TOP

Titelside eller Index

Ottende Sang.
Indhold
Turnus udstikker nu Krigsbanneret fra den laurentiske Borg, og trækker Hjelpetropper til sig fra Latium og den hele Omegn, ja sender endog et Gesandtskab til Diomedes for at bede om Hjelp (v. 17). Æneas, bevæget ved dette, og tillige opmuntret ved en Aabenbarelse af Flodguden Tiber, seiler opad Strømmen til det Sted, hvor Rom senere blev anlagt, og hvor Grækeren Evander havde paa mons Palatinus anlagt den lille Bye Pallanteum (v. 100). Evander, som faaer Grunden til hans Ankomst at vide, modtager ham vel, og anmoder ham om, at tage Deel i den Fest til Hercules, som de just ere i Begreb med at feire; fortæller ham Cacus' Historie (v. 185-267) og viser ham tillige nogle af Omegnens vigtigste Steder (v. 369). Æneas faaer 400 Mand af ham, under Anførsel af Evanders eneste Søn Pallas, og, efter at have sendt det halve Mandskab tilbage til Leiren, drager han til Agylla, Tyrrhenernes Stad, hvilke dengang laae i Kamp med den fordrevne Konge Mezentius (v. 519). Imidlertid bevæger Venus sin Mand Vulcanus til at gjøre Æneas en kostelig Rustning (omtalt fra v. 370 til 453), og nu (v. 520) bringes denne fuldfærdig til Helten, som med Beundring beskuer de afbildede Gjenstande, der alle sigte til det, som af hans Efterkommere skal vorde udført.
 
Ud fra laurentiske Borg høit løftede Turnus til Stridskamp
Tegnet, og Hornene lød udi Toner, der gjaldred saa hæse,
Medens han spored sin fnysende Hest, og han ægged sit Krigsfolk;
See! da flammed Gemytterne flux; med en ængstelig Uro
Flokke sig Latiums Stammer ihob, og den trodsige Ungdom 5
Raser ubændig. De Høvdinge først, Messapus og Ufens,
Samt den Trodser af Himmelens Magt, Mezentius, samle
Tropper omkring sig, og hærge hver Mark under Dyrkerne selve.
Til Diomêdis, den Mægtiges, Bye man Venulus sender
Flux, for at bede om Hjelp: "at i Latium Teucrerne stande, 10
"Alt med en Flaade Æneas er her, for sin tabende Huusgud
"Hid at bringe; at Skjæbnen ham gjør, som han siger, til Konning,"
Melde han skal, og at talrige Folk med den Troer tillige
Ere forened', hvis Rye gjenlyder i Latium vidtom.
Det, som han fører i Skjold, samt hvilket (om Lykken ham føier) 15
Maal for sin Kjæmpen han sætter i Hu, maa sikkerligt være
Klart, langt mere for ham, end for Turnus og Konning Latinus.
Sligt gjennem Latium gaaer: den Helt af Laomedons Stamme
Skuer det Hele, og bølger i Sind under brusende Huskud*. *indfald, indskud
Kummeren deler hans hurtige Sind nu heden nu deden, 20
River ham bort til forskjællige Raad, saa han vexler i Alting:
Liig med den skimrende Glands, som fra Vandet i Karret af Kobber,
Truffet af Sol, eller Gjenspeilsglimt af den straalende Maane,
Flimrer saa vide paa Væggen omkring, ja stiger i Luften,
Eller beflakkrer det tavlede Loft i den mægtige Borgsal. 25
Natten opsteeg, og saa vide paa Jord var den trættede Skabning,
Fugles og Dyrenes Æt, dybt sjunken i Søvnen saa rolig,
Da, ved den rindende Flod, under Himmelens kjølige Bue,  
Fader Æneas, forvirret i Hu ved den rædsomme Ufred,
Lægger sig ned, for at yde sin Krop, skjøndt sildigen, Hvile. 30
See! fra den yndige Flod, Tiberinus, for Egnen en Skytsgud,
Gammel og graa, mellem Poplernes Løv at begive sig opad,
Skuer hans Blik: udi Lærred sa fiint, og i blaanende Klædning
Hyllet han var, og de skyggende Rør omslynged hans Haarlok.
Flux han mælede sligt, og hans Ord formindskede Sorgen: 35
"Du, som er avlet af Gudernes Æt, og fra Fjenden har atter
"Hjembragt Troja, og Pergama frelst for den evige Fremtid,
"Du, som forjættede Laureas Bye og Latinernes Marker,
"Her er betryggende Hjem; her staae de Penater, thi frygt ei!
"Ængstes ei heller ved truende Krig; thi de harmende Guders 40
"Brusen er endt.  
"For at du ikke skal troe, at en Drøm dig gjækkende skuffer,
"Finde du skal en forfærdelig Soe, under Egen paa Stranden:
"Tredive Grise den kastede nys; nu ligger den hos dem,
"Hvid, udbredt over Jord, med de Grise saa hvide ved Yvret. 45
"[Der skal stande din Bye: der hviler du sikker for Møie.]
"Hveden, naar tregange ti af Aarene runde, en nye Bye
"Stifte Ascanius skal, opkaldt som det herlige Alba.
"Ei er min Spaadom et Tant. Dog Maaden, du Faren, som truer,
"Seirende trodser, jeg siger dig brat: mærk vel paa min Tale! 50
   
"Her paa vor Kyst de Arcadere boe, som stamme fra Pallas,
"Hvilke ledsaged Evander, en Drot, og hans Bannere fulgte:
"Boliger kaared de her, samt reiste paa Bjerget en Bye op,
"Pallantêum benævnt, Oldfaderen Pallas til Ære.
"Disse kun sysle med idelig Krig mod Latinernes Stamme. 55
"Disse du bringe som Fæller til Leir, og forbind dig med disse.
 
"Langs med Bredden jeg føre dig vil gjennem Bølgerne opad,
"At du kan fare ved Aarernes Brug som en Seirer mod Strømmen.
"Søn af Gudinden, stat op! saa hurtigt, som Stjernerne dale,
"Juno du yde tilbørligen Bøn! hendes truende Vrede 60
"Mildne din ydmyge Skjænk! Mig selv, om du seirer, du bringe
"Ogsaa en Gave! du skuer i mig den vandrige Flodstrøm,
"Hvilken beskyller den mægtige Mark, samt stryger mod Bredden
"Tiberen, klar som det himmelske Blaa, hvem Guderne elske.
"Her er mit vældige Huus: i den kneisende Bye er mit Udspring." 65
Sligt var hans Ord: i den dybeste Søe Flodguden sig skjuler,
Dukkende ned. Brat Søvnen og Nat forlade Æneas.
Op han stander, og skuer i Luft, hvor den straalende Solild
Hæver sig høit: med den hulede Haand af de Bølger i Floden
Øser han fromt, og løfter sin Røst saalunde mod Æthren: 70
   
