TOP

Titelside eller Index

 

Tolvte Sang.
Indhold
Da de Latiner og Rutuler begynde at tabe Modet, beslutter Turnus sig til at afgjøre den hele Tvist ved en Tvekamp, hvortil han udæsker Æneas (v. 1o6), som modtager Tilbudet og slutter Pagten med behørig Ceremonie (v. 215). Dette faaer dog Juno forstyrret ved Nymphen Juturna, Turni Søster, som, forvandlet til en Rutuler, ophidser dem til at standse Forbundet, i det Præsten Tolumnius tillige, spaaende dem et heldigt Udfald, begynder Kampen (v. 276), og da dette er skeet, fare begge Armeer igjen sammen (v. 310). Just som Æneas, der ikke indseer Aarsagen til denne Urolighed, vil tale dem tilrette, saares han, uden at man seer af hvem, og maa gaae ud af Slaget (v. 323), hvorpaa Turnus raser vildt mod Troerne (v. 383). Dog snarligen læger Venus sin Søn (v. 429), som nu iler Sine til Hjelp, og raaber Turnus frem til Tvekamp (v. 445). Men Juturna søger at redde sin Broder, ved at forestille hans Kudsk (v. 485), og da Æneas ikke kan naae ham, stormer han løs paa Byen og slynger Ild over Murene (v. 592). Amata troer nu, at Alt er tabt, og at Turnus er falden, hvorefter hun hænger sig selv (v. 613). Da Turnus faaer dette at vide, indseer han nok, at han ikke længer kan vægre sig for Kampen, da det ellers snart vil være ude med Latinerne, og udæsker nu Æneas selv til en Kamp (v. 696); men her taber han. I det han segner saaret til Jorden, vil Æneas dog, efter hans Anmodning, skaane hans Liv; men da han i det samme bliver vaer, at Turnus bærer det Gehæng, som han fratog Pallas, da han dræbte ham, bruser han hæftigen op, af Lyst til at hevne sin Ven, og støder Sværdet i Turnus.
Svækket ved sidste uheldige Slag, de Latineres Mod sank:
Sligt bemærker Rutulernes Drot; nu kræves hans Løfte,
Nu man peger med Blikket ham ud: uforsonlig han brænder,
Medens han løfter sit trodsige Mod. Som i Poenernes Egne,
Saaret i Brystet ved Jægernes Spyd med en frygtelig Vunde, 5
Løven sig rører nu først til en Kamp, ved at ryste saa munter
Musklerne, dækked' om Nakken med Haar, ved at knække saa roligt
Røverens hæftede Spyd, under Brøl fra den blodige Strube;
Turnus annammer i Hu, ret ligesom denne, et vildt Mod.
Atter han taler til Konningen sligt, og begynder med Uro: 10
"Venter paa Turnus ei meer! Æneaderne selve, de sløve,
"Holde nu blot deres Ord! hvad de loved, de skulle nu vedgaae.
"Jeg vil i Kamp - kom, Fader! nu frem med dit Offer til Pagten!
"Enten ved denne min Haand vil jeg sende den Troer til Orcus,
"Ham, som fra Asien løb, (I kan sidde, Latiner! og see det!) 15
"Medens jeg ene med Sværd gjendriver hans Haan mod os Alle,
"Eller de Slagne han faae, og Lavinia vinde til Brud sig!"
Med et beroliget Sind gjensvarede hannem Latinus:
"Herlige, freidige Svend! Saameget du, fyrig af Mandsmod,
"Hæver dig høit, saameget bør jeg, med en inderlig Omsorg, 20
"See paa dit Vel, og med ængsteligt Hu afveie hvert Hensyn.
"Selv efter Daunus et Rige du har, samt talrige Stæder,
"Som du erobred; Latinus har Guld og har Kjærlighed for dig.
"Mangen en Møe er i Latiums Land og Laurenternes Egne,
"Ei af de Ringeres Stand. Hvad der muligen klinger dig ukjært, 25
"Und mig at sige - jeg sviger dig ei - læg det vel paa dit Hjerte!
"Give min Datter, som Brud, til een af de Beilere fordum,
"Skjæbnen forbød; ei Mennesker blot, men de Guder afslog det.
"Bøjet ved Slægtskabsbaand, og bevæget af Kjærlighed til dig,
"Ogsaa ved Graad af min sørgende Viv, mine Lænker jeg sprængte, 30
"Raned Æneas sin Brud, samt greeb, gudtrodsig, til Vaaben.
"Alt, hvad der siden har, Turnus! mig fulgt - hvilken Krig - hvilket Uheld,
"Skuer du selv; ja tillige den Nød, du maa særligen døie.
"Togang lede vi Tab; knap her, i den mægtige Bye, vi
"Hævde Italiens Haab; af vort Blod end Tiberens Flodstrøm 35
"Damper saa varmt, og den mægtige Mark under Benene hvidner.
"Hvi vil jeg vakle saatit? hvi skifte mit Hu, som i Vanvid?
"Er jeg beredt til at slutte min Pagt, naar af Dage er Turnus,
"Hvorfor ei heller bilægge vor Tvist, imedens han lever?
"Hvad bør Rutulers beslægtede Æt, hvad Italiens andre 40
"Stammer vel sige, naar Døden - dog Skjæbnen forstyrre mit Udsagn! -
"Lumsk du erlanged ved mig, skjøndt du bad om min Datter og Slægtskab?
"Mind dig, at Lykken afvexler i Krig! din bedagede Fader
"Ynke du bør: i Ardêa saa fjern han beklager sig eensom,
"Fjernet fra dig."
Men det trodsige Sind kan ei bøies ved sligt Ord. 45
Vreden sig hæver end meer; ved at læges forøges hans Sygdom.
Og, da han atter har Stemmen i Magt, han begynder saalunde:
"Hele den Kummer, du bærer for mig, maa du lægge, du Ædle!
"Und mig alene, at tinge om Roes, imod Livet at miste!
"Jeg har jo ogsaa et Spær; min Haand kan jo ogsaa et Kraftspyd 50
"Slynge; der følger jo Blod endogsaa af Saaret, som jeg gav.
"Modergudinden ham hjelper ei stort, som i qvindelig Taage
"Hyller den flygtende Søn, da hun skjuler sig selv udi tom Luft."
Dronningen, skræmmet i Hu ved den nys udkaarede Kampart,
Græd, og, bestemt til at døe, omfavned den modige Elsker: 55
"Turnus! ved denne min Graad, ved den Agtelse, hvilken du eengang
"Viste Amata, (kun du er mit Haab, min bedrøvede Alders
"Eneste Støtte; Latinus som Mand og som Konning jo bygger
"Ene paa dig; som en Pille, paa dig har Familien lagt sig)
"Eet er min Bøn: mod den troiske Mand gaae ei ene i Kampen! 60
"Hvad der i saadan en Strid kan vente dig selv for et Uheld,
"Turnus! det venter og mig! fra det Liv, som jeg hader, jeg flyer da;
"Ei som min Datters Gemahl, liig en Fange, jeg skuer Æneas!"
Møen Lavinia hørte med Graad paa sin Moders Beslutning,
Vaad paa den blussende Kind, og en Rødme saa mærkelig frembrød, 65
Ret som en Ild, og den bredte sig ud paa det brændende Ansigt.
Fiilsbeen liig, fra det indiske Land, som er stænket med Purpur,
Eller som Lillien hvid, der, blandet med Roser i Mængde,
Rødmer tillige; saalunde den Møe omskiftede Farven.
Flux han hæfter paa Pigen sit Blik; som forvirret af Elskov, 70
Flammer han mere af Lyst til en Kamp, og han svarer Amata:
"Moder, du kjære! ei maa du med Graad eller sørgeligt Varsel
"Følge mig bort, naar jeg gaaer udi Kamp og ubøielig Holmgang.
"Turnus besidder ei Magt til at standse sig selv udi Døden.
"Idmon! du være mit Bud, og de Phrygeres Konning du bringe 75
"Dette mit Ord, som behager ham ei: ""naar Aurora imorgen,
""Kjørt paa sin purpurne Vogn, har begyndt over Himlen at rødme,
""Ei mod Rutuler med Teucrer han gaae! lad Rutulers og Teucrers
""Vaaben beroe; thi med Blod af os selv vil vi ende vor Tvedragt.
""Ene paa Markerne hist skal Lavinia vindes som Kone."" 80
Brat som han mælede sligt, han begav sig tilbage i Borgen:
Kræver sit Spand, og fornøier sig ret ved at see, hvor de fnyse.
Hvilke Orîthya skjænkede selv, som en Pryd, til Pilumnus;
Disse beseirede Luften i Fart, Sneeflokken i Hvidhed.
Kudskene stille sig flinke omkring, og med hulede Hænder 85
Klappe det kladskede* Bryst, samt strigle de mankede Halse. *klaskende?
Selv sit Pantser, som stivner af Guld og af skinnende Bjergerts,
Knytter han fast om sin Ryg, og, beqvemme til Bruget, han griber
Sabel og Skjold og den Kuppel paa Hjelm, med den rødlige Busk, og
Sværdet, som Luernes Gud til Daunus, hans Fader, foræred, 90
Medens han dypped det gloende heedt i den stygiske Bølge.
Derpaa en Landse, som hviled paaskraa, udi Midten af Salen,
Op mod en Søile saa stor, den griber han flux, da den stærk er,
Bytte fra Actor, Aurunkernes Helt: saa den bæved, han svang den,
Medens han raabte:
"End aldrig, o Spær! har du svigtet mit Tilraab! 95
"Nu er det Tid! du var baaren engang af den mægtige Actor,
"Nu skal du bæres af Turnus i Haand. Lad mig fælde hans Legem,
"Samt med den vældige Haand nedflænge hans splittede Pantser,
"Ja paa den phrygiske Halvmandshelt udi Støvet besudle
"Haaret, han krøller med gloende Jern, og som dufter af Myrrha." 100
Slig er hans Tanke saa vild; overalt fra den Luendes Aasyn
Sprudle de Funker; der luer en Ild fra hans Øjne saa vilde,
Ret som en Tyr, naar den ganger i Strid, en usigelig Brølen
Løfter, og stræber at vække sin Harm imod Hornene selve,
Hvilke den støder mod Træernes Bul; udæsker ved Stangning 105
Stormen, og prøver paa Kampen for Spøg med det splittede Sandstøv.
Klædt udi Dragten, som Moderen gav, er Æneas ei mindre
Vild og til Kampen beredt: han tirrer sig selv til at vredes,
Skjøndt han er glad, at ved saadan en Pagt Krigsluen kan endes.
Derpaa de Fæller, og Julus især, som er bange, han trøster, 110
Viser, hvad Skjæbnen befoel, samt sender til Konning Latinus
Folk med et endeligt Svar, og Betingelser ogsaa om Freden.
Neppe paa Bjergenes Top udbredte den kommende Dag sin
Lysende Glans, og af Bølgernes Dyb Solkonningens Heste 115
Hæved sig op, som fnyse med Ild fra de spilede Næser,
Førend en Mark til den eenlige Kamp, under Muren af Staden,
Teucrernes Mænd og Rutulernes Folk afmaale tilrette:
Sætte tillige en Arne med Ild, og til samtlige Guder
Altre af Græs; medens Andre med Vand og med Luer sig nærme,
Dækked' med Bælte om Liv, og med hellige Grene om Tinding. 120
Rykke Ausonernes Hobe nu frem, og de Skarer med Skjolde
Øse sig ud af den aabnede Port. Flux Troerne alle,
Samt de Tyrrheneres Hær fremrykke, saa broged' i Rustning,
Ganske forsyned' med Vaaben og Spyd, som kaldte dem Martis
Truende Kamp. - I den midterste Hob af de Tusinde flyve 125
Drottene selve, udzired' med Guld og med kosteligt Purpur,
Baade Assâraci Æt, Mnestheus, og den kjække Asylas,
Samt Messâpus, en Rytter saa kjæk, og en Søn af Neptunus.
Dog, da Signalet er hørt, gaaer Enhver til sit Sæde tilbage,
Sættende Landsen paa Enden i Jord, hvor de Skjoldene lægge. 130
Qvinder, som strømme begjærligen ud, med de Kraftløses Hob, og
Oldinger svage paa Taarnenes Tind og paa Husenes Tage
Flokkes; de Andre opstille sig nær ved de høje Portaler
Juno fra øverste Top af en Klippe, som kaldes Albanus 135
(Dengang et Fjeld uden Navn, uden Ære og dyrket af Ingen)
Kaster fra øverste Tind sine Blik over Marken og Begges,
Baade Laurenters og Troeres, Hær, samt Latinus' Hofborg.
Flux Gudinden tiltaler med Ord hiin Søster af Turnus,
Selv en Gudinde, som throner i Søe blandt de brusende Bølger,
Saasom den mægtige Drot udi Ætheren yded til hende 140
Saadan en Hæder, som Løn for Uskyldighedsblomsten, han raned.
"Nymphe, mit Hjerte saa kjær! du Ziir mellem samtlige Kilder!
"Sikkert du føler, at du er især mellem Latiums Piger
"(Som hos den mægtige Zeus opstege paa Leiet til min Haan)
"Elsket af mig, som jeg undte med Lyst en Plads udi Himlen. 145
"Hør nu - at ikke fortænkes jeg skal i din Qvide, Juturna!
"See! saameget som Skjæbnen tillôd, samt Parcen, at Krigen
"Lykkedes Latium's Land, har din Bye jeg beskjærmet og Turnus.
"Nu jeg Ynglingen seer fremstyrte mod Skjæbnen, som svigter;
"Parcernes Dag og det fjendtlige Stød er desværre forhaanden. 150
"Ikke med Øjet fordrage jeg kan slig Pagt og Forening  
"Du - om du vover en nærmere Hjelp for din Broder - da bliv her!
"Dig kan det klæde. I Arme maaskee har et Held, som er bedre!"
Neppe hun endte, før Taarerne randt for Juturna fra Øiet,
Medens den yndige Barm hun banked med ideligt Haandslag. 155
"Nu er ei Tider til Graad," gjenmæled Saturnia Juno;
"Skynd dig, at redde din Broder fra Død, paa hvad Maade end ske kan.
"Ægg dem ihast til en Krig! kuldkast den begyndte Forening!
"Jeg skal betrygge din dristige Daad." Opmuntrende gaaer hun
Bort fra den Bange, saa ængstelig stædt med sin Vunde i Hjertet. 160
Kongerne kjøre nu hid, og Latinus i kosteligt Optog
Ager nu frem paa sin Fiirspandsvogn, medens trint om han Tinding
Dannes en lysende Kreds af tolv Guldstraaler, den Solguds
Mærke, han stammede fra, mens Turnus sig nærmer med hvidt Spand,
Svingende stolt i sin Haand to Spyd med de Spidser saa brede. 165
Nærmest Æneas, den herlige Helt og de Romeres Ophav,
Straalende stolt ved sit lysende Skjold og de himmelske Vaaben,
Siddende ved sin Ascân, nyt Haab for det mægtige Roma,
Rykker fra Leirene frem. Den Præst, udi Klæder saa hvide,  
Bringer en Galt af det børstede Sviin, og et Faar med sin Uld paa, 170
Og imod Alterets luende Ild fremdrager han Qvæget.
Hen mod den stigende Sol fremstirrer nu Samtliges Øie;
Kornet det salte man ryster med Haand, samt snitter med Kniven
Totter af Dyrenes Tindingehaar, og liberer* paa Altret. *bringer drikoffer
Drager nu frommen Æneas sit Sværd, da tillige han beder: 175
"Vidne du være mig, Sol! samt Jord, som jeg kalder med Bøn paa,
"Hjulpen af hvilken jeg eiede Kraft til at bære min Modgang!
"Fader, almægtige Gud! samt du, Saturnia Juno,
"Mildnede Guddom! du høre min Bøn! du herlige Mavors,
"Fader, som styrer al Jorderigs Kamp med din mægtige Guddom! 180
"Kilder og Floder anraaber jeg her og den mægtige Æthers
"Religion! og de Guder, hvis Magt er i blaanende Bølger!
"Skeer det, at Seiren tilfalder maaskee den ausoniske Turnus,
"Da er det Pligt at de Tabende tye til Evander og hans Bye;
"Julus opgiver sin Plads; Æneaderne aldrig ved Oprør 185
"Gribe til Vaaben igjen, eller tirre Jert Rige ved Krige:
"Men, om Victoria nikker med Gunst til mig selv udi Kampen,
"(Hvilket jeg hellere troer, og i Naade de Guder beslutte!)
"Ei vil jeg byde Italiens Mænd de Trojaner at lystre,
"Scepter ei kræver jeg selv. Lad begge de gjæve Nationer 190
"Flux udi ligelig Ret samknyttes til Pagt for bestandig.
"Templer jeg kaarer og Guder; men Vælden Latinus skal have.
"Svigerfaderen eie sin Magt! mig Teucrerne bygge
"Mure, og Byen erlanger et Navn til Lavinia's Ære."
Helten saa talede først; ham følger derefter Latinus: 195
Øiet han vender mod Skye, og han strækker sin Haand imod Stjernen:
   
"Dette ved Himmel, ved Hav og ved Jord jeg besværger, Æneas!
"Sligt ved Latona's den dobbelte Æt og ved Janus i Tveform,
"Gudernes Magt under Jord, og ved Dis' den rædsommes Templer.
"Fader! du høre det hist, som bestyrker med Lynet hver Fredspagt! 200
"Altret jeg rører, og kalder din Ild og din Vælde til Vidne.
"Tiden ei ævne at sprænge vor Fred og Italernes Sampagt,
"Hvad der end træffe sig maa! mig rokker ei Vold i min Villje,
"Slynged endogsaa en voldelig Kraft udi Bølgen vort Jordland,
"Smelted end Himlen i Tartarus ned i forvirrende Vandflod. 205
"Ligesom Scepteret her" (thi han holdt udi Haanden et Scepter)
"Aldrig vil skyde en Green, eller let og beskyggende Løvværk,
"Da, udi Skovenes Dyb, fra den midterste Stamme det skjares,
"Røvet sin Moder, ved Armene skilt og ved Haaret af Kniven:
"Fordum et Træe; nu Kunstnerens Haand har i skjønne Metaller 210
"Fattet det ind, og Latinernes Mænd tildeelt det at bære."
Pagten fuldbyrde de her, under saadanne Ord, med hinanden,
Medens de mægtige Fyrster var' nær. Det viede Ungqvæg
Offres ved Altrenes Ild; Indvoldene rives af Dyret,
Medens det lever, og kastes paa Fad, for at stables paa Altret. 215
Længe det tyktes Rutulernes Folk, at Kampen var ulig,
Og med urolige Slag de Hjerter alt længe bevæges,
Stedse dog mere, da Kampen er nær, og de Kræfter saa ueens.
Turnus det øger end meer, da han taus fremtræder og stille,
Samt med ydmygeligt Blik tilbeder ved Alteret Himlen, 220
Mager i Kinden og bleeg over hele det kraftige Legem.
Medens Juturna, den Søster, nu seer, at der mumles end mere,
Mærker tillige, at Krigernes Sind, som er ængsteligt, ændres:
Træder hun flux mellem Hærene frem, udi Formen af Camers,
Stolt ved de Slægtninges Æt, navnkundig ved Faderens Kraftdaad, 225
Hvilken forlehned ham Navn, dog selv udi Kampene modig.
Frem hun træder i Krigernes Hob, hvor hun, kyndig om Alting,
Spreder forskjællige Rygter omkring, medens dette hun mæler:
"Blues I ikke, rutuliske Mænd! for en Skare af sligt Folk
"Een at bestæde i Nød? Er' i Tal eller Kræfter vi ikke 230
"Vorne*? See, hist er den samtlige Hob af Arcaders og Troers  *beredte
"Hele den farlige Hær, og Etrurien, vred imod Turnus!
"Sloges vi Een imod Een, knap alle erlanged en Fjende.
"Op til de Eviges Hjem, til hvis Altre han haver sig offret,
"Stige han vil udi Rye, og ilive lovprises paa Jorden, 235
"Medens vi miste vor Fædreneland, samt tvinges at lystre
"Stolte Tyranner, da hen over Mark udi Mag vi os strække."
Brat under saadanne Ord ophidses de Ynglingers Tanker,
Stedse fornyet og meer; gjennem Rækkerne løber en Murren;
Ogsaa Laurenterne skifte nu Sind; ja selv de Latiner. 240
Nylig de ønsked sig Hvile i Kamp og for Staten en Lise;
Nu de begjære blot Krig, og forlange, at Pagten er ugjort,
Medens de skue med Ynk paa det Lod, som er Turnus beskjaaret.
Dette bestyrker Juturna end meer; thi hun giver fra høien
Himmel et klarere Tegn, end hvilket ei Noget saa virksomt 245
Ængsted Italernes Sind, eller skuffed dem meer, som et Jertegn.
Juppiters gulige Fugl, som fløi i den rødmende Dagning,
Tumled Søefugle ihob, samt hele den larmende Skare
Af det bevingede Tog, da den pludselig styrted sig dristigt
Ned paa en Svane saa væn, som den greeb med sin bøiede Krumkloe. 250
See! da steeg de Italeres Mod; de samtlige Fugle
Vende tilbage fra Flugten med Skrig (et forunderligt Skue!),
Mørkne med Vingerne Ætheren selv, og i sluttede Hobe
Klemme de Fjenden i Skye, til, trykket af Magten og Vægten,
Modet forlader den mægtige Fugl, saa den kaster fra Kloen 255
Byttet i Floden, og skjuler sig dybt, paa sin Flugt, udi Skyen.
Hilse da flux de Rutuler med Skrig paa det herlige Varsel,
Viklende Hænderne løs; mellem Alle Auguren Tolumnus
Raaber: "Just dette - just det har jeg altid med Ønsker begjæret!
"Ja jeg fornemmer og kjender en Gud. Mig - mig skal I følge! 260
Griber nu Sværdet, elendige Mænd! hvem en uselig Fremmed
"Skræmmer med Krig, som de Fugle saa skye, ja den samtlige Strandkant
"Plyndrer med Vold. Lad ham tænke paa Flugt! lad ham flux over Dybet
"Ile med Seil! Samknytted' i Aand bør I flokkes i Hobe,
"Samt udi Kampen udrive den Drot, som man ønsker Jer røvet!" 265
Sligt er hans Ord, og han slynger sit Spyd imod Fjenden, som staaer der,
Løbende frem; høit lyder et Hviin fra den susende Hyben,
Skjærende Luften saa trygt. Under sligt, et umaadeligt Krigsraab
Stiger; hver Række er brudt; i Forvirring Gemytterne syde.
Landsen nu flyver - ni Brødre der stod, af et kosteligt Legem, 270
Samtlige flokked' mod hine ihob, som Tyrrhena, den Huustroe,  
Fødte alene, den trolige Viv, for Gylipp, den Arcader -
Brat udi Livet paa een mellem dem, hvor det syede Bælte
Gnides om Bugen, og Spændet saa fast udi Siden sig knytter.
Dybt paa den Yngling, saa herlig i Væxt, med de lysende Vaaben, 275
Farer den ind i hans Been, og i Sandet det gule ham strækker.
Brødrene flux, som en modig Cohort, og som tirres ved Tabet,
Drage med Hænderne deels deres Sværd, deels snappe de Smaaspyd,
Medens de styrte forblindede frem. De Laurenteres Skarer
Kaste sig ind imod dem; og atter nu bølge i Hobe 280
Troer, agylliske Mænd og Arcader i brogede Vaaben.
Atter besjæles de Alle af Lyst til at fægte med Sværdet:
Altrene rives omkuld; over Himmelen farer saa vide
Spydenes brusende Storm, medens Haglen af Jernene voxer.
Skaaler man snapper og Ild: ja selve den Konning Latinus 285
Flyer fra den standsede Pagt, med de haanede Guder, tilbage.
Heste man spænder for Vogn, medens Andre paa Gangerne kaste
Under et Spring deres Krop, samt fare med blinkende Sværd frem.
Ind mod Tyrrhenernes Drot, som er ziret med Krone, Aulestes,
Farer Messâpus, fortæret af Lyst til at sprænge Fordraget*, *pagten, aftalen 290
Skræmmende ham ved sin mødende Hest; hiin styrter nu baglænds
Op mod et Alter, som staaer ved hans Ryg; den Usalige ruller
Ned paa sit Hoved og Hals. Frem farer Messâpus med Landsen,
Brusende, samt med et Spyd, som en Pæl, skjøndt han beder saa meget,
Hugger han tungt fra sin Ganger ham ned, da tillige han siger: 295
"Han har sin Rest! Sligt Offer er godt til de mægtige Guder!"
Strømme Italere til, for at plyndre de dampende Lemmer.
 
Hurtig en Brand, som var næsten et Kul, Corynæus fra Altret
Snapper, da Ebusus træder ham nær; mod et truende Livssaar
Hurtig han bruger sin Brand, saa hans mægtige Skjæg stod i Lue, 300
Hvilket i Branden gav stinkende Oos. Flux trænger han selv ind,
Griber med Venstre sin Fjende i Haar, da han saare forvirrres,
Knuger ham ned imod Jord med sit Knæe, som var sat paa hans Brystbeen;
Borer saa Sværdet, saa stivt, i hans Krop. - Podalirius følger
Alsus, den Hyrde, som styrter med Spyd gjennem forreste Række: 305
Men, da han hæver sig høit med sit blottede Glavind, en Øxe
Svinges af hiin, saa han spalter hans Brask og hans Hage tillige,
Hveden med blodige Stænk han væder saa vide hans Rustning.
Hannem bedækker den Hvile saa haard, og den dybeste Slummer,
Og i den evige Nat hans Øie sig lukker i Døden. 310
   
Lagde da frommen Æneas sit Sværd; høit løfted han Haanden,  
Blotted sit Hoved, og kaldte med Raab paa de samtlige Fæller:
   
"Hvor vil I hen? hvilken snigende Tvist har begyndt sig at reise?
"Standser nu Vreden! fuldendt er vor Pagt, og de samtlige Vilkaar
"Bragte til Ende; jeg ene har Ret til at møde i Kampen. 315
"Lader kun mig - og forjager al Frygt! ved min Haand skal jeg knytte
"Freden end mere; vort Offer er gjort, og det skylder mig Turnus."
Midt under disse hans Ord, just lige som dette han mæled,
See! da kommer en Piil paa sin hvinende Vinge mod Helten;
Ingen dog vidste, ved hvilken en Haand - hvo der yded den Lynfart, 320
Hvo - om en Gud eller Træf* - de Rutuler forskaffede Æren, *tilfældet
Og for den dristige Daad Belønningen sank udi Glemsel,
Saasom man hørte ei een, som berømte sit Skud mod Æneas.
Turnus, som seer, at den saarede Helt maa forlade sin Hærtrop,
Mærker de Høvdinges Skræk - oplues af Haabet og bruser; 325
Kræver sit Spand og tillige sit Sværd; med et Spring som et Glimt han
Svinger sig op i sin Vogn, og han ordner nu Tømmen med Haanden.
Flyvende styrter han brat udi Død de talrige Helte.
Mange, halvlevende, vælter han ud; snart knuser hans Vognhjul
Hobe, snart kaster han Spyd, som han reev af de Flygtendes Hænder. 330
Som naar den blodige Mars, ved den kolde og bølgende Hebrus,
Rasler i brusende Harm med sit Skjold, og, med Tanken til Krigen,
Sætter sit rasende Spand udi Trav, medens disse paa jævn Mark
Notus og Zephyrus flyve forbi. Under Hestenes Hovslag
Sukker det fjerne af Thraciens Egn: trint svæver den sorte 335
Rædsel og Harme og List, der tumle som Følge om Guden.
Turnus, den flinke, som han, udi Midten af Kjæmperne jager
Spandet, som damper af Sveed, imedens han sørgeligt haaner
Fjenden, som segner i Død. Blodstænkene farve hans Hestes
Hurtige Hov; thi de stampe i Blod paa den æltede Sandmark. 340
Alt har han styrtet i Død Sthenelûs, Thamyris og Pholus,
Begge de Sidste i Kamp, hiin fjernet; og fjernede begge,
Glaucus og Lades, Kong Imbrasi Børn, hvem Imbrasus selve
Pryded med ligelig Dragt, samt lærte i Lyciens Egne  
Djærve at fægte tilfods, og tilhest over Stormen at seire. 345
Hist i den midterste Hob fremfarer Eumêdes i Kampen,
Saare fortrinlig i Krig og af Dolon den gamle et Afkom;
Faderen liig udi Kræfter og Mod, udi Navnet sin Fârfâr,
Som, for at vandre til Grækernes Leir, som en Speider, jo fordum
Voved at æske som Løn den Vogn, som Peliden besteeg selv. 350
Men for den dristige Daad tiltænkte Tydiden ham anden
Smertelig Løn; saa endtes hans Lyst til at eie Achill's Vogn!
Hen over Marken, den frie, i det Fjerne har Turnus ham øinet;
Flux med et flyvende Spyd gjennem Rummet saa vide han naaer ham,
Standser sit Spand for sin Vogn, nedspringer til Jorden og iler 355
Did, hvor den Faldne og Gispende laa; ved at trykke hans Hals med
Foden, han vrister ham Spydet af Haand, og dette, som blinker,
Borer i Struben han dybt, imedens tillige han mæler:
"Der har du Marken, du søgte i Krig! nu kan du jo ligge,
"Troer! og maale Hesperiens Land! det er Lønnen, de fange, 360
"Hvilke sig dristed at true med Sværd. Saa stifte de Byer!"
Atter han slynger sit Spyd, og han giver ham Følge, Asbutes,
Chloreus og Sybaris først, næstefter Thersilocus, Dares,
Samt Thymoetes, der segned til Jord fra den styrtende Ganger.
Som, naar Edoneren Boreas' Pust henstormende farer 365
Ad det ægæiske Dyb, og de Vover ham følge til Stranden,
Alt efter Vindenes Stød, medens Skyerne jage paa Himlen;
Saa maae Heltene flye; thi Turnus har banet sig Veien,
Og de Geledder sig vende til Flugt. Stormfarten ham fører,
Mens i den flyvende Busk de Luftninge ryste paa Vognen. 370
Taaled ei denne hans Vold og hans brusende Trodsighed Phegeus:
Brat han staaer for hans Vogn, og de skummende Gangeres Munde
Griber i Tøilen han flink, og han dreier dem bøied' til Siden.
Men da han slæbes ved Spandet saa fast, og han blotter sig, naaer ham  
Landsen saa breed; den hæfter sig fast og den sprænger hans Pantsers 375
Dobbelte Traade, og ridser med Saar i det øverste Huudlag.
Denne, med Skjoldet bedækt, mod sin Fjende sig vender, og iler
Frem, da han søger sin Hjelp i det Sværd, som han hurtigen drager.
See! da støder et Hjul og en bratfremrullende Axel
Ham, som vil frem, saa han segner mod Jord: flux nærmer sig Turnus, 380
Og ved den øverste Rand af hans Pantser, ved Kanten af Hjelmen,
Hugger han Hovedet af, medens Bullen han levner i Sandet.
Medens nu Marken bedækkes af Liig ved den seirende Turnus,
Førtes Æneas, bedækket med Blod, af Achates, den troe Svend,
Bort til sin Leir, og af Mnestheus med, hvem Ascanius følger, 385
Medens han støtter med Spydet saa langt sine vexlende Fodtrin.
Vreed han forsøger med Magt ved det Skaft, som er brukket, at rokke
Pilen; ja søger en Vei, som ligger ham nærmest til Bistand:
Skjære de skulle hans Saar med en Kniv, og erfare ved dybt Snit
Pilens forborgene Sted, samt sende ham atter til Kampen. 390
Nærmed som Hjelper sig flux den Yndling af Phoebus, Jäpis,
Jäsi Søn. Af en inderlig Lyst til den Unge betoges
Selve Apollo engâng, og han skjænkte ham glad sine Evner,
Cithar og Varslen af Fuglenes Flugt, samt de hurtige Pile.
Dog, for at fjerne den truende Død fra den sygnende Fader, 395
Heller, at kjende til Urternes Kraft, og at virke som Læge,
Valgte han, samt, uden Rye, at begrunde den stillere Kunstklygt.  
   
Yttrende vredeligt Ord, samt støttet til Landsen den lange,
Midt i de stimlende Ynglingers Hob, ved den sørgende Julus,
Stilled sig Helten, urokket ved Graad. Den aldrende Læge, 400
Efter Pæonernes Skik, opkiltrer nu ganske sin Kappe.
Denne med lægende Haand, og Apollos de mægtige Urter,
Prøver forgjæves paa meget med Angst, og forgjæves han rokker
Spydet, ja griber med Tangen saa fast efter Spidsen af Jernet.
Lykken vil ikke bestyre hans Vei, og hans Lærer Apollo 405
Hjelper ham ei, skjøndt det rædsomme Brag over Sletten bestandig
Voxer alt meer, og det Onde er nær. Alt Himlen man skuer
Staae udi Støv; Rytteriet er her, og i Midten af Leiren
Falde nu hyppige Spyd; imod Ætheren stiger et vildt Raab
Baade af dem, som maae falde for Mars, og af kjæmpende Ungmænd. 410
Venus, bekymret i Sind ved sin Søns den uværdige Smerte,
Plukker paa Creternes Bjerg, som en ængstelig Moder, Dictamnums
Stilke, som dækkes med spirende Løv og med purpurne Blomster.
Vildene Gjeder paa Fjeld, selv disse, til Urten har Kjendskab,
Naar fra en Jæger den hurtige Piil har i Kroppen sig fæstet. 415
Venus, som dækker sit Legeme tæt med den dæmrende Luftdragt,
Bringer nu Urten, og hælder saa Vand af den glimrende Urne
Ud, med en hemmeligt lægende Kraft; ja hun stænker den sunde
Saft af Ambrosia paa, og den duftende Urt Panacea.
Japis, dem gamle, som ahner ei sligt, den Vunde med Vædsken 420
Bader; da flygter med eet fra den Saaredes Legem al Smerte,
Saasom det strømmende Blod i det Dybe af Saaret sig standser.
Pilen, som fulgte nu rolig hans Haand, uden Tvang eller Krafttræk,
Lempeligt gleed, og en Kraft, som paany, kom istedetfor Afmagt.
Selv staaer hun op, for at styre med Haand de bølgende Liner,
Ret som Metiscus i Alt, udi Legem og Vaaben.
"Hurtigt I række nu Helten sit Sværd! hvi staae I?" udbryder 425
Japis, og tænder især de Trojaneres Mod imod Fjenden.  
"Ikke ved Menneskers Kraft, og ei ved min hjelpende Kunstklygt  
"Lykkedes dette: nei ikke min Haand har frelst dig, Æneas!  
"Her er i Spillet en Gud, som bevarer til ædlere Daad dig."  
   
Denne, som higer mod Kamp, har trint om Læggene spændt sig 430
Skener af Guld; han svinger sit Sværd, og han lider ei Standsning.  
Efter at Pantseret dækker hans Ryg, og hans Skjold er ilave,  
Breder han Vaabnene ud, for at trykke Ascan i sit Favntag,  
Giver ham let gjennem Hjelmen et Kys, og han taler tillige:  
   
"Tapperhed lære du, Yngling! af mig, og de ægte Strabadser, 435
"Lykken af Andre! min Høire vil snart udi Kampen forsvare  
"Dig og din Frelse, og lede dig frem til en ædel Belønning.  
"Dette du mindes, naar Tidernes Løb har dig modnet til Manddom:  
"Stræb, naar du kalder i Hu dine Slægtningers herlige Mønstre,  
"At du kan vækkes til Kraft ved din Fader Æneas og Hector." 440
   
Alt som han mælede sligt, bortvandred den Kjæmper fra Porten,  
Svingende frygteligt Spyd i sin Haand: udi pakkede Hobe  
Antheus følge og Mnestheus med, ja de samtlige Skarer,  
Ud fra den ødede Leir. Over Marken den blændende Støvskye  
Farer, ved Føddernes Trin nu gungrer det bævende Jordlag. 445
   
Turnus de Kommende seer, da de nærme sig lige fra Volden:  
Dennem Ausonerne see, og en skuddrende Bæven sig trænger  
Dybt udi Kroppen. Juturna dog først, førend alle Latiner,  
Hører og kjender den Lyd, og forfærdet hun flygter tilbage.  
Denne, i Fart, med sin støvede Hær fremrykker paa frie Mark. 450
   
Som, naar i bristende Skye en Orkan imod Jorden sig trænger,  
Hen over Havenes Dyb - ach! længe den ængstede Landmands  
Ahnende Hjerte har gyst; thi Fordærvelse vil den jo bringe  
Træer og Sæden paa Mark, kuldkastes saa vide vil Alting;  
Vinden jo iler foran, for at bringe dens Bragen mod Stranden. 455
Just som denne, mod Fjendernes Front den rhoetæiske Høvding  
Fører sit Folk; sampakked' i Flok, udi sluttede Kiler  
Rykke de frem.  
   
               Nu fælder med Sværd Thymbræus Osiris;  
Mnestheus støder Archetius ned, og Achates Epulon,  
Ufens falder for Gyas - nu selve Tolumnius segner, 460
Hvilken udslyngede først, imod Fjendernes Række, sin Landse.  
Høit imod Skyerne løftes et Skrig; nu monne til Gjengjæld  
Ogsaa Rutulerne flye, og bestøved' de ile ad Marken.  
Styrte dem brat udi Død ved et Stød gjennem Ryggen han vil ei;  
Ogsaa de Faa, som vil byde ham Trods, og vil kjæmpe med fast Fod, 465
Ændser han ei, i det dækkende Mulm kun alene om Turnus  
Leder hans speidende Blik; ham ene han kræver til Tvekamp.  
   
Rystet ved saadan en Frygt udi Hjerte, Juturna, den Ungmøe,  
Støder Metiscus, som Tømmerne har, Vognstyrer for Turnus,  
Ned, og forlader ham der, hvor han ligger kuldkastet ved Stangen. 470
Selv staaer hun op, for at styre med Haand de bølgende Liner,  
Ret som Metiscus i Alt, udi Røst, udi Legem og Vaaben.  
   
Som, naar en Svale saa sort i det mægtige Slot hos en Riigmand
Flagrer omkring, og i Flugten sit Blik gjennem Salene kaster,
Smaaligen samlende Mad, for at qvæge de pippende Unger, 475
Qviddrende snart i den tomme Portal, og snart ved en vandriig
Park udi Haven - Juturna, som den, gjennem Midten af Fjenden
Fører sit Spand, og bestyrer nu Alt fra sin flyvende Vognkarm.
Snart hun viser dem hist, snart her, den behjertede Broder,
Uden at taale, han vover en Dyst; da flyver hun fjernthen. 480
Samtlige slyngede Spor opleder Æneas dog virksom,
Søger om Helten, og raaber hans Navn i de splittede Rækker
Vildt og med Kraft. Saa ofte hans Blik har opdaget hans Fjende,
Og de bevingede Gangeres Fart udi Løbet han møder,
See! da vender Juturna paastand, for at flygte, sin Vognkarm. 485
Hvad er at gjøre? i brusende Harm han bevæger sig frugtløst,
Og i forskjælligt Beraad omtumles hans Hjerte saa saare.
 
Just i den Venstre Messâpus har to, ret smidige, Landser,
Spidsede vel med et Jern, og af disse han hurtig i Anløb
Svinger med træffende Ram, velsigtet, mod Helten det ene. 490
Standsed Æneas sin Gang, for at dukke sig ned under Skjoldet,
Sænkende sig paa sin Has; men den susende Landse dog bortreev
Øverste Spids, og en Rand af hans Kam fra hans Isse den bortskjød.
Flux opluer hans Harm; da ved List han er bleven betvungen,
Og da han øiner den flygtende Vogn i de fjernede Egne, 495
Vidner han meget for Zeus, at ved Alteret krænkedes Pagten,
Nu først styrter i Hoben han ind, og ved lykkeligt Manddrab
Rædsom han vækker et frygteligt Mord, uden Maal, uden Ende,
Medens sit brusende Sind han forlehner nu Tøilerne ganske.
Hvilken af Guder formaaer udi Sang de mangfoldige Rædsler, 500
Særlige Mord, og de Høvdingers Drab, som paa Sletten saa vide
Snart af den troiske Helt, og snart under Turnus omjoges,
Klart at berette? Gav Juppiter Lov, i saa rædsom en Ufred
Stammer at mødes, der enes engâng i ukrænkelig Fredspagt?
Sucro, en Drot af Rutulernes Flok, (thi de stormende Teucrer 505
Standsed i Kampen just her) af Æneas dybt bores i Siden
Brat, uden Rist, og hvor Veien er let til at fældes, han jager
Sværdet saa koldt i det hvælvede Bryst ved de flettede Ribbeen.
Amycus, styrtet af Hest, og hans Broder Diores, betvinger
Turnus tilfods: den første, som kom, med sin Landse den lange 510
Slog han, og denne med Sværd. Han skiller dem begge ved Hoved,
Hvilke han fæster paa Vogn, samt fører dem blodige med sig.
Tanaïs fældes af hiin, og den kjække Cethegus og Talon,
Tre i den eneste Dyst, og tillige den barske Onytes,
Hædret ved Echions Navn; Peridîa han havde til Moder: 515
Denne det brødrene Par, som fra Lycien kom og Apolls Mark,
Samt, fra Arcadiens Land, den unge Menoetes, som frugtløst
Bar imod Krigen et Nag. Ved de fiskrige Søer om Lerna
Sysled han; trangt var hans Kaar; ei Mægtiges Huse han søgte;
Og af en Anden var leiet den Mark, som hans Fader besaaed. 520
Ret som en Lue, der breder sig ud fra forskjællige Kanter
Gjennem en Skov, som er tør, gjennem Buske af knagende Laurbær;
Eller; naar Floder fra Bjergenes Top med et styrtende Nedfald
Lyde med skummende Brag for at styrte sig ud imod Havet,
Banende hver sig en hærgende Vei; ei trægere begge, 525
Styrte Æneas og Turnus sig frem udi Kampene; nu - nu
Kaager det Indre af Harm; snart sprænger den Brystet, som ei kan
Bøies; nu styrte de frem med de samtlige Kræfter mod Vunder.
Medens Murranus sig kroer ved sin Æt i de talrige Slægtled,
Og sin Families Gang fra Latinernes Drotte beregner, 530
Styrter Æneas ham plat ved et Fjeld, ved et hvirvlende Steenkast,
Medens han strækker ham hen over Jord: under Aaget og Tømmen
Vælte ham Hjulene ind, og med hyppige Spark og med Hove
Trampe de hidsige Dyr paa den Drot, som de mindes ei længer.
Hyllus, som stormer, og raser saa vildt med utvingeligt Mandsmod, 535
Turnus har mødt, og han slynger sit Spær mod hans Tinding saa guldprud,
Og i den borede Hjerne saa fast Spydodden sig hæfter.
Ikke din kraftige Haand udrev dig fra Turnus, o Cretheus,
Grækernes kjækkeste Mand! Ei Guderne dækked Cupencus,
Medens Æneas gik frem; han vendte sit Bryst imod Spydet, 540
Og den Usaliges kobberne Skjold kun gavned ham kort Tid.
Dig har jo ogsaa Laurenternes Mark, da du sank udi Døden,
Æolus! seet, da du strakte din Krop over Jorden saa vide.
Falde du maatte, hvem Grækernes Hob ei mægted at fælde,
Ikke den store Achill, da han styrtede Priami Rige: 545
Her var i Døden dit Maal; men dit Hjem var ved Foden af Ida;
Høit i Lyrnessus dit Huus, paa Laurenternes Marker din Gravhøi.
Rækkerne vare nu samtlige vendt'; imod alle Dardaner
Hele Latinernes Magt: Mnestheus og den flinke Serestus,
Ogsaa Messâpus, der kjæmper tilhest, og den kjække Asylas, 550
Tuscernes Række saa lang og Evanders arcadiske Fløie.
Ret af den yderste Kraft anstrænge sig Mændene alle,
Flinkt, uden Rist eller Ro; nu fægtes i morderisk Kampdyst.
Lægger da Moderen, yndig og skjøn, sin Æneas i Sinde,
Frem imod Byen at gaae, samt hurtigen føre til Muren 555
Hele sin Hær, og ved pludselig Nød at beængste de Byefolk.
Medens om Spor efter Turnus han seer i de fjendtlige Hobe,
Førende Hæren nu hist og nu her, da øiner han Byen,
Frie for saa rædsom en Krig, ja ganske ustraffet og rolig.
Brat om en stærkere Kamp undfanger hans Tanke et Billed. 560
Mnestheus kalder han frem og Sergest med den flinke Serestus,
Høvdinge hver, og bestiger en Høi: did samtlige Teucrers
Hærmagt samles - dog Spyd eller Skjold den forsamlede Mængde
Lægger ei ned. Fra den øverste Vold mellem Hoben han taler:
"Standse nu ingen mit Bud! thi Juppiter stander paa vor Part; 565
"Ingen nu være mig træg, endskjønt min Beslutning er hurtig!
"Byen, som Grund til vor Kamp - hiin Borg, hvor Latinus er Konning,
"Om de vil ikke antage vor Magt, og betvungne os lyde,
"Styrter jeg flux, og vil jævne med Jord hvert dampende Huustag.
"Vente jeg skulde maaskee, til Turnus behager at vove 570
"Kampen med mig, og at prøve en nye, skjøndt han tabte den sidste!
"Ja! for den nedrige Krig kun Staden er Hoved og Ophav -
"Bringer da Fakler ihast! thi med Flammer gjenfordre vi Pagten."
Sligt har han talt; da de kappes i Mod, samtrængte de forme
Kiler, og fare mod Murene frem i en knugende Masse. 575
Stiger sig vise med eet, og et pludseligt Baal er tilrede:
Nogle ved Portene splitte sig om, hvor de myrde de Første;
Andre, som slynge med Jern, formørke den Æther med Pile.
Selv, i den forreste Togt, udstrækker sin Høire mod Muren
Helten, og klager med lydelig Røst over Konning Latinus; 580
Vidner for Guder i Skye, at han atter er tvungen til Kampen,
Atter man Pagten har brudt, og igjen er' Italerne Fjender.
See! da begynder en Tvist mellem Borgerne, ængsted' i Byen.
Staden at aabne, tilraader dem een, og at lukke hver Port op
For de dardaniske Mænd, ja slæbe den Konning til Muren: 585
Andre, med Vaaben i Haand, fortfare om Muren at værne.
Som, naar en Hyrde har mærket en Sværm af de Bier, som Pimpsteens
Grotten har skjult, som han fylder paastand med en qvælende Røgdamp:
Disse derinde med Angst gjennem Leiren, som dannes af Voxet,
Flagre, og hvæsse end meer deres Harm ved den øgede Summen; 590
Røgen sig vælter i Hulen saa sort; med en sagtelig Knagen
Toner det dybt udi Fjeld, medens Dampen opstiger i Luften.
Endnu et sørgeligt Træf for de arme Latiner sig hænder,
Hvilket den rystede Bye nedstøder tilfulde i Rædsel.
Just som Dronningen seer fra sin Borg, at de Fjender sig nærme, 595
Muren at stædes i Nød, og at Luer mod Husene flyve,
Ingen rutuliske Hære til Værn, eller Skaren om Turnus,
Mener den Arme, at Ynglingen selv har i krigerisk Kampdyst
Funden sin Død. Udi Sinde saa vild ved saa pludselig Smerte  
Nævner hun sig, som en Grund, som en Skyldig og Kilden til Nøden; 600
Klager sig meget, vanvittig i Hu, i sin vilde Bekymring,
Splitter, som een, der vil døe, med sin Haand sine purpurne Klæder,
Og til en Bjelke saa høi hun knytter det rædsomme Dødsbaand.
Da nu de Qvinder fra Latiums Land fik Tabet at vide,
Splitter Lavinia, Datteren, først sine gulige Lokker; 605
Skaaner ei heller de Roser paa Kind. Den øvrige Skare
Raser om hende; det høie Pallads under Klagerne toner,
Hveden det smertende Rye gjennem Byen sig breder saa vidtom.
Modet forlader Enhver; sine Klæder Latinus har søndret,
Knuget ved Konens den rædsomme Død, ved sin Bye, som er Fald nær. 610
Skjænde han monne sit graanende Haar med den Aske, saa ureen;
[Dadler tillige sig selv, at Æneas, Dardanernes Høvding,
Ikke han agtede før, eller gav ham sin Datter til Ægte.]
Fjernt paa den yderste Mark under dette den krigende Turnus
Jager de Enkeltes splittede Flok, alt mindre begeistret, 615
Mindre og mindre besjælet af Fryd over Hestenes Fremfart.
See! gjennem Luften tilviftes ham her med forvirrede Rædsler
Blandede Skrig: da han lytter end meer, opfylder hans Øre
Larm fra den saare forvirrede Bye og en frygtelig Tummel.
"Vee mig! o Vee! udi hvilken en Sorg er vel Staden betrængt nu? 620
"Hvilket saa frygteligt Skrig opstaaer fra den fjernede Side?"
Sligt er hans Ord, og han standser sin Vogn ved et Ryk udi Tømmen.
Søsteren flux, som i Form er forvandlet til Kudsken Metiscus,
Saasom tillige hun styrer hans Vogn og hans Heste med Tømmen,
Møder med saadanne Ord: "Her, Turnus! vi ville forfølge 625
"Iliums Børn, hvor den nylige Seir har beredet os Veien:
"Andre der findes jo nok, som med Kraft kunne værne om Muren.
"Troeren knuger Italerne hist i fortumlende Kampleeg;
"Bringe da ville vi her de Trojaner et frygteligt Blodbad.
"Ringere ei udi Tal, eller mindre som Kriger, du bortgaaer! 630
Svared da Turnus igjen:
"Søster! jeg kjendte dig længst - alt tidligt, dengâng du ved Kunstgreeb
"Standsed vor Pagt, og du styrted dig selv udi denne vor Kampdyst;
"Ogsaa forgjæves du skjuler dig nu som en Nymphe. Hvo sendte
"Dig fra Olympen til Jord, for at døie saa svarlig en Kummer? 635
"Mon for at see i en gruelig Død din usalige Broder?
"Hvad er min Daad? eller hvilken en Trøst har min Lykke forundt mig?
"Ja! med mit Øie jeg saae - og med Stemmen han raabte til Hjelp mig -
"Selve Murranus - og hvor er en Ven, som jeg elsked saa meget? -
"Segne, den herlige Helt, som var fældet ved frygtelig Vunde. 640
"Ufens, den Arme, er ogsaa nu død, for at ikke han skulde
"Skue vor Skam; udi Troernes Magt er hans Krop og hans Rustning.
"Mon, at de brænde vor Bye, - sligt mangled i Nøden alene -
"Taale jeg skal? ei trodse ved Daad den bespottende Drances?
"Bør jeg da flye? Skal Italien see, at jeg iled fra Kampen? 645
"Er det saa rædsom en Skjæbne at døe? Afsjæledes Aander!
"Stander mig gunstigen bi, da de Himmelskes Naade mig svigter.
"Selv, som en pletfrie Aand, samt fremmed for saadan en Brøde,
"Gaaer jeg til Eder; min herlige Æt var jeg aldrig uværdig."
Neppe han mælede sligt, før, see! gjennem Fjendernes Hobe 650
Flyver paa skummende Hest, med et Saar af en Piil i sit Ansigt,
Saces, og styrter sig frem, anraabende navnligen Turnus:
"Turnus! hos dig er der Hjelp udi Nød - o beklag dine Landsmænd!
"Rustningen lyner om Troernes Drot, og han truer at styrte
"Brat de Latineres øverste Borg, og at lægge i Gruus den. 655
"Alt imod Taarnene flyve de Blus. Imod dig de Latiner  
"Vende - mod dig - deres Blik. Taus grunder den Konning Latinus,
"Hvem han vil kaare til Datterens Mand, til hvis Pagt han bør slaae sig.
"Dronnigen selv - som jo elsked dig høit - har desuden ved Selvmord
"Endt sine Dage: dybt rammet af Skræk, er hun ilet fra Livet. 660
"Ene Messâpus om Portene staaer med den flinke Atinas,
"Slaget udholde kun de; thi de præssede Rækker omkring dem
"Trænge sig tæt: af de blottede Sværd fremstritter en Jernsæd,
"Medens du tumler din Vogn paa en Kant, hvor der findes ei Fjender."
Studser da Turnus, forvirret i Hu ved de vexlende Tanker, 665
Om hvad der skeer; han stirrer saa taus: i hans Hjerte tillige
Syder umaadelig Skam; med hans Kummer forener sig Vanvid,
Kjærlighed, dreven af Furiers Magt, og Bevidsthed om Kraften.
Alt som det Mørke forsvandt, og et Lys udi Tankerne oprandt,
Vrister han Øiets det flammende Blik imod Byen med Uro, 670
Og fra den rullende Vogn han betragter de mægtige Mure.
See! under dette, indviklet i Ild, imod Himmelen stiger
Hvirvlende Røg over Bræderne hen, og bespænder et Krigstaarn -
Taarnet, han byggede selv af de Planker, han hæftede sammen,
Samt forsyned med Hjul, og belagte med vægtige Broer. 675
"Søster! nu vinder min Skjæbne sit Spil! ei maa du mig standse!  
"Did, hvor mit grusomme Lod og de Guder mig kalde, jeg følger.  
"Selv mod Æneas jeg gaaer; det er vist - det er vist, jeg vil døie  
"Alt i min Død, som er beedsk. Ei længer du skuer mig, Søster!  
"Her, som en Feig; med tillâd mig en Bøn, at jeg raser min Dyst ud." 680
   
Talende gav han ihast fra sin Vogn imod Jorden et Nedspring;
Frem gjennem Fjender han trænger og Spyd: den bedrøvede Søster
Lader han staae, og med styrtende Hast gjennem Hoben han farer.
Ret som en Steen paa et Fjeld, naar den brat fra den øverste Tinde
Ruller, afreven af Blæst, eller skyllet ved muddrende Regn ned, 685
Muligen ogsaa af Aarene løst ved den snigende Ælde:
Stenen den store med frygtelig Fart over Skraaningen ruller,
Hoppende høit over Jord, hvor den vælter de Mennesker med sig,
Derhos Skove og Qvæg. Saa splittes nu Hobe af Turnus,
Medens mod Byen og Muren han gaaer, hvor de Marker saa vide 690
Fugtes af strømmende Blod, og det piber i Luften af Landser.
Hurtigt han vinker med Haand, og begynder tillige med høi Røst:
"Standser, Rutuliske Mænd! Eders Landser, Latiner! I ave!
"Skjæbnen, som rammer, er min; det passer sig bedre, at jeg kun
"Bøder for Pagten, vi brød, samt ender vor Tvist ved en Tvekamp." 695
Alle til Siden fra Midten nu gik, for at yde ham Stridsrum.
Ogsaa Æneas, den Helt, ved at høre, man nævnede Turnus,
Iler fra Murene bort, og forlader den øverste Slotsborg.
Alt, hvad der sinker, afbryder han strax; det Begyndte han standser,
Og, med en stormende Fryd, han larmer saa vildt med sin Rustning. 700
Stor som et Eryx* og Athos* han staaer, eller ogsaa, omtonet *navne paa bjærge
Med sine blinkende Toppe af Eeg, Apenninernes Fader,
Naar han med Glæde opløfter i Skye sin Isse med Sneelag.
Alle Rutuler og Troer omkaps, og tillige de andre
Mænd fra Italien Øiet har vendt: deels hine paa Murens 705
Tinde, og hine, som nede paa Jord Stormstøderen brugte,
Vaabnene lægge af Skuldrene ned. Latinus forbauses,
Saasom, i tvende fraliggende Strøg undfangede, Helte,
Begge saa store, nu møde sig her, for at fægte i Tvekamp.  
710
Disse, da Marken sig aabner omkring til en rummelig Kampplads,
Flux, i et rivende Løb, udslynge de Landser alt fjerntfra,
Og med det larmende Erts og med Skjolde de æske til Kampdyst.
Jorden maa sukke; de hyppige Slag de fordobble med Sværdet.
Skjæbnens Befaling og Heltenes Kraft i Forening sig slynge.
Som, udi Sila saa dyb, eller ogsaa i høien Taburnum, 715
Naar, til en drabelig Kamp, af Tyre fremstille sig tvende,
Vendte med Horn imod Horn, og de ængstede Hyrder maa flygte.
Hjordene standse med Skræk, og de Qvier saa sagteligt brumme,
Hvo der skal byde i Skov, hvem samtlige Hjorde skal følge.  
Disse med seirende Kraft afvexlende give sig Vunder; 720
Stanges og bore med Horn, imedens med rigelig Blodstrøm
Boven og Halsen er vaad, og af Brølet de Skove gjenlyde.
Ligesom disse den troiske Helt og den dauniske Krigsmand
Mødes med Skjoldet, og frygteligt Brag gjennem Ætheren lyder.
Løfter da Juppiter selv to Skaaler med ligelig Tunge, 725
Læggende ned udi dem to Lodder, forskjællig' af Udfald,
Hvem der maa stædes i Nød - hvor synker det vægtige Dødslod.
Turnus, som mener sig tryg, fremspringer, og, løftet med hele
Legemet, hæver han sig med sit Sværd, som i Luften han svinger
Høit til et Hug. De trojaniske Mænd og de bange Latiner 730
Skrige, og Hærene stirre i Angst; men det troløse Slagsværd
Knækker, og svigter den modige Helt ret lige i Hugget,
Og udi Flugt maa han søge sit Held. Han flyer, som en Østvind,
Da i den blottede Haand han skuer et Fæste, ham ukjendt.
Rygtet har sagt, at ved Iil, da til Kampen han Hestene spændte, 735
Samt opsteeg i sin Karm, han glemte sit fædrene Slagsværd,
Medens han iled, og snapped et Sværd fra Metiscus, hans Styrer.
Dette, saalænge de Troere løb, og kun fægted med Ryggen,
Længe var nok; da imøde det kom de vulcaniske Vaaben,
Monne det jordiske Sværd, ret liig med en skrøbelig Iistap, 740
Springe ved Hugget; i Sandet saa guult er' de glimrende Stumper.
Fjernt over Marken nu iler paa Flugt den forvirrede Turnus,
Hvor han maa danne en vaklende Kreds til forskjællige Sider.
Hist med en knugende Hob tilspærrer de Troeres Rad ham;
Her er et frygteligt Vand; hist standse ham kneisende Mure. 745
Hurtig, Æneas, som han, skjøndt Knæet, som Pilen har rammet,
Sinker ham stundom, og hindrer hans Gang, og vil standse hans Fremløb,
Følger hans Trin, og den Ængstedes Fod han forfølger med Iver.
Som, naar en Jæger har truffet en Hjort, som er standset af Strømmen,
Eller betages af Skræk for de rødlige Fjere*, der hænge,  *på det udspændte jagtnet 750
Og han nu trænger sig frem udi Løb, med de gjøende Hunde.
Denne, som ængstes ved Jægerens List og den farlige Aabred,
Flygter og vender vel tusinde Gang; men den livfulde Umbrer
Gramser med Gabet - ja har den alt fat - og med Kjæberne knager,
Ret som han havde den fast; men den skuffes; dens Bid er i Luften. 755
See! da stiger et lydeligt Skrig; Aabredde og Damme
Svare med Eccho omkring; selv Himlen gjenlyder af Larmen.
Hiin i et flygtende Løb tilraaber Rutulerne alle,
Nævnende hver ved sit Navn, og forlanger sit vanlige Slagsværd;
Ach! men Æneas jo truer med Død, og med rammende Dødsstød 760
Den, som vil vove sig frem, og han skræmmer tillige de Bange,
Truende Byen med Fald, og, endskjøndt han er saaret, han iler.
Femgang løbe de rundt i en Kreds og i vexlende Retning,
Femgang tilbage igjen: ei Tant eller ussel Belønning
Søges i Løbet: om Turnus skal døe eller leve, de kjæmpe. 765
Faunus til Ære her spired engâng, med de Blade saa bittre,
Af Oleaster et Træe, høit agtet af Søemænd i Fortid,
Hvor, naar de frelstes fra Bølgernes Nød, de sædvanligen hæfted
Skjænk til Laurenternes Gud, samt hængte de Klæder, de loved.
Troerne dog uden Skjæl opreve den hellige Stamme, 770
At paa den ryddede Mark de kunde forenes til Kampdyst.
Her stod Troerens Landse i Jord: da den førtes i Farten,
Jog den i Dybet, og hæfted sig fast udi Roden, som seig var.
Kraften at bruge, samt rokke sit Spær med sin Styrke, forsøger
Troernes Helt, for at kaste med Spyd mod den Kjæmper, han ikke 775
Mægter at naae udi Løb.
                                    Som vild af Beklemmelse, Turnus  
Raaber: "o Faunus! jeg beder dig, ynk! udi Jorden du naadig
"Holde hans Spær! paa dit hellige Sted har jeg troligen offret;
"Ene de troiske Mænd vanhelligen pletted med Blod det."
Sligt er hans Ord, og forgjæves han ei fremkaldte den Guds Hjelp; 780
Thi, skjøndt han rykker en Tid, og ved Roden, den seige, er sinket,
Ikke ved Legemets Kraft at betvinge den bidende Trærod
Evner Æneas.
                    Imedens han travlt vil forsøge sin Styrke,  
Løber, forvandlet igjen udi Form til den Styrer Metiscus,
Nymphen fra Dauniens Land, for at bringe sin Broder hans Slagsværd. 785
Venus, opirret i Sind, at den dristige Nymphe formaaer det,
Nærmer sig did, og hun løsner hans Spyd, som er boret i Roden.
Disse, med krigerisk Mod, med fornyede Kræfter og Vaaben,
Denne saa krye ved sit Sværd, hiin hidsig og høi ved sin Landse,
Stille sig stønnende frem mod hinanden i krigerisk Tvekamp. 790
Just i det samme den vældige Drot i det store Olympen
Taler til Juno, og seer deres Kamp fra den gulige Luftskye:
"Hvad er tilbage, min Viv? naar vil du forunde os Hvile?
"At, som en Hjemlandsgud, til vor Himmel Æneas er kaaren,
"Samt er af Skjæbnen for Stjerner bestemt, det veed du, og tilstaaer. 795
"Hvad er dit Meed og dit Haab, da i Skyen den kolde du hænger?
"Sømmer det sig for en Gud, ved en dødelig Vunde at krænkes?
"Eller at Turnus (thi hvad uden dig kan Juturna vel mægte?)
"Fik sit berøvede Sværd, saa at Mod i den Tabende opsteeg?
 
"End nu det Hele engâng! Da jeg beder dig, lad dig bevæges, 800
"Ikke saa mægtig en Sorg fortære dig stille! din Klage
"Hører jeg gjerne og tidt fra din yndige Læbe at lyde.
"Maalet nu stander beredt! omtumle de Troer, du mægted,
"Baade paa Land og paa Søe - antænde en frygtelig Krigsbrand -
"Styrte en Slægt og beplette med Blod det forventede Bryllup. 805
"Drille dem længer, tillader jeg ei!" - Sligt Juppiter talte,
Og med ydmygeligt Blik Gudinden Saturnia svared:
"Juppiter, mægtige Drot! hvad du ønsker, jeg veed jo tilfulde;
"Derfor jeg iled fra Jord og tillige fra Turnus, men nødigt.
"Ellers du skued mig ei, udi Himmelens Bolig alene, 810
"Lide med Ret eller ei! da stod jeg, omgiven af Luer,
"Selv udi Rækken, og Troerne drog i den fjendtlige Stridskamp.
""Hjelpe sin Broder i Nød, det nægter jeg ikke, Juturna
"Raadtes af mig; og jeg gav hende Roes, da hun voved end mere.
"Dog, at hun styred hans Piil, samt spændte hans Bue - det ikke - 815
"Høi er min Eed ved den stygiske Flods uforsonlige Kilde,
"Sikkert den eneste Frygt, som er kjendt af de himmelske Guder.
"Nu vil jeg vige - nu iler jeg bort fra de Kampe, jeg hader.
"Eet alene (ei tvinges du der af den bydende Skjæbne)
"Ønske jeg vilde for Latiums Land og din mægtige Afæt: 820
"Naar ved en lykkelig Ægteskabspagt - thi det faaer jo at skee saa! -
"Latiums Hjemlandsfolk at forandre det ældede Landsnavn,
"Ikke du byde! Kald Troer dem ei! Lad dem Troer ei vorde!
"Mændene skifte ei Sprog! Nationen ei ændre sin Dragt om! 825
"Latium blive! I Seclernes Rad de Albanere herske!
"Spire de Romeres Folk, som et Skud fra Italiens Krafttræe!
"Troja er sjunket! det unde du mig, at dets Navn er forsvundet.
Smile da maatte den Gud, som Verden og Mennesker formed:
"Søster til Juppiter selv, udsprungen som jeg fra Saturnus, 830
"Kan du ernære i Sind en saa frygteligt brusende Harme?
"Lyd mine Ord og din Vrede bekjæmp, som du nærer forgjæves!
"See! hvad du ønsker, du faaer: og som Tabende viger jeg gjerne.
"Fædrene Sæder og Sprog de Ausonere skulle beholde.
"Navnet skal blive, som nu; i de mægtige Stammer fordeelte, 835
"Teucrerne skulle forgaae. Vedtægter mod Guder og Offre
"Vil jeg bestemme; forened' i Slægt til Latiner de vorde!
"Heden en Slægt, som vil hæve sig høit, med Ausonere blandet,
"Skue du vilst, som i Dyd over Guder og Mennesker stiger.
"Neppe du finder et Folk, som vil feire saa meget din Festdag." 840
Juno ham giver et Nik, og forandrer med Glæde sin Tanke,
Iler tillige fra Himmelen bort og sit Sæde i Skyen.
Faderen gransker nu selv, da sligt er til Ende, paa Andet,
Ganske at fjerne fra Broderens Hjelp hans Søster Juturna.
Rædsomme Væsener to opkaldes med Navnet af Direr, 845
Hvilke den rædsomme Nor, med Tartari Datter Megæra,
Fødte den selvsamme Stund, og forsyned med lignende Slanger,
Bugted' i Krøller, og yded dem selv de luftige Vinger.
Disse ved Juppiters Dør, hos den straffende Konning paa Thronen,
Stande som Vagt, samt Menneskets Børn, de bedrøvede, ængste, 850
Dersom paa Sot eller frygtelig Død den Drot mellem Guder
Pønser i Hu, og vil skræmme en Bye, som har syndet, med Krigsfærd.
Juppiter sender den ene af dem fra den øverste Æther
Hurtigt, med Bud, at som varslende Aand hun skal møde Juturna.
Flyver da hun, som en Hvirvel i Fart; og mod Jorden hun iler, 855
Ret som en Piil, der er faret fra Streng og mod Skyen er afsendt,
Hvilken en Parther bevæbnede først med den myrdende Giftsaft,
Parther, hvad heller Cydoner, og slynged ulægeligt ud, saa
Frem gjennem Mulmet den gik, useet, med en susende Dirren.
Hun, som af Natten er født, brat iler til Jorden, som denne. 860
   
Som hun nu Turnus og Hærene seer og de iliske Rækker,
Krymper hun sig udi Form, saa hun snarligen ligner den Smaafugl,
Som paa det eensomme Tag, eller ogsaa paa høinede Grave
Sidder om Natten, og skriger saa fælt i den sildige Midnat.
Dannet som den udi Form, det rædsomme Væsen om Turnus 865
Flagrer i Kreds under Skrig, medens Skjoldet det basker med Vingen.
Flux en usigelig Skræk opløser med Rædsel hans Lemmer;
Haarene stige ved Angst, og hans Røst udi Ganen sig hæfter.
Men, da hun kjender den Furie fæl paa den hvinende Vinge,
Splitter den arme Juturna sit Haar, som hun river saa saare, 870
Medens med Nægle hun søndrer sin Kind, og sit Bryst under Haandslag.
"Turnus! hvad er der vel nu, hvor din Søster kan hjælpe dig mere?
"Hvad har jeg nu, o jeg Haarde! til Rest? Mon jeg Evne besidder
"Nu til at frelse dit Liv? Kan jeg staae imod saadant et Udyr?
"Tys dog - jeg gaaer jo alt bort - forfærd dog ei mere med Skræk mig, 875
"Rædsomme Fugle! Jeg kjender jo grant Eders Basken med Vingen -
"Grant Eders Dødningeskrig; thi Juppiters mægtige Kraftbud
"Mærked jeg nok!
                          "Den høimodige Gud?! Er det Løn for min Uskyld?
"Hvi har han undt mig udødeligt Liv? ach! hvi er jeg røvet
"Evnen at døe? da eied jeg Magt til at ende min Smerte, 880
"Og udi Døden jeg gik, for at følge min Broder, den arme.
"Er jeg udødelig - jeg? mellem Alt, hvad jeg eier, mon Noget
"Broder! er kjært uden dig? Hvor kløver sig Jorden vel dybt nok
"For en Gudinde, at synke hun kan til de nederste Maner?"
Dette hun taler, og, sukkende dybt, hun bedækker sit Hoved 885
Ganske med blaaligt Gevandt, og Gudinden sig skjuler i Floden.
Ogsaa Æneas nu trænger sig frem, og han svinger sin Landse,
Høi, som et Træe, og han taler nu sligt; thi hans Sind er i Harme:
"Turnus, hvi tøver du nu? hvi drager fra Kampen du bort dig?
"Ei bør vi kjæmpe i Løb, men i Nærstrid, ene med Vaaben. 890
"Skab dig nu om, i hvad Former du vilst! nu samle du Alt, hvad
"Før du har mægtet ved List eller Mod? Forsøg paa en Vinge
"Stjernen at naae udi Skye - eller skjul og forput dig i Dybet!"
Rysted paa Hovedet Hiin: "dine trodsige Ord, du forvovne!
"Spotter jeg: Guderne kun er' min Skræk, og min Fjende er Zeus hist." 895
Intet han yttrede meer. Paa en Steen har han fæstet sit Øie,
Gammel, umaadelig stor, som en Hændelse lagde paa Marken,
Sat paa en Ager til Skjæl, for at sikkre de Jorder mod Ufred;
Kaarede Ynglinger to Gange sex ei letteligt bar' den,
Bygged' af Legem, som Mennesker nu frembringes paa Jorden. 900
Denne med bævende Haand han greeb for at slynge mod Fjenden,
Medens den herlige Helt sig hæved og satte i Anløb.
Ach! men han kjendte ei mere sig selv udi Løb eller Skridtgang,
Ikke sin løftede Haand, som vil svinge saa vældig en Masse;
Knæerne vakle; det iisnende Blod udi Kulden sig hærder; 905
Helten udslynged sin Steen, men svagt gjennem Luften den rulled,
Ikke til Maalet den vandt, og bevirked ei heller en Vunde.
Som i en Drøm, naar den døsige Søvn i de natlige Timer
Lukker vort Øie, os tykkes saa tidt, at vi hidsigen ville
Prøve paa anstrængt Løb, men midt i vort ivrige Ønske 910
Slappe vi segne: vor Tunge er mat, og de vanlige Kræfter
Minke i Kroppen; ei Ord eller Røst vil ledsage vor Idræt.
Turnus saalunde, ihvor han vil hen, for at skaffe sig Bistand,
Nægtes al Hjelp af den Furie vild.  
                                                         Udi Hjertet tillige
Bølger den vexlende Qval. Han seer mod Rutuler og Byen, 915
Dvæler tillige af Frygt, og er ræd for det kommende Spydkast.
Hvor skal han søge sig Lye? Har han Kraft til at møde sin Fjende?
Vognen han øiner ei meer, eller Søsteren selv, som var Styrer.
Medens han dvæler, Æneas har alt den fuldendende Landse
Svunget, og kaaret med Øiet en Plads. Med Legemts hele 920
Styrke den farer. End aldrig en Steen, fra Beleireres Grovskyds
Kraftigen dreven, har braget saa høit; i en Torden saa vildt Skrald
Rulled ei frem. Liig den sorte Orkan fremflyver hans Landse,
Ach, for at bringe den rædsomme Død.
 
                                                              Udkanten af Pantsret
Sprænges, tilligemed yderste Rand af hans Skjold, som har syv Lag, 925
Hveden den farer med Hviin i hans Laar. Den rammede Turnus
Segner med bøiede Knæe imod Jord, som en frygtelig Masse.
Reise sig alle Rutuler med Suk, og de samtlige Bjerge
Tone med Eccho; fra Skovenes Dyb gjenlyder et Veeskrig.
Fældet, med ydmyge Blik han strækker sin bedende Høire, 930
Medens han siger: "Jeg har det fortjent - jeg forlanger ei Skaansel.
"Brug nu din Lykke! Men dersom maaskee en ulykkelig Faders
"Kummer bevæge dig kan, da beder jeg (ogsaa Anchises
"Var jo en Fader, som min), o beklag den bedagede Daunus,
"Medens du giver mig selv, eller ogsaa mit Legem, berøvet 935
Livet, til Mine! Ja Seiren er din; thi Ausonerne saa mig,
"Tvungen at række min Haand, og Lavinia bliver din Kone.
"Driv nu ei længer dit Had!"
                                       Der stod han i Vaaben, den bolde
Kjæmper Æneas, med rullende Blik, og han standsed sin Høire.
Stedse han dvælede meer, og begyndte ved Talen at røres; 940
Just som Gehænget desværre han seer, som er slængt over Skuldren,
Bæltet tillige, som skinner saa klart, med de Bukler, han kjender,
Pallas' den blomstrendes Dragt, hvem Turnus bedækked med Vunder,
Fældte, og hængte nu sligt om sin Ryg, som Triumph over Fjenden.
Funklende sluger hans Blik Krigspynten, som var ham et Minde 945
Om en forfærdelig Qval; han luer af Harme og rædsomt
Stiger hans Vrede.
                        "Du skulle mig flye, som er prydet med Mines
"Ranede Vaaben? Dødsvunden er her - og du offres af Pallas.
"Pallas forlanger sin Hævn, med dit Blod har han taget den, Usling!"
Sligt er hans Ord, og i glødende Harm han begraver sit Slagsværd 950
Dybt i hans Bryst. Da synker hans Krop med en Døendes Kulde,
Medens hans Sjæl i et Suk, men forbittret, til Skyggerne iler.
(Her slutter Meisling den 2. bog med angivelse af 4 trykfejl, som alle er rettet i nærværende afskrift. 1. bog bringer ingen trykfejlsliste).

TILBAGE