TOP

Titelside eller Index

Tiende Sang.
Indhold
Juppiter sammenkalder en Forsamling af Guderne, hvori han formaner dem til Enighed (v. 15); hvorimod Venus paataler Trojanernes Ret, og viser, at de have lidt nok, til eengang at faae Ro (v. 62), skjøndt Juno paa sin Side troer, at det er Trojanerne, som have været Skyld i den nærværende Krig, eller vel endog Venus selv, som er den allerførste Grund (v. 95). Da Juppiter ikke kan bevare Enighed mellem Gudinderne, erklærer han sig selv for neutral, og overlader Alt til den retfærdige Skjæbne (v. 117). Imidlertid storme Rutulerne løs mod Skandsen, som Trojanerne forsvare saa godt, det lader sig gjøre (v. 145); men paa samme Tid kommer Æneas tilbage fra Etrurien, og paa 30 Skibe bringer han mangfoldige Hjelpetropper med sig (v. 214), og af de forvandlede Nympher faaer han at vide, hvorledes Sagerne staae (v. 255). Han vil gjøre Landgang, men Rutulerne vende sig nu imod ham; et hæftigt Slag tager sin Begyndelse (v. 364), og iblandt de Mange, som dræbes, fældes ogsaa Pallas, Evanders Søn, af Turnus (v. 509). Da opflammes Æneas, og hele Hobe af Døde optaarnes under hans Sværd (v. 601), og i det samme gjør ogsaa Ascanius Udfald fra Leiren. Nu ængstes Juno for Turnus, og danner et Phantom, liig Æneas, som hun lader ham forfølge; men da Phantomet er flygtet op paa et Skib, og Turnus forfølger det ogsaa der, sprænges Landtouget, og Turnus drives ene ned til Ardea (v. 688). Nu styrter Mezentius ind, men saares; og da Lausus vil forsvare sin Fader, fældes han af Æneas (v. 832). Da styrter Mezentius selv ind paa Helten, imod hvilken han finder sin Død (v. 908).
Slottet sig aabnede alt udi Almagtens Hjem i Olympen;
Gudernes Fader og Menneskers Drot samkalder til Møde
Her udi Stjernernes evige Hjem, hvor de samtlige Lande
Skue man kan, de Dardaneres Leir og Latinernes Stammer.
Salen, med dobbelte Døre, er fyldt; flux Selv han begynder: 5
"Mægtige Guder i Skye! hvad haver saa ganske forandret
"Al Eders Tanke? Hvi kjæmpe I saa med ubillige Hjerter?
"Jeg har forbudt, udi Kamp de Italer at mødes med Troer;
"Hvilken Uenighed trodser mit Bud? Hvilken Angst eller Rædsel
"Driver da dem eller hine, til Vaaben at æske og Glavind? 10
"Kampenes retlige Stund - o henter den ikke! - vil komme,
"Naar mod de Romeres Borg det vilde Carthago vil eengang
"Bringe forfærdelig Nød gjennem Alperne, hvilke det aabned:
"Da kan I kjæmpe med Had; først da vil jeg unde, man raner;
"Nu maa I taale, at fredelig Pagt udi Glæde vi slutte." 15
Taled saa Juppiter kort; ham svared den gyldene Venus,
Saare udførligen, sligt:
"Du, mellem Guders og Menneskers Æt alvældige Fader!
("Er der vel Anden, til hvilken vi tye, som vi vende vor Bøn til?)
"Skuer du ikke Rutulernes Trods? eller Turnus, som styrter 20
"Stolt paa sin Ganger i Hobene frem, medens, heldig i Slaget,
"Trodsig han stormer? den spærrede Muur kan ei sikkre de Troer;
"Inden for Portene selv - paa Murene - lige paa Skandsen,
"Yppe de Strid, og de fylde med Blod udi Strømme den Voldgrav.
"Fjernt er Æneas, som ahner det ei. Fra Beleiring at frelses, 25
"Vil du ei unde dem meer? Frem trænger sig atter en Fjende,
"Ind mod det stigende Iliums Muur; fornyet en Hær staaer,
"Og imod Teucrer sig hæver igjen fra Ætolernes Arpi
"Hist Tydiden! Nu mangler kun det, at jeg atter skal saares,
"Og at din Datter maa ængstelig flye for en Dødeligs Vaaben. 30
"Dersom imôd dine Vink, eller Gudernes Ønske, de Troer
"Søge Italiens Land, da lide de Straffen, og ikke
"Monne de fange din Hjelp! Men fulgte de Varsel af Skjæbnen,
"Hvilke dem Guder og Aanderne gav, hvi mægter da Nogen
"Plat at forandre dit Bud, eller danne dem Skjæbne som forfra? 35
"Hvad vil jeg tale om Snækkernes Brand paa Siculernes Strandkant?
"Eller om Vindenes Drot og de brusende Stormes Orcan, som
"Kom fra Æolias Øe; eller Iris, som foer gjennem Skyen?
"Selve de Maner endog (den Deel var i Skabningen endnu
"Ikke forsøgt!) har hun vækket til Liv! fremsendt imod Jorden, 40
"Raser med eet, som en Vild, mod Italiens Byer Alecto.
"Ei for at seire, nu kjæmper jeg meer; sligt haabed jeg, dengang
"Lykken var mild; den seire, hvem du har befalet at seire!
"Gives der ikke en Egn, som din grusomme Kone vil unde
"Teucrernes Stammer - ved Iliums Brand, ved den styrtede Bye jeg, 45
"Fader! anraaber dig her: forund, at Ascanius slipper
"Frie for Vaaben og Spyd! Lad ham blive tilovers, mit Barns Barn!
"Selv i den fremmede Egn omtumlet da vorde Æneas;
"Hvor udi Skjæbnen anvises ham Vei, did vandre han fremad,
"Naar imod Ulivs Kamp kun Denne jeg frelser og skytter! 50
"Paphos jeg eier, det høie, med Amathus ogsaa Cythere,
"Samt mit Idalia's Lye: uden Roes, uden Ære han bringe
"Livet til Ende hos mig! da befael, at Carthago med Voldsmagt
"Trykker Ausoniens Land; imod Tyriers Byer vil Intet
"Vove at kjæmpe. Hvad gavned det vel, at de frelstes fra Krigens 55
"Trykkende Nød, at de flygtede trygt gjennem Grækernes Ildbaal,
"At de bestode i Kamp imod Søe og de mægtige Lande,
"Naar udi Latiums Land det Troja, de søge, skal styrtes?
"Heller de sidde i Fædrenes Egn paa de Jordedes Aske,
"Der, hvor Troja dog fordum stod! Giv atter de Arme 60
"Xanthus og Simoïs' Strøm! Und, Fader! de Troere atter,
"Hist at begynde paa Iliums Nød!"
                                                      Den mægtige Juno,
Dreven af gruelig Harm, udbrød: "Skal jeg tvinges at bryde
"Taushed, og yttre i Ord den Qval, som jeg længe fordulgte?
"Hvilken af Guders og Menneskers Æt har befalet Æneas 65
"Krig at yppe, og styrte med Vold mod Latinernes Konning?
""Skjæbnen ham tvang til at drage herhid, til Italien - "" vel da!
"Var det ei heller Cassandras Vink?! Men have vi bedt ham,
"Selv at forlade sin Leir, eller Livet betroe til en Stormvind,
"Anfortroe til en Dreng Krigslykken og Værnet om Muren, 70
"Samt forvirre Tyrrhenernes Pagt og de rolige Stammer?
"Hvor er den Gud, som forlokkede ham? Ja hvor er mit haarde
"Tvangsbud? Siig, hvad gjorde vel jeg, eller Iris fra Skyen?
   
