Man vil neppe finde det upassende, at jeg, ved at fremlægge den sidste Halvdeel af et Værk af saa betydeligt Omfang, med hvilket jeg i meer end et Decennium har under forskjællige Stillinger og Meninger syslet, tilføier i Korthed nogle Ord, saavel om Original som Copie. Hvad Digtet selv angaaer, da har det, som ethvert menneskeligt Arbeide, sine Feil, og dette følte vel Ingen tydeligere, end den beskedne Digter, som i sin Dødsstund vilde have det tilintetgjort, uagtet det udgjorde Frugten af hans Livs kjæreste Stræben; og man veed ikke, om det er mere utaknemmeligt end anmassende, naar æsthetiske Caligula'er ville paa vor Tid fordømme vor Epiker, tanquam poetam nullius doctrinæ minimique ingenii. Skulde det ikke ligne utidig Letsindighed, at ville nedsætte et Værk, der holdt Prøve i saa mange Secler, og hævdede sit Værd selv da, naar Modedomme vilde stundom vove at nedsætte det? Vel er Virgil ingen Homer, saalidet som Augusti forfinede Periode var en heroisk Tidsalder; men Miltons correcte Digt lever ogsaa et evigt Liv, om end folkelig Naturpoesie træder kraftigere frem i den høilandske Bardes Sange. Hvorfor atter fornye de taabelige Disputer, som forlængst burde være bragte til Ro efter hine sælsommer Kampe, om, hvilket var at foretrække, den phantastiske, djærve, stundom drøie Orlando, eller det gratieuse, fiint udtænke og ædelt udførte Gerusalemma liberata? Selv da, naar vi have fulgt med samme Glæde, som vi følge Gangen i et godt Eventyr, den heltemodige Bradamantes Heltefærd for sin Ruggiero i Ariostos Ridderbog, lukke vi ikke Øiet for Torquato's zarte Fremstilling af en Olintos og Sofronia's Kjærlighed; og jeg skulde dog troe, at en Dido - for ei at tale om den herligt udkastede Camilla, hvis Forbillede man vil have ondt ved at oplede - kan vel maale sig med en homerisk Andromacha, og at den ædelt udførte Turnus kan maale sig med Natursønnen Diomedes.

Desuden viser mangen smuk Episode og mangen indtagende Skildring, hvad vor Digter ævnede at producere, naar han stundom ligesom tvang sig selv til at rive sig løs fra det poetiske Ledebaand (studii circa Homerum nimietas, for at bruge Macrobii Udtryk), hvilket enten personlig Forkjærlighed for den græske Epiker, eller den romerske Tidsaand, som i Digtekunsten saa gjerne tyede til græske Forbilleder, eller maaskee begge Dele forenede, havde tilraadet ham som ønskeligt.

Dog forblande man aldrig sin Dom over Digterens Bucolica med den over Æneiden! Dette ville være ligesaa ubilligt, som at ville nedsætte den modnede Manddomsalders kjærnefulde Arbeide, fordi Ynglingen leverede Stykker uden Hold; eller fordi vor Digter, - for at blive ved dette Tilfælde - forledet af alt for stor Mistillid til egne Kræfter, et Eiendommelighedstræk hos Virgil, som vi aldrig bør tabe af Sigte, bragtes til at støtte sig mere end billigt, ja meer end han havde fornødent, til et græsk Forbillede.

Var desuden Homer, for at bruge Herders Udtryk, ein Günstling der Zeit, da var Virgil i mange Henseender det sikkerligen ikke; og at hos denne det frie Digterliv ved udvortes politiske Omstændigheder, ved det afmaalte Hofliv, ved beregnede Forhold til Keiseren og hans Familie, blev saare indskrænket, kan dog ikke ganske skrives paa hans Regning. Dog - det klinger sælsomt, at ville forsvare et Digterarbejde, der med Rette kan siges at have udholdt Ildprøven, og i Tidernes Gang, gjennem saa afvexlende æsthetiske Anskuelser, har værnet om sig selv ved sit ejendommelige Værd. Og ville vi endogsaa kjæmpe med Autoriteter, da kunne alene Dante's og den herlige Torquatos opveie dem, som i vore dage formene, at den ægte skabende Digteraand ikke vel skulde lade sig forene med en omhyggelig og i det Enkelte gaaende Afrunding og Udglatning af Formen.

