givet fra sejrende Græker."
Herpaa befaler jeg alle at tage ved Aarerne Plads og
Bort fra Havnen at sejle. Om Kap straks Folkene piske
Havet, og hen over Bølgen vi sejle. Fæacernes høje
Tinder vi tabe af Sigte; forbi Epiroternes Kyster
Stryge vi hurtigt og komme saa ind i Chaoniens Havne,
Hvorfra vi naa til Buthrotum, en højt fremragende Søstad.
     Her os for Øre der kom det utrolige Rygte, at nemlig
Helenus, Priamus's Søn, nu var Konge i Grækernes Byer,
Var i Besiddelse kommen af Pyrrhus's, Æakus's Ætlings
Rige og Viv, og at Andromaché var for anden Gang bleven
Gift med en Slægtning, som hørte til Fædrenehuset. Jeg studser,
Brænder af inderlig Lyst til at tale med Manden og høre
Disse forbavsende Hændelser. Bort jeg fra Havnen da gaar og
Lader min Flaade tilbage paa Kysten. Og ganske tilfældigt
Ofrede Andromaché just uden for Byen i Lunden
Tæt ved den opkaldte Simois's Strøm Dødsofre til Hektors
Aske og kaldte den afdødes Aand ved hans tomme af Grønsvær
Opførte Grav, hvor viet hun havde for hist jo at græde
To Dødsaltre. Saasnart hun nu ser, at jeg kommer, og rundt om
Skuer Trojanernes Vaaben, afsindig, forskrækket ved dette
Slaaende Særsyn, stivner hun midt under Synet, og hendes
Lemmer berøves al Varme, hun vakler, og først efter lang Tid
Finder hun endelig Ordet: "du Søn af Gudinden! er her du
Noter:
Aktium: Forbjærg og By i Epirus. Ogsaa her var et Tempel for Apollo. Efter Slaget ved Aktium Aar 31 lod Kejser Augustus her foranstalte store og pragtfulde Lege, og det er vistnok disse, Digteren her forherliger. Abas, en græsk Fyrste, som i Kampene ved Troja blev fældet af Æneas. Fæacerne, et efter Mythen i høj Grad sanseligt og overdaadigt Folk, beboede Øen Scheria i det ioniske Hav; nu Korcyra. Chaonien, den nordvestlige Del af Epirus; opkaldt efter Chaon, en Broder til Helenus, Søn af Priamus og Hekuba. Pyrrhus eller Neoptolemus var en Søn af Achilles og Deidamia og kaldes Æakus's Ætling som Sønnesøn af Æakus, der var Konge i Ægina og Søn af Juppiter og Europa, Dommer i Underverdenen. Dødsofre, som bragtes ved Graven, bestod af en Blanding af Vin, Mælk og Honning. To Dødsaltre: vel et for Hektor og et for hendes og Hektors Søn Astyanax, der ved Trojas Ødelæggelse siges af Ulysses at være kastet ned fra et Taarn og dræbt.
Side 53. V. 334 - 371
Kommen som virkelig Mand og som virkelig Budbringer? Sig mig
Lever du? Eller hvis Lyset er slukket, som holdt dig i Livskraft
Hvor er da Hektor? Saaledes hun taler, og Taarer hun udgød,
Stedet hun fyldte aldeles med Klage. Jeg næppe kan sige
Noget til hende, som helt er betagen, og fremstammer disse
Enkelte Ord, men er ganske forvirret: "jeg visselig lever,
Henslæber Livet i alle Slags Farer, du ikke maa herom
Tvivle, thi sandt er dit Syn. Ak! hvad er din Skæbne nu bleven,
Efter at saadan en Mand du har mistet? Er velfortjent Lykke
Atter dig bleven til Del? Du Hektors Andromaché! sig
Lever endnu du med Pyrrhus i Samliv? Øjet hun slog mod
Jorden og sænkede Stemmen og sagde: "o lykkelig fremfor
Alle var Priamus's Datter, som led efter Fjendens Befaling
Døden paa Graven ved Foden af Trojas knejsende Mure.
Ikke om hende man kastede Lod, og hun ikke som fangen
Kvinde blev nødt at bestige den sejrende Krigsherres Leje;
Jeg derimod blev jo ført, da Fædrenestaden var opbrændt,
Bort til den modsatte Side af Havet og fødte i Trældom,
Taalte den achilleiske Slægts overmodige Færd og
Hin hovmodige Yngling, som, friende siden til Ledas
Barnebarn Hermioné og det lacædæmoniske Bryllup,
Skænkede mig, Slavinden, til Helenus, Slaven, som Eje.
Dog Orestes, som følte, da Bruden ham ranedes, Elskovs
Kvaler og dreves af alle Forbrydelsers Furier, tæt ved
Fædrenealteret passer den sorgløse op og ham dræber.
Dengang Neóptolemus nu var død, gik noget af Riget
Over til Helenus. Denne da efter Trojaneren Chaon
Valgte til Markerne Navnet "chaoniske", medens det hele
Land han Chaonien kaldte, og derpaa blev Pergama, denne
Iliske Borg, opbygget paa Bjærget. Men sig mig nu, hvilke
Vinde og hvad for en Skæbne har styret din Kurs eller hvilken
Gud har nu drevet dig uden dit Vidende her til vor Strandbred?
