6. sang

TOP

Sjette Sang.
Indhold.

Efterat Æneas er landet ved Cumæ, begiver han sig til Sibyllas Hule, fuldfører den vedtagne Offerhandling, og raadspørger Phoebi Orakel, hvorpaa han faaer de Farer at vide, som true, samt Udfaldet af Krigen (v. 1 - 160). I den Anledning opleder han Miseni Legeme, anstiller et Dødningeoffer, og begraver ham ved det Forbjerg, som efter ham bliver opkaldt ( - 235). Ledsaget af et Par Duer, ledes han til den hellige Guldgreen, gjør Offring og Bøn til de Underjordiske, og tiltræder nu, fulgt af Sibylla, sin Vandring gjennem Avernus til Orcus ( - 336). Paa denne møder han Palinurus, som ikke er utilbøielig til, da han endnu ikke er jordet, at gaae op til Livet igjen med Æneas, men Sibylla forbyder det, og han faaer altsaa blot Cenotaphium og Gravfest ( - 383). Han mildner Cerberus og Charon, og kommer endelig, efter flere Møder, til Deres Bolig, der af uhældig Kjærlighed have myrdet sig selv, og iblandt disse Dido, som dog haanligen viger bort fra ham ( - 476). Han har et langt Møde med Deïphobus, hvis Historie fortælles (- 534), hvorpaa Helten forlader Tartari Boliger, og vender sig mod Elysium, lige til Plutos eget Slot, hvor han fæster sin Guldgreen (- 636). Af Digteren Musæus føres han derefter til Anchises, som giver ham et Begreb om Sjælenes Væsen og Igjenfødelse, samt en Fortegnelse over de mærkeligste albanske og romerske Høvdinge, indtil Cæsar og August ( - 860) med en tilføiet Klage over Marcelli tidlige Død (- 888). Endelig skilles han fra Anchises, og igjennem Elfenbeensporten gaaer han til Oververdenen, hvor han finder sine Folk, og seiler med dem fra Cumæ til Gajeta.


Saa han taler med Graad; til Snækkerne giver han Tøilen,
Og til Cumas euboeiske Kyst han sagteligt glider.
Forreste Stavne sig vende mod Søe: med stemmende Hager
Holde de Ankere Snækkerne fast; med krummede Kjøle
Kysten er skjult, og den fyrige Trop af Ynglinge springer
Ud paa Hesperiens Strand. Endeel opleder i Flintens
Aarer den skjulede Ild; deels samle de talrige Grene,
Vildtets bedækkende Huus, samt vise de Floder, de funde.

Frommen Ænêas besøger det Fjeld, hvor den høie Apollo
Throner som Drot, og det eensomme Lye for den vilde Sibylla,	10
Midt i en Hule saa stor, hvis Tanker og høie Begeistring
Ledes af Deli prophetiske Gud, der Fremtiden aabner.
Alt de nærme sig Trivias Lund og de gyldene Tage.

Dædalus flygted, saa ganger et Rye, fra Minois Rige,
Og, da han voved med hurtige Fjær at stile mod Himlen,
Kom, paa den sælsommme Fart, han hen mod det koldere Norden,
Og paa sin Vinge saa let han stod over Borgen i Chalcis.
Da han nu atter neddaled mod Jord, han vied dig, Phæbus!
Vingernes Aarer, og byggede der et umaadeligt Tempel.

Foran paa Dør er Androgeï Død, og de arme Athener,	20
Tvungne at yde, til sørgelig Straf, syv Sønner om Aaret,
Ynglinge alle; med Loddet, man trak, stod Urnen der endnu.
Tvert for dette sig hæver af Søe det gnossiske Øeland.
Hvor til Tyren, den grusomme Lyst, Pasîphaes Omgang,
Skjøndt i Smug, den blandede Slægt, samt Kjærlighedsfrugten,
Tveformskabt, Minotaurus, man seer, som Geilhedens Skamplet.

Her er det kunstige Huus med en uopløselig Irrgang;
Dog, da han ynksom saae hiin Dronnings mægtige Elskov,
Selv opklared han sin Bygnings Bugter og Kroggang,
Saa at ved Traade hun styred sin Gang. Hvis Smerten tillod det,	30
Havde du, Icarus! eiet en Deel i det herlige Kunstværk.
Togang prøvede han udi Guld at forme hans Uheld,
Togang sank, som Fader, hans Haand.

Nu havde de sikkert Alting nøie beseet, hvis ikke den sendte Achates
Alt var kommen igjen med Dëîphobe, Datter af Glaucus,
Der tiltaler ham saa, som Dianas og Phæbi Præstinde:
"Ikke et saadant Syn fremkalder nærværende Time;
"Nu af en urørt Hjord syv Stude at slagte, som Offer,
"Sømmer sig meer, samt lignende Faar, som man valgte, som Skik er."

Sligt Præstinden Æneas bød - ei Mændene tøve	40
Ved det hellige Bud - og kalder de Teucrer til Templet.
Dybt er hugget en Hvælving stor i euboeiske Fjeldet;
Gange, som føre derhen, er' i Tal, som Dørene, hundred,
Hveden Sibyllas Svar sig vælter i hundrede Gjenlyd.

Alt ved Døren vi stod, da Pigen udraabte: "Nu fordrer
"Skjæbnen betids! Seer Guden, o seer!" Da hun mælede Saadant
Tæt ved Døren, blev Farven ei meer, ei Minen den Samme,
Heller ei bleve de pyntede Haar. Høit stønnede Brystet,
Hjertet svulmed i vildeste Færd, hun tykkedes større,
Stemmen ei heller fra Jord, da ved Gudens sig nærmende Almagt	50
Dybt bevæget hun stod. "Vil du dvæle med Løfter og Bønner?
"Dvæler du," skreeg hun, "du troiske Helt? Æneas! forinden
"Aabner ei Porten det varslende Huus!" Da hun mælede Saadant,
Taug hun igjen. En isnende Skræk udbreder sig hurtigt
Gjennem de Troeres Been, mens Kongen ret inderligt beder:

"Du, som bestandig har skuet med Ynk paa Iliums Uheld,
"Phoebe! der styrede Paris' Haand og dardaniske Vaaben
"Mod Æaciderens Krop! Jeg seiled paa vældige Have,
"Hvilke om Jorden sig snoe, veiledet af dig, til de fjerne
"Folk i Massyliens Land, og de Marker, som grændse til Syrtis.	60
"Nu vi have i Haand Italiens flygtende Kyster;
"Ene til dette Punkt os Iliums Skjæbne ledsage!
"Eder paalægger nu Pligt, at bistaae Pergami Sønner,
"I Gudinder, og Guder, hvem Troja, og Iliums store
"Ære forvoldede Qval. - Præstinde, du hellige Qvinde!
"Som det Kommende veed, forund - jeg beder om Skjæbnens
"Mig forjættede Land - at i Latium Teucrerne hvile,
"Med deres flygtende Guder, og Trojas ængstede Magter.
"Da skal stiftes til Trivias Priis og til Phæbus et Tempel,
"Heelt af Marmor, og festlige Spil til Ære for Phoebus.	70
"Ogsaa for dig er et hæderligt Hjem i mit Rige beskikket;
"Thi dine hellige Svar og Vink om vor dæmrende Fremtid,
"Som du vil lære mit Folk, skal jeg gjemme, og give til Omsorg
"Hellige! kaarede Mænd. Kun ikke paa Blade du varsle,
"At de forvirred' ei vorde til Spot for de voldsomme Vinde!
"Spaa, jeg beder dig, Selv!" Herpaa han endte sin Tale.

Endnu ei ganske i Phoebi Vold, Præstinden sig tumler
Gjennem den mægtige Grotte saa vildt, og stræber at ryste
Ud af Hjerte den mægtige Gud: desmere han trætter
Munden, der fraader, og tæmmer med Magt det bankende Hjerte.	80
Alt sig aabne den mægtige Borgs de hundrede Døre
Ved sig selv; nu bringes i Luft den Varslendes Spaadom:

"Endelig est du forløst fra de mægtige Qvaler paa Havet;
"Værre dog vente paa Land! Til Laviniums Rige skal sikkert
"Troerne komme (lad saadan Sorg af dit Hjerte forsvinde!)
"Men de vil ønske, at ikke de kom; Kamp, rædsomme Kampe
"Seer jeg, og Tiberens Flod, der skummer saa saare af Blodet.
"Der ei Xanthus, ei Simois' Strøm, og de doriske Leire
"Savne du vilst; en Achilles paanye er i Latium baaren,
"Derhos selv af Gudinden en Søn; ei Teucrernes Fjende,	90
"Juno, forsømme sig vil! Du selv, nedtrykket og ydmyg,
"Hvilke italiske Byer og Folk vil du tigge ved Bønner!
"Atter en Viv, som er Troerne huld, er Aarsag i Nøden;
"Atter med Fremmede Kjærlighedspagt!
"Tab ei Modet i Nød! did vandre du dristig imøde,
"Hvor din Skjæbne anviser dig Vei! Udsigter til Frelse,
"Hvilket du vanskeligt troer, fra en Stad hos de Grækere aabnes!"

