5. sang

TOP

Femte Sang.
Indhold.

Efterat Æneas har forladt Carthago, driver en Storm ham over til Sicilien, hvor han modtages paa det venligste af Acestes, og beslutter derfor, at anstille den aarlige Gravfest til Anchises' Ære, som han Aaret iforveien havde mistet ved Døden. Han bestemmer de Lege, som skulle holdes, og udsætter de behørige Belønninger (v. 1 - 103). I Søekampen seirer Cloanthus (v. 103 - 285); i Veddeløbet Euryalus, men ved List af Nisus ( - 362); og uagtet Dares viser sig som en overmodig og ung Nævefægter, seirer dog Entellus i Kamp med Cestus ( - 484). I Veddekamp med Bue og Piil burde egentlig Eurytion erholdt Præmien for bedste Skud, men da et sælsomt Jertegn lod sig see ved den gamle Acestis Skud, giver Æneas Denne, hvis Piil geraadede ibrand i Luften, den udsatte Priis. Endelig sluttes Legene med en Maneuvre tilhest af Flaadens fornemste Ynglinge, anførte af den unge Ascanius ( - 603); men denne Øvelse er endnu ikke til Ende, før man seer en Deel af Skibene at staae i Brand, eftersom Juno har igjennem Iris trædskeligen forført Iliums Qvinder til at stikke Ild paa Flaaden, for selv at slippe for videre Seilads, og derved bidrage til Junos Plan, at Æneas ikke skal komme til Italien. Dog hjelper Jupiter i denne Nød, og ved Hjælp af en voldsom Regn frelses de øvrige Skibe, saa at kun fire fortæres ( - 699). Næste Nat viser Anchises sig for ham, raader ham at lade den svage Deel af Mandskabet blive paa Øen, og selv begive sig til Italien ( - 704), hvilket han ogsaa tilbørligen udfører ( - 778). Han seiler bort, og Neptunus giver Venus sit Ord paa, at han skal komme lykkelig til Italien ( - 834), og, paa Palinurus nær, der falder over Bord, gaaer ogsaa hans Løfte i Opfyldelse.

Sligt var skeet, og Æneas laa med sin Flaade paa Dybet,
Fast udi Hu; den dunklede Søe han skjar i en Kuling,
Øiet mod Murene vendt, som nu af den arme Elissas
Baal høit lue i Glands. Hvad tændte saa mægtigt et Ildblus,
Kjender man ei; dog Kjærligheds Qval, som, bedragen, er mægtig,
Og da man veed, hvad en Qvinde formaaer, naar hun stædes i Vanvid,
Leder til Ahnen om sørgelig Død de Troeres Hjerter.

Da nu Snækkerne laae paa Dybet, og ikke man skued
Kysterne meer, kun Luft overalt, kun Havet saa vide,
Over hans Hovede brat sig hæved en mørknende Regnskye,	10
Bringende Kulde og Mulm; i Mørket sig Bølgerne krummed.

Selv Palinurus, den Styrmand, skreeg fra den kneisende Bagstavn:
"Ei! hvi dækker saa mægtigt et Mulm den lysende Æther?
"Hvad er dit Meed, o Fader Neptun?" Saalunde han mæled,
Byder at samle hvert Toug, samt kraftigt at virke med Aaren;
Dreier for Kulingen Seilet paaskraa, og taler saalunde:

"Ædle Æneas! om Jupiter selv mig lovede Saadant,
"Troer jeg dog ei, at i sligt et Veir vi kom til Italien.
"Vinden er vendt og blæser paaskiøns: fra det dæmrende Vesten
"Stiger en Storm; til en truende Skye samtrænger sig Luften	20
"Ei til at kjæmpe imod, og saa djærvt at stride med Kræfter,
"Strække vi til: did drage vi hen, hvor Skjæbnen os viser,
"Og, hvor den vinker, vi styre vort Løb! den kjærlige Eryx'
"Brødrene Strand ei fjernet jeg troer og Sicanernes Havne,
"Hvis jeg mindes i Hu de grant bevarede Stjerner."

Svared Æneas, den fromme Helt: "At Stormene byde,
"Og, at du frugtløst kjæmper imod, har jeg længe bemærket.
"Skift da Seilet og Cours! Kan et Land velkomnere være,
"Hvor jeg hellere vil, at de trættede Skibe kan hvile,
"End det Land, som gjemmer i Lye den Troer Acestes,	30
"Og, min Faders, Anchises, Been omfavner i Skjødet?"

Saa han bød, og de søge til Havn. De milde Zephyrer
Fylde hans Seil; det hurtige Skib hensvæver ad Dybet,
Og de vende tilsidst deres Stavn mod de Kyster, de kjende.

Undrende seer, skjøndt fjernet endnu, fra den kneisende Fjeldspids
Vennernes Skibe Acest, og flux han iler imod dem,
Raa, omgjordet med Spyd, iført den libyske Bjørnhud,
Hvem, undfanget ved Crimisi Flod, en Moder fra Troja
Skjænkede Livet. Ei glemme han kan sine Slægtninge gamle,
Hilser de kommende Mænd, og med Fryd i sin landlige Rigdom	40
Gjæster han dem, samt trøster ved Hielp sine mattede Venner.

Medens den nye og lysende Dag bortfjerned i Østen
Stjernernes Hær, paa den hele Strand sine Sæller til Møde
Kalder Æneas, og ned fra en Høi saalunde han taler:

"Dardani vældige Folk, en Slægt fra Gudernes Høiæt!
"Alt har Maaneders Tal fuldendt det aarlige Kredsløb,
"Siden hver dødelig Rest samt Been af min gudlige Fader
"Her vi skjulede i Jord, og med Sorg opbygged ham Altre.
"Feiler jeg ikke, er Dagen alt nær, som altid i Kummer,
"Altid i Hæder (thi sligt I bød, I Guder!) jeg holder.	50

"Randt mit Liv landflygtigen hen i Gætuliens Syrter,
"Var jeg stædt i Argoliens Hav, i Byen Mycene,
"Der dog aarligen Bøn, og med Pragt høitidelig Festpomp
"Offred jeg ham, og med passelig Skjænk betynged hans Altre.
"Nu er jeg Selv til min Faders Støv og hans jordede Aske,
"Ei jeg troer uden Gudernes Bud og almægtige Villie,
"Sendt herhid, og, bragt udi Havn, er jeg kommen til Venner.

"Derfor, velan! udi samlet Hob vi fejre hans Festdag!
"Vindene bede vi først! og Festen han aarligen fordre,
"Naar jeg har bygget min Bye, sig bragt i de hellige Templer!	60
"Øxne tildeelte I faae af Acest, de Troeres Afæt,
"To til et enkelt Skib. Man bringe til Festen sin Huusgud,
"Ikke vor Fødelands blot, men dem, Acest har i Ære!
"Naar saa niende Gang Aurora sit venlige Dagskjær
"Viser for Menneskets Børn, og med Glands opklarer vor Jordkreds,
"Sætter jeg først for de Teucrer en Priis i de hurtige Skibe.
"Den, som er stærkt udi Føddernes Løb, som dristig i Kræfter,
"Samt udmærket i Spyd gaaer frem og i hurtige Piilskud,
"Eller tør vove en Dyst med Cæstus, dannet af Huder, kamphandsker
"Alle de komme og vente den Løn, som de vunde ved Seiren!	70
"Siger nu gunstige Ord, og med Løv bekrandse man Issen!"

Saa han taler, og dækker sit Haar med den mødrende Myrthe,
Helymus ligesom Han, og den alderstegne Acestes,
Samt den unge Ascan: dem følger den øvrige Ungdom.
Bort fra Pladsen han gaaer, ledsaget af Tusindes Skare,
Hen til Graven; i Midten han sees, ledsaget af Flokken.

Her to Skaaler af stærken Viin han offrer, som Pligt er,
Samt to Skaaler af Melk, og to med Blodet af Offret;
Spreder saa brogede Blomster omkring, og mæler saalunde:
"Hil dig, hellige Fader, igjen! Hil være dig, Aske,	80
"Som jeg frelste omsonst, du Geist og Aand af min Fader!
"Ei mig undtes, Italiens Land og forjættede Marker,
"At opsøge med dig, og Ausoniens fjernede Thybris!"