"Er det en Skam, at Italernes Folk omgive med Ildblus
"Teucrernes voxende Bye? at Turnus maa staae i sin Hjemstavn, 75
"Hvem Pilumnus er Æt, og Gudinden Venilia Moder?
"Skal da med dampende Blus de Trojanere hærge Latiner,
"Bringe de fremmede Marker i Aag, eller drage med Ran bort?
"Kaare sig Svigerforældre, og liste fra Elskeren Bruden?
"Tigge om Fred udi Ord, men fæste paa Stavnene Vaaben? 80
"Bort fra de Grækeres Haand du mægted at skaffe Æneas,
"Samt i den Kjæmpendes Sted Luftsyner at skabe og Taager,
"Ja udi ligeligt Tal deres Snækker at danne til Nympher:
"Er det en gruelig Synd, at forlehne Rutuler lidt Bistand?
"Intet Æneas den fjernede veed - lad ham Intet da vide! 85
"Naar du Idalium har, samt Paphos og høien Cythere,
"Hvi vil du tirre en krigerisk Bye og de modige Krigsmænd?
"Stræber da jeg at fordærve de synkende Troeres usle
"Vælde? Mon jeg? Nei, snarere den, som de arme Trojaner
"Jog imod Græker. Hvis Skyld er det vel, at mod Asien opstod 90
"Hele Europa i Krig? hvo krænkede Pagten ved Tyvsdaad?
"Ledtes den troiske Elsker af mig til at storme mod Sparta?
"Finge de Vaaben af mig? fortsatte jeg Krigen med Glæde?
"Da var det saare tilpas, at du frygted for Dine; nu lyder
Klynken utidigen her; nu vækker forgjæves du Ufred!" 95
Juno erklærede Sligt, og de samtlige himmelske Guder
Mumled iflæng, udi Meninger deelt', som det tidlige Vindkast,
Hvilket man mærker at suse i Skov, naar det vælter med dump Lyd;
Hveden de Gutter bebudes paa Skib, at Orkanen er nær dem.
Flux den mægtige Gud, hvem Magt over Alt er betroet til, 100
Taler, og Gudernes vældige Borg ved hans Tale forstummed.
Jorden, saa vægtig, er taus; brat tier den rugende Æther;
Zephyrus lægger sin Vold; taus hviler den jævnede Søegang.
"Hører nu dette mit Ord! samt fæster det nøie paa Hjerte!
"Saasom at knytte Ausoniens Folk til de Troer ved Fredspagt, 105
"Lykkedes ei, og Uenighed her, mellem Eder, ei ender:
"Hvad der end træffer i Dag, samt hvilken Forhaabning man nærer,
"Troerne selv og Rutulernes Mænd skulle gjælde mig lige;
"Enten Italernes Skjæbne er Skyld, at blokeret er Leiren,
"Eller det skeedte ved Troernes Skyld og forfeilede Gudssvar. 110
"Ogsaa Rutulerne skaaner jeg ei. Som Enhver har begyndt det,
"Døie han Skjæbne og Nød; thi Zeus for dem Alle er Konge.
"Skjæbnen vil bane sig Vei!"
                                            Ved sin Broders de stygiske Bølger,  
Ja ved de Strande, som syde med Beeg og med sortnende Hvirvler,
Nikker han; og ved sit Nik han bevæger det store Olympen, 115
Intet man talede meer; thi Juppiter selv fra sin Guldstôl
Reiste sig op, og de Guder ihob ham fulgte til Døren.
Nu de Rutulere stræbe saa flink ved de samtlige Porte
Helte at myrde ved Sværd, samt Muren at hærge ved Luer,
Medens, omgjærdet af Vold, Æneadernes Skare er fangen, 120
Blottet for Haabet at flye. Forgjæves paa Taarnenes Tinde
Stande de Arme til Murenes Værn med fortyndede Rækker.
Asius, Imbrasi Søn, Hicetâons Pode, Thymoetes,
Af de Assarâker to, samt Thymbris den gamle med Castor,
Danne den forreste Rad. Dem tvende af Sarpedons Brødre, 125
Clarus og Themon, forene sig med, fra det lyciske Høiland.
Ret en forfærdelig Steen, med sit Legemes samtlige Kræfter,
Ikke den ringeste Deel af et Bjerg, den lyrnessiske Acmon
Løfter, som Faderen Clytius stærk, og som Broderen Mnestheus.
Hist man søger med Spyd, og her at forsvare med Steen sig; 130
Andre berede et Blus, eller lægge paa Strængene Pile.
Frem af den midterste Hob, som Idalias værdige Yndling,
See! Dardaniens Prinds*, som har blottet det yndige Hoved,  *Ascanius
Blinker nu frem, som en kostelig Steen, der i Guldet er indsat,
Enten for Hals eller Hoved en Pryd. Som ofte, med Kunstklygt 135
Fattet i Buxbomstræe eller Orici Træe Terebinthus,
Filsbeen straaler: saa hvid er hans Hals, hvor de rullende Lokker
Bølge sig frem, skjøndt de knyttes med Baand af det hamrede Guldslag.
Ismarus! ogsaa bemærkedes du, høimodige Krigshelt!
Medens du stilede Saar, og du dypped din Piil udi Giftsaft, 140
Helt fra Mæoniens Land! hvor de pløiede Marker saa fede
Dyrkes af Mænd, og hvor Pactoli Flod fremruller med Guldsand.
Ogsaa var Mnestheus nær, hvem Æren, at nylig han bortjog
Turnus fra Leiren og Skandsernes Vold, opløfter med høit Mod.
Capys tillige er nær, som forlehned Campaniens Bye Navn. 145
Medens nu disse gjensidigen svart udi haardelig Ufred
Mødtes i Kamp, gjennem Bølgerne skjar udi Natten Æneas.
Da fra Evander han kommer alt nær de Etrusceres Leirplads,
Søger han Kongen, samt melder sit Navn og tillige sin Herkomst,
Hvad han forlanger, og bringer dem Selv; hvilke Hære nu atter 150
Samlet Mezentius har. Om den trodsige Turnus han taler;
Viser tillige, at Menneskers Ting er kun lidet at troe paa;
Knytter saa Bøn til sit Raad. Da tøver ei længere Tarcho:
Slutter en Pagt og forener sin Hær. Løsbundne fra Skjæbnen,
Stege, som Guderne bød, de Lydere alle paa Snækker, 155
Anfortroed' den fremmede Drot.
                                                            Den anæiske Bagstavn
Skyder sig fremmest: Bugsprydet er klædt med de phrygiske Løver;
Ida foroven man seer, som er kjær for de vandrende Troer.
Her har Æneas, den kraftige, Plads, som i Tankerne vælter
Krigens ustadige Gang. Ret lige ved Siden tilvenstre 160
Klynger sig Pallas; grant stirrer hans Blik paa de Stjerner, som vise
Vei i den dæmrende Nat; paa Land og paa Bølge han stridt har.
Lukker, Gudinder! nu Helicon op! fortæller i Sangen,
Hvilke de Hære nu var', som hid fra Etruriens Kyster
Helten ledsage, bemande hans Skib og paa Søen ham følge! 165
Bølgerne spaltes af Massicus først, paa den kobberne Tiger;
Tusinde Ynglinge staae under ham, som Clusiums Mure
Eller som Cosa forlod': de bære til Vaaben paa Skuldren
Pile, og Kogger saa let, og tillige den myrdende Bue.
Abas, den barske, er næst; hvem, klædte i kostelig Krigsdragt, 170
Følger en Skare; Apollo af Guld fremsmiler paa Stavnen.
Ham Populonia gav (hans Hjem)* sexhundrede Ungmænd,  *hans fødeby, Populonia
Alle erfarne i Krig; trehundrede Andre ham skjænked
Ilivaøen, utømmeligt riig paa Staal i sin Bjergschacht.
Guders og Menneskers Tolk ledsager dem nærmest, Asylas*  *en augur 175
Hvilken de Stjerner i Skye adlyde, samt Dyrenes Fibrer*, *indvolde
Fuglenes skrigende Røst, og de Glimt af den varslende Lynild.
Tusind han fører, sampakked' i Hob med de rædsomme Landser.
Pisa at lyde dem bød, som haver Alphêus til Udspring,
Skjøndt den er Bye i Etruriens Land: den yndige Astur, 180
Astur, stolt ved sin Hest og de prægtige Vaaben, ham følger.
Alle med Lyst til at gaae, sig føie, trehundrede, til ham,
De, som i Cære har Hjem, eller fødtes paa Minions Marker,
Pyrgus' bedagede Bye og det saare usunde Gravisca.
Heller ei dig, du fortrinligste Drot for Ligurer i Kampen, 185
Gaar jeg, Cinyras! forbi, og Cupavo, som følges af faa kun.
Han over Issen er ganske bedækt, liig en Svane, med Duunfjer,
Straffen for Kærligheds Lyst, samt et Minde om Faderens Skabning.
Cycnus, man siger, af Sorg over Phaëton, hvilken han elsked,
Mens, under Søstrenes Lye, han, dækket af Poplernes Løvværk, 190
Klager i Qvad, og i Kjærlighedssorg Sangpigen ham trøster,
Vorder bedaget, og dækket paa Krop med de blødeste Fjerduun,
Just som han iler fra Jord, og med Toner opstiger mod Himlen.
Sønnen, som bringer paa Snækkerne frem Jævnaldrendes Krigshob,
Skyder den store Centaurus afsted under Aarer; Centauren 195
Farer i Vandet, og truer den Søe med et frygteligt Steenkast,
Svimlende høi, og med Kjølen saa lang Havdybet den furer.
Ocnus med disse, fra fædrene Kyst, fremkalder sin Krigshob
Avlet af Tuscernes Flod og tillige af Seersken Manto,
Hvilken, som Moderens Navn, saa Mure dig, Mantua! skjænked, 200
Mantua, riig ved sin Æt. Dog Slægten var ikke den samme;
Stammerne vare kun tre; fiirdobbelt hver enkelt var afdeelt;
Selv var den Hoved for Alle; af Tuscernes Stamme var Hæren.
Her femhundrede Mand Mezentius væbner imod sig:
Mincius, Søn af Benâcus, omgiven med blaalige Sivrør, 205
Fører dem ud imod Søe, afmalt paa den fjendtlige Snække.
Tung er Aulestes' Gang, som kraftigt med hundrede Aarer
Bølgerne slaaer; naar han rører i Søe, flux skummer det Saltvand.
Ham fremfører en Triton saa stor, som med Concha forfærder
Dybet, det blaae; indtil Siderne ned, naar han svømmer, det laadne 210
Væsen har Menneskeform, men hans Bug er til Enden en Hvalfisk,
Og mod den Vildmands Bryst dump murre de skummende Bølger.
Disse de kaarede Høvdinge gik paa de tredive Snækker
Troja til Hjelp, og de skjare med Erts Saltbølgernes Flade.
Dagen og Lyset fra Himmelen sank; i sin natlige Vognstoel 215
Midt paa Olympen nu agede frem den velsignede Phoebe.
Helten (da Kummer og Angst forunde ei Lemmerne Hvile)
Stiller sig selv, for at styre, tilroers, og han hjelper ved Seilet.
See! udi Midienat, som et Chor, ham møde hans egne
Selskabssøstre, de Nympher i Flok, som den hulde Cybele, 220
Søen at eie til Guddomshjem, og fra Snækker at vorde
Nympher, befoel. De svømmed ham nær, og de skjar gjennem Bølgen,
Just saa mange, som nylig paa Strand stod' kobberne Stavne.
Konningen kjende de fjernt, og de svæve omkring ham i Chordands.
Den, som af disse er bedst som en Talerske, Cymodocêa, 225
Følger og griber med Høire hans Stavn; medens Ryggen hun hæver
Høit, og hun pladsker tilvenstre med Haand i de rolige Bølger.
Snarligt hun taler den Studsende til:
                                    "Er du vaagen, du Guds Søn?
"Vaagn, vor Æneas! o vaagn! hæng Tougene løs paa dit Skibsseil!
"Granerne skue du her, fra de hellige Toppe paa Ida, 230
"Nylig din Flaade - nu Nympher i Søe. Da den lumske Rutuler
"Stormed saa voldeligt frem med sit Sværd og tillige med Luer,
"Sprængte vi (ikke med Lyst!) vore Baand, og vi søgte paa Søe dig.
"Ynkes da maatte vor Moder i Hu: hun forlehned os nye Form,
"Gav som Gudinder os Liv, og at leve bestandig i Bølgen. 235
"Bunden ved Muur og ved Grav din Ascanius holder man fangen,
"Midt iblandt Spyd og Latinernes Folk, som med Sværdene trodse.
"Alle de Steder, du bødst, alt tog' med de kjække Etruscer
"Dine Arcader tilhest; men at kaste sig ind mellem begge
"Turnus besluttede djærvt, for at ei de forenes i Leiren. 240
"Altsaa velan! med den stigende Sol maa du være den Første,
"Hvilken befaler til Vaaben at gaae. Grib Skjoldet, som selve
"Luernes Gud dig utvingeligt gav og omringed med Guldkant.
"Dagen imorgen (om ikke du troer, at min Tale kun Tant er)
"Vil en umaadelig Hob af de dræbte Rutuler beskue." 245
Talende iled hun bort; men hun skjød med sin Høire til Stavnen,
Just paa den rigtige Viis; den ilede hen gjennem Søen,
Flink som et Spyd eller Piil, naar den ligner de Vinde i Snelhed.
Ogsaa de andre fremile med Fart. Den Trojaner Æneas
Undres og fatter det ei; men han hæver dog Modet ved Varslet. 250
Korteligt gjør han en Bøn, med sit Øie mod Himmelens Bue:
"Moder til Guder! hvem Ida er kjær, samt Dindymi Bjergtop,
"Tvespandsløver, som gange i Aag, og de taarnede Stæder!
"Du skal føre mig an i min Kamp! tilbørligen opfyld
"Varslet, Gudinde! Kom naaderig nær, for at hjelpe de Troer!" 255
   
