4. sang

TOP

Fjerde Sang.
Indhold

Under denne Fortælling er Dido endnu mere bleven indtagen af Helten, og fatter den Beslutning, at betroe sig til sin Søster Anna. Denne, som ikke finder noget Upassende deri, opmuntrer hende til at ægte den fremmede Helt (v. 1 - 89). Juno, som troer at have faaet en passelig Leilighed til at holde Æneas fra Italien, foreslaaer paa en trædsk Maade Venus, at forene Dido med Æneas ( - 128), og paa en Jagt, som foranstaltes, forener hun dem virkeligen, skjøndt under meget ugunstige Tegn ( - 172). Imidlertid overhænger Jarbas, den Gætuliske Konge, en af Didos forrige Beilere, Jupiter om at skaffe sig Hævn paa Dido, og nu sendes Mercurius ned til Æneas med Opfordring, at han skal reise til Italien ( - 278), hvilket han ogsaa laver sig til at efterkomme. Da Dido mærker, hvad der er i Gjære, og seer, at han vil seile bort, prøver hun deels selv ( - 392) ved Bønner og Graad, deels ved Hjelp af Anna ( - 449) at afraade ham derfra. Men nu faaer Æneas atter et Bud igjennem Mercurius fra Jupiter, og ifølge dette letter han Anker (554 - 583). Dido, som allerede før har besluttet at døe, tilbereder i Slottet, ved Søsterens Hjelp, som dog ikke veed hendes Hensigt, et Baal, for ved forstilte magiske Tryllekonster at blive sin Kjærlighed qvit ( - 521). Da Dido nu til sin forøgede Harme seer, at Troerne ere borte ( - 553) forbander hun Æneas ( - 629), sender sin Amme Barce bort, og dræber sig selv. Sangen endes med Annas og de forladte Carthageres Jammer og Klage.


Dronningen, alt forlængst dybt saaret af Kjærligheds Kummer,
Nærer sit Indres Saar, og tæres af hemmelig Lue.
Ofte hun mindes i Hu den kraftige Helt, og hans Slægtsbyrds
Herlige Glands: udi Hjertet fast sig hæfter hans Aasyn,
Samt hans Ord: i den trykkende Qval har ei Lemmerne Hvile.

Alt oplyste Aurora paanye med sin luende Fakkel
Jorden, og splitted fra Himmelens Bryn de samlede Skyer,
Da den daarede Viv tiltaler den elskende Søster:

"Anna, min Søster, hvad ængstelig Drøm forfærder med Skræk mig?
"Hvo er den sjeldne Gjæst, der nærmed sig nylig vor Bolig?	10
"Hvor han er ædel at see, hvor modig i Hjerte og Vaaben!
"Sikkert jeg troer - og jeg skuffer mig ei - han er Gudernes Afæt.
"Kun vanartede Sjæl ved Frygtsomhed røbes: i hvilke
"Hændelser tumledes han! hvor han talte om Kampe, han udstod!
"Havde jeg ei i min Sjæl urokket og sikkert besluttet,
"Aldrig i Samlivs Baand at ville mig oftere fængsle,
"Saasom min Kjærligheds første Ven mig skuffed i Døden;
"Var jeg ei fuldelig leed af Samlivs Leie og Bryllup:
"Ene for denne Feil maaske jeg muligen nedsank.

"Anna! (jeg dølger det ei) fra den Stund min arme Sychæus	20
"Fandt sin Død, og min Broders Last forjog mine Larer
"Bøied han ene mit Sind, og bevæged mit vaklende Hjerte.
"Ja! jeg kjender igjen nye Spor af den slukkede Flamme!
"Før dog ønske jeg vil, at Jorden maa aabne sin Afgrund,
"Almagts Gud nedstyrter mig før ved sin Straale til Orcus,
"Mellem de Skygger saa blege, til Erebi dybeste Natmulm,
"End jeg vil krænke, Blyfærdighed, dig! og forhaane dit Lovbud.
"Han, som knytted det første Baand, min Kjærlighed modtog;
"Han beholde den nu, og gjemme den hos sig i Graven."
Saa hun talte, og fyldte sin Barm med de rullende Taarer.	30

Svared saa Anna: "Min Søster kjær, meer elsket end Livet!
"Skal du, bestandig i Sorg, alene henleve din Ungdom?
"Kjende ei elskede Børn, og Frugten af Kjærligheds Favntag?
"Troer du, at Aander sig ængste ved sligt, og den jordede Aske?
"Vel! da du sørged for ham, dig bøied af Elskere Ingen:
"Ikke fra Tyros, ei Libyen selv: du haaned Järbas,
"Samt de øvrige Mænd, som Africa, riig paa Triumpher,
"Nærer i Skjød: hvi strider du hardt mod den Elskov, du ynder?

"Randt dig aldrig i Hu, i hvad Land du fæster din Bolig?
"Hist Gætulerne boe, et Folk, som i Krige ei tvinges,	40
"Vilde Numidere trænge dig hist, og det vildsommr Syrtis.
"Her er et Land, af Tørke forladt; hist rase saa vide,
"Barca's Folk: ei tale jeg vil om Krigen fra Tyros,
"Ikke din Broders Harm.

"Derfor jeg troer, at ved Gudernes Bud, og den hjelpende Juno.
"Styrede Iliums Skibe herhid, under Stormenes Medfør.
"Søster, o see hvilken Bye! hvor mægtigt et Rige vil opstaae,
"Styret ved slig en Pagt! forenet med Teucrernes Vaaben
"Stolt til Hæder og Magt sig hæver det puniske Rige.
"Søg blot Gudernes Gunst, og ere de bøied' ved Offring,	50
"Mildt du beværte din Gjæst, og finde ham Grund til at tøve.
"Storme jo rase paa Havet saa vildt; af den vaade Orion
"Skibene slaaes i Qvag, og Himmelen truer med Uveir."
Talende sligt, oppusted hun meer det luende Hjerte,
Gav hendes vaklende Sind nyt Mod, og forjog hendes Blyhed.

Først til Templerne ile de hen, nedbede ved Altret
Naaderig Hjelp, og offre de Lam, som de valgte, til Phoebus,
Samt til Ceres, der ordner vort Liv, og til Fader Lyæus;
Dog til Juno især, som Ægteforeninger knytter.
Selv, med en Offringsskaal i sin Haand, den yndige Dido	60
Ned mellem Hornene øser sin Viin paa den snehvide Qvie.
Snart hun træder for Gudernes Blik ved de dampende Altre,
Stifter ved Gaver en Fest paanye, og stirrer fordybet
Ned i det aabnede Dyr, og beseer de rygende Lunger.

Præster, ukyndige Mænd! hvad gavne vel Løfter og Templer
Hendes bedaarede Sind? Alt tærer den smigrende Lue
Legemets Marv, og et hemmeligt Saar dybt lever i Hjertet.