"Nympher! laurentiske Møer! fra hvem Flodguderne stamme;
"Tiber, o Fader saa mild, som er Gud i den hellige Flodstrøm!
"Tager Æneas i Favn, og beskytter ham eengang i Faren!
"Hvor du endogsaa i Søe - o du, som har ynket vor Qvide -  
"Skjuler din Kilde - i hvilket et Land du oprinder, du Væne! 75
"Stedse et Offer af mig, ja stedse du Gaver erlanger,
"Du, for Hesperiens Bølger en Drot, hornzirede Flodgud!
"Svigt blot ikke! ved nærmere Daad du bevise din Almagt!"
Sligt er hans Ord, og han vælger paastand mellem Snækkerne tvende,
Sætter paa Skibene Folk, og forsyner de Fæller med Vaaben. 80
See! da skuer hans Øie et brat og forunderligt Jertegn:
Frem gjennem Skoven en sneehvid Soe, med de Grise saa hvide,
Kommer, og lægger sig ned for hans Blik paa den grønnende Strandbred:
Hvilken Æneas, en Kjæmper saa from, dig, Juno! alene
Slagter og offrer, ja stiller den flux med sin Yngel om Altret. 85
Tiberen selv, udi Natten saa lang, sine svulmende Bølger
Mildned, og, sænkende sig, udglatted de Vover saa tause.
Ret som en fredelig Dam, som en venligt hvilende Indsøe,
Jævned han Vandet saa glat, for at lette de Roendes Arbeid.
Snart med en lykkelig Fart de ende den Vei, de begyndte: 90
Vædet af Bølgen fremglider hans Skib. Da undres de Vover,
Skovene selv, ei vante til Sligt, med Forundring beskue
Heltenes blinkende Skjold, og de malede Kjøle, som svømme.
Bølgen de trætte ved Dag og ved Nat med de samtlige Aarer,
Seile de krummede Bugter forbi, af de brogede Træer 95
Skjulte, og skjære paa Strømmen saa blid gjennem grønnende Skove.
Solens oplysende Ild alt steeg mod den midterste Hvælving,
Da i det Fjerne en Muur og en Borg, samt enkelte spredte
Huse de see - ved de Romeres Magt er' de senere hæved'
Høit imod Skye; men da var det smaat, da Evander var Herre. 100
Stavnene vende de hurtigt mod Land, for at nærme sig Byen.
Den Dag just de Arcaderes Drot en høitidelig Offring
Bragte den stærke Amphîtryos Søn, og de samtlige Guder,
Lige ved Bye i en Lund. Med Pallas, hans Pode, de Første
Mellem de Ynglingers Flok, og tillige det fattige Statsraad 105
Røgelser yded, mens Blodet saa varmt høit damped paa Altret.
Da de nu øined den Snække saa høi, som de grønnende Skove
Glider forbi, medens stille de roe heel kraftigt med Aaren,
Skræmmes Enhver ved saa pludseligt Syn, og de reise sig alle
Op fra det svigtede Bord. Dog djærvt forbyder dem Pallas 110
Festen at standse; han griber et Spyd, for at flyve imod dem,
Og fra den fjernede Høi: "Hvad Grund, I Ynglinge! tvang Jer,
"At forsøge saa fremmed en Vei? hvad vil I?" han raaber:
"Hvor har I Frænder og Hjem? Er det Krig eller Fred, som I bringe?"
Taler da flux fra den bagerste Stavn den fromme Æneas, 115
Medens en Oliegreen, som Freden bebuder, han rækker:
"Iliums Sønner du seer, samt Sværde, vi drog' mod Latiner,
"Hvilke med trodsende Krig bortjog de Landflygtige fra sig.
"Nu er Evander vor Mand; thi kalder ham hurtigt, og siger:
""Troiske kaarede Mænd, som æske Forening, er' komne."" 120
Studsed da svart ved det mægtige Navn den forbausede Pallas.
"Stiig fra din Snække, ihvo du end est," han mæler, "og tal selv
"Frit med min Fader! træd ind i vort Huus, som varst du vor Ven alt."
Haanden han fatted, og, trykkende den, han klynged sig til ham:
Bort fra Floden de gaae, og de nærme sig frem imod Lunden. 125
Her udi venlige Ord til Konningen mæler Æneas:
"Ædleste Mand mellem Grækernes Folk! hvem Skjæbnen befoel mig,
"At anraabe, og byde min Green, som er flettet med Uldbaand;
"Ikke jeg skjalv, skjøndt Arcader du est, og de Grækeres Høvding,
"Ja med de tvende Atridere selv forenet i Frændskab. 130
"Nu har mit kraftige Mod, samt Gudernes hellige Raadsvar,  
"Fædrenes Slægtskabsbaand, og dit Ry, som paa Jorden er udbredt,  
"Ledet mig hid. Jeg ønsked det selv, og min Skjæbne har ført mig.
   
"Dardanus, Stifter af Iliums Bye, og dens tidligste Ophav,
"Søn af Electra (af Atlas født), som de Grækere melde, 135
"Stiled mod Teucrernes Land: af den mægtige Atlas Electra
"Fødtes, af ham, som den himmelske Kreds omdreier paa Skuldren.
"I fra Mercurius regne jer Æt, som den yndige Maja
"Fjernt paa Cyllenes den kjølige Top undfanged og fødte.
"Om vi nu troe, hvad vi ofte har hørt, da avled jo Atlas 140
"Maja, den mægtige Gud, der bærer de himmelske Stjerner.
"Saa udspringer for Begge vor Æt af forenede Slægtled.
"Rolig ved dette, jeg sendte ei Bud; ei heller jeg satte
"Listigen Prøve paa dig: mig selv, mig selv, og mit Hoved
"Byder jeg frem: med ydmygelig Bøn til din Bolig jeg kommer. 145
"Just det samme Appuliens Folk har i rædsomme Krige
"Feidet mod os og mod dig: naar vi fjernes, da mene de, Intet
"Hindre dem kan, at belægge med Aag det samtlige Vestland,
"Eie det øverste Hav, samt det, som beskytter forneden.
"Tag da mod vor, og forlehn os din Hjelp! vi eie forvovne 150
"Helte, og mangle ei Mod; thi vor Ungdom er prøvet i Kampe."
 
Slige var Heltens Ord. Hiin speider alt længe den Talers
Øie og Mine, ja løber med Blik over hele hans Legem.
Mæler da korteligt saa: "Hvor gjerne, du kjækkeste Troer!
"Hilser jeg dig, som jeg kjender igjen! hvor kan jeg nu mindes 155
"Ord, samt Miner og Røst af din mægtige Fader Anchises.
"Grant jeg mindes, da Søsterens Land, Hesiônes, blev gjæstet
"Af Laômedons Søn, der søgte til Salamis' Øeland:
"Da besøgte han og Arcadiens koldere Fjeldegn.
 
"Ungdomsaarene dækked min Kind med de tidlige Roser: 160
"Teucrernes Fyrster med Studsen jeg saae, paa Laomedons Pode  
"Stirred jeg saare: blandt Alle dog meest fremraged' Anchises.
"Inderligt brændte min Siæl af en frisk og ungdommelig Lyst, at
"Tale til Helten et Ord, og lægge min Haand udi hans Haand:
"Klynged mig tæt til hans Arm, samt førte til Pheneï Bye ham. 165
"Dragende deden han gav mig i Skjænk et fortræffeligt Kogger -
"Lyciske Pile - indvævet med Guld en Talâr til en Krigsmand,
"Samt to Tøiler af Guld, som begge jeg skjænked min Pallas.
 