Hvad min Copie angaar, da har jeg med Omhu søgt, at gjengive Originalens stolte og ædle Form i et Udvortes, der, saavidt Modersmaalet og Evnerne tillode det, kunde nogenlunde svare dertil. Troskab og Skjønhed søgte jeg at forene, samt at udstyre Versene saaledes, at de - uden at Originalen derved kom til at udrede Omkostningerne - skjøndt fremmede af Herkomst, kunde lyde venligt og bekjendte for det danske Øre. At dette ikke var let, vil alene Digterens kunstige og slyngede Periodebygning kunne overbevise om; og uagtet jeg som oftest mere har maattet beundre end kunnet opnaae Vosses mageløse Evne til at gjengive denne uden Skade for Skjønheden, - noget, som dog stundom fik mere Udseende af et interessant Kunststykke, end var af Værdie for Digterens Roes eller Læserens Fornøielse - troer jeg dog, at, mens Germaneren staaer uefterligneligt høit, Romeren dog ikke i den Henseende vil kunne klage saa meget over sin danske, som over sin svenske, Dragt. Thi ihvor vigtig end Versenes Velklang er, især hos en saadan Digter, hos hvem vi lytte med Velbehag til ethvert af hans fuldtonende Vers, saa er Troskab dog vort første Krav, og, hvor denne mangler, nytter Copiens Pynt kun lidet, naar Originalen ikke vil kjende sig ved den.

Ihenseende til Versenes Bygning, da har jeg søgt at undgaae nogle af de farligste Klipper, hvorpaa vore sexføddede Vers ikke sjeldent bemærkes at strande. Dertil hører, for at begynde med første Fod, at til forreste Stavelse bruges ikke altid en anerkjendt lang Stavelse, hvorved let indsniger sig andre Fodmaal, eller en ubehagelig Art Kleistisk Fortact. Især har jeg i Begyndelsesstavelsen vogtet mig for at bruge eet og samme Ord, som usus, penes quem norma loquendi, havde givet forskjællig Betydning, paa en vilkaarlig Maade: "At" f. Ex. i Betydning af ut (paa det at) kan bruges; men "at" som Tegn paa Infinitiv ikke; saaledes bliver det rigtigt at sige: "at (betonet), naar han kommer" og "forbød ham at (ubetonet) elske." Ligeledes er "af" baade det engelske of og off, og bliver i første Tilfælde kort, i sidste langt. Især feiler man gjerne med da i Begyndelsen af Verset, eftersom det som Conjunction bliver kort, som Adverbium langt.

Jeg vil ikke nægte, at man ogsaa her føler Sandheden af den gamle Bemærkning, at det er det første Skridt, der koster, og at man ved disse og lignende Smaaord - især ved det uheldige da - ikke altid kan overholde Reglen. Eftersom den sidste Conjunction især falder hyppig, har jeg dog, hvor ingen Misforstaaelse var at befrygte, heller valgt at bruge "som" (als) eller det forældede "der" (der han nu kom o. s. v.), skjøndt man burde i saadanne Tilfælde ved Længdes- og Kortheds-Tegn antyde, om man meente Conjunctionen eller Adverbiet, saaledes som Voss altid ved et lignende Tegn [over a'et, tegn som det teknisk ikke har været muligt at gengive i denne afskrift] antyder Forskjæl paa [udtalen af ordet] einmahl [med hhv betonet og ubetone a: es war ein'mal ein König; 'einmal ist keinmal].

Et andet Skjær for Hexametret troer jeg en usikkert angiven Cæsur at være; hvilket især bliver farligt, naar man anbringer mange, i Midten af Verset sammenstødende, Eenstavelsesord. Just vort Sprogs Lighed med det engelske, i den Henseende, at begge ere rige paa disse, gjør det nødvendigt at fjerne disse, ikke blot der, hvor Cæsuren kommer paa sit sædvanlige Sted, først i tredie Fod, men isærdeleshed der, hvor den, ikke sjeldent hos Virgil, flytter sig til fjerde, og paa samme Tid beholder et Indsnit efter første. Hvor det endelig, formedelst vort Modersmaals omtalte Rigdom paa saadanne Smaaord, var uundgaaeligt, der har jeg benyttet saadanne Eenstavelsesord, om hvis virkelige Længde Ingen kunde tvivle. Saadanne Vers som: "Nu vil jeg til at forsone ham, og naar det lykkes mig ganske," bør af denne Grund ansees for slette; hvorimod følgende bliver rigtigt: "Nu vil jeg gaae; thi jeg elsker ham ei." Overhovedet er intet ubehageligere i det sexføddede Vers, end i en Hob af ubetonede Smaaord at lege en Art Blindebuk, uden sikkert at vide, hvilket man skal gribe som det rette.

