TOP

Titelside eller Index

Niende Sang.
  
Indhold
  
 
Medens Æneas er borte, og opholder sig hos Tyrrhenerne for at skaffe sig Hjelp, lader Juno Turnus vide igjennem Iris, at han ikke bør lade denne Leilighed slippe sig af Hænder, men strax falde Trojanerne an (v. 32). Da disse holde sig inden for deres Vold, og ikke ville komme ud, for at prøve en Dyst paa Marken, forsøger han paa at stikke Ild i deres Flaade, for at betage dem alt Haab om Flugt (v. 76). Da imidlertid disse Skibe vare byggede af Planker fældede paa Idas hellige Bjerg, bevæger Cybele Zeus til at lade dem skaane, og de forvandles alle, i det Øieblik, de skulle antændes, til Søegudinder (v. 122). Derpaa sætter, ved Nattens Anbrud, Turnus en Vagt under Messâpi Anførsel (v. 167). Man raadslaaer nu om at sende Bud efter Æneas, og Nisus samt Euryalus paatage sig dette farlige Ærinde (v. 313), og efter at være komne ud, dræbe disse et betydeligt Antal af de sovende Fjender (v. 366). Da imidlertid Dagen nærmer sig, støde de paa Volscens med en Afdeling af Latinerne, som gribe Euryalus og dræbe ham (v. 437), samt derefter Nisus (v. 444); hvorpaa deres Hoveder føres paa en Stage hen imod Troernes Leir, hvor det opvækker en hæftig Sorg (v. 502) Turnus nedlægger mange (v. 589); dog ogsaa Ascanius er heldig (v. 671). Just nu vove tvende Helte at aabne Porten, men da styrter Turnus ind og jager dem paa Flugt (v. 777); dog omringes han tilsidst, og tvinges til at kaste sig i Floden for at redde sig ved at svømme (v. 818)
 
Medens nu dette fuldbyrdedes her, i de fjernede Egne,
Skikkedes Iris fra Himmelens Borg af Saturnia Juno
Ned til den djærve Rutuliske Helt. I sin Faders, Pilumni,
Hellige Lund, i den dybnede Dal, sig hvilede Turnus
Just, da med rødmende Mund sligt mæled Thaumantiske Pigen: 5
"Det, som vel ingen af Guderne selv, om du ønsked det, Turnus!
"Voved at love, har Tidernes Gang frivilligen bragt dig.
"Alt har Æneas forladt, sine Folk og sin Leir og sin Flaade,
"Medens han drog til Evanders Palads, Palatiniske Kongens.
"Sligt er ei nok! Han fordyber sig selv til det fjerne Corythus, 10
"Hvor han de Lyderes Hær og de samtlige Bønder bevæbner.
"Tøver du? Nu er det Tid! Kald frem dine Heste og Vogne!
"Spræng nu hver Tøven paastand! forvirret er Leiren; thi tag den!"
Sligt hun taled, og stiled mod Skye paa de jævnede Vinger;
Medens hun skjærer i Skye i sin Svæven den mægtige Bue. 15
Hurtigt hun vorder af Ynglingen kjendt; sine Hænder mod Himlen
Løfter han høit, og imedens hun flyer, hans Ord hende følge:
"Iris, o Himmelens Ziir, som svæver i Skyen! hvo har dig
"Sendt imod Jord? Til det lysende Veir, som saa pludseligt skinner,
"Hvad er vel Grund? at spaltet jeg seer den Midiehimmel, 20
"Medens de Stjerner omdrive i Skye? Jeg følger dit Varsel,
"Hvo du end est, som har kaldet til Kamp." Sligt talt, til en Kilde
Iler han bort, af den øverste Rand opøser han Vandet,
Bedende mangen en Bøn, ja trættende Himlen med Løfter.
Alt ad de jævnede Marker afsted fremrykker den Krigstogt, 25
Riig paa Heste, samt ogsaa paa Guld og de brogede Tepper.
Mêssapus forreste Togt, men den bagerste ave de unge
Tyrrhi Børn; i den midterste Togt Storhøvdingen Turnus
Prunker med Sværdet i Haand, og hæver sig høit med sin Isse:
Som naar i syv jævntflydende Væld fremruller den dybe 30
Gangis saa rolige Strøm, eller Nilen med dyndede Flodløb,
Naar den fra Markerne gaaer, for at skjule sig atter i Renden.
Pludselig her en fortykkende Skye og en stigende Støvdamp
Teucrerne skue, mens hen over Mark udbreder sig Natmulm.
Raaber da først fra en Bakke, som laae imod hine, Caïcus: 35
"See hvilken Kugle, I Borgere! hist fremvælter i sort Røg!
"Bringer nu hurtigen Spyd - kom med Sværd og bestiger nu Muren!
"Eia! vor Fjende er der!" Under frygtelig Raaben de Teucrer
Styrte ad samtlige Porte sig ind, og besætte hver Skandse.
Sligt, da han vandrede bort, den Helt udi Kampen Æneas 40
Ordnede selv; at om muligt et Træf tildrog sig forinden,
Ikke de maatte forsøge paa Kamp, og betroe sig i Marken,
Ene bevare hans Leir, samt værne om Volden og Muren.
Om nu end Harme og Skam tilraade dem Strid i den frie Mark,
Spærres dog Porten med Bom; thi de gjøre, hvad Helten befoel dem, 45
Og i det hulede Taarn skjoldvæbned' de vente paa Fjenden.
Turnus, der flyver afsted, gaaer frem for den langsomme Krigstogt:
Fulgt af en Snees blandt de kaarede Mænd, han stander uventet
Murene nær: paa den thraciske Hest, som er hvidligen plettet,
Rider han; Hjelmen er Guld, han er skjult af den rødlige Hjelmbusk. 50
Karle! hvo følger mig nu? Hvo styrter nu først imod Fjenden?"
Raaber han, "See!" og han slynger sit Spyd, som han kaster i Luften.
Kampen er altsaa begyndt, og han tumler sig stolt udi Marken.
Svendene hilse ham flux ved et Skrig, og med frygtelig Feldtlarm
Følge de hannem: med Undren de see mod de døsige Teucrer, 55
Hvilke ei vove at træde i Mark, eller mandigen byde
Spidsen af Klingen, men ruge i Leir. Opirret han speider
Trint om Muren tilhest, og han leder i Kroge om Indgang.
Ret som en Ulv, naar den sniger sig lumsk om de pakkede Folde,
Snøftende rundt om et Hegn, naar den lider af Stormen og Regnen, 60
Langt over Midienat: skjøndt Lammet er trygt ved sin Moder,
Bræger det høit, medens denne saa vild, og af Hunger opluet,
Raser mod Qvæget, den ikke kan see, da en gruelig Slugsult
Piner den svart, og tillige dens Hals, som ei lædskes af Blodet.
Saa de Rutuleres Drot, som speider om Muren og Leiren, 65
Gnistrer af Harm; i de kraftige Been opluer hans Smerte.
Ach! hvorledes opdages en Dør? hvorledes af Skandsen
Jages de teucriske Mænd, for at vælde de kan over Sletten?
Flaaden, som laae udi Skjul, dog lige ved Siden af Leiren,
Dækket saa vide med Vold og tillige med Bølger i Søen, 70
Vækker hans Mod; sine trodsige Folk han kalder til Hærværk,
Og med en luende Brand opfylder han stormende Haanden.
Flux de gribe sig an: det virker, at Turnus er nær dem,
Og med den sodede Brand udrustes den samtlige Ungdom.
Arnerne plyndres: den rygende Fyrr udkaster i Beegmulm 75
Glands, og Vulcanus i Skye en Damp, som er blandet med Emmer.
 