"Altsaa min Haand er beredt til den Pagt, om hvilken I søge
"Og, naar den kommende Dag udbreder sig henover Jorden, 170
"Sender jeg modige Folk til din Hjelp og forlehner dig Bistand.
"Dog, da som Venner I kom, i vor Fest, som vi aarligen feire,
"Hvilken at standse er Synd, deeltager i Venlighed med os,
"At, til at dele som Brødre vort Bord, I kan vænne Jer nu alt."
 
Sligt er hans Ord, og den fjernede Brad samt de Bægere atter 175
Kræver han frem: og paa græsrige Mark han Heltene sætter.
Sær paa et hæderligt Sted, paa et Skind af den haarrige Løve,
Sættes Æneas: ham ydes en Plads paa en Throne af Valdbirk,
Medens udkaarede Unge med Lyst, samt Præsten ved Altret,
Bringe af Studen den ristede Brad, og i Kurvene stable 180
Cereris længst tillavede Skjænk, og berede en Viindrik.
Helten Æneas, og lige med ham de Trojaneres Ungdom,
Nyde af Studenes mægtige Ryg, og den hellige Indmad.
 
Efter at Lysten til Maden var endt, samt Hungeren stillet,
Lyde Evanders, den Drotliges, Ord. "Ei saadan en Festdag, 185
"Vedtægtsoffringen her, samt Gudens, den Mægtiges, Alter,
"Haver en taabelig Troe, der kjendte ei Fortidens Guder,
"Os paabyrdet. Nei, fremmede Helt! fra de haardeste Farer
"Frelste, vi feire den her, og fornye med Rette vor Festdag.
 
"Skuer du Fjeldene hist, der hvælve sig ud over Klippen? 190
"Seer du, hvor Blokkene sprængtes saa fjernt, hvor Huset forladt staaer
"Øverst paa Fjeldet, hvor Klippernes Fald drog Styrtningen med sig?
"Der laa Hulen engang, med en fjerntudgaaende Krumning,
"Som Halvmennesket Cacus besad, et forfærdeligt Udyr.
"Did sig nærmed ei Solen med Lys: bestandig af frisk Blod 195
"Jorden var lunken, og, naglede fast til de grusomme Døre,
"Hoveder hængte af Mænd, afbleged' og rædsomt forraadned'.
"Fader til Trolden var selve Vulcan; hans dampende Ildblus
"Aandede Sønnen af Mund, og bevæged sig, rædsom i Høide.
 
"Medens vi ønskede Hjælp, erlanged vi ogsaa med Tiden 200
"Trøstende Gavn af en nærmende Gud, den mægtige Hævner,
"Stolt ved Geryons Drab, og den Trefoldformedes* Bytte. *med tre hoveder, tre kroppe
"Hercules nærmede sig, og de mægtige Tyre han gjænned
"Seirende frem, indtil Øxnene stod i en Dal ved en Kilde.
 
"Cacus, i Sind af Forbrydelse vild, for i Lumskhed og Ondskab 205
"Intet at lade foruden Forsøg og foruden sit Anslag,
"Fire, af kostelig Krop, Qvægshøveder lister fra Stalden,
"Derhos Qvier, de samme i Tal, af en seirende Skjønhed.
"At der nu ikke skal findes et Spor, hvis Foden gaaer fremad,
"Trækker han disse ved Halerne hjem; og da Sporet til Veien 210
"Dreies, han skjuler det ranede Qvæg i sin Hule saa dunkel.
"Derfor, da Qvæget blev søgt, ei førte mod Hulen et Fodspor.
 
"Men da fra Stalden igjen sine Hjorde, saa mættede, bortdrev
"Djærven Amphitryos Søn, og beredte sig atter til Bortgang,
"Brøled de Stude, imedens de gik, og de samtlige Skove 215
"Fyldtes af Klage, saa Brølene lød hiinsides af Fjeldet.
"See! da svarede Køernes Røst: fra den mægtige Hule
"Brøled de høit, og hans Haab om at passe paa Qvæget blev skuffet.
 