Dybt fra det Indre med saadanne Ord Cumæas Sibylla
Barsler i dunklede Svød, og dybt har Hulen hun brøler,
Viklende Sandhed i Mulm; saa styrer Apollo med Tøilen	100
Qvindens Begeistring, og trykker sin Braad i det indre af Hjertet.

Alt er den fraadende Mine i Roe med den vilde Begeistring,
Da begynder Æneas, den Helt: "Ei viser, o Pige!
"Her sig et fremmed, uventet Syn af kommende Qvaler.
"Sligt jeg ahnede længst: til dette jeg længe beredtes.
"Eet er mit Ønske; man haver jo sagt, at til Kongen i Orcus
"Porten er her; at din muddrede Sump er et Acherons Udvæld.
"Lad mig da gaae for at skue og see min elskede Fader!
"Du veilede min Gang! du aabne de hellige Porte!

"Ham, gjennem Luernes Glød, gjennem tusind forfølgende Pile,	110
"Har jeg paa Skuldrene frelst, og revet fra Klynger af Fjender;
"Han ledsaged min Vei; med mig han samtlige Have,
"Alskens Trudsler af Himmel og Hav har modigen trodset,
"Skjønt kun svag, med en skjønnere Kraft end af Oldinger ventes.
"Ydmyg at ile herhen, og begive mig hid til din Tærskel,
"Ofte han bad mig, ja fordred endog. Hav Naade, du Høie!
"Baade med Fader og Søn; thi stor er din Vælde; ei frugtløst
"Satte dig Hecate selv over Lundene trindt om Avernus.
"Mægted jo Orpheus dog, at hente den Elskedes Skygge,
"Tryg ved sin thraciske Lyras Spil og de tonende Strænge.	120
"Kjøbte alt Pollux sin Broder løs fra den vexlende Dødssøvn,
"Gaaer jo og kommer ad Veien saa tit: hvi tale om Theseus,
"Eller Alcidens Kraft? Selv Jeg er af Jupiters Høiæt."
Saa han yttred sin Bøn, og lagde paa Alteret Haanden.

Mæled da Seersken saa: "Du Spire af Gudernes Stamme!
"Troer! Anchisis Søn! Nedgangen er let til Avernus.
"Døren til sorten Dis staaer aaben om Natten og Dagen,
"Men at forandre sin Gang, undslippe til Jorderigs Luftegn,
"Det er en Kunst, og en Daad. Kun Faa, som Jupiters Naade
"Elskede høit, eller glimrende Kraft opløfted mod Ætheren,	130
"Ævnede dette, som Gudernes Børn. I Midten er Skove,
"Og med sin muddrede Bugt Cocytus omringer der Hele.

"Har du i Hjerte saa mægtig en Drift, og lyster dig saare,
"Togang at seile paa Styxes Strøm, samt Tartari Natmulm
"Togang at see, og du finder en Fryd i saa rædsomt et Arbeid,
"Høre du hvad der forinden maa skee! Paa en skyggende Stamme
"Skjules en Green udaf Guld, med Blade og bøielig Viddie,
"Viet til Juno i Dødningeland. Den skjules aldeles
"Dybt i Lunden, og hylles i Mulm af de dæmrende Dale.
"Dog erlanger man ei, at skue det Dunkle i Jorden,	140
"Før man af Træet har brudt hiin Green med det gyldene Løvværk,
"Saasom den væne Proserpina selv forlanger som Gave
"Denne sig bragt. Naar den Første er brudt, da følger den Anden,
"Ogsaa af Guld, og af samme Metal fremskyder en nye Green.

"Derfor i Veiret du bruge dit Blik, og har du den funden
"Bræk den tilbørligen af; selv følger den villig og gjerne,
"Er det beskikket; hvis ei, da seirer du ikke ved nogen
"Vold eller Kraft, du knækker den ei med det hamrede Glavind.
"Dog - end ligger din Vens ei hidtil jordede Legem -
"(Sligt formoder du ei) og pletter din Flaade med Dødssynd,	150
"Medens du spørger om Raad, og skiller dig ikke fra min Dør.
"Ham du bringe til Roe, og skaffe ham Hvile i Graven!
"Først naar du bringer mig sorte Faar til den første Forsoning,
"Undes dig Styxes Lund, samt Riget, de Levende see ei,
"Selv af skue." Saa talt, hun taug og dæmpede Stemmen.

Øinene hæfted' mod Jord, med Miner, som vidne om Kummer,
Iler fra Grotten Æneas afsted, og grunder i Tanken
Over de sælsomme Svar: ham følger den ømme Achates,
Og, under Gangen, af lignende Sorg han hæmmer sit Fodtrin.
Mangt et vexlende Ord de mæled, imedens de vandred,	160
Hvilken afsjælet Ven, samt hvilket et Legem at jorde,
Seersken bød.

Paa den sandige Strand de skue Misenus,
Medens de nærme sig did, aflivet paa sørgelig Maade.
Ei var en bedre Mand, end Æoli Pode Misenus,
Til ved Malmet at samle de Mænd, eller muntre til Kampen.
Hector han fulgte, den herlige Helt, og tilligemed Hector
Kraftig han stod udi Strid med Landse og med sin Basune.
Dog, da Achilles, den seirende Helt, berøved ham Livet,
Med Æneas, de Troeres Drot, den kraftige Kjæmper,
Flux forenede sig, og fandt ei mindre end fordum.	170
Medens nu Cônchaen huul gjenlyder saa vide paa Havet,
Vorder han vild, ja æsker til Kamp selv Guder i Kunstspil.
Ak! da lurede Triton i Skjul (ifald det er troligt)
Og blandt Klipper i skummende Søe han sænkede Helten.

Høit istemmed Enhver et lydeligt, klagende Angstskrig,
Sær Æneas, den fromme Helt. Med Taarer de ile
Flux at lyde Sibyllas Ord; paa Graven et Alter
Bygget af Træe, flux kappes Enhver at hæve mod Himlen.
Deden man gaaer til den ældede Skov, hvor Vildtet har Leie.
Fyrrene segne; ved Øxernes Slag Steenegene knage;	180
Stammer af Ask, ja Bulle af Eeg, som ved Kilerne kløves,
Fælder man flux, og den mægtige Avn nedruller af Bjerget.

Fremmest og først ved et saadant Værk opmuntrer Æneas
Samtlige Fæller, ja virker endog med et lignende Værktøi,
Medens han grunder paa følgende Viis i sit sørgende Hjerte,
Ved at beskue den mægtige Skov, samt bedende mæler:
"Gid nu Grenen af Guld maa her paa Træet sig vise,
"Midt i den hellige Skov; thi Seersken yttred desværre
"Kun for sandt, hvad hun sagde om dig, min arme Misenus!"

Just som Helten udtalede sligt, to Duer sig hurtigt	190
Nærmed sig saare hans Blik, i det de flaggred fra Himlen,
Dalende ned paa den grønnende Eng. Den vældige Kjæmper
Kjender de mødrene Fugle igjen, og beder med Glæde:
"Viser mig Veien, ifald der er Vei, og styrer i Luften
"Did Eders Flugt, hvor den kostbare Green beskygger i Lunden
"Jorden, saa feed: ei svigte du mig i min haarde Betrængsel,
"Moder! Gudinde!" Med saadanne Ord fortsatte han Gangen,
Mærkende Tegnet de gav, og hvorhen de styre i Flugten.

Hine, som aade imedens de fløi, fremiled ei længer,
End de følgende Blik var istand til at følge med Synet.	200
Men da de kom til Averni Svælg og forpestede Dampe,
Stege de hurtigt i Skye; ved et Skud i den lysende Luftegn
Daled de Begge henover et Træe, mod det ønskede Sæde,
Hvor gjennem Træernes Grønt frembrød en skimrende Guldglands,
Mistelen liig, som, i Vinterens Tid, udi Skovene skyder
Frem med sit grønnende Løv, skjønt ikke den næres af Træet,
Og med sit gulige Skum bedækker de fyldige Stammer.
Saa var den grønnende Guldgreens Syn paa den mørkere Steeneg,
Saa i den venlige Vind Guldbladene hørtes at rasle.
Flux Æneas har Grenen fat, og graadig han bryder	210
Bøielig Qvist, som han bringer ihast Spaaqvinden Sibylla.