Sligt var hans Ord: fra den dybe Grav glatskindet en Slange
Trak sig vældig i Bugter syv, der krummed sig syvfold,
Og, med Graven i Favn, sig strækkede venlig om Altret.
Ryggen var spraglet, med Pletter besat af blaanende Farve;
Dog fremlued dens Skjæl udi Guld, liig Buen, der kaster,
Rammet af Solen i Skye, vel tusinde brogede Farver.
Skræmmet Æneas ved Synet stod; udtrukken i Længden	90
Rulled den sig mellem Skaalerne frem og de glatte Pokaler;
Nipped af Maden, og iled igjen, men uden at skade,
Bort til den inderste Grav og forlod de begnavede Altre.

Derfor han ordner end meer den, Faderen ydede, Høitid,
Skjøndt ei vis, om en Omegnsgud, eller Faderens Skytsaand,
Han bør mene, det er. To Faar han slagted, som Skik er,
Sviin udi lige Tal, dertil sortryggede Stude;
Øste af Skaalerne Viin, imedens han bad til Anchisis
Mægtige Skygge og Aand, just nu fra Acheron løsladt.
Folket, saa froe som han, ifølge de Midler, de eie,	100
Stable paa Altrene Gaver ihob, mens Studene offres.
Kjedler de sætte i Orden omkring, og, strakte i Græsset,
Lægge nu Gløder og Ild under Spid, samt riste sig Brade.

Alt sig nærmed den ventede Dag; udi lysnende Dagskiær
Phaëtons Gangere steeg, og bragde den niende Morgen.
Rygtet herom og Acestis Navn de Naboer lokked,
Hvilke nu fylde, i lystelig Sværm, de samtlige Kyster,
For Æneâder at see, og deels for at prøve paa Kampen.

Prisene sætter man flux, paa Midten af Banen, for Øine:
Først Trefødder, til helligt Brug, saa grønnende Krandse,	110
Derhos Palmer, de Seirendes Løn, samt Vaaben og Klæder,
Farved' i Purpur; af Sølv og af Guld vægtsvære Talenter.
Snart lød Hornet fra Høi, som et Tegn, at Festen begyndte.

Lige ved Aarernes mægtige Slag, sig vise til Kampen
Snækkerne, fire i Tal, udvalgte blandt samtlige Skibe.
Mnestheus fører med kraftige Slag den hurtige Pristis:
Mnestheus, snart en Italer, fra hvem de Memmier stamme.
Med sin Chimæra er Gyas næst, en frygtelig Bygning,
Liig et Castel, som i trefold Rad Dardaniens Ungdom
Driver afsted; udi trefold Rad sig Aarerne hæve.	120
Derpaa Sergest, som de Sergiers Æt meddeelte sit Tilnavn,
Hæver sig frem paa den store Centaur; paa den blaalige Scylla
Kommer Cloanth; ham stammer du fra, du Romer Cluentus!

Fjernt sig hæver i Søen et Fjeld mod den skummende Strandbred,
Hvilket er stundom skjult, og rammet af svulmende Bølger,
Naar en nordvestlig Vind bedækker de lysende Stjerner.
Taus det ligger i roligt Veir, naar den jævnede Bølge
Strækker sig glat, som et lysteligt Hjem for Maagen i Solskin.
Her, til et Maal, en løvriig Gren af en grønnende Steeneeg
Planter Æneas, som Seilernes Tegn, hvorfra de kan vide	130
Flux at vende, samt Kampens Løb, det lange, at bøie.

Derpaa de vælge sig Pladse ved Lod; paa Stavnen i Guldpragt
Styrerne stande, og straale saa vidt i det skinnende Purpur.
Dækket med Krandse af Poplernes Løv er den øvrige Ungdom,
Som, af Olie vaad, fremskinner med blottede Skuldre.
Alle nu sidde tilbænks; om Aaren de Armene strække,
Vente med Higen paa Tegn, imedens det bankende Hjerte
Smægter i zittrende Angst af Lyst til at skaffe sig Prisen.

Da nu den klare Basun gav Tegnet, fra Pladsene Alle
Styrte ustandsede frem; mod Ætheren stiger fra Søemænd	140
Skrig, og ved anstrængt Arm de Bølger omvæltes og skumme.
Side om Side de fure sig frem; Havfladen saa vide
Gaber, af Aarerne brudt, og af trefold kløftede Snabler.

Ei saa brat fremstyrte i Kamp tvespændige Vogne
Hen over Marken i Fart, naar de talrige fare fra Skranken;
Kudsken ei ryster saa flinkt de bølgende Tømmer, naar Spandet
Bruser afsted, og med ludende Krop han Pidsken bereder.
Flux af Klappen og Mændenes Skrig, samt Vennernes Bifald
Toner den samtlige Lund; fra de bakkede Strande sig vælter
Lyden, og runger igjen med Skrald fra de rystede Høie.	150

Foran de Andre gaaer, og fremmest paa Bølgerne glider
Gyas, ledsaget af larmende Skrig; ham følger Cloanthus,
Bedre ved Aarernes Slag, men tungt det langsomme Grantræe
Sinker hans Skud. I ligelig Fart Centaurus og Pristis
Stræbe at vinde den forreste Plads, skiønt bagved de Andre.
Snart Hvalfisken har Magt; snart glider den store Centaurus
Seirende frem; snart gaaer deres Løb med forenede Stavne,
Medens den lange Kjøl dybt furer i Bølgen af Søevand.

Alt de Klippen er nær; alt have de Maalet ihænde,
Da, foran Alle, paa Midiedyb, den seirende Gyas	160
Saa tiltaler med Raab sin Snækkes Styrer, Menoetes:
"Hvi vil du dreie til Høire saa stærkt? Hid styre du Farten!
"Hold imod Klippen! lad Aarerne slaae imod Skjæret til Venstre,
"Medens de Andre mod Dybet gaae!" Saa skreg han; Menoetes
Dreied dog, bange for dækkede Skjær, Forstavnen mod Havet.

"Hvor vil du atter hen? Hold ind imod Klippen, Menoetes!"
Gyas skreeg med fordoblede Raab. Alt seer han Cloanthus,
Som sig trænger fra Styrbord frem, og skaffer sig Pladsen.
Ind mellem Gyæ Skib og den larmende Klippe han dreier
Tættere frem paa den venstre Vei, og iler den Første	170
Brat forbi, og med Maalet i Ryg han seiler i rum Søe.

See! da lued i Ynglingens Been en voldelig Smerte;
Taarerne selv ei standsed paa Kind. Den dorske Menoetes,
Glemmende saare sin Værdighed selv, og Fællernes Frelse,
Styrter han ud paa Hoved i Søe fra den høinede Bagstavn.
Selv ved Roret han tager sin Plads, som Styrer og Herre,
Vækker de Roendes Mod, og dreier mod Stranden sin Roerpind.
Tungt, og med Nød, Menoetes opsteeg fra det nederste Havsvælg,
Alt bedaget af Aar, med Klæder, som drypped af Søevand;
Op imod Toppen han krøb, og satte sig der paa det Tørre.	180
Teucrerne loe, da han faldt; de loe, imedens han svømmed;
Dog end mere de loe, da de saae, hvor han spyede Søevand.

Nu sig hæved et frydeligt Haab hos begge de Sidste,
Mnestheus samt Sergest, at tvinge den dvælende Gyas.
Forreste Række Sergestus faaer, og nærmer sig Klippen,
Dog er han ei med det hele Skib den Første i Løbet,
Kun med en Deel; thi den kjæmpende Hval fremtvinger sit Bugspryd.