"Flux opbruste med Galde saa sort hos Alciden i Hjertet
"Frygtelig Harm; han griber med Haand sine Vaaben, en Kølle 220
"Tung af Knuder, og stiler i Fart til den luftige Bjergtop.  
"Aldrig vort Øie bemærkede før, at den rædsomme Cacus
"Bæved og skjalv. Han flygter afsted, som den hurtige Østvind,
"(Medens hans Fødder bevinges af Angst) for at naae til sin Hule.
"Der indslutted han sig; reev Lænkerne løs, for at sænke 225
"Ned den vældige Steen, som i Jern, ved Faderens Kunstklygt,
"Hængte, og værned som Slaae for Døren, som støtted sig til den.
"Dog - den vilde tirynthiske Helt alt staaer der, og speider
"Hvert tilgjængeligt Sted; og til samtlige Sider han kaster,
"Skjærende Tænder, sit Blik. Tregange i sydende Harme 230
"Vandrer han trint Aventinus' Bjerg; tregange han ryster
"Frugtløst Døren af Steen, og sætter i Dalen sig kraftløs.
"Brat fremraged en Klippe saa hvas, mellem skraanende Fjelde,
"Som, opstigende høit, sig hæved i Ryggen af Hulen,
"Ikkun en Rede og passeligt Hjem for en gruelig Rovfugl. 235
"Denne, som hældte med skraanende Aas imod Venstre til Floden,
"Rokker med Kræfter til Høire han løs, og bryder den, revnet
"Dybt i dens nederste Rod. Nu støder han pludseligt til den,
"At ved hans Stød udi Ætheren selv det lyder saa vide,
"Bølgerne skylle paa Land, og de ængstede Floder gaae baglænds. 240
"See! afdækket er Røverens Skjul og hans vældige Hofborg;
"Hulerne, nylig belagte med Mulm, i det Indre kan skues.
"Ret saalunde, som bristed med Vold imod Dybet vor Jordkreds,
"Samt Afgrundenes Bolig oplod, at vi skued de Dødes
"Gustne, af Guder afskyede, Hjem; og den rædsomme Dybde 245
"Laae for vort Blik, medens Aanderne sprang i den dalende Lysning.
"Denne, som her ved det hurtige Lys opspores uventet,
"Som, udgivende rædsomme Brøl, var i Fjeldene fængslet,
"Knuger fra oven Alciden med Spyd, og benytter som Vaaben
"Alt, samt trænger sig frem med de vældige Stammer og Stene. 250
"Denne (thi Flugten forundes ham ei fra den truende Fare)
"Ud af sin Hals en forfærdelig Røg (det er sælsomt at sige)
"Spyer, og i dækkende Damp indvikler tillige sin Hule,
"Tagende Synet fra Øinene bort; mens dybt udi Grotten
"Taage han tykner i Mulm, udi hvilket sig Luerne blande. 255
"Sligt ei taaled Alciden i Hu: med det modigste Nedspring
"Styrted han flux gjennem Luerne frem, hvor den bølgende Røgdamp
"Væltede op, og den sortnende Skye ret syded i Hulen.
"Cacus, som stander i Mulmet og spyer med de frugtløse Ildblus,
"Griber han brat, for at knuge ham ængt; og imedens han hænger, 260
"Qværker han Øiet af Hovedet ud, saa hans Gane er blodløs.
"Dørene sprænger han flux, samt aabner den rædsomme Bolig:
"Køerne bringer han frem; alt Byttet, som førtes saa lumsk bort,
"Bringes for Dagen, ja Aadselet selv, det rædsomme, slæbes
"Frem ved dets Been. Ei mættes man kan ved behørigt at skue 265
"Øiet, saa vildt, de oprørende Træk, og det tottebedækte
"Vildmandsbryst, og tillige den Ild, som er dæmpet i Struben.
"Sligt blev erindret paa Landet ved Fest, og de Unge saa glade
"Mærked sig Dagen i Hu: Potitius selv var den første,
"Samt de Pinariers Slægt, der bevogtede Herculis Gudshuus, 270
"Hvilke i Lunden har Alteret bygt, som bestandig det Største
"Selv vi har kaldt, og i Tidernes Løb vil forblive det Største.
"Ynglinge! altsaa velan! til et Minde om saadan en Kraftdaad
"Dækker med Løv Eders Haar, samt løfter Pokalen i Høire!
"Freidigen offre I Viin! vor Frelser anraabe I med os!" 275
Sligt var hans Ord, medens Herculis Løv tvefarved bedækked
Tæt med Skygge hans Haar, samt hængte i flettede Blade.
Skaalen, saa hellig, opfyldte hans Haand; udi Hurtighed Alle
Offre saa glade den Viin over Bord, samt bede til Guden.
Aftningen kommer alt længere frem paa den hvælvede Himmel: 280
Træde da Præsterne nær, med Potitius selv udi Spidsen,
Og, efter Skikkene, belted' med Skind, frembære de Ildblus.
Offringens Retter opdiskes paany: den sidste Anretning
Yder en kostelig Skjænk, og med Fade er Alteret dækket.
Trint om Altrenes Offringsild de Salier komme 285
Frem til Sang, og af Popler en Green er om Tindingen slynget.
Choret af Unge og Gamle bestaaer; udi Sange de prise
Herculis Roes og hans Daad: hvorlunde Stedmoderens Udyr,
Slangernes rædsomme Par, han i Hænderne knuged og qvalte:
Deels hvorlunde han styrted i Gruus selv herlige Stæder, 290
Trojas, og siden Oechalias Bye; samt tusinde Kampe
Ved den ubillige Junos Bud, og ved Konning Eurystheus
Døie han maatte. Du, seirende Helt! tveformede Skyemænd
Pholus har dræbt og Hylæus med Kraft, ja det cretiske Udyr,
Samt den Løve, saa frygtelig stor, ved nemæiske Fjeldet. 295
Dig har den stygiske Søe, samt Orcus' Vogter med Skræk seet,
Medens den laae paa de gnavede Been i den blodige Hule.
Dig forfærdede aldrig et Syn, end ikke Typhoeus,
Mægtig af Væxt og med Vaaben i Haand; ei sank din Bevidsthed,
Da den lernæiske Snog omgav dig med Hoveders Vrimmel. 300
Hil dig, Juppiters værdige Søn! som er Himmelens Hæder!
Os og din Fest med naaderigt Blik du besøge med Mildhed1
Sligt man synger i festligt Qvad; til det Hele de føie
Cacus' Grotte og vise ham selv, hvorlunde han Ild spyer;
Lundene tone med livelig Støi under Høienes Gjenklang. 305
Da nu den hellige Handling var endt, i Forening tilhobe
Atter til Byen de gaae. Bedækket med Alder, den Konning
Vandred, og under sin Gang han trak til sin Side Æneas,
Samt sin Søn, og i Samqvemsord han forkorter dem Veien.
Undres da maatte den Helt: sine spillende Øine han kaster 310
Rundt paa det Hele; hvert Sted er ham kjært, og med Glæde han spørger,
Samt erfarer de enkelte Ting, som erindre om Fortid.
Taled den Stifter af Romernes Borg, hiin Konning Evandrus:
"Fauner og Nympher, opfostrede her, har Lundene eiet,
"Samt en Race af Mænd, udsprungne af Stammer og Ege. 315
"Ikke de eiede Skik og Maneer: samspende de Tyre
"Ei de forstod, eller samle sig Gods, og bevare det Vundne:
"Træet alene og Jagten saa vild tildeelte dem Næring.
"See! da nærmed Saturnus sig først fra det lyse Olympen,
"Flygtende Juppiters Vold, og forviist, da hans Rige var mistet. 320
"Han den trodsige Slægt, som paa Toppen af Bjerge var udspredt,
"Ordned og skjænkede Lovenes Ret, samt ønsked, at Landet
"Latium heed, da i Egnene der han fordulgte sig sikker.
"Det, som man kalder den gyldne Tid, var i dennes Regjering,
"Saasom han styred sit Rige og Folk i den venligste Fredsro, 325
"Til, udi Tidernes Gang, affarvede, ringere, Slægter  
"Kom med den rædsomme Krig og fordærvelig Lyst til at eie.
"Da fremtrængte Ausonernes Hær og Sicanernes Stammer,
"Og det saturniske Land bevared ei længer sit Tilnavn.
"Hersked da Konger, og Thybris saa vild, med et frygteligt Legem, 330
"Efter hvis Navn vi Italere selv Flodstrømmen har opkaldt,
"Hvilken ei længer, som før, bevared af Albula Tilnavn.
"Mig, som er jagen fra Fædrenes Hjem og som trodsede Havsnød,
"Skjæbnens alvældige Gud, og det altbetvingende Fatum
"Bragte til Egnene hid: min Moders, den Nymphe Carmentas, 335
"Rædsomme Varsel mig drev; Tilraader var Guden Apollo."
Neppe han mælede sligt, da han viser paa Veien et Alter,
Samt den Port, som man kalder endnu med det romerske Tilnavn
Carmentalis, i Oldtiden bygt til Carmentas' Ære,
Nymphen, som ævned at spaae, og tillige den første som varsled 340
Om Æneadernes Magt og det mægtige Pallantêum.
Derpaa den mægtige Lund, hvor den virksomme Romulus stifted
Fordum Asyl; og ved Klippen saa kold han viser Lupercal,
Efter Lycæi parrhasiske Skik indviet de Paner.
Næst Argiletus' hellige Lund han viser ham ogsaa, 345
Samt udpeger er Sted, hvor den fremmede Argus var Dødsens.
Fører ham næst Capitolium nær, og tarpejiske Fjeldet,