Just i den samme Stund Misenus af samtlige Teucrer
Vorder begrædt, og med sørgende Hu de hædre hans Aske.
Først af fældede Eeg, og af Fyrr, som Luerne fænger,
Hæve de høit et umaadeligt Baal; med sørgende Løvværk
Ziirligen pynter man Siderne ud; Dødstegnet, Cypressen,
Stilles foran, og man hænger som Pynt hans blinkende Vaaben.
Andre det varmede Vand, og Kjedler, som syde paa Ildbaal,
Holde tilrede, og Kroppen, saa kold, de vaske og salve.
Sukke gjenlyde; man lægger med Graad hans Legem paa Baaren; (M.: Baalet)	220
Derhos mangen en Dragt af Purpur, og Klæder, man kjender, kastes i Ilden.

Nu løfter en Deel den mægtige Baare,
Ak, en bedrøvelig Dont! og bortvendt holder man Faklen
Ind under Baalet, paa Fædrenes Viis, da brændes tilhobe
Hvad man af Virak og Røgelse gav, samt Krukker med Olje.
Da nu Asken er sjunken istak, og Luerne hvile,
Kjøles med Vinen den øvrige Rest, og de tørstige Emmer,
Og i en Urne af Erts Corynêus bevarer hans Aske.
Tregang bydes det hellige Vand til den samlede Skare,
Og ved en frodig Olivengreen, besprængte med Vandstænk,	230
Renser han Alle og hver, samt tager til Slutningen Afsked.
Derpaa en Høi af umaadelig Vægt den fromme Æneas
Lægger paa Helten, hans krigerske Dragt, hans Basun og hans Aare,
Nær det luftige Bjerg, der endnu benævnes Misenus,
Ham til Minde, og bærer hans Navn udi evige Secler.

Alt er endt, og Sibyllas Raad fuldbyrder han hurtigt.
Nær var en Hule saa dyb, med en rædsomt slugende Nedgang,
Skraa, af den muddrede Søe og af dæmrende Lunde beskjærmet,
Hen over hvilken med uskadt Liv ei Fuglen har mægtet
Med sine Vinger at bane sig Vei; saa hæved sig Dunster	240
Op fra dens sortnende Svælg, og steeg imod Himmelens Luftegn,
(Hveden de Grækere Stedet har kaldt med Navnet Aornos):

Studene, fire i Tal, sorthaarige hen over Ryggen,
Stiller han; Seersken selv paagyder dem Vinen i Panden.
Flux mellem Hornene river hun løs de øverste Totter,
Hvilke hun kaster paa Altrenes Ild til den første Forsoning,
Kaldende Hecate høit, der i Himlen og Erebus virker.
Knivene holdes af Andre beredt' og Blodet, som damper,
Tages i Skaalerne op. Selv slagter Æneas et sort Lam
Til Eumenidernes Moder og til hendes vældige Søster	250
Med sit Staal, og en Qvie, dog gold, til Proserpinas Ære.
Natlige Altere bygger han flux til den Stygiske Konge;
Lægger de Tyres udelede Krop i de flammende Luer,
Medens han Olie feed paagyder det brændende Ister.

See! ved den stigende Soel, og den første oplysende Straale,
Jorden gjenlyder, imedens de staae; paa Bjerget begynder
Skoven at røres, og Hunde man seer, der hyle i Mulmet,
Thi Gudinden er nær! "Vanhellige, iler, o iler!"
Lyder fra Seerskens Mund, "bort, bort fra Lunden saa vide!
"Du begynde din Vei! drag ud af Balgen dit Slagsværd!	260
"Nu kan du bruge dit Mod og dit mandige Hjerte, Æneas!"
Sligt hun mæled, og styrted sig vild mod den aabnede Hule,
Medens, med rolige Trin, han følger den vandrende Viser.

Guder, som har over Aanderne Magt! forstummede Skygger!
Egne, som tie saa vide i Nat! o Phlegethon, Chaos!
Gid, hvad Jeg hørte, udtale jeg tør! lad det være mig tilladt,
At oplyse de Ting, som sænkes i Jorden og Mulmet.

Begge nu gik i den eensomme Nat, indhylled' i Skygger,
Frem udi Ditis detøde Gebeet, og hans luftige Rige,
Som, naar i Maanens ustadige Skin, ved dens glimrende Straaler	270
Hen under Træer man gaaer, naar Himlen af Jupiter dækkes
Tykt udi Mulm, og den sortnende Nat affarver det Hele.

Foran den fremmeste Dør, udi Orci forreste Porte,
Opslog Kummer sin Boe, og Angerens nagende Qvaler.
Der den blegnende Sygdom boer, og den traurige Ælde,
Frygt, og Hunger, som raader til Ondt, og den trykkende Armod,
Aander, for Synet saa vilde at see, samt Døden og Trængsel,
Dødens Broder, den døsige Søvn, det fordærvede Hjertes
Rædsomme Fryd. Den myrdende Krig man skuer i Døren,
Samt Eumenidernes Kammer af Jern, og den rasende Tvedragt,	280
Som med blodige Baand opbinder sit Haar udi Øgler.

Midtveis strækker en skyggende Elm sine mægtige Grene,
Samt bedagede Arme omkring; som de luftige Drømme
Siges at eie til Hjem, da de hænge paa samtlige Blade.
Her tillige man seer forskjellige rædsomme Væsner:
Forrest i Døren Centaurerne staae, og Scylla i Tveform;
Her Briâreus sees med hundrede Arme, og Lernas
Rædsomt pibende Snog, Chimæra, bevæbnet med Luer,
Samt Gorgoner, Harpyer, og du, treformede Udyr! -
Greben af pludselig Frygt sit Slagsværd pludselig griber	290
Helten, og holder den blinkende Odd mod de kommende Væsner,
Og, hvis ikke den ledende Møe ham klogeligt lærte,
At, uden Legem, den finere Aand omflaggred som Skygge,
Frugtløst havde med Sværd han styrtet og fægtet mod Aander.

Her er Veien til Acherons Flod og til Tartari Rige.
Her, i en Hvirvel saa dyb, med Dynd det muddrede Flodsvælg
Syder, imedens Cocytos' Søe opbruser med Bundsand.
Nær ved Floden og Bølgernes Gang, som en rædsom Bevogter,
Charon stander, uhumsk og fæl; thi over hans Hage
Hænger det tykke, upyntede Skjæg; klart luer hans Øje,	300
Medens den snavsede Dragt i en Knude nedhænger fra Skuldren.
Selv med en Stage han styrer sit Skib, og Seilene ordner,
Naar i sin rustede Baad han færger de luftige Aander.
Skjøndt han er gammel, er Guden dog stærk og flink i sin Alder.

Hid den talrige Hob fremiler til Bredden i Mængde;
Mødre, tilligemed Mænd, samt Aander af mægtige Helte,
Hvilke har Livet udstridt; med Ynglinge ugifte Piger,
Samt de Unge, der sattes paa Baal i Forældrenes Paasyn;
Som, naar i tidligste Efteraarskuld udi Skovene Løvet
Talrigt synker mod Jord; som Fuglene flokkes i Mængde	310
Op fra det dybnede Hav* imod Land, naar den koldere Aarstid *M.: dybnede Sump
Jager dem hen over Søe til Egne, som varmes af Solen.
Bønligt de Forreste stod, og ønskede Farten at ende,
Strækkende Armene ud, af Lyst til den fjernede Flodbred.
Dog modtager den knurrende Gut snart hine, snart disse,
Medens han jager en Anden herfra, og fordriver fra Stranden.