Sligt han korteligt bad. Den atter oprindende Dagning
Styrted alt frem med et fuldere Lys mod det svindende Natmulm.
Nærmest han byder de Fæller især, at de Fanerne følge;
Tankerne vendes til Krig; thi de lave sig alle til Kampen.
Her for sit Øie han skuer sin Leir og tillige de Teucrer, 260
Medens han staaer paa den kneisende Stavn. Med sin Venstre han hæver
Høit sit funklende Skjold; da løfte de Troer fra Muren
Op imod Himlen et Skrig: Harm vækkes ved Haabet, som øges.
Pile de slynge med Haand; som naar, under mørknende Skyer,
Traner fra Strymon bebude, de gaae, og i Ætheren svømme, 265
Syngende høit, og med lysteligt Skrig de fra Stormene bortflye.
Sligt for Rutulernes Drot og Ausoniens Høvdinge tykkes
Sælsomt; men hurtigt de Stavnene see, som bevæges mod Stranden,
Medens saa vide den Søe fremruller med rolige Bølger.
Kuppelen luer paa Hovedet blank; Hjelmbusken paa Issen 270
Straaler med Ild; Skjoldknappen af Guld fremvælter en vild Glands.
Som, naar engang udi Natten, saa klar, skrækfulde Cometer
Varsle om Ondt paa en sørgelig Viis, eller Sirii Lue;
Feber den bringer jo med, samt Tørst for de Arme paa Jorden,
Alt som den stiger, og skræmmer i Skye ved sin varslende Lysglands. 275
Turnus, den modige Helt, dog tabte ei Planen saa ganske.
Kysten at gjøre til sin, og de Kommende jage fra Landet:
[Selv han giver dem Mod ved sit Ord, og han dadler dem fyndigt.]
"Hvad I har ønsket saatit, nu ligger den knusende Haand nær;
"Krigen I har udi Hænderne, Mænd! Nu minde sig Alle 280
"Baade de elskede Koner og Hjem! med et svulmende Mod I
"Tænke paa Fædrenes Hæder og Daad! Lad os møde dem freidigt,
"Medens de vakle paa Strand, samt Fødderne glide paa Landjord!
"Skjæbnen vil hjelpe den modige Helt!"
Sligt er hans Ord; og han grunder i Hu, hvem i Kampen han helst skal 285
Føre, samt hvilken en Helt han betroer de beleirede Mure.
Flux fra den kneisende Stavn landsætter Æneas ad Trapper
Fællerne. Andre bevogte den Stund, naar den mattere Søegang
Trækker sig bort, og ihast ved et Spring paa det Side de stande:
Andre har Aarernes Hjelp. Kun Tarcho har speidet om Stranden, 290
Hvor det ei gjærer mod Land, hvor de knækkede Vover ei bruse,
Og ved den stigende Flod Havbølgerne fredeligt glide.
Pludseligt vender han Stavnene ind, og til Folket han taler:
"Nu maae I lægge Jer, kaarede Mænd! paa de kraftige Aarer!
"Løfter og hæver vort Skib! I maa kløve det fjendtlige Jordsmon 295
"Med vore Snabler! Lad Kjølene selv frembore sig Furer,
"Knager end Skuden i Qvag - sligt rører mig ei, ved at lande,
"Har jeg kuns først paa det Tørre min Fod!"
Ret lige som Tarcho
Mælede dette, de Svende med Kraft sig reise ved Aaren,
Og mod Latinernes Mark fremjage de skummende Snækker, 300
Til paa det Tørre alt Snablerne staae, og de samtlige Kjøle
Hæfte sig fast uden Meen. Kun ikke din Snække, o Tarcho!
Haardt den støder paa Grund, og den hænger sig fast i en Sandryg.
Længe, men vaklende, holder den Stand, og den trætter de Bølger;
Men, da den brister, den sætter hans Folk fast midt udi Dybet, 305
Hvilke af Aarer, som gik udi Qvag, og af drivende Bræder
Sinkes; mens Fødderne glide dem bort i den skyllende Søegang.
Turnus forsinkes dog ei ved en døsig Forhaling; men hidsig
Fører han hele sin Hob mod de Teucrer, og stiller paa Strand dem.
Tegnet man giver. Mod Bøndernes Hob, er den Første, som styrter, 310
Selve Æneas (sligt varslede godt!), og Latinerne slaaer han,
Efter at Thero var dræbt, som, størst iblandt Heltene, trængte
Ind paa Æneas; dog denne med Sværd, gjennem Kobberets Øgning,
Ind i hans Vams, som var dækket med Guld, dybt bored hans Side.
Lichas, som skjares af Moderens Liig, er den næste, han fælder, 315
Phoebus, indviet til dig; dog slippe for Død ved et Sværdslag
Undtes ham ene som Barn.
Nær denne, den kraftige Cisseus,
Lige ved Gyas, saa vild, som Rækkerne knuste med Kjølle,
Styrter i Graven han ned: dem gavned ei Herculis Vaaben,
Ikke den kraftige Haand, ej heller den Fader Melampus, 320
Herculis Fælle, saalænge vor Jord ham bereded en svar Dyst.
See! imod Pharus, som hist henkaster i Veiret kun tom Snak,
Slynger han Spydet, der rammer hans Mund, saa det standser hans Skrigen.
Cydon! du Arme! imedens du gaaer med den elskede Yngling,
Clytius, neppe bedækket om Kind med det tidligste Guldduun, 325
Snarligen, rammet af Troernes Haand, mod din Kjærlighed glemsom,
Hvilken du stedse til Ynglinger har, Ulyksalige! laa der,
Dersom ei Brødrenes pakkede Hob, de Sønner af Phorcus,
Havde ham mødt; selv syv udi Tal, de monne med Pile
Syvfolds skyde. Dog prelled de bort fra hans Hjelm og hans Skjoldknap 330
Let, uden Meen; deels strøg de hans Krop, men den venlige Venus
Dreied dem bort.
Flux mæled den Helt til den brave Achates:
"Skaf mig nu Vaaben paany! Forgjæves ei slynger min Høire
"Mod de Rutuler de Spyd, som har siddet i Grækernes Kroppe
"Hist paa den iliske Mark!" Flux greeb han en Landse saa vægtig, 335
Hvilken han kasted: den sprængte med Fart Skjoldlaget af Kobber,
Samt udi Mæons Bryst, gjennem selve hans Pantser, det trængte,
Hurtig hans Broder Alcanor er nær, som den synkende Broder
Støtter med Haanden: et flyvende Spyd i det samme sig trænger
Tvert gjennem Armen, og, stænket med Blod, den beholder sin Iilfart, 340
Medens den døende Haand kun i Senerne hænger fra Skuldren.
Numitor rykker nu Spydet ihast af den myrdede Broder,
Og mod Æneas han slynger det ud; dog ikke ham undtes,
Helten at ramme; kun Laaret han strøg paa den gjæve Achates.
Stolt af et Legem i Ungdommens Kraft sig nærmer fra Cures 345
Clausus, som træffer, skjøndt fjernet endnu, med sin hærdede Landse
Dryops i Hagen. Haardt præsses den ind, og berøver ham Mælet,
Just som han taler, og Liv, ved at kløve hans Strube: med Panden
Slaaer han mod Jord, og han spyer af sin Mund den fortykkede Blodstrøm.
Ogsaa af Thracere tre, som fra Boreas stamme i Slægtled, 350
Trende, som Idas som Fader har sendt, fra Ismari Hjemstavn,
Strækkes til Jord i forskjællige Fald. Frem løber Halesus,
Samt de Aurunkeres Hær; frem farer den Søn af Neptunus,
Stolten Messâpus tilhest. Gjensidigen stræbe nu begge,
Bort at jage hinanden af Mark; i Ausoniens Indgang 355
Kampen er haard. Som i Ætherens Egn de uenige Vinde
Ofte begynde en Strid, heel lige i Kamp og i Kræfter:
Selv ei vige de vil, ja Bølgen ei heller og Havet;
Kampen er tvivlsom og lang; fast stemmed' de staae mod hinanden.
Ligesom disse de Troeres Hob og Latinernes Rækker 360
Trænge sig frem; Fod stander ved Fod - Helt knuges mod Helten.
Hist paa en modvendt Kant, hvor de rullende Stene saa vide
Drives af Bækken, ved Buskværkskrat, som er skillet fra Bredden,
Staae de Arcaderes Trop, ei synderligt øvet i Fodstrid.
Pallas, som seer, at de Ryggen har vendt til de flinke Latiner, 365
Og paa det hvasse Terrain har besluttet tilhobe at slippe
Gangerne løs, i den trængende Nød har alene tilovers,
Baade ved Bønner og bidende Ord at bevæge til Kamp dem.  
"Fæller, hvor flygte I hen? Ved Jer selv og Jer Kjækhed i Fortid!
"Ved Eders Konning Evanders Navn, og de Krige, vi endte! 370
"Ja ved det Haab, at jeg maale mig kan med min Fader i Hæder,
"Stoler dog ikke paa Flugt! Med vort Sværd gjennem Fjenden skal banes
"Veien, just der, hvor den tykkeste Hob samtrænges af Krigsfolk.
"Der gaaer Veien for Eder og mig - sligt byder vort Hjemland.
"Guderne hindre os ei; kun af Mennesker standses vi ene, 375
"Mennesker selv, som i Kræfter og Tal er' jo lige med disse.
"See! med sin mægtige Bom omringer os Bølgen og Havet;
"Flugten er spærret tillands; nu i Søe eller ogsaa til Troja!"
Sligt er hans Ord, og han styrter sig frem udi Midten af Fjenden.
Dreven af sørgeligt Lod, er den første, som møder dem, Lagus, 380
Hvilken, imedens han rykker med Kraft i en Steen, som er vægtig,
Dybt ham rammer med Spydet, han svang, hvor den skillende Rygrad
Gaaer udi Midten af Sidernes Been; og den hængende Landse
Tager han op i sin Krop. Fra oven ham saarer ei Hisbo,
Skjøndt han jo haabede sligt; thi Pallas belurer hans Fremfart, 385
Og da han raser ubændig i Hu for sin myrdede Fælle,
Seer han sit Snit, og han skjuler sit Sværd i den svulmende Lunge.
Sthenelus søger han næst, og, af Rhoetus' bedagede Stamme,
Anchemolûs, som beplettede fræk Stedmoderens Leie.
Ogsaa, I, Tvillinger! sank paa Rutulernes Marker i Døden, 390
Brødre hinanden saa lig', du, Daucus' Laris, og Thymber.