Hvilken af Guder, I Muser! den rædsomme Ild fra de Teucrer
Fjerned, og hvilken Magt bortvendte fra Snækkerne Luen,
Siger I! Tingen i Oldtid er troet, og dens Minde er varigt.
Medens, i fjerneste Tider, Ænêas paa Phrygiens Ida 80
Bygged sin Flaade, og lavede sig til, over Dybet at seile,
Gik Berecyntia frem, de Guders Moder, og talte
Sligt, saa siges, til Zeus:
                                     "Forund mig, Søn! hvad jeg beder,  
"Samt, da Olympen er dit, fuldbyrd hvad din Moder forlanger.
"See! af de Graner en Skov, ret kjær udi Aarenes Række, 85
"Stod, som en Lund paa den øverste Borg, hvor de bragte mig Offre,  
"Sort ved den mørknende Fyrr og tillige ved Stammer af Valdbirk.
"Den til den unge dardaniske Mand, da han trængte til Flaade,
"Skjænkte jeg villig: nu trykkes mit Sind af en ængstende Kummer.
"Split da min Frygt, og din Moder forund, at hun dette kan mægte, 90
"At ukrænked' paa Søe, de aldrig ved Vindenes Hvirvler
"Knuges: dem være til Gavn, at de Lyset har skuet paa mit Bjerg."
Svared da Sønnen igjen, som Verden og Stjernerne styrer:
"Moder! hvad ønsker du her? hvorhen vil du Skjæbnen forandre?
"Skal da et Skib, som en Dødeligs Haand har forfærdiget, eie 95
"Evigheds Præg? Skal Ænêas da gaae som betrygget i Kampens
"Uvisse Dyst? Siig, hvilken en Gud har besiddet saa stor Kraft?
"Nei! naar Løbet er endt, naar ved Maalet de stande og hvile
"Trygt i Ausoniens Havn, skal hine, som frelstes af Stormen,
"Naar de har ført den dardaniske Drot til laurentiske Strande, 100
"Miste tilhobe den jordiske Form; thi jeg vil, at de alle
"Vorde Gudinder i Søe, liig Doto, en Datter af Nereus
"Samt Galatea, der skjærer med Barm gjennem Bølgen, som skummer."
Sligt er hans Ord; at urokket det staaer, ved hans stygiske Broders
Floder og Bække af Beeg, samt Strømme med sortnende Hvirvler 105
Tyder hans Vink, og det hele Olymp dybt rystes ved Nikket.  
Brat sig nærmed den lovede Dag, og de Parcer opfyldte
Tidens tilbørlige Maal, da Gudernes Moder ved Turni
Trodsen blev mindet at værne mod Ild om de hellige Skibe.
For deres Øine udbredte sig først en usigelig Lysglands, 110
Og over Himmelen løb, fra Aurora, en Lue saa mægtig,
Under Idæiske Chor: gjennem Luften en frygtelig Stemme
Tonede ned, som Rutulernes Hær og Trojanernes fyldte:
"Ikke, Trojaner! I ængstes i Hu med at værne om Flaaden;
"Væbner ei heller en Haand! Før Turnus skal Bølgerne brænde, 115
"End ham forundes det hellige Skib. I løses - bortiler!
"Synker, Gudinder! I Søe!"
                                     Den Moder befaler, og hurtigt  
Sprænge de Stavne, som ligge paa Strand, deres enkelte Touge,
Og, mens Snablerne stinges i Søe, paa Delphinernes Maade,
Søge de Bund. Som Piger i Form (et forunderligt Jertegn!) 120
Samtlige Stavne, som stode af Erts ret nylig paa Stranden,
Vise sig, lige saa mange i Tal, da de svømme ad Bølgen.
   
Skræmmed' Rutulerne bleve i Sind, ja endogsaa Messâpus
Gjøs, og hans Gangere ængstligen fnøs: den Flod Tiberinus
Standser med hæsere Brag, og han trækket sin Fod fra det Dybe. 125
Turnus alene, den dristige Helt, har ei mistet sit Mandsmod:
Selv han giver dem Kraft ved sit Ord, selv dadler han fyndigt:
 