Dido, den Arme, fortæres af Ild, og liig en Forvildet
Løber hun Byen omkring, som en Hind, der er truffen af Pilen;
Hvem i sin rolige Gang, udi Cretas Lunde, i Frastand	70
Hyrden har rammet paa Jagt, men forlod den flyvende Piilspids
Uden at vide han traf: paa sin Flugt gjennem Skoven paa Dicte
Farer den frem, skjøndt det myrdende Staal har i Siden sig hæftet.

Ofte, tillige med sig, gjennem Byen hun fører Æneas:
Viser den Skat, hun fra Sidon har bragt, sin Bye, som er færdig;
Prøver at tale, men standser igjen udi Midten af Talen.
Naar nu Dagen er endt, begynder hun atter et Festlag,
Hvor, afsindig, hun higer paanye at høre hver Trængsel,
Ilium leed; og hun lytter igjen til den Talendes Stemme.

Skilles de endelig ad, og den dunklere Maane forjager	80
Lysende Dag; indbyde til Søvn de synkende Stjerner,
Klager hun eensom i tomme Gemak; pa det Leie, hun hader,
Segner hun: Fjernet endog den Fjernede seer hun og hører.
Ofte Ascanius selv, indtagen af Faderens Billed,
Løfter hun høit paa Skjød, for at skuffe sin voldsomme Elskov.

Halvendt Taarn ei hæver sig meer; den væbnede Ungdom
Øver sig ei; man danner ei Havn; ei værnende Mure
Bygges mod Krig; Alt staaer ufuldendt; de vældige Mures
Truende Tind, ja Slottet endog, som steeg imod Himlen.

At hun betoges af slig en Sot knap fuldeligt mærked	90
Jupiters elskede Viv, og i Elskov trodsed sit Rygte,
Før med følgende ord til Venus Saturnia taler:

"Ret en fortræffelig Roes, og et mageløst Bytte I fange,
"Du og din mægtige Søn! en stor og en mærkelig Gudskraft,
"Naar af Guderne to een dødelig Qvinde beseire!
"Ikke mig ganske undgik, at for denne vor Bye du har frygtet,
"Og udi Mistroe holdt det høie Carthagos Palladser.
"Dog - naar vorder det endt? hvortil saa vældig en Stridskamp?
"Heller en evig Fred, og den alt bestemte Forening
"Knytte vi fast! du haver jo Alt, hvad du hæftigen ønsked.	100
"Dido fortæres af Ild, udi Marven hun føler sin Elskov.
"Fælleds regjere vi her! hendes Folk vi eie med lige
"Vælde, imedens hun Selv er lænket af Phrygiens Elsker,
"Og, som en Morgenskjænk, dig bringer det tyriske Rige!"
Hende (thi snart hun saae, at med svigefuldt Hjerte hun talte,
For til Libyens Kyst at bringe Italiens Rige)
Venus svarede saa: "Hvo vil, vanvittig i Sindet,
"Nægte dig sligt, eller hellere see, at bekjæmpe med Magt dig,
"Naar, hvad du nylig har sagt, geleides af Hæld og af Lykke?
"Skjæbnen alene forvirrer mit Hu; om Jupiter ønsker,	110
"At de Tyrier enes i Bye med de vandrende Troer,
"Om han vil, at de blandes ihob, og forenes i Forbund?
"Du er hans Viv, du mægter ved Bøn at fritte hans Hjerte.
"Prøv, jeg følger dig flux."

Da svared den mægtige Juno:
"Denne Bekymring paatager jeg mig: kun Maaden paa hvilken
"Dette kan skee, vil jeg sige dig kort: mærk vel paa min Tale!
"Alt er Æneas beredt, og med ham den usalige Dido,
"Til udi Skoven en Jagt, naar Titan sig hæver imorgen
"Aarle paanye, og har atter oplyst vor Jord med sin Straale.
"Over dem ned, fra den sortnende Skye, regnblandede Haglveir,	120
"Medens hver Rytter har travlt, og Lunden omringes af Jagtgarn,
"Øser fra Skyen jeg ned, og brager i Himlen med Torden.
"Følget adsplitter sig flux, og hylles i dunklende Natmulm.
"Dido vil søge sit Lye udi samme Grotte som Helten.
"Did jeg begiver mig selv, og, er paa dit Ønske jeg sikker
"Knytter jeg dem med et varigt Baand og skjænker ham hende.
"Her skal Foreninge staae!"

Slig Bøn ei nægtede Cypris,
Skiænked sit Bifald, og loe ad den List, hun saa tydeligt mærked.

Alt Aurora opsteg, og forlod Oceâni Strømme.
Frem i dens stigende Glands nu iler den kaarede Ungdom	130
Med sine Garn og den maskede Snoer, samt de spidsede Jagtspyd,
Medens Massyleren styrter tilhest med de snusende Hunde.
Dronningen tøver i Salen endnu; ved Dørene vente
Pønernes ypperste Mænd; behængt med Purpur og Guldpragt
Staaer den trodsige Hest, og tygger det skummende Bidsel.

Endelig triner hun frem, omringet af talrige Skarer,
Klædt i sidonisk Dragt, udziret med purpurne Bræmmer.
Koggeret hænger af Guld; opknyttet er Haaret i Guldbaand,
Og med et Spænde af Guld opbindes den purpurne Kjortel.
Ogsaa de Phrygeres Hob, og med dem den glade Jülus	140
Ride nu frem: mellem Samtlige skjøn fremtræder Æenas,
Som ledsagende Helt, og samles i Trop med de Andre.

Phoebus liig, som fra Xanthi Strøm, eller Lyciens Vinter
Stundom iler for atter at see sit mødrende Delos,
Og anstiller et Chor, imedens Dryoper og Creter
Brumme forened' i Sang med en farvet Sværm Agathyrser.
Selv han stander paa Cynthi Top, og de bølgende Lokker
Dækkes af lette Løv, som han pynter og fæstner med Guldnaal,
Ziret med raslende Pile paa Ryg: Ænêas fremtraadte
Munter som hiin, og det herlige Blik udstraalede Ynde.	150

Da man nu kom til det høie Fjeld, og det veiløse Vildnis,
Saae man den vilde Geed, opjagen fra Klippernes Spidse,
Styrte fra Aasene ned, mens over de jævnede Marke
Hjortene styrte med Fart ad Sletten i sluttede Troppe,
Og, udi støvfuld Flugt fremtrængede, ile fra Bjerget.
Glad sin modige Hest Ascanius tumler i Dalen,
Og fortrænger i hurtig Fart nu hine, nu disse:
Dog han ønsker ei modløse Dyr, men et fraadende Vildsviin,
Og fra Bjerget at see nedstige den gulige Løve.

