Publius Virgilius Maro blev født den 15de Octbr. i Aaret 70 før Christi Fødsel, under Marci Licinii Crassi og Gneji Pompeji Consulat, i en Flække, ved Navn Andes, det nuværende Pietola, ikke langt fra Mantua. Hvad hans Fader angaaer, da berette Nogle, at han har været Pottemager, imedens Andre fortælle, at han var Dagleier, hvorhos det dog ikke er usandsynligt, at den sidste Paastand har sin Oprindelse fra en misforstaaet Forklaring af Tityri Person i Digterens første Idyl. Derimod synes Alting snarere at tyde hen paa, at han har været Søn af en velhavende, skjøndt meget i Stilhed levende, Gaardeier i Landsbyen Andes.

Om hans Barndomshistorie, og især om hans mangfoldige Lærere, findes vistnok Adskilligt fortalt i Vita Virgilii, der tillægges Grammatikeren Donatus (omtrent 350 efter Christi Fødsel); dog synes denne Biographie ogsaa deri at ligne den pseudoherodotiske af Homer, at den er opfyldt med meget Tant, samt forvansket ved mangfoldige Tilsætninger af uvidende Munke og slette Afskrivere. Efterat han i en Alder af noget over 15 Aar havde paataget toga virilis, drog han i sit 16de eller 17de Aar til Rom, og det er noget efter denne Tid, at han har forfattet adskillige Ungdomsdigte, hvoraf man med Rette troer at gjenkjende Nogle i de saakaldte Catalecta Virgilii. Herhid hører ikke blot det ubetydelige Distichon til Lanisten [lærer for gladiatorerne] Balista, som anføres af Donat (§. 28), men isærdeleshed Culex, om hvis Ægthed man neppe, hvilket dog i Almindelighed er Tilfældet, bør tvivle. Saaledes hedder det hos Martial (XIV. 185):

Naar vi nu sammenligne disse Udsagn med Statii (Sylvæ II VII 74) og Fleres, kan det ingenlunde vorde tvivlsomt, at Virgil er Forfatter, idetmindste til dette Digt, om endog senere Interpolationer have gjort det noget ukjendeligt, og om endog Epigrammerne, Priapeja, Diræ, og flere af de andre, til Catalecterne [samlinger af ufuldstændige levninger af gamle skrifter] hørende, Stykker, ere i større eller mindre Grad at ansee som uægte.

Det er først omtrent fra hans 26de Aar, at hans betydeligere Digte ere at datere, saasom hans tidligste Forsøg i den bucoliske Art Alexis, eller den 2den Idyl, hvilket Martyn (Life of Virgil pag. XXXIV) synes at have gjort temmelig sandsynligt. I Løbet af de næste fire Aar digtede han flere af sine Idyller, og blev nøiere bekjendt med Augustus, ligesom ogsaa hans Bekjendtskab med den mægtige Asinius Pollio, samt de Ubehageligheder, der fra Veteranernes Side mødte ham, i Anledning af deres Streifetog fra Cremona til Mantua, falde i samme Periode, det er at sige omtrent i Digterens 30te Aar.

Efterat han i sit 33te Aar havde endt sine samtlige bucoliske Arbeider, begyndte han, efter Grammatikernes Angivelser, i sit 34te Aar paa Georgica, deels ifølge Mæcenas' Opfordring, deels for at bevæge Folket til atter at dyrke, samt med fornuftig Indsigt rigtigen at behandle, saadanne Jorde, som ved de borgerlige Krige vare blevne noget øde. Ere de sidste 8 Vers af Georgicons 4de Sang ægte, som de dog ikke synes at være, da er det let at regne sig til, i hvad Tidspunkt han fik bemeldte didactiske Digt færdigt, nemlig i sit 40de Aar, strax efter Slaget ved Actium.

Paa samme Tid (ja ifølge hans Yttring i Georgic. III. 46. mox tamen ardentis accingar dicere pugnas Cæsaris, endnu noget tidligere) synes han at have fattet Ideen til Æneiden, uagtet man paa den anden Side kan af Horazes 10de Satyre (v. 45) der er forfattet Aar 27 f. Chr. og omtaler intet uden de landlige Digte, see, at han endnu i sit 44de Aar ikke har bekjendtgjort noget af Æneiden. Det er først i hans 45de Aar, som Donat (§. 46) beretter os, at Augustus, der i Spanien førte Krig mod de Cantabrer, udbeder sig skriftligen af Virgil, at han vil oversende Æneiden.

