TOP

Titelside eller til Index

Syvende Sang.
Indhold
Æneas begraver sin Amme Cajeta, og seiler forbi Circe's Bolig (v. 24), hvorefter han nærmer sig Tiberen, og lander endelig paa det laurentiske District (v. 36). Efter en forudskikket Udsigt over Latiums Tilstand paa den Tid (v. 106) beretter Digteren Varslet med de opspiste Borde, hvoraf Æneas lærer, at Alt er gaaet i Opfyldelse. Helten sender derfor hundrede Gesandter til Latinus med Foræringer, for af ham at erholde Tilladelse til at anlægge sig en Bye (v. 159). Latinus opfylder gjerne denne Bøn, ja tilbyder Helten endog sin Datter, som Faunus havde spaaet, burde ægte en fremmed Helt (v. 285). Da udsender Juno den Furie Alecto for at hindre denne allerede sluttede Pagt (v. 340) og denne opirrer først Amata (v. 405) dernæst Turnus (v. 434) og forlokker endelig Ascanius til at skyde en tam Hjort, som den kongelige Rygter Tyrrhi Børn holdt meget af; og dette giver Anledning til en blodig Kamp (v. 510). Nu flokkes Amata, Turnus og Folket om Latinus med Bøn, om at paaføre Trojanerne en formelig Krig (v. 590); og da han ikke vil det, sprænger Juno selv Krigens Porte (v. 622). Nu stiller Turnus sig i Spidsen for Hæren (v. 654), og fra v. 678 indtil Sangens Ende giver Digteren en Fortegnelse over de Helte, samt de med disse følgende Tropper, som tage Deel i Kampen mod Trojanerne.
Du har jo ogsaa til denne vor Strand, du Æneiske Amme!
Givet til fjerneste Tid udi Døden et Minde, Cajeta.
Hæderen værner endnu om din Plads: end minder os Navnet
Om dine Been i Hesperiens Land, hvis Sligt er en Hæder.
Alt var om Liget tilbørligen endt af den fromme Æneas; 5
Graven sig hæved, opdynget af Jord. Da Bølgen nu rolig
Jævner sin Flade, udspænder han Seil, for at ile fra Havnen.
Vindene øges mod Aftningens Tid, og den lysende Maane
Svigter dem ikke: med bævende Glands den i Bølgerne blinker.
Landet, som nærmest de glide forbi, er Circæiske Kysten, 10
Hvor i den eensomme Lund Solkonningens Datter, saa guldriig,
Sjunger med kostelig Røst, og tillige i prægtige Sale
Tænder som Lys i den natlige Stund sine herlige Cedre,
Naar gjennem Væven saa fiin hun trækker de raslende Spoler.
Her kan man høre de stønnende Skrig af de Løver, saa vrede, 15
Kjæmpende mod deres Baand, som i Natten saa sildigen brøle:
Børstebedækkede Sviin, samt Bjørne, som stande ved Krybben,
Rase, imedens man hører et Hyl fra de vældige Ulve,
Hvilke fra Menneskeform den vrede Gudinde forvandled
Brat ved en tryllende Urt til Krop og til Aasyn af Udyr. 20
At nu et lignende Lod ei hændes de kjærlige Troer,
Hvis de i Havnene kom, eller søgte den rædsomme Strandbred,
Fyldte Neptunus med lykkelig Bør de samtlige Skibsseil,
Skjænkte dem Flugten, og førte dem bort fra de farlige Vande.
Bølgerne rødmed igjen i den lysende Sol; og fra Æthren 25
Straaled Aurora saa lys, med sit Spand, som er ziret med Roser.
Vindene lagde sig brat: de Luftninge ginge til Hvile,
Og i det Marmorspeil man Aarerne krænger saa langsomt,
See! da skuer Æneas fra Søe, hvorlunde en mægtig
Lund sig hæver, og Tiberens Strøm, i sin yndige Rende, 30
Frem udi hvirvlende Gang, og guul ved det hyppige Flodsand,
Styrter sig hurtig i Søe. De brogede Fugle foroven,
Samt ved Siden, til Bredderne vant' og til Randen af Floder,
Livnede Luften med Sang, imedens de flaggred i Lunden.
Derfor at dreie de Stavne mod Land og at bøie Seiladsen, 35
Byder han Folket, og styrer saa froe mod den dunklere Flodstrøm.
Hvo der, Erato! var Drot, og hvad Tider der vare for Riget,
Samt i hvad Stilling var Latiums Land, da den fremmede Krigshær
Nærmede sig paa de Snækker til Land ved Ausoniens Kyster,
Vil jeg fortælle, og Kampenes Gang fra det første berette. 40
Du, Gudinde! din Sanger veiled! jeg vil sjunge om Krigsfærd,
Sjunge om Slag, og om Konger, hvis Mod dem i Døden har styrtet,
Om Tyrrheniens Hær, og om hele Hesperien samlet
Ene til Leding. En høiere Gang af Bedrifter begynder,
Større de Sysler, som ligge forhaand. 45
                                       Sine Marker og Byer
Styred Latinus, den aldrende Drot, i den dybeste Fredsroe,
Fød, saa siger et Rye, af en Nymphe Marica og Faunus
Midt i Laurentias Egn. Fauns Fader var Picus, som nævner
Dig som Fader, Saturn! du er Stammens det tidligste Ophav.
Sønner, og Æt udi mandlige Børn, efter Gudernes Villie, 50
Eied han ei; hvad han tidligt besad, blev ham røvet i Ungdom.
Ikkun en Datter bevared hans Huus og den mægtige Bolig,
Giftefærdig i Aar, samt moden alt længe en Mage.
   
Mange fra Latiums Land og Ausoniens samtlige Egne
Fried til hende: dog beiled især den Skjønne blandt Alle, 55
Turnus, saa mægtig ved Ahner og Æt, hvem Dronningen kaared
Med en forunderlig Lyst til Gemahl for den elskede Datter;
Dog afskrækked dem Gudernes Vink i forskjællige Varsler.
Midt udi Borgen en Laurus stod, i de høie Gemakker,
Skaanet af Frygt, i de talrige Aar, som bevared sit Løvværk, 60
Hvilken Latinus, den Aldrende, fandt, da han byggede Borgen,
Samt indvied (saa mælder et Sagn) til Phoebus Apollo,
Ja tildeelte sit Nyefolk Navn, de Laurenter, af dette.
Her af Bier en Sværm (det tykkes mig sælsomt at sige),
Dragne igjennem den flydende Luft med umaadelig Sværmen, 65
Satte sig fast i den øverste Top; med de slyngede Fødder
Hænge man saae fra den grønnende Green den uventede Biesværm.
Flux en Seer udtolkede Sligt: "Jeg skuer en fremmed
"Helt at begive sig hid: fra de samme Kanter en Krigsmagt
"Nærmer sig hid til den samme Kant, for at herske i Borgen." 70
Medens paa gudelig Viis han tænder paa Altrene Ildblus,
Just som Pigen Lavinia staaer, med sin Fader ved Siden,
Synes (et frygteligt Syn!) hendes Lokker at fænges af Ilden,
Og hendes herlige Pynt i de knittrende Luer at brændes.
Flammerne gribe Fyrstinden i Haar, ja de fænge i Kronen, 75
Prydet med Stene: ombølget af Røg og af Luernes gule,
Lysende Skimmer, udbreder hun Ild i den samtlige Hofborg.
Sligt dem tykkes et frygteligt Syn, men tillige mærkværdigt;
Thi, at hun vilde fremtræde i Glands ved sin Skjæbne og Navnrye,
Tolkede Alle; dog Folkene selv Sligt varslede Ufred. 80
Kongen, beængstet ved saadanne Syn, til Fauni Orakel,
Til sin Fader, der varslede, drog, og i Lunden han søger
Raad ved Albûneas Dyb, hvis stærke og hellige Flodstrøm
Larmer i Lunden, og damper i Mulm med en frygtelig Peststank.
