TOP

Titelside eller Index

 

Ellevte Sang.
  
Indhold
Efter at Mezentius er dræbt, opreiser Æneas et Seierstegn til Mars, og lader den dræbte Pallas' Legeme med stor Pragt bringe til Evander, i hvis Bye der i den Anledning opstaaer en betydelig Sorg (v. 99). Gesandter komme imidlertid fra Latinus, for at bede om 12 Dages Stilstand, til at jorde de Døde; dette erholdes og Begravelsen anstilles (v. 224); ved hvilken Tid Venulus kommer tilbage, for at berette, at Diomedes ikke ønsker at deeltage i Krigen (v. 295). Skilt ved dette Haab, samler Latinus sit Rigsraad, og proponerer, at sende Gesandter til Æneas, for at bede om Fred (v. 335), og i den Anledning fare Drances og Turnus med stor Ordheftighed ind paa hinanden (v. 444). Under dette deler Æneas sine Tropper og lader sit lette Rytterie rykke mod Byen ad Sletten, medens han selv, med den øvrige Hær, vil gjennem en tyk Bjergskov trænge ovenfra ned paa Byen. Ved denne Efterretning iler man fra Raadet til Kampen (v. 485). Turnus faaer Æneas' Plan at vide, deler sin Hær, sender Camilla mod Rytterne, og besætter selv med et Baghold den omtalte Bjergskov (v. 531). Derefter følger den bekjendte Episode om Skjoldmøen Camillas Daad, Skjønhed, Kamp og Død (v. 532-835); dog lever Aruns, som fældte hende, ikke længe; thi Nymphen Opis, udsendt af Diana, for at hevne Camilla, fælder ham (v. 867). Forfærdede ved hendes Død, flye Rutulerne; og Troerne trænge sig ind mod Byen (v. 895). Om denne Fare underrettes Turnus af Camilla's Veninde Acca, og iler nu hurtig bort, just som Æneas rykker ind i Skoven; da det imidlertid er blevet mørkt, forskandse begge Hærene sig til næste Dag i en Leir.
Alt Aurora, som stiger paany, Oceanet forlader.
Helten, uagtet han ønsker i Hu, at forskaffe sig Tid til
Fællernes Legem at stæde i Jord, og af Sorg er forvirret,
Yder som Seirer sin Tak, medens Lucifer* stiger, til Himlen.* Morgenstjernen
5
Flux paa en kostelig Eeg afhugger han Grenene rundtom:
Stiller den saa paa en Høi, iført med de prægtige Vaaben,
Hele den Høvdings, Mezentii, Dragt; som Tropæe skal den stande,
Dig til Ære, du Krigenes Drot! Hjelmbusken, saa blodstænkt,
Hænges ved Heltens de knækkede Spyd, og hans Pantser, vel tolvgang
Rammet og boret; hans Skjold, som er Erts, han opbinder tilvenstre, 10
Medens han trint om dens Hals omhænger hans Sværd, som er Filsbeen.
Derpaa de Fæller, som glædes i Hu, (thi de Høvdingers Skare
Tætomstimlende dækker ham selv) saalunde han muntrer:
"Meget, ret meget, I Helte! er gjort; hvad der end er tilbage,
"Ikke forfærde Jer bør: her skue I Byttet, vi først fik 15
"Over en Konge saa fræk; ved min Kraft er Mezentius nedlagt.
"Nu maae vi drage herfra til Latinernes Konning og Mure.
"Krigslyst samler i Hu, og drager med Haab udi Kampen,
"At, naar de Himmelskes Bud tilraader at løfte vor Fane,
"Samt med de Unge at drage fra Leir, uventet en Standsning 20
"Sinke ei skal, eller Frygtsomhedsaand seendrægtig os standse.
"Nu vore Fællers ujordede Liig bør i Graven vi lægge;
"Sligt udi Acherons dybeste Grund er den eneste Ære.
"Iler!" han siger: "de herlige Mænd, som ved Døden har skaffet
"Eder et Fædreneland, bør I hædre ved Gaver i Døden. 25
"Fremmest og først til Evander, hvis Bye udi Græmmelse stædt er,
"Pallas vi bringe! vel var han en Helt, som ei manglede Mandsmod;
"Skjæbnens Time dog slog, som drog ham i Døden den bittre."
Dette han taler med Graad, og han drager sig hen imod Leiren,
Der, hvor det slumrende Liig af den myrdede Pallas Acoetes 30
Vogted, alt gammel og graae: eengang som den Græker Evanders
Krigssvend havde han tjent, men nu, i en sørgelig Time,
Blev han udkaaren at følge som Svend med den elskede Yngling.
Trintom stande de Tjeneres Hob og den troiske Skare,
Samt, som vanligt, med løsnede Haar, de Qvinder fra Troja. 35
Som nu Æneas begiver sig ind ad de mægtige Porte,
Banke de Brystet, opløfte mod Skye et umaadeligt Veeskrig,
Og under Sorgens bedøvende Lyd gjentoner den Borgsal.
Som han nu skuer den Yngling saa skjøn, og hans styttede Hoved,
Samt hans Træk og hans Vunde saa dyb udi Brystet det fine, 40
Gjort ved Ausoniens Spyd, frembryder hans Graad, da han mæler:
"Altsaa har Lykken, usalige Svend! som har nyligen viist sig
"Gunstig, misundet mig dig, for at ikke mit Rige du skulde
"See, eller kjøre som seirende Helt til din fædrene Hjemstavn.
"Dette var ikke det Ord, som jeg gav til din Fader Evander, 45
"Dengang jeg gik, og i Afskedens Favn han sendte mig fra sig
"Hid til min vigtige Dont, og han ahnende gav mit et Vink om
"Fjendens fremluende Mod, og at Folket var hardt til at slaaes med.
"Ach! nu staaer han maaskee, og, bedragen af skuffet Forventning,
"Løfter til Guderne gjør, og bestabler de Altre med Gaver, 50
"Medens vi Alle den livløse Svend, som skylder nu Himlen
"Intet, ledsage med Sorg og med Hæder, som gavner ham ikke.
"Olding, du arme, som skuer din Søn, som er myrdet saa grusomt!
"Vende vi saa til dit Hjem? Er det den Triumph, som vi vented?
"Holder jeg saa et ubrødeligt Ord? Dog seer du, Evander! 55
"Ikke ham rammet med haanlige Saar: ved en Søn, som er uskadt,
"Ei han behøver at ønske sig død. O vee mig! hvormeget
"Taber Ausonien ei! hvormeget ei mister min Julus!"
Efter at sligt er bejamret med Graad, han befaler den Armes
Legem at fjernes: et Tusinde Mænd, som af Hæren er' kaared', 60
Sender han frem, som geleide ham skal med de Myrdedes Ære,
Samt bivaane den fædrene Sorg. Slig Trøst er vel ringe,
Midt i saa mægtig en Vee; dog haver den Fader fortjent den.
Piil oplede de Øvrige flinkt, og de danne en løvblød
Baare af Qviste af Hegebærtræe og af Grene fra Ege, 65
Medens om Leiet saa høit de plante det skyggende Løvværk.
Ynglingen, ædel og stor, paa den landlige Baare de lægge,
Ret som en elskelig Blomst, som en Møe har med Fingrene afbrudt,
Ja som en venlig Viol og den smægtende Blomst Hyacinthus,
Hvilken ei Glandsen forlod, ei heller det yndige Ydre, 70
Skjøndt den mødrene Jord ei nærer og livner den mere.
Derpaa af Kjortler et Par, som stivned af Guld og af Purpur,
Hented Æneas: det var til ham selv, at, fornøiet ved Værket,
Dido, den Viv fra Sidonernes Bye, udi Dage, som svunde,
Havde dem syet, og blandet sin Traad med det fineste Guldgarn. 75
Ynglingen klædes blandt disse i een; thi han yder ham sorgfuld
Sligt, som den yderste Skjænk, og bedækker hans Lokker til Baalet.
Mangen Belønning tillægger han selv, fra Laurenternes Kampe,
Og i høitideligt Tog han befaler sit Bytte at føres.
Lægger saa Heste og Rustninge til, som han raned fra Fjenden. 80
Hænderne bindes paa Ryggen af dem, som han Skyggerne medgav,
For at bestænke med Blod, naar de offres, de Myrdedes Gravbaal.
Bulle, beklædt' paa hans Bud med erobrede Vaaben, maae Fjendens
Høvdinge bære, og Eierens Navn har man hæftet foran dem.
Stakkels Acoetes fremlede man maae; thi af Aar er han svækket; 85
Brystet han skjænder med Haand, og tillige med Nægle sit Aasyn,
Og med sit Legems Vægt han synker udstrakt imod Jorden.
Ogsaa de trække hans Vogn, som er plettet med Blod af Rutuler:
Nærmest hans Ganger i Krig, dog uden dens Prydelse, Aethon
Vandrer med Graad, og den fugter sin Kind med de vægtige Taarer. 90
Andre optage hans Landse og Hjelm; thi den seirende Turnus
Raned det Andet: den sørgende Hob og de Troer ham følge,
Samt Tyrrheniens Mænd og Arcader med Landserne vendte.
Efter at Skaren saa lang af hans Følge er dragen forbi ham,
Standser Æneas, og raaber endnu, med et Suk fra sit Indre:
"Bort fra dig og til Taarer paany den rædsommer Krigsfærds 95
"Skjæbne os vinker - lev evigen vel, du, min herlige Pallas!
"Evigen leve du vel!" Han taler ei mere, men stiler
Frem til den mægtige Muur, og han vender sin Gang imod Leiren.
Alt fra Latinernes Bye de Gesandtere vare tilstede, 100
Dækked' med Oliegreen, for at søge Forlov til at tale.
Ligene alle, som, splitted' ved Sværd, over Markerne laae nu,
Maatte han unde og skjænke Forlov til at stædes i Jorden.
Ei med de Faldne han havde jo Strid, eller dem, som var' dræbte,
Skaansom mod dem, han benævnede nys Gjestvenner og Frænder. 105
Ei de forlange ubillige Ting, og den ædle Æneas
Yder dem gjerne Forlov, ja han føier endogsaa i Ord til:
"Hvilket saa sørgeligt Lod, I Latinere! har i saa rædsom
"Krigsfærd viklet Jer ind, at I flygte for os, Eders Venner?
"Kun for de Døde I bede om Fred, og for Hine, som faldt i 110
"Martis Kamp? til de Levende selv jeg vilde den yde.
"Undte mig Skjæbnen ei Boliger her, var jeg sikkert ei kommen;
"Ikke mod Folket jeg ligger i Krig: Eders Konning har svigtet
"Gjesteretsbaand, og til Turni Partie har han hellere holdt sig,
"Skjøndt, om Retten var skeet, han burde sig vovet i slig Død. 115
"Stræber han Krigen at ende med Magt, og forjage de Teucrer,
"See! da sømmed ham vel, udi Kampen at træde mod mit Sværd;
"Leve da skulde kun den, hvem Himlen og Kraften tillod det.
"Iler nu bort, for at lægge paa Baal Eders fældede Landsmænd."
Sligt var Æneas' Ord; men Hine forstummed i Undren; 120
Vendt' mod hinanden de stod med det stirrende Øie og Aasyn.
Drances (den aldrende Helt, som med Had og Beskyldning forfulgte
Turnus bestandig, en Yngling mod ham) saalunde hans Tale
Atter besvarer:  
"Navnkundig ved Rye, end mere ved Krigsdaad,
"Troiske Kjæmper! med hvilket Berøm kan jeg hæve mod Skye dig? 125
"Skal jeg beundre din Billighed meest, eller Daad udi Kampen?
"Snart vi ville din Skjænk hjembringe til fædrene Byen,
"Samt, om Skjæbnen forunder os sligt, til Latinernes Konning
"Knytte dig fast; lad Turnus da see om en Pagt med en Anden!
"Selv de Mure, som Skjæbnen befoel, og de mægtige Masser 130
"Ville vi bygge, ja slæbe paa Ryg de Trojaneres Grundsteen."
"Sligt er hans Ord, og forened' i Raab samstemte de Alle.
Dage betinged de to Gange sex: i den midlede Fredstid
Mellem Latiner de teucriske Mænd gjennem Skoven saa trygge
Vandre ad Bjergene hen. Dybt rammet af Øxernes Odder 135
Toner den Ask, ja de vælte den Gran, som er skudt imod Himlen.
Ege at fælde ved Kilernes Hjelp og den duftende Ceder
Prøve de flinkt, og paa knagende Vogn hjemages den Avnbøg.
Alt berettes saa rædsom en Sorg ved den flyvende Fama
Selve Evander; hun fylder hans Bye og hans Bolig med Kummer, 140
Skjøndt hun bragte til Latium nys, som en Seirende, Pallas.
Flux de Arcader til Portene fløi, og, som Skik var i Fortid,
Liigtogsfakler de greeb. Nu straaler i Rækker saa lange
Flammernes lysende Vei, som skjælner de Agre saa fjerne.
Phrygernes Skarer nu komme dem nær, og de jamrende Hobe 145
Slutte sig an: da nu Mødrene see, at de nærme sig Byen,
Ach, da sætte de Staden i Brand med de klagende Veeskrig.
Ingen med Magt er istand til at holde Evander tilbage;
Mellem de Midterste trænger han frem, og da Baaren er nedsat,
Segner mod Pallas han ned, fastklamret med Suk og med Taarer, 150
Og, under Smerten, med Nød, fremtrænger hans Stemme tilsidst sig:
"Ikke saalunde, o Pallas! du gavst til din Fader dit Løfte,
"At du forsigtig dig vilde betroe til den grusomme Krigsgud.
"Ach - men jeg ahnede vel, hvad ungdommelig Hæder i Kampen,
"Og hvad den kildrende Roes kan formaae udi Ynglingens Holmgang. 155
"Førstegrøden var tung af min Dreng - i det nærlige Krigstog
"Svarligt han yded sin Lærlingsløn. Ach! ingen af Guder
"Hørte mit Løfte, min Bøn! Ja Held dig, elskede Huustroe!
"Salig du varst i din Død; thi du leved til saadan en Qval ei.
"Jeg, ved at leve, beseired min Død, for at leve som Fader 160
Efter min Søn!
                           "O havde jeg fulgt mine troiske Frænders
"Togt, for at døe ved Rutulernes Sværd, da myrdedes jeg kun,
"Og i høitideligt Tog man bragte ei Pallas, men mig, hjem.
"Ikke jeg dadled, I Troer! vor Pagt, og ei heller vort Haandslag,
"Hvilket som gjestlige Venner vi gav; thi de aldrende Dage 165
"Kræved alt længe min Død.
   