Endeligen var han rykket saa vidt med Heltedigtet, at han i sit 52de Aar vilde begive sig til Grækenland og Asien, for der at lægge den sidste Haand paa sit store Heltedigt, og, som Donat bemærker, siden opoffre det Øvrige af sit Liv til Philosophien. Men paa denne Reise møder han Augustus, der vender hjem fra sit Tog mod Orienten, og beslutter i den Anledning at forandre sin Reise, samt ligeledes tage tilbage til Rom. Men nærved Athenen betages han af en sygelig Mathed, og da denne bliver forøget ved en uafbrudt Søereise, lander han i Brundusium eller Tarentum, hvor han ender Livet i sit 52de Aar. Hans Been bleve bragte til Neapel, og der jordede, hvorimod saavel hans, som Horazes, Venner, Varius og Tucca erholdt ved Testamente hans litteraire Efterladenskaber at ordne, paa den Betingelse, at de vel maatte forkaste, hvad der syntes dem at fortjene det, men aldeles intet tillægge.

Det er imidlertid vist, og støtter sig ikke paa tomme Drømmerier af Grammatiker, men paa Plinii og Fleres sikkre Angivelser, at han paa sin Dødsseng angrede, at have digtet Æneiden, og indstændigen forlangte, at Samme skulle brændes, som et ufuldendt og uheldigt Product, fra hvilken Skjæbne det alene ved hans Venners, og isærdeleshed Varii og Tuccas, Forbønner blev reddet. Denne Ængstelighed synes fuldkommen at svare til Virgils circumspecte Digtercorrecthed, og man behøver derfor ikke med Andre at udlede denne Ængstelighed fra de mangfoldige Lovtaler, han udøser over Cæsar og August, hvilke han nu i sin sidste Time skulle angre.

Efter at Æneiden var gjennemgaaet af Digterens omtalte Venner, blev Værket udgivet, og vandt, som af den Tids Digtere sees (Ovid. Amores. 1. XV. 25. Remed. amor. 395. 96) almindeligt Bifald, ja, ligesom Homer, blev det endnu i Augusti Tid indført i Skolerne, samt ved Forelæsninger oplyst og udviklet (Svetonius de illustrib. Grammatic. c. 16). Dette Bifald blev det virgilianske Heltedigts Lod til enhver Tid, og det kunde alene falde en Caligula (Svetonius i Caligulas Levnet c. 34) ind, at forjage Virgils Værker og Billeder af alle Bibliotheker, som en Digter nullius ingenii minimæqve doctrinæ, ligesom blot en Særling som Hardouin kunde fatte den Idee, at Æneiden var et Foster af en Munk i det 13de Aarhundrede efter Christus, en Paastand, der er saa meget mere lystig, som det ikke er det eneste Digt, der efter Hardouin sættes til samme Seculum, saasom ogsaa Musæi Hero og Leander bliver stemplet med samme Fødselstid.

Skulde iøvrigt nogen være ængstelig ihenseende til sin Dom, og ikke turde føle det Skjønne uden at have Sikkerhed for sig, da vil han hos Burmann (Antholog. Latin. Libr. II. epigr. 173 sammenlignet med Indledningen til Culex i Wernsdorffs poetæ latini minores Vol. VI. pag. 29) finde tilstrækkelige Skudsmaal og Testimonia autorum de Virgilio, der paa en mere eller mindre poetisk Maade Alle bevidne Heltedigtets Værdie. Det var derfor begribeligt, at det i de fremløbende Tider blev, saavel i Udgaver, som Oversættelser, stedse meere og meere bekjendt, og at Enhver af de nyere dannede Nationer stræbte ved een eller flere Versioner at skaffe et saa navnkundigt Digt Borgerret i deres Litteratur, hvilket ogsaa, naar man undtager den Danske, saavidt vides, med Alle har været Tilfældet.