Hvilket, nu prydet med Guld, var i hiin Tid dækket med Smaakrat.
Ret en besynderlig Agt for Stedet forfærded alt dengang
Bøndernes ængstede Sind: alt frygted de Klippen og Skoven. 350
"Hist du øiner en Lund, og en Høi, løvdækket paa Toppen:
"Hvilken af Guder det eier," han siger, "er skjult; men Arcader
"Troe, at de Juppiter selve har seet, naar han rystede ofte
"Skjoldet saa stort, og han hylled sig ind udi Mulm ved sin Haandskraft.
"Hist du skuer to Byer endnu, hvor de revnede Mure 355
"Samt de Levninger staae, der minde om Fortidens Helte:
"Janus den gamle opbygged hiin Borg, men denne Saturnus,
"Derfor man kalder Janiculum hiin og Saturnia denne."
Midt under saadanne Samqvemsord til den arme Evanders
Vaaning de kom, hvor de Hjordene saae udi Flokke at drive 360
Over det romerske Torv, og brøle i stolten Carinæ.
Da til hans Bolig de kom, han mæler: "Just her gjennem Døren
"Hercules seirende kom, saa ringe var Borgen, han gjæsted.
"Fremmede! vov at foragte Zirat! du danne dig værdig
"Hiin, vor Gud, og ikke med Haan du foragte vor Armod!" 365
Sligt var hans Ord, og ind under Tag i den Bolig saa kneben
Førtes Æneas den Kjæmpe saa høi, hvor man viser ham Pladsen
Blødt i det dryssede Løv, som er skjult med den libyske Bjørnshud.
Natten gaaer frem, og bedækker vor Jord med sin mørknende Vinge.
Venus, den Moder, som ei uden Grund er i Sindet forfærdet, 370
Deels ved den krigerske Larm og deels ved Laurenternes Trudsler,
Flux, i sin Mages forgyldte Gemak, tiltaler Vulcanus,
Og udi hvert hendes Ord tilviftes ham kostelig Kildren:
"Medens de Konger fra Argos i Krig imod Pergama styrted,
"Samt, som Fjender, med Ild mod de Borge, som skulde forsvinde, 375
"Ei for de Arme jeg bad dig om Hjælp, ej heller om Bistand
"Af din Evne og Kunst: ei ønsked jeg, elskede Mage!
"At forgjæves du ivrede dig og forspildte din Møie,
"Om jeg end stod i betydelig Gjæld til Priami Sønner,
"Samt saa ofte har grædt ved Æneas' trykkende Uheld. 380
"Nu, ved Juppiters Bud, han staaer paa Rutulernes Kyster:
"Derfor jeg kommer ydmygelig frem, som en Moder for Sønnen,
"Og anraaber dig, hellige Gud! Dig Nereï Datter
"Mægted at bøie ved Graad, og Gudinden, der ægtede Tithon.
"See, hvilke mægtige Hobe af Folk! bag de lukkede Porte 385
"Hvæsses i Byerne Sværd til en Plage for mig og for Mine."
Sligt Gudinden har talt: da han dvæler, med Arme saa hvide
Inderligt kryster hun ham i sin venlige Favn, og paa Timen
Fænger, som altid, han Ild; den venlige Kjærlighedslue
Trænger i Marven, og baner sig Vei gjennem Benet, som bæver: 390
Ret som man stundom i Tordenen seer med en blinkende Lysglands
Glimtet at fare med lysende Ild gjennem Skyen, som brister.
Konen, sin Ynde bevidst, bemærked det, froe ved sit Paafund.
Hildet, som før, udi Kjærligheds Baand, flux mæled den Gamle:
"Hvi vil du støtte paa Ælde din Bøn? hvorhen er din Tillid 395
"Svunden, Gudinde, til mig? Hvis dit Ønske du havde betroet mig,
"Magt jeg havde vel havt til ogsaa at væbne de Troer!
"Om den almægtige Gud, samt Skjæbnen ei undte, at Troja
"Stod, jeg kunde vel Priamus skjænkt ti Aar til de andre.
"Dersom de altsaa er rede til Krig, og de sligt har besluttet, 400
"See! hvad der findes af Klygt i min Kunst, er jeg villig at love,
"Alt, hvad man evner at gjøre ved Jern, eller smeltet Electrum,
"Kort, hvad man danner ved Bælg og ved Ild. Lad være, ved Bønner
"Selv at betvivle din Kraft."
                                       Da Guden udtalede sligt Ord,  
Tog han den ønskede Lyst: i den Elskedes Arme han styrted, 405
Samt forfrisked sit Legem derpaa i en blidelig Slummer.
Efterat Natten sig fjernede bort fra det halve af Banen,
Og i dens Hvile han endte sin Søvn; naar en Qvinde saa aarle,
Hvilken det faldt udi Lod ved Teen* og ved fineste Uldspind *redskab til at spinde med
Livet at friste, opvækker den Glød, som i Emmerne slumrer, 410
Læggende Nat til sin Iid, og befaler de Tærner ved Lys at
Sysle med Spindet saa langt, for saa at bevare sin Mages
Leie i Tugt, og de Rollinger smaa at ernære tilbørligt:
Just liig hende, Ildsluernes Gud, heel virksom, paa den Tid
Reiser sig op fra sit Leie saa blødt, for at sysle ved Essen. 415
Nær den sicaniske Kyst, og ved Æoli Bolig Lipara,
Stiger af Vandet en Øe, heel strunk ved de dampende Klipper.
Neden for den er et Dyb, samt bragende Huler af Ætna,
Halvt opbrændt' af Cyclopernes Ovn: Kraftslaget paa Ambolt
Høres og gungrer ved Eccho saa vidt: i Chalybernes Huler 420
Syder det gloende Jern, mens Luen i Ovnene vifter:
Her Vulcanus har Hjem; selv Øen man kalder Vulcani.
Hid fra den luftige Skye Ildsluernes Hersker begav sig .
Jern udhamrede her de Cycloper i vældige Grotter,
Brontes, samt Steropês og med blottede Arme Pyracmon. 425
Hænderne formede Alt: tildeels polerede laae der
Enkelte blinkende Lyn, som mod Jord fra sin Himmel saa vide
Faderen slynger; dog laae der en Deel, som var endnu ei færdig.
Straalerne trende er' takked' af Hagl; af det fugtige Regnskyl
Føies end trende, og tre af de vingede Storme og Lynet. 430
Glimtet, som bringer os Skræk, dets Knittren og Rædsel de blanded
Ind udi Værket, ja Harmen endog, som med Lynilden følger.
Andre udhamred til Mars de rullende Hjul og en Vognkurv,
Hvilke han bruger, naar Stæder og Folk han til Kampene vækker.
Hist den Ægide saa vild, Krigsdragt for den vilde Athene, 435
Ivrigen gnide de blank, med Guld og med Skjællet af Slanger;
Danne tillige den bugtede Snog udi Midten af Pantsret,
Samt Gorgonen, hvis Øine end gaae i det Hoved, man afskjar.
"Tager nu Alt," er hans Ord, "bortfløtter det øvrige Arbeid,
"Svende paa Ætnas Bjerg! og tager paa Ordene vare! 440
"Sværd til en kostelig Helt skal i Værk. Nu bruge vi Kræfter,
"Nu den hurtige Haand og tillige vor sindrige Kunstklygt:
"Frem til Essen paastand!"
                                      Ei taler han mere, og Hine  
Tage nu samtlige hurtigen fat, imedens de Værket
Dele saa lige. I Strømme nu gaae Guldstænger og Kobber; 445
Ja det skjærende Staal i de mægtige Ovne man smelter.
Derpaa de hamre et frygteligt Skjold, som alene kan staae sig
Mod de Latineres samtlige Spyd, syvfoldigen smedet
Lag over Lag. Ved den slugende Bælg staae Andre, som give
Pust, som de standse igjen, medens Andre med Bølgen bestænke 450
Sydende Malm; hvor en Ambolt staaer, det brager i Grotten.
Med en forfærdende Kraft afvexlende hæve de Armen
Alle i Tact, og med Tangen saa skarp omdreie de Massen.
Mens paa Æolia's Kyst sligt ordner den lemniske Fader,
Vækker den venlige Sol, i den Hytte saa ringe, Evander, 455
Samt i den tidlige Stund under Taget de qviddrende Fugle.
Oldingen reiser sig op: med en Vams han bedækker sit Legem,
Og under Foden han slynger saa fast den tyrrheniske Fodsaal;
Knytter derefter til Skulder og Lænd det arcadiske Slagsværd,
Kastende Pantherens Skind over Ryg, saa det hænger til Venstre, 460
Frem fra Døren saa lav nu komme de Vogtere begge,
Hundene, hvilke ledsage ad Vei deres vandrende Herre.
Hen til den fremmede Helt, til Æneas' eenlige Bolig
Stiler nu Drotten, som mindes hans Ord og den lovede Gave.
Helten Æneas ei mindre er flink i det tidlige Daggrye; 465
Sønligen slutted sig Pallas til hiin, og Achates til denne.
Hænderne byde ved Mødet de flux, og i Midten af Borgen
Sætte de sig, for at nyde i Ro det forønskede Samqvem.
Konningen tager til Ord:
"Teucrernes mægtigste Drot! saalænge du lever, jeg aldrig 470
"Mener, at Troernes Sag, eller Iliums Rige er sjunket.
"Yde dig Hjælp udi Krig, ret efter dit herlige Navnrye,
"Mægte vi ei. Af den tusciske Flod hist vorde vi fængsled,
"Her de Rutulere staae, som med Sværd omlarme vor Ringmur.
   