Frænderne skilled jer knap, og Forældrene feiled med Smiil tit;
Ach! men af Pallas tildeeltes I her et bedrøveligt Mærke,
Saasom dit Hoved sank for Evandriske Sværdet, o Thymber!
Medens den kløvede Haand dig søger som Eier, o Laris! 395
Fingrene krumme sig endnu med Liv og de famle om Sværdet.
Modoplived' ved Ord, og ved Synet af Høvdingens Kraftdaad,
Væbnes tillige af Harm og af Skam de Arcader mod Fjenden.
Rhoeteus jager forbi med sit Spand udi Flugten; men Pallas
Støder ham ned; saa Ilus fik Tid, og en Plads til at flygte. 400
Fjernet tilrede mod Ilus han stod med sin vældige Landse,
Hvilken i Livet nu Rhoeteus fik, da, du herlige Teuthras!
Dig og din Broder han flygtede for: fremrullet af Vognen,
Støder han, segnende død, med sin Hæl mod Rutulernes Marker.
Som, naar i Sommerens Tid de forønskede Storme sig reise, 405
Naar over Stubber den Hyrde har spredt sine Luer saa vide,
Hurtig i Midten de trænge sig ind; over Markerne brede
Spreder den vilde vulcaniske Hær sine Tropper med Rædsel,
Medens, som Seirer, han sidder og seer paa de trodsige Luer.
Saa dine Fællers forenede Kraft samtrænger sig om dig, 410
Pallas! og yder dig Hjelp.
                                   Dog flux, kamptrodsig, Halesus
Styrter mod Hæren sig frem, og bedækker sig tæt med sin Rustnning;
Støder Demôdocus ned, samt Pheres tilligemed Ladon:
Hugger med blinkende Sværd af Strymonius Haanden, der just blev
Løftet mod Struben; ja slynger en Steen udi Øiet paa Thoas, 415
Splittende Benene rundt, som bestænkes med Hjerne saa blodig.
Faderen gav udi Skovene Svar, men fordulgte hans Dødsstund,
Og, da han lukked sit varslende Blik, som en Olding, i Døden,
Fatted ham Parcernes Haand, som bestemt for en Piil af Evanders.
Ganger da Pallas mod Kjæmperen løs; men han beder forinden: 420
"Und mig, at denne min Piil, som jeg svinger, o Fader i Tiber!
"Finder en lykkelig Vei mod den haarde Halesus i Brystet!
"Flux da bærer din Eeg den Stridsmands Rustning og Bytte."
Guden opfylder hans Bøn; Halesus, der dækker Imaon,
Blotter (den Arme!) sit Bryst, uden Lye mod Arcaderens Piilskud. 425
Lausus, den mægtige Støtte i Krig, ei taaler, at Hæren
Skræmmes ved Fald af saa kraftig en Helt; og den mødende Abas
Fælder han først, udi Kampen en Muur og en Knude saa farlig.
Ned da stødes Arcadiens Mænd; ned stødes Etruscer;
Helte endogsaa blandt Jer, hvem Grækerne skaaned, I Teucrer! 430
Lige ved Kræfter og Drot, Stridshobene møde hinanden.
Linien knuges af bagerste Togt: ei Massen tillader
Brugen af Haand eller Spyd. Hist trænger den stormende Pallas,
Lausus igjen imod ham: ei saare forskjællig' i Alder,
Vare, som Helte, de fagre af Form; dog Skjæbnen tillod dem 435
Ikke, at see deres Hjem. At de mødte hinanden i Tvekamp,
Sligt forundte dem ei hiin Drot i det store Olympen;
Under en stærkere Helt deres Dødsstund stander tilrede.
See! da vinked den Søster saa væn, for at værne om Lausus,
Turnus, som skjærer den midterste Hob med sin flyvende Vognkarm. 440
Som han nu Fællerne seer: "Det er Tid, at I vige fra Kampen:
"Jeg vil alene mod Pallas gaae løs; mig skyldes alene
"Pallas: jeg ønskede blot, at hans Fader beskuede Kampen."
Sligt er hans Ord, og de Krigere gaae, som han byder, fra Pladsen.
Ynglingen selv ved Rutulernes Gang og den stolte Befaling 445
Undres, og studser ved Turnus at see: paa det vældige Legem
Ruller hans Blik, og han stirrer paa Alt med et trodsende Øie.
Hurtig med saadanne Ord gjengjælder han Høvdingens Tale:
"Enten erlanger jeg Roes, ved at rane din Rustning, o Krigsmand!
"Eller ved hæderlig Død. Da min Fader paa begge beredt er, 450
"Spar die Trudsler!" Med saadanne Ord han træder i Marken.
Isne da maatte det skuddrende Blod i Arcadernes Hjerter.
Turnus fra Vognen sig kastede ned, og beslutter en Nærstrid,
Selv tilfods; og er Løven saa liig, naar den skuer fra Varen* *udkigsposten
Fjernet paa Marken at stande en Tyr, som er rede til Kampen. 455
Ganske i denne et Billed du har af den kommende Turnus.
Just, som han tykkes ham rammelig nær for den slyngede Landse,
Pallas tilbyder sig først; om Skjæbnen vil muligen hjelpe
Ham, som er modig med svagere Kraft, og han taler til Æthren:
"Her, ved min Faders det gjestlige Bord, som du, fremmed, har nydt af, 460
"Beder, Alcide! jeg dig: skjænk Hjelp til mit dristige Idræt!
"Døende skue han mig, naar jeg raner hans blodige Vaaben,
"Og, med sit bristende Blik, mig Turnus betragte, som Seirer!"
Hercules hørte den Yngling, som bad, og dybt i sit Hjerte
Qvæler han Sukket; selv Taarerne randt, skjøndt de hjelpe ham ikke. 465
Taler da hurtig med venlige Ord Alfader sin Søn til:
"Døden er Alle bestemt; kun et kort, uopretteligt Tidsrum
"Ydes til Liv for Enhver; men ved Daad at forplante sit Minde,
"Det er den Kraftiges Maal. Under Iliums kneisende Mure
"Styrted saa mange af Gudernes Børn; ja Sarpedon faldt der, 470
"Skjøndt han var Søn af mig selv. Snart kalder den ventende Dødsstund
Turnus endog; i det skjænkede Liv snart staaer han ved Maalet."
Sligt er hans Ord, og han stirrer igjen paa Rutulernes Marker.
Sender nu Pallas med hele sin Kraft den svingede Landse,
Medens af Balgen saa huul han river det blinkende Slagsværd. 475
Flyvende sætter sig hiin, hvor om Skuldrene stiger det øvre
Dækkende Værn; og den baner sig Vei mod den yderste Skjoldkant,
Hvor, i den mægtige Krop, den ridsede Turnus i Huden.
Denne sin Landse af Eeg, og besat med den hvassede Piilodd,
Svinger ret længe; nu sendes den ud, og han mæler tillige: 480
"Døm nu engang, om en Landse fra mig fremtrænger lidt bedre."
Sligt var hans Ord. Gjennem Skjoldet, belagt med de talrige Ertslag,
Skjøndt af Tyre de hyppige Skind samfolded' omgaae det,
Trænger den Landse i Midten sig frem med sit dirrende Indhug,
Borende sig gjennem Pantserets Værn og det mægtige Brystbeen. 485
Denne nu river det brændende Spyd, men forgjæves, af Vunden,
Saasom hans Liv og hans Blod udstrømme forened' tillige.
Rammet, han glider omkuld; og hans Vaaben, de rasle omkring ham.
Alt som han segner som død i sit Blod mod den fjendlige Jord ned,
Turnus sig nærmer hans Liig. 490
"Mindes," han siger, "arcadiske Mænd, at I bringe Evander
"Dette mit Ord! Som han selv har fortjent, jeg sender ham Pallas.
"Allen Begravelsespragt, hver Trøst, ved at skue ham skrinlagt,
"Undes ham gjerne; det kosted ham nok, at han slutted med Troer
"Gjestevenspagt."
Saa lyde hans Ord, da han sætter sin venstre 495
Fod paa Liget, og raner med Vold det vægtige Bælte.
Her var dannet* den rædsomme Synd, da de Ynglinger alle *her var afbildet
Dræbtes ihob i Formælingens Nat paa de blodige Bolstre,
Formet af Clonus, hiin Euriti Søn, i den mægtige Guldklump.
Hvilket nu Turnus erobrer saa glad, og hoverer ved Byttet. 500
Ach! ei Menneskets Sjæl kan formode sit Lod og sin Fremtid,
Ei, naar han løftes af Medgang og Held, beobagte, hvad Skjæl er!
Turnus vil leve den Stund, da han ønsker at kjøbe sig frie for
Pallas' Drab, udi hvilken sit Ran, og Erindring om Dagen
Hade han vil.
Under Taarer og Suk flux løfte de Fæller 505
Pallas paa Skjolde, og bære ham bort, tætpakked' i Hobe.
Ach! hjemvende du skalst som en Sorg og en Ziir for din Fader:
Dagen, som stædte dig først udi Kamp, var tillige din Dødsdag,
Skjøndt af Rutuler en vældelig Hob du lodst ved din Bortgang.
Om et saa mærkeligt* Tab ei Rygtet alene, men Vished, *bemærkelsesværdigt 510
Kom til Æneas - at Folket i Nød, ja i yderste Fare,
Stædtes - at Tiden var nær, for at hjelpe de flygtende Teucrer.
Alt, hvad der møder, han meier med Sværd; gjennem Hæren saa vide
Baner han hidsig en Fure med Jern; imedens med vildt Mod,
Turnus, du Stolte! han søger om dig! Kun Evander og Pallas 515
Staae for hans Blik, og tillige det Bord, han som Fremmed besøgte,
Samt de Hænder, man ærligt ham bød. Først Ynglinger fire,
Sulmo's Sønner, og fire derhos, opfostred' af Ufens,
Fanger han levende flux, for at slagte, den Døde til Offer,
Samt de Erobredes Blod over Baalet og Flammen at gyde. 520
Næst, i det Fjerne, han svinger sit Spær udi Harme mod Magus:
Spydet, som dirrer, dog flyver for høit, da han dukker sig listigt.
See! da slynger han Armen om Knæe, og han beder saa ydmygt:
"Helt! ved din Fader, som Aand, ved dit Haab i den voxende Julus!
"Beder jeg dig: for min Fader og Søn maa du unde mig Livet. 525
"See! jeg besidder saa mægtig en Borg; udi Jorden jeg nedgrov
"Mangen Talent af det formede Sølv: forhamret, og ikke,