I hvilken Agtelse Virgil holdt sig, selv igjennem den mørkere Middelalder, see vi isærdeleshed af Dantes mærkværdige Digt la divina comedia, hiin førstefødte Datter af den nyere Digtekunst. Paa sin sælsomme Vandring gjennem Helvede, Skjærsild og Himmel, tager han Virgilius som Veiviser med sig, og de Lovtaler, hvormed han i første Sang af l'inferno v. 82 - 88 overøser ham, viser den Agtelse, hvori den romerske Digter selv i de Tider har staaet. Efter Videnskabernes Gjenoprettelse søgte først de sydlige Nationer at indklæde ham i deres Fødelands Sprog, uagtet der var naturligt, at Forsøgene maatte, især i disse Lande, falde noget uheldige ud.

Den ældste spanske Oversættelse af Æneiden, som man kjender, er af Don Enricque de Villena, bekjendt i sit Fødelands Litteratur som Originalforfatter af los trabajos de Hercules, og la gaya saber, eller Anviisning til at digte. Den udkom i Aaret 1427, men efter Velazquez's (Origenas de la poesia Castellana pag. 156) Udsigende skal den ikke existere mere endogsaa i Spanien. Han tilbragte 1 Aar og 12 Dage med denne Version, og, for at qvæge sig under dette møisommelige Arbeide, oversatte han paa samme Tid Dantes la divina comedia og Ciceros Rhetorica, af hvilke især den Første dog ikke synes klogeligst valgt til at qvæge efter aandelig Anstrængelse. Hvorvidt bemeldte Version har været forfattet i Terziner, Ottaver eller de paa den Tid i Spanien gjængse versos de arte mayor, kan jeg ikke bestemme, da jeg ikke har derom fundet noget angivet. Overhovedet er det mærkeligt [bemærkelsesværdigt], at de spanske Oversættere holdt sig næsten udelukkende til Idyllerne, eller, om de gik meget vidt, da i det høieste til Georgicon, hvilket er Tilfældet saavel med Juan de la Enzina (1516), Christoval de Mesa (1618), Luis de Leon, som med Francesco de Quevedo (1631). Den eneste Version af Æneiden fra en nogenlunde nyere Tid (1577), som jeg har funden omtalt - thi at finde saa gamle spanske Arbeider hertillands, er ikke at vente - er af Gregorio Hernandez de Velasco.

hvoraf man seer, hvilket Bifald selv et saadant Foretagende har opnaaet.

Var man nu først kommet paa det Indfald, at lade Virgil tale i Ottave rime, da var det at formode, at man vilde gaa endnu videre, og det manglede derfor ikke paa en X italiensk Blumauer, ved Navn Angelucci, der travesterede Heltedigtet, ved at overføre det i den saakaldte stilo Bernesco, det vil sige, i Bernis comiske, vistnok Ariostisk lette, dog burlesk spottende, Digtermaneer. Men ligesaalidet som i vor Tid Blumauers Idee kunde vinde de Bedres Bifald, vilde det lykkes hans Forgjænger Angelucci, at bringe Italienerne til at glemme Originalen over Travesteringen, og isærdeleshed hævede den efterfølgende virkelige Oversætter Lilio Guidiccione sin Røst imod ham. Dog udgav han ikke mere end de 6 første Sange, og selv disse vare i versi sciolti, hvorfore hans Grundsætning klinger løierlig nok, "di non mettere un piede, nè à destra, nè à sinistra, fuori dell' orme del poeta, e di render non solo parola à parola, ma anche punto à punto", en Grundsætning for Oversættelseskunst, der er ligesaa mærkelig paa de Tider, som det er ubegribeligt, hvorledes Guidiccioni kunde overholde den, naar han betjente sig af versi sciolti.