Alt udi lydeligt Brag begyndtes en Vælten i Luften.	160
Flux paafølger en styrtende Regn i Forening med Haglslag.
Snelt de Tyriers Hær, og, med dem den Phrygiske Ungdom
Frygtsomme henover Mark, med Cyprias troiske Ætling,
Søge forskjællige Skjul; Regnstrømmene styrte fra Bjerget.
Dido og Troernes Drot i den samme Hule sig hastigt
Søge et Lye. Da hørtes fra Jord, og fra Juno, som Fører,
Pagtens Tegn; klart flammede Lyn; medvidende Æther
Lyste ved Pagten; paa Bjergenes Top høit Nympherne hyled.

Denne uhældige Dag til Død og de kommende Onder
Virked som Grund. Hun røres ei meer ved Rye eller Anstand;	170
Heller ei tænker nu Dronningen meer at skjule sin Elskov;
Samliv kalder hun Sligt, og dølger ved Navnet sin Brøde.

Fama nu iler paastand gjennem Libyens mægtige Byer,
Fama, en gruelig Pest, der søger sin Lige i Snelhed:
Hurtighed er hendes Iid, ved sin Fart hun skaffer sig Kræfter.
Først er hun liden og blye, men snart hun stiger i Luften,
Og, naar hun stander paa Jord, hun skjuler sit Hoved i Skyen.
Tellus gav hende Liv, som, gramt imod Guderne opbragt,
Fødte, som Sagnet gaaer, Encêladi Søster, og Coei,
Som den Sidste, med hurtige Been og med iilsomme Vinger.	180

Frygtelig er hendes Form; hvert Duun hun bærer paa Kroppen,
Skjuler (Fortællingen lyder os sær) et vaagende Øie,
Derhos Tunger og skrigende Gab, samt spidsede Ører.
Naar det er Nat, hun flyver i Mulm mellem Himlen og Jorden,
Hvislende, medens til styrkende Søvn hun bøier ei Øiet.
Naar det er Dag, da holder hun Vagt paa den øverste Huustind,
Eller paa Taarnenes Spids, og skræmmer de mægtige Byer,
Vel saa gridsk efter Løgn og Tant, som Melder af Sandhed.

Denne med sælsom Snak opfylder nu glædelig Folket;
Hvad der var skeet, og der ikke var skeet, hun beretter tillige.	190
At, oprunden af Troernes Æt, Ænêas var kommen,
Samt at denne var kaaret til Mand af den yndige Dido;
At de Vinterens lange Tid hendrive i Vellyst,
Glemmende Rigernes Tarv, indtagne af væmmelig Brynde.

Sligt udspreder den Onde omkring udi Folkenes Munde.
Straks derpaa hun dreier sin Gang til Drotten Järbas,
Samt opluer ved Ord hans Sjæl, og øger hans Harme.

Denne, ved Hammon fød af en ranet Møe, Caramantis,
Bygged til Zeus i sit mægtige Land med Altere Templer,
Store og hundred' i Tal; han vied de vaagende Luer,	200
Gudernes evige Vagt: af Offerdyrenes Blodstænk
Jorden var feed; hver Dør var behængt med de brogede Krandse.
Han, med et opbragt Sind, antændt ved det smertende Rygte,
Siges ved Altrenes Fod, imellem de mægtige Guder,
Meget at have til Jupiter bedt med hævede Hænder:

"Jupiter, Almagts Gud! til hvem Maurusiens Stamme
"Offrer lenæiske Viin paa brogede Bolster i Festlag,
"Skuer du sligt? Naar du svinger dit Lyn, mon vi taabeligt frygte,
"Fader! din Magt? er det blindt, det lysende Glimt, som i Skyen,
"Skræmmer vort Sind? mon uskadeligt Brag henruller i Luften?	210

"Qvinden, som flygtende kom til denne vor Grændse og bygged
"Mod Betaling en uselig Bye, hvem Stranden at pløie,
"Derhos Magt over Egnen, vi gav, hun vægrer at ægte
"Mig, men tager dog selv mod Ænêas som Hersker i Riget.
"Medens nu denne, en Paris paanye, med sit Følge af Halvmænd,
"Med sin Mæoniske Hat, der om Kind og de salvede Lokker
"Bindes saa fast, nu nyder sit Rov, maa vi i dit Tempel
"Bringe dig troligen Skjænk, og ruge paa Navnet af Fromhed."

Ham, som mælende sligt høit bad, omfattende Altret,
Hørte den mægtige Gud, og dreied sit Øie til Slottet,	220
Ned til det elskende Par, som glemte sin Hæder og Navnrye.
Derforhan kaldte Mercurius frem og giver ham Lønbud:

"Iil min Søn, kald Zephyrus frem, nedglid paa din Vinge!
"Flux Dardanernes Drot, som nu udi Tyri Carthago
"Dvæler, og skuer ei meer mod den Bye, ham skjænktes af Skjæbnen,
"Saa tiltal, og bring ham mit Ord gjennem hurtige Luftstrøm:
"Ei som en saadan Helt hans yndige Moder ham loved,
"Hveden hun frelsede ham to Gange fra Grækernes Vaaben;
"Men at han vilde Italiens Land, magtsvanger og krigssyg,
"Styre med Kraft, forplante sin Æt, nedledet frea Teucers	230
"Herlige Slægt, og den mægtige Jord paalægge sit Lovbud.

"Om han luer ei selv for saa stor og saa hæderlig Kraftdaad,
"Og for sin egen Roes ei selv sig vender til Arbeid,
"Under som Fader han ei Ascanius Romernes Kongsgaard?
"Hvad er hans Meed? hvad haaber han her mellem fjendlige Stammer?
"Skuer han ei mod Ausoniens Slægt? mod Laviniums Marker?
"Seile han skal! Det er nok! Han her skal være vort Budskab."

Sligt han sagde. Mercurius gik, for at lyde sin Faders
Mægtige Bud, og bandt under Fod de gyldne Talarer,
Som i den øverste Luft, paa Vingerne, snart over Havet,	240
Snart over Landene, bære ham frem, liig den hurtige Stormvind.
Derpaa han griber sin Stav, med hvilken han kalder fra Orcus
Blegnende Skygger, og bringer dem bort fra Tartari Qvaler;
Giver og røver os Søvn, og lukker vort Øie i Døden.

Tryg forjager han Storme ved den, og iler igjennem
Mørknende Skye. Han seer paa sin Fart den mægtige Atlas'
Ludende Sider og Top, hvis Tinde maa Himmelen støtte,
Atlas, skjult til evindelig Tid af de dunklende Skyer,
Mens den granige Top af Stormene pidskes og Regnen.
Skulderen dækkes af dryssende Snee: fra Oldingens Hage	250
Styrter en Flod, og det strittende Skjæg er en stivnende Iistap.