Hêden Italiens Folk, samt alle Oenotriens Egne 85
Skaffed sig Raad udi tvivlsomme Ting. Præstinden maa offre
Hellige Skjænk: i den natlige Stund maa hun Faarene slagte,
Samt sig lægge til Roe paa de hellige Skind, for at sove.
Da kan hun skue paa synderlig Viis rundt flaggrende Syner,
Høre forskjællige Lyd, samt pleie med Guderne Samqvem, 90
Ja gjennem dyben Avernus' Søe hun til Acheron taler.
Her den gamle Latinus selv, som kræved Orakler,
Offrede hundrede Lam, med Uld bedækked', som Skik er,
Og, udstrakt over Lammenes Hud og de bredede Uldskind,
Lagde han sig. Flux hørtes en Røst fra det Dybe af Lunden: 95
 
"Ei til en Fyrste fra Latiums Land maa du knytte din Datter,
"Elskede Søn! ei fæste du Liid til den Beiler, hun nu har!
"Frieren kommer fra Fremmedes Land; og denne ved Slægtsbyrd
"Løfter mod Himlen vort Navn: udsprungen fra denne, vor Æt vil
"Skue, saa vide den vandrende Sol Oceanet belyser, 100
"Under sin mægtige Fod Alt dreie for Vælden sig ydmygt."
Slige, den kjærlige Fauni Svar, og i eensomme Midnat
Yttrede Varsler, bevarede ei Latinus i Hjertet;
Gjennem Ausoniens Byer omkring af den flyvende Fama
Spredtes de Sagn overalt, dengang Laomedons Afkom 105
Bandt deres Snækker til Land paa en græsklædt Skraaning af Stranden.
Folkenes Fyrster og Høvdingen selv med den smukke Julus
Kaste sig ned ved et mægtigt Træe, under Grenenes Skygge.
Her berede de Mad, samt dynge i Græsset paa Skiver,
Ælted' af Meel, deres Suul (saalunde dem Juppiter varsled), 110
Medens paa Flader af Korn de stable de landlige Frugter.
Mangen, da Sulet var spiist, til at vende sit graadige Mundbid
Mod sine Skiver af Korn blev tvungen af Lyst til at spise,
Samt antaste med Haand og med dristige Kjæver sin Skorpes
Skjæbneopfyldende Rand, ved at gnave paa Kagernes Fiirkant. 115
"Eia! nu spise vi ogsaa vort Bord!" udbryder Julus,
Uden at spøge end meer; sligt Ord var det første, som trøsted
Folket i Nøden: hans Fader især optager det hurtigt
Ud af den Talendes Mund, og han byder forbauset ham Taushed.
Derpaa han mæler: "Hil være dig Land, som vor Skjæbne har undt mig. 120
"Hil Eder ogsaa, Penater, o hil! I var' troe imod Troia.
"Her er vor Bolig, ja her er vort Hjem. Min Fader Anchises,
"Husker jeg nøie, meddelede mig sligt Tegn paa min Skjæbne:
""Naar til de fremmede Kyster, min Søn! du er kommen, og tvinges
""Af en usigelig Sult til at spise med Bradene Bordet, 125
""Da i din Nød kan du vente et Hjem: der maa du erindre
""Flux at bygge dig Volde af Jord, samt Huse til Folket.""
"Dette var Hungeren hist: ja det var det Sidste, som trued,
"Og som endte vor Nød.
"Altsaa velan! med den tidlige Sol vi ville saa glade 130
"Samtlige Steder, samt Folket, her boer, og hvad Byer de bygged,
"Nøie bespeide, og søge vor Vei langt borte fra Stranden.
"Juppiter bør I nu offre en Skaal, og min Fader Anchises
"Vorde med Bønner paakaldt! flux sætte man Vinen paa Bordet!"
Medens han mælede sligt, en løvriig Green om sin Tinding 135
Slynger han tæt: til Genien her, og til Gudernes Ældste
Tellus, og Nymphernes Slægt, og til samtlige fremmede Strømme
Gjør han en Bøn: ja Natten endog og de natlige Stjerner,
Idas Juppiter beder han fromt, og den phrygiske Moder,
Næst Forældrene to, udi Erebus, samt udi Himlen. 140
Høit i den lysende Luft kan man høre den mægtige Faders
Torden at gaae: han selv med sin Haand fremfører og viser
Høit udi Æther en Skye, som funkler i Straaler og Guldglands.
Pludseligt breder et Rygte sig ud mellem Troernes Skarer,
At nu Dagen de see, da de bygge de ventede Mure. 145
Derfor omkaps de begynde et Lag: under heldige Varsler
Stille de Kummer med Viin, som de glade behænge med Krandse.
Medens nu aarle den følgende Dag, som er stegen i Lysglands,
Straaled paa Jorden, om Folkenes Bye, deres Grændser og Strande
Speides paa særskilt Tog. Til Numîci Kilde man kommer, 150
Samt til Tiber, og seer, at de kjække Latinere boe der.
Derpaa Anchisis Søn udvælger af samtlige Skarer
Hundrede Mænd: til Konningens Borg, den høie, han byder
Dennem at gaae, med Minervas Green udzirede Alle,
Bringe den Konning en Skjænk, samt bede om Gunst for de Teucrer. 155
Hurtigen gaae de Beordrede frem, og i ilende Skridtgang
Vandre de bort. Med en maadelig Grav han betegner alt Byen,
Samt udkaarer sig Plads: de forreste Huse paa Stranden
Dækkes, paa Leirenes Viis, med en Vold og med værnende Tinder.
Ynglingehoben alt Veien har endt, og den seer de Latiners 160
Taarne og kneisende Bye; thi de nærme sig alt imod Staden.
Ynglinge, alle i Ungdommens Blomst, samt Drenge sig øve
Trint om Byen tilhest, hvor de dreie den Ganger i Støvet.
Enkelte spænde den strammede Stræng, eller slynge med Armen
Bøieligt Spyd, eller æske til Kamp udi Bryden og Løben. 165
Flux til den gamle, bedagede Drot fremrider et Budskab,
Som tilhvidsker ham sagte, at Mænd, udi fremmede Vaaben,
Store af Væxt, sig nærmede hid. Han byder dem føres
Ind i sin Borg, og han sætter sig selv paa sin fædrene Throne.
Slottet, saa rummeligt, ædelt og høit, med hundrede Søiler, 170
Var paa Fæstningen bygt, en Borg for Laurenteren Picus,
Skjærmet af frygtelig Skov og af Fædrenes kjærlige Omhu.
Scepteret toge de her: her først opløfte de Fasces
Maatte den kaarede Drot: udi Tempelet var deres Raadhuus,
Samt til de hellige Feste et Sted: var Vædderen slagtet, 175
Pleiede Fædrene her at sidde om Bordet i Rækker.
Her man Billeder saae af Fortidens Helte i Orden,
Snitted' af Ceder. Her Italus stod og den gamle Sabinus,
Rankernes Pleier (ved Büsten var lagt den bøiede Krumkniv):
Janus' Hoved, tvedannet i Form, og den gamle Saturnus 180
Staae i den forreste Sal, og de andre bedagede Drotte  
Som, udi Kampen for Fædreneland, fik Vunder i Krigen.
Rustninge mange man saae paa de hellige Stolper at hænge,
Hist de Vogne, man tog udi Kamp, samt krummede Øxer,
Hjelme, med prydelig Kam, ja mægtige Bomme til Porte, 185
Skjolde og Spær, samt vægtige Spryd, som man skilte fra Kjølen.
Selv, med en Romulusstav, i en kort men en kostelig Kappe,
Sad opkiltret, paa venstre Arm med Ancile* bedækket, * skjold
Picus, en Kriger tilvogns: hvem, lokket af Brynde, hans Mage
Circe berørte med Staven af Guld, og tillige ved Giftsaft 190
Fik forvandlet til Fugl, og bespætted hans Vinger med Farver.