"Ene mod Teucrerne Varselet gaaer! dem Juppiter selve
"Nægter den vanlige Hjelp. Ei mere de vente paa vort Spyd,
"Eller Rutulernes Ild: ei længer kan Teucrerne seile: 130
"Haabet om Flugt er forbi, og den ene af Støtterne nedsank.
"Landet har vi i vor Magt. Nu talrige Tusind, ja hvert Folk
"Her i Italien drager sit Sværd: ei Himlens Oracler,
"Hvilke de Phryger anføre som Trøst, eller Skjæbnen mig skræmmer.
"Skjæbnen og Venus indrømmedes nok; thi Troerne kom jo 135
"Hid til Ausoniens frugtbare Mark: dog ogsaa mig leder  
"Skjæbnen, som byder, at knuse med Sværd den elendige Stamme,
"Hvilken vil rane min Brud. Ei ene Atriderne føle
"Harm over Sligt: da gribes til Sværd ei blot i Mycene.
"Sagtens var nok, at de eengang forgik - men nøjedes Disse 140
"Blot med den enkelte Synd? dem maatte jo samtlige Qvinder
"Være til Had! kun Skandserne hist kan forlehne dem Mandsmod!
"Graven, der sinker, men kun for en Stund vil forhale dem Døden,
"Gjør dem saa krye! Men har de ei seet selv Iliums Mure
"Synke i Luerne ned, uagtet Neptunus dem bygged? 145
"Altsaa, udkaarede Mænd! hvo laver sig til at bestorme
"Skandsen, og knuse, anførte af mig, den beængstede Leirvold?
"Ei til en krigerisk Dragt fra Vulcan, eller tusinde Skibe,
"Har jeg mod Troer behov; naar blot de Etruscere alle
"Stande mig bi udi Hob. For Mulm og Palladiums lumske 150
"Ran , eller hemmeligt Mord paa en Vagt i den øverste Borgsal,
"Frygte de ikke! Vi skjule os ei udi Gangerens Lønbug,
"Djærvt og ved Dagen vi ville med Ild omgive dem Muren.
"Mage jeg vil, at med Dânaer ei, eller unge Pelasger,
"Mene de skulle at slaaes, hvem Hector bespotted i ti Aar. 155
"Nu da velan! thi af Dagen jo alt er forløben en god Deel,
"Altsaa forresten, med lysteligt Hu, da det Hele er godt endt,
"Pleier nu Kroppen, I Mænd! men beredte I vente paa Kampen!"
Flux tillige med Poster og Vagt trint Porten at vaage
Gives Messâpus i Dont, samt lægge om Byen en Vagtild. 160
Høvdinge, to Gange syv, udvælges at passe paa Muren
Med de Rutuleres Magt; hver Enkelt ledsages af hundred
Unge med purpurne Buske paa Hjelm, i en skinnende Guldpragt.
Disse har travlt, snart løses af Vagt, snart, strakte i Græsset,
Nyde de Viin, eller dreie paa Spid deres kobberne Kjedler. 165
Baalene lue ihob; og Vagten, som ikke tør sove,
Natten bortdriver i Spøg.
Troerne skue paa dette fra Vold og bedække med Vaaben
Samtlige Høie; af ængstelig Frygt de randsage tillige
Portene alle, og Taarnene selv de befæste med Broer; 170
Vaaben de samle. Den flinke Serest og Menesthëus sysle,
Hvilke, om Nøden det muligen bød, nys Fader Æneas
Satte til Ynglingens Hjelp, og til Høvdinge over hans Tropper.
Hele Besætningen ligger paa Vold, loddeler sin Fare,
Vaager og øver sit Kald udi vexlende Viis, som det falder. 175
Nisus, i krigerisk Syssel saa flink, stod Vagt udi Porten,
Hyrtaci Søn: med Æneas paa Tog ham sendte hans Moder
Ida; thi hurtig han skjød med sit Spyd og de flyvende Pile.
Denne Euryalus fulgte som Ven, og en skjønnere Yngling
Saae Æneaderne ei, eller de med de troiske Sværde, 180
Frodig, og visende Ungdommens Aar i et skjæggeløst Aasyn.
Begge sig elskede ømt, og tilsammen de ginge i Kampen,
Ligesom nu de forenede stod udi Porten, som Vagtmænd.
Taled da hiin: "Mon en Gud i vor Aand indlægger et sligt Mod?
"Eller vor egen ustyrlige Lyst sig hæver til Gudskraft? 185
"Enten at prøve en Dyst, eller andet, som skaffer mig Navnrye,
"Ønsked alt længe min Aand; jeg er kjed af den fredsomme Hvile.
"Selv har du skuet det trodsige Mod, de Rutulere vise;
"Enkelte skinne de Lys: inddyssed' i Viin og i Slummer
"Ligge de nu; vidt tier vor Egn, thi lytte du derfor 190
"Til mine Raad, samt Planen, som nu i mit Hjerte sig hæver!
"Helten at hente paastand, sligt Folket og samtlige Fædre
"Kræve, men savne et Bud, der bringer tilbage det Sande.
"Ville de love til dig den Løn, jeg forlanger, (thi mig er
"Æren alt nok) er jeg sikker i Hu, under Foden af Høien 195
"Ene at bane mig Vei til Pallântiums Mure og Borge."
Rammet af seirende Lyst til saa hæderlig Stræben, forbauses
Eûryalûs; og han mæler paastand til den luende Yngling:
"Hvad? i saa vigtig en Ting, som en Fælle at tage mig med sig,
"Ønsker ei Nisus? i saadan en Kamp skal jeg kaste dig ene? 200
"Ikke saalunde, til Krigene vant, har min Fader Opheltes,
"Midt under Iliums Nød, og under Argolernes Kampe,
"Dannet og klækket mig op. Ei sligt udførte jeg med dig,
"Dengang jeg døied den yderste Nød med den ædle Æneas.
"Een har du fundet, ja Een, som Livet foragter, og mener, 205
"At paa den Vei, du har valgt, let kjøber man Æren for Livet."
Svared da Nisus: "Ret aldrig hos dig har jeg frygtet for Saadant.
"Nei, det var Synd! som Seirer saa sandt mig føre den store
"Zeus, eller hvilken, der skuer paa sligt med et naaderigt Øie.
"Dersom maaskee (hvad du ofte jo seer i saa vigtig en Stræben) 210
"Dersom en Guddom maaskee eller Skjæbne mig styrter i Døden
"Ønsker jeg dig i Behold: din Alder fortjener at leve.
"Een, om man frelser min Krop, eller kjøber den løs for Betaling,
"Stæde den ned, efter Skik, udi Jord: eller undes mig Sligt ei,
"Hædre han mig med en Grav, samt yde mig fjernet en Dødsfest. 215
"Ei vil jeg skabe saa svarlig en Nød for din Moder den arme,
"Hende, som voved, min Dreng! af de samtlige Mødre alene
"Hid dig at følge, samt ændsede ei Acest og hans Mure."
Mæled da denne: "Det gavner kun lidt, at du knytter mig Paaskud;
"Ikke min Mening forandres saa let, og du rokker den ikke. 220
"Lader os gaae," er hans Ord. Flux vækker han Vagten, og denne
Løser ham af, ved at rykke paa Post. Vagtstedet forlades,
Og, som en Fælle, med Nisus han gaaer, for at lede om Kongen.
Samtlige Skabninger hen over Jord afrysted i Søvnen
Mangen en Kummer, og Hjertet fik Ro, ved at glemme sit Uheld. 225
Teucrernes ypperste Mænd og med disse den kaarede Ungdom
Holdt om de vigtige Ting, og tillige om Riget, et Møde,
Hvad der maa gjøres, og hvilken, som Bud, til Æneas man sender.
Støtted' de staae til de mægtige Spær, og paa Skjoldet de holde,
Midt udi Leiren paa Mark. Flux Nisus forlanger, og med ham 230
Euryalus, med en livelig Hast, fremstædte at vorde:
Tingen er stor - i Forhalingen Tab. Flux tager Jülus
Selv mod de hastende Mænd, og befaler, at Nisus skal tale.
Taled da Hyrtaci Søn: "O! hører med villige Hjerter!
"Ei, Æneader" betragte I blot efter Alderen ene 235
"Det, som vi bringe! Inddyssed' i Viin og i Søvn de Rutuler
"Slumre paa Jord. Et Sted til vor List udkaared vi selv os,
"Hvor udi Porten sig deler en Vei, og som nærmer sig Havet;
"Der Vagtilden er slukt, thi høit imod Stjernerne stige
"Qvalmende Dampe. Tillader man nu, at vi prøve vor Skjæbne, 240
"Samt ved Pallantiums Bye om vor Konge Æneas at lede,
"Hurtigt med Bytte igjen, naar endt er et mærkeligt Blodbad,
"See I os her. Ei Veien saa let skal bedrage vor Vandring;
"Fjernt i en dæmrende Dal vi bemærked den forreste Stadsmuur
"Paa en utrættelig Jagt, og vi øinede Floden, som løb der." 245
Mæled Aletes, af Alder saa tung, og erfaren af Tanke:
"Fædrene Guder, hvis himmelske Magt om vort Ilium værner!
"Altsaa er ei Eders Meed, at fordærve de Troere ganske,
"Saasom I vise et kosteligt Mod og paalidelig Aandskraft
"Selv hos de Unge." Ved saadanne Ord omfavner han begges 250
Skulder og Haand; ja han væder med Graad sine Kinder og Aasyn.
"Hvilken Belønning, I Mænd! fuld værdig saa herlig en Kraftdaad
"Yde vi?" bryder han ud. "Den skjønneste har I erlanget,
"Den, som af Himlen og Dyden i faae! men den fromme Æneas
"Snart vil erlægge den anden paastand, og tillige Jülus, 255
"Flink udi Aar, som ei glemmer saa let en saa kostelig Bistand."
"Nei! jeg selv, hvis eneste Hjelp er at skue min Fader,"
Bryder Ascanius ud, "ved de store Penater, o Nisus!
"Ved Assâraci Lar, samt Vestas Tempel fra Oldtid
"Beder dig saare: (mit kommende Held, samt Fremtidens Tiltroe 260
"Lægger jeg Eder i Skjød!) o bringer mig atter min Fader!
"Hannem I bringe! thi have vi ham, er jo Intet paafærde.
"Tvende Pokaler af Sølv, udzired' med Billedfigurer,
"Gives Jer, hvilke min Fader erholdt, da han stormed Arisba,
"To Trefødder, og derhos af Guld to store Talenter, 265
"Samt, den sidoniske Didos Skjænk, en Kumme fra Oldtid.
"Hvis at erobre Italiens Land, og dets Scepter at fange,
"Bliver i Seiren os undt, og vi selv kunne kaare vort Bytte:
"Skuet du haver jo Turnus' Hest, og hvor gylden i Rustning
"Frem han træder, just den, og hans Skjold, ja den rødmende Hjelmbusk 270
"Forlods vælges til dig: det er din Belønning, min Nisus!
"Derhos to Gange sex Udkaarne af samtlige Qvinder
"Giver min Fader, samt fangede Mænd med den Rustning, de eie,
"Ja! tillige den Mark, som Konning Latinus besidder.
"Dig, hvorom Alt, hvem i nærmende Aar jeg selv udi Alder 275
"Ligner, min Yngling, ærværdig og god! ret saare af Hjerte
"Elsker jeg alt, og jeg vælger dig her til min Fælle i hver Kamp.
"Hvor jeg end virker, forenet med dig vil jeg søge min Hæder,
"Enten jeg stædes i Krig eller Fred, udi Ord og i Handling
"Bygger jeg ene paa dig." 280
   