Her sig støtted Cyllênes Gud paa jævnere Luftslag;
Standsed en Stund, men hurtig han foer, nedstyrtet med Kroppen,
Ud over Bølgen, og ligned en Fugl, der ved Klippen Stranden,
Riig paa Fiske, henskyder sig lavt ad den rolige Flade.
Denne grangiveligt liig, henfløi mellem Jorden og Himlen,
Langs med Libyens sandige Strand, og skjar udi Vinden,
Hiin Cylleniske Søn, der iled fra Moderens Fader.

Som han kom imod Hytterne ned paa de viongede Saaler,
Øined han Helten flux, der grunded sig Borge, og bygged	260
Atter en Bye. Udi stjernig Form med den gule jspis
Ziredes Sværdet; om Skuldrene hang af det Tyriske Purpur
Kappen saa brændende rød, en Skjænk, som den guldrige Dido
Ydede ham, med det fineste Guld indvirket i Garnet.

Flux anfalder han ham: "Hvordan? Til det stolte Carthago
"Lægger du Grund? Som en Qvindekjær du fører en Bye op,
"Herlig og skjøn? har du glemt dig selv og dit kommende Rige?
"Gudernes Drot nedsender mig selv fra det lyse Olympus,
"Han som med Almagts Kraft regjerer i Himlen og Jorden.
"Selv han bød, i den hurtige Luft at bringe sit Magtbud:	270
"Hvad er dit Meed? Hvi spilder du brat udi Libyen Tiden?
"Røres du ikke Selv af saa stor og saa hæderlig Udsigt?
"Vil du til egen Roes ei Selv henile til Arbeid,
"Dog paa din Arvings, Jülus' Haab, paa Ascanii Ungdom
"Tænke du maa, hvem Romernes Bye og Italiens Rige
"Er til Eie bestemt." - Saa mæled cylleniske Guden,
Medens i Ordenes Løb han svandt for det jordiske Øje,
Og for hans stirrende Blik opsteeg i den finere Luftstrøm.

Rystet Æneas stod, og ved Synet hans Stemme forlod ham;
Haaret sig hæved af Skræk, og Røsten blev hæmmet i Ganen.	280
Flux han ønsker at flye, og forlade de elskede Lande,
Tordnet til Jord ved saa mægtigt et Vink, og ved Gudernes Magtbud.
Hvad er at gjøre? Ved hvilket Ord tør han vove at omgaae
Dronningens elskende Hu? Hvorfra skal Begyndelsen søges?
Snarligen hid og snarligen did han bevæger sin Tanke,
Rives til mangen en Kant, og tumler sig hen gjennem Alting.

Medens han vaklende stod, sligt Raad ham tyktes det bedste:
Mnestheus byder han, samt Sergest med den tappre Cloanthus,
Flaaden at ordne i Smug, samt hente til Kysterne Folket:
Samle saa Vaaben, dog hvad der er Grund til saa brat en Forandring	290
Tie de med; imedens han selv, naar den kjærlige Dido
Ahner og fatter ei grant, at saa inderlig Elskov kan brydes,
Vil forsøge en passelig Stund, den beqvemmeste Adgang,
Samt den heldigste Tid til at melde det Hele. De lyde
Samtlige glade hans Bud, og i Hast fuldbyrde hans Ordre.

Snart dog Dronningen seer (hvad undgaaer Kjærligheds Øje?)
Listen, og ahner i qvalfuldt Sind de kommende Uveir,
Ængstelig selv i sin Roe. Alt melder det grusomme Rygte
Hende, der elsker, at Flaaden er klar, og at Reisen er afgjort.
Brat forvirret i Sind hun raser, og styrter fortumlet	300
Gjennem sin Bye, som Thyaden, opkaldt ved begyndende Offring.
Naar under Bacchusraab til Treeaarsfesten hun hidses,
Medens i natlig Stund Cithæren vinker med Bulder.

Dreven af eget Hu hun Selv tiltaler Æneas:
"Nærer du ogsaa et Haab, Troløse! at kunne fordølge
"Denne din Niddingsdaad, og i Smug forlade mit Rige?
"Binder ei Kjærlighed meer, ei Haanden, jeg rækked dig fordum,
"Dido ei heller selv, der fanger en gruelig Dødsstund?

"Selv udi Vinterens Tid du stræber at takle din Flaade,
"Og udi Nordens Storme du higer at seile paa Dybet,	310
"Grusomme Mand! Hvordan? Om ikke til fremmede Lande
"Nu du drogst og en ukjendt Bye, men Troja ved Magt stod,
"Burde du ikke til Ilium gaae ad den bølgende Vove.
"Flyer du for mig? ved denne min Graad, ved den Høire, du gavst mig,
"(Ak, jeg har jo ei levnet mig Selv, jeg Usalige! Andet)
"Ved vort Kjærlighedsbaand, ved den Pagt, som er nyligen sluttet;
"Har jeg behandlet dig vel, ifald du har Nydelse fundet
"Ogsaa hos mig: du ynke mit Folk, som synker, og bortjag
"(Ømt jeg beder) din Plan, hvis end mig undtes at bede.

"Du har skaffet mig Libyens Folks, de numidiske Kongers,
"Samt de Tyriers Harme og Had: akene for din Skyld
"Sank min Uskyld og Dyd, og, hvad ene mig hæved mod Himlen,
"Fortids Rye - hvem, fremmede Mand! skal jeg levnes i Døden?
"Fremmed! det eneste Navn, der levnedes mig af en Mage,

"Hvorfor tøver jeg end? til min Broder Pygmalion styrter
"Denne min Bye? til i Lænker jeg gaaer hos Gætuleren Jarbas?
"Havde jeg blot det Hæld, at føde som Moder en Pode
"Førend din Flugt; ak leged der blot udi Salen et lidet
"Billed, Æneas! af dig, som ligned dig saare i Aasyn,
"Ikke saa ganske tabt og forladt jeg syntes at være."	330

Saa hun talte, men Han, ved Jupiters Varsel urokket,
Fæsted sit Øie mod Jord, og skjuled sin Kummer i Barmen.
Endelig mæler han kort: "End ei hvad mere du mægter
"At opregne, fornægte jeg vil, o Dronning! du gavst mig.
"Aldrig fortryde jeg vil, at erindre Elissa med glæde,
"Medens jeg mindes mig selv, og Livskraft rører mit Legem.

"Kort er mit Ord i saa vigtig en Sag. At skjule som Tyvsdaad
"Denne min Flugt, har jeg aldrig tænkt; til Bryllupets Fakkel
"Ikke jeg beiled: til Ægteskabspagt jeg styred ei herhid.
"Undte min Skjæbne mig blot, at leve de kommende Dage	340
"Efter min egen Hu, og ordne selvstændig min Fremtid,
"Først og fremmest til Troernes Bye, til de elskede Minder hertil korr. 7.3.02
"Om min Kjære jeg drog; da stod end Priami Høisal,
"Og med min egen Haand jeg Pergamus reiste af Gruset.