Inde i Gudernes Huus, paa Fædrenes Throne, Latinus
Sad, dengang han befoel de Trojaner at nærme sig Huset:
Og, da de nærmede sig, med en venlig Stemme han talte:
"Siger, dardaniske Mænd! (thi grant Eders Mure jeg kjender 195
"Samt Eders Slægt; skjøndt I komme fra Søe, er' I saare bekjendte;)
"Hvad I forlange? Af hvilken en Grund, samt arme paa hvilket
"Er' mod Ausoniens Strand ad den blaalige Flade I dragne?
"Foer' I paa Bølgerne vild? eller drives af Stormen I herhid,
"(Hvilket jo tit paa det mægtige Dyb Søemændene døie) 200
"Saasom I trængte Jer ind i vor Flod, samt tælte ved Havnen?
"Lader os slutte en fredelig Pagt! fra Saturnus, I vide,
"Stammer Latinernes Slægt, som, from uden Lænker og Love,
"Dyrker af inderlig Drift, liig Fortidsguden, hvad Ret er.
"Selv jeg mindes (skjøndt Mindet er svagt udi Aarenes Række), 205
"At en bedaget Aurunker har sagt, at fra denne vor Hiemstavn
"Dardanus baned sig Vei til Phrygiens Byer ved Ida,
"Samt (Samothracia kaldes det nu) til Thraciens Samos.
"Denne, som drog fra Corythus' Bye og Tyrrhenernes Hjemstavn,
"Haver nu Himmelens Bolig af Guld, paa sin straalende Throne, 210
"Taget imod, og forøget ved ham de Himmelskes Antal".
Sligt han mæled, og Ilioneûs gjensvared hans Tale:
"Konge, du Fauni fortrinlige Æt! ei tumled' af Bølgen
"Tvang os et frygteligt Veir, ved din Strand at forsøge vor Tilflugt:
"Ei i den rigtige Vei os skuffede Kysten og Stjernen. 215
"Just med Beraad, og med higende Sind, vi Samtlige droge
"Hid til din Bye, da vi misted et Land, det største, som eengang
"Solen har seet, naar den hæved sig høit fra den dybeste Jordrand.
"Zeus er Kilden til hele vor Slægt: Dardanernes Ungdom
"Glædes ved ham, som en Fader: af Juppiters ypperste Slægtsbyrd, 220
"Sender vor Konge os hid til din Borg, den Trojaner Æneas.
"Hvilket et frygteligt Vejr, fra det vilde Mycene oprundet,
"Hæved sig høit over Idas Mark; og i hvilket et Samstød,
"Drevne af Skjæbnen, Europas Strøg, samt Asiens mødtes,
"Hørtes endogsaa af den, som fjernt paa den yderste Jordkreds 225
"Boe ved Ocêani Svælg, og af ham, som den brændende Solild
"Stædte i vildene Ørk udi Midten af samtlige Zoner.
"Efter den voldsomme Nød, omdrevne paa Have saa vide,
"Bede vi nu om et tarveligt Hjem for de fædrene Guder,
"Fredelig Strand, og om Luft og om Vand, som er aaben for Alle. 230
"Knap vi geraade jert Rige til Skam: ei lidet vil Rygtet
"Sige derom; for saa ædel en Daad vil ei Takken forsvinde.
"Aldrig du angrer, at Troja du gavst i Ausonien Tilflugt.
"Svar er min Eed ved Æneas' Held, ved hans mægtige Høire,
"Enten i Vaaben og Kamp man prøved den, eller i Løfter: 235
"Talrige Folk, ja mangent et Land (du foragte os ikke,
"Om vi end komme med Grenen i Haand, og med bedende Tale!)
"Ønskede tit, ja forlangte endog, at forene sig med Os.
"Men kun at søge om Eders Land, har Gudernes Villie
"Æsket i bydende Ord. Nu Dardanus, født mellem Eder, 240
"Søger til Hjemmet igjen! heel kraftigen driver Apollo
"Os til Tyberens Flod og Numicii hellige Kilde.
"Her fremdeles en uselig Skjænk af Fortidens Riigdom
"Sender han, ene en Rest, udreven af Iliums Luer.
"Gamle Anchises med Guldet, du seer, har ved Altrene offret: 245
"Denne var Priami Stav, naarhelst han samlede Folket  
"Retlig i Hobe til Thing: hans hellige Hue og Scepter
"Seer du, og Dragt, Troerindernes Værk."
Medens Ilîoneus talede sligt, nedkasted Latinus
Stive og stirrende Blik: urokket han hæfter sit Øie 250
Anspændt fast imod Jord. Dog ikke det brogede Purpur
Drotten bevæger, ei Priami Stav saalunde ham rører,
Som han dvæler i Hu ved Tanken om Datterens Bryllup,
Samt begrunder i Sind hiint Svar af den aldrende Faunus.
Sikkerligt denne, der spaaedes ham fra de fjerneste Lande, 255
Kommer ved Skjæbnen nu hid som hans Søn, for i ligelig Deling
Riget at faae: ham venter en Æt, navnkundig og tapper;
Han ved Kræfter og Mod skal erobre den samtlige Verden.
Endelig svarer han glad: "Gid Guderne ynde vor Idræt,
"Samt de Varsler, de gav! Hvad du ønsker, skal gives dig, Troer! 260
"Ikke jeg vrager din Skjænk: saalænge Latinus er Konge,
"Hverken den frodige Mark eller Iliums Fylde I savne.
"Selve Æneas, den Helt, (hvis han ønsker at see os, og meget
"Higer mod gjæstlige Baand, samt lyster at kaldes vor Fælle)
"Komme herhid! Ei frygte han os, thi han træffer kun Venner. 265
"Ikkun at trykke din Konning i Haand, skal være vort Fredstegn.
"Dog nu bringe I dette mit Ord tilbage til Drotten:
"Jeg har en Datter; men ægte en Mand af vor Stamme i Landet,
"Ei tillade mig Svar fra min Fader i Hallen, ei Himlen
"Med sine talrige Tegn. Fra Fremmede Elskeren kommer, 270
"Spaaed de, dette er Latiums Lod: hans herlige Afæt
"Hæver mod Himlen vort Navn. At Skjæbnen forlanger Æneas,
"Det er min Troe og mit Haab, om mit Hjerte kan ahne det Sande."
Oldingen mælede sligt, samt valgte af Hobene Heste,
Hvor trehundrede glindsende stod' ved de kneisende Baase. 275
Strax til Teucrernes samlede Hob udi Orden han fører
Vingede Gangere frem, belagte med Guld og Tapeter.
Ned fra Bringerne hænge af Guld det dinglende Halsbaand,
Og, bedækked' med Guld, de gnave i gyldene Bidsler.
Selve Æneas, som ikke var her, en Vogn og et Tvespænd 280
Faaer af æthêrisk Art, som spruder med Luer fra Næsen,
Af de Gangeres Æt, som Circe, en trædskelig Troldqvind,
Lumsk fra Faderen stjal ved de Hopper, hun førte til Hingsten.
Flux Æneadernes Trop med Latini Ord og Foræring
Vende paa Gangerne stoltelig hjem; thi Freden de bringe. 285
Just fra Inachi Rige, fra Argos, vendte tilbage
Juppiters trodsige Viv. Alt svæved hun hen gjennem Luften,
Da hun fra Ætherens Top, og Siciliens Spidse Pachynus
Seer, at Æneas er froe, og bemærker Dardanernes Flaade.
Alt hun opdager, de bygge sig Huus, og forvissed' om Landet, 290
Ile fra Snækken: af skjærende Harm som forundret hun standser,
Ryster sit Hoved, og saadanne Ord hun sender fra Brystet:
"Ha, du forhadte Slægt! I Phryger, hvis Skjæbne for evig
"Virker mod min! mon til Grunde de gik paa sigeiske Marker?