Italienernes Forkjærlighed for deres Ottave rime viste sig endvidere i Enden af det 17de Aarhundrede (1690) da Bartolomeo Beverini udgav atter en Æneide i dette Metrum. Dog maa man lade Beverini den Fortjeneste, at han, foruden at Ottaverne eie en særdeles høi Grad af Velklang, veed, at lade saa megen Troskab mod sin Autor blive tilbage, som der i et saa modstridende Metrum lader sig tænke. Som Prøve saavel paa hans Maneer, som tillige paa en antik Virgil i Stanzaform, en Idee, som endog Schiller senere i sine Digte har optaget [http://www.wissen-im-netz.info/literatur/schiller/gedichte/03.htm], har jeg valgt Lignelsen om Myrerne, i Æneidens 4de Sang, hvorhos jeg naturligviis beholder Beverinis egen archaistiske Skrivemaade:

Med hvilken typographisk Pragt Caro endelig i vore Dage er bleven udgiven paa Hertuginden af Devonshires Bekostning er bekjendt. Der blev kun trykket 150 Exemplarer til Europas Fyrster og de vigtigste Bibliotheker, og Bogen selv blev ledsaget af de kostbareste Kobberstik af Italiens første Kunstnere. [en kopi af et devonshiresk kobberstik er gengivet i 2. sang i denne afskrift].

Hvor meget Oldtidens Studium har til enhver Tid, og især i det 16de og 17de Aarhundrede, været udbredt i Engelland, have, foruden Andre, Commentatorerne til Shakspeare, Steewens, Malone, og især Farmer i the learning of Sh. beviist. I det de nemlig søgte at hente Saft og Næring fra de gamle Classiker, stræbte de tillige at overgaae de andre Folkeslag i flittigen at oversætte og afcopiere disse Skjønhedens Forbilleder, ja det begav sig endog, formodentlig af en vidtdreven Forkjærlighed for de Gamle, at man benyttede sig af dertil aflæmpede engelske Hexameter, for at efterligne ogsaa denne Oldtidens herlige Verseform, og at man ikke opgav Forsøget, før Sprogets Aand satte sig alt for djærveligen derimod. De to ældste Oversættere jeg har funden i den engelske Litteratur af Æneiden ere Phayer og Tvyne, omtrent 1550, som efter Wartons Udsigende (History of engl. poetry. Vol. III cap. 40) have paa de Tider vundet meget Bifald.

Mindre heldigt gik det Robert Stanyhurst, der i Aaret 1583 forsøgte paa de 4 første Sange af Æneiden i engelske Hexameter. For Øieblikket gik det vel ikke ilde, da den første Enthusiasmus rev Mange med sig, saa at Gabr. Harvey nærede det, som sit høieste Ønske, to be epitaph'd as the inventor of english Hexameter, og at, for at bruge Farmers Udtryk, every one would be halting on Roman feet: dog kom man sig snart af sin Ruus, og Stanyhurst blev til Slutningen ilde medhandlet af hiin Tids Critiker, som den, der benyttede sig af a foul, lumbering, boisterous and wallowing measure. Da Stanyhurst nu er temmelig sjelden, vil følgende Begyndelse af Æneidens 2den Sang ikke være uvelkommen:

Fra den Tid møder os ingen mærkelig engelsk Æneide, før vi komme til den for en Britter saa dyrebare Pope-Drydenske Periode, i hvilken de i uhørt dyre Domme betalte og tilkjøbte sig saavel den græske som romerske Epiker af begge disse, som Originaler vel anseete, Digtere. For længe siden har den Henrykkelse sat sig, hvormed man i de Tider med ægte brittisk Interesse modtog begge Arbeider, og den senere Tid har, efter Wartons Udsigende, erkjendt, at the mistakes in Mr. Drydens translation are unaccountably gross. Heller ikke var andet muligt, naar man betænker, at Dryden var i sit 70de Aar, da han (1697) udgav den, og bragte den for Lyset i en saa umaadelig Hast, at den nyeste Udgiver Carey er overbeviist om, at Dryden aldrig har seet et eneste Ark efter, men overladt dem til Bogtrykkerens Godtbefindende.

