TOP

Titelside eller Index

Anden Sang.
Indhold
For at læmpe sig efter det af Dido yttrede Ønske, fortæller Æneas Trojas Undergang paa en omstændelig Maade. Grækerne, som, efter ti Aars fortsatte Beleiring, ikke kunne tvinge Troja til Overgivelse, beslutte endelig at bruge List, lade som de flye, men skjule sig bag Øen Tenedos, efter at de iforvejen have efterladt en, med de Tappreste opfyldt, Træhest, af en saa uhyre Høide, at den ikke kunde gaae ind ad Portene. Dog blive Trojanerne, deels ved Laocoons sørgelige Død, deels ved Forræderen Sinons Bedragerie, forledede til at nedbryde en Deel af Muren, for at modtage Hesten (v. 1-249). Igjennem dette nedbrudte Stykke bryde Grækerne ind, efter at være hemmeligen vendte tilbage: Sinon aabner Hesten, og Alt bliver et Offer for Sværd eller Luer (v. 267). Imidlertid faaer Æneas, for hvem Hector viser sig i Søvne, den Befaling, at flye, og frelse Byens Guder (v. 297). Dog tvinger hans Mod ham til at gribe til Vaaben, og forsvare sin Fødebye. Han og hans Staldbrødre ere i Førstningen ikke uhældige, men Choroebi Forslag, at forklæde sig i de dræbte Grækeres Rustning, forvolder deres formelige Ødelæggelse, da de nu overvældes af deres egne Landsmænds Vaaben (v. 437). Under alt dette stormes Priami Kongeborg, og den gamle Konge selv bliver nedsablet af Achillis Søn, Neoptolemus (v. 558). Efterat Æneas endelig har indseet, at, uagtet al den Tapperhed, som baade af ham selv og hans Landsmænd er udviist, Troja dog er forloren, lader han Anchises bevare de religiøse Kostbarheder, løfter Oldingen op paa sine Skuldre, og forlader med ham, Creusa og Ascanius den ødelagte Bye (v. 728). Dog bliver han ogsaa her forfulgt, og ved denne Leilighed mister han sin Kone. Han iler tilbage for at oplede hende, men hendes Skygge viser sig for ham, underretter ham om hendes Død, og tager Afsked med ham (v. 794). Nu iler han tilbage, og finder en Mængde Mennesker paa Stranden, som ere beredte at følge med ham, hvorhen han maatte bestemme at vandre.
Brat forstummed Enhver, og hæftede Øiet opmærksomt,
Medens, fra høinet Plads, saa Fader Æneas begyndte:
"Dronning! du byder mig her, at fornye en usigelig Kummer,
"Hvordan Troernes Magt, og til Sorg indviede Rige
"Grækerne styrted i Gruus: de rædsomme Scener jeg skued,
"Og jeg delede svarligen med.- Ved slig en Beretning
"Mon Myrmidoner, Dolopere selv, ja den gramme Ulyssis
"Stridsknægt mægter at hæmme sin Graad? Alt stiger jo Natten
"Dugfuld i Skye, og vi bydes til Søvn af de synkende Stjerner.
"Dog, da du eier saa heftig en Lyst til at kjende vort Uheld,	10
"Og at høre den sidste Kamp, som Ilium udstod,
"Skjøndt mit Hjerte ved Tanken derom sig krymper og gyser,
"Vil jeg begynde.
"Afkræfted' i Krig, nedslagne ved Skjæbnen,
"Alt udi mange henrullende Aar, de Grækeres Fyrster
"Bygge omsider en Hest ved Pallas' kraftige Bistand,
"Høi som et Bjerg, af fældede Fyrr samflette de Bugen,
"Hvilken de bygge, saa spredes et Rye, for en lykkelig Hjemkomst.
"Flux lodlaste udkaarede Mænd, der hemmeligt lukkes
"Ind i den kunstige Bug: hver rummelig Hule derinde,
"Samt den mægtige Vom, udfyldes med væbnede Krigsmænd.	20
Lige for Troja man Tenedos seer, en Øe, som var eengang
Saare navnkundig og riig, mens Priami Rige var mægtigt,
Nu er den ene en Bugt, og en Rheed, som ei Snækkerne skytter.
Did begive de sig, og et Skjul er de eensomme Kyster;
Os dog tykkes de flye, og søge med Vinden Mycene.
Flux fra den varige Nød løsvikle sig samtlige Teucrer:
Portene aabnes: det lyster at gaae til de doriske Leire,
Samt at see den forladte Mark og den eensomme Standbred.
Her Doloperne stod: hist tælted den gramme Achilles:
Her var Snækkernes Plads, hist kjæmped man ofte med Sværdslag.	30
Andre beskue den rædsomme Skjænk til den kydske Minerva,
Og beundre den Masse af Hest. Flux raader Thymoetes,
Dragen til Byen at stille den op paa Iliums Fæstning,
Enten af Sviig, eller Trojas Lod saa bød ham at tale.
Capys, foruden Enhver, der næred en visere Tanke,
Byder at styrte de Grækeres Skjænk, samt listige Gave
Dybt udi Søe, ja brænde den op over stablede Ildblus,
Eller, med Boer i den hvælvede Bug, randsage dens Huler.
Hoben. som fatter ei Raad, adskilles med stridende Ønsker.
Fulgt af en stor ledsagende Flok, men forrest af Alle,	40
Styrter Laocoon hidsigen ned fra den øverste Fæstning.
"Daarede Landsmænd! raaber han fjernt, hvad er det for Galskab?
"Troe I, at Fjenderne seiled hjem? Kan I troe at en Grækers
"Gave er ærligen meent? Er saa lidt I kjendt med Ulysses?
"Enten i dette Træe indlukkede Grækere skjules,
"Eller imod vore Bygninger selv er Listen beregnet,
"For at bespeide vort Hjem, og styrte paa Byen fra oven,
"Eller en anden Svig - men troer ei Hesten, I Teucrer:
"Hvad det end er, de Grækiske Mænd, selv i Gaver, jeg frygter."
Talende sligt, med en frygtelig Kraft den mægtige Landse	50
Tvært i Siden, hvor Dyrest Bug var hvælvet af Planker,
Stødte han ind, den rystende stod, og da Bugen blev anstødt,
Lød det igjen i den hulede Vom, og man hørte det sukke.
Havde ei Gudernes Bud, og vor egen Forblindelse hindret,
Sikkert vi havde med Sværd besudlet de Grækeres Smuthul:
Troja, da stodst du endnu! end kneised du, Priami Borgtind!
See udi samlet Trop, en Yngling, bunden paa Ryggen,
Slæbe de Hyrder af Troas frem, og stile mod Borgen
Under et Skrig. Ukjendt var han selv dem kommen imøde,
Just for at ordne sligt, samt aabne de Grækere Troja,	60
Saare mandhaftig i Mod, paa alt, der kan hænde sig, fattet,
Enten fuldende sin Svig, eller tage mod Døden, som venter.
Dreven af Lyst til at see, den troiske Ungdom i Mængde
Trænger sig frem: ja de kappes endog om at drille den Fangne.
Mærk nu nøie de Danaers Sviig: fra denne Misgjerning
Døm om det samtlige Folk.
Som han nu der, uden Værge, stod i Midten, og skued
Ret forvirret, og kasted et Blik paa de Phrygeres Skare,
Raaber han: "Ach! hvor findes et Hav, eller Land, som vil tage
"Mod mig i Døden? hvad haver jeg meer at vente, jeg Arme?	70
"Ikke mig skjænkes hos Grækerne Lye: Dardanerne selve
"Fordre med opbragt Hu, at i Blod skal Straffen erlægges."
Harmen sig vendte ved dette hans Suk, og Samtliges Anfald
Hæmmedes flux: vi give ham Mod, at sige sin Herkomst,
Samt berette sin Dont: hvorpaa han stoler, som Fange.
Derpaa han mæler tilsidst, og lader som Frygten er borte:
"Alt, o Konge, bekjende jeg vil, hvad end det maa være,
"Alt uden Løgn. Ei nægte jeg vil, jeg er Græker af Herkomst;
"Dette nu først! har Skjæbnen endog gjort Sinon elendig,
"Skal den ei, grusom og haard, ham danne til Løgner og Troløs	80
"Dersom, ved Rygtet maaske, eengang sig nærmed dit Øre
"Beli Søns, Palamedis Navn, ved ærefuldt Navnry
"Saare bekjendt, hvem Pelasgerne selv, ved et falskeligt Opspind,
"Skyldfrie, under et trædskeligt Spil, som ønsked han Krig ei,
"Styrted i Døden; nu ynke de ham, som de røvede Livet:
"Da var jeg hans Fælle i Krig, og med denne min Slægtning
"Hid jeg sendtes i Ungdomsaar af min fattige Fader.
"Medens ved Magt han standed' endnu, og i Drotternes Samling
"Hørtes hans Ord, jeg hævdede selv betydeligt Navnry:
"Men da han segned tilsidst, forhadt af den lumske Ulysses,	90
"Og (hvad jeg siger, er saare bekjendt) gik fra Jorderigs Kyster,
"See! da slæbte jeg Livet saa tungt, udi Kummer og Mørke,
"Medens min skyldfrie Ven opvakte min Harme i Sindet.
"Ikke jeg Daare taug, og, dersom min Skjæbne var gunstig,
"Dersom itiden jeg seirende kom til mit fædrene Argos,
"Loved jeg Hævn: dog et frygteligt Had opvakte min Tale.
"Dette var første Glid paa min Uhældbane! Ulysses
"Lagde mig rædsomme Brøder til Last, udspredte blandt Folket
"Tvivlsomme Rygter omkring, og tænkte med Andre paa Hævnen.
"Ja! han hvilede ei, før tilsidst han, hjulpen af Calchas -	100
"Dog - hvorfor gjenkalder jeg her uden Nytte min Smerte?
"Hvi vil jeg tøve? hvis alle som een I Achæerne dømme,
"Og I vil høre kun sligt, da ile I hurtig med Straffen:
"Sligt Ithacenseren vil, og Atriderne lønne Jer saare."
Flux til at fritte vi gribes af Lyst, og spørge om Grunden,
Uden at ahne saa farlig en Svig, og Pelasgernes Kunstgreb;
Ængstelig farer han fort, og mæler med hyklende Hjerte:
"Ofte de Grækere tænkte paa Flugt, og at ile fra Troja,
"Da, ved den lange Krig afkræfted', de higed mod Hjemmet,
"Guderne give, de havde det gjort! dog rædsomme Uveir	110
"Jog dem fra Havet, og Vinde fra Syd bortskræmmede Reisen.
"Meest og især, da Hesten alt stod ved Planker af Ahorn
"Tømret istand, det gungred i Skye over Himlen saa vide.
"Ængsted' vi sende Eurypylus bort til Phoebi Orakel:
"Ach! han bringer et sørgeligt Svar fra det Indre af Templet.
""Engang I soned de Storme med Blod, og den offrede Pige,
""Da imod Iliums Kyst, I, Danaer! styrede fordum:
""Atter ved Blod skal I naae Eders Hjem: kun Guderne sones
""Ved en Argivers Sjæl!" Da Svaret sig trængte til Folket,
"Studsed Enhver: gjennem Marv og Been den skuddrende Kulde	120
"Trængte sig ind, hvis Død er beredt? hvem fordrer Apollo?
"Flux Ithacenseren selv fremdrager den varslende Calchas,
"Under et mægtigt Raab: hvad det er, som Guderne varsle,
"Kræver han sagt. Alt mangen Ven mig varsled den Ondes
"Nedrige List, og øinede taust, hvad der snarligen skeete.
"Qvær han tier i Dage ti; formummet han nægter,
"Nogen at ville udpege med Ord, eller styrte i Døden,
"Ved Itacenserens mægtige Skrig tilskyndet omsider
"Bryder han trædskeligt ud, at jeg bestemmes til Altret.
"Hver bifalder hans Ord: og Døden, de Enkelte frygted,	130
"Skue de alle med Lyst, henvendt paa den Eensliges Hoved.
"Alt sig nærmed den rædsomme Dag: jeg vented paa Døden,
"Samt det hellige Korn, og Offringsbaandet om Panden.
"Flux jeg rev mig af Døden ud, jeg sprængte min Lænke,
"Og i et dyndfuldt Kjær, indhyllet om Natten, i Sivet
"Laae jeg, indtil under Seil (hvis ellers de vilde) de ginge.
"Svundet var nu mit Haab, eengang at skue min Hjemstavn,
"Skue de elskede Smaa, og en Fader, jeg savned saa saare.
"Dem vil de muligen stæde til Straf, fordi jeg er flygtet,
"Ja, ved de arme Forladtes Død udsone min Brøde.	140
"Derfor ved Himmelens Magt, ved de Guder som vidne for Sandhed!
"Ved - ifald den er til, og paa Jorderig endnu at finde -
"Ærlighed, fri for Plet, anraaber jeg! over min Qvide
"Ynke du dig! du skaane en Mand, som ubiligen lider."
Livet vi skjænke hans Graad, og begynde at ynke ham saare.
Priamus selv befaler os flux at løsne hans Haandjern,
Samt de trykkende Baand, og siger med Venlighed til ham:
"Hvo du end er, forglemme du skalst de Græker, du misted;
"Nu est du vor! giv ærlige Svar paa det, jeg vil spørge:
"See den mægtige Masse af Hest! hvo reiste den? hvorfor?	150
"Udi hvad Meed? til Guder en Skjænk, eller Redskab i Krigen?"
Mæled saa Drotten. Forsynet med List og Pelasgernes Trædskhed
Rækker mod Himlen han Hænderne op, som ei trykkes af Lænker,
Raabende: "Eder, I evige Lys! uforkrænkede Magter!
"Kalder som Vidner jeg her: I Altere, rædsomme Knive,
"Hvilke jeg slap: I Gudernes Bind, jeg som Offer har baaret:
"Ja jeg tør løse de hellige Baand, som mig knytte til Græker;
"Ja, jeg tør hade mit Folk, og bringer for Dagen og Lyset,
"Hvad de bedække: jeg holdes ei meer af mit Fædrelands Love.
"Bliv urokket dit Løfte troe: naar Ilium ræddes,	160
"Hold, hvad du loved: min Tale er sand, og min Gjengjæld er vægtig."
"Hele de Danaers Haab og Trøst i Krigen, som opstod,
"Grunded sig ene paa Palladis Hjelp. Men efter at Tydeus'
"Gudforglemmende Søn, og Daadens Opfinder Ulysses,
"Prøvede paa, fra den hellige Borg, at rane Gudindens
"Skyttende Billed, ja myrded endog udi Fæstningen Vagten,
"Grebe det hellige Billed i Hast, og med blodige Hænder
"Selve Gudindens de Jomfrubaand fordristed at røre -
"See, da svigted de Danaers Haab; udi sagteligt Aftag
"Minsked det brat: deres Kræfter forgik, thi Gudinden var harmfuld.	170
"Ikke ved tvivlsomme Tegn antyded Tritonia saadant:
"Neppe i Leiren var Billedet sat, før Luerne funkled
"Klart i de høitopspilede Blik: ad Lemmerne nedflød
"Salten Sveed: fra Jorden endog (heel sælsomt at mælde)
"Sprang hun, og løfted tillige sit Skjold og sin bævende Landse!
"Flux, over Havet at prøve paa Flugt, tilvarsler os Calchas,
"Samt, at Grækernes Sværd ei Pergamus mægted at fælde,
"Hvis man ei hentede Varsler paa nye, gjenbragte Gudinden,
"Hvilken af hine, var ført over Havet paa rummende Skibe.
"At de nu søge til Hjemmet igjen, til Mycene med Vinden	180
"Er for at skaffe sig Guder og Mænd: de komme uventet
"Snart over Havet igjen: saa styres de Varsler af Calchas.
"Efter hans Bud, i Palladiums Sted, for den vrede Gudinde
"Reiste vi Billedet hist, for at sone den rædsomme Udaad.
"Calchas befaled, især at bygge den mægtig i Omfang,
"Tømret af Planker og Eeg, samt hæve den høit imod Himlen,
"For at den ei, ad den rummende Port, maa slæbes til Byen,
"Og beskytte Jert Folk, med Guddomskræfter, som fordum.
"Dersom I krænked Minervæ Skjænk med Vold og med Udaad,
"Da vilde Nød (dog over ham selv vil Guderne vende	190
"Varselet!) vorde tildeelt de Phryger og Priami Rige.
"Men om den blev, udi Troja Bye, inddragen af Eder,
"Da vilde Asien selv, udi mægtige Krige, sig nærme
"Pelops' Byer: til fjernere Leed sligt Skjæbnen berammer."
Disse var Sinons, Meenederens, Kneb og listige Trækker:
Tingen blev troet: ved hyklerisk Graad og ved Snedighed sank vi,
Hvilke Tydiden selv, Larissa's Kjæmper, Achilles,
Tusinde Skibe, ti lange Aar, ei mægted at tvinge!
Medens vi stædtes i Nød, da møder mit Øie et andet,
Meer bedrøvende, Syn, og skræmmer vort rolige Hjerte.	200
Alt var Laocoon valgt til Neptuni Præst, under Lodkast,
Og den mægtige Tyr ved et Høitidsalter han offred,
See! da kommer, fra Tenedos hid, ad den rolige Flade,
(Selv i Fortællingen gyse jeg maa) udstrakt over Havet,
Rædsomt bugtet, et Slangepar, og stiler mod Stranden.
Brysterne stege i Bølgerne høit, og de blodige Mane
Reiste sig op udi Vovernes Slag; det Øvrige slæbes
Hen over Havet: den rædsomme Ryg sig bugter i Krøller.
Bragen opstaar i det skummende Vand: alt eie de Marken,
Og, trint funklende Øine, tilhylled' med Blod og med Luer,	210
Slikked de sig om den hvislende Mund med de spillende Tunger.
Alle ved Synet forfærdede flye. Med træffende Skud de
Søge Laocoon flux, og nærmest de barnlige Sønner
Bugte de Slanger sig begge omkring, ja snoe sig om Kroppen,
Medens ved sagteligt Bid de gnave de Jamrendes Lemmer.
Derpaa ham selv, der iler til Hjelp, og henter sig Vaaben,
Tage de fat, og binde ham fast udi mægtige Knuder:
To Gange slyngede trint om hans Liv med de skjællede Rygge,
To Gange Halsen rundt, staae Hoved og Nakke dog opad.
Snart han stræber, med Hændernes Kraft at sprænge de Knuder,	220
Skjøndt de stænke hans Præstebind med Ædder og sort Gift,
Snart han løfter et frygteligt Skrig imod Himmelens Stierner
Høit, som et Brøl, naar den saarede Tyr fra Alteret iler,
Og udryster af Nakken igjen den forfeilede Øxe.
Derpaa de Slanger to, ved et Skud imod Fæstningens Tempel,
Ile derfra; Tritonias Borg, den vredes, de søge,
Og bag Guddommens Fod og Skjoldrand skjules de begge.
Over os alle udbredte sig flux i de bævende Hjerter
Mageløs Skræk: at Laocoon leed for sin Brøde med Rette
Siger man nu overalt: da med Spydet det hellige Billed	230
Han fornærmes, og jog i dets Ryg den skjændige Landse.
Hurtig, at Hesten skal føres til Bye, og Guddommens Almagt
Skal anraabes, istemmer Enhver.
Murene skille vi ad, og aabne den værnende Ringmuur.
Alle til Værket opkiltre sig flux; under Fødderne sættes
Hurtigen rullende Hjul, og Touge af Hamp over Halsen
Strammer man fast. Over Murene gaaer den rædsomme Bygning,
Svanger med Væbnede, frem, mens Drenge og ugifte Piger
Synge saa fromt, og frydes endog, naar de røre ved Touget.
Frem den glider, og midt i vor Bye den ruller med Trudsel.	240
Ilium! Fædrenebye! du Gudernes Bolig! I Troers
Fordum i Krige navnkundige Bye! den standsed i Porten
Tregang, medens i Bugen det lød tregange af Vaaben:
Dog vi fore forvildede fort, som blinded' af Galskab,
Og paa den hellige Borg vi stille den rædsomme Bygning.
Endnu oplader Cassandra sin Røst til de kommende Uhæld,
Men - saa byder en Gud - af Teucrerne troes hun aldrig.
Rundt i Byen vort arme Folk, hvem Dagenes Ende
Brat frembrød, behænge med Løv de festlige Templer.
Himmelen vælter sig om, og Nat fremstyrter paa Havet	250
Skjulende dybt i sit mægtige Mulm som Jorden saa Himlen,
Samt Myrmidonernes List: omspredte i Byen de Teucrer
Tie nu qvær; thi den trættede Krop husvales i Søvnen.
See, da gik de Argiveres Tog med ordnede Skibe
Frem bag Øen, i venligt Skin af den rolige Maane,
Søgende atter den kjendte Strand. Op lued en Flamme
Fra den drotlige Stavn, og, skjærmet af Gudernes Ugunst,
Grækernes Mænd, som i Bugen laae, og de granige Lemme,
Løsner Sinon i Hast. For Lyset den aabnede Ganger
Bringer dem atter, der springe saa fro fra de hvælvede Planker.	260
Flux Thessander, og Sthênelus med, samt den gramme Ulysses,
Synke, ved Tougene glidende, ned: saa Achamas, Thoas,
Derhos Peliden Neôptolemus, og fremmest Machâon,
Næst Menelâus, Epêos derpaa, som har Bygningen opført,
Alle bestorme vor Bye, som er jordet i Ruus og i Slummer.
Vagterne sabler man ned, og ind ad de aabnede Porte
Lader man Fællerne gaae, og øger medvidende Skarer.
Timen alt slog, da Menneskets Børn i den tidlige Slummer
Hvile, og denne nedsvæver saa blidt fra de naadige Guder:
See! udi Drømme, foran mine Blik, den bedrøvede Hector	270
Syntes at staae, og af Taarer en Strøm frembød af hans Øie.
Ret som fordum, af Hiulene slæbt i det blodige Sandstøv
Smudsig han var, i den svulmende Fod de Remme var trukne.
Vee mig, hvilket et Syn! hvor fjernet fra Fortidens Hector,
Der han seirende gik i Achilles' ranede Rustning,
Og mod Grækernes Skib fremslyngede Phrygiske Luer.
Smudsigt hængte hans Skjæg, udi Blod samklæbede Haaret,
Aabne var end de Saar, som i talrig Mængde han modtog
Trint vor fædrene Bye. Med Graad jeg tyktes at mæle
Først til Helten, og yttre mig saa i bedrøvelig Tale:	280
"O Dardaniens Lys, du Teucrernes frelsende Tilflugt!
"Hvad har sinket dit Komme, forventede Hector? fra hvilke
"Kyster hidiler du nu? at efter saa talrige Manddrab
"Af dine Folk, saa vexlende Slag over Byen og Folket,
"Trætte vi skue dig nu? Hvad haver saa skammeligt plettet
"Dine de venlige Træk? Hvi seer jeg de rædsomme Vunder?"
Qvær han tier, og ændser mig ei, der spørger saa uviist:
Men, imedens han drager et Suk fra det dybeste Hjerte,
Siger han: "flye, min Gudindesøn, og frels dig fra Luen!
"Fjenderne Murene har: fra sin Høitind Ilium styrter.	290
"Nok har jeg Priamus tjent og mit Land: hvis Pergama kunde
"Ræddes ved dødelig Haand, da var den ræddet ved min Haand.
"Dig har Troja betroet de Guder, og hvad der er helligt;
"Tag dem i Nøden som Følge med dig: søg Byen med disse,
"Hvilken du bygger engâng, naar vildt du har flakket paa Havet."
Saa han taler, og bringer mig selv den mægtige Vesta,
Samt hendes Baand og den evige Ild fra det inderste Lønsted.
Staden i samme Stund forvirres af mangefold Rædsel.
Mere og meer, skjøndt i fjernede Strøg min Fader Anchises
Havde sin Borg, der i Eensomhed laae, omplantet af Træer,	300
Hører man lydelig Støi, og Vaabnenes Klirren forøges.
Søvnen bortjager jeg flux: og mod Tagets de øverste Tinde
Iler jeg stigende op, og standser med lyttende Øre,
Som, naar en Lue udbredes i Sæd, ved den stormende Sydvind,
Eller en rivende Bæk, hvis Vand sig styrter fra Bjerget,
Knuser paa Marken den frodige Sæd og hvad Øxnene pløied,
Trækkende Skoven i Styrtningen med; den forbausede Hyrde
Hører fra Klippernes øverste Tind, hvor det brager, og studser.
Nu er Bedraget klart: nu lyse de Danaers Rænker:
Alt Deïphobi mægtige Borg er sjunken i Gruset,	310
Medens den seirende Ild slaaer op: Ucalegons brænder
Lige derved; det sigeiske Sund gjenflammer af Luen.
Brat sig hæver af Kjæmper et Skrig, af Basuner en Gjenklang;
Tankeløs griber jeg Sværd, dog mangler jed Meed i min Rustning.
Kun til at krige i samlet Hær, og at ile til Borgen
Med mine Svende, oplues min Hu: en rasende Harme
Styrter mig frem: det tykkes mig stort, at falde med Vaaben.
Panthus, see! undsluppen med Nød fra Achivernes Spyde,
Panthus, Othryades Søn, samt Præst hos Apollo paa Borgen,
Slæber med egen Haand de tabende Guder og Templets	320
Sager; imedens han vild med sin Søns Søn iler mod Stranden.
"Panthus! hvorledes er Sagen bestædt? hvad skjænker os Frelse?"
Neppe jeg mælede sligt, før han flux gjensvared, og sukked:
"Ach, Dardaniens yderste Dag, og den knusende Time
"Nærmer sig alt: Trojaner vi var'; vort Ilium ender,
Og Trojanernes mægtige Rye: thi Jupiters Harme
"Flytter til Argos Alt: i vor Bye, som brænder, de hærske.
"Midt i vor Stad staaer Gangeren rank, og Væbnede vælde
"Ud af dens Bug: Alt stikkes i Brand ved den seirende Sinon,
"Trodsig i Sind. Nye trænge sig frem ad den aabnede Portfløi,	330
"Tusindeviis, saa mange der kom fra det store Mycene.
"Alt har Andre med fældede Spær de snevreste Gader
"Fjentligt besat: med blinkende Odd staaer en Række af Slagsværd,
"Som, uddragne, staae rede til Drab. Knap fristede Portens
"Forreste Vagt en Kamp, og streed i forvirrede Rækker."
Rørt af Panthus' skræksomme Ord, og Gudernes Almagt,
Rives jeg ind udi Flammer og Kamp, hvor den vilde Erinnys
Kalder, og Vaabnenes Gny, samt Raabet, der stiger mod Himlen.
Ripheus støder som Fælle til os, og, i Vaaben saa mægtig,
Epytus selv, samt ved Maanens Skin med Hypanis Dymas.	340
Til vore Sider nu flokkes Enhver, samt den unge Choroebus,
Fra Mygdoniens Land, der just var kommen paa den Tid
Ind i vor Bye. Udi elskende Hu han søgte Cassandra,
Og nu bragte han Priamus Hjelp og de Phryger, som Elsker.
Ach den Arme, der agtede ei sin begeistrede Piges
Varslende Raad!
Da jeg nu skuede dem, der talrige higed mod Kampen,
Mæler jeg slige Ord: "I frugtløst modige Hjerter!
"Ynglinge, Alt opbyde jeg vil! har I sikkert besluttet,
"At ledsage mig did, (selv Tingenes Stilling I skue,	350
"Bort fra det Helliges lønlige Vraa, fra de svigtede Altre,
"Droge de Guder, som støtted vor Magt) da iler til Bistand
"For den brændende Bye: lad os døe! lad os styrte i Kampen!
"Eet er en Synkendes Hjelp: den, aldrig at haabe sin Frelse".
Flux sig øged de Ynglingers Harm. Liig graadige Ulve
Hvem i det dunkle Mulm den vildt opflammende Hunger
Driver iblinde afsted, mens Ungerne, som de forlade,
Vente med tørrede Gab: saa frem, gjennem Spyd, gjennem Fjender,
Trænge vi ind paa den ventende Død, og midt udi Byen
Bane vi Vei: med sortnende Mulm omflagrer os Natten.	360
Hvo vil mægte at tolke med Ord de natlige Timers
Myrden og Drab, eller jævne med Graad de Qvaler, som ledes?
Brat nedstyrter en Oldtidsbye, udi Aarene mægtig,
Medens i Gaderne ligge i Hob de livløse Kroppe,
Stabled' omkring udi Husene selv, ja ved Gudernes Templers
Hellige Trin. Ei Teucrerne blot maa blodigt undgjelde,
Stundom hæver sig Modet igjen i de Tabendes Hjerter,
Og de seirende Danaer døe. En gruelig Kummer
Sees saa vide og Skræk, samt et talrigt Billed af Døden.
Fulgt af en stor ledsagende Trop af Grækere møder	370
Os Andrôgeus først; vildfarende troer han at skue
Fællernes Trop, og med venlige Ord han begynder at mæle:
"Iler, I Helte, frem! hvi sinker den langsomme Træghed
"Eder saa længe? den øvrige Hær udplyndrer og brænder
"Pergamus alt: I komme nu først fra de kneisende Snækker?"
Saa han talte, men mærkede snart (thi Svaret som gaves
Lød ei synderlig blidt) at en Skare af Fjender han mødte.
Brat forstummede han, og standsede Gangen med Stemmen,
Som, naar en Mand uforvarende treen, i forgroede Tjørne
Under sin Gang, paa en Snog, og iler forfærdet tilbage,	380
Medens den voxer i Harm, og svulmer med Blaanen om Halsen:
Ret som han, gik Androgeus bort, forfærdet ved Synet.
Brat vi styrte os frem, indtrængt' i de talrige Klynger,
Og da de kjendte ei Vei eller Sti, og betoges af Rædsel,
Hugges de ned: saa smilede Hæld til vor tidligste Kampdaad.
Modopløftet ved dette vor Hæld udraaber Choroebus:
"Fæller i Kamp! hvor Lykken har selv udpeget os Veien,
"Og vor Redning har naadigen viist, did følge vi hende!
"Skjolde vi bytte, og zire os flinkt med de Grækeres Krigspynt!
"Thi hos en Fjende ei skjælne man bør mellem Snuhed og Manddom.	390
"Vaaben de byde jo selv." Saa talt, Androgei Hjelmhat,
Dækket med Haar, og hans runde Skjold, som er ziirligen pyntet,
Tager han paa, ja hænger om Bryst de Argiveres Slagsværd.
Sligt gjør Dymas og Rhipeus med, og den øvrige Ungdom,
Munter i Hu, og de væbne sig hver med erobrede Vaaben.
Mellem de Danaer trænge vi frem, os ikke til Baade,
Og i den dæmrende Nat vi prøve saa mangen en Kampdyst,
Medens i Striden vi sende ei faa af de Græker til Orcus.
Ned imod Skibene flygter en Deel, og søge ved Løben
Atter at vinde den sikkrende Strand: i vanærende Feighed	400
Stiger en Deel paa den mægtige Hest, for at skjules i Bugen.
Dog - det baader kun lidt, at stole paa Guder, som harmes!
See! nu slæbe de just Cassandra, Priami Datter,
Med de løsnede Haar fra Minervas Tempel og Sæde,
Medens hun løfter det funklende Blik forgjæves mod Himlen,
Blik - thi Lænkernes Baand samknytted de yndige Hænder.
Sligt et Syn i sin vilde Harme ei taalte Choroebus,
Og, for at døe, han styrter sig flux i den tætteste Krigshob:
Alle vi følge og kaste os ind i de klyngede Vaaben.
Her nedstyrte vi først, under Skud fra den øverste Borgtind,	410
Ved vore Landsmænds Spyd, og lide et sørgeligt Blodbad
Ved vore Rustningers skuffende Form, og de Grækiske Hjelme.
Grækerne selv, udi Harm, og ved Suk af den plyndrede Pige,
Kaste sig over os samled' i Trop, den hidsige Ajax,
Atrei Tvillingebørn, og Dolopernes samtlige Skarer,
Som, naar i bristende Uveirsskye, haandmængede stride
Zephyrusvinden mod Notus i Kamp, og Eurus, der frydes
Ved sit østlige Spand: de Skove pibe, og skumklædt
Nereus raser, og rører fra Bund udi Bølgen med Forken.
Hine tillige, hvem listigt vi slog i den dybeste Midnats	420
Dækkende Mulm, og tumled afsted selv i Midten af Byen,
Kommer paa nye: de erobrede Spyd og formummede Skjolde
Kjende de flux, og bemærke vort Sprog er forskjelligt i Lyden.
Brat for Mængden nedsynke vi maae: vor Fører Choroebus
For Penêlêï Haand, hvor Minerva haver sit Alter,
Segner, og Ripheus døer, der, fremfor samtlige Troer,
Var retfærdig i Hu, og meest beobagtede Retsind.
Dog det var Gudernes Bud! Nu Hýpanis falder og Dymas
Ved vore Landsmænds Skud; selv dig, der segnede, Panthus!
Dækked din Fromhed ei, og dit Bind som Præst hos Apollo.	430
Iliums Aske! du sidste Glimt af de Elskedes Gravbaal!
I bevidne, at, medens I sank, ei Spyd eller Farer
Feig jeg veeg i de Grækeres Kamp, og var Døden beskikket,
Var den fortjent ifølge min Daad. Vi rives tilside:
Panthus og Iphitus følge med mig: men Iphiti Alder
Trykker ham dybt, og mattet var hiin ved et Saar af Ulysses.
Flux ved et Skrig man kalder os bort til Priami Bolig.
Her var en gruelig Kamp, som var der i Byen ei ellers
Krig eller Strid, og Ingen blev dræbt i de øvrige Gader.
Ret ubetvingelig Harm, ad Borgen opstigende Græker,	440
Skue vi her, og Porten besat med en Række af Skjolde.
Stiger man hænger ad Væggene ned: og lige ved Porten
Klavrer man op ad Stigernes Trin: de holde mod Pile
Skjoldet paa venstre Arm, og griber med høire hver Udkant.
Teucrerne forsvarsviis paa Taarne og Husenes Tage
Rokke de øverste Spær: (med hvilke, da Døden de skue,
Hver er beredt, i den sidste Stund, som med Vaaben at fægte)
Ja Gesimser af Guld, Zirat for de Slægter, som svunde,
Rulle de ned; med fældede Spær fremtrænge sig Andre
Bag ved den indre Dør, som de dække i sluttede Hobe.	450
Atter fornyes vort Mod til at hjelpe Kong Priami Bolig,
Staae vore Helte bie, og give de synkende nyt Mod.
Nær var en Dør: Faa kjendte dens Trin, skjøndt ofte benyttet
Ret som en Mellemportal udi Priami Bolig, men bagtil
Bygget, ad hvilken, imedens vort Land var i Fortidens Vælde,
Pleied Andromacha tit til Svigerforældrene ene
At begive sig hen, og slæbe Astyanax til dem.
Hemmeligt kryber jeg op paa den øverste Tinde af Taget,
Hveden forgjæves der slyngedes Skud fra de arme Trojaner.
Ret paa Tinden sig hæved et Taarn, der paa Spidsem af Borgen	460
Stræbte mod Himmelen op, hvor Troja man pleied at skue,
Heelt udstrakt, den achaiske Leir, samt de Grækeres Flaade.
Dette vi gribe med Øxerne an, hvor de øverste Stokværk
Give kun vaklende Hold: vi rykke det op fra sin dybe
Plads, og støde det ned. Det ruller og bringer i Faldet
Hurtigen Død under Brag, da over de Danaers Skare
Brat det falder. Nye komme igjen, og intet Slags Vaaben,
Heller ei Stene man sparer nu paa.
Lige ved Slottets Port, ja selv udi Døren, sig tumler
Pyrrhus, der skinner saavel ved sit Spyd, som sin blinkende Rustning,	470
Som, naar en Øgle, der mættet sig har med de giftige Urter
Og opsvulmet, i Vinterens Frost, sig skjuled i Jorden,
Atter, med aflagt Ham, som nye, i den straalende Ungdom
Skyder sin slibrige Ryg, med et opreist Bryst, mod Lyset,
Bugtet i Solen, og spiller i Mund med de forkede Tunger.
Periphas, vældig i Kamp, samt Hestenes Styrer, Achillis
Svend, Automedon, samled' i Hob med den scyriske Ungdom,
Rykke mod Slottet til Kamp, og slynge mod Tagene Ildblus.
Selv i den forreste Hob, med en Øxe han hurtigen snapped,
Hugger han gjennem den vældige Dør, og rykker i Dørens	480
Hængsler af Ærts; flux huler han ud, da Fyldingen styrter,
Stærken Eeg, som danner et Gab, der saa vide sig aabner.
Bygningens Indre man seer: nu aabnes de mægtige Sale,
Fortids Kongegemakker, og Priami, skuer man aabne,
Og i den forreste Dør de Troer, som stande med Vaaben.
Slottets indvendige Deel ved Suk og forvirrede Klager
Fyldes med Angst: af grueligt Skrig gjenlyder saa fjernet
Salenes hvælvede Loft: Hviin slaaer mod de tindrende Stjerner.
Mødrene vanke bekymrede om i de store Gemakker,
Holde de Stolper i Arm, som de kyssende trykke og favne.	490
Pyrrhus med Fædrene Kraft fremtrænger: ei Laas eller Vagter
Mægte at standse hans Trin: brat viger for hæftige Paaslag
Døren, og, rykket af Hængslerne op, den styrter mod Jorden.
Vei fremtvinges; Indgangen er sprængt. og de Forreste myrdes.
Grækerne trænge sig ind, og Soldater besætter hver Tilgang,
Som, naar hen over Diget, der sank, den skummende Bjergstrøm
Stiger, og knuser med Masser af Vand den stemmende Jordvold,
Farer saa vild over Marken med Skyl, og river ad Engen
Stalde og Faarene med. Neoptôlemus haver jeg skuet,
Trodsig i Mord, og Atriderne selv, der stode ved Porten.	500
Hecuba, Qvinder vel hundred i Tal, og Priamus saae jeg,
Som med Blod bepletted den Ild, han paa Altrene vied.
Haab om en fortsat Æt, halvhundrede Ægteskabskamre,
Stolper, der kneisede stolt med Fortidens Bytte og Guldpragt -
Alting synker, og Grækerne staae, hvor Luen ei rækker.
Muligen spørge du vil, hvordan Kong Priamus endte.
Da sin erobrede Bye, dens Qvaler, og Husenes Døre
Sprængte han saae, og Fjenderne stod i de indre Gemakker,
Tager den Gamle sin Rustning paa, skjøndt de aldrende Skuldre,
Længst afvænnede, bæve derved; sit unyttige Slagsværd	510
Hænger han om, og til Fjendernes Hob, for at falde, han iler.
Midt i Palladsets Gaard, under Himmelens luftige Bue,
Stod der et Alter, i Omfang stort; over Alteret hviled,
Dækkende med sit Lye de Penater, et aldrende Laurbær.
Trint om Alteret selv, med Hecuba, samtlige Døttre,
Liig i den mørknende Uveirsstorm bortskræmmede Duer,
Sadde forgjæves og klyngede sig til Gudernes Billed.
Men da hun Priamus saae, som i Ungdommens Dage, bevæbnet,
Raabte hun høit: "Usalige Mand! hvilken rædsom Beslutning
"Tvang dig at gjordes i denne Dragt? hvorhen vil du ile?	520
"Ikke til slig en Hjælp, og ikke til Kjæmper af den Slags
"Trænger nu Tiden; det gavnede ei, om min Hector end var her.
"Hid forføie du dig: vort Alter skal skjærme os Alle,
"Eller og døer du med os!" Saa mælende trak hun ham til sig,
Og den bedagede Mand paa det hellige Sæde hun satte.
See! Polites, der flygtende løb fra den myrdende Pyrrhus,
Een af Priami Børn, gjennem Glavind, og Fjendernes Hobe,
Under de mægtige Hvælvinger flyer, og saaret han søger
Skjul i den rømmede Sal; ophidset forfølger ham Pyrrhus,
Svanger med Død: alt holder han ham! alt trykker han Landsen!	530
Dog han slæbte sig hen til Forældrenes Øie og Aasyn,
Sank da, og endte sit Liv udi Blodet, der strømmed i Mængde.
Skjøndt nu Priamus stædedes selv i den truende Dødsstund,
Tvang han dog ikke sit Sind, men spared ei Røst eller Harme.
"Gid for slig en afskyelig Daad, og saa voveligt Stykke
"Guderne" skreeg han "hvis gudeligt Sind sligt ændser i Himlen.
"Yde dig værdigen Tak, og giver den Løn, du fortjener,
"Du, som med egne Blik at skue min Søn udi Døden
"Skaffede mig, og har skjændet med Blod det fædrene Aasyn.
"Ikke som du var Achilles selv, som du lyver har født dig,	540
"Skjøndt hans Fjende dog Priamus var; sin Eed og sit Løfte
"Agted han selv ved en Ydmygs Bøn: til Graven han gjengav
"Hectors livløse Liig, og til Byen han sendte mit atter."
Sligt var den Gamles Ord, og et kraftløst Spyd uden Indhug
Slyngede han; fra det hæse Ærts det segned tilbage,
Medens det dinglede løst, uden Kraft, i den yderste Skjoldknap.
"Meld det, raabte nu Pyrrhus i Harm, og gaae som et Budskab
"Til min Fader, hiin Peleus' Søn: men glem ei at melde,
"Hver Neoptôlemi Daad, og hvor han er saare vanslægtet.
"Nu skal du døe." Saa talede han, og slæbte til Altret	550
Ham, som bæved, og idelig gleed udi Blodet af Sønnen.
Slynged saa Haaret om venstre Haand, og løfted med høire
Blanken Sværd, som til Skæftet han stak udi Oldingens Side.
Dette var Ende paa Priami Nød: saa toges af Dage
Kongen, der skued sit Troja i Brand, og Pergama synke;
Han, som var engang, i fordums Tid, ved Folk og ved Lande
Asiens mægtige Drot. Som en Bul han ligger paa Stranden,
Hovedet revet fra Kroppen bort: hans Legem er navnløst.
Nu, først nu, ombævede mig en frygtelig Rædsel;
Ængstet jeg blev; nu randt mig i Hu min elskede Fader,	560
Da jeg vor Drot, jævnaarig med ham, ved et grueligt Mordstød
Saae udgive sin Aand. Paa min arme Creüsa jeg tænkte,
Paa mit plyndrede Huus, og hvad liden Jülus mon lide.
Seer mig da om, for at tælle den Trop, som har hidindtil fulgt mig.
Alle mig svigted og gik: de kastede enten ved Nedspring
Kroppen til Jord, eller sygned i Aand og styrted i Luer.
Ene tilovers jeg stod: ved Vestas Døre at ruge,
Samt uden Lyd, paa det eensomme Sted at skjule sig ængstligt,
Tyndari Datter jeg seer. De lysende Luer opklare
Alt, som jeg gaaer og kaster mit Blik overalt, og mod Siden	570
Hun, som for Teucrernes Harm over Pergamas rædsomme Nedfald,
Samt for de Grækeres Straf, og for Hævn af den svigtede Mage,
Nærede Frygt, en forenet Pest for de Troer og Græker,
Skjulte sig her, og forhadt af Enhver, sig dulgte bag Altret.
Brat opflammede Harm i mit Sind: og Vreden opildner
Mig til Hævn for mit synkende Land, som en Straffer af Udaad.
"Skal hun skue sit Sparta igjen, og sin Faders Mycene,
"Fri for Straf, og med vunden Triumph sig kroe som en Dronning?
"Skal hun Mage, Forældre, og Huus, ja Børnene skue,
"Fulgt af de troiske Pigers Sværm og de phrygiske Slaver?	580
"Priamus segne ved Sværd? vort Ilium brændes af Luer,
"Medens Dardaniens Strand saa tit har dampet af vort Blod?
"Sligt ei skee! et navnkundigt Rye er vel ikke at hente
"Udi en Quindes Straf, ei heller kan Seiren os hædre,
Dog, at jeg revser den rædsomme Qvind, og tager tilbørlig
"Hævn, vil man rose: det fryder mig selv, at mætte mit Hiertes
"Hævnende Lue: saa skjænker jeg Trøst til de Elskedes Aske."
Sligt jeg yttred i Harm, og styrted med Voldsomhed fremad,
Da min huldsalige Moder, ei før saa klarlig at skue,
Stilled sig nær mine Blik, og straaled med Lys udi Mulmet,	590
Visende sig i Gudindernes Form saa stor og saa herlig,
Som hun for Guderne pleier at sees. Med Høire hun greeb mig,
Standsed min Fart, og med Rosenmund hun mælede til mig:
"Søn! hvad Smerte opægger saa gramt slig gruelig Harme?
"Hvi saa vild? din Tanke til mig, hvorhen er den ilet?
"Hellere minde du dig, hvor din Fader, udmattet af Alder,
"Hvor du Anchises forlodst: om endnu din Kone Creüsa
"Lever, og Sønnen Ascanius med, hvem Grækernes Tropper
"Stimle fra samtlige Kanter omkring: ja, værned min Magt ei,
"Qvalte dem Luerne længst, og dræbte dem Fjendernes Slagsværd.	600
"Ei det forhadte Syn af Tyndari Datter fra Sparta,
"Selv den dadlede Paris ei, kun Gudernes Haardhed,
"Guderne fælde Jer Magt, og styrte dit Iliums Tinde.
"See (thi hele den Skye, som trækker sig hen for dit Øie,
"Og som sløver dit jordiske Syn, og bedækker med Taagens
"Vædske dit Blik, borttage jeg vil: for din Moders Befaling
"Frygte du ikke; thi hendes Bud kan du roligen lyde)
"Her, hvor de splittede Diger du seer, hvor Stene fra Stene
"Rive sig løs, hvor den bølgende Røg sig blander i Støvet,
"Ryster Neptunus sin byggede Muur, løsriver dens Grundsteen	610
"Med sin vældige Fork, mens op fra sit Stade han roder
"Hele din Bye. Den scæiske Port har den grusomme Juno
"Fremmest besat: i sin vilde Harm ombeltet med SVærdet
"Henter fra Flaaden hun Hjelpernes Trop.
"Skue, hvor hun sidder paa Fæstningens Tind, Tritonia Pallas,
"Straalende klart ved sin Guddomsskye, og sit vilde Gorgonskjold.
"Selv min Fader uddeler jo Mod og herlige Kræfter
"Til de Græker, ja Guderne selv imod Troerne hidser.
"Grib da Flugten, min Søn! og her dine Kampe du ende!
"Dig vil jeg hjelpe, og stille dig trygt ved din fædrene Huusdør."	620
Saa hun talte, og skjulte sig tæt i det dækkende Natmulm.
Rædsomme Syner jeg seer, og Himmelens mægtige Guder,
Som medvirke til Iliums Fald.
Nu jeg skuede grant, hvor ganske vort Ilium nedsank
Dybt udi Ild; hvor Neptuni Bye omstyrted fra Grunden.
Ret som paa Bjergenes øverste Top den bedagede Avnbøg,
Naar den er hugget af Øxernes Slag, og med Jernet de Landmænd
Kappeviis stræbe at hugge den om; den truer, og truer,
Medens bevæget den ryster sit Løv i den bævende Krone,
Til den, sagtelig knuget af Saar, dybt sukker til Slutning,	630
Trækkende viid Ødelæggelse med, ved at flygte fra Bierget.
Ned jeg iler: af Guddommen fulgt, gjennem Luer og Fjender
Vandrer jeg sikker; thi Spydene flye, og Luerne vige.
Som jeg nu tæt ved Dørene stod af min fædrene Bolig,
Nær vort ældede Slot, da nægted min Fader, hvem helst jeg
Ønsked at bringe til Bjergenes Top, som jeg særligen søgte,
At henslæbe end længer sit Liv, naar Troja var sjunken,
Eller at døie Landflygtigheds Nød. "I ene, som eie
"Ungdoms Blod, hvem Kræfterne staae i urokkelig Styrke,
"I kun tænke paa Flugt!	640
"Var det Gudernes Raad, at Livet jeg slæbte fremdeles,
"Havde de ræddet mig denne vor Bye. Tilfulde jeg eengang
"Skued vort Fald, og lever endnu, skjøndt Byen er tagen.
"Iler, med Afskedsord, fra mit Legem, der ligger som livsløst.
"Selv vil jeg finde min Død: maaskee vil en Fjende sig ynke,
"For mine Klæder at faae, og Tabet af Grav er ei farligt.
"Længe af Guder forhadt, og for Jorden unyttig, jeg sinker
"Aarenes Gang: thi Menneskets Drot og Gudernes Fader
"Nærmede sig udi stormende Lyn, og dets Straale har rørt mig."
Mælende sligt, haardnakket han stod og fast i sin Villie.	650
See! da bade vi alle med Graad, min Kone Creüsa,
Hele vor Slægt, Ascanius selv, at ikke han vilde
Styrte sig selv og Enhver, samt hjelpe den knusende Skjæbne.
Nei er hans Svar: til sin Grille og Plads han stander som naglet.
Atter jeg griber mit Sværd, og ønsker fortvivlende Døden.
Ak! hvad Lykke, hvad gavnende Raad var nu mere tilovers?
"Næred du, Fader, et Haab, at Foden jeg mægted at flytte,
"Svigtende dig? Kan saa rædsom en Synd undfalde din Læbe?
"Dersom de Himmelske vil, at intet af Byen skal levnes,
"Er din Villie fast, at lægge til Troja, som synker,	660
"Dig og din Æt med Fryd, da aabner sig Døren for Døden,
"Pyrrhus vil være her flux, beplettet med Priami Blodstænk,
"Som ved en Fader en Søn, og ved Alteret Faderen myrder.
"Altsaa til sligt du frelsede mig, huldsalige Moder!
"Ud fra Luer og Spyd, for midt udi Borgen at skue
"Fjendernes Hob, Ascanius selv, ved min Fader Creüsa
"Ligge som myrdede Liig, den ene i Blod af den Anden?
"Bringer mig Vaaben, I Mænd! vi tabte, og Døden os vinker.
"Stiller mig atter mod Græker i Kamp! lad mig atter besøge
"Striden paanye! uhævned' i Dag skal ei Samtlige falde."	670
Atter med Sværd ombælter jeg mig, og stinger min Venstre
Ind i det passende Skjold, for atter at ile fra Borgen.
See, da slynged i Døren endnu min Kone sig klynget
Trint mine Fødder, og Faderen bød den liden Jülus:
"Gaaer du herfra for at døe, da tag os i Farerne med dig:
"Men har du lært at sætte et Haab til de Vaaben du griber,
"Først du værne om dette vort Huus; hvem levnes som Bytte
"Jülus, din Fader, og jeg, der fordum kaldtes din Kone?"
Mælende sligt, det mægtige Slot hun fyldte med Jammer,
Da vi et Jertegn see, heel brat og sælsomt at skue.	680
Under vor egen Haand, i Forældrenes sorgfulde Paasyn,
Tyktes vi skue et luende Blus fra Ascanii Isse
At udbrede sit Lys, samt under uskadelig Flamme
Sagtelig slikke hans Haar, og bølge sig hen om hans Tinding.
Ængsted' af Frygt vi løbe omkring, for at ryste hans Lokkers
Brændende Blus, samt slukke med Vand den hellige Lue.
See! da hævede fro min Fader Anchises sit Øie
Op til Skyen, udstrakte sin Haand imod Himlen og mæled;
"Juppiter, Almagts Gud! ifald du kan bøies ved Bønner,
"Skue imod os! kun det er min Bøn! og har Fromhed fortjent det,	690
"Skjænk os, Fader, din Hjelp, og bestyrk det Varsel du gavst os!"
Neppe udtalede Oldingen sligt, før i pludselig Bragen
Torden fra Venstre lød; fra Skyen i Mulmet en Stjerne
Gleed, og drog ved sin hurtige Fart en lysnende Ildstrøm.
Medens den skyder sig frem over Borgens den øverste Tinde,
See vi dens luende Glands at skjules bag Skoven paa Ida,
Klart os visende Vei: dens Fure sig strækker paa Himlen
Endnu saa lys, og Egnen omkring omtaages af Svovldamp.
Først da rørtes min Faders Sind: han stirrer mod Himlen,
Taler til Guderne selv, med Bøn til den hellige Stjerne.	700
"Frem! nu hurtigen frem! jeg er med! hvor du fører, jeg følger.
"Fædrene Guder! I frelste mit Huus! I frelste min Afkom!
"Eders var dette Tegn: vort Troja afhænger af Eder.
"Nu er jeg bøiet, min Søn! ei nægter jeg mere at følge."
Sligt var hans Ord: Alt Flammernes Brag man hører i Byen
Nærme sig brat; med den luende Ild fremvælter sig Hede.
"Elskede Fader, velan! jeg vil dig paa Skuldrene bære:
"Selv under Byrden jeg gaaer: slig Last nedtrykker mig ikke.
"Hvad der endogsaa vil skee, tilfælles skal Farerne vorde,
"Eet skal bringe os samlede Hæld. Den liden Jülus	710
"Fører jeg selv; min Viv ledsage vor Gang udi Frastand.
"I, mine Slaver! I lægge paa Sind hvad nu jeg vil sige.
"Gaae I fra Byen, da see I en Høi og et Tempel til Ceres,
"Gammelt og øde, dog staaer en Cypres, skjøndt bedaget ved Siden,
Frelset i Aarenes Løb af Fædre, der agtede Gudsfrygt:
"Did, til et Samlingssted, ad forskjellige Veie vi ile.
"Fader! modtag i din Haand vore hellige fædrene Guder;
"Thi, da jeg kommer fra rædsom Krig og det nylige Blodbad,
"Vover jeg ei, at berøre dem selv, før den rindende Flodstrøm
"Skyller mig reen."
	720
Sligt jeg mæled, og bøied min Hals; min kraftige Skulder
Dækked jeg saare med Liin og med Skind af en Løve saa brandguul:
Tog saa min Byrde paa Ryg. Den liden Jülus sig klynger
Ind i min Haand, og med ujævnt Skridt han følger sin Fader.
Bagerst Creüsa gaaer: saa fare vi hen udi Mulmet.
Mig, hvem nylig ei Spydens Odd, som man slyngede, ængsted,
Ikke de Grækere selv, der trængte sig mod mig i Hobe,
Skræmmer nu hver en Luft: blot en Lyd opjager mig ængstligt;
Thi for den elskede Vægt, og begge, der følge, jeg gyser.
Portene stod jeg nær, og vrangeligt meente jeg, Veien	730
Trygt var endt, da hyppige Lyd, som af Fødder, mig tyktes
Øret at nærme sig brat. Min Fader, der stirred i Mulmet,
Raabte: "min Søn! flye hurtigt, min Søn! der har vi dem Alle:
"Skjolde, som funkle i Glands, og blinkende Sværde jeg skuer."
Her mig ængsted en navnløs Skræk: en forfærdende Guddom
Skilte mig plat ved min Samling og Sands: thi medens jeg iler
Hen ad en veiløs Stie, og forlader de Gader, jeg kjender,
Blev fra min Kone jeg skilt; om hun faldt for en sørgelig Skjæbne,
Standsed sin Gang, tog af Gaderne feil, eller satte sig mødig,
Fatter jeg ikke: dog ei for mit Blik hun viste sig mere.	740
Ikke jeg vendte mit Blik til den Tabte, ei heller min Tanke,
Før til det hellige Sted, hos den ældede Ceres paa Høien,
Samtlige kom. Da i flokket Hob vi stode der Alle,
Manglede hun, og bedrøved sin Søn, sin Mand og sit Følge.
Hvem har jeg ei, i min Harm, af Guder og Mennesker dadlet?
Hvilket et Syn i den styrtede Bye var saa grusomt at skue?
Iliums Guder, Ascanius selv, og min Fader Anchises
Giver jeg Følget til Værn, og skjuler i eensomme Dal dem.
Selv til Byen jeg gaaer, omgjordet af blinkende Vaaben.
Hele min Nød vil jeg atter fornye, gjennem Troja saa vide	750
Har jeg besluttet at gaae, og igjen at styrte i Faren.
Først til Murene selv, og Dørenes mørke Portaler,
Hveden jeg flygted, jeg styrer min Gang: i de Spor, jeg bemærked,
Vandrer jeg atter i Nattens Mulm, og speider med Øiet.
Angstens Gys, og Tausheden selv forfærder min Tanke.
Derpaa til Hjemmet, om mueligen did, ja om muligt hun vandred,
Iler jeg hen: der Grækerne stod: vort Slot var nu deres.
Graadige Luer sig væltede frem; mod de øverste Tinde,
Drevne af Vinden, slaae Luerne op; Ild raser mod Himlen.
Fremad jeg gaaer, seer Borgen igjen og Priami Bolig.	760
Tæt ved er Junos indviede Huus; i de ensomme Haller
Valgte Bevogtere sadde, med Phoenix den gramme Ulysses,
Rugende over sit Rov. Hid bringes de troiske Skatte,
Raned' fra Templer, der stode i Brand, ja Gudernes Borde,
Derhos Skaaler af vægtigt Guld, samt røvede Klæder,
Medens, i udstrakt Rad, med Børnene ængstede Mødre stande omkring.
Høit jeg voved at løfte min Røst i det natlige Mørke,
Fyldte hver Gade med Skrig, imedens jeg raabte bedrøvet
Med en forstærket og hyppig Røst om min tabte Creüsa	770
Medens jeg søgte og tumled omkring uden Maal gjennem Byen,
Viser sig Skyggen og Billedet selv af min arme Creüsa
Digt at staae for mit Blik, liig en Aand, langt større end vanligt.
Haaret sig hæved af Gru, og Røsten sig klæbed til Ganen.
Derpaa hun mælede følgende Ord, for at ende min Kummer:
"Hvorfor søger du Trøst ved at nære saa voldsom en Smerte,
"Du, min elskede Mand? Ei sligt uden Gudernes Almagt
"Hændte sig nys: at føre mig bort i dit Følge fra Troja,
"Lider ei Skjæbnen, ei Herskeren hist i det store Olympus.
"Lang er din Vandringstid; du skal pløie saa vildsomme Have,	780
"Dog vil du naae til Hesperiens Land, hvor den lydiske Thybris
"Rinder med fredelig Strøm giennem Mændenes herlige Marker.
"Der er et Rige, samt Lykke og Hæld, ja en kongelig Mage
"Rede for dig: jag Taarerne bort for din elskte Creüsa.
"Ei Myrmidonernes Hjem, og ikke de stolte Dolopers,
"Skue jeg skal, eller leve som Træl for de Grækiske Mødre,
"Fød af Dardani Æt, og en Svigerdatter af Venus.
"Her paa denne vor Kyst jeg holdes af Gudernes Moder:
"Nu lev vel! tænk kjærligt i Hu paa vor fælleds Jülus."
Saa hun mæled. Endskjønt jeg græd og ønsked at tale	790
Meget endnu, bortiled hun brat, og svandt i en Luftstrøm.
Tregang prøved jeg hendes Hals at kryste i Favntag,
Tregang Billedet svandt, som forgjæves med Haanden jeg holdt paa,
Let som en luftig Vind, og brat som de svævende Drømme,
Silde jeg skuer igjen mit Folk, da Natten er svunden.
Alt en umaadelig Hob af Nye, der ønsked at følge,
Seer jeg med Undren var strømmet herhid: forsamled' til Bortgang
Skuer jeg Mødre med Fædre og Børn, en bedrøvelig Skare,
Alle sig flokkede hid, beredte med Rigdom og Mandsmod
Hvor jeg vil bringe dem hen, at følge paa Havenes Bølger	800
Morgenens Stjerne saa klar sig hæved fra Toppen af Ida,
Førende Dagningen med: de Græker forsigtigen vogted
Tærskel og Port, og om Frelsen ei meer der gaves Forhaabning
Derfor jeg gik, tog min Fader paa Ryg, og iled mod Bjerget.

3. Sang

Tilbage