"Dog med et mærkeligt Folk, med en Leir, som er riig og er mægtig, 475
"Vil jeg forsøge at knytte dig Pagt: der viser dig Skjæbnen,
"Hvad du ei ventede, Hjelp: den vinker dig, følg hvor den kalder!
"Ikke saa fjernet herfra, opbygget paa Klipper fra Oldtid,
"Ligger Agyllas den mægtige Bye, hvor de Lyderes Stammer,
"Stolte i Krig, sig fæstned engang paa Etruscernes Fjelde. 480
"Denne, som blomstred i talrige Aar, har Mezentius siden
"Taget til Eie ved fuult Tyrannie og ved grusomme Vaaben.
"Hvi skal jeg melde hans rædsomme Mord, eller nævne den Blodhunds
"Grusomme Daad? til ham selv, og hans Slægt vil det gjemmes af Himlen.
"Kroppe, afsjælede længst, han knytted til levende Offre, 485
"Læggende Haand udi Haand, samt trykkende Læbe mod Læbe,  
"(Ogsaa en Piinsel!), og medens de flød i Forraadnelsens Edder,
"Dræbte han dem ved den langsomme Død i et sørgeligt Favntag.
"Borgerne, kjede tilsidst af en Drot, som usigeligt raser,
"Gribe til Vaaben, og trænge sig frem imod ham og hans Hofborg, 490
"Slaae hans Drabanter ihjel, og bestorme med Luer hans Slotstind.
"Medens de myrde, han lister sig bort til Rutulernes Ager;
"Did han flygted, og Turnus, hans Vert, ham beskytter med Vaaben.
"Hæver sig derfor Etruriens Land i en Harme, saa billig,
"Og, beredte til Kamp, de fordre den Konning til Døden. 495
"See, min Æneas! jeg stille dig vil som de Tusinders Høvding.
"Talrige ligge de Snækker paa Strand, og man knurrer saa vide,
"Æskende Leding og Kamp. Dog standser en aldrende Spaamand
"Alle, imedens han spaaer:
                                         ""Mæoniens elskede Ungdom!  
""Kraften og Kjærnen af Fortidens Mænd, hvem en Harme, saa billig, 500
""Kalder til Striden! hvis Vrede med Ret mod Mezentius luer!
""Ei maa Italiens Søn anføre saa mægtige Stammer!
""Ønsker en Drot fra de Fremmedes Land!"" Det etrusciske Hærtog
"Standsede brat i sin Gang, opskræmmet ved Gudernes Varsel.
"Nylig Gesandter til mig, samt Kronen, et Billed paa Magten, 505
"Tarcho har sendt; ja Scepteret selv og Insignier budt mig:
"Søge jeg skulde hans Leir og Tyrrheniens Rige erlange.
"Dog mine Aar, som har svækket min Kraft, med sin Kuld og sin Træghed,
"Kronen forunde mig ei: og til Daad er min Evne for langsom.
"Gjerne jeg valgte min Søn, dog født af en Sabinerinde 510
"Landet tildeels er hans fædrene Hjem. Dig ene tilsmiler
"Skjæbnen i Fødsel og Aar: dig ene har Guderne udseet.
"Træd da nu frem, som en kostelig Drot for Italer og Teucrer!
"Pallas fremdeles, som staaer for dit Blik, som min Trøst og Forhaabning,
"Vil jeg forene med dig: under dig, som en Leder, han taale 515
"Leding og Krigens besværlige Dont! til at skue din Kraftdaad
"Vænne han sig, og fra tidligste Aar han beundrende see dig!
"Ham jeg forlehner arcadiske Mænd, tohundrede Valgte,
"Ungdomsstærke; et lignende Tal du erlanger af Pallas."
Medens han mælede sligt, imod Jorden de stirrende Øine 520
Hæfted Æneas, Anchisis Søn, og den brave Achates.
Længe, bedrøved' i Sind, de havde paa Sorgerne grundet,
Om Cytherea i Luften saa klar ei skjænked dem Jertegn.
Heel uventet sig slynger et Lyn, som fra Ætheren kommer,
Under et lydeligt Brag: flux synes det Hele at styrte, 525
Medens i Ætheren lød Krigslyd af tyrrhenske Basuner.
Opad de skue: den vældige Larm som en Torden forøges.
See! da øiner man Vaaben i Skye: i den lysere Luftegn
Straale de rødt i det Blaae, og, stødte tilsammen, de runge.
Brat forstummed de øvrige Tre: men Helten fra Troja 530
Braget forstod, og Forjættelsen selv af hans himmelske Moder.
Derfor han mæler: "Ei spørge du, Ven! nej, sandelig ikke,
"Hvad der antydes ved saadant et Tegn; mig vinker Olympen.
"Sende mig saadant et Tegn, har min himmelske Moder forjættet,
"Da, naar Kampen var nær; gjennem Luft de vulcaniske Vaaben 535
"Bringe hun vilde, til Hjelp. -
"Ha! hvilket frygteligt Mord har de arme Latiner ivente!
"Turnus! hvor skalst du erlægge mig Straf! hvor talrige Heltes
"Skjolde og Hjelme og modige Krop skal nu rulle i Bølgen,
"Fader i Tiber! Nu æske de Kamp! Nu bryde de Pagten! 540
Brat, som han mælede sligt, han forlod sit høinede Sæde.
Først den slumrende Ild, som til Hercules ulmed paa Altret,
Vækker han op: Skytsguden igaar og de ringe* Penater  *jævne, enkle
Søger han glad udi Bøn; medens Faarene valgte, som Skik er,
Offres saavel af Evander paastand, som af Troernes Ungdom. 545
Deden han stiler til Snekkerne ned, og besøger sit Mandskab:
Samt udkaarer sig nogle af dem, for at drage i Krigen,
Alle af kosteligt Mod. Over Strømmen bevæge sig nedad
Alle de Andre, som seile i Mag ad den rolige Bølge,
At de om Faderens Togt kunne bringe Ascanius Budskab. 550
Hine, som gaae til Tyrrheniens Egn, tildeler man Heste:
Helten erlanger et kosteligt Dyr; og den gulige Løves
Skind, som straaler med Kløer af Guld, omdækker det ganske.
Pludseligt iler der vandrende Rye gjennem Byen saa lille,
At til Etruskiske Kongens Pallads flux Ryttere drage. 555
Mødre fordoble af Skræk deres Bøn, under Faren sig nærmer
Frygten: i større Gestalt sig viser nu Tanken om Krigsfærd.
Slog da den gamle Evander sin Arm om de vandrende Helte,
Hænger sig fast med ustandselig Graad, samt mæler saalunde:
"O! gid Juppiter skjænkte mig nu mine Dage, som bortsvandt? 560
"Gid jeg var atter som dengang jeg slog ved Præneste den første
"Række, og brændte som seirende Helt den stablede Skjoldhob,
"Samt nedsendte Kong Hêrilus selv ved min Styrke til Orcus.
"Ham Feronia gav, da han fødtes til Verden, trefoldigt
"Liv (et forfærdeligt Sagn!) og at kjæmpe trefoldig med Vaaben. 565
"Tregang maatte han styrtes i Død - dog denne min Høire
"Raned de samtlige Liv og tillige de samtlige Vaaben.
"Ach! da skiltes jeg ikke fra dig og dit elskede Favntag,
"Søn! da skulde Mezentius ei, med ulidelig Trodsen,
"Haane sin Naboe, udøve med Sværd saa utallige frække 570
"Mord; ei heller berøve vor Bye saa mangfoldige Stridsmænd.
"O I Magter i Skye! du, Gudernes vældige Styrer!
"Juppiter! viser en naaderig Hjelp mod Arcadernes Konning,
"Og paa en Fader I høre med Gunst! Ifald Eders Almagt
"Taaler, at Pallas beholder sit Liv, og han reddes af Skjæbnen, 575
"Om jeg skal leve at see ham igjen, og vil atter ham møde,
"Da I forunde mig Liv; hver Qval vil jeg vide at bære.
"Men om du truer, Fortuna! i Hu med et frygteligt Uheld,
"Und mig, at nu, just nu, jeg sprænger den grusomme Livstraad,
"Mens i Beraad er mit Hu, og mit Haab om det Kommende uvist, 580
"Medens jeg, elskede Dreng, som min sidste og eneste Glæde,
"Holder dig end udi Favn! Gid ikke et tungere Budskab
"Saare mit Øre!" Her skiltes de ad, medens Faderen udgjød
Saadanne Ord. Da han segned til Jord, hans Svende ham bortbar.
Alt gjennem Byens oplukkede Port Hestfolkene drage: 585
Helten, imellem de Forreste, selv, og den ædle Achates;
Næst de statlige troiske Mænd: udi Midten af Toget
Pallas, saa kostelig skjøn ved sin Dragt og de brogede Vaaben,
Lucifer* liig, naar af Badet han gaaer i Oceani Strømme, *Morgenstjernen
(Hvilken er Cypria kjær, langt meer end de øvrige Stjerner) 590
Viser sit hellige Hoved i Skye, og forjager det Mørke.
Bange de Mødre paa Murene staae, og med Øiet de følge
Skyen, som stiger af Støv, samt Flokken, der blinker med Ertset.