"Har jeg en Mængde af Guld. Ei dreier sig Troernes Frelse
"Ene om mig: mit enkelte Liv kan ei bringe dig Udslag."
Saadant havde han talt: da svared ham atter Æneas: 530
"Hvad du fortæller om Sølv og om Guld og de mange Talenter,
"Gjemme du til dine Børn! thi Naade i Krigen har Turnus
"Selv, som den første, heel voldeligt brudt ved at dræbe min Pallas.
"Julus er enig med mig, og min Fader Anchises, som døde."
Sligt han taler; omfatter hans Hjelm med den Venstre, og bøier, 535
Midt under Bønnen, hans Hals, hvor han skjuler til Skjæftet sit Slagsværd.
Phoebi og Trivia's Præst, Hæmonides, standse ei langtfra,
Ziret om Tinding med præsteligt Baand og med hellige Bindsler,
Ganske beklædt med en lysende Dragt og med skinnende Rustning.
Denne han jager ad Marken i Kamp, og den Faldne han myrder, 540
Dækkende ham med sin Skygge saa stor: Serestus hans Vaaben
Samler og tager paa Ryg, dig, Konning Gradivus! til Ære.
Rækkerne ordnes paany under Cæculus, Søn af Vulcanus,
Samt under Umbo, en Helt, som er kommen fra Marsernes Bjergegn.
Vildt dog raser Dardaniens Mand. Af Anxur med Sværd han 545
Hugged den Venstre, ja kløved til Jord med sit Glavind hans Skjoldrand.
Pralerisk havde han talt, og formeent, at i Ord har man Kraft nok,
Løfted vel ogsaa lidt høit imod Skye sine stigende Tanker,
Medens han loved sig Oldingeaar og tillige et langt Liv.
Tarquitus, trodsig i Sind, og bedækket med straalende Vaaben, 550
Avlet af Faunus, den Gud udi Skov, og af Nymphen Dryope,
Møder ham just, som han raser i Hu. Med den svingede Landse
Øger han mere den tyngende Vægt af hans Skjold og hans Harnisk,
Og, da han beder omsonst, og er rede til meget at sige,
Trykker han Hovedet ned imod Jord; og imedens han sparker 555
Bort den dampende Bul, saalunde han taler med gramt Hu:
"Lig nu, Rædsomme, der! thi ikke din Moder, den ømme,
"Jorde dig skal, eller tynge din Krop med den fædrene Gravsteen.
"Levnes du skalst til den graadige Fugl, eller, sænket i Havet,
"Føres af Bølgen, mens hungrige Fisk afslikke din Vunde." 560
Flux han jager de forreste Mænd, Antæus og Lucas,
Turni Helte, samt Numa saa kjæk og den blonde Camertes,
Selv den høimodige Volscens' Søn, som iblandt de Ausoner
Eied den rigeste Jord og bestyred det tause Amyclæ.
Liig med Ægæon, som, Rygtet har sagt, har et Hundrede Arme, 565
Hundrede Hænder tillige, samt Ild udblæser af Munde,
Vist halvhundred i Tal, naar han rasler mod Juppiters Lynild
Med sine Skjolde, saa talrige selv, som de Glavind, han drager;
Saa over Marken, saa viid, udraser Æneas som Seirer,
Nu, da hans Værge er varmet af Blod. Frem styrter han ogsaa, 570
See! mod Niphæi den Fiirspandsvogn, og den Agendes Bryst selv.
Neppe dog Spandet hans mægtige Trin og hans rædsomme Krigsraab
Hørte og saae, før de vendte af Frygt; ved at styrte tilbage,
Kaste de Drotten til Jord, og med Vognen de ile mod Stranden.
See! da styrter sig Lûcagus frem, med sit sneehvide Tvespand, 575
Fulgt af sin Broder, af Liger, i Kamp: hans Broder ved Tøilen
Dreied hans Heste, mens Lûcagus flink omslynged sit Slagsværd.
Dog, at de rased saa vildt, og med Trods, ei taaled Æneas.
Frem han foer, og han stod, som en Rise, med Landsen, han fældte.
Taled da Liger: 580
"Ei Diomedes du seer, og Achilles ei heller paa Vognen,
"Ikke den phrygiske Mark; men Ende paa Krigen og Livet
"Finder du her i vort Land!"
                                      Slig larmende Tale undflyver  
Liger, afsindig i Hu: dog ikke den troiske Krigshelt
Ændser at svare hans Ord; men han svinger sin Landse mod Fjenden. 585
Just som Lûcagus hælder sig frem, og er rede med Spydet
Flink at muntre sit Spand ved et Slag, og har rustet til Kamp sig,
Stemmet med Foden tilvenstre, da trænger sig Spydet forneden
Dybt i det lysende Skjold, samt borer sig ind udi Bugen.
Døende styrter han ud af sin Vogn, og han ruller ad Marken. 590
Denne med haanlige Ord tiltaler den fromme Æneas:
"Lucagus! ikke din Vogn af de nølende Heste forraadt blev;
"Ikke fra Fjendernes Hob dem skræmmed et skuffende Blændværk;
"Selv fra Hjulet du sprangst og forlodst dine Heste!" Med sligt Ord
Griber han Spandet. Da strækker sin Haand uden Vaaben den arme 595
Broder saa bønligt; thi ogsaa var han nedstyrtet af Vognen.
"Ved de Forældre, som avled dig, Helt! og tillige ved dig selv,
"Livet forund mig, trojaniske Drot! o forbarm dig, jeg beder!"
Svared Æneas, da mere han bad: "Ei saadan en Tale
"Førte du nyligt - nu døe! bør en Broder ei følge sin Broder?" 600
Aabned derefter med Dolken hans Bryst, som bevared hans Livskraft.
Saadanne Mord udøved paa Mark de Dardaneres Høvding,
Medens han vildt, som en rislende Bæk, eller mørknende Uveir,
Raser saa vide. Da styrte sig frem, og forlade den Leirvold
Baade den unge Ascan og den frugtløst spærrede Ungdom. 605
Medens nu sligt er i Gang, først Juppiter taler til Juno:
"Søster, du kjære! som er mig en Viv, som jeg elsker saa saare,
Ei var din Mening saa vrang; som du formeente, har Venus
"Hjulpet de Troeres Sag, og ei deres Kræfter som Helte,
"Ei deres Styrke i Kamp, eller Mod, som kan staae sig i Farer." 610
Juno ham svared saa blye: "Hvorfor, o du yndige Mage!
"Ængster du mig, som er syg, og som frygter din skræmmende Tale?
"Havde jeg end, hvad jeg havde engâng, og hvad have jeg burde,
"Kraft ved vor Elskov, du sikkerligt ei var istand til at afslaae,
"Almagts Gud! at jeg reddede her, udi Kampene, Turnus, 615
"Samt hjembragte ham frelst til hans Fader, den aldrende Daunus.
"Nu lad ham døe, og med redeligt Blod for de Troere bøde!
"Ach! men er ikke hans Æt nedrunden fra selve vor Stamme?
"Fjerde Led i hans Slægt er Pilumnus; og ofte han pryded
"Baade med rigelig Haand og med talrige Gaver din Tærskel." 620
Drotten i lysen Olymp gjensvarede korteligt hende:
"Hvis for den Unge, der sikkert skal døe, du forlanger en kort Tid,
"Samt en Forhaling af Døden saa nær, og du ønsker kun slig Hjelp:
"Frelse du Turnus ved Flugt, og befrie ham en Stund fra sin Skjæbne!
"Ikkun i dette jeg føie dig kan. Hvis en høiere Fordring 625
"Skjuler sig her under denne din Bøn, og du mener, at hele
"Krigen kan ændres, og skifte sin Gang, da haaber du frugtløst."
Taled da Juno med Graad: "O! gid, hvad du nægter med Læben,
"Hjertet mig gav, og at Turnus erholdt uforkrænket at leve!
"Nu ham bestemtes en sørgelig Død, skjøndt han Intet forbrudt har, 630
"Hvis jeg ei skuffer mig selv - o gid jeg maa hellere skuffes!
"Gid, da du kan, du vil ændre dit Raad, som er lagt, til det Bedre!"
Just som hun talede sligt, fra den vældige Himmel hun nedfoer,
Medens, indhyllet i Skye, hun bragte i Luften et Uveir,
Ret som den iliske Hær og Laurenternes Volde hun søgte. 635
Flux af den hvælvede Skye udformer Gudinden et kraftløst
Billed af Taage, Æneas saa ligt, (det var sælsomt at skue!)
Rustet med troiske Spyd. Hans Skjold og det herlige Hoveds
Hjelmbusk former hun ligt; forlehner den Skygge at tale,
Giver den Røst, uden Aand, ja ordner dens Gang, som han selv gaaer. 640
Just som man skildrer Afsjæledes Trin, naar de stædtes i Døden,
Og naar en gjøglende Drøm har bedraget de slumrende Sandser.
Nærmest den forreste Rad sig tumler Phantomet saa lystigt,
Tirrer den Helt ved sit Spyd, samt æsker tillige med Ord ham.
Trænger da Turnus afsted, og sin hvinende Landse alt fjerntfra 645
Kaster han - Spøgelset vender ham Ryg, og forlader ham hurtigt.
Tænker nu Turnus paastand, at Æneas har vendt sig og flygter,
Hveden han bruser i Sind, samt former sig sælsomme Tanker.
"Hvor vil, Æneas! du hen? svigt ikke den Brud, du har kjøbt dig!
"Her ved min Høire du finder den Jord, som du søgte paa Bølgen." 650
Mælende sligt, han forfølger ham flink, og sit blottede Slagsværd
Svinger han, uden at see, at i Luften bortveires hans Hovmod.
Nær ved et kneisende Fjeld var en Snække ved Stranden fortøiet:
Alt med en Trappe tilrede den stod, og en Broe var istandgjort,
Saasom de Elusiers Drot, Osinius, der var ilandsat. 655
Hid det forsagte* Phantom af Æneas, som flygter, heniler,  *skrækslagne
Skjulende sig i en Krog. Dog følger ham Turnus, ei langsom,
Svinger ad Broen sig op, samt knuser med Mod, hvad der sinker.
Neppe han Stavnen har rørt - da sprænger Saturnia Touget;
Bølgerne rulle mod Søe, og de rive det løsnede Skib med. 660
Nu, da han øines ei meer, ham æsker Æneas til Kampen,
Og, naar der møde ham Mænd, dem sender han flux udi Døden.