"Fangne - mon fangne de blev'? Mon Troja, som brændte, har opbrændt 295
"Heltene selv? Nei, midt udi Kamp, ja midt gjennem Luer
"Finde de Vei. Vist neppe de slap, fordi jeg som Guddom
"Kraftløs laae, eller, mættet af Had, jeg skjænkte dem Hvile - !
"Jeg har berøvet dem Hjem: jeg forsøgte dem fjendtligt at jage
"Hen over Søe, paa det samtlige Hav de Forløbne jeg trodsed: 300
"Spilte paa Teucrerne blev' som Himmelens, Bølgernes Kræfter.
"Hvad har det vilde Charybdis' Svælg, eller Scylla og Syrtis
"Gavnet? Nu skjule de sig udi Tiberens ønskede Flodstrøm,
"Sikkre for Havet og mig. Krigsguden har mægtet at styrte
"Selve Lapithernes trodsige Folk; ja Gudernes Fader 305
"Opgav Calydons ældede Bye til den vrede Diana,
"Skjøndt udi hvad var Lapithernes Synd? hvad Calydons Brøde?
"Jeg, som er Juppiters mægtige Viv, jeg Fortabte, som levned
"Intet, som ikke forsøgt, samt haver til Samtlige vendt mig,
"Har imod Troerne tabt. Nu vel! naar da ikke min Guddom 310
"Ene kan virke, ei tvivle jeg bør, om at prøve paa Alting.
"Mægter jeg intet i Himmelens Borg, vil jeg Acheron røre.
"Dog fra Latinernes Land, jeg driver ham ikke - kan være!
"Muligen stander det fast, at Lavinia vorder hans Mage:
"Dog at sinke saa herlig en Ting, og forhale den, kan jeg; 315
"End jeg mægter de Konningers Folk at spolere i Stridskamp.
"Og under saadanne Kaar den Elsker og Fader sig nærme!
"Pige! din Morgenskjænk er Rutulers og Troeres Blodstrøm,
"Brudemøen alt stander beredt, Bellona! Ei ene
"Hecuba, svanger ved Ild, undfanged en Brand i sit Samliv; 320
"Venus har ogsaa undfanget en liig: her Paris er gjenfødt,
"Som en fornyet Brand for Troja, som atter skal synke!"
Saa hun mæled og daled mod Jord i en frygtelig Harme,
Flux fra Søstrenes Hjem, de bedrøvende Dirers, Alecto
Kalder hun op over Dybenes Mulm, hvem sørgelig Krigsfærd, 325
Vrede og lumskelig Svig, samt rædsomme Synder fornøie.
Faderen Pluto, ja Søstrene selv udi Tartari Bolig
Hade den grusomme Qvind: saaledes hun ændrer sit Aasyn,
Saa hendes Øie er vildt, saa yngler den Sorte med Øgler.
Hende vil Juno ophidse med Ord; thi mæler hun Saadant: 330
"Pige! hvem Natten har født! nu særlig en Tjeneste viis mig,
"Samt saalunde din Gunst: lad ikke min Ære og Navnrye
"Plat forsvinde - i Ægteskabspagt Æneaderne ikke
"Frie til Latinus! ei finde de Hjem paa Italiens Grændse!
"Du har jo Kraft til at ægge til Strid eendrægtige Brødre, 335
"Samt under Splid at forstyrre en Slægt: udi Huse din Svøbe
"Samt dine Fakler indføre du kan. Du har tusinde Evner,
"Tusinde Veie til Ondt. Thi ryst dit klygtige Hoved!
"Split den sluttede Pagt! Strøe krænkende Grunde til Ufred!
"Ungdommen ville kun Krig - den gribe og fordre kun Vaaben!" 340
Af de Gorgoneres Gift ophidset i Sinde, Alecto
Først imod Latiums Land og Laurenternes Kongegemakker
Iler i Skye. Ved Amâtas Dør hun sætter sig stille;
Thi over Turni Pagt, samt Teucrernes hurtige Ankomst
Qvindelig Harme og Angst omtumlede hende, som flammed. 345
Flux af det blaalige Haar henkaster Gudinden en Øgle,
Hvilken sig skjuler i Dronningens Barm, ret lige ved Hjertet;
For at hun, vild ved dens rædsomme Gift, kan forvirre sin Hjemstavn.
Denne, som lister sig frem mellem Barmen, den glatte, og Kjortlen,
Kryber, men rører dog ei: og forvirret hun mærker den ikke, 350
Skjøndt, som en Øgle, den aander sin Gift. Den mægtige Slange
Vorder om Halsen en Kjæde af Guld med de flaggrende Sløifer,
Knytter sig trint hendes Hals, hvor den bugter sig glat over Barmen.
Medens den kommende Sot, som sniger med vædskende Giftsaft,
Zittrer kun sagteligt frem, udviklende Ilden i Kroppen, 355
Og hendes Sjæl i den samfulde Kraft end føled ei Luen,
Taled hun venlig og blid paa de Mødres sædvanlige Maade,
Grædende over sit Barn, samt over den phrygiske Elsker:
"Skal da Lavinia kastes som Skjænk til landflygtige Teucrer?
"Ynkes som Fader du ei over dig eller over din Datter? 360
"Ei over Moderens Nød, hvem snart i den kommende Nordvind
"Røveren lumskeligt flyer, som slæber mod Dybet vor Datter?
"Til Lacedæmons Bye saa listed sig Phrygiens Hyrde,
"Da han til Ilium drog med Leda's Datter, Helena.
"Hvor er dit hellige Ord, og din fordums Ømhed for Dine, 365
"Samt den Høire, du rækked saa tit til Turnus, din Ætling?
"Skal fra de Fremmedes Slægt de Latinere søge en Brudgom,
"Er det bestemt, og du bindes ved Bud fra den varslende Faunus,
"Vel! hver anden Provinds, som frie ei lyder vort Scepter,
"Kalder jeg fremmed - saa mener jeg selv, at Himlen forstaaer det. 370
"Ja, vil du spørge om Turnus' Æt og hans tidligste Udspring,
"Finder du Inachi Slægt, Acrisius, selve Mycene."
Men da hun prøver forgjæves med Ord, og hun seer, at Latinus
Strider imod; da med stærkere Kraft den forpestede Giftsaft
Kryber i Kroppen fra Furiens Snog, og hun ganske befænges; 375
See! da bruser den sørgende Viv ved de sælsomme Syner,
Og i den mægtige Bye vanvittig hun raser, utæmmet,
Ret som en Top, naar den svinger sig rundt for den snoede Svøbe,
Hvilken saa vide i Kreds ei langt fra den eensomme Borggaard
Drengene dreie, med syslende Leeg: omsnurret af Snærten 380
Farer den rundt udi bugtede Løb: ei Hoben kan fatte
Grunden, og studser, saa ofte den seer paa det dandsende Buxbom,
Medens de vinde ved Pidskene Mod. Saa hurtigt, som denne,
Tumled hun hen gjennem krigerske Folk, gjennem Midten af Byer.
Ja udi Skovenes Dyb, som af Bacchus hun monne begeistres, 385
Ynglende mere fordærvelig Synd, end vildere Vanvid,
Farer hun ud; ja hun skjuler sit Barn paa de løvrige Fjelde,
Blot for at styrre de Troeres Pagt, for at sinke de Fakler.
"Evoe! Bacchus!" udraaber hun høit: "du ene," hun skriger,
"Pigen er værd: alene for dig skal hun bære sin Thyrsus, 390
"Dandse for dig udi Chor, samt nære de hellige Lokker."
Rygtet har travlt: af Furiers Ild antændte i Brystet,
Drives de Mødre af lignende Lyst til at ile fra Hjemmet.
Haaret er løsnet og Halsen er bar, da de Huset forlade.
Andre opfylde med dirrende Hyl den lysende Æther, 395
Og, indsvøbte i Skind, de svinge med Stænger af Viinløv.