                             Til denne Euryalus atter  
Mæled saalunde: "Saa værdig en Daad uværdig ei finde
"Mig den kommende Tid, naar ene det ønskede Formaal
"Falder ei smerteligt ud. Dog meer end de samtlige Gaver
"Ønsker jeg inderlig eet: af Priami Æt er min Moder,
"Hvilken ei Iliums Land, den Usalige! mægted at standse, 285
"Dengang jeg gik; ei Konning Acest og hans rolige Mure.  
"Ikke hun ahner, at Faren er nær, som er muligen stor nok.
"Uden Farvel maa jeg ile herfra: lad Nat og dit Haandslag
"Vidne, jeg ikke har Mod til at skue min grædende Moder.
"Skjænk du den Arme (jeg beder) din Trøst! du hjelpe den Svegne! 290
"Lad mig beholde det sikkrende Haab: da gaaer jeg med større
"Mod udi Farer og Kamp." - Med rystede Hjerter de Troer
Brast udi Taarer, dog meer end Enhver den livsalige Julus.
Svarligen rørtes hans Sjæl af den barnlige Kjærligheds Billed.
Derfor han mæler: 295
"Alt jeg lover dig her; thi dit herlige Mod har fortjent det!
"Da skal hun være en Moder for mig; da mangler hun ene
"Navnet Crëusa! Dog at hun har født en saa kostelig Yngling,
"Kræver vor Tak. Hvad Skjæbne endog vil ledsage dit Idræt,
"Høit ved mit Hoved jeg svær, ved hvilket min Fader var vant til: 300
"Alt, hvad jeg loved dig nys, om du heldigen vender tilbage,
"Skal, forenet ihob, tilfalde din Slægt og din Moder."
Sligt han mæler med Graad, og han tager fra Skuldren et Guldsværd,
Hvilket med synderlig Kunst af Lycâon den Gnosier gjort var,
Let, samt haandeligt nok, og forsynet med Skede af Filsbeen. 305
Mnestheus rækker til Nisus et Skind og en Løves Bedækning,
Tottet og striid; med den gjæve Alet omtusker* han Hjelmen. *bytter han
Frem de bevæbnede gaae, og imedens de vandre, en talrig
Sværm af de Bedste - med Ynglinge Mænd - dem følge til Porten,
Under en velmeent Bøn. Mellem Alle den fagre Jülus, 310
Over sin Alder alt Mand udi Mod og tillige i Tanker,
Giver dem talrige Bud for at bringe hans Fader, men Vinden
Splitter dem alle, og veirer dem hen udi Skyerne frugtløst.
Ud over Graven de Vandrende gaae, og i natlige Skygger
Søge de Fjendernes Lejr: dog skulde forinden de bringe 315
Mangen sin Død. Udstrakte i Ruus og i Søvn over Græsset
Skues Soldater iflæng: ved Stranden stod Vogne paa Enden,
Og mellem Tømmer og Helte og Hjul laae Vaabnene splitted',
Samt Pokaler. Flux Hyrtaci Søn udbryder saalunde:
"Eûryalûs! nu bruge vi Haand - nu vinker os Kampen. 320
"Veien er her; og at ikke en Trop kan bevæge sig bag os,
"Maa du besørge - pas paa! nu brug dine Øine saa vide!
"Her vil jeg meie med Sværd, for at lede dig frem ad en bred Vei."
Sligt han mæler, og standser sit Ord. Mod den trodsige Rhamnes
Styrter han frem med sit Sværd, som just paa de høie Tapeter* *tæpper 325
Udstrakt laa, og i mægtige Drag udpustede Søvnen.
Selv var han Drot og en Augur kjær for den mægtige Turnus;
Men at forhindre sin Død ved at varsle han mægtede ikke.  
Tre af hans Fæller, som slumred iflæng mellem Sværd ved hans Side,
Dræbes, tilligemed Remus' Svend, samt Kudsken, som træffes 330
Hestene nær; med sit Sværd afsnitter han Halsen, der hænger.
Konningens Hoved afhugger han næst, og forlader som Bul ham,
Gispende midt udi Blod: af den sorte og lunknede Blodstrøm
Dryppe nu Bænke og Jord. Tillige Lamyrus og Lamus,
Samt den unge Sarrân, som nyligen havde i Natten 335
Spøget saa munter, heel fager af Form, som beruset i Søvn laae,
Med den mægtige Gud i sin Krop. Hvi spøged han ikke
Natten igjennem? Hans Lykke var gjort, om han sværmed til Daggrye.
Saa under Mord gjennem Staldene gaaer den forhungrede Løve:
Hunger tilraader den rædsomme Ting; den tygger og slæber 340
Qvæget, end spædt, som forstummer af Skræk: høit knurrer dens Blodmund.
Mindre var ikke Euryali Drab. Selv han udi Harme
Raser, og talrige, navnløse Mænd af den midterste Stridshob
Falde, Herbêsus og Fadus, samt Abaris lige ved Rhoetus;
Hine i Søvne, kun Rhoetus foer op og beskued det Hele. 345
Bag ved en Kumme saa tung han skjuled sig hurtig i Angsten;
Men i den forreste Deel af hans Bryst hiin skjulte sin Klinge,
Just som han reiste sig op; mordlysten han atter uddrog den,
Blodigen rød. Ud gav han sin Aand, samt spyede Blodet,
Blandet med Viin, i sin Død. Hiin flink fortsætter sit Snigmord. 350
Alt har han banet sig Vei til Messapi Hob, hvor den sidste
Vagtilds Luer at ulme han seer, medens Gangerne, bundne,
Æde af Engenes Græs. Da raaber heel korteligt Nisus
(Saasom han mærked, han førtes for vidt udi Drab og i Mordlyst):
"Lader os standse nu her; thi den fjendtlige Dag er forhaanden: 355
"Ganske tilfulde erlanged vi Hævn: vi har trængt gjennem Fjenden."
Talrige Vaaben af Mænd, af gediegneste Sølv, de forlade,
Kummer tillige, det herligste Værk, og de skjønne Tapeter.
Rhamnis Saddel, og Bælte, besat med de gyldene Bukler,
(Hvilket engang som en Skjænk til Remulus, født udi Tibur, 360
Cædieus, mægtig og riig, da han ønsked sig, fjernet, en Gjæstpagt,
Sendte: i Døden foræred nu hiin det atter sin Søns Søn;
Hvilket, da denne var død, de Rutuler erobred i Kampen:)
Tager Euryalus selv, samt hænger (hvad hjalp det?) paa Ryggen.
Ogsaa Messâpi den passende Hjelm, som er ziret med Fjerbusk, 365
Sætter han paa; og fra Leiren de gaae, for at nærme sig Tryghed.
Just fra Latinernes Mure man sender en Skare af Hestfolk,
Medens den øvrige Hær, som er stillet paa Markerne, dvæler.
Frem de ride, for Konningens Svar at berette til Turnus,
Alle med Skjolde, trehundred i Tal, anførte af Volscens. 370
Leiren de vare alt nær, og tæt imod Muren de ride,
Just som de mærke de To, som vil liste ad Stien tilvenstre.
Hjelmen tillige forraader saa let i det natlige Halvlys
Euryalûs, som erindrer sig ei, at han funkler i Gjenskin.
Ikke forgjæves de sees; fra Troppen tilraaber dem Volscens:
"Standser I Mænd! hvi vandre I der? hvo ere I, Krigsmænd?
"Siger, hvor gaar Eders Vei?"
                                         Dog disse ham svarede Intet;  
Men gjennem Skoven de ile paa Flugt, da de stole paa Natten.
Styrte da Rytterne frem, som kjende saa nøie hver Afvei,
Medens de, spredte omkring, tilspærre med Poster hver Udgang. 380
Dengang laae der en Skov, som med Krat var begroet og Steeneeg,
Rædsom og sort; thi forgroede Tjørn den bedækkede rundtom,
Medens en eenlig Stie fremstak i det virrende Skovstrøg.
Grenenes Mulm og den vægtige Dragt maa Euryalus hindre,
Og, da han gribes af Angst, han bemærker ei Strøget af Veien. 385
Nisus er frie, og, af Ingen forfulgt, uden Fjender, han standser
Nærved en Lund, som er senere kaldt, efter Alba det lange,
Alba's Lund, som var dengang en Stald, der var* Konning Latini. * tilhørte
Standser nu der; men den savnede Ven maa han søge forgjæves.
"Euryalus! udi hvilken en Egn har jeg Arme forladt dig? 390
"Siig mig, hvor følger jeg dig?"
                                          Han søger den forrige Irrgang  
Midt i den skuffende Skov; og tillige de Spor, han bemærked,
Samler han omvendt op, da i Krattet, det tause, han irrer.
Heste han hører - nu mærker han Støj og de Følgendes Fodtrin.
Neppe forgaaer der en synderlig Tid, før hans Øre fornemmer 395
Skrig - og han skuer Euryalus selv. Den forenede Krigstrop,