Ikke det lette Phantom opleder sig længer et Smuthul;

Høit det stiger i Skye, og forgaar i den mørkere Luftegn,
Medens ad Midiedyb Drot Turnus af Hvirvelen føres.*  *rives i dybet af strømhvirvlen 665
Intet han fatter og seer sig omkring. Han er vred paa sin Redning,  
Og, da han taler, han løfter mod Skye sine Hænder tillige:  
   
Fader! almægtige Gud! hvorfor har du kaaret mig værdig  
"Saadan en Haan? hvi er det din Lyst, at jeg bøder paa slig Viis?  
"Hvor gaaer jeg hen og hvorfra? hvilken Flugt - og som hvilken - mig redder? 670
"Undes mig Synet paany af Laurentiums Volde og Mure?  
"Hvad er nu Heltenes Lod, som ledsagede mig og min Leding,  
"Hvilke - o Skjændsel! - jeg nu har forladt i en frygtelig Dødskamp?  
   
"Seer jeg de Flygtende ei? Mon ikke de Segnendes Dødssuk  
"Høre jeg kan? Hvad gjør jeg vel nu? mon Jorden kan noksom 675
"Aabnes, og sluge mig dybt? Nei heller I ynkes, o Storme!  
"Ind imod Klipper og Skjær - med Glæde anraaber Jer Turnus -  
"Jager mit Skib, eller driver mig ind paa den rædsomme Sandrevl,  
"Hvor ei Bevidsthed om Skam, og hvor ingen Rutuler mig følger."  
   