Mnestheus selv gik frem paa sit Skib mellem samtlige Fæller:
Og opmuntrede dem: "Nu, Nu I virke med Aaren,
"Hectors Folk, som jeg valgte mig selv udi Iliums sidste	190
"Stund til Følge; nu vise I her de herlige Kræfter,
"Med det Mod, I fordum har viist i Gætuliens Syrter,
"Samt i det joniske Hav, og Malêas svulmende Vover.
"Ei jeg higer mod første Plads, eller kjæmper for Seiren;
"Skjøndt - dog, Palmen er hans, hvem du, Neptunus! har undt den!
"Men det er Skam som den sidste at gaae; sligt hindre I, Venner!
"Sligt afværge I maa!" Hans Folk i den yderste Kraftkamp
Lægge sig ned; under vældige Slag Ertsstavnene knage.
Bølgerne drage sig bort; en idelig Stønnen bevæger
Kroppen og Munden saa tør; mens Sveeden nedruller i Strømme.	200

Hændelsen selv tildeler hans Folk den forønskede Hæder;
Thi da, trodsig i Mod, Sergestius tvinger sin Forstavn
Inderst mod Klippen, og trænger sig frem mod det farlige Leie,
Driver den Arme paa Grund ved en langtudstaaende Fjeldkant.
Skjærene braged, ja Aarerne selv mod den spidsede Steenrand
Stødte, og knagende brast; men fast stod Stavnen, som anløb.
Op sprang Folket og dvæled end meer ved et Skrig af Forundring.
Stænger, beslagne med Jern, Baadshager med hvæssede Spidser
Gjører man klar, og samler i Søe de knækkede Aarer.

Mnestheus froe, og ved dette sit Hæld end mere besjælet,	210
Under en voldsom Fart med Aarer, og Bønner til Vinden,
Søger nu rummelig Søe, og glider ad Bølgen saa roligt.
Ret som af Hulen i pludselig Fart fremstyrter en Due,
Hvilken har Huus og et ynderigt Boe i den skyggende Pimpsteen;
Flyver saa hen over Mark, og giver, forjaget fra Hjemmet,
Høit med Vingen et Bask; men, skydende rolig i Luften,
Stryger saa hen ad den lysere Vei, og rører ei Vingen.
Saaledes Hvalen og Mnestheus selv de øverste Bølger
Furer i Løbet: den hurtige Fart den Flyvende bærer.

Først Sergestus han iler forbi, som kjæmper mod Fjeldet	220
Samt den sidere Grund og frugtløst beder om Bistand,
Medens han prøver at føre sit Skib med de knækkede Aarer.
Gyas næst, og Chimæra selv, med den vægtige Masse,
Henter han ind; selv Denne har tabt, thi den misted sin Styrmand.

Nu er Cloanthus alene til Rest paa den yderste Bane,
Hvem han følger, og stræber at naae, med de yderste Kræfter.
Stærkere hører man Raab, og Alle opmuntre ved Bifald
Helten, som stræber; ja Ætheren selv gjenlyder af Raabet.
Hine forbittres, om Seiren, de vandt, og den Hæder, de eie,
Miste de skulle, ja Livet endog de vil bytte mod Palmen.	230
Hine opflammes af Hæld; de kan, da de synes at kunne,
Muligt de havde Belønning erholdt for jævnede Snabler,
Havde Cloanthus ei, udstrækkende Haanden mod Havet,
Udgydt Bønner, og Guderne selv anraabt under Løfter:

"Guder, som herske paa Søe, hen over hvis Bølger jeg seiler!
"Eder med Glæde paa Stranden jeg hist for Alteret stiller
"Snehviden Tyr, om mit Ønske jeg naaer; dens Indre jeg kaster
"Ud i den salte Søe, samt øser en flydende Viinstrøm."

Sligt var hans Ord; paa Bølgernes Dyb Nereiderne hørte
Alle hans Bøn, samt Phorci Chor, og den unge Panope.	240
Fader Portunus selv med kraftfuld Haand udi Farten
Støder ham frem; som den flyvende Piil, som den hurtige Sydvind,
Farer den ind imod Land, og skjuler sig dybt udi Havnen.

Nærmest Anchisis Søn fremkaldende Alle, som Skik er,
Nævner Cloanth som den seirende Helt, ved den mægtige Stemme
Af en Herold, og med Laurens Grønt han bedækker hans Tinding.
Men til Skibenes Folk, som en Gave, han giver at vælge
Viin eller Øxne tre, med en stor Talent udi Sølvmynt.

Næst til Førerne selv han yder en mærkelig Hæder;
Ham, der vandt, en Kappe med Guld, om hvilken der løber	250
Udi Mæandre to, meliboeisk Purpur i Mængde.
Vævet* man skued den drotlige Søn paa det løvrige Ida, *"indvævet", "broderet"
Som med Spyd og i Løb udmatter de hurtige Hjorte,
Flink, og en Stønnende liig, hvem Jupiters egen og snelle
Vaabensvend, med din hurtige Kloe, opløfted fra Ida.
Frugtløst løfter mod Stjernernes Hjem det bedagede Følge
Hænderne op, medens Hundenes Glam sig taber i Luften.

Den, som eied den nærmeste Plads ved Kræfternes Fylde,
Et med Kroge og hamret Guld trefoldigen tvundet
Pantser, som Helten med egen Haand Demôleos afdrog,	260
Da, nær Simois' rullende Strøm, han ved Ilium seired.
Dette er Heltens Skjænk, et Værn og en Ziir udi Kampen.
Begge hans Svende med Nød, Phêgeus og Sâgaris, slæbte
Vægten paa Skuldren i foldede Lag, skjønt rustet i Dette,
Fordum Demôleos drev de splittede Troer foran sig.
Som den tredie Skjænk to Gryder han giver af Kobber,
Dertil Skaaler, uddanned' i Sølv, ophøied' med Kunstværk.

Alle nu finge den lovede Skjænk; ret stolte ved Gaven
Gik de omkring, og det purpurne Baand var om Tindingen slynget,
Da fra det stenige Fjeld, med Nød og med Møie befriet,	270
Svag ved Aarernes enkelte Rad og de mistede Stænger,
Frem, uden Priis, Sergêstus drev sin forhaanede Snække,
Slangen liig, som man stundom seer paa den høinede Jordvei,
Hvem det kobberne Hjul paaskraae har knust, eller Steenkast
Fra den vandrende Mand forlod lemlæstet og knuset.
Frugtløst slaaer den, imedens den flyer, sit Legem i Bugter,
Vild ved den øverste Deel, ved funklende Øine og udstrakt
Hvislende Hals: men saaret og lam dens Nedre den sinker,
Medens den bugtende gaaer, og i egne Lemmer sig folder.

Langsom ved Aarernes døsige Slag sig nærmede Snækken,	280
Dog, ved svulmende Seil, som hidses, den nærmer sig Stranden.
Ogsaa den lovede Skjænk Sergest af Ænêas erholder,
Over det ræddede Skib, og de frelsede Fæller, fornøiet;
Thi en Slavinde han faaer, med Athênes Sysler fortrolig,
Phôloe, cretisk fød, som died to Spæde ved Brystet.

Flux Ænêas, den kjærlige Helt, da Kampen fuldendt var,
Gaaer til en græsrig Eng paa hvis rundtomløbende Høie
Skove beskjærmende stod; Theatrets midterste Dybning
Var der en Bane, hvor Helten selv, udi Tusindes Følge,
Vandred, og satte sig ned paa Leiet, der stod udi Midten.	290

Hver, som vover at prøve en Dyst i det hurtige Kampløb,
Baade ved Bøn, og ved udsat Priis, han sætter i Aande.
Strømme da Alle forened' i Hob, Sicaner og Teucrer;
Med Euryalus Nisus først.
Eûryalus, ved Ynde berømt, og ved blomstrende Ungdom,
Nisus, ved Godhed for Drengen bekjendt; Dem fulgte derefter,
Runden af Priami herlige Blod, den ædle Diores.
Salius denne, og Pâtron næst: hiin var en Acarner,
Denne var født af arcadisk Blod, Tegeâter af Stamme.
Hêlymus næst og Panôpes kom, siculiske Helte,	300
Vante til Skovenes Liv, i Acestis, Oldingens, Følge;
Derhos mangen en Svend, som det dunklere Rygte fordulgte.