Selv, ophidset, en brændende Gran udi Midten af Hoben
Slynger hun, medens hun sjunger et Qvad om sin Datter og Turnus,
Væltende Øiet saa blodigen vildt. Brat skriger hun rædsomt:
"Mødre tilhobe fra Latiums Land, hvor I ere, I høre! 400
"Dersom I nære med søsterligt Sind for den arme Amata
"Ømhed, og Moderens krænkede Ret kan vække til Harme,
"Løsner de Bindsler om Haar, samt feirer nu Orgier med mig!"
Saa udi Skovenes Dyb, mellem Dyrenes eensomme Huler,
Tumler Alecto den Dronning afsted, under Bacchi Begeistring. 405
Nu, da hun mener, at Vanvidsaand for det første er ægget,
At hun har styrtet det samtlige Huus og Latini Beslutning,
Hæver den fule Gudinde sig flux paa de brunlige Vinger
Hen til de djærve Rutuleres Borg, hvis Bye man fortæller
Danaë stifted engang ved sin Fader Acrisii Nyefolk, 410
Bragt didhen ved den hurtige Syd. Ardea blev Stedet
Fordum af Fædrene kaldt; end eier Ardea sit Tilnavn,
Medens dets Lykke forsvandt.
   
Her Turnus i mægtige Sale  
Nyder om Midienat udi Mulm den rolige Hvile.
Flux Alecto sit rædsomme Syn, og sit Furielegem 415
Lægger, og klæder sig brat udi Form af en aldrende Kone:
Furer med Rynker de hæslige Bryn, omlægger sig Bindsler
Trint det graanende Haar, omslynget med Green af Oliven.
Nu Præstinden Calybe hun blier, den Gamle hos Juno,
Og, da hun træder for Ynglingen nær, saalunde hun taler: 420
"Vil du tillade, saa mangen en Kamp forspildes, min Turnus!
"Og at dit Scepter man flytter fra dig og til Dardani Nyefolk?
"Dig forholder nu Kongen den Brud, som du beiled ved Blod til,
"Medens han leder den Fremmede op, for at arve dit Rige.
"Haanede, gaa! udsæt dig for Kamp, som belønner sig ikke! 425
"Slaae de Tyrrhenere ned og bedæk de Latiner med Fredsskjold!
"Sligt dig selv, imedens jeg laa i den blideste Slummer,
"At berette ihast, mig bød Saturnia Juno.
"Derfor, at Ungdommen ruster sig flux, samt drager bevæbnet
"Ned imod Havnen, befal! for de phrygiske Drotte, som sidde 430
"Nær ved den yndige Flod, du brænde de malede Kjøle!
"Sligt er de Himmelskes mægtige Bud. Lad Drotten Latinus,
"Hvis han bekjender, han nægter dig Brud, og vil bryde sit Løfte,
"Turnus forsøge engang, samt prøve ham selv udi Kampen!"
Dog, til den Seerskes Spot, flux Ynglingen atter gjengældte 435
Saa hendes Ord: "Alt i Tiberens Strøm opseiled en Flaade,
"Slig en Melding har ei, som du troer, undgaaet mit Øre.
"Mig til Skræk ei digte du maa! den mægtige Juno
"Glemmer ei mig.
"Alderen ene, brøstfældig og svag, afsløvet for Sandhed, 440
Plager dig, Moder! med taabelig Sorg; ja! Seersken selve
"Skuffer sig her, under Kongernes Kamp, med en Frygt, som er Opspind.
"Værne om Gudernes Huus, samt Gudernes Billed, er din Pligt:
"Fred og Krig skal ordnes af Mænd."
Hurtig ved saadanne Ord højt flammed Alecto i Harme. 445
Pludselig Skjælven i Legemet foer paa den trodsende Yngling:
Øinene stivned: saa Furien peeb med de talrige Snoge,
Saa udvikled hun mægtig sin Form. Flux, medens hun rulled
Lynende Blik, og imedens han stod og forlangte at tale,
Jog hun ham bort: to Øgler hun lod mellem Haarene stige, 450
Skraldede høit med sin Pidsk, og hun talte med fraadende Læber:
"Jeg, hvem Alderen, skimlet og fuul, afsløvet for Sandhed,
"Gjøglende skuffer i Kongernes Kamp med en Frygt, som er Opspind,
"Kommer (betragt mig engang!) fra Søstrenes rædsomme Bolig:
"Krig jeg fører i Haanden og Død." 455
Sligt hun talte og slynged sin Brand mod den Unge, og hæfted
Faklen, som ulmed med luende Glands, dybt under hans Hjerte.
Gruelig Rædsel hans Hvile forjog: hans Been og hans Lemmer
Sveden bedækked, der styrted sig frem over hele hans Legem.
"Vaaben" han mumler, og leder i Huus og paa Leiet om Vaaben. 460
Gruelig Higen mod Krig, samt Begjær efter Sværde ham driver,
Vrede tillige, som naar under Brag den flammende Lue
Næres ved Træe, der om Siden er lagt af det sydende Ertskar,
Boblende svart med det kogende Vand, hvis Strømme forinden
Rase, og hæve sig høit udi Skum og med dampende Emmer: 465
Bølgen ei tæmmer sig meer; brat Røgen opstiger i Luften.
Altsaa, da Freden er brudt, imod Konning Latinus at drage
Byder de Unge han flux, og befaler at gribe til Vaaben,
Skjærme Italiens Land, og forjage fra Grændserne Fjenden;
Han var jo Helt imod to, naar han stred mod Latiner og Teucrer. 470
Saa udbrød han i Ord, anraabende Himlen med Løfter,
Mens de Rutuler, i vexlende Hast, opmuntre til Leding.
Een hans yndige Form, og hans Ungdomslegeme rører,
Denne hans drotlige Slægt: en Anden hans herlige Krigsrye.
Medens med krigerisk Mod de Rutuler fyldes af Turnus, 475
Iler paa stygiske Vinger afsted til de Troer Alecto.
Egnen om Søen med trædskelig Svig hun beseer, hvor den smukke
Julus sig tumler, med List og med Vold, imod Dyrene vilde.
Her i hans Hunde en pludselig Sot Cocyti Gudinde
Jager; med Lugten, de kjende saa vel, hun berører dem Næsen, 480
Saa at de, vilde, opjage en Hjort. Til Kampen var dette
Grunden, som tidligst det trodsige Mod oplued til Krigsfærd.
Skjøn af Gestalt og af Horn, der gik en umaadelig Kronhjort,
Hvilken de unge Tyrrhidere selv fra Moderens Yver
Fanged og klækked, ja Tyrrhus endog; thi den drotlige Qvæghjord 485
Adlød Tyrrhus, og Marken saa viid var hans Pleie betroet.
Søsteren Silvia selv (til at lyde Befaling den vant var)
Hornene pynted saa tit, omfletted' med venlige Krandse,
Kjæmmed paa Dyret dets Haar, ja vasked det ofte i Kilden.
Hjorten, som vantes til Haand, samt mødte ved Bordet hos Herren, 490
Drev udi Skoven omkring: dog atter til Døren, saa velkjendt,
Iled den villigen hjem, skjøndt ofte lidt silde paa Natten.
Denne, som vandrede fjernt, den jagende Juli besatte
Hunde nu dreve afsted, imedens den svømmed ad Strømmen,
Og paa den grønnende Eng sig hæved fra Bølgerne opad. 495
Selv antændt af en brusende Lyst til saa kostelig Ære,
Sigter Ascanius flux med sin Piil paa den krummede Bue.
Guden ei svigter den irrende Piil: med en lydelig Hvinen
Røret i Bugen blev skudt, og det bored sig dybt udi Vommen.
Truffet nu ilede Dyret afsted til sit Hjem, som det kjendte, 500
Nærmed sig Stalden med Suk, og fyldte forblødende Huset
Med sit vemodige Gisp: som med Klynken, den tigged om Bistand.
Søsteren Silvia først, som slog sine Arme med Haanden,
Raaber om Hjelp, og hun kalder med Skrig paa de hærdede Landmænd.