Helten, som undres i Hu, og tillige ved Larmen forfærdes,
Mæler: "Fortæl mig, o Møe! hvi stimle de alle til Floden?
"Hvad er Aandernes Meed? Er det vigtigt, om de forlade
"Bredderne her, eller aare didhen, ad den gulige Bølge?"	320

Seersken, graa udi Alder og Aar, ham korteligt svared:
"Du, umiskjendelig Æt af Guderne, Søn af Anchises!
"Her du skuer Cocyti Søe, og de stygiske Sumpe,
"Hvilken de Himmelske selv ved en Meeneed frygte at krænke.
"Hele den Skare, du seer, er af arme, ujordede Væsner:
"Charon, den færgende Gud: hvem Bølgerne bære, Begravne.
"Over den rædsomme Flod, og Voven, der ruller saa døsigt,
"Tør han ei bringe dem frem, før Benene hvile i Hjemmet.
"Hundrede Aar paa en vildsom Viis de maa flaggre om Bredden,
"Da først fange de Ret, at besee de forønskede Sumpe."	330

Pludselig standsed Anchisis Søn, samt hæmmede Gangen,
Grandskende meget, med ynksom Hu, paa den grusomme Skjæbne.
Der han sørgende seer, den sidste Ære berøved',
Med Leucâspes Orontes selv, de Lyciers Høvding,
Hvilke, saasnart de fra Ilium kom, over stormende Have,
Stormene grebe og skjuled i Søe, som Folket paa Skibet.

See, da nærmede sig Palinurus, Snækkernes Styrmand,
Hvilken for nyelig ved Libyens Strand, da han Stjernen beskued,
Sank fra Stavnen, og styrtede ud i de dybeste Bølger.
Efterat Helten med Nød gjenkjender i Hoben den Arme,	340
Mæler til denne han først: "Palinurus! hvilken af Guder
"Skilte os ad, og sænked dig ned udi Midten af Dybet?
"Svar mig tilfulde; thi ikke tilforn blev han fundet at svige,
"Og kun i dette Svar har Apollo bedraget min Tanke,
"Som mig varslede Tryghed paa Søe, og at sikkert du skulde
"Naae Ausoniens Land. Er sligt at holde sit Løfte?"

Hiin gjensvarede ham: "Dig skuffed ei Phæbi Orakel,
"Høvding! Anchisis Søn! ei en Gud mig sænked i Bølgen.
"Med en umaadelig Kraft mit Roer mig reves af Haanden,
"Fast ved hvilket som Vogter jeg hang, og hvis Løb jeg bestyred,	350
"Samt trak synkende med. Ved de brusende Bølger jeg sværger,
"Ei for mit eget Lod jeg følte saa vældig en Rædsel,
"Som, for at nu, berøvet sit Roer, og skilt ved sin Styrer,
"Kjæk mod den mægtigen stigende Søe sin Snække ei holdt sig.
"Trende Nætter i Vinterens Tid ad de mægtige Have
"Førte mig Storme med Haardhed paa Søe; da det fjerdegang lysned,
"Saae jeg Italiens Land, tilveirs paa den toppede Vove.
"Sagtelig svømmed jeg ind imod Land; paa det Tørre jeg stod alt,
"Da et ugudeligt Folk, mens dryppende Klæder mig tynged,
"Medens min krummede Haand holdt fast i den takkede Fjeldkant,	360
"Røved mig Livet med Sværd; thi som Bytte de Daarer mig ansaae.

"Nu er jeg Bølgernes Rov: nu tumler mig Stormen mod Kysten:
"Derfor ved Himmelens yndige Lys, og ved Luften, jeg beder,
"Samt din Fader, det stigende Haab af den voxende Julus,
"Frie mig fra Nøden, du seirende Helt! og enten du dække
"Mig, da du mægter, med Jord, og iil saa til Veliums Havne,
"Eller, ifald der er Vei, ifald din almægtige Moder
"Viste dig nogen (thi det er dog vist, at foruden en Guds Hjelp,
"Svømmer du ei paa saa mægtig en Flod og den stygiske Bølge)
"Ræk den Forladte din Haand! paa Voven du tage mig atter,	370
"For i behagelig Roe, i det mindste i Døden, at hvile!"

Saadant mælede han, men flux greb Seersken Ordet:
"Hveden oprinder hos dig saa rædsom en Lyst, Palinurus?
"Ønsker du Styxes Vand, Eumenidernes trykkende Vove,
"Skjøndt ujordet, at see, og betræde den nægtede Aabred?
"Ikke du haabe, at Gudernes Bud kan ved Bønner forandres!
"Dog du erindrende gjemme mit Ord, som Trøst i dit Uheld!
"Vidt og bredt de Naboers Folk, som ved Gudernes Varsler
"Drives i samtlige Stæder til Sligt, skal forsone din Aske,
"Kaste dig Gravhøi op, samt Offringer sende til Graven,	380
"Og Palinurus Navn skal Stedet evindeligt bære."
Sorgen blev dæmpet ved saadanne Ord: fra det sørgende Hjerte,
Joges omsider hans Qval; han var stolt, at Egnen blev opkaldt.

Derpaa de ile ad Veien, som før, og de nærme sig Floden.
Dog, saa hurtigt dem Færgeren saae fra den stygiske Bølge,
Alt som de gik i den eensomme Lund, og Bredden sig nærmed,
Bryder han løs udi Ord, og med Trods tiltaler dem haanligt:

"Hvo du end er, som i krigerisk Dragt vore Bølger dig nærmer,
"Siig, hvi komer du hid? Nu brat du standse dit Fodtrin!
"Her er Skyggernes Hjem, den døsige Hviles og Søvnens.	390
"Ei fik de Levende Ret, at færge paa stygiske Kjølen.
"Lidt det kun baadede mig, at jeg tog Alciden, der vandred,
"Op i min Baad, eller Pêrithoûs, tilligemed Theseus,
"Skjøndt de fødtes af Gudernes Æt med de vældigste Kræfter.
"Hiin forsøgte ved Vold at fængsle vort Tartari Vogter,
"Ja, bortslæbte den bævende Hund, fra den drotlige Throne;
"Medens et Ran af vor Dronning endog paatænktes af Disse."* *Dis

Dog den amphrysiske Seerske kort gjensvarede denne:
"Ikke vi tænke paa slige Bedrag; ei frygte du Saadant!
"Vaabnene bringe ei Vold; lad i Hulen den mægtige Vogter	400
"Gjøe til evindelig Tid, og skræmme de blegnede Skygger,
"Medens Proserpina kydsk bevarer sit Leie med Onclen!
"Her, udi Fromhed og Krig berømt, den Troer Æneas,
Stiger til Erebi dybeste Mulm, for at skue sin Fader.
"Dog, om ikke du rørers i Hu ved Tanken om Fromhed,
"See, (hun viste ham brat den Green, som hun skjuled i Kjortlen)
"Kjender du denne Green?" - Da sank den svulmende Harme,
Heller ei tvisted han meer; med Beundring han skuede Qvistens
Ret ærværdige Skjænk, som ikke han nyligen skued,
Vender den blaalige Bagstavn til, og nærmer sig Bredden.	410
Aandernes øvrige Hob, som sad paa de Bænke saa lange,
Gjenner han bort, og da Rummet er klart, den stærke Æneas
Tager i Skibet han op. Svært knager den raadnede Barke
Under sin Vægt, og det muddrede Vand gjennem Sprækkerne trænger.
Flux, uden Meen, den Seerske selv samt Helten han sætter
Midt i uformeligt Leer, hiinsides, og blaanende Sivgræs.

Cerberus, vældig og stor, som gjøer trefoldigt af Struben,
Larmer saa vide, og strækker sin Krop i den forreste Grotte.
Seersken mærked, hvor Nakkerne steeg med de strittende Øgler,
Derfor en Kage, af Honning saa sød, med bedøvende Urter,	420
Kaster hun frem; udi rædsom Sult tre Flabe den aabner,
Snapper sin Fangst, og strækker i Mag sit mægtige Legem
Hen over Jord, og dens vældige Krop udbredes i Hulen.
Flux Æneas i Porten alt staaer, da Vogteren slumrer,
Og undslipper ihast den Bred, som af ingen forlades.

Stemmer nu høres, og lydelig Røst af de skrigende Spæde,
Derhos Aander af Børn, som græde i forreste Indgang,
Hvilke forinden de Livet nød, fra Mødrenes Øje,
Sank paa den dræbende Dag, og styrted for tidligt i Graven.
Tæt ved disse man skuer Enhver, som dømtes med Uret.	430
Dog ei finge de saadan en Plads, uden Dom, eller Retfærd.
Minos, som Dommer, har Urnen i Haand; han samler de stumme
Aander i Hob; deres Synder og Liv han kjender tilfulde.
Nærmeste Plads, ved Siden af dem, de Bedrøvede eie,
Som, uden Skyld, tildeelte sig Død, og af Lede til Livet
Ændsed ei Sjælen; hvor ønske de nu i den jordiske Luftegn
Livet, endog under Armods Tryk og Bekymringers Trængsel!
Skjæbnen tillader det ei; med sørgende Bølger den fule
Søe dem standser, og Styx, der nigang slynges omkring dem.