Askaniús nu dit Barn? Er han levende? Lever endnu hun . . .
Føler din Dreng nogen Sorg over Moderen, hvem han har mistet?
Vækker hans Fader Æneas og Hektor, hans Onkel, ham op til
Gammeldags Daadkraft og Mandsmod? Hun grædende talte og udgød
Strømme forgæves af Taarer, da Krigshelten Helenus, Søn af
Priamus, kommer fra Byen med stor ledsagende Skare,
Noter:
Priamus's Datter, nemlig Polyxena, som efter Trojas Erobring blev ofret af Pyrrhys paa Achilles's Grav. Fødte i Trældom: Andromache, som var tilfalden Pyrrhus, fik med ham Sønnen Molossus. Hermione var Datter af Menelaus og Helena og kaldes den ledæiske, fordi Helena var Datter af Leda, Kong Tyndareus's Hustru, og Juppiter. Orestes, Søn af Agamemnon og Klytemnestra, Helenas Søster, dræbte Pyrrhus, efter hvad nogle berette, ved et Alter, som han i Delfi havde indviet sin Fader. Noget af Riget, nemlig Epirus, thi Pyrrhus herskede ogsaa over Phthia i Thessalien. Lever endnu hun: Andromache mener Askanius's Moder Kreusa, men bryder pludselig af.
Side 54. V. 372 - 412.
Genkender sine og glad dem saa fører til Huset, og mange
Taarer han fælder ved hvert Ord. Fremad jeg gaar og det lille
Troja jeg kender og Pergamums Borg, som er lig med den store,
Ogsaa den vandløse Flod, som har Navn efter Xanthus, og favner
Tærsklen til Porten, som kaldes den skæiske. Teukrerne ogsaa
Nyde tillige nu godt af den venlige By. De af Kongen
Blive nu modtagne her i de mægtige Buegangsrækker;
Inde i Hofgaardens Midte man Vinoffer helder af Bægre,
Retterne bringes paa Guld, og man Offerskaalene svinger.
     Dagen nu gik og de næste og Vindene kalde til Havet,
Sejlene spændes ved Pust af den svulmende Sydvind, og derfor
Henvender følgende Ord jeg til Seeren, medens jeg spørger:
"Du, som er Gudernes Tolk og Trojaner, som føler og tolker
Føbus's Guddomsvilje og Trefoden, Klaros's Lavrbær,
Stjernerne, Fuglenes Sprog samt Varslet i Vingernes Susen,
Tal dog – et gunstigt Orakel har forudsagt hele min Bane,
Samtlige Guddomme have mig raadet Italiens Jord at
Søge og prøve de langt bortliggende Lande; men dog har
Ene Harpyjen Celæno mig givet et nyt og et ganske
Skrækkeligt Varsel og truet med sørgelig Vrede og hæslig
Hungersnød – hvad for en Fare skal først jeg nu søge at undgaa?
Hvad skal jeg gøre for over de truende Sorger at komme?"
Helenus ofrer nu først efter Sædvane Kvier, om Naade
Beder han Guderne, løser de hellige Baand om sit Hoved,
Tager saa mig, der er opfyldt af Angest i Guddommens Nærhed,
Selv ved sin Haand og han fører mig, Føbus! hen til din Tærskel.
Derpaa Seeren siger mig dette med varslende Læbe:
     "Søn af Gudinden! – det klart er jo nemlig, at under en større
Guddomsbeskyttelse hen over Havet du sejler, saaledes
Gudernes Konge fordeler nu Skæbnen og ordner dens Vekslen;
Fremtiden viser sig saadan — af meget jeg ikkun vil lidet
Her aabenbare dig, for at du tryggere færdes kan her i
Gæstfrit Hav og kan tage dit Hjem ved Ausoniens Havne.
Parcerne nemlig forbyde nu Helenus Resten at vide,
Og den saturniske Juno forbyder ham mere at sige.
Først nu Italien – hvilket du tror allerede dig nær, og
Agter at trænge dig – fjernt er og skilt ved en lang og paa Grund af
Langstrakte Lande uvejbar Vej herfra. Du maa bøje
Først i Trinakriens Bølge din Aare, besøge med dine
Skibe Ausoniens Hav og de underjordiske Søer,
Noter:
Skæiske Port, saaledes kaldet efter den vestlige Port i Troja. Retterne bringes, nemlig Gudernes. Trefoden, hvorpaa Præstinden sad naar hun gav Orakelsvarene. Klaros: en Stad i Ionien, hvor Apollo havde et Tempel og et berømt Orakel. Guddomsviljen tolkedes ved Vindens Susen i det hellige Lavrbærtræ.
Side 55, V. 413 - 448
Selv den ææiske Circes Ø, før bygge du kan din
By i paalideligt Land. Jeg vil Tegnene sige dig her, men
Hold dem nu gemte i Hjertet: naar sorgfuld du vandrer og finder
Nær ved en ubesøgt Flodbred en uhyre So und Kystens
Stenege, hvor den har lagt sig med tredive nyfødte Grise,
Hvilende nede paa Jorden, og hvid med de hvidfødte Unger
Rundt om sit Yver, se der har du Pladsen for Byen, og der er
Ganske paalidelig Hvile for alle Møjsommeligheder.
