TOP

Titelside eller til Index

Første Sang
          
Indhold.
   
Efterat Troja er bleven erobret, søger Æneas, en Søn af Anchises og Venus, udmærket ligesaa meget ved Fromhed som ved Mod, at drage fra Sicilien, over det tyrrheniske Hav, til Italien, men kastes ved en hæftig Storm til Libyen (v. 1-160). Han gaaer i Land, og da hans Folk ere udmattede, og trænge til Føde, møder han syv Hjorte paa Stranden, som han fælder og fordeler til sine syv Skibe, saasom ikkun disse vare tilovers af de tyve, som han havde havt med sig. (v. 222). Venus beklager sig imidlertid for Jupiter over disse, af Juno foraarsagede, Ubehageligheder; og, for at trøste hende, oplukker Kroniden Skjæbnens Bog, og lover hendes, fra Æneas nedstammende, Romere Held og ubeskrivelig Magt (v. 304). Opmuntret ved dette, iler Venus, uden dog at kjendes, sin Søn imøde, beretter ham, at hans Skibe ere i Behold, og viser ham Veien til Carthago, som just dengang bliver bygget. (v. 409). Indhyllet i en Skye, vandrer han derpaa til Byen tilligemed sin troe Achates, finder igjen sine tabte Folk og modtages paa det kjærligste af Dido. (v. 656). Da imidlertid Venus ikke ganske tør lide på Juno, eller paa et ustadigt Quindehjerte, lader hun Amor paatage sig Æneæ Søns, Ascanii, Figur, som i denne Forklædning indgyder Dido en hæftig Kjærlighed til Æneas. Sangen endes med, at Dronningen opfordrer Æneas, ved det anrettede Gjestebud, til at fortælle sig Iliums Undergang.  
   
          Krig er mit Quad og den første Mand, som fra Iliums Strande  
Kom til Italiens Land og Laviniums Kyster, af Skjebnen  
Dreven omkring. Ved Gudernes Magt over Søe og paa Fastland  
Tumledes han, under varig Harm af den ivrige Juno:  
Meget han ogsaa i Krigene leed, før Byen blev grundlagt,  
Og hans Guder fik Latiums Lye: derfra de Latiner,  
Albas Fædre, og I, høittaarnede Mure om Roma!  
   
           Siig mig, o Musa! en Grund: siig, hvilken Guddom var opbragt,  
Hvad opirred saa dybt de Guders Dronning, at Helten,  
Herlig og from, hun tvang, at friste saa mangefold Uheld, 10
Stride saa mangen en Kamp: kan Guder saa heftigen vredes?  
   
           Gamle Carthagos Bye, grundlagt af tyriske Nyefolk,  
Laae, skjøndt fjern, mod Italiens Land og mod Tiberens Munding,  
Engang mægtig og riig, samt hærdet i krigerske Sysler.  
Denne var Juno, saa Sagnet lød, blandt de jordiske Lande,  
Meer end det elskede Samos, kjær. Her var hendes Rustning,  
Her hendes Vogn: at Hersker det maa mellem Folkene vorde,  
(Strider ej Skjæbnen imod) alt da hun pønser og stræber.  
Men, at en Slægt fremspired engang fra de Troeres Højæt,  
Havde hun hørt, for at styrte i Gruus de tyriske Borge, 20
Hveden et Folk, hovmodigt i Krig, Selvhersker saa viide,  
Vilde oprinde til Libyens Nød: saa tvunde de Parcer!    
   
          Sligt hun frygted og mindede sig de Kampe, hun fordum  
Havde ved Troja ført, for de elskede Helte fra Argos:  
Dertil kom, at Grunden til Nag, og den luende Harme,  
Ikke var runden af Hu: dybt hviler indsluttet i Mindet  
Paris' fældte Dom, den haardt fornærmede Skjønhed,  
Folket, hun hadede dybt, Ganymedes, den ranedes, Hæder.  
Harmopluet ved sligt, de Troer, omtumled' paa Havet,  
Skjøndt kun en Rest fra de Grækeres Sværd og den haarde Achilles 30
Holdt hun fjerned' fra Latiums Land, og i Aarenes Række,  
Drevne af Skjæbnen, de flakked omkring over talløse Have.  
Ja, det kostede Kamp, at grunde de Romeres Stamme!  
   
          Knap Siciliens Land forsvandt, da paa Dybet de hidsed  
Frydeligt Seil, og med Snabler af Erts fremfore paa Skummet,  
Før Gudinden, som næred i Hu den evige Quide,  
Mæler hos sig: "Jeg standse min Plan, som var jeg forloren,  
"Og fra Italiens Land ej fjerne den troiske Konge?  
"Skjæbnen tillader det ei? Men mægted ei Pallas at brænde  
"Argos' Flaade, ja ævned dem selv at sænke i Dybet, 40
"Blot for en Enkelts Skyld, Ajax Oïleï Daarskab?  
"Jupiters hurtige Lyn hun selv udslynged fra Skyen,  
"Splittede Snækkerne ad, optaarnede Bølgen i Stormen,  
"Og, da hans Aand fra det knusede Bryst bortsvæved i Lynet,  
"Svøbt i Orkanen hun spiddede ham mod den takkede Fjeldtind,  
"Jeg, der træder med Stolthed frem som Gudernes Dronning,  
"Jupiters Søster og Ægteviv, har samfulde Aar stridt  
"Blot mod en enkelt Slægt! Hvo vil fremtidigen dyrke    
"Junos Magt, og en ydmyg Skjænk fremlægge paa Altret?"  
   
          Medens Gudinden betænker sligt i sit luende Hjerte, 50
Gaaer hun til Stormenes Land, et Hjem for den rasende Sydvind,  
Hen mod Æolias Strøg. Kong Æolus her i en Hule  
Stormenes trodsige Hær og alle de hvinende Uvejr  
Tvinger med drotlig Magt, og bidsler med Fængsel og Lænker.  
Disse, i opbragt Hu, med umaadeligt Bulder i Bjerget  
Bruse omkring deres Baand. Højt Æolus sidder paa Klippen,  
Mildner med Scepter i Haand deres Harm, og standser de Vrede:  
Gjør han det ikke, selv Havet og Jord, og den hvælvede Himmel  
Voldsomt de grebe ihast, og feied dem hen gjennem Luften.  
Derfor har Almagts Gud i Huler dem hyllet i Mørke, 60
Og, da han frygtede sligt, ved Masser af kneisende Bjerge  
Trykket dem ned, og sat dem en Drot, der i viselig Orden  
Snart at ave dem veed, og snart at skjænke dem Tøilen.  
Ham bønfalder Gudinden med slig ydmygelig Tale:  
   
"Æolus! dig har Menneskets Drot og Gudernes Fader  
"Skjænket at mildne de Bølgers Gang, og at hæve dem atter.  
"Over Tyrrheniens Hav der sejler et Folk, som jeg hader,  
"Søgende Latiums Skjul for Iliums tabende Guder:  
"Indgyd Stormene Kraft; tryk Stavnene dukked' i Bølgen.  
"Spred deres Snækker omkring, og split deres Liig over Bølgen. 70
"Jeg har to Gange syv udmærkede Nympher af Skabning:  
"Den, som i Skjønhed er yndigst af dem, min Deïopea,  
"Knytter jeg til dig i Samlivs Baand: din vorde hun evig,    
"Og som Kone henleve med dig udi Aarenes Række,  
"For saa vigtig en Gunst, ja skjænke dig ynderig Afkom."  
   