Hjulpen af Svig og af Nat, og den bratte forvirrende Krigslarm,
River besnæret ham bort, som forgjæves vil prøve paa meget.
Hvad skal han gjøre? hvor eier han Kraft eller Sværd for at skaffe
Ynglingen frie? Mon i Krigernes Hob, for at ende, han selv skal 400
Styrte sig ind, og erlange ved Saar en utimelig Bortgang?
Hurtigt med udstrakt Arm han løfter sin Landse i Veiret,
Skuer mod Luna i Skye, imedens han beder saalunde:
"Naadigt, Gudinde! du sende os Hjelp udi denne vor Qvide !
"Pryd mellem Stjerner! du, Lundenes Værn! du latoniske Guddom! 405
"Haver i Tider, som svunde, min Fader paa Alteret bragt dig  
"Gaver til Baade for mig; har jeg selv dig prydet ved Jagtfæld,
"Hængt udi Hvælvingen op, eller ogsaa ved Porten af Templet,
"Skjænk mig at splitte hiin Sværm, samt styr mine Skud gjennem Luften!"
Sligt er hans Ord, og han griber sig an med sit Legem, og slynger 410
Spydet, som, farende frem, adsplitter de natlige Skygger.
Bagfra rammer det Sulmo i Ryg, hvor det knækkes i Skaftet,
Dog, omend Træet er brudt, i hans Hjerte det trænger sig fremad.
Brat maa han segne, og spyer af sit Bryst den dampende Blodstrøm,
Strækker sig stiv, og i udspændt Pust han bevæger kun Bugen. 415
Splitted' de Ryttere see sig omkring: end flinkere denne
Slynger fra Ørets den øverste Rand, som den anden, en Landse:
Medens de ængstede staae, har han boret med hvinende Spydodd
Tagus' Tindinge to, da den fæsted sig lunknet i Hjernen.
Rase da maatte nu Volscens vild, skjøndt han skuer saa lidet 420
Helten, der Spydet har sendt, som han veed, hvor han vender i Harm sig.
"Vel da! saalænge skal du for dem begge erlægge mig Bøden,"
Raaber han høit, "ved dit Ungdomsblod," og med Sværdet han uddrog,
Iler han flux mod Euryalus frem. Udi Skræk, og bevidstløs,
Giver da Nisus et Skrig; thi at skjule sig længer i Mørket 425
Nænner han ei; og saa mægtig en Qval kan han ikke fordrage.
"Jeg, som har gjort det, er her: vender Sværdet mod mig, imod mig kun.
"Listen, Rutuler! er min; hiin Yngling har vovet paa Intet;
"Himlen skal vidne, ja Stjernerne hist, at han ævner ei Saadant;
"Kun, at han elsked for høit sin usalige Ven, er hans Brøde." 430
Sligt udtalede han; dog Sværdet, som stødtes med Kraft ind,
Dybt gjennem Benene gik, og det sprængte ham Barmen, den hvide.
Ynglingen krymper sig tungt i sin Død; ad de yndige Lemmer
Løber hans Blod, og den segnende Hals paa hans Skulder sig hviler.
Ret som en Blomst, der er broget og væn, som er rammet af Plougen, 435
Visner i Døden; som Valmuens Urt, der med segnende Stængel
Sænker sit Hoved, naar Draaber af Regn nedtrykke den svarligt.
Farer da Nisus i Klyngerne ind; mellem Alle kun Volscens
Søger hans Øie; hans Tanke har Ro kun alene ved Volscens.
Fjenderne pakke sig tætte omkring, og fra samtlige Sider 440
Stødes han nærstrids bort: dog styrter han fremad og svinger
Sværdet, som lyner; i Munden saa dybt paa den skrigende Høvding
Klingen han borer; og selv i sin Død har han fældet sin Fjende.
Flux han kaster sig ned over Liget af Vennen, som dræbtes,
Og, under Spydenes Stød, udi Døden han iler med Glæde. 445
Ja, I lyksalige To! ifald mine Digte formaae det,
Ikke ved Tiden berøves I skal et erindrende Minde,
Mens Æneadernes Æt Capitoliums Klipper urokket
Eier, og Scepteret har over Jorden de Romeres Fader.
Vaaben og Byttet erobre nu flux de Rutuler, som seired; 450
Medens de bringe til Ro, under Taarer, den myrdede Volscens.
Sorgen ei mindre i Leiren er stor, da man finder den dræbte
Rhamnes, og nær ved hans Liig endmere de mægtige Helte,
Numa, ja selve Sarrân. Flux stimle de talrige Skarer
Hen til de neppe Afsjæledes Liig, og til Stedet, som damper 445
Endnu af Blodet, saa frisk, til de skummende blodige Bække.
Byttet erkjendes af Een og Enhver, og tillige Messâpi
Glimrende Hjelm, og det Bælte, de fik ved saa hæftig en Stridskamp.
Alt udi Morgenens Stund Aurora udbredte sin Lysglands
Atter paa Jord, da hun Tithon forlod og hans Leie af Safran. 460
Solen udbreder sig flux, og i Straalerne klarer sig Alt op,
Medens til Vaaben sit Folk, indhyllet i Rustningen, Turnus
Kalder, og samler til Kampen igjen skjolddækkede Rader.
Krigerne samler Enhver, samt ægger ved Ord deres Mod op.
Flux paa en Spids af en oprakt Stang (et bedrøveligt Skue!) 465
Sætte de, medens de følge derpaa, under lydelig Raaben,
Nisi Hoved samt Euryali.
Hen imod Venstre ad Murenes Strøg Æneaderne færdes,
Stilled' i Rækker til Værn (da den høire bedækkes af Floden),
Dække den mægtige Grav, samt staae paa de luftige Taarne, 470
Saare bekymred' i Hu: meest røre dem Heltenes Hoved,
Hvilke de Arme jo kjende saa godt, og som drypper af sort Blod.
Gjennem den ængstede Bye fremfarer den vingede Fama,
Meldende Alt, hvad er skeet; ja selv til Euryali Moders
Øren hun trænger. Flux Varmen forlod den Usaliges Lemmer: 475
Spolerne segned af Haand, mens Spindet henrulled ad Jorden.
Flyver den Arme da ud, og, under den qvindelig Hylen,
Splitter hun Haaret, og iler som vild til de forreste Rækker,
Øverst paa Murenes Rand, ja hverken for Mænd eller Farer,
Ikke for Spyd har hun Sands, medens Luften hun fylder med Klager: 480
"Er det, Euryalus! dig, som jeg seer, mine aldrende Dages
"Stytte og Hvile? hvi nænte du dog, at forlade mig ene?
"Dengang du sendtes, ufølsomme Dreng! til saa rædsomme Farer,
"Undte den sørgende Moder du ei i det mindste en Afskeed?
"Ach i det fremmede Land maa du ligge! for Latiums Hunde 485
"Eller dets Fugle et Rov! Din Moder ei spandt dig en Liigdragt;
"Trykked dit Øie ei fast i din Død, eller baded din Vunde,
"Dækked med Linet dig ei, som, syslende Dage og Nætter,
"Trolig jeg spandt, da i Vævet var Trøst for den Gamles Bekymring.
"Hvad skal jeg følge? hans søndrede Krop og hans knusede Legem - 490
"Ach! i hvad Land er den Elskedes Been? Søn! lønner du saadan
"Moderen? var det for Sligt, at jeg fulgte tillands og tilvands dig?
"Støder mig ned, om I have mig kjær! udskyder, Rutuler!
"Samtlige Spyd imod mig; mig først maae I dræbe med Sværdet.
"Ynk mig, du Gudernes mægtige Drot! ret snart ved din Lynild 495
"Styrte du mig, som du hader saa svart, udi Tartari Afgrund,
"Ach! thi mit grusomme Liv jeg mægter ei ellers at sprænge."
Rysted' de bleve ved saadan en Graad, en bedrøvelig Hulken
Lyder fra Alle: Stridskraften er svag og begynder at sløves.
Saasom hun altsaa udbreder kun Sorg, Idæus og Actor, 500
Efter Jülus, den grædendes, Vink, samt Ilioneï,
Bære paa Hænder den Klagende bort, som de bringe til Hjemmet.
Alt i det skingrende Erts udstødte Basuner i Frastand
Rædsomme Toner; nu følger et Raab, saa det runger i Skyen.
Skjoldtag dannes; og pakked' i Hob fremrykke de Volscer. 505
Graven de prøve at fylde med Jord, og at rokke de Pæle:
Nogle oplede en Port, eller klattre ad Stiger paa Muren,
Der, hvor en Række er tynd, eller Heltenes Skare, ei pakket,
Viser et lysere Gab. Dog Teucrerne øse med alskens
Værge mod disse, og puffe saa flink med de kraftige Stager, 510
Længe jo vante at værne om Muur i den varige Krigstid.
Stene endog af gruelig Vægt nedvæltes, om muligt  
Disse kan knuse den dækkede Hob; dog roligt at taale,  
Under det tættende Skjold, hvad der rammer, forskaffer dem Glæde.  
   