Vidt udstrakt i en mægtig Kreds man seer i det Fjerne	440
Det, som kaldes i Dødens Land, de sørgende Marke.
Hver, som sank for ulægelig Sot af ulykkelig Elskov,
Skjuler sig her paa den dæmrende Stie, og i Skove af Myrther
Hylle de sig; thi Kjærlighedsqval end lever i Døden.
Procris og Phædra bemærker han her, samt hende, der viser
Saaret. hun fik af sin grusomme Søn, Eriphyle, den Arme.
Disse Evadne og Pâsiphâe, samt Laodamîa
Følge, og Cæneus, Yngling engang, nu atter en Pige,
Saasom igjen til sin gamle Gestalt han af Skjæbnen er omskabt.

Midt iblandt disse - end Saaret var nyt - den phoeniciske Dido	450
Vandred omkring i den mægtige Skov. Brat Helten fra Troja
Standser ved Siden af hende sin Gang, og i dæmrende Skygger
Kjender igjen hendes Aand, som naar i begyndende Maaned
Tit man seer, eller mener at see, gjennem Skyerne Maanen.
Græde han maatte, og talede først med en hjertelig Ømhed:

"Altsaa mældte mig Budskabet Sandt, ulyksalige Dido!
"Om din Død, at du søgte ved Sværd ar erlange dit Formaal!
"Ak til Mordet jeg Aarsag var! ved Himlen jeg sværger,
"Ja ved Guderne selv, hvis Ærlighed er under Jorden,
"Sværger jeg; Dronning! med sørgende Sind jeg forlod dine Strande.	460
"Gudernes Bud, som i denne Stund, gjennem Natten at vandre
"Midt udi Skimmel og Mulm og det dybeste Mørke mig tvinge,
"Bød med trykkende Magt. Desuden jeg kunde ei vente,
"At du kjæmped saa svarlig en Kamp, naar jeg fjerned mig fra dig.
"Stands dine Trin, og vægre dig ei for at møde mit Øie,
"Mig du flyer? det er sidstegang, vi forenes af Skjæbnen."

Hende, som flammed i Sind, og kasted et truende Øie,
Søgte Ænêas at mildne med Ord, medens Taarerne rulled.
Dog hun hæfter med fravendt Blik sit Øie mod Jorden,
Og ei mere hun røres i Sind ved den yttrede Tale,	470
End, som stod hun af haardeste Flint, af Marpêsias Marmor.
Endelig fatter hun sig, og med harmfuldt Øie hun iler
Ind i den dæmrende Lund, hvor den første Mage Sychæus
Svarer den Elskendes Qval, og lønner med ligelig Ømhed.
Dog var Ænëas ei mindre rørt ved det trykkende Uhæld,
Og henstirrer med taarefuldt Blik imod hende, som svinder.

Frem han gaaer paa den skjænkede Vei. Mod de fjernede Marke
Nærme de sig, hvor i eensom Ro Krigsheltene dvæle.
Der han ser Diomedes selv, der Parthenopæus,
Herlig i Krig, ja Skyggen han seer af den blege Adrastus.	480
Talrige Troer, som Jorden begræd, da de segned i Kampen,
Møder han her, og medens i Rad han beskuer dem Alle,
Sukke han maa; thi Glaucus han seer, og Thersilochus, Medon,
Tre af Antênors Børn, og Ceres' Præst Polyphoetes,
Samt Idæus, der vogter endnu sin Vogn og sin Rustning.

Talrige Skygger sig stille omkring, til Høire og Venstre.
Synet ei ene er nok; det morer dem, længe at dvæle,
Gaae i forenede Skridt, og spørge om Grund til hans Komme.
Som Agamemnons Hær, og de Grækeres samlede Fyrster
Helten saae, og hans Rustnings Glands, der lyste i Mulmet,	490
Finge de Alle en svarlig Skræk. En tænkte paa Flugten,
Som, da de fordum mod Skibene løb; En løfter et frygtsomt,
Kraftløst Skrig, men det løftede Raab forstummer i Gabet.

Her Deïphobi, Priami Søns, mishandlede Legem
Skuer hans Blik. Paa en gruelig Viis er forrevet hans Ansigt,
Samt hans Hænder tilligemed det; fra Tindingen ere
Ørene revne; med haanlige Saar er hans Næse opreven.
Neppe han kjendte den ængstede Aand, som søger Bedækning
For sine rædsomme Meen. Med sin kjendte Stemme han mæler:

"Vaabenmægtige Helt! Deïphobus! Ætling af Teucer!	500
"Hvo har ønsket i Hu at tage saa frygtelig Blodhævn?
"Siig, i hvis Magt du stodst? Mig Rygtet har meldt at i Trojas
"Rædsomme Nat, af et drabeligt Mord paa Pelasgere trættet,
"Ned du døende sank paa en blandet Hob af de Dræbte.
"Selv jeg har paa Rhoethêums Strand opstillet en Gravhøi,
"(Uden dit Legeme dog) og treefold kaldt dine Manes.
"Stedet bevarer dit Skjold og dit Navn: dog fandt jeg dig ikke,
"Kunde ei heller i fædrene Jord, ved min Reise, dig gjemme."

Mæled da Priami Søn; "Min Ven! slet intet du undlodst;
"Alt har du ydet Deïphobi Aand og den Myrdedes Skygge:	510
"Ikkun mit eget Lod, og fordærvelig Sviig af Helena
"Stødte mig ned i min Nød; Hun levned mig dette til Minde.
"Livet vi førte den sidste Nat, i forfængelig Glæde,
"Mindes du selv; mig tvinger min Nød til en bitter Erindring.
"Da den usalige Hest med et Spring over Pergamas Høimuur
"Hævede sig, og svanger i Bug de Bevæbnede bragte,
"Hiin, under Maske af Chor, de sværmende Phrygiske Qvinder
"Førte i natligt Tog, mens selv i Midten hun svinged
"Mægtige Blus, og fra Borgenes Tind de Grækere kaldte.

"Mig, som var mat af Bekymring og Sorg, og betynget af Søvnen,	520
"Holdt den usalige Seng, ja under min Hvile jeg følte
"Ret en blid og behagelig Roe, der var Døden ei ulig.
"Ak, min herlige Viv bortfjerned i Denne fra Huset
"Samtlige Vaaben, ja listed endog fra mit Hovede Sværdet:
"Leder saa flux Menelaus derind, og aabner ham Døren,
"Menende, sligt var en herlig Fest for den elskende Mage,
"Samt, at Mindet om Fortids Synd saa kunde fortæres.
"Kort, de bryde i Værelset ind: dem følger Ulysses,
"Hvilken ophidsed de Andre til Ondt. Gjengjælder, I Guder!
"Grækerne sligt, da med gudeligt Sind jeg raaber om Hævnen! -	530
"Nu berette dit Gjengjældsord hvad Hændelse bringer
"Dig, som Levende hid, omdreven forvildet paa Havet,
"Eller ved Gudernes Bud? siig, hvilken Skjæbne nødsager
"Dig at søge vort Hjem, som er mørkt, forvirret og solløst?"

Under de vexlede Ord med sit rosenfarvede Fiirspand
Alt til Midten Aurora kom paa sin himmelske Bane.
Vist de havde ved Samord spildt det forundede Tidsrum,
Havde Sibylla ei mindet derom, og korteligt mælet:
"Natten forsvinder, min Helt! ved at græde vi spilde kun Tiden.
"Vejen sig deler paa dette Sted udi dobbelte Arme:	540
"Til den mægtige Plutos Borg vi gaae ad den Høire,
"Som til Elysium bringer os hen; den Venstre os viser
"Niddingers Straf; thi den bringer os frem til Tartari Afskum."

Mæled Deïphobus flux: "Ei vredes du, høie Præstinde!
"Bort jeg gaaer, for at fylde et Tal, og forsvinder i Mørket. tage min plads bl. de døde.
"Gaae, vor Prydelse! gaae! dig følge en blidere Skjæbne."
Sligt er hans Ord, og han drejer sin Gang ved det Sidste af Talen.

Helten sig vender med eet, og skuer ved Klippen tilvenstre
Byen, der strækker sig langt, trefoldigen skjærmet af Mure,
Hvilken en rivende Strøm med luende Bølger omgiver,	550
Phlegeton, Tartari Flod, der ruller de larmende Stene.
Bygget af kraftigt Staal er den forreste Port, med Colonner,
At ei Heltenes Kraft, ja selv ei Gudernes Glavind
Evner dens Fald; et Taarn af Jern sig hæver i Skyen,
Medens opkiltret, i blodige Dragt, Tisiphone sidder,
Vaagen om Nat og om Dag, som Vagt udi Bygningens Forgaard.