Talende sligt, han bevæges i Sind snart heden, snart deden. 680
Skal han forsøge din Dolk, for at ende fortvivlet sin Skjændsel,  
Eller det blodige Sværd dybt bore sig selv i sin Side?  
Skal han i Bølgerne styrte sig ud, og forsøge ved Svømning  
Landet at naae, for at træde paany mod de Teucrer i Stridskamp?  
Tregange gør han med begge Forsøg; men den mægtige Juno 685
Tregange standser hans Iid, hun er rørt, og hun tæmmer den Unge.  
Sagtelig glider han frem, thi Strømmen og Bølgen er gunstig,  
Og ved sin Faders, Kong Dauni, Bye, den forældede, staaer han.  
   
Flux, som Juppiter bød, Mezentius hidsigt i Kampen  
Tager hans Plads, ja han trænger sig frem mod de seirende Teucrer. 690
Samles da hele Tyrrheniens Hær; ham ene af Alle,  
Ham alene de møde med Had og med talrige Piilskud.  
Denne, som Fjeldet, der hæver sig høit i den mægtige Flade,  
Plaget af Vindenes voldsomme Stød, og for Bølgerne udsat,  
Trodser de samtliges Vold, samt Trudsler af Himlen og Havet, 695
Medens det stander saa fast, nedstøder mod Jord Dolichaon's  
Søn, og tillige med ham Latagûs og den flygtende Palmus.  
Latagus rammer han dog med en Steen og en frygtelig Fjeldstump  
Forfra, mellem hans Øine saa haardt; men den døsige Palmus,  
Lader han rulle, dybt snittet i Has, og forunder sin Lausus 700
Rustningen, hvilken har bar, og at sætte paa Issen hans Hjelmbusk.  
   
Nærmest Euânthes, den phrygiske Helt, samt Jævningen Mimas,  
Paris' Fælle i Krig, hvem just udi Natten Theano  
Gav, ved Amycus, til Jorderigs Lys, da, med Fakkelen svanger,  
Cisseï Datter undfangede hiin: i sit fædrene Hjemland 705
Slumrer nu Paris: Laurenternes Kyst har den fremmede Mimas.  
Bassen han ligner, hvem Hundenes Bid har fra Bjergenes Toppe  
Tumlet omkring, skjøndt i Rækker af Aar den Vêsulus granrig  
Skjænkede Lye: fra Laurentiums Søe, hvor den skjultes i mangt Aar,  
Drager den mættet, fra Skove af Rør: naar den nærmer sig Garnet, 710
Standser den hurtigt; da brummer den vild, medens Bovene stritte.  
Ingen besidder dog Kraft til at harmes og nærme sig til den;  
Kun i det Fjerne ved Raab og ved Landser de drille den, trygge.  
Sligt dog skræmmer den ei; thi den dvæler mod samtlige Kanter,  
Medens den skjærer med Tand, samt ryster sig Spæret af Ryggen. 715
   
Disse, som hine, skjøndt saare med Grund de Mezentius hade,  
Eie dog ikke det Mod, at møde med løftede Slagsværd:  
Kun i det Fjerne de drille med Spyd og med frygteligt Tilraab.  
   
Kommen tillige var Acron, en Helt, fra det gamle Corythus,  
Græker af Æt, som var ilet herhid fra den Elskedes Favntag. 720
Just som han saaes af hiin, da han tumled sig midt udi Hæren,  
Ziret med purpurne Fjer, og en Dragt, som hans Pige baldyred -  
Ret som en Løve, der, hungrig endnu, gjennem Foldene stormer,  
(Rasende Hunger tilraader den sligt) naar den øiner en Gjed, som  
Iler afsted, eller ogsaa en Hjort, som vil trodse med Hornet; 725
Froe den aabner sit rædsomme Gab, opløfter sin Manke,  
Springer og hænger sig fast i dens Kjød, mens en frygtelig Blodstrøm  
Skyller dens glubende Flab -  
Saa imod Fiendernes Sværm fremstyrter Mezentius modigt.  
Acron, den arme, nedkaster han flux; med sin Hæl, i sin Dødsstund, 730
Støder han Jorden, saa svart, blodfarvende Sværdet, som knækked.  
   
Ikke han finder det smukt, at fælde Orodes, som flygter,  
Eller med Spydet, han svang, at berede ham Saar, som han seer ei:  
Løber ham altsaa forbi, samt tvært ham møder: som Helt han  
Kjæmper mod Helten, han ynder ei Sviig, kun de kraftige Vaaben: 735
Trykker derefter med paasat Fod og med Landsen den Faldne.  
"Kampens ei ringeste Deel, den høie Orodes, er falden,"  
Raabe de Fæller med Skrig, og geleide ham froe med en Pæan*.*sejrshymne  
Taler da hiin i sin Død: "Uden Hævn vil du sikkert ei seire,  
"Hvo du end est! din Glæde er kort; thi en lignende Skjæbne 740
"Venter dig brat; og paa Marken, som jeg, skal du snarligen hvile."  
Smile da maatte Mezentius selv, skjøndt tillige i Harme:  
"Du er dog først! Lad saa Menneskers Drot samt Gudernes Fader  
"Siden bestemme om mig!" Sligt talt, han trækker sit Spyd ud.  
Haardt han hviler i Ro; thi en Søvn, som af Jern, ham betvinger; 745
Og for den evige Tid tillukkes hans Øine i Døden.  
   
Cædicus støder Alcâthous ned, og Sacrator Hydaspes;  
Rapo Parthenius slaaer, samt Orses, den stærke i Kræfter,  
Messâpus Cloniûs, og Arcadernes Helt Ericetes:  
Hiin, da paa Jorden han laae ved et Fald fra den stormende Ganger, 750
Denne i Kampen tilfods. Frem traadte den Lycier Agis,  
Hvilken, ei ganske forladt af de fædrene Kræfter, Valerus  
Fælder: Anthronius Salius slaaer, men denne Nealces,  
Kostelig Helt udi Spyd, og i Pile, som ramme i Afstand.  
   
Mord gjensidigt og Kamp alt jævned den grusomme Mavors 755
Ligeligt: huggende ned de styrtede selv udi Kampen,  
Midt udi Seier og Tab; Flugt kjende ei de eller hine.  
Guderne ynke i Juppiters Borg de forenede Hæres  
Frugtløse Harm, og at Menneskets Børn maae saa svarligen lide.  
Venus har Øinene did, men Saturnia Juno dem hid vendt, 760
Og mellem Tusinders Sværm den gustne Tisîphone raser.  
   
See! da ryster Mezentius selv den vældige Landse,  
Trædende frem udi Harme paa Mark, liig den store Orîon,  
Naar han tilfods over Nereï Søe og de mægtige Bølger  
Træder, og baner sig Vei, samt hæver sin Skulder fra Voven, 765
Eller fra Bjergenes Top hjembringer den aldrende Avnbøg,  
Sætter paa Jord sine Been, medens Hovedet skjules i Skyen:  
Saa fremtræder Mezentius her med de vældige Vaaben.  
   
Helten Æneas, som øiner ham snart i de Rækker, saa lange,  
Ordner sig flux til at møde i Kamp. Hiin standser med Mandsmod, 770
Medens han venter sin Fjende saa gjæv: med sin Masse han staaer der,  
Og, da med Øiet han maaler det Rum, som er nok til hans Landse,  
Siger han: "Haanden, som er mig en Gud, og det Spyd, som jeg svinger,  
"Hjelpe mig nu! da lover jeg her, at i Røverens Rustning,  
"Dragen af Kroppen, iføres du skalst, som Tropæe over Helten, 770
"Lausus, du kjære!"  
                            Saa lyde hans Ord, og den susende Landse  
Fjernet han kaster: fra Skjoldet dog bort den præller i Farten,  
Og mellem Side og Bug den borer sig dybt udi Antor,  
Antor, som fordum med Hercules gik, og var kommen fra Argos,  
Fulgte Evander og satte sig ned i Italiens Rige. 780
Ned ved den fremmede Vunde han sank; imod Himlen den Arme  
Skuer, og selv i sin Død paa det yndige Argos han tænker.  
   
Kaster nu frommen Æneas sit Spær; gjennem Skjoldet det hules  
Trefolds Erts, gjennem Lærredets Lag, og de Hude, som trefold  
Værket bedække, den gaaer, og sætter i Bugen sig nederst. 785
Kræfterne tabte dog Landsen tilsidst. Flux Helten sit Glavind,  
Glad ved at skue, at Blodet dog randt fra Tyrrhenernes Krigsmand,  
River fra Laaret, og trænger med Magt mod den ængstede Kamphelt.  
   
Lausus, der elsked sin Fader saa ømt, dybt maatte bedrøves,  
Seende sligt; over Kinderne randt de bekymrede Taarer. 790
Ei din grusomme Ende og Død, dine store Bedrifter,  
Hvis til din herlige Daad Fremtiden vil skjænke mig Tiltroe,  
Heller ei dig fortie jeg vil, du fortrinlige Yngling!  
   