           Æolus svarede flux: "Forsvare dit Ønske, o Dronning!  
"Egner alene dig: men at lyde din Ordre er min Pligt.  
"Denne min drotlige Magt, mit Scepter og Jupiters Venskab,  
"Skaffede du mig: du under mig Ret, at spise med Guder:  
"Ja! over Stormene selv du ene forlehner mig Vælde." 80
           
Saa han talte, og vendte sit Spyd: i det Hule af Bjerget  
Drev han det ind paa skraa: flux Stormene, som i en Hærtrop,  
Fare fra Aabningen ud, og blæse mod Jorden i Hvirvler.  
Havet belægge de strax, som brat fra de dybeste Bunde  
Væltes af Vinde fra Syd og fra Øst, og af vilden Sydvestvind,  
Mens den taarnede Søe forened' de rulle mod Stranden.  
Brat paafølger af Mændene Skrig, og af Tougene Hvinen.  
Skyer betage ihast Daglyset og Synet af Himlen  
For Trojanernes Blik: paa Havet udbreder sig Natmulm.  
Polerne lyde med Brag: Lynglimtene funkle i Æthren. 90
Og for Heltenes Syn Alt varsler den nærmende Dødsstund.  
   
           Kraftløs stander i Angstens Gys, med slappede Lemmer,  
Helten, og sukker: mod Stjernernes Hjem opløftende Haanden  
Mæler han slige Ord: "Trefold, ja firefold Hæld dem,  
"Hvem det undtes at døe, under Trojas taarnede Mure,  
"For deres Fædres Blik! Du, Grækernes kjækkeste Krigsmand,  
"Tydeus' Søn! hvi kunde jeg ei paa de troiske Marker  
"Finde en hæderlig Død, eller ende Livet ved din Haand,  
"Der, hvor Hector, en Kjæmper bold, udstrakt ved Achilles  
"Slumrer hos Sarpêdon: hvor Simois ruller i Bølgen 100
"Heltenes ranede Skjold, samt Hjelm og modige Kroppe?"  
   
          Medens han mælede sligt, fra Nord et hvinenede Uvejr  
Tvers imod Seilene gaaer, og hæver mod Stjernerne Bølgen.  
Aarerne brydes i Qvag: Forstavnen dreier, og Skroget  
Lægger sig skjøns, da med taarnet Vægt nedstyrter et Vandfjeld.  
Nogle sig hænge paa Bølgernes Top, og den gabende Vove  
Viser dem Land udi Bølgernes Rift: Sand hvirvler paa Bunden.  
Trende, som Notus greeb, blev knuged' mod skjulede Klipper,  
(Altre Italerne kalde de Fjeld, som, midt udi Dybet,  
Strække ad Skorpen den vældige Ryg.) Tre jages af Eurus 110
Ind paa Syrter og Lavvandsgrund - en Jammer at skue -  
Og, indpressed' paa Skjær, omringes de flux af en Sandvold.  
Et, som førte de lyciske Mænd og den brave Orontes,  
Bliver, for Heltens Blik, af en vældig Styrtning fra oven  
Rammet i Stavnen: Skibsstyreren selv paa Hovedet styrtes  
Ud over Bord: udi Brændingens Fart omdreier sig Skibet  
Tregange rundt, til i Havets Dyb det sluges af Hvirvlen.  
   
           Enkelte Svømmere ser man omkring paa det rædsomme Havsvælg,  
Planker, og Mændenes Vaaben, og Troernes Skatte paa Bølgen.  
Ilioneï det vældige Skib, og den kjække Achatis, 120
Snækken, som Abas bar, og det, med dem gamle Aletes,  
Segne for Stormene alt; thi Skroget, som brister i Siden,  
Tager nu selv mod den farlige Strøm, og gaber i Sprækker.  
   
            At under hæftigt Brag, den hele Flade var oprørt,  
Samt at Stormen var løs, Neptunus mærker, og Havet  
Rørt i den stille Grund. Dybt krænket, kaster han Øiet  
Ud over Dybet, og seer, med sit venlige Øie, ad Bølgen    
Over det hele Hav. Han mærker at Flaaden er splittet,  
Troerne knuste ved Bølgernes Slag og ved Himmelens Uveir:  
Klart laae Junos Harm og Bedrag for Broderens Øie! 130
   
          Eurus og Zephyrus kalder han flux, og taler i Vrede:  
"Kan I af taabelig Fødselsbram saa svarligen daares?  
"Vove I, Himmel og Jord, Stormvinde! foruden mit Magtbud,  
"At forvikle i Nød, og volde saa hæftig en Ufred?  
"Jeg skal snart - Dog, bedre det er, at beroelige Bølgen:  
"Men herefter med haardere Straf I skal bøde hver Udaad.  
"Bort herfra udi Hast, og melder Jer Konge min Hilsen:  
""Bølgernes Rige blev ikke til ham, med den vældige Trefork,  
""Givet i Eie, men mig! han eie de rædsomme Fjelde,  
""Som, o Eurus! er Eders Hjem: der Æolus braske, 140
""Og som Konge sig kroe, hvor Vindene spærres i Fængsel!""  
   
Brat, som et flygtigt Ord, han mildner de svulmende Vande  
Splitter den knugende Skye, og vinker det lysende Solskin.  
Flux Cymôthoë selv, med stærken Triton, af Skjæret  
Støder nu Skibene frem: og Guden, som lætter med Forken,  
Baner dem Vei i det mægtige Sand og de jævnede Bølger:  
Ruller saa atter, paa lette Hiul, over Vandenes Flade.  
   
           Som i et kraftigt Folk, naar stundom mægtigen røres  
Oprørsaand, og den simplere Stand opbruser i Vrede:  
Steen og Blus alt flyve omkring: Harm skaffer dem Vaaben: 150
Triner da frem en Mand, bekjendt ved Viisdom og Retsind,  
Tie de qvær, og lyttende staae med de spidsede Ører:  
Han kan tæmme det vilde Sind, og mildne med Ord dem.  
Saa neddalede Vovernes Brag, mens hen over Dybet  
Faderen kaster et Blik, og under den lysere Himmel  
Dreier sit Spand, og fra hjelperig Vogn ei strammer sin Tømme.  
Æneaderne selv afmattede stræbe at vinde  
Frem til den nærmeste Kyst, og styre mod Libyens Strande.  
   
           Dybt i en Krog der ligger et Sted. Der danner en Insel,  
Ved udspilede Rev, en Havn, hvor Bølgen fra Dybet 160
Brister, og trækker sig atter bort udi krøllede Bugter.  
Hist og her staae rædsomme Steen: to truende Fjelde  
Hæve sig høit imod Skye, hen under hvis Toppe saa vide  
Tier det roelige Hav. Udsigten bedækkes foroven  
Af den skimrende Skov, og en Lund med dæmrende Skygge.  
Tvers i den forreste Grund er i ludende Fjelde en Grotte,  
Ferskvandskilder i den, og naturlige Bænke i Stenen,  
Nymphernes hellige Boe! her binder ei Rebet de trætte  
Skibe: med krummet Bid her holder ei Ankeret Snækken.  
   