Rundt omringet af dem, saalunde begyndte Æneas.
"Lægger nu dette paa Sind, og med Lyst I høre min Tale!
"Ingen af Samtliges Tal forlader jeg uden Belønning.
"Tvende cretensiske Spyd, med glatte og spidsede Odder,
"Samt en Øxe, graveret i Sølv, jeg skjænker til Alle;
"Sligt er de Samtliges fælleds Priis. Dog vinde sig Tvende
"Særskilt Løn, og erlange en Krands af den gule Oliven.
"Første Seirer erholder en Hest med det herligste Dække;	310
"Fyldt med thraciske Pile, de Amazoneres Kogger
"Faaer den Næste, om hvilket der gaaer et Bælte med Guldkant,
"Og som knytter sig fast med en aflang Steen, som er kostbar.
"Kun med dette argoliske Skjold maa den Tredie nøies."

Sligt han mæler; man tager sin Plads; og pludseligt styrte
Alle ad Marken, da Tegnet er hørt. De Pladsen forlade,
Spredte omkring som en Uveirsskye, og sigte mod Maalet.
Nisus udvikler sig først, og fremfor de samtlige Fæller
Straaler han fjernet, som Vindene snel og den vingede Lynild.

Nærmest til Denne, dog ikkun nær i en fjernere Afstand,	320
Salius kommer; i afsat Maal ham følger derefter
Eûryalus som den tredie Mand.
Efter Euryalus Hêlymus gaaer, og tæt efter Denne
Flyver Diores, o see! og træder ham Hælen med Hælen,
Skuldren paa Skuldrene lagt; var mere tilovers af Banen,
Iled han enten forbi, eller levned det sikkerlig tvivlsomt.

Alt, paa den yderste Kant, afmattede, henimod Maalet
Nærme de sig, da i levret Blod den uhældige Nisus
Glider; thi Hændelsen bød, at der af de offrede Stude
Jorden var vaad, og det grønnende Græs befugtet med Blodstænk.	330
Her, af Glæde, den seirende Svend sit vaklende Fodspor
Holdt til Jorden ei fast, men forlæns styrter i samme
Muddrede Dynd, og glider omkuld i den hellige Blodstrøm.

Dog han glemte Euryalus ei, og ikke sin Elskling:
Thi paa det Glatte han reiste sig op, og til Salius stødte,
Saa at han styrted omkuld, omvæltet i Dynger af Sandstøv.
Frem Euryalus gaaer, og, Seirer ved Kjærligheds Bistand,
Fanger han Prisen, og flyver afsted under Mumlen og Bifald.
Helymus følger paa ham, og den tredie Priis er Diores.

Flux den store Forsamlings Kreds, og de aldrende Fædres	340
Forreste Rad med et larmende Skrig af Salius fyldes,
Som forlanger den Priis, han ved Lumskhed tabte, sig givet.
Eûryalus beskyttes af Gunst, og af yndige Taarer,
Samt af Kraften, der yttrer sig skjønt i et ynderigt Legem.
Ogsaa Diores ledsager hans Bøn, og skriger med høi Røst,
Som forgjævs til Palmerne kom og den sidste Belønning,
Hvis det træffer, at Salius faaer den øverste Kamppriis.

Fader Æneas da mælede flux: "Belønningen stander
"Ynglinge! fast; ei Palmernes Gang skal rokkes af Nogen.
"Dog, at jeg ynker min Ven, og hans Fald, vil Ingen forbyde,"	350
Sligt var hans Ord, og et mægtigt Skind af Gætuliske Løven
Salius faaer, ved den gyldne Kloe og ved Børsterne vægtigt.

Mælte da Nisus: "Er slig en Priis for Hine, som tabte,
"Og du ynker Enhver, som faldt, hvor har du en Gave,
"Nisus værd, som den første Priis erholdt for sin Snelhed,
"Dersom han ikke, som Salius selv, var geleidet af Uheld"
Viser tillige med saadanne Ord sit Ansigt og Legem,
Saare besølet af Vand og af Dynd. Den venlige Fader
Loe, og befaled at bringe et Skjold (Didymâon det danned)
Af de Grækere hængt paa Neptuni hellige Dørpost.	360
Denne udmærkede Skjænk han giver den herlige Yngling.

Efterat Løbet var endt, og Gaverne samtlige deelte,
"Hver som har kraftig Krop, og i Brystet bevægelig Aandskraft,
"Komme og løfte nu Armene op med bevæbnede Næver!"
Raaber han høit, og en dobbelt Priis han sætter for Kampen;
Dækket med Bændler og Guld en Stud til den Første, som seirer,
Samt et Sværd, og en kostelig Hjelm til Trøst for den Anden.

Ei man dvæler: op stiger paastand med de vældigste Kræfter
Dares, som hæver sin Krop under Heltenes larmende Mumlen.
Ene han pleied at vove en Dyst mod den øvede Paris:	370
Og ved den Grav, hvor man lagde i Jord den mægtige Hector,
Butes han slog, der med gruelig Krop mellem Samtlige feired,

Og, som Amyci Svend, Bebrycernes Konges, sig kroed,
ja udi gulen Sand udstrakte den døende Kjæmper.
Saa var Dares, der hævede først sit Hoved til Striden,
Og fremstiller sin kraftige Ryg, imedens han udstrakt
Brouter med Armenes vexlende Slag, og sauger* i Luften. *"saver"

Flux man søger en Mage til ham; dog ingen i Hæren
Vover at træde ham nær, eller trække paa Hænderne Cestus.
Modig ved sligt, da han saae, at Enhver frasagde sig Palmen,	380
Stiller han sig ved Ænêæ Fod, og, uden at dvæle,
Griber med Venstre han Tyren ved Horn, og mæler saalunde:

"Guddomssøn! naar Ingen har Mod til at vove paa Kampen,
"Hvi skal jeg ventende staae? Er det smukt, at sinke mig længer?
"Byd mig, at bringe min Gave tilhuus." De Troere mumled
Alle tillige, og bød, at Løftet bør holdes til Helten.

See, til Entellus et kraftigt Ord da mæler Acestes,
Saasom de sadde som Naboer ned paa det grønnende Sæde.
"Entêllus! forgjæves du varst en drabelig Kjæmper,
"Hvis taalmodig du vil, at den herlige Gave skal tages	390
"Bort, uden Kamp. Hvor er nu din Gud, hvor er nu din Lærer,
"Eryx, om hvem du forgjæves har talt? hvor er nu dit Navnrye?
"Over Siciliens Land, samt Byttet, som hænger i Borgen?"

Svared han saa: "For Hæder og Roes er ei Følelsen vegen,
"Dreven af Frygt; men det koldere Blod er i Aarenes Aftag
"Isnet og mat, den sløvede Kraft hendøer i mit Legem.
"Havde jeg nu som før - det er det, paa hvilket den Frække
"Trodser og stoler - ja havde jeg end mine Ynglingedage,
"Ikke bevæget ved Skjænk, og ei ved det herlige Ungnød
"Mødte jeg; Gaver bevæge mig ei."	400

Saalunde han mæled,
Og paa Kjæmpernes Plads to rædsomt vægtige Cestus
Kasted han frem, i hvilke til Kamp den hidsige Eryx
Pleied at stinge sin Haand, og sin Arm at spænde i Remmen.
Alle forundrede taug, syv mægtige krængede Oxers
Ryg fremstivnede laae, beslagne med Jern og med Blyvægt.
Dares forbauses af Alle dog meest, og ræddes for Kampen;
Medens den ædle Anchisis Søn snart trækker i Vægten,
Snart, ad forskjællige Strøg, i Remmenes vældige Bugter.

Da fremtrængte sig følgende Røst fra Oldingens Hjerte:
"Hvad? Om I alle fik Hercules selv, hans Vaaben og Cestus	410
"Her at see, og den rædsomme Kamp, der holdtes paa Stranden?
"Saadanne Vaaben ifordumstid din Broder har baaren,
"Pletterne seer du endnu af Blod og den knusede Hjerne.
"Han mod Alciden med disse stod: jeg pleied det ogsaa,
"Medens det sundere Blod gav Kraft, og misundelig Ælde
"Krøb ei graanende frem ved de enkelte Haar om min Tinding.
"Dog, om Dares, den troiske Mand, forkaster min Rustning,
"Om det er frommen Ænêas kjært, og Acestes tillader,
Ville vi jævne vor Kamp. Jeg Eryx' Vaaben dig skjænker,
"(Vær kun freidig), men aftag du de troiske Cestus."	420

Sligt han taled: fra Skuldren han slog den dobbelte Kappe,
Og de vældige Been, de kraftige Knokler og Arme,
Viste han frem, og paa Kjæmpernes Plads han stod i sin Styrke.
Flux fremtager Anchisis Søn eensartede Cæstus,
Samt ombinder de Kjæmpendes Haand med de eenslige Vaaben

Hurtigen træde de frem; paa Tæerne hæve sig begge,
Og, uden Angst, mod den øvre Luft, de Armene hæve;
Trække da, langt fra Stødene bort, de forlængede Halse;
Blande med Hænderne Haand, og æske hinanden til Kampen.
Hiin er bedre ved Føddernes Trin, og kry ved sin Ungdom:	430
Denne ved Kroppen og Vægten er stærk, men de kraftløse Knæer
Ryste og dirre, og sygeligt Gisp udmatter hans Legem.