Til at vise Theorien for den drydenske Oversættelse, der som bekjendt er forfattet i blank verses, mener jeg, at følgende Exempel kan være mere end tilstrækkeligt. I Fortalen (CVI) beklager han sig med megen naiv Veemodighed over, at man, for at udtrykke den romerske Digters Ideer, er nødt til at nedstemme sine egne (untune our own), og anfører derpaa som Prøve den mollus amaracus (bløde Merian) hvori Venus skjuler Ascanius i Æneidens første Sang. Hvor dybt nu den forkeerte Oversættelsesmaade, især i de Tider, maa have rodfæstet sig, kan man indsee deraf, at Dryden ærligen forsikkrer, at den engelske Læser, hvis han havde oversat det ved sweet majoran, as the word signifies, would think, I had mistaken Virgil, because such villagewords give us a very mean idea. Han formener tillige Selv, at Læseren var berettiget til at vente sig en mere nobel Væxt eller Blomst end Merian, ifølge hvilket han foreslaaer Virgil, to spread roses under him, and lilies over him. Nu skulde man altsaa troe, at Virgil var bleven poetice hjulpen, men efterslaae vi Stedet i Oversættelsen selv, og vente, at finde de foreslaaede Roser og Lilier, da blive vi narrede, og opdage, ligesom for ret haandgribeligen at overbevises om det comiske i denne vilkaarlige Ustadighed, at ikke blot er Merianen borte, men endogsaa Roserne og de hvide Lilier, hvorimod Alle, ved modnere Betragtning, have maattet give Plads for Myrthen. Nu hedder nemlig Stedet saaledes:

Uagtet saa øiensynlige Feil have Engellænderne dog i de sidste Aar søgt tilbage til Dryden, ligesom Italienerne til Caro, uagtet dog Pitts senere (omtrent fra 1730) ikke er uden Fortjeneste. Jeg maa formode, at kun den Omstændighed, at ingen bedre Oversætter i den nyeste Tid har turdet befatte sig med Æneiden, er Grunden til et saadant Særsyn, at man endnu i 1803 faaer den gamle Drydenske Version udgiven paanye med al brittisk Pragt af Papiir, Kobbere og Vignetter, under Titel The Works of V. translated into english verses , by Dryden, new edition, corrected by John Carey. 3 Voll.

Hvad Virgil i den franske Litteratur angaaer, da har jeg andetsteds (i "Undersøgelse om det heroiske Versemaals Skjæbne" pag. 64 og 68, hvor tillige Prøver ere givne af dette høist curieuse litteraire Arbeide) gjort opmærksom paa, at Turgots besynderlige Forsøg at ville give Æneiden i franske Hexameter var et Foretagende, der maatte indeholde i sig selv Grunden til sin Undergang, eftersom de saakaldte vers mésurés altid ville blive en Uting i det Franske. Man holdt sig ogsaa i Frankerige helst til Delille, der staaer i samme relative Forhold til den indenlandske Litteratur, som Pope og Dryden til den engelske. Deres egne originale Frembringelsers antagne Værdie satte et Fortræffelighed-Stempel paa deres Versioner, og ligesaalidet troede de fleste Engellændere, især i ældre Tider, sig beføiede til at formode, at the author of Essay on men, on criticism, the rape of the lock, kunde fordærve Iliaden, som en Franskmand, at l'auteur du poême sur la pitiè, sur l'imagination kunde fordærve Æneiden; hvorhos Delille ogsaa deri ligner sin engelske Forgjænger, at han er bange for ved alt for megen Troskab at blive utroe (un traducteur risque d'être infidèle par trop de fidelité).

Sine Ideer om Oversættelseskunst har han lagt for Dagen i Indledningen til sin franske Georgicon, og disse bør saa meget mere udhæves, som de ikke blot indeholde Theorien for hans Praxis, men ogsaa ved fransk Lethed i at raisonnere, og ved ligesaa piquante som skuffende Lignelser, let kunne bestikke. Han opstiller nemlig som Hovedregel for enhver Oversættelse denne farlige Grundsætning at chaque traduction est une dette, qu'il faut payer, non dans la même monnoie, mai dans la même somme, d.v.s. at Ideerne i det Hele skulle bibeholdes, men uden at ængstes ved, om Formen bliver Terziner, Ottave rime, Alexandriner eller den femføddede Jambe. Imidlertid blev det vist et stort Spørgsmaal, om ikke den, det laante 1000 smukke, blanke, fuldrandede Ducater, og betalte dem tilbage i Rigsbanktegn paa to eller tre Skilling i Kobbermønt, jo vilde synes at have udøvet et Drillerie imod sin Creditor. Det er i det mindste sikkert, at naar man ofte seer en Originals fem fuldvægtige Vers udmøntede i meer end det dobbelte Antal i Versionen, man da lettigen kommer til at tænke paa ham, der bytter os Ducaten i Kobbermønt. Sandheden heraf maa være særdeles indlysende, saasom jeg seer af Delilles nyeste Indledning til Æneiden, at han endog Selv har fundet slige Grundsætninger, som han tidligere yttrede til Georgicon, at være vel letfærdige, og derfor nu forkaster. Hvor lidet alligevel denne Forandring af Anskuelser har hos Delille at betyde, vil man see af den Epilog, hvori han tiltaler sine Læsere saaledes: une foule de beautés étoient perdues pour vous: je vous en ai transmis  q u e l q u e s u n e s, et vous demande une reconnoisance d'admiration pour l'Original, et d'indulgence pour le traducteur; hvoraf følger, at man for nogle faa Skjønheder skal beundre en Original, og at man, ved Ligegyldighed mod sin Forfatter, ved ikke at overføre den hele Skjønhed, skal see igjennem Fingre med en Oversætter.