Dog maa de segne tilsidst, overalt, hvor den mægtige Trop gaaer, 515
Styrte og vælte de Troere ned en umaadelig Dynge,  
Hvilken bedækker Rutulernes Mænd; ja det værnende Skjoldtag  
Løsnes tilsidst. Nu ønskes ei meer af de tappre Rutuler,  
Kampen at føre paa Blindmans Viis; men forsøge med Spydkast  
Ned dem at jage fra Vold. 520
   
Hist paa den fjernede Kant den vilde Mezentius slynger  
Høit den etruriske Gran, og han kaster en dampende Ild ind.  
Medens Messâpus, den Kjæmpe til Hest, som er Søn af Neptunus,  
Sprænger i Muren sig Hul, samt lægger ad Murene Stiger.  
   
Eder, Calliope! beder jeg nu! I begeistre min Sangkunst! 525
Nævner de talrige Mord - hver Bloddaad, hvilken med Sværdet  
Turnus bedrev - hvem Enkeltes Stød nedstyrted til Orcus -  
Ja I maae skue med mig paa de mægtige Dele af Kampen!  
Sligt, Gudinder! erindre I kan, og tillige fortælle.  
   
Høit med en kneisende Top og de mægtige Broer et Taarn stod, 530
Sat paa et passeligt Sted; dog dette med samlede Kræfter  
Alle Italiens Mænd at bestorme og styrte ved Mandsmod  
Stræbte med Isver, mens Teucrernes Folk det beskytted med Stenkast,  
Eller udslynged ihob deres Spyd gjennem Hullernes Aabning.  
   