Frygt ej den varslede Biden i Bordene; Skæbnen vil Udvej
Finde, og naar man ham kalder, saa kommer Apollo. Men undgaa
Alle de Lande og Dele af selve Italiens Kyst, som
Nærmest beskylles af vort Havs Brænding, thi fjendtlige Græker
Samtlige Byer bebo. Her have narcysicke Lokrer
Lagt deres Stæder; med Tropper den lyktiske Idomeneus har
Sallentinernes Marker besat; her ligger den lille
Stad Petelia støttet til hin melibøiske Høvding
Filoktetes's Mure. Naar Flaaden er sejlet og ligger
Hinsides Havet, dit Alter er rejst, og du indfrier Løfter
Ude paa Stranden, saa dæk med et Purpurklæde dit Haar og
Tilhyl det godt, for at aldrig et uheldvarslende Syn skal
Møde dit Øje og bringe Forstyrrelse frem i din Ofring,
Medens den hellige Ild du til Gudernes Hædring har antændt.
Saadan Offerskik baade du selv og dit Folk skal bevare,
From skal den senere Slægt den holde i Ære som hellig.
Naar du nu herfra sejler og bliver af Vindene dreven
Nær til Siciliens Kyst, og Pelorums lukkede Stræde
Vider sig ud, maa du søge mod Landet og Havet til venstre
Selv ad en længere Bue, men Kysten og Havet til højre
Undgaa disse. Man siger, at Egnene her ved en voldsom
Rystelse sprængtes engang fra hinanden – saa stor en Forandring
Mægter jo Tidsrummets Ælde at frembringe – før vare begge
Lande et eneste Hele, men ind brød Havet med Kraft og
Skar det sikuliske Land fra Hesperien bort, og med snæver
Brænding det bruste imellem de Marker og Byer, som bleve
Skilte ved Strande. Paa Siden til højre har Skylla sit Sæde,
Siden til venstre besidder den vilde Charybdis, og ned til
Noter:
     Circe: en Havnymfe, Datter af Solguden og Oceanus's Datter Perse, boede efter Mythen paa Øen Ææa i det tyrrhenske Hav. Naryciske Lokrer. De ozoliske Lokrer fra Staden Narykion, den ojleiske Ajax's Fødeby, grundede i Nederitalien Byen Narycia, det senere Lokri. Den lyktiske: Lyktus var en Stad paa Kreta, om Idomeneus s. S. 47. [Idomeneus, Konge paa Kreta, anførte ved Troja Kretensernes Hær]. Sallentinerne beboede Sydostspidsen af Italien: Kalabrien. Filoktetes fra Byen Melibøa ved Bjærget Ossa i Thessalien, Søn af Kong Pøas, fulgte Herkules og fik efter ham de forgiftede Pile. Da Oraklet havde betegnet ham som nødvendig til Trojas Erobring, fulgte han Hæren, men paa Grund af Sygdom blev han efterladt paa Lemnos, hvorfra senere Ulysses hentede ham til Troja. Han fældede her Paris med en Pil. Da han atter kom til Melibøa, blev han fordreven og grundede saa Byen Petelia i Bruttiernes Land. Skylla; Se Note S. 7. [Skylla: en farlig Klippe imellem Italien og Sicilien, ligeoverfor Malstrømmen Charybdis; men personificeret en Datter af Havguden Forkys (Neptunus's Søn og Gorgonernes Fader), som af Circe paa Grund af Jalusi blev forvandlet til et Havuhyre]. Charybdis: en farlig Malstrøm imellem Kalabrien og Italien. Efter en Mythe en Datter af Neptunus, som paa Grund af sit Mislevnet blev kastet i Havet og forvandlet til denne Hvirvel.
Side 56, V. 449 - 487
Afgrundens dybeste Bund tre Gange hun suger de høje
Bølger og atter hun kaster i Vejret dem vekselvis op, og
Stjernerne piskes af Vandet. Men Skylla spærrer en Hule
Ind i sit bælgmørke Skjul; kun Ansigtet stikker hun frem og
Drager saa Skibene ind imod Klipperne. Kroppen foroven
Ligner et Menneske; lige i Midten bliver hun Mø med
Smuktformet Bryst, men forneden et Havuhyre med grufuldt
Legeme: Sælhundehaler forbundne med Søulvemaver.
Bedre det er i en længere Tid og ad længere Omvej
Hen til Pachynum at gaa, Trinakriens yderste Pynt, end
Se i den mægtige Hule den vanskabte Skylla og eengang
Skue de Klipper, som højt genlyde af havfødte Hunde.
Dette desuden nu: dersom der findes hos Helenus Indsigt,
Findes hos Seeren nogen Troværdighed, gyder Apollo
Sandheden ind i hans Sjæl, jeg nu eet vil dig sige og fremfor
Alt kun det ene, og atter og atter jeg gentager dette,
Minder dig derom: før alle andre du tilbeder først den
Mægtige Junos Guddom med Bøn, og med Lyst skal du give
Løfter til Juno, besejre med ydmyge Gaver den høje
Himmeldronning, og saa vil du endelig sejrende komme
Hen til Italiens Land, naar Trinakriens Kyst du forlader.