Som yderligere Beviis paa, hvor heldigt Delille har undgaaet den farlige Klippe, ved alt for stor Troskab mod sin Forfatter, at blive utroe, vil jeg meddele Begyndelsen af Æneidens anden Sang, hvori Enhver vil letteligen gjenkende den franske Tragoedies Aand:

Naar en Version af denne Art har gjort en saadan Lykke, at den af de æsthetiske Rettroende ansees for et chef d'oeuvre og for Classisk i sit Slags, da vil man uden Vanskelighed indsee, at, om endog Sproget i og for sig selv var mere modtageligt for metrisk Uddannelse, end det er, vilde Aanden i Landets originale Poesie dog altid modarbeide ethvert bedre Forsøg. Det skulde da være, at den æsthetiske Gjæring, bevirket ved franske Oversættelser af Goethe og Schiller, samt overhovedet ved stærk Indførelse af tydske Digterværker, som dog de bestaltede æsthetiske Douaniers have behørigen paatalt, skulde virke noget ogsaa i denne Litteratur, hvor man meer end i nogen Anden har vaaget over at beholde det forældede. Det er imidlertid vist, at man ikke maa betræde den Vei, som Turgot anviste; og at ethvert Forsøg i vers mésurés vil være tilstrækkeligt til at bortvise Arbeidet, om det ogsaa i andre Henseender turde være heldigt. Iøvrigt existerer den nyeste Udgave af Delille under Titel: L'Enéide, traduite en vers françois, avec des remarques sur les principales beautés du texte, Paris 1804. 4 Voll. 8.

Det var at formode, at det malmrige, og med større Qvantitetfasthed end noget andet Nordisk begavede, svenske Sprog maatte kunne give herlige Materialier til en svensk Æneide. Derfor er det Skade, at Adlerbeth ikke synes omhyggeligen nok at have brugt alle de Fordele, som Sproget gav ham ihænde, og at han, som han selv beretter, hastede i den Grad med at udgive sit Arbeide, at han endnu før Løbet af to Aar var færdig med et saa stort og omfattende Værk af hvilken utidige Hasten meget, som nu i Versionen synes mindre at fortjene Bifald, vil kunne forklares. At bevæge sig frit i sine Lænker, er den store Opgave, som isærdeleshed Virgils Oversætter har at løse; men les belles infidèles, blandt hvilke ogsaa Denne er een, viser os grandgiveligen, at det er kun alt for let at bevæge sig med metrisk Anstand, isærdeleshed hvor Sproget rækker Haanden, naar man ingen Lænker vil erkjende. Naar man i et malmrigt og qvantitetfast Sprog, med Tact for det sexføddede Versemaal, ikke blot i dets mechaniske Structur, men ogsaa ædlere Kunstbygning, tager nogle Vers af Virgil, uden at ængstes om Originalens Slutning bliver Begyndelse, eller om det første kommer her, tvertimod hist, foran det Andet, da forvandler Oversætteren sig til Originalforfatter, frembringer vel ogsaa en Deel af sit Forbilledes skjønne Ideer i herlige, og kun alt for let bestikkelige Vers, men la belle infidèle bliver med alt dette saa utroe, at der aldrig vil kunne tænkes paa nogen Harmonie mellem to Væsner, der burde være saa nøie forenede som Legem og Skygge. Især er den Slags Utroskab farlig, som findes hos Adlerbeth; thi her er det ikke som hos Dryden Forvanskning af det Hele, i det Engellænderen handler efter det, som Wieland senere opstillede, paa en ødelæggende Maade, som Grundsætning, at man skal oversætte en Oldtids Forfatter paa den Maade, at hans Foredrag bliver saaledes, som han vilde skrive, hvis han levede paa vor Tid, hvorved det Characteriske i Tidsalderen, i Forfatterens Colorit, i Sproget, i Formen, kort Alt gaaer tilgrunde, men det er en farligere Utroeskab, som yttrer sig mere i det Enkelte, i mangt et vigtigt udeladt Ord, i upassende og indstukne Tillæg af hans Eget, der umærkeligt krybe omkring i det Hele og fordærver dets Holding; eftersom her gjælder isærdeleshed, hvad Cicero i en anden Anledning siger: ea peccata sunt gravissima, quæ difficillime præcaventur. Technisk rigtige og klangfulde, som svenske Sproget selv, ere de Adlerbethske Vers, men læser man dem med Originalen ved Siden, da savner man snarligen den Sidste af de to Egenskaber, som Voss har vidst at forene, Skjønhed og Troskab. Saaledes vil ingen nægte følgende Slutning af Æneidens første Sang metrisk Holdning og virgiliansk Anstand, men vel en Frihed mod sit Forbillede, der berøver den ikke lidet af sin Værdie:

Desuagtet bliver Adlerbeths Virgil altid et skjønt og for svensk Metrik fortjenstligt Arbeide, ligesom det ogsaa geraader hans Landsmænd til Ære, at der allerede i Aaret 1811 udkom en ny Udgave deraf under Titel: Virgils Æneis, öffversatt af Jöran Adlerbeth. Andra Upplagen, öfversedd och förbättrad. Stockholm. 8.

At udvikle nøiere om den tydske Litteraturs Æneider vilde være overflødigt, da denne er os saa velbekjendt og man desuden har i særskilte vidtløftige Arbeider raisonnerede Fortegnelser over hvad der i den Henseende er virket. Didhen høre isærdeleshed Schummels Uebersetzerbibliothek alter Classiker, 1784, 8.; og Degens vollständige Litteratur der deutsch. Uebers. der Römer, 1798. Desuden gives der vel neppe Nogen, som har studeret Virgil, der ikke skulde kjende J. H. Vosses den Ældres Fortjenester af den romerske Digter, baade som Oversætter og Commentator, og, den som kjender dem ved nøie Prøve, vil ogsaa have havt Leilighed til at beundre hans mageløse Styrke i at forbinde Troeskab og Skiønhed. [Vosses oversættelse findes i Projekt Gutenberg på http://gutenberg.spiegel.de/autoren/vergil.htm]

Hvad der hidtil er præsteret i den danske Litteratur, med Hensyn paa Æneiden, vil man finde opgivet i Thaarups og Badens Fortegnelser, hvoraf man seer, at vi have en Æneide i femføddede Jamber, samt nogle enkelte Sange, deels i Hexameter, dels i Prosa. Derom kan i vor Tid Spørgsmaalet vel ikke længere være, om enten Prosa, eller hvilkensomhelst selvvalgt og vilkaarlig metrisk Form, kan være brugelig til at indklæde et, i Behandling og Form saa velberegnet, og med høieste Accuratesse udført, Digt som Æneiden. Hvor sælsomt Virgil seer ud i den første Slags Indklædning, har man saavel i vore egen, som i den tydske Litteratur Exempler paa: hvorhos den Slags Versioner afstedkomme den Uting, der kaldes poetisk Prosa, da man maa skrue Prosaen op, for at holde Trin med den poetiske Diction. At fremdeles en Digter, der arbeidede saa mange Aar med en XIX Accuratesse, der næsten grændsede til det Ængstelige, og som endnu i det sidste Øieblik af sit Liv fandt det, uagtet al dets Correcthed, saa ucorrect, at han ønskede det brændt, og som tildeelte Formen ikke en liden Deel af sin opmærksomme Flid, for ogsaa i den hexametriske Kunststructur at overgaae den foregaaende Periodes Digtere, som Datidens Critiker søgte paa al Maade at prise og rose, at en saadan Digter, siger jeg, heller ikke kunde udtrykkes i de skjødesløst henslæbende femføddede Jamber, var vel ikke vanskeligt at indsee. Forsøget burde altsaa skee i sexføddede Vers, og ikke blot i saadanne Vers, der ikke vare, som dog ogsaa i vor Litteratur har været Tilfældet, femføddede eller syvføddede, men tillige i Saadanne, der ikke snege sig gispende frem, og viste øiensynligen, at de gik med Livet i Hænderne. Exempla sunt odiosa; men let var det at opvise Forsøg, hvor end ikke de sex Fødder bidrog til nogen sikker Gang, og hvor man tydeligen saae, at Copien af den livfulde Original var et Foster, der kom dødfødt til Verden.