Svinged da Turnus, af Heltene først, imod dette sit Ildblus; 535
Knytted endogsaa til Siderne Ild: udi Stormen den bredes,
Griber i Plankerne fat, samt hænger i Døren, den opaad.
Mændene trippe derinde i Angst, og de søge forgjæves
Frelse fra Nøden. Mens pakked' de staae, og de klynge sig bagtil,
Hen imod Siden, for Luerne frie, ved saa pludselig Tyngde 540
Taarnet slaaer om, og et frygteligt Brag imod Himmelen lyder.
Halvafsjæled' mod Jord, da den vældige Masse de følge,
Borede med deres egne Spyd, eller knuste for Brystet
Hardt mod de vægtige Planker, de gaae. Kun ene Helênor
Slipper med Lycus derfra. Mellem dem er Helenor den Yngste, 545
Hvem for Mæoniens Drot den Tærne Licymnia fødte
Skjult, og sendte, uagtet kun ung, for at kjæmpe for Troja,
Let ved sit blottede Sværd, og forsynet alene med hvidt Skjold.
Som han nu finder sig brat mellem Turni de talrige Tusind,
Og de Latineres Linier seer paa de samtlige Kanter: 550
Ret som et Dyr, der af Jægernes Kreds er saa ængsteligt sluttet,
Raser mod Spydene frem, og, ganske beraad udi Sindet,
Kaster i Døden sig ind, og i Spring over Garnene farer;
Saare som dette mod Fjendernes Hob frem Ynglingen styrter
Blot for at døe, og begiver sig did, hvor han tykkeste Spyd seer. 555
Lycus, en Helt udi Føddernes Løb, gjennem Fjendernes Hobe
Samt mellem Vaaben til Murene flyer, og forsøger med Haand at
Gribe den øverste Tind, for at naae Kameradernes Hænder.
Turnus med Vaaben og Fart ham følger ved Siden, og raaber
Høit som Seirer: "Afsindige Mand! har du haabet at kunne 560
"Slippe min Kraft?" og med saadanne Ord han griber ham selv, som
Hængte, og rykker ham løs med et kjendeligt Stykke af Skandsen:
Som, naar Juppiters Svend med de bøiede Fødder har snappet
Haren, og stiger i Skye, eller ogsaa med Svanen af hviid Lød:
Ret som et Lam, der med klageligt Bræg bliver søgt af sin Moder, 565
Men af den krigerske Ulv er snappet fra Stalden.
                                                                    Et høit Skrig  
Hæves; thi storme de vil, samt Graven opfylde med Jordlag,
Medens med Fakler i Brand de andre mod Tindene slynge.
Ilioneûs med en Steen og en frygtelig Stump af en Fjeldkant
Knuser Lucetius brat, da han nærmer sig Muren med Ildblus. 570
Liger Emathion traf, samt hist Corynæus Asylas,
Dygtige, hiin udi Spyd, som denne i rammende Pile.
Cænus Ortygius traf, dog Turnus den seirende Cænus,
Itys, og Prômolus, lige ved ham, Dioxippus og Clonus,
Idas, og Sâgaris selv, skjøndt de kjæmpe fra Toppen af Taarnet. 575
Capys Privernus: nys ridset han blev af Temillas den lette
Landse; og hurtig han kasted sit Skjold, som en Vild, for at dække
Saaret med Haanden. Da kom der en Piil saa bevinget og hurtig;
Flux til hans Side den nagled hans Haand, samt dybt i hans Indre
Sprængte ved dødeligt Saar hvert Middel, vi har, til at aande. 580
Frem i en kostelig Dragt sig stilled nu Sønnen af Arcens,
Kappen, baldyret med Naal, stak frem ved Iberiens Purpur;
Smuk var han selv udi Aasyn at see, hvem Faderen sendte,
Fostret i Moderens Lund, omkring de symæthiske Bølger,
Der, hvor et Alter, forsonligt og fedt, nu staar til Palicus. 585
Hurtig Mezentius lægger sit Spyd, og den susende Slynge
Dreier han tregange rundt udi Snorene over sit Hoved;
Hiin vil nu vende sig frem, da stødes med smeltede Blyuklump
Tindingen ind, og han kaster ham ned udi Sandet saa vidtstrakt.
Dengang siges Ascanius først udi Kampen at have 560
Sendt sin bevingede Piil, kun vant til at jage det bange
Vildt udi Skoven. Han fældte med Haand den kjække Numanus,
Hvilken tillige var Remulus kaldt, og som nyligen knytted
Sig, som en Ægtegemahl, til Turnus' Søster, den yngre.
Denne i forreste Rad, hvad der passed, og ikke, fortalte, 595
Sqvaldred, og, trodsig i Hu ved det nylig erhvervede Slægtskab,
Nærmed sig fræk, for at gjøre sig krye under følgende Pralsnak:
"Blues I ei ved at stædes igjen bag en Vold i Beleiring,
"Togang fangne? og fægte med Muur imod Fjenden, I Phryger?
"Er det ei Eder, som fordre ved Krig vore Døttre til Ægte? 600
"Hid til Italiens Land hvilken Gud, hvilken Daarskab har bragt Jer?
"Ei er' Atridere her, eller, fiffig i Talen, Ulysses!
"Haard er vor Stamme fra Rod; vore Sønner vi bære til Floden,
"At de kan hærdes saavel udi Vand, som i bitterlig Kulde:
"Drengene vaage paa Jagt! udi Skoven de sysle bestandig, 605
"Og deres Leg er at tumle en Hest, eller skyde en Piil af.
"Ynglingen, hærdet i Arbeid og Slid, samt vænnet til Lidt kun,
"Tvinger med Hakken sin Jord, eller ryster de Byer i Krigsfærd.
"Hele vor Tid under Vaaben gaaer hen, og med Landsen, vi vende,
"Prikke vi Studenes Ryg: end ikke den sløvende Alder 610
"Svækker vor Kraft og vort Mod, eller mægter at ændre vor Raskhed
"Graae Haar trykke med Hjelmen vi ned, bestandig at samle
"Bytte paany, See! det er vor Lyst, og at leve af Rovgods.
"Safranskjortlen, baldyret ved Naal, og det straalende Purpur
"Skaffer Jer Lyst: som uvirksomme Folk kan I sysle med Chordands. 615
"Kjortlen har Ærmer endog! Eders Hat er jo pyntet med Bændler!
"Phrygiske Qvinder, ei phrygiske Mænd! over Dindymi Bjergtop
"Klattrer, hvor Fløiten, som før, udbreder sin Tone med Tvehul.
"Tys! Berecyntiske Buxbomshorn, og Gudinden paa Idas
"Trommer Jer kalder! men viger for Sværd; thi kun Helte har Vaaben." 620
Denne, som praled med saadanne Ord, samt varslede rædsomt,
Døied Ascanius ei; fremvendt, med en Hestehaars Line
Spænder han Buen med Kraft; sine Arme han skiller nu flux ad,
Stemmet mod Jorden, og Juppiter selv han ydmygeligt beder:
"Juppiter! mægtige Gud! skue venligen ned til mit Idræt! 625
"Selv ved dit Tempel opstille jeg vil en betydelig Gave!
"Qvien, saa hvid som en Snee, vil jeg føre som Offer til Altret,
"Pyntet om Hornet med Guld, der kneiser som Moderen statligt,
"Hvilken at stange formaaer, og at sparke i Sandet med Foden."
Faderen hørte hans Bøn, og tilvenstre paa Himmelens lyse 630
Side han braged: i Tordenen klang den fortærende Bue,
Og med et frygteligt Hviin foer Pilen afsted, som blev afskudt.
Tvert gjennem Remuli Hoved den gaaer, og den hvælvede Tinding
Spaltes. "Nu, Kryster! nu gaae! for at spotte de Stærke med Pralord!
"Sligt er det Svar, som Rutulerne faae, skjøndt vi fangedes togang." 635
Dette var ene Ascanii Ord: høit Troerne skrige,
Larme af Glæde, og stolt imod Skye deres Hjerter de hæve.
Just fra sin Æther og Himmelens Egn skjønlokket Apollo
Kaster fra oven et Blik paa Ausoniens Byer og Kampen,
Høit udi Skyen, og taler nu sligt til den seirende Julus: 640
"Hil dig, min Dreng! til saa kostelig Daad! saa gaaer man mod Himlen!
"Du, som af Guder er født, og som Guder vil avle: med Rette
"Kommende Krige skal bringes til Ro ved Assâraci Afæt.
"Ilium rummer dig ei."
                                Sligt talt, fra den øverste Æther  
Daler han ned; og den luftige Skye han splitter, da flux han 645
Hen mod Ascanius gaaer. Udi Væxt og i Mine han vorder  
Butes, en aldrende Mand, der tjente den Troer Anchises  
Fordum i Krige som Svend, og som trolig Bevogter af Døren
Nu var han sat til Ascanii Ven af hans Fader. Apollo
Gik, og var Oldingen liig udi Alt, udi Stemme og Farve, 650
Samt i det graanende Haar og den svarligt raslende Rustning.
Denne tiltaled saalunde med Ord den flammende Julus:
"Søn af Æneas! dig være det nok, at du fældte Numanus,
"Uden at bøde for Sligt! den store Apollo dig skjænker
"Denne din tidligste Roes; som hans egne han under dig Pile. 655
"Skaan dig herefter, min Søn, udi Krig!"
                                                      Sligt mæled Apollo,  
Og for de Menneskers Blik han svandt udi Midten af Talen,
Medens fra Øiet han steeg i den fjerne og finere Luftegn.
Kjendte da Troernes Høvdinge flux deres Gud og hans Vaabens
Himmelske Glands, og fornam, i hans Gang hvor det rasled i Koggret. 660
Altsaa Ascanius, gridsk efter Kamp, (sligt bød jo med Gudssprog
Phoebus!) betvinge de flux; medens selv udi Kampen de atter
Ile, og stæde med Mod deres Liv i den synlige Fare.
Over den samtlige Muur, gjennem Skandserne løber et Krigsskrig.
Buerne spændes med Kraft, og flink med de Remme man slynger. 665
Jorden bedækkes med Spyd: medens Skjolde og buggede* Hjelme *hule
Give i Huggene Skrald, og en Kamp, hvor det koster, begynder.
Som, under Kiddenes Stjerner, med Regn udi Vesten et Uveir
Stiger og pidsker vor Jord: saa talrigen Stormene slynge
Haglkorn ned udi Søe, naar Juppiter, svøbt i en Sydvind. 670
Driver den vaade Orcan, samt sprænger de Skyer i Luften.
Pandarus, samt Bitiâs, Alcânors Sønner fra Ida,
Hvem udi Juppiters Lund opfostred den vilde Hiêra,
Ynglinge, ranke som Stammer af Fyrr paa de fædrene Bjerge,
Aabne den Port, som ved Høvdingens Bud var dem given at vogte 675
Medens, ved Sværdene krye, de æske de Fjender til Muren.
Begge derinde som Taarne de staae, imod venstre og høire,
Væbned' med Glavind, og Hjelmen saa blank paa det kneisende Hoved;
Ret som ved Floder, som flyde saa klart, udi Luften sig hæve,
Enten ved Athesis' yndige Bred, eller ogsaa ved Padus, 680
Tvillingestammer af Eeg, der løfte mod Himlen den høie
Vildtbevoxede Top, og i Skyerne nikke med Kronen.
Frem sig styrter Rutulernes Hob, som den aabnede Port seer.
Quercens først udi Hast, og Aquîcolus, smuk i sin Rustning,
Imarus tillige, med brusende Mod, og den krigerske Hæmon 685
Vendte tildeels deres Ryg med de samtlige Tropper og flygted,
Eller de lod deres Liv, ret lige ved Døren og Porten.
Harme nu luer i fuldere Grad i de brusende Hjerter:
Alt de Trojaner forenes ihob, samt flokke sig didhen,
Vove i Kampen at gaae, og fordriste sig længere fremad. 690
   