Disse (thi Trolden* saa vild end skjules i Skovenes Tykning) * Alecto 505
Komme uventede frem. Eens Vaaben er Branden, han afsveed,
Eens en Kølle, med Knuder besat - kort hvad man i Hastværk
Fandt, det vorder i Harme til Sværd. Frem Tyrrhus dem kalder,
Hvilken med Kilernes Kraft den fiirfold kløvede Træbul
Spalted og aandede vildt, imedens han snappede Øxen. 510
Vilden Gudinde paa Udkig stod, og med Evne at skade
Stiger hun høit over Rygningen op: fra den øverste Tagtind
Blæser hun Hyrdernes vanlige Tegn, og fylder det Krumhorn
Med sin Helvedesrøst, ved hvilken de dybeste Lunde
Bævede svart, og den tykkeste Skov heel frygteligt braged. 515
Trivias Damme fornumme det fjernt, Narfloden det hørte,
Hviid ved sit svovlede Vand, samt Kilden til Floden Velinus;
Ja deres Spæde med Skræk de Mødre trykked til Brystet.
Altsaa ved Lyden ihast, saa vide det rædsomme Krumhorn
Angav Tegn, fra det hele District, med de snappede Vaaben 520
Styrte sig Bønderne trodsigen frem, og den troiske Ungdom
Iler nu selv fra den aabnede Leir til Ascanii Bistand.
Hærene stille sig op. Ei længer, som Bønder i Kampdyst,
Bruger man Knipler af Træe, eller Pæle, som brændtes for Enden;
Nei! man fægter med æggede Sværd; af de blottede Klinger * de dragne klinger fylder 525
Stivner saa vide en blaasort Mark: mens Kobberet funkler, marken som en blåsort vækst
Æsket af Solen til Kamp, og kaster sit Glimt imod Skyen,   
Som, naar en Storm er begyndt, de Bølger alt tidligen hvidne,
Søegang hæver sig gradeviis op, og Voverne stige
Stedse tilveirs; thi fra dybeste Grund de mod Ætheren voxe. 530
See! ved en hvinende Piil, ret lige i forreste Stridsrad,
Den, som var ældst mellem Tyrrhus' Børn, den frodige Almo
Fældes til Jord: dybt Pilen er sat udi Struben og standser
Stemmens den fugtige Gang, og hans Ungdomsliv ved en Blodstrøm.
Talrige falde om Kjæmperens Liig, ja den gamle Galæsus, 535
Medens i Hoben han mægler om Fred. Retfærdig blandt Alle
Var han, og mellem Ausonernes Folk den rigeste Landmand,
Saasom af brægende Faar fem Hjorde, som ogsaa af Hornqvæg,
Gik i hans Stald, og vendte sin Jord med et Hundrede Plouge.
Medens nu dette i ligelig Kamp udøves paa Marken, 540
Selve Gudinden, som Løftet har holdt, (da nu Krigen med Blodstrøm
Alt er begyndt, og Slaget er holdt, hvor Nogle alt fulde*) * var faldet
Bort fra Hesperien gaaer; udi Luften mod Himmelens Hvælving
Mæler hun sligt, med en trodsende Røst, som Seirer, til Juno:
"See! din forønskede Krig er begyndt med en sørgelig Tvedragt, 545

"Neppe de atter forliges saa let og forenes i Venskab,

"Da med Ausonernes Blod jeg selv har bestænket de Teucrer.
"Eet fuldbyrder jeg end, hvis sikker jeg er paa din Vilje:
"Samtlige Byer omkring jeg vækker til Krig ved mit Opspind,
"Samt opflammer dem alle med Lyst til den rasende Stridskamp, 550
"Medens de stimle til Hjelp; ja Krig vil jeg saae over Landet."
Svared da Juno igjen: "Af Rædsel og Sviig har vi fuldt op:
"Grunden til Krigen er lagt: alt fægtes med Vaaben i Nærstrid:
"Sværdet, som Hændelsen gav, vil altid bestænkes med nyt Blod.
"Slig da vorde den Pagt, og sligt det Bryllup, som feires 555
"Her af Cyprias herlige Søn, og af Konning Latinus.
"Dog, at du vandrer saa dristigen om i den himmelske Luftegn,
"Gudernes Fader ei vil, hiin Drot i det store Olympen.
"Altsaa gaa bort! Om der muligen er end mere at gjøre,
"Vil jeg bestyre det selv." Saa lød Saturnia's Tale. 560
Hiin udfolder ihast sine Vinger, som hvine med Slanger,
Søger Cocytus' Hjem, og forlader den himmelske Luftegn.
Midt i Italiens Land, ved Foden af kneisende Bjerge,
Ligger en mærkelig Egn, omtalt udi Lande saa vide,
Kaldet Amsancti Dal. Med rædsomme Tykninger stige 565
Lunde paa samtlige Kanter omkring, og i Midten med Bragen
Larmer fra Klippen en rivende Strøm i et hvirvlende Vandfald.
Just det rædsomme Svælg, som Dis', den Gruesommes, Lufthul,
Viser man her: den mægtige Kløft, som til Acheron aabnes,
Danner sig her til et frygteligt Gab. Der Furien nedgled, 570
Medens fra Himmel og Jord bortdrog den fule Gudinde.
Gudernes Dronning, Saturnia selv, ei mindre for dette
Lægger paa Krigen den yderste Haand. Til Byen sig styrter
Lige fra Kampen de Rygteres Hob, som de Myrdede bære,
Almo i Ungdommens Aar, og Galæsus, skjændet i Aasyn: 575
Bede de Guder om Hjelp, samt kalde Latinus til Vidne.
Turnus for Portene staaer, og, midt under Brøden, han øger
Frygten for Myrden og Brand - "at Teucrer man kaldte til Riget -
Phrygeres Stamme man knytted sig til - ham jog man paa Døren."
Hine, hvis Mødre i Skovenes Dyb, oplued' af Bacchus, 580
Tumles i brusende Sværm, (høit stander Amata i Navnrye)
Stimle fra samtlige Egne ihob, og Krigen de æske.
Flux, imod Varslerne, kræver Enhver en usigelig Stridskamp,
Skjøndt imod Gudernes Bud, og tiltrods for de Himmelskes Misgunst,
Medens i vexlende Kamp omstimles Latinus i Borgen. 585
Liig et urokkeligt Fjeld udi Havet han sætter sig mod dem;
Ret som i Søen et Fjeld mod det mægtigt kommende Vandskyl,
Som, naar Bølgerne larme omkring, liig gjøende Hunde,
Staaer ved sin Kraft: forgjæves de Skjær og de skummende Stene
Larme omkring, og det slyngede Tang opskyller dets Sider. 590
Dog, da der ikke forundes ham Kraft til at standse de vilde
Fattede Raad; da Alt er i Gang ved den harmfulde Juno,
Kalder den Gamle den himmelske Luft, og de Guder til Vidner,
Sigende: "Skjæbnen forlanger vort Fald: udi Stormen vi segne.
"Dog vil I selv med forbryderisk Blod Gjengjældelsen yde, 595
"Lidelsers Børn! Dig, Turnus! din Synd, dig venter din Gjengjæld,
"Rædsom og stor: engang i din Nød vil du raabe til Himlen.
"Jeg erlangede Ro; udi Mundingen staaer jeg af Havnen;
"Ene jeg røves Begravelsens Held." - Ei mæled han mere:
Skjulte sig dybt i sin Borg, og forlod Bestyrelsens Tøiler. 600
Længst i Hesperiens Land er en Skik: i Albanernes Byer
Holdes den end udi Hævd, ja selv i det mægtige Roma
Dyrkes den nu, saa ofte til Kamp Krigsguden de kalde,
Enten de bringe en sørgelig Strid imod Geter i Hærmagt,
Eller de ordne et Tog imod Inder, Hyrcaner, Araber, 605
Samt fra de Partheres østlige Folk gjenfordre vort Banner.