           Kun med Seilere syv, som af samtlige Skibe han bjerged, 170
Styrer Æneas hid. Med en vældig Higen mod Landet,  
Stige Trojanerne ud, betræde den ønskede Strandbred,  
Og udstrække paa Land de Lemmer, som sygne af Saltvand.  
Først Achates af Flintens Steen udhugger en Ildgnist,  
Fænger derefter Ild i en Hob af Blade, og giver  
Næring af tørret Qvas, samt fængsler i Tønderet Luen.  
Ceres' Gaver, bedærved' af Vand, dertil hendes Værktøj,  
Tage de Mattede frem: og Kornet, de hældigen frelste,  
Tørre de dels ved Ild, og knuse det deels under Stene.  
   
          Selv Æneas bestiger et Fjeld, og ud over Havet 180
Kaster han Øiet saa viide omkring, for muligt at øjne  
Antheus, tumlet af Stormenes Slag, og de phrygiske Snækker,    
Samt Caïcus og Capys, med Sværd paa de kneisende Stavne.  
Dog kan Øiet ei Snækkerne naae. Tre vandrende Hjorte  
Seer han paa Kysten at gaae, og bag dem følge i Sporet  
Hobene selv, som i udstrakt Rad paa Skraaningen græsse.  
Brat han standser, og griber i Haand de hurtige Pile,  
Samt sin Bue; thi Vaabnene bar den ædle Achates.  
Først de Høvdinge selv, som hæve paa kneisende Hoved  
Grenede Horn, han traf; dernæst de Mindre, og driver 190
Flokken paa ængstelig Flugt ved sit Spyd gjennem løvrige Lunde.  
Ikke han ender sin Jagt, før syv af de vældige Kroppe  
Han har seirende skudt, og lignet med Skibene Tallet.  
Flux, imod Havnen vendt, han deler med samtlige Stridsmænd.  
Vinen tillige, paa Fadene fyldt af den brave Acestes,  
Paa Trinacrias Strand, og skjænket af Helten til Afskeed,  
Deler han om, og trøster med Ord de bedrøvede Hjerter:  
   
          "O mine Fæller! med Uheld og Nød vi ere jo kjendte:  
"Haardere Ting I har lidt; selv dette vil Guderne ende.  
"Scyllas rasende Svælg, og de dybt gjendlydende Klipper, 200
"Seiled I modigen nær: ja selv Cyclopernes Fjelde  
"Har I forsøgt. Med opvakt Mod forjager det mørke,  
"Ængstlige Sind: med Tiden maaskee vil Mindet os fryde.  
"Gjennem mangfoldige Stød, gjennem Farer, som true med Døden,  
"Gaae vi mod Latiums Land, hvor Skjebnen en fredelig Hjemstavn  
"Spaaer os, og Gudernes Bud vil atter at Troja skal opstaae;  
"Tager da Mod, og bevarer Jer selv for de blidere Dage."  
   
          Saa tiltaler han dem. Skjøndt syg af uendelig Kummer,  
Vise dog Minerne Haab; thi Sorgen han skjuler i Hjertet.  
Hine opkiltre sig flux til sin Fangst, og de vordende Brade, 210
Medens de Dyrene flaae, og blotte fra Huderne Kjødet.  
Nogle udhugge det smaat, og spidde de bævrende Stykker:    
Andre forsyne med Ild trindt Kjedler, som sættes i Sandet.  
Flux ved Maden de skaffe sig Kraft, og, strakte i Græsset,  
Mætte de sig med den gamle Viin og den herlige Vildbrad.  
Men, da Spisen har Hungeren endt, og Bordene flyttes,  
Savne de alle i Samlagsord de mistede Brødre,  
Deelte i ængstelig Frygt og Haab. Skal de troe at de leve,  
Eller at Døden de fandt, og høre ei mere, de kaldes?  
Dybest den fromme Helt, nu over den vakkre Orontes, 220
Nu ved Amyci Lod, dybt sukker, og tænker paa Lyci  
Grusomme Død, paa den tappre Cloanth, og den vældige Gyas.  
   
          Endt var Klagen, da Jupiter høit fra den øverste Æther,  
Skuende ned paa det seilbare Hav, paa de Lande, som hviled  
Med sine Kyster og talrige Folk, i Himmelens Høisal  
Standser sin Gang, og fæster sit Blik paa der Libyske Rige.  
Medens han her udi Sind omvexler saa mangen en Tanke,  
Kommer, veemodig i Hu, med Graad i det lysende Øje,  
Venus, og taler: "O! du, som Guders og Menneskers Idræt  
"Styrer ved evige Bud, og svart dem skræmmer med Lynet, 230
"Hvad har Æneas, min Søn, saa dybt forseet sig imod dig,  
"Hvad har Troerne gjort? da, efter saa talrige Manddrab,  
"Blot for Italiens Skyld dem lukkes den øvrige Verden?  
"At de Romeres Folk, engang i de rullende Tider,  
"Skulde til Magt opstaae, nedledte som Troernes Afæt,  
"For over Jord og Hav at byde med seirende Vælde,  
"Haver du lovet: o siig! hvad ændred din Mening, min Fader?  
"Sligt alene i Trojas Fald, og usalige Ende,  
"Trøstede mig; thi jeg vog imod Kummerens Dage de bedre.  
"Dog forfølger end samme Nød de Helte, som udstod 240
"Talrige Stød. Almægtige Gud! naar ender du Qviden?  
"Ævned Antenor dog, undsluppen Achæernes Hobe,    
"Ind i Illyriens Bugt, dybt ind i Liburnernes Rige,  
"Modig at trænge sig frem, ja selv over Floden Timavus,  
"Skjøndt, med Mundinger ni, med vældig Bragen i Fjeldet,  
"Brat den styrter i Søe, mens Markerne føle dens Vandskyl.  
"Dog grundfæstede han Pataviums Mure, og skjænked  
"Teucrerne Bye, gav Folket sit Navn, og hængte de Troers  
"Vaaben paa Væg: i en blidelig Fred nu hviler han jordet.  
"Vi, som stamme fra dig, hvem Himmelens Borge du loved, 250
"Miste (o skjændige Lod!) vore Snækker, og ene for hendes  
"Nag, vi vorde forraadt', og berøved' Italiens Kyster.  
"Lønner du Fromhed saa? Indsættes vi saa i vort Rige?  
   
           Hende tilsmilede huldt de Guders og Menneskers Fader  
Med det venlige Blik, som Luften og Stormene mildner:  
Giver sin Datter et kjærligt Kys, og taler til hende:  
"Spar din Frygt, Cytherea! Urokket staar dine Venners  
"Skjæbne bestemt: snart seer du hans Bye, og Laviniums Mure,  
"Som jeg forjætted: opløfte du skal imod Himmelens Stjerner  
"Din høimodige Søn: jeg har ei forandret min Mening. 260
"Ja, jeg vil sige dig alt, da denne Bekymring dig ængster,  
"Og udvikle dig Skjæbnens Gang i de fjernere Tider.  
   