                           "Dog - vented saa tidlig en Bortgang
"Alt paa min Søn: at han myrded med Sværd vel tusinde Volscer,
"Trøster mig, samt at han faldt, da han førte til Latium Troer.
"Sikkert ei skjønnere Liigtogspomp kan jeg skjænke dig, Pallas!
"End hvad den fromme Æneas dig gav og de kraftige Troer, 170
"Hele Tyrrheniens Hær og tillige Tyrrhenernes Drotte.
"Stolte Tropæer de bær' over hine, du styrted i Døden;
"Ogsaa du selv, som en frygtelig Bul, nu stodst udi Vaaben,
"Hvis han din Alder besad, og med Aarene ogsaa din Styrke,
Turnus!  
"Jeg Arme! hvi sinker jeg her de Trojaner i Krigen? 175
"Iler, og mindes, at bringe Jer Drot saalunde min Tale:
""At jeg end sinker mit Liv, saa forhadt, skjøndt min Pallas er myrdet,
""Dette bevirker din Kraft, som skylder til Fader og Sønnen
""Turni Liv, som du seer. Ikkun her er en Vei til at virke
""Aabnet for Skjæbnen og dig. Udi Livet jeg søger ei Glæde; 180
""Sligt er en Synd; jeg vil bringe den ned til min Søn udi Døden.""
See! for de sørgende Menneskers Børn gjenbragte Aurora
Atter sit styrkende Lys, skjøndt Sysler hun bragte og Arbeid.
Alt paa den bugtede Strand ved den fromme Æneas og Tarcho
Reiste sig Baal; hid bragte nu Hver, efter Fædrenes Skikke, 185
Liget af Sine, som faldt: man lægger den dampende Ild til,
Og, under Røgen, selv Himmelen høi indhylles i Mørke.
Tregang vandre de rundt, omgjærded' af luende Vaaben,
Trint det blussende Baal; tregange det sørgende Gravblus
Drage tilhest de omkring, alt under en sørgelig Hylen. 190
Jorden de væde med Graad; selv Rustningen vorder befugtet;
Mændenes Skrig imod Himmelen gaaer og Basunernes Toner.
Byttet, som Enkelte tog udi Kamp fra de faldne Latiner,
Kaste i Baalet de ind, samt Hjelme og herlige Slagsværd,
Bidsler og rullende Hjul; og, som Skjænk, hvad de elsked i Livet, 195
Selve de Myrdedes Skjold og de Vaaben, som frelste dem ikke.
Stædet nu vorder ret mangen en Krop af de Øxne til Døden.
Børstede Sviin og en Mængde af Faar, som fra Markerne ranes,
Dræbe de ogsaa, og kaste paa Ild: over Stranden saa vide
Skue de Fællerne, lagte paa Baal, og bevogte nu Asken, 200
Halvopbrændt; og de gjænnes ei bort, før den fugtige Aften
Dreier vor Himmel omkring, som er ziret med lysende Stjerner.
Ligesom her, paa den fjernede Kant de Latiner saa sorgfuldt
Bygge utallige Baal: de talrige Kroppe af Helte
Grave de deels, hvor de faldt, udi Jord, deels føre de bort dem, 205
Ind paa den nærmeste Mark, eller age dem lige til Byen.
Hele den øvrige Hob, som er stor ved det hyppige Manddrab,
Brændes paastand uden Ære og Tal, og de Marker saa fjerne
Lyse nu klart overalt, som omkaps, ved de luende Gravblus.
Tredie Dagen alt fjerned fra Skye Nattaagen saa kjølig. 210
Sorgfulde rage de nu i den Aske saa dyb, og i Baalets
Blandede Been, og bedække det Alt med den lunende Jordhøi.
Men i den rige Latinus' Bye og i Slottet tillige
Lyde dog Klager især, samt Meest af den varige Kummer;
Sørgende Koner og Mødrenes Hob, med de klagende Søstres 215
Kjærlige Hjerter, og Drengene smaae, som berøvedes Fædre,
Alle forbande den rædsomme Krig, samt Turnus' Elskov.
"Fægte han kunde jo selv - selv kunde han kjæmpe med Glavind,
"Saasom han kræver Italiens Magt og den ypperste Hæder."
Drances i Harme forøger det meer: at ene han æskes, 220
Vidner han høit, og at Turnus er den, som man kræver til Kampen.
Mangen en Mening dog yttres igjen, i de vexlende Samord,
Turnus til Ære: selv Dronningens Navn, som er stort, ham beskytter,
Heltens navnkundige Rye og fortjente Tropæer ham hjelpe.
Midt under saadan en Larm, og midt i den flammende Uro, 225
Fra Diomedis, den Mægtiges, Bye - for at øge det Onde -
Bringe Gesandter med Kummer det Svar: at man Intet har udført,
Ved saa betydelig anvendt Flid; ei Guld eller Gaver
Virked, ei heller en inderlig Bøn - de Latiner maae søge
Fremmedes Hjelp, eller trygle om Fred hos de Troeres Høvding. 230
Ængste sig maatte af trykkende Sorg de Latineres Konning.
At under Gudernes Magt fremsendtes af Skjæbnen Æneas,
Viste jo Himmelens Harm, og de Grave, som laae dem for Øie.
Altsaa et Møde, heel talrigt og stort, af sin Stamme de Første,
Hented' ved Magtbudsord, han forsamler i Salen den høie. 235
Hine indfinde sig flux; gjennem Gader, saa fulde, de ile
Hen imod Konningens Borg: her sidder i Midten bedaget,
Ypperst ved Scepter og Magt, med en Pande saa rynket, Latinus.
Flux de Gesandter, som nyligen kom fra Ætolernes Bolig,
Byder han melde, hvad hid de har bragt; og han kræver nu atter 240
Svaret i Orden fortalt. Flux bleve de Tunger saa tause,
Og, for at lyde hans Ord, strax Vênulus taler saalunde:
"Borgere! ja vi har seet Diomed og Argivernes Ringmuur;
"Veien vi have fuldendt, og beseiret de Farer, som mødte.
"Selv vi berørte den Haand, som har styrtet det troiske Rige! 245
"Der Argyrîpa, en Bye, som har Navn af den fædrene Hjemstavn,
"Seirende haver han bygt paa japygiske Gargani Marker.
"Alt som vi træde ham nær, og fik Lov til at melde vor Ærind,
"Bringe vi Gaverne frem, og berette vort Navn og vort Hjemland,
"Hvo der har Krigen begyndt, og hvad Grund har til Arpi os hidbragt. 250
"Rolig af Mine han hører derpaa, og han svarer os atter:
""O I lyksalige Folk fra et Land, hvor Saturnus har hersket,
""Gamle ausoniske Mænd! hvilket Træf har forstyrret Jer Fredsro,
""Samt fremkaldet en Kamp, om hvis Ende vel Ingen kan dømme?
""Jeg og Enhver, som har krænket med Sværd de Trojaneres Marker, 255
""(Ei vil jeg tale om, hvad vi har lidt udi Kampen om Muren,
""Eller de Helte, som hvile i Simois) rædsomme Straffe
""Har udi Livet erlagt og tilstrækkelig Løn for vor Brøde.
""Priamus selv kunde ynke vor Nød! Sligt vidned Minerva's
""Storm, det euboeiske Fjeld, og tillige din Harme, Caphêreus! 260
""Krigen til Ende har bragt, da vi joges til fjernede Egne:
""Atreï Søn, Menelaus, ret lige til Proteï Støtter
""Dreves landflygtig: Ulysses fik seet de Cycloper om Ætna.
""Skal Neoptôlemi Magt og Idômenis styrtede Hjemland
""Her jeg berette? de Locrer, som boe paa de libyske Strande? 265
""Selv den myceniske Helt, hiin Drot for de store Achæer,
""Ret som i Borgen han stod, ved et Mord af sin rædsomme Qvinde
""Segned; og Asiens seirende Helt kuldkasted en Boler;
""Samt at de Guder forundte mig ei, ved de fædrene Altre
""Atter at skue den savnede Viv og mit yndige Hjemland? 270
""Endnu forfølge de Varsler mig her med et frygteligt Jertegn:
""Folket, jeg mistede hist, opstege paa Vinger mod Himlen;
""Skabte som Fugle de flagre om Søe (ach! rædsomt mit Folk blev
""Straffet!) og fylde med klagende Skrig rundtliggende Klipper.
""Sligt forvente jeg kunde jo alt, ret lige fra Tiden. 275
""Dengang jeg styrted, afsindig i Hu, med de himmelske Guder,
""Samt antasted med saarende Spyd Aphrodite i Haanden,
""Derfor opmuntrer mig ei - ach nei! - til en lignende Kampdyst!
""Ikke jeg fører mod Teucrerne Krig efter Pergamas Gruusfald;
""Ei vil jeg mindes, hvad længst er forbi, eller glædes ved Uheld. 280
""Hele den Skjænk, som I bringe til mig fra den fædrene Hjemstavn,
""Sende Æneas I flux!
                                          ""Med Spyd mod hinanden vi stode,
""Fægted i staaende Kamp; men, troer den Erfarne! med løftet
""Skjold er han gram; som Orkanen med Fart kan han slynge sin Landse.
""Dersom de Egne om Idas Bjerg to lignende Helte 285
""Havde undfanget, til Inachi Bye da vilde vel selve
""Dardanus kommen, og Hellas begrædt sin forandrede Skjæbne.
""Hele den Tid, da vi dvælende stod ved de iliske Mure,
""Blev ved Æneas' og Hectors Kraft de Helleners Erobring
""Standset, og selv til det tiende Aar blev den trukken tilbage. 290
""Ypperste vare de begge ved Mod og den glimrende Rustning;
""Denne dog meest af et elskeligt Hu. Lad dem mødes til Fredspagt,
""Hvis det forundes; men vogter Jer vel for at mødes i Kampleeg!""
"Konning, du gode! nu haver du hørt, som Høvdingens Gjensvar,
"Ogsaa tillige, hvad Mening han har om den farlige Leding." 295
Neppe de Sendinge mælede sligt, før en vexlende Murren
Lød saa beklemt fra Ausonernes Mund; ret liig, naar en Klippe
Standser en brusende Strøm, og ved Standsningen volder en Bragen,
Mens af det skyllende Vand de Fjelde gjenlyde i Nærhed.
Efter at Raabene ere forbi, og Gemyttet er roligt, 300
Sender den Konning mod Himlen en Bøn, og han taler fra Thronen:
"Gid vi dog havde lidt tidligen talt, I Latiner! om dette!
"Sikkerligt bedre det var, end just udi saadan en Tidspunct
"Raadet at kalde, da Fjenderne staae trint Murene samled'.
"Ja en forsmædelig Krig, mine Venner! mod Gudernes Afkom 305
"Føre vi, samt imod Heltenes Æt: dem trætter jo ingen
"Kamp; om endog de har tabt, de kunne ei fjerne fra Sværd sig.
"Hvis I har næret et Haab om Ætolernes hjælpende Vaaben,
"Glemmer det ganske! Enhver er sit Haab: men hvor ringe, det see I.
"Ach! men det rædsomme Fald, som har styrtet det Hele til Grunde, 310
"Ligger jo nær Eders Blik; det har I jo Alle ihænde.
"Ingen beskylde jeg vil. Den Kraft, vi har mægtet at yde,
"Offred vi alt; thi vi kjæmpet jo har med vort samtlige Rige.
"Altsaa hvad Mening jeg fangede nys i min tvivlende Tanke,
"Vil jeg forklare og sige Jer kort - paa min Tale I mærke! 315
   