Krigens Tempel (saa lyder dets Navn) har en Dør, som er dobbelt,
Helligt ved gudeligt Brug, samt Frygt for den rædsomme Krigsgud.
Hundrede Stænger af Erts og med Jern forhamrede Planker
Lukke det i: ei fjernes fra Dør den bevogtende Janus. 610
Have de Fædre om Krig udkaaret en sikker Beslutning,
Pynteligt klædt udi Romuli Dragt og Gabiniske Kaaben,
Monne da Consulen selv oplukke de hvinenende Porte.
Selv han kalder til Kamp: ham følger den øvrige Ungdom,
Medens de kobberne Horn samtone saa hæse med Gjenklang. 615
Flux at erklære de Troere Krig paa en lignende Maade,
Tvinge Latinus man vil, og at aabne de rædsomme Porte.
Dog den Gamle ei yder dem Hjelp: han flygter med Afskye
Bort fra den skjændige Dont, og han skjuler i dæmrende Mulm sig.
See! da synker fra Himmelens Egn selv Gudernes Dronning, 620
Støder med Haand til den dvælende Dør, og paa dreiede Hængsler
Sprænger Saturnia flux den jernforhamrede Krigsport.
Flux oplues Ausoniens Land, nys roligt og fredsomt.
Nogle er' rede at vandre tilfods; paa Gangere stolte
Andre sig tumle, bedækked' med Støv: hver skaffer sig Vaaben. 625
Nogle polere det glattede Skjold og den lysende Piilspids
Tykt med Ister*, og Øxernes Eg de ved Sliben forøge: *med fedt
Brat dem lyster, med Faner at gaae, og at høre Basuner.
Stæder, i Antal fem, paa Ambolt hamre sig Vaaben,
Med Ardêa Atînas Bye, og det kneisende Tibur, 630
Samt Crustumêriums Stad, og Antemna med mægtige Taarne.
Hjelme man huler til Hovedets Værn, og man krummer sig Skjolde,
Flætted' af bøielig Piil: mens Andre de kobberne Pantsre
Hamre af bøieligt Sølv, og tillige til Benene Skener.
Segle og Plougjern, holdte i Priis, kort: Ømhed for Landbrug, 635
Monne nu vige: det fædrene Sværd omsmedes i Ovnen.
Alt Basunerne klang: Budstikken alt løber om Krigen:
Een fra Loftet har snappet sin Hjelm; en Anden i Aaget
Spænder den fnysende Hest; hiin klædes i Skjold og i Pantser,
Trefold virket af Guld, med det sikkrende Glavind i Belte. 640
Helicon aabne I nu, I Gudinder! og nævner i Sangen
Drottene alle, som ginge til Krig, samt Tropperne, hvilke
Fulgte Enhver, opstilled' paa Mark; hvor Italiens hulde
Egne alt da vare zired' med Mænd, hvor de flammed i Vaaben!
I, Gudinder! kan tale derom, da I har det i Minde, 645
Medens til os, som et Pust gjennem Luft, kun Rygterne glide.
Først, fra Tyrrheniens Kyst, sig nærmer til Krigen den vilde
Gudernes Spotter, Mezentius, selv, og bevæbner sin Horde.
Ham ledsager hans Søn; og skjønnere Yngling end Lausus,
Sikkerligt mødte man ei, undtagen Laurenteren Turnus. 650
Lausus, en Helt imod Dyr og de Gangeres stærke Betvinger,
Fører forgjæves de tusinde Mænd, som forened sig med ham,
Ud fra Agyllas Bye; til en ædlere Fader at lyde,
Værdig han var, at Mezentius ei han nævned som Fader.
Nærmest paa Marken nu viser sin Vogn, som er ziret med Palmer, 655
Samt sit seirende Spand, hiin Søn af den væne Heracles,
Aventinus, den yndige Svend. Udi Skjoldet han førte
Faderens Mærke, en Vandsnog fuul, med de hundrede Slanger.
Paa Aventini Høi, udi Skoven, den hellige Rhea
Bragte ham, født paa en hemmelig Viis, til den straalende Verden, 660
Elsket som Møe af en Gud, dengang den tirynthiske Seirer
Hen mod Laurentiums Mark sig nærmed som Geryons Bane,
Og i Tyrrheniens Flod afvasked Iberiens Øxne.
Stager de bar udi Haand, samt vilde Stiletter til Krigen,
Kjæmped tillige med stumpede Sværd og sabiniske Forke. 665
Selv han svøbte sig ind i et Skind af den rædsomme Løve,
Stridigt og ru, og bedækket med Haar: med de Tænder saa hvide
Havde han Hovedet skjult; saa klædt han nærmer sig pyntløs
Konningens Borg, og hans Skulder er skjult med herculiske Dragten.
Tvillngebrødrene næst bortile fra Muren om Tilbur, 670
Samt det Folk, der erlangede Navn af den Ene, Tiburtus,
Ynglinge, fødte i Argos' Bye, Catillus og Coras.
Forrest i forreste Rad, mellem Spydenes Hobe, de fare,
Som naar, fødte i Skye, fra Bjergenes luftige Isse
To Centaurer gaae ned, naar Othri og Hômoles Sneetop 675
Brat de forlade med Fart: de mægtige Skove dem yde
Plads, naar de gaae, og i knækkende Brag Smaabuskene vige.
Heller ei svigtede han, som byggede Byen Præneste.
Saasom han, født ved det landlige Qvæg, dog senere fandtes
Lagt ved Arnen, formeente hver Slægt, han var Søn af Vulcanus, 680
Cæculus. Bøndernes Sværm ham følge saa rede i Hobe,
Baade af dem, som Prænestes Top, samt Gabii Marker,
Æred' af Juno, beboe, Aniêne det kolde, og Fjelde,
Rige paa Vand, i Hernicernes Land, hvem Anagnias Riigdom
Nærer, og du, Amasener! Ei Samtlige have de Vaaben: 685
Larme ei heller med Skjold og med Vogn. De talrigste slynge
Graalige Kugler af Blye: to Spyd udi Hænderne bære
Andre, og Hjelme, bedækked' med Skind af de gulige Ulve,
Har de som Hovedets Værn: paa Benet tilvenstre de træde
Blottede frem; ugarvede Skind er det høire til Dække. 690
Gangernes Styrer, Messâpus saa gjæv, hiin Søn af Neptunus,
Hvilken at fældes ved Ild eller Sværd ei Skjæbnen forundte,
Samtlige rolige Folk, alt længe afvante fra Krigen,
Kalder til Vaaben nu pludselig frem, og beføler sit Slagsværd.
Disse Fescenniums Rækker, Faliscer tillige og Volscer 695
Danne: de eie Soractes Top og Flaviniums Marker
Samt med Cimini Bjerg de capeniske Damme og Lunde.  
Ordnede gik de i Tact, istemmende Sange til Kongen:
Ret som stundom i lysende Skye de sneehvide Svaner,
Naar de fra Engen begive sig hjem, fra de Halse saa lange 700
Give den tonende Lyd: den Flodbred lyder og rundtom  
Asias rammede Marsk.  
   
Neppe saa mægtig en Hob, samt skjoldbedækkede Rækker
Meente man ginge til Kamp; men at frem fra det mægtige Havdyb
Fugle saa hæse i luftige Skye sig trængte mod Stranden. 705
See! af de gamle Sabineres Æt fremfører nu Clausus
Talrige Tropper, og selv har han Kraft som en rigelig Hærtrop:
Claudiers Stamme og Claudiers Slægt gjennem Latium bredes
Ene fra ham, da man aabnede Rom til Sabinernes Andeel.
Ham Amitêrnas Cohort, og de gamle Quiriter ledsage, 710
Hæren fra Ereti Bye, og Mutûscas Oliehaver:
De som Nomênti Stad og Velîni Rôseamarker
Eie og Têtrici rædsomme Fjeld, samt Bjerget Severus,
Som i Casperia boe, i Foruli, og ved Himellas
Flod, samt Tibers og Fâbaris' Strøm; ja de, som det kolde 715
Nursia sendte og Hortas Bye, samt Latiums Stammer,
Hvem den usalige Alliaflod tilgrændser og væder.