          "Vældig han kjæmpe skal i Italien: stridbare Stammer  
"Knuse han vil, og forlehne sit Folk som Orden saa Mure,  
"Til den tredie Sommer har seet ham i Latium herske,  
"Og den tredie Vinter forgik for de slagne Rutuler.  
"Sønnen Ascanius vil - der nu under Navnet Jülus  
"Nævnes: han Ilus heed, mens Iliums Rige ved Magt stod -  
"Tredive lange Aar, i Maaneders vexlende Kredsløb,  
"Bringe til Ende som Drot: og bort fra Laviniums Egne 270
"Flytte sit Rige, ja værne med Magt om det stiftede Alba.  
"Der skal i tre Aarhundreders Løb kun Fyrster regjere,  
"Fødte af Hectors Æt: til af kongeligt Blod en Præstinde,  
"Ilia, svanger ved Mars, undfanger Tvillingefostret.  
"Klædt i Ulvindens det gule Skind, der næred hans Barndom,  
"Romulus vorder Regent. Han stifter mavortiske Mure,  
"Og, efter eget Navn, opkalder de Romeres Stamme.  
"Ikke ved Tid, og ikke ved Rum, indskrænker jeg disse:  
"Mageløs Vælde forlehner jeg dem! Den trodsige Juno,  
"Som nu trætter med Frygt, som Jorden saa Himlen og Havet, 280
"Skal formilde sit vilde Hu, og Romerne ynde,  
"Jordens Herrer, som jeg, og det Folk der hylles i Toga.  
   
           "Sligt er bestemt: I de rullende Aar der kommer en Tidsold,  
"Da Ascaraci Huus vil Pythia og stolten Mycene  
"Bringe i Trældoms Aag, og beherske det synkende Argos.  
"Af en saa herlig Slægt skal fødes den troiske Cæsar,  
"(Hvem Oceanet i Magt og Himlen begrændser i Navnrye)  
"Julius, tydende selv i sit Navn paa den store Jülus.  
"Ham, i Himlen engang betynget af Bytte fra Østen,  
"Sikkerlig møde du skalst, han selv skal kaldes med Løfter. 290
"Da ere Kampene endte, og mildnede Seclerne vorde:  
"Oldtids Troskab, og Vesta, med Romulus Broderen Remus  
"Staten bestyre. Med Skaader af Jern, med fæstende Slaaer  
"Lukker man Krigens den rædsomme Port. Vanhelligheds Dæmon  
"Sidder der inde paa grusomme Sværd, bagbunden med hundred  
"Knuder af Erts, og i Læbernes Blod indgnaver sin Harme."  
   
          Sligt var hans Ord, og Majas Søn han sender fra Himlen  
For at det ny Carthagos Land og Borge kan gjestmildt  
Aabne for Troerne staae: at ei, ukyndig om Skjebnen,  
Dido, som Fjender, forjage dem skal. Gjennem Luften han flyver   300
Paa sine Vingers Slag, og standser paa Libyens Kyster.  
Flux er Ærindet endt. De Poeneres grusomme Hjerter  
Svinde ved Gudernes Bud, og især har Dronningen fattet  
Mod de Teucrer et fredeligt Sind og en naaderig Villie.  
   
          Helten, med kjærligt Sind, som i Natten har grundet saa saare,  
Har, da den venlige Soel opsteeg, besluttet at vandre,  
Samt udspejde det fremmede Land, til hvis Kyster han dreves,  
Hvo det eier - det synes forladt - om Folk eller Udyr;  
Kort, ransage det grandt, og bringe de Fæller sit Udfald.  
   
          Der, hvor Lundene hvælve sig frem, i den hulede Fjeldryg 310
Under den tæt tilsluttende Skov, og de mørknende Skygger  
Skiuler han Flaaden. Selv iler han bort, kun fulgt af Achates,  
Svingende flinkt i Haand to Spyd med de blinkende Spidser.  
   
          See! i den dybe Skov ham træder hans Moder imøde,  
Teende sig udi Væsen og Dragt, som en Pige: i Rustning  
Liig en spartanisk Møe, som naar Harpalice trætter  
Thraciens Heste, og iler forbi den rullende Hebrus.  
Ret som en Jægermøe, har hun hængt en haandelig Bue  
Ned fra Skuldren, og Vindene faae hendes Lokker at veire;  
Nøgent er Knæet: den flagrende Dragt er bunden i Knuder. 320
         "Ynglinge!" taler hun først, "o siger mig, har I ei skuet  
"Af mine Søstre den Ene, som gik forvildet omkring her,  
"Prydet med Kogger og dækkende Skind af den plættede Losse,  
"Jagende mueligt med Jægerskrig den skummende Vildbas?    
   
         Sligt var Veneris Ord, og flux gienmælede Sønnen,  
"Af dine Søstre jeg ingen har hørt, ei heller bemærket,  
"Hvad benævner jeg dig, o Møe! dit Blik er ei Støvets,  
"Ei, som Menneskets toner din Røst: du er sikkert Gudinde;  
"Phøbi Søster maaskee, eller en af Nymphernes Afæt?  
"Hæld dig! i hvo du end er, du lette os dette vort Arbeid, 330
"Samt, i hvilken en Egn, paa hvilke Kyster af Verden,  
"Nu vi stædes, o siig! thi fremmed' for Stedet og Folket  
"Vanke vi om, forslagne af Storm og af rædsomme Bølger:  
"Da skal mangt et Dyr ved vor Haand dig falde ved Altret!"  
   
           Talte saa Venus: "jeg skatter mig selv slig Hæder uværdig:  
"Bære sit Kogger var altid Skik for Pigen fra Tyros,  
"Samt den purpurne Jagtcothurn at binde til Læggen.  
"Tyrer du seer, og Agenors Bye, samt de puniske Riger:  
"Libysk er Landet selv, et Folk, som seirer i Krige.  
"Scepteret Dido har, der kom fra de tyriske Egne, 340
"Dreven af Broderen hid. Hvad hun leed, kort den hele Fortælling,  
"Er vidtløftig: jeg nævner dig kun de ypperste Dele.  
   
           "Dronningens Mage Sychæus heed, blandt alle Phønicer  
"Rigest paa Land, og inderlig kjær for den elskende Huustro,  
"Der, som en urørt Møe, med ham blev knyttet i Samlivs  
"Første Baand.  Som Tyri Drot, Pygmalion hersked,  
"Skjøndt hendes Broder, i rædsom Daad den værste af Alle.  
"Harme udbrød mellem begge Mænd. Paa den trygge Sychæus,  
"Selv i Gudernes Huus, forblindet af Lyst til at eie,  
"Styrter den Frække, ja myrder ham der, og agter ei Søstrens   350
"Kjærlige Sind. For den sørgende Viv han skjuler sin Udaad  
"Under et venligt Spil, og skuffer den Ømme ved Gjøglen.  
"See! da stiger i Søvnens Stund den myrdede Mages  
"Billed, og hæver paa sælsom Viis sit blegnende Aasyn,  
"Viser det grusomme Sted, sit Hjerte som Dolken har truffet,  
"Og afdækker den dunkle Synd, som er øvet i Borgen.  
"Brat at ile med Flugt, og at vandre fra Hjemmet, han raader:  
"Aabner tillige, til Reisens Brug, af Jorden de gamle  
"Skatte af Guld og af Sølv, en Vægt, som skjultes for Alle.  
"Ængstet ved dette Syn, hun skaffer sig Fæller til Flugten. 360
"Frem man strømmer, en Deel, bevæget af Had til den Onde,  
"Andre af ængstelig Frygt. De Skibe, som findes beredte,  
"Tage de brat, og lade med Guld. Saa føres paa Havet  
"Gnidsken Pygmalions Skat: slig Daad udførte en Quinde.  
"Komme saa hid, hvor dit Øje kan see de vældige Mure,  
"Og de Slotte, som hæve sig alt i det unge Carthago:  
"Kjøbte derefter en Jord (end Byrsa minder om Daaden)  
"Som med en Oxes Hud de rundtom mægted at dække.  
"Dog - hvo ere vel I? fra hvilke Kyster, og hvorhen,  
"Styre vel I Eders Vei?" I det hun fritted om Saadant, 370
Sukkede han, og drog sine Ord fra det dybeste Hjerte.  
   
        "Guddomsmøe! begyndte jeg først fra vort tidligste Ophav,  
"Og det lystede dig, at høre vor Lidelses Aarbog,  
"Vilde dog Hesperus først tilhylle den lukkede Himmel.  
"Fjernt fra Trojas forældede Bye, (hvis ellers dit Øre  
"Hørte om Trojas Navn) omtumled' paa talrige Have,  
"Kastedes vi udi Stormenes Leeg imod Libyens Kyster.  
"Jeg er den fromme Æneas: de Guder, jeg frelste fra Fjenden,  
"Bringer paa Flaaden jeg med: mit Rye over Ætheren kjendes;  
"Latium er mit Hjem: fra Himmelens Guder min Stamme.   380
"Tyve Snækker i Tal mig fulgte paa Phrygiens Vover  
"Følgende Skjæbnens Vink, og min Moder, som viste mig Veien:  
"Neppe tilovers er syv, udrevne fra Stormen og Bølgen.  
"Selv, ukjendt og i Nød, jeg vandrer i Libyens Ørkner,  
"Stødt fra Europa og Asien ud" - At høre ham klage,  
Venus ei mægtede meer, men standsed ham midt i sin Smerte:  
   
          "Hvo du end er, du sikkerlig ei til Gudernes Afskye  
"Aander den livnende Luft, og staaer ved de tyriske Mure.  
"Fremad du gaae! flux ile du hen til Dronningens Høisal!  
"Viid, dine Folk hjemvende igjen, ja Snækkerne frelstes, 390
"Hvilke af Vinden, der dreiede sig, alt drives mod Havnen,  
"Dersom min Slægt ei lærte mig slet at tyde af Varsler.  
"Hist du skuer, i munter Trop, tolv Svaner i Række:  
"Dem forfærdede Jupiters Fugl, som fra Ætherens Luftegn,  
"Jog i det lyse Blaa! nu stande de enten paa Landet  
"Eller dog øine den Jord, som de snart skal sikkre betræde.  
"Ret som de, i Behold, sig fryde med baskende Vinger,  
"Og, udi samlet Flok, sig hæve mod Himlen og synge:  
"Saaledes dine de unge Folk, med samtlige Snækker,  
"Ankre i Havnen alt, eller styre med brusende Seil did. 400
"Iil kun afsted! hvor Veien du seer, du styre din Vandring!"  
   
          Saa hun talte, og vendte sig om: da straalede Nakkens  
Rødmende Glands: den ambrosiske Lok udaanded fra Issen  
Himmelens yndige Duft; dybt Kjortlen sank imod Foden,  
Og udi Gangen Gudinden man saae. Da han kjendte sin Moder,  
Iled han hurtig, med slige Ord, imod hende som bortsvandt:  
   
          "Hvorfor driller, haardhjertet og du, med luftige Syner  
"Alt saa ofte din Søn? At lægge din Haand udi min Haand,  
"Siig, hvi nægter du mig? samt høre og tale med Sandhed?"  
   
          Saa beklager han sig, og styrer sin Gang imod Byen. 410
Venus de Vandrende selv omslynger med dækkende Luftskye,  
Og Gudinden tilslører dem tæt med et taagefuldt Klæde,  
For at de ikke maae sees, ei heller antastes af Nogen,  
Samt forsinkes paa Veien, og frittes, hvorfore de komme.  
Selv gjennem Luften til Paphos hun gaaer, og skuer med Glæde  
Atter sin Øe, hvor Templerne staae, og paa hundrede Altre  
Gløder Sabæas Duft, og Krandsene aande saa friske.  
   
          Hurtigen ile de frem, hvor Stien anviser dem Veien.  
Alt paa Høien de staae, som mægtigen ud over Byen  
Hæver sig op, og Slotte de see, som ligge foran dem. 420
Undrende øiner Æneas en Bye, hvor nylig var Hytter,  
Studser ved Portenes Syn, ved Larmen og Gadernes Steenlag.  
Flinkt for Tyrerne Værket gaaer: hist trækker man Mure,  
Her grundlægges en Borg: hist rulles med Hænderne Stene,  
Medens en Deel indzirkle med Grøvt Huuspladsen, de valgte,  
Samt udvælge sig Øvrighedsmænd og det hellige Rigsraad.  
Her en Deel udgraver en Havn: til stolte Theatre  
Lægger man hist en urokkelig Grund: uhyre Colonner  
Skjæres af Klipperne ud, til Ziir for den vordende Scene.  
Bierne liig som i Sommerens Tid, over blomstrende Enge, 430
Øve i Solen sit Kald, naar Slægtens opvoxende Yngel  
Føres den første Gang udi Luft: naar flydende Honning  
Fast de stable i Lag, eller Cellerne spile med Nectar;  
Naar de lette de Kommendes Dragt, eller slutted' i Troppe  
Holde de lade Dyr, Vandbierne*, borte fra Kuben: *dronerne  
Hardt de slæbe, og Honningen sødt af Thymian dufter.    
"O, lyksalige Folk! alt Eders Mure sig hæve!"  
Raaber Æneas, og skuer med Fryd paa de kneisende Tage:  
Iler saa, hyllet i Sky, (forunderligt er det at sige)  
Ind i en Flok, blandt Mændene selv, men skues af Ingen. 440
   
Midt i Staden der spired en Lund, med rigelig Skygge,  
Hvor, omtumled' af Bølger og Storm, de Poener opgrove  
Strax for Stedet et varslende Tegn, som den herskende Juno  
Gav dem, et Hoved af rasken Hest; thi herlig i Krigsdaad  
Skulde de vorde som Folk, og let til at skaffe sig Føden.  
Her, til Juno, et Tempel stort som den tyriske Dido  
Byggede, rigt ved hellige Sjænk og ved Guddommens Yndest.  
Høit paa Trappernes Trin gik kobberne Døre og Stolper,  
Dækked' med Erts, mens Hængslerne peeb paa den kobberne Fløidør.  
   
         Først udi denne Lund et uvant Skue formilded 450
Heltens bevægede Sind: først her han voved at haabe  
Redning i Nød, og at stole paa Hjelp mod de trykkende Uheld.  
Som han nøje beseer hver Ting i det mægtige Tempel,  
Tænker sig Byens Held, mens Dronningens Komme han venter,  
Skuer de Kunstneres Daad, og stiller beundrende sammen  
Hvert deres møisomme Værk, da ser han Iliums Kampe  
Stilled' i Rad, og Beleiringen selv, basunet af Rygtet,  
Priamus, Atreus' Søn, og den, begge gramme, Achilles.  
   
         Flux han standser, og siger med Graad: "Hvor er der paa Jorden  
"Egn eller Plads, min Ven! som ei er fuld af vor Trængsel? 460
"Skuer du Priamus hist? Selv her belønner man Daaden;  
"Her er Taarer for Nød; her Hjerterne røres ved Uheld;    
"Frygt ei længer! thi dette vort Rye kan vorde vor Frelse."  
   
         Saa han taler, og qvæger sit Sind ved de luftige Omrids,  
Skjøndt, under mangt et Suk, han fugter med Taarer sit Aasyn:  
Thi han skuer, hvorlunde man trint om Pergamus kjæmper,  
Her de Græker at flye, fremtrængt' af den troiske Ungdom,  
Phrygerne hist; thi med Hielm og Vogn fremstyrter Achilles.  
Tæt ved disse gjenkender han flux, paa de sneehvide Telte,  
Grædende, Rhesi Leir, hvem, brat forrasket i Søvnen, 470
Tydeus' Søn, den grusomme Helt, nedslog under Blodbad,  
Medens til egen Leir han førte de fnysende Hingste,  
Før de fik ædt af Iliums Græs, og drukket af Xanthus.  
Troïlus flyer, paa den anden Kant, med mistede Vaaben:  
Arme Yngling! ei voxen i Kraft, du stredst med Achilles!  
Slæbt af Hestene hænger han ud af den ledige Vognkurv,  
Skjøndt med Tømmen i Haand: brat slæbes Haaret og Nakken  
Hen over Jord, det dreiede Spær dybt ridser i Sandet.  
Hist mod Tempelet gik udi Pomp til den vrede Athene  
Iliums Koner, med udbredt Haar, som sorgfult og ydmygt 480
Bare til Gave en Dragt, mens Brystet de sloge med Haanden:  
Dog Gudinden i Harm har fæstet sit Øje mod Jorden.  
Hector tredie Gang var slæbt trint Iliums Mure,  
Og det myrdede Liig Achilles solgte for Penge.  
Flux han drager et mægtigt Suk fra det dybeste Hjerte,  
Der han Rustningen ser af sin Ven, hans Vogn og hans Legem,  
Samt Kong Priamus værgeløs staae med de foldede Hænder.  
   
          Selv gjenkjender han sig, i Kamp med de første Achæer,  
Skuer den sorte Memnons Sværd, og hans Skarer fra Østen.  
Med Amazonerne gaaer, med smaa halvmaanede Skjolde,   490
Penthesilêa, den vilde Møe: mellem Tusindes Skarer  
Styrter hun ind: om det blottede Bryst Skjoldpigen har bundet  
Bæltet af Guld; og vover, som Møe, at kjæmpe med Helte.  
   
         Sælsomt synes det Alt for Dardani Ætling, Æneas:  
Men, da i Under fordybet han staaer, hensjunken i Synet,  
Nærmer sig optogsviis den yndige Dido mod Templet,  
Og med Dronningen gaaer samtrængte Ynglingers Skare:  
Som paa Eurôtas Bred, eller og paa Toppen af Cynthus  
Artemis øver sit Dandsechor, hvem tusinde Bjergmøer  
Følge i Flokke, snart hist, snart her: sit Kogger hun bærer 500
Over sin Ryg, og throner i Gang mellem samtlige Nympher;  
Medens Latônas Bryst sødt bæver af hemmelig Glæde.  
   
           Saa var Dido at se: saa treen hun glad mellem Folket,  
Og fremskyndte med Iid sit Værk og det vordende Rige.  
Flux i Guddommens Tempeldør, og den midterste Hvælving  
Sætter hun sig, omgjordet af Sværd, og hviler paa Thronen:  
Holder saa Tinge for Folket og Ret, samt ligeligt deler  
Al deres Møie og Værk, eller trækker det ud efter Lodkast.  
   
           See, da skuer Æneas md eet, mellem stimlende Skarer,  
Nærme sig Antheus, samt Sergest, med den tappre Cloanthus 510
Fulgt' af samtlige Mænd, som Stormenes Hvirveler splitted  
Trint ad Bølgen, og fjernede jog imod fremmede Kyster.  
Brat forstummede han, mens underligt rystet Achates  
Stod udi Glæde og Frygt: af Lyst til at mødes i Haandslag  
Brænde de svart, den sælsomme Ting dog Tanken forvirrer.  
Hæmmende Lysten de speide i Lye af den hvælvede Skyedragt  
Om deres Landsmænds Lod, hvor Flaaden de lode paa Stranden,    
Samt, hvi de komme. Fra hvert et Skib de Sendinge valgte  
Ginge med Bønner om Fred, og droge med Raab imod Templet.  
   
          Der de nu traadte i Tempelet ind, og forundtes at tale, 520
Oldingen Ilioneus begyndte med Roe i sit Hjerte:  
"Dronning, o du, hvem Jupiter gav at stifte et Nybygd,  
"Samt at styre med Retfærds Bud de stolte Nationer,  
"Dig anraaber i Nød, stormslagen paa talrige Have,  
"Iliums Slægt: du sikkre vort Skib mod de rædsomme Luer,  
"Samt forskaane vort skyldfrie Folk, og beskue vor Stilling!  
"Ikke vi droge herhid, at hærje de libyske Guder  
"Med vore Sværd, eller drive mod Søe det ranede Bytte;  
"Modet er ei saa stort: slig Trods har ikke de Faldne.  
   
          "Fjernt herfra, af Grækerne kaldt Hesperiens Rige, 530
"Ligger et gammelt Land, krigsvant og frodigt i Jordbund.  
"Først Oenotrerne levede der: nu siges de Yngre,  
"Efter en Fyrstes Navn at have Italien kaldt det,  
"Did vi styred vor Gang.  
"See, da hæved Orìon sig udi stormende Regnskyl,  
"Drev os ad blinde Skjær, og, ved Hjelp af den trodsige Sydvind,  
"Over det seirende Hav, gjennem Bølgen mod veiløse Klipper  
"Splitted han os: i et ringe Tal vi svømmed mod Kysten.  
"Ach, men hvilke Nationer er her? kan et Fødeland taale  
"Slig ugudelig Skik? Fra de venlige Kyster vi jages, 540
"Krig man ypper, og nægter os Fod paa den yderste Strandkant.  
"Om I end trodse de Menneskers Børn og Jorderigs Vaaben,  
"Frygter forGuderne dog, som minde sig Uret og Retfærd!  
   
         "Ach, vi havde en Konning saa prud; som Ænêas ei findes  
"Nogen saa billig og from, eller større i Vaaben og Krigsfærd.  
"Rædder os Himmelen denne Helt, og nyder han endnu  
"Himmelens Luft, og segned han ei i det grusomme Dødsmulm,  
"Frygte du ei, at angre du skalst, at du i Velgjerning  
"Kjæmpede først; thi Stæder vi har i Siciliens Egne,  
"Marker dertil, ja den store Acest, som stammer fra Troja. 550
"Tillad ene, vi trække paa Land vore knusede Snækker,  
"Fælde i Skovene Veed til Planker, og glatte os Aarer,  
"At, naar vi finde, med Sæller*, vor Drot (hvis Skjæbnen os under *kammerater  
"Latiums Land) kan Italien naae, samt Latiums Kyster.  
"Men - er Redningen tabt, og du, vor elskede Fader!  
"Hviler i Libyens Hav, og vort Haab til Jülus er borte,  
"Under du os, til Sicaniens Strand, til den ventende Hjemstavn,  
"Hveden vi droge herhid, at seile til Drotten Acestes."  
Ilioneï var disse Ord. De samtlige Troer  
Mumled ham Bifald til. 560
   
         Kort, med et ydmygt Blik, dem saa gjensvarede Dido:  
"Standser, Dardânere! Hjerternes Frygt, og qvæler al Kummer!  
"Rigets Nyhed, og Tidernes Trang har ene mig tvunget  
"At forsøge paa sligt, og værne med Magt om mit Rige.  
"Hvo har ei hørt om Æneas' Slægt, om Iliums Mure,  
"Hørt om Heltenes Daad, og saa stor en hærjende Krigsbrand?  
"Hjertet er ikke saa ganske sløvt, som Poenerne eie,  
"Heller ei ager saa fjernt Solvognen fra Tyrernes Rige.  
"Dersom Italiens Land, Saturni mægtige Egne,     
"Eller og Eryx' Strand, og Drotten Acestes I ønske, 570
"Sender jeg Eder med Leide derhen, og med hjelpende Bistand.  
"Ønske I heller, til fælles Deel, at boe i mit Rige,  
"Da er Eders min vordende Bye, lad Snækkerne lande,  
"Saasom en troisk og tyrisk Mand skal gjelde mig lige.  
"Gid Eders Drot, Ænêas selv, hiddreven af samme  
"Storme fra Syden, var her! Jeg sender paalideligt Mandskab  
"Ned til Havet: ja Libyens Ørk de skulle randsage,  
"Om han irrer, som strandet Mand, udi Skov eller Byer."  
   
          Modoplivede blev ved sligt den djærve Achetes,  
Samt den kjærlige Helt: alt længst at ile fra Skyen 580
Hige de begge: Achates først tiltaler Æneas:  
"Hvilken Beslutning, Gudindesøn! opstaaer i dit Hjerte?  
"Alt i Behold du ser: dit Folk, dine Snækker du gjenfikst;  
"Een kun mangler: dog saae vi ham selv, ret ude paa Dybet,  
"Synke: forresten er Alt, som din Moder berettede, opfyldt."  
   
          Som han talede sligt med eet den dækkende Skydragt  
Splitter sig ad, og hæver sig høit i den lysere Luftegn.  
Synlig Æneas stod, og straaled i skimrende Lysning,  
Liig, om Skulder og Hoved, en Gud; thi Moderen skjænked  
Selv sin Søn det bølgende Haar, tildeelte ham Ungdoms 590
Straalende Glands, og forlehned hans Blik en glædelig Ynde:  
Ligesom Elfenbeen, der hæves af Kunsten, og Sølvet,  
Eller den Pariske Marmorsteen, indfattet i Guldkant.  
   
           Derpaa han taler til Dido selv, og medens han staaer der,  
Ventet af ingen, da lyde hans Ord: "Hvem I søge, her er jeg,  
"Troernes Drot, Ænêas, udreven af Libyens Bølger.    
"Du, som ene blev rørt ved Troernes rædsomme Uheld,  
"Du, som med Os, de Danaers Rest, der paa Land og paa Bølge  
"Ved saa talrige Stød afkræftedes, arme paa Alting,  
"Deler din Bye og dit Hjem - at yde dig værdigen Gjengjeld 600
"Dido! mægte vi ei: det ævne ei Alle, der aande,  
"Af Dardaniens Folk, udspredt' i den mægtige Verden.  
"Guderne kun (hvis Gudernes Magt nedskuer paa Fromhed,  
"Hvis Retfærdighed findes paa Jord, og retsindige Hjerter)  
"Skjænke dig værdigen Løn. O! hvilke lyksalige Secler  
"Gave dig Liv? hvo avlede dig, heel sjældne Forældre?  
"Medens de Bølger nedrulle mod Søe, og ud over Bjerget  
"Hvælver sig Skyggernes Hang, og Stjernerne næres paa Himlen.  
"Stander evindelig fast din Ære, dit Navn og din Hæder,  
"Hvor end Landene vinke os hen." Saa talt, med den Venstre 610
Greb han Seresti Haand, og Ilinonêï med Høire;  
Derpaa de Andres, den kjække Cloanths, og den modige Gyæ.  
   
          Først, ved hans Blik, i Forundring sank den sidoniske Dido,  
Derpaa ved Heltens mærkværdige Lod, og mælede atter:  
"Siig, hvad Skjæbne, Gudindesøn! i saa talrige Uheld  
"Følger din Vei? hvad driver dig hen til saa rædsomme Kyster?  
"Est du Ænêas! den, som ved den Troer Anchises  
"Venus, den hulde, har født ved Simois' phrygiske Bølge?  
"Ja, nu mindes jeg grant, at Teucer stiled mod Sidon,  
"Da, fra sin Fædreneøe forfulgt, han søgte ved Beli 620
"Hjelp at vinde et Rige paa nye; thi min Fader bekriged  
"Cyperns herlige Øe, og erobred med seirende Magt den.  
"Lige fra den Tid kjender jeg grant de Storme, som rammed    
"Trojas Bye: jeg kjender dit Navn, og Pelasgernes Drotte.  
"Selv han hæved med rundelig Priis, skjøndt Fjende, de Troer,  
"Ja, nedledte sin egen Byrd fra Teucrernes Oldæt.  
"Derfor, o Ynglinge! stiger kun ind i denne min Bolig.  
"Mir har Skjæbnen, paa lignende Viis, gjennem talrige Uheld,  
"Tumlets omkring, for i dette Land at byde mig Hvile;  
"Selv udi Nød bestædt, jeg lærer at hjelpe i Nøden." 630
   
           Saa hun taler. Til samme Stund hun fører Æneas  
Op til Borgen. I Gudernes Huus paabyder hun Offring.  
Ogsaa hun sender paa lignende Viis til Folket ved Søen  
Tyve Øxne i Tal; med Rygge, som stivned af Børster,  
Hundrede Sviin, og hundrede Lam, med de mæskede Mødre:  
Alt som en Gave til Dagens Fryd.  
Borgens indvendige Deel, som glimrer i kongelig Storpragt,  
Sættes istand: i den midterste Sal anrettes et Maaltid.  
Tæpperne sees indvirked' med Kunst og med ædeligt Purpur.  
Sølvet i Masser paa Bordene staaer, og hamred' i Guldet 640
Skuer man Fædrenes herlige Daad, en Række Bedrifter,  
Gjennem saa mangen en Helt, nedledt fra Familiens Oldæt.  
   
          Helten selv, (thi at tænke paa Ro, tillader ham ikke  
Faderlig Ømhed) afsender i Hast til Skibet Achates,  
Som kan melde Ascanius sligt, og til Byen ham bringe.  
Kun til Ascanius staaer den elskende Faders Bekymring.  
Derhos slige Skjænk, udrevne fra Iliums Gruusfald,  
Bringe han skal: en Kaabe saa stiv af Guld og Baldyring,  
Samt et Slør, med en vævet Bort af den gule Acanthus,  
Fordum Helênæ, fra Argos, Pryd, som hun selv fra Mycene, 650
Da hun til Pergama drog, til den uretmæssige Elskov,    
Førte med sig, en kostelig Skjænk af Moderen Leda:  
Ogsaa en Scepterstav, som i fordums Tid Ilione,  
Ældste af Priami Døttre, bar; og en Kjæde til Halsen,  
Formet som Bær, med en dobbelt Krands af Guld og af Perler.  
Iilsom med dette sit Hværv Achates stunded mod Skibet.  
   
         Men Cytherea udruger i Hu et trædskeligt Opspind,  
Samt den List, at i Mine og Blik Cupido formummet  
Skal, i Ascanii Form, sig Dronningen nærme, og hidse  
Hende, som Gaven har rørt, og til Marven udbrede sin Lue. 660
Saare hun frygter den utroe Slægt, og de listige Tyrer;  
Juno er ogsaa Qval, og Sorgen sig nærmer i Natten.  
Derfor hun taler med slige Ord til den vingede Amor:  
   
          "Du som ene, min Søn! er min Kraft og mægtige Vælde!  
"Søn! som trodser den øverste Guds Typhoeïske Pile,  
"Dig heniler jeg til, og ydmygt beder din Guddom.  
"At din Broder Æneas, paa Bølgen, mod samtlige Strande  
"Tumles omkring, med Harme forfulgt af den grusomme Juno,  
"Er dig bekjendt. Du klagede selv saa tit i min Smerte.  
"Han er i Didos Vold, Phoenicerindens, og dvæler 670
"Ved hendes Elskovsord: dog hvad Saturnias Herberg  
"Fører i Skjold, er mørkt: hun slipper ei Træffet af Hænde.  
"Derfor at komme med Listighed først, og med Elskov besnære  
"Dronningen, pønser jeg paa, at, uden af Guder at daares,  
"Ene, med mig, hun fæster sin Gunst paa min elskte Æneas.  
"Men, hvorledes du mægter sligt - lyt nu til min Tale!  
"Efter sin elskede Faders Bud, den drotlige Yngling,  
"Mig saa inderlig kjær, alt gaaer mod Sidonernes Mure,    
"For at bringe som Skjænk, hvad Bølgen og Luerne skaaned.  
"Ham, inddysset i søden Søvn, paa det høie Cythere, 680
"Eller Idaliums hellige Borg, vil jeg hemmeligt skjule,  
"For at han ei skal mærke vor List, eller komme til Utid.  
"Een Nat ene, og aldrig meer, du listigen bære  
"Hiins Gestalt, og Ynglingens Form du vise som Yngling;  
"At, naar Dido, med inderlig Fryd, dig trykker til Barmen,  
Ved det herlige Lag og de muntrende Gaver af Bacchus,  
"Naar hun favner dig ret, og trykker med elskende Kys dig,  
"Du kan puste en hemmelig Ild, og med Gift hende daare."  
   
          Amor lyder paastand sin elskede Moders Befaling,  
Kaster sin Vinge, og iler med Fryd, med Trin som Jülus. 690
Venus udbreder en blidelig Roe i Ascanii Lemmer,  
Medens Gudinden, der trykker ham tæt til sit Hjerte, ham fører  
Op til Idalias skyggende Lund, hvor Merian venligt  
Med sine Blomsters Duft omslynger ham sødt i sin Skygge.  
   
          Alt, Befalingen tro, Cupido iler at bringe  
Tyrerne drotlige Skjænk, og følger med Glæde Achates.  
Som han kommer, har Dronningen alt paa ædeligt Tæppe  
Lagt sig til Ro paa den gyldne Stoel, og sat sig i Midten.  
See, da træder Æneas frem, og den troiske Ungdom  
Samled' i Flok, og lægge sig ned paa det bredede Purpur. 700
Slaverne byde til Hænderne Vand, og tage af Kurve  
Brød, samt byde Enhver af Uld, som er klippet, en Haanddug.  
Tærner, i Tal halvhundrede, staae i det Indre i Rader,  
Sørge for rigelig Mad, og tænde Penaternes Ildblus.  
Hundrede andre Møer, jævnaldrende hundrede Drenge,  
Sætte de vægtige Rætter paa Bord, og bringe Pocaler.  
   
          Ogsaa de talrige tyriske Mænd i de lystige Sale  
Samles, og sætte sig ned, ombedte, paa brogede Tæpper.  
Alle beundre Æneas' Skjænk; beundre Jülus,  
Samt hans funklende Guddomsblik og den listige Tale, 710
Derhos Kaaben, det stukne Slør, og den gule Acanthus.  
   
          Nærmest den Arme selv, indviet til kommende Uheld,  
Kan ei mætte tilfulde sit Sind, men luer ved Synet,  
Og bevæges af Ynglingen snart, og snart af hans Gaver.  
Denne, som hænger sig først om Æneas' Hals i et Favntag,  
Og opfylder med inderlig Fryd den hyklede Fader,  
Iler til Dronningen flux, der med Øie og svulmende Hjerte  
Hænger ved ham: hun trykker ham op til sit Hjerte: den Arme  
Ahner ei, hvilken Gud hun har paa Skjødet! men denne,  
Tro Acidalias Bud, at fjerne med Læmpe Sychæus 720
Prøver nu paa, ja søger endog, ved den levende Elskov  
At opvække den gamle Lyst og de slumrende Drifter.  
   
         Efterat Maden har ydet Ro, og Bordene flyttes,  
Stiller man vældige Kummer frem, og krandser med Viin dem.  
   
Slottet gjenlyder af Støi, og gjennem de mægtige Sale  
Vælter sig Røsten: guldtavlede Loft nedlader fra oven  
Brændende Blus, og Kjærternes Glands Natmulmet beseirer.  
   
        See, da fordrede Dronningen selv et Bæger saa vægtigt,  
Viinopfyldt, med Stene og Guld, af Belus og dennes  
Ætlinge altid brugt; brat herskede Taushed i Borgen: 730
   
        "Jupiter! (dig tilskriver man jo de gjæstmilde Love)  
"Glæden indvies vor Dag, for dem, som droge fra Troja,  
"Samt de tyriske Mænd! vor Slægt sig minde den eengang1  
"Værer tilstæde, du, Juno god! du, muntrende Bacchus,  
"Medens med broderligt Sind, I, Tyrier! feire vort Festlag!"  
   
           Talende saa, over Bordet hun gjød sit Offer af Vinen;  
Nippede selv af den offrede Drik med Randen af Læben,  
Rækkende Bitias den med muntrende Tale, der uddrak  
Rask af den skummende Skaal, og stak den fyldte Pocal ud:  
Derpaa de Fyrster i Rad. Med yndige Lokker Jopas, 740
Toned ved Chitarens Guld deQvad, han lærte af Atlas;  
Sang om Maanens ustadige Gang, om den dunklede Solild,  
Hveden de Mennesker kom og Qvæget, samt Regnen og Lynet,  
Qvad om Arcturus, den dobbelte Bjørn, og de vaade Hyader:  
Hvorfor Solen i Vinterens Tid heniler at bades  
Dybt i Søe: hvad standser i Gang de langsomme Nætter.  
Idelig Klap fra de Tyrier lød; dem fulgte de Troer.  
   
         Under afvekslende Gammensord forlænger man Natten,  
Og den usalige Viv, som suger den varige Elskov,  
Meget udfritter om Priamus selv, og meget om Hector: 750
Snart i hvad Dragt Auroras Søn var kommen for Troja,  
Om Diomedis herlige Spand, og den store Achilles.  
   
         "Derfor velan, fortæl os, o Gjæst! fra det tidligste Udspring"  
Siger hun, "Grækernes lumske List, dine Troëres Uhæld,  
"Samt din vildsomme Fart; thi alt den syvende Sommer  
"Fører dig hid, paa en irrende Vei, over Bølger og Lande."    

2. Sang

Tilbage