"Nu til Italiens mægtige Land Grynêus Apollo,
"Nu til Italien Lyciens Svar os byder at stunde.
"Der er min Elskov, mit Fædreneland! Carthagos Palladse,
"Libyens Byer indtage dit Blik, skjøndt fød af Phoenizer,
"Hvi, naar Troernes Slægt i Ausoniens Lande sig hvile,
"Skuer du skeelt? Vort Hjem har vi Ret i det Fjerne at søge.	350

"Sligt min Fader Anchisis Aand, naar i dugfulde Skygger
"Natten bedækker vor Jord, og de lysende Stjerner sig hæve,
"Byder i Søvne mig tit, naar hans ængstede Billed mig skræmmer,
"Ja, Ascanius selv, den elskede Dreng, jeg fornærmer,
"Hvem jeg røver Hesperiens Land, og de skjænkede Marker.
"Sligt har Gudernes Bud, der selv af Jupiter sendtes,
""(Dette jeg sværger ved begges Liv!) i den hurtige Luftstrøm,
"Nyligen sagt; jeg skued ham selv i sin lysende Klarhed,
"Der han stod i din Bye; mit Øre har Stemmen fornummet.
"Derfor du ende, med klagende Ord at forbittre os begge:	360
"Ikke jeg glad til Italien gaaer."

Medens han talede Sligt, alt længe hun skuer ham fravendt,
Kastende Øiet nu hid og nu did. Hun betragter ham ganske
Med sit tiende Blik, til i Harm hun mæler saaledes:
"Du er ei Guders Søn! ei Dardanus stifted din Stamme,
"Troløse! Nei, af ubøielig flint har Caucasus fød dig,
"Og i Hyrcaniens Land har en Tiger dig næret ved Brystet.
"Hvi fordølge min Harm? hvad kan jeg vel haardere vente?
"Sukked han over min Graad? mon bort han vendte sit Øie?
"Mon han Taarer bevæget har fældt? Har han ynket min Elskov?	370
"Kan man tænke sig meer? alt seer den mægtige Juno
"Og Saturnius selv ei Sligt med venlige Øine.

"Hvem dog bygger man paa? Opskyllet paa Stranden og fattig,
"Tog jeg mod ham, ja skjænked ham Deel, jeg Daare, i Riget,
"Medens hans Folk og hans mistede Skib jeg frelste fra Døden.
"Ha, jeg tumles af Furiers Ild! Nu varsler Apollo,
"Nu maa Lyciens Svar, og hiin fra Jupiter sendte
"Gudeherold ham bringe fra Skye saa rædsomt et Budskab!
"Det er vel Guder en Nød! Slig Sorg vist ængster de Trygge!

Gaae! jeg holder dig ei, vil ei gjendrive dit Opspind.	380
"Leed udi Storm om Italiens Land! søg Riger paa Bølgen!
"Dog jeg haaber endnu (hvis kjærlige Guder regjere)
"At mellem Klipper du henter din Straf, og ofte vil kalde
"Dido ved Navn. Med en frygtelig Ild vil jeg fjernet dig følge,
"Og, naar den isnende Død har skilt fra Legemt Sjælen,
"Følger jeg dig som en Aand; thi Straf skal du, Nedrige! lide:
"Sligt vil jeg høre, saa herligt et Rye vil trænge til Orcus."

Midt under saadant Ord afbryder hun Talen, og sorgfuld
Lyset hun flyer; med fravendt Blik hun vender sit Øie
Bort fra ham, der tøver i Frygt og forsøger at tale.	390
Tærnerne løfter den Segnende op; og de slappede Lemmer
Bære de hen til et Marmorgemak, og lægge paa Tepper.

Skjøndt Æneas, den fromme Helt, ret ønsker at lindre
Dronningens Qvide med Trøst, og ved Ord at fjerne hver Kummer
Sukkende dybt, og bevæget i Sind ved sin hæftige Elskov,
Dog han Gudernes Bud fuldbyrder og søger til Flaaden.

Der anstrænger de Troere sig; fra Stranden de trække
Snækker saa høie; den salvede Kjøl gjennem Bølgerne svømmer.
Aarer de slæbe med Bladene paa, samt Skovenes Ege,
Ei tilhugged', af Lyst til at gaae.	400
Alle man vandrende seer, imedens de styrte fra Byen,
Myrerne liig, der i talrig Sværm om Dyngen af Kornet
Trænge sig tæt. naar de tænke paa Kuld, og de slæbe til Hjemmet.
Sorten Trop over Markerne gaaer; gjennem Græsset de trække
Hvad de har ranet, ad trangen Stie: Man vælter de svære
Korn, som bæres paa Ryggen med Slid: mens Andre, som følge,
Dadle enhver, som er lad; Fodstien af Virksomhed syder.

Dido! hvorledes var du tilsinds, da du skuede dette?
Ak, hvor sukkede du, ved at see fra Toppen af Borgen
Hobene vrimle saa vide paa Strand, og see for dit Øie	410
Havet omkring i Bevægelse sat, under vældige Tilraab?
Grusomme Amor! hvad mægter du ei over Menneskets Hjerte!
Atter hun tvinges at gribe til Graad, og atter at friste
Helten ved Bøn, samt bøie sin Harm under Kjælighed ydmygt,
At uprøvet hun ei skal levne sig noget i Døden.

"Anna, du skuer dem Selv at ile paa Stranden og rundtom
"Stimle herhid overalt, da Seilet indbyder hver Luftning,
"Medens en festlig Krands paa sin Bagstavn Søemanden sætter.
"Dersom jeg ventede før, at skue saa rædsom en Qvide,
"Vilde jeg bære den nu. Kun eet, da jeg stædes i Kummer,	420
"Anna, opfylde du mig! Dig ene høiagted den Utroe,
"Dig meddeelte han tit, hvad han skjult fordulgte i Sindet.
"Ene du kjendte hans blidere Stund, og hans mildere Adgang.

"Søster, gaae hen, og ydmygeligt siig til den stolte Fornærmer:
""Ei med de Grækeres Folk at hærje Trojaneres Stamme
""Svoer jeg i Aulis: mod Pergamus selv jeg sendte ei Flaader.
""Ei opgrov jeg Anchisis Støv, eller krænked hans Manes.
""Hvi bortjager han haard mit Ord fra sit grusomme Øre?
""Hvortil Iil? Som den sidste Skjænk han forunde mig Arme,
""Her at vente paa lettere Flugt, og paa gunstige Vinde.	430
""Ei om vor gamle Pagt, som han Selv forraadte, jeg beder;
""Ei, han vil Latium skye, og forlade sit herlige Rige.
""Kun om en ringe Tid, kun om Roe til at standse mit Vandvid,
""Til jeg af Skjæbnen har lært ved Tvang at bære min Smerte.""
"Det er det sidste jeg beder dig om, (du beklage din Søster!)
"Har du opfyldt mig Sligt, jeg i Døden gjengælder det dobbelt."

Saa hun bad: hendes Søster gik, og med sørgende Hjerte
Bragte hun Taarer paany og igjen: dog røres han ikke
Ved hendes Graad; hendes Ord ei meer vil den Grusomme høre;
Skjæbnen forbyder; og Guderne selv tillukke hans Øre.	440

Ret som en vælgig Eeg, i kraftfuld Ælde, naar Stormen
Styrter fra Nord og fra Alperne ud, og i vexlende Vindkast
Søger at rykke fra Roden den op; under Hvinen de sprede
Løvet fra kronen saa vide paa Jord ved den rokkede Stamme.
Dog den hæfter i Klippen fast. Saa høit som i Æthren
Toppen sig hæver, med Roden saa dybt den trænger mod Orcus.
Ret som denne, ved idelig Bøn til forskjællige Sider
Tumles Helten, og dybt udi Sind han ahner sin Kummer;
Dog er han fast; det gavner dem ei, at de Taarerne fælde.

Skræmmet af Skjæbnens forfølgende Gang den usalige Dido	450
Ønsker sin Død, og kjedes ved Syn af den hvælvede Himmel.
For at hun mere skal følge sin Plan, samt ile fra Livet,
Seer hun, i det hun vil offre son Skjænk paa de dampende Altre,
(Rædsom Fortællingen er!) de hellige Vædsker at sortne,
Og til et væmmeligt Blod Viinstrømmen at vorde forvandlet.
Dog fortalte hun ei sit Syn, end ikke til Søstren.

Just udi Borgen stod, af Marmor bygget, et Tempel,
Viet den forrige Mand, som i synderlig Ære hun agted,
Prydet med Krands af det festlige Løv, og med snehvide Uldbaand.
Her hun syntes at høre en Røst, og en kaldende Stemme	46o
Af sin Mage, naar dunklende Mulm tilhyller vor Jordkreds.
Tidt fra Taarnenes Spids i en Gravsang hørte man Uglen
Eensom at klage, og ende med Suk sine langsomme Toner.

Derhos talrige Ord af de forhen varslende Præster
Ængste nu hende med ahnende Gru. Den grumme Æneas
Tumler i Drømme det rasende Sind; hun synes at vandre
Eensomt forladt; bestandig hun troer, ugeleidet at ile
Hen i det Fjerne, og midt i en Ørk at opsøge sit Tyrus.
Pentheus liig, der i Vanvid saae Eumenidernes Troppe,
Saae den dobbelte Sol, og tillige det dobbelte Theben:	470
Liig Agamemnons Søn, Orest, naar han raser paa Scenen,
Naar for sin Moder, med Fakkel i Haand og med sortnende Slanger,
Brat han flyer, og ved Dørene staae de hævnende Direr.

Alt, betvungen af inderlig Sorg, har hun fattet sin Udaad,
Og besluttet at døe; paa Tiden og Stedet hun nøie
Tænker, og mæler med følgende Ord til den sørgende Søster,
Medens hun skjuler sit Meed, og med Haab opklarer sin Pande:

"Søster! (lykønsk mig nu!) tilsidst dog fandt jeg en Udvei,
"Som gjengiver mig ham, eller og forjager min Elskov.
"Tæt ved Ocêani Rand, ret nær ved den dalende Solild,	480
"Blandt Æthioperne er der et Sted, hvor den mægtige Atlas
"Bærer paa Skulder vor Pol, besat med de funklende Stjerner.

"Her jeg skuede nys en Massylisk Qvinde, der fordum
"I Hesperidernes Tempel stod, som Vogter, og rækked
"Dragerne Føde, en skjærmende Vagt for de hellige Grene,
"Spredende Kager af Honnigens Saft og den døsige Valmu.
"Hun er mægtig ved Trolddomsord at trøste hvad Hjerte,
"Selv hun ønsker, og inderlig Sorg at sende til Andre;
"Standse de Floders Gang, ja Stjernen at drive tilbage.
"Aander hun vækker ved natlig Tid; man mærker, at Jorden	490
"Brager, imedens man staaer, og Bøgene stige fra Bjerget.

"Elskte! ved Gudernes Magt, og ved dig, min Søster! jeg sværger!
"Ja ved dit elskede Liv, kun nødigen bruger jeg Trolddom.
"Hæv uden Støi i det indre Gemak imod Himlen et Ildbaal!
"Krigerens Vaaben, der hænge paa Væg, som han glemte, den Falske!
"Ja tillige hans samtlige Dragt, vort Ægteskabsleie,
"Hvor jeg endte, du lægge derpaa! thi skjænde hvert Minde
"Om den nedrige Mand, befaler og byder Præstinden."

Saa hun mæled og taug, mens Bleeghed dækkede Kinden.
Anna formoder dog ei, at hun ønsker ved sælsomme Offre	500
Blot at skjule sit Mord: hun fatter ei Kampen i Sjælen.
Frygter ei heller en større Sorg, end nys for Sychæus;
Derfor hun gjør, hvad hun bød.

Dronnigen selv, da et mægtigt Baal i det Indre af Slottet
Var imod Himmelen reist af Fyrr og den fældede Steeneeg,
Hænger paa Stædet Guirlander omkring, og med Dødningekrandse
Zirer hun Alt; dog Krigerens Dragt og Sværdet, han glemte,
Samt hans Billed, hun lægger derpaa, thi hun ahner sin Fremtid.

Rundtom Altere staae: Præstinden med bølgende Lokker
Tordner mangfoldige Guder ved Navn, med Erebus Chaos,	510
Samt treformede Hecate selv og Diana i Treform.
Rundt hun skænkede Vand, fra Averni hyklede* Kilde; *forestillende at være fra
Urter i Ungdomskraft, med kobberne Segle i Maanskin
Meiede, søger hun op, som svulme med sortnende Giftsaft.
Hvad man rev fra det kastede Føl tillige man søger,
Den, fra Moderen ranede, Lyst.

Dido ved Alteret staaer, med Korn og med foldede Hænder,
Baandene løst' paa den ene Fod; i den løsnede Kjortel
Beder hun Guderne, vis paa sin Død, og Stjernen, der kjender
Skjæbnens Bud, og hvis ellers der er for ulykkelig Elskov	520
Retfærds Guder, som minde sig sligt, dem beder hun Alle.

Nat det var: den rolige Søvn forfrisked de trætte
Lemmer paa Jordens Ring: hver Skov, hver larmende Søegang
Hviled i Roe; thi midt i sit Løb stod Stjernen paa Himlen.
Stilhed ruged paa Mark: hvert Dyr, og de brogede Fugle,
De, som boe ved det klare Væld, eller sidde paa Marken,
Dækked' af Krat, dybt hviled i Søvn i det rolige Natmulm,
Medens hver Sorg fik Roe, og Hjerterne glemte sin Møie.
Kun den Usalige selv, Phoenizerinden, husvales
Aldrig af Søvn, da hverken i Bryst eller Øje hun føler	530
Natlig Roe. Da øges hver Sorg; den stigende Elskov
Raser igjen, og hun tumles paanye af en sydende Harme.
Dog forbliver hun fast, og grunder saalunde i Hjertet:

"Ak, hvor finder jeg Raad? Skal jeg haanet opsøge min Fortids
"Beilere? Skal jeg om Samlivsbaand Nomaderne trygle,
"Dem jeg af egen Drift saa tit forkasted som Mage?
"Skal jeg da flye paa de Troeres Skib, og lyde de Teucrers
"Trykkende Bud? det hjælper vel stort, at jeg skjænked dem Bistand!
"Mon i taknemmelig Hu end stander den viste Velgjerning?

"Sæt jeg vilde - tillodes mig det? Paa kneisende Snækker	540
"Tager han vragede Viv? End ei, usalige Qvinde!
"Veed og kjender du fuldt Laomedons troløse Afæt.
"Hvad? skal jeg ene, paa Flugt, ledsage de trodsige Søemænd?
"Eller, omgjærdet med tyriske Mænd og mit samtlige Nyfolk,
"Følge i Trop? og dem, jeg har nys udrevet af Sidon,
"Drive til Søen igjen, og byde dem atter at seile?

"Hellere døe, som du bør! ved et Sværd afværge du Smerten!
"Du, som jeg vandt ved min Graad, var den første, o Søster! som styrted
"Mig, som elsked, i denne min Nød: du gav mig til Fjenden.
"Ak, hvi undtes mig ei, uden Skyld, uden Samliv at leve	550
"Hen, som det eensomme Dyr, men fri for saa nagende Kummer?
"Hvi blev Eden ei holdt, som jeg gav Sychæus som Aske?"
Saa udgjød hun i Ord sit Hjertes trykkende Kummer.

Høit paa Skibet i bagerste Stavn, bestemt til at reise,
Slumred Æneas i Ro, da alt var rigtigen ordnet.
See! da viste sig Guden igjen, udi Mine som forhen,
Medens i Søvne han laae, og syntes at varsle det Samme.
Alt var Mercurius liigt, hans Røst og tillige hans Aasyn;
Haaret, som dennes, var guult: hans Legeme straaled i Ungdom.

"Søn af Gudinden, i denne din Nød kan du mægte at sove?	560
"Evner du ikke at see de Farer, som stande omkring dig?
"Hører du, Rasende! ei, Zephyrerne blæse dig Medbør?
"Ene paa Svig, og bedragelig List hun grunder i Sindet;
"Fast i at døe, udi bølgende Kamp hun af Harme bevæges.
"Iler du ei udi Hast, imedens du evner at bortflye?
"Snart du Bølgerne seer under Skibene sqvulpe, og vilde
"Fakler at blusse, af Baalenes Glimt Søekysten at brænde,
"Hvis Aurora paa denne Kyst har seet dig at dvæle.
"Derfor stat op! ei tøve du meer! en Qvinde er altid
"Svag og af vaklende Sind." Sligt talt, forsvandt han i Natten.	570

Derpaa Æneas, forfærdet i Hu ved saa pludseligt Gjensyn,
River af Søvnen sit Legeme ud, og jager paa Folket.
"Flux opvaagner, I Mænd! og sætter Jer hurtigt paa Bænken!
"Seilene klare ihast! en Gud fra den øverste Æther
"Hutig at ile med Flugt, afskjære det snoede Landtoug,
"Atter mig bød: thi følge vi dig, du hellige Guddom!
"Hvo du end est; vi lyde med Fryd dit fornyede Magtbud;
"Kraft du forlehne, samt naaderig Hjelp, og sende paa Himlen
"Stjerner, som lede til Held!"

Saa talt, det lynende Slagsværd
Reev han af Skeden, og Tougene sprang under Klingen, han uddrog.	580
Lignende Lue begiestre Enhver; de gribe, de styrte,
Ile fra Strand, og med Snækkernes Tal ere Voverne dækked';
Kraftigt i Skummet de slaae, og feie de blaalige Bølger.

Alt oplyste Aurora paanye med sin tidlige Straale
Jorden, og ilede bort fra Tithoni Leie af Safran.
Da nu Dronningen saae fra sin Slotstind Dagningen dæmre,
Samt de Snekker at gaae med jævnede Seil imod Dybet;
Mærked tillige at Havnen ved Strand var øde for Sømænd:
See! da slog hun den yndige Barm gjentaget med Haanden,
Samt afrev sine lyse Haar: "Ved Jupiter! skreeg hun,	590
"Skal han gaae, den fremmede Mand, og bespotte mit Rige?
"Gribes til Vaaben ei flux? Forfølges han ikke fra Byen?
"Løsner ei Nogen sin Snække fra Land? O! iler dog skyndsomt!
"Bringer mig hurtigen Ild! afsted! arbeider med Aaren!

"Dog - hvad vil jeg? hvor er jeg? hvi raser min Hu i Forvirring?
"Ak, ulyksalige Dido! nu først du angrer din Udaad?
"Sligt du burde, da Sceptret du gavst! saa holder man Løfter!
"Han, fortalte jo Folk, har baaret de fædrene Guder!
"Han har baaret paa Ryg sin høitbedagede Fader!
"Kunde jeg gribe ham kun, og, naar han var søndret, i Bølgen	600
"Splitte hans Krop, og tillige hans Folk, ja Ascanius selve
"Slagte med Sværd, og sætte som Ret paa de fædrene Borde!
"Dog var Lykken maaskee i Slaget ei gunstig? Nu vel da:
"Hvem, i min Død, skal jeg ændse med Frygt? Da brændte jeg Leiren,
"Fyldte hver Snække med Ild; og naar da med Faderen Sønnen
"Laae ved sin samtlige Æt, jeg styrtede selv udi Luen.

"Sol, hvis luende Glands hver Daad oplyser paa Jorden!
"Du, som har stædt mig i denne min Nød, medvidende Juno!
"Du, til hvilken paa natlig Stie, o Hecate! hyles!
"Direr, Gudinder for Hævn, Elissas, den døendes, Guder	610
"Hører mit Ord, og virker med Straf mod de Onde, som synded,
"Samt opfylder mig denne min Bøn: Hvis i Havne at komme,
"Samt at styre til Land Umennesket ikke kan nægtes:
"Er den Time bestemt, og Jupiters Skjæbne det fordrer,
"Gid da et dristigt Folk ham plage med Vaaben og Krige!
"Fjern fra sit Land, ja endogsaa skilt ved Ascanii Favntag
"Bede han ydmyg om Hjelp! sine Folks de rædsomme Mandfald
"Skue han selv! og faaer han da Fred paa ubillige Vilkaar,
"Aldrig han nyde i Roe sin Magt og den ønskede Hvile.
"Endnu før Skjæbnens Dag lad ham døe, ujordet, i Støvet!	620
"Det er min Bøn, og det sidste Ord, som jeg mæler i Døden.