Ret som i Libyens Søe de talrige Bølger sig rulle,
Naar i det stormende Hav sig skjuler den vilde Orîon:
Som ved den vaarlige Sol fremmodnes de talrige Kornax, 720
Enten paa Hermus' Eng eller Lyciens guulnende Hovmark.
Skjoldene brage: den ængstede Jord under Fødderne ryster.
 
Hist Agamêmnons Søn, som hader de Troer af Navnet,  
Spænder sin Ganger for Vogn, Halêsus, og bringer vel tusind  
Trodsige Stammer til Turnus' Hjelp: først hine, der grave 725
Massikerjorden, saa frodig paa Viin, saa hine, som sendtes  
Ned af de gamle Aurunker fra Fjeld ved Sidîcini Marker:  
Andre, som droge fra Cales' Bye; nu hine, som leve  
Nær ved den side Volturni Flod: den Satîculer haardfør  
Fulgte med ham, og den osciske Hær. Smaalandser til Kastning 730
Ere dem Vaaben; dem har de for Skik at forsyne med Remme;  
Armen er dækket med Skind: Krumsabler de bruge til Nærstrid.  
   
Heller ei Du udi dette mit Digt ubesjungen skal bortgaae,  
Oebalus! Avlet du blevst ved en Nymphe Sibethis af Telon,  
Mens Teleboernes Land og Caprêa han styred som Konning, 735
Saare tilaars. Med sin fædrene Magt dog ikke var Sønnen  
Nøiet i Sind, og han styred alt da med sit mægtige Scepter  
Baade Sarrasius' Folk og de Marker, som vandes af Sarnus,  
Dem, som i Rufra og Batulum boe, og Celeunernes Marker,
Samt hvor man skuer fra Murene ned om Abella, saa frugtriig. 740
Længere Spyd paa Teutonernes Viis er' de vante at slynge:
Hovedets dækkende Værn er en Bark, som de trække af Korktræe:
Skjoldene funkle af Erts; blankt skinner det lysende Slagsværd.
Du er jo ogsaa til Kampene sendt fra det bjergrige Nersa,
Ufens, saare navnkundig i Krig, og ved lykkelig Kampdaad. 745
Hans er især et ubøieligt Folk, til Jagt udi Skoven
Hærdet og vant, de Æquîculers Folk, fra den stenige Jordbund.
Væbned' de grave med Spaden i Mark: og altid at samle
Bytte paa Bytte, det skaffer dem Fryd: thi de leve af Hærværk.
Hid fra Marubiens Folk en Præst sig nærmer tillige, 750
Pyntet med Løv paa sin Hjelm, og desuden med frodig Oliven,
Umbro, den kjækkeste Helt, udsendt af sin Konning Archippus.
Over de Fiirbeens Æt, og de farlige aandende Slanger
Slummer at brede, han saare forstod ved sin Haand og ved Troldsang;
Mildnede tit deres Harm, samt lindrede Bidet ved Kunstklygt. 755
Dog Dardaniens Spyd, og dets mægtige Vunde at læge
Mægted han ikke: ei Saaret fik Ro ved de dyssende Sange,
Heller ei Urterne hjalp, som han fandt paa de marsiske Bjerge.
Dig Angvitias Lund, samt Fûcini Bølge saa glasklar,
Dig de Søer, saa blanke, begræd. 760
Selve Hippôlyti yndige Søn bortdrog for at kjæmpe,
Virbius. Herlig han var: fra Aricia sendte hans Moder
Ham, som var født i Egerias Lund ved de bølgende Bredder,
Hvor man har bygget et Alter saa riigt til den milde Diana.
Dengang Hippôlytus, melder et Rye, ved den listige Phædra 765
Sank udi Graven, og mætted med Blod den fædrene Hævnlyst,
Splittet af Gangernes skræmmede Spand; flux atter han fremsteeg
Under de Stjerner i Skye, under Himmelens øverste Luftegn,
Reddet ved Artemis' Huld, og tillige ved Urter af Pæon.
See! da harmedes Almagts Gud, at en Dødelig mægted 770
Atter at stige til Liv og til Lys fra det nederste Mørke.
Flux Opfinderen selv af et saadant Middel og Kunstgreeb,
Sønnen af Phoebus, han styrted ved Lyn til det stygiske Natmulm.
Trivia skjuled dog, venlig i Sind, Hippolytus i Eenrum,
Samt anviste ham Plads i en Lund hos Egerias Nympher; 775
At i Italiens Skov han kunde som fremmed og eensom
Leve, og under sit ændrede Navn der Virbius vorde.
Derfor endogsaa fra Trivias Huus og de hellige Lunde
Jages de Heste med hornede Fod; da disse ved Stranden,
Skræmmed' ved Dyret fra Søe, adsplitted den Yngling og Vognen. 780
Sønnen dog, ikke bevæget ved Sligt, ad de jævnede Marker  
Jog med sit fnysende Spand, samt styrted tilvogns imod Fjenden.
Turnus, begavet med elskelig Form, blandt de forreste Helte
Iler med Vaaben i Haand, og hæver sig høit ved sin Isse.
Hjelmen saa mægtig, trefoldig besat med den haarrige Hjelmbusk, 785
Bærer Chimæra, som spruder af Gab de ætnæiske Luer.
Stedse den bruser end meer, ja trodser med rædsomme Ildsvælg,
Alt som i strømmende Blod de Kampe sig nærme til Vildhed.
Skjoldet, han brugte, var glat; med Hornene ziret dog Io
Pryded det, formet i Guld, end dækket med Haar, som en Qvie. 790
Stykket var stort; selv Argus man saae, der bevogtede Pigen,
Samt hendes Fader, der øste sin Flod af den kunstfulde Urne.
Ham ledsager af Kjæmper en Skye; skjolddækkede Hobe
Skjule i Mængde de Marker omkring; Argivernes Ungdom,
Gamle Sicaner, Aurunkernes Hær, med Rutulerne alle: 795
Labicums Mænd med det brogede Skjold, og Sacranernes Hobe:
Alle, som boe i din Skov, o Fader i Tiber! og pløie
Nûmici Strand, eller sysle med Ploug i Rutulernes Høie
Og det circæiske Fjeld; de Marker, som Juppiter Anxur
Kraftigen skytter, og Lunden saa grøn, hvor Feronia glædes: 800
Alle fra Sâturas muddrede Dam, hvor den kjølige Ufens
Baner sig Vei gjennem Dalen saa dyb, og i Havet sig styrter.
Endnu af Volscernes Æt forenes med disse Camilla,
Ledende Rytternes Trop, samt Hæren, der funkler med Kobber,
Skjoldmøe selv: til Minervas Teen og den huuslige Syekurv 805
Vante hun ikke, skjøndt Qvinde, sin Haand, men at døie som Ungmøe
Kampen saa haard, og i Føddernes Løb over Stormen at seire.
Hen over Urternes øverste Top, selv uden at røre,
Svæve hun kunde; de spædeste Ax hun i Flugten ei krummed:
Ja udi Bølgernes Midiedyb, over svulmende Vover, 810
Gik hun i Svæven, og vædet ei blev hendes hurtige Fodsaal.
Hele den Ynglingesværm, som styrter fra Huus og fra Hytte,
Undres ved hende, samt Mødrenes Hob; naar hun vandrer, da staae de
Gabende høit, og forvirred' i Hu: hvor den drotlige Kaabe
Dækker med Purpur den Skulder saa glat! hvor den yndige Guldnaal 815
Knytter de Lokker! hvor yndigt hun bær det lyciske Kogger,
Samt det landlige Spær af Myrthe, med Spidsen foran sig!

Ottende Sang

Tilbage