Hen gjennem Krattet, hvor Veien er nær til det ønskede Formaal,
Ride de Væbnede frem: under Raab og i sluttede Rækker 595
Trampes med Hov af de Gangeres Been paa de støvende Marker.
Nær ved den kjølige Flod Cerêtanus ligger en mægtig
Lund, som er fredet ved Fædrenes Troe; fremhvælvende Høie
Dække den rundt: mellem dæmrende Fyrr er den lagt udi Midten.
Oldtids Pelasger, saa ganger et Rye, til Silvânus den vied, 600
Qvægets og Markernes Gud; og med Lunden tillige en Festdag,
Saasom de tidligen eied en Deel af Latinernes Grændser .
Tarcho, med hele Tyrrhenernes Folk, ei fjernede herfra
Slog en betryggende Leir. Alt saae man fra Toppen af Høien
Hver Legion, som i Telte saa vidt over Marken er udbredt. 605
Hid de Ynglinge, valgte til Krig, samt Fader Æneas
Nærme sig trætte: de hvile sig selv og de Heste tillige.
Venus, Gudinden saa skjøn, gjennem Ætherens Skyer sig nærmer
Ned for at bringe sin Skjænk: sin Søn udi Skjødet af Dalen
Fjernet hun alt udi Luften har seet ved den kjølige Flodstrøm. 610
Derfor hun iler ham nær, imedens hun taler saalunde:
"See! den Gave, jeg lovede dig, af min kunstfulde Mage
"Alt er fuldendt: ei længer, min Søn! de forvorpne Laurenter,
"Eller og Turnus saa vild, du betænke at æske til Kampen!"
Mælende sligt, Cytherea gik hen, for at favne sin Ætling, 615
Og paa den forreste Eeg hun hængte den straalende Rustning.  
Han, som var glad ved en Ære saa stor, og Gudindens Foræring,
Neppe kan skue sig mæt; thi hans Øie henruller paa Alting.
Saare han undres og dreier omkring mellem Hænder og Arme
Hjelmen, der zires med frygtelig Kam, og som glimrer i Luer, 620
Næst det myrdende Sværd - det Harnisk, hamret af Kobber,
Stort og blodigen rødt, som er liigt den blaalige Stormskye,
Farvet af Solens opluende Glands, naar den funkler i Gjenskin;
Næst Beenskenen, saa glat, af det rensede Guld og Electrum,
Landsen og Skjoldet, paa hvilket er gjort et usigeligt Kunstværk. 625
Der de italiske Ting og tillige de Romeres Seire,
Selv en Seer saa klar, vel kyndig i Fremtidens Dage,
Dannede Luernes Gud; der saae man de kommende Slægtled,
Som fra Ascanius skjød, og i Orden de Kampe, man udstreed.
Midt i Mavortis den Hule saa grøn, Ulvinden han danned 630
Slunken, som strækked sig frem; imedens om Yveret begge
Børnene hængte, og leged saa fro. Naar den moderligt slikked,
Skrege de ei; med sin Nakke saa trind, den bøied sig til dem,
Viste dem vexlende Gunst, samt dannede Kroppen ved Tungen.
Lige ved disse han føiede Rom og Sabinernes Døttre, 635
Raned' ved Vold paa Theaterets Bænk, imedens man feired
Lege paa Circus; den farlige Krig, som Romuli Nyefolk
Døied med Tatius, Konge tilaars, og det hærdede Cures.
Lige ved dette de Konninger to, da Kampen var bilagt,
Endnu i Rustning, med Skaaler i Haand, nær Juppiters Alter, 640
Stode, og sluttede Pagt ved en Galt, som var nyligen slagtet.
Fiirspandsvognen med Fart, ei fjernet fra disse, adsplitted
Metii Legem (hvi brødst du dit Ord, du albaniske Høvding?):
Snapped da Tullus ihast hver Part af den listige Krigsmand,
Og fra Tornen, som spired i Skov, nedrunde hans Blodstænk. 645
Hist Porsenna befoel, Tarquin, som man nyligen bortjog,
Atter at kaare, samt plaged vor Bye med en rædsom Beleiring,
Medens til Sværd Æneaderne greeb, for at værne om Frihed.
Denne, der ligner en Arrig i Sind, og er rede til Trudsler,
Skued man her; til at bryde hans Broe sig dristed jo Cocles, 650
Og, da hun sprængte sit Baand, bortsvømmede Cloelia fra ham.
Manlius stod som et Værn paa en Tind af tarpejiske Klippen,
Vogted om Tempelets Dør, medsamt Capitoliets Fjeldtop,
[Der, hvor Romuli Huus stod frisk, og bedækket med Straatag.]
Medens nu Gaasen, med sølverne Glands, i de gyldne Portaler 655
Basked med Vingen og skreeg, at Gallerne stode ved Porten,
Vare i Krattet alt Gallerne nær, og forraskede Borgen,
Did geleided' af Mulm, og ved Hjelp af den natlige Dæmring.
Hovedets Lokker hos disse er Guld, selv Kjortlen er gylden;
Kappen er tavlet og lys, og trint om de Nakker saa hvide 660
Knytte de Guld: to alpiske Spyd hver Mand udi Hænde
Blinker, og Legemet selv er bedækt med de Skjolde saa lange.
Salier her udi Dands, og tillige de nøgne Luperker,
Huer med Duske af Uld, og Ancilier*, faldne fra Himlen, * Skjolde
Dannede Guden: de Mødre saa fromt det Hellige førte 665
Ømt gjennem Byen paa Vogne i Pomp. Fjernt føied han hertil
Ditis mægtige Port, samt Tartari Bolig; tillige
Udaadsmændenes Straf, samt dig, Catilina, der hænger
Under det truende Fjeld, samt gyser for Furiens Aasyn:
Ogsaa de Dydiges eensomme Hjem, hvor en Cato er Dommer. 670
Midt iblandt dette et Billed saa stort af det svulmende Havvand
Gik udi Guld; dog Skummet var blaat paa den graanende Bølge;
Hvor de Delphiner, saa lyse af Sølv, udi vexlende Kredse
Basked med Halen i Søe, naar frem udi Bølgen de skjare.
Midt udi Havet hiint Actiumsslag og de Snækker med Kobber 675
Kunde man see: det Leucadiske Fjeld under Skibenes Rækker
Syntes at skvulpe, mens Bølgerne selv fremlued i Guldglands.
Hist de Italere føres til Kamp under Cæsar Augustus,
Fulgt af Senat og af Folk, Huusguder og Himmelens Magter.
Selv har han Plads paa en Stavn, og en Lue saa frodigen vælter 680
Ud fra hans Tindinge to: Slægtsstjernen ham straaler for oven.
Hist, geleidet af Bør og af heldige Guder, Agrippa
Modigen fører sin Togt; et hæderligt Tegn udi Krigen
Skinner hans Tindinge rundt, den Krone, udziret med Snabler.
Hjulpen af brogede Vaaben, Antôn, og barbariske Tropper, 685
Hid fra det østlige Land og tillige fra Havet det røde
Fører Ægypter og Østlandsfolk, samt de fjernede Bactrer
Frem udi Kamp, ham fører (o Skam!) den ægyptiske Qvinde.
Alle nu styrted i Kamp: høit skummede Havet saa vide,
Kløvet af Aarernes Slag og tillige af forkede Snabler. 690
Dybet de søge; fast skulde man troe, at Cycladerne, splitted',
Svømmed paa Søe, eller Bjergenes Tind imod Bjergene stødte:
Frem paa den taarnede Stavn saa vældigen trænge de Helte.
Hamp udi Luer fra Haand, samt flyvende Pile fra Buen
Spredes omkring; af usigeligt Blod Søefladerne rødme. 695
Midtveis Dronningen staaer, for at livne med fædrene Sistrum*, *rasleinstrument
Uden at mærke, at bag hendes Ryg fremliste to Slanger.
Sælsomme Former af Guder man seer: den Bjeffer Anubis  
Selve mod Venus og Bølgernes Gud, ja endogsaa Minerva,
Vaabnene holder: vildt tumler sig Mars udi Midten af Kampen, 700
Jernforhamret: i Ætheren sees de rædsomme Direr.
Frydelig vandrer Discordia frem i sin søndrede Kappe,
Hvem med den blodige Pidsk den vilde Bellona geleider.
Sligt udi Actium skued Apoll: da spændte han Buen  
Over dem ned: udi saadan en Skræk de Ægypter og Inder 705
Samt Sabæas arabiske Folk flux vendte os Ryggen.  
Selv man Dronningen saae, at bede til Vindene ydmygt,  
Hidse sit Seil, og at slappe ihast det løsnede Tougværk.  
Hende, som blegned i Midten af Drab for den kommende Dødsstund,  
Formede Luernes Gud, hvor hun foer gjennem Bølgen i Vestvind; 710
Lige for denne, med frygtelig Krop, den bedrøvede Nilstrøm,  
Hvilken oplukked sin Barm, samt vinked med hele sin Klædning  
Hid til sin blaanende Barm, til de skyggende Floder, de Slagne.  
   
Cæsar nu gaaer til de Romeres Stad, med de trende Triumpher,  
Hvor et udødeligt Løfte han gjør til Italiens Guder, 715
Rundt i den mægtige Bye trehundred Capeller at bygge.  
Gaderne fyldes nu saare af Fryd, af Leeg og af Haandklap.  
Nu i hvert Tempel af Mødre er Chor; udi hvert er et Alter,  
Og foran Altrene ligger paa Jord det fældede Ungqvæg.  
   
Siddende selv i den straalende Dør hos den lysende Phoebus, 720
Kaster han Øiet paa Folkenes Skjænk, som paa Tempelets stolte  
Stolper han hænger. De tabende Folk udi Rækker sig nærme,  
Saare ulige i Sprog, og tillige i Vaaben og Klædning.  
   
Her de Nomaderes Slægt, og de Afrer, saa lette, Hephaestus,  
Hist de Leleger og Cariens Mænd, og Geloner med Pile, 725
Formed, samt Euphrats Flod, som rulled med mildere Bølger,  
Hist tvehornede Rhin, og Moriner fra Kanten af Verden,  
Daher, som kjende ei Aag, samt Araxes, der taaler ei Broer.  
   
Sligt paa Vulcani Skjold, af hans Moder en herlig Foræring,  
Maa han beundre: han fatter det ei, dog fornøier ham Synet. 730
Flux han kaster om Ryg sine Ætlinges Ry og Bedrifter.  

9. Sang

Tilbage