Hiin sig listede bort, uden Kraft, og som hildet i Landsen;  
Sneeg sig fra Kampen, og bar i sit Skjold paa den fjendtlige Landse. 795
Styrted da Ynglingen frem, for at blande sig kjækt udi Kampen.  
Medens nu Helten opløfter sin Arm, for at bringe en Vunde,  
Trænger han ind mod hans Sværd, og just ved at skaffe en Standsning,  
Sinker han Stødet. Med larmende Skrig ham følge de Fæller,  
Og, da han dækkes af Sønnen med Skjold, bortsniger den Fader, 800
Mens i det Fjerne de kaste med Spær, eller stræbe med Smaaspyd  
Fjenden at ængste. Da raser den Helt, og han skjuler bag Skjold sig.  
   
Som, naar engâng, under styrtende Hagl, Stormhvirvlerne rase  
Voldsomt, og henover Mark sig styrte i Hobe de Landmænd,  
Baade fra Ploug og fra Eng, og en Vandrer i Borgen saa sikker 805
Skjuler sig, eller ved Flodernes Rand, og i Klippernes Huler,  
Medens det regner paa Jord, for atter, naar Solen er kommen,  
Flittigt at virke: saalunde den Helt, som af Pilene knuges,  
Slagets den stormende Skye, til dens Torden tilfulde har lagt sig,  
Taaler: men Lausus bebreider han haardt, og mod Lausus han truer: 810
"Hvi vil i Døden du gaae? hvi vover du meer, end du ævner?  
"Fromhed* bevirker, Forvovne! dit Fald."   * sønlig kærlighed  
   
Dog trodser ei mindre  
Hiin, som forvildet: hans grusomme Harm opbruser end mere  
Mod de Dardaneres ypperste Helt. Da spunde de Parcer  
Lausus' yderste Traad; thi Sværdet det store han stinger 815
Tvært gjennem Ynglingens Krop, og han skjuler det ganske derinde.  
Gjennem den Truendes Skjold, og de Vaaben saa lette, hans Spyd gik,  
Samt gjennem Trøien, som Moderen spandt af det fineste Guldtraad.  
Blodet opfyldte hans Barm; gjennem Luften bekymret hans Sjæl foer  
Ned imod Aandernes Hjem, og hans Legem forlod den paa Jorden. 820
   
Som han nu skued den Segnendes Træk og hans Aasyn i Døden,  
Sælsomt bleegt paa forunderlig Viis, da maatte Æneas  
Drage med Ynk et medlidende Suk; han rækked ham Haanden,  
Saasom den barnlige Kjærligheds Syn brat stod for hans Øie.  
"Hvad, du usalige Svend! som en Løn for saa elskelig Stræben, 825
"Yder den fromme Æneas dig her, som er værdigt dit Hjerte?  
"Rustningen, hvilken du bar, du beholde! dig selv vil jeg sende,  
"Dersom i sligt er en Gunst, til din Foræts Aander og Aske.  
"Dette, du Arme! dog trøste dig bør i den rædsomme Dødsstund,  
"At for den store Æneas du faldt." Flux kalder han selv de 830
Nølende Fæller; han hjelper ham op, som paa Jorden er udstrakt,  
Og som bepletter med Blod det Haar, som er ordnet, som Skik er.  
   
Lige ved Tiberens rindende Strøm hans Fader saalænge  
Tørred med Vand sine Saar, samt qvæged sit Legem tillige,  
Op mod en Bul af et Træe: fjernt hænger af Kobber paa Grenen 835
Hjelmen; paa Engen nu hviler i Ro hans mægtige Rustning.  
Kaarede Ynglinge stande omkring: selv stønnende, kraftløs,  
Støtter han Halsen, mens Skjægget saa langt frembølger ad Brystet.  
   
Meget han spørger om Lausus Enhver; bort sender han Mange,  
For, som den sørgende Fader befoel, at bevæge til Flugt ham. 840
Ach! han var død; og de Fæller ham bâr' under Taarer paa Skjolde,  
Ham, som var mægtigen stor, og som faldt ved en Vunde saa mægtig.  
Hjertet, som ahnede ondt, alt fjernet forstod sine Klager:  
Derfor han skjænder med Støv sine graanende Lokker, og løfter  
Hænderne begge mod Skye, samt klynger sig tæt til hans Legem. 845
   
"Har da saa heftig en Lyst, o min Søn! til at leve mig grebet,  
"At til at møde for mig imod Fjendernes Hænder jeg sendte  
"Dig, som jeg avlede selv? Skal din Fader da frelses ved dit Saar,  
"Levende kun ved din Død? Nu først jeg Usalige føler  
"Rædsomt Landflygtighedslod - nu først jeg annamed et dybt Saar. 850
"Ogsaa dit Navn har jeg plettet, min Søn! ved en Daad, der var skjændig,  
"Skilt, som forhadt, ved min fædrene Magt og mit fædrene Scepter.  
"Ja! til mit Land og mit Folk, som mig hader, jeg Straffen forskyldt har,  
"Og udi alskens Død jeg gjerne opoffred mit Liv selv.  
"Nu maa jeg leve, og skilles ei end fra mit Liv og fra Jorden - 855
"Dog - adskilles jeg vil."  
   
                           Sligt talt, han staaer paa det syge  
Been, og, uagtet hans Kraft kun er svag ved den Vunde saa farlig,  
Uden at skræmmes, han kræver sin Hest. Just den var hans Hæder,  
Denne hans Trøst: udi mangen en Kamp, som en Seirer, paa denne  
Reed han; den yttrer sin Sorg ved hans Ord, da han mæler saalunde: 860
"Rhoebus! alt længe - om Noget er langt i en Dødeligs Levnet -  
"Levet vi har; men idag skal du enten mig bringe Æneæ  
"Blodige Vaaben og Hoved med Seir, ved at hævne min Lausi  
Smertende Saar, eller - har jeg ei Kraft til at bane mig Veien -  
"Segne tillige med mig. Du er kjæk, og du værdiger ei, at 865
"Lystre de Fremmedes Bud, eller taale Trojaner, som Herrer."  
   
Sligt er hans Ord; opstegen paa Ryg, som sædvanligt, han ordner  
Kroppen, og fylder med eggede Spyd sine Hænder tillige.  
Blankt er hans Hoved ved Erts, samt laadent ved Busken af Hesthaar.  
Saa han styrer sit Løb udi Midten saa hurtig. I Hjertet 870
Syder den mægtige Harm, samt Sorg, som er blandet med Galskab,  
[Ømhed for Sønnen, saa vild, og Bevidsthed om Kraften, han eier.]  
   
Tregang raaber han høit paa Æneas med dundrende Stemme.  
Denne ham kjender paastand, og hurtigt han beder med Glæde.  
"Gudernes Fader mig unde saasandt, og den høie Apollo. 875
"At du begynder en Kamp!"  
Sligt er hans Ord, og han trænger sig frem med den fjendtlige Landse.  
   
Mæled da denne: "Hvi skræmmer du mig, da du røved min Søn mig?  
"Sligt var den eneste Vei, ad hvilken du kunde mig fælde.  
"Døden forfærder mig ei: selv ingen af Guder jeg skaaner. 880
"Spar dine Ord; for at døe, er jeg her: dog bringer jeg først dig  
"Denne min Skjænk!"  
   
Sligt talt, han slynger mod Fjenden sin Landse;  
Derpaa han fæster en anden igjen, saa atter en ny een,  
Alt i umaadelig Kreds: Skjoldfladen den gyldne dem standser.  
Tregang om Helten, som staaer, han rider tilvenstre i Kredsgang, 885
Slyngende Spyd med sin Haand; tregange den troiske Kjæmper  
Bærer af Pile en rigelig Skov i det kobberne Skjoldlag.  
   
Helten dog kjedes tilsidst ved det langsomme Spil, og at rykke  
Spydene ud; han befinder sig slet ved en Kamp, som er planløs.  
Meget han grunder i Sind, og tilsidst ved et frygteligt Udfald 890
Støder han Landsen i Krigerens Hest ved den hulede Tinding.  
Steiler da Gangeren lige tilveirs: imod Luften den slaaer sin  
Hov, og da Rytteren kastes til Jord, brat følgende selv med,  
Knuger den ham; thi den løftede Bov fremvælter sig paa ham.  
   
Skrige da maatte i Skye de Latiner og Troer tillige. 895
Iler Æneas nu frem, udriver af Balgen sit Slagsværd:  
"Hvor er den vilde Mezentius nu," han mæler, "og Modets  
"Trodsige Kraft?" Den tyrrheniske Helt, saasnart han har atter  
Skaffet sig Aande, har stirret mod Skye, og kan sandse som forhen,  
Siger:  
   
"Du Fjende, saa beedsk! hvi Spot eller Trudsel med Døden?  
"Dræb mig - du synder dog ei: saalunde jeg kom ei til Kampen;  
"Heller ei slutted min Lausus med dig en Forening paa slig Viis.  
"Eet vil jeg bede dig om, hvis en Fjende, som tabte, tør bede -  
"Und dog mit Legem, at dækkes med Jord! jeg veed jo, at Mine  
"Stande omkring med et glødende Had; stands dette, jeg beder! 905
"Ja, du forunde mig Plads i den Grav, hvor min Søn er til Ro lagt!"  
   
Sligt er hans Ord; og han tager det Sværd, som han vented, i Struben,  
Samt udgiver sin Aand i det Blod, som paa Rustningen strømmer.  

11. Sang

Tilbage