Frugtløst mangt et Saar de Kraftige give hinanden.
Sende fordoblede Stød mod den bøiede Side og Brystet,
Som gjenlyder af Slag, mens hyppigt om Tinding og Ører
Hænderne gaae, og af hæftige Klask Kindbakkerne knage.

Vægtig Entellus staaer, og stemmer sig fast i sin Stilling,
Medens med Krop og med speidende Blik han dukker for Stødet.
Denne, som en, der beleirer med Vold den kneisende Fæstning,
Eller belægger med krigerisk Magt Castellet paa Klippen.	440
Prøver nu hist og nu atter her, og speider det hele
Sted med Kunst, og i vexlende Løb, skjøndt forgjæves, han stormer.

Brat sig reiser Entellus, opløfter den Høire og hæver
Armen tilvejrs. Hiin ahner det Slag, der vil komme fra oven,
Og, da han hurtigen bøier sin Krop, undslipper behændigt.
See, da spilder Entellus sin Kraft udi Vinden; ved Farten,
Svær som han var, udi vældig Vægt, med Tyngde mod Jorden
Styrter han ned, liig en hulet Gran, der, rykket med Rode,
Paa Erimanthi Bjerg eller Toppen af Ida maa synke.

Teucrerne reiser sig ivrigen op, og Trinacrias Ungdom.	450
Høit de skrige mod Skye, og først sig nærmer Acestes,
For jævnaldrende Ven at løfte fra Jorden med Veemod.
Dog blev Helten ved dette sit Fald ei sinket, ei skræmmet,
Kjæmper med gjævere Mod; thi Harmen opvækker hans Kræfter,
Medens hans Mod oplues ved Skam og Bevidsthed om Evne.
Hidsig han driver paa Marken omkring den flygtende Dares:
Dobbelte Slag han med høire Haand, og med Venstre uddeler,
Uden at yde ham Rist eller Roe. Som de talrige Haglkorn
Rasle paa Taget i Storm, i saa tætte og hyppige Anfald
Helten med vexlende Haand omtumler og driver paa Dares.	460

Nu tillader Æneas ei meer, at Vreden regjerer,
Og at i grusomt Sind Entellus raser saa voldsomt.
Derfor han ender den grusomme Kamp, og frelser den matte
Dares, imedens han trøster med Ord, og mæler saalunde:
"Hvi betages, o Arme! dit Sind af saa mægtig en Galskab?
"Mærker du ei en formindsket Kraft, og forandrede Magter?
"Vig for en Gud!" Med dette sit Ord afgjorde han Striden.
Flux jævnaldrende Venner saa tro, da han vakler i Knæet,
Kaster sit mattede Hoved omkring, og spytter af Munden
Blodet, som styrknes, ja Tænder endog, som er' blanded' i Blodet,	470
Bringe til Skibet ham ned, og tage mod Sværdet og Hjelmen,
Medens Entêllus selv de levne som Tyren, saa Palmen.

Denne, som vandt, ret trodsig i Hu, og stolt af sin Kamppriis,
Siger: "Gudindesøn! og Troer! nu mærke I nøje
"Kræfternes Fylde, jeg eied engang udi Ungdommens Dage,
"Samt fra hvilken en Død I har frelst den reddede Dares!"

Saa han talte, og stilled sig frem, ret lige for Studen,
Hvilken som Gave for Kæmperne stod; med den løftede Høire
Slynger han ind mellem begge Horn den vældige Cestus,
Hævende sig, samt støder dens Been i den knækkede Hjerne.	480
Brat den segner; i døende Gisp den glider mod Jorden,
Og ved dens Fald man hører ham selv saalunde at mæle:
"Denne, o Eryx! en bedre Sjæl for den skaanede Dares,
"Offrer jeg dig: her ender min Kunst, her hænger min Cestus."

Flux Æneas paanye at kjæmpe med hurtige Pile
Byder Enhver, som muligen vil, og bestemmer en Kamppriis,
Hjulpen af talrige Mænd, af Seresti Snække en Skibsmast
Reiser han høit, og en Due saa snel, ombunden med Snoren,
For deres Pile et Maal, han hænger paa Toppen af Masten.

Mændene samle sig flux; en Hjelm af Kobber modtager	490
Lodderne, kasted' deri: under lydelig Raaben af Mængden,
Førend de Andres, man seer Hyrtacîden Hippôcoons Skudlod.
Den, som seirede nys udi Kampen med Snækkerne, Mnestheus
Følger paa denne, med Oliekrands endnu om sin Tinding.
Eûrytiôn er den tredie Helt, din Broder, berømte
Pandarus! som, da Befaling du fikst, at krænke vort Forbund
Sendte som første Helt din Piil mod de flokkede Græker.
Sidst, og paa Hjelmens fordybede Bund, nedsynker Acestes,
Vovende selv, udi Ynglinges Hob, at prøve en Kampdyst.

Flux med umaadelig Kraft nu krumme de bøiede Buer	500
Heltene, hver for sig, og tage saa Pilen af Koggret.
Først Hyrtacîdens, den Ynglings, Piil fra den hvinende Sene
Baner sig Veien i Skye, og splitter den flydende Luftstrøm,
Kommer til Maalet, og hæfter sig fast i det forreste Masttræe.
Masken blev rystet: den skræmmede Fugl slog baskende Vingen,
Medens det Hele gjenlød af Forsamlingens stormende Bifald.

Mnestheus hidsigen stod med sin alt udstrammede Bue,
Sigtende høit, og spænder sit Blik, tilligemed Senen;
Dog, at ramme den Vingede selv, det mægted den Arme
Ikke med Pilen; de linnede Baand og Knuden han sprængte,	510
Knyttet i hvilke ved Foden den hang fra Toppen af Masten.
Denne med Stormenes Fart foer op i de dunklere Skyer.

Eûrytiôn, i en hurtig Fart, paa den færdige Bue
Pilen alt længe har holdt, og, imedens han Broderen beder,
Sigter mod den, som i aaben Luft sig fryder, og rammer
Duen, som basker med Vingernes Slag i de mørknende Skyer.
Livløs synker den ned; mellem Himmelens Stjerner den taber
Livet, og, dalende ned, medbringer den borede Piilstok.

Ene af Alle, da Seiren var tabt, stod Acestes tilbage.
Dog den Gamle afskyder sin Piil mod den himmelske Luftegn	520
Blot for at vise sin Kunst, og tillige sin bragende Bue.
See, da skuer vort Øie saa brat et pludseligt Varsel,
Egnende sig til et Fremtidstegn; seent kjendtes dets Udfald,
Og først silde Forklaring vi fik af de skræmmende Spaamænd.
Thi i den flydende Luft klart flammed den ilende Piilstok,
Banede sig udi Luerne Vei, til den atter, fortæret,
Svandt i den tynde Luft; som ofte, fra Himmelen løsnet,
Stjernen, der daler, fremskyder sin Vei, og drager en Hale.

Ængsted' i Sinde de stod, og gjorde til Guderne Bønner
Iliums samt Trinacrias Mænd: den høie Æneas	530
Viste ei Varselet bort, men, favnende gladen Acestes,
Hædrer ham med en betydelig Skjænk, og mæler saalunde;
"Modtag, Fader! - Olympens Drot, den Mægtige, vilde
"Ved sine Varsler, at uden Kamp, du vandt en Belønning;
"Derfor du eie en hæderlig Skjænk af min Fader Anchises,
"Denne, med Kunst indgravede, Skaal, som den thraciske Cisseus,
"Mellem de øvrige talrige Skjænk, min Fader Anchises
"Bød at eie til Minde om sig, og som Pant paa sin Ømhed."