Her man hører de stønnende Suk; her lyder saa rædsomt
Pidskenes Slag, samt Hvinen af Jern, og Lænker der slæbes.
Helten nu iler ei meer, men lytter med Rædsel til Larmen.
"Hvilke Forbrydelsers Syn! du sige mig, Pige! af hvilke	560
"Straffe de trykkes til Jord? hvi lyder den Jammer saa saare?

Tog Præstinden til Ord: "du Teucrernes herlige Høvding!
"Ei til de Ondes Dør vil Skjæbnen at Gode sig nærme:
"Men, da som Vagt ved Averni Lund mig Hecate satte,
"Tolked hun selv den himmelske Straf, og forklared mig alting.
"Dette saa rædsomme Hjem Rhadamanth, den Gnossier, eier;
"Han forhører og dadler Sviig: han tvinger at tilstaae,
"Hvis, i det jordiske Liv, ret fro ved en hemmelig Udaad,
"Een har til Dødens Stund opsat for en Brøde sin Soning.

"Trodsig, med Svøben i Haand, som en evig hævnende Guddom,	570
"Tisiphonê paa den Skyldige slaaer; de rædsomme Øgler
"Løfter hun truende op, og kalder de Søstre saa vilde.
"Da først, under et frygteligt Brag, paa den larmende Hængsel
"Aabner sig høit den hellige Port. Mon i Døren du skuer
"Grant den rædsomme Vagt? og Gestalten der værner om Porten?
"Hydra'en, stor ved de sortnende Gab, halvhundred i Tallet,
"Haver forinden, end vildere, Plads; og Tartarus selve
"Strækker saa langt sig i Grundene ned, og synker i Mulmet,
"Som med Olymmpen og Ætheren selv man skuer i Veiret.

"Her er Jordens bedagede Slægt, Titanernes Afkom;	580
"Her de væltes i dybeste Bund, nedstyrted' af Lynet.
"Her Aloïdernes Tvillingebørn, de rædsomme Kroppe,
"Skuet jeg har, som den vældige Skye med Haanden at splitte
"Prøvede paa, samt Jupiter selv at styrte fra Himlen.
"Salmonêus jeg saae, som bøder med grusomme Straffe,
"At han Jupiters Lyn, og Olympens Bragen forsøgte.
"Med sine Gangere fire for Vogn, og med slyngede Fakler,
"Gjennem de Grækeres Folk, ja selv gjennem Byer i Elis,
"Trodsig han drog, og æskede stolt selv Gudernes Hæder
"Daarlige Mand! som den knugende Skye og den evige Straale	590
"Søgte ved Hestenes hornede Fod og ved Kobber at ligne.
"See! da slyngede Almagts Gud, gjennem mørknende Skyer,
"Selv sit Spyd; det var ingen Brand, det var ikke af Fyrret
"Dampende Blus; i en Hvirvel saa vild han slog ham til Jorden.

"Tityus ogsaa, opfostret Søn af Tellus den hulde,
"Skuer man der; hans Legem er strakt over Agere vide,
"Ni udi Tal. Med det krummede Næb den vældige Rovfugl dækker 9 tdr. land
"Gnaver hans Lever, der aldrig forgaaer, og hans Legem, der voxer
"Stedse til Straf; den roder om Suul, og boer i hans Hjertes
"Dyb; han fanger ei Rist; thi Fibrerne voxe dog atter.	600
"Ixion ei, og Perithous selv med Lapither, jeg nævner.
"Ned over hvilke et frygteligt Fjeld fremluder, og synes
"Styrtningen nær. Fra den kostbare Bænk, under herlige Bolster
"Straale de gyldene Been, ja Retter de skue foran sig,
"Laved' med kongelig Pragt; dog sidder de Furiers Ældste
"Ved deres Side, og hindrer med Haand, at de røre ved Bordet,
"Hæver sin Fakkel iveir, og brøler med tordnende Stemme.

"Den som i Livets Gang forfulgte sin Broder med Avind,
"Stødte Forældrene bort, eller listigen skaded Klienten,
"Den som med graadig Hu kun ruged paa samlede Skatte,	610
"Uden at yde sin Næste en Deel (en klækkelig Skare!)
"Den, som dræbtes i Ægteskabssynd, eller fulgte en Niddings
"Banner, og frygted ei Brud af et Løfte, han skyldte sin Herre,
"Vente indspærrede Straf. Dog kræve du ikke at vide
"Maaden af Straffen, ei heller den Form, under hvilken de bøde!
"Nogle maa rulle en gruelig Steen; til Hjulenes Eger
"Surres en Anden saa stramt; her sidder den sørgende Theseus,
"Og han vil sidde til evig Tid, mens Phlêgyas varsler,
"Stædt udi Nød, og med lydelig Røst til Skyggerne raaber:
""Dyrker Retfærdighed! det er mit Raad, og foragter ei Guder!""	620

"Hiin forraadte for Guld sit Land, og skaffed Tyranner
"Vælde, imedens med Lov og med Ret han skalted for Penge:
"Denne sig listed til Datterens Seng og forbudne Forening.
"Alle forsøgte paa gruelig Daad, og erholdt, hvad de voved.
"Havde jeg Tunger, selv hundred i Tal, samt hundrede Munde,
"Dertil en Stemme af Jern, dog alle forskjellige Synder,
"Hver Afstraffelses Navn, jeg mægted dog ikke at nævne."

Som nu, gammel og graae, den Seerske mælede Saadant,
"Hurtig! ad Veien afsted! fuldend nu Daaden, du paatogst!"
Raaber hun, "lader os gaae! thi Muren jeg øiner, der støbtes	630
"I de Cycloperes Ovn, og i forreste Hvælvinger Porten,
"Hvor det tvingende Bud befaler at lægge vor Gave."

Sligt hun mæled; forened' i Trin ad de mørknede Veie
Vinde de hurtigt det ønskede Maal, og nærme sig Porten.
Først sig nærmer Æneas derhen, og stænker med frisk Vand
Legemet, medens han hæfter sin Green paa den forreste Dørkarm.

Da nu det hele var endt, og Gaven var ydet Gudinden,
Nærme de sig til en gladere Egn, til den yndige Tykning
Af de Saliges Lund, og tillige de Signedes Bolig.
Markerne klædte man seer udi rigelig Æther og herligt	640
Straalende Skin, da en særlig Sol samt Stjerner de eie.
Nogle i Græsset, paa Fægternes Viis, deres Legemer øve,
Kjæmpe for Spøg, og i gulen Sand forsøge at brydes:
Andre, som stampe mod Jorden i Dands, istemme en Chorsang.
Hist de Thraciers Præst, i en dybtnedhængende Kaabe,
Synger i afmaalt Tact til sin syvfoldtonende Lyra,
Slaaet med Fingrene snart, og snart med et Plecter af Filsbeen.

Her er Teucers den herlige Æt, en Stamme fra Oldtid,
Helte med kosteligt Mod, opfødte i skjønnere Tider,
Ilus, Assâracus selv, og Dardanus, Stifter af Troja.	650
Fjernt han skuer de Krigeres Dragt og de luftige Vogne.
Spærene stande nedrammed' i Jord, og hen over Marken
Græsse de Gangere løsned' iflæng. Som i Livet de følte
Lyst til Vogne og Sværd, og med Ømhed at pleie de fede
Heste, det følger dem end, uagtet de hvile i Jorden.
Flux paa Engen han andre seer, til Venstre og Høire,
Som udi Lag, under muntert Chor, afsjunge Pæaner, takkesange
Midt i de duftende Laurbærs Lund, gjennem hvilken fra oven,
Brat som en Foss, under Træernes Løv, Eridanus styrter.

Hver, som annammede Saar, imeden han streed for sin Hjemstavn,	660
Præsten, der viste sig ædel og reen, da han stædtes i Live;
Barden, med gudeligt Sind, der qvad, hvad der egner Apollo,
Hver, som forskjønned det jordiske Liv ved sit Opfind og Kunstklygt,
Samt sig stifted et Minde saa kjært udi gavnlige Idræt,
Disse omgives med sneehviden Baand trint Hovedet Alle.

Dem, som trænge i stimlende Hob, tiltaler Sibylla,
Dog Musæus især; den talrige Skare omringer
Ham udi Midten, som hæver sig høit ved de kneisende Skuldre.
"Siger, I salige Aander! og du, høihjertede Barde!
"Hvor Anchises har Hjem eller Sted, da ene for hans Skyld	670
"Hid vi komme, og seilede frem over Erebi Strømme?"

Hende med korteligt Ord saalunde gjensvarede Helten:
"Ingen har fastsat Hjem; vi boe i de skyggende Lunde. 182
"Flodernes Rand er vor Seng; paa Engen, der kjøles af Bækken,
"Stander vort Huus; dog, er udi Sind Eders Ønske saa rodfast,
"Op ad Høien I gaae, hvor jeg viser en magelig Fodstie!"

Saa han talte og iled foran: fraoven han peged
Ned paa Marker i Glands; hvorefter de ile fra Høien.
Fader Anchises selv, dybt skjult i den grønne Fordybning,
Sjælene, hvilke indspærrede nu, snart stige til Jorden,	680
Nøie randsager med grandskende Hu: just nu han betragter
Rækken af hele sin Æt, og den samtlige elskede Afkom,
Samt deres Skjæbne paa Livets Vei, deres Sæder og Kraftdaad.

Som han skuer ad græsrig Mark Æneas at stile
Lige mod sig, da hæver han glad sine Hænder mod Himlen;
Taarerne rinde paa Kind, og man hører en Røst fra hans Læbe:

"Kommen du est! dit kjærlige Sind, som din Fader har prøvet,
"Seirede over den møisomme Vei; lad mig skue dit Aasyn,
"Elskede Søn! som i fordumstid lod mig høre dig tale.
"Sligt jeg vented i Sind, og sligt jeg ahned i Fremtid,	690
"Nøie beregnende Tidernes Gang; ei blev jeg bedragen,
"Ak hvor rigeligt Land, hvor mægtige Have bestodst du,
"Førend jeg møder dig her! hvor kjæmped du modig i Faren!
"Dog jeg ængsteligt skjalv, at Libyens Rige dig hilded."

Svarede denne: "o Fader, saa kjær! dit sørgende Billed
"Drev mig at vandre til Portene her, da det mødte mig ofte.
"Flaaden er lagt paa Tyrrheniens Hav. Lad mig trykke din Høire!
"Ræk mig den, Fader, og drag dig ei bort fra det kjærlige Favntag!"

Mælende sligt, med en rigelig Graad han væder sit Ansigt.
At omslynge hans Hals med sin Arm, forsøger han tregang:	700
Tregang griber han Skyggen omsonst; thi den flygted fra Haanden,
Ret som en luftig Vind, og liig den bevingede Søvngud.

Dybt i den eensomme Dal Æneas skuer tillige
Susende Skove og Krat, med en eensomt liggende Lystskov,
Samt, ved de Saliges Hjem, den roligt flydende Lethe.
Talløse Slægter og talløse Folk omsvævede denne,
Ret som over en Eng, i den venlige Sommer, de Bier
Sidde paa Blomster iflæng, og trint om Lilier hvide
Fare i Hobe, mens Marken omkring gjenlyder af Summen.
Ængstet ved første, uventede Syn, forundret Æneas	710
Spørger om Grunden til Sligt, hvad det er for en rullende Flodstrøm,
Samt om hine, hvis talrige Hob sig flokker paa Bredden.

Mæled Anchises, den Olding graae: "De Sjæle, som Skjæbnen
"Atter forunder et Legem paanye, ved den strømmende Lethe
"Nyde den dyssende Saft, og drikke Forglemsel for lang Tid.
"Nævne dig disse ved Navn, ja vise dem ogsaa personligt,
"Var jo alt længe min Lyst, samt nævne din kommende Afæt,
"At, naar du finder Italiens Land, du end mere kan glædes.

"Er det, o Fader! at troe, at Sjælene atter kan stige
"Nede fra her til den himmelske Luft, og i Legemets Tyngde	720
"Vende tilbage? Saa voldsom en Lyst kan de nære til Livet?

"Søn! jeg vil sige dig alt: udi Tvivl skal du ikke bestædes"
Tager den Gamle til Ord, og tyder i Orden ham Alting:

"Himmelen først, samt Jorderigs Kreds, og de flydende Sletter,
"Maanens oplysende Kugle af Ild, det titaniske Solblus
"Nærer en aandelig Kraft: i de samtlige Dele en udbredt
"Sjælskraft sætter det Hele i Gang, som i Massen er indlagt.
"Deden er Dyrets og Menneskets Slægt, og de flyvende Fugles,
"Samt i den lysende Søe hvad Udyr Bølgerne dække.
"Funklende Kræfter af Ild, samt Gnist af det Høie tildeeltes	730
"Sædekornene hver, naar det sinkende Legem ei skader,
"Samt den jordiske Krop med de svagere Lemmer ei sløver.

"Deden er Frygt og Begjær, er Sorger og Glæder: men Lyset
"Skue de ei, indslutted' i Mulm, og det mørknede Fængsel.
"Ja, naar endog i den sidste Stund dem Livet forlader,
"Endes ei ganske de Armes Nød; ei Legemts Pletter
"Svinde fra Grunden bort; det er saare nødvendigt, at meget,
"Voxende fast i den rindende Tid, har forenet sig sælsomt.
"Derfor de stædes i trykkende Straf, og Fortidens Synder
"Bødes med Gjengjæld svar, da Nogle udspiles og strammes	740
"Ud i den luftige Vind; af Andre i rædsomme Bølger
"Skylles den hæftende Synd, eller ogsaa udbrændes i Ilden.

"Samtliges Aander maa bøde ved Sligt: til Elysiums Egne
"Sendes vi, ringe i Tal, for at eie de Saliges Marker,
"Til at den fjernere Dag, naar Tidernes Løb er tilende,
"Løsner det skorpede Saar, og levner i renere Klarhed
"Aanden forløst, som en luende Ild i sin skjønneste Lysglands.
"Dog, naar tusinde Aar har rullet sig hen i et Kredsløb,
"Kalder en Gud dem, i mægtigt Tal, til Floden af Lethe,
"For at de atter - da Mindet er glemt - kan Hvælvingen skue,	750
"Samt begynde paanye at ville i Legemt dvæle."

Sligt var Anchisis Ord: sin Søn og tillige Sibylla
Trækker han ind i den midterste Hob, og de larmende Sværme;
Tager saa Plads paa en Høi, hvorfra man i Rækker saa lange
Kan deres Ansigt see, samt lære de Kommendes Aasyn.

"Altsaa den Ære, der følger engang Dardaniens Afkom,
"Hvo, af Italiens Æt, mig venter som Sønner af min Søn,
"Herlige Mænd, der i Tidernes Gang vore Navne skal arve,
"Vil jeg forklare med Ord, og tillige udvikle din Skjæbne
"Skuer du Ynglingen hist, der stander ved Scepteret støttet?	760
"Han til Lyset har nærmeste Plads, til Jorderigs Luftegn
"Iler han først; af Italisk Æt er hans Fødsel oprunden;
"Silvius er hans Albaniske Navn, din sildigste Pode.
"Ham, naar du stiger i Aar, skal din Kone Lavinia føde,
"For udi Skoven at vorde en Drot, og til Konger en Fader,
"Runden fra hvilken vor Slægt skal i Alba det lange regjere.
"Procas vil følge paa Ham, en Ziir for de Troeres Stamme,
"Capy's derefter; saa Numitor næst; saa atter din Navner
"Silvius Ænêas, saavel udi Dyd som i Krigsdaad
"Ædel og stor, hvis ellers han faaer over Alba at herske.	770
"See dog! hvilken en Kraft de Ynglingers Legemer vise,
"Skjøndt deres Pande er skjult af en borgerlig, fredelig Eegkrands!

"Disse opbygge de Gabiers Bye, Nomentum, Fidena,
"Samt paa Bjergenes Aas Collatias taarnede Fæstning,
"Inuus' Borg, Pometii Bye, samt Bola og Cora:
"Saa man kalde dem vil; nu ere de navnløse Egne.

"Til Morfaderens Hjelp fremstaaer den Pode af Mavors,
"Romulus, som, af Assâraci Æt, skal af Ilia fødes.
"See, hvor den pragtfuldt staaer paa hans Isse, den dobbelte Hjelmbusk!
"See, hvor Gudernes Drot ham zirer med Himmelens Ære!	780
"Søn! ved dennes veiledende Magt, vil det herlige Roma
"Kun med Jorden begrænse sin Magt, og sit Mod med Olympen,
"Samt opføre om Borgene syv de forenede Mure,
"Riig paa Heltenes ynglende Æt, liig Moder Cybele,
"Taarnbekronet, der kjører sin Vogn giennem Phrygiens Byer,
"Stolt af de talrige Guddomsbørn, omfavnende hundred
"Guder, som Børnenes Børn, der Alle i Himmelen throne.
"Kast nu hid et opmærksomt Blik! Her skue du Folket,
"Samt dine Romeres Slægt! Skue Cæsar og hele Jüli
"Æt, som stiger engang til Himmelens mægtige Axel!	790

"Her er den Vældige, her, hvem ofte du hørte forjættes,
"Cæsar Augustus, af Gudernes Æt, der i Latium skaber
"Længst forsvundne Guldalder paany, i de Lande Saturnus
"Fordum bestyred som Drot. Iblandt Garamanter og Inder,
"Vil han befæste sin Magt, i Landet som ligger bag Stjernen,
"Udenfor Solens og Aarenes Vei, hvor den bærende Atlas
"Dreier paa Skuldrene rundt den Axel, der zires med Stjerner.
"Alt i det caspiske Land, ifølge de himmelske Varsler,
"Ja i Mæoternes Hjem, man frygter hans nærmende Ankomst,
"Medens i ængsteligt Løb sig rører syvmundede Nilstrøm.	800
"Selve Alciden har ikke forsøgt at vandre saa vide,
"Skjøndt han rammed en Hind med kobberne Fødder, og freded
"Om Erymanthi Lund, og ængstede Lerna med Buen:
"Liber ei heller, som dreier sit Spand med Tømmer af Viinløv,
"Naar fra Nysas den luftige Top han med Tigrene kjører.
"Hvorfor tøver du end, udi Daad at vise din Aandskraft?
"Hvi afholder dig Frygt, at boe i Ausoniens Rige?

"Hvo er Konningen hist, der, ziret ved Oliegrenen,
"Bærer de hellige Ting? Paa hans Haar og den graanende Hage
"Kjender jeg Romernes Drot, der først grundfæster ved Love	810
"Byen, uagtet fra Armodens Hjem, og det smaalige Cures,
"Frem til sin vældige Magt han gaaer. Ham følger derefter
"Den, som bryder sit Fødelands Roe, som vækker de dorske
"Helte til Krig, Kong Servius selv, og de Hære som længe
"Savned Triumphernes Glands. Ham følger den pralende Ancus,
"Hvilken alt nu sig qvæger for dybt ved Pøbelens Vindgunst.

"Mon Tarquinerne selv du ønsker at skue, samt Bruti,
"Hævnerens, modige Aand, og de gjenerobrede Fasces?
"Consulsmagt erlange han skal, som den Første, der bærer
"Strænghedens Øxe; som Fader han skal sine Sønner, der mytte,	820
"Stæde til gruelig Straf for Vold mod den herlige Frihed.
"Tungt er dit Lod! hvad den kommende Slægt end dømmer om Daaden,
"Seirer dog Hæderens voldsomme Lyst og Ømhed for Hjemmet.
"Skue de Druser og Decier hist, og med Øxen Torquatus,
"Samt Camillus, der bringer igjen sine Faner til Hjemmet.
"Begge de Aander, du glimrende seer udi ligelig Rustning,
"Ere vel enige nu, saalænge de knuges af Mørket,
"Men - hvor rædsom en Krig, naar Lyset de fange at skue,
"Derhos Hævn og Kamp, gjensidigen ville de vække!
"Ned fra Alpernes mægtige Vold, og fra Monaci Borge	830
"Svigerfaderen gaaer: hiin kjæmper med østlige Stridsmænd.
"Vænner dog ei, mine Børn! Jert Hu til saa rædsomme Krige!
"Bruger eiheller mod Eget Land Eders herlige Kræfter!
"Skaan du først, som drager din Slægt fra det høie Olympus!
"Kast dine Vaaben af Haand! du est jo oprunden af mit Blod -
"Hiin, ved Corinthens Fald, skal kjøre sin stolte Triumphvogn
"Til Capitoliums Tind, berømt ved Achæernes Blodbad.
"Argos omstyrte han skal, ja selv Agamemnons Mycene,
"Samt Æacidernes Æt, en Slægt af den Kriger Achilles,
"Troernes Stamme til Hævn, og Minervas skjænkede Templer.	840

"Hvo kan tie om dig, du herlige Cato! og Cossus?
"Hvo om Gracchernes Slægt, de to Scipiader i Krigen,
"Vældige Lyn til Libyens Nød? om Fabricius, mægtig
"Selv i det Smaae? Serranus, om dig, som i Furerne saaed?
"Hvorhen rive I mig, som er træt, I Fabier? Du est
"Maximus! den, som ved langsom Daad vore Sager opretter.
"Andre ved tækkelig Kunst ville Kobberet hamre tillive,
"Ja, indpræge i Marmoret selv det levende Aasyn.
"Sproget og Talen forbedre man vil; og Himmelens Bane
"Maale med jordiske Maal, og bestemme, naar Stjernen vil opstaae.	850
"Helst dog erindre, at byde med Magt over Folkene, Romer!
"Sligt bør være din Lyst, at give Nationerne Love,
"Skaane det svagere Folk, men bekrige de Stolte til Enden."

Sligt var Anchisis Ord, og, medens de undres, han siger:
See, Metellus gaaer stolteligt frem, med det herligste Bytte,
"Prydet som seirende Helt, og hæver sig høit over Alle.
"Under en stor og forvirrende Krig, skal Romernes Velfærd
"Styrkes af ham; som Høvding han slaaer de Poener og Galler,
"Samt ophænger til Romuli Priis den tredie Rustning."
Mæled saa atter Æneas, som saae, at tillige en Yngling	860
Fulgte ham, skjøn ved sin herlige Form og den blinkende Rustning,
Dog med mørknede Bryn, og med Blik, som stirred mod Jorden:
"Hvo er vel denne, min Fader, o siig! som vandrer med Helten?
"Er det hans Søn, eller muligt et Led af hans senere Afæt?
"Hvilket et larmende Følge han har! hvilken Værdighed har han?
"Dog omflaggrer ham dæmrende Nat med sin rædsomme Skygge."

Mæler da Fader Anchises flux, og begynder med Taarer:
"Spørg ei, Søn! om en mægtig Qval, som vil ramme din Afkom!
"Denne vil Skjæbnen kun vise vor Jord, men ikke tillade,
"At han bliver; de Romeres Held de Himmelske tyktes	870
"Alt for stor, om saa herlig en Skjænk vedvarende blev dem.
"Hvilke fortvivlede Suk vil lyde paa Marken om Mavors'
"Mægtige Bye! hvad Liigsfærdspragt vil du see, Tiberinus,
"Naar du skal rulle forbi hans Grav, som er nyligen opsat!
"Ei skal en Yngling af Iliums Slægt til saa herlig Forhaabning
"Hæve sin Æt udi Latiums Land; ei Romuli Rige
"Skal fremvise en ædlere Søn, naar det praler med Afkom.
"Kjærlig han var; som i Oldtiden troe; hans Haand var i Krigen
"Seirende stærk: uden rigelig Straf ham mødte vist Ingen,
"Naar han var rustet, hvad enten han gik imod Fjenden som Fodkarl,	880
"Eller sin Spore han borede dybt i den skummede Ganger.
"Kan du, usalige Dreng! din grusomme Skjæbne forandre,
"Skal en Marcellus du vorde! Nu rækker mig rigeligt Liljer!
"Her vil jeg brogede Blomster udstrøe; i det mindste en slig Skjænk
"Sprede jeg vil for min Ætlings Sjæl, og en Gave ham yde,
"Skjøndt kun svag." Saa drage de hen overalt udi Egnen,
Over den store, men taagede Mark, og speide om Alting.

Da nu Anchises har ledet sin Søn i de enkelte Dele,
Samt opflammet hans Aand med Lyst til det kommende Navnrye,
Melder han ogsaa den Fremtids Helt i de vordende Krige,	890
Dertil Latini Bye, de Laurentineres Stammer,
Samt hvorlunde han flyer, og bestaar de enkelte Kampe.

Dobbelte Porte til Søvnen gaae, af hvilke man siger
Een er af Horn, en Udgang let for Skyggerne selve;
Blank er den anden og skjøn, uddannet i skinnende Filsbeen,
Hveden de Aander opsende mod Jord de bedragende Drømme.
Hid geleider den Gamle sin Søn og tillige Sibylla,
Medens han taler, og sender dem bort gjennem Porten af Filsbeen.

Flux han baner sig Vei til sin Flaade, og skuer sit Følge;
Iler saa atter, hvor Stien man seer, til Cajêta og Havnen:	900
Foran er Ankeret lagt, Bagstavnene stande paa Stranden. 09.03.2007

7. Sang

Tilbage