Vort eget Modersmaal lægger os desværre Hindringer nok iveien for at danne gode danske Hexameter, til at vi selv bør lægge Haanden i Skjødet, og ikke anvende vor Flid, Omhu og Kraft i sin hele Omfang, for at afbøde, hvad der muligen kan afbødes. Herhid hører den forhadte Trochæus i den anden og tredie Pes, der, omtrent som Galgemanden i Fouqués Eventyr, springer os ind i Haanden, inden vi see os for, og hvilken vi dog ofte paa ingen Maade kunne blive qvit. Uagtet der er anvendt megen Flid paa denne Version, har det dog med al anvendt Møie ikke været muligt, at hindre overalt denne fordærvelige Trochæus, hvoraf allerede i første Vers viser sig et Exempel, og som jeg kun derved har stræbt at betage sin Skadelighed, at jeg har tvunget den deels ind paa saadanne Stæder, hvor Tanken forlangte Vægt, og derved gav den en tilsyneladende Udseende af en Spondæe, og deels brugt den der, hvor Position med det efterfølgende danske Ord kunde forhjelpe den til lidt af den Længde, som Naturen havde nægtet den. Det nytter kun lidet at en Dansk siger til den danske Oversætter: "i v. 94 i 1ste Sang findes en ubehagelig Trichæus i "Mæler han slige Ord." Mon man hellere vil høre en Dactyl "saadanne" der tykkes mig, formedelst den danske Position, som Dactyl at spille en ligesaa kummerlig Rolle som "slige" som Trochæus, hvorhos den Vægt, som Tanken byder at lægge paa Ordet, er et særdeles styrkende Middel paa den sygelige Fod. Ja havde vi Svenskens afmaalte og særdeles udtryksfulde Accentuation, da behøvede Oversætteren ikke i næstforegaaende Vers at ende med en Trochæus "Lemmer" hvor Adlerbeth har sin herlige Spondæus Lêmmâr; og just derfor maa man ikke overalt lade Oversætteren bøde for det, som Sproget, ikke Mangel paa Flid eller paa mangfoldigen gjentagne Forsøg, har bevirket.

Vanskelighederne bleve saa meget større, som jeg ikke, uden den meest paatrængende Nødvendighed, vilde forandre Originalens talrige forviklede Periodebygninger, men, selv der, hvor Subjectet i Originalen møder først i tredie eller fjerde Vers, ogsaa deri vise i Oversættelsen Originalens ofte labyrinthiske Slyngegang, hvorpaa jeg blot vil anføre det nærmest liggende Exempel, i første Sang v. 29 - 32. Af den Grund forkaster jeg ganske og aldeles den 6te af de Grundsætninger, som Adlerbeth troer at have Ret til at opstille for en fuldkommen svensk hexametrisk Oversættelse: "at Constructionen blir naturlig, enkelt og fri från tvungne Inversioner, eller långe fortsatte och ofta upprepade enjambemens, der Meningen utan hvila löper ur den ene Versen i den Andra." Vist nok en særdeles magelig Forskrift! er Originalen dig stundom lidt for indviklet, (og det er vist ikke en af de mindst synlige Skatteringer i Virgils Digtercolorit) saa brug din Magelighed, tal du og lad Digteren tie! Efter slige Grundsætninger lyde da nu ogsaa de ovenanførte Vers ret i Overeensstemmelse med saa letfærdig en Theorie saaledes: