3. sang

TOP

Tredie Sang.
Indhold.

Efterat Troja er ødelagt, samler Æneas Levningerne af Iliums Mandskab, bygger sig en Flaade ved Idabjerget paa tyve Skibe, og drager over til Thracien. Da han imidlertid bliver skræmmet ved det sælsomme Tilfælde med Polydorus, der var bleven dræbt af Polymestor, og ved dette Syn afraades fra at bygge en Bye, seiler han til Delos (v. 1-77). Der faaer han det Raad af Apollo, at Troerne skulle søge til deres gamle Moder, hvilket Anchises misforstaaer, og mener at være Creta (v. 77-120). Dog bliver Æneas i Søvne advaret af Penaterne, efterat tillige en Pest har antydet ham om det Urigtige i Opholdet paa Creta, at han skal drage til Italien (v. 120-192). Did seiler han altsaa, men kastes af en Storm til Strophaderne, hvor han plages af Harpyerne (269), og naaer endelig Epirus (290), hvor han træffer Andromacha gift med Helenus, som er bleven Epiri Regent. Disse modtage ham godt, og Helenus spaaer ham endeel af hans Skjæbne (-505). Nu seiler Æneas fra Epirus, forbi Tarent, og kommer til Kysten af Sicilien ved Ætna, hvor han træffer Achæmenides, en af Ulysses' Staldbrødre, der har lidt megen Nød, og raader ham hurtigen at flye, for ei at falde i Cyclopernes Hænder (-681). Han seiler derpaa neden om Sicilien til Drepanum, hvor Anchises døer (-713), og, just som Æneas vil skyde over til Italien, kaster den, i første Sang omtalte, Storm ham tilbage til Carthago.

Efterat Priami skyldfrie Folk og Asiens Kræfter
Styrted, som Guderne ønsked, i Gruus: da Iliums Stolthed
Sank, og Troja, Neptuni Bye, kun damper i Grunden,
Flux at søge Landflygtighedsskjul, samt eensomme Lande,
Byder os Gudernes Vink: vi bygge os hurtigt en Flaade
Nær ved Antandri Bye, og ved Foden af Phrygiens Ida.

Uden at vide vor Skjæbnes Gang, hvor Hvile os undes,
Samle vi flux vore Mænd. Knap Sommeren aarle begyndte,
Medens Anchises bød, for Skjæbnen at hidse vort Skibsseil,
Før jeg forlader med Graad mit Fødelands Kyster og Havne,	10
Samt de Marker, hvor Troja stod: landflygtig paa Dybet
Farer jeg ud, med Fæller og Søn, samt Guder og Larer.

Fjernt sig hæver et krigerisk Land, med Marker saa vide,
Fordum den vilde Lycurgi Folk, hvor Thraceren pløier,
Nøie ved giæstlige Baand og Penater med Troja foreenet,
Medens vor Lykke var god. Mod de krummede Strande jeg styrer;
Bygger tillige en Bye, skiøndt kommen i Gudernes Harme,
Og, efter eget Navn, jeg kalder mit Folk Æneader.

Til min dioniske Moder og samtlige Guder jeg offred,
Hvilke veileded min første Daad, og paa Stranden jeg slagted	20
Hviden Tyr til den øverste Drot blandt de himmelske Guder.
Nærved kneised en Høi, hvis Top var dækket af Hyben,
Samt med en Myrthenskov, med mægtigt strittende Grene.
Did jeg træder: at rykke fra Jord de grønnende Qviste
Prøver jeg paa, for med Grenenes Løv at dække mit Alter:
Ak! men skuer et rædsomt Syn, som er sælsomt at sige.

Ud af den første Busk, som jeg rykked med spaltede Rødder
Op fra Jorden, af sorten Blod randt hyppige Draaber,
Og frembringe, liig Ædder, en Plet; dybt skuddrende Gysen
Ryster min Krop og mit isnende Blod sig krymper af Rædsel.	30
Flux af en anden Busk at rykke en bøielig Bladgreen
Farer jeg fort, for at kjende paastand den usynlige Aarsag:
Men af den Andens Bark, der følger, som nylig, en Blodstrøm.

Grandskende meget i Hu jeg bad til de landlige Nympher,
Samt til de Getiske Markers Drot, til Pater Gradivus,
Mildt at jævne mig dette mit Syn, og forklare mig Varslet.
Som nu tredie Gang jeg griber med stærkere Kræfter
Grenen paany, og med stemmede Knæe arbeider mod Sandet,
(Tier jeg eller udtaler jeg det?) en sørgelig Sukken
Høres fra dyben Grav, og en Røst mig trænger til Øret:	40

"Ak, Æneas! hvi piner du mig? Forskaan mig i Graven!
"Ikke du plætte din fromme Haand! Mig avled ei Troja
"Fremmed for dig: det er ei af en Green Blodstrømmene rinde.
"Fly fra det grusomme Land! o fly fra den gjerrige Strandbred;
"Thi Polydorus er jeg: her blev jeg af Spydenes Udsæd
"Rammet og skjult, som er grønnet igjen udi piggede Grene."
Brat af en ængstelig Frygt jeg grebes om Hjertet, og studsed,
Haarene hæved sig høit, og min Røst sig klæbed til Ganen.

Med en betydelig Riigdom i Guld, Polydorus blev fordum
Af en usalig Priamus sendt til de Thraciers Konge,	50
For at næres i Smug, da hans Liid til Troernes Vaaben
Alt var tabt, og han skued sin Bye i Beleiring at knuges.
Denne, da Teucrernes Vælde var knuust, og da Lykken var bortvendt,
Følgende nu Agamemnons Ting og hans seirende Vaaben,
Trodser al Ret og Skjæl: Polydorus han dræber, og raner
Voldsom hans Skat: hvad mægter du ei over Menneskets Hjerte,
Skjændige Lyst til Guld! Da Skrækken forlod mine Lemmer,
Først til Folkets udkaarede Mænd, men især til min Fader,
Mælder jeg Gudernes Tegn, og ønsker, at see deres Mening.
Alle samtykke i eet, at flye fra de skjændige Egne,	60
Gjæstligheds pletttede Land, og at ile med Flaaden for Vinden.

Festligen stæde vi først Polydorus til Jorden, og Graven
Høines ved Bunker af Jord: for hans Sjæl sig Altere hæve,
Sørgeligt zired' med Dødningebaand og de sorte Cypresser.
Iliums Quinder, med løsnede Haar, omringe hans Gravhøi.
Derpaa med lunknet Mælk vi fylde de skummende Skaaler,
Derhos Kummer med Offrenes Blod: udi Graven vi gjemme
Atter hans Sjæl, og med lydelig Røst tilraabe ham Afsked.

Da vi nu voved paa Bølgen at troe; da Vindene glatted
Bølgernes Gang, og den susende Syd mildt vinked mod Dybet,	70
Trækker vort Folk vore Snækker i Søe, og stimler mod Stranden;
Brat vi styre fra Havn, og Marker og Byer forsvinde.

Midt udi Havet der ligger en Øe, heel yndig og elsket
Af Nereidernes Moder og af Neptunus Ægæus,
Som den fromme, fjernt rammende Gud, da om Kyster og Strande,
Vildt den drev, til Gyaros bandt og det høie Mycône,
Medens han gav den urokkelig Plads, og at trodse hver Stormvind;
Hid jeg styrer; den tager saa mildt i sin skyttende Rhede
Os, der leed. Til Byen vi gaae og tilbede Apollo.

Anius, Phæbi Præst, og tillige de Menneskers Konge,	80
Dækket om Panden med præsteligt Bind og med hellige Laurbær,
Møder os flux; som en gammel Ven han kjender Anchises.
Hænder vi trykke paa gjestlig Viis, og gaae til hans Bolig.

Her jeg beder i Guddommens Huus, opbygget af Oldsteen:
"Giv, Thymbræer! os eget Hjem, og de Trættede Mure,
"Samt en Slægt og en staaende Bye! Frels Iliums andet
"Pergamus, Os, fra de Græker en Rest, og den gramme Achilles!
"Hvem skal vi følge? hvorhen skal vi gaae? hvor bygge vort Stade?
"Giv os, o Fader, et Vink; synk naaderig ned i vort Hjerte!"

Næppe jeg mælede sligt, før Alting tyktes at bæve,	90
Gudens Laurus og Dørene selv, ja Bjerget saa vide
Rysted derved; høit Trefoden lød ved det Helligstes Aabning.
Ydmyge synke vi ned, og en Røst os trænger til Øre:;

"Dardani hærdede Folk! det Land, som i Fædrenes Ophav
"Gav Eders Liv, vil atter engang med sit frugtbare Yver
"Nære Jer, vandrede hjem. Opleder den aldrende Moder!
"Her vil Ænea Slægt beherske de samtlige Kyster,
"Derhos Sønnernes Børn, og Enhver, som fødes af disse.
Slige var Phæbi Ord. I en blandet Forvirring sig hæver
Hæftig Glæde; kun spørger Enhver: hvad kaldes den Hjemstavn,	100
Hvor han vinker de Vandrende hen, samt byder dem søge?

Flux min Fader, som mindes i Hu Fortidens Bedrifter,
Siger: "O Fyrster! I høre mit Ord! I lære at haabe!
"Creta, Jupiters Øe, udstrækker sig midt udi Havet;
"Idas Fjelde er der: der Vuggen staaer til vor Slægtsbyrd.
"Der udi hundrede Byer de boe, heel mægtige Riger,
"Hveden vor mægtige Stifter, hvis Sognene rigtig jeg mindes,
"Teucrus reiste, og nærmede sig de Rhoetæiske Strande,
"Samt udvalgte til Rige et Sted. Ei Pergamas Borge
"Stod', ei Ilium selv: i Dalenes Dybde man leved.	110
"Derfra stammer Cybele, derfra Corybanternes Kobber;
"Derfra Idas Lund, Gudlærens hellige Taushed,
"Samt de Løver, som vandre i Spænd for Dronningens Pragtvogn.
"Altsaa velan! hvor Gudernes Bud os fører, vi følge!
"Stormene sone vi flux, og søge de gnossiske Riger!
"Ikke de ligge saa fjernt; vil Jupiter skjænke sin Bistand,
"Stiller den tredie Dag vore Snækker paa Kysten af Creta."

Sligt var hans Ord, og den skyldige Skjænk han ved Altrene offred,
Til Neptunus en Tyr, og til dig, du smukke Apollo!
Stormene sorten Lam, men et hvidt til den venlige Vestvind.	120

Rygtet har meldt, at af fædrene Hjem udjaget han flygted,
Idomeneus, hiin Drot: at Cretas Strande laae øde,
Husene tomme ved Krig, og de Boliger stode forladte;
Altsaa vi gaae fra Ortygias Havn, og ile ad Havet.
Naxos' feirede Bacchusbjerg, og det grønne Donusa,
Paros saa marmorhvid, Oleâros, de spredte Cyclader
Samle vi op, samt Havet, belagt med talrige Øer.
Under en vexlende Kamp sig hæver Matrosernes Raaben.
"Søger paa Creta vor Æt!" saa muntre de Fæller hinanden,
Under en venlig Vind, som hæver sig agter i Stavnen.	130
Endelig glide vi hen til Cureternes ældede Kyster.

Graadig i Hu, om den ønskede Bye opbygger jeg Mure,
Kaldet med Pergamas Navn: mit Folk, der huede Navnet,
Muntrer jeg op til at elske sit Hjem, og befæste sin Hjemstavn.

Alt optrukne de Snekker stod' paa den sandige Strandbred,
Ungdommen syslede alt med de skjænkede Marker og Elskov,
Medens jeg skjænked dem Love og Hjem, da en pludselig Smitsot,
Født af Luftens forpestede Drag, med en sørgelig Vælde
Kom over Mennesker, Træer og Sæd, som et dræbende Uaar.
Brat de drog' fra det elskede Liv, eller slæbte de syge	140
Legemer hen: udi Tørken gold sveed Sirius Marken;
Græsset forsvandt og den sygnende Sæd os nægtede Føden.

Atter ad Bølgerne hen til Ortygias Tempel og Phæbus
Raader min Fader at gaae, og om Naade at bede for Synden;
Spørge hvad Ende han giver vor Nød; hvorfra han befaler
Os at søge mod Qvalerne Hjelp og at styre vort Søetog.

Natten var kommen, og Søvnen betog hver Skabning paa Jorden.
Gudernes hellige Billeder selv, og de Phrygerpenater,
Hvilke fra Iliums Bye, ja lige fra Husenes Luer,
Bort jeg førte, nu syntes at staae, imedens jeg ligger	150
Søvnløs, nær mine Blik, ret synlige gjennem en Lysglands
Hvor, udi Vinduets Aabning i Væg, Fuldmaanen sig indgjød.
Strax de mælede høit, og ved Ord forjoge min Kummer:

"Hvad, om du kom til Ortygias Øe, Apollo vil svare,
"Spaaer han dig her, ja sender os selv herhid til din Tærskel.
"Dig og dit Tog vi har fulgt, da Dardani Bye var i Flammer:
"Over det svulmende Hav vi droge herhid med din Flaade.
"Vi ville hæve mod Stjernen i Skye din kommende Afæt,
"Og forlehne dit Nybygd Magt: til vældige Idræt
"Skaf dig en mægtig Stad! skjælv ikke ved Vandringens Møie!	160
"Stedet forandre du maa: Apollo paa Delos har ikke
"Raadet dig denne Strand, eller budt dig at standse paa Creta.

"Fjernt er et Sted. Hesperiens Land har de Grækere kaldt det:
"Landet er gammelt, og mægtigt i Krig, med en rundelig Jordbund.
"Nu det eie Oenotriske Mænd; dog melder os Rygtet,
"At de Yngre har efter en Helt det Italien opkaldt.
"Der er vort Eiendomshjem: thi der fra Dardanus oprandt,
"Samt Jasius, Fader til ham, fra hvilken vi stamme.
"Derfor, velan! meld glad udi Sind din bedagede Fader
"Dette vort Ord, som er vist! Ausoniens Land og Corythus	170
"Søge han flux! den dictæiske Mark ham Jupiter nægter."

Tordnet til Jord ved et saadant Syn og ved Gudernes Stemme,
(Thi det var ingen Søvn; men grant jeg saae deres Aasyn,
Syntes at see deres dækkede Haar, og det lysende Ansigt;
Derhos strømmed en isnende Sveed over hele mit Legem)
River jeg hurtig fra Leiet mig op, og strækker mod Himlen
Haanden, opløftet i Bøn, hvorhos jeg offrer paa Arnen
Viin ei blandet med Vand. Ved Offringens Ende jeg melder
Glad til Anchises alt, og fortæller ham Sagen i Orden.
Han gjenkjender den dobbelte Æt og de dobbelte Fædre,	180
At, ved en sælsom Feil, han Fortidens Stæder forvexled.

Derpaa han mæler: "Min Søn, omtumlet ved Iliums Uhæld!
"Ene Cassandra har ahnet engâng saa sælsom en Færdsel.
"Nu kan jeg mindes, hun varsled vor Æt alt Dette til Eie,
"Og at Hesperiens Land, samt Italiens Riger hun nævned.
"Dog til Hesperiens Strand at Teucrerne vilde sig nærme,
"Vented vel ingen; hvo satte vel Liid til Cassandra som Spaaqvind?
"Følger Apollo! advared' derom, bør vi følge der Bedre."

Saa han talte, og Alle saa froe adlyde hans Ordbud.
Brat vi forlade selv dette vort Hjem (Faa bleve tilbage)	190
Hidse saa Seil, og paa krummede Kjøl vi fare ad Bølgen.

Da nu paa Dybet alt Snækkerne laae, og ikke man skued
Kysterne mere, kun Luft overalt, kun Havet saa vide,
Over mit Hovede brat sig hæved en mørknende Regnskye,
Bringende Kulde og Mulm: i Mørket sig Bølgerne krummed.
Voverne væltes af Stormene frem: den mægtige Flade
Hæver sig høit: paa det vildsomme Svælg vi splittede kastes.
Dagen er hyllet i Skye, og natlige Taager betage
Synet af Himlen; fra bristende Skye fordoble sig Lynglimt;
Coursen vi tabe, og drive omkring paa de mørknede Bølger.	200
At ei Dag eller Nat han længere skjælner paa Himlen,
Eller kan minde sig Vei, Palinurus erklærer paa Dybet.

Hylled' i dækkende Mulm, tre dæmrende Dage vi vandre
Hen over Søe, uden Stiernernes Skin tre Nætter tillige.
Først paa den fjerde Dag et Land os tykkes at stige,
Samt i Fjerning at vise et Fjeld, og en stigende Røgdamp.
Seilene falde; med Kræfter vi roe, mens Søemanden pidsker
Skummet i kraftige Slag, og fejer den blaanende Bølge.

Mig, som af Voven er frelst, modtage Strophadernes Strande.
Strôphades kaldes af Græker ved Navn de Øer, som ligge	210
Midt i det store Iöniske Dyb, hvor den grumme Celæno
Samt de andre Harpyere boe, da Phineï Bolig
Lukkedes brat, og de iled med Skræk fra de forrige Borde.
Ingen Gestalt, meer rædsom at see, ei fælere Udyr
Hævede sig udi Gudernes Harm fra de stygiske Bølger.
Piger af Hoved, og Fugle af Krop; fra Bugen udskylles
Æklende Skarn; hver Haand er en Kloe, og Kinderne altid
Gustne af Sult.

Efterat, kasted' af Stormene hid, vi stunded til Havnen,
See vi af Øxne en frydelig Hjord, udbredt over Marken,	220
Dertil af Geeder en Flok, bevogtet af Ingen, i Græsset.
Frem vi styrte med Sværd: til Deel udi Byttet vi kalde
Jupiter selv, og af Guder Enhver: paa den bugtede Strandbred
Danne vi Sæder, og sætte paa Disk vore herlige Brade.
Dog, i en Hast, med et frygteligt Skud, fra Bjergene komme
Flux Harpyerne frem, der baske med larmende Vinger,
Medens de rane vor Brad, tilsøle med ækel Uhumskhed
Alt, og et frygteligt Skrig med den rædsomme Stinken forene.

Fjernt derfra, i en eensom Krog, under hvælvede Klipper,
Dækkede godt overalt af Træer og dæmrende Skygger,	230
Reise vi Borde paany, mens Altrenes Luer vi tænde.
Dog fra Himmelens fiernede Kant, og usynlige Kroge,
Kommer den larmende Hob, omflaggrer med Kløerne Byttet,
Og tilsøle vor Mad. Nu Vaaben at gribe, jeg byder,
Samt at Krigerne vove en Dyst med de rædsomme Væsner.
Hvad jeg beordred, udføre de flux: de lægge i Græsset
Sværdene skiulte, og giemme derhos de bedækkede Skjolde.

Som de nu skøde sig ned mod de bugtede Kyster, og hvined,
Gav udi Kobberets krummede Horn Misenus fra Klinten
Tegnet til Strid: nu prøver mit Folk den sælsomme Stridskamp,	240
At forhugge med Sværd de rædsomme Fugle fra Søen.
Dog fornemme ei Dunene Slag, ei Ryggene vise
Saar eller Meen: ved en hurtig Flugt de stige mod Himlen,
Medens de levne kun stinkende Spor og et Rov, som er halvslugt.

Ene Celæno, som standser sin Fart paa en kneisende Fjeldtind,
Sender, imedens hun varsler om Ondt, slig Tale fra Brystet:

"Krig, endogsaa for Køernes Drab, og de fældede Ungnød,
"Krig endogsaa paaføre I vil, Laomedons Afkom,
"Samt Harpyernes skyldfri Slægt frarive sin Hiemstavn?
"Hører da dette mit Ord, og lægger det saare paa Hjerte:	250
"Hvad til Phoebus den ypperste Gud, og Phoebus Apollo
"Sagde til mig, det melder jeg selv, de Furiers Ældste.
"Hen I gaae til Italiens Land, og, bede I Stormen,
"Ville I ogsaa Italien naae, og dets Havne erlange.
"Dog den skjænkede Bye omringe I ikke med Mure,
"Før en gruelig Sult, som Straf for den trodsige Myrden,
"Tvinger Jer Selv til at æde med Tand de begnavede Borde."

Saa hun talte: paa Vingen hun steeg og iled til Skoven.
Men hos Folket, af pludselig Skræk, brat isnede Blodet,
Stivnet i Angst; dybt sank deres Mod; ei mere ved Vaaben,	260
Kun ved Løfter og Bøn, de ønske at skaffe sig Naade,
Enten Gudinder det er, eller vilde Forbandelsens Fugle.

Fader Anchises selv, paa Stranden med løftede Hænder,
Raaber om Gudernes Hjelp, og befaler det skyldige Offer.
"Guder, I standse den varslede Gru! afværger vort Uhæld!
"Blidt I skaane vor dydige Æt!" Landrebet han byder
Flux at sprænge fra Strand, og at løsne de slappede Touge.
Vinden udfylder vort Seil; ad de skummende Bølger vi føres
Did, hvor Vinden og Styreren selv bestemme vor Søevei.

Midt udi Bølgen fremskinner saa klart Zacynthos med Skove,	270
Neritos' kneisende Fjeld, og foruden Dulichium, Same.
Bort vi ile fra Ithacas Skjær, fra Laërtes'es Riger,
Og forbande den Øe, der fostred den gramme Ulysses.
Derpaa den taageomringede Top af Leucatis Fjeldtop,
Samt Apollo, Søefarendes Nød, sig aabner for Øiet.
Hid vi mattede tye, og ved Byen, den lille, vi lande;
Ankeret binde vi fast: Bagstavnene stande paa Stranden.

Saasom vi glade betræde et Land, som vi ventede ikke,
Rense vi os, og ved Altrenes Ild vi til Jupiter bede;
Feire saa henover Actiums Strand vore troiske Lege.	280
Bryden og Kjæmpen, paa Fædrenes Viis, udi glidende Olje,
Prøve de Fæller med blottede Krop: at vi lykkeligt undslap
Grækernes Byer, og styred vor Flugt gjennem Fjenden, os fryder.

Alt udi aarlig Gang har Solen fuldendet sit Kredsløb,
Og udi Vinterens Kuld de Bølger sig reise i Stormen.
Derfor et hvælvet Skjold, en Dragt for den vældige Abas,
Hænger jeg op paa Dør, og betegner mit Offer med Paaskrift:
"Over de Græker, som vandt, Ænêas har Rustningen ophængt."
Derpaa at støde fra Land, samt sidde ved Aaren, jeg byder.
Fællerne pidske de Vover omkaps, og feje ad Bølgen.	290
Bagved skjule vi alt Phæacernes luftige Borge,
Seile saa langs med Epiri Kyst, til vi endelig lande
I de Chaoneres Havn, og staae ved det høie Buthrotum.

Her et utroligt Rye om Hændelser møder vort Øre,
At i de Grækeres Bye Priamiden Hêlenus hersker,
Arvende Scepter og Viv fra den Æacidiske Pyrrhus,
Medens Andromacha selv var igjen tilfalden en Landsmand.
Saare jeg studsed; høit lued mit Sind af besynderlig Længsel
Efter at møde vor Helt, og at høre saa sælsomme Optrin.
Frem af Havnen jeg gaaer, og iler fra Flaaden og Stranden.	300

Just en rørende Offringsskjænk, og vemodige Gaver,
Lidt fra Bye i en Lund, ved den falske Simois Bølger,
Yded Andromacha Asken i Jord; hun kaldte den Døde
Ved den Hectoriske Grav, som af Grønsvær, uden hans Legem,
Viet hun havde med Altere to, for at nære sin Kummer.
Der hun øinede mig, som gik, og skued med Rædsel
Troiske Krigeres Dragt, forfærdet, som var jeg et Jertegn,
Gjøs hun i sligt et Syn; af Legemet svandt hendes Varme;
Ned hun sank, og det vared en Stund, før hun siger med Møie:

"Est du en Skikkelse sand, hidkommen som levende Budskab,	310
"Guddomssøn? har du Liv? eller, svandt det herlige Livslys,
"Hvor er Hector?" Saa mæled hun: i Taarer hun udbrød,
Samt opfyldte hvert Sted med Skrig. Til hende, som raser,
Mæler jeg kort; oplader min Mund i Forvirring, og siger:

"Ja, jeg lever! i alskens Nød henslæber jeg Livet.
"Tvivl ei! Sandhed du seer.
"Ak! men hvilket et Lod, ved Tab af saa herlig en Mage,
"Gjæstede dig? Har et værdigt Held ledsaget din Vandring?
"Pleier Andromacha, Hectors Viv, Samleie med Pyrrhus?

Øiet hun fæsted paa Jord, og talte med bævende Stemme:	320
"Priami Datter bold! langt meer end vi andre lyksalig,
"Som ved en Fjendes Grav, ved Trojas mægtige Mure
"Blev nødtvungen at døe, kun du fritoges for Lodkast
"Og som Tærne at dele din Seng med en seirende Herre.
"Vi fra den flammende Fædrenebye over Havene førtes,
"Døied Achillis hovmodige Søn, og den trodsige Yngling,
"Ja undfanged i trællende Stand. Dog lysted ham siden
"Hêlenas Datter, og bringe som Brud Hermiône fra Sparta:
"Derfor han skjænked Hêlenus mig, da vi begge var Trælle.

"Dog optændt af en luende Ild for sin ranede Pige,	330
"Samt af Hævngudinderne selv opluet, Orestes
"Passer ham listigen op, og ved Fædrenes Alter ham myrder.
"Ved Neoptôlemi Død en Part af Rigerne tilfaldt
"Hêlenus. Denne forlehned den Navn af Chaonias Marker;
"Kaldte det hele Chaoniens Land af den troiske Chaon,
"Samt opførte paa Bjergenes Top, som i Troja, en Fæstning.

"Dog hvad Løb gav Vindene dig og den styrende Skjæbne?
"Har til denne vor Kyst en Gud dig uvidende dreven?
"Hvad gjør Ascanius vel? Er han frisk? Er han endnu i Live?
" - - - - - -	340
"Nærer den Kjære vel Længsel i Hu til sin mistede Moder?
"Ledes til mandigt Mod, og til Fortids ærlige Retsind,
"Barnet af Hector, en Slægtning nær, og sin Fader Æneas?"

Sligt hun mæled, og Taarerne randt, imedens hun frugtløst
Høit opvækked de klagende Skrig. Da iler fra Borgen
Hêlenus, Priami Søn, den Helt, ledsaget af Mængden;
Kjender sit Folk igjen, og fører os glad i sin Bolig,
Medens han tit ved de enkelte Ord udbryder i Taarer.
Troja det lille jeg ser paa min Gang, og Pergamus, formet
Efter det Store; tillige en Bæk, der rinder i Sandet,	350
Xanthus benævnt, og slynger min Arm om den scæiske Portdør.

Teucrerne nyde med os den Bye, som beboes af Landsmænd,
Hvilke den Konge saa bold beværter i mægtige Haller.
Festlig Viin de i Slottets Gaard fra Pokalerne offre;
Bradene ligger paa Guld, og i Hænderne holde de Bægre.

Een Dag svandt, og atter en Dag, mens Vindene vinke
Seilene frem, og den svulmende Syd udspiler vort Seildug.
Fast jeg holder paa Gudernes Tolk, og spørger om Saadant:

"Troiske Mand, du Himmelens Tolk, som Phæbi Alvælde,
Claros' Trefod og Laurbærgreen, samt Stjernerne, kjender,	360
"Derhos Fuglenes Sprog, og den flyvende varslende Vinge,
"Siig mig engang (min Fremtids Løb har de gunstige Guder
"Alt bestemt, og ved Almagts Bud har de Himmelske alle
"Vinket mig bort, for Italiens Land, det skjulte, at søge.
"Een alene mig varslede Gru, Harpyen Celæno,
"Ret unævnelig Skræk, og trued med frygtelig Vrede,
"Samt en ulidelig Sult) hvad Fare afværger jeg fremmest?
"Følgende hvad, skal jeg vorde istand til at kue mit Uhæld?

Efterat Hêlenus først har Ungqvæg slagtet, som Skik er,
Søger han bønligen Gudernes Hjelp; sit hellige Hoveds	370
Bindsler han løser, og fører mig hen til dit Tempel, o Phæbus!
Selv ved sin Haand, skjøndt ængstet i Sind ved den mægtige Guddom;
Mæler derpaa i begeistret Hu, og varsler som Spaamand:

"Guddomssøn! at paa Dybet du gaaer mod et høiere Formaal,
"Skuer jeg klart udi Gudernes Vink: saa Gudernes Konge
"Ordner din Skjæbne, bestemmer dens Gang, og jævner dens Udfald.
"Lidt af Meget, at gjæste du kan de fremmede Havne
"Mere betrygget, og ende dit Løb i Ausoniens Havne,
"Vil jeg berette dig her; at Hêlenus mælder dig mere,
"Ønske de Parcer ei, og ikke Saturnia Juno.	380

"Først Italiens Land, som du formener er tætved,
"Og hvis Havne saa nær du taabeligt troer at erlange,
"Fjerner en lang og en farlig Vei ved Lande saa vide.
"Først skal Aarerne bøie sig krumt i Trinacriens Bølge,
"Først med Snækken du varligen gaae ad Ausoniens Vover,
"Skue den colchiske Circes Øe, og Søer i Orcus,
"Førend du kan i et roligt Land opbygge dig Mure.
"Dog vil jeg give dig Tegn, men gjem og behold dem i Sinde.

"Naar i Bekymring du gaaer ved den eensomt bølgende Flodstrøm,
"Og du en frygtelig Søe har ved Egene funden paa Stranden,	390
"Som, med sin talrige Yngel af tredive Grise, sig hviler,
"Hvid, udstrækkende sig, med Grise, saa hvide, om Yvret,
"Der skal stande din Bye, der hviler du sikkert fra Arbeid.

"Ei for de kommende Bid udi Bordene gyse dit Hjerte!
"Skjæbnen anviser dig Trøst, og Apollo vil hjelpe dig anraabt.
"Dog maa du Kysterne hist, og det af Italiens Strandkyst,
"Hvilket, ei fjernet, vort eget Hav opskyller med Bølgen,
"Flye; thi de Grækeres nedrige Folk er i Byerne bosat.
"Her de Locrer fra Naryx' Bye har Murene opreist,
"Idomeneus fra den lyctiske Bye har med Krigere taget	400
"Egnen omkring Salent; der liden Petelia kneiser,
"Som Philôctêtes, Melibøas Drot, har befæstet.

"Men, naar Snækkerne staae hiinsides af Havet, paa Landjord,
"Naar du har Altere reist, og betaler dit Løfte paa Stranden,
"Ganske tilhyllet, i Purpurgevandt du dække dit Hoved,
"For at der ei, ved den hellige Ild, under Gudernes Offring,
"Møde dig skal et forstyrrende Syn, og forvirre dit Varsel!
"Denne vor Offringsskik haandhæve du selv og dit Følge:
"Denne, med gudeligt Sind, dine Efterkommere følge!

"Men naar Stormen har ført dig hen til Siciliens Kyster,	410
"Og naar Sundet udvides igjen ved det snævre Pelorum,
"Maa det Venstre af Bølge og Land, endogsaa ved Omvei,
"Søges af dig; tilhøire du flye baade Kyster og Landjord!
"Egnene der, fraskilte ved Vold, og ved vældige Jordskjælv,
"(Hvad kan Tidernes Gang udi Løbet ei mægte at ændre?)
"Brast, som man siger, i to, skjøndt Landene begge var fordum
"Samled' i eet; thi Voverne steeg udi Midten og Bølgen
"Splitted Hesperiens Kyst fra Sicûlerne: Byer og Marke
"Skilledes nu ved en Strand, som de ængede Vover beskylle.

"Scylla i Sundet til høire, til venstre den grumme Charybdis	420
"Sidder, som dybt i det rædsomme Svælg tre Gange opsluger
"Vældige Bølger som ned i en Tragt, og atter mod Himlen
"Kaster dem vexlende op, og rammer de Stjerner med Voven.

"Scylla er dybt i en Hule fordulgt i et dæmrende Natmulm,
"Stinger kun Hovedet frem, og drager mod Klipperne Snækken.
"Oven i Menneskeform, liig en Møe med de herligste Bryster,
"Er hun til Bæltet; dog neden en Hval, med et grueligt Legem;
"Thi til en Vom af en Ulv sig slutter en Hale af Marsviin.
"Heller du nærme dig maa Siciliens Klippe Pachýnum,
"Skjøndt med Dvælen, og bugtende gaae ad en længere Omvei,	430
"End, i det vældige Fjeld, den rædsomme Scylla blot eengang
"Selv at see, under Klippernes Brag af de blaanende Hunde.

"Ejer endvidere Hêlenus Klygt, fortjener han Tiltroe,
"Naar han varsler, og fyldes hans Sind af Apollo med Sandhed:
"Da ikkun eet, af Alting eet, o Søn af en Guddom,
"Raader jeg dig, og mangen engang gjentages min Varsel:
"Først og fremmest du røre ved Bøn den mægtige Juno!
"Bring dine Ønsker til Juno med Lyst: den mægtige Dronning
"Tvinge du maa ved ydmygelig Skjænk: da vil du med Seiren
"Mod den Italiske Kyst, naar du gaaer fra Trinacria, sendes.	440

"Naar du er kommen derhen, og nærmer dig Muren om Cuma
"Samt den hellige Søe, og Averna, med susende Skove.
"Da vil du fange Spaaquinden at see, der ved Foden af Klippen
"Synger om Skjæbnen, og skriver hvert Ord og hver Tanke paa Løvværk.
"Alle de Spaadomsord, som Pigen paa Bladene skriver,
"Ordner hun nøie i Tal, og lader dem ligge i Grotten.
"Løvet beholder urokket sit Sted, og forandrer ei Pladsen.
"Men saa ofte den ringeste Vind fra den dreiede Hængsel
"Løvet har rørt, og Bladene smaa tilpustes fra Døren,
"Dog, i den Hvælving huul, naar de flaggre, hun griber dem ikke,	450
"Ordner dem aldrig paanye, og knytter ei Varselet mere.
"Mange maae gaae uden Svar, og Sibyllas Bolig de hade.

"Dog ei angre du her selv Tab af et længere Tidsrum,
"Om end Sællerne knurre derved, og med Magt imod Dybet
"Løbet dig kalder, og fylde du kan dine Seil udi Medbør.
"Dog til Præstinden du gaae, og fordre med Bønner Oraklet,
"Samt at mundtlig hun spaaer, og naadig oplader sin Stemme.
"Hun Italiens Folk, og alle de kommende Krige,
"Samt, hvorlunde du flyer, og bestaaer de enkelte Kampe,
"Lære dig vil: for din ydmyge Bøn hun vil give dig Medbør.	460
"Der har du alt, som ved Hjelp af mig, du ævner at vide.
"Drag nu herfra, og hæv imod Skye det forstørrede Troja."

Da med en venlig Røst den Spaamand mælede Saadant,
Mangen en Gave af vægtigt Guld og af snittede Filsbeen,
Lader han bringe til Skibene ned. Han pakker paa Snækken
Talrig Mængde af Sølv, samt dôdônæiske Gryder,
Derhos et Pandser trefoldigen gjort af Guld og af Hager,
Samt en Hjelm, med en kostelig Knap og med zirende Haarpynt,
Alt Neoptôlemi Dragt. Til min Fader er passende Gaver.
Heste han giver, samt Karle dertil:	470
Fylder de Søemænds Tal og forsyner vor Skare med Aarer.

Nu at berede til Snækkerne Seil, befaler Anchises,
For at, naar mueligen Vinden er god, Forhaling ei opstaaer.

Ham tiltaler Apollos Tolk paa en hædrende Maade:
"Du, som er værdiget Kjærlighedsbaand med Venus, Anchises!
"Gudernes Ven, som af Pergami Fald to Gange er ræddet,
"See, hist ligger Ausoniens Land: did styre dit Skibsseil!
"Nu dog byder Nødvendighed selv, at du seiler forbi det;
"Den Ausoniens Deel, som Apollo dig aabner, er fjernet.
"Gaae! dit Hæld er en elskende Søn. Ei videre vil jeg	480
"Ved forlængede Ord den Vind, som begynder, forsinke."

Ei var Andromacha mindre beklemt udi Afskedens Time,
Medens hun bringer til Skjænk, udi Guld baldyrede, Klæder,
Samt til Jülus en phrygisk Dragt, at han intet skal miste.
Selv, da hun giver ihob de vævede Gaver, hun mæler:

"Om mine Hænders Værk til Erindring tage du dette,
"Og som Vidne, min Dreng! om Andromachas varige Ømhed,
"Hectors elskede Viv. Tag sidsten Gave af Dine,
"Du som alene erindrer mig end om Astyanax' Billed.
"Saa var hans Blik, saa teed han sig med Hænder og Aasyn,	490
"Og, udi jævnlige Aar, nu stod han i Ungdommens Alder."

Medens jeg Afskeed tog, jeg mæled med rullende Taarer;
"Gid I maa leve med Hæld, for hvem Eders Skjæbne er fuldbragt!
"Vi fremdeles skal tumles omkring fra Skjæbne til Skjæbne.
"I erlangede Roe; ei Bølgen af Eder skal pløies;
"Ei skal Ausoniens Mark, der bestandigen viger tilbage,
"Søges af Eder. Et Billed I see af Xanthus og Troja,
"Som I har dannet med egen Haand, under skjønnere Varsler
"Ønsker jeg Eder, og mindre betrængt, end det Første af Græker.
"Naar jeg engang ved Tiberens Flod, og ved Tiberens Omegn,	500
"Lander, og skue den Bye, som mit Folk forundtes at eie,
"Skal de beslægtede Folk, og de fordum samlede Stæder,
"Hisset Epirus, Hesperien her, som fra Dardanus stamme,
"Og oprinde fra samme Rod, forenes i Eendragt
"Til eet Troja; dog denne min Plan tilfalder min Afæt."

Tæt ved de nære Cerauniske Skjær vi seile paa Havet,
Hveden tilsøes mod Italiens Land er den nærmeste Gjenvei;
Solen tillige gaaer ned, og de mørknede Bjerge fordunkles.
Tæt ved Bølgen vi tage os Roe i de ønskede Egne,
Kastende Lod om at roe; omkring paa den tørrede Strandbred	510
Strække vi os, og den trættede Krop forfriskes i Søvnen.

Natten, i Timernes Gang, var ei kommen til Midten af Banen,
Før Palinurus, i virksomt Hu, sig kaster af Leiet,
Forsker om Vinden, og griber hver Luft med det lyttende Øre;
Mærker sig Stjernernes Hær, der glide paa Himlen saa tause,
Snart Arcturus, snart Bjørnenes Par, og de vaade Hyader,
Snart han vender sit Blik mod Orìon, som væbnes med Guldsværd.
Da han nu mærker, at Luften er klar og bebuder ham Tryghed,
Giver han tydeligt Tegn fra sin Stavn: da flytte vi Leiren,
Prøve at reise paanye, og sprede de vingede Seil ud.	520

Rødmende hæved Aurora sig op, og Stjernerne svunde,
Da i det mørknede Fjerne vi see Italiens Lavland,
Samt dets Høie. "Italien!" først udraaber Achates,
Og med et frydeligt Raab Italien hilser mit Krigsfolk.
Flux en Kumme, saa stor, med Krandse min Fader Anchises
Pynter, og fylder tillige med Viin, samt beder til Himlen,
Medens han staaer paa den højnede Stavn:

"Guder, som herske paa Søe og paa Land, hvem Stormene lyde,
"Giver en Vei, som i Vinden er let: tilblæser os Medbør!"

Da forstærkes den ønskede Vind: ei fjernet sig aabner	530
Havnen, og høit paa et Fjeld vi see til Minerva et Tempel.
Fællerne sænke vort Seil, og vriste de Stavne mod Stranden.
Her, mod den østlige Strøm, en Havn, som en Bue, sig krummer,
Skjærene ligge foran, og skumme bestænkte af Saltvand.
Selv er den skjult: kun i dobbelt Rad taarnspidsede Klipper
Strække som Arme sig ud, og Tempelet svinder fra Stranden.

Gangere fire i Tal, som det første Varsel, jeg skued,
Gnavende Græsset ag Marken omkring, som Sneen saa lyse.
"Krig du bringer os, fremmede Land!" skreeg Fader Anchises,
"Hestene væbnes i Krig; Krig varsle de græssende Hjorde.	540
"Stundom man vænner dog Dyrene til, samspændte for Vognen,
"Roligt at gaae, samt bære i Aag eendrægtige Bidslet.
"Altsaa, han sagde, er Haabet om Fred." Derpaa vi anraabe
Pallas, de Krigeres Møe, der først i vor Glæde modtog os.
Ved hendes Altere hylle vi os i de Phrygiske Klæder,
Og, som Hêlenus bød, ja ret paalagde med Iver,
Brænde vi fromt den befalede Skjænk til Juno i Argos.

Uden Forhaling i Hast, da Bønnerne vare fuldbragte,
Dreie vi Stængerne frem, med Seil omvundne, mod Vinden,
Og fra Grækernes Hjem, og de farlige Marker, vi ile.	550
Herculis Bugt ved Tarent, hvis Rygtet ei lyver, vi skue,
Mens paa en modsat Kant Lacinia hæver sig herligt,
Cautons Borg, Scylacêums Fjeld, hvor Skibene strande.

Op af Bølgerne øine vi fjernt Trinacrias Ætna,
Medens en frygtelig Bragen i Søe og Klippernes Gjenlyd,
Samt imod Kysterne brækkede Lyd, vi høre i Afstand.
Bølgerne væltes i Spring, og Sandet i Brændingen syder.

Derpaa Anchises skreeg: "Jeg mærker det: her er Charybdis;
"Her er de Klipper og rædsomme Skjær, som Hêlenus varsled.
"Vel, Kammerater, nu frelse I os: nu bruge I Aaren!"	560
Gjerne de gjøre hans Bud, og først Palinurus med Møie
Dreier til Venstre, mod aaben Søe, den knagende Forstavn,
Og den samtlige Trop gaaer til Venstre med Seil og med Aarer.
Snart paa det hvælvede Svælg vi løftes mod Himlen, og atter
Trække sig Bølgerne bort, og vi synke til Aandernes Rige.
Tregang lød der et Brag imellem de hulede Klipper,
Tregang saae vi det sprøitede Skum, og de dryppende Stjerner.

Trætte vi vare, da Solen gik ned, og da Vinden sig lagde:
Glide saa, uden at kjende vor Vei, til Cyclopernes Kyster.
Havnen er selv for Stormene fri, og af rummeligt Omfang,	570
Men med et frygteligt Brag høit Ætna tordner ved Siden.
Snart det slynger mod Himmelens Skye fordunklende Taage,
Hvirvlende Røgen som Beeg, opfyldt med gloende Æmmer,
Medens det kaster med Klumper af Ild, som Stjernerne slikke.
Snart Indvolde af Fjeldene selv, og de mægtige Klipper
Slynger det frem i sin gjærende Harm, og fordunkler med Lava
Luften i stønnende Brag, og syder fra nederste Grundlag.

Rygtet har sagt, at Enceladi Krop, halvbrændt udi Lynet,
Trykkes af Stenenes Vægt, og at Ætnas mægtige Ildbjerg,
Over ham sat, af sin bristende Ovn udvælder sin Lue,	580
Medens, naar trættet han skifter sin Plads, Trinacrias Øeland
Skjælver i rullende Brag, og spreder paa Himmelen Røgdamp.

Natten igjennem der rædsomme Brag, omgivne af Skove,
Døie vi maa; dog skue vi ei, hvad i Larmen er Aarsag.
Ikke der lysed en Stjerne saa blank; ei klaredes Himlen
Ved den stjernige Luft; paa den mørknede Himmel var Taage,
Og i en ublid Nat var Maanen indhyllet i Skyer.

Alt i den tidlige, dæmrende Øst sig hævede Dagen,
Og udi Skye Aurora forjog de fugtige Taager,
Da gjennem Skoven med eet, fortæret af yderlig Mathed,	590
Ussel i Klæder, en sælsom Figur af en Mand, vi ei kjende,
Træder os nær, og strækker mod Søe ydmygeligt Haanden.
Nøie vi see: dybt hænger hans Skjæg, han er rædsomt ureenlig;
Ene ved Torne samholdes hans Dragt; forøvrigt en Græker,
Samt udi Krigen mod Ilium sendt i de fædrene Vaaben.

Som Dardanernes Dragt og de troiske Vaaben han fjernet
Skued, han standsed i Gang, ved den første Beskuelse skræmmet,
Hæmmende alt sine Trin: dog snart imod Stranden han hurtigt
Iler med Graad og med Bøn: "Ved Stjernerne beder jeg Eder,
"Ved den øverste Gud, og ved Luften, som lyser og aandes,	600
"Teucrer, I tage mig med! hvorhen I end ville, mig fører!
"Jeg er med Alt tilfreds! At jeg tjente paa Grækernes Flaade,
"Og imod Iliums Bye har stormet i Krigen, tilstaaer jeg;
"Dersom i dette min Brøde er stor, og min Daad har fortjent det,
"Splitte I mig udi Søe, og sænke mig ned udi Bølgen!
"Selv i min Død vil det skaffe mig Trøst, at ved Mennesker faldt jeg."

Saa han taler, omfavner vort Knæe, og til Fødderne klynger
Tæt sig fast. Vi spørge ham nu, hvo han er, af hvad Slægtsbyrd
Runden han er, samt nævne os flux, i hvad Skjæbne han stædes.
Fader Anchises selv, ei dvælende saare, den Yngling	610
Byder sin Haand, samt livner hans Mod ved saa synlig Opmuntring.
Denne, da Frygten omsider er glemt, beretter os Saadant:

"Ithaca fødtes jeg paa; med den arme Ulysses jeg fulgte.
"Mig, Achemênides kaldt, Adamâstus avled, den Arme,
"Som - hvi blev jeg i Armoden ei? - mig sendte til Troja.
"Her, da i ængstelig Hast vi drog fra den grusomme Bolig,
"Fællernes glemsomme Hu, i Cyclopens rædsomme Hule,
"Levnede mig. Af Ædder og Blod opfyldes hans Vaaning,
"Som i det Indre er dunkel og stor: mod de høinede Stjerner
"Rank han slaaer (bortfjerner fra Jord, I Guder, det Udyr)	620
"Thi han er farlig at see, og venlig mod Ingen i Tale;
"Kun de Usaliges Kjød og sortnende Blod er hans Næring.

"Selv har jeg seet, at Mennesker to af Skibenes Mandskab,
"Grebne med vældig Haand, da i Midten af Hulen han hviled,
"Selv mod Klippen han slog, saa i Blod de bestænkede Døre
"Svømmed; jeg saae hvor de Lemmer, som flød med den dunklede Blodstrøm,
"Graadig han tygged, og Kjødet, end varmt, under Tænderne bævred.

"Straf dog fulgte hans Daad; thi sligt ei taalte Ulysses,
"Heller ei glemte Ithaceren sig i saa farlig en Stilling.
"Thi da han, mættet af Mad, og dybt begravet i Vinen,	630
"Lagde sin krummede Hals, og strækked sig hen udi Grotten
"Frygtelig stor, og ræbede Blod udi Søvne og Stumper
"Blandt den blodige Viin, anraabte vi Gudernes Almagt,
"Kasted saa Lod om vor Dont, og med eet, fra samtlige Kanter,
"Styrte vi frem, og med skjærpede Spyd udstinge det store
"Øie, som under de trodsige Bryn sig eenligen skjuled,
"Liig et argolisk Skjold, eller og den lysende Soelrand.
"Saa vi hævne med Fryd Kammeraternes Skygger, han myrded.

"Flygter, I Arme, o flygter i Hast, og hurtigen kløver
"Touget fra Land!	640
"Som Polyphêmus, i Vært og i Sind, udi hvælvede Huler
"Lukker i Fold sine uldede Faar, og malker dem Yvret,
"Hundrede Slige omdrive iflæng paa den krummede Strandbred,
"Fule Cycloper, og vandre omkring paa de høinede Fjelde.
"Alt har Maanens oplysende Horn forenet sig tregang,
"Medens i Skovenes Lye og i Huler, hvor rædsomme Udyr
"Søgte sit Hjem, jeg slæber mit Liv, efter vilde Cycloper
"Titter fra Fjeldet, og hører med Skræk deres Stemme og Fodtrin.

"Ene en sørgelig Kost, kun Bær og stenige Hyben
"Yder mig Grenen; jeg næres af Græs og de Rødder, jeg oprev.	650
"Medens jeg speidende gik, jeg snart bemærked en Flaade
"Nærme sig hid: i hvilken den var, jeg beslutted at følge
"Denne: min Glæde var stor, naar jeg slap fra de rædsomme Væsner.
"Heller maa I, ved en udvalgt Død, berøve mig Livet."

Som han mælede sligt, vi skued fra Toppen af Bjerget,
Med sin rædsomme Væxt at røre sig mellem sin Qvæghjord
Hyrden selv, Polyphêmus, og ile mod Stranden, han kjender,
Ret som en vild og uformelig Trold, hvem Synet er røvet.
Granen, han holder i Haand, ham styrker og leder hans Fodtrin.
Uldige Faar ledsage hans Gang: kun disse ham glæde,	660
Og husvale hans Tab.

Som han nu møder det bølgende Dyb, og kommer til Havet,
Vasker han Blodet, der strømmende gaaer fra det Øje, de udgrov,
Medens han Tænderne skjærer med Suk. Skjøndt hen imod Dybet
Alt han træder, han vædes dog ei om de mægtige Sider.
Fjerned', dog bange, vi skynde paa Flugt, og tage den Arme
Velfortjente ombord: i Stilhed kløve vi Touget,
Og, under anstrængt Kraft, vi feie med Aarerne Bølgen.
See! da mærked han os, og dreied sin Gang efter Lyden.

Men, da der ikke forundes ham Magt at gribe med Haanden,	670
Og han er ikke istand til at bunde de joniske Bølger,
Hæver han høit et umaadeligt Skrig, saa Havet og alle
Voverne skjalv, saa Italiens Land i det indre blev ængstet,
Og i de hvælvede Hulers Svælg dybt brølede Ætna.
Flux Cyclopernes Folk fra Skoven og Bjergenes Toppe
Styrter til Havnen, forfærdet af Skræk, og de flokkes paa Stranden.
Der vi see dem at staae, forgjæves med truende Miner,
Ætnas Brødre, som løfte mod Skye det kneisende Hoved,
Ret en frygtelig Hob, som naar paa Toppen af Klippen
Stammer af kneisende Eeg, eller og Cypresser med Kupler	680
Stande som Jupiters luftige Skov, eller Artemis' Lunde.

Voldsom Skræk tilskynder os flux at klare vort Tougværk,
Og opfylde vort Seil, hvorhen vi end stande, ved Medbør.
Derimod varsler os Hêleni Ord: "Charybdis og Scylla
"Ere til Døden den sikkreste Vei, paa det ringeste Haarbred,
"Om man forlader sit Løb" og brat vi beslutte at vende.
See da kommer fra Nord, fra Pelorums ængende Forbjerg,
Just en lykkelig Vind. Pantâgias klippige Munding
Fares forbi, og Megâras Bugt, samt det skakkede Thapsus.
Denne, paanye beseilede, Strand Achæmênides atter	690
Saae og forklarede mig, hiin Svend hos den arme Ulysses.

I den sicaniske Bugt, ved Plemmýriums bølgede Forbjerg,
Strækker en Øe sig frem, af de Ældre Ortygia kaldet.
Hid beretter et Sagn, at en Flod i Elis, Alphêus,
Drev under Havet en hemmelig Vei, og at denne sig blander
Nu, Arethusa! med dig, mellem dine siculiske Bølger.
Stedets de mægtige Guder opfordred' vi dyrke, og derpaa
Seile vi hen ved Pelori Flod med sit herlige Marskland.

Næst Pachyni opstigende Fjeld, og de kneisende Klipper
Glide vi tæt forbi; derpaa Camarina, hvis Sumpe	700
Skjæbnen har aldrig at røre forundt, samt Marken om Gela,
Gela, den mægtige Bye, som med Navn opkaldes af Floden.
Acragas' luftige Fjeld sin vældige Bye i det Fjerne
Viser, der avled i fordumstid de modige Heste.
Dig vi forlade med gunstig Vind, palmrige Selinus,
Og Lilybæum jeg seiler forbi med de farlige Grundskjær.

Herpaa Drêpani Havn, og de vilde, udyrkede Kyster
Møde min Vei. Just her, omtumlet af Storme paa Havet,
Miste min Fader jeg maa, min Trøst udi Kummer og Uhæld,
Ak, min Anchises selv! Her, ædleste Fader, du svigted	710
Mig, som var træt, og forgjæves du selv fra Farerne frelstes.
Varsleren Hêlenus ei, skjøndt mangen en Rædsel han varsled,
Sagde mig denne min Sorg, ei heller den vilde Celæno.
Sligt var den sidste Kamp, og et Maal for min vildsomme Reise,
Thi imod Eders Kyst mig Guderne drev ved min Bortgang.

Saa berettede her, og enhver var Øre, Æneas
Hvad beskikket ham var, derhos sine Vandringer hidtil.
Helten endelig taug: og, da alt var til Ende, han hviled.

4. Sang

Tilbage