"Nær ved de Tusceres Strøm jeg besidder en Ager fra Oldtid;
"Langt, imod Vesten, den strækker sig op mod Sicanernes Grændser.
"Den de Aurunker besaae og Rutuler; thi disse med Plouge
"Høien betvang, som er haard; og den buskede Egn har de Qvæg paa.
"Hele den Egn og det granfulde Strøg over Fjeldenes Tinde 320
"Falde de Troer, som Venner, til Deel! under ligeligt Vilkaar
"Slutte vi Forbundspagt, samt kalde dem Fæller i Landet!
"Har de saa mægtig en Lyst - lad dem blive og bygge sig Mure.
"Dog - om, at naae til et fjernere Land eller andre Nationer,
"Lystne de ere og kræve Forlov til at drage fra Landet, 335
"Snækker, i Tallet en Snees, af italiske Ege vi ville
"Bygge, ja fleer, om de have Behov.  
                                                         Skibstømmer jo ligger
"Lige ved Stranden; selv Snækkernes Tal og Façon de bestemme,
"Medens vi give dem Alt, vort Kobber, vor Haand og vort Skibsværft.
"For nu at bringe vort Ord, og tillige befæste vort Forbund, 330
"Hundred Afsendinge flux, udkaarne af alle Latiner,
"Skulle nu gaae, for at række med Haand Fredsgrenen saa venlig,
"Bringende Gaver, af Guld en Talent og en Throne af Filsbeen,
"Dertil en Kaabe saa prud, som er Tegn paa min drotlige Vælde.
"Kaarer nu fælleds et Raad, for at hjelpe paa Riget, som synker." 335
Drances nu atter, med harmeligt Hu, hvem Turni Berømthed
Plaged med skelende Had og tillige med Braade saa bittre,
Mægtig ved Skatte, end mere ved Ord, men i Kampene haandsvag,
Dog i at give sit Raad erkjendt som en priselig Ordmand,
Mægtig i borgerlig Tvist, (ved sin mødrene Æt var han anseet, 340
Samt af en kostelig Slægt, men om Faderen vidste man Intet)
Reiser sig op, og forstørrer sin Harm, som han øger ved sligt Ord:
"Ei om en Ting, som er Alle bekjendt, som ei trænger til min Røst,
"Spørge du Raad, du retsindige Drot! Hver troer jo at vide
"Det, som er Folket til Gavn, men berette det, ville de nødigt. 345
"Hiin til at tale forunde os Ret! han dæmpe sin Stolthed,
"Som ved et useligt* Mod og den jammerlig Styring forvoldt har *usselt, ringe
"(Ja! jeg vil tale det ud, skjøndt han truer med Sværd og med Død mig)
"Fald af saa mangen og glimrende Drot, og at Byen vi skue
"Tæt samknuget af Sorg, imedens han Troernes Leirvold 350
"Frister - men stoler paa Flugt, samt skræmmer kun Luften med Sværdet.
"Derfor til Gaverne hist, som du byder i Mængde at bringes
"Samt tildeles de troiske Mænd, een, elskede Konning!
"Een tilføie du bør: lad Ingen dig skræmme ved Frækhed
"Fra til saa ædel en Drot og saa værdig en Mage at knytte 355
"Datteren din, og for evigt en Pagt og Forening at slutte.
"Dog, om saa mægtig en Skræk har betaget dit Sind og din Tanke,
"Trygle vi ville ham selv, af hannem udbede os Naade;
"Her han vige, og give vor Drot og vort Rige, hvad dets er!
"Hvi har du styrtet i Farernes Gab dine sørgende Landsmænd, 360
"Du, som er Kilden og ypperste Grund til Latinernes Uheld?
"Frelsen er ikke i Krig; kun om Fred vi anraabe dig Alle,
"Turnus! samt Pant - men ukrænkeligt Pant - paa en Fred, som er varig.
"Jeg, som du tænker dig stedse som fjendsk, og betragter som Uven,
"Kommer saa freidigt med inderlig Bøn; over Dine du ynkes! 365
"End dog din Trods og forjagen gaae bort! Under Flugten vi skued
"Noksom af Blod, medens øde blev lagt den fortrinligste Markjord.
"Rører dit Rye dig maaskee - kan i Sjælen du fatte saa mægtig
"Kraftiid - eller Fyrstinden, som Brud, er dit Hjerte saa vigtig -
"Vov da en Dyst, og mod Fjenden dit Bryst frembyd, som en Helt bør! 370
"Skulle maaskee, for at Turnus kan faae til sin Brud en Fyrstinde,
"Vi, som en uselig Æt, som en Hob, der fortjener ei Graad, ei
"Gravmuld, knuses paa Mark? Nei selv, om du Mod har i Hjerte,
"Hvis du har Gnist af din fædrene Kraft, træd frem for hans Øje!
"Høit han kalder dig frem." 375
Harmen hos Turnus opluede flux under saadan en Tale:
Dybt han drager et Suk, og hans Røst fremstormer af Brystet:
"Altid paa Snak var du riig, ja ret i en rigelig Maade,
"Helst naar Krigen udfordrede Kraft; naar de Fædre forsamles,
"Est du den første. Dog ikke med Ord skal vi fylde vort Raadhuus, 380
"Om de end flyve med pralende Støi, medens Muren og Volden
"Fjerner den Fjende, og endnu ei Blod gjennem Gravene strømmer.
"Derfor du tordne med Ord! sligt er jo din Vane, og skjæld mig,
"Drances! som frygtsom og feig, da saa talrige Dynger af Faldne
"Stabledes hist ved din seirende Haand, og de Marker saa vide 385
"Zires med dine Tropæer, min Helt! Hvad du mægter ved Mandsmod,
"Kan du forsøge paastand; thi vor Fjende, jeg mener, ei fjernet
"Søge vi kunne: de stimle omkring vore Mure paa hver Kant.
"Kom! lad os møde dem, Ven! Du betænker dig? Skal da din Kamplyst
"Kun i de løbende Been, eller kun i din vindige Tunge 390
"Finde sit vanlige Hjem?
   