Er du da derhen sejlet og kommen i Nærhed af Cyme
Tæt ved den hellige Sø med Avernus's susende Skove,
Skal du besøge den ganske begejstrede Spaakvinde, hun, som
Inde i Grotten i Klippen forklarer den kommende Skæbne.
Pigen til Blade betror sine Ord samt Bogstaver; Svaret
Skrevet paa Bladene lægger hun rigtigt i Orden og lader
Dette tilbage i Grotten. Det urørt bliver paa Stedet,
Uden at Ordene ændres; men drejer sig Døren paa Hængslet,
Finder det svageste Pust saa en Vej til at træffe de lette
Blade og bringe Forstyrrelse frem, saa bekymrer hun aldrig
Mere sig om at opsamle de Blade, som flagre i Grotten,
Eller at lægge igen dem paa Plads til et ordentligt Svar, men
Bort maa man gaa uden Raad, og Sibyllas Bolig man hader.
Selv om nu Folkene knurre og Vindene kalde med Styrke
Sejlene fremad paa Havet og love dem svulmende Medbør,
Lad ej Tidsspilde have Betydning i saadan en Grad, at
Ej du til Spaakvinden gaar og forlanger ved Bønner et Sandsagn;
Selv skal hun varsle, og villig hun Munden skal aabne for Ordet.
Noter:
Cyme = Kumæ i Kampanien nær ved Havet; en Koloni fra Chalcidenserne paa Eubøa. Avernus, en Sø i Nærheden af Kumæ med saa stærke Uddampninger, at efter Fortællingen selv Fuglene ikke kunde komme over den, hvorfor Mythen henlagde Nedgangen til Underverdenen til dette Sted. Tæt herved boede Oldtidens berømteste Spaakvinde (i Apollos Tjeneste) Sibylla, hvis Spaadomme opbevaredes i i de sibyllinske Bøger, som Tarquinius kom i Besiddelse af, og som senere gemtes i Juppiters Tempel under Opsigt af et særligt dertil udvalgt Præstekollegium og raadspurgtes under farlige Forhold.
Side 57. Vers 488 - 529.
Baade Italiens Folk, fremtidige Krige og Maaden,
Hvorpaa enhver Sorg enten kan undgaas eller kan bæres,
Alt vil hun omtale; hædres hun, giver din Rejse hun Medbør.
Her er nu alt, hvad min Læbe har Lov til at sige og minde;
Drag saa bort; hæv Troja ved Stordaad lige til Himlen."
     Efter at Seeren havde med Venlighed mindet saaledes,
Byder han dernæst bære til Skibene kostbare Gaver
Baade af Elfenbens-Værker og Guld og at bringe ombord en
Rigelig Mængde af Sølvtøj og dodonæiske Kedler,
Ogsaa et Ringpanser, kedet af Guld i tretraadede Ringe,
Dertil en pragtfuld Hjelm med sin Kam og med vajende Hjelmbusk.
Vaaben, som forhen Neóptolemús bar. Ogsaa min Fader
Faar sine Gaver. Han Heste nu hertil føjer og Lodser;
Rormandskabet suppleres, og alle forsynes med Aarer.
     Fader Anchises befaler imidlertid Flaaden at gøre
Sejlklar, for at de straks kunde sejle, naar Vinden var gunstig.
Føbus's Tolk henvender til ham nu med Ærefrygt Ordet:
"Du, som er anset værdig, Anchises! at være til Venus
Knyttet i ophøjet Ægteskab, du, som er Gudernes Yndling,
Du, som er to Gange frelst, mens Pergamum sank i Ruiner,
Se, hist ligger Ausoniens Land, sejl hurtigt til dette.
Dog er det ganske nødvendigt at sejle forbi det paa Havet;
Fjernt i Ausonien ligger den Egn, som Apollo dig aabner.
Lykkelig du! ved din Søn og hans Kærlighed. Rejs nu; men hvorfor
Bliver jeg ved og opholder med Ord de frembrydende Vinde?"
Andromachè, som er meget bedrøvet i Afskedens sidste
Stund, ligeledes nu bringer broderede Klæder med Guld som
Islæt; til Askanius en trojansk Overkjortel – og ikke
Staar hun tilbage i Gavernes Værd –og hun giver ham mange
Vævede Tøjer og taler saaledes: "mit Barn! ogsaa disse
Gaver du tage, og lad dem nu være dig Minde om mine
Hænder og herom vidne: at Andromache, som var Hektors
Hustru, har længe bevaret sin Kærlighed.Tag saa de sidste
Gaver fra dine, du Astyanax's Afbillede, du, som
Ene jeg ejer tilbage. Ja, saadanne Øjne han havde,
Saadanne Hænder og saadant et Ansigt, og havde han levet,
Var han for Tiden en Yngling og havde den selvsamme Alder."
Taarer jeg udgød og sagde til Afsked: "Lev nu i Lykke!