"Tyriske Folk! I plage hans Slægt og hans kommende Afæt
"Stedse med Had! I sende til mig slig elskelig Gave,
"Naar jeg er Støv! ei Ømhed, ei Pagt lad der blive blandt Folket!
"Een af mit eget Blod opstaae som min Hævner i Tiden,
"Som forfølger med Ild og med Sværd det dardaniske Nyfolk,
"Nu og i kommende Tid, naar Kraft ved Leilighed øges!
"Strand sig hæve mod Strand, mod Bølge sig Bølgerne reise,
"Sværd mod Sværd, er min Bøn: gid de kjæmpe i fjerneste Slægtled

Saa hun taler, og bølger i Sind til mangfoldige Sider,	630
Medens hun ønsker, i Hast at forlade et Liv, som hun hader.
Defor hun mæler til Barce kort, som ammed Sychæus;
Thi i det gamle Hjem hendes egen hviled i Gravmuld:

"Anna, min Søster, du bringe mig hid, du elskede Amme!
"Siig at hun hurtig bestænke sig maa med Vand af en Flodstrøm,
"Samt hidbringe mig Lam, og Alt, til den Soning, hun kjender.
"Saa hun komme! du dække dit Haar med de hellige Bindsler!
"Thi til den stygiske Zeus et Offer, jeg kjærligt begyndte,
"Nu at fuldende, mig lyster i Hu, ja ende hver Kummer,
"Samt paa luende Baal Dardanerens Hoved at brænde."	640

Saa hun mæled; skjøndt vaklende, gik den Bedagede hurtigt.
Dido, med zittrende Bryst, og vild ved sit rædsomme Forsæt
Ruller sit blodige Blik, imedens de bævende Kinder
Tegnes med Pletter; nu skuer hun bleg mod den kommende Dødsstund.
Ind i det indre Gemak hun styrter, og stiger forvildet
Op paa det høinede Baal; det vældige troiske Slagsværd
Drager hun ud, skjøndt i saadant Meed ei Gaven var ydet.

Dog da hun saa den troiske Dragt og det venlige Leie,
See, da tøved hun endu en Stund udi Minder og Taarer,
Kasted paa Leiet sig ned, og Sligt, det Sidste, hun mæled:	650

"Elskede Kjærlighedsskjænk, mens Guder og Skjæbnen tillod det,
"I modtage min Sjæl! fra denne min Kummer I frie mig!
"Ja, jeg leved - fuldbragte det Løb, som min Skjæbne bestemte:
"Dybt under Jordens Ring nu gaaer min herlige Skygge.
"Vældige Bye, dig bygged jeg op; jeg saae dine Mure!
"Hævned min Mand, og æskede Straf af min nedrige Broder.
"Ja! lyksalig jeg var, vel alt for salig, hvis aldrig
"Hid til denne min Strand var komen den troiske Skibskjøl."
Trykked saa Panden i Hynderne dybt: "Vi døe da uhævnet?
"Dog lad os døe! Selv saa er det Lyst at ile til Orcus.	660
"Fjernt udi Søe den troiske Mand forlyste sit Øje
"Ved mit Baal! ham følge hvert Sted med Varsel min Dødsstund!"

Saa hun talte, og midt i sit Ord at hun segned for Sværdet,
See hendes Følge, tillige det Sværd, som skummed af Blodet,
Samt hendes Hænder, bestænkte med Blod. I de mægtige Sale
Lyder et Skrig; i den rystede Bye fremvælter sig Rygtet.
Høit af Klager og Suk, samt Skrig af de grædende Qvinder,
Husene lyde; de mægtige Hviin gjenlyde i Luften
Vildt, som under en fjendtlig Magt det hele Carthago,
Eller det aldrende Tyros sank, og de rasende Luer	670
Tumled sig hen gjennem Gudernes Huus, gjennem Menneskets Bolig.

Søsteren hører med Bæven derpaa; forfærdet hun løber
Ængstelig did, forriver sin Kind, og slaaer sig for Brystet,
Splitter den samlede Hob, og kalder ved Navn paa den Døde:

"Var da dette, o Søster, dit Meed? mig vilde du skuffe?
"Altsaa til dette beredte jeg Baal, samt Alter og Ildblus?
"Hvad beklager jeg Svigtede først? at din Søster som Følge
"Vraget du har i din Død? Var jeg kaldet til lignende Bortgang,
"Myrded os samme Stund, og det fælleds, smertende Mordstaal.
"Selv med Haand har jeg bygget dit Baal: har de fædrene Guder	680
Anraabt høit, for paa grusom Viis dig i Døden at svigte!
"Mig, o Søster, og dig du har dræbt, dit Folk og dit Sidons
"Fædre, samt hele din Bye. I bringe mig Vand til at rense
"Saaret, og er der endnu det mindste af Aande tilbage,
"Sluger jeg det."

Under slige Ord opsteeg hun ad Trinet,
Medens sin Søster, der aanded endnu, hun trykked i Favntag
Saare med Suk, samt tørred med Liin den mørknede Blodstrøm.

Hiin forsøger paanye at hæve sit Øie, men atter
Synker det ned, og det dybe Saar fremqvælder ved Brystet.
Tregang hæved hun sig ved anstrængt Styrke af Armen,
Tregang sank hun paa Leiet igjen; med vildsomme Blikke
Søgte hun Himmelens Lys, men sukkede dybt, da hun fandt det.

Juno selv, den mægtige, rørt ved de smertende Qvaler,
Samt den langsomme Død, fra Olympus sendte sin Iris,
For den kjæmpende Sjæl at løse fra Legemets Lænker.
Da hun ei sank ved en retlig Død, ei heller ved Skjæbnen,
Havde Proserpina ei afklippet den gulige Haarlok
Fra hendes Isse, og dømt hende selv til den stygiske Orcus

Iris, omgiven af Dug, gjennem Luften med Vinger som Safran,
Medens hun drog i den skinnede Sol vel tusinde Farver,
Ved hendes Hoved, nedsvævende, stod. "Befalet jeg offrer
"Dette til Dis, og løser dig selv fra Legemets Lænker."
Sligt hun taled, og klipped en Lok; tilligemed Denne
Slukkedes Legemts Ild, og bort foer Livet i Vinden.

5. Sang

Tilbage