"Flygtede jeg, du elendige Karl? Hvo siger, jeg flygted,
"Naar ved de Troeres Blod den svulmende Tiber at voxe
"Selv han saae, og den samtlige Æt af Evander at synke,
"Samt de arcadiske Mænd, som berøvedes plat deres Rustning? 395
"Bitias - Pandarus, mægtig og stor, ei funde mig saadan,
"Eller de tusinde Mænd, som jeg sendte til Tartarus hiin Dag,
"Skjøndt jeg var hildet af Fjendernes Muur og var spærret i Leiren.
""Krigen ei skaffer os Hjelp."" - "Du Afsindige! sligt kan du varsle
"For den dardaniske Helt og dig selv! Ei! skynd dig at skræmme 400
"Alt med en gruelig Angst, og at hæve den Stamme, som togang
"Segnende faldt, og at trykke til Jord de Latineres Folkslag.
"Nu Myrmidonernes Høvdinge selv for de Phrygere skjælve,
"Ogsaa Tydiden er ræd og Achilles fra Byen Larissa,
"Medens for Adria's Søe den forfærdede Aufidus flygter! 405
"Selv naar han stiller sig an, som var han saa inderlig ængstlig,
"Er det kun Trædskhed og Sviig, for at øge ved Frygt sin Beskyldning.
"Aldrig saa ussel en Sjæl (frygt Intet!) ved denne min Høire
"Miste du skalst; lad den hvile hos dig, og forblive i dit Bryst.
"Nu vil jeg vende mig, Konning! til dig, og din store Beslutning. 410
"Dersom du sætter fremdeles ei Haab udi dette mit Slagsværd -
"Ginge forlorne vi plat - hvis ene ved dette vort Krigstab
"Alt vi har tabt, og vor Skjæbne ei meer kan tilbage sig vende -
"Da kan vi bede om Fred - da strække den kraftløse Haand ud;
"Skjøndt, om vi eied en Gnist af det Mod, vi besad udi Fortid, 415
"Den mig tyktes uligeligt meer i sin Skjæbne lyksalig,
"Samt af et kosteligt Mod, som, blot for at slippe for Synet,
"Styrted sig brat i sin Død, samt beed under Kampen i Græsset.
"Men - naar vi Midler besidde endnu, usaarede Ungmænd,  
"Hele Italiens Byer og Folk, som er' rede til Bistand - 420
"Naar de Trojaner med rigeligt Blod tilkjøbte sig Seiren,
"(Ogsaa hos dem ere elskede Liig; thi over os Alle
"Stormen drog hen!) hvi, dækked' med Skam i den forreste Indgang,
"Tabe vort Mod? hvi zittre for Kamp, før Basunerne klinge?
"Tid og urokkeligt Mod har i Livets omskiftende Vexel 425
"Hjulpet saa mange i Nød; under Vexelbesøg hos Fortuna
"Skuffet den Ene, men stillet igjen paa det Tørre den Anden.
"Hjelp vi erlange vel ei fra Ætolerne eller fra Arpi;
"Vel da! Messâpus er her, og Tolumnius, Søn af Fortuna,
"Samt de Drotte, som Mange har sendt. Ei langsom vil Æren 430
"Følge med Latiums Mænd og Laurenternes kaarede Skarer.
"Ogsaa af Volscernes herlige Æt vi besidde Camilla,
"Forrest i Rytternes Togt og de Skarer, som funkle i Rustning.
"Dersom de Teucrer forlange mig selv, for at stride, som Enkelt,
"Ønske I sligt, og jeg skader saa svart den forenede Fordeel, 435
"See! da haver ei Seiren, i Harm, fra min Høire sig listet,
"At, for saa mægtigt et Haab, jeg skulde ei prøve en Tvekamp.
"Modig jeg træder i Dyst, om han stilled den stolte Achilles,
"Ja, om han dækked sig selv med en Rustning, der ligned Vulcani
"Hamrede Dragt.
                          "Jeg offrer mig selv til Latinus og Eder! 440
"Turnus sig offrer, ei mindre i Kraft, end de Helte fra Fortid.
"Ene mig vinker Æneas til Kamp - hvor jeg ønsker, han kaldte!
"Dersom da Himlen er vred, da slipper jo Drances for Døden,
"Og, om jeg vinder ved Seiren mig Roes, skal han ikke den dele."
Medens nu disse udgrundede Raad i de tvivlsomme Sager, 445
Ei uden Harme: fremrykker med Leir og med Tropper Æneas.
Flux med en frygtelig Larm, gjennem Konningens høie Gemakker,
Styrter et Bud, som med gruelig Skræk over Byen udspreder,
At, udi opstilt Rad, de Trojaner, fra Tiberens Flodbred,
Samt de Tyrrheneres Hær, fremrykke ad samtlige Marker. 450
Brat de Gemytter bestædes i Nød; det bedrøvede Hjerte
Banker, og Harmen sig hæver paastand med en frygtelig Tirren;
Heftigt forlanger man Sværd, og de Ynglinge mumle: Til Vaaben!
Fædrene græde og knurre af Sorg, medens Raaben saa vide
Hæver sig højt i forvirrende Tvist over Skaren mod Himlen: 455
Ligesom stundom i Lunden saa dyb, naar en Mængde af Fugle
Sætter sig ned udi Flok, eller naar, om Padusa saa fiskriig,
Hen ad den tonende Søe gjenlyde de syngende Svaner.
"Ret i betimelig Tid," udraaber den heftige Turnus,
"Samle I Raadet, og sidde i Mag, for at snakke om Freden, 460
"Medens de trænge med Sværd i vort Land!" Ei talende mere,
Styrter han bort, og han iler ihast fra den kneisende Hofborg.
"Hurtigt, Volusus! bring Ordre om Kamp til de Volsceres Hære!"
Raaber han; "før de Rutulere frem! Messâpus og Coras,
"Samt hans Broder, flankere ad Mark med de væbnede Hestfolk! 465
"Nogle besætte nu Veien til Bye, og beskytte dens Taarne!    
"Hele den øvrige Hær fremtrænge sig der, hvor jeg byder!"
Flux i den samtlige Bye man splitter sig hen imod Muren.
Fader Latinus forlader sit Raad, og sin store Beslutning
Sætter han op; thi han ængstes i Hu ved den rædsomme Tidspunct. 470
Saare fortryder han nu, at han ikke med Venlighed modtog
Troiske Helten, og drog ham til Bye, som Lavinia's Brudgom.
Nogle nu grave for Porten en Grav, eller kjøre med Steen samt
Pæle til Hjelp; og den hæse Trompet udstøder sit Blodtegn.
See! i en vexlende Hob til de samtlige Mure sig skynde 475
Mødre og Børn; thi den yderste Kamp fremlokker nu Alle.
Op til den øverste Borg, og tillige til Palladis Tempel,
Føres af Dronningen selv en usigelig Skare af Qvinder,
Alle med Gaver. Lavinia gaaer udi Følget, den Ungmøe,
Hun, som i Nøden er Skyld, med de deilige Øine mod Jorden. 480
Mødrene træde nu frem, og af Røgelse Tempelet damper,
Mens i den høie Portal de bedrøvede Stemmer de løfte:
"Guddom i Krig, som er mægtig i Kamp, Tritonia! Ungmøe!
"Knæk for den phrygiske Røver hans Spyd ved din Styrke, og fæld ham
"Selv, nedstyrtet til Jord, henslængt ved de høie Portaler!" 485
Turnus, som raser i Sind, ombælter til Kampen sig hurtigt.
Med det rutuliske Pantser bedækt, i den kobberne Skjældragt,
Funkler han alt, og har Læggene spændt udi Skener af Guldmalm;
Blottet om Tinding endnu; til sin Lænd har han passet sit Glavind,
Og i sin gyldene Glands vil han hurtigen ile fra Borgen, 490
Krigerisk vild udi Mod, med sin Tanke alene til Fjenden.
Hesten han ligner, som flygter fra Stald, og har sprængt sine Liner,
Som, uden Lænker, nu frie, over Marken sig tumler saa vide,
Enten til Hjorden den iler afsted, eller Hoppernes Græsgang,
Eller, til Bølgerne vant, den styrter i Fart til sit Vandsted: 495
Op imod Skyen sin kneisende Hals den løfter med Vrinsken,
Medens ad Halsen og ned ad dens Bov frembølger dens Manke.
Hannem - og hele de Volsceres Hær er i Følget - Camilla
Møder; og Dronningen selv, ret lige i Porten, fra Hesten
Springer: den øvrige Hob, med hendes Exempel for Øie, 500
Styrter fra Gangerne ned imod Jord. Flux mæler hun saadant:
"Turnus! saasandt som den Kjække med Ret kan forlade paa Mod sig,
"Vover, og lover jeg her, de Trojaneres Skarer at møde;
"Dertil alene at drage tilfeldts mod Tyrrhenernes Hestfolk.
"Und da mig selv og min Hær, at vi ere de første i Kampen, 505
"Medens du, Byen til Værn, trint Murene staaer med dit Fodfolk."
Fæster da Turnus sit Blik paa den rædsomme* Pige og mæler: *frygtindgydende
"Pige! du Ziir for Italiens Land! hvor kan jeg med Ord dig
"Takke, hvad heller med Daad? Dog nu, da du eier et Mod, som
"Trodser mod Alt, maa du dele med mig, udi Kampen, vor Møie. 510
"Rygtet beretted mig alt, og de Speidere, hvilke jeg sendte,
"At sine Ryttere, væbnede let, den elendige Troer
"Sendte, for Marken at trave omkring, medens selv over Bjergets
"Toppe saa øde fremtrænge han vil, for at styrte paa Byen.
"Derfor i Skovens den hvælvede Gang har jeg ordnet et Baghold, 515
"Og med bevæbnede Mænd tilspærret den dobbelte Indgang.
"Altsaa i staaende Kamp du møde Trojanernes Stridsmænd!
"Følge dig skulle Messâpus saa flink, og Latinernes Hobe,
"Samt hvad Tiburnus har sendt, og som Høvding du styre dem Alle!"
Dette han mæler; med lignende Ord han opmuntrer Messâpus, 520
Samt de Forenedes Drotte, til Kamp, og han iler mod Fjenden.
Krum udi Bugter sig trækker en Dal, som til List eller Baghold
Saare er skikket i Krig, hvor med dæmrende Skygger en tyk Skov
Trænger fra Siderne frem, hvor en uselig Stie kun er Adgang,
Veien sig lister saa ængt, med en snæver, indknibende Indgang. 525
Høit over den, paa en Tind og den øverste Aas af en Fjeldkant,
Ligger en Slette, som neppe er seet, hvor man sikkert kan flye fra,
Enten til høire forsøge man vil, eller venstre, en Kampdyst,
Eller paa Fjeldet vil staae, for at vælte de mægtige Steen ned.
Hid, gjennem Veien saa kjendt, har den Yngling besluttet at ile, 530
Tager sin Post udi Hast, og besætter den farlige Skovegn.
See! udi Himmelens øverste Hjem til den hurtige Opis,
Een af den hellige Hob og de Nymphers ledsagende Skare,
Taler Latonia sligt, og med klagende Stemme hun siger:
"See! i den grusomme Krig, udi Kampen nu træder Camilla, 535
"Pige! og selv i min Rustning, hun fik, er hun ikke beskyttet,
"Hun, som jeg elsker saa høit; ei heller saa nyligt Diana's
"Ømhed hun vandt; ei Sjælen blev rørt ved en pludselig Sødhed.
"Efter at, rammet af Nid og forhadt for sin farlige Vælde,
"Mêtabus iled, fordreven, paa Flugt fra det gamle Privernum, 540
"Tog han i Kampens rædsomme Nød selv hende, som Lille,
"Med, for at følge landflygtig hans Vei: hendes Moder Casmilla's
"Navn hun erholdt; lidt Forandring det fik, og hun kaldtes Camilla.
"Foran paa Hjertet den Lille han bar, naar i eensomme Skove
"Høit over Fjelde han gik, medens Spydene fore saa vide, 545
"Og med Soldater, som mylred omkring, ham trængte de Volscer.
"Alt var han, midt paa sin Flugt, ved den vældige Flod Amasenus,
"Just som den steeg til sin øverste Rand; en saa rigelig Pladskregn
"Styrted fra Skyen. Nu staaer han beredt til at svømme; men Barnet
"Sinker ham, rørt. For den elskede Vægt er han bange. Da grubler 550
"Saare uroligt hans Sind, og med Nød hans Beslutning er fattet.
"Spydet, saa tungt, som han bar som en Drot i sin kraftige Høire,
"Ganske af Eeg, og med Knaster belagt, som var hærdet ved Ilden,
"Op imod dette han surrer sit Barn, som med Bast og med Skovbark  
"Nøie var svøbt, og han knytter beqvemt til sin Landse den Lille. 555
"Svinger saa den i sin kraftige Haand, og med Ætheren taler:
""Hulde latoniske Møe! til dig, som i Lundene throner,
""Vier som Fader jeg Pigen til Møe! hun holder saa ydmygt
""Fast ved dit Spyd, for sin Fjende at flye. Saa tag da, Gudinde!
""Hende, som din, hvem jeg nu maa betroe til den uvisse Luftstrøm!"" 560
"Sligt er hans Ord, og med anstrængt Arm den slyngede Landse
"Sender han ud; udi Bølgen det klang; over Floden, saa oprørt,
"Flyver afsted paa det susende Spær den forladte Camilla.
"Mêtabus selv, da en frygtelig Hob er ham lige i Sporet,
"Styrter i Floden sig ud, og som Seirer sit Barn paa sin Landse 565
"Rykker han op fra den græsrige Eng, som en Skjænk til Diana.
"Endnu har aldrig en Bye med sit Tag eller skjærmende Mure
"Ydet ham Lye; end aldrig han bød til et Menneske Haanden;
"Ene paa Hyrdernes eensomme Bjerg har han Dagene tilbragt.
"Derfor sin Datter, i Skovenes Krat og i Bjergenes Huler, 570
"Midt udi Hjorden, ved Dyrenes Melk og ved Hoppernes Yver
"Died han; Læben saa spæd har kun suget af Dyrenes Vorter.
"Dengang hun først, som et Barn, med sin Fod kunde Sporene trykke,
"Tynged han flux hendes Haand med et Spyd, som var hvæsset til Jagten,
"Hængte tillige om Skuldren et Spær paa den Lille, og Bue. 575
"Haaret ei skjultes af Guld; og, istedetfor dækkende Kaabe,
"Slynged hun Tigerens Skind om sin Ryg, fra sit Hoved og Isse.
"Tidligt hun svang, som en Dreng, sine Spyd med de barnlige Hænder;
"Og, naar en Slynge hun drev med den dreiede Snor om sit Hoved,
"Faldt den strymoniske Trane som død, og de Svaner saa hvide. 580
   