Eders Bestemmelse have I opfyldt, vi derimod, vi
Kaldes fra Skæbne til Skæbne. For eder er Hvile nu bleven
Skaffet til Veje; I skulle ej Havfladen pløje og ikke
Søge Ausoniens Marker, som altid vige tilbage.
Noter:
     Byen Dodone i Epirus havde et ældgammelt berømt Orakel i en Lund af mægtige Egetræer. To Gange frelst: Medens Priamus's Fader Laomedon var Konge i Troja, blev Staden første Gang ødelagt af Herkules.
Side 58. Vers 530 - 571
Her I jo skue nu Floden, som afbilder Xanthus og Troja,
Hvilket I selv have bygget og, ønsker jeg, under en bedre
Guddomsvilje og mindre prisgivet for Grækernes Angreb.
Hvis jeg til Tiberen kommer engang og til Marker i Flodens
Nærhed og ser den By, som er lovet min Slægt, vl jeg gøre
Begge beslægtede Stæder og nær paarørende Folk i
Baade Hesperiens Land og Epirus, som have den samme
Stamfader, Dardanus nemlig, og Skæbne, i Hjertet til een By:
Troja; men Omsorgen herfor maa drages af senere Slægter."
     Fremad sejle vi tæt ved de nære cerauniske Bjærge,
Hvorfra Vej og Sejlads til Italien hen over Havet
Bliver den korteste. Solen imidlertid synker, og alle
Bjærge formørkes ved Skygge. Vi lægge os ned i det længe
Ønskede Lands omsluttende Favn alle vi, som ved Loddet
Vare til Roning bestemte, og pleje omkring paa den tørre
Strand vore Legemer. Søvn vederkvæger de mødige Lemmer.
Baaren af Timerne Natten endnu ej naaede Banens
Midtpunkt, før Palinurus sig hurtigt rejser fra Lejet,
Udspejder samtlige Vinde og lytter til Luftningens Magt og
Mærker sig alle de Stjerner, som glide paa Himmelens tavse
Bue: den regnsvangre Hyas, Arkturus og begge Trioner.
Derpaa spejder han efter Orions straalende Guldsværd;
Dengang han ser nu, at alt er i Ro paa en stjerneklar Himmel,
Giver han lydeligt Tegn fra sin Bagstavn; op vi saa bryde,
Give igen os paa Vejen og udfolde Sejlenes Vinger.
Alt Aurora nu rødmer og Stjernerne jages paa Flugten,
Da i det Fjerne vi skimte de taagede Højder og saa det
Lave Italien. Først nu Achates "Italien" raaber,
Derpaa Folkene glade Italien hilse med Udraab.
Fader Anchises bekranser og fylder en omfangsrig Vinskaal,
Derpaa han Guderne kalder med Bøn højt oppe paa Stavnen.
"Guder, som Havet og Jorden og Stormen regere, I gøre
Vejen os let nu ved Vindenes Hjælp, og give os Medbør."
Straks den ønskede Vind bliver stærkere; Havnen sig viser
Nærmere; alt den sig aabner, og oppe paa Højden Minervas
Tempel er kommen til Syne. Nu Fællerne inddrage Sejlet.
Derpaa de Stavnene vende mod Kysten. Af Bølgen fra Østen
Havnen er skaaren i Bue, og stærkt fremspringende Klipper
Skumme af Havskummets Stænk. Selv ligger den skjult, og de tvende
Taarnhøje Klipper udskyde som tvedelt Mur deres Arm, og
Templet sig trækker tilbage fra Kysten. Paa Græsset jeg fire
Snehvide Heste nu skuer, som vidt om afgnave Marken.
Noter:
     De cerauniske Bjærge i Epirus ved Illyriens Grænse. Orion: se Note S. 15. [Orion: en stærkt lysende Stjerne paa den sydlige Himmel, hvis Opgang antoges at medføre Regn og Uvejr, og som allerede i den tidligste Sejlads synes at have spillet en betydelig Rolle. Efter Mythen en kæmpemæssig Jæger, som efter sin Død blev sat paa Himlen og hos de romerske Digtere fremstilles med et straalende Guldsværd.] Arkturus o. s. v. se Note S. 21 [Arkturus: den klareste Stjerne i Gruppen Bootes. Dens Op- og Nedgang fulgtes i Reglen af Uvejr.]. Havnen er skaaren o. s. v. Den her omtalte Havn er den senere under Kejser Augustus udvidede og sikrede Havn, som fik Navnet portus Veneris, den berømte Havn ved det ioniske Hav.
Side 59. Vers 572 - 611.
Dette var Varslet, som mødte mig først, og min Fader Anchises
Siger da: "Krig du os bringer, du fremmede Land; denne Hjord her
Truer med Krig, og til Krig udrustes jo Heste; men samme
Dyr ere stundom vante til Vognen at trække og bære
Bidslet i Enighed. Heri er Haab der tillige om Freden."
Derpaa vi rette vor Bøn til vor Pallas's hellige Guddom,
Hende, som modtog os først, da vi jublende ankom, Gudinden,
Iført tonende Vaaben, og foran Altret vi hylle
Hovedet ind i den frygiske Dragt, og ifølge det Paabud,
Hvilket os Helenus gav som det vigtigste, bringe vi efter
Skik den argiviske Juno de paabudte hædrende Ofre.