Det er for det Tredie en nødvendig, men ikke derfor altid overholdt Betingelse for et velbygget sexføddet Vers, at man paaagter den hexametriske Svejtsning, hvorved det, skjøndt bestaaende af enkelte Dele, dog bliver et uadskilleligt Heelt, hvilket udgjør just een af de herligste Egenskaber ved Hexametret. At Homer, langt hyppigere end Virgil, byder os, især i Versets Begyndelse, Anstød i denne Henseende, er unægteligt, og, som Bevis for det naturlige i denne Sammensveitsning, der aabenbarer sig selv for det mindre uddannede Øre, er det vist ikke undgaaet nogen Skolemand, at selv den mere øvede Lærling standser ofte ved slige Tilfælde, hvor Digteren lader fejlagtigen et enkelt Fleerstavelsesord udgjøre en udløbende Pes. Imidlertid er i vore danske Vers saavel den derved opstaaede Standsning, som og den Hiatus, som bevirkes ved Sammenstød af Vokaler, meget at undgaae.

Den fjerde og almindeligste Klippe ere knudrede Dactyler, som støde vort Øre i en saa meget høiere Grad, som vort Modersmaal er af Naturen blødt og vellydende. Dette Misgreeb bevirkes især ved den Omstændighed, at man ikke noksom henvender sit Øie til Positionen: og at denne kræver sin Rettighed ligesaavel i vort, som i ethvert Sprog, vil man aldrig kunne aftviste os - non enim attinet repugnare naturæ. Hvor et haardt Sammenstød af Consonanter træffer sammen efter en Vokal, der bør de samlede ikke bruges til Dactyler, eftersom Udtalen af flere deslige medfører for Stemmen en Anstrængelse og for Øret en Haardhed, som saare lidet passer til den gratieuse og lette Bølgebevægelse af Dactyler.

Dog gaaer det i dette, som i Alt, at det er lettere at indsee det Sande og Rigtige, end i Udførelsen at overholde det; og jeg vil gerne troe, at disse Regler muligen ikke altid ere i dette Arbeide blevne overholdte. Dog føler jeg tillige, at, hvor dette er Tilfældet, da er det ikke udelukkende paa saadanne Steder, som incuria fudit, aut humana natura parum cavit, skjøndt jeg vel har vogtet mig for, at den gamle Vuggesang skulde her lade sig høre: in opere longo fas est obrepere somnum, men meest paa saadanne Steder, hvor det, efter mange gjentagne Forsøg, dog ikke var mig muligt at gjøre det anderledes.

Med alle de Feil, som saavel denne, som lignende Oversættelser af Oldtidens Mesterværker kunne have, mener jeg dog, at fuldstændige, og i det mindste med Flid og med Agtelse for for Originalens Indre og Ydre udarbeidede, Versioner af disse, vilde være vor Litteratur ikke blot til Ære, men ogsaa til Gavn; og at det er et Særsyn, at vi hidtil besidde saa faa. Ikke at tale om den almindelige Nytte for Sproget, og den humanistiske Indflydelse, som Originalernes uforgjængelige Værdie maa medføre, - og hvor stor denne har været, viser Culturens Gang os tilfulde, samt især Poesiens Historie hos de enkelte Nationer - saa er denne stadige Tilnærmelse i det Sande og Skjønne - Oversættelseskunstens eiendommelige Væsen - saare gavnriig, da den stedse mere befæster Ideen hos os om sikkre og skjønne Former, samt bibringer os uformærket Agtelse for disse i vore nationale Frembringelser. Just denne Stræben hos den tydske Nation, som i talrige Versioner af de Gamles Værker søgte at tilnærme sig disse Forbilleder med stigende Anstrængelse og Held, har havt uberegnelig Indflydelse paa den nationale Litteratur til at bevirke ikke blot Grundighed i Anskuelser, men tillige Værdighed, forbundet med Ynde, i Formen.

Den slappe Indolence, der anseer det for ligegyldigt, om man giver et Oldtidens Mesterværk som dette, med sin stolte, med høieste Anstand fremtrædende, hexametriske Form, enten i bombastisk Prosa eller i sludskede Jamber, kan næppe være uden Indflydelse paa den indenlandske Litteratur. Hvor hine evige Forbilleder, fra hvilke Nationerne gjennem Secler have hentet Grundlaget for deres aandige Dannelse, traade saaledes frem, at de saare meget kom til at ligne "antiquity in mascarade," der maatte man paa anden Haand henvende sig til andre Nationer for at erlange det, som disse havde skaffet sig, ved selv at øse af hine uforgjængelige Kilder.

Maatte dette Arbeide af Kyndige ansees som et ringe Bidrag til dette Formaal, da har jeg opnaaet Lønnen for min Flid.

Slagelse d. 27de Januarii 1826.

                                                        S. Meisling.