"For deres Sønner de Mødre saa tit i Tyrrheniens Byer
"Ønskede hende (forgjæves) til Viv. Med Diana hun nøies:
"Ene til Spyd og til ugift Stand hun bestemmer sin Fremtid,
"Altid en urørt Møe. Ach! nødigt jeg seer hende reven
"Her udi Kamp, da hun prøver en Dyst med de modige Troer! 585
"Skjøndt i mit Følge hun kunde mig tjent, som en Pige, jeg elsked.
"Altsaa velan! hun er stædt udi Nød ved den grusomme Skjæbne -
"Nymphe! fra Himmelen gliid og besøg de Latineres Grændser,
"Hvor, i en sørgelig Stund, man er stædt i den rædsomme Kampleeg!
"Tag imod dette, og vælg dig en Piil af mit Kogger til Hævner! 590
"Lad saa Enhver, som har krænket med Saar den Indviedes Legem,
"Lide tilbørligen Straf, om Italer, hvad heller en Troer!
"Da vil jeg selv, i den hvælvede Skye, den Usaliges Legem
"Samt uforkrænkede Spyd udi Graven nedlægge i Hjemmet."
Atter hun taug; gjennem Himmelens Luft flux susede Nymphen, 595
Styrtende ned, om sit Legeme svøbt i den mørknende Stormskye.
See! imod Murene nærme sig alt de Trojaneres Skarer,
Samtlige Rytteres Hob og tillige Etrurernes Drotte,
Ordned' i Flok efter Tal. Høit fnyse paa Markerne rundtom
Heste saa modigt, og stride med Kraft mod den strammede Tøile, 600
Dreied' snart hid og snart did. Under Landserne stivner saa vide
Marken af Jern, og de funklende Spyd over Engene blinke.
Ogsaa Messâpus tilhest, og Latinernes hurtige Skarer,
Coras og Broder, den samtlige Fløi under Pigen Camilla,
Vise sig, stilled' mod disse paa Mark: frem stinge de Landser 605
Med deres løftede Arm, og de svinge tillige med Smaaspyd.
Heltenes Komme frembruser alt meer: under Gangernes Fnysen
Begge bevæge sig frem til et Skud af et Spyd, hvor de standse.
See! med et pludseligt Skrig fremstyrte de hurtigt, og muntre
Hesten, som fnyser af Harm; fra de samtlige Kanter de øse 610
Spyd, som den hyppige Snee, medens Luften omspændes af Mørke.
Flux med de fældede Spær Tyrrhenus og flinken Aconteus
Styrte med Kraft mod hverandre i Kamp: med en frygtelig Bragen
Faldt imod Jorden de først, og de Gangere knuse i Farten
Brystet, som stødte mod Bryst. Brat styrted fra Hesten Aconteus 615
Snelt, som et lynende Glimt, liig en Steen, som Balisten har svinget;
Slynges et Stykke derfra, og i Luften han splitter sin Livskraft.
Rytternes Rækker forvirres paastand: de Latinere vende,
Kaste paa Ryg deres Skjold, og til Byen de Hestene dreie.
Troerne gjænne dem frem; med sin Hob er Asylas den første. 620
Lige til Porten de nærme sig alt, da Latinerne atter
Løfte til Kampen et Skrig, samt dreie den villige Ganger.
Flygte da hine, og fare afsted med de hængende Tøiler:
Som naar i vexlende Gang de Bølger fremrulle fra Dybet,
Styrte sig snart imod Land, samt kaste de skummende Vande 625
Ind over Fjeld, og det yderste Sand under Skvulpen befugte;
Stundom tilbage, med Fart, de beskyllede Stene med Brænding
Slikkende flye, og med synkende Flod bortile fra Stranden.
Tuscerne joge mod Byen de vendte Rutulere togang,
Togange, jagne, de værne mod Skud deres Rygge med Angstblik. 630
Efter at trediegang de styrtede sammen i Kampen,
Mand udkaared sig Mand, og de Linier slynged i Strid sig;
Ach! da hørte man Døendes Suk; og i rigelig Blodstrøm,
Midt udi Vaaben og Liig, mellem Heltenes myrdede Kroppe
Heste sig vælte i Død; thi begyndt er en frygtelig Kampdyst. 635
Ind imod Rêmuli Hest - thi bekjæmpe ham selv, tør han ikke -
Svinger Orsîlochus Spyd, som han levner i Dyret ved Øret.
Steiler da Gangeren, vild ved sit Saar, og den kaster i Veiret,
Vred over Vunden, den fik, med sit løftede Bryst, sine Forbeen.
Hiin, som er styrtet, henruller ad Jord. Catillus Jolas 640
Kaster, og ham, som er mægtig af Mod, samt i Kræfter og Vaaben,
Hêrminiûs, paa hvis Isse, saa bar, er det lysende Guldhaar,
Hvem, ubedækket om Skulder og Ryg, ei Saarene skræmme,
Ret som et Maal for en Piil. Dog gjennem hans Lænder saa brede
Dirrer den Landse, som traf, og som krummer den Helt under Smerte. 645
Strømmer nu Blodet saa sort overalt, og med Sværdet de røve
Livet omkaps; mod en hæderlig Død gjennem Vunder de hige.
Midt i de Myrdendes Hob, omtumler sig, glad ved sit Kogger,
Medens hun blotter til Kampen sit Bryst, Amazonen Camilla.
Snart med sin Haand mod den knugede Hob sine Landser hun sender, 650
Snart, uden Hvile, hun svinger i Haand tveeggede Øxer.
Buen om Skuldren gjenlyder af Guld, som Artemis' Vaaben.
Selv naar hun drives paa Flugt, og maa vende sin Ryg imod Fjenden,
Dreier hun Buen, og sigter fra den med de flygtende Pile.
Kaarede Piger med Skjoldmøen gaae: Amazonen Larina, 655
Tulla, Tarpeja, som fægter i Haand med en Øxe af Kobber,
Samtlige født' i Italiens Land, som den væne Camilla
Kaared til Hjelp udi Fred og i Krig, sig selv til en Hæder.
Som, naar de thraciske Qvinder ihob over Thermodons Iislag
Trave; og, zired' med brogede Skjold, Amazonerne kjæmpe; 660
Eller omkring Hippolyte de gaae; eller Penthesilea
Krigerisk iler paa Vognene hjem, og med hylende Stridsraab
Qvinderne drage i stormende Hob med de Skjolde, som Maaner.
Hvilken som først, eller hvilken som sidst, har du, trodsige Skjoldmøe!
Fældet? hvor mange til Jord har du lagt af de Døendes Kroppe? 665
Først Eunæus, hiin Clytii Søn: da han nærmed sig fremad,
Foer i hans blottede Bryst den Landse saa lang af et Fyrrtræe.
Segnende spytter han Strømme af Blod, i det blodige Grønsvær
Tygger han, medens i Vee over Saaret han krummes i Døden.
Liris og Pâgasus næst; da hans Hest under Ridtet er saaret, 670
Samler den Første sin Tøile, imedens han synker, og Denne
Hjelpende strækker den blottede Arm til den segnende Stridsven;
See! da fældes de begge til Jord.
                                                   Nu traf hun Amastris  
Hippoti Søn; i det Fjerne, med Kraft, ved sin Landse hun henter
Tereus, Hârpalycûs, med Demôphoon endelig Chromis. 675
Alt som en Landse af Pigen er sendt, som hun slynged med Haanden,
Falde tillige de phrygiske Mænd. Udi sælsomme Vaaben
Ornytus farer, den Jæger, saa fjernt paa japygiske Hesten;
Saasom om Skuldren, saa bred, den Hud, som er reven af Oxen,
Krigeren kaster; hans Hoved saa stort det spilede Ulvgab 680
Skjuler, ved Kjæben tillige, besat med de Tænder saa hvide;
Medens det landlige* Spyd har bevæbnet hans Haand. I den tykke * "bondespyd"
Skare han gaaer, og han hæver sig høit ved sin kneisende Isse.
Denne belurer ham snart - det var let, da hans Tropper har vendt sig -
Rammer, og taler nu sligt med et Hjerte, som aander af Fjendskab: 685
   
"Har du, Tyrrhener! formeent, at du jogst efter Vildt udi Skoven?
"Dagen er kommen, du seer, paa hvilken en Pige med Vaaben
"Standser dit pralende Ord. Dine Fædre blandt Aander du melde
"Sligt som en kostelig Roes: for Camilla du faldt under Spydet!"
Butes derefter hun traf med Orsîlochus, mægtige Navne 690
Mellem de Troer; den Første hun jog med sit Spyd gjennem Ryggen,
Just mellem Pantser og Hjelm, hvor Halsen paa Rytteren skinner,
Og hvor det dækkende Skjold nedhænger tilvenstre paa Armen.
Men for den Anden hun flygter i Kreds, i betydeligt Omridt,  
Spotter i ængere Ring, og forfølger nu ham, som forfulgte; 695
Til, ved at hæve sig høit, gjennem Rustning og Benet hun driver
Øxen den svære - uagtet hans Bøn, da han trygler saa saare -
Ideligt ind; med hans Hjerne saa varm hun befugter hans Aasyn.
Hende nu møder - dog skræmmet han staaer ved den første Beskuen -
Fra Apenninernes Bjerg den krigerske Pode af Aunus, 700
Medens end Skjæbnen forundte ham Svig, ei den sidste Ligurer.
Som han nu mærker, at ikke ved Løb han kan ile fra Kampen,
Seer, at han ikke kan liste sig bort fra den kommende Dronning,
Prøver han flux at forsøge en List ved et trædskeligt Opspind.
Derfor han mæler: "En kostelig Sag, om en Qvinde tør stole 705
"Blot paa sin herlige Hest! stands Farten! forsøg udi Nærstrid
"Kamp paa den jævnede Jord! prøv Lykken engang udi Fodstrid!
"Kjende du snarligen skalst, hvem Pral har forskaffet en Ufærd!"
Taled han: denne, som vild, opluet af rasende Harme,
Giver Veninden sin Hest, for at kjæmpe med ligeligt Vaaben, 710
Blot med sin Sabel, tilfods, uforfærdet med Skjoldet alene.
Flyver da Ynglingen bort, som formener ved Snelhed at staae sig;
Frem uden Hvile han styrter afsted med de dreiede Tøiler,
Medens med Hælen af Jern han trætter den hurtige Ganger.
"Dumme Ligurer! af trodsende Mod du forgjæves er opblæst! 715
"Ei til din Baade forsøgte du her paa dit Fødelands Kunster;
"Svig ledsager dig ei i Behold til Bedrageren Aunus."
Møen udtalede sligt; som et Lyn, paa de hurtige Fødder,
Iler hun Hesten foran, som hun griber i Tøilerne forfra,
Fælder ham selv, og det fjendtlige Blod maa betale sin Bøde; 720
Hurtig og let, som en Høg, den hellige Fugl, som fra Klippen
Henter med Vingernes Fart, skjøndt høit udi Skyen, en Due,
Griber og holder den fast, samt splitter den ad med sin Krumkloe,
Medens dens Blod og de nuppede Duun nedglide fra Æthren.
Ei uden grandskende Blikke de Guders og Menneskers Skaber 725
Skuer paa sligt, da han sidder som Drot paa en Tind af Olympen.
Ind i det rædsomme Slag den Fader Tyrrheneren Tarcho
Hidser, og giver ham vredeligt Hu med en trodsig Begeistring.
Frem i de Flygtendes Hob, ja selv gjennem Ligene, Tarcho
Styrter tilhest, og med vexlende Raab han Fløiene livner, 730
Nævnende hver ved sit Navn, samt muntrer de Jagne til Kampen.
 
"Aldrig for Skam har I Sands, I Tyrrhenere, lade bestandigt!
"Hvi vil I frygte? hvi sank udi Hu en saa knugende Dorskhed?
"Driver en Qvinde den flygtende Hob? kan hun vende Jer Stridshob?
"Hvad er da Sværdet? hvi holder vor Haand den unyttige Klinge? 735
"Dorske til Venus dog findes I ei, eller natlige Kampe,
"Ei naar en Pibe saa krum paabyder den bacchiske Chordands,
"Hvor I kan vente jer Brød, eller Viin paa de herlige Diske.
"Sligt er jer Syssel og Lyst, naar den varslende Præst har bebudet
"Lykkeligt Svar, og et Offer, saa fedt, har til Lundene vinket." 740
Mælende sligt, imod Hoben sin Hest, for at finde sin Død selv,
Jager han; voldsom i Hu, han styrter mod Venulus fremad,
Snapper i Haanden ham op fra hans Hest, omfatter sin Fjende,
Ja, som forvildet af Kraft, han lægger paa Skjødet ham for sig.
Løftes da høit imod Himlen et Skrig, og Latinerne alle 745
Vende sig did; som fortumlet af Ild over Sletten han jager,
Baade med Vaaben og Mand: af hans Landse han knækker fra Enden
Spidsen af Jernet, og leder i Mag om de blottede Dele,
Hvor han kan give ham dødeligt Saar, medens denne med Modstand
Jager fra Struben hans Haand, og vil Kraften afbøde med Kræfter. 750
Som, naar den gulige Ørn paa sin Fart gjennem Skyen en Slange
Snapped, og vikler den fast i sin Fod, hvor den hænger om Kloen;
Saaret den Slange nu dreier sig rundt udi krummede Bugter,
Stritter med Skjællet, som hæver sig høit, samt hvisler med Munden,
Hævet med Kroppen i Luft: dog knuger med krummede Næb hiin 755
Denne, som kjæmper; thi høit udi Skye med sin Vinge den basker.
Ligesom denne, sit Ran fra Tiburternes Linier Tarcho
Bærer med Trods. Medens Høvdingens Held og Exempel de følge,
Løbe Mæonerne frem.  
 
                                                   Indviet til Kererne* Arruns *skæbnen
Lister den snelle Camilla forbi med sit Spyd og med Trædskhed, 760
Medens han søger med List om et Sted, hvor han lettest kan ramme.
Naar i den midterste Hob den modige Pige sig styrter,
Da fremtrænger sig Arruns i Smug, og belurer hvert Fodtrin;
Men, naar hun seirende trækker sig bort, og fra Fjenden sig fjerner,
Dreier den Yngling ihast sine hurtige Tøiler til Siden. 765
Adgangen hisset og Adgangen her, ja den samtlige Omkreds,
Har han nu nøie forsøgt, saa hans Landse maa træffe med Vished.
Viet Cybele, samt nys hendes Præst, udmærked sig Chloreus
Ved sine straalende Vaaben saa vidt i de Phrygeres Rækker,
Stolt paa sin skummende Hest: guldhægtet et Skind, som bedækked 770
Denne, var prydet med Skjæl, duunformede alle af Kobber.
Selv var han kostelig klædt i det dunkle og fremmede Purpur,
Og de gortyniske Spyd han skyder fra Lycernes Armbrøst.
Buen ham klinger paa Skuldren af Guld, og paa Hoved den Præst har
Hjelmen af Guld: hans Safransdragt med de raslende Skjøder, 775
Alt af det fineste Liin, samfoldet han hæfter med Guldkrog.
Vamsen var yndigt brodeert, og hans Plade paa Benet var fremmed.
Enten for Troerens Dragt at forære til Guden i Templet,
Eller for selv, som en Møe, med det Guld, hun erobred, at prunke,
Ham, i den samtlige kjæmpende Hob, Jægerinden, som blændet, 780
Følger, og, uden at sikkre sig selv, gjennem Hæren saa vide
Flammer hun høit af en qvindelig Lyst efter Byttet og Dragten,
Just som et Spyd, da omsider en Tid er beleiligen funden,
Arruns sender i Smug, med en Bøn til de himmelske Guder:
"Gudernes Fyrste! du hellige Vagt paa Soracte, Apollo! 785
"Hvem vi tilbede især, hvem Luer af Graner i Stabler
"Næres til Ære; hvis Dyrker formaaer, ved at bygge paa Fromhed.
"Selv gjennem Luer at gaae, og at træde paa talrige Gløder;
"Und mig, o Fader! almægtige Gud! at ene ved mit Skud
"Fældes den skjændige Møe! Dog ei hendes Dragt, om hun falder, 790
"Ei hendes Vaaben jeg æsker til Pomp. Hvad jeg virker i Fremtid,
"Skaffe mig Roes! naar saa rædsom en Qvind, som er rammet ved mit Skud,
"Falder, da vandrer jeg glad, uden Roes, til min fædrene Hjemstavn."
Phoebus hans Bønner fornam, og beslutted i Tanken, det Halve
Skulde gelinge; men fjernt udi Luft han splitted det Halve. 795
Brat ved en pludselig Død den forvirrede Pige at dræbe,
Dette han under hans Bøn; men at skue sin herlige Hjemstavn,
Undes ham ikke; hans Bøn bortveired den stormende Sydvind.
Medens nu Landsen, som foer fra hans Haand, gjennem Vindene sused,
Samtlige Volscer det ængstede Hu og det frygtsomme Øie 800
Vendte mod Dronningen hen. Dog ikke hun ænsed det Lufttryk,
Lyden ei heller, og Landsen, som sank gjennem Ætheren nedad,
Før, end det dalende Spyd udi Brystet, som viser sig blottet,
Hæfter, og drikker det Jomfrueblod ved at bore sig dybt ind.
Ængsted' Veninderne trænge sig frem, og den segnende Dronning 805
Løfte de op.
 
                           Skrækslagen især bortflygtede Arruns,
Stædt udi Frygt og i Angst; paa sin Landse han vover ei meer at
Bygge, og Dronningens Spyd han vover ei heller at møde.
Ret som en Ulv, før de fjendtlige Spær har ledsaget hans Bortgang,
Skjuler sig hurtigt paa Bjergenes Top ad de veiløse Steder, 810
Naar den har skillet det mægtige Nød* eller Hyrden ved Livet.   *Kvæg
Hele sin Frækhed bevidst, den stryger sin zittrende Hale
Ind under Bugen af Angst, medens hurtigt den lusker til Skoven.
Bange som denne, af Syne sig drog den forvirrede Arruns,
Nøier sig gjerne med Flugt, og forputter sig dybt udi Hæren. 815
   
Hun, med en Døendes Haand, vil befrie sig fra Spydet; men Odden
Stander i Benene fast; dybt Saaret har naaet hendes Ribbeen.
Blodløs segner hun ned; udi Døden de Øine saa kolde
Briste, og Farven, som Purpuret rød, bortviger fra Kinden.
Døende taler hun sligt til een af Veninderne, Acca, 820
Hvilken af Søstrenes Hob var meer end de Andre Camilla
Trolig hengiven, og deelte hver Sorg: saalunde hun mæler:
"Søster! saalænge jeg virked med Kraft; nu standser den bittre
"Vunde min Stræben; nu sortner mig Alt i et frygteligt Mørke.
"Iil da at bringe mit Ord - det er jo det sidste! - til Turnus! 825
"Selv maa han træde i Kamp, for at fjerne de Troer fra Byen,
"Nu - mit Farvel!"
                    Under saadanne Ord sank Tøilen af Haanden,
Medens hun nødigen gleed imod Jord. Udi Døden, den kolde,
Vikled hun sig fra sit Legeme løs; den kraftløse Nakke
Lagde hun ned, og sit Hoved saa mat; da sank hendes Glavind, 830
Og hendes sørgende Aand, under Sukke, til Skyggerne bortdrog.
See! da stiger et frygteligt Raab, som de lysende Stjerner
Rammer, og Kampen begynder paany, da Camilla er falden.
Troernes Hobe, sampakkede tæt, fremtrænge sig atter,
Alle Arcader, Evander har sendt, og Tyrrhenernes Drotte. 835
Opis, som Trivia's Vagt, paa den øverste Top af en Fjeldtind
Længe har siddet paa Luur, og med Rolighed skuet paa Kampen.
Da nu i Midten af frygteligt Raab, mellem rasende Krigsfolk,  
Selv hun har seet i en frygtelig Død den bestædte Camilla,
Sukker hun dybt, og af inderste Sjæl hun beklager den Arme: 840
"Pige! desværre for haardt - for haardt har du bødet med Livet,
"Ret som en Straf, da du voved en Dyst med de Troer at prøve.
"At i den eensomme Skov, som en Møe, du har dyrket Diana,
"Baaded dig ei; skjøndt du Koggeret bar over Ryggen, som Jagtmøe.
"Dog uden Ære dig svigtede ei den Dronning, du tjener, 845
"Selv i din yderste Time og Død: gjennem Folkene vorder
"Ikke dit Fald uden Rye; uhevnet du ikke skal kaldes.
"Den, som dit Legem forkrænkede her med en dræbende Vunde,
"Bøder, forskyldt, med sin Død."
                         Ved den taarnende Klippe en mægtig
Gravhøi kneised med Dynger af Jord over Konning Dercennus, 850
Fordum Latinernes Drot, som var dækket med skyggende Ege.
Der, med en ilende Fart, har den væne Gudinde sig stillet,
Hvor, fra den øverste Gravhøitop, hun vil lure paa Arruns.
Da hun nu øiner ham, taabeligt krye, i den glimrende Rustning,
Raaber hun:
               "Hvi vil du liste dig bort? Hid styrer du Gangen! 855
"Kom - du est dødsens! her fange du skal for Camilla en værdig
"Løn. Vil du tøve endnu? For Diana's Piil skal du falde."
Taled den thraciske Møe, og frem af sit Kogger, det gyldne,
Tog hun en flyvende Piil, medens Hornet* hun spændte i Harme.  *Buen
Trak saa med Kraft, indtil Spidserne to af den krummede Bue 860
Mødte hinanden; hun rørte med Haand tillige paa eengang
Odden med Venstre, og Vorten paa Bryst med den Høire og Strængen.
Pilen, som hvinede frem, og en Susen i Luften tillige
Arruns bemærked, da Pilen alt dybt udi Hjertet var hæftet.
Gispende ligger han der; og imedens han drager sit Dødssuk, 865
Glemme de Fæller ham snart, og forlade paa Fremmedes Mark ham.
Opis paa Vingerne flyver afsted mod Olympen og Æthren.
Flux, da Camilla er dræbt, bortflygte de Skarer, saa lette;
Ængsted' Rutulerne flye; ja den vilde Atinas maa flygte;
Drottene splittes, og Krigernes Hob, som er levnet alene, 870
Søger sig Lye, og til Murene tyer paa de Gangere vendte.
Ingen de Teucrer, som trænge sig frem, og bebude kun Døden,
Mægter at standse ved Sværd, eller vover at stille sig mod dem.
Bag over Ryggen saa dorsk de slappede Buer de slænge,
Medens den støvede Mark tungt gungrer ved Hestenes Hove. 875
Frem sig vælter det mulmende Støv imod Byen med sort Nat,
Og, hvor de ventende stode, de Mødre nu slaae sig for Brystet,
Medens de løfte mod Stjernen i Skye de fortvivlede Angstskrig.
Hvilke sig styrtede først udi Fart ad den aabnede Port ind,
Disse forfølger den fjendtlige Hob udi klyngede Skarer. 880
Ikke de skaanes for ynkelig Død; thi i Portene selve,
Næsten i Fædrenes Bye, mellem Husenes sikkrende Gjemmer,
Stødes de ned og maae døe.
                               Nu lukkes de Porte af Andre,
Og, for de Fæller at aabne en Vei, eller løfte paa Vold dem,
Vove de ei, skjøndt de bede saa ømt; og et frygteligt Blodbad 885
Bliver af dem, som vil styrte sig ind, eller værne om Porten.
Medens de Fædre med Graad maa betragte det, lukkes de ude,
Og, for en Deel, ved et rullende Fald i de Grave saa steile
Styrtes de ned, medens Andre saa blindt udi ilende Fremtrav
Fare mod Portene løs, og de Stolper og Bomme saa haarde. 890
Mødrene selv fra den kneisende Muur, i en kappende Samstrid,
(Fædrelandskjærlighed rører sig høit, da Camilla de skue)
Slynge nu Spyd fra den virksomme Haand; og, istedetfor Jern, de
Fægte med Køller saa flinkt, med Eeg og med Pæle, som fortil
Brændtes; og flamme af Lyst, som de Første, at falde for Byen. 895
Turnus opfyldtes i Skovene alt af det rædsomme Budskab,
Og udi Ynglingens Sind har Acca Bekymringer opvakt.
"Slagen," hun melder, "er Volscernes Hær, og Camilla er falden;
"Fjenderne trænge forbittrede frem; ved det heldige Feldtslag
"Styrte de Alt; ja til Murene selv fremtrænger sig Angsten." 900
Han, som besat, (sligt Juppiters Magt, den fortørnedes, byder)
Iler fra Skovene bort, og forlader de Høie, han stod paa.
Neppe af Syne han gik, og bedækked de jævnere Marker,
Før udi Skoven, som holdes ei meer, fremrykker Æneas,
Trænger sig frem over Fjeld, og forlader de Skove saa dunkle. 905
Begge, med stormende Iil, og af Tropperne fulgte, mod Byen
Skynde sig frem; kun et maadeligt Rum adskiller dem begge.
Nu i det Fjerne Æneas kan see, hvor de Marker af Støvet
Rygende dampe, og mærker af sligt de laurentiske Krigsmænd,
Just som Turnus Æneas kan see, som er gram udi Vaaben, 910
Medens han Gangernes Fnys kan høre og Føddernes Anmarsch.
See! da vilde de Kampe begyndt, da stod der et Slag alt,
Havde den rødmende Phoebus ei brat i Hiberiens Vandstrøm
Dyppet sit trættede Spand, samt Natten fremkaldt efter Dagen.
   
Begge nu rykke ved Byen i Leir, som de skandse med Pæle. 915

12. sang

Tilbage