Ikke vi tøve, men straks, da nu Løfterne vare tilbørligt
Blevne indfriede, drejes mod Havet de sejlklædte Raaers
Spidser, og derpaa drage vi bort fra de mistænkte Grækers
Huse og Marker. Man herfra kan se det af Herkules rejste
– Hvis da Rygtet er Sandhed – Tarentums Bugt; paa den anden
Side Laciniums Tempel for Juno sig hæver og Kaulons
Høje og Scylaceúm, der forvolder saa talrige Skibbrud.
Fjernt man fra Havet kan se Trinakriens Ætna; vi høre
Langt fra de mægtige Drøn, naar Havet mod Klipperne raser,
Eller den buldrende Lyd, naar Bølgerne brydes paa Stranden,
Havet sig rejser fra Dybet, og Sandet med Brændingen blandes.
Fader Anchises nu siger: "Charybdis er sikkert nu dette,
Her er de grulige Klipper og Skær, som af Helenus mentes;
Frels os nu Folk, tag lige og kraftige Aaretag." Alle
Lyde Befalingen. Først Palinurus den hvinende Forstavn
Drejer mod Havet til venstre, og hele den samlede Flaade
Søger til venstre med Aarer og Sejl. Vi paa Bølgernes Toppe
Hæves til Himmelen op, og naar Bølgerne atter sig sænke,
Synke vi ned til den dybeste Grund. Tre Gange vi høre
Skærenes Drønen, naar ind mellem Klipperne Havet sig styrter,
Tre Gange se vi det hvirvlende Skum og de dryppende Stjerner,
Vinden og Solen forlade imidlertid alle os trætte,
Hen til Cyklopernes Kyst ubekendte med Vejen vi glide.
      Havnen mod Vindenes Anfald er sikret og selv er den stor, men   
Ætna i Nærheden tordner med skrækindjagende Bragen.
Stundom det vælter mod Himlen en mørkfarvet Sky eller begsort
Dampende Hvirvel af Røg og af glødende Emmer og rejser
Masser af rullende Flammer, som Stjernerne slikke, og stundom
Kaster det Klipper i Vejret og løsrevne Dele af Bjærgets
Noter:
     Hvis da Rygtet er Sandhed. Digteren følger her et Sagn, ifølge hvilket Byen Tarentum skulde være anlagt af Herkules, medens ellers Neptunus's Søn Taras nævnes som den oprindelige Grundlægger. Ogsaa de spartanske Parthenier, som anførtes af Falantus, omtales som Byens Anlæggere. Lacium. et Forbjærg i Nærheden af Staden Kroton med et berømt Tempel for Juno Lacinia. Kaulon i Bruttium var anlagt af Achæerne. Ikke langt derfra laa Søstaden Scylaceum, hvortil Sejladsen var farlig. Cykloperne: se Noten S. 7 [Cykloperne: Børn af Uranus og Gæa, Vulcanus's kæmpemæssige, enøjede Smede, som boede i de ildsprudende Bjerge, her Ætna.]
Side 60. Vers 612 - 658.
Indre, og drønende hvirvler i Luften det smeltede Sten og
Syder i nederste Dyb. Her Rygtet fortæller, at under
Denne saa vældige Vægt den af Lynilden ganske forbrændte
Enceladús er begraven, og ovenpaa ham er da lagt det
Uhyre Ætna for Flammen at aande ad Essernes Lufttræk.
Hvergang sin mødige Side han vender, saa skælver med Drønen
Hele Trinakriens Land, og i Røg bliver Himmelen hyllet.
Skjulte i Skoven vi Natten igennem maa udholde dette
Grulige Under, og ikke vi se nogen Aarsag til Larmen;
Stjærnerne lyste jo ikke, og straalende klar var ej heller
Himlen, men mørk og bedækket af Skylag; Natten tillige
Holdt i sin Uhygge Maanen aldeles i Regntaagens Mørke.
    Alt nu den følgende Dag frembryder med Morgenens første
Stjerne, og bort Aurora har jaget fra Himlen den vaade
Skygge, da pludselig ud der fra Skovene kommer en ukendt
Underlig Skikkelse frem, udtæret og yderlig mager,
Ynkelig klædt, og i Løb imod Stranden den iler og holder
Hænderne bedende strakte mod Himlen. Vi se os tilbage:
Skrækkeligt Smuds og et langt nedhængende Skæg og en Dragt, som
Hæftet var sammen med Torne; men Græker iøvrigt og forhen
Sendt i de fædrene Vaaben til Lejren ved Troja. Saasnart han
Langt fra ser den dardaniske Dragt og Trojanernes Vaaben,
Standser forskrækket ved Synet han noget, men hovedkulds straks han
Styrter til Stranden med Bønner og Taarer: "jeg eder besværger
Baade ved Stjerner og Guder og Himlens ernærende Livslys
Tag mig blot med, I Teukrer! og før mig til hvilket som helst Land;
Det er mig nok. Jeg jo ved, at jeg hører til Grækernes Hær, og
Tilstaar at have med Krig angrebet Trojanernes Hjemstavn.
Derfor, dersom min Brøde har saadan Skyld, I mig kaste
Ud nu i Bølgen og sænke mig ned i det vældige Havdyb,
Dersom jeg dør, vil dog Døden for Menneskehænder mig glæde."
Saaledes taler han, frem han ad Jorden sig ruller og favner
Knæer og holder sig fast. Vi ham opfordre da til at sige,
Hvorfra han stammer, og dernæst at tilstaa, hvad for et Liv han
Siden har ført. Selv Fader Anchises uden at tøve
Ynglingen rækker sin Haand, og han styrker hans Mod ved det sikre
Pant. Saa siger han, efter at Frygten er endelig vegen:
"Jeg er paa Ithaka født, og mit Navn er Achémenides; jeg
Rejste til Troja og fulgte, fordi Adamastus, min Fader,
Ikkun var fattig – gid delt jeg blot havde hans Skæbne – Ulixes
Ogsaa i Ulykken. Her mine glemsomme Fæller forlod mig
Dengang de skælvende gik fra det grufulde Hjem, i Cyklopens
Vældige Hule. Hans Bolig er sølet med lugtende Blod og
Blodige Levninger, skummel indvendig og mægtig i Omfang;
Selv er han uhyre høj, og han op imod Stjernerne rager.
Guder! forskaan dog Jorden for saadan en Pest. Han er ikke
Venlig at se, ikke heller er god han at komme i Tale.
Side 61. Vers 659 - 702.
Kødet han spiser af dem, som han dræber, og drikker det mørke   
Blod. Selv saa jeg ham bøjet bag over i Midten af Hulen
Knuse mod Stenklippen tvende, som ud af vor Midte han havde
Grebet i Flæng med sin vældige Haand, og hans Bolig blev ganske
Stænket af sprøjtende Blod; selv saa jeg ham Lemmerne tygge,
Medens de flød med det sorte og levrede Blod, og de lunkne
Ledemod bævrede mellem hans Tænder. Men ustraffet dog ej
Gjorde han dette; thi sligt ej taalte Ulixes, ej heller
Ithakas Søn kunde glemme sig selv i en Fare som denne,
Dengang han nemlig begravet i Vin og forspist havde bøjet
Nakken til Hvile og laa i sin Hule i hele sin Længde
Spyende ud i sin Søvn Kødstumper og vinblandet Blodskum,
Rettede først vi en Bøn til de mægtige Guder, og vi, som
Havde fordelt vore Pladser, nu rundt fra stimlede sammen,
Stille os om ham, og ud med et skarpspidset Vaaben vi bore
Øjet, som ganske alene og vældigt under den bistre
Pande var skjult og ligt et argolisk Skjold eller ogsaa
Føbus's lysende Glans, og vi endelig hævnede glade
Fællernes Skygger. Men flygt ulyksalige Mænd! o saa flygt dog,
Skynd eder Tovet at løse fra Stranden. Saadanne, saa store
Nemlig som han, Polyfemus, der spærrer det uldrige Smaakvæg
Ind i sin hvælvede Hule og malker dets Yver, der bor her,
Spredte omkring paa den buede Kyst, vel et hundrede andre
Vilde Cykloper, som flakke omkring paa de skyhøje Bjærge.
Alt har nu Maanen for tredje Gang fyldt sine Spidser med Lyset,
Medens jeg henslæber Livet i Skovene mellem de vilde
Rovdyrs ensomme Lejer og Hjem, og fra Klippen jeg ser de
Skumle Cykloper og skælver ved Lyden af Stemmer og Fodtrin.
Ynkeligt Underhold Træer med stenede Hyben og Bær mig
Yde, og Urter mig nære med oprevne Rødder. Imedens
Alt jeg udspejder, jeg først ser Skibene komme til Kysten,
Straks jeg for disse bestemmer mig, hvilke de maatte saa være,
Nok det mig er, at jeg flygter fra denne saa grufulde Race;
Tag I saa hellere dette mit Liv ved en hvilken som helst Død."
     Næppe han udtalt havde, saa se vi paa Toppen af Bjærget
Kvæghyrden selv, Polyfemus, bevæge sin vældige Krop i
Midten af Hjorden og søge den velkendte Strandbred, et gruligt
Udyr, uformelig, uhyre stor og sit Øje berøvet.
Granstammen i Haanden hans Gang baade leder og fastner,
Uldrige Faar ham ledsage, hans eneste Trøst og hans Glæde.
Da han var kommen til Havet og naaet de svulmende Bølger,
Afvadsker deri han Blodet, som flød fra det udstukne Øje,
Skærende Tænder med Suk, og han gaar allerede i Havets
Midte, og Bølgen dog ikke ham væder de mægtige Sider.
Noter:
     Føbus's lysende Glans = Solens lysende Skive, idet Føbus Apollo sammenblandes med Helios (Solguden).
Side 62. Vers 703 - 739.
Bange paa Flugt langt bort vi os skynde og medtage denne
Bedende Mand, som fortjent han jo havde, og tavse vi kappe
Tovet, og bøjede feje vi Havet med kappende Aarer.
Dog han det mærker og retter sin Gang efter Lyden, som høres.
Da det er ganske umuligt med Haanden at gribe os eller
Naa i Forfølgelsens Fart de ioniske Bølger, han hæver
Rædsomme Skrig, saa at Havet og samtlige Bølger i Havet
Skælve, og hele Italiens Land bliver ganske forfærdet,
Ætna brøler igennem de hvælvede Huler, og vækket
Styrter Cyklopernes Slægt sig fra Skovene ned og de høje
Bjærge til Havnen, og Stranden aldeles de opfylde. Hist nu
Se vi dem alle at staa, de ætnæiske Brødre, med deres
Lynende Øjne forgæves, og højt imod Himlen de hæve
Hovedet op i forfærdelig Flok; thi som Koglecypresser
Staa de og skyhøje Ege med knejsende Kroner, Dianas
Lund eller Juppiters højt fremragende Skov. Vi nu blive
Grebne af frygtelig Angest, vi Sejlene hovedkulds klare,
Hvor end de føre os hen, og vi lade dem svulme for Medbør
Tvært imod Helenus's Bud, som os minder, at ikke vi styre
Kursen imellem Charybdis og Skylla, da Vejene begge
Føre til Døden og kun med en hel ubetydelig Forskel;
Derfor beslutte vi Kurs nu at ændre og sejle tilbage.
Se! da kommer fra Nord der en Vind sendt ud fra Pelorums
Stærkt indsnævrede Stræde. Jeg klarer saa Pantagias, hvis
Munding er kantet med Klipper, og Megaras Bugt og det lave
Thapsus. Achémenides, der som Ledsager fulgte Ulixes
Ogsaa i Ulykken, viste mit Stederne her, da han nu paa
Veien tilbage igen passerede selvsamme Kyster.
     Udstrakt ligger en Ø foran den sikaniske Havbugt
Overfor Plemmyrium med det brusende Vand; vore Fædre
Kaldte den Ortygiá. Man fortæller, at Floden i Elis,
Alfeus, herhen brød sig en hemmelig Vej under Havet,
Hvorfor den nu, Arethusa! igennem din Kilde sig kaster
Ud i sikuliske Bølger. Vi tilbede efter Befaling
Stedets mægtige Guder, og derfra jeg kommer forbi de
Frugtbare Marker, som ganske bedækkes af Floden Helorus.
Herpaa sejle vi langs med Pachynums fremskudte Skær og
Knejsende Klipper, og fjernt Kamarina sig viser, som efter
Noter:
     Pantagias: en lille Flod paa Sicilien (Fiume di Porcari). Megara og Thapsus ere Stæder paa Sicilien; Plemmyrium, et Forbjærg i Nærheden af Syrakusæ. Arethusa: en berømt Kilde ved Syrakusæ, og Mythen fortæller, at en af Dianas Nymfer, [Arethusa], i Elis blev forfulgt af Flodguden Alfeus.[For at undgå sin forfølger påkaldte hun hjælp fra Artemis, som omskabte hende til en kilde og som sådan] flygtede [hun] ad en skjult Vej til Sicilien. Helorus; alm. Elorus er en Flod paa Sicilien (Atellaro). Kamarina paa Sydvestkysten af Sicilien var en Koloni fra Syrakusæ og laa ved en Sø Kamarina, der foraarsagede megen Sygdom ved Uddunstninger. Man spurgte Oraklet om Raad, men det svarede blot: "rør ikke Kamarina." Desuagtet udtørrede man Søen, og ad den Vej trængte nu Fjenderne ind.
 
Side 63. Vers 740 - 758.
 
Skæbnens Bestemmelse aldrig maa flyttes, og Egnen om Gela,
Ogsaa det mægtige Gela, som havde sit Navn efter Floden.
Akragas dernæst oppe paa Højderne viser i Afstand
Vældige Mure – berømt ved sin Avl af de ædleste Heste
Var det engang – og Selinus, du Palmernes By! jeg paa Vindens
Bud dig forlader, og tæt jeg nu sejler forbi Lilybeums
Stenhaarde Grunde og Klipper, som skjules af Vandet, og herfra
Modtager Drepanums Havn samt Kyst mig til Sorg kun, thi her jeg
Tumlet af Storme paa Havet berøves min Fader Anchises,
Denne min Trøster i al min Bekymring og Fare. Du her mig,
Herlige Fader! forlader saa træt og forgæves bevaret
Gennem saa grulige Farer. Og saadan Sorg har jo hverken
Seeren Helenus varslet mig, skønt han fortalte om mange
Kommende grufulde Sorger, ej heller den grumme Celæno.
Dette var Lidelsens Ende og Maalet for Vejenes Længde;
Her til Kysten en Gud mig saa førte, da derfra jeg rejste.
 
     Alle opmærksomme sad, mens Fader Æneas alene
Talte om Skæbnen, som sendt var af Guder, og viste dem Rejsen.
Endelig tav han og endte sin Tale og Hvile han søgte.
 
Noter:
     Gela, nu Alicata. Akragas, ikke langt fra Pachynum = Agrigentum, nu Girgenti. Selinus i Nærheden af Lilybeum, nu Selinonto. Drepanum paa Siciliens Vestkyst, nu Drapani.
 

TOP