Saa han taler; med Lauren grøn han dækker hans Tindig,
Samt udraaber Acestes selv, som den første, der seired.	540
Ei Eurytion, ædel i Sind, misunder ham Æren,
Skjøndt han ene fra Himmelens Skye nedstyrtede Fuglen.
Næst ham vandrer i Gaverne den, som Knuderne sprængte:
Fulgt af den Sidste, hvis hurtige Piil sig bored i Masten.

Fader Ænêas selv, før Kampen var ganske tilende,
Kalder den gamle, ledsagende Ven af den unge Jülus,
Epyti søn, samt hvisker ham flux fortroligt i Øret:
"Skynd dig at gaae, og Ascanius sig, at om Ynglingeskaren
"Færdig han har, og til krigerisk Løb sine Heste beredte,
"Føre han Tropperne hid, og vise sig her udi Rustning."	550

Selv han byder ved disse Ord, at den strømmende Mængde
Flux forlader den Bane saa viid, og at Marken er ryddet.
Parviis ride de Ynglinge frem: paa de bidslede Heste
Straale de foran Forældrenes Blik, og Rytterne alle
Hilses af Raab fra de troiske Mænd, og Trinacrias Ungdom.
Samtliges Haar paa den vanlige Viis nedtrykkes af Krandse,
Medens, med paasat Spids, to Landser de svinge af Hyben. [lanser af "hybentræ"]
Glattede Kogger har Andre paa Ryg, og ovenom Brystet
Løber af tvundet og bøieligt Guld trint Halsen et Bælte.

Rytternes Hobe er trende i Tal: tre Førere fare	560
Foran dem Alle, og efter Enhver tolv Drenge, som følge,
Straale i afdeelt Trop, mens Lærerne følge dem alle.
Forreste Ynglingetrop af den liden Priamus føres,
Med Farfaderens Navn, din herlige Pode, Polites!
Engang bestemt til Italiens Pryd: den thraciscke Ganger,
Spættet, med Plætter af Hvidt, ham bærer, som stolteligt viser
Begge de forreste Been, og Halsen, saa hvide.

Attys er nærmest: (de Attiers Slægt nedstammer fra Denne)
Attys, der, lille, dog elskes som Dreng af Drengen Jülus.
Sidst, dog i yndig Form den første af Alle, Jülus.	570
Tumler en Ganger fra Sidons Bye, som den venlige Dido
Skjænkede ham, som erindrende Pant paa sin varige Ømhed.
Ynglingehoben hos gamle Acest paa trinacriske Heste
Rider tillige med dem.

Disse, som ængstes, modtager med Klap, og betragter med Glæde,
Dardani Folk, og kjender igjen Forældrenes Aasyn.
Da nu de Rytteres Hob med Glæde har mønstret den hele
Samling, og helst deres Slægtningers Blik, da gives Signalet
For de Beredte ved Skrig, og Epytides knalder med Pidsken.

See, da splittes de ligeligt ad, og, delede trefold,	580
Løse de Troppen i spilede Chor, og atter, paa Ordre,
Gjøre de Sving, og paa fjendtlig Viis mod hinanden de sprænge.
Snart de begynde et andet Løb, og forandrede Gjenløb,
Front imod Front; paa vexlende Viis de slynge i Kredse
Kredsene ind, og et Billed af Kamp under Vaaben de vække.
Snart de Ryggene blotte paa Flugt; snart vende de harmfuldt
Spydene frem; i en fredelig Hob snart ride de sammen.

Saa, man siger, paa Cretas Øe, Labyrinthen har eiet
Af usynlige Vægge en Vei, samt tusinde Snirklers
Tvivlsomme List, hvor samtlige Tegn, som kan lede en Vandrer,	590
Løste sig op i forvirrede Tvivl, uden Traad, uden Frelse.
Ikke med andet Løb de Teucrers Sønner indvikle
Hestenes Gang, der i spøgende Leeg nu kjæmpe, nu flygte,
Liig Delphiner, der, svømmende hen gjennem bølgende Have,
Midt i den libyske Søe, eller ogsaa carpathiske, lege.

Lignende Skikke, samt Kampe og Løb har Ascanius fordum
Medens han Alba, den lange Bye, omgjærded med Mure,
Indført, samt de Latinere lært, at feire den ganske
Som han feirede den, som Dreng, med den troiske Ungdom.
Albas Sønner den lærte igjen, og det mægtige Roma	600
Fik den af dem, og som fædrene Skik bevared den helligt.
Troja det kaldes endnu, og Drengene, troiske Toget.
Saavidt feiredes Kampenes Leeg til den hellige Fader.

Brat sig ændrede Lykkens Gunst ved at svigte sit Løfte.
Medens ved Graven i vexlende Leeg de feire hans Festdag,
Juno Saturnia selv nedsender fra Himmelen Iris
Til de Troeres Leir, ja vifter ad hende, som iler,
Tænkende Ondt udi Hu, i sin gamle Harme ei mættet.
Ilende hurtigen frem ad Buen med tusinde Farver,
Løber den Pige, af Ingen seet, ad den skraanende Nedgang.	610
Der hun skuer en flokket Hob, og, speidende Kysten,
Seer hun, at Havnen er tom, og Snækkerne ligge forladte.

Fjernt fra den eensomme Strand de troiske Qvinder i Enrum
Græd ved den tabte Anchisis Død, og stirred med Taarer
Ud mod den dybe Søe. "Saa talrige Have og Bølger
"Staae for os Arme tilbage endnu!" sligt mæle de Alle,
Ønske en Bye, de ævne ei meer paa Bølgen at tumles.
Midt iblandt disse - med klygtigt Hu til at skaffe dem Skade -
Styrter hun frem, samt skjuler sin Form og sin Dragt som Gudinde,	620
Bliver saa Bêroë, aldrende Viv af den Imarer Doryclus,
Eengang eiende Slægt og Navn samt haabefuld Afæt.

Saa hun styrtede sig imellem Dardânernes Mødre,
Medens hun skreeg: "Usalige Kjøn! hvem Grækernes Hær ei
"Slæbte til Døden i Krig ved de fædrene Mure! o arme
"Slægt! til hvilket rædsomt Fald har Skjæbnen dig ræddet?
"Siden vort Ilium sank, alt væltes den syvende Sommer.
"Talrige Have og Lande vi saae; ja Klipper og Storme
"Har paa Seiladsen vi taalt, imedens vi søge paa Havet
"Efter Italiens flygtende Land, og væltes paa Bølgen.	630
"Eryx er her med sin brødrende Strand; vor Vert er Acestes;
"Hvorfor bygges ei Muur, og gives ei Borgerne Hjemstavn?

"Fædreneland! I Penater selv! som forgjæves vi rædded,
Skal ei mere en Bye faa Navn af Troia? skal aldrig
"Hectors Strømme vi see, en Simoïs eller en Xanthus?
"Altsaa velan! opbrænder med mig de usalige Skibe!
"Thi udi Søvne, Cassandras Aand, den Seerske, tyktes
"Selv at række mig brændende Blus: ""her søge I Troja!
""Hjemstavn, sagde hun, finde I her!"" Det er Tid at vi handle!
"Ikke vi sinke de herlige Tegn! Her staae til Neptunus
"Altere fire; ja Fakler og Mod forlehner os Guden."	640

Mælende sligt, hun griber med Kraft den hærjende Ildbrand,
Hæver den høit med den løftede Haand, og slynget med Kræfter
Kaster hun den. Forbausede staae, med forvirrede Tanker,
Iliums Mødre; da høres en Røst fra en aldrende Qvinde,
Pyrgo, en Kongelig Amme hos Priami talrige Afkom:

"Hun er ei Bêroë selv; ei, Mødre, I skue Dorycli
Troiske Viv; det synlige Tegn paa guddommelig Skjønhed
"Mærke I bør, og det funklende Blik. Hvilken kostelig Aande,
"Klangfuld Stemme, indtagende Blik, og Gang, naar hun vandrer!
"Bêroë selv har jeg nylig forladt, da jeg vandrede hidhen,	650
"Syg og bedrøvet, at saadan en Fest hun ene skal mangle,
"Og den billige Skjænk tør ei tilbyde Anchisis!"
Saa hun talte.

Mødrene, stædte i Tvivl, med Blik, som varsle det Onde,
Stirre mod Skibene hen: mellem sørgelig Ømhed de vakle
Til Siciliens Øe, og det Land, som vinker ved Skjæbnen.
See, da stiger Gudinden i Skye paa de spilede Vinger,
Og, i sin Svæven, en Bue saa stor hun skjærer i Skyen.
Rystede dybt af et saadant Tegn, og fortumled' af Vanvid
Skrige de høit, og forskaffe sig Ild fra den hellige Arne.	660
Andre udøve mod Altrene Rov, og kaste med Brande,
Qvas og Løv; ubændig i Kraft Vulcanus sig vælter
Hen over Bænke, samt Aarer og Stavn af det farvede Fyrtræe.

Hen til Anchisis Grav og Theatrets Pladse, som Budskab,
Melder Eumêlus om Skibenes Brand: de see sig tilbage,
Og udi Skyer af Røg de øine de dunklede Emmer.
Flux Ascanius selv, der just anførte med Glæde
Rytternes Løb, udi hurtigt Trav til den larmende Leirplads
Skynder sig bort; ei holde ham kan det bestyrtede Følge.

"Hvilken en Galskab," han raaber, "paanye! hvad søger I arme	670
"Landsmændinder! ei Fjender det er, ei fjendtlige Grækers
"Leire, I brænde, men eget Haab. Seer! Jeg er jo Eders
"Ascanius!" den blottede Hjelm han til Fødderne kaster,
Dækket med hvilken han nylig for Spøg fremstilled en Stridkamp.
Helten Ænêas paaskynder sin Gang, og de teucriske Hobe.

Qvinderne selv i et splittet Løb over Stranden saa vide
Skilles af Frygt; i Skovenes Skjul, i de hvælvede Klipper
Søge de Lye; ved Luernes Blus fortryde de Daaden;
Kjende nu Folket igjen, og Juno er rystet af Hjertet.
Derfor dog ikke den luende Brand neddæmper sin vilde	680
Graadige Kraft; den ulmer endnu i de vædede Planker,
Dampende døsigt fra Skibenes Hamp. De Snækker fortæres Kalfatring
Langsomt i Røg, og det samtlige Skrog hjemsøges af Branden:
Lidt kun gavner de Heltes Kraft, eller Vandet, man øser.

See! da splitter den fromme Helt sine Klæder fra Skuldren,
Raaber de Guder om Hjelp, og strækker mod Himmelen Haanden:
"Jupiter, Almagts Gud! hvis ikke du hader os Alle,
"Troernes Børn; hvis, ligesom før, miskundelig Godhed
"Skuer paa Menneskets Nød, da unde du, Fader! at Flaaden
"Ræddes fra Ild! vore trængende Kaar af Luen du rædde,	690
"Eller med grusomme Lyn nedstyrt vor Hob udi Døden,
"Haver jeg sligt fortjent, ja knuus mig her med din Høire!"

Neppe var Ordene talt', før brat udi styrtende Regnskyl
Raser et sjeldent og frygteligt Vejr; udi Tordenen bæve
Sletter og Høie paa Jord; fra Ætheren styrter saa vide
Regn med sit muddrede Vand i den tykttilhyllende Sydvind.
Stavnene fyldes til øverste Rand; halvtærede Planker
Dryppe af Vand; snart Dampen er slukt, og de samtlige Snækker
Frelste fra hærjende Brand, og ikkun de fire man tabte.

Frommen Æneas, der rystedes dybt af saa bittert et Uhæld,	700
Vælter i Sinde, snart hist, snat her, de vægtige Sorger,
Uvis i Sind, om at sætte sig fast paa Siciliens Marker,
Glemmende Skjæbnens Bud, eller søge Italiens Kyster.
Derpaa Nautes, en aldrende Mand, som Tritonia Pallas
Havde belært, og i mangen Kunst forsynet med Kræfter,
Gav ham et tydeligt Lys, om det, som de mægtige Guders
Vrede bebuded, hvad Skjæbnens Gang bestemte som afgjort.
Derfor han trøster med saadanne Ord Ænêas, og mæler.

"Søn af Gudinden! hvor Skjæbnens Traad veileder, vi følge!
"Hvad der end skeer, vi seire dog kun, ved at bære det taaligt.	710
"Her, af guddommelig Æt, du haver en Troer Acestes;
"Ham du tage paa Raad! han gjerne forener sig med dig!
"Denne du give, hvad levnedes nys fra de mistede Snækker,
"Samt hver Enkelt, som kjedes ved dig, og dit mægtige Idræt.
"Oldinge, mætted' af Aar, de Mødre, som trættes af Havet,
"Alle, som kjende ei Mod eller Kraft, samt bæve for Farer,
"Vælge du bør, for her at skjænke de Svækkede Hjemstavn.
"Fange de Ret dertil, vil Byen de kalde Acesta."

Vist nok rørte den aldrende Ven ved sin Tale hans Hjerte,
Dog, det vakler endnu, og bølger i vexlende Planer,	720
Alt som Natten paa Tvespandsvogn fremkjørte paa Himlen.

See! da skues Anchisis Aand, og fra Himmelen svæver
Faderens Skygge mod Jord, og mæler med Hurtighed til ham:
"Søn, udi fordums Tid, imedens jeg stædtes i Livet,
"Kjær som mit eget Liv, afhærdet i Iliums Uhæld,
"Hid jeg kommer paa Jupiters Bud, som mod Luerne værned
"Snækkerne selv, og fra Himmelens Skye forlehner sin Naade.
"Trygt du lyde de herlige Raad, som den aldrende Nautes
"Nys dig gav! De kjækkeste Folk, udkaarede Krigsmænd,
"Bring til Italiens Kyst, thi et haardt, og i Sæder uslebet,	730
"Folk skal bekjæmpes i Latiums Land. Dog først du besøge
"Plutos Borg under Jordens Ring, og ad dyben Avernas
"Søge du Møde med mig, min Søn! Ei Tartari Afgrund
"Skjuler mig dybt i sit rædsomme Mulm: i Elysiums skjønne
"Egne jeg boer i de Dydiges Hjem. Den kydske Sibylla,
"Fører dig did, naar de sortlige Faar du har Guderne offret.
"Da vil du høre din Slægt og den Bye, dig undes i Tiden.
"Nu et Farvel! den fugtige Nat er paa Midten af Himlen,
"Og med sit stønnende Spand tilpuster mig Solen i Østen."
Brat, under saadanne Ord, han svandt, som en Taage i Luften.	740

Skreeg da Æneas: "Hvi styrter du bort? hvorhen saa iilfærdig?
"Hader du mig? fra en favnende Søn hvad kan dig fordrive?
Mælende sligt, opvækker han Ild i den døsige Aske,
Medens han Pergamas Lar, samt Vestas graanende Guddom
Soner med hellige Korn og den ydmygt offrede Virak.

Flux han samler sit Folk, dog fremfor Alle Acestes.
Jupiters tvingende Bud, og den elskede Faders Begjæring
Mælder han dem, og det kraftige Raad, han har fattet i Sindet.
Hurtigen skrides til Værk, og Acestes billiger Planen.
Mødrene sletter man ud; og Enhver, der ønsker at blive,	750
Levner man der, samt de øvrige Mænd, der ei trænge til Ære.
Bænkene sættes istand; Skibsplankerne, Luen fortæred,
Byttes mod friske; de danne af Nyt baade Aarer og Tougværk,
Saare formindsked' i Tal, dog Helte, der aande for Krigen.

Næst Ænêas omridser med Ploug den Bye, som er udseet,
Deler de Huse ved Lod, og byder, at Stedet skal vorde
Trojas og Iliums Bye. Ved sin Tilvæxt frydes Acestes,
Stifter et Torv, og, da Raadet er valgt, han giver dem Love.
Høit imod Stjernen, paa Eryx' Top, grundlægges et Tempel,
Helliget Venus Idalia selv. Hvor Anchises er jordet,	760
Sættes til Vogter en Præst, og helliges Lunde saa vide.

Alt ni Dage i Rad de Venner har levet i Festlag,
Samt til Altrene Offringer bragt; de venlige Vindpust
Bølgerne jævne, og atter mod Søe Sydvindene kalde.
Da gjenlyder umaadelig Graad paa den bugtede Strandbred,
Medens i Nat og i Dag de dvæler ved vexlende Favntag.
Ja! Matronerne selv, og Hine, hvem Synet af Havet
Tykkedes vildt, og som Bølgernes Navn ei mægted at høre,
Ville nu gaae, ja døie hver Nød, der kan mødes paa Havet.
Disse med venlige Ord opliver den fromme Æneas:	770
Og til sin Frendes, Acestis, Gunst han med Taarer betroer dem.

Næst til Stormen et Lam, og af Kalvene trende til Eryx,
Byder han offrede her, og løser tilbørligen Touget.
Selv bedækket med Krans af en Oliegreen om sit Hoved,
Staaer han paa Stavnen med Skaalen i Haand, og kaster sit Offer
Fjernt udi salten Søe, samt øser den strømmende Viin ud.
Vinden, der kuler fra bagerste Stavn, ledsager Seiladsen,
Folkene kappes i Aarernes Slag, og feie ad Bølgen.

Venus sig vender, da dette er skeet, af Sorger omtumlet,
Til Neptunus, og letter sit Sind paa en klagende Maade:	780
"Junos trykkende Harm, og evig umættede Hjerte
"Tvinge mig til at forsøge mit Held ved mangfoldige Bønner;
"Hende ei Aarenes Løb, ei Kjærlighed mægter at bøie;
"Selv ei knækket ved Jupiters Bud, og ved Skjæbnen, hun hviler.
"Ei var det nok, ved et grueligt Nag, at fortære de Phrygers
"Samtlige Folk samt Bye, og i alskens Qvaler at slæbe
"Borgernes Rest; nei! Iliums Been, og den Myrdedes Aske
"Tumler hun end; til saa vældig en Harm hun vide sin Aarsag!

"Selv et Vidne du varst, hvad Larm hun nyligen vækked
"Brat i den libyske Søe: med Himlen hun samtlige Have	790
"Blanded, imedens paa Æoli Storm hun byggede frugtløst.
"Vovende sligt i dit Hjem!
"Nys, da hun fristede lumsk de troiske Qvinder til Udaad,
"Brændte hun Stavnene skjændigen op, og, da Flaaden var mistet,
"Tvang hun de Fæller at bygge sit Hjem paa de fremmede Kyster.
"Lad nu de Andre, (saa lyder min Bøn) over Bølgerne trygge
"Seile for dig! forund dem at naae den laurentiske Thybris!
"Ret er mit eneste Krav; der under dem Parcen at bygge."

Svared Saturni Søn, hiin Drot i det dybeste Havsvælg:
"Ja, Cytherêa, med fuldelig Ret paa mit Rige du bygger,	800
"Hveden du regner din Byrd: jeg fortjener det ogsaa, der ofte
"Standsed den vilde og voldsomme Harm af Havet og Himlen,
"Heller ei mindre paa Land - lad Xanthus og Simois vidne -
"For din Æneas jeg Omsorg bar, de de troiske Hobe
"Joges mod Byen i ængstelig Flugt af Achilles, der seired.

"Medens de faldt udi tusindeviis, og de spærrede Floder
"Fyldtes af Liig, og at finde sig Vei, for i Havet at rulle,
"Xanthus ei mægted: da prøved din Søn med den djærve Achilles
"Dristig en Kamp, ei voxen i Kraft, og ei hjulpen af Guder.
"See, da frelste jeg ham i en Skye, skjøndt jeg ønsked at styrte	810
"Brat den hele meenedige Bye, hvis Mure jeg bygged.
"End jeg nærer det samme Meed; ei mere du ængstes!
"Trygt han naaer til Averni Havn, hvor du ønsker at see ham.
"Een alene han savne skal, og i Bølgerne søge;
"Een for Mange skal finde sin Død."

Efterat saadanne Ord Gudinden har qvæget og trøstet,
Samler den Gamle sit Spand udi Guld, og med skummende Bidsler
Gangerne bindes, mens Tømmerne selv slapt hænger i Haanden.
Let i sin blaalige Karm han kjører ad Toppen af Bølgen.
Bølgerne synke; den svulmende Søe under tordnende Axel	820
Jævner sig roligt, og Skyerne flye fra den vældige Himmel.
Sælsomme Væsner i Følget man seer: de rædsomme Hvaler,
Glauci aldrende Chor, og Inos Pode Palæmon,
Snelle Tritoner, og Phorci Hær, som i Hobe forenes.
Thetis til Venstre man seer, og Melite og Pigen Panope,
Samt Nesæe og Spio, og Cymodocê med Thalia.

Fader Æneas, i Kummer bestædt, maa inderligt zittre
Af en uventet og kostelig Fryd; han byder at hurtigt
Masterne hæves tilveirs, og at Seilene strammes paa Raaen.
Gjøres da Seilene klar; snart Lærredet hen imod Venstre,	830
Snar imod Høire er løst, og de kneisende Stænger sig dreie
Frem og tilbage, mens gunstig Vind fremdriver hans Snækker.
Skibenes hobede Sværm Palinurus, som Forrest af Alle,
Fører; de Øvrige gaae, hvorhen han styrer ad Bølgen.

Alt den fugtige Nat til sit Maal, paa Midten af Himlen
Nærmede sig, og i qvægelig Roe udstrækked sit Legem
Hen ad den haarde Bænk, med Aaren bedækket, den Søemand,
Da fra Ætherens stjernige Hjem neddalede Søvnen,
Skillede let den fordunklede Luft, og splittede Taagen,
Søgende dig, Palinurus! og bringende dig, som var skyldfrie,	840
Ret en bedrøvende Drøm. Paa Stavnen satte sig Guden,
Phorbas liig, og man hører hans Røst saalunde fra Læben:
"Jasi Søn, Palinurus; nu føre jo Bølgerne Flaaden;
"Medbør fylder vort Seil, nu er der en Tid til at hvile;
"Læg dit Hoved, og stiæl dine mødige Øine fra Møien,
"Mens, for en liden Stund, jeg selv paatager dit Arbeid."

Knap Palinurus kan hæve sit Blik, dog mæler han Saadant;
"Kan du forlange at jeg skal bygge paa rolige Vover,
"Eller paa Havets Syn? Skal jeg troe paa saa sælsom en Medbør?
"See mig engang! Jeg Helten betroe til den skuffende Sydvind?	850
"Jeg, som bedroges saa tit ved Svig af den lysende Himmel?"
Som han yttrede sligt, krampagtigen trykked han Roret
Saare, og ikke han slap, skjøndt Øiet han hæfted paa Stjernen.
See! da rystede Guden en Green, som af Duggen fra Lethe
Drypped', og Styx' søvndyssende Vand paa hans Tindinger begge;
Brat hans Øine, der rulled saa mat, han bedøvende lukker.

Knap har denne uventede Ro afslappet hans Lemmer,
Førend hiin afriver med Magt fra Stavnen et Stykke,
Samt, med Roret, udkaster ham selv i de flydende Bølger
Brat paa sin Hals, under frugtløst Skrig til de Andre om Bistand:	860
Stiger saa høit, som den vingede Fugl, i den høiere Luftegn.

Flaaden dog løber sin sikkrede Vei over Bølgernes Flade
Og (saa loved Neptuni Ord) ubehindret den seiler.
Alt, paa sin Fart, den nærmede sig til Sirenernes Klipper,
Fordum farlige Skjær, og af Dødningebenene hvide;
Nu gjenløde kun hæst de Fjelde af idelig Brænding.

Som nu Faderen saae, at Snækken, der misted sin Styrmand,
Svaier og vakler, da styrer han Selv i de natlige Bølger,
Sukkende dybt, og bevæget i Sind ved den Elskedes Uheld.
"Havets og Himmelens Ro du satte for meget din Lid til;	870
"Nøgen nu hvile skalst, paa en fremmed Strand, Palinurus!" 08.03.2007

6. Sang

Tilbage