Turnus, de Krigeres Drot, da han raser saa vildt paa en Udkant,
Stædende Fjenden i Nød, tilmeldes ved Bud, at saa rædsomt
Troerne rase med Drab, og i aabnede Porte har viist sig.
Flux han slipper sit Meed, og, flammende vildt udi Harme,
Styrter han frem mod Dardanernes Port og de trodsige Brødre. 695
Nærmest Antîphates lægger han ned, som den Første, han mødte,
Slegfredavlet af Sârpedon selv ved en Moder fra Theben,
Brat ved sit slyngede Spyd. Den italiske Hyben sig trænger
Frem i den viftende Luft: udi Halsen, foroven ved Brystet,
Farer den ind; fra det sortnende Saar, som en Hule, sig vælte 700
Skummende Bølger, og Jernet er varmt i den rammede Lunge.
Erymas fælder han næst ved sin Haand, med Aphidnus og Merops;
Bitias ogsaa, der syder af Harm, i det luende Øie,
Ei ved et Spyd, thi med Landser og Spær han berøvedes Liv ei;
Men Hellebarden kom susende frem med en lydelig Hvinen, 705
Slynget saa brat som et Lyn; imod dette to Rygge af Oxer,
Samt hans Pantser, saa troligt belagt med de dobbelte Guldskjæl,
Værnede ei; og den mægtige Krop sank ned i en Bunke.
Gungred da Jorden, og Skjoldet med Larm nedstyrtede paa ham,
Ligesom sank der engang paa euboeiske Kysten ved Bajæ 710
Brat af Granit en Pilar, som, huggen af mægtige Blokke,
Frem man stilled som Værn udi Søe; naar denne nu forlæns
Trækker sit Fald, ved at styrte med Pladsk udi Vandet, til Hvile,
Bølgerne muddres, og Sandet saa sort opstiger fra Bunden;
Høien Prochyta gjenlyder af Brag, og det vægtige Bolster 715
Inarimê, som, paa Juppiters Bud, paa Typhoeus er udbredt.
Mars, som er mægtig i Krig, udbreder nu Kræfter og Kamplyst
Blandt de Latiner; den hvæssede Odd imod dennem han vender,
Samt udbreder blandt Teucrerne Flugt og forblindende Rædsel.
Alle de flokkes nu hid, da de finde til Kampen en Adgang; 720
Guden for Krig har besat deres Hu.
Efter at Pandarus seer med det knusede Legem sin Broder,
Ogsaa hvorlunde det Hele er fat, i hvad Stilling er Tingen,
Porten med frygtelig Kraft paa den dreiede Hængsel han knuger,
Stemmet imod, med sin Skulder saa breed, skjøndt mangen en Landsmand, 725
Spærret af Muren, han stæder forladt i den grusomme Stridskamp,
Medens de Andre, som trængte sig ind, han beholder og fængsler.
Daarlige Kriger! som ikke har seet, at i Midten af Sværmen
Styrted Rutulernes Drot, for i Leiren at spærres med Forsæt,
Ret som en Tiger saa vild, som er stædt i den feigere Qvæghjord. 730
Flux et usigeligt Lys dem funkler for Øiet, og rædsomt
Løde de Vaaben; den blodige Busk fremzittrer paa Issen,
Og fra det mægtige Skjold udsendes de blinkende Lynglimt.
Kjende da maatte det rædsomme Syn og de vældige Lemmer
Helten Æneas' skræmmede Mænd. Frem Pandarus springer, 735
Mægtigen stor: da han luer af Harm for sin myrdede Broder,  
Skriger han. "Her du ei seer Amata's Borg og din Medgift!  
"Ikke med fædrene Muur Ardêa omslynger sin Turnus!  
"Fjender du skuer i Leir! herfra skal du ikke saa let gaae."  
   
Rolig og freidig i Sind tilsmiled ham Turnus, og sagde: 740
"Eier du Mod i dit Bryst, saa begynd! lad os prøve paa Kampen!  
"Melde du Priamus kan, at I ogsaa fandt her en Achilles."  
   
Taled saa Denne. Af Knuder ujævn og bedækket med raae Bark  
Svinges en Landse af Hiin, og de samtlige Kræfter han bruger.  
Luften optager dens Saar; thi hurtig Saturnia Juno 745
Dreier den kommende bort, saa den hæfter sig fast udi Porten.  
   
"Eia! men dette mit Spyd, som slynges imod dig af min Haand,  
"Neppe undslippe du skalst; saa styrer jeg Sværdet og Saaret!"  
Sligt er hans Ord; og han løfter sig høit med sit hævede Glavind:  
Lige i Midten han deler hans Brask med sit Sværd, mellem begge 750
Tindinge, samt med umaadeligt Saar de uskjæggede Kjæver.  
Bragen man hører; saa mægtigt et Fald monne Jorden bevæge:  
Lemmerne synke ihob, og sin Rustning, plettet af Hjernen,  
Kaster han døende ned; udi ligeligt Stykke hans Hoved  
Sænker sig ned over Skuldrene, deelt, imod høire og venstre. 755
   
Flux udi bævende Frygt sin vende de Troer og flygte.  
Ja! hvis den seirende Helt flux havde betænkt udi Sinde,  
Porten at sprænge med Haand, samt aabne for Fællerne Adgang.  
Sikkert den yderste Dag var kommen for Krigen og Folket.  
Men en usigelig Lyst efter Blod, og Forvildelse fører 760
Ham, der luer, mod Enkelte frem.  
Phaleris rammer han først, samt, skjaaren i Haserne, Gyges;  
Snapper saa Spyd fra den flygtende Hob, som han støder i Ryggen.  
Juni forskaffer ham Mod, og forlehner ham Styrke tillige.  
   
Halys han føier til disse, og Phegeus, rammet i Skjoldet; 765
Samt, da de stode paa Muren og streed, skjøndt i Kampen uøved',  
Halius hist og Alcander, med Prytanis ogsaa Noêmon.  
Lynceus kjæmper imod, og han raaber tillige paa Sine;  
Dog, med sit lynende Sværd, oplænet tilhøire mod Muren,  
Kommer han først: udi Nærstridskamp ved et eneste Sværdhug 770
Ruller hans Hjelm med hans Hovede bort. Næst fældes Amycus,  
Dyrenes Bane, hvis Lige var ei i at væde med Haanden  
Spydet, og dyppe tillige i Gift Jernpilenes Odder:  
Elytius, Æoli Søn, samt Musernes Elskede, Eretheus,  
Eretheus, Musernes Ven, for hvilken bestandigen Lyren, 775
Samt at digte, var Lyst, og at stemme til Tonerne Strengen,  
Naar han om Gangere qvad, om Heltenes Vaaben og Kampdyst.  
   
Endelig komme, da Budet er bragt om de Ringeres Mandfald,  
Teucrernes Høvdinge frem, Mnestheus og den flinke Serestus,  
Hvilke de Fæller omsplittede see, og at Fjenden er blandt dem. 780
Mnestheus raaber: "Hvorhen vil I flye? og hvorhen vil I stile?  
"Hvor faae I Mure paany? har tilovers I atter en Ringmuur?  
"Skal da en eneste Helt, indzirklet, I Borgere! rundtom  
"Her af vor Skandse, saa rædsomt et Mord udøve i Leiren  
"Plat uden Straf? skal han styrte i Død vore herligste Svende? 785
"Kan vort usalige Land - vore evige Guder - Æneas,  
"Kraftig og ædel, ei vække jer Ynk eller Blussel, I Feige?"  
   
Ægged' ved saadanne Ord de bestyrkes, og, flokked' i Hobe,  
Stimle de sammen. Fra Kampen nu gaaer, men saa lempeligt, Turnus,  
Baner til Vandet sig Vei, og til Kanten, som Floden omringer. 790
Derfor de Teucrer, med stærkere Skrig, angribe sig hæftigt,  
Saare fortykked' ihob: som en Skare, der plager den vilde  
Løve med rammende Spyd, medens denne, som bliver forfærdet,  
Trækker sig bort udi Harm, med et truende Øie, at vende  
Ryggen, forbyder dens Trods og dens Kræfter; men vove en Moddyst 795
(Hvilket den ønsker) det ævner den ei imod Jægernes Vaaben.  
Turnus, som denne, ei ganske bestemt, dog uden at ile,  
Trækker tilbage sin Gang, medens Harme ham syder i Hjerte.  
   
Selv under dette mod Fjendernes Hob fremstyrter han togang;  
Togange jog han den ængstede Flok over Muren paa Flugten. 800
Brat forenes dog Hæren paany og forsamler sig hurtigt.  
Ogsaa at yde ham saadan en Kraft Saturnia Juno  
Drister sig ikke, da Juppiter selv den luftige Iris  
Sendte fra Skyen til Søsteren ned, med en haardelig Trudsel,  
Dersom fra Troernes mægtige Muur bortiled ei Turnus. 805
   
Ynglingen altsaa har Kræfterne tabt til at bøde med Skjoldet,  
Haanden har Styrken forliist, og, under saa vældig en Spydregn,  
Segne han maa. Med et ideligt Brag om den hulede Tinding  
Knager hans Hjelm, og det hamrede Erts under Stenene sprækker.  
Spaltet fra Hovedet synker hans Busk, og ved Huggene knuges 810
Knappen paa Skjoldet: frem trænge med Spyd de Trojaner og selve  
Mnestheus, Helt som et Lyn. Brat strømmer fra Legemet trintom  
Sveden, som driver i Strømme saa sort, (til at aande, ham undes  
Neppe en Frist!) og hans mattede Krop under Stønnen bevæges.  
   
Nu var det først, med et styrtende Spring, under samtlige Vaaben, 815
Ned han i Bølgerne foer. Flodguden den Kommende tager  
Op i sin gulige Strøm, og i venlige Vover ham vugger,  
Vasker hans blodige Stænk, og geleider ham froe til hans Krigsfolk.  

